Længe siden i grunden….

Det er efterhånden længe siden, at jeg har fået skrevet herinde. Selv om de fleste af jer sikkert ikke har skænket det en tanke, så jeg har tit tænkt på, at jeg skulle til at stikke hovedet op igen. For jeg har savnet at høre fra jer i det her lille fællesskab, som vi har bygget op herinde.

Der lå endda nogle kommentarer, som jeg ikke vidste var kommet – om dramatiske udviklinger i jeres liv – såsom at sige sit job op uden et andet på hånden – og om at ens barn bliver diagnosticeret med kræft.

I det lys bliver de problemer, som vi alle sammen tumler med i forhold til jobtilfredshed og retningen på voksenlivet, små. Livet er mærkeligt på den måde.

Der er nok ingen af jer, som har overset, at Christian Eriksens hjerte stoppede med at slå for en kort stund under lørdagens kamp mod Finland. Jeg så kampen med mine børn og mand. Jeg blev – ligesom mange andre – meget berørt og bekymret, da Simon Kjær løb over banen og kaldte samaritterne hen, da kampen blev suspenderet og en kommentator sagde noget ala “han er helt død i øjnene” – og man bag muren af holdkammerater kunne ane hjertemassagen var i gang.

Der er sagt og skrevet mange ting om den episode allerede. Det er nok også dækkende for mine trivielle betragtninger. Det var bare en stærk og ubehagelig påmindelse om, hvor skrøbeligt vores liv egentlig er. Og hvor hæsligt det er, at livet kan slutte om et øjeblik. Hvad enten det er et hjertestop, en vanvidsbillist eller sygdom. Vi ignorerer alle sammen livets skrøbelighed i det daglige, fordi det vilkår, at vi alle sammen skal dø, ikke er til at holde ud.

Jeg sad selv den lørdag aften efter Eriksens kollaps og lagde en eller anden håbløs regeringssag op for tredje gang med ordene til mine chefer: “Hvis vi kun havde én dag tilbage at leve i, så var der næppe nogen, der gad læse den her sag for tredje gang“. Det er let at blive dramatisk, når man har været vidne til et ungt menneske dø og blive genoplivet.

De her situationer giver os tunnelsyn. Hvor alt andet er lige meget.

Jeg var til et oplæg med Olga Ravn for en måneds tid siden, hvor hun talte om det “dybe liv”, som vi kom i kontakt med, når vi oplevede fødsler, sygdom og død. Hvor man kom i berøring med en dybere forbindelse til mennesker, der har levet før og mennesker, der kommer til at leve efter os. Hvor alt det andet shit, vi går rundt og bruger tiden på forekommer som små ligegyldige krusninger på et meget meget stort hav. Det begreb gav genklang hos mig. Men jeg kan ikke fastholde følelsen fra de her situationer. Det er nok ikke meningen, at man skal det. For nogen skal jo gå op i, hvad vi skal have at spise – og hvem der parkerer ulovligt.

Det var egentlig planen, at jeg ville liste en masse ting, som jeg havde lavet siden sidst – men det må blive en anden dag.

Det er rart at være tilbage.

No regerts

Fornyligt hørte jeg Anders Langballe sige, at han ikke fortrød, at han nær havde arbejdet sig selv ihjel på tv2 news, som politisk redaktør.

Det lyder fuldkomment tåbeligt i mine ører at sige noget ala “ja, jeg havde nær mistet mit liv, jeg har mistet mit ægteskab og evnerne til at klare spidsbelastninger uden dødsfrygt. No regrets.”

Det undrer mig, at man siger det i samme åndedrag, som man kritiserer en hel branche for deres arbejdskultur. Anders Langballe er langt fra den første person, jeg hører sige noget tilsvarende om valg, som i hvert fald i bagklogskabens klare lys, er indlysende forkerte.

Forklaringen er altid: “jeg ville jo ikke være mig, hvis jeg ikke havde de her oplevelser med mig“. Men hvor fed en personlig kan man have? Jeg tænker godt, at man kan være en fin fyr m/k uden at være workaholic.

Er det mon noget man lærer at sige hos sin psykolog? Sådan for at slutte fred med kæmpe store fejltagelser. Det må da betegnes som en fejltagelse at være ved at dø af sit arbejde, ik?

Det er bare meget mere troværdigt/meningsfyldt at sige, at man ikke kan gøre så meget ved dårlige valg nu, men at hvis man kunne ville man vælge anderledes. For det er jo det fortrydelse betyder. Et ønske om at man havde gjort noget andet, end man gjorde.

Det første lyder mere som en benægtelse af konceptet fortrydelse. Det er jo for at blive klogere, at man tænker over fortidens fejl (også sikkert også en vis portion usund og skamfuld besættelse af fejltagelser). Så hvis ikke man fortryder nærdødsoplevelser, så er det kun heldødsoplevelser tilbage, og det er fysisk umuligt at fortryde dem.

Det undrer mig, at det sker så ofte, at man arbejder mere, end man har intention om. Bliver grebet med af en stemning om, at ens indsats er spændende, uopsættelig og helt afgørende.

På en måde bliver en meget selvhøjtidelig tilgang til ens arbejde farlig. Man føler sig særlig vigtigt og ens bidrag meningsfyldt.

I det lys kan man sige, at selvironi og følelsen af meningsløshed kan redde liv.

Måske.

Frivillig passager i et totalitært regime

Det kører bare for tiden.

Jeg er begyndt at bruge tandtråd. Jeg får kradset i fodvorten med jævne mellemrum. Jeg læser for første gang nogensinde de bøger, der ligger på mit natbord. Jeg har sagt højt, at jeg gerne ville have lidt tid for mig selv i ferien. Ønsket blev imødekommet. Halleluja!

Som sædvanlig har jeg haft tårnhøje ambitioner for disse fritimer. Det blev ikke til en outline til en bog. MEN jeg har nået at lytte podcasts, lade tankerne flyve lidt og tegnet lidt med mine farveblyanter. Nu hvor jeg ikke kan lokalisere en blyantspidser, sætter jeg mig i stedet til at skrive dette indlæg.

Jeg har lyttet til Hjerteflimmer for voksne, hvor Benjamin Hav og Rosa Lund var gæster. De var interessante gæster, som ikke var bange for at bringe sig selv i spil. Benjamin Hav fortalte, at han sommetider følte sig som frivillig passager i det totalitære regime, som var hans familieliv, planlagt af hans kone. “Hvem fanden har bestemt, at vi skal til Solrød Strand” spurgte han retorisk.

Det ramte noget i mig. For er vi ikke alle sammen underlagt et totalitært regime? Der findes nærmest ikke noget mere totalitært end børns sengetider, behov for regelmæssighed og meget specifik mad – samtidig med de uventede, ubehagelige , men hyppigt tilbagevendende episoder af søvn-tortur.

Jeg tror ikke, at der er findes nogen, der bliver forælder – som tænker “nåååå, var det bare det. NEMT!“. Der er virkelig meget hårdt arbejde i de børn. Meget repetitivt og slidsomt arbejde. Arbejde der gør ondt i muskler og led, som giver dig grå hår og rynker.

Det magiske er. At til trods for alt det her kernefamilie-slid. Lige fra revnet mellemkød til hold i ryggen og bristede drømme og klaustrofobiske weekender. Så står man der alligevel. Det vanvittige ved kærligheden er, at den holder til alle de tæsk. Kærligheden er ikke ren og sårbar. Den er forslået, fedtet og forbrændt, men fantastisk. At man kan elske hinanden på trods af de mange grunde til at lade være.

Kan I huske, da Rachel blev overordentlig skuffet over Ross, fordi han havde skrevet en liste over grunde til ikke at være kæreste med hende? Hun så det som et kæmpe svigt. Mens han stod tilbage og sagde: “jamen jeg elsker dig jo alligevel”. En forgæves kærlighedserklæring.

Tove Ditlevsen skrev i sit digt “jeg elsker dig” (1939):

Jeg elsker dig. fordi du ikke vrøvler
om giftemål og ring og den slags ting,
En kærlighed som vor, så sød og flygtig,
Må ikke sluttes inde i en ring.

For jeg vil aldrig stoppe dine strømper
og se dig uredt og i morgensko.-
og du skal ikke se mig træt og gnaven
opvarte i en fedtet kimono.

Jeg elsker Ditlevsen, men jeg tror ikke, at det er kærlighed, hun beskriver. Det lyder i hvert fald ikke som den slags kærlighed, der rejser sig fra asken af et skænderi, som ingen længere kan huske, hvad handlede om. Som den slags kærlighed, der kan tilgive den anden ikke at kunne slå til. Det er vigtigt, at nogle elsker en – også når man ikke fortjener det. Det er utrolig nemt at holde af friske og glade mennesker.

Kærligheden udmærker sig ved også at omfavne de trætte og gnavne.

Er det i år, at vi gør op med underbetaling af omsorgsfagene?

Sygeplejerskerne har stemt nej til resultatet af årets overenskomstforhandlinger. Det er virkelig spændende, hvad der sker herfra. Og jeg håber håber håber, at det her bliver året, hvor det lykkes at få løftet lønniveauet for “kvindefagene” – særligt pædagoger, sygeplejersker og SOSUer.

Det er vanvittigt, at man efter et års pandemi, hvor netop de tre grupper har vist sig at være to helt uundværlige, ikke har fået et bedre resultat, end det der er fundet frem til.

Det er der selvfølgelig flere grunde til. Den primære er, at vores overenskomstforhandlinger er fandens stiafhængige. Altså vi tager udgangspunkt i seneste aftaler – og så aftaler man procentvise stigninger. Det vil altså sige, at man skal have nogle ret voldsomme procentvise stigninger, hvis det lønefterslæb, som findes for kvindefagene skal indhentes.

I mine øjne burde man sige, at i lyset af corona-epidemien og vores generelle erkendelse af, at kvinder ikke er blevet eller bliver anerkendt nok for deres arbejde give et løft til de fag. Vi taler særligt sygeplejersker, pædagoger og SOSUerne. Det er tre medarbejdergrupper, som har taget et kæmpe slæb under corona-epidemien – og som i den kontekst også har vist sig værd.

Vi har kæmpe store problemer med at rekruttere nok medarbejdere inden for de her fag. DE SKAL HAVE MEGET MERE I LØN! Det er sådan man normalt løser udfordringer med mismatch mellem udbud og efterspørgsel (også skal de generelt have bedre vilkår!).

En analyse fra Institut for Menneskerettigheder viser derudover, at en af grundene til det store lønefterslæb skal findes i det lønhierarki, som blev etableret med tjenestemandsreformen i 1969. Det er altså også et udtryk for en politisk beslutning, at tingene er, som de er.

Jeg håber, at staten som arbejdsgiver finder den store pengepung frem – og i det tilfælde, at et lovindgreb bliver nødvendigt. Det kan ikke være rigtigt, at vi pøser milliarder ud i et dødsdømt og dyreplagebaseret mink-erhverv, men ikke vil give et tiltrængt lønløft til nogle af de vigtigste faggrupper, vi har i landet.

Så BUPL! Nu er det nu, at I skal stå skulder ved skulder. Stem nej til jeres forhandlingsresultat! Det kan godt blive vildere!

Derudover vil det helt sikkert kræve solidaritet på tværs af flere faggrupper – for pengene skal sikkert findes i nogle af vores andres lønstigninger.

Det er også i orden.

Når kun Voldemort bakker op

Sidst skrev jeg om den svære samtale og i dag vil jeg gerne tale om en anden slags svær samtale: samtalen om identitetspolitik.

Jeg har flere gange før skrevet om hele debatten om transseksuelle, som jeg mener er kørt af sporet. Sammen med det meste anden identitetspolitiske debat, der er for tiden. Folk har gravet så dybe skyttegrave, at de aldrig et øjeblik overvejer om dem, de skyder på kunne have en pointe eller om man måske tager nogle pjattede lege lidt for alvorligt. Det er krig. Mellem de gode og de onde.

De unge Potter-stjerner har for længst vendt Rowling ryggen, fordi hun anfægtede rimeligheden i at fyre en kvinde for at sige, at køn også er biologisk betinget. Nu kommer “Voldemort” til undsætning. Det er jo en fantastisk overskrift, som jeg sent vil glemme – og som langt overskygger, hvad skuespilleren egentlig ville sige: “Vi skal undgå at hade hinanden. Vi skal være forsigtige med at forvente det værste om hinandens motiver“.

Sarah Everard blev myrdet. Det er frygteligt og dybt tragisk. Det er uretfærdigt og meningsløst. Reaktionen på drabet er dog i mine øjne besynderlig. Drabet blev flammen, der antændte en steppebrand af fortællinger om utrygge kvinder i nattelivet.

Det er en problematisk fortælling i mine øjne, fordi den er forvrider virkeligheden. For vi (danskere/vesterlændinge) lever i en meget lidt voldelig del af verden. Vold er heldigvis ret sjælden, og når den finder sted over for kvinder – finder den som hovedregel sted i de nære relationer.

Inden jeg endegyldigt bliver placeret i kategorien “de onde”, vil jeg gerne understrege, at kvinder selvfølgelig skal kunne færdes frit på gaden. Jeg hælder bare til, at det kan de allerede. Der er ikke meget mere fornuft i at frygte at blive slået ihjel af en ukendt psykopatmorder, end at frygte at blive ramt af lynet. Det hænder. Men det er sjældent.

Problemet er imidlertid, at indvendinger om, at det måske lige er en overdrivelse af dimensioner at sige, at alle kvinder bliver udsat for overgreb i nattelivet, bliver mødt med voldsom modstand. Man kan slet ikke diskutere omfanget af problemet uden at blive castet kvindehader og forræder.

Problemet er, at samtalen er kontraproduktiv. Fordi den handler om, at kvinder føler sig utrygge, når de går på gaden. Det gør jeg også, når jeg en gang i mellem bevæger mig ud i byen ved nattetid med tilstedeværelse af mange fulde mennesker. Jeg tror sådan set også, at mange mænd går rundt og tænker over, om de har lyst til at gå tæt forbi en stor gruppe af højrystede fremmede med en aggressiv energi. Det er ikke en kønspolitisk ting i mine øjne. Frygten for døden er almen menneskelig og vil altid være der.

Vi kan jo godt tale om, at vi skal tage hensyn til hinanden og sørge for at holde afstand og være respektfulde. Men Sarah Everard mistede ikke livet, fordi nogen gik for tæt på hende. Det var overlagt mord. Debatten om respektfuld adfærd i nattelivet er malplaceret.

Psykopatmordere er som regel ikke modtagelige over for feedback. Det har til alle tider været forbudt at slå andre mennesker ihjel. Der er ingen gråzone. Der er ingen formildende omstændigheder, når det kommer til at overfalde, voldtage og myrde kvinder på åben gade. Ingen anfører, at man selv uden om det.

Andre typer af utryghedsskabende adfærd, såsom “catcalling” kan i højere grad lægge op til en konstruktiv debat. Fordi der faktisk findes mænd, som ikke har overvejet, at det kan virke intimiderende at få råbt “god røv” efter sig. Den debat gav merværdi. Der var helt sikkert nogle mænd som troede, at de gav en kompliment – hvor de faktisk bare satte en skræk i livet på tilfældigt forbipasserende.

Jeg tror grundlæggende ikke, at vi får noget særlig fint ud af en protestbevægelse centreret om at undgå overlagt mord, for jeg vil umiddelbart afskrive psykopatmordere som inden for rækkevidde for den offentlige samtale.

Til gengæld tror jeg, at en meget udbredt snak og gentagelse af, at nattelivet er usikkert for kvinder, vil ændre kvinders adfærd til det værre. Hvis vi taler meget om enkelte overfald, så vil vi huske uforholdsmæssig godt på dem. Vi glemmer, at de fleste af os er gået alene hjem i årtier uden problemer. At vores veninder er gået hjem uden problemer. Vi glemmer, at kvinder godt kan færdes alene uden at frygte for sit liv. Det kan vi altså godt.

Det føles som om, at vi hvis vi alene siger, at det er tragisk og uretfærdigt, at en kvinde blev myrdet, så er det ikke nok. Reaktionen er ikke nær stærk nok. Der skal være en systemfejl. Den skal helst være hægtet op på en stærk identitet, såsom race, køn eller seksuel orientering.

Der findes mange systemfejl, som vi skal have fikset. Men vi er nødt til at øve os i at have en dialog om problemers omfang og karakter, hvor vi ikke med det samme farer op. Der er ikke et udbredt problem med tilfældig vold mod kvinder. Men der er udbredte problemer med partnervold, stalking osv. Så lad os starte der! Det vil være konstruktivt.

Det er en kollektiv indsamling af skrækhistorier ikke.

Man er ikke for kvindevold, selvom man påpeger, at kvinder i meget vid udstrækning kan færdes trygt i Danmark. Ingen mord er i orden. Og det er very old news.

Vi er nødt til at stoppe med at tro det værste om andres motiver.

Kunsten at føre den svære samtale

red and white lifebuoy

Foranlediget af mange forskellige artikler om, hvordan man er en god ven, og hvordan man taler med folk i krise, har jeg gennem lang tid overvejet, om jeg egentlig er en god ven.

For jeg gør stort set alt det forkerte. Det vil sige, at jeg giver gode råd, jeg fortæller historier om samme tema fra mit eget liv eller omgangskreds. Jeg bliver løsningsorienteret og får lyst til at lave positive spins på selv de mest trælse ting.

Det er – hvis jeg har forstået det korrekt – alle dødssynder i forhold til at være god til “den svære samtale”. Her må man endelig ikke gøre andet, end at sige “hvor er det hårdt for dig”, “det forstår jeg godt” og “fortæl mig mere om, hvordan du har det“. En af mine veninder kaldte det “at ae med ord”. Det synes jeg er et fremragende billede. For det indfanger – hvor fjollet det føles at tale sådan med voksne mennesker. Jeg aer jo heller ikke andre voksne sådan fysisk? Man aer børn. Man aer hunde. Man aer da ikke voksne?

Nå, men inden du afskriver mig som komplet idiot, så lad mig lige fortælle videre:

I starten var jeg ret irriteret over, at der skulle være så mange restriktioner for en ærlig samtale. Men efter månedsvis af eftertanke har jeg erkendt, at det faktisk er pisse irriterende at få råd, man ikke har bedt om. Jeg synes også, at det er voldsomt upassende, hvis nogen andre prøver at gøre en lorte situation til noget godt. Især hvis det er min lorte situation. Og jeg mest bare de almindelige hverdags trælse ting at tumle med.

SÅ jeg tror, at der er noget om snakken. Jeg er nok ikke særlig god til at tale om svære ting med andre mennesker, som er i den fase, at de ikke skal løse konkrete problemer eller have råd. De skal bare holde livet ud.

Det vil jeg faktisk rigtig gerne blive bedre til. Men det er en mental barriere for mig at forestille mig en samtale, som ikke involverer en eller anden form for udveksling af synspunkter, oplevelser, råd eller dets lignende.

Så nu spørger jeg jer. Hvad er nogle gode sætninger til at tale med mennesker i krise. Hvordan – helt lavpraktisk – taler man sammen i mere end 30 sekunder uden at byde ind med noget selv? Altså andet end forståelse og support.

