Observation 5: Paddehat-dilleren

close up photo of baboon

Jeg mødte ind på job lidt over ni, fordi det har været en skør morgen. Men det skal blive meget bedre.

På mit skrivebord ligger Ekstra Blader på mit tastatur. Der er slået op på en bestemt side. Den er slået op på historien: Pornostjerne afslører: Sådan ser præsidentens penis ud. (Jeg kan afsløre, for dem der ikke vil læse artiklen selv, at Stormy Daniels beskriver dilleren som en paddehat, og at den er mindre end gennemsnittet).

Jeg kigger spørgende på mine to kolleger: “Hva’ faen? Trumps diller – det var vigtig viden her fra morgenstunden – hvorfor har I lagt den til mig?”

Kollega A: “VI?! Jeg vil ikke have noget med det der at gøre”

Kollega B: “Nårh, ja… jeg så den igår – og jeg er sikker på, at A også læste den – han turde bare ikke åbne URL’en”

Uden at være blevet meget klogere, lukker jeg avisen og konstaterer, at hun nok smører lige lovlig tykt på, for min sympati skifter til Trump.

Kollega A: “Tenderer det ikke chikane?”

Mig: “Hmm, der er jo ingen billeder, så jeg tror det går”.

10 baby-tips som du (nok) ikke har fået før

baby lying on inflatable ring

Jeg har oplevet, at man gør sig nogle praktiske erfaringer, som jeg ville ønske, at jeg havde vidst tidligere, så her kommer mine bedste baby-tips til den nybagte mor:

1. Uanset hvor mange stofbleer, du har købt – så fordobl antallet. De bliver brugt til alt. Først til at lægge på baby, når du ammer, fordi der er mælk alle vegne, siden hen til underlag ved akutte bleskift og så bliver de til hagesmække og snotklude. De bruges jo også at smide over barnevogn eller babys ansigt for at lukke lidt af for verden, og de kan bruges til sutteklud. Jeg er sågar selv begyndt at bruge dem som hårbånd. Du kan ikke købe for mange!

2. Toppen på din sutteflaske passer til alle sutteflasker. Du behøver altså ikke købe dyre philips sutteflasker i Babysam, bare fordi baby kun vil tage deres top – den der i Netto kan sagtens bruges til den dyre sutte-top.

3. Du kan købe sutter til din sutteflaske med flere huller i, hvilket gør den store baby glad og mæt – hurtigere! Et hul er til den nyfødte. Den større baby kan sagtens håndtere en sutteflaske med fire huller i.

4. Silkedyner er the shit! Vi havde naturligvis indkøbt den traditionelle dundyne til arvingen, men den var bare alt alt for varm og stor i sommervarmen. Vi ville gerne have noget, han kunne putte med – så vi klippede i mormors silkedyne og fik en junior og en babydyne ud af det. Barnet sover ikke med andet i dag. Silkedynen er god både til vinter og sommer – også fylder den mindre.

5. Drop barnevognssnoren – den er håbløs og i vejen. Vi havde fået den sødeste barnevognssnor forærende med hæklede hundefigurer på. Den har kun begrænset værdi for det lille barn, da barnet næsten altid sover, når I går tur – og snoren er altid i vejen. Det store barn vil jo gerne sidde op, så der ryger snoren med sikkerhed. Drop den.  Sammen med de søde afdæmpede sarte farver. Børn vil have grimme ting og stærke farver.

6. Download White Noise Baby Sleep – det er en app, der kan lave melodier/lyde, som bliver et stærkt søvn-signal for dit barn, hvis du bruger det hver dag. Når dit barn på et tidspunkt ikke gider høre på lyden af tog, så kan du skifte til Brahms vuggevise, støvsugeren eller en kvinde der tysser. Det er fedt, at selve skiftet nogle gange hjælper et barn til at sove – plus den kan overdøve nogle af de andre lyde i huset.  Det løser ikke alle søvnproblemer, men lige som sut, mørke og mad bliver det et stærkt signal til søvn, som er meget anvendeligt. (Husk at sætte din telefon på flytilstand og/eller bruge en af de gamle telefoner fra skuffen. Det er så ærgerligt, at der kommer et opkald, når junior sover).

7. Køb kun heldragter til det nyfødte barn med knapper rundt i benene. Nyfødte børn skider mere, end det synes muligt. De skal skiftes hele tiden og døgnet rundt. Det er pisse ligemeget med de søde todelte outfits. På med heldragten! Så er baby varm, og du behøver ikke have mange forskellige tøjdele med, når junior har lort op af ryggen for sjette gang den dag. Det pæne tøj er kun til børn med fast afføring.

8. Du behøver ikke købe dyre plastikposer til din blespand. Du har sikkert, som jeg fået en blespand, som kræver, at du bruger 1500 kr./årligt på plastikposer i underlige holdere. Jeg har selv købt dem, men jeg har undervejs lært , at hvis du bare krænger en almindelig affaldssæk rundt om ringen, så kan beholderen stadig opbevare lortebleer på en fornuftig måde. Køb én omgang mærkelig plastikpose og gem den runde plastikdims posen sidder på – og så behøver du aldrig bruge så mange penge på en plastikpose igen. En anden fordel er, at det er lettere at smide posen ud. De dyreposer bliver til en kæmpe ekstra lorteblespølse på halvanden meter, som kan være noget besværlig at få ned fra fjerde sal.

9. En stor yogabold er alletiders til at få grædende børn til at sove på. Du sætter dig og hopper på den med baby i armene, hvilket vugger barnet med en relativ minimal indsats. Bouncy baby, bouncy baby! Med tiden bliver det dog ret hårdt for din core, men så må du bakse bolden op til en væg. (Jeg kunne ikke selv sidde på bolden før nogle uger efter fødslen, men så kom baby-daddy jo også på banen).

10. Du behøver ikke skifte din babys ble så tit, som du sikkert gør, hvis du lige er taget hjem fra hospitalet med dit barn for første gang. Vi var SÅ begejstret for den der tisse-indikator på liberos bleer. Neeeej, hvor smart! Men det er helt sikkert et trick til at få os til at skifte bleen tiere end nødvendigt. Bleen skal skiftes fluks ved lort, men du behøver først skifte ved tis, før den er blevet lidt tung i det. Ikke bare lidt fugtig på midten. Så hvis det kun er indikatoren, som giver dig nys om, at bleen er våd, så er den ikke våd nok.

Har du flere fif, som burde føjes til listen over brugbare fif, som folk glemmer at give videre?

Observation 4: Om kollegers madvaner

black ape beside gray rope

Mig: Hej Linda. Kan du hjælpe mig med XYZ? mmmhh, mhh, ahhh, nå, sådan. Tak for det. Farvel.

A: Hvad synes du om, Linda?

Mig: Baseret på de sidste (og eneste) 30 sekunders samtale, jeg har haft med hende i telefonen, så vil jeg sige, at hun virker flink.

A: Jeg har siddet på samme kontor med hende. Hun er rigtig sød…. Men altså. Hun har et misbrug af gulerødder og makrelmadder. Hun spiste SÅ mange gulerødder – og de var kæmpe store. De gjorde mig helt forlegen, når hun spiste dem. De var SÅ store!

Mig: Nå, store gulerødder er ellers ikke særligt gode. Det er jo den søde stang i midten, som får dem til at smage godt, og den fylder relativt mindre, når gulerodens omkreds stiger.

A: Ja, altså hun spiste dem jo ikke på en seksuel måde eller noget. Men alligevel.

Mig: Hun havde overvurderet dig, når hun tænkte, at hun kunne spise store gulerødder i nærheden af dig uden at gøre dig skidt tilpas?

A. Ja, også var der makrelmadderne. Bvadr!

 

Eftertanker #1 om det der arbejdsliv

Love What You Do and Do What You Love poster

Efter mit indlæg Should I stay or should I go,  har jeg med stor fornøjelse læst jeres kommentarer (mange tak altså!). Lina fra SelvSkabet skrev efterfølgende et indlæg om sin egen arbejdsglæde, som gav mig stof til eftertanke:

Som jeg ser det, så skal man flytte sig, hvis man ikke trives. (Lina – jeg hepper på dig!). Og det bør vel også gælde for mig selv. Min veninde sagde, at hun var lidt bekymret for mig og mine tanker om, at ”nissen flytter med”. Det er jeg sådan set også. Fordi det er første tegn på et usundt forhold, at man begynder at internalisere en forståelse af, at man ikke er god nok. Det gælder både, hvis det er din kæreste eller din arbejdsplads, som giver dig den følelse.

Det er usundt at være et sted, hvor man føler sig dårligt tilpas og begynder at tvivle på sin egen værdi. Ikke hermed sagt, at man skal være lallende lykkelig og totalt tilfredsstillet hver eneste evige dag. Slet ikke – men man skal være grundlæggende glad for sit arbejde. Eller altså jeg VIL være glad for mit arbejde.

Det er jo ikke nødvendigvis arbejdspladsen, som skal skiftes ud. (Selvom det er et oplagt sted at starte). Men man bør flytte sig. Det kan være, at man skal beslutte sig for at blive god til noget andet. Starte en uddannelse op ved siden af. Tage et kursus. Blive tillidsrepræsentant. Begynde at blogge. Arbejde på en mere langsigtet karriereplan. Få nogle andre opgaver. Min erfaring er dog indtil videre, at mine forsøg på udenoms-job-aktiviteter ikke har løst problemet.

Det er jo bare pissesvært, når man oven i sin job-utilfredshed har en 1-årig  og en plan om, at der skal komme flere børn. Jeg kan ikke bare lægge en plan for at få det mest spændende job i verden. Fordi det skal være spændende, men også være foreneligt med livet med småbørn (søvnløse nætter, snot i liter vis og mere end almindeligt fravær). Så det gælder altså om at finde det sted, hvor der opnås ligevægt mellem job-spændendehed og tid til et godt familieliv.

Som jeg ser det, har jeg på nuværende tidspunkt tre løsningsmuligheder:

1. Blive gravid hurtigt og holde ud – og måske lære at holde af jobbet. Det giver mig en målstreg og en fornemmelse for formål med det hele. Plus der er mange læge- og jordemoderbesøg. Der giver tiltrængte afbræk.

2. Skifte job til noget, som er liiiige mig fagligt. Det  afhænger af, at der er et nyt job, som er  mig – og at jeg genkender det, når jeg ser det. Og det er ikke sikkert, at jeg kan gøre det hurtigt.

3. Skifte job hurtigt til noget, som bare behøver at være lidt bedre på nøje udvalgte parametre, f.eks. at ligge tættere på mit hjem, så jeg får mere tid til barnet og mit liv. Her er logikken, at jobbet måske ikke i sig selv er fantastisk, men at det er et bevidst valg om et mindre ambitiøst valg ift. “karrieren”.

Der er formentlig en mellemvej gemt et sted, men jeg synes, at jeg grundlæggende står med en beslutning om, hvornår jeg vil have nr. 2 og hvor godt et job skal være, før jeg vil skifte. Og det frustrerende er, at jeg ikke har frit valg på alle hylder (og det bliver sgu ikke bedre end det er nu. Vi har stort set fuld beskæftigelse i kongeriget. Av!)

Og jeg ved jo ikke, hvad jeg vil. Men jeg må til at komme videre. For jeg vil ikke gå trist hjem fra arbejde hver eneste dag.

Det pisser mig af, når…

….. cyklister ringer med ringeklokken, når de gerne vi overhale. Dytter de også, når de overhaler i bil? Eller råber af folk de vil passere på gaden?

….børn ikke vil sove, når det er lur-tid. Fatter de ikke, at det svarer til at bede en tissetrængende om at holde sig EFTER, man har åbent bukserne. Not okay og nærmest umuligt at overvinde.

….kunder, som ikke har stået i kø,  alligevel laver stormløb mod kasse fire, der lige er åbnet. Der er en særlig plads i helvedet til dem uden køkultur!

….politikere kalder sig liberale og alligevel vil lovgive om andre menners påklædning og håndtryksvaner. Det bliver ikke mere ulv i friheds-fåreklæder end det.

…kvinder taler højlydt om, at de vil have nye bryster/læber/røvbalder, som om det er pinligt at fortsætte med dem, de har. Gør det endelig, hvis du synes, men behøver du trække os andre med i lavt-selværdssølet?

…folk sætter skilte op i deres forhave, der viser, at hunde ikke må skide der. Jeg får simpelthen sådan lyst til at samle alle lorte op i miles omkreds og lave  en bunke i lige netop den forhave.

…personer føler, at de er bedre, og at gud bør holde hånden mere over dem, fordi de kører med cykelhjelm. Det er ikke mere retfærdigt, at folk uden hjelm slår sig. Lort sker. For alle.

…mennesker altid har de ‘rigtige’ og tolerante holdninger og lader mig dingle, når jeg åbenhjertigt erklærer, at jeg hader en hel masse mennesker uden speciel god grund. Der er intet værre end at være sammen med mennesker, som får dig til at føle dig som et dårligt menneske. Og altså. Det var jo bare lidt for sjov. Jeg siger jo ikke noget til folk. Særlig tit.

Om angsten ved at være forælder – gange titusinde

Jeg har binge-set “De sjældne danskere” på TV2-play. Her følger vi en håndfuld seje børn (Piet, Alberte, Hjalte, Bastian og Andrea), der har det til fælles, at de er tilknyttet Rigshospitalets center for “Sjældne Sygdomme”, og har hver deres helt særlig sjælden diagnose.

Jeg har egentlig følt mig draget til at se serien i et stykke tid, fordi det virkede som nogle skægge børn. Særlig Piet har slået sine folder i hygge-tv segmentet og virkede rigtig sjov. Det gør han egentlig også i programmet, men det gik op for mig, at det handler om noget andet.

De her historier er vedrørende for alle forældre, fordi den taler til den der grundangst, man får med fra hospitalet om, at ens barn kan dø (eller blive meget syg). Jeg siger ikke, at det på nogen måde er lige så slemt, at jeg sidder og frygter død ved vindrue, som hvis ens barn faktisk har været døden nær indtil flere gange. Jeg siger bare, at jeg kan identificere mig med deres historie.

Det må være så h.å.r.d.t. Både for børn og voksne. En af mødrene siger “ja, det nytter jo ikke noget selv at bryde sammen, når man skal have et barn igennem en stor operation“. Det er så sandt, som det er sagt, men det må sat’me være en udfordring at skulle undertrykke sin egen frygt, fordi der er behov for, at man er modig på sit barns vegne. (Det er i øvrigt tydeligt, at børnene har set deres forældres frygt og prøver at være modige på deres vegne. Shit mand, børn altså!)

Det er et fælles træk for de fem børn, at de er ret vellidte, hvilket gør deres historie mindre smertefuld. Altså det kan godt være, at de ser mærkelige ud, men de har faktisk rigtige venner, som vil dem det godt. Og det er lettere at holde ud som seer. Jeg husker, at der var et andet tv2 program, hvor en autistisk dreng spurgte sin mor, hvornår han mon ville få en ven. Av, det skar i hjertet. Så på en skør måde, så har man faktisk ikke så ondt af de her børn (men selvfølgelig ville jeg da ønske for dem, at de kunne være smerte og bekymring foruden). Som seer er jeg fuld af beundring og oplever sådan et rush af at se så morsomme og stærke børn klare sig på trods.

Jeg har dog ondt af deres forældre. En af mødrene fortæller om, hvordan det var at have et nyfødt barn, som er tæt på at dø hele tiden. Hun fortæller, at hun gik rundt og sagde til sig selv, at hun ikke måtte elske ham for meget, fordi hun ikke vidste, om hun fik lov at beholde ham. Det er jo sådan noget nonsens, man kan gå rundt og sige til sig selv i krisetider. Men det fanger så fint, hvor hårdt det er at være forælder til et sygt barn. Du bliver ramt på dit svageste punkt – dit barn – men det forventes/kræves, at du er stærk hele tiden.

Det er virkelig godt public service tv. Jeg håber, at serien får pengene til at strømme til behandling af også de sjældne sygdomme og til hospitals klovnene (som man får en helt anden respekt/forståelse for).

 

Observation 3: Evaluering af sommerfest

Mandagen efter sommerfesten. Samtalen falder på kontorets elev, der er en ung kvinde i starten af tyverne.

Kollega A: Jeg sad ved siden af Lisa. Hun sad og plaprede løs om, at kontoret var fuld af virkelig fantastisk kloge mennesker. Hun tilføjede, at hun selv var klog på en anden måde. At hun var klog på mennesker – at hun kunne mærke, hvad folk tænker og hvordan de har det. Hahaha… 

Mig: …?

Kollega A: Hvis hun vidste, hvad folk tænkte, ville hun jo vide, at jeg tænkte, at hun var helt skør!

Should I stay or should I go?

Der kommer en tid i et hvert menneskes liv, hvor man skal gøre op med sig selv, om man skal blive og kæmpe eller skride og feste. Ellers måske ikke feste – men i hvert fald forsøge at få det bedre et andet sted.

Sådan har jeg det for tiden. Med mit arbejde. Det er faktisk ret nyt mit arbejde , men der er bare mange ting ved det, som generer mig. Jeg er i syvsind, for jeg orker ikke at skifte job (igen ), men jeg orker heller ikke at være ulykkelig og stresset.

Jeg elsker at arbejde med politik, men jeg synes, at det er jævnt svært, når alle mine chefer stopper. Når mine kolleger siger op og nye starter i et væk. Derudover er der det problem, at min funktion som sagsbehandler i et ministerium gør, at jeg føler mig som en postkasse-bestyrer, der bare skubber papir rundt. Jeg skal prøve at gætte på, hvad min kontor-, afdelings- og departementschef ønsker i en sag for slet ikke at nævne ministeren. Det er meget let at fejle i det spil. Det er faktisk det jeg laver hver eneste dag. Trial and error.

Jeg er bare lidt træt af fejl-delen. Jeg kan mærke, at den hiver et hvert initiativ og engagement ud af mig. Jeg er træt af at gætte på, hvad andre mennesker godt kunne tænke sig. For jeg glemmer, hvad jeg egentlig selv ville gøre. Det er en fejl (endnu en). For jeg kan kun være god til mit job, hvis jeg ikke ryster på hånden. Men jeg kan ikke finde ud af det: altså på den ene side at blive rettet på dag ud og dag ind – og på den anden side udvikle en faglig identitet og stolthed.

Jeg er også træt af pendler-tiden. Egentlig kan jeg godt lide at køre i tog. Jeg bruger tiden til at koble af, skrive, tænke, læse og tale i telefon med venner. Det er bestemt ikke spild tid, men det er tid som går fra det dyrebareste – familien. Den er også svær at sluge.

Det lyder selvfølgelig ikke som om, at jeg er så meget i tvivl. Hvis det bare handler om at samle kræfter til at gøre det hele igen. Men jeg kan virkelig godt lide de fleste af mine kolleger.  De er virkelig seje, sjove og gode mennesker. De chefer jeg har lige nu, kan jeg virkelig godt lide. Både som mennesker og som chefer.

Så hvorfor er jeg ikke glad, når jeg går på job? Jeg kan kun svare på det i glimtvis med henvisning til konkrete episoder. Derfor er jeg også bange for, at problemet ikke er med mit job, men med mig. At nissen flytter med – og at jeg vil sidde og være lige så utilfreds med mig selv og mit job et nyt sted.

Så spørgsmålet er om jeg skal blive eller skal jeg gå?

….og i så fald hvorhen?

En græsenkes fortrydelser

Nu har jeg været græsenke i halvandet døgn. Min mand er taget på konference i Guds Eget Land. Det er allerede meget på tide til at gøre status over en græsenkes største fortrydelser:

…. HVORFOR sagde jeg ja til det her?

….HVORFOR købte jeg ikke stort ind på forhånd?

…. HVORFOR har jeg ikke planlagt ind til flere hjemmearbejdsdage?

…. HVORDAN havde jeg forestillet mig, at jeg skulle kunne nå købe gave ind til babyshower på lørdag?

…. HVORFOR arbejdede jeg så sent igår?

…. HVORFOR sover barnet STADIG ikke igennem?

…. HVORFOR har du dog bedt om flere opgave lige i denne her uge?

… HVOR er slikket?

…. HVORFOR i alverden sagde jeg ja til det her?

 

 

Fra togbussens elendige passagersæde

Jeg har fået en plads i togbussen. Helt oppe foran. Der hvor man kan se chaufføren skrive smser og pille sig i næsen. Hvor man kan nå at fortryde satsningen. Måske ville der snart blive løsnet op i den kødrand af mennesker, som er linje B pendlere?

Det finder jeg aldrig ud af. Og jeg når sikkert ikke hjem for at putte min dreng. Mormor passer, så heldigvis er der ikke en vuggestue-pædagog, der tripper.

Der er åbenbart to forskellige mennesker, som har taget springet i dag. Springet til næste niveau. Død sild. I myldretidstrafikken!

Gud hvor er det egoistisk og tarveligt. Kunne de ikke have taget deres eget liv om natten eller derhjemme med piller i stilhed?

Sådan må man vist ikke tænke. Det er bare svært ikke at gøre det lidt. Et kort sekund.

Men så tænker jeg på de to ulykkelige mennesker, som ikke så anden udvej en at kaste sig ud foran et regional og s-tog i dag. Jeg tænker på de stakkels lokofører, som har fået menneskekroppe splasket udover deres forrude. Og de traumer som følger. Jeg tænker på de efterladte, som har mistet en forælder, et barn, en ven, en bror eller hvad deres relation nu er. Jeg tænker på de stakkels reddere, som skal ud og skrabe menneskekød af skinnerne.

I det perspektiv virker det ubetydeligt, at jeg er to timer om at komme hjem.

Nu håber jeg bare, at vores chauffør får os frem i et stykke og uden at tage liv på vejen.

Eyes on the road, fister!