Barbapapa – en lyserød sexist?

Billedresultat for Barbapapa

Frode Får vil ikke afspilles på Netflix for tiden (skandale!), så vi har været nødsaget til at kaste os over en ny børne tv-serie: Barbapapa.

Det er jo sådan set ikke en ny serie, idet den er fra 70erne – og vi er flere, som også selv så serien, da vi var børn. Men hvis man som voksen er i stand at holde sig vågen til de dybe stemmer og det lullende lydspor, som nærmest tvinger dig til at lægge dig på langs af sofaen, så er det da også ret tydeligt, at det ikke er en nymodens ting, man kigger på.

Efter at det lykkedes mig at se med i vågen tilstand flere gange, er jeg er begyndt at tvivle alvorligt på, om det er noget, vi egentlig skal se mere af. Hvorfor dog det tænker du måske? Er det ikke bare en tv-serie om stærke familiebånd, omsorg for vores klode og uskyldige eventyr for børn?

Altså  serien har klare moralske normer og har ganske rigtigt et stort fokus på familieværdier. Og det har et hippie-flipper-øko udgangspunkt, som jo egentlig er moderne igen. Mange af afsnittene handler om onde jægere, som vil slå dyr ihjel, som Barbapapa så redder. Der er også stærke værdier om, at privatisering af f.eks. strandarealer er uretfærdig og skaber ulige adgang til naturens (ellers gratis) glæder.

Det er alt sammen værdier, som det er svært at blive rigtigt ophidset af, omend de er unuancerede. Men det er ikke de stærke politiske 70’er budskaber, som irriterer mig. Moral for børn er vel altid sort/hvid.

Det, der pisser mig af, er derimod, at alle historierne konsekvent bliver drevet frem af de mandlige karakterer. Serien hedder jo “Barbapapa”, så det understreger fint- hvem der er den vigtigste figur. Det er Far! Og han er måske nok lyserød, men det skal man ikke lade sig narre af. Han bruger de første mange afsnit på at finde sig en kone. Så snart hun er landet, skal de have nogle børn. Hvad har man ellers kvinder til? (Selvom barba-børnene bliver til som kartofler, så det holder nok ikke). Serien kunne næsten lige så godt have heddet “Patriarkatet”. 

Historierne drejer sig herefter meget om, at drenge-barbabørnene laver vanvittige opfindelser, løser mysterier eller skal hjælpe nogen, mens barba-pigerne og Barbamama kigger bekymret på, mens løjerne spænder af. Det eneste afsnit, jeg har set, hvor Barbamama spiller en større rolle er, da hun skal bage en kage til Barbapapa, fordi han har fødselsdag(!).

Det er da også altid Barbapapa, som tager styringen, når der skal laves egentlige redningsaktioner undervejs. Barbamama har primært rollen som den støttende hustru.

Så jeg står tilbage og tænker: Gad vide hvor meget Barbapapa et drengebarn kan se, før han lærer, at kvinder er bipersoner i drengens liv. At piger ikke er modige, handlekraftige eller i stand til at bygge ting?

Men hvad er alternativerne? Udover Pippi og Gurli Gris altså?

Siden sidst….

Det er altid svært at genoptage kontakten efter længere tids tavshed. For man har simpelthen glemt, hvor i samtalen man er nået til. Man starter med det sidste, man kan huske “øhh, hvordan var ferien til øh…Paris?” eller mere generisk/sikkert “nå, så går det godt på jobbet?“.

Ja, sådan har jeg det lidt nu. Det er længe siden, at jeg har fået sat mig ved tasterne og tænkt noget sammenhængende om mit liv. Det har primært været overlevelse og trummerum: Hente-bringe-showet, hvad-skal-vi-have-til-aftens-mad-alt-andet-end-pasta-kødsovs-skat og den mentale to do liste med vasketøj, indkøb og rengøring, som aldrig bliver kortere.

Men i dag skete det. Vi kom op for luft. En kæreste-dag som endelig blev til noget. Vi har nået alt det vigtige parforholdspleje og fået sol i fjæset. Nu kan vi se frem til en times frihed før sengetid – som byder på rigtig sammenhængende tumlingefri søvn. I et forsøg på at genoptage kontakten med “blogosfæren” kommer hermed de vigtigste overvejelser fra de seneste uger af mit liv:

… Parforholdet har været særdeles udfordret af, at barnet gennem flere dage har eskaleret til et uudholdeligt niveau af konflikt, gråd og hysteri. Det hele kulminerede i en nat, hvor han ikke ville falde i søvn, og da det ENDELIG skete, så var det kun for at vågne hver time og skrige i de efterfølgende 45 minutter. Vi var tyndslidte, da vi stod op og havde haft en række rigtig “gode” diskussioner natten igennem. Men barnet vågnede op som min glade engleunge igen – som havde vi været vidne til en eksorcisme.  Børn er fucking underlige. 

… Voksne er heller ikke for gode. Mit eget humør har også været svingende – og jeg ejer tilsyneladende ikke evnen til at selvregulere. Men det viste sig, at nogle gange skal man bare lade mand og (møg-)unge blive hjemme og så kan tågen af barnegråd og opgivenhed godt lette af sig selv. G-U-D-S-K-E-L-O-V.

… Så med sure miner og manglende overskud kan man jo godt forstå, at jeg ikke liiiige har haft tid til at skrive noget langt og vredt om Paludan-cirkusset, som er på tour i disse dage. Det må blive en anden god gang – og det virker heller ikke til, at der for alvor mangler ord om sagen.

… I stedet kan jeg fortælle, at vi går med tanker om at købe en større bil, men jeg har virkelig svært ved at blive tilstrækkelig vild med en stationcar (altså der jo 200.000 som man i hvert fald skal tilføje til den efterhånden lange liste af gældsposter). Plus min dejlige dueblå Hyundai i10 er ikke engang fyldt tre år endnu (ja, I know – ikke den klogeste investering i mit liv). Og er der ikke noget med – hvor der er en vilje, er der en vej – eller en tagboks?

… Jeg er lige faldet over denne artikel, som handler om en kvinde, der er blevet solo-mor til et sæt tvillinger, og “hun nægter at droppe sit udadvendte liv med træning, dates og venner – og hun tager stadig telefonen, når jobbet ringet“. Læs og måb! Det vildt, at et dameblad føler et behov for at bringe en historie, der er blottet for søstersolidaritet, for det eneste den artikel kan er at få andre kvinder til at føle sig utilstrækkelige. Bare denne udtalelse f.eks. “Også nu, når folk besøger mig, og jeg har bagt eller været til fitness med to babyer. Jeg føler ikke, det er besværligt. Det hele skal bare planlægges lidt mere“.

… Endelig har jeg opdaget Billie Eilish, og jeg kan ikke sige så meget andet, end at hvis det er ungdommen nu til dags, så skal det nok gå. (Prøv også at høre “My strange Addiction”, “Bad Guy”, “When the Party is over” eller “ilomilo”… ej, bare lyt til hele albummet – det er så fedt).

Føler du dig heldig?

Der var engang, og jeg ved ikke om det er længe siden, men på et tidspunkt spurgte google dig, når du søgte på spændende emner ‘føler du dig heldig?’.

Det var en funktion, som skulle lede dig direkte til googles bedste bud på, hvilken side du havde brug for, når du havde søgt på “espalier, bore, mursten, fuge”. Også ville søgemaskinen ret tit føre dig til det wikiindlæg eller den private blog, som havde skrevet en hel side om at opsætte espalier i den lille have op ad muren.

Eller måske følte du dig heldig, men så blev du google-bombed til et eller andet fjollet.

Any ways. Det er altså et godt spørgsmål. “Føler du dig heldig?” Livet – og især det med småbørn -er bygget op om valg taget på baggrund af, om du føler dig heldig.

Skal man tage til den fest der, man ikke rigtig orker? Skal man få et barn mere? Skal man sige ja til at være alene hjemme i fem dage og håbe på det bedste?

Det er jo ikke altid, at man faktisk er heldig. Men jeg har været det i de sidste fem dage alene hjemme:

  • Jeg kørte min mand til lufthavnen umiddelbart efter en vellykket nakkefoldsskanning. Inden nåede vi en lyndate med en bigmac og udsigt over Kastrup havn, hvor vi var lidt nyforelskede og superklar på barn nr 2
  • Mine forældre passede hunden i hverdagene – det betød rolige morgener med tid til leg
  • Solen har skinnet, og foråret har sparket døren ind på, hvad der føltes som en uendelig og ufattelig våd marts
  • Der har været roligt på jobbet og jeg har kunnet gå tidligt
  • Jeg kom til demonstration lørdag med min yndlingsmor fra mødregruppen. Barnet sov præcis, når det skulle og jeg fik nypresset juice i solen
  • Yndlingsmoren inviterede os  endda på besøg i hendes sommerhus
  • To af de bedste damer, jeg kender, havde spurgt for længe siden, om vi ikke skulle i zoo med barnet sammen. De var bare så gode til faktisk at lege med barnet og ikke bare kigge på mig, der bøffede rundt foroverbøjet. Det var så hyggeligt og dejligt, plus altså zoo i solskin?! Og jeg følte virkelig, at Hubert ikke kun var med på slæb
  • Mine forældre har tilbudt mad løbende på pressede tidspunkter over weekenden og senest her til aften.

Hold kæft mand. Jeg ikke bare føler mig heldig. Jeg er så heldig og glad og helt igennem taknemmelig, som nogen kan være det.

Og jeg fik ikke engang nævnt, i morgen kommer min dejlige mand hjem. Det er ikke så ringe endda.

Home alone

Image result for home alone meme

Manden har taget den første og bedste flyver til guds eget land for at lære noget nyt. Han returnerer på mandag. Det vil sige, at jeg skal holde mig selv og barnet i live indtil da – helt alene.

Det skulle man tro, at en voksen kvinde, som jeg – sagtens kunne klare. Jeg har en lang fin uddannelse – den må da kunne bruges til noget? Men jeg kan fortælle, at den er totalt ubrugelig, når det kommer til madlavning, rengøring og oprydning. Her lægger jeg mig meget op af min mands evner til at drifte en husstand. (Jeg er bedre til at lave projekter af kortere varighed, som ikke har den der karakter af sisyfos arbejde, som husarbejder umiskendeligt har.)

Jeg gemmer opskrifter fra Valdemarsro og Madbanditten, men hvis jeg ind i mellem roder mig ud i forsøget på at lave dem, så går det galt. Jeg tror, at det er en fejl fra fødslen – men jeg kan ikke læse opskrifter. Det vil sige: 1) købe det der står. 2) Læse den igennem først og så endelig 3) GØRE DET DER STÅR. Jeg sjusser mig frem, starter forkert og ødelægger garanti maden, fordi jeg enten rører det samme forkert, glemmer det er i ovnen eller en af de million andre ting, som man snildt kan glemme.

Så jeg har i stedet været forudseende og fyldt fryseren med frostpizza og køleskabet med rugbrød og mælk. Til trænge tider må forstås. Derudover forsøger jeg at nasse mig ind hos mennesker, som måske gider lave mad til mig og den lille.

Jeg savner min mand. Det er klart. Meeeeeeeeeen der er også noget med gamle afsnit af “Kender du typen” og skod mad. Det er ligesom om, det giver mest mening, når der ikke er vidner til, ik?

Så tænk dog på børnene!

chess pieces on board

En aften for et par uger siden slæbte jeg mig op af sofaen og ned på kommunen. Der blev afholdt borgermøde om økonomien i byens daginstitutioner. Jeg tror faktisk, at det er tilfældigt, at det ramlede sammen med DR’s dokumentar “hvem passer vores børn“, men debatten var i den grad præget af den dokumentar.

Jeg var da også selv påvirket af den. For er det virkelig en stor fed løgn, jeg fortæller mig selv, når jeg synes, at jeg kan aflevere min søn trygt og godt hos noget overordentligt kompetent personale, der arbejder under rimelige forhold? Måske.

Det interessante til sådanne møder er, at forældrene sidder bænket med et godt tag i høtyvene og et eneste ønske: flere penge til børnene. I skærende kontrast sidder forvaltningens folk belastet af viden og detaljer, som ikke gør prioriteringen så nem. F.eks. er det de udsatte børn, vi ikke længere skal anbringe uden for hjemmet? Er det de gamle, som må komme i bad hver 8. uge eller er det skolerne, som ikke skal have nye bøger?

