This microchip has been compromised

Denne her uge har taget prisen som den (foreløbigt) værste uge i 2020. Jeg startede ud med hold i ryggen, og selv om vi kun skriver onsdag, så kan jeg også skrive voldsom diarré på sedlen over dårligdomme.

Jeg har som følge af en rum tid brugt på “det lille hus” tabt mig 3 kg i det seneste døgn. Det er en effektiv, men bestemt ikke anbefalelsesværdig kur. Sundhedspersonalet på 1813 var meget overrasket over, at jeg fortsat kunne amme. Hvilket egentlig også kom bag på mig, for jeg kunne umuligt følge med det store væsketab. Det er som om, at min krop prioriterer babys overlevelse højere end min.

Jeg har sendt min mand afsted efter chips, juice, saft og blødt toiletpapir. Jeg prøver selvfølgelig også, at drikke de der salt/sukker blandinger mod væskemangel fra apoteket. Men lige så glad jeg er for at tylle drikkevarer, der smager godt, lige så dårlig er jeg til at drikke væske, som ikke gør det. (En egenskab der har betydet, at jeg aldrig har lært at sætte pris på rødvin eller kaffe).

Jeg ved ikke, om jeg er den eneste kvinde, der ofte passer begge børn alene, som godt kan blive lidt træt af, hvor træt ens mand ser ud, når skæbnen byder ham at passe børnene alene. Og helt alene er han jo ikke, for jeg ligger og raller i sengen med et ammebarn. Hvad jeg ikke ville give for at ligge i fosterstilling alene.

Det er mørkest før daggry, og jeg kan godt love jer for, at det var mørkt hos mig. Det værste må være overstået. Det SKAL det være. Jeg begynder, så småt at forstå, hvordan diarré kan slå en halv million børn ihjel hvert år. Men lægen lød ikke bekymret. Jeg kunne jo både tale og stå på benene, så det skal nok gå.

Så nu vil jeg spise mine chips, drikke søde sager og messe sammen med Chris Traeger:

Er der nogle fjolser derude?

Weekenden er snart forbi, og jeg har lige fået lov at ligge på sofaen i et kvarter uden den øgle, der er min yngste søn, som hvert 30. sekund udsender et signal – vel nærmest et skrig – om utilfredshed.

Jeg har konstateret, at han ikke er sulten, og at jeg er træt af at høre på det. Så pausen er værdsat. Meget værdsat.

Vi har brugt det meste af dage på at se sæson to af Drager – Redningsrytterne på Netflix. Uha, hele har familien glædet sig til, at vi ikke skulle binge sæson 1 mere. Jeg kunne snart alle replikkerne, og vi var begyndt at diskutere plothuller.

Igår deltog jeg i cirkeltræning i det lokale fitnesscenter, hvor byens seniorer mødes lørdag morgen og laver cirkeltræning. Og nu altså også mig. Det er åndsløst og dødsens kedeligt at trampe, hive og flå i de maskiner, men det er effektivt. Jeg har næsten ikke kunnet gå i dag. Av av av. Aldrig mere squats.

I fredags havde jeg fået bevilliget 3 timers babyfrihed og udgang til virkeligheden. SKØNT. Jeg brugte dem til Jadas fabelagtige koncert i store Vega. Shit, hvor var det fedt.

Hun synger som en gudinde. Hun er morsom og favnende. Salen var også sprængfyldt med kærlighed til hende. Jeg kunne mærke skuldrene sænke sig, da hun proklamerer “voksenlivet – hold kæft hvor er det svært. Økonomi? Mega ubehageligt“. Hvorefter den velkomponerede sang “Trying to get my life right” strømmede mod mig.

Jeg var virkelig glad for at høre Jadas nye sange, som er mere Beyoncé/Lizzo/badass end det første albums mere sørgelige univers. Og da hun præsenterede sin nye sang “Nudes” ved at spørge om der var nogle fjolser derude, så var jeg helt solgt. Vi var en sal fuld af forstående fjolser.

Der er noget fantastisk ved, at hun har skrevet en sang om at sende nøgenbilleder til folk, som ikke værdsætter dem.

Nye generationer. Nye problemer.

Nu vil det her fjols gå op og kysse lidt på sine børn og glæde sig til at se fjernsyn og drikke cola inden så længe.

God søndag!

Masser af succes

Min mand er lige blevet forfremmet. Det er virkelig skønt – menneskeligt og økonomisk. Jeg er meget stolt af ham. Han er pisse dygtig og dejlig og sej.

MEN der også den lidt nagende bitterhed over, at hans karriere har syvmile-støvlerne på, hvor min egen i bedste fald træder vande i en blespand. Det føles uretfærdigt. For han har jo også fået to børn, men han fik dem til en noget lavere pris.

Hvad stiller man op med den tarvelige følelse? Min succes bliver jo ikke større af, at hans er mindre.

Jeg ønsker ham alt godt. Hånden på hjertet! Det prikker bare til min generelle identitetskrise over at være på lang barselsorlov, erkende at jeg er en del af statistikkerne over kvinder, der snakker bagud ift mændene også aner jeg ikke, hvad jeg vil med mit (professionelle) liv.

I stedet står jeg her som (midlertidig!) hjemmegående husmor med en mand, som tjener mere og er bedre uddannet end mig.

Teenage-Johanne would definitely not approve!

Her går det godt…

pink Good Vibes neon sign

En ven synes, at jeg er for negativ, når jeg fortæller om livet med børn. Jeg mener ikke, at jeg er negativ, men at jeg fortæller om småbørnslivet, som det er: nemlig ret hårdt arbejde.

MEN når mit mål er at være ærlig, så skal jeg jo også huske at lægge ironien på hylden og fejre, når hverdagen, manden og børnene faktisk er en fest. Og det har de været i lange stræk gennem den seneste uges tid.

Min mand havde en af dagene et skype møde med en professor fra USAs vestkyst. På grund af tidsforskellen blev mødet lagt i – for småbørnsforældre – helvedstimen kl. 18-19 (træt, sulten, tandbørstning, nattøj.. you know the drill). Selv om vi havde sænket ambitionsniveauet, og jeg egentlig bare skulle sidde og se Netflix med begge børn, så sker der selvfølgelig det, at lillebror flipper skrot og hverken vil amme eller sove. Med det resultat, at storebror bliver ked af det og slutter sig til hylekoret.

Uden at gå for meget i detaljer med, hvordan det lykkes – så lykkedes det efter 15 minutter med adskillelige forsøg og overvældende meget sved at få børnene til henholdvis at sove og være stille (hurra!).

Da min mand blev færdig med sit skype-møde udbryder han: “hvor er du bare god! Jeg er så glad for, at jeg har dig i mit ringhjørne“. Og den følelse er gengældt. Vi skiftes til at trække det tunge læs og rose den anden for at gøre det samme. Det er så meget lettere at være storsindet, når ens partner byder ind af sig selv. Og det er meget lettere at byde ind, når man ikke er kørt helt i bund.

Vi sidder nærmest hver aften og undrer os over, at det ikke føles som en undtagelsestilstand at få barn nr. 2, og hvor heldige vi er, at vi har to fantastiske børn og hinanden. Kausalitet er jo tricky, men jeg vil pege på at følgende tre ting bærer en stor del af skylden for successen:

  1. Lillebror sover godt om natten, ergo vi sover godt om natten og får ret fast 7-8 timers ok sammenhængende søvn hver nat.
  2. Storebror bliver kun sjovere og sødere med alderen, så vi bliver hver dag mindet om, hvorfor børn er de dejligste væsener i verden.
  3. Vi har rutinen, og vi forstår ind i knoglerne, at “det bare er en fase”, så der skal meget mere til, før vi går i panik.

Min mand og jeg “spiller hinanden gode”, som man siger. Vi anerkender hinanden. Men når det for os har været meget lettere at blive forældre anden gang, så er det ikke kun nogle mærkbare stordriftsfordele. Det er også tilfældigheder. Børns søvn har bare utrolig lidt at gøre med forældrenes adfærd, gode intentioner og gadgets at gøre. Nogle børn sover godt. Andre gør ikke.

