Max presset

photo of person reach out above the water

Jeg står ved ugens tavlemøde og redegør for mine opgaver. Jeg skal kategorisere mig selv som rød, gul eller grøn. Det er vel næsten selvforklarende, men ideen er, at hvis du er grøn, så skal chefen finde på nye opgaver til dig – og hvis du er rød, så skal chefen tage opgave fra dig (eller altså hjælpe dig med at prioritere eller tilføre ressourcer). Gul. Så er alt godt.

Jeg har travlt. Jeg synes faktisk, at jeg har rigtig rigtig travlt. Det er en konstant følelse af ikke at slå til. Jeg kigger med åben mund og polypper på mine kolleger og tænker – hvordan fanden er I så velforberedt?

Jeg hører mig selv sige “jeg er nok rød, men lad os sige, at jeg er gul, og se hvordan det går“. Jeg vil sådan set gerne holde på mine opgaver. For de er pissespændende. Og mega svære.

Jeg kører “tag-skeen-i-den-anden-hånd”-stilen for tiden. Nu vil jeg gøre, hvad der skal til. Så må jeg bruge mere tid på at forberede mig, så jeg er klar til kamp! Det resulterede i, at jeg arbejdede knap 50 timer i sidste uge.

Problemet er, at jeg har måtte sande, at selv 50 timer får mig ikke on top of my game. Måske jeg bare ikke har game. Hvem ved?!

Men altså. Jeg får også den ene kæmpesvære opgave på mit bord efter den anden. Fx skal jeg styre en kortlægning af et lovområde, som jeg har haft 4 timer til at sætte mig ind i (og jeg vil gerne understrege, at jeg ikke er jurist). Jeg havde virkelig forsøgt at forberede mig. Men der gik ca. to minutter inde i møde, før der sidder fire kampklare jurister og klæder min faglige argumentation helt af. Eller sådan føltes det i hvert fald.

Herfra går jeg i et andet møde, hvor vi skal gennemskrive en anden lov på baggrund af en flere hundrede sider lang konsulentrapport, som jeg simpelthen ikke har læst, fordi jeg troede en kollega var lead på mødet. Men han blev syg. Fedest. Jeg prøver mig frem med smil, nik og tag en helveds masse noter.

Nu skal jeg få dataafdelingen til at bekræfte, at vi kan lave den analyse, som vi har lovet. Men ak og ve. Der er databrud, valideringsudfordringer, ingen ved noget og jeg bliver sendt rundt til chefer, som tydeligvis prøver at vinde tid. Jeg får endelig en medarbejder til at tage telefonen. Han bekræfter. Tallene virker ikke. Og de kommer ikke til det lige foreløbigt.

Min dag bliver sluttet af med at skrive presseberedskaber parallelt med, at jeg skal gennemgå en liste over mulige problematiske sager på hele ministeriets område med ordren “er der noget, som ser problematisk ud?“.

Fuck. My. Life.

Det var bare min dags sværeste opgaver. Jeg har masser af småting ved siden af, som ikke er så svært, men som dog kræver, at jeg åbner et dokument og læser det. Hvilket bliver svært, når jeg prøver at svare telefonopkald og mails og læse lange rapporter i mens.

Heldigvis er jeg alene hjemme i denne uge, så mine aftener er frie. Så behøver jeg ikke at føle, at jeg heller ikke slår til som hustru. (Jeg ville ønske, at jeg var sarkastisk, men det er faktisk en lettelse).

I morgen prøver jeg at selv-lære mig juridisk metode, projektleder skills og et politisk mastermind. #livslanglæring #kompetencegab #udpå70.000favnevand

All you need is love!

red and black motor scooter on open field under clear blue sky

“Ingen elsker Lone Frank” er en podcast om kærlighedens væsen, som jeg gerne vil  anbefale jer at lytte til.

Udgangspunktet er, at Lone Frank (videnskabsjournalist på Weekendavisen) for fire år siden mistede siden sin kæreste gennem 13 år. Til hans bisættelse  går det op for hende, at nu er der ingen tilbage i verden, som elsker hende. Det er et hårdtslående udgangspunkt for en fortælling. Men på en eller anden måde lykkes det Lone Frank at lave en serie om et sårbart og personligt emne, men på en professionelt, videnskabelig og samfundsrelevant måde.

Hun går i kødet på en problemstilling med spidset pen og en nysgerrighed, som jeg synes er beundringsværdig. Hun vil have svar et vigtigt spørgsmål – kan vi leve uden kærligheden?

Som titlen i dette indlæg måske afslører, så kan vi ikke leve uden kærlighed. En sandhed de fleste af os nok har erkendt på et mere eller mindre bevidst plan allerede. Så det interessante i hendes fortælling er ikke konklusionen, men hendes afdækning af, hvad kærlighed er, hvordan sorg er et udtryk for både mangel på og overflod af kærlighed og endelig hvordan kærlighedsrelationer opstår, dyrkes og vedligeholdes.

Serien berører kærlighed som forelskelse, forældre-barn-relation, venskab og manglen på kærlig – håndteringen af sorg. Hun belyser problemstillingen ved at tage udgangspunkt i hendes egne oplevelser ved interviews af nogle af verdens førende kærlighedsforskere. Det er et genialt koncept, som gør forskningen ekstremt (ved)rørende.

Jeg var særligt optaget af episoden om venskaber. Det viser sig, at mennesker i gennemsnit har tre tætte venner. De kommer oftest fra deres studietid og de hjælper sjældent med praktiske ting. (Nogen – udover mig – der føler sig gennemskuet her?) Venskab opstår kun sjældent på tværs af etnicitet, alder og køn. Homogenitet er værdsat i et venskab, fordi det giver grundlag for identifikation og samhørighed.

Netop identifikationen mellem ens venner gør desværre også, at det er  hyppigt forekommende, at ens venner ikke “er der”, når man mister nogle tæt på en (selvom der er strenge kulturelle normer for, at det bør man). Som ven holder man sig somme tider på afstand, fordi man ikke bryder sig om den uhyggelige identifikationsfaktor, som der uundgåeligt opstår, når nogen, der ligner en selv, har mistet en kæreste, barn eller forælder. Det kunne jo have været en selv. Det kan også være den anden side af identifkation, at et stort tab gør, at et venner ikke længere forstår hinanden, som de gjorde før.

Jeg synes hele serien minder en om, at vi oftere burde se på menneskeheden mere som en art end som en samling individer, fordi det  åbner vores øjne for, hvorfor vi nogle gange opfører os mærkeligt over for hinanden. Det gør det lidt lettere at forstå.

 

 

 

Dav 2019 – hvad skal vi lave i år?

 

fireworks display at night

Som lovet i mit seneste indlæg kommer her et vaskeægte  nytårsindlæg, hvor jeg gør status. Jeg vil forsøge at gå baglæns ind i fremtiden, som Svend Brinkmann anbefalede os i sin nytårstale. Det giver både mening og god motion.

2018 var året…

… hvor jeg flyttede tilbage til rødderne og mærkede friheden i at bo tæt på jorden, naturen, min mor, men i S-togsafstand fra København.

… hvor jeg fik galoperende eksistentiel angst over at skulle tilbage til arbejdslivet efter 8 måneders barselsorlov og oven i købet på en ny arbejdsplads, som har vist sig at være alt andet end let at gå til.

… hvor jeg startede min blog, selvom jeg tilbagedaterede mit første indlæg  til december 2017, så jeg virkede lidt mere cool. Det har været meget mere givende, end jeg havde forestillet mig. Så I slipper ikke for mig lige foreløbigt.

… hvor jeg (endelig) fandt mig til rette i rollen som mor – og fandt ud af, at jeg i 2019 skal være moster for første gang. Store sager.

2018 var kontrasternes år. Vi havde den længste is-vinter i mands minde og en endnu længere trope-sommer, som jeg ikke håber, at vi får igen. Mit humør har på samme måde været et pendul mellem komplet lykkerus og utrolig opgivende håbløshed over især mit arbejdsliv.

Svusj. Tavlen er ren. Hvad skal der nu ske?

Jeg elsker den fantastiske følelse af at få chance til, at alt er muligt og det bare handler om at gå igang. At der ikke er nogle grænser for, hvad der kan lade sig gøre, og hvordan denne nye forbedrede version af en selv skal være.

Jeg har utroligt mange ønsker for 2019: Jeg vil tage mere initiativ til at se mine venner. Jeg vil blive dygtigere til mit arbejde (eller finde et andet et). Jeg vil være mere nærværende i mine sociale relationer (bye bye smartphone). Jeg vil læse flere bøger. Jeg vil skrive en bog. Jeg vil have et barn mere. Jeg vil motionere mere. Jeg vil spise sundere. Jeg vil drikke mindre Pepsi Max. Jeg vil lave mere mad. Jeg vil have en ny regering. Jeg vil blive en bedre forælder.  Jeg vil se nyhederne og læse avis. Jeg vil gøre noget godt for verden. Jeg vil blive stærkere og lettere. Jeg vil ranke ryggen. Jeg vil lave 60 squats om dagen. Jeg vil gå i pænere tøj. Jeg vil svømme derud, hvor jeg ikke kan bunde.

Jeg mangler hverken ambitioner eller ideer. Men allerede som 1. januar startede  kunne jeg godt se gennem mine tømmermænd fra en champagnebrandert, fire timers søvn og en 1,5 årig, der konstant vil mig noget, at alle mine ønsker ikke bliver opfyldt i 2019. 

Jeg er ikke klar til at lave en hård prioritering, så nu går jeg altså bare i gang med året – så må vi se, hvilke drømme der blev indfriet, og hvilke der kan genbruges som nytårsforsætter i mange år endnu.

 

 

Feriekuller-kuren

Ferier – og i særdeleshed juleferier – har en rytme. Forspillet er december- udmattelsesløbet, hvor julefrokoster, gaveindkøb og klippeklister har til formål at køre folk helt i bund og i desperat brug for ferie. Herefter når vi point of no return, hvor man  bliver stopfodret med and, konfekt og familiesamvær i overflod. Herefter følger nogle dage, hvor man ligger  brak på sofaen i akut mangel på puste- og albuerum. Nu skal der ikke ske en fløjtende fis – absolut ingen krav eller forventninger.

Så sker det. Det starter med at snurrer i fingrene. Feriekulleren sætter ind. Det er en blanding af koldsved, klaustrofobi samt en alvorlig grad af FOMO – og ikke så i forhold til sociale relationer (jeg kan ikke mere!) – men jeg samler til bunke med projekter, som jeg gerne vil have ført ud i livet. Og det er jo i ferierne det skal ske. I hverdagen er overlevelse alt rigeligt at skulle se til.

Min bedste medicin mod feriekuller er at få sat hak ved nogle projekter – og de må gerne være helt praktiske. Jeg vil SE resultater!

Denne juleferie blev brugt på at:

Fikse min stationscykel. Kæden blev strammet, dækkene skiftet, håndbremsen ligeså og endelig fik jeg sat nogle nye lygter på. Halle-fucking-lujah!

Få mit køleskab i vatter. Det var ikke så spændende, men til gengæld var det tungt.

Bygge en klatrevæg. Den store finale var at sætte en klatrevæg op til min søn på 1,5 år. Jovist, han er nok ikke i stand til at bruge den før om et års tid, men det skal sørme ikke hedde sig. Barnet skal have bedste motoriske udviklingsmuligheder og vi havde fået 24 klatre-tag i gave.

Der er begynderfejl og et par huller for meget. Jeg kan ikke tage hele æren for projektet, da jeg havde min far tæt inde over (meget tæt) – men altså det var dog mig, som købte, bar og malede pladerne og drev processen frem. Jeg borede huller og målte op.

Jeg knuseelsker far-datter kvalitetstid i Bauhaus for at shoppe skruer og værktøj. Hvor jeg kan lære nogle af alle de kneb, min far kan. Han er ikke håndværksuddannet, men han kan fikse det meste og har hænderne skruet godt på. Jeg har ikke samme talent, men jeg  må lære så meget som muligt, mens jeg kan.

Så nu er min feriekuller kureret. Heldigvis har jeg fri til og med i morgen. Så mon ikke jeg kan nå en tur i Ikea – jeg har flere ideer…..

 

P.s. godt nytår alle sammen. Jeg må lige stramme mig an med et rigtigt nytårsindlæg en anden dag.

So this is christmas….

… and what have you done? Spørger du måske.

Jeg har personligt opnået en række nye rekorder, for jeg har:

  • haft julearrangementer hver eneste weekend siden ultimo-november.
  • spist overraskende få æbleskiver (otte styk i alt – i en MÅNED!).
  • holdt jul hos svigermekanikken (ALLE gæster skal vælge en sang til juletræsdansen, wtf?).
  • shoppet julegaver i Fields den 23. december kl. 20 (d.o.n.t. d.o. i.t.).
  • brugt timer på at bekymre mig om, hvorvidt barnet ville sove til alle disse arrangementer (det gjorde han omtrent).
  • sovet i ske med barnet i mange nætter i træk, fordi han hoster, snotter og vågner hvert andet minut (bortset fra til julefesterne).
  • købt et rigtigt juletræ og pyntet det med ægte glaskugler (kun på træets øverste grene, s’føli)
  • flettet julestjerner med (nogenlunde) succes.
  • set rejseholdet færdigt (IP -RESTEN!).
  • lavet en fremragende fotomontage med vuggestuens nisser.

Og nu trænger jeg til ferie!

Er angst frihedens pris?

Jeg var nødt til at køre tidligt hjem fra en fødselsdagsfest i weekenden. Barnet var helt opkogt og ville hverken spise, sove eller slappe af. Så jeg satte ham i bilen og kørte af sted. Det sker ikke så tit, men jeg kørte rundt på må og få i en times tid for, at han kunne få sovet lidt. I den tid hørte jeg podcasten ‘philosophize this’ om Kierkegaard.

Der skete det, som der næsten altid sker, når jeg læser eller lytter til filosofiske tanker. Min hjerne begynder at kilde og BAM – så er alt forandret!

Jeg har egentlig været vild med Kierkegaard længe, men alligevel var det som om, at jeg hørte meget af det for første gang. Ord som spidsborger, æstetiker og etiker har nok stået lidt i vejen for min forståelse. Men på engelsk blev det sagt mere simpelt og to the point: Man kan miste sig selv på to måder.

1. Du kan miste sig selv ved at blive overvældet af mængden af valgmuligheder og således opleve ‘paralysis of analysis‘ – altså at du overvejer dine muligheder i det uendelige, og dermed aldrig træffer et valg. Folk er tit klar over, at de faktisk udskyder afgørende beslutninger i det uendelige – og dermed risikerer at miste sig selv.

Eller

2. Du kan miste dig selv ved at være låst fast på nogle valg, som egentlig ikke er dine egne. Det er bare samfundet, der har fået dig til at tro, at fx uddannelse, baby, huslån og job er drømmen. Men du har aldrig for alvor overvejet andet, og dermed kan man ikke sige, at du faktisk har truffet et valg. Det farlige ved denne type af valg er, at du som oftest ikke er klar over, at du mister dig selv, fordi du oplever alle valgene som værende dine egne.

Det kan vel prikke til de fleste. Jeg føler i hvert fald, at jeg gør lidt af begge dele (og det kan man i øvrigt også sagtens!). Mit job og manglende jobskifte er i den grad udtryk for paralysis of analysis, men jeg har jo også taget en tæt på snorlige vej ind i småborgerens liv. Har jeg virkelig valgt det hele selv?

Kierkegaards pointe er, at vi flygter fra den angst, der følger med ved at træffe egne valg ved enten at vælge konformt eller overhovedet ikke. Han siger, at vi ikke skal frygte angsten, for den er et udtryk for, at man træffer selvstændige valg og dermed bliver til os selv. I podcasten formulerede de som ‘anxiety is the dizziness of freedom’. 

Så hvor stiller det os henne? Generationen, der fra barnsben er blevet bedt om at ‘mærke efter’ og ‘følge mavefornemmelsen’? Mavefornemmelsen kommer jo aldrig til at fortælle dig, at du skal gøre noget, som gør dig grundangst. Vi kan heller ikke bare gøre, som man altid har gjort. Vi er vitterligt en lus mellem to negle.

Alligevel kunne jeg mærke en strøm af frihed komme under vingerne på mig. For i udtrykket om, at angst bare er svimmelhed forårsaget af friheden, ligger der jo også, at det ikke handler om at vælge rigtigt (hvilket vi ellers bliver tudet ørerne fulde af), det handler om at vælge (noget).  Ideen om, at menneskelivet levet ‘rigtigt’ (altså frit) er fyldt med angst. Vi skal turde at gøre noget, selvom der er en risiko for, at man senere vil kunne tænke, at det ikke var udpræget klogt. Vi skal fandme turde springe ud i det og ikke fedtspille vores liv væk. Men vi skal altid forholde os kritisk til vores umiddelbare indskydelser – er vi virkelig selv kilden til disse ønsker, eller kommer det ude fra?

Det lyder tæt på umuligt, men jeg vil nu forsøge at tage angsten i hånden og svømme med ham ud på det dybe vand uden redningskrans eller gummibåd.

Så må vi se, hvordan det går.

Drengefest på kontoret

Jeg bemærkede, at min kollega havde en aftale i kalenderen “Billard og øl”, stod der vist. Jeg ønskede god tur – og dagen efter spurgte jeg, om det havde været hyggeligt. “Jo, tak. Det havde det.”

Flere måneder senere bliver jeg klar over, at arrangementet faktisk var for alle mændene i kontoret – ikke bare nogle tilfældige af hans venner.

Det studsede jeg lidt over. Er vi ikke for gamle til at holde kønsopdelte arrangementer? Hvad mon der blev talt om på det arrangement? Formentlig den halvdel af kollegerne, som ikke var inviteret?! Det var tydeligt, at der blev gået lidt stille med dørene. Men som tiden gik begyndte “drengene”  at tale om fremtidige arrangementer. Hvad skulle de nu ud og lave?

En af mine kvindelige kolleger havde også bittert noteret sig – “hvorfor lige billard og øl? Snuskede værtshuse – jeg ELSKER snuskede værtshuse” – som om de snuskede værtshuse havde bedraget hende. Jeg tænkte egentligt bare, at det var et lidt tarveligt træk.

Jeg har ikke ét sammenhængende argument for, hvorfor voksne mennesker ikke bare kan mødes, som det passer dem. Det kan de jo. Men jeg kan konstatere, at det føles meget underligt, at der er en fest, man ikke bliver inviteret til alene på grund af ens køn – og især når det er i arbejdssammenhænge.

Min første tanke var “nu skal jeg fandme vise dem, så laver jeg bare en dame-fest”. Men jeg gider ikke holde en damefest. Jeg taler faktisk mere med mændene i kontoret (fordi det er dem jeg tilfældigvis har flest opgaver med). Og jeg gider ikke at skulle finde på noget særligt damet – eller hyre en stripper eller noget andet over-korrigerende. Så hvad gør jeg?

Er det mig, som er sippet? Er det helt i orden at lave herreklubber på kontoret? Og hvad er et godt comeback. Det er i hvert fald ikke at klage over det. Så meget ved jeg da.

Så vær dog bare lidt sur/bitter/træt/smadret!

baby lying on gray textileInden for de seneste par måneder har to af mine veninder fået deres først barn. Jeg har været forbi med gaver og rosende år. Smukke børn. Seje mødre. Alt er godt.

Meeeeen jeg har opdaget, at jeg fisker efter de dårlige nyheder, de hårde nætter og knas i parforholdet, når jeg har været på besøg. Det er sådan set ikke, fordi jeg ønsker, at de har problemer. Jeg leder nok bare efter noget, jeg kan spejle mig i. Og det har vist sig lidt vanskeligt.

Min ene venindes baby havde et “anfald”, da jeg var på besøg – og jeg kunne næsten ikke høre det. Ungen peb lidt, og det var tilsyneladende, sådan barnet var, når han var mest sur. Saaaaaay whaaat?! Og han sov længe. Det føles uretfærdigt.

Min anden veninde er 100 procent forelsket og lægger det ene billede op efter det andet af “prinsessen” med ordene “Kærligheden har fået en helt ny betydning” og “jeg kan slet ikke stoppe med at kigge på hende”.

Altså. Det er jo dejligt, at de er lykkelige. Men det kan da ikke være hele sandheden. Kan det? Jeg føler lidt, at jeg bliver løjet for.

Jeg havde det ikke specielt svært selv (ingen kolik eller syge børn). Så jeg vil nok beskrive det som medium svært. Jeg syntes også ungen var fantastisk. Men jeg syntes også, at han så meget vred ud. Han skældte mig ud, når mælken kom for hurtigt. Når bleen var våd. Når jeg var for langsom. Når jeg ikke forstod ham.  Det var ikke ren lykke.

Jeg havde massive udfordringer med min nye identitet som mor. Hvordan kunne jeg være mig selv og mor? Det tog sgu da tid at finde ud. Jeg er ikke sikker på, at jeg har svaret endnu. Og når jeg føler mig allermest presset af verden, mor-rollen og mig selv, så bliver jeg stiktosset. Vred. Punktum.

Jeg var træææææææt helt ind i knoglerne. Mit barn sov kraftedme ikke fire timer i træk, før han var langt over et halvt år gammel. Og jeg har til dato aldrig oplevet, at han har sovet længe. Før seks er reglen.

Det er nok derfor, at jeg følte mig kaldet til at skrive til billedet af prinsessen og kommentaren om kærligheden. “Du vil nok få lidt mere komplicerede følelser med tiden”.

Jeg kan godt se det. Jeg er et småligt menneske. Det mangler sgu da bare, at jeg tager del i glæden og ubetinget siger tillykke.

Undskyld!

Det er bare en fase. 

Julefrokost-dilemmaer

1. Skal – skal ikke komme?

Det er dyrebar fritid, som bruges på mennesker, som jeg ser rigtig meget i forvejen (kollegerne, altså). På den anden side er det vigtigt at tage del i den vanvittige alkoholkultur i Danmark, hvis man vil være en del af holdet på sigt. Og der er jo en vis sandsynlighed for, at det bliver skægt. Det er sådan noget, som øl og snaps bare kan.

2. Skal – skal ikke drikke snaps?

Det smager uhyrligt, giver slemme tømmermænd og øger sandsynlighed for både ærligheds – og reel opkast med ca 300 %. På den anden side, så er der det med alkoholkulturen og fællesskabet igen. Mmm, HAPS! HAPS! Snaps (og risalamande) er stjerneeksempler på gruppepres for voksne.

3. Skal – skal ikke fortælle, hvor skabet skal stå?

Fuldskab kan bruges strategisk. Fortæl få, men vigtige sandheder til den trælse kollega eller chef. Det skal doseres med omhu, men folk er mere åbne for kritik, når folk er fulde og tager det ikke helt ind i hjertet eller ifører sig mellemledermasken, der henviser til næste statussamtale.

Der er dog relativ stor sandsynlighed for, at du er for fuld til at dosere ærligheden korrekt.

4. Skal – skal ikke gå tidligt hjem?

Nu er du her jo. Det er første fredag i månedsvis, hvor du kan vifte lidt med ørerne. Men på den anden side så kommer der en ny dag i morgen, hvor du gerne vil ‘få noget ud af dagen’, ‘være en god mor’ eller bare ikke have det ad helveds til. Men altså -party poopers får sgu ikke en god karriere og folk har jo gjort sig umage med festen. Drik op og hyg dig for helvedet! (Men hvis du sniger dig af sted, så opdager de det måske ikke – og det er jo fredag – joggingbukserne savner dig).

Til julefrokost i uldsokker

Min arbejdsplads holdt julefrokost i går.

Jeg havde faktisk været forudseende og købt en kjole i god tid. Jeg havde endda købt nye nylonstrømper, så jeg ikke behøvede at lave neglelaksfinten for at forhindre, at de løber (længere).

Men som jeg står der og skal til at gå ud af døren og har mine røde pæne sko på. Så slår det mig: jeg kan jo ikke gå i højhælede sko i mere end en time af gangen. Jeg piller et sæt uldstrømper ud af skabet og finder nogle sutsskoslignende sko med hundehoveder på.

‘Det er da meget smart! Eller det bliver i hvert fald rart at have på’

Og det var det selvfølgelig. Uldsokker og sutsko er på toppen over behageligt fodtøj. Men smart er det altså ikke.

Jeg tror, at det er en fejl i min opdragelse. Men jeg er ude af stand til at klæde mig pænt. Jeg ‘folder’ altid lige før, jeg forlader matriklen og tager en mærkelig sløjfe i håret eller bliver enig med mig selv om, at tøjet ikke er tilstrækkeligt komfortabelt.

Da jeg var teenager, følte jeg mig allermest smart, når jeg havde min fars skovmandsskjorte på sammen med en brun ternet nederdel fra genbrugsen. Min mor har senere udtalt, at jeg så ‘sjov’ ud.  Og det har jeg i givet fald gjort.

Spørgsmålet jeg stiller mig selv er, om jeg nogensinde bliver i stand til at ‘suit up’ og være lidt business professional eller om jeg bliver ved med at blive jeans og sneaks damen? Og hvad med at kunne tage til fest uden ironisk distance til, at man har forsøgt at pynte sig?

Never gonna happen.