Der var en borger, som råbte ud i salen “SKAL VI SÅ BARE FYRE PÆDAGOGERNE, HVIS DER ER FÆRRE BØRN, END VI HAVDE REGNET MED?”. Jeg ved ikke, om det er, fordi jeg er blevet en hærdet, kold og beregnende djøfer, men for mig er svaret helt indlysende “JA!”. Selvfølgelig skal vi ikke have flere pædagoger ansat, end vi har brug for. Ellers så skal vi begynde at trykke vores egne penge eller starte en solid crowd-funding.

På den anden side var der også en forvaltningsdame, som startede sit oplæg med desperat at udbryde “JEG KAN IKKE TO TING PÅ EN GANG”, da hun fik rakt den dingenot, som man skifter slides med. Hvorefter hun gik i gang med en frygtelig gennemgang af en eller anden ligegyldig strategi – og forsikrede os om, at de havde taget Flemming med, som kunne svare på spørgsmål til økonomien. Eller han kunne skrive dem ned, også ville de vende tilbage

Der var ikke nogen, som tog sig rigtig godt ud til det møde. Hverken forældrene eller forvaltningen. De fremmødte politikere havde heller ikke meget at byde ind med.

Hvorfor er vi så grundlæggende uinteresseret i at diskutere rigtige løsninger? Der var enkelte på mødet, der talte om, at vi skulle tale om måden, vi prioriterede at bruge pengene på børnene og ikke bare antallet af midler. Og det tror jeg meget på.

Det handler også om ledelse, dygtigt personale, gode indkøbsaftaler, hårde prioriteringer i forhold til den målrettede indsats over for de svageste børn vs. bundniveauet for de ‘almindelig’ børn også meget andet. Nedbringelse af sygefravær OG den generelle udvikling af byen. Dét synes jeg er de spændende diskussioner.

Det er nok også derfor, at jeg godt kan lide at være embedsmand. Her skal man se på hele brættet. Det er ikke nok kun at holde øje med kongen. For så bliver du sgu skakmat alligevel. Alle brikkerne har en vigtig rolle at spille. Og det er nok også derfor, at jeg har det svært med at bekende mig til ét politisk projekt – også selvom det handler om vores allerkæreste børnene og jeg frygtelig gerne vil have flere voksne.

Jeg vil dog formentlig deltage i lørdagens demo for minimumsnormeringer, men lave mit eget lille skilt “investér i fremtiden”. Jeg tror nemlig ikke på minimumsnormeringer. Det er ikke en løsning, som nødvendigvis giver flere hænder til børnene. Det bliver netop et minimum, fordi det er noget alle skal kunne blive enige om. Så det er for mig at se en rigtig dårlig målsætning, selvom jeg støtter op om ånden bag demonstrationen – børnene skal have bedre vilkår.  Men man behøver ikke at have forskellige politiske events eller partier for hver en lille nuance i ens holdninger.

Jeg tror meget mere på, at man udvikler et ordentligt nationalt mål for normeringer, som faktisk siger noget om, hvor mange voksne der er er per barn (for det gør Danmarks Statistisk ikke i dag). Også skal der selvfølgelig sendes flere penge afsted. Og det kommer der nok. Det er jo valgår.

Men jeg vil bare gerne sige, at der er nogle pædagoger, som er bedre end andre. Der er nogle daglige ledere, som er dygtigere end andre. Der er nogle kommuner, som har større udfordringer end andre. Så hvis vi finder på ét mål for alle, så tager vi ansvaret fra dem som faktisk kan og bør løfte det.

Men any ways – teknokrater vinder ikke valgkampe! Så lad os bare gøre det kort:

SEND MORE MONEY!

Kedsomhedens pinsler

I to dage i træk har jeg siddet på min bløde kontorstol og kigget ud over København og udført en gevaldig omgang “krydren røv”. Valgkamp forude, påsken kigger frem, tilfældigheder og alt muligt andet har ført til, at der er ret stille på kontoret i disse dage.