Hvor jeg i min første barsel gruede for de endeløse nætter og havde opgivet tanken om nogensinde at føle mig udhvilet igen. Så er nætterne nu kærkomne pauser, som gør mig klar til en ny dag. Det betyder også, at jeg langt de fleste dage kan gå rundt og hygge mig og glæde mig over, at jeg har sådan en vidunderlig lille familie.

Men den oplevelse afhænger 100 pct af, at vi får sovet, og der ikke er store konflikter/udfordringer med børnene. Derfor er lykkefølelsen også en fase (den kommer i glimt), ligesom desperationen er er en fase, i den forstand, at der ikke skal ret meget mere til end en enkelt aften af trøstesløse børn eller en nat med et fravær af søvn til, før alt føles håbløst. Det er et vilkår, at livet med småbørn er meget omskifteligt.

Så må man gøre op med sig selv, hvad der gør en gladest? At føle et skæbnefællesskab med andre eller ignorere de hårde tider og fokusere på, at det bliver bedre/er godt. Det gør mig gladest – både når det går godt og når det går skidt, at vide at, at jeg ikke er alene med oplevelserne fra det glade vanvid, som er en børnefamilie.

Tankemylder #5

  • Hvad er det Kristian Jensen laver? Og er jeg den eneste, der hører Danser Med Drenge skråle “hvor længe vil du ydmyge dig” for mit indre, når han toner frem på skærmen?
  • Jeg får så mange point i forældreregnbskabet af at sove med begge børn hver nat, men så længe de ikke græder helt vildt eller samtidigt, synes jeg faktisk, at det er rigtig hyggeligt at mærke børnefødder og -hænder i løbet af natten (schhhhh! Det er en hemmelighed!).
  • Min mand har forelsket sig i Watchmen tv-serien, som jeg derfor er “nødt til” at se sammen med ham. Den er smukt produceret og fyldt med spændende karakterer, men jeg synes, at den holder sine seere ud i strakt arm. Det er svært at involvere sig, når man ikke kender universets logik og rammer (“jamen, det hele bliver jo forklaret til sidst” #TooLittleTooLate)
  • Jeg blev simpelthen så glad for jeres søde modtagelse af mit indlæg om min bløde dreng. Det er dejligt at vide, at det ikke er hele verden, som er hård.
  • Den yngste er mild og god og sover godt. MEN han nægter at tage flaske (og sut for den sags skyld). Så jeg kan skyde en hvid pil efter Idas fødselsdag og alle andre festlige arrangementer, indtil ungen vil samarbejde. Kooooom nu ind i kampen, baby! Mor har planer.

En blød dreng i en hård verden

Der er grundlæggende to måder at være menneske på i verden: enten passer man først og fremmest på sig selv eller også passer man først og fremmest på andre.

De mennesker, der passer på sig selv, er meget optaget af, at de ikke bliver snydt eller udnyttet af andre mennesker. De holder øje med, at tingene går lige op, og at deres egne ønsker bliver opfyldt, før de hjælper andre. De har en klar idé om, hvad de gerne vil have og er gode til at bede om det. De hjælper som regel kun, hvis de bliver bedt om det, og hvis anmodningen i øvrigt er rimelig ift. udveksling af tidligere og fremtidige tjenester.

De mennesker, der passer på andre, er mere opmærksomme på, at andre er glade og tilfredse. En stor del af disse menneskers lykke er forbundet med, at folk omkring dem er glade. De regner med, at andre mennesker også passer på dem, så hvis det ikke er tilfældet, så vil de være lette ofre – for krævende chefer, venner og familie. De beder sjældent om hjælp, både fordi de ikke vil være til last, men også fordi de ikke altid ved, hvad de gerne vil have hjælp til.

Min ældste søn har vist sig at være mest i kategorien af mennesker, som er gode til at passe på andre først (så vidt som det er muligt for 2-årige at være). Han kysser, krammer og er intet andet end omsorgsfuld over for både den nytilkomne bror og andre han møder på sin vej. Og ret atypisk for en 2-årig, så vil han gerne dele sit legetøj med andre.