HJÆLP!

p.s. Jeg har også læst, at man ikke kan sige noget forkert. Hvis man er i dyb krise, så kan man ikke sige noget, som gør tingene værre. Det eneste, som er helt forkert, er at lade være at tale med folk, fordi man er bange for at sige noget forkert. Så der er da et spinkelt håb om, at jeg ikke ender i helvedet for al den handlingsorienterede krise-dialog, som jeg har bedrevet indtil nu.

Tankemylder #7

two pineapples with gold party hats near colorful balloons
  • Denne her uge har føltes som én meget lang mandag med tonsvis af meningsløse møder, en eksploderet indbakke og masser af sager, som ikke bliver løst.
  • Mit gamle studiested er i vælten under f.eks. overskriften “Statskundskab forbyder introforløb med »nedværdigende« fremstilling af etniske minoriteter“. Det er meget underligt at blive racist med tilbagevirkende kraft. Jeg vil blot indvende, at det ikke var minoriteter, der blev gjort grin med. Der blev gjort grin med hele verden. Det var alle nationer – der blev karikeret i et skuespil, der skulle skabe mulighed for at lege med identitet, gruppetilhørsforhold og ikke mindst – at have det sjovt.
  • Hvis jeg siger, at jeg er for forløbet, så går der ikke to minutter, før jeg skal sidde og forsvare voldtægtsjokes. Det vil jeg naturligvis ikke. Jeg noterer mig blot, at fremtidige studerende kan se frem til at sidde pinligt ædru og med foldede hænder og spørge indtil hinandens cv og karakterer #havefun
  • Apropos dødsyge ting: Power point præsentationer. Jeg har skulle lave rigtig mange slides på det seneste – og jeg dør langsomt. Nej, jeg dør jeg hurtigt. Fordi slides til ledelsen er kendetegnet ved at være meget pæne og lige. Uden billeder – jokes eller kække bemærkninger. Bare tabeller og tekst. Måske en figur, hvis det bliver rigtig vildt. #shootme (Her vil jeg gerne understrege, at jeg ikke opfordrer til mord. Joken er, at jeg gerne vil dø over en power præsentation, men det er selvfølgelig ikke virkeligheden. Det er en voldsom overdrivelse af mine lidelsers alvorlighed. Kan I mærke, hvor sjovt noget er, når det bliver udpenslet – så absolut ingen kan misforstå det og alle intentioner er hundrede procent lagt frem i lyset?)
  • Nu hvor sneen er væk og det officielt er forår, så har jeg snøret rulleskøjterne igen. Hold da magle, hvor jeg elsker at bo et sted, hvor man kan bruge rulleskøjter som transportmiddel.

Jeg har læst en bog

Morten Münster har gjort det igen. Skrevet en både morsom, lærerig og vigtig bog.

Denne gang handler det om, hvordan man laver forandringer, som faktisk ændrer noget. Han kommer igennem en lang række forskningsresultater, som underbygger, at vi på lange stræk forsøger at lave forandringer på tåbelige måder.

Det er noget virkelig rart at læse en bog, som giver perspektiv og underbygger den fornemmelse, som jeg ofte har på min arbejdsplads: Vi løber rundt og forsøger at lave store reformer og gennemgribende regelændringer. Men reelt ændrer vi meget lidt. Til trods for meget store anstrengelser.

Bogens store kæphest er, at “hvis du vil forandre dig mere, skal du forandre dig mindre”. Hvormed han mener, at hvis du har gang i 100 forandringsspor på en gang, så vil ingen af dem lykkes. Det gælder for organisationer – og det gælder for mennesker.

Det gode ved denne bog om organisationsforandringer, er det det egentlig også føles som føles som dyb menneskelig indsigt. Jeg kan heller ikke forandre mig, hvis jeg har for mange spor i gang på én gang.

Bogen har en hel masse guldkorn omkring ting, som jeg som embedsmand hele tiden støder på: 1) Overoptimisterne belønnes for deres kådhed, men opnår sjældent deres mål, 2) jo flere man er om at løse en opgave, jo sværere bliver det, 3) fuld kapacitetsudnyttelse er sjældent særlig effektivt.

Altså vi har vel alle sammen prøvet at være fuld belagt med opgaver. Det er ikke særlig rart, og jeg når i hvert fald aldrig at prioritere mine opgaver rigtigt. Det er mere at løse det første, som popper frem. På min mail, på min telefon i mit hoved. Han bruger ganske meget energi på at vise, at det mest effektive system har altid mennesker ansat, som ikke laver noget. At fuld kapacitetsudnyttelse er død ineffektivt.

Jeg håber, at bogen kan medvirke til, at vi begynder at forstå, at vi er nødt til at have slack i systemerne, hvis de skal fungere effektivt. Det bliver aldrig sagt højt. Der skal altid spares 2 pct. Der kan altid skæres lidt mere ind til benet.

Men historien om kvinder i aktiv fødsel, der bliver sendt tværs over Sjælland med i en taxa vidner om, hvorfor der aldrig må være fuldt booket på hospitalerne. Systemet har simpelthen fejlet, hvis der ikke er plads til alle fødende, der er tilknyttet til et hospital. Så har man skåret for langt ind til benet, og nu er opgaveløsningen hverken effektiv eller forsvarlig længere. De prioriteringer der skal foretages er lige så gennemtænkte, som når jeg sidder og shuffler i blinde mellem regeringssager, borgersvar, telefonopkald og mailbesvarelser.

Münster har nogle fascinerende regnestykker, der underbygger den påstand. Men grundlæggende er pointen blot, at vi skal huske, at den forudsætning for smidige og agile organisationer er medarbejdere, der ikke har opgaver til 100 pct. af deres arbejdstid. Der er rart at vide, de dage hvor jeg får dårlig samvittighed over, at jeg ikke har opgaver til en hel dags arbejde.

Bogen er virkelig anbefalelsesværdig. Både for visdom og for grin. Jeg vil unde alle at læse kapitel 8, hvor Randers’ bud på deres mission/vision/DNA/osv bliver hudflettet og udstillet for, hvad det er: total nonsens.

På et tidspunkt siger Münster noget, som er så simpelt, men også så genialt: “For at kunne ændre adfærd, skal man kunne føre en meningsfuld samtale om den”.

Guderne må vide, hvor mange voksne mennesker, der hvert år bruger ugevis på strategi-værksteder for at definere deres organisations “kerneværdier”. Et setup hvor den meningsfulde samtale som regel glimrer ved sit fravær.

Billedet på intranettet – et eksistentialistisk spørgsmål

Når du starter på min arbejdsplads, vil du på et tidspunkt i løbet af din første dag få stukket en ipad i fjæset, hvor du under lysstofrørenes flatterende lys – og med dit “jeg-er-ny-på-job-og-har-ikke-set-mig-i-spejlet-siden-i-morges-men-jeg-sveder-ret-meget”-ansigt får taget et billede til intranettet. Nogle mennesker ser godt ud på det her billeder.

De fleste gør ikke.

Jeg gør slet ikke.

Jeg er ikke et fotogent menneske. Hvis du tager 10 billeder af mig, så vil jeg grim ud på 9,5 af dem. Jeg vil selv sige, at jeg er pænere i virkeligheden. Men selv i virkeligheden er jeg ikke et pragteksemplar på den menneskelige race.

Jeg har lært at leve med det. I sådan en grad, hvor jeg nærmest afskyr forfængelighed. Fordi why bother? Vi er nogen, som kan bruge ret meget tid foran spejlet uden, at det gør en synlig forskel. Jeg har brugt mange timer hos hud-damer, som har shamet mig for mine bumser med henvisning til, at jeg nok spiste for mange chips eller vaskede mit ansigt for lidt. Herefter efterfulgt af – hvad jeg kun kan beskrive som mishandling og mersalg.