Jeg sidder på kontor med en mand, hvis alter ego må være “den tavse hævner”. De stille dage er vitterligt meget stille: Som i uudholdelig stille og røvsyge. Og hvad sker der, når mennesker keder sig? Tænker de store kreative tanker og finder på nye projekter?

Ikke det her menneske i hvert fald. Jeg har siddet og gloet ind i skærmen og google random ting, jeg lige kom i tanke om: sommerhuse… hyttecamping… dr.dk… bt.dk… informaiton.dk *ARRRH betalingsvæg* tilbage til dr.dk, og nu aahhh Facebook…

Det er til at blive helt deprimeret af, hvor meget potentiale og tid, som jeg har spildt de sidste to dage. Og det er da også det der sker. Jeg går hjem og er træt og sur. På mig selv. På verden. På mit job.

Der er jo altid nogle småopgaver, som skal løses, men det er som om, at når man ikke har travlt – så bevæger alt sig i slow motion – herunder min tankeaktivitet. Min koncentration og beslutningsevne forsvinder fuldstændigt. Så sidder jeg i år og dag og overvejer, hvor det komma egentlig hører hjemme.

Så selvom jeg ved flere lejligheder har brokket mig herinde (og alle andre steder), når jeg har vanvittigt travlt, så er det faktisk værre, når jeg ikke har det…

En hård start

Kl. er 04 – barnet skriger. Jeg går ind til ham og forsøger at berolige ham. Jeg kaster mig i sengen af frustration, da jeg kan høre, at han ikke er faldet i søvn for alvor. Kl. 4 er et kritisk tidspunkt. Det er meget tæt på den sædvanlige opvågningstid kl. 5. 

Min mand rejser sig groggy og går ind for at gøre et forsøg. Det mislykkedes totalt. Ungen vil på ingen måde acceptere, at det ikke er mor, som er stået op. Han skruer voldsomt op for volumen. Som var der nogen, der forsøgte at kværke ham. Det er der ikke. Endnu.

Min mand er retur i soveværelset. Han er ikke glad. Vi ligger og småskændes over til lyden af rasende tumling. Det må da være nogens skyld det her. Jeg giver det et skud mere. Barnet falder til ro – men falder ikke i søvn. Vi – forældrene – ligger og holder i hånden til en stadig mere og mere vågen tumling. Kl. 04.45 står min mand op. Gudskelov, – jeg kan sove lidt mere.

Et par minutter senere kan jeg høre min mand brøle “AV FOR HELVEDET” i køkkenet efterfulgt af et krasj, smæk og kliir. Så for søren. Op på benene. Hvad er der sket? Er I okay? 

Manden står og fumler med et plaster, der ligger en brødkniv i køkkenvasken. Barnet ser Frode Får. Ingen akut fare, men stemningen er på et lavpunkt.

Vi sidder nu og glor skiftevis på hinanden, så på Frode Får, og så på barnet der indtager brød og bananer, som han jævnligt tilbyder puslespilsbrikkerne af dyr på savannen en bid af. Det er simpelthen løgn det her. 

Efter et par timer med muntre morgenrutiner, bliver vi enige om at dele os op. Jeg går med hunden, manden afleverer barnet. Jeg går ud i det frostklare vejr. Solen skinner. Jeg har MØ kørene på fuld smadder i ørerne.

Det lysner. Who cares med massivt søvnunderskud, når foråret kommer. Så kan jeg mærke det. Mine kæber spænder sammen. Munden fyldes med spyt. Jeg trækker vejret dybt med åben mund. Spytter i et desperat forsøg på at forhindre det uundgåelige.

Jeg løber væk fra stien og ind i skoven for at spare mig selv for den umiddelbare ydmygelse af skolebørn, der står og kigger på. Jeg brækker mig og glæder mig umiddelbart over, at jeg ikke også pisser i bukserne. MØ er stadig med mig:

“All my life I’ve stepped to the rhythm of the drums inside my head // Longing for the sweet sound of my mama// Make them all walk this way”

Det er jo prisen for at formere sig, tænker jeg. Men lige sådan en morgen virker det uklart, hvorfor det hastede så meget. Det kan også være, at det ikke holder. Det er jo stadig tidligt i processen. Lige nu har jeg bare kvalmen, trætheden og bukser, som jeg ikke for alvor kan lukke.