Han er faktisk for god til at dele. “Man bliver kørt over i en vuggestue, hvis man ikke kan finde ud af at holde på sine ting“, forklarede pædagogerne mig. Men det er jo ikke kun i vuggestuen, hvor vi opfordrer folk til at holde godt fast på, hvad der er deres.

På arbejdspladsen bliver vi opfordret til at passe på vores mentale helbred og ret til et familieliv. Kvinder bliver opfordret til at holde regnskab i relationen med deres mænd, når det gælder huslige pligter, pensionsopsparing og børns sygedage. Generelt lyder opfordringen, at du skal sørge for at passe på dig selv, for du kan ikke regne med, at andre gør det. Det er den stærkeste, der overlever!

Men hvorfor er det, at samfundet ser det som et svaghedstegn, når mennesker først drager omsorg for andre? Jo, de er lette at udnytte – MEN de er da de modigste mennesker i verden – og verden vil da være et meget bedre sted, hvis alle tog sig af andre først. Ville den ikke?

Hvis jeg laver mad til mig selv, så bliver jeg mæt jovist. Men hvis min mand laver mad til mig, så bliver jeg både mæt, føler mig set og elsket og får lyst til at gengælde omsorgen, hvilket igen gør mig glad. Princippet gælder også for arbejdspladser – hvor man i højere grad kan lægge sig i selen, hvis man kan stole på, at ens arbejdsgiver og kolleger ikke vil drive rovdrift på en.

Det er måske bare mig, men jeg vil hellere leve i en verden, hvor vi tager os af hinanden, og hvor der ikke er behov for, at man skal passe på sig selv. I en verden hvor man ser sine medmenneskers behov.

Det er en utopi, men jeg vil meget hellere gøre den hårde verden blød, end jeg vil gøre min bløde dreng hård.

Nytårsfest og løjer med et spædbarn

Igår holdt vi nytårsfest for syv mennesker: fire voksne, en tumling og to babyer.

Det var præcist som man kunne forestille sig. Smadder hyggeligt. Dybt kaotisk. Den lækre mad blev spist alt for hurtigt. Der var en pause i hyggen fra klokken 20-22, hvor børnene nægtede at sove på skift, og de voksne skiftedes til henholdsvis at rive sig i håret over afkommet og vaske op.

Så kom bananasplitten på bordet og roen skænkede sig. Det var rart. Og det var skønt at være sammen med andre ligesindede.

Det kan være temmeligt ensomt at være til fest, som de eneste med børn, hvor man kan høre festen pumpe, mens man sidder og aer sit barn i mørket.

I en af mine “børnevagter” i nat sad jeg og spekulerede over mine nytårsforsætter (og lavede de der forbandede knibeøvelser!). Jeg har en masse uinteressante om at spise mindre sukker og dyrke mere motion. Jeg har ingen livsomvæltende forsætter ala flere babyer eller nyt job.

Til gengæld har vi en USA-tur på fire måneder i kalenderen, som mildest talt stresser mig. Jeg ved ikke, om jeg kan finde ud af at være medfølgende hustru og passe to børn på fuldtid. Men mit nytårsforsæt er, at jeg ikke skal bekymre mig helt så meget om alting. Så det er jo et alletiders sted at starte.

Jeg vil gerne øve mig i at være chill og stole på, at selvfølgelig skal alting nok ende godt. Hvis jeg kunne få denne grundfølelse, så tror jeg, at jeg ville kunne leve mere frit. Være mindre bange for fejltagelser eller dårlige oplevelser.

Grundlæggende vil jeg gerne blive bedre til både at se og tage chancer, der byder sig. Og det kræver, at jeg ikke grubler alt til døde og tilgiver mig selv for fejlfiks og dårlige valg.

Så 2020 er dedikeret til at blive et mere chill menneske.

(Men ikke så chill, at jeg undlader at nævne, at jeg har nytårsforsætter på mine børns vegne: Der skal smides bleer og sutter og læres at sove i egen seng. Jeg håber, at jeg orker det.)

