Hvorfor blive misundelig på noget, man egentlig ikke vil have?

man in stairs

Kender I det… Man sidder og stener på telefonen. Scroller rundt på sociale medier. Efter en rum tid at have zappet rundt mellem Facebook, Instagram, Snapchat og Bloglovin, så keder man sig bravt nok til at åbne LinkedIn.

Jovist, det er meget sjovt at sende en tommel af sted mod nogen, som har fået et nyt job eller har jubilæum i det eksisterende. Man føler sig ovenpå, når man strør om sig med så dybt følt anerkendelse, som et like jo er.

Men pludselig går det op for en, at folk fra ens studietid bliver forfremmet i stor stil. De er senior consultants, specialkonsulenter, teamledere og der er sågar en enkelt, der er blevet særlig rådgiver. Bum. Bum. Bum.

Hvad har man egentlig selv brugt tiden på? Den fesne titel “fuldmægtig” står stadig lige så klar, som da jeg forlod universitetet. Titlen lyder jo egentlig fed nok, men det er blot navnet på det laveste trin på stigen. Andre ligesindede har forsøgt at gøre det mere lækkert ved at angive titlen på engelsk “head of section”. Men der er man alligevel ikke nået til endnu.

Her kan følelsen af misundelse godt begynde at prikke lidt til mig. Men hvorfor egentlig? Jeg har jo brugt tiden på at producere børn. Det er da klart, at jeg ikke samtidigt har kunnet lægge 60+ timer og klistre mange nye stjerner på skuldrene. De andre har jo arbejdet mange flere timer end mig. Så jeg sammenligner mig først og fremmest med de forkerte. Men hvad vigtigere er: Jeg vil faktisk ikke være specialkonsulent, lead management consultant eller teamboss.

Jeg vil gerne anerkendes og udvikle mig i mit job, men specialkonsulenter arbejder ofte lidt med det samme bare under dårligere vilkår i forhold til at kunne holde fri og til en ikke overvældende stor lønstigning. Når jeg spørger folk, hvorfor de efterstræber det, så er det altid noget med at det er godt, når man skal søge videre. Også er der også den der følelse hos folk om, at de fortjener at blive forfremmet.

Centraladministrationen har nemlig ikke meget andet end titler at byde på, når de skal anerkende deres medarbejdere (du kan måske få et spændende kursus i excel, hvis du er rigtig heldig). Så hvis du ikke bliver forfremmet, så er det faktisk en sviner af din indsats.

Så derfor. Selvom jeg egentlig ikke vil arbejde uden øvre arbejdstid og hellere vil have et cv med mere spræl end den slagne vej opad i hierarkiet, så bliver jeg alligevel misundelig. Det er virkelig avanceret hjernevask. Fordi misundelsen udspringer af, at jeg ikke vil have at andre tænker, at jeg er uambitiøs/dårlig til mit job, og ikke fra at jeg reelt efterstræber det, de andre har opnået.

Men kan man overhovedet sådan ægte anerkende konkurrenters resultater uden samtidigt at blive lidt misundelig på dem? Altså det er jo let nok for mig at anerkende en sygeplejerske eller en atomfysiker for deres arbejde, men når jeg spiller på samme professionelle bane, som dem jeg ser på, så bliver det ganske vanskeligt ikke at lave en sammenligning, hvor man bliver trist, når det viser sig, at man er den mindst imponerende i selskabet.

Hvorfor accepterer vi overvågning?

Marshmello walking down the side of the road with camera on the top of the building

Jeg faldt over denne artikel på DR.dk, hvor en kvinde bliver spurgt til hendes holdning til, at regeringen vil give meget vide rammer til at overvåge det offentlige rum for at dæmme op for kriminalitet m.m. Kvinden udtaler: “Jeg synes et eller andet sted, at det er fint nok. Altså hvis man har noget imod det, må det være, fordi man har noget at skjule.”

Det er meget snusfornuftigt sagt, og jeg er da delvis enig. For hun tilføjer, at det jo ikke er overvågning af folks private hjem. Men herefter sætter hun trumf på ved at sige: “Det er det samme med kameraer i telefoner og computere, som folk sætter tape over. Jeg laver ikke noget ved min computer, som folk ikke må have lov at se.”.

Hvis jeg skal dømme på min egen adfærd, så er jeg jo sådan set enig med kvinden (selvom det er helt gak gak, hvem laver aldrig noget på sin pc, som man nødigt ville have ud i offentligheden?). Jeg tillader også i meget vid udstrækning, at min telefon overvåger mig. Den sladrer til google om, hvad jeg søger på, hvornår jeg går i seng, hvor jeg opholder mig, hvilke indkøb jeg går med overvejelse omkring, hvilke billeder jeg tager, og sågar hvad jeg taler med andre mennesker om.

Igår sad jeg så og ledte efter apps, jeg kunne afinstallere i forsøget på at blive mere zen og fri for overvågning. Men jeg endte i stedet med at installere endnu en app, der krævede, at jeg gav alle mulige oplysninger om min sundhedstilstand (alder, vægt, terminsdato osv) til et eller andet tilfældigt firma – måske det samme, som tidligere havde indgående kendskab til min cyklus ifm. at udregne ægløsningstidspunkt.

Hvad fuck tænker jeg egentlig på? Hvorfor accepterer jeg (og de fleste andre) så massiv overvågning? Altså kvinden har jo ret i, at 300 kameraer på offentlige pladser er barnemad ift. den overvågning, vi allerede har sagt ok til, når vi har godkendt bruger- og servicevilkår på forskellige steder.

Mine egne spæde forsvar for en mærkelig adfærd er noget ala “jeg er bare et lille bitte datapunkt i et kæmpestort excelark”, “det er alt for smart til at lade være”, “jeg kan godt lide gratis apps” og “hvis det var virkelig galt, ville der nok være én blandt de mange milliarder brugere, som ville have reageret på brugervilkårene”.

Men der er jo allerede nogen, der har reageret. Vi er jo blevet advaret. De fleste af os har oplevet at få reklamer for produkter, som vi aldrig har søgt på, men kun omtalt i nærheden af vores telefon. Der har jo været historier om, at folk er blevet afpresset, fordi fremmede har fået adgang til billeder af dem i kompromitterende situationer ved deres pc eller telefon. Der er folk, som har mistet deres sociale ydelser på baggrund af billeder, de har lagt op på Facebook, hvor de virkede lidt for raske. VI VED GODT, at big brother er med os over alt. På toilettet. I soveværelset. Til fest.

Alligevel så trykker vi “OK” til, at private firmaer må være med på en lytter til gengæld for en “gratis” app. Det må være, fordi vi enten har meget stor tillid til, at det ikke bliver misbrugt (til andet en målrettede reklamer), eller fordi vi er ramt af en så stor grad af frygt for at gå glip af noget online, at vi hellere vil være tilstede og overvåget end at være offline og uovervåget.

Selv hvis vi køber princippet om, at overvågning af ens person først bliver rigtig problematisk, når man har noget at skjule. Så skylder vi da os selv at overveje, hvem der bestemmer, hvad der er værd at skjule – hvornår bliver noget problematisk adfærd? Værdier ændrer sig over tid. Og når man først har afgivet sine oplysninger, så er de meget vanskelige at få igen.

Men på den anden side…. hvordan skal jeg klare mig uden det her i mit liv:


Tankemylder #3

  • Jeg har binget Bill Gates-dokumentaren på Netflix og normalt siger gamle stenrige mænd mig ikke så meget, men han ser sååååå sød ud med de store briller og det nørdede look. Han virker vanvittig kvik og som en der faktisk føler omsorg og ansvar for verden. Og som det mest sexede karaktertræk overhovedet, så har han valgt at dele sit liv med ligeværdig og ultrasej kvinde, som han tydeligvis beundrer og respekterer meget. #mums
  • Var jeg den eneste som blev ramt af statsministerens åbningstale? Særligt da hun talte om, at vi skal værne om tillid til hinanden og sikre, at vi også i fremtiden tør efterlade barnevogne foran butikkerne og stoler på, at folk gør sig umage med deres arbejde i en grad, som gør at vi ikke konstant skal kontrollere dem? At politikere skal være ærlige og stole på, at vælgerne har forståelse for, at forandring tager tid. Årh, altså… hvis politikere vil begynde at være mere ærlige og styre deres trang til micromanagement, så synes jeg, at alle andre løfter blegner i sammenligning.
  • Det her med ikke at svare på folks beskeder. Enten overhovedet ikke eller først vende tilbage en uge efter. Er det skod eller zen? Jeg får altid selv lidt ondt i maven, når jeg ikke har hørt fra folk inden for 24 timer og har altid meget lidt lyst til at række ud til vedkommende igen. Meeen det er måske for følsomt i denne digitale tidsalder? Jeg skal altid tage mig gevaldigt sammen for ikke at blive ramt på selvværdet, selvom det er også sket for mig, at sms’er er blevet glemt.
  • Min dreng på 2 år har for 14 dage siden (endelig) lært at sige ‘mor’. Jeg smelter hver gang, og det tror jeg godt, at han ved. Jeg er overbevist om, at han bruger det til afpresning bevidst.
  • Det må da være en naturlov, at pulterkammeret/loftsrummet/kælderen ikke kan være ryddet op, ik? Jeg har ryddet vores rum op to gange (!) på en måned og alligevel ser det ud som billedet på dette indlæg. Det er som et sort hul eller en kæmpe magnet, der suger alle ting til sig for til sidst at kaste op ud over mig, når jeg på en helt almindelig torsdag åbner døren for at finde støvsugeren. Hjælp mig, Marie Kondo!

Travlhed som adelsmærke

grayscale photo of people during marathon

I denne uge er jeg stødt på en interessant podcast, der virkelig har udfordret mine egne holdninger. Det drejer sig om Ezra Kleins podcast, hvor Yale-professor Daniel Markovits er gæst og fortæller om, at “when meritocracy wins, everybody loses“.

For de fleste mennesker – særligt bureaukrater som jeg selv – er den påstand meget provokerende. For meritokratiet står for mig, som en ubetinget god idé, fordi det bygger på, at vi forfremmer folk på baggrund af deres kvalifikationer (“meritter”) og indsats – og ikke nedarvede privilegier m.m. What is not to like?

Daniel Markovits mener dog, at dette “meritokrati” også har betydet, at vi i dag ikke vil acceptere, at folk er dygtige nok til deres arbejde. De skal være de bedste! Problemet er, at de klogeste hoveder ikke nødvendigvis løser en opgave på en måde, som faktisk giver større værdi til samfundet. Til gengæld skaber det en hyper-konkurrence, som fører til dårligere liv – både for dem der vinder konkurrencen, fordi de skal knokle sig selv ihjel, og for dem som taber konkurrence, som vil opleve at få hårdere og dårligere arbejdsvilkår.

Han bruger taxa-branchen som eksempel på en branche, hvor Uber har gjort nogle få meget dygtige app-udviklere meget rige (og nok også trætte) – og nogle chauffører meget fattigere. Gevinsten for kunderne er til gengæld til at overse. De bliver stadig pretty much fragtet fra A – B i en bil.

Nå, men det er jo ikke en taxa-diskussion, som interesserer sådan en som mig. Det er faktisk mere alle de mange afledte problemstillinger, som han fremfører. Han stiller kort fortalt spørgsmålstegn ved, om den evige jagt på optimering og forbedring er et gode? Og om vi ikke i virkeligheden har udviklet et samfund, som er meget lidt morsomt at være menneske i. Fordi vi hele tiden har et ensidigt fokus på at optimere os selv, vores familier og vores karrierer. Derfor er der også stor status i at fortælle, at man har travlt – det signalerer udvikling og bevægelse.

Denne evige jagt på optimering betyder, at vi har udviklet et arbejdsmarked, som er baseret på meget voldsom konkurrence medarbejdere i mellem, som belønner mennesker, der arbejder rigtig meget. Og her opstår problemet altså. At folk arbejder meget mere end de har lyst til, og hvad der er sundt for dem.

Han taler om læger, advokater og børsmæglere, der slider sig selv ihjel og bliver mere eller mindre tvunget til at leve “halve” liv i den forstand, at de må ofre deres egen og deres familiers velbefindende på karrierebålet. Han understreger, at dette ikke rent faktisk er valg, som folk træffer, det er vilkår i deres brancher.

Det er ikke kun os voksne på arbejdsmarkedet, som lider under konkurrencestatens krav om evig forbedringspotentiale. Nej, det forplanter sig til vores børn. Fordi vi som optimeringsparate voksne bliver enormt målorienterede i alle sfærer i vores liv. Også når vi skal opdrage vores børn. Børnene skal gå til fritidsaktiviteter. De skal kunne tale flere sprog. Spille musik og være gode til sport. Vi skal understøtte, at de bliver de bedste i klassen. De skal helst være foran de andre. Det betyder, at vi meget sjældent er sammen med dem uden, at samværet er rettet mod et bestemt formål.

Denne iver betyder, at børnene ikke lærer at finde ro. At hvile i, at de har en værdi uagtet, hvad de præsterer til fodboldstævnet, den næste eksamen eller i skolekomedien. Han mener, at det er derfor, at vi ser et stigende antal unge mennesker blive udbrændte inden livet for alvor er gået igang. Fordi udbrændthed er et udtryk for manglende evne til at slappe af.

Han peger på, at “kvantitetstid” er løsningen og at vi bør øve os i, at vi ikke altid skal opnå noget, udvide vores horisont eller træne specifikke evner, når vi er sammen med vores børn. Vi skal bare være sammen.

Her føler jeg mig ramt (selvom jeg endnu ikke har meldt poden til mandarin eller violin-spil), men jeg har da købt årskort til Experimentariet – og jeg gør en dyd ud af at træne både hans motorik og sprog dagligt. Jeg gør det, fordi jeg er bange for, at han sakker bagud (men også fordi jeg kan se en fidus i, at jeg forstår, hvad han siger og han selv kan tage tøj på – hvis ret skal være ret).

Denne vidtgående samfundskritik har været den væg, som mine tanker har spillet bold op af det meste af ugen. Jeg er ikke så sikker på, at man kan overføre hans kritik 1:1 til et dansk arbejdsmarked, men jeg kan da helt klart genkende ulemperne ved stærke konkurrencemiljøer, som vi nok overser. Jeg føler mig mest ramt som forælder, fordi jeg godt kan genkende en trang til at sammenligne mit barn med andre hele tiden og være skiftevis bekymret for, om han kan følge med eller lykkelig for, at han er foran. Måske man skulle trække vejret dybere ned i maven og lade ungen udvikle sig i det tempo, han føler er mest passende.

Jeg kunne fortsætte denne tankestrøm i en uendelighed (den har trods alt kørt i snart en uge), men jeg stopper her. Lyt til podcasten, der var også meget mere at komme efter, end hvad jeg lige fik fremhævet i dette indlæg.

God weekend!

Forberedelse af kontroltab

Jeg er ked af, at det her jeg-skal-snart-poppe-en-baby fylder så meget for tiden. Men altså. Lige så trivielt og hverdagsagtigt som kan være for udenforstående, lige så vanvittigt og ekstraordinært er det at tage del i.

Jeg har meldt mig til alskens fødselsforberedelse i forsøget på at blive klar, men det lykkes ikke for alvor. Jeg orker ikke at lave vejrtrækningsøvelser eller visualisere mig selv som en bølge, der bestiger et bjerg, der er ved at føde et barn.

Jeg vil helst ikke tænke på den forestående fødsel. For min krop er træt og sårbar. Den kan ikke løfte noget. Ikke engang min (efterhånden ret) flade røv op fra sofaen. I hvert fald ikke uden at gøre et nummer ud af det. Pust. Prust. Sådan var det ikke første gang. Bare se tilbage på mit indlæg om fede ting ved at være gravid. Jeg føler mig ikke stærk og parat.

Jeg føler mig tværtimod svækket og lad. Jeg føler mig nervøs ved tanken om at skulle “gennemføre et marathon”, når jeg dårligt kan gå rundt om blokken. Så jeg har opnået større forståelse for de kvinder, som ikke oplever graviditeten som et sted, hvor de slutter fred med deres krop og er taknemmelig over dens styrke.

Så selvom jeg egentlig helst vil brokke mig over kønsben der niver, hårde plukkeveer og en baby, der sparker mig i indvoldene dagligt, så prøver jeg at styre mine tanker lidt:

  • Jeg var faktisk god til at føde første gang.
  • Der er lagt en motorvej i mit bækken, så det går sandsynligvis hurtigere anden gang.
  • Smerte er bare en følelse (og den går væk igen).
  • Fødslen betyder, at jeg snart kan sige hej til lillebror.
  • Jeg får min krop igen.

Min mindcontrol slår desværre ikke det faktum af banen, at alle fødsler er uforudsigelige og udtryk for betragteligt kontroltab. At det er serious business, hvor ting kan gå rigtig galt (men heldigvis sjældent gør det). At det at ens “krop tager over” er en blandet fornøjelse, hvor ens overjeg forsøger at få et vildt dyr til at følge ordre og trække vejret dybt og roligt.

Måske er det i virkeligheden klogere at ignorere, at der kommer en fødsel og allerede nu slippe kontrollen? Hakuna Matata. Fuck fødselsplaner og ønskelister til jordemoderen. Fuck vestimulerende musiklister, visualiseringer, vejrtrækningsøvelser og meditation. Fuck bækkenbundsøvelser og vandgymnastik.

Måske.

Hvad gør en stærk kvinde?

…Eller hvad gør en kvinde stærk? Det er et spørgsmål, som jeg har funderet lidt over i den seneste uge tid. Det er foranlediget af ikke mindre end to DR-dokumentarer om bemærkelsesværdige kvinder.

Den ene er DR3-dokumentaren “Jada – Lillebitte kæmpestor“, der skildrer den danske sangerinde Jadas upcoming karriere. Den anden er DR1-dokumentaren “Ritt” om ja – Ritt Bjerregaards politiske liv, men dog med særligt fokus på hendes terminale kræftsygdom.

