Lad os så få ryddet op!

Jeg har i de seneste – snart mange – uger gået rundt og tænkt på, hvad jeg burde skrive om sexismedebatten herhjemme. Skulle jeg fejre Sofie Linde, fordømme Jeppe Kofod og Morten Østergaard eller blot fokusere på, hvordan vi kommer videre herfra?

Ingen af delene kom ud, når jeg satte mig til tasterne. Istedet begyndte jeg på en længere udredning om sammenhængen mellem begreberne sexisme, sexchikane og seksuelle overgreb. Det var hverken interessant eller vigtigt. Det var en overspringshandling – et forsøg på at rationalisere, fordi jeg egentlig bare bliver mere og mere trist af alle de historier, som myldrer frem.

Jeg troede, at vi var meget nået meget længere. Jeg troede vitterligt ikke, at det var noget, som kvinder oplevede i det omfang, som vi har fået belyst de sidste par uger. Både som det fremstår i medierne, men også når jeg spørger kvinderne i mit liv. Det er hverdag. Vi er åbenbart så vant til at agere i et råddent system, at vi ikke rigtig tænkte over det.

Sandheden er, at udover de kvinder som er blevet udsat for modbydelige ting på deres arbejdspladser, i deres parti eller andre steder, hvor kvinder ind i mellem færdes. Så er der også alle de andre kvinder, som har afholdt sig fra at tage til fest på jobbet eller partikongres. Fordi de ikke syntes – tilsyneladende med rette – at det var et trygt miljø at være i.

Den seksuelle chikane er meget mere end en hånd på låret. Det er en form for undertrykkelse, hvor man fortæller kvinder alle vegne, at de ikke skal regne med at blive taget alvorligt. At deres værdi strømmer fra deres “fuckability”, og at de kan udskiftes, når man ikke gider at bruge energi på den dårlige stemning, som det skaber, når chefen har sex med sine medarbejdere.

Det er deprimerende, at vi er mange, som har gået rundt og troet, at (næsten) alt var i orden. At vi har syntes, det var lidt sjovt, når der blev sladret om promiskuøse chefers omgang med deres personale, og medarbejderes (nedladende) seksualiserede tale om og til hinanden. Det er ikke kun “krænkeren”, der er problemet her. Det er os alle sammen.

Jeg blev lidt glad for at læse Ditte Gieses indlæg i debatten, hvor hun opfordrer boomer-generationen til ikke at modarbejde den unge generations opgør med sexisme. Man bør ikke fordømme kvinder og kalde dem hysteriske for at sige, at de gerne vil frabede sig seksuel opmærksom i form af chikane og trusler. Det er ikke at give en “forlomme” at erkende at sexisme er krænkende.

I stedet skal vi lytte. Selvom det er ubehageligt.

Jeg frygter, at der på den anden side af denne bølge kommer et backlash. At kvinder som gruppe er blevet umyndiggjort i vores forsøg på at forklare sexisme med strukturer og seriekrænkere. Altså forstå mig ret. Analysen er rigtig. Men vi er nødt til at finde noget handlekraft et sted. Når kvinderne før os nægter at tale om det, så skyldes det, at de fandt på alle mulige Work arounds i systemet, så de kunne indgå i fx det politiske liv. Desværre uden egentlig at løse problemet med sexisme.

Det er ikke en løsning, at kvinder skal gå tidligt hjem, gå med nøgler mellem knoerne eller sørge for, at de aldrig at ende alene med bestemte mænd. Det er begrænsning af skaderne. Ikke en løsning.

Jeg glæder mig til, at vi kan fortælle hinanden flere historier om kvinder, der gør noget og færre historier om kvinder, der bliver udsat for ubehageligheder. Det første er meget mere opløftende.

Jeg kan jo ikke være den eneste, der mister lysten til at deltage i fx politik, hvis det der er vilkårene. Det er stærkt deprimerende, men vi er nødt til at tale om det alligevel.

For der er en bevægelse igang og vi skal sørge for, at der bliver ryddet ordentlig op denne gang!

I er fandme så kloge

Det føles meget priviligeret at kunne spille bold opad så kloge og vidende læsere som jer. I er så gode til at øse ude af jeres gode råd, når jeg efterspørger dem. Tak!

Så dette indlæg er for alle jer, der ikke nødvendigvis følger med i kommentarsporet.

Jobskifteråd:

  • Sig jobbet op, hvis det gør dig ked af det og sæt alt ind på jobsøgning. Jeres erfaring viser, at man typisk er ledig i 3-6 mdr. Og får en meget større jobtilfredshed bagefter.
  • Lav kaffeaftaler med dit netværk i arbejdstiden (men flex ud) og forhør dig om andre brancher og muligheder.

Modarbejd perfekthedskulturen-råd:

  • Hold op med at rose andre, når de er perfekte. Ud med “Nej, hvor er her altid pænt. Hjemme hos mig er der altid så rodet”.
    Ind med “Hvor er det fedt, du har tid til at se mig”.
  • Gør det til en konkurrence om, hvad der er ‘godt nok’. Strategien er, at du sætter x antal timer af til en given ting – og så skal du færdiggøre. Det giver et boost på job at føle, at du får rykket på ting.
  • Mind dig selv om, at du lærer dine børn at stresse op over ting, hvis du selv gør det. Slap af for fremtidige generationers skyld
  • hav selvironi og sindsro med dine livsvalg. Det er meget bedre at slå sig til tåls, end at føle sig bagud nonstop.
  • Lad være med at evaluere dig selv. Det er rigeligt at andre gør det!

Eksistentiel krise og høj arbejdsmoral

Der går ikke en dag, hvor jeg ikke overvejer, hvad jeg skal med mit liv. Særligt mit professionelle liv.

Jeg har analyseret frem og tilbage, og det står klart for mig, at jeg ikke kan komme videre i mit ministerium. Det er sådan set søde mennesker og fine chefer, men systemets logik er, at der kun er én vej, og det er op. Den vej er så til gengæld brolagt med uendelige mængder af ligegyldige notater og betydelige mængder overarbejde.

Jeg har erkendt, at jeg ikke skal blive gammel i centraladministrationen. Men hvad skal jeg så?

Skal man ud i en styrelse eller kommune? Skulle man gå til det private og være konsulent eller public affairs person? Hvad med at læse en ph.d? Blive selvstændig? Tage en ny uddannelse?

Jeg ved det ikke. Jeg tænker nogle gange, at jeg burde gå all-in på tænkepause og livsomlægning. Men jeg kan ikke bare sige mit job op uden et andet på hånden. Jeg kan ikke engang fantasere løst om det uden at føle ligedele angst og skyld.

Siden jeg begyndte at gå med reklamer som 12-årig, har jeg haft et job, som jeg har været forpligtet over for hver uge. Jeg har faktisk kun 4 mdr. på udveksling i Canada (hvor jeg dog stadig havde en ansættelse at komme hjem til) som pause.

Jeg har undladt at tage praktikker og fag som ikke kunne kombineres med mine studiejobs. Jeg har altid prioriteret jobsikkerhed, og det at tjene mine egne penge højt. Både af stolthed og nød. Jeg har aldrig forladt et job uden et andet på hånden.

Jeg kan mærke, at denne tilbøjelighed betyder, at forandring tager længere tid, fordi det skal kunne foregå i tiden efter kl 17 (og lad os være ærlige efter kl. 19.30 og inden kl 22, såfremt der ikke er bagedyst eller mere arbejde).

Så hvordan omvælter man sit liv, når man ikke bare vil “råbe pik og skride”? Skal man mærke “frygten”, før man får flyttet sig? Kan man ikke på pæn mondæn og fornuftig vis ændre sit liv. Et skridt af gangen og uden at sætte sin økonomiske sikkerhed og store gæld på højkant?

Er min arbejdsmoral en ynkelig sovepude og undskyldning for ikke at tage mine drømme alvorligt? Og hvad hvis det er?

En lille smule utilregnelig

Vi havde Skype-kontormøde, hvor mine kolleger og jeg bød vores nye afdelingschef velkommen.

Herligt koncept. Helt igennem herligt. 30 stive minutter med først mandens egen præsentation af sin vanvittige lynkarriere og sit sparsomme privatliv (som dog indeholdt tre børn) , herefter fulgte yderligere 30+ minutter, hvor mine kolleger fortalte, hvad de lavede. Intet er bedre end 20 indforståede og uforståelige fortællinger om policy-detaljer.

Alle djøf-flosklerne var i brug. Chefen elsker at arbejde med vigtige samfundsforhold, vanskelige opgaver og engagerende mennesker. Han taler “lige ud af posen” og hans “dør er altid åben”. Mine kolleger blev motiveret af “at være tæt på det politiske spil”, “gode processer” (!) og “hasteopgaver”.

Jeg var en af de allersidste på bordrunden, og jeg var fuldstændig elektrisk over, hvor lidt tålmodighed, jeg har med den slags møder.

Det fløj derfor ud af munden på mig, at jeg blev motiveret af det samme som alle andre (havde jeg været en af de første talere, havde jeg formentlig sagt præcis det samme lort), men jeg ville bare nævne, at jeg blev meget lidt motiveret af flueknepperi og lange skypemøder.

Det var måske – MÅSKE – ikke den mest elegante måde at byde en ny chef velkommen på.

Min mand grinede, da jeg fortalte ham det. “Du er altså en lille smule utilregnelig”.

cof

Dette er ikke en anbefaling

Jeg satte en klog veninde i stævne i en virtuel bogklub for at få læst en bog, som jeg var overbevist om ville gøre os begge klogere og mere klar på at håndtere 30ernes livskrise, som cirkulerer om “hvem er jeg”, “hvad skal jeg” og “hvad fanden blev der af ungdommens potentiale og optimisme”. Bogen vi skulle læse var: “Det Hele Handler Ikke Om Dig” af Niels Overgaard.

Berlingske har i sin anmeldelse skrevet, at bogen har “befriende originale budskaber”. Jeg besluttede mig for at læse den, da jeg havde stødt på den meget sympatiske forfatter i to forskellige podcasts. Men ak og ve. Berlingske anmelderen var Rune Selsing, og den slags lovprisninger bør komme med en tydelig advarsel. Havde der stået “Rune Selsing kan godt lide denne bog”, så havde jeg aldrig åbnet den.

Så jeg kan lige så godt afsløre det nu. Bogen er ikke befriende original. Den er snarere frygtelig banal og alt alt for overfladisk til at tage filosofien til indtægt for noget som helst. Jeg vil i det følgende diskutere både bog og råd:

Forfatteren tilskriver stoicismen at give mennesket fem konkrete livsråd:

  1. Fokusér på det du kan kontrollere
  2. Succes er at gøre det rigtige
  3. Selvdisciplin gør dig fri
  4. Døden er din ven
  5. Det hele handler ikke om dig

Ad 1) At fokusere på det du kan kontrollere virker dybt og klogt. Der er da også en vis sandhed i, at vi bliver gladere, hvis ikke vi hele tiden forsøger at kontrollere ting uden for vores kontrolsfære. Men du ved nok godt lige så godt som jeg, at den skelnen mellem, hvad vi kan – og ikke kan kontrollere, er yderst vanskelig – og når stoikerne peger på, at du kun kan kontrollere dit sind og dine handlinger, så er det himmelråbende naivt/forkert.

For det første der er faktisk mange mennesker, der ikke kan kontrollere deres sind (fx. psykisk syge) eller deres handlinger (Fx søvngængere, folk med OCD eller tourettes). For det andet så kan man måske ikke kan kontrollere omverden 100 pct., men man kan dog påvirke sandsynligheden for visse udfald. Fx har kvinder i årtusinder måtte acceptere at være andenrangsborgere, men på et tidspunkt blev kvinder trætte af at “acceptere denne skæbne” og satte ild til patriarkatet (jeg er ikke historiker, men jeg har hørt, at det var sådan det skete).

Der er altså både en mulighed og et ansvar, som man kommer til at fraskrive sig, hvis man blot accepterer ting, som ligger uden for vores sind og vores handlinger. Derfor finder jeg dette råd, særligt når det gives med forfatterens fokus på ikke at “klynke og gøre sig selv til et offer”, som værende i bedste fald unuanceret og i værste fald usædvanligt dårligt og bagstræberisk.

Vi kan ikke altid kontrollere vores tanker og handlinger, ligeså vel som vi godt ind i mellem kan kontrollere – eller i hvert fald påvirke – andre menneskers tanker og handlinger

Ad 2) Succes er at gøre det rigtige. Jeg er pligtetiker, det vil sige, at jeg forsøger at vurdere en handlings moralske værdi ud fra dets intentioner og ikke dets konsekvenser. For som min yndlingsfilosof Kant ville sige (sådan cirka ) “der er intet andet, der er godt i sig selv end den gode vilje”. Derfor kan jeg egentlig godt bakke op om, at vi skal prøve at formulere succeskriterier, der bunder i, hvad der er det rigtige at gøre ud fra intentionerne bag handlingen og så tilgive, at det ind i mellem afstedkommer nogle lorte situationer.

Dette råd bliver i bogen stort set reduceret til “ambition is the enemy of success” og “lykken er hverken en stor bil eller en prestigefuld karriere”.

Først argumenterer forfatteren for, at du altid få, hvad du ønsker – for du jo kan ændre dine ønsker. Så du bør benytte enhver modgang til at blive et bedre menneske. Glæd dig over din brækkede arm, at kæresten forlod dig og så sænk for helvedet dine ambitioner! Det er et virkeligt underligt sted at lande, når man starter med at begive sig ud for at finde ud af, hvad det “rigtige” er, for det er denne type råd i hvert fald ikke en anvisning af.

Jeg kan ikke se det gode argument for, at man til hver en tid skal slutte fred med sin skæbne. Det kræver i hvert fald en tro på en almægtig gud og noget solid determinisme. Det tror jeg simpelthen ikke på. Der er ting, som man skal kæmpe imod med næb og klør – også selvom det giver søvnløse nætter og ondt i maven. Kampen for det gode er både ubehagelig og vil ofte mislykkes, men derfor skal vi gøre det alligevel.

Jeg er overrasket over, at nogle voksne mennesker føler, at det er et originalt budskab at sige, at lykken hverken er gods eller guld. Endda når det bliver underbygget med citater fra hhv. Fight Club og Kayne West. (“One good girl is worth af thoundsand bitches” er ikke et velvalgt citat til noget som helst, men det underbygger en nagende mistanke, jeg har om, at bogen er skrevet til mænd).

Ad 3) Selvdisciplin gør dig fri. Selvdisciplin kan gøre dig fri af nogle ting, men jeg tror, at anoretikeren kan fortælle om, at for meget selvdisciplin bestemt ikke er frigørende. Så her har vi igen at gøre med et råd, som bør komme med en nærmere vejledning og ikke blot løse anekdoter og påstande om, at det moderne menneske ser for meget tv og kigger for meget på sin telefon. Det kan vi alle sammen relatere os til, men det betyder ikke, at man automatisk bliver fri af at holde sig selv i stram snor.

Det handler vel om, at man skal sikre sig, at de kortsigtede beslutninger, man træffer, ikke underminerer ens langsigtede ønsker – og omvendt. Det er en balanceting. Frie mennesker kan vel også have lyst til noget umiddelbart. Jeg håber, at alle kan relatere til den berusende følelse, man får, når indimellem dropper forpligtelserne – og pjækker fra skole for at spise is på stranden.

