Halle-fucking-luja – det’ sommerferie!

Efter at have slæbt mig igennem to ørkesløse uger på kontoret fyldt med pseudoarbejde og journalisering, kun forsødet af enkelte morsomme kolleger og en masse sandwichs fra Lagkagehuset, oprandt dagen for min ferie endelig!

Min første feriedag blev indviet med, at barnet valgte at sove til kl. 6.10. (Oh sweet bliss!). Vi stod op sammen som familie og spiste havregrød med kanelsukker. Vejret var so-and-so, så vi lukkede os selv ind på biblioteket klokken otte. Jeg lover jer, at det var en god beslutning: Der var kun os og alle bøgerne. Intet mindre end fantastisk!

Vores lokale bibliotek har en genial børneafdeling, som bl.a. består af et kæmpe stort dukkehus, hvor Hubert straks løb hen. Og til min store overraskelse var hans første handling at lægge en af dukkerne i seng. Jamen, altså. Hvorfor har vi ikke et dukkehus derhjemme? Her har jeg gået og troet, at han ikke forstod rollespil på pigernes niveau. Alene baseret på, at han normalt kun vil se, tale og lege med biler. Men det kan han jo sagtens. Det er bare mig, som ikke giver ham muligheden. Og han fandt da også frem til en dukkevogn, som han ræsede rundt med.

(Det gik dog i sig selv, da han opdagede en garage med biler – MEN så legede han med bilerne inden i dukkehuset. Hvem siger, at bilerne ikke kan lave mad, gå i bad og falde ned af trapperne?)

Herfra gik vi i gang med dagens store projekt – Køb parasol! Det skulle dog vise sig at være en noget sværere opgave, end jeg havde forudset. Hverken Harald-Nyborg eller Biltema havde ret mange udstillingsparasoller, og deres personale var forsvundet som dug for solen. Jeg besluttede, at vi måtte betale det ekstra for at få personlig vejledning i Bauhaus, efter at barnet blev mere og mere utålmodig med os.

Til min store overraskelse blev jeg – efter at have trykket på en knap – betjent af en person over en højtaler i Bauhaus, som sagde “Kig på den reol lige over for jer, til jeres venstre side længst mod trævarerne – der ligger de ganske få parasoller, vi har tilbage“. Det er værre at blive betjent af en person, som kigger på en på et overvågningskamera end slet ikke at blive betjent. Vi købte (surprise) ikke en af de to krøllede parasoller, som Bauhaus havde tilbage. Nu må jeg tilbage til nethandlen igen. Man kan åbenbart ikke få personlig parasol-betjening i kongeriget Danmark.

Fuck det. På vores mission havde vi dog købt lidt ind til sjov og ballade i haven. Så den stod på badebassin og fiskenet i haven. Aldrig har drengen været så glad. Selvom vandet var koldt og solen var forduftet. Det blev kun bedre af, at vi fik besøg af en af mine ældste veninder og hendes datter. Så var der rav i gaden. Det viser sig, at min dreng faktisk var ret tolerant og villig til at dele sin verden med hende. Mor er stolt.

Dagsrapporten må snart slutte, for jeg ved ikke om laks med asparges og nye kartofler er rigtig interessant at fortælle om, men det var i hvert fald lækkert. Nu sidder husbonden og jeg med hver vores pc og nyder freden og udsigten til intet mindre end tre uger mere af det her sweet sweet life.

Er det pøbelaversioner eller god smag?

group on people inside building

Siden jeg forlod folkeskolen og begyndte at bevæge mig op gennem uddannelsessystemet, har jeg fået en voksende oplevelse af “ikke at høre til”. De kulturelle referencer bliver mere og mere ekskluderende. Som en der er vokset op i en familie, der har taget på samme sommerferie hvert eneste år – og hvor årets tur til Bonbonland var et højdepunkt, så er jeg ikke opdraget til at være en sofistikeret kulturforbruger. Jeg går sjældent i teatret, jeg rejser ikke specielt meget, og jeg hører hverken opera eller ser ballet.

Problemet opstår, fordi jeg efterhånden kun omgås mennesker – som er meget mere “fancy pantz” end mig. Det er mennesker, som går i teatret og på museer. Læser bøger på altanen med et glas rosé i hånden. De går til vinsmagning og jazz-festivaller. De elsker at blive overrasket af “skøre internationale koncerter” på Roskilde Festival. Grøn Koncert og Skanderborg festivallen ville de aldrig sætte deres ben på. Og Shu-bi-dua er alt for provinsielt.

Jeg kan love jer for, at jeg føler mig som den vildeste basic-bitch, når “vi” taler om nyeste udstillinger og koncerter over frokosten. Nu er jeg endda også tre-fire gange blevet konfronteret med mennesker i min omgangskreds – som enten lige har været eller gerne vil til Iran. Iran?!?!

Som den uvidende bonderøv jeg er, har jeg været nødt til at google, hvor landet præcist lå, og hvorfor min umiddelbare reaktion på Iran som rejsedestination er: HVORFOR?

Jeg kan fortælle til mine fellow-bonderøve derude, at Iran er et lille lækkert land klemt inden mellem bl.a. Irak, Pakistan, Afghanistan og Aserbajdsjan – hvilket jo i sig selv er en lækker region. Udenrigsministeriet anbefaler, at man passer på, når man er i landet, fordi ok stor risiko for terroer og:

“Iran er et muslimsk land, hvor islamiske regler strengt følges. Behandlingen af din sag ved domstolene kan være langtrukken og bureaukratisk. Du kan risikere, at du ikke må rejse ud af landet, før sagen er afgjort. Forholdene i fængslerne kan være meget vanskelige.

Seksuelle forhold mellem mænd og kvinder, som ikke er gift med hinanden, er ulovlige og straffes. I visse tilfælde idømmes dødsstraf. Hoteller kan nægte ugifte par at dele værelse. (Homoseksualitet er selvfølgelig også forbudt).

I Iran er der nogle meget vigtige krav til påklædning. De gælder alle offentlige steder. Kvinder skal bære ”mantou”, bukser til anklerne og hovedtørklæde. Mænd bør undgå shorts og t-shirts uden ærmer. Du kan risikere chikane og anholdelse, hvis du ikke respekterer det. “

Derudover er der selvfølgelig det ekstra lille twist med, at Trump fiflede med ideen om et luftangreb på landet, fordi Iran har skudt en amerikansk overvågningsdrone ned. Overvågning, man bla. har, fordi landet er i gang med at skaffe sig en atombombe.

Så rigtig afslappende lyder Iran ikke. Men hvad ved jeg? Der er også flere i min omgangskreds, som har været/vil til dødsdiktaturet Nordkorea. Og set i det lys, så er Iran jo et mainstream valg. Min mand anførte, da jeg råbte op om, at verden var blevet vanvittig, og hvad fanden er der nu i vejen med Gran Canaria: “Jamen, Iran skulle være et meget gæstfrit land“. MEN DET ER DER SGUDA MANGE LANDE DER ER?!?!

Så hvad vil jeg egentlig med denne her lange smøre om Iran? Jo, altså – det handler ikke om Iran i virkeligheden. Det handler om smag. Det handler om social kapital og klassetilhørsforhold. Det handler om, at man kan bruge sin gode smag til at vise, at man andre (fx mig) overlegen. At man er worldly og vidende. At man kommer ud – og at man har så meget overskud, at både svært tilgængelig litteratur og lande ikke er en hindring. Selvom det sikkert ikke (bevidst) er hensigten, så er det en magtdemonstration. And I don’t like it!

Jeg hviler for det meste i – og dyrker måske også en lillebitte smule – min egen proletar-identitet. (Hvilket også kan kamme over til det patetiske, for jeg har trods alt en kandidatgrad og et rækkehus, og jeg elsker Immanuel Kant og tapas). Men måske det bare giver mig lige tilstrækkelig med kulturel kapital til at opdage, at jeg ikke hører til i de her luftlag, hvor man lytter til moderne jazz, rejser jorden rundt og går på vinbar hver uge.

Men hvor hører jeg så til? Og hvad gør man, hvis man er ved at blive træt af at føle sig som en idiot og/eller tilgå alt kulturforbrug med en ironisk distance?

