All you need is love!

red and black motor scooter on open field under clear blue sky

“Ingen elsker Lone Frank” er en podcast om kærlighedens væsen, som jeg gerne vil  anbefale jer at lytte til.

Udgangspunktet er, at Lone Frank (videnskabsjournalist på Weekendavisen) for fire år siden mistede siden sin kæreste gennem 13 år. Til hans bisættelse  går det op for hende, at nu er der ingen tilbage i verden, som elsker hende. Det er et hårdtslående udgangspunkt for en fortælling. Men på en eller anden måde lykkes det Lone Frank at lave en serie om et sårbart og personligt emne, men på en professionelt, videnskabelig og samfundsrelevant måde.

Hun går i kødet på en problemstilling med spidset pen og en nysgerrighed, som jeg synes er beundringsværdig. Hun vil have svar et vigtigt spørgsmål – kan vi leve uden kærligheden?

Som titlen i dette indlæg måske afslører, så kan vi ikke leve uden kærlighed. En sandhed de fleste af os nok har erkendt på et mere eller mindre bevidst plan allerede. Så det interessante i hendes fortælling er ikke konklusionen, men hendes afdækning af, hvad kærlighed er, hvordan sorg er et udtryk for både mangel på og overflod af kærlighed og endelig hvordan kærlighedsrelationer opstår, dyrkes og vedligeholdes.

Serien berører kærlighed som forelskelse, forældre-barn-relation, venskab og manglen på kærlig – håndteringen af sorg. Hun belyser problemstillingen ved at tage udgangspunkt i hendes egne oplevelser ved interviews af nogle af verdens førende kærlighedsforskere. Det er et genialt koncept, som gør forskningen ekstremt (ved)rørende.

Jeg var særligt optaget af episoden om venskaber. Det viser sig, at mennesker i gennemsnit har tre tætte venner. De kommer oftest fra deres studietid og de hjælper sjældent med praktiske ting. (Nogen – udover mig – der føler sig gennemskuet her?) Venskab opstår kun sjældent på tværs af etnicitet, alder og køn. Homogenitet er værdsat i et venskab, fordi det giver grundlag for identifikation og samhørighed.

Netop identifikationen mellem ens venner gør desværre også, at det er  hyppigt forekommende, at ens venner ikke “er der”, når man mister nogle tæt på en (selvom der er strenge kulturelle normer for, at det bør man). Som ven holder man sig somme tider på afstand, fordi man ikke bryder sig om den uhyggelige identifikationsfaktor, som der uundgåeligt opstår, når nogen, der ligner en selv, har mistet en kæreste, barn eller forælder. Det kunne jo have været en selv. Det kan også være den anden side af identifkation, at et stort tab gør, at et venner ikke længere forstår hinanden, som de gjorde før.

Jeg synes hele serien minder en om, at vi oftere burde se på menneskeheden mere som en art end som en samling individer, fordi det  åbner vores øjne for, hvorfor vi nogle gange opfører os mærkeligt over for hinanden. Det gør det lidt lettere at forstå.

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *