Draget mod dårligt nyt

silhouette of houses during nighttime

Jeg læste fornyligt et indlæg af Sofie, som satte nogle tanker i gang. Hun fortalte om, at voksen-angsten betød, at hun næsten ikke kunne holde ud at læse nyheder, fordi det var for nedslående og ikke til at holde ud, særligt når man har ansvaret for sine børns velbefindende.

Egentlig synes jeg, at det perspektiv virker ret logisk – hvilket fik mig til at tænke over, hvad det er jeg selv laver. Jeg har modsat Sofie nærmest en fetish for at læse de værste nyheder, som internettet har at byde på. Altså historierne med overskrifter som; “barn dræbt og lemlæstet”, “misbrugt og fanget kælderen hele livet”, “ung mand bestialsk myrdet”, “familie på fire dør i trafikken”, “10 tegn på at du helt sikkert har kræft”, “ung mor får alzheimers/dør i gyngestativ” og så ind i mellem får jeg også tid til de mere sofistikerede om klimakriser, krig og frygtelige politiske bevægelser.

Det er mig en gåde, hvorfor jeg gør det. For jeg ender ret ofte med at sidde og tude over de her frygtelige nyheder. Jeg tager dem helt ind under huden og overvejer, hvordan det må være at være mor til de unge dræbte mænd eller de små børn der er myrdet/voldtaget, eller hvordan man lever videre, når man har slået nogen ihjel i trafikken.

HVORFOR SKER SÅDAN NOGET? Og næste spørgsmål – kunne det ske for mig? Og det kan det jo. Eller jeg kan selvfølgelig ikke dø som barn, men mit barn kunne. Av. Det er jo ulideligt at tænke på. Det giver da kun mening at blokere de her uhyrligheder ude.

Hvis jeg skal prøve at forklare, hvad jeg alligevel får ud af det – og hvorfor jeg bliver draget mod dårligt nyt, så bliver det noget usammenhængende. Jeg synes måske, at det gør det lettere at mærke, at det jeg har i mit liv er vanvittigt dyrebart. Det kan man godt glemme i havregrød, tøjvask og evigt beskidte/absurd rodede rum. Derfor er det en lidt bagvendt måde at blive fyldt med beskyttertrang og taknemmelighed.

På den anden side hænger det ikke rigtig sammen – for jeg vil ikke bruge tid på at se tilsvarende uhyrligheder i den fiktive verden. Verden er grum nok, som den er – skal vi ikke i det mindste bruge vores fantasi på noget andet – og mere opløftende? Det behøver ikke at være de rene eventyr, men jeg vil simpelthen ikke se på hypervold eller følge en seriemorders udskejelser. Sluk blev der sagt!

Så det er vel en slags dobbeltmoral. Det giver i hvert fald ikke rigtig mening. Men måske skal det heller ikke det.

Hverdagens små spørgsmål

… Forleden spurgte min læge mig, hvordan jeg tørrede mig efter et bad. Baggrunden for spørgsmålet var, at jeg har fået noget snask på det ene bryst, som det viser sig er bakterielt betinget. Løsningen: jeg skal vaske og herefter tørre mit bryst med en hårtørrer 5-6 gange dagligt og smøre med noget salve.

Jeg står tilbage med to væsentlige spørgsmål 1) hvem tørrer sig med andet end håndklæder efter et bad? 2) forestiller hun sig, at jeg skal tage en hårtørrer med på job og for at rulle den ud og tørre patter hver anden-tredje time i en toiletbås?

…. En kollega har opfordret mig til at begynde at investere i aktier, som en del af en feministisk projekt. (Det er åbenbart kun mænd, der køber aktier). Jeg orker ikke rigtigt, men jeg har overvejet at forsøge mig med barnets børneopsparing (som ikke er startet endnu). Da min kollega fortalte, at hendes forældre havde købt aktier for 1000 kr til hende, da hun blev døbt, som var 100.000 kr. værd, da hun fyldte 18, fik jeg kolde fødder.

Bliver børn ikke forvænte af SÅ store summer af gratis penge? Hvor mange penge kan man forære væk uden at risikere uforvarent at påføre privilegieblindhed og et borgerligt mindset?

… I søde læsere har gjort det klart, at barn nr 2 måske nok er lettere følelsesmæssigt, men hvis ungen ikke sover, så bliver det en helt ny slags crazy, plus logistikken bliver væsentligt hårdere. Så hvordan i alverden forbereder man sig på det? Det er ligesom udelukket at sove på forhånd.

…. Når vi nu – nærmest – snakker om fødsler. Laver alle kvinder knibeøvelser hver dag hele livet? Eller kan man på et tidspunkt stoppe? Og hvor mange minutters knib taler vi om?

Jeg orker ikke at skulle forholde mig så aktivt til mit underliv all day everyday – og er der overhovedet evidens for træning, man ikke kan måle på Endomondo?

Det er lettere anden gang, ik?

I ugerne umiddelbart efter den positive graviditetstest var jeg så kæk, at jeg proklamerede for min elskede, at jeg ville være meget mere cool denne gang. Bekymringerne var meget færre. Jeg havde slet ikke google spontan abort. Endnu.

Det er i værste fald en løgn og i bedste fald en sandhed med kraftige modifikationer. Jeg er ikke bange for barnløshed længere. Fordi. Ja, altså jeg har jo allerede et barn. Og én veloverstået graviditet gør det lettere at forestille sig, at den næste kommer til at gå tilsvarende let. Men nu hvor jeg er omtrent halvvejs i forløbet, så må jeg erkende, at katastrofe-tankerne ikke udeblev.

Abort, syge børn og frygtelige fødsler popper op også ind i mit hoved næsten dagligt denne gang. Jeg er ikke decideret angst, men det er et faktum, at en graviditet er en oplevelse med visse risici, som jeg stadig ikke ved, hvordan jeg forholder sig til på en fornuftig måde.

Man skal vist være særlig for at kunne ignorere det helt, for hele systemet forholder sig til den gravide som udtryk for et givent sæt risikofaktorer. 1:500 for barn med Downs givet noget fra en scanning og informationer om dig som mor. Alder og vægt giver dem andre informationer om risiko for abort, sukkersyge m.m.. Spiser du panodiler, bliver drengebarnet måske impotent – og husk at tage din folinsyre og dine jerntabletter – ellers kan barnet få misdannelser. Alt handler om at reducere risci. Jeg har da også købt stort ind i svanemærkede og parfumefri produkter.

Så hvordan ignorerer man, at enhver graviditet er en billet til en destination, man ikke kender. Måske får du et barn, som er handicappet eller alvorligt sygt. Og selv hvis du får sunde og raske børn, så kan de jo lige pludselig dø i en ulykke – småbørn kan dø af de mærkeligste ting. Graviditeter – og selve det at få børn – minder mig om, hvor skrøbeligt livet er – og hvor vigtigt det er, at vi passer på det.

Livet er selvfølgeligt også skrøbeligt for voksne, men vi glemmer det bare. Og selvom jeg jo ikke bare kunne dø, uden at nogle bemærkede det, før jeg fik børn, så føles ansvaret for at holde mig selv i live noget tungere nu. Det er ikke bare ærgerligt at dø ung. Der er nogle børn, man svigter. Så den cykelhjelm kommer på – næsten – hver gang jeg er afsted.

Selve graviditeten er altså på nuværende tidspunkt ikke meget nemmere end første gang, omend jeg har væsentlig mindre tid til at tænke på den. Det sjove er også, at hvor andre mennesker fortalte horror-historier om fødsler den første gang, så taler vi nu ikke længere om fødsler længere – nu handler det om rædslen ved at have mere end et barn.

Er jeg godt klar over, at nu bliver der endnu færre pauser? Endnu mindre søvn og overskud? Har jeg tænkt det igennem?

Det er især mændene, som bringer disse betragtninger til torvs. Jeg tror, at det handler om, at hvor det for kvinderne er et regulært granatchok af træt/smadret krop og afbrudt søvn i årevis ved det første barn, så er det relativt let for mændene, når der kun er ét barn. Når barn nr. 2 kommer, så er det endegyldigt SLUT med at kunne køre frihjul. For mor kan det dårligt blive meget hårdere end det er i forvejen. Så der er brug for aflastning til nr. 1. Og her indtræder så det ægte granatchok for fædrene. Det er en teori, jeg fifler med.