Godt nytår alle sammen. Jeg glæder mig til, at vi skrives ved!

Der bor en ung pige i mig, som ikke vil dø…

Det er tæt på umuligt at få lov at sidde 30 minutter uforstyrret. Jeg har forsøgt i adskillige dage nu, men hver gang jeg starter, så vågner det ene eller det andet barn.

Men nu er klokken mange. Manden er gået i seng med feber og alt ånder fred. Jeg har en del forskellige tanker på hjerte, men for nu vil jeg lade det blive ved dette: Jeg har fået en dejlig julegave. En bog og en tegneblok.

Bogen er en Tove Ditlevsens digtsamling – udvalgt af Olga Ravn – med titlen “Der bor en ung pige i mig, der ikke vil dø”. Jeg har ønsket mig begge dele, selvom jeg principielt er inderligt imod ønskesedler, fordi jeg med hele to børn og en barselsorlov, som virker uendelig – virkelig føler, at der bor en ung pige i mig, som godt kunne trænge til lidt opmærksomhed.

På trods af at jeg vitterligt knuselsker mine børn og min mand, så er det svært ikke at blive ramt lidt at kvælningsfornemmelser fra tid til anden, når man trasker igennem dagene med lortebleer, evighedsoprydning og den følelse af at gå med fodlænke, som et ammebarn også er.

Det er prisen. Den er rimelig. For det er også fantastisk at gro mennesker og se dem vokse op. Men man behøver jo ikke at give helt op på den unge pige, så jeg håber, at tegneblokken kan være en relativ simpel måde at øve mig i at være kreativ igen.

Jeg ville ønske, at jeg var typen, der læste digte og havde været slyngveninde med Tove Ditlevsen i årtier. Sandheden er dog, at jeg meget sjældent læser skønlitteratur. At jeg først stiftede rigtig bekendtskab med hende på Spotify med soundtracket til TOVE TOVE TOVE teaterforestillingen. Men jeg burde have læst hende før – for hold nu op, hvor er det godt.

Hun er sjov. Hun er ærlig. Hun beskriver hverdagen. Kærligheden. Børnene. Kvindelivet. Arbejderlivet. Det er helt vidunderligt.

Olga Ravn skriver i efterskriftet til bogen, at “Tove Ditlevsens poesi altid handler om misforholdet mellem det, der skulle være, og det, der er, eller misforholdet mellem det jeg burde være og det jeg er”. Jeg ved ikke om, det er en særlig kvindeting – eller om det bare er en mennesketing. Men det er i hvert fald et felt, som fylder enormt meget for mig. Og jeg kan jo også læse, at det fylder meget for jer andre.

Så jeg håber, at jeg med Tove – og jer andre – i hånden kan finde ud af at være mor på fuldtid uden at gøre det endegyldigt af med den unge pige. Det ville være så trist. Jeg håber ikke, at en ung Johanne ville føle sig svigtet, som Tove gør, når hun skriver til sit unge jeg:

“Du havde en pigelig drøm om et barn og en mand,
og du fik, hvad du pegede på, men var stadig alene,
så blev du tilbage i barndommens undrende land,
mens jeg går omkring og er til i en verden fa stene.

Og det er din styrke og trøst, at du ikke er død,
men lever et sted som en spinkel og vigende skygge,
endskønt jeg har solgt dine drømme for hus og for brød,
og trukket dig ned i en smerte, der minder om lykke”

Som brødre vi dele…

Jeg ligger i spænd mellem mine to drenge i skrivende stund. Det ene åndedrag er langt og tungt. Det andet let og hektisk.

Jeg har ligget her i halvanden time og siden kl 19.30. Min store dreng på 2 år vågner hele tiden, og den lille på 8 uger hænger konstant i patværket. Da faren er til julefrokost (igen!), så er der nogle logistiske udfordringer, som jeg bedst løser ved at ligge her. I spænd. Og glo op i loftet.

Da jeg hverken er mindful eller tålmodig nok til at ligge helt stille med mine tanker i timevis, satte jeg en podcast på. Så børnene ikke skulle få skærmlys i fjæset, og så jeg ikke skulle kede mig ihjel.

