Er det overhovedet sjovt?

Da jeg var på vej hjem fra job i dag, stødte jeg på single.dk’s seneste reklame, der ser sådan her ud:

Jeg tænkte umiddelbart, at det var en ret skæg reklame, som gik til grænsen af, hvad man kan tillade sig at sige til folk. Den falder ind under kategorien »funny ’cause it’s true«.

Men ville jeg også synes, at den var sjov, hvis jeg var single og havde ledt efter kærligheden i flere år uden held? Havde datet flere idioter, der havde løjet mig op i ansigtet? Ville jeg synes det var sjovt, hvis jeg virkelig gerne ville have børn, men ikke kunne finde nogle at få dem med, fordi fyrene på min alder enten var optagede eller led håbløst af peter pan komplekser?

For det må være dem, Single.dk taler til. Dem der er særdeles trætte af at være single. Single.dk er i knæ pga. Tinder. Det eneste single.dk (muligvis) kan tilbyde er, at folk er mere seriøse hos dem (og er det ikke nyt i øvrigt? Var Single.dk ikke gamle dages Tinder?)

Men vil de seriøse kærligheds-jægere finde sig i at blive talt ned til?

 

Historien om æselperspektivet

Efter Karoline fra I carried a watermelon var så sød at nævne min blog i et af hendes indlæg, så har jeg ikke kunne få armene ned, fordi:

1) Jeg har læst med på Karolines blog længe. Jeg har grædt og grinet og jeg er helt vild med den. Så jeg er star-struck og stolt.

2) Jeg har fået mange nye læsere, og det er bare meget sjovere at skrive, når det bliver læst. Tak fordi I læser med. Jeg håber, vi kommer til at følges ad i lang tid.

Så jeg tænkte, at det var en god anledning til at forklare, hvorfor bloggen hedder “æselperspektiv”.  Det er ikke en reference til Peter Plys’ triste ven, hvilket  de fleste tror. Det er faktisk en (måske lige lovligt godt skjult) reference til TV-2 sangen Big Time og Honning, som starter sådan her:

“Går og gemmer på en drøm om liv
Som du har sendt til mig
En ørkenvandring i æselperspektiv
En lang og stenet vej”

De her linjer fanger på mange måder essensen af Steffen Brandts tekstunivers, som er en kæmpe hyldest til livet, hverdagen og kærligheden. Hans univers har plads til både store drømme og realisme. Det var også her, at min kærlighed til det danske sprog udsprang. Jeg synes, at han er fuldstændig eminent til at skabe store historier i det små. Til at få mig til at grine, når jeg ikke regnede med det – og til at give plads til det almindelige liv.

Så jeg synes egentlig, at det var et ret godt udgangspunkt for min blog.

Der ligger også noget i begrebet æselperspektiv, som jeg identificerer mig stærkt med i disse år. Altså det hårde arbejde i at få børn, at blive voksen og gå på arbejde hele tiden – og føle at livet er ude af ens kontrol.

Jeg har følt mig som et æsel flere gange undervejs. Når man skal uden for en dør – og skal pakke noget, der svarer til 15 kg baggage for at klare en eftermiddag i zoo. Eller når man står bøjet over vuggen om natten og overvejer, om man overhovedet kan løfte barnet op én gang til – eller næste morgen, når ryggen ikke for alvor vil rettes ud.

Men det også ret fantastisk.

Det er det, jeg gerne vil skrive om. Det hårde, det søde, det herlige, det svære, det sjove, det kedelige og alt det andet, som hverdagen byder på, når man først sidder i ‘voksen-fælden’.

 

 

 

Hund og barn i mellem – om det svære ved at få barn, når man i forvejen har hund

I dag løb min hund hjemmefra.

Min hund hedder Nova og er en dansk svensk gårdhund på snart 10 år. Hun er en puttehund, som elsker at ligge tæt under dynen. Vi plejede at gå til agility og gå lange ture på stranden. Vi var meget tætte. Hun er en akavet hund, der f.eks. bare står og ser lidende ud, når fremmede vil klappe hende, selvom hun bare kunne gå. Hun kan ikke lide støvsugeren, går meget i vejen, og hun kan ikke holde ud, hvis man hæver stemmen og skælder ud.

Da vi fik barn, var jeg meget bekymret for, hvordan vi skulle blive en ny familie. Jeg ville gerne have Nova med, så hun fik lov til fortsat at sove i sengen og måtte også gerne slikke på Hubert og snuse til ham, da han kom hjem til os. Hun gøede, når han græd og gik trofast ved siden af barnevognen. Hun lærte sågar at sidde under den, når vi skulle købe ind.

Det gik godt lige indtil, at Hubert begyndte at røre på sig. Vi er nødt til at have baby-gitter for trappen og lukke dørene rundt omkring. Nova vil være i samme rum som os, men helst uden Hubert. Vi er nødt til at lukke af indtil køkkenet, hvor hendes vandskål står, da Hubert ellers kravler med lynets hast hen for at vælte den. Det er langt fra optimalt.

Nu ligger Nova mest under sofaen og er mildest talt skuffet over situationen. Hun knurrer og snapper, når Hubert kravler hen og lægger sit tykke ansigt på gulvet for at se til hende og stikker de små fedtede fingre hen for at sige hej. Han flår puderne væk, som jeg har sat op, så hun kan få noget ro. Jeg skal være over dem hele tiden.

Det har ikke engang hjulpet, at Hubert gladeligt deler sin mad med Nova. Han både kaster det til hende og tager gerne en bid, efter hun har fået sin. Hun er forsigtig, når hun spiser ud af hans hånd. Hun har aldrig bidt. Men det gør man jo heller ikke mod hånden, der fodrer en, vel?

Jeg er i syv sind. Jeg kan ikke stole på hende. Hun er træt af Hubert, som kun en storesøster kan være det. Hun har oplevet et fald fra tinderne. Vi siger ikke hej til hende først, når vi kommer hjem eller putter på samme måde før. Det kan vi ikke. Vi går stadig lange ture og mange af dem hver dag. Også på stranden. Hun  bliver ikke forsømt, men hun opfører sig som om, det er tilfældet. 

Jeg måtte stoppe til agility. Jeg havde simpelthen ikke overskuddet til det eller lyst til at tage flere timer væk fra mit barn. Mine følelser for Nova er blevet meget komplicerede. Før var hun min elskede hunde-baby (uden jeg dog nogensinde har kaldt hende det eller omtalt mig selv som ‘mor’). Nu er hun bare pisseirriterende, og jeg sender hende tit i ‘aflastning’ hos mine forældre.

Idag løb hun så hjemmefra. Hun har flere gange, siden Hubert blev født, nægtet at komme med hjem fra tur eller med hjem fra mine forældre. På den måde er hun ret tydelig omkring, at hun er mindst lige så træt af situationen, som jeg er. Men hun har ikke før løbet decideret hjemmefra – sådan svusj ud af døren i fuld fart uden at se sig tilbage. 

Jeg ville ønske, at jeg kunne skrive en guide – tre trin til et godt forhold mellem hund og barn. Men jeg kender ikke de trin. Jeg synes, jeg har forsøgt at tage dem alle, jeg kunne finde, men de virker ikke. Nova vil være enebarn.  Alt det sjove ved at have hund er væk. Hun er en belastning. Ikke fordi hun skal have mad og luftes – og ind i mellem til dyrlægen. Men fordi hun truer mit barn og er ked af at være hos os.

Hun er ked af det, fordi jeg nogen gange er flippet helt ud, fordi hun vækkede mig om natten -efter at jeg havde været oppe og amme 4-5 gange. Hun ville bare gerne ind under dynen – kunne jeg lige løfte den op? Hun kravlede på et tidspunkt ind under vores nye seng, som er så lav, at hun ikke kan komme ud igen. Det går for det første ikke stille af sig, når en overvægtig gårdhund skal kravle gennem et hul, der er 15 cm. højt. Og da jeg også var nødt til at løfte en dobbeltseng kl. 3 om natten – dødtræt og mere hidsig end nogensinde før, eksploderede jeg. Nova kan ikke klare den skældud, som det medfølger, når jeg er træt helt ind til knoglerne og bare gerne vil sove.  Åh gud – hvor har jeg været hidsig på hende – og derfor tror jeg, at hun resigneret og i stedet går efter flugten.

Vi fandt heldigvis Nova igen efter et par timers jagt. Men det var med blandede følelser. Lige nu kan jeg kun krydse fingre for, at hun og Hubert en dag bliver gode venner, så vi kan få vores glade hund tilbage. 

Gode råd modtages meget gerne. 

Sådan får almindelige mennesker politisk indflydelse

1. Organisér dig

Størrelse betyder noget. Det ved vi – og det ved politikere. Det betyder noget, om du bare er Anne fra Amager – eller om du er Lizette fra LO. Ikke hermed sagt, at du skal være formand for noget for at blive hørt. Men de fleste problemer har en interesseorganisation, og du kan få dem til at køre din sag. Hvad end det er i medierne, i lobby-arbejde eller i retten.

Mange interesseorganisationer er også repræsenteret i lokale udvalg og råd. F.eks. er der handicapråd i alle kommuner, der er et vildtforvaltningsråd, et beskæftigelsesråd osv. osv. Hvor forskellige parter inden for et område er repræsenteret. Det er her, hvor du kan føre principielle sager og få dem løftet op på et politisk niveau.

Udfordringen ved denne vej er, at den er slagen. Det vil sige, at politikerne ikke føler sig særligt truet, når der er drøftelser i et råd eller udvalg. Fordi det typisk holdes i en mæglende tone og uden for mediernes søgelys,  er det meget lettere at ignorere. Til gengæld kan du få indsigt i, hvad baggrunden for et givent regelsæt er – og du kan finde ud af, hvilke andre interesser du er oppe i mod. Hvem er det, du skal have overbevist for at komme videre? Og du kan også få lavet nogle rigtig gode løsninger, hvis du kan finde ud af at gebærde dig i disse fora. Men vid hvornår du skal tage din kamp til næste niveau.

En betydelig lettere måde “at organisere” sig på er at lave en underskriftindsamling online. Det kan til et borgerforslag, som tvinger folketinget til at tage stilling til dit forslag. Det kræver 50.000 underskrifter, men er en effektiv måde at få politikerne til at tage stilling til en problemstilling. Du kan også bare lave en almindelig underskriftindsamling eller sågar facebook-gruppe (tjek fx. “Bevar de forhadte vandløb”). Det er oftest lettere at komme i medierne eller blive taget alvorligt, når du skriver til en borgmester eller minister, hvis du kan dokumentere, at du har en hel masse bag dig (det er jo potentielle vælgere).

Black and white photograph of the back view of street protesters in a rally in Washington.

2. Skriv direkte til den ansvarlige politiker

Når du har udtømt de officielle klagemuligheder, når der er truffet en afgørelse i din sag, så skal du ikke bruge mere tid på at klage til forvaltingen. Nu skal der andre boller på suppen. Find ud af, hvem der er ansvarlig for dit område. Hvis du er i tvivl, så send brevet til alle, du tror kunne være blandet ind i det.

Skriv til politikeren – direkte! Rigtig mange ministre vil gerne svare på ALLE breve, der kommer ind til dem (især i starten af en periode). Det er farligt spild af tid, for der kommer rigtig mange bizarre breve ind. (Jeg har engang behandlet et borgerbrev fra en dame, som var bekymret for størrelsen på hendes blomster i haven). Det er guld værd at få mulighed for at fremsætte sin sag for ansvarshavende politiker direkte.

Fordelen er, at du får mulighed for at fremstille din sag i sin helhed, og hvis du gør det godt (se punkt nr. 6), så kan du få lov at påvirke, hvilken løsningsmodel der bliver valgt.

Udfordringen er ligesom punkt 1, at kritik der gives privat er lettere at overhøre. I så fald bør du udnytte, at det demokrati har flere lag. Hvis du fx. oplever, at en borgmester ignorerer din kritik, så skriv til hele byrådet. Hvis det ikke virker, så skriv til den ansvarlige minister. På den måde kan du fremtvinge en reaktion alligevel. Hvis en minister ikke lytter, så skriv til hele det politiske udvalg, f.eks. retsudvalget er på justitsministeriets område.

3. Skriv på facebook

Når fornuftens stemme bliver ignoreret, så er det tid til at råbe og finde den store kanon frem. Du kender den allerede. Der er taget utrolig mange politiske slagsmål på baggrund af opslag på facebook. De spreder sig som steppebrande, og 67 % af alle danskere er der. Så her kan du virkelig få folks opmærksomhed.

Udfordringen ved denne metode er, at der sjældent bliver taget særligt gode beslutninger på baggrund af facebook-opslag, fordi det skal gå enormt stærkt, når først en shitstorm starter, for det politiske pres er betydeligt. Det vil sige, at politikere tit vil nedsætte en kommission, lave en undersøgelse eller sætte penge af til en taskforce. Det er ikke egentlige løsningsmodeller, men ren damage-control. Du kan derfor anse facebook-vejen, som god til at blive hørt, men du blive ikke nødvendigvis taget tilstrækkeligt alvorligt til at lave varige forandringer. Du skal være indstillet på at lave en del opfølgende arbejde for at følge det til dørs.

4. Skriv til pressen

Facebook kræver et minimum af indsats fra din side, men det virker kun for visse typer af historier, der fungerer i det medie. Det skal være en ret let historie at fortælle, og der skal være en meget klar skurk at fortælle om. Pressen kan også godt lide simple historier, men de tager trods alt fra tid til anden mere komplicerede historier op og er gode til at fortælle dem.  Så hvis du har en  historie, som måske også kræver lidt gravearbejde eller adskillige sammenhængende sætninger at få afdækket helt, så alliér dig med pressen. De gør også en dyd ud af at holde politikerne til ilden.

Det er dog særligt, hvis det er landsdækkende presse. Hvis du skal have fat i lokalpressen, så er det en god idé at lave benarbejdet selv. De har ikke så mange ressourcer til rådighed, så hvis de skal bringe en historie, så øger du din sandsynlighed for at blive bragt – hvis du skriver den selv (og de er ikke for fine til at bringe den uden dit navn på). Men det kan jo være her snebolden begynder at rulle, for politikerene får presseklip fra alle landets aviser.

Udfordringen ved at skrive til pressen er, at det kræver mere arbejde fra din side. Pressen har også sin egen agenda, så det er ikke sikkert, at din historie bliver fortalt, som du havde håbet.  Men enhver historien i risiko for at spinne ud af din kontrol, når den kommer ind i den offentlige debat.

5. Søg aktindsigt – og læs referater

Viden er magt! Derfor er det en god idé at vide en masse om det politiske emne, som du ønsker at ændre sig. Udover almindelig research er der en masse viden inden for forvaltningen, som kan være svær tilgængelig, men meget anvendelig. Du kan få den, hvis du fx. søger om aktindsigt.

Som embedsmand er det svært lige frem at opfordre til, at folk skal søge om aktindsigt (jeg må skrive et uddybende indlæg en anden dag, men helt kort fortalt, så bliver der spildt ufattelig mange penge på åndssvage aktindsigter fra folk, som må have adskillige diagnoser på CV’et).  MEN det er klogt at søge om aktindsigt, hvis du føler dig uretfærdigt behandlet, og du har en fornemmelse af, at der ugler i mosen – eller at der bliver dækket over fejl.

Selvom embedsmænd hader aktindsigter, så kan jeg love for, at de bliver taget  alvorligt. Og særligt hvis vi bliver tvunget til at offentliggøre fejl eller politisk betændte hemmeligheder. Hvis du har fået en afgørelse, du synes er sketchy kan du søge om aktindsigt i al korrespondance omkring det. Hvis du har en fornemmelse af, at din sag bliver handlet anderledes end andres, kan du søge om aktindsigt i afgørelsen af deres sager. Det kan også være, at du vil undersøge, hvilke alternative løsninger politikerne har fået præsenteret forud for den beslutning, de har truffet. Søg om aktindsigt i dem!

Vær specifik omkring, hvad du søger. Det er lettere for dig – og det er lettere for embedsværket. Mange er paranoide og tror, at embedsværket forsøger at skjule ting (det er delvist rigtigt, men én måde at skjule ting på, er at drukne dig i informationer. Overblikket forsvinder, hvis du får flere sider, end du kan overskue at læse). Men hvis du søger om aktindsigt i alle afgørelser om xx, så får du dem – og ikke alle alt der nogensinde er skrevet om xx.  Det er godt, for der er mange ligegyldige akter.  Så lad nu embedsværket gøre sorteringsarbejdet for dig.

En anden mulighed er, at du læser referater fra byrådssalen etc. Her kan du se, hvis der er politisk uenighed omkring noget. Det kan være politikere, som forsøger at presse embedsværket til at gøre noget, som de advarer om er ulovligt/problematisk – eller uenighed mellem partier. Det er viden, som er guld værd, hvis du skal finde ud af, hvad dælen der foregår.

6. Giv konkret og konstruktiv kritik

Sædvanligvis lyder rådet, at kritisk skal gives kærligt, konkret og konstruktivt, men når det handler om magtmennesker, så skal du skrue ned for kærligheden og op for kamplysten (men det er ikke en opfordring til at være ondskabsfuld!).  Du skal dog stadig sørge for,  at hvad end du skriver, at din kritik er konkret og konstruktiv.

Hvis din kritik alene er “AFSKAF ALLE REGLER OM X” eller “LARS LØKKE ER DUM” – så overbeviser du ikke nogen, og så får du ikke ændret noget. Det er også alt for let for en politiker at begynde at tale om noget andet, hvis det er uklart, hvad kritikken går på. De er i forvejen ret dygtige til det trick, så ingen grund til at gøre det lettere.

Endelig skal du sørge for at være konstruktiv. Gør det muligt at løse dit problem. Ingen politiker kan afskaffe alle regler om noget med et snuptag. Så peg på en realistisk løsningsmodel, hvis du har den. Måske kan du ikke give en løsningsmodel. (Det er f.eks. svært at have en løsning på udfordringerne i det finansielle system, men let at finde problemer med det). I de tilfælde kan du foreslå en proces, hvor de mennesker der har kompetencerne til at finde på en løsning bliver sat sammen og skal finde en måde at nå et specifikt mål, f.eks. reducere skattesnyd med 50 pct.  eller øge beskæftigelsen for en bestemt målgruppe.

Udfordringen er, at det er svært at være konkret og konstruktiv, når man er vred. Det er også svært at være konstruktiv, hvis man er meget idealistisk. Det er nobelt, men ikke særlig effektivt, at stå fast. I et demokrati skal man søge kompromisset. Det er det modsatte: du skal lytte og bevæge dig.

 

Det blev et temmelig langt indlæg, men jeg har tilsyneladende fået samlet en del erfaringer fra de sidste 10 år af mit liv med politik gennem studie og job. Jeg håber, at der er et par stykker, som har orket at læse sig igennem hele molevitten og føler sig inspireret til at ændre verden. Det er ikke let, men det er det værd. 

Barnets allerførste sygedag

For et par dage siden blev jeg ringet hjem af vuggestuen, fordi  barnet havde feber. Ikke helt vildt med 38,5 grader celcius. Jeg løb afsted mod toget. Dels fordi jeg arbejder relativt langt væk fra vuggestuen, så det tager en times tid at komme frem – men også fordi han faktisk aldrig har været syg før. Som i aldrig nogensinde. Det var hans allerførste sygedag.

Han har prøvet at have feber i et par timer efter en vaccination, men det kan dårligt betegnes som sygdom. Ellers har han faktisk det første års tid af sit liv været helt og aldeles rask. Sygt irriterende ind i mellem, men aldrig syg.

Så afsti-afsted mod s-toget. Jeg kom svedende ind af døren og ledte febrilsk efter ungen. Jeg fandt ham i armene på en pædagog. Han var sløv, men ikke døden nær. Heldigvis. Jeg spurgte mig frem – hvordan plejer man at gøre det her? Altså med et sygt barn?

Pædagogerne svarede, at vi lige måtte se tiden an, men at han nok skulle blive hjemme i hvert fald en dag mere, selvom han måske var feberfri næste morgen. Det gjorde vi så. Faren blev hjemme under lavmælte protester – særligt fordi barnet ikke virkede synderligt syg. Altså jo en lille smule, fordi han ikke ville spise noget – men der var gang i ham som sædvanligt.

Vi forsøgte at give ham boller i karry til aftensmad, smoothies og bananer og alt muligt lækkert vi kunne komme i tanke om. Han spiste sin jordbær-smoothie (de små tuber – ikke noget hjemmelavet) og blev lagt i seng.

Der gik en times tid. Så kastede han op første gang. Udover hele sengen. Vi flåede sengetøjet af, vaskede ham og gav ham lidt modermælkserstatning og så i seng igen. Der gik ikke ret lang tid, før han kastede al mælken op igen. Anden sæt sengetøj blev lagt på. Der gik nogle timer, efter vi var faldet i søvn. Så kom den underlige baby-opkast lyd, som mest af alt lyder som om han hælder vand ud af munden. Der er slet ikke den der rallen, som hos voksne. Tredje sæt sengetøj. Nu var det lidt kritisk. Vi havde ikke rigtig mere sengetøj og han ville ikke sove. Jeg sad med ham i armene i en lænestol og håbede på, at han ville falde i søvn her.

Det ville han ikke. Men han kastede op igen. Denne gang var jeg forberedt, så jeg vendte ham, så han kun ramte gulvet (og mig). Smurt ind i mavesyre tørrede jeg ham af igen og lagde ham i sengen. Endelig faldt han i søvn. Kl var blevet 3.

Kl. 5 vågnede han igen. Jeg bad manden om at tage ham. Jeg var uendelig træt. Kl. 6 byttede vi. Jeg besluttede at pakke hund og baby i bilen og for at køre på stranden. Det var jo en meget god tur sådan en dejlig solskinsmorgen, tænkte jeg. Vi havde kun kørt i fem minutter. Så kom den velkendte baby-opkast lyd igen. Nu var autostol, baby og bil smurt ind i mavesyre, som mest bestod af modermælkserstatning. Suk.

Ind på nærmeste parkeringsplads og flå baby ud af tøjet. Han kravlede nøgen rundt på parkeringspladsen (en anelse uansvarligt, ja), mens jeg forsøgte finde en løsning på den manglende tøjsituation. Jeg fik pakket ham ind i en stofble, som stadig var ok tør.  Det er altid mørkest lige før daggry, right? Og jeg trængte altså til en the-bolle og en mathilde-kakao.  Så selvom baby ikke havde tøj på og bilen lugtede surt, så fortsatte jeg morgenturs-projektet.

Det lykkedes. Jeg fandt en bager og fik bakset barnet op i en klapvogn og pakket ham ind i dyner, efter jeg havde tørret ham af med de få vådservietter, jeg havde liggende. Det var faktisk rigtig hyggeligt at gå der og kigge på hunden bade, mens vi spiste the-boller og jeg overvejede, hvordan man får sit barn til at blive rask – og hvordan man får ham passet, når man ikke har flere sygedage tilbage.

Jeg må til at lære fiksfakserierne til, når hverdagen rammer for alvor og der ikke er sommersløvhed på kontoret, som gør at en hjemmearbejdsdag med barn nok går an.

Alle småbørnsforældre taler om det. Livet når barnet starter i institution og bliver syg hvert andet øjeblik. Jeg havde bare sådan håbet, at institutionsstart i sommerferien ville betyde færre børn, færre bakterier og mindre sygdom. Men nu har vi prøvet det. Barnets allerførste sygedag.

Hannah Gadsby er en fucking fierce feminist

“I named it before I wrote it”  er Hannah Gadsby forklaring på, hvorfor hendes show hedder Nanette. Opkaldt efter en kvinde hun mødte i byen og tænkte, at hun kunne klemme en god times sjov og ballade ud af.

Det viste sig at være forkert – både omkring kvinden og showet. Af et comedy-show at være, er det ikke specielt morsomt. Til gengæld er det fierce som ind i helvedet.  Hvis du ikke har set det endnu – så synes jeg, at du skal se det før, du læser resten af dette indlæg. Det er bedre, når man ikke ved, hvad der rammer en. Stop. Se. Læs.

———Spoilers ahead————

‘Nanette’ handler om, hvorfor Hannah Gadsby vil droppe comedy: Hun er træt af at lave selvudslettende jokes om sit eget liv som lesbisk for at kunne fortælle sin historie. Hun fortæller flere gange undervejs “My story has value” og “I have a right to take up space in this world”, som var det nye erkendelser.  Fordi hendes verden – dybt religiøse Tasmanien – har behandlet hende og andre ligesindede som afskum, der netop ikke har ret til at være til.

Det er sådan set skrupskørt, at der kan laves jokes over det tema. Men hun har levet af de i 10 år. Hun har levet et liv marineret i skam over, hvem hun er – og det har ødelagt hende.  Næsten.  Men  ‘what doesn’t kill you makes you stronger‘. Hannah Gadsby kom tilbage ti gange stærkere. For at bøje uden at knække, det er råstyrke!

Showet er skrevet vidunderlig godt. Hannah skifter overbevisende mellem hjerteskærende historier, nørderier og lette jokes. Hun hopper fra sten til sten uden et øjebliks bæven. Hun svømmer alt, hvad hun kan ud mod det åbne hav uden den mindste frygt for at drukne. For hun har prøvet det før. At drukne og komme tilbage til livet. Drukne i skam og homofobi og komme tilbage og insistere på sin plads i verden.

Hun viser med stor overbevisning, hvad kunsthistorie kan lære os om verden. At mænd i årtusinder har portrætteret kvinder i deres eget liderlige billede. At kvinder er blevet tegnet nøgne og hjælpeløse. At det også forklarer, hvorfor Weinstein, Cosby, Woody Allen etc. er reglen og ikke undtagelsen. At #metoo handler om, at kvinder ikke længere vil finde sig i lorte behandling.

Det handler om meget om køn og mindre om seksualitet. Hun viser os, at de udfordringer, som hun har haft som lesbisk kvinde, er udfordringer, alle kvinder har. At patriarkatet definerer et meget specifikt og lille rum at være kvinde i. At kvinder frit kan vælge mellem rollerne luder eller jomfru. Helt frit. Men uanset hvad hun vælger, kan hun være sikker på, at hun gør noget forkert.

