42 år tilbage….

Der er 42 år tilbage, før jeg kan så meget som at drømme om  at gå på pension. Det gælder sandsynligvis også for dig, kære læser. Det skyldes tilbagetrækningsreformen, som VK-regeringen indgik med DF og de Radikale i 2011.

En stor del af grunden til, at man er politisk motiveret for at lave en sådan reform, skyldes, at vores forældres har fået (for) få børn. Det løber simpelthen ikke rundt, når små generationer skal brødføde store generationer, der gået på pension. I Danmark er pensionen finansieret af den generation, som arbejder – derfor er det ikke rigtigt, når folk mener, at de har betalt ind til deres folkepension gennem et helt liv. Nej, de har betalt for deres forældres og bedsteforældres pension.

Det er selvsagt sårbart, når der er for store forskelle på generationers størrelser. Her er en fremragende tegning af, hvad der er realiteten i de fleste velfærdsstater, og hvorfor det var nemt at finde på politik i 70erne.

I modsætning til Danmark, hvor vi har et Pay-As-You-Go- system, så har andre lande offentlige pensionsfonde, hvor det er afkastet af disse fondes investeringer, som finansierer pensionsudbetalingerne i dag. Det kræver længere tid for sådanne systemer at modnes og blive stand til at betale for pensionerne. Hvis vi ville implementere det i Danmark, ville det kræve, at vi der arbejder i dag skulle betale for både pensionisterne i dag og vores egen pension i fremtiden. Så det kommer formentlig ikke på tegnebrættet.

Det giver mening, at finansministre gennem tiderne har tænkt, at nu må alle sgu’ blive lidt længere på arbejdsmarkedet. Problemet er bare, at selvom vi bliver ældre og ældre – og de fleste også er friskere i en høj alder, så er der dog alligevel en øvre grænse for, hvor længe man er værdifuld og eftertragtet for en arbejdsplads.

Socialdemokratiet synes dog, at det her er lidt hårdt for særligt dem, som har været på arbejdsmarkedet som helt unge og har hårde fysiske jobs. Derfor har de foreslået at indføre differentieret tilbagetrækning, så ufaglærte og lavtuddannede kan gå tidligere på pension, end os andre der har brugt det meste af vores 20ere på læsesal.  Det er ret tydeligt, at sympatien ikke ligger hos akademikerne. Ikke engang min fagforening vil forsvare, at det kan være hårdt/urealistisk for akademikere at gå på arbejde, når de er 70+.

Spørgsmålet er, om det kun er de ufaglærte og håndværkerne, som er matte i koderne, når de rammer de 70 år? Selvom man godt vil fremstille det sådan, så er vi faktisk temmelig mange akademikere, som har arbejdet som alt muligt før og under vores studier. De færreste kommer først på arbejdsmarkedet, når specialet er afleveret og de er fyldt 27. Det er det klare mindretal.  Vores kroppe bliver også nedslidte. Kontorarbejde er heller ikke sundt.

Jeg anfægter ikke, at slagterimedarbejderen har det hårdere. Jeg kan også godt læse statistikkerne, at de dør tidligere og har flere skader. Der er bare jobs, som man ikke bør have i 40 år i streg. Det er der helt sikkert. Men vi må ikke bare tro, at det kun er de ufaglærte og håndværkerne, som kommer til at have det stramt med at gå på arbejde, når de er 70 år.

Stress og langsommere kognition er reelle forhindringer på en moderne arbejdsplads, hvor man stiller store krav til omstillingsparathed og have top-tunet IT-færdigheder. Vi lever i verden, hvor det “grå guld” er en ironisk betegnelse for mennesker, vi helst ikke vil være kolleger med.

Så jeg siger bare, at det ville være så dejligt, hvis – om ikke andet  så i hvert fald, at min fagforening – som jeg betaler for at beskytte mine interesse som lønmodtager – ville tage mit parti, og bare gå ind i drøftelsen og stille spørgsmålstegn ved, om akademikere kan holde til de er 72 år gamle. Og om ikke vi skal sørge for at finde på nogle andre politiske løsninger.

Vi skal ikke have differentieret tilbagetrækning på baggrund af forventet levetid (i så fald skulle kvinderne i hvert fald også tage 5 år mere på arbejdsmarkedet. Av).

Vi skal have reelle alternativer for folk, der bliver nedslidte. Førtidspensionen skal ikke være så svær, som den er i dag. Vi skal ikke klemme de sidste kræfter ud af folk, før vi tillader dem tilbagetrækning. I dag bliver du visiteret til et fleksjob, hvis du kan arbejde så meget som 2 (!) timer ugentligt.

Vi skal skabe flere seniorjobs – og bedre vilkår for at gå på nedsat tid, når alderen trykker. Vi skal sætte tempoet ned. Vi skal sikre, at folk har mulighed for at skifte karriere halvvejs gennem livet uden at gå fra hus og hjem.

Og så skal vi ikke acceptere, at folk slider sig selv ihjel. Det er ikke i orden!

Socialdemokraterne må gerne komme ind i kampen, når det gælder politisk opfindsomhed.

Og DJØF må gerne komme ind i kampen, som fagforening. Ellers melder jeg mig sgu ud. Det kan ikke være rigtigt, at de ikke tør sige, at man også kunne tænke lidt på akademikerne. YOU HAVE ONE JOB!

 

 

6 kommentarer til “42 år tilbage….”

  1. Hej Johanne. Det er nogle interessante overvejelser. Spørgsmålet er bare “hvordan skal vi ellers få det til at løbe rundt?”. Så vidt jeg husker er den nye pensionsalder baseret på fremskrivning af forventet levealder, dvs at man forventer at folk vil have omkring 14 år på pension.
    Mvh

    1. Hej Anne. Dejligt, at du læser med! Du har selvfølgelig ret i, at der er noget i forhold til finansiering, som er problematisk. Og det er heller ikke helt urimeligt, at man opjusterer ift. forventet levealder. Men man kan ikke gøre det 1:1, for selv om vi lever længere – betyder det ikke, at vi kan klare os tilsvarende længere tid på arbejdsmarkedet. Hvis man gør det alligevel, synes jeg, at man er forpligtet til at sikre, at der er gode muligheder for at trække sig tilbage, hvis man er nedslidt og/eller skabe et mere rummeligt arbejdsmarked, hvor man kan arbejde på nedsat tid osv. Og det skal sgu gælde for alle. Ikke kun dem som kom tidligt ind på arbejdsmarkedet (selvom jeg vil gætte på, at de vil være overrepræsenteret). Så vi er sikre på, at det kun er de mennesker, som reelt kan arbejde i længere tid, som gør det. 🙂

  2. Jeg bliver glad af at læse sådanne indlæg – mere politik, samfund og holdning uden berøringsangst! Jeg er hamrende enig i, at din fagforening burde have jeres ryg i denne sag. Men ærligt, så tror jeg, at de fravælger at stikke hovedet frem i denne debat, da det ellers ville give lette skyts til den i forvejen temmelige langstrukne djøf-bashing-tendens. Det er også som
    om, at begrebet “nedslidning” hovedsageligt tilhører 3F’er, Blik og Rør, Dansk Metal også. Men som du også skriver, vi får en ny slags nedslidte med den retning vores samfund bevæger sig i. Tak for dine skriv

    1. Hej Helle. Tak for din venlige kommentar! Jeg har været i tvivl om, at det måske var for meget af det gode at blande politik ind i en blog, som oftest handler om at være mor og have det hårdt. Men altså vi er jo også en del af samfundet, ik?!
      Jeg er helt enig med dig, i at kalkulen fra DJØF må være, at det vil være værre at sige noget. Men det siger sgu ikke så lidt om, hvor stort hadet er til djøferne. Man kunne ikke forestille sig, at man ville sige det samme – om lad os sige ingeniørerne?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *