At få børn er en ekstremsport, der ikke levner plads til dødvægt

Jeg kender efterhånden flere kvinder med små børn, som har forladt deres kærester, inden barnet er fyldt et år.

Jeg har tidligere abonneret på den leveregel, der siger, at man ikke må forlade hinanden, før barnet er fyldt 2 år, fordi alting er så crazy i starten.

Det var dog lige indtil, at jeg hørte disse kvinders historier. For hold da op, der findes nogle mænd derude, som vitterligt ikke bidrager med for 2 kroners praktisk hjælp eller god energi.

Altså mænd som mener, at de ikke behøver lave praktisk arbejde i hjemmet. Mænd der føler sig snydt, fordi deres kvinde ikke tænder på dem længere, fordi de har opdaget, at dovne mænd grundlæggende er usexede. Mænd som bliver aggressive og nedladende, når kvinden fortæller om sit behov for hjælp. Mænd som ikke viser interesse for barnet som andet end et trofæ. Og som i øvrigt har pisse travlt med at drikke sig fulde med gutterne og arbejde sent.

De mænd burde ikke få børn. De har ikke, hvad der skal til. Og det burde kvinderne måske have gættet på forhånd (er det biologien eller kærlighed, der gør blind?) . Men hvor man faktisk kan bære over med en luddoven mand, når man bare er to voksne. Så stopper det fluks, når der kommer børn til. Der er simpelthen ikke overskud til også at have en voksenbaby på slæb.

For at få børn er en ekstremsport, der ikke giver plads til dødvægt.

Jeg ved ikke, hvad de voksne mænd gik rundt og troede deres opgave skulle være som far. Men hvis den ikke er at hjælpe til og drage omsorg for mor, barn og familien som helhed, så kan de lige så godt gå op til lægen og blive steriliseret med det samme.

At blive solomor har aldrig givet mere mening, end når man hører historier om de mænd. For de kommer ikke til at bidrage med andet end dårlig stemning, svigt og samværskonflikter.

Det må være lysår nemmere at blive mor alene end at være alenemor med en dødvægtsfar på slæb.

2 Replies to “At få børn er en ekstremsport, der ikke levner plads til dødvægt”

  1. Jeg er enig. Jeg kender dog heldigvis ikke mere end et par, hvor manden nærmer sig en dødvægt. Tilgengæld kender jeg mange par, inklusiv mit eget, hvor kvinden lige laver lidt mere end manden. På de store linier laver man det samme, men der er jo en grund til at projektleder er et job i sig selv – og det er ofte kvinden i et parforhold der er det UDEN at det tæller med i den resterende opgavefordeling.

    1. Hvor er det godt sagt! Jeg er også projektlederen herhjemme og det er opslidende. At sørge for at ting sker, holde styr på aftaler, tage konflikter med familiemedlemmer og lægge opdragelsesstrategier og sørge for at lobbye for at få opbakning til dem.
      Jeg ved ikke, hvordan vi knækker den nød.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *