Grænser for det grænseløse arbejdsliv

 

MacBook Pro near green potted plant on table

Jeg skylder vist en update. Jeg har brugt en del tid på at brokke mig over mit arbejdsliv herinde. Det førte til, at jeg sendte to ansøgninger ud i universet og blev kaldt til to jobsamtaler (yay!).

Jeg gik til begge jobsamtaler og erkendte, at jeg slet ikke kunne overskue at skifte job. Jeg fik ét afslag og trak min ansøgning fra det andet. Egentlig var jeg lettet over ikke at skulle til at sige op. Lære nye navne. Køre en anden vej på arbejde. Lære nye IT-systemer og adgangskoder.

Jeg fik talt mig til rette med min nærmeste kollega. Det gik godt. Vi aftalte, at vi skulle tale mere lige ud af posen fremover. Ingen dårlig samvittighed og at tage spændende opgaver. Ingen dårlig samvittighed over at gå tidligere fra job en den anden. T.A.L. hvis du er sur.

Så gik der nogle uger med det. Og nu vælter det bare ind med sager. Jeg kan ikke følge med. Overhovedet. Jeg burde sidde og lave sager nu til ministeren om alt muligt pis og (især) papir. Vi har flere lovforslag på vej. Vi har samråd. Og så er der alt den almindelige drift med folketingsspørgsmål, bekendtgørelser, borgerhenvendelser og orienteringssager.

Jeg har arbejdet 36 timer i denne uge. Og det er torsdag. Og jeg tror ikke, at fredag bliver ugens sidste arbejdsdag. Det er ret tydeligt, at jeg arbejder udover min kapacitet for tiden. Jeg karter rundt i mine ting. Jeg shuffler mellem opgaver i et væk. Jeg kan ikke tænke kreativt overhovedet. Og jeg kan ikke længere prioritere mellem opgaverne. Jeg starter bare og håber, jeg på et tidspunkt når i et slags mål.

Det er lidt sjovt. Men mest udmattende. Ugens første dage så jeg kun min dreng i 20 minutter, før han blev lagt i seng.  Det er altså alt alt for lidt. Og ikke i orden.  Derfor gik jeg tidligt i dag. Men alligevel kunne jeg se mig selv skrive “jeg er på mailen”, “jeg logger på efter kl. 18” og “jeg gør det så hurtigt, jeg kan”. Og nu skal jeg altså til at logge på igen. Og arbejde videre, når jeg allerhelst bare vil lade være.

Hvordan i alverden holder man fri, når der ikke er en grænse for, hvor længe man kan arbejde. Altså grænsen er præcis, der hvor du selv sætter den – og hvis den bliver sat ved “nu skal jeg altså sove” – så giver det ikke mig meget mening. Og jeg ved, at jeg slet ikke er den der arbejder mest. 45-50 timer om ugen er ikke usædvanligt. Men det er ikke noget for mig.

En af mine kolleger sagde, at hun var gået tidligt hele ugen. For det kunne hun mærke, at hun trængte til for at kunne hænge sammen. Jeg må høre hende, hvordan hun gør.

Kan man være feminist og for kønsskifteoperationer?

man holding three leaves

“Jeg er født i den forkerte krop” – er et udsagn, som meget ofte kommer op, når transpersoner skal forklare, hvorfor de gør, som de gør – og hvorfor de fortjener grundlæggende respekt.

Inden jeg går videre, må jeg hellere indlede med, at jeg synes, at alle mennesker fortjener respekt. Jeg ønsker ikke at støde eller tale nedsættende om nogen, særligt ikke folk, som sidder i en udsat, sårbar og sikkert også lidt ensom situation og føler sig helt forkert. Jeg håber derfor, at I vil læse resten af indlægget i det perspektiv.

Jeg har  i flere år har tumlet med på den ene side gerne at ville være rummelig og omfavnende, og på den anden sidde ikke kunne forlig mine feministiske idealer med ideen om kønsskifteoperationer m.v.

Som feminist har jeg det meget svært med udsagnet “jeg er født i den forkerte krop”. Jeg mener ikke, at vi meningsfyldt kan tale om rigtige eller forkerte kroppe. Der er kun kroppe. Når nogle mennesker vokser op og føler, at de absolut ikke kan leve et lykkeligt liv med det køn, som de biologisk set er blevet tildelt, så har vi i mine øjne fejlet fatalt.

Feminisme handler om for mig om, at vi skal have ligestilling mellem kønnene i betydningen, at dit køn ikke skal være definerende for dine livsvalg. Derfor har jeg meget svært ved påstanden om, at et menneskes lykke er bundet op på deres køn. Fordi det gør kønnet til det afgørende. Fordi det lægger en essentialistisk tolkning nedover, hvad det vil sige at have en penis eller en skede. At man skal have en skede for at gå i kjole og en penis for at være bankdirektør.

Jeg nægter ikke, at der er strukturer i samfundet, som gør det rigtig svært f.eks. at have en penis og tage en kjole på. Det er der helt sikkert, men det er strukturerne vi skal ændre på – ikke menneskene.

Min mand indvender altid på det her tidspunkt i vores diskussion, som har vi har haft om og om igen; “jamen, skal den enkelte så være martyr i det feministiske ligestillingsprojekt?“.

Det kan man aldrig tvinge andre mennesker til, men grundlæggende så er mit svar vel – ja! For operationer og hormonbehandling medvirker kun til at reproducere i helt absurd grad de strukturer, som man som transperson i virkeligheden forsøger at gøre op med. Det er de bånd, som binder mænd og kvinder til en bestemt adfærd afhængig af deres køn. Det er vel det, som feminismen blæser til kamp i mod.

Jeg mener, at vi bør hjælpe mennesker med at acceptere både sig selv og andre, som gode nok – som de er. Her vil jeg gerne lægge særlig vægt på, at vi ikke kan fornægte den form, som naturen har “valgt” at give os. Om det så er mand eller kvinde. Høj eller lav. Tyk eller tynd. Krøbling eller atlet. Så er vi alle sammen okay. Vi har alle sammen ret til frihed, kærlighed og plads uanset, hvordan naturen har formet os. (Et af de mere kuriøse eksempler er også historien om den hollandsk pensionist, som vil have ændret sin alder, fordi han mener, at han bliver diskrimineret på baggrund af den).

Så er der selvfølgelig nogen, som vil indvende, at mennesker altid former på vores naturlige udseende. Jeg plukker mine øjenbryn (hvilket principielt set også er tosset), andre får opereret deres bryster større og endelig er der nogen, som går meget radikalt til værks og ændrer deres kønsorgan/hormonbalance.  Det mener jeg dog ikke kun er et spørgsmål om gradsforskel, men om ændringer af helt forskellige karakter! (Især efter at jeg har prøvet den helt store hormon-rutsjebane, som er en graviditet. Hormoner ændrer ikke bare din fysiske fremtoning. Den ændrer din personlighed.)

Alligevel vil jeg stadig gå til forsvar for, at folk har ret til at gøre med deres krop som de vil. Kønsskifteoperationer skal ikke forbydes. Men som samfund bør vi ikke finansiere, at folk skal ændre sig selv for at føle, at de kan være i verden. Der skal laves plads i verden til dem, de er i udgangspunktet.

Vi bør i stedet ændre verden. Lave kønsneutrale toiletter. Tillade opklædningsbåse i svømmehallen. Og vi bør forske i om, der er nogle mønstre i, hvorfor nogle mennesker føler, at deres krop er helt helt forkert. F.eks. ved vi allerede, at der er noget, som hedder interkøn – som er den biologiske spøjse ting, hvor et menneske har både mandlige og kvindelige kønstegn – og derfor ikke entydigt kan inddeles i hverken han eller hun kategorien.

Her er det jo netop ikke kroppen, som er forkert – men det label, som personen er blevet tildelt ved fødslen, som har været forkert. Vi kunne have sparet denne 1-2 ud af 1000 personer meget smerte og forvirring ved, at vi var mere tilbageholdende ved at definere børns køn så tydeligt, som ingen kønsidentitet har endnu (ja, det er  hårbånd til skaldede børn og fascistiske farvekoder, jeg taler om!).

Jeg er fortaler for, at vi lægger mindre vægt på menneskers køn – ikke mere. Vi skal lave større og bredere kasser i stedet for at skære folk til, så de passer i de kasser, som vi allerede har. Hvis et skridt på vejen kan være, at man har mulighed for at vælge et nyt navn, sætte kryds ved “intetkøn” i sit pas eller etablere kønsneutrale cpr-numre, så lad os starte der. Men jeg synes ikke, at vi skal operere eller medicinere raske mennesker.  Vi skal lave plads til mennesker, som de er.  

Det virker usandsynligt, at transpersoner  vil mene, at de argumenterer for, at vi skal være mindre tolerante, så jeg vil så gerne høre fra jer:

Hvad er det, jeg overser? Hvordan kan ideen om, at et køn er forkert være forenelig med ideen om, at der skal være ligestilling mellem kønnene? Hvordan kan man sige, at man er tolerant, når man samtidigt siger, at der er visse ting, som kun en pige/dreng gør? Og hvordan kan kan tale om, at man først er en “rigtig” pige/dreng, når man har fået ændret sin fysik og hormonbalance? Hvordan er det respektfuldt  over for nogen? Hvordan er det ikke et skråplan af dimensioner at tale om “rigtige” drenge/piger og “forkerte” kroppe? 

 

 

 

Mafiametoder og søvntræning

sleeping baby on gray cushion

Det er nok ikke gået mange forældres næser forbi, at der pågår en ret heftig debat omkring brugen af “Godnat og sov godt”-metoden. Nu har jeg – som de fleste andre formentlig – heller ikke læst bogen, men den overordnede diskussion går på, om børn under nogen omstændigheder må “græde sig selv i søvn”.  Så det er alene det, jeg forholder mig til.

Søvntræning kan have mange ansigter – og det er slet ikke alle, som jeg vil stå på mål for. Men jeg synes, at det er hysterisk at påstå, at børn får varige mén af, at deres forældre lader dem græde i afstemte tidsintervaller (fx. 15 min af gangen) i få dage (typisk 2-3 dage), hvor man træner, at barnet lærer at “trøste sig selv”, når det vågner op om natten.

Jeg har selv anvendt metoden et par gange, når Huberts søvn er stukket helt af. Konkret taler vi om, at vi ikke har fået lov at sove, fordi han har grædt i timevis i løbet af natten og har været utrøstelig. Uanset om vi var der eller ej. Vi startede selvfølgelig også med at vugge, kysse, amme, klappe, hoppe på bold, synge og hele det show, som forældre ruller ud for deres børn af ren og skær kærlighed. Det hjalp bare ikke. Han skreg og skreg og skreg.

Så prøvede vi os forsigt frem med denne metode, efter han var fyldt 3 måneder. Og guderne skal vide, at vi diskuterede det rigtig meget. Jeg var klart på “soft-on-crying”-holdet, fordi jeg som mor oplevede, at hele kroppen kunne knuge sig sammen, når baby græd. Men det magiske skete, at efter to dage var der væsentlig fremgang. Hubert faldt hurtigere i søvn, var mere rolig og sov i længere tid. Vi sørgede selvfølgelig for undervejs, at hans behov var opfyldt, og at han ikke var til fare for sig selv. Helt lavpraktisk gik vi ind til ham efter afstemte intervaller (først 10 minutter, så 15 minutter og sidst 20 minutter) og når vi gik ind til ham, brugte vi 1 minut på at prøve at trøste ham (give ham sutten, ae ham, putte ham på ny), hvorefter vi gik igen.

Vi gjorde det, efter vi havde læst intenst på the science of mom  bloggen,  hvor en kvinde med en ph.d. i neurobiologi har læst sig igennem forskning på børneområdet og gennemgår resultaterne letlæseligt. Hun præsenterer (og henviser undervejs til) forskning, som viser at metoden er effektiv og ikke skadelig (heller ikke på længere sigt).  Ligesom hun gennemgår den kritiske forskning. Jo, børn er selvfølgelig mere stresset, lige når det står på, men på længere sigt gavner det barnet, da metoden reducerer gråd og forbedrer søvnen markant.

Jeg var derfor overrasket over, at der opstod en folkebevægelse, som hævdede, at jeg havde misrøgtet mit barn. Jeg forsøgte at gå lidt ind i debatten på et opslag på facebook, men der var ikke den store forståelse for, at der var andre måder end samsovning, der kunne sikre børn en tryg sove-oplevelse. Jeg fik alene bemærkningen “du har ret til at mene, hvad du vil, men jeg vælger at give mit barn tryghed og omsorg” og “mit barn sover faktisk heeeeele natten” og endelig vinderen “VILLE DU MÅSKE GERNE GRÆDE DIG SELV I SØVN HVER AFTEN, HVA HVA HVA?!”.

Jeg har sgu også forsøgt mig med samsovning. Jeg er slet ikke så ensporet. Hvis Hubert sov, når vi sov sammen, så kan jeg love jer for, at det var det vi gjorde. Det gør han bare ikke. Han leger, pjatter, sparker og river sin mor i hovedet (med mindre han er syg, så går det ok). Jeg ville elske at sove sammen om natten. Top hyggeligt omend upraktisk.

Jeg tror ikke på, at én metode får os hele vejen. Vi må spille på flere heste. Det gør vi i hvert fald herhjemme – og nogle ting virker nogle gange – men intet af det vi har prøvet virker hver gang. Jeg ville bare benytte lejligheden til at sige “is på”. Dit barn har ikke lidt overlast, hvis du har forsøgt at lære det at trøste sig selv. Metoden står ikke i modsætning til at skabe gode, trygge og faste putterutiner. Den fungerer jo klart bedst, hvis den kombineres med andre effektive metoder, f.eks. sut og regelmæssighed.