Det er en stor løgn. Det må jeg bare sige. Din huds skønhed er hormonelt betinget. Ingen mængder af guld, som jeg kunne smide efter skintonic og lort ville kunne rette op på det. Så efter at have levet med mange (og må jeg tilføje smertefulde) bumser til jeg var 27 år, fik jeg nogle kradsbørstige piller hos lægen. Som det første, jeg har prøvet, hjalp det. Men jeg skulle også love ikke at blive gravid i et år efter afsluttet behandling pga. stor sandsynlighed for voldsomme fosterskader – og jeg skulle månedligt til tjek for ikke at have fået selvmordstanker og depression. Så jeg giver zero fucks for, hvad Ole Henriksen og co. kan diske op med dyre cremer.

Det. Virker. Ikke.

Derfor: I dag er min beauty routine: Gå i bad med passende mellemrum efterfulgt af den lejlighedsvise body lotion fra Neutral. Brug mascara og lidt farve til brynene, hvis du er pyntesyg. Lad lortet sidde på til, det falder af eller du går i bad igen. (Mine øjenvipper sidder i øvrigt stadig på mine øjenlåg, selvom jeg har hørt en del bekymring af den art).

Tilbage til mit profilbillede på intranettet. Man kan skifte billedet. Enten til et man har liggende – eller man kan benytte den årligt tilbagevendende muligheden for at få en professionel fotograf til at tage et nyt billede. Sidstnævnte ville jeg gerne. Jeg har bare været uheldig, at barsel og pandemi kom i vejen. Så nu har jeg i snart tre år haft et mindre-flatterende billede på intranettet (og det kommer altså op hver gang nogen skal finde mine kontaktoplysninger).

Men jeg vil ikke være typen, som er så forfængelig, at hun går ind og skifter det. Men jeg kan bare se, at rigtig mange andre gør det. Det får jo min relative skønhed til at blegne endnu mere. Altså hvis alle har deres flotteste billede – og jeg har et af de grimmere liggende. Jeg kan heller ikke forsvare mig med, at billedet ikke er vellignende.

Så what to do? Det er et af de store spørgsmål, som I nok kan mærke. For jeg vil ikke være forfængelig, men jeg har jo tydeligvis allerede brugt alt for meget tid på at tænke over det. Man må vist ikke bruge så meget energi på at være u-forfængelig.

Charme, selvtillid og lækkert hår!

Alene på hotel

Jeg er taget på hotel med mig selv og brystpumpen. Vi er midt i et ammestop, fordi det faldt mig ind, at det var lige tidligt nok at stå op kl 4 hver dag. Og barnet er trods alt snart 1,5 år. Så jeg tager lige et par nætter, hvor den yngste og jeg ikke sover sammen.

Receptionisten oplyste ved min ankomst, at han ikke reserverede 20.000 kr på mit dankort, fordi jeg ikke lignede en, der ville ryge og holde fest på værelset. Jeg føler mig ramt.

Ammestop er en milepæl. Farvel til babytiden. Måske for altid? Jeg har forbundet amning med noget hyggeligt, meget intenst og langvarigt samvær med mit barn. Så jeg blev sgu lidt sentimental, da jeg krammede min nøgne og bade-rynkede lille dreng farvel her til aften.

Hotelopholdet har jeg selvfølgelig forsødet med både slik og færdigblandede drinks. Sukker og alkohol kan dulme hvert et vemod. Også har jeg lyttet til Hjerteflimmer for Voksne og siddet og farvelagt en malebog (for børn).

Det går igen, at selvstændighed og uafhængighed bliver lovprist i den udsendelse. Jeg føler mig ofte ramt. Og især sådan en aften her. Hvor jeg kun burde nyde at være alene og uden forpligtelser. Men hvor jeg også savner mine mennesker. Ret meget.

Jeg sover bedst, hvis de er hos mig. Hvis jeg blev skilt, ville jeg vitterligt mangle en halvdel. Når man har levet snart 16 år som makkere, så bliver man en fast del af hinandens måde at trække vejret på.

Jytte (parterapeuten i programmet) ville nok ikke være imponeret over min evne til at følelsesregulere mig selv.

Jeg vinder sgu ikke det der selvudviklingsspil.

Så det er godt, at jeg har Marabou Daim, så jeg kan klare mig alene en aften.