Jada – eller Emilie Molsted Nørgaard som er hendes borgerlige navn – udmærker sig ved at være en fantastisk dygtig sanger, være meget målrettet og i øvrigt have feministisk i sin tilgang til musikkarrieren. Hun insisterer på at være meget følsom, intuitiv og selvstændig i hendes karrierevalg. Det kræver, at hun er tryg ved dem, hun skal arbejde sammen med – og at hun har plads til at være sig selv.

Vi ser hende flere gange bryde sammen og hun får også en længere stress-sygemelding “inden karrieren egentlig er gået i gang”, som hun selv bemærker det. Hun slås med, at hun faktisk bliver påvirket af, at folk skriver grimme ting om hende, ligesom hun ikke kan holde ud at såre andre.

På den anden side har vi Ritt Bjerregaard, som på trods af en dødsdom i form af en kræftdiagnose ikke kan bruge tid på at fortryde noget i sit liv. Hun kan ikke bruge tid på at have ondt af sig selv. Hun vil bare maxe ud på livet, og så gider hun da slet ikke tale om at være bange for at dø. Den slags tanker har Ritt simpelthen ikke tid til.

Vi hører om hendes væsentlige politiske bedrifter. Om at være kvinde i politik i en tid, hvor mandschauvinisme var den eneste måde mænd kunne finde ud af at være til på – og hvor man som kvinde skulle kæmpe ualmindeligt hårdt for at opnå nogens respekt. Og hvordan en enkelt tåre i øjenkrogen, da hun blev fyret som undervisningsminister var en fejl og et tegn på svaghed. Man skal i følge Ritt aldrig udvise svaghed, man skal blive stiktosset. Det er der meget mere energi i.

Ja, altså. Jeg synes, at begge kvinder er vanvittigt inspirerende og mega-cool, men jeg bliver også lidt frastødt af begge måder at være stærk på. Denne her hyper-moderne og sårbare måde at være stærk kvinde på i dag. Hvor man anerkender og fortæller om sin svaghed og usikkerhed, kan jeg på en måde rigtig godt li’. Og det er vel også ret ofte noget vi (mig selv inklusiv) dyrker i denne blog-verden. Men jeg kan også godt få nok af den.

Hvorfor skal vi hele tiden fortælle, hvor skoen trykker? Hvorfor ikke bare løfte hovedet og hvile i vores fejlbarlighed – uden at dyrke den? Lidt som Ritt? Der er noget mere stolt super-kvinde over at ranke ryggen, selv når livet kaster rådne æg efter dig.

Der kan denne typiske DR3-tudedokumentar-stil godt gå mig lidt på nerverne. Hvorfor ikke bare lave en skildring af Jada som en fantastisk super-kvinde – ala Lizzo, som bare siger fuck til verden? Så folks bullshit omkring kvindekroppen ikke får lov at fylde overhovedet, i stedet for at dominere introduktionen af kvinde i alle fire fucking afsnit?

På den anden side virker Ritt Bjerregaard én-dimensionel og svær relaterbar, når hun ikke vil tale om sine fejl. Når hun ikke vil anerkende, hun har ting, hun fortryder i sit liv. At hun ikke er bange for døden…. Det virker på en måde som en meget hård form for selvkontrol og følelsesmæssig undertrykkelse, som er udtryk for at en succesfuld kvinde på hendes tid, var en der kunne opføre sig som en mand.

Og er det denne følelsesmæssige undertrykkelse, som får mænd til at virke stærke? Sikkert. Men det er nok også det, som gør dem meget svage i den forstand, at de oftere begår selvmord og ikke kan handle sig ud af svære situationer. Er den stærke kvinde en, som viser følelser? eller en som kan pakke dem væk?

Der er virkelig meget råstyrke i at kunne navigere i svære tider. At tale om de hårde følelser og søge hjælp, når man har brug for det. Men jeg ville godt nogen gange have de her super-kvinder, som jeg bare kan se op til, men ikke nødvendigvis spejle mig i. Hvor de giver en følelsen af, at alt kan lade sig gøre – og at man er stærkere, end man tror. I stedet for denne evige historie om, at livet er hårdt og alting er svært, som er en historie kvinder fortæller sig selv og hinanden rigtig meget. Jeg gør i hvert fald.

Så hvad gør en stærk kvinde? Hun rejser sig igen efter er fald, ranker ryggen og fortsætter ufortrødent. Men hvad gør kvinden stærk? Er det måske netop, at hun er bevidst om sin sårbarhed, beder om hjælp, mærker efter og skifter rute, når det er nødvendigt?

Om at holde ensomheden for døren

“Jeg er i chok!” sagde min mand, da jeg ringede fra Ikea igår og spurgte, hvilket bord jeg skulle købe til vores køkken. Jeg var uforstående. I chok over hvad dog? “Over at du hele tiden SKAL lave noget. Slap nu af!“.