Scener fra en andensgangsgraviditet

Scene 1. Printerrummet, jeg står ved en printer, min kollega træder ind:
“Nååå, din mave er rigtig *eksplosionslyd*”, mens hans hænder signalerer en kraftig udvidelse.
“Du kan da bare noget med ord”, konstaterer jeg sarkastisk.
“Nårh, nej jeg mener bare, at din mave strutter”, smilede han tilbage.

Scene 2. Sætter mig tilbagelænet i havestol. Mor kigger på min mave og siger:
“Er du sikker på, at der ikke er to eller tre derinde?”
“Det vil komme meget bag på mig”, svarer jeg irriteret
“Ja, det vil jo blive en hård omgang med to ekstra børn”
“Så er det godt, at vi bor så tæt på dig. Du skal endelig ikke tro, at du kan gå fri”.

Scene 3. Førstegangsgravid står ved siden af mig og har termin praktisk talt i morgen. Tilfældig person fra familien henvender sig til mig:
“Og hvornår gik du fra på dit arbejde?”
“Jeg har termin om 3,5 måned!”

Tankemylder #2 – valgspecial

  • Så kom der ENDELIG en ny regering. Jeg sidder i skrivende stund og lapper News’ dækning af den nye regering i mig, imens jeg kører hjemmedyrkede kirsebær i fjæset. Det er jo helt befriende, at de har noget reelt at tale om og ikke bare til bevidstløshed gennemgår forskellige bud på ministerlister. Selvom jeg har det bedst, når jeg er lidt sur på systemet – så må jeg sige, at det er et stærkt hold, og jeg glæder mig til at se, hvad de kan drive det til.
  • Der er selvfølgelig lige det med kvinderne! Jeg ville hellere have haft tættere på 50 pct, men det tæller altså ekstra, at statsministeren er kvinde, at forsvarsministeren også er en kvinde, at der er to kvinder i Økonomiudvalget, OG at man udnævner en gravid Joy Mogensen som minister. Og er jeg den eneste, som glæder mig over, at ALLE kritiserer regeringen for, at der er for få kvinder? Det er sgu da en sejr i sig selv! Det er jo netop, når vi ikke bemærker skævvridningen, at den er allermest farlig. Så selv som feminist er jeg tilfreds!
  • Jeg misser ministeroverdragelsen i mit ministerium, fordi der samtidigt er afskedstamtam for en af medlemmerne i min mødregruppe. Hun flytter langt væk – og som jeg tvivler på, at jeg ser hende igen herefter. Det føles forkert, hvis jeg skulle undlade at sige farvel til en person, som har spillet en stor rolle i en vigtig periode i mit liv, bare for at se noget politik-cirkus. Men lige nu er det altså svært at hvile i det valg!
  • Jeg så igår billedet af den druknet far og datter (som i øvrigt har meget lighed med billedet af den 3-årige syriske dreng på stranden for nogle år siden). Jeg kan simpelthen ikke finde en måde, hvor jeg kan rumme det. Børn dør jo hele tiden, men der er noget med de flygtningebørn, som går lige i hjertet og som gør, at jeg tuder, bare jeg tænker på det. Måske er det, fordi det er et billede på en hver forældres værste frygt; at man ikke formår at passe på sit barn. At man i forsøget på at sikre dem en god fremtid, slår dem ihjel? Eller også er det, fordi jeg føler mig medansvarlig for at være en del af et system, hvor vi har grænsebomme for at passe på de privilegier, som sådan nogle som jeg selv har. Jeg ved det ikke, men jeg kan simpelthen ikke holde det ud.

Barselsorlov – et identetitslimbo

yellow Volkswagen van on road

Der er stadig længe til oktober, hvor min termin er sat til, men mine kolleger spørger nu jævnligt “hvornår går du fra”. Hvortil jeg kan svare fra 1. september og indtil nu er jeg lykkedes med at undgå flere spørgsmål, såsom hvornår jeg er tilbage på job igen.

Men i dag bemærkede en af mine kolleger så med største selvfølgelighed “Hvornår er du tilbage? Du nøjes bare med seks måneder, eller hvordan?”