Men det er klart, at hvis dit barn sover ret godt i forvejen, så har du nok ikke  brug for denne metode. Hvis du samsover, så giver det heller ikke den store mening (for du er der jo alligevel). Men jeg vil gerne opfordre til, at man kan rumme, at vi er nogle forældre, som har været nødt til at tænke lidt ud af boksen, for ikke at alle skal græde sig selv i søvn forevigt.

Og det giver altså ingen mening at hævde, at børn lider overlast af metoden baseret på studier af børnehjemsbørn (der er nok en del andet, end cry-it-out på spil her) eller at påpege eller at børns gråd er deres eneste måde er kommunikere på, og vi altid skal reagere på gråden. Metoden opfordrer jo ikke til, at du aldrig reagerer på gråden. Den opfordrer til, at du forsøger at reagere systematisk i en periode og give barnet en chance for at lære at håndtere adskillelse (og hvad der ellers foregår i babys hoved).

Lidt ligesom man lader sig barn prøve at tage tøj på selv, selvom det giver anledning til arrigskab og frustration. Der er nogen ting, som vi skal lære, som kræver både blod, sved og ja tårer. Og man kan godt være en god, kærlig og omsorgsfuld forælder, selvom man søvntræner sit barn.

Jeg vil derfor opfordre til at være lidt mere rummelig over for andre menneskers forsøg på at deres børn til at sove. God nat derude – jeg håber, at I får lov at sove godt.

 

I’m bitter and I’m proud!

Jeg vidste godt, før jeg poppede en baby, at det var hårdt at have børn. Jeg vidste godt, at det ikke var et ubetinget gode for parforholdet, at to blev til tre, og at man have mindre tid til hinanden. Alt det vidste jeg teoretisk set godt.

Som de fleste enten allerede ved – eller senere bittert erkender, så er der temmelig stor forskel på teori og praksis. Jeg har klart undervurderet, hvor hurtig mangel på søvn totalt ændrer ens personlighed og stresstærskel – og hvor fysisk ondt det gør at blive vækket, når man liiiige er faldet i søvn.

Jeg har stærkt undervurderet, hvor lidt overskud man har til sin partners ønsker og behov. Man bliver et lille bitte menneske, som rager den lille snas af overskud/selvopretholdelsesdrift til sig, når først barnet er fodret, vasket og skiftet og nu endelig sover. Man kan nå derud, hvor man ikke under hinanden noget som helst.

Det er som regel (relativ) kortvarige følelser, men jeg har flere gange fået sådan en ud-af-kroppen oplevelse, hvor jeg tænker “shit mand, det kan sgu være, at det er os, der ender med at blive skilt”. For jeg kan slet ikke se, hvor overskuddet til at tale ordentlig sammen og indgå kompromisser skal findes henne. Det siger ikke så lidt, for vi  har faktisk lige haft 13 års-kæreste dag, og jeg har aldrig tidligere tænkt, at vi måske ville gå fra hinanden.

Min mand mener, at jeg har en tendens til at frygte det værste (og plabre løs om dem), så jeg forsøger at holde dystopierne på afstand ved at placere humoristiske påmindelser strategisk rundt omkring i huset:

En af mine favorit leverandører af hverdagskomik er tegneren Line Kjeldsen Jensen. Jeg forærer hendes bog til alle barselsbesøg, jeg skal til – for hun er simpelthen genial.

Hun formår at gøre to ting: 1) at få mig til at grine, og 2) at få mig til at føle mig som en del af noget større. Hun beskæftiger sig med moderskabet, som noget der har væltet kvinder på røven til alle tider. Som en orkan, der hvirvler kvinder rundt i helt nye og ekstreme udfordringer i en blanding smerte, snask og kærlighed. (Line er i øvrigt ikke den eneste, som kan det. Jeg synes, at den her blogverden giver overraskende rum og plads til, at kvinder udveksler nogle af de mest ærlige historier om det at blive mor – også STOR tak til jer derude!).

Derudover er Lines historie præget af, at hun er meget alene hjemme med børnene (fordi far er rockstar) – og hun rammer parforholdskonflikterne helt perfekt. I mit køkken hænger denne tegning fra hendes hånd:

Jeg muntrer mig over den dagligt – og det er netop oftest i køkkenet, at vi har denne her universelle diskussion om, hvem det i virkeligheden er mest synd for (MIG!).

For at holde mig selv oppe i løbet af dagen og for at markere over for verden, at jeg formentlig kunne have været i bedre humør, hvis ikke hele verden var så irriterende. Så bruger jeg denne mulepose som arbejdstaske (hvilket på sin vis er meget en upassende taske i arbejdsøjemed):

Den fanger bare den der ufattelig overmandende følelse, jeg kan rammes af, når jeg siger nej tak til sjove arrangementer, jeg absolut ikke kan overskue. Eller når mit barn er en røv-banan og ikke vil sove. Når jeg skal gå på arbejde efter at have sovet i tre timer. Når folk spørger om irriterende ting. Eller når ens mor har sagt et eller andet halvvejs fordømmende om ens opdragelsesmetode (som for mit vedkommende i bedste fald er famlende). Eller når et eller andet tåbeligt går mig på. Så jeg nemlig både stolt og bitter!