Det kan undre mig, at det kommer bag på ham, når vi nu efterhånden har været sammen i 14 år. Det er ikke et nyt karaktertræk fra min side. MEN han har ret i, at der er noget chokerende ved, at projekterne skal være så mange og så relativt store. Jeg har sat 1-2 timer af om dagen til at ligge ned og aflaste mit bækken. Resten af tiden har jeg brugt på at stæse rundt.

Efter først at have læst dette glimrende indlæg fra Idabida, hvor hun fortæller om at savne sine veninder, og herefter at have læst Meyermors (noget tungere) indlæg om social arv og ensomhed som evig følgesvend og ens eget ansvar for at kæmpe i mod den, indså jeg, at den overdrevne projektstyring af nogle få ugers frihed i virkeligheden er et forsøg på at holde ensomheden for døren og mindske savnet til livet uden for barselsboblen.

Jeg iler afsted til mærkelige ærinder, fordi alle andre opnår ting i dagtimerne. Får ting fra hånden. Går på job. Jeg kan ikke rigtig holde tanken ud om at aflevere barnet i institution og så sidde på sofaen hele dagen (og jeg kan heller ikke holde ud at være sammen med barnet hele dagen). Projekterne giver mig noget at fortælle til andre og giver mig mulighed for at skelne dagene fra hinanden.

Jeg sidder for tiden i min sofa med en følelse af, at jeg skal ind og brumme den. Eller i hvert fald afsone med fodlænke. Man får ikke opnået ret meget andet end at holde et barn i live (hvilket også er prisværdigt, I know), når først baby kommer. Så jeg prøver at opnå et 1 års værdi af praktisk arbejde i de næste 5 uger. Så det er jo klart, at jeg har travlt.

Idet man i udgangspunktet ikke kan se sine venner i dagstimerne (hvor de jo går på arbejde), og mine aftener er lige så pressede, som de hele tiden har været (og jeg i øvrigt er træt og ude af stand til at tage del i festligheder), så synes jeg faktisk, at det virker fornuftigt ikke at dvæle ved den triste følelse af at være uden for. Jeg vil hellere tage del i den del af livet, som er tilgængeligt for mig lige nu.

Det er ikke prangende, men det er okay.

Et nyt kapitel for Løkke og jeg

Min første barselsorlovsdag faldt sammen med Lars Løkke Rasmussens første dag som afgående formand. Tilfælde?

Ja, formentlig. Men det er rart at vide, at der går en derude, som også er i tvivl om, hvad morgendagen bringer og går med tanker om, hvordan man får det bedste ud af situationen, så man ikke bare skal se sit arbejdsliv sygne hen og forsvinde.

Bevares. Løkke går nok også med tanker om hævn. Om sin egen dødelighed. Om hvem der er hans venner nu. Om de mange år i politik har været det hele værd. Hvad der dog skal blive af ham. Og ja – så ville jeg tro, at han også sidder og evaluerer sine seneste træk og overvejer, om han skulle have trukket sig med æren og eftermælet i behold på valgdagen 5. juni og gået over i historien om en politisk fremragende håndværker og god strateg?

I stedet for – som historien lyder nu – som en magtfuldkommen og egoistisk formand, som aldrig har gjort noget for andres skyld end sin egen. Som en der var for nærig til at betale for sit eget undertøj – og som altid har gjort sit for at rage til sig. Og har tabt regeringsmagten hele to gange – den seneste gang endda med et kollektiv kollaps i blå blok til følge.

Der er typisk færre bitre følelser og fortrydelse involveret i at blive forælder, men det sker dog. Men for både Løkke og jeg vil vores liv blive simple fremadrettet; det kommer til at handle om overlevelse og primært være drevet af biologiske behov for omsorg, søvn, toiletbesøg og mad.

Ligesom jeg har meldt mig til vandaerobic og gravidgymnastik, så vil jeg klart anbefale Løkke at gøre noget tilsvarende. Seniorcykling, reformer (der er noget med der yoga-pilates i elastikmaskine, som jeg tror vil gavne Løkkes krop) eller måske noget aftenskole; “sporskifte sent i livet – genstart din karriere i 50erne“… Her er også mulighed for at få nye venner, som ikke har haft hele deres liv centreret om at opnå magt over nationen.

Desuden kunne jeg også anbefale Løkke at begynde at blogge. Jeg tror, at der vil være stor interesse for hans skriblerier. Særligt hvis han kan kombinere sin sædvanlige vittige facon med lidt (mere) selvironi og nogle rigtige kiosk-basker-overskrifter ala: “Sådan bliver du formand for Venstre”, “For fed til fadøl?” eller “En fighters bekendelser – se muligheder, hvor der ingen er”. Måske kunne han også udlevere – anonymt – sine venstre kollegers udskejelser. Han kunne jo passende skrive bogen “Den knap så hemmelige Venstremand”...

