Her går det godt…

pink Good Vibes neon sign

En ven synes, at jeg er for negativ, når jeg fortæller om livet med børn. Jeg mener ikke, at jeg er negativ, men at jeg fortæller om småbørnslivet, som det er: nemlig ret hårdt arbejde.

MEN når mit mål er at være ærlig, så skal jeg jo også huske at lægge ironien på hylden og fejre, når hverdagen, manden og børnene faktisk er en fest. Og det har de været i lange stræk gennem den seneste uges tid.

Min mand havde en af dagene et skype møde med en professor fra USAs vestkyst. På grund af tidsforskellen blev mødet lagt i – for småbørnsforældre – helvedstimen kl. 18-19 (træt, sulten, tandbørstning, nattøj.. you know the drill). Selv om vi havde sænket ambitionsniveauet, og jeg egentlig bare skulle sidde og se Netflix med begge børn, så sker der selvfølgelig det, at lillebror flipper skrot og hverken vil amme eller sove. Med det resultat, at storebror bliver ked af det og slutter sig til hylekoret.

Uden at gå for meget i detaljer med, hvordan det lykkes – så lykkedes det efter 15 minutter med adskillelige forsøg og overvældende meget sved at få børnene til henholdvis at sove og være stille (hurra!).

Da min mand blev færdig med sit skype-møde udbryder han: “hvor er du bare god! Jeg er så glad for, at jeg har dig i mit ringhjørne“. Og den følelse er gengældt. Vi skiftes til at trække det tunge læs og rose den anden for at gøre det samme. Det er så meget lettere at være storsindet, når ens partner byder ind af sig selv. Og det er meget lettere at byde ind, når man ikke er kørt helt i bund.

Vi sidder nærmest hver aften og undrer os over, at det ikke føles som en undtagelsestilstand at få barn nr. 2, og hvor heldige vi er, at vi har to fantastiske børn og hinanden. Kausalitet er jo tricky, men jeg vil pege på at følgende tre ting bærer en stor del af skylden for successen:

  1. Lillebror sover godt om natten, ergo vi sover godt om natten og får ret fast 7-8 timers ok sammenhængende søvn hver nat.
  2. Storebror bliver kun sjovere og sødere med alderen, så vi bliver hver dag mindet om, hvorfor børn er de dejligste væsener i verden.
  3. Vi har rutinen, og vi forstår ind i knoglerne, at “det bare er en fase”, så der skal meget mere til, før vi går i panik.

Min mand og jeg “spiller hinanden gode”, som man siger. Vi anerkender hinanden. Men når det for os har været meget lettere at blive forældre anden gang, så er det ikke kun nogle mærkbare stordriftsfordele. Det er også tilfældigheder. Børns søvn har bare utrolig lidt at gøre med forældrenes adfærd, gode intentioner og gadgets at gøre. Nogle børn sover godt. Andre gør ikke.

Hvor jeg i min første barsel gruede for de endeløse nætter og havde opgivet tanken om nogensinde at føle mig udhvilet igen. Så er nætterne nu kærkomne pauser, som gør mig klar til en ny dag. Det betyder også, at jeg langt de fleste dage kan gå rundt og hygge mig og glæde mig over, at jeg har sådan en vidunderlig lille familie.

Men den oplevelse afhænger 100 pct af, at vi får sovet, og der ikke er store konflikter/udfordringer med børnene. Derfor er lykkefølelsen også en fase (den kommer i glimt), ligesom desperationen er er en fase, i den forstand, at der ikke skal ret meget mere til end en enkelt aften af trøstesløse børn eller en nat med et fravær af søvn til, før alt føles håbløst. Det er et vilkår, at livet med småbørn er meget omskifteligt.

Så må man gøre op med sig selv, hvad der gør en gladest? At føle et skæbnefællesskab med andre eller ignorere de hårde tider og fokusere på, at det bliver bedre/er godt. Det gør mig gladest – både når det går godt og når det går skidt, at vide at, at jeg ikke er alene med oplevelserne fra det glade vanvid, som er en børnefamilie.

Tankemylder #5

  • Hvad er det Kristian Jensen laver? Og er jeg den eneste, der hører Danser Med Drenge skråle “hvor længe vil du ydmyge dig” for mit indre, når han toner frem på skærmen?
  • Jeg får så mange point i forældreregnbskabet af at sove med begge børn hver nat, men så længe de ikke græder helt vildt eller samtidigt, synes jeg faktisk, at det er rigtig hyggeligt at mærke børnefødder og -hænder i løbet af natten (schhhhh! Det er en hemmelighed!).
  • Min mand har forelsket sig i Watchmen tv-serien, som jeg derfor er “nødt til” at se sammen med ham. Den er smukt produceret og fyldt med spændende karakterer, men jeg synes, at den holder sine seere ud i strakt arm. Det er svært at involvere sig, når man ikke kender universets logik og rammer (“jamen, det hele bliver jo forklaret til sidst” #TooLittleTooLate)
  • Jeg blev simpelthen så glad for jeres søde modtagelse af mit indlæg om min bløde dreng. Det er dejligt at vide, at det ikke er hele verden, som er hård.
  • Den yngste er mild og god og sover godt. MEN han nægter at tage flaske (og sut for den sags skyld). Så jeg kan skyde en hvid pil efter Idas fødselsdag og alle andre festlige arrangementer, indtil ungen vil samarbejde. Kooooom nu ind i kampen, baby! Mor har planer.

En blød dreng i en hård verden

Der er grundlæggende to måder at være menneske på i verden: enten passer man først og fremmest på sig selv eller også passer man først og fremmest på andre.

De mennesker, der passer på sig selv, er meget optaget af, at de ikke bliver snydt eller udnyttet af andre mennesker. De holder øje med, at tingene går lige op, og at deres egne ønsker bliver opfyldt, før de hjælper andre. De har en klar idé om, hvad de gerne vil have og er gode til at bede om det. De hjælper som regel kun, hvis de bliver bedt om det, og hvis anmodningen i øvrigt er rimelig ift. udveksling af tidligere og fremtidige tjenester.

De mennesker, der passer på andre, er mere opmærksomme på, at andre er glade og tilfredse. En stor del af disse menneskers lykke er forbundet med, at folk omkring dem er glade. De regner med, at andre mennesker også passer på dem, så hvis det ikke er tilfældet, så vil de være lette ofre – for krævende chefer, venner og familie. De beder sjældent om hjælp, både fordi de ikke vil være til last, men også fordi de ikke altid ved, hvad de gerne vil have hjælp til.

Min ældste søn har vist sig at være mest i kategorien af mennesker, som er gode til at passe på andre først (så vidt som det er muligt for 2-årige at være). Han kysser, krammer og er intet andet end omsorgsfuld over for både den nytilkomne bror og andre han møder på sin vej. Og ret atypisk for en 2-årig, så vil han gerne dele sit legetøj med andre.

Han er faktisk for god til at dele. “Man bliver kørt over i en vuggestue, hvis man ikke kan finde ud af at holde på sine ting“, forklarede pædagogerne mig. Men det er jo ikke kun i vuggestuen, hvor vi opfordrer folk til at holde godt fast på, hvad der er deres.

På arbejdspladsen bliver vi opfordret til at passe på vores mentale helbred og ret til et familieliv. Kvinder bliver opfordret til at holde regnskab i relationen med deres mænd, når det gælder huslige pligter, pensionsopsparing og børns sygedage. Generelt lyder opfordringen, at du skal sørge for at passe på dig selv, for du kan ikke regne med, at andre gør det. Det er den stærkeste, der overlever!

Men hvorfor er det, at samfundet ser det som et svaghedstegn, når mennesker først drager omsorg for andre? Jo, de er lette at udnytte – MEN de er da de modigste mennesker i verden – og verden vil da være et meget bedre sted, hvis alle tog sig af andre først. Ville den ikke?