Så mødre på internettet – please fortæl mig, at der er stordriftsfordele! Det er vel ikke dobbelt så hårdt at have to børn? For det ved jeg ikke, om jeg kan holde til.

Hvad skal vi dog gøre ved ham-vi-helst-ikke-skal-tale-om?

Det er første gang, at jeg er ansat i et departement under en valgkamp. Jeg kan afsløre, at der er mere end almindelig stille på jobbet i disse dage, fordi vi ikke længere må betjene ministeren. Det betyder i praksis, at 90 pct. af vores arbejdsopgaver frafalder. Så hvad bruger vi så tiden på? At diskutere politik til døde!

Et emne som mine kolleger og jeg (heller) ikke kan lade være at tale om, er ham den skøre botnakke, som har sat sig tungt på avisernes overskriften i de sidste måneder ved at komme med den ene mere rabiate udtalelse efter den anden. Jeg må indrømme, at jeg har haft svært ved at stoppe med at kluk-le overudtalelsen; “du (Mimi Jakobsen) er den person i hele verden, som minder mig allermest om Adolf Hitler” – men derudover så er det faktisk ikke rigtig sjovt længere.

Det var ikke rigtig sjovt, at der var brand i gaden. Det var ikke rigtig sjovt, da en uhellig alliance mellem Økonomi- og Indenrigsministeriet og ekstremistiske islamister fik banet vejen for, at manden blev opstillingsberettiget (fordi han uden problemer kunne snyde med indhentelse af vælgererklæringer og fik absurd meget presse pga. reaktionerne på hans vanvid). Og det var slet ikke sjovt, da alle partiformænd skulle forholde sig til ham fremfor Danmarks fremtid til den første partilederrunde.

Nu hvor manden, som vel er det tætteste vi kommer på Dolph den facistiske flodhest i menneskeform, får omkring 3 pct. af stemmerne i meningsmålingerne, så er må vi altså begynde at stille os selv spørgsmålet – hvad fanden gør vi nu?

Image result for Dolph flodhest?

Vi har jo i lang tid sagt til hinanden, at vi skal ignorere manden. Jeg har selv tænkt og sagt det samme. Men nu er vi ovre det punkt. Vi er nødt til af hensyn til vores medmennesker at sige – manden er vanvittig – og vi synes bestemt ikke, at alle ikke-etniske danskere skal deporteres eller kan opfattes som dumme undermennesker. Ikke en gang en lille smule.

Men vi er også nødt til at gøre det på en måde, hvor han får så lidt opmærksomhed som overhovedet muligt. En af mine kolleger, som jeg egentlig tænkte var ret kvik, foreslog i ramme alvor, at den bedste måde at latterliggøre manden på er at regne på hans forslag. F.eks. at vise at det er urealistisk at sætte så mange mennesker i fængsel, fordi det er for dyrt, og vi ikke har fængselsbetjente nok (!).

Det er det dummeste, jeg har hørt til dato. Det er at gå ind på præmissen af hans forslag. Hans politik er ikke først og fremmest problematisk, fordi den er for dyr. Den er problematisk, fordi den er nazistisk, menneskefjendsk og blottet for enhver respekt for andre mennesker. Man kan sagtens lave fascistiske forslag som er økonomisk rentable – men som stadig er umoralske lorteforslag. I min optik skal vi først spørge os selv, om et forslag er principielt godt – og bagefter spørge om det er praktisk muligt. Der er gode forslag, som vi ikke skal lave, fordi det er for dyrt. Ligesom der er dårlige forslag, som ikke koster det store, men som vi stadig skal undlade at begive os ud i.

Men hvad kan vi så gøre? Det lader til, at de øvrige partier har givet nogenlunde håndslag på at nævne manden så lidt som muligt og forsøge kun at tale rigtig politik – og netop ikke forholde sig til ham som en reel politisk spiller. Det er et godt sted at starte. Journalisterne kan slet ikke lade være at skrive om ham, det er som om, at de har tourettes – Hva-hva-hva-mener-du-om-Stram-Kurs??? Det er simpelthen FOR sensationelt. Det må være en arbejdsskade.

Og hvad med os almindelige vælgere? Hvad bør vi gøre? Vi bør vel først og fremmest ikke skrive, tale og læse (så meget) om ham. Jeg er allerede skyldig i alle tre synder. Så jeg håber, at jeg kan gøre det godt igen ved her og alle andre steder – ikke på noget tidspunkt at tage ham alvorligt som politisk projekt. Han er ikke et udtryk for en undertrykt integrationsdebat – VIHARIKKETALTOMANDETIFUCKING20ÅR! Og han er ved gud grød ikke et anti-elitært projekt. Han er en advokat med alt for meget tid og et eller andet absurd ønske om berømmelse.

Han har muligvis en diagnose, en hjerneskade eller noget andet som kan forklare hans adfærd, men det berettiger ikke, at vi alle sammen skal folde hænderne og sige – hvad mener du så, Rasmus?

Jeg tror og håber på, at når vi inden næste valg har sikret, at ikke alle landsbytosser kan stille op til Folketinget, så vil tingene normalisere sig igen. Måske har denne vilde valgkamp lært os at tage demokratiet og dets grundlæggende principper mere alvorlig? At selvom vi troede, at vi havde været det igennem før – “nej, hvide mennesker er ikke overmennesker” – så er det åbenbart en diskussion, vi skal have løbende.

Vi er fanget i en catch-22. Hvis vi ikke siger noget, så bliver det en stiltiende accept af vanviddet, og vi lader vores muslisme medborgere i stikken. Hvis vi siger noget, så giver det endnu mere luft under vingerne på et monster, som helst ikke skal flyve højere end 1,9 pct. af stemmerne. Jeg tror normalt på, at man skal møde mørke kræfter med oplysning og argumenter, men hånden på hjertet – jeg tror ikke, at det kommer til at fungere denne gang.

Gode råd modtages med kyshånd!

Hvor finder jeg Ønskeøen?

shallow focus photography of toddler blowing cake candles

Så skete det. Jeg blev 31 år gammel. Det kom ikke som nogen overraskelse, og jeg har egentlig ikke et problem med at blive ældre. Det er fint – og man skal jo altid bare tænke på alternativet. Eller hvad man nu plejer at sige.

Men fødselsdage som voksen er altså ikke det sjoveste i verden. Jeg stod op til koldt, gråt og ruskende efterårsagtigt vejr. What the actual fuck? Har jeg ikke været sød i år?

Havde man været ung og uafhængig, så kunne man have taget en rolig morgen, sovet lidt længere og gjort morgenrutinen i sit eget tempo. Havde man været barn, var man blevet vækket med boller på sengen, sang og gaver.

Jeg blev i stedet vækket kl. 05.10 af et barn, som var både træt og sur. Det var jeg sådan set også. Herfra gik det slag i slag med havregrød, tandbørstning, bleskift og lidt skænderier om diverse ting og sager. Hubert var ked af at blive afleveret, og jeg tog på arbejde med et billede af et barn, der stod stortudende og rakte armene ud efter mig.

Så gik det lidt bedre med medvind på cykelstien og nogle meget søde kolleger, der havde pyntet op på mit skrivebord, hvilket resulterede i lykønskninger hele dagen igennem. Arhmen, altså – tak!

Det var dejligt at hente en glad dreng, som havde haft en god dag trods tårene fra morgenstunden. Min mand havde tippet mine forældre om, at jeg var alene hjemme både morgen og aften på min fødselsdag, så de kiggede forbi med mad og hygge. Jeg havde ikke ville spørge dem selv, fordi jeg er jo voksen, ik? Og jeg kunne ikke overskue at skulle lave mad og rydde op selv.

Men det var dejligt – og jeg har lyst til at tilføje nødvendigt – at de kiggede forbi. Mit humør var på et lavpunkt, da jeg tog hjem fra arbejdet. Der er ikke noget som voksenlivet, som kan få min selvmedlidenhed til at blusse op. Hvor er det bare strengt, at ingen fejrer mig. Har alle bare glemt mig – eller hvad?

Men nu hvor barnet sover, jeg har et set det nyeste afsnit af Kurs mod nord og min mand snart kommer hjem, så er humøret sådan set okay, og jeg kan godt se, at jeg er et både heldigt og priviligeret mennesket. Der er bare noget med fødselsdage. Jeg får sådan lyst til at strejke fra voksenlivet. Hvor fanden er Ønskeøen, når man skal bruge den?

Beboerdemokrati – why you so crazy?

Jeg begik den store fejl at deltage i ejerforeningens generalforsamling igår. Principielt set en god beslutning, men i praksis – not so much.

Jeg deltog delvist, fordi jeg er meget interesseret i formandens beretning og regnskabsaflæggelse, men også fordi en af mine naboer havde valgt at lægge en sten ud på en af de små stier bag vores rækkehuse et par dage før. En sti som jeg dagligt bruger, når jeg skal ud på en af mine tre hunde-lufteture og gerne vil hurtigt afsted.

Hvis jeg ikke havde skulle haft et barn med på to af disse ture, så kunne den sten være ligegyldig – man kan sagtens gå over den. Men jeg er nødt til at have klapvogn med for at kunne afværge katastrofer hurtigt. Jeg har prøvet at gå afsted uden – og erfaringen viser, at selv 200 meter er meget langt at bære en sparkende og skrigende næsten-2-årig, sammen med en hund og en plastikmotorcykel.

Nå, men min anke til mødet gik egentlig på, at jeg ville høre om der lå en fælles beslutning bag stenudlægningen. Det virker for mig at se asocialt og udemokratisk bare at spærre en passage af fællesarealerne. Jeg havde mine bekymringer ved at gå ind i diskussionen. For typer, der gør sådan noget, plejer at være pisseirriterende. Jeg er ret large at bo sammen med/i nærheden af, lige bort set fra når det gælder mennesker, som gerne vil indskrænke min (bevægelses-)frihed. Så bliver jeg ret anstrengende.

Min intuition om, at det nok var nogle ret irriterende typer – holdt helt stik. Der sad to 50-årige og råbte ad mig med deres tatoverende øjenbryn helt oppe i panden, at en omvej på 4 minutter var meget lidt, og hvorfor kunne jeg ikke bare gå på de anlagte stier. Da jeg prøvede at forklare, at 4 minutter føles som meget længe, når ens barn skriger, så var svaret, at de da heller ikke gad at høre på mit skrigende barn (i de 5-10 sekunder det tager at passere deres forbandede have).

Her ser jeg rødt. Jeg får en meget stærk fysisk reaktion, hvor jeg kan høre min egen puls i ørene “dukdukdukduk” – og mine næver og kæber spændes. Det var ikke alene asociale typer, som sætter deres egen velfærd over alle andres. De har valgt at bosætte sig i et rækkehus, selvom de ikke bryder sig om børn. Hverken mit – skrigende – eller andres legende børn (en af deres andre begrundelser var nemlig, at børnene legede ved at cykle rundt om husene). Det er vigtigere for dem, at græsset RUNDT OM deres have er golfbanepænt, og at ingen rør deres hæk. Børn der leger. Føj.

Vores formand tager ret hurtigt børnehadernes parti. For ejer de måske ikke lidt mere end den jord deres hus faktisk ligger på? Jeg spørger, om vi alle sammen kan lægge sten ud, som vi behager på fællesarealerne?

Der er ikke noget at gøre. Dirigenten siger, at nu har vi vist udvekslet synspunkter og bestyrelsen må undersøge det nærmere. Der er i øvrigt flere midaldrende mennesker, som har glemt alt om, hvad smutveje betyder for livet med småbørn, der melder sig i koret. Grønt græs bagved vores huse (hvor vi nu helst ikke skal gå) er tilsyneladende vigtigere.

Stenen ligger der stadig. Og jeg har drømt hele natten om at hælde roundup i deres hæk, skære deres dæk op, smide stenen ad-helveds-til eller måske samle til bunke af hundelorte fra området foran deres hoveddør. Men det går jo ikke. (Jeg ville jo 100 pct. være den første mistænkte.)

Jeg erkender, at jeg bliver irrationel hævngerrig. Men (heldigvis) orker jeg heller ikke at bo et sted med evigt eskalerende konflikt, og da jeg ikke gider at flytte, så er jeg gået i gang med en mental øvelse, hvor jeg prøver to ting:

  1. At lade være at tænke mere på dem (det går ikke så godt).
  2. At have ondt af dem. Det må være frygteligt at have købt et rækkehus og tro, at man skulle bo uforstyrret fra andre mennesker (og deres børn). De må dagligt blive irriteret af vores blotte eksistens. Endelig må de små sko, de går rundt i, give dem knyster, og det der er værre. Stakkels mennesker. Den sten er deres største sejr. Lad dem dog få den.

Medlidenhed og hævngerrighed er to gensidigt udelukkende følelser, og jeg håber, at den første vinder.

Men hvad gør I andre, når I møder idioter på jeres vej? Jeg kan da ikke være den eneste, der er splittet mellem at tage “the high road” og hælde benzin på bålet?

Barbapapa – en lyserød sexist?

Billedresultat for Barbapapa

Frode Får vil ikke afspilles på Netflix for tiden (skandale!), så vi har været nødsaget til at kaste os over en ny børne tv-serie: Barbapapa.

Det er jo sådan set ikke en ny serie, idet den er fra 70erne – og vi er flere, som også selv så serien, da vi var børn. Men hvis man som voksen er i stand at holde sig vågen til de dybe stemmer og det lullende lydspor, som nærmest tvinger dig til at lægge dig på langs af sofaen, så er det da også ret tydeligt, at det ikke er en nymodens ting, man kigger på.

Efter at det lykkedes mig at se med i vågen tilstand flere gange, er jeg er begyndt at tvivle alvorligt på, om det er noget, vi egentlig skal se mere af. Hvorfor dog det tænker du måske? Er det ikke bare en tv-serie om stærke familiebånd, omsorg for vores klode og uskyldige eventyr for børn?

Altså  serien har klare moralske normer og har ganske rigtigt et stort fokus på familieværdier. Og det har et hippie-flipper-øko udgangspunkt, som jo egentlig er moderne igen. Mange af afsnittene handler om onde jægere, som vil slå dyr ihjel, som Barbapapa så redder. Der er også stærke værdier om, at privatisering af f.eks. strandarealer er uretfærdig og skaber ulige adgang til naturens (ellers gratis) glæder.

Det er alt sammen værdier, som det er svært at blive rigtigt ophidset af, omend de er unuancerede. Men det er ikke de stærke politiske 70’er budskaber, som irriterer mig. Moral for børn er vel altid sort/hvid.

Det, der pisser mig af, er derimod, at alle historierne konsekvent bliver drevet frem af de mandlige karakterer. Serien hedder jo “Barbapapa”, så det understreger fint- hvem der er den vigtigste figur. Det er Far! Og han er måske nok lyserød, men det skal man ikke lade sig narre af. Han bruger de første mange afsnit på at finde sig en kone. Så snart hun er landet, skal de have nogle børn. Hvad har man ellers kvinder til? (Selvom barba-børnene bliver til som kartofler, så det holder nok ikke). Serien kunne næsten lige så godt have heddet “Patriarkatet”. 

Historierne drejer sig herefter meget om, at drenge-barbabørnene laver vanvittige opfindelser, løser mysterier eller skal hjælpe nogen, mens barba-pigerne og Barbamama kigger bekymret på, mens løjerne spænder af. Det eneste afsnit, jeg har set, hvor Barbamama spiller en større rolle er, da hun skal bage en kage til Barbapapa, fordi han har fødselsdag(!).

Det er da også altid Barbapapa, som tager styringen, når der skal laves egentlige redningsaktioner undervejs. Barbamama har primært rollen som den støttende hustru.

Så jeg står tilbage og tænker: Gad vide hvor meget Barbapapa et drengebarn kan se, før han lærer, at kvinder er bipersoner i drengens liv. At piger ikke er modige, handlekraftige eller i stand til at bygge ting?

Men hvad er alternativerne? Udover Pippi og Gurli Gris altså?

Siden sidst….

Det er altid svært at genoptage kontakten efter længere tids tavshed. For man har simpelthen glemt, hvor i samtalen man er nået til. Man starter med det sidste, man kan huske “øhh, hvordan var ferien til øh…Paris?” eller mere generisk/sikkert “nå, så går det godt på jobbet?“.

Ja, sådan har jeg det lidt nu. Det er længe siden, at jeg har fået sat mig ved tasterne og tænkt noget sammenhængende om mit liv. Det har primært været overlevelse og trummerum: Hente-bringe-showet, hvad-skal-vi-have-til-aftens-mad-alt-andet-end-pasta-kødsovs-skat og den mentale to do liste med vasketøj, indkøb og rengøring, som aldrig bliver kortere.

Men i dag skete det. Vi kom op for luft. En kæreste-dag som endelig blev til noget. Vi har nået alt det vigtige parforholdspleje og fået sol i fjæset. Nu kan vi se frem til en times frihed før sengetid – som byder på rigtig sammenhængende tumlingefri søvn. I et forsøg på at genoptage kontakten med “blogosfæren” kommer hermed de vigtigste overvejelser fra de seneste uger af mit liv:

… Parforholdet har været særdeles udfordret af, at barnet gennem flere dage har eskaleret til et uudholdeligt niveau af konflikt, gråd og hysteri. Det hele kulminerede i en nat, hvor han ikke ville falde i søvn, og da det ENDELIG skete, så var det kun for at vågne hver time og skrige i de efterfølgende 45 minutter. Vi var tyndslidte, da vi stod op og havde haft en række rigtig “gode” diskussioner natten igennem. Men barnet vågnede op som min glade engleunge igen – som havde vi været vidne til en eksorcisme.  Børn er fucking underlige. 

… Voksne er heller ikke for gode. Mit eget humør har også været svingende – og jeg ejer tilsyneladende ikke evnen til at selvregulere. Men det viste sig, at nogle gange skal man bare lade mand og (møg-)unge blive hjemme og så kan tågen af barnegråd og opgivenhed godt lette af sig selv. G-U-D-S-K-E-L-O-V.

… Så med sure miner og manglende overskud kan man jo godt forstå, at jeg ikke liiiige har haft tid til at skrive noget langt og vredt om Paludan-cirkusset, som er på tour i disse dage. Det må blive en anden god gang – og det virker heller ikke til, at der for alvor mangler ord om sagen.

… I stedet kan jeg fortælle, at vi går med tanker om at købe en større bil, men jeg har virkelig svært ved at blive tilstrækkelig vild med en stationcar (altså der jo 200.000 som man i hvert fald skal tilføje til den efterhånden lange liste af gældsposter). Plus min dejlige dueblå Hyundai i10 er ikke engang fyldt tre år endnu (ja, I know – ikke den klogeste investering i mit liv). Og er der ikke noget med – hvor der er en vilje, er der en vej – eller en tagboks?

… Jeg er lige faldet over denne artikel, som handler om en kvinde, der er blevet solo-mor til et sæt tvillinger, og “hun nægter at droppe sit udadvendte liv med træning, dates og venner – og hun tager stadig telefonen, når jobbet ringet“. Læs og måb! Det vildt, at et dameblad føler et behov for at bringe en historie, der er blottet for søstersolidaritet, for det eneste den artikel kan er at få andre kvinder til at føle sig utilstrækkelige. Bare denne udtalelse f.eks. “Også nu, når folk besøger mig, og jeg har bagt eller været til fitness med to babyer. Jeg føler ikke, det er besværligt. Det hele skal bare planlægges lidt mere“.

… Endelig har jeg opdaget Billie Eilish, og jeg kan ikke sige så meget andet, end at hvis det er ungdommen nu til dags, så skal det nok gå. (Prøv også at høre “My strange Addiction”, “Bad Guy”, “When the Party is over” eller “ilomilo”… ej, bare lyt til hele albummet – det er så fedt).

Føler du dig heldig?

Der var engang, og jeg ved ikke om det er længe siden, men på et tidspunkt spurgte google dig, når du søgte på spændende emner ‘føler du dig heldig?’.