Den sidste påmindelse om, at alt er som det skal være, selvom der er hårdt, er Maren Utaugs (en anden yndlingstegner) tegning om børn og parforhold. En af vores venner læste billedteksten med følgende bemærkning:

»’Børn er en gave for parforholdet’ det passer vist ikke helt, hva? Høhø… Nej, vent er det en bombe?!?«

Og det er lige præcis, hvad det er. Børn er bomben.

Det er de små ting der tæller

Vi har været på ferie.  Vi tog til Mallorca. Ikke verdens mest eftertragtede feriemål, hvis man gerne vil være lidt hip. Det er vist mere noget med bounty-strande, tuk-tuk’er og lækker asiatisk mad.

Men hold kæft hvor er det luksus, at der er 20-25 grader om dagen, at badevandet er lækkert, at der er børnevenlige restauranter og legepladser på hvert er gadehjørne. At alle forstår engelsk. At der er morgenmadsbuffet med nutella-pandekager, at personalet siger pænt “hola!” hver morgen og det tager 10 minutter at komme til stranden.

Så gør det ikke noget, at man ikke kan sparke sig frem for badedyr, “sjove” souvenirs og Spar-købmænd med intet andet en lort og cola til salg. Det er nemlig de små ting som tæller.

F.eks.  var det virkelig dejligt:
– at vi i Kastrup lufthavn fandt legeområdet, hvor barnet kunne “krudte af”  før flyveturen, mens mor og far spiste burgere og drak store colaer.

– at vi for beskedne 57 kr. kunne få en m&m dims, der kunne lyse, når viften kørte. Den reddede flyveturen, for en 1-årig er let at imponere.

– at vores biludlejningsselskab havde et koldt lokale med legetøj til at fordrive ventetiden, mens vi fik bilen udleveret (og at ventetiden til med var kort).

– at vi bare var sammen og ikke skulle noget som helst. Der var intet, vi skulle opleve andet end hinandens nærvær. Det var dejligt.

– at det er en billig rejsedestination, og man derfor bedre kan holde forventningerne til ferien nede, fordi man ikke har brugt en kvart årsløn på projektet.

På den anden side var der også små sten i skoene:

– uge 43 er vist den allersidste uge Mallorca holder åbent i. Så der er lidt den stemning, som der er i Bilka ti minutter før lukketid: “Vil I ikke godt snart gå hjem, så vi kan få fri?” Der var i hvert fald flere restauranter og butikker, som tydeligvis lukkede af for vinteren. Gjorde frysere rene og flyttede alle møbler inden for.

– man bliver lidt træt af mainstream-skod turistmad inkluderende alt for salt paella, fesen pizza og overkogt pasta.

–  barnet fik feber på tredje dagen. Jeg ved ikke, om det var de spanske bakterier, efterårskolde pools eller et rent tilfælde, men han blev ret varm og slatten de sidste par dage. (Det var egentlig ret hyggeligt om dagen, hvor vi puttede og hyggede . Og ret irriterende om natten, hvor jeg fik jobbet at ligge med et febervarmt, grædende og sparkende barn.)

– at Alcudia (by i Mallorcas nordøstlige hjørne) er dårlig tilgængelig med klapvogn . Det er ikke umuligt, men man bliver træt af 40 cm. høje kantsten, palmer placeret på fortorvet (hvorfor?) og små trapper alle vegne.

– at vi kom til at gå til den forkerte gate i lufthavnen og var nødt til at gå igennem security m.m. TO gange med et feber-surt barn og ingen klapvogn (i Palmas lufthavn er der ingen låne klapvogne eller lignende. Shit det er dumt!).

Samlet set vil jeg dog på det varmeste anbefale at tage på efterårsferie til de semivarme-lande med kort flyveafstand, billige rejser og skøn varme. Mallorca er en klar vinder i mine øjne.

 

Om at gå på arbejde, når far passer barnet

green plant beside white deskJeg havde en kvindelig chef en gang, som sagde, at det var den bedste tid overhovedet, når barnets far havde barselsorlov. ”Så kan man arbejde igennem uden at bekymre sig om noget”. Den oplevelse deler jeg ikke. Jeg synes egentlig, at det er en af de absolut hårdeste tider.