Hvis jeg laver mad til mig selv, så bliver jeg mæt jovist. Men hvis min mand laver mad til mig, så bliver jeg både mæt, føler mig set og elsket og får lyst til at gengælde omsorgen, hvilket igen gør mig glad. Princippet gælder også for arbejdspladser – hvor man i højere grad kan lægge sig i selen, hvis man kan stole på, at ens arbejdsgiver og kolleger ikke vil drive rovdrift på en.

Det er måske bare mig, men jeg vil hellere leve i en verden, hvor vi tager os af hinanden, og hvor der ikke er behov for, at man skal passe på sig selv. I en verden hvor man ser sine medmenneskers behov.

Det er en utopi, men jeg vil meget hellere gøre den hårde verden blød, end jeg vil gøre min bløde dreng hård.

Nytårsfest og løjer med et spædbarn

Igår holdt vi nytårsfest for syv mennesker: fire voksne, en tumling og to babyer.

Det var præcist som man kunne forestille sig. Smadder hyggeligt. Dybt kaotisk. Den lækre mad blev spist alt for hurtigt. Der var en pause i hyggen fra klokken 20-22, hvor børnene nægtede at sove på skift, og de voksne skiftedes til henholdsvis at rive sig i håret over afkommet og vaske op.

Så kom bananasplitten på bordet og roen skænkede sig. Det var rart. Og det var skønt at være sammen med andre ligesindede.

Det kan være temmeligt ensomt at være til fest, som de eneste med børn, hvor man kan høre festen pumpe, mens man sidder og aer sit barn i mørket.

I en af mine “børnevagter” i nat sad jeg og spekulerede over mine nytårsforsætter (og lavede de der forbandede knibeøvelser!). Jeg har en masse uinteressante om at spise mindre sukker og dyrke mere motion. Jeg har ingen livsomvæltende forsætter ala flere babyer eller nyt job.

Til gengæld har vi en USA-tur på fire måneder i kalenderen, som mildest talt stresser mig. Jeg ved ikke, om jeg kan finde ud af at være medfølgende hustru og passe to børn på fuldtid. Men mit nytårsforsæt er, at jeg ikke skal bekymre mig helt så meget om alting. Så det er jo et alletiders sted at starte.

Jeg vil gerne øve mig i at være chill og stole på, at selvfølgelig skal alting nok ende godt. Hvis jeg kunne få denne grundfølelse, så tror jeg, at jeg ville kunne leve mere frit. Være mindre bange for fejltagelser eller dårlige oplevelser.

Grundlæggende vil jeg gerne blive bedre til både at se og tage chancer, der byder sig. Og det kræver, at jeg ikke grubler alt til døde og tilgiver mig selv for fejlfiks og dårlige valg.

Så 2020 er dedikeret til at blive et mere chill menneske.

(Men ikke så chill, at jeg undlader at nævne, at jeg har nytårsforsætter på mine børns vegne: Der skal smides bleer og sutter og læres at sove i egen seng. Jeg håber, at jeg orker det.)

Godt nytår alle sammen. Jeg glæder mig til, at vi skrives ved!

Der bor en ung pige i mig, som ikke vil dø…

Det er tæt på umuligt at få lov at sidde 30 minutter uforstyrret. Jeg har forsøgt i adskillige dage nu, men hver gang jeg starter, så vågner det ene eller det andet barn.

Men nu er klokken mange. Manden er gået i seng med feber og alt ånder fred. Jeg har en del forskellige tanker på hjerte, men for nu vil jeg lade det blive ved dette: Jeg har fået en dejlig julegave. En bog og en tegneblok.

Bogen er en Tove Ditlevsens digtsamling – udvalgt af Olga Ravn – med titlen “Der bor en ung pige i mig, der ikke vil dø”. Jeg har ønsket mig begge dele, selvom jeg principielt er inderligt imod ønskesedler, fordi jeg med hele to børn og en barselsorlov, som virker uendelig – virkelig føler, at der bor en ung pige i mig, som godt kunne trænge til lidt opmærksomhed.

På trods af at jeg vitterligt knuselsker mine børn og min mand, så er det svært ikke at blive ramt lidt at kvælningsfornemmelser fra tid til anden, når man trasker igennem dagene med lortebleer, evighedsoprydning og den følelse af at gå med fodlænke, som et ammebarn også er.