Nu må vi se, hvor vi ender. Solen skinner stadig. Og nu hvor jeg sidder her i et s-tog på vej hjem til min lille familie. Så tænker jeg, at det nok skal gå alt sammen. Jeg er jo grundlæggende et heldigt menneske, som bare ikke fik sovet så meget i nat.

Kvindekamp og drengeopdragelse

Da jeg fandt ud af, at jeg ventede en lille dreng – må jeg indrømme, at jeg var en anelse skuffet. Jeg havde glædet mig til at  give en lille pige en opdragelse i at være fierce og fantastisk og ikke stå tilbage for nogen.

Nu står jeg så her med den dejligste dreng i hånden, og det er helt som det skal være. Men når man er feminist og “drengemor”, så fylder kønsspørgsmålene relativt meget.

Der er spørgsmålene om, hvad er socialt konstrueret, og hvad er gener? Hvordan skaber vi et mere ligestillet samfund? Hvad betyder mor-rollen for mig som menneske? Hvordan fordeler vi opgaverne i hjemmet på en fair måde? Og hvordan sikrer man, at ens barns køn ikke skal afgøre dets skæbne?

Ligestilling kan ikke kun handle om, at pigerne skal være fierce og frygtløse. Det er også drengene, som vi skal gøre et nummer ud af at lære  empati og omsorg for andre.  De skal lære at respektere grænser, at give plads og være klar over, at drenge i hvert fald indtil nu har fået og får ret mange forlommer i livet. Og på en eller anden måde, så virker det ikke lige så sjovt at lære fra sig. Selv her er strukturerne på spil.

Min tanker om en hypotetiske pige-opdragelse jo også problematiske.  Lyserøde og putte-nuttede ting – ud med det og ind med handlekraft og mod. Men det er jo også et problem, fordi jeg samtidigt tilskriver mindreværdi til de klassiske tøsedyder. Det er et catch 22

Selv da jeg vidste, at jeg fik en dreng, så forestillede jeg mig, at han ville være “blød og stille”, som sin far. Det er han ikke. Han er et fuldstændig crazy energibundt, som kravler op på alt, kaster med alt, banker sit hoved ind i ting og råber højt. Han elsker bolde og har ikke stor tålmodighed med  hverken puslespil eller tusser.

Han er kun halvandet år, så han kan nå at blive mange forskellige slags personligheder endnu – jeg ved det. Jeg forsøger virkelig også at undlade at præge ham til at blive specielt “drenget”. Jeg står ind i mellem i H&Ms pige-afdeling og siger til mig selv, at jeg skal mindst købe én ting herfra til ham.  Så står jeg der med et lyserød beklædningsgenstand, som jeg grundlæggende synes er grim, men så har jeg da levet op til et eller andet formkrav. Jeg beviser over for verden, at jeg er en “gender-bender”, som min mand sarkastisk bemærker, når jeg giver barnet “pigetøjet” på, fordi vi skal ud i sociale sammenhænge, og på den måde sikrer, at flest muligt ser ham i lyserødt tøj – nu hvor han jo ikke går i det så tit.

Så hvad er moralen? Det er ikke muligt at tale om køn og være hævet over strukturerne. Vi er skabt af og taler ind i de strukturer, der allerede eksisterer. Men vi skal sørge for – eller hvert fald at prøve – at udfordre dem.  Så vi kan jo starte med at være opmærksom på, hvordan vi taler til og om vores børn. Jeg hørte så sent som i dag om en institution, hvor alle pigerne til morgensang skulle synge “Jeg er en smuk lille sommerfugl” og drengene derimod blev instrueret i at synge “jeg er en stor stærk kriger”. what the actual fuck?

Det går fandme ikke. Børn er begge dele. Smukke og vilde. Fine og stærke. Vi må ikke gør dem til en enten eller. Men jeg indrømmer gerne, at det altid er nemmere sagt end gjort.

With great power comes great responsiblity

woman in wonder-woman bikini walks on sea waves

Efter en uge med ‘barn syg’ og nu en weekend med ‘far syg’ er jeg ved at være træt. Jeg falder om på sofaen om aftenen helt drænet for energi og med en akut omgang selvmedlidenhed.