Forleden mødtes jeg med en veninde, der netop var kommet tilbage på sin arbejdsplads efter endt barselsorlov, og hvor barnets far nu tog sine tre måneders orlov. Jeg var meget forundret over, hvor ens vores oplevelse af at komme tilbage til arbejdsmarkedet var. Noget med at det var helt vildt hårdt at undvære ungen. At arbejde efter kl. 16 var næsten ubærligt, fordi man følte at hvert sekund der gik, så missede man noget meget vigtigt derhjemme. Og at ingen rigtig forstod, at det var hårdt.

Hun fortalte om en chef, der havde bedt hende til at blive på kontoret til kl. 18.30 for blot at rette ét ord i et notat, selvom hun havde været inde på chefens kontor adskillige gange og spørge, om hun snart kunne gå. At hun havde kørt grædende hjem den dag. Fordi alt ved det var forkert. Chefen må ikke have fattet, hvor grænseoverskridende det er at bede en nybagt forælder om at blive lidt længere uden reelt at give dem muligheden for at sige nej. Hun havde søgt et nyt job samme aften. Nobody messes with a mama-bear!

”Far-er-på-barsel”-perioden er hårdere end nogen andre perioder, fordi:

1) Det er den første tid uden barnet. Det havde nok også været hårdt, hvis man skulle aflevere sit barn direkte i vuggestuen. Men i det tilfælde er barnet typisk ældre, så på en måde ikke. Jeg følte i hvert fald, at det var ret forceret at bryde symbiose-tilstanden ved 8 måneders alderen, men det er ikke alt her i livet, som behøver at føles godt for at være rigtigt. Et barn har også brug for sin far. Og omvendt.

2) ”Far-på-barsel” perioden er derudover kendetegnet ved, at ens chef ikke fatter, at det ikke længere er en mulighed at ”arbejde igennem” for at løse en opgave. Enten er det fysisk umuligt eller psykisk ubærligt. Det er meget lettere at sige fra / undgå diskussionen, hvis man skal hente barnet i institution. Der er alligevel ingen chefer tungnemme nok til at tro, at man vil efterlade ungen hos en pædagog natten over. Så det hjælper med at sætte en ramme for en rimelig dialog.

3) Man ammer stadig om natten, men skal nu også stå tidligt op og forsøge at ikke at ligne et menneske, der har været på druk hele natten.  Sådan gik det i hvert fald hos mig. Det er nok ikke ikke alle kvinder, som er lige så tykhovedet.  Jeg ved ikke helt, hvordan vi endte der, men det var vist noget med, at jeg vågnede først, havde ømme bryster, savnede barnet ustyrligt og natteroderi er jo også en slags kvalitetstid, ik?

Dette indlæg går ud til alle chefer, der lige har fået en nybagt mor tilbage på arbejdspladsen. Pas nu på hende! Hun er stadig mor, selvom far går derhjemme. Og det er helt sikkert hårdere, end du lige går og forestiller dig. Og til alle de mødre, som er på vej retur til jeres job. Det er hårdt og få anerkender det! Men det bliver bedre…

Om kærlighed til ting

 

En af mine veninder er igang med at rydde op i sin lejlighed efter et koncept, som blandt andet består i, at man kun beholder ejendele, som bringer en glæde. Hun har i den forbindelse smidt sin æggedeler og kartoffelskræller ud.

Jeg har tænkt meget over ideen. Umiddelbart lyder det jo dejligt at få ryddet op og ryddet ud. Vi ejer vist alle sammen for mange ting. Eller i hvert fald mange flere, end vi har brug for. Men at smide sin æggedeler og sin kartoffelskræller virker alligevel radikalt. Altså måske ikke, hvis hun havde flere af dem – og kun beholdte den bedste/pæneste/mindste, men altså det var dem, hun havde. Nu kan hun ikke dele sit æg eller skrælle sine kartofler.

Jeg ved ikke, om det ligefrem bringer mig glæde at dele æg og skrælle kartofler, men det har da i hvert fald en funktionalitet, som jeg sætter pris på. Så jeg begyndte at tænke mere over mit forhold til ting.

I virkeligheden bringer meget få ting mig glæde. For de er ting. De udfylder et formål, og det kan de gøre mere eller mindre godt. Men deres eksistens har ikke i sig selv en værdi.

Jeg ejer ikke ret meget nips – og det, jeg har, er arvestykker og krimskrams fra ferier. Jeg kunne aldrig finde på at ønske mig (og slet ikke købe) en Kay Bojesen abe. Det virker for mig tåbeligt at købe noget, som koster meget mere, end det er værd – og som absolut ingen funktion har. Det er jo ikke legetøj.  Den kan ikke noget. Det er pynt. Den har intet formål andet end at se pæn ud.

Jeg ejer selvfølgelig også ting, som kun er til pynt. Men det er ikke ret meget – og det meste er faktisk billeder på væggene. Jeg føler mig latterlig, hvis jeg betaler mange penge for én ting. Det dyreste, jeg ejer, er vores barnevogn og den står altid ulåst uden for (det er ikke helt rigtigt, for vi har også en bil,  men den må være lidt uden for kategori).

Jeg har altid fundet mærketøj, som værende et mærkeligt koncept, hvor man betaler mere for en vare for, at man kan få lov at reklamere for den. Der er selvfølgelig noget med brands, som kan være en markør på kvalitet eller en bestemt stil, men hvis jeg kan mærke på mig selv, at jeg mest vil købe noget tøj, fordi det er et brand, så køber jeg det ikke alligevel.

På samme måde bruger jeg heller aldrig mange penge på tøj til Hubert. Han er jo pisse ligeglad med, hvilket mærke hans tøj har – og han bruger det meste af sin tid på at svine sig selv til. Det giver ikke mening at købe dyrt tøj til ham. Så jeg sidder med åben mund og polypper, når jeg ser folk style deres skaldede babyer med hårbånd, tale om smukke flyverdragter og style børneværelset med største omhyggelighed (f.eks. at hænge babytøj på bøjler, hvornår er det smart??).

Som I nok kan mærke, så dyrker jeg det anti-materialistiske en liiiille bitte smule. Men nogle gange, så får jeg stoppet dyre ting ned i halsen: Jeg fik to musselmalede termokopper i bryllupsgave, selvom vi specifik havde frabedt os at få ting af porcelæn (det er for mig at se, det mest latterlige, man kan give nogen i gave). MEN det var altså nogle sindssygt lækre kopper. De bragte mig nok alligevel i sig selv en slags glæde.

Jeg var i hvert fald ked af det, da den ene smadrede mod vores klinkegulv fornyligt. Det er måske en anden grund til, at jeg primært ejer billige ting:

Det gør ikke så ondt at sige farvel til dem.

 

 

 

 

Observation 6: Penalhus-piger

color pencils

Ministre kan godt lide at holde, hvad de lover. Og de er vilde med at love ting. Mange mange ting – og nogen skal følge op på alt det lort, som bliver lovet. Stort som småt; En evaluering, en opfølgning, et brev, en kortlægning, en taskforce. Løfter bliver givet i kanten af møder, i folketingssalen, i et brev, på mail, på en serviet, over telefonen. Der er rigtig mange løfter, som flyver rundt.

I ledelseslaget var det gået op for dem, at der enkelte gange er ting, som smutter. At vi glemmer ting. At ikke alle brødkrummer, som en minister efterlader sig, er blevet samlet op af en velvillig embedsmand. Der er tale om forglemmelser og sjusk. At virkeligheden rammer.

Min chef henvendte sig til kontoret som helhed: “Hvordan ser I for jer, at vi kan sikre os, at det her ikke sker igen?” 

En håndfuld mennesker, med ja-hatten skruet godt på hovedet, foreslog, at vi da bare kunne udvide “løfte-listen” (Ja, det er præcis, hvad det lyder til. En liste over alle ministerens løfter, som skal opdateres ugentligt af alle 200 ansatte i departementet = dødens pølse!).

Vi kunne også lave et sindrigt kalendersystem!

“Studenterne kunne opdatere fælles kalenderen med opgaver, som skal løses på længere sigt, så vi ikke glemmer det – selvom der kommer nye folk på opgaven – eller sekretæren kunne gøre det”

(Her begynder vores sekretær at klø sig i ansigtet med to langemænd.)

Kun én formaster sig til at foreslå, at der ikke gøres noget anderledes, da der altid vil ske fejl, og vi snart ikke kan overskue flere latterlige lister, som skal opdateres i et væk – og som ingen gider glo på.

Efter mødet  står tre af mine mandelige kolleger og diskutere mødets tema, og hvordan vi dog kan undgå en ny liste, som skal opdateres jævnligt. Jeg sidder ved mit bord og er ikke en del af samtalen, men spidser alligevel ører, da jeg hører:

“Det er typisk sådan nogle penalhus-piger!

Da jeg spurgte, fik jeg følgende definition på begrebet, jeg aldrig har hørt før:

Det er sådan nogle pernittengryn piger, som sidder på første række og allerede ved semestrets start vil vide, hvad vi skal til eksamen i – og hvordan man helt præcist henviser til de forskellige tekster. Og så organiserer de deres penalhus!

Jeg forstår ikke, hvor det kom fra for det bedste forslag til mødet kom fra en kvinde:

“Lad os nedsætte en arbejdsgruppe og vente på, at der kommer valg!”