Hindsight is a gift – STOP WASTING MY TIME” råber hun ud over salen. Hun vil ikke have, at kritik bliver fejet af banen med henvisning til, at tiden var en anden. Vi skal gøre op med lortet. Vi skal stoppe med at fejre mænd, hvis succes blev bygget på kvindehad og undertrykkelse. Vi skal stoppe helt. Vreden er dirrende og smittende. Henvendt til alle verdens mænd, men i særdeleshed Picasso, råber hun:

“You don’t have a monopoly on the human condition, you arrogant fuckers!” 

Hannah har ret. Vi skal huske. Alle sammen. Vi har ikke monopol på at være menneske. Vi skal lytte til hinandens udgangspunkter (også mænds, men der er blevet lyttet ret længe – så måske vi skal skifte frekvens for en stund).

Men Hannah stopper nu. Hun stopper i comedy, for hendes vrede  er heller ikke konstruktiv. Hun beder sit publikum om at passe godt på hendes historie. Tage den med os, men at lade vreden ligge.

 

Hverdagens helte – pædagogerne

 

Hubert har fået plads i garderoben, og jeg fornemmer, at han har arvet sin mors evne til at få taget dårlige billeder – særligt hvis de skal hænge til offentligt skue i mange år (klassebilleder, pasfoto, billeder på intranettet, you name it. Jeg har ikke et eneste pænt billede i disse fora – have fun Hubert!).

Institutionslivet starter for alvor nu. Og jeg er allerede evigt taknemmelige for vores pædagoger. Hubert smiler stort, når han ser dem og er tydeligt glad for at være sammen med dem. Jeg er helt tryg – og det er rart, at han er god til at danne relationer til nye mennesker.

MEN jeg synes, at det var lidt svært med opstarten. Jeg sad og ventede på pædagogernes initiativ, og de ventede på mit. På sin vis giver begge ting mening. Det er jo mit barn – men deres arbejde. Vi er begge autoriteter ift Hubert. Jeg savnede dog, at der blev taget lidt styring over processen (måske er det en djøf-ting?). Sådan f.eks. lave en plan, som rækker længere end tre timer frem og fortæller mig, hvornår jeg skal gå, og hvem der tager over nu.

Hubert skal vide det, men jeg er også nysgerrig.

Men jeg vil bare sige, hvis en pædagog skulle læse med. Som førstegangsforælder har jeg ikke den fjerneste idé om, hvordan jeg kører et barn ind på en god måde. Tag mig i hånden! Jeg føler mig ikke kørt over som forælder, så længe I foreslår en proces, som jeg kan sige ja eller nej til. Jeg siger formentlig ja – det er jo jer, der er professionelle.

Vores stue har den hellige treenighed, når det kommer til børneopdragelse: en skrap, en sjov og en struktureret pædagog. Så det skal nok ende rigtig godt, for  jeg kan vældig godt lide dem alle tre. Så det er okay, at Hubert græder lidt, når jeg går. Der er kompetente voksne klar til at tage over. Og de har såmænd allerede lært ham at vinke farvel, drikke af kop og delvist at spise med en ske (sådan cirka).

Det bliver et rigtig godt samarbejde, og jeg glæder mig til at hente Hubert og se, hvordan hans udvikling accelererer af at være sammen med større børn og dygtige pædagoger.

Stort tak til velfærdsstaten!

 

Samtykke er sexet og andre gode grunde til, at vi bør ændre lovgivningen om seksualforbrydelser

Rape culture normalizes sexual violence. Forleden dag havde mine kolleger og jeg et længerevarende og ubehageligt skænderi omkring den svenske lovgivning om voldtægt. Jeg minder om, at det er en lovgivning, som trak overskrifter som: “Sex kræver samtykke efter ny lov i Sverige” og “Sverige vil forbyde sex uden udtrykkeligt samtykke”.

Her er det måske bare mig, men det gik jeg da egentlig også ud fra var udgangspunktet. Altså at vi er enige om, at ingen skal begynde at lave sex ting på min eller nogen andens krop UDEN at sikre sig, at det er i orden. Det modsatte standpunkt må jo i givet fald være, at vi går ud fra, at enhver person vi møder er interesseret i at have sex med os, og at vi bare kan tage for os at retterne. Folk skal sige fra først. Tænk hvis vi havde samme lovgivning, når det gælder mord eller tyveri. Folk skal sige fra før det er ulovligt at myrde og stjæle?

Jeg er klar over, at ovenstående er en halv stråmand, for det er der selvfølgelig ikke nogen der mener.  Eller der er helt sikkert nogen, der mener det, eftersom at nogen faktisk voldtager, men det er nok de færreste. Det mine kolleger og andre ikke-voldtægtsmænd er bekymrede for er, hvordan man løfter bevisbyrden om, at nogen faktisk med ord eller handlinger har indvilliget i at have sex. 

Bevisbyrden er jo sådan set også et problem i dag, fordi vi har at gøre med situationer, hvor der sjældent er vidner og det er svært at indhente beviser om voldtægt med mindre, der er decideret vold indblandet.  Offeret skal gennemgå mange ubehageligheder i forsøget på at påvise, at hun/han ikke var interesseret i sex med vedkommende – herunder redegøre for tidligere seksuel adfærd, påklædning m.v.

Det element kommer vi ikke udenom, heller ikke med en svensk model, men det er på sin plads at lovgivningen er bare en lille smule på offerets side. Idag bliver de færreste voldtægter anmeldt og endnu færre bliver dømt. Lovgivningen virker ikke.