Jeg ved ikke, om vi er det eneste par, som bruger uforholdsmæssig meget tid på at diskutere ‘hvem det er mest synd for’. Men det er en af mine yndlingsdiscipliner herhjemme, for jeg føler, at jeg er den evigt forbigået moralske vinder af titlen, men det er sjældent mig, som får præmien i omsorg udbetalt.

Det er min oplevelse, at det som regel er mig, der tager ungen om natten, og givet at han er hysterisk morsyg for tiden, så er det også meget mig, der tager ham mest om dagen. Når far så er syg eller på arbejde, så tipper det fuldstændigt over, fordi det så også mig, der rydder op, køber ind og laver mad.

Ja, I kan godt mærke, at jeg ikke for alvor er kommet over min egen selvmedlidenhed endnu. Men jeg arbejder på det. For jeg kom i tanke om noget:

Spiderman og alle andre superhelte skal tage et større ansvar end alle andre, fordi de er stærkere end alle andre. Man ser ikke Superman surmule over, at det altid er ham, der skal redde menneskeheden, vel? På samme måde er man i familieenheden nødt til at trække det læs, man kan. Ikke kun halvdelen af det.

Uden at generalisere eller overdrive alt for meget, så vil jeg påstå, at mødre verden over har et skæbnefællesskab med superheltene. De trækker (langt) mere end halvdelen af læsset og de ofrer oftere en del af deres egen lykke for at få familien til at lykkes. De gør det ikke, fordi de er særlig noble væsener, men fordi det er dem, der kan. De har kræfterne!

Så selvom min mand ikke altid trækker halvdelen af læsset, så er det okay. Det handler ikke om lighed, men om fairness. Den med de bredeste skuldre bærer den tungeste byrde. Nogle gange er det ham – andre gange *host*oftest*host* er det mig

Det gør det lettere at stå op om natten, når jeg i stedet for at tænke, at jeg er et naivt offer for patriarkatet (og drenges håbeløse helbred) i stedet tænker, at jeg er en bomstærk Wonder Woman klar til kamp for verdensfreden***.

 

 

***Af hensyn til netop verdensfreden, må jeg hellere notere, at det altså ikke altid er SÅ synd for mig, som tilkendegivet i dette indlæg. Men nu har de altså været syge længe.

 

Tv-2, du er min yndlingsbabe!

Mandag aften skete der noget usædvanligt for mig: jeg var til koncert og gik først i seng ved midnatstid som en rigtig Askepot.

Det gik ned i Operaen, hvor Danmarks Kedeligste Orkester, TV-2, spillede op til rytmisk rokken i stolene. For selvom alt jeg ville var at danse, så kan det ikke rigtig lade sig gøre med siddepladser. MEN siddepladserne giver til gengæld plads til poesien. Det har sin egen charme.

Første sæt var akustisk og følsomt. Men andet sæt var elektronisk og up beat, og så kan man ikke sidde stille længere. Salen kogte, da be babalula blev spillet og alle fløj op af sæderne og skrålede med på:

“Vi elsker disse kolde københavnske nætter
så højt som vi elsker os selv
se hvor venlige alle smiler
se hvor følsomt vi sammen slår tiden ihjel”

Jeg bliver aldrig træt af Steffen Brandts tekstunivers – og det skyldes blandt andet – som han nævnte til koncerten, at orkestret havde skrevet adskillelige hyldestsange til kvinden som væsen. Og det har de virkelig. Men de har forenet det med den søde, men alligevel bidende samfundskritik smurt i et tynd lag over det hverdagsromantiske univers, som deres sange skildrer.

Sådan endte det med, at jeg kun fik fem en halv times søvn. Og det har hjemsøgt mig hele ugen, hvor jeg har været utrolig træt og uoplagt – men til gengæld har barnet har også været syg, så jeg har tørret opkast op i sindssyge mængder og vasket sengetøj non-stop.

Men det var det hele værd.

“Hyggeligt, hyggeligt, hej – længe siden, i grunden
sjovt at se dig igen
jeg troede forlængst du var død af pligt og kedsomhed
Men nu du er her, kunne du så ikke lige tage
og rive mig ud af mit vanvid
jeg plages af umådelig lyst til bare at skråle med”