Det er prisen. Den er rimelig. For det er også fantastisk at gro mennesker og se dem vokse op. Men man behøver jo ikke at give helt op på den unge pige, så jeg håber, at tegneblokken kan være en relativ simpel måde at øve mig i at være kreativ igen.

Jeg ville ønske, at jeg var typen, der læste digte og havde været slyngveninde med Tove Ditlevsen i årtier. Sandheden er dog, at jeg meget sjældent læser skønlitteratur. At jeg først stiftede rigtig bekendtskab med hende på Spotify med soundtracket til TOVE TOVE TOVE teaterforestillingen. Men jeg burde have læst hende før – for hold nu op, hvor er det godt.

Hun er sjov. Hun er ærlig. Hun beskriver hverdagen. Kærligheden. Børnene. Kvindelivet. Arbejderlivet. Det er helt vidunderligt.

Olga Ravn skriver i efterskriftet til bogen, at “Tove Ditlevsens poesi altid handler om misforholdet mellem det, der skulle være, og det, der er, eller misforholdet mellem det jeg burde være og det jeg er”. Jeg ved ikke om, det er en særlig kvindeting – eller om det bare er en mennesketing. Men det er i hvert fald et felt, som fylder enormt meget for mig. Og jeg kan jo også læse, at det fylder meget for jer andre.

Så jeg håber, at jeg med Tove – og jer andre – i hånden kan finde ud af at være mor på fuldtid uden at gøre det endegyldigt af med den unge pige. Det ville være så trist. Jeg håber ikke, at en ung Johanne ville føle sig svigtet, som Tove gør, når hun skriver til sit unge jeg:

“Du havde en pigelig drøm om et barn og en mand,
og du fik, hvad du pegede på, men var stadig alene,
så blev du tilbage i barndommens undrende land,
mens jeg går omkring og er til i en verden fa stene.

Og det er din styrke og trøst, at du ikke er død,
men lever et sted som en spinkel og vigende skygge,
endskønt jeg har solgt dine drømme for hus og for brød,
og trukket dig ned i en smerte, der minder om lykke”

Som brødre vi dele…

Jeg ligger i spænd mellem mine to drenge i skrivende stund. Det ene åndedrag er langt og tungt. Det andet let og hektisk.

Jeg har ligget her i halvanden time og siden kl 19.30. Min store dreng på 2 år vågner hele tiden, og den lille på 8 uger hænger konstant i patværket. Da faren er til julefrokost (igen!), så er der nogle logistiske udfordringer, som jeg bedst løser ved at ligge her. I spænd. Og glo op i loftet.

Da jeg hverken er mindful eller tålmodig nok til at ligge helt stille med mine tanker i timevis, satte jeg en podcast på. Så børnene ikke skulle få skærmlys i fjæset, og så jeg ikke skulle kede mig ihjel.

Valget faldt på podcasten Brødrene Fuhlendorf. Det er Kristian og Michael Fuhlendorff, der er blevet henholdsvis komiker og kriminel og setupet er at undersøge, hvorfor brødre går så forskellige veje.

Også ligger man her. Mellem to nye brødre og overvejer, om en af dem kommer til at slå et andet menneske ihjel? Kommer til at tage coke og og sidde i fængsel. Om man slår til som forælder. Og hvordan de bliver som brødre.

Kommer en af dem til at kræve så meget, at den anden ikke får nok opmærksomhed? Bliver de hinandens bedste venner og fortrolige?

Den anden dag sad jeg med tårer i øjnene, da Emil og Theis fra sejlerfamilien Beha talte om en sejlads, de havde været ude på i voldsomt uvejr. Theis (lillebror) sagde, at han først var blevet rigtig bange, da Emil (storebror) ikke havde haft overskud til at sende ham et “vi-skal-nok-klare-det” blik mellem storm og lynild.

Det var en voksen mand, hvis angst var styret af, at hans bror kunne passe på ham. Det fik mig til at tænke på Tvebak og Jonatan. At den store passer på den lille og gør ham tryg i verden. Er det sådan for alle brødre? Det er et stort ansvar.

Når man ligger her i mørket og lytter til deres nu efterhånden synkrone og tunge vejrtrækning, så kan jeg slet ikke forestille mig, at de en dag kommer til at ligge i deres egen seng, i deres eget hus, langt fra mig. At jeg ikke løser deres problemer og måske ikke engang hører om dem.

Jeg håber håber håber, at mine drenge bliver hinandens fortrolige. At de passer på hinanden. At de holder sammen. At Hubert kan vise Hartvig en sikker vej i verden og hjælpe ham op, hvis han snubler. Og at Hartvig kan gøre det samme, hvis Hubert skulle få brug for det.

Det ville gøre mig så stolt.

Og nu godnat her fra den trange dobbeltseng.

At få børn er en ekstremsport, der ikke levner plads til dødvægt

Jeg kender efterhånden flere kvinder med små børn, som har forladt deres kærester, inden barnet er fyldt et år.

Jeg har tidligere abonneret på den leveregel, der siger, at man ikke må forlade hinanden, før barnet er fyldt 2 år, fordi alting er så crazy i starten.

Det var dog lige indtil, at jeg hørte disse kvinders historier. For hold da op, der findes nogle mænd derude, som vitterligt ikke bidrager med for 2 kroners praktisk hjælp eller god energi.

Altså mænd som mener, at de ikke behøver lave praktisk arbejde i hjemmet. Mænd der føler sig snydt, fordi deres kvinde ikke tænder på dem længere, fordi de har opdaget, at dovne mænd grundlæggende er usexede. Mænd som bliver aggressive og nedladende, når kvinden fortæller om sit behov for hjælp. Mænd som ikke viser interesse for barnet som andet end et trofæ. Og som i øvrigt har pisse travlt med at drikke sig fulde med gutterne og arbejde sent.

De mænd burde ikke få børn. De har ikke, hvad der skal til. Og det burde kvinderne måske have gættet på forhånd (er det biologien eller kærlighed, der gør blind?) . Men hvor man faktisk kan bære over med en luddoven mand, når man bare er to voksne. Så stopper det fluks, når der kommer børn til. Der er simpelthen ikke overskud til også at have en voksenbaby på slæb.

For at få børn er en ekstremsport, der ikke giver plads til dødvægt.

Jeg ved ikke, hvad de voksne mænd gik rundt og troede deres opgave skulle være som far. Men hvis den ikke er at hjælpe til og drage omsorg for mor, barn og familien som helhed, så kan de lige så godt gå op til lægen og blive steriliseret med det samme.

At blive solomor har aldrig givet mere mening, end når man hører historier om de mænd. For de kommer ikke til at bidrage med andet end dårlig stemning, svigt og samværskonflikter.

Det må være lysår nemmere at blive mor alene end at være alenemor med en dødvægtsfar på slæb.

Juletraditioner søges

Kalenderen siger december, og vi har for første gang givet os i kast med at etablere juletraditioner for det store barn i form af en pakkekalender og en lige vel hurtigt hjemmegjort mytologi omkring det her med nissen.

Men en pakkekalenderen er ikke det eneste nye. I år skal vi være værter for juleaftensfesten. Det er nervepirrende, for min families tillid til mine evner kan tilsyneladende ligge på et meget lille sted.

Min farmor har købt en juledug til mig og igår ringede hun for at høre, om vi havde vinglas. Jeg bliver hyppigt afhørt om, hvordan vi får plads til så mange gæster i vores hus.

Jeg ville nok ikke selv have købt en dug, men vi har selvfølgelig vinglas til alle, og det er min livsfilosofi, at der er da altid plads til en til. Det finder vi ud af.

Men vi skal altså naile den her jul, så jeg kan bevise mit værd som julevært. Der skal jules, som der aldrig er blevet julet før. Så jeg skal bevæge mig ud i nye discipliner, såsom at lægge dug på bordet og folde servietter. Bo Bedre, I kan godt gøre kameraet klar!