Underlig onsdag

Be Reasonable neon signage

I dag har været en besynderlig dag og den slutter med semi-blue fornemmelse, selvom det vel ikke for alvor kan forsvares:

Gode ting der er sket i dag:

+ Vi har fået rengøringshjælp – og huset funkler for først gang, siden vi flyttede ind. Både hus og samvittighed er ren – for det er selvfølgelig ikke sort!

+ Jeg har været til jobsamtale på et virkelig spændende job med gode chefer og spændende område.

+ Jeg har fået ro til at løse nogle vigtige arbejdsopgaver OG fået tid til at skrive et blogindlæg her til aften.

+ Solen har skinnet, og jeg har hørt “Cobrastyle” med Teddybears på repeat (Bongidi oingidi Dengideng Digidigi)

Dårlige ting der er sket i dag:

÷ Huset funklede i meget kort tid, da Hubert valgte at tvære pasta kødssovs ud over det mest af køkkengulvet, pisse på badeværelsesgulvet og skide i badekaret (what the fuck?!)

÷ Jeg klarede ikke jobsamtalen særlig godt, til dels fordi jeg ikke virkede entusiastisk nok. På en måde håber jeg ikke, at jeg får jobbet tilbudt, for så behøver jeg ikke stå med dilemmaet om, hvorvidt jeg skal lade et godt job flyve, fordi jeg ikke kan overskue at skifte.

÷ Jeg er alene hjemme igen igen – og min mand har været meget lidt hjemme på det seneste . Igår aftes brugte vi det meste af aftenen på at skændes om, det er rimeligt, at Farmor gerne vil have barnet overnattende, når vi egentlig ikke havde nogle planer selv.  (Gæt hvilket hold jeg var på).

÷ Cobrastyle er det perfekte nummer til den montage over dit liv, hvor man udelukkende ser klip, hvor du smiler, og alle du møder giver dig high fives og fortæller dig, at du er en kæmpe succes. Men sådan er virkeligheden bare ikke – og det er lidt trist.

 

BH’ens forbandelser

slice grapefruit

Dette er et råb om hjælp!

Hvordan i alverden kommer jeg til at kunne gå i flatterende undertøj igen?

Det her er ikke ligesom – hvad skal der til for at få en bikinikrop, hvortil den nærmeste feminist svarer – tag en bikini på. Det er ikke et spørgsmål om overskudsflæsk og slaskede patter. Slet ikke (selvom jeg er indehaver af dele – så er mit problem meget større).

Det handler om – *trommehvirvel* – at bøjle-BH’en klemmer livet ud af mig lige pludselig. Fra de første 10-15 år af min ungdom at have gået med lortet hver dag – så er jeg ikke længere i stand til at at have dem på. Det er som om, at et år med sports- og ammebh’er øget følsomheden i ryg- og brystregionen.

Jeg har været nødt til at erhverve mig TO Sloggi Zero Feel BH’er til 250 kr. (!) stykket (!!!). Vi taler om polyamid/elasthan stof uden syninger, men med to ‘jødehatte’ som indlæg for ligesom at spice det hele lidt op.

Det er vitterlig det mest behagelige undertøj, jeg har ejet i mit liv, men det er undertøj, som kun passer til t-shirts og rullekraver, fordi selve BH’en går langt op over brystet (måske hvis man har store jader kan man få en kavalergang, men altså tilbage til de slaskede bryster). Det vil sige, at jeg nu ikke kan gå i hverken stropbluser eller noget med en form for udskæring uden, at min Sloggi skinner igennem.

Når jeg engang i mellem tænker, at jeg skal bære noget andet en t-shirts og rullekraver, så formaster jeg mig ned i mine gamle BH’er med lukning, bøjler, blonder og hele muletjavsen. Og for satan altså.

De gnaver, klemmer, strammer og gør opmærksom på sig selv hele fucking dagen.  I gamle dage skulle de lige gås til, men nu er lidt lidt som om, jeg har viklet ståltråd om mig selv hele dagen. Om aftenen kan man så se røde mærker hele vejen rundt og over skuldrene. I dag måtte jeg lave snigeren og tage BH’en af i toget (det er jeg heldigvis ret god til at gøre uden at vække nævneværdig opsigt!).

Jeg har forsøgt at købe nye BH’er, men jeg synes, at det er det samme lort uanset hvad. (Eller ikke uanset hvad – jeg gider ikke bruge formuer på BH’er, som alligevel viser sig at være lort).

SÅ her er det. Mit råb om hjælp. Har I andre prøvet at opbygge overfølsomhed over for almindelige BH’er? Hvilket lidt mere lex-undertøj kan I anbefale? Jeg vil bare gerne have noget på, som ser ok pænt ud og ikke efterlader ar på krop og sjæl. 

På forhånd mange tak, de damer!