Valget faldt på podcasten Brødrene Fuhlendorf. Det er Kristian og Michael Fuhlendorff, der er blevet henholdsvis komiker og kriminel og setupet er at undersøge, hvorfor brødre går så forskellige veje.

Også ligger man her. Mellem to nye brødre og overvejer, om en af dem kommer til at slå et andet menneske ihjel? Kommer til at tage coke og og sidde i fængsel. Om man slår til som forælder. Og hvordan de bliver som brødre.

Kommer en af dem til at kræve så meget, at den anden ikke får nok opmærksomhed? Bliver de hinandens bedste venner og fortrolige?

Den anden dag sad jeg med tårer i øjnene, da Emil og Theis fra sejlerfamilien Beha talte om en sejlads, de havde været ude på i voldsomt uvejr. Theis (lillebror) sagde, at han først var blevet rigtig bange, da Emil (storebror) ikke havde haft overskud til at sende ham et “vi-skal-nok-klare-det” blik mellem storm og lynild.

Det var en voksen mand, hvis angst var styret af, at hans bror kunne passe på ham. Det fik mig til at tænke på Tvebak og Jonatan. At den store passer på den lille og gør ham tryg i verden. Er det sådan for alle brødre? Det er et stort ansvar.

Når man ligger her i mørket og lytter til deres nu efterhånden synkrone og tunge vejrtrækning, så kan jeg slet ikke forestille mig, at de en dag kommer til at ligge i deres egen seng, i deres eget hus, langt fra mig. At jeg ikke løser deres problemer og måske ikke engang hører om dem.

Jeg håber håber håber, at mine drenge bliver hinandens fortrolige. At de passer på hinanden. At de holder sammen. At Hubert kan vise Hartvig en sikker vej i verden og hjælpe ham op, hvis han snubler. Og at Hartvig kan gøre det samme, hvis Hubert skulle få brug for det.

Det ville gøre mig så stolt.

Og nu godnat her fra den trange dobbeltseng.

At få børn er en ekstremsport, der ikke levner plads til dødvægt

Jeg kender efterhånden flere kvinder med små børn, som har forladt deres kærester, inden barnet er fyldt et år.

Jeg har tidligere abonneret på den leveregel, der siger, at man ikke må forlade hinanden, før barnet er fyldt 2 år, fordi alting er så crazy i starten.

Det var dog lige indtil, at jeg hørte disse kvinders historier. For hold da op, der findes nogle mænd derude, som vitterligt ikke bidrager med for 2 kroners praktisk hjælp eller god energi.

Altså mænd som mener, at de ikke behøver lave praktisk arbejde i hjemmet. Mænd der føler sig snydt, fordi deres kvinde ikke tænder på dem længere, fordi de har opdaget, at dovne mænd grundlæggende er usexede. Mænd som bliver aggressive og nedladende, når kvinden fortæller om sit behov for hjælp. Mænd som ikke viser interesse for barnet som andet end et trofæ. Og som i øvrigt har pisse travlt med at drikke sig fulde med gutterne og arbejde sent.

De mænd burde ikke få børn. De har ikke, hvad der skal til. Og det burde kvinderne måske have gættet på forhånd (er det biologien eller kærlighed, der gør blind?) . Men hvor man faktisk kan bære over med en luddoven mand, når man bare er to voksne. Så stopper det fluks, når der kommer børn til. Der er simpelthen ikke overskud til også at have en voksenbaby på slæb.

For at få børn er en ekstremsport, der ikke giver plads til dødvægt.

Jeg ved ikke, hvad de voksne mænd gik rundt og troede deres opgave skulle være som far. Men hvis den ikke er at hjælpe til og drage omsorg for mor, barn og familien som helhed, så kan de lige så godt gå op til lægen og blive steriliseret med det samme.

At blive solomor har aldrig givet mere mening, end når man hører historier om de mænd. For de kommer ikke til at bidrage med andet end dårlig stemning, svigt og samværskonflikter.

Det må være lysår nemmere at blive mor alene end at være alenemor med en dødvægtsfar på slæb.