I virkeligheden er jeg mest bekymret for, hvordan jeg får gjort julen hyggelig for børnene. For det har jeg ikke prøvet før.

Et spædbarn kan man ikke rigtig planlægge efter, men hvilke traditioner har I gode erfaringer med ift. børn i tumlingalderen?

Hvornår pakker de gaver op? Hvad med sengetiderne? Og maden? Kan børn godt lide risalamande (de må vel ikke få mandler, før de er 3 vel?) eller er risengrød bedre? Julemanden – er det en god idé til en 2-årig? Og hvordan undgår man, at man selv er så optaget af at være vært, at man ikke får hygget sig med sit barn?

Er mommy-blogs de nye basisgrupper?

Image result for kvinde kend din historie

Jeg har i dag lyttet til den nye podcast, der hedder “Kvinde kend din historie“, hvor historikeren Gry Jexen har sat sig for at få kvinderne ind verdenshistorien. Jeg blev både rørt, inspireret og vildt imponeret. Så først og fremmest en varm anbefaling til at følge hendes arbejde! Podcasten har et kæmpe potentiale og er kommet stærkt fra start.

Det er Grys anden program om Suzanne Giese, som har fået mig i gang med dette indlæg, fordi det kredser kvindebevægelsens arbejde med at få skabt ligestilling ved at åbne samfundets øjne for, at det private er politisk. Altså at få fokus på familiestrukturer, moderskab, prævention og alt det andet, som før kun var inde bag hjemmets fire vægge.

Suzanne Gieses datter – Ditte Giese – sender i podcasten en røffel afsted mod vores generation af højtuddannede kvinder, som henter tidligt, går på deltid og bruger vores fritid på at løbe ture og bage boller. Ordene faldt som opsamling på kvindebevægelsens resultater: At kvinder i dag har alle muligheder for det, men overraskende nok ikke går efter magten, men på forunderligvis har vendt tilbage til en dyrkelse af husmoderen.

I afsnittet bliver vi præsenteret for begrebet “basisgruppe”. Det er et begreb, som jeg ikke selv kendte og derfor googlede og fik følgende definition af: “basisgruppe: en antiautoritær, ikke-hierarkisk organisationsform, som opstod i 1960’erne. En basisgruppe består af fem til ti personer, som ud over politisk eller fagligt samarbejde også opdyrker personlige relationer. Møderne foregår med indlæg efter tur, således at alle aktiveres.” Det var herigennem, at man fandt ud af, at nogle problemer i familierne ikke var individuelle problemer – men udtryk for strukturelle problemer. F.eks. at kvinderne havde en meget stor andel af det huslige (og ubetalte) arbejde, som holdt dem tilbage i at få et job, en uddannelse og deres egen økonomiske frihed.

Når Ditte Giese beskriver min/vores generation af kvinder, som nogen der har ladt kvindekampen i stikken ved at gå tilbage til at dyrke vores børn og bage hjemmebagte boller og sy fastelavnskostumer, så er det svært ikke at føle sig både ramt og provokeret. For hun har da lidt fat i noget. Jeg kæmper selv med skyldfølelse over for kvindekampen og min egen selvforståelse over at tage en meget lang barsel. MEN denne “back to basic”-bevægelse er jo et udtryk for et opgør med en kapitalistisk forbrugskultur og en konkurrencestat, som er ved at mase – særligt kvinderne. Fordi vi ikke “bare” skal have en god karriere. Vi vil også være gode forældre. Vi skal være i god form, og vi skal have et rigt socialt liv.

Jeg kan godt genkende, at vi i dag dyrker moderskabet, men jeg synes, at vi gør det på en mere oplyst og ærlig måde, end man gjorde i 1950erne. Der er sgu ikke romantik og nybagte boller, som jeg støder på. Jeg skriver selv og læser hos jer andre nogle brutalt ærlige beretninger om livet som mor og kvinde. Jeg synes, at vi er gode til få “svesken på disken”. Det er helt sikkert ikke alle, som ser det politisk – men første skridt på vejen er da at tale om de udfordringer, der findes i familierne og brainstorme på løsninger. På den måde synes jeg, at mommyblogs faktisk tager grundideen med basisgrupperne op. Kvindekampen fortsætter, men den er mere kompleks i dag.