Det var en funktion, som skulle lede dig direkte til googles bedste bud på, hvilken side du havde brug for, når du havde søgt på “espalier, bore, mursten, fuge”. Også ville søgemaskinen ret tit føre dig til det wikiindlæg eller den private blog, som havde skrevet en hel side om at opsætte espalier i den lille have op ad muren.

Eller måske følte du dig heldig, men så blev du google-bombed til et eller andet fjollet.

Any ways. Det er altså et godt spørgsmål. “Føler du dig heldig?” Livet – og især det med småbørn -er bygget op om valg taget på baggrund af, om du føler dig heldig.

Skal man tage til den fest der, man ikke rigtig orker? Skal man få et barn mere? Skal man sige ja til at være alene hjemme i fem dage og håbe på det bedste?

Det er jo ikke altid, at man faktisk er heldig. Men jeg har været det i de sidste fem dage alene hjemme:

  • Jeg kørte min mand til lufthavnen umiddelbart efter en vellykket nakkefoldsskanning. Inden nåede vi en lyndate med en bigmac og udsigt over Kastrup havn, hvor vi var lidt nyforelskede og superklar på barn nr 2
  • Mine forældre passede hunden i hverdagene – det betød rolige morgener med tid til leg
  • Solen har skinnet, og foråret har sparket døren ind på, hvad der føltes som en uendelig og ufattelig våd marts
  • Der har været roligt på jobbet og jeg har kunnet gå tidligt
  • Jeg kom til demonstration lørdag med min yndlingsmor fra mødregruppen. Barnet sov præcis, når det skulle og jeg fik nypresset juice i solen
  • Yndlingsmoren inviterede os  endda på besøg i hendes sommerhus
  • To af de bedste damer, jeg kender, havde spurgt for længe siden, om vi ikke skulle i zoo med barnet sammen. De var bare så gode til faktisk at lege med barnet og ikke bare kigge på mig, der bøffede rundt foroverbøjet. Det var så hyggeligt og dejligt, plus altså zoo i solskin?! Og jeg følte virkelig, at Hubert ikke kun var med på slæb
  • Mine forældre har tilbudt mad løbende på pressede tidspunkter over weekenden og senest her til aften.

Hold kæft mand. Jeg ikke bare føler mig heldig. Jeg er så heldig og glad og helt igennem taknemmelig, som nogen kan være det.

Og jeg fik ikke engang nævnt, i morgen kommer min dejlige mand hjem. Det er ikke så ringe endda.

Home alone

Image result for home alone meme

Manden har taget den første og bedste flyver til guds eget land for at lære noget nyt. Han returnerer på mandag. Det vil sige, at jeg skal holde mig selv og barnet i live indtil da – helt alene.

Det skulle man tro, at en voksen kvinde, som jeg – sagtens kunne klare. Jeg har en lang fin uddannelse – den må da kunne bruges til noget? Men jeg kan fortælle, at den er totalt ubrugelig, når det kommer til madlavning, rengøring og oprydning. Her lægger jeg mig meget op af min mands evner til at drifte en husstand. (Jeg er bedre til at lave projekter af kortere varighed, som ikke har den der karakter af sisyfos arbejde, som husarbejder umiskendeligt har.)

Jeg gemmer opskrifter fra Valdemarsro og Madbanditten, men hvis jeg ind i mellem roder mig ud i forsøget på at lave dem, så går det galt. Jeg tror, at det er en fejl fra fødslen – men jeg kan ikke læse opskrifter. Det vil sige: 1) købe det der står. 2) Læse den igennem først og så endelig 3) GØRE DET DER STÅR. Jeg sjusser mig frem, starter forkert og ødelægger garanti maden, fordi jeg enten rører det samme forkert, glemmer det er i ovnen eller en af de million andre ting, som man snildt kan glemme.

Så jeg har i stedet været forudseende og fyldt fryseren med frostpizza og køleskabet med rugbrød og mælk. Til trænge tider må forstås. Derudover forsøger jeg at nasse mig ind hos mennesker, som måske gider lave mad til mig og den lille.

Jeg savner min mand. Det er klart. Meeeeeeeeeen der er også noget med gamle afsnit af “Kender du typen” og skod mad. Det er ligesom om, det giver mest mening, når der ikke er vidner til, ik?