Her kommer jeg i en kattepine, fordi det gør jeg ikke. Jeg nøjes heller ikke med de otte måneder, som jeg tog sidste gang. Faktisk planlægger jeg at forlade mit job den 1. september 2019 og først vende tilbage midt november 2020…

Den historie har jeg meget svært ved at kombinere med mine i øvrigt feministiske mantra og indædte tro på øremærket barsel til mænd, og at man skal dele ansvaret for børnene. Og at vi kvinder skal holde op med at være sådan nogle suckers, som ofrer os selv (altså bare vores søvn, indkomst og anerkendelse) for familien.

Derfor har jeg på nuværende tidspunkt kun spurgt mine chefer om lov, og derudover holdt mere end almindelig lav profil med mine planer. Både her, der og alle andre vegne. Jeg har holdt lav profil, fordi 1) det er usikkert om det kommer til at gå op (money – money – money), men endnu mere pga. 2) det passer rigtig dårligt med min identitet at tage en usædvanlig lang barselsorlov.

Jeg må hellere skynde mig at sige, at jeg ikke bliver udsat for social kontrol eller har tabt en form for ondsindet væddemål. Helt kort fortalt, så vil min mand gerne fire måneder til USA, som del af hans job, og jeg vil gerne med på eventyr. Det betyder, at vi planlægger at tage afsted hele familien i slutningen af barselsorloven, fordi det passer bedst i den periode ift. arbejdet og børnenes alder (jo ældre des bedre!).

Så nu har jeg altså et års tid til at få lavet en fortælling om, hvordan det faktum, at jeg kommer til at forlade arbejdsmarkedet i laaaaang tid faktisk også var et okay karrierevalg for mig, altså grundlæggende: Hvordan får jeg gjort dette projekt til mere og andet end at pleje min mands karriere? Og der kommer en lang række spørgsmål i kølvandet på det:

  • Hvordan kan jeg undgå, at mine kolleger anskuer mig som død/fyret/forevigt forsvundet med så lang en barsel?
  • Hvad skal MIT mål være for perioden (udover at skabe og holde endnu et barn i live selvfølgelig)?
  • Hvorfor behøver jeg at gøre det til et selvudviklingsprojekt? Kan man ikke i et parforhold skiftes til at være, den der giver og den der tager?
  • Hvorfor skal jeg starte med at give?
  • Hvordan kan jeg forene mine feministiske verdensforestilling med at være “medfølgende hustru”?
  • Hvad nu hvis jeg bliver helt bims af at skulle være så meget sammen med mine børn?
  • Hvorfor glæder jeg mig faktisk også ret meget over, at jeg ikke – som sidst – skal tilbage på job og amme samtidigt?

Så der er nok at se til! Jeg forudser, at jeg kommer til at leve med en vis portion filosofisk diskrepans i mine svar. Så måske jeg bare holder fast i min nuværende strategi om at gå under radaren og bare møde op på job igen end dag langt ude i fremtiden. Med mindre I har bedre bud på en løsning? Jeg er lutter øre!

Er moderskabet vores vigtigste opgave?

Har I set det ovenstående opslag fra Humans of New York for nyligt? Jeg så det – og tog straks et screendump. Fordi jeg oplevede noget, som er usædvanligt: Jeg blev meget provokeret af et udsagn, som jeg mener er sandt.

Det er jo rigtigt, at moderskabet består af en masse kedelige og repetitive opgaver. At det er hårdt, og at man sommetider totalt mister sig selv. Det har jeg selv sagt før – og jeg har hørt mange af jer andre sige det samme. Jeg finder stor trøst og glæde i, at det er en fælles oplevelse på tværs af familier og generationer. Det gør det jo ikke mindre kedeligt eller hårdt. Men det gør det meget mere meningsfyldt.

Kvinden på billedet glæder sig over, at hun skal tilbage på arbejde som læge på en skadestue – og afslutter med at sige, at hvis man i ramme alvor skal mene, at moderskabet er den vigtigste opgave i verden, så er man nødt til at mene, at ens barn er det vigtigste menneske på jorden.

Igen – 100 pct. logisk – og 100 pct. korrekt.

Jeg tror ikke, at jeg har overvejet, om moderskabet er den vigtigste opgave i verden sådan generelt set. Men jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det er min vigtigste opgave. Og jeg er sådan set heller ikke i tvivl om, at jeg synes, at min søn er det vigtigste menneske på kloden.

Jeg kan selvfølgelig godt træde lidt tilbage og sige, at objektivt set – så er han et rimelig standard-A4-barn, som ikke er hverken værre eller bedre end andre børn. Så hvis vi skulle lave et tankeeksperiment, hvor to børn var bundet til hver deres togskinner, og jeg skulle trække i et håndtag for at beslutte, hvilket barn toget skulle køre over, så vil det være svært at komme med gode moralske argumenter for, at det ikke skulle være min Hubert. Men jeg kan love jer for, at det ville det ikke være.

Jeg ved ikke helt, hvor jeg gerne vil ende. Bare at jeg på den ene side får lidt ondt af hendes søn. Det må være ensomt, at ens forælder ikke synes, at man er det vigtigste i verden. På den anden side skyldes det måske bare, at det hun laver (altså redder liv!) faktisk er vigtigere end at være mor. Det siger måske intet om hendes eller mine forældreegenskaber – men bare noget om hvilket jobfunktioner vi bestrider?

Hvem ved? Der er da i hvert fald eksempler nok i historien på mødre og fædre, som har følt sig kaldet til at gøre andre ting end til at passe på deres børn. Men havde de ret i den prioritering?

Winning is easy – Governing’s harder

Stemmerne er talt op. Og nu skal vi igang med den del af processen, der handler om faktisk at danne en regering, der kan styre vores land. Jeg har gået rundt i lang tid nu og grublet over, hvordan det dog skal ende. Selvom jeg hører til den røde fløj, så er jeg ret pessimistisk, fordi:

(1) De Radikale er alt alt for muntre

Morten Østergaard er en rigtig glad mand i disse dage. Og der er ingen tvivl om, at det er en mand, som forventer at skulle styre dansk politik med sin 16 mandater. Og selvom 8,6 pct. af danskerne har stemt på dem, så synes jeg ikke, at det tyder på, at de lærte af den seneste røde regerings katastrofekurs, som i høj grad var ført an af de radikales trang til at føre borgerlig økonomiske politik (og selvfølgelig også nogle strategisk fejlfix i S-SF). De Radikale virker ikke særligt indstillet på at skulle give sig en tomme på den økonomiske politik – heller ikke denne gang.

Problemet er i min optik to-fold: 1) De radikale fører ikke valgkamp på deres økonomiske politik – de fører den på værdipolitikken (særligt ift. udlændinge) og på klima. Det er noget, som mange godt kan se sig selv i, men når vi så skal til at lave regering, så falder det i baggrunden og den økonomiske politik bliver pludselig alfa omega. Formentlig, fordi det er det punkt, hvor de adskiller sig mest fra de røde partier. Det gør bare, at de er mere borgerlige end deres vælgere.

Det fører mig til punkt 2 i min aversion over for de Radikale; – at de opfører sig som om, at de er bedre end alle andre. Det er ligesom indlejret i deres DNA, at selvom de trods alt kun har 16 mandater ud af de 90, som der skal til at lave politik – så bør deres politik være den dominerende – fordi den simpelthen er bedre og bygget på dybere indsigt.

Alle partier mener selvfølgelig, at deres politik er den bedste, men de Radikale tager alligevel prisen i at udvise tegn på at føle sig overlegende til trods for, at de i den grad udgøres af et segment af ret privilegerede mennesker (jeg ved det – jeg er en del af det!).

Så hvor både Enhedslisten, Socialdemokratiet og i særdeleshed SF har brugt de sidste fire år på at overveje, hvad de gjorde galt sidst, så synes de Radikale ikke at have brugt tiden på samme måde – og står altså ret stejlt på deres krav.

(2) Mette Frederiksen som leder i en ren S-regering

Det er ret tydeligt, at Mette F. har konkluderet, at Helle T.s store fejl var at love for meget og holde for lidt. Den fejl skal ikke laves igen, så Mette har lovet meget lidt, og det, hun har lovet, har været bevidst uklart formuleret. Til gengæld har hun stået ved håndvasken og fraskrevet sig et hvert ansvar over 2011-2015 regeringen.

Det er et symptom på én ting, at hun først og fremmest vil magten. Det er sådan set okay, men jeg gad godt se, at hendes magt-iver var bygget på et minimum af ideologisk base. Det synes jeg faktisk, at en som Lars Løkke formår at kombinere ret fint.

Så er der det faktum, at Mette Frederiksen omgiver sig med folk, som jeg slet ikke har tillid til. Henrik Sass Larsen, der “ydmygt” har stillet sig til rådighed til at være finansminister (den vigtigste ministerrolle overhovedet i en regering!), selvom han åbenbart har været så syg, at han ikke har villet tale med journalister under hele valgkampen. Bliver han ikke forvist fra sin centrale placering, selvom hans adfærd vil svare til, at en pædgagog ikke vil være i stue med børnene eller en læge nægter at se patienterne. Hvis en politiker ikke vil tale med pressen, så skal han finde noget andet at lave. Men det gør han tilsyneladende ikke – og der er det politiske lederskab forpligtet til at henvise manden til reservebænken – og ikke i ministerbilen. (Her er trods alt stadig et spinkelt håb for, at det sker).

Endelig er der hendes nærmeste rådgiver Martin Rossen. Han bliver i Berlingske beskrevet som årsagen til Socialdemokratiets succes, og en person beskriver ham således i artiklen; »Politik er et hårdt spil, og kommunikationen kan være barsk. Men Martin Rossens måde at kommunikere på med intimiderende SMSer er alligevel noget for sig,« 

Denne bekymring har jeg nok mest som embedsmand, fordi han har et virkelig dårligt ry på slotholmen – hvor han såmænd nok er dygtig, men virkelig giftig for sine omgivelser at arbejde sammen med. Jeg nægter dog at anerkende, at resultater der opnås på bekostning af andre mennesker psykiske velbefindende er i “flotte”.

Kort fortalt – har jeg ikke tillid til hverken Mette F. eller hendes nærmeste rådgivere – og jeg ville sådan ønske, at de ikke kan komme til at danne regering alene. Her vil de Radikale kunne gøre en positiv forskel!

(3) Kompromisser er umoderne

Sidste punkt er vel i virkeligheden det grundlæggende problem med politik nu til dags: kompromisser er blevet umoderne. Vi – vælgerne – vil ikke acceptere, hvis vores politikere ikke kan levere på alle deres mærkesager, eller stemmer for forslag, som vi ikke kan identificere os med. Det betyder, at vores politikere har svært ved at indgå kompromisser uden at blive slagtet efterfølgende – hvilket gør det rigtigt svært at lave funktionsdygtige regeringer i dag.

En valgkamp vil altid være et ekseptionelt display af uoverensstemmelser. Det er der ikke noget nyt i, men vi vælgere straffer partier meget hårdt, når de går i regering og forsøger at opnå indflydelse (især de små fløjpartier står for skud). Vi har skabt et system, hvor det er strategisk bedst at stå uden for indflydelse. Det er problematisk!

Det er som George Washington siger til Hamilton i slutningen af nummeret Cabinet meeting # 1 “Winning was easy, young man. Governing’s harder…. You have to find a compromise“. Sangen handler om, at vi ikke kan styre et land uden at forstå og respektere vores politiske modstandere, så der kan indgås fornuftige kompromisser – hvor alle får et udbytte af samarbejdet.

Det er politikerne, som skal finde kompromisset – men måske vi som vælgere også skal udvikle en større respekt for, hvor svært det er at gøre netop dette.

Det skal være de sidste ord i en lidt for lang snak om, hvorfor jeg ikke er meget optimistisk over, at det nok skal lykkes at få udstukket en ny kurs for Danmark lige foreløbigt. Jeg krydser fingre for, at jeg tager fejl.

Hvis I ikke allerede har stiftet bekendtskab med Hamilton musicalen, så vil jeg varmt anbefale jer at gøre det. Det er historie, politik og sang i det fedeste mix, jeg nogensinde har oplevet. Men det er #veryoldnews.

Observation 7: Ræs mod bunden

orangutan

Jeg har nævnt, at det forestående folketingsvalg betyder, at der er usædvanligt stille på kontoret – og det har givet plads til renskrivning af den nyeste dataindsamling i mit feltstudie. Dataindsamlingen har foregået over de seneste måneder på min arbejdsplads. Her er mine noter:

Case 1: Samtale med kvindelig kollega uden børn på baggrund af en måling af trivslen i kontoret.