I det første afsnit af “Kvinde kend din historie” hører man nogle fantastiske historier om danske svømmepiger i 1930erne. Som en bisætning bliver det nævnt, at kvinder i ro-sporten i lang tid ikke måtte konkurrere på tid, men på et tidspunkt får kvinderne lov. Dog blev der sat et loft over, hvor mange åretag per minut kvinderne måtte tage i deres løb, fordi man ikke ville se på kvinder anstrenge sig eller lide. Ingen forvrængede ansigter eller hårde bevægelser.

Det slog mig at være et perfekt billede på, hvorfor det er svært at være kvinde – også den dag i dag. Fordi kvinder skal konkurrere på “lige vilkår” med mænd, men det skal helst se ubesværet ud, de skal gerne være i godt humør og omsorgsfulde imens. Der stilles nogle bonuskrav til kvinder i verden, som der bare ikke stilles til mænd. De er så dybt kulturelt forankrede, at de ikke sådan lige er til at skille sig af med.

Så jeg håber, at vi sammen kan fortsætte denne online dialog med hinanden om at være kvinde i dag. Men vi bør også minde hinanden om, at alle vores individuelle valg summer op og bliver en del af større politisk virkelighed, som vi skal huske at være bevidst om og tage stilling til.

Tankemylder #4 – barselsedition

Mit “jeg-ammer-med-brystbetændelse-40-graders-feber-og-knaldende-hovedpine” ansigt.
  • Jeg har været tusinde år om at skrive det her indlæg, fordi jeg blev slået omkuld af en omgang brystbetændelse og solid feber. Fuck altså, hvor er der meget smerte indbygget i kvindelivet.
  • Men så er det dejligt, at ens mand forklarer til et par af vores barselsgæster, som venter deres første barn, at mandens rolle i den første tid af barslen er at være en slags sosu-assistent, og den nybagte mor er at betragte, som en der har fået et handicap, men hvor alle synes det er en glædelig begivenhed.
  • (Denne tanke var fra før jeg blev ramt af feber og massiv selvmedlidenhed). Hvorfor føles det ikke som et “rigtigt” bidrag til familien at amme et barn? Det er vel også en slags bidrag at melde sig frivilligt til de første 6 måneders døgnvagter(!) for at sikre den yngstes fortsatte vækst og velbefindende. Right?
  • Efter jeg har brugt de første uger af min barselsorlov på at gense Venner, sneg der endelig lidt nyt materiale ind. Det var Seth Meyers Netflix special “Lobby Baby”. Det er forfriskende også at høre mænd tale om børn, fødsler og familieliv. *hjerte hjerte*.
  • Jeg har udviklet en afhængighed af pebernødder. Det skal være de industrielle af slagsen. Karen Volf knows her shit!
  • Er der nogen måde, hvorpå barselsbesøg kun er himmelsendte og dejlige, og ikke også indeholder en vis grad af “fuck-nu-skal-vi-være-præsentable-igen” OG “hold-op-hvor-er-jeg-bare-ikke-en-del-af-livet-for-tiden”? Jeg er jo grundlæggende taknemmelig over, at jeg har venner, som gider at komme på besøg, når vi er allermest kedelige. Men jeg er også lidt bitter over, at jeg ikke kan tale med eller holder styr på deres liv.
  • Jeg hørte radioprogrammet SuperTanker den anden dag, hvor en kvinde sagde “min tilgang til leg er meget inspireret af tysk fænomenologi”, hvilket lød så selvmodsigende i mit hoved, at sætningen har siddet fast lige siden.
  • Hver gang jeg ser Boris Johnson, har jeg lagt mærke til, at jeg får en varm følelse i kroppen. Jeg tror, at det skyldes, at min ældste søn har sådan en lidt kaotisk kridhvid hårpragt, som godt kunne forveksles lidt med Boris’.