En af grundene er, at gerningsmanden oprigtigt ikke mener, han har gjort noget galt. Altså sådan på spejderære. Og det er her, hvor manglende fokus på indhentelse af samtykke kommer i spil. Vi har ikke som samfund stillet store nok krav til, at man skal respektere folks grænser. Hvergang man har denne her diskussion, så kommer der to historier op:

Den ene om kvinden, der gerne ville have sex, men dagen efter fortryder og råber VOLDTÆGT! Den anden er historien om kvinden, der for at gøre skade lyver og råber VOLDTÆGT! Som kvinde kan jeg ikke lade være med at blive utroligt provokeret af de her to historier. Fordi det ikke tager problematikken alvorligt. Der findes mænd mener, at de er berettiget til en kvindes krop og udnytter deres magtposition etc. til at have samleje med en kvinde uden hendes samtykke (dvs. begår voldtægt). Problemet er, at den gennemsnitlige mand er mere bange for at blive anklaget for voldtægt end for at blive voldtaget. Og det udgangspunkt påvirker desværre ens interesser. 

Det er ca. 60 pct. af alle voldtægter, der bliver begået af nogen, som offeret kender f.eks. en partner eller ven. Bare fordi du havde frivilligt sex med vedkommende i onsdags, behøver det ikke at betyde, at du er interesseret i det om fredagen. Eller selvom du havde lyst til vaginalt samleje betyder det ikke, at du er frisk på analsex. Det kan virke banalt, men det kommer altså bag på visse mennesker.

Jeg har ikke erfaring med voldtægt, men jeg kender til hævn. Og falske voldtægtsanklager virker som en utrolig risikabel måde at gå over åen for at hente vand.  Hvis jeg skulle hævne mig, så skulle det ikke involvere sætte min ære og privatliv til skue – for så i øvrigt højest sandsynligvis ikke at få en skid ud af det. Så er det sgu da lettere at skære nogle dæk op, skrive vedkommende op til alle nyhedsbreve i verden eller lave et godt rygte om nogle lækre kønssygdomme (altså hvis man skulle hævne sig, men det skal man jo ikke -vel?!). Hvis jeg havde fortrudt et samleje med nogen, så var det nok det letteste  aldrig nævne det for nogen igen. Det formoder jeg de fleste almindelige mennesker ville gøre.

Det smukke med den svenske model er: Vi går væk fra, at vold eller trusler om vold skal være grundlaget for et sagsanlæg. Vi anerkender, at magt ikke altid udøves igennem vold – og der er mange andre og mere sofistikerede måder at udnytte folk på, som ikke involvere en knytnæve – men som stadig er et overgreb. Samtidigt er samfundet principielt og i udgangspunktet på offerets side. Det er nu ikke offerets opgave at påvise, at der blev sagt tilstrækkeligt tydeligt fra – nu skal gerningsmanden også bevise, at der blev sagt tydeligt ja (i ord eller handlinger!).

Jeg er sikker på, at det vil virke forebyggende. Bare se på den store modstand, der møder fra mænd, fordi de er NØDT TIL at skærpe deres måde at indhente samtykke på. Det handler ikke (nødvendigvis) om, at der skal ligge samtykkerklæringer på natbordet, men f.eks. sådan noget med, at man spørger undervejs i akten. Man skal sikre sig, at man ikke overskrider sin partners grænser. Altså undgår vi de voldtægter som bunder i misforståelser. Hvor manden har overskredet sin partners grænser uden at opdage det. Det vil jo være en kæmpe gevinst for alle parter!

Det åbner også op for, at vi kan gradbøje voldtægter/seksuelle overgreb og f.eks. indføre et begreb som “uagtsom voldtægt”. Heri ligger der mulighed for at respektere både offerets oplevelse og gerningsmandens intentioner. At noget godt kan være en voldtægt, selvom det ikke var intentionen.  For det kan det. Lidt ligesom du godt kan slå folk ihjel ved et uheld. En voldtægt er ikke defineret ved overgrebsmandens intentioner, men ved offerets oplevelse af at få overskredet sine grænser.

Endelig får vi som samfund indskærpet, at ingen har ret til en anden persons krop. Heller ikke selvom de er kærester, forlovede eller gift. Det vil stadig være en vanskelig bevisbyrde at løfte, for ingen domstol vil acceptere “jeg sagde ikke ja” som et tilstrækkeligt bevis for voldtægt. MEN det vil være sundt, at mænd ikke ruller med øjnene med tanken om, at sex uden samtykke er en voldtægt. Det er det!      

Sådan skal du IKKE gøre det selv

Hubert er lige startet i institution. Faktisk har vi været igang med indkøringen i syv hverdage nu. Det går overraskende godt. Jeg havde forventet at sidde og græde ude foran institutionen. Men det er en god institution og vores dreng er stærk, glad og udadvendt. Hvor har han det mon fra?

Så i stedet for at græde, har jeg givet mig i kast med en række praktiske gøremål for at få tiden til at gå, mens jeg holder ferie uden et barn derhjemme. Udover den sædvanlige rengøring, indkøb og madlavning, som jeg ikke vil skænke flere ord nu – så har jeg startet på projekt mal spisebordsmøblerne i køkkenet.

Min optimisme var stor, fordi jeg havde læst et indlæg af en dame, som sagde, at det var noget, som altid blev godt – også selvom hun ikke var super omhyggelig. Hurray! Jeg er ikke omhyggelig anlagt, så jeg forestillede mig, at det her var det perfekte projekt for mig. 