Jeg vil egentlig bare slutte af med at sige tak for, at jeg har kunne bruge min weekend sammen med mit feberramte barn på at synkron-binge Gurli Gris og TV2 News for at få slibrige nyheder om Venstre-cirkusset. (Jeg tror i øvrigt, at regeringen glæder sig meget til, at de kan få lidt af pressefladen tilbage).

Og så vil jeg bare minde om, at Løkke i 2007 var i front for strukturreformen, som betød, at vi reducerede antallet af kommuner fra 271 til 98 og generelt centraliserede adgangen til de offentlige serviceydelser (herunder adgang til lægebehandling). Hvorefter man fra 2015 og frem begyndte at udflytte statslige arbejdspladser, fordi man var overrasket over, at strukturreformens centralisering havde været et dødsstød til flere lokalmiljøer rundt omkring.

Jo, Løkke har aldrig været for fin til at rette op på dårlige beslutninger ved at tage nogle andre dårlige beslutninger. Men altså… flere af dem har været ret raffinerede og kreativt udført. Tak for nu, Lars – og god vind fremover!

En uge tilbage!

Der er lidt under en uge tilbage, før mit arbejdsliv får sig en laaaaaaaang pause. Det er lige så frygtindgydende, som det er fantastisk.

Ved min første barselsorlov håndterede jeg frygten for at forsvinde ved at fylde min dag (før baby kom) op med underlige gør-det-selv projekter. Herunder at bygge en slagbænk. Det viste sig at være mere end almindelig svært, når man kun har en halvsløv fukssvans, et billede fra Pintrest og sin erfaring fra sløjdundervisningen at arbejde med. Så ja. Det blev aldrig til en slagbænk. Men der blev slæbt planker, hamret, savet og boret til den store guldmedalje.

Denne gang har jeg væsentlig flere fysiske begrænsninger, som jeg er nødt til at tage hensyn til. Så mine planer er foreløbigt begrænset til lidt strategisk rengøring af de steder, som jeg ved ikke bliver gjort rent efter baby 2 melder sin ankomst – og så en smule motion, som både fødselsprepper og måske kan løsne lidt op for, at alt det pis, som mit bækken byder mig for tiden.

Men sådan en lavpraktisk plan håndterer bare ikke frygten for at miste sig selv og blive væk i verden. Jeg har nok lidt mere tillid denne gang til, at det ikke sker. Men jeg kan ikke helt undsige mig følelsen af at blive efterladt på perronen, mens godstoget, der er det moderne arbejds- og socialliv, kører videre med fuld fart, og jeg lige om lidt kun kan se støvet, det hvirvler op bag sig.

Så jeg har, for at prøve at håndtere den mere eksistentielle del af fødselsforberedelsen, f.eks. hørt podcasten “Karrierekvinder“, hvor Her to kvinder diskuterer “Håndbog for karrierekvinder” fra 2000 (som de i udgangspunktet synes er provokerende) og får forskellige gæster til at kommentere og uddybe bogens pointer.

Jeg har aldrig identificeret mig som karrierekvinde, men jeg synes, at podcasten er relevant for alle kvinder på arbejdsmarkedet. Fordi der hvor kvinders arbejdsliv og vilkår for alvor begynder at adskille sig fra mændenes er, når børnene kommer på banen. Og det tror jeg, er godt at gøre sig helt klart, når man er kvinde. Fordi det er grundlaget for at træffe kloge – men mest af alt oplyste – valg.

Det hele er ikke indirekte diskrimination. Noget af forskelsbehandlingen stammer også fra kvinders kontinuerlige tendens til selv at nedprioritere sig selv og deres karriere. Og her kan vi blive bedre. Både til at udfordre vores arbejdsplads’ relation til medarbejdere på barsel, og når de kommer retur, men bestemt også vores egne valg og fravalg. Så vi er sikre på, at vi kender konsekvenserne/faldgrupperne af fx en lang vs kort barsel.

I podcasten beskriver de bl.a. muligheden for at gentænke måden, vi tager på orlov på. Ikke (kun) i forhold til længen af den, men særligt i forhold til måden vi forholder os til vores arbejdsplads og i det hele taget bruger orloven strategisk.

Det mest inspirende, jeg fik ud af deres snak var 1) Tal med din chef før barslen og foreslå, at du gerne vil holde kontinuerlig kontakt undervejs, så du kan følge med i udviklingen på din arbejdsplads. 2) Brug din barselsorlov til at udvikle dit professionelle netværk, fx deltage i Inspired beyond babies professionelle barselsnetværk eller et barselsnetværk i din fagforening (hvis de da har et) . 3) Skriv din orlov på cv’et og læg vægt på, hvad du har lært under den. Man udvikler sig som regel rigtig meget undervejs.

Alle tre råd er for mig helt nye og uprøvede. Og de er selvfølgelig kun ment i det omfang, man kan overskue det. Og det er klart, at hvis baby ikke sover og bare det at eksistere er en udfordring, så skal man nok ikke give sig i kast med de store karrierepleje-planer. Så meget har jeg da også lært på min første barselsorlov:

Alle planer er på babys nåde. Derfor er kvaliterne ‘innovativ’, ‘løsningsorienteret’ og ‘omstillingsparat’ noget, jeg allerede burde have føjet til mit cv. Man bliver fandme god til at finde løsninger i pressede situationer af at få børn.

Jeg går selvfølgelig også med tanker om at benytte barslen til at input andre og mere spændende steder fra end min arbejdsplads. Så hvis I har forslag til aktiviteter, som gav jeres barselsorlov mening og indhold i en til tider triviel hverdag, så hit me! Hvad end det er en fantastisk podcast, lydbog eller Netflix serie eller noget fjerde, så er jeg lutter øre.

Feministiske fredagstanker… måske?

Jeg har skrevet om det før. Fordi jeg simpelthen ikke forstår det: transkønnedes rettigheder som et feministisk projekt. Hvordan er retten til at skifte køn et feministisk projekt?!?

Nu faldt jeg så over dagens forsideartikel i Weekendavisen, hvor Rolf Mertz, der er en forfatter og aktivist, der selv har skiftet køn fra kvinde til mand, udtaler, at ”Netop opdelingen af kvinder og mænd er forudsætningen for den strukturelle diskrimination af kvinder. Her er den radikale løsning at opløse modellen totalt”. Herefter tilføjer han, at han ønsker afskaffelse af kønnede CPR-nr. Fordi vi her netop har et nummer, der skriger ”jeg er kvinde i den fødedygtige alder” på fx en jobansøgning.

Det kunne jo være et svar på mit spørgsmål. At transkønnede vil nedbryde vores binære og forstokkede kønsforståelse – derfor er det feministisk. Men gør de det? Hvordan kan det at skifte køn – fordi man baserer hele sin lykke på et bestemt køn – være et opgør med den binære kønsforståelse? Er det ikke snarere et knæfald af dimensioner? Så kan jeg meget tydeligere fx homo-bevægelsens bidrag til det feministiske projekt. At køn ikke er eller bør være determinerende for dine livsvalg.

CPR-nummeret er jo ikke det eneste (eller det første), som afslører, at du er kvinde i den fødedygtige alder. Det gør din krop i verden – og det er jo netop derfor, at nogle ønsker at ændre på kroppen.

Vi kan se forskel på en 11 årig pige og en kvinde på 25 år, ligesom vi typisk ikke har svært ved at skelne den 25-årige fra den 60-årige kvinde – eller mand for den sags skyld. Det er ikke noget, som patriarkatet har fundet på. Der er forskel. MEN det er ikke naturgivet, at denne forskel – at kvinder har bryster, menstruerer og føder børn bør betyde, at de skal straffes på arbejdsmarkedet og generel vurderes som mindre værd i alle sammenhænge, der ikke involverer at føde eller passe på børn. Det er sgu da DET, vi skal ændre!

På sexologisk klinik kommer, der i dag langt flere unge kvinder (hele 75 pct. af alle der henvender sig), som ønsker at blive mænd. Der er mange bud på, hvorfor det er tilfældet, men børnepsykiateren, Mette Ewers Haahr, fra Rigshospitalet gætter i samme artikel bl.a. på, at de unge drenge måske ubevidst ved, at et kønsskifte også vil betyde et tab af privilegier – og derfor er det mindre attraktivt for drenge at skifte køn. Hun afrunder med at sige: ”vi lever jo i en kultur, som ikke værdsætter det feminine så meget, også kan man spørge sig selv, om det at ændret sit køn ubevidst bliver en løsning på den manglende ligestilling?”. Det er vel i virkeligheden også det, som Rolf Mertz giver udtryk for, når han kalder kønsskiftet for en “feministisk oprørsstragi”.

Jeg anerkender til fulde, at der er mennesker, som inderligt ønsker at skifte køn, og som ikke har det godt. Det skal vi selvfølgelig tage alvorligt – og de skal hjælpes. Men jeg synes ikke, at hormoner og ændring af CPR-numre, er det eneste svar på problemstillingen – og det er i hvert fald ikke – i mine øjne – et feministisk svar.