Status på arbejdslivet

Jeg har været utilfreds med min arbejdssituation gennem lang tid. Et af mine indlæg med arbejdsbrok udløste, at en af jer der læser med – Marie – gav mig en hel time af hendes liv og en masse gode råd til at komme videre og prøve nye typer af job. Det var meget generøst, og jeg har brugt rigtig meget tid på at overveje hendes råd om at skifte til det private og tage kaffemøder med folk inden for at sikre, at man matcher.

Jeg har dog ikke skiftet job endnu. Det er to grunde til det. 1) Jeg orker ikke at starte op under en nedlukning og 2) jeg har fået en ny chef, som jeg er helt pjattet med.

Jeg troede egentlig, at chefer mest kunne betyde noget negativt for ens trivsel, men min nye chef har ændret mit syn på den sag fuldstændig. Hun er et år yngre end mig og har et lille barn. Hun er mega sjov og taler lige ud af posen. Hun har en mission om en mindre revolution af embedsværket og taler åbent om det. Det er hendes første chefjob, og hun giver sine medarbejdere meget mere ansvar.

Altså det er lidt som at have fået nyt arbejde. Det er det virkelig. Jeg har så meget lyst til, at hun lykkes, og jeg bliver topmotiveret af, at jeg ikke skal krydstjekke alt med hende.

Det er første gang, at jeg har det sådan med en chef. Måske er det fordi hun er god til at rose og forstår fuldstændigt, hvordan det er ikke at sove om natten. Jeg ved det ikke helt. Måske er det bare hendes personlighed.

Nå, men summarum er, at jeg ikke skifter job lige med det samme. Og det er selvom, jeg godt ved, at jeg ikke kan komme videre i et departement. Jeg bliver sgu aldrig chefkonsulent. Jeg vil gerne lige nyde tiden med en nice chef, lære lidt mere om mig selv, og hvad der motiverer mig. Det er helt sikkert, at det motiverer mig rigtig meget at have ansvar og bevægefrihed i opgaveløsningen.

Når tiden til et skifte kommer, så vil corona forhåbentlig være ovre, og det vil være muligt at tage kaffemøder og mærke stedet først.

Kom igennem mandagen

True. Business, marketing, funny, travel, work life, meme, work meme | Parks  and rec quotes, Tom haverford, Parks n rec

Juleferien er for alvor slut. Det er nu anden mandag i det nye år. Energien i hjemmearbejde er for længst forsvundet. Alle forsøg på at lave sociale aktiviteter med dine kolleger online er forsøgt og fortabt. Men fortvivl ej. Her kommer sangene, der får dig op i gear og igennem arbejdsdagen:

Først tager Dolly dig i hånden og går ud i køkkenet for at “pour yourself af cup of ambition”


Det er måske ved at gå op for dig, at ambitioner alene ikke får dig igennem. Du er nødt til at få gang i systemet. Du skal ryste lemmerne og få lidt ironisk distance til dit skrivebordsjob:

“Mandag morgen på den gamle fabrik
Drejer en rørtang
Trækker et stik
Jeg’ magtfuld
Flytter rundt på noget savsmuld
Stempler ind klokken halv 7
Pragtfuldt”

Nu er du måske ligefrem i godt humør. Det går ikke. Du skal holde snuden i sporet og føle skammen og forpligtelsens åg – men dog til et godt beat, der holder dit flow. Ellers kommer du til at sidde og kigge på hundehvalpe på instagram i stedet for at journalisere sager. Britney har, hvad der skal til:

Frokosten nærmer sig, og dit blodsukker dykker. Verden er uretfærdig, men du er en helt – og John Lennon fortæller dig hvorfor:

Spørgsmålet er om lever-drengen med agurk og følelsen af at være underdog er nok til at få dig op at støde igen. Valerie June er også i tvivl. Hun er virkelig også træt af at arbejde.

Vi slutter på toppen med Abba, der tænker i de samme baner. Gift dig rig. Det er top funky fjollet, men ikke et godt bud, hvis du gerne vil bevare din identitet som “strong independent woman”. Så hvis du gerne vil leve i en rig mands verden uden nødvendigvis at skulle gifte dig med en rig mand (eller kvinde, bevares!), så er der jo ikke andet for end at fortsætte det gode arbejde.

God arbejdslyst!

BUPL, du er fuld. Gå hjem!

man wearing panda costume leaning on post

Nå, men BUPL er i fuld gang med at lobbye for deres medlemmer – pædagogerne. Det har afstedkommet direkte opfordringer fra først BUPL selv og senere også regeringen, at man skal holde sine børn hjemme “hvis man kan”.

Jeg har meget stor respekt for, at pædagogerne skal operere i en vanskelig tid, og vi skal selvfølgelig diskutere værnemidler, undtagelse af medarbejdere i risikogruppe og vaccinerækkefølge. Det er et dilemma, hvordan vi får det næste halve år gennemført bedst muligt. Men jeg synes, at det var under lavmålet, da BUPL før jul opfordrede forældrene til at holde deres børn hjemme uden om regeringen. Det er skaber utryghed for forældre, pædagoger og børn.

Jeg vil ikke diskutere om, vi kan være bekendt at sende børnene i institution på en måde, hvor det bliver et moralsk ansvar, som den enkelte forældre bliver tildelt. Det er et svigt, at regeringen gik med på den galej – og det er fejt af BUPL at melde det ud.

Lige nu sidder der en masse små børn sammen med deres sure og trætte forældre, som i bedste fald er hjemsendt med løn, men uden arbejde. I værre fald er de på barselsorlov med en lille baby, som skal puttes mange gange dagligt og har nogle helt andre behov end et større barn. I værste fald er forældrene fyret og er mentalt pressede af bekymringer om økonomi og fremtid. Eller også har forældrene været hjemsendt siden september-måned og er ved at blive vanvittige af den situation. Vi er alle sammen blevet pålagt at se maks fem mennesker og alt er lukket. Der er ikke noget muntert at tage sig til derhjemme. Netflix bliver ved at spørge, om vi virkelig stadig ser Chugginton? Ja, for fanden!

Jeg synes, at det skal stoppe! Vi skal holde os for øje, at de nedlukkede private erhverv gerne ville holde åbent. Til trods for at de også er i tæt kontakt med mennesker hver dag, men med de voksne mennesker, som er mere syge og smitter meget mere end børnene. Når det er tilfældet, så er det selvfølgelig, fordi deres forretning er på randen af konkurs eller fyringer. Mange af de privat ansatte frisører, mekanikere m.v. er allerede gået væsentligt ned i løn for at undgå fyring.

BUPLs udgangspunkt er et andet, da vi har at gøre med offentligt ansatte. De vil ikke gå ned i løn, og de vil heller ikke blive fyret ved en hjemsendelse. Det gør det selvfølgelig meget mere attraktivt at blive sendt hjem. Og det gør det gratis for dem at begynde at køre frygt-argumentation i medierne.

Der er ganske rigtigt en større risiko for at få corona, hvis man er pædagog. I gennemsnit er 2,85 pct. af alle danskere blevet smittet, hvor det gør sig gældende for 4,51 pct. af ansatte på institutioner. Men det bør holdes op i mod et tilsvarende smitteniveau for ansatte på hoteller og restauranter, hvor 4,53 pct. af de ansatte er blevet smittede med corona.

Desuden kan man af opgørelsen se, at der er nogle store udsving. Fx. er det højeste andel smittede pædagoger ansatte på fritids- og ungdomsklubberne. Dagplejerne er endda mindre smittede end den gennemsnitlige dansker (kun 2,15 pct. af dagplejerne er smittede).

Jeg synes, at det er for langt at gå at tale om situationen, som om vi behandler vores pædagoger som kanonføde. Vi spritter af, går med mundbind og holder børnene hjemme for et godt ord rent sygdomsmæssigt. Vi passer på vores pædagoger. For vi kan slet ikke klare os uden dem. At passe børnene er en samfundskritisk opgave, fordi det er en forudsætning for, at samfundet kan fungere, når begge forældre er på arbejdsmarkedet.

Vi skal holde os for øje, at det store problem er ikke, at der er nogen, som får corona (fordi i 99 pct. af tilfældene bliver folk raske efter et relativt udramatisk sygdomsforløb). Det store problem indtræffer, hvis for mange får corona på én gang. Jeg sidder ikke og hamrer i tastaturet hjemmefra på femte måned, fordi staten er interesseret i at beskytte mig. Jeg er hjemsendt for at reducere smitteniveauet generelt – og mit job kan tilfældigvis laves hjemmefra. Det kan en pædagogs arbejde ikke.

Det er en svær tid, hvor vi hver især skal løfte vores ansvar. Lige nu synes jeg, at BUPLs ansvar er at varetage pædagogernes interesser i kombination med at løfte den opgave, som pædagogerne har. FOA (SOSUernes fagforening) er heller ikke ud og sige: “hvis I kan, så lad jeres gamle flytte hjem i kælderen”. De ved godt, at deres rolle er at passe på de ældre. Og deres forhandling er ikke at undslå sig det job, men at skaffe bedst mulige forhold til at lave dette arbejde.

Det er min oplevelse, at BUPL prioriterer for snævert og for kortsigtet. Det er ikke gratis at presse forældrene til at holde deres børn hjemme – det trækker på den solidaritet og alliance, som har været meget stærk mellem forældre og pædagoger indtil nu.

Jeg synes, at BUPL skulle bruge denne situation til at få slået fast med syvtommer søm: Se! I kan ikke klare jer uden os – kan vi så få et højere lønniveau og nogle bedre forhold -også på lang sigt”.

Den sag bakker jeg 100 pct. op om.

Det er resultatet, der driver værket

I de par sidste uger er min mand og jeg blev tiltagende trætte af hinanden. Ikke på den der skilsmisseagtig måde. Men på den der måde, hvor man virkelig trænger til at se nogle andre mennesker i nogle andre rammer. Det har der bare ikke været ret meget plads til pga. jul og verdenssituationen.

Fordi der var været corona – først i vuggestuen og så hos mine forældre, har den yngste også været en del hjemme. Så det har været nogle fremragende uger med rigtig meget familietid. Derfor var det nok ikke en juleaften med endnu mere familie, som jeg gik rundt og manglede. Men hvis man tager total corona-kuller i betragtning, så var det en god jul med nynne-sang og albue-bumps.

Min mand og jeg giver ikke hinanden julegaver (fordi min mand virkelig hader at give gaver), men i år fik jeg alligevel en slags gave. Det var 3 timers frihed til at få lavet et projekt i huset. Hold nu op, hvor var det dejligt. At male, bore og save. At lægge en plan og fuldføre den. Jeg glemmer nogen gange, hvor glad det gør mig at få noget fra hånden. Og hvor lidt man egentlig får fra hånden, når man lever med små børn. Det meste handler om at servere mad og skrabe det op fra gulvet.

Dette konkrete projekt skal endda løse op for mængden af sko, flyvedragter og lort, man indtil nu har skulle sparke sig igennem for at komme ind ad vores dør. Mit næste hjem skal have en hall med masser af plads til overtøj og sko. (Hvorfor laver man overhovedet små entreer i børnefamilie boliger?).

Jeg glæder mig til et nyt år med mere orden i sagerne. Både her i hjemmet og i verden som sådan. Jeg glæder mig til fester, koncerter og rejser.

2021.

Lad os starte på en frisk.



Goddaw Elliot

Juno Reunion: Ellen Page & Jennifer Garner Will Lead Female Live Read |  IndieWire

Ellen Page er sprunget ud som transkønnet – og hedder nu Elliot. Det er godt for ham. Men det ærgrer mig, fordi jeg tydeligt husker Juno – og hvordan jeg synes, at Ellen Page den gang skubbede til måden, man kunne være ung kvinde på. Det var så befriende at kunne spejle sig i noget andet end den gængse teenagepige-karakter. Og så endda i en historie om at blive gravid og ikke ville være mor. Jeg må vel finde mig et andet kvinde-idol. Nu hvor Elliot ikke vil være det.

Det er underligt, at opgøret med kønskategorier ender med at reproducere dem helt vanvittigt. Spørgsmålet er – om man overhovedet kan gøre op med det. Er det muligt at leve i en verden, som overhovedet ikke er delt op i han og hun?

Det er oppe i tiden at opgøret med “kasserne” bliver taget ved at smide dem ud. Men når nu der trods alt er en biologisk virkelighed, som ikke kan smides ud, så bør opgøret måske ikke handle om at smide kasserne ud, men om at gøre dem større, så alle kan få plads?

Jeg har set, hvad der skete, da J.K. Rowling havde en holdning til sagen – og ikke en særlig vild en. Masser af mennesker, som jeg ikke opfatter som rabiate tog pludselig afstand og spurgte, om man overhovedet kunne læse Harry Potter, når nu Rowling var transfob.

Diskussionen om man må læse noget af nogen, som man ikke er 100 pct. enig med, gider jeg ikke tage. (Selvfølgelig må man det). Men jeg bliver gang på gang overrasket over, hvordan – i min øjne – helt stille og rolige indvendinger bliver modtaget som hadtale og transfobi.

Hvornår blev det sindssygt at sige, at køn tildels er biologisk betinget? Hvorfor bliver det opfattet som aggressivt, at vi er nødt til at overveje og undersøge, om nogle bliver transkønnede, fordi det opfattes som mere attraktivt end fx at være homoseksuel? Og hvorfor bliver det opfattet som transfobisk at mene, at det er to væsensforskellige livsoplevelser at være født som biologisk kvinde og at være transkvinde?

Det er ikke hadefuldt at være undrende. Det er ikke truende at være nysgerrig. Det er ikke ekskluderende at stille spørgsmål. Men det er svært, når folk stiller spørgsmålstegn ved ens grundlæggende identitet, præferencer og valg. Det ved jeg godt. Men der er ikke nogen anden måde, hvorpå man kan normalisere det usædvanlige. Vi er nødt til at tale om det.

Danske embedsmænd er ikke en sump

I dag i News & co. sad min yndlings kommentator Hans Engell og harcelerede over Inger Støjbergs seneste angreb mod ordentligheden i Danmark. Han fik kørt sig helt op på den store klinge og sagde, at det var helt uhørt, at man som politiker i Danmark tillod sig at betvivle et af verdens mest ukorrupte embedsværk og kalde dem en sump.

“DANSKE EMBEDSMÆND ER IKKE EN SUMP”.

Kære Hans Engell. Det gør mig så glad, når du kommer embedsværket i forsvar. Det sker ret sjældent. Vi er som regel både mediere og politikeres yndlings-prygelknabe. Vi får så mange tæsk for dårlige beslutninger, som vi ikke har truffet, men alene eksekveret. Vi bliver skudt i skoene, at vi handler med vores egen interesse for øje.

Jeg siger ikke, at der ikke bliver begået fejl. Det gør der selvfølgelig. Men jeg har aldrig oplevet en embedsmand, som har plejet sine egne politiske interesser. Det der allerhøjest kan komme på tale er den menneskelige tendens til ikke at gøre tingene mere besværligt for sig selv end nødvendigt. Så derfor kan der godt være modstand mod grandiose planer fra innovative politikere.

En af de politikere, som har været rigtig træt af den tendens er Mette Frederiksen. Hun er berømt og berygtet i embedsværket for at være en meget stærk leder, som ikke tager noget pis fra nogen. Hvis Mette siger hop – så svarer embedsværket “hvor højt?”.

Jeg har ingen særlig insiderviden, men den fadæse som udspiller sig for tiden med mink, er i min optik ikke et embedsværk, der har fejlet. Det er et embedsværk, som ikke har anet sine levende råd. Embedsværket har jo fortalt, at det krævede lovændring. De vidste det jo godt. De havde fortalt det. Men man står i en penibel situation som embedsmand, når din overordnede beder dig om at gøre noget, som ikke rigtig er inden for skiven.

Man må jo ikke gøre noget, som er “klart uovligt”. Men hvornår er noget klart ulovligt? Hvis du får besked på at “fikse et hjemmelsgrundlag” – og går i gang med det, men finder ud af, hvad du måske godt havde på fornemmelsen, at det er umuligt. Så har det jo ikke været klart ulovligt i starten, og der blev gjort opmærksom på det, da man erkendte, at det var “klart ulovligt”.

I mine øjne er der tale om en stor politisk fejl, som udspringer af en centralistisk kultur og en lidt for stærk statsminister. Jeg forestiller mig, at Mogens Jensen heller ikke har turde sige – “den går ikke, Mette”. Og det burde han have gjort. Regeringen burde have slået koldt vand i blodet og taget den runde, som fik fikset en hjemmel.

Det er en menneskelig fejl: at det er svært at tale “truth to power”. Men jeg ser det ikke som kalkuleret magtarrogance. Regeringen havde været for længe om at slå de mink ned. Det skulle være sket for længe siden. Risikoen var for stor. Men først da Mølbak begynder at snakke om nyt Wuhan og genstart af pandemien, så begynder Mette at ryste på hånden. Det forstår man på en måde godt. Man ville nødig være den statsminister, som var ansvarlig for, at verdensøkonomien går helt på røven og millioner af nye dør af en eller anden latterlig mutation, vel?

Det viste sig så, at Mølbak nok var lige dramatisk nok i den udlægning. Men det vidste de jo ikke, da de traf beslutningen.

Man har dvælet meget ved, at regeringen vidste, at det var et lovbrud, fordi seks ministre på et koordinationsudvalgsmøde har modtaget noget papir, hvor der stod “kræver lovændring. Og her skal man nok have læst et par KU-sager i sit liv for at forstå, hvorfor den slags information ikke springer i øjnene. Det står i alle sager. Det er ikke vigtig information normalt. Det er mere praktisk information til embedsværket. Der står ikke “grundlovsbrud” med flammeskrift. At det har stået på et stykke papir en måned før beslutningen blev truffet – det kan simpelthen ikke være en overraskelse, at det ikke var øverst på nogens lystavle.

Det er selvfølgelig ikke okay. Det er det ikke. Det er på sin plads, at det kostede en minister jobbet. Men fejlens omfang er til at tilgive. Særligt fordi det ikke havde ændret på udfaldet. Hvis regeringen havde søgt sit flertal i tide og skaffet lovhjemlen, så var alle mink også blevet slået ned.

Det er da også påfaldende, at mink-avlerne efter 48 timer får at vide, at det var forket – og at de kunne stoppe med at slå dyrene ned svarer “NEJ NEJ NEJ, DET ER ALT FOR SENT NU”. Kunne det have noget at gøre med, at det her var en once-in-a-life-time mulighed for at komme ud af et erhverv, som ikke har genereret overskud i årevis? Politisk set har det da i hvert fald været klogt af dem. Hvis minkavlerne får den kompensation, som der er på bordet lige for tiden, så vil de være nogle af de få, som går ud af corona-krisen med en kæmpe økonomisk sejr. De vil lykkes med at trække sig ud af et døende erhverv uden bundløs gæld.

Jeg forstår godt, at folks livsværk er røget. Det har jeg respekt for er en traumatisk oplevelse. Jeg synes bare, at vi skal huske på, at minkavlerne ikke er de eneste, som mister deres livsværk pga. corona. Men de andre får bare ikke muligheden for at lukke deres virksomhed uden et stort tab.

Nå. Det blev en længere rant. Jeg ville egentlig bare sige, at jeg vældig godt kan lide Hans Engell.

Transport-etapen

man holding classical guitar

Weekenderne er ikke det samme, som de har været.

De starter før seks. Det gør alle dage. Men det gør lidt ekstra ondt en søndag.

Jeg tager til bageren ikke bare for at fylde maven med blødt brød, men i højere grad for at have en undskyldning for at køre 15 minutter hver vej, så jeg kan nyde, at mine børn er spændt fast i bilen og ikke er i stand til at lave unoder.

Vores aktiviteter er centreret omkring at holde os på benene. For hvis vi først sidder i sofaen og bilder os selv ind, at det her er tiden, hvor man slapper af efter en lang uge, så opstår problemerne. Den store diskrepans mellem virkelighed og ideal bliver ubærlig.

Nej, weekenden i børnefamilien er at betegne som en transportetape, hvor alt man laver er under devisen “så gik der tid med det”.

Som regel har jeg accepteret min skæbne og forsøger at finde fornøjelse i at stå i en time på legepladsen i regnvejr, at stable legoklodser i timevis eller købe ind med børn, der konstant er ved at rasere butikken/stikke af.

Jeg hygger mig selvfølgelig ind i mellem, men det er jo ikke halve timer med harmoni to børn kan tilbyde. Jeg vil tro, at 5-7 minutter er max, hvor der er ro på og ingen er ved at komme alvorligt til skade/slå den anden ihjel. Der er jeg til gengæld også virkelig lykkelig.

Så er der de andre øjeblikke. Dem der hvor man spyr ild og “taler med store bogstaver”. Hvor man flipper skrot, fordi man har brugt alt sin energi på at lave madpakker og få folk i flyverdragter ud til et naturskønt område bare for at se begge børn gå i spagat og græde som sindssyge. Hvor man installerer dem med hver deres smartphone i klapvognen, som spiller henholdsvis Popsi og Krelle og Spiderman på max volume (for om ikke andet, så overdøver det gråden). Alt i mens man forsøger at spankulere upåvirket videre.

Det er i de øjeblikke, hvor man forstår, hvorfor Dan Turell sagde:

“Mest af alt holder jeg af hverdagen”

Lad os så få ryddet op!

Jeg har i de seneste – snart mange – uger gået rundt og tænkt på, hvad jeg burde skrive om sexismedebatten herhjemme. Skulle jeg fejre Sofie Linde, fordømme Jeppe Kofod og Morten Østergaard eller blot fokusere på, hvordan vi kommer videre herfra?

Ingen af delene kom ud, når jeg satte mig til tasterne. Istedet begyndte jeg på en længere udredning om sammenhængen mellem begreberne sexisme, sexchikane og seksuelle overgreb. Det var hverken interessant eller vigtigt. Det var en overspringshandling – et forsøg på at rationalisere, fordi jeg egentlig bare bliver mere og mere trist af alle de historier, som myldrer frem.

Jeg troede, at vi var meget nået meget længere. Jeg troede vitterligt ikke, at det var noget, som kvinder oplevede i det omfang, som vi har fået belyst de sidste par uger. Både som det fremstår i medierne, men også når jeg spørger kvinderne i mit liv. Det er hverdag. Vi er åbenbart så vant til at agere i et råddent system, at vi ikke rigtig tænkte over det.

Sandheden er, at udover de kvinder som er blevet udsat for modbydelige ting på deres arbejdspladser, i deres parti eller andre steder, hvor kvinder ind i mellem færdes. Så er der også alle de andre kvinder, som har afholdt sig fra at tage til fest på jobbet eller partikongres. Fordi de ikke syntes – tilsyneladende med rette – at det var et trygt miljø at være i.

Den seksuelle chikane er meget mere end en hånd på låret. Det er en form for undertrykkelse, hvor man fortæller kvinder alle vegne, at de ikke skal regne med at blive taget alvorligt. At deres værdi strømmer fra deres “fuckability”, og at de kan udskiftes, når man ikke gider at bruge energi på den dårlige stemning, som det skaber, når chefen har sex med sine medarbejdere.

Det er deprimerende, at vi er mange, som har gået rundt og troet, at (næsten) alt var i orden. At vi har syntes, det var lidt sjovt, når der blev sladret om promiskuøse chefers omgang med deres personale, og medarbejderes (nedladende) seksualiserede tale om og til hinanden. Det er ikke kun “krænkeren”, der er problemet her. Det er os alle sammen.

Jeg blev lidt glad for at læse Ditte Gieses indlæg i debatten, hvor hun opfordrer boomer-generationen til ikke at modarbejde den unge generations opgør med sexisme. Man bør ikke fordømme kvinder og kalde dem hysteriske for at sige, at de gerne vil frabede sig seksuel opmærksom i form af chikane og trusler. Det er ikke at give en “forlomme” at erkende at sexisme er krænkende.

I stedet skal vi lytte. Selvom det er ubehageligt.

Jeg frygter, at der på den anden side af denne bølge kommer et backlash. At kvinder som gruppe er blevet umyndiggjort i vores forsøg på at forklare sexisme med strukturer og seriekrænkere. Altså forstå mig ret. Analysen er rigtig. Men vi er nødt til at finde noget handlekraft et sted. Når kvinderne før os nægter at tale om det, så skyldes det, at de fandt på alle mulige workarounds i systemet, så de kunne indgå i fx det politiske liv. Desværre uden egentlig at løse problemet med sexisme.

Det er ikke en løsning, at kvinder skal gå tidligt hjem, gå med nøgler mellem knoerne eller sørge for, at de aldrig at ende alene med bestemte mænd. Det er begrænsning af skaderne. Ikke en løsning.

Jeg glæder mig til, at vi kan fortælle hinanden flere historier om kvinder, der gør noget og færre historier om kvinder, der bliver udsat for ubehageligheder. Det første er meget mere opløftende.

Jeg kan jo ikke være den eneste, der mister lysten til at deltage i fx politik, hvis det der er vilkårene. Det er stærkt deprimerende, men vi er nødt til at tale om det alligevel.

For der er en bevægelse igang og vi skal sørge for, at der bliver ryddet ordentlig op denne gang!

I er fandme så kloge

Det føles meget priviligeret at kunne spille bold opad så kloge og vidende læsere som jer. I er så gode til at øse ude af jeres gode råd, når jeg efterspørger dem. Tak!

Så dette indlæg er for alle jer, der ikke nødvendigvis følger med i kommentarsporet.

Jobskifteråd:

  • Sig jobbet op, hvis det gør dig ked af det og sæt alt ind på jobsøgning. Jeres erfaring viser, at man typisk er ledig i 3-6 mdr. Og får en meget større jobtilfredshed bagefter.
  • Lav kaffeaftaler med dit netværk i arbejdstiden (men flex ud) og forhør dig om andre brancher og muligheder.

Modarbejd perfekthedskulturen-råd:

  • Hold op med at rose andre, når de er perfekte. Ud med “Nej, hvor er her altid pænt. Hjemme hos mig er der altid så rodet”.
    Ind med “Hvor er det fedt, du har tid til at se mig”.
  • Gør det til en konkurrence om, hvad der er ‘godt nok’. Strategien er, at du sætter x antal timer af til en given ting – og så skal du færdiggøre. Det giver et boost på job at føle, at du får rykket på ting.
  • Mind dig selv om, at du lærer dine børn at stresse op over ting, hvis du selv gør det. Slap af for fremtidige generationers skyld
  • hav selvironi og sindsro med dine livsvalg. Det er meget bedre at slå sig til tåls, end at føle sig bagud nonstop.
  • Lad være med at evaluere dig selv. Det er rigeligt at andre gør det!

Eksistentiel krise og høj arbejdsmoral

Der går ikke en dag, hvor jeg ikke overvejer, hvad jeg skal med mit liv. Særligt mit professionelle liv.

Jeg har analyseret frem og tilbage, og det står klart for mig, at jeg ikke kan komme videre i mit ministerium. Det er sådan set søde mennesker og fine chefer, men systemets logik er, at der kun er én vej, og det er op. Den vej er så til gengæld brolagt med uendelige mængder af ligegyldige notater og betydelige mængder overarbejde.

Jeg har erkendt, at jeg ikke skal blive gammel i centraladministrationen. Men hvad skal jeg så?

Skal man ud i en styrelse eller kommune? Skulle man gå til det private og være konsulent eller public affairs person? Hvad med at læse en ph.d? Blive selvstændig? Tage en ny uddannelse?

Jeg ved det ikke. Jeg tænker nogle gange, at jeg burde gå all-in på tænkepause og livsomlægning. Men jeg kan ikke bare sige mit job op uden et andet på hånden. Jeg kan ikke engang fantasere løst om det uden at føle ligedele angst og skyld.

Siden jeg begyndte at gå med reklamer som 12-årig, har jeg haft et job, som jeg har været forpligtet over for hver uge. Jeg har faktisk kun 4 mdr. på udveksling i Canada (hvor jeg dog stadig havde en ansættelse at komme hjem til) som pause.

Jeg har undladt at tage praktikker og fag som ikke kunne kombineres med mine studiejobs. Jeg har altid prioriteret jobsikkerhed, og det at tjene mine egne penge højt. Både af stolthed og nød. Jeg har aldrig forladt et job uden et andet på hånden.

Jeg kan mærke, at denne tilbøjelighed betyder, at forandring tager længere tid, fordi det skal kunne foregå i tiden efter kl 17 (og lad os være ærlige efter kl. 19.30 og inden kl 22, såfremt der ikke er bagedyst eller mere arbejde).

Så hvordan omvælter man sit liv, når man ikke bare vil “råbe pik og skride”? Skal man mærke “frygten”, før man får flyttet sig? Kan man ikke på pæn mondæn og fornuftig vis ændre sit liv. Et skridt af gangen og uden at sætte sin økonomiske sikkerhed og store gæld på højkant?

Er min arbejdsmoral en ynkelig sovepude og undskyldning for ikke at tage mine drømme alvorligt? Og hvad hvis det er?