Hvornår mennesket er frit, er ikke et let spørgsmål. Jeg kæmper selv med at finde et svar. Men det nærmeste jeg er kommet et tilfredsstillende bud, kommer fra Kant (jeg er virkelig glad for ham), han mener, at hvis du bare handler, som om du er fri, så er du fri. Det vil sige, at jeg kan ikke udefra vurdere, om du er i moderne teknologis lænker eller om du har truffet et valg om at spille Candy Crush i fem timer i streg. Men du kan afgøre det ved at spørge dig selv: “Hvad ville jeg gøre, hvis jeg var helt fri?” – og hvis svaret er gå en tur, så læg telefonen fra dig. Det handler sådan set slet ikke om selvdisciplin, men om selvindsigt og refleksion over sine valg. Det vigtige er vel sådan set, at du ikke bare lader dig hive med af dine umiddelbare indskydelser og følelser, uden først at køre dem igennem “fornuftsmaskinen”.

Men hvis man skal gå længere ned i dette kaninhul, skal vi diskutere om mennesket overhovedet er frit – og det skal vi ikke lige nu. Det er nødt til at være en antagelse.

Ad 4) Døden er din ven er et synspunkt, som jeg har det vanskeligt med. Jeg kan godt medgive, at det faktum, at noget har en slutning gør turen mere værdifuld. Det har både Ringenes Herre og Harry Potter lært mig for længe siden. Men pointen her går videre end det.

Seneca citeres for at sige, at det gode liv forudsætter evnen til at dø godt. Og det synes jeg lyder som en røverhistorie. Altså for det første. Hvor fanden ved Seneca det fra? Vi dør jo kun én gang, og så er det for sent at finde ud af, om den der var “god til at dø” også havde levet godt. Jeg tror umiddelbart, at mange som er rigtig gode til at dø – har haft mere end almindeligt svært ved livet. Jeg mangler data, hvis jeg skal tro andet.

Hvor jeg antager, at det er synd for folk, der tager sit eget liv, så fører forfatteren her en slags bevis for, at det er bedre at kunne begå selvmord med ophøjet ro(som Sokrates og Seneca) end at gå i panik og skide udover sit dødsleje. Det ved jeg nu heller ikke om er rigtigt. Det er klart rarere, for de efterladte (og vel også for den døende), hvis den døende ikke er bange, men har sluttet fred med sin skæbne. Men “rart” er jo ikke nødvendigvis “godt”. Det er også rarere ikke at blande sig, når man er vidne til et voldeligt overfald. Men det er jo ikke det rigtige at gøre i moralsk forstand? Og… hvorfor gøre døden til en præstation, som man kan fejle i?

Døden er uundgåelig og naturlig. Derfor hører man også jævnligt om gamle og/eller syge mennesker, som er trætte og mætte af dage. Jeg er enig i, at vi skal fjerne døden som et tabu. Vi bør være bedre til udføre nogle overgangsritualer og -samtaler, så afsked og død kan bruges til at bearbejde det tabte liv og måske også ens eget liv fremadrettet.

Men jeg står af, når man ophøjer den rolige død til et ideal, der knytter sig til ens evne til at leve. Ligesom det frarøver folk, der dør unge eller af unaturlige årsager (fx mord), retten til at være oppe og køre over, at deres liv er ved at slutte uden at sige, at det er en slags bevis for, at de også var dårlige til at leve. Jeg stiller mig ligeledes tvivlende overfor, at det at være bange for døden kan løses ved at tænke rigtig meget på døden. Men jeg kan godt finde trøst i citatet fra Epikur, “Når vi er, er døden ikke kommet endnu, og når døden er kommet, er vi ikke“. For mig at se er det mere en påmindelse om, at vores egen død ikke er værd at beskæftige sig med, end en opfordring til at dvæle ved den.

For mig at se, så har den overlevelsesstrategi, der hedder “ignorer lortet”, fungeret ret godt for virkelig mange mennesker. Jeg vil argumentere for, at den strategi også hjælper mig med at blive i nuet fremfor i en fremtidig ulykke eller død. Jeg ved heller ikke, om man bliver mindre overrasket over, at nogle tæt på en dør, fordi man står i badet hver morgen og dvæler ved sin egen og sine elskedes muligvis nært forestående død. Jeg tvivler på, at det betyder noget i forhold til den sorg, man kommer til at opleve.

Hvis den ekstreme dødsbevidsthed kommer til at betyde noget, så er det mere nærliggende for mig, at man ikke knytter sig så meget til andre mennesker, fordi man hele tiden forbereder sig på at miste dem. Det er i hvert fald også et sandsynligt scenarie. Derfor bliver jeg heller ikke overbevist om, at man faktisk tager i mod “lykkens gaver”, hvis man også kan “aflevere dem tilbage uden bekymring”. Det er givet vis noget andet på spil, når man allerede har etableret relationer under en fornemmelse af evigheden. Her kan døden måske nok få en tilbage til det væsentlige – nemlig relationen her og nu.

Ad 5) Det hele handler ikke om dig er rådet, der pryder bogens omslag, så her kommer vi ind til det, som vel må betegnes som kernen. Men bidraget er stadig banalt og flygtigt – for hvad handler det så om?

Det handler heller ikke om Mick Jagger, må vi forstå. Han lider bare af forsanger-syndromet, fordi hans succes har steget ham til hovedet. Jeg tror kun, at det er i en macho-verden, at det er en overraskelse, at man ikke er centrum for universets bevægelser. Men det selvfølgelig en tanke, vi alle sammen får fra tid til anden – fordi vi er hovedpersonen i hver vores lille film.

Bogen kæmper usædvanligt meget med at komme med et bud på meningen med livet – og det kan man jo godt forstå. Det virker bare så utilfredsstillende at angive meningen, som værende “at have gode tanker og handlinger og tænke på andre”.

Problemet med mening er, at det er noget, vi selv skaber – hver især. Det bør man anerkende som et grundvilkår. I starten af bogen formanede forfatteren, at succes var at gøre det rigtige, altså at man gjorde sig umage med det man gjorde og var tilfreds uagtet resultatet. Problemet er: Hvorfor gør man sig umage med noget? Fordi det er meningsfyldt for en. Derfor kan man ikke sige, at meningen er at gøre sig umage. Det bliver et cirkelargument.

Jeg tror ikke, at meningen er én ting for alle mennesker. Selvfølgelig er det ikke meningen at få børn. Meningen med livet er alle mulige forskellige ting, men jeg tror, at en fællesnævner for de fleste mennesker er, at mening bliver skabt sammen med andre. Så et liv med sindsro ved jeg ikke om er efterstræbelsesværdigt. I mine øjne er et liv med bevægelse og udvikling vigtigere.

Når man bør gøre sig bevidst om sin dødelighed, så er det, fordi den øvelse tvinger en til at forholde sig til sine valg. Uden bevidste valg så går tiden bare. Indtil livet pludselig er slut.

En drømmer søges

Hverdagen har ramt mig som en mukkert mod mit trætte ansigt.

Foreløbigt er jeg endda fritaget fra hente/bringe-forpligtelsen. Jeg skal bare stå op og gå på job. Komme hjem. Og starte forfra.

Meningsløsheden er til at få øje på. Jeg ved ikke, om alle bliver ramt af den følelse, når de tager på job efter en barselsorlov. Men det er som om, at mine krav til meningsfuldhed ved mine aktiviteter er steget eksponentielt i løbet af tiden alene med mit barn.

Man skulle fandme tro, at jeg havde reddet flygtninge i Middelhavet. Men selv om børnepasning er triviel er det unægteligt meget meningsfyldt. Nogen skal jo passe på de børn. Og man kan ikke undgå momentalt at blive virkelig glad i låget af det. Børn er virkelig nogle finurlige størrelser.

Det er de færreste voksne. I meget store dele af min arbejdsdag sidder vi bare og glor ind i hver vores skærm. Når vi taler sammen er det ofte om, hvor latterlige andre voksne, vi arbejder sammen med, er. Ugens højdepunkt er, når nogen har taget kage med, eller hvis der er noget særligt godt sladder om en kollega eller politiker.

Jeg vil gerne noget andet med mit liv end at sidde og “processe” sager. Altså koordinere lort, som en har lavet med lort, som en anden har lavet.

Så hvorfor skifter jeg ikke bare job? Tja. Jeg er lige så fantasiløs, som mit job for tiden. Vi fortjener nok hinanden.

Jeg misunder folk med krøllede hjerner. Jeg misunder dem, som tænker “det kan jeg sagtens” om nye opgaver og ideer. Dem som drømmer stort og urealistisk, og som ikke er bange for at fejle eklatant. Sådan er jeg ikke.

Nu sidder jeg og gennemlæser mit indlæg. På vej hjem i toget. Hjemsendt for de næste par uger. Så nu kan jeg sidde og kigge ind i min skærm uden kage og kollegabrok. Det er i virkeligheden heller ikke fantastisk. Suk.

P. S. Næste indlæg bliver mere positivt og fremadrettet. Promise!

Sommeren slut

Det er et år siden, at jeg skrev et indlæg om, at Lars Løkke og jeg skulle starte et nyt kapitel (hver for sig, bevares!). Lars Løkke har jo ikke ligget på den lade side. Han har både lavet en podcast og landet et velbetalt bijob som konsulent hos et advokatfirma. Også blander han sig stadig med stadig uvelkomment i Venstres politik.

Jeg har på den anden side født et barn, fodret og kysset ham, så han nu er 10 måneder gammel, 12 kilo tung og et par af 80 cm. lang. Det er en bemærkelsesværdig præstation, som jeg er meget stolt af. Det at lave et barn, er ikke for svæklinge. Det kræver sin kvinde!

Nu har jeg dog pakket pusletasken væk, støvet min arbejdscomputer af og draget mod min arbejdsplads. Denne gang med mundbind og metro. Jeg er stor fan af sidstnævnte.

Jeg synes ikke, at det er top sjovt at vende tilbage til arbejdet, men det er dog rart at se kendte ansigter og spændende at høre mere til det politiske liv på Slotsholmen. Det skal nok blive okay. Jeg prøver at acceptere, at jeg er et af de mennesker, som synes at denne overgang er lidt svær.

Jeg håber, at tilbagevenden til et mere systematisk og hektisk liv hjælper mig til at få lidt mere gang i bloggen igen. Jeg må ærligt indrømme, at de mange farvel fra flere af mine yndlingsbloggere har taget noget af min motivation fra mig. Der var lige nogle måneder, hvor det føltes som om jeg var en del af en skønt univers med nye pennevenner. Det savner jeg. Hvis I kender til gode bloggere, som jeg bør kende til, så skriv fluks.

På denne årets sidste sommerdag kommer jeg altid til at tænke på TV-2s sang “husker du så glemmer jeg” :

Sommeren slut

elske højt hvert langt minut

lyset væk

gadelygte, cykeldæk

og is i hinandens blik

ekko af tid der gik

dråber af stivnet smil

hænger bag lukkede døre

.

Sommeren slut

huske at glemme, uafbrudt

lyset væk

cykellygte, ansigtstræk

viskes ud i en andens blik

lyden af skridt der gik

dråber af savner dig

skjules bag smilende øjne

Oprør mod perfekthedskulturen:

yellow rubber ducks

På en af mine tidligere arbejdspladser besluttede ledelsen en dag at lave nye kopper til hele afdelingen med nye smarte ledelsesmantra på. Et af dem de kom på var: “Hvis bedre er muligt, så er godt ikke godt nok“. Det medførte fluks civil ulydighed fra mine kolleger og jeg, der stille og roligt sørgede for, at kopperne forsvandt fra jordens overflade. Vi vidste jo godt, at bedre altid er muligt. Derfor kunne ledelsen lige så godt have skrevet “vi bliver aldrig tilfredse med dig”, “work harder, you idiot” eller “du er en fiasko” på kopperne.

Jeg har tænkt på det mange gange siden. For hvordan kunne man dog få den håbløse idé at lave sådan et slogan?

I virkeligheden er sloganet jo bare en overskrift på den perfekthedskultur, som ingen rigtig vil tage ansvar for, men som de fleste af os lider under. Det er jo netop det faktum, at man kunne have været bedre, som gør at man ikke er tilfreds med det, man har/kan/gør. Vi forventer det perfekte, og så kan man kun tabe.

Der er dog i de seneste år kommet flere og flere opråb mod perfekthedskulturen og dens dårligdomme, men jeg oplever, at de altid er bygget på, at stræben efter det perfekte spænder ben for noget andet. Vi skal lære at fejle, fordi ellers bliver vi aldrig innovative iværksættere. Vi skal slippe kontrollen, fordi ellers risikerer vi at få spiseforstyrrelser. Vi skal være robuste mennesker, fordi ellers overlever vi aldrig det moderne arbejdsliv. Men hvorfor ikke bare sige, at vi skal droppe søgen mod det perfekte, fordi det er umuligt at opnå, og dermed inderligt spild af tid?

Det politikerne og andre velmenende mennesker glemmer at sige er, at stoppe med at stræbe efter det perfekte betyder, at du ikke altid skal gøre dit bedste. Det var først, da jeg faldt over Svend Brinkmanns udsagn om, at vi ikke altid skal optimere vores familieliv, at jeg fik øjnene op for, at det faktisk er en dårlig ting, hvis alting hele tiden skal gøres bedre. Det er selvfølgelig ikke kun i vores familieliv, vi skal stoppe med at optimere konstant. Hvis vi hele tiden er på udkig efter en effektivisering eller forbedring af vores liv, så glemmer vi at sætte pris på alt det, der faktisk fungerer – og det kan ikke lede til andet end i bedste fald en følelse af utilstrækkelighed og i værste fald stress og udbrændthed.

Perfekthedskulturen handler altså ikke bare om ambitiøse unge kvinder med gode karakterer (nedsættende kaldt “12-tals-pigerne”), det omfatter os alle sammen. Min mand er ved at blive vanvittig over, at jeg hele tiden proklamerer nye målsætninger: for ham, mig og familien. Så skal vi spise sundt, så proteinrigt, så klimavenligt. Vi skal skære ned i skærmtiden, starte til fodbold, læse flere bøger for sproglig stimulering. Jeg frygter grundlæggende, at nogle kommer og siger: Du gjorde ikke alt, hvad der stod i din magt for at sikre din børn, din familie og kloden.

Dét er perfekthedskulturen. Det er perfekthedskulturen, som altid kværner inde i mit hoved omkring ting, som kunne være bedre, hurtigere, smukkere, billigere, grønnere eller klogere. Der kan altid optimeres i forhold til alle aspekter af livet. Fra affaldssortering til karriereudvikling eller børneopdragelse.

Men NU vil jeg prøve at stoppe. Ikke fordi jeg har fået spiseforstyrrelse eller stress. Bare fordi jeg er træt af, at jeg irrettesætter mig selv hele dagen lang. Så her kommer mit bedste bud på et oprør med perfekthedskulturen. Jeg vil fremadrettet:

1. Gøre ting bare, fordi jeg har lyst
En anstrengende ting ved at være perfekt er, at man altid skal “tage sig samme”. Man skal tage de bedste valg – bruge sin tid optimalt. Derfor er jeg blevet rigtig godt til at gøre ting af pligt. Men jeg har fået meget svært ved at mærke om, jeg har ægte lyst til noget eller primært er motiveret af, at det er “det rigtige” at gøre ud fra en række udefra opstillede kriterier. Derfor er et opgør med perfekthedskulturen at acceptere, at beslutninger godt må være baseret på lyst – ligesom en beslutning godt må vise sig at være forkert – uden at jeg skal skælde mig selv ud over det.

2. Gøre den dyd ud af ikke at altid give mig 100 pct.
Det her er en evne, som jeg er blevet meget bedre til efter, jeg har fået børn. Der er helt åbenlyst ikke tid nok til, at jeg kan give mig selv 100 pct. hver gang. Derfor springer jeg i stadig højere grad over, hvor gærdet er lavest, men jeg synes det er svært. Især hvis man får besøg derhjemme. Jeg skal virkelig gøre mig umage med ikke at gøre mig umage, hvis folk skal ind i mit hjem. Jeg har et meget stærkt drive for at købe ind, lave snacks og gøre virkelig meget rent, så det ser pænt ud. Det er udmattende!

3. Stoppe med at evaluere alting
Jeg ville rigtig gerne stoppe med at overveje, om mine ordvalg var de helt rigtige. Om jeg ikke kunne have kørt en lidt hurtigere vej, så vi ikke var kommet for sent. Om jeg burde have håndteret mit hidsige barn på en bedre måde.
Det kommer aldrig til at stoppe helt (vi skal selvfølgelig overveje om nogle ting, vi gør kunne gøres bedre), men jeg vil gerne begrænse den kapacitet min hjerne bruger på at overveje ting, som allerede er i fortiden og som ikke kan ændres.

Har du et godt bud på, hvordan man gøre oprør mod perfekthedskulturen?

Peter Pedal og dødsangsten

Peter Pedal kan ikke se ud af vinduet af den lastbil, han har sneget sig op i. Så han klatrer op på en pind fra instrumentbrættet, og så siger lastbilen en underlig lyd. Ud af forruden ser vi en familie holde picnic i græsset. Her stopper jeg altid op i min oplæsning . For mit indre ser jeg, at lastbilen er røget i gear og kører hele familien ihjel. Der kommer blod på forruden og skrig under lastbilen, mens Peter sidder bag rattet. Det kan man da ikke fortælle børn?

Så vender jeg siden.

Det er selvfølgelig bare ladet på lastbilen, som tilter og hælder jord af. Helt uskyldigt og ufarligt. Gartnerne bliver slet ikke sure. For ænderne har fået deres egen ø ude i søen. Rap!

Jeg bliver altid ramt af en mild omgang dødsangst, når jeg læser “Peter Pedel i parken”. Vi kan jo alle dø. Lige om lidt. Måske under en uforsigtig abes skarnsstreger? Begravet levende i parken? Vi skal alle dø en dag.

Andre katastrofe-glimt af lidt mere relevante trusler end Peter Pedal hjemsøger mig: Min store dreng falder ud af vinduet på 1. sal. Jeg bliver skubbet ud på togskinnerne sekundet før, linje B kører ind på perronen. Min mand kører galt i bilen. Jeg falder ned af trappen med den lille på armen. En af os bliver alvorligt syge. Er det modermærke ikke lidt underligt?

Det giver indlysende mening, hvorfor mennesker kommer i tanke om de frygtelige ting, som kan ske (altså for at undgå dem, right?!). Men det tager overhånd, hvis man forsøger at eliminere alle risici og/eller tænker for meget over frygtelige ting, som kan ske. For kun fantasien sætter grænser og mulighederne for en frygtelig og tragisk død er mange.

Da jeg er lidt ængstelig anlagt, så er jeg meget modtagelig overfor bekymringer og formaninger. Jeg er en forsigtigper i mange af livets henseender. Så det irriterer mig, hvis andre mennesker pålægger mig deres angst og bekymringer på mine vegne. Det er så begrænsende og frihedsfrarøvende at være bange.

Min far har et særligt talent for det. Han er i den grad en ‘worrier’ (og jeg kan jo godt se, hvor mine egne tendenser kommer fra). Forleden var jeg ude og stå på rulleskøjter. Min far ser det og kommenterer på det manglende sikkerhedsudstyr med en bekymret mine. Jeg svarer, at jeg gennem de sidste 20 år er faldet meget sjældent og det værste, jeg har oplevet er nogle skrabede knæ.

Min fars reaktion kommer prompte: har jeg så hørt om den århusianske mand, der fornyligt døde af en kødædende bakterie, som han havde fået ved en hudafskrabning på knæet?!?

Det tog en del af glæden ved den rulletur, må jeg sige. For min frygt for døden er steget ekspontielt med, at jeg har fået børn. Før tænkte jeg ikke ret meget over, at jeg kunne dø. Når det faldt mig ind, at døden var en mulighed, var mine efterfølgende tanker mest baseret i ærgelse, men jeg tænkte ikke over, hvor forfærdeligt det ville være, hvis jeg ikke var her.

Det gør jeg nu.

Jeg føler en langt større forpligtelse til at holde mig i live nu. Fordi jeg ikke kan holde tanken ud, at mine børn skal vokse op uden en mor. Det vil jeg simpelthen ikke være med til. Så tendensen til at sidde og pille i dødsangst og alverdens bekymringer er vokset. Jeg bekymrer mig på egne og mine børns vegne (det er sikkert det samme min far får tiden til at gå med).

Det er en tilbagevende kamp for mig ikke at blive alt for forsigtig. Det lyder nok åndssvagt, men af samme grund kæmper jeg lidt med at skulle tage sikkerhedsudstyr på, såsom knæbeskyttere og cykelhjelm. De er for mig blevet symbolet på dødsangstens overherredømme (men jeg kører dog med sikkerhedssele – så helt uden for pædagogisk rækkevidde er jeg ikke).

Jeg har ledt efter en morale et sted, men kan ikke rigtig komme det nærmere, end denne linje fra en sang, hvor teksten lyder: “Don’t worry about the future. Or worry, but know that worrying is as effective as trying to solve an algebra equation by chewing bubble gum.”

Jeg har først lige opdaget, at sangen i virkeligheden er en oplæsning af en klumme, som Mary Schmich skrev tilbage i 1997. Hun har helt sikkert et råd, som også passer til dit problem!

Voksen-frihed og en feministisk målsætning

green plant in clear glass vase

Nå, men det er jo ikke ret lang tid siden, at jeg skrev et indlæg, som var så nostalgisk, at det næsten var deprimerende. Det her indlæg skal i stedet fokusere på noget af det fede ved at være voksen. Udover alkohol og selvbestemmelse, så er en af de helt store glæde i mit voksenliv den økonomiske frihed. Nu skal man ikke længere hustle sig til at få opfyldt sine ønsker to gange årligt.

Selv om jeg er typen, der har tjent mine egne penge, fra jeg var 12 år gammel og faktisk har haft faste job lige siden – så har jeg aldrig fået mine penge til at yngle. Men fornyligt fik jeg anbefalet at melde mig ind i gruppen Moneypenny på Facebook. Det er en gruppe for kvinder, som investerer og gerne vil erfaringsudveksle. Det gjorde jeg – og det er virkelig end god måde at få bolden til at rulle på. Det er inspirerende at følge med i, og jeg fik i hvert fald en stor lyst til at være en del af aktionærklubben.

Efter en måneds tid at have læst på kloge kvinders spørgsmål og fif til aktiehandel købte jeg Moneypennys guide til at starte din egen pengemaskine, så skimmede jeg den. Herefter tog jeg mod til mig, for det stod mig klart, at jeg ikke ville kunne lære det hele på forhånd. Nu er det ikke mere end par uger siden, at jeg i en alder af 32 år købte min første aktie i et firma, som arbejder på at løse udfordringerne med vaginal tørhed uden brug af hormoner. Drømmen lever!

Det har overrasket mig, at det faktisk er sjovt at købe og eje aktier – og at det har ændret mit syn på verden. Jeg er med et trylleslag blevet meget mere interesseret i erhvervsnyhederne, og mit forhold til mine egne penge har også ændret sig. Jeg er begyndt at tænke mere over de penge, som bare går “op i røg”. Jeg vil gerne reducere mit forbrug på ligegyldigheder og sende flere penge over i en aktie-opsparing. Det gør, at jeg dagligt stiller mig selv spørgsmålet om balancen mellem forbrugsglæde nu vs. i fremtiden er rigtig. Det har overrasket mig, at det at eje en aktie i dag faktisk også giver mig en glæde – det er lidt en blanding af at spille lotto og lade store drømme leve – men faktisk være ansvarlig og tage ansvar for verden samtidigt. Det kan altså noget.

Alt dette er sket, selv om jeg ikke har investeret for noget særlig stort beløb. Jeg har købt enkelte aktier for 7.000 kr. og startet en månedsopsparing på 1500 kr. om måneden hos Nordnet.dk (du kan faktisk starte med helt ned til 500 kr. om måneden). Jeg tror faktisk, at nøglen til succes for mig og andre nybegyndere er at starte ud i det små. Fordi nu kan jeg øve mig uden at ærgre mig til døde, hvis alle pengene går tabt.

Jeg har ikke prøvet at realisere et afkast endnu, og der kommer sikkert til at gå nogle år endnu. Men det gør ikke så meget, for jeg er ikke for alvor motiveret af at lave penge (det kan nok godt blive et problem på lang sigt). Aktionærplanerne stammer udelukkende fra en feministisk målsætning om at ændre på, at kvinder investerer for lidt. Kvinders manglende investeringer medvirker til, at der opstår et øget indkomstgab mellem mænd og kvinder – ligesom det påvirker, hvilke virksomheder der får succes.

Money talks – og som aktionær får man mulighed for at vælge de virksomheder, som fremmer de sager, man selv tror på. Om det er grøn teknologi, mangfoldige ledelseslag eller produkter, der er målrettet til at hjælpe kvinder – så kan man komme med.

Hvis du lige som jeg ikke går specielt meget op i penge, så brug det til din fordel. Spring ud i det. Invester dine penge i stedet for at bruge dem udelukkende på mad, hus og gøgl. Det giver faktisk rigtig god mening – og det er både sjovere og lettere, end det lyder til.

ps. hvis der er nogle af jer, som er mere rutinerede aktionærer med nogle anbefalinger til en nybegynder, så send dem ENDELIG min vej.