Jeg brugte en dag på at slibe og vaske af.  Jeg var også ude og købe maling i Silvan. Agave grøn valgte jeg. Lynhurtigt faktisk (hvilket er en overraskelse, jeg er altid 1000 år om at træffe beslutninger). Det viste sig, at farven egentlig bare var den samme, som de bukser barnet havde på.

Idag nåede jeg så til det sjove – malearbejdet. Jeg havde stillet klart ude i haven. Alletiders idé at male ude i solen. Det er sådan lidt boheme-lækkert og mine ben kan blive brune og mit hår blive lysnet. Og malingen ville tørre på nul komma fem.

Det skulle vise sig at være en lang løgn, bortset fra det med, at malingen tørrer hurtigt. Det gør den. MEGET hurtigt. Og det er ikke godt, for når malingen løber, så er den tør, før jeg kan nå at få jævnet det ud. 

Derfor besluttede jeg mig for at rykke det ind i skyggen. Her var resultatet så, at der faldt en masse hække-fnuller ned i malingen. Her glemmer jeg helt at nævne, at insekter godt kan lide farven/lugten/konsistensen, så rigtig jævnt blev det ikke.

Så mit bedste råd til dig, som overvejer at male møbler er: vær tålmodig – enten med processen eller resultatet.

Jeg valgte sidstnævnte.

Hvad kan fodbold lære dig om livet?

Billedresultat for kasper schmeichel

Efter at have set utrolig mange VM-kampe (taget i betragtning af, at jeg ikke bryder mig om fodbold), må jeg erkende, at der ligger en hel del livsvisdom gemt i det til tider noget kedsommelige spil. Jeg har, for at spare jer besværet med selv at se de mange kampe, lavet en kort opsummering her:

1. Spil offensivt!

De indledende runder af VM viste, hvordan fodbold ser ud, når begge hold kan gå videre uden at vinde. KEDELIGT! Selvom det af strategiske årsager kan være klogt at spille defensivt, så er det utroligt kedeligt at se på.

På samme måde kan et defensivt liv måske godt give mening i den forstand, at du aldrig kommer til skade, taber penge eller bliver såret. Men det er utroligt kedeligt at være en del af (og se på/høre om).

Så husk – det bedste forsvar er et angreb! Og kom igang med de risikable livsbeslutninger.

2. Undervurdér aldrig hjemmebanefordelen

Grundlaget for fodbold er naturligvis et købekraftigt publikum. Men det købekraftige publikum laver andet end at finansiere showet. De bærer også holdene frem. Derfor er det afgørende, om man spiller ude eller hjemme, om der møder fans op, og om de fans der møder op bakker op om holdet.

Spillerne ved, at deres spil bliver påvirket af, hvorvidt der bliver råbt uduelige taber eller bold-geni efter dem. Derfor: omgiv dig med mennesker, som hepper på dig! Du bliver bedre til det, du gør, når der en positiv stemning omkring dig. Det skaber plads til at eksperimentere og fejle – begge ting er nødvendige for at gøre noget ekstraordinært (og hermed tilbage til punkt 1).

3. Spil andre gode!

Selv med positiv stemning og en offensiv strategi, så kunne hverken Messi eller Ronaldo vinde VM – og hvorfor er det? DERES HOLD VAR IKKE GODE NOK! Én stjerne er ikke nok – der skal 11 gode spillere til at vinde en kamp (eller i hvertfald en 7-8 stykker).

Livsvisdommen som gælder for fodboldspillere og alle os andre er: Du kan ikke klare det alene. Derfor skal du altid huske at spille andre gode. Lægge op til andres scoringer – og glæde dig over deres succes og omvendt. Omring dig med mennesker, som ikke alene hepper – men som også hjælper dig. Så kan det ikke gå helt galt.

4. Det behøver ikke være flot for at være godt

Som sagt var der en hel del af de indledende kampe, som mere end almindeligt kedelige at se på. Men ud fra målsætningen “vi skal bare gå videre”, så var det jo gode kampe.  Nogle ting her i livet handler om overlevelse og intet andet. Slutrunder er én af de ting. Tiden med små børn er en anden ting. Fuck om sokkerne matcher eller ungen er lidt klistret; hvis I klarede natten/fødselsdagen/flyveturen – så er det en succes. GODT GÅET!

5. Engager dig / sæt noget på spil!

Guderne må vide, hvorfor – men jeg har altså set de fleste af kampene indtil Danmark røg ud. Fordi min – ellers ikke særligt fodboldinteresserede – mand tændte for det. Jeg ville egentlig helst bare side og fifle lidt med bloggen og andre ting i mens. Der er noget hyggeligt ved at høre summen og bare være i samme rum. Men altså – de kampe var ikke særlig skægge.

Hvis du skal have en god fodbold oplevelse skal du: 1) lægge din telefon langt væk, 2) åbne en øl, 3) holde øjnene på skærmen/banen og 4) spille nogle penge på kampen (punkt 2 og 4 er valgfrie – men øl får i hvert fald mig til at føle mere for ting). Hvis du vil have det sjovt med noget, så er du nødt til at engagere dig. Råb lidt af skærmen (skyyyyyyyyd!). Knug din elskedes hånd eller bid negle.

DU SKAL SÆTTE NOGET PÅ SPIL! Nationalfølelse, stolthed eller penge. Eventuelt bare den gode stemning i rummet. Hvis du er ligeglad – er du jo som bekendt aldrig glad.