Undersøgelsen viser, at 25 pct. af kollegerne i mit kontor har haft sygedage pga. stress og udbrændthed. Næsten 100 pct. har følt, at deres arbejde gik ud over deres privatliv.

Mig: Det er vanskeligt at få det til at fungere med at have børn og arbejde sådan et sted her, hvor man forventes at stå til rådighed døgnet rundt og med kort varsel. Jeg ville ønske, at vi kunne have en ærlig snak omkring prioriteringer ift. arbejdstid og -opgaver, så man kunne tage stilling til folks forskellige livsvilkår og præferencer. Det bliver meget ensomt at skulle navigere rundt uden en reel dialog med hverken chefer eller kolleger. 

Kollega uden børn: Tja, nu er det jo sådan set ikke mit problem, at du har valgt at få et barn og have det her job samtidigt. Og jeg vil ikke være den der altid skal aflyse mine aftaler, så du kan nå hjem at hente. 

 

Case 2: Samtale med kollega på baggrund af, at vores muligheder for at “flekse” er blevet væsentligt begrænset. 

Mig: Men det ender jo med, at det bliver vanskeligt at rekruttere mennesker til at arbejde i departementer, hvis lønnen ikke er konkurrencedygtig med det private og arbejdsvilkårene er lige så dårlige. 

Kollega: Ork nej, der er masser mennesker derude, som er villige til at være kanonføde, så længe det lugter lidt af politik. Det kan være, at det bliver svært at fastholde erfarne folk i længden. 

 

Case 3: Samtale med chef om, hvorvidt nogle chefer stopper, hvis en minister er ulidelig.

Mig: Så stopper chefer nogensinde, hvis en minister bliver for modbydelig at arbejde for eller bliver det mere set som en slags manddomsprøve?

Chef: Nej, der er helt sikkert chefer, som fravælger at arbejde for visse ministre. Men der går som regel lidt tid. Jeg har aftalt med mig selv, at hvis det bliver for træls at gå på arbejde, så stopper jeg simpelthen. 

Der er de ministre, som er gode arbejdsgivere, der taler pænt til embedsværket og har respekt for vores arbejde. Og så er der de andre. Dem som uden at blinke arbejder folk i smadder uden hensyn til noget som helst. 

Vi blev enige om, at vi gerne ville have en sød minister næste gang. 

Tankermylder #1

  • “Hvorfor bliver du overhovedet ikke tyk af at være gravid??”, spurgte min mor min søster om, som er 13 uger længere henne end mig, og som jeg sad liiiiiiiiige ved siden af. Tak, mor!
  • Vi har fundet ud af, at vi venter en lillebror til oktober, og vi har store problemer med at finde et drengenavn, som kan leve op til vores stramme krav: to stavelser, starter med H, unikt, men ikke underligt, seks bogstaver, klinger dansk, men fungerer i udlandet – og giver os en varm brusende fornemmelse og har en god historie bag. Også får jeg en sms fra min mand; “Hvad med Dante?“. Hvem er vi – og hvornår er vi blevet så prætentiøse?
  • Faderskabet fylder heldigvis mere og mere i den offentlige debat – og jeg er faldet over denne podcast fra P1 af Thomas Skov, som hedder “Far, der er noget vi skal tale om”. Det virkelig interessant at høre mænd tale med hinanden om, hvordan deres forhold til deres far har påvirket dem som mennesker og som fædre. Jakob Ellemann-Jensen fortæller fx, at man ikke behøver en psykolog-eksamen for at forstå, hvorfor han har valgt samme erhverv som Uffe-far. Han erkender også, at han selv er for tilbageholdende med ros til sine børn. Men han runder af med at konkludere;“jeg giver mine børn kærlighed, særligt når de ikke fortjener det“. Sjov formulering. Freudian slip?!
  • Jeg er tilsyneladende ikke den eneste, som har stået med erkendelsen af, at selv de moderne og gode fædre slipper afsted med at lave mindre end mødrene. Endelig er der nogen, som anfægter mande-undskyldningen, om at det er de kontrollerende kvinders egen skyld. For der er åbenbart evidens for, at mænd generelt undlader at tage del i visse husopgaver – fx. tøjvask og tandbørstning – og det er ikke muligt at give ansvaret videre, hvis det forsøges. En kvinde i artiklen formulerer med perfekt afmålt sarkasme, at hun har en interesse i, at hendes sønner ikke falder i søvn i skolen, og at de ikke kommer for sent. De prioriteter havde farmand ikke, så derfor stod hun for putning og aflevering. Det er jo lige præcis det! Det er jo ikke idiot-ting, som kvinder går op i – det er jo rigtige opgaver: vaccinationsprogrammer, tandlægebesøg og bekymringer om barnets ve og vel.
  • Jeg er stor EU-tilhænger, men ikke tilsvarende EU-interesseret. Det er tit en lidt dum kombi, som i dag resulterede i, at jeg måtte google min kandidat i stemmeboksen. #altatvindestempåenkvinde #jajamenhvilken?
  • Så vil jeg egentlig bare slutte af med et dejligt fra citat af Donald Tusk; “The rest of the EU will not risk a revolution because of your stupid referendum”, som han eftersigende skulle have sagt til Cameron, som svar på en række britiske krav til særbehandling i EU. Alt sammen fra denne dokumentar om Brexit på DR. Det var faktisk interessant!

Draget mod dårligt nyt

silhouette of houses during nighttime

Jeg læste fornyligt et indlæg af Sofie, som satte nogle tanker i gang. Hun fortalte om, at voksen-angsten betød, at hun næsten ikke kunne holde ud at læse nyheder, fordi det var for nedslående og ikke til at holde ud, særligt når man har ansvaret for sine børns velbefindende.

Egentlig synes jeg, at det perspektiv virker ret logisk – hvilket fik mig til at tænke over, hvad det er jeg selv laver. Jeg har modsat Sofie nærmest en fetish for at læse de værste nyheder, som internettet har at byde på. Altså historierne med overskrifter som; “barn dræbt og lemlæstet”, “misbrugt og fanget kælderen hele livet”, “ung mand bestialsk myrdet”, “familie på fire dør i trafikken”, “10 tegn på at du helt sikkert har kræft”, “ung mor får alzheimers/dør i gyngestativ” og så ind i mellem får jeg også tid til de mere sofistikerede om klimakriser, krig og frygtelige politiske bevægelser.

Det er mig en gåde, hvorfor jeg gør det. For jeg ender ret ofte med at sidde og tude over de her frygtelige nyheder. Jeg tager dem helt ind under huden og overvejer, hvordan det må være at være mor til de unge dræbte mænd eller de små børn der er myrdet/voldtaget, eller hvordan man lever videre, når man har slået nogen ihjel i trafikken.

HVORFOR SKER SÅDAN NOGET? Og næste spørgsmål – kunne det ske for mig? Og det kan det jo. Eller jeg kan selvfølgelig ikke dø som barn, men mit barn kunne. Av. Det er jo ulideligt at tænke på. Det giver da kun mening at blokere de her uhyrligheder ude.

Hvis jeg skal prøve at forklare, hvad jeg alligevel får ud af det – og hvorfor jeg bliver draget mod dårligt nyt, så bliver det noget usammenhængende. Jeg synes måske, at det gør det lettere at mærke, at det jeg har i mit liv er vanvittigt dyrebart. Det kan man godt glemme i havregrød, tøjvask og evigt beskidte/absurd rodede rum. Derfor er det en lidt bagvendt måde at blive fyldt med beskyttertrang og taknemmelighed.

På den anden side hænger det ikke rigtig sammen – for jeg vil ikke bruge tid på at se tilsvarende uhyrligheder i den fiktive verden. Verden er grum nok, som den er – skal vi ikke i det mindste bruge vores fantasi på noget andet – og mere opløftende? Det behøver ikke at være de rene eventyr, men jeg vil simpelthen ikke se på hypervold eller følge en seriemorders udskejelser. Sluk blev der sagt!

Så det er vel en slags dobbeltmoral. Det giver i hvert fald ikke rigtig mening. Men måske skal det heller ikke det.