Allergisk overfor grusomhed?

Der er nok de færreste, som ikke har opdaget, at Trump er begyndt at flå børn ud af armene på deres forældre, fordi de forsøger at rejse til USA. Og her troede vi, at muren var det tåbeligste den mand foreslog.

Jeg kan simpelthen ikke være i det. Jeg læste en historie om en mor, som fik taget sit barn fra sig, mens hun ammede (!). Da hun gjorde modstand, blev hun lagt i håndjern. Der er ikke ord for, hvor vred, harm, ulykkelig og stiktosset, jeg blev, da jeg læste det.

Det er som om, at det at blive mor forstærker reaktionen voldsomt. (Jeg sad med tårer i øjnene og knyttede næver på mit arbejde). Ikke hermed sagt, at jeg har særlig moralsk indsigt nu (folk uden børn kan givetvis også sagtens se, at manden er psykopat), jeg føler bare en stærk – nærmest allergisk – reaktion over for det.

Jeg føler, at jeg bliver oversvømmet af nyheder om børn der myrdes, misbruges og mistrives. Jeg kan ikke holde det ud. Historier om mødre, der ved er uheld kommer til at spule deres børn med kogende vand fra haveslagen. Om fædre der glemmer deres børn i glohede biler. Om børn der mishandler hinanden. Om at en stor andel af børn, der drukner, gør det i umiddelbar nærhed af deres forældre. (Druknedøden er tilsyneladende stille og ikke voldsom). Og mange andre frygtelige nyheder.

Hvordan i alverden kan man undgå at læse de historier? Og hvordan kan man blive hårdfør igen? Hvordan lever man i en verden, hvor børn behandles dårligt?

Det er jo ikke nyt det her. Og alligevel føles det nyt for mig.

Kan man blive vaccineret et sted? Eller endnu bedre. Kan vi stoppe det?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *