Peter Pedal og dødsangsten

Peter Pedal kan ikke se ud af vinduet af den lastbil, han har sneget sig op i. Så han klatrer op på en pind fra instrumentbrættet, og så siger lastbilen en underlig lyd. Ud af forruden ser vi en familie holde picnic i græsset. Her stopper jeg altid op i min oplæsning . For mit indre ser jeg, at lastbilen er røget i gear og kører hele familien ihjel. Der kommer blod på forruden og skrig under lastbilen, mens Peter sidder bag rattet. Det kan man da ikke fortælle børn?

Så vender jeg siden.

Det er selvfølgelig bare ladet på lastbilen, som tilter og hælder jord af. Helt uskyldigt og ufarligt. Gartnerne bliver slet ikke sure. For ænderne har fået deres egen ø ude i søen. Rap!

Jeg bliver altid ramt af en mild omgang dødsangst, når jeg læser “Peter Pedel i parken”. Vi kan jo alle dø. Lige om lidt. Måske under en uforsigtig abes skarnsstreger? Begravet levende i parken? Vi skal alle dø en dag.

Andre katastrofe-glimt af lidt mere relevante trusler end Peter Pedal hjemsøger mig: Min store dreng falder ud af vinduet på 1. sal. Jeg bliver skubbet ud på togskinnerne sekundet før, linje B kører ind på perronen. Min mand kører galt i bilen. Jeg falder ned af trappen med den lille på armen. En af os bliver alvorligt syge. Er det modermærke ikke lidt underligt?

Det giver indlysende mening, hvorfor mennesker kommer i tanke om de frygtelige ting, som kan ske (altså for at undgå dem, right?!). Men det tager overhånd, hvis man forsøger at eliminere alle risici og/eller tænker for meget over frygtelige ting, som kan ske. For kun fantasien sætter grænser og mulighederne for en frygtelig og tragisk død er mange.

Da jeg er lidt ængstelig anlagt, så er jeg meget modtagelig overfor bekymringer og formaninger. Jeg er en forsigtigper i mange af livets henseender. Så det irriterer mig, hvis andre mennesker pålægger mig deres angst og bekymringer på mine vegne. Det er så begrænsende og frihedsfrarøvende at være bange.

Min far har et særligt talent for det. Han er i den grad en ‘worrier’ (og jeg kan jo godt se, hvor mine egne tendenser kommer fra). Forleden var jeg ude og stå på rulleskøjter. Min far ser det og kommenterer på det manglende sikkerhedsudstyr med en bekymret mine. Jeg svarer, at jeg gennem de sidste 20 år er faldet meget sjældent og det værste, jeg har oplevet er nogle skrabede knæ.

Min fars reaktion kommer prompte: har jeg så hørt om den århusianske mand, der fornyligt døde af en kødædende bakterie, som han havde fået ved en hudafskrabning på knæet?!?

Det tog en del af glæden ved den rulletur, må jeg sige. For min frygt for døden er steget ekspontielt med, at jeg har fået børn. Før tænkte jeg ikke ret meget over, at jeg kunne dø. Når det faldt mig ind, at døden var en mulighed, var mine efterfølgende tanker mest baseret i ærgelse, men jeg tænkte ikke over, hvor forfærdeligt det ville være, hvis jeg ikke var her.

Det gør jeg nu.

Jeg føler en langt større forpligtelse til at holde mig i live nu. Fordi jeg ikke kan holde tanken ud, at mine børn skal vokse op uden en mor. Det vil jeg simpelthen ikke være med til. Så tendensen til at sidde og pille i dødsangst og alverdens bekymringer er vokset. Jeg bekymrer mig på egne og mine børns vegne (det er sikkert det samme min far får tiden til at gå med).

Det er en tilbagevende kamp for mig ikke at blive alt for forsigtig. Det lyder nok åndssvagt, men af samme grund kæmper jeg lidt med at skulle tage sikkerhedsudstyr på, såsom knæbeskyttere og cykelhjelm. De er for mig blevet symbolet på dødsangstens overherredømme (men jeg kører dog med sikkerhedssele – så helt uden for pædagogisk rækkevidde er jeg ikke).

Jeg har ledt efter en morale et sted, men kan ikke rigtig komme det nærmere, end denne linje fra en sang, hvor teksten lyder: “Don’t worry about the future. Or worry, but know that worrying is as effective as trying to solve an algebra equation by chewing bubble gum.”

Jeg har først lige opdaget, at sangen i virkeligheden er en oplæsning af en klumme, som Mary Schmich skrev tilbage i 1997. Hun har helt sikkert et råd, som også passer til dit problem!

Voksen-frihed og en feministisk målsætning

green plant in clear glass vase

Nå, men det er jo ikke ret lang tid siden, at jeg skrev et indlæg, som var så nostalgisk, at det næsten var deprimerende. Det her indlæg skal i stedet fokusere på noget af det fede ved at være voksen. Udover alkohol og selvbestemmelse, så er en af de helt store glæde i mit voksenliv den økonomiske frihed. Nu skal man ikke længere hustle sig til at få opfyldt sine ønsker to gange årligt.

Selv om jeg er typen, der har tjent mine egne penge, fra jeg var 12 år gammel og faktisk har haft faste job lige siden – så har jeg aldrig fået mine penge til at yngle. Men fornyligt fik jeg anbefalet at melde mig ind i gruppen Moneypenny på Facebook. Det er en gruppe for kvinder, som investerer og gerne vil erfaringsudveksle. Det gjorde jeg – og det er virkelig end god måde at få bolden til at rulle på. Det er inspirerende at følge med i, og jeg fik i hvert fald en stor lyst til at være en del af aktionærklubben.

Efter en måneds tid at have læst på kloge kvinders spørgsmål og fif til aktiehandel købte jeg Moneypennys guide til at starte din egen pengemaskine, så skimmede jeg den. Herefter tog jeg mod til mig, for det stod mig klart, at jeg ikke ville kunne lære det hele på forhånd. Nu er det ikke mere end par uger siden, at jeg i en alder af 32 år købte min første aktie i et firma, som arbejder på at løse udfordringerne med vaginal tørhed uden brug af hormoner. Drømmen lever!

Det har overrasket mig, at det faktisk er sjovt at købe og eje aktier – og at det har ændret mit syn på verden. Jeg er med et trylleslag blevet meget mere interesseret i erhvervsnyhederne, og mit forhold til mine egne penge har også ændret sig. Jeg er begyndt at tænke mere over de penge, som bare går “op i røg”. Jeg vil gerne reducere mit forbrug på ligegyldigheder og sende flere penge over i en aktie-opsparing. Det gør, at jeg dagligt stiller mig selv spørgsmålet om balancen mellem forbrugsglæde nu vs. i fremtiden er rigtig. Det har overrasket mig, at det at eje en aktie i dag faktisk også giver mig en glæde – det er lidt en blanding af at spille lotto og lade store drømme leve – men faktisk være ansvarlig og tage ansvar for verden samtidigt. Det kan altså noget.

Alt dette er sket, selv om jeg ikke har investeret for noget særlig stort beløb. Jeg har købt enkelte aktier for 7.000 kr. og startet en månedsopsparing på 1500 kr. om måneden hos Nordnet.dk (du kan faktisk starte med helt ned til 500 kr. om måneden). Jeg tror faktisk, at nøglen til succes for mig og andre nybegyndere er at starte ud i det små. Fordi nu kan jeg øve mig uden at ærgre mig til døde, hvis alle pengene går tabt.

Jeg har ikke prøvet at realisere et afkast endnu, og der kommer sikkert til at gå nogle år endnu. Men det gør ikke så meget, for jeg er ikke for alvor motiveret af at lave penge (det kan nok godt blive et problem på lang sigt). Aktionærplanerne stammer udelukkende fra en feministisk målsætning om at ændre på, at kvinder investerer for lidt. Kvinders manglende investeringer medvirker til, at der opstår et øget indkomstgab mellem mænd og kvinder – ligesom det påvirker, hvilke virksomheder der får succes.

Money talks – og som aktionær får man mulighed for at vælge de virksomheder, som fremmer de sager, man selv tror på. Om det er grøn teknologi, mangfoldige ledelseslag eller produkter, der er målrettet til at hjælpe kvinder – så kan man komme med.

Hvis du lige som jeg ikke går specielt meget op i penge, så brug det til din fordel. Spring ud i det. Invester dine penge i stedet for at bruge dem udelukkende på mad, hus og gøgl. Det giver faktisk rigtig god mening – og det er både sjovere og lettere, end det lyder til.

ps. hvis der er nogle af jer, som er mere rutinerede aktionærer med nogle anbefalinger til en nybegynder, så send dem ENDELIG min vej.

Tankemylder #7

ball under basketball ring
  • Jeg har fået et crush på Scottie Pippen. I vanlig late-comer stil har jeg opdaget Netflix dokumentaren om Michael Jordan og the Bulls, og jeg er nu igang med at se det hele for 2. gang. Hold kæft, hvor er der meget livsvisdom i den serie – plus pæne mænd, spændende historier og et fantastisk soundtrack. Det er perfekt, hvis man ikke gider at se sportskampe i sin fulde længde, men kan græde til sammenklippene.
  • Hvorfor fylder Maren Utaug sin Instagram konto med en alen lange posts om Johan og Aagot? Jeg har for længe siden opgivet at følge med, og jeg har tålmodigt scrollet forbi, men det har stået på i månedsvis nu. Jeg vil have sjove Maren tilbage. Og det samme kan jeg sige om Olga Ravn og hendes naturfarve-vanvid.
  • Overvejer om jeg mon er den eneste, som reagerer dårligt på, at velmenende mennesker siger, at jeg er forpligtet til at tale om racisme, fordi ellers er jeg jo praktisk talt racist? Man er jo heller ikke nødsaget til at proklamerer, at man er i mod pædofili eller mord. Skulle vi ikke i stedet antage, at folk i udgangspunktet er imod racisme?
  • Jeg må dog hellere sige for en sikkerheds skyld, at jeg er i mod racisme. Jeg er for black lives matter og jeg forstår deres forargelse. Jeg er fuldstændig enig i bevægelsens målsætning. Jeg har bare meget lidt klogt at tilføje (og jeg kommer ikke til at gå i postkolonialisme-selvstudie lige foreløbigt). Jeg anerkender, at der er racisme – også i Danmark (omend der godt nok er forskel på at blive diskrimineret til et job og frygte for at politiet slagter en). Jeg er gået i tænkeboks, så jeg kan finde på bedre måder at være anti-racist på i hverdagen. Forslag modtages gerne!
  • Jeg både elsker og hader bogen “drop opdragelsen” af Fie Hørup. Altså det er en fantastisk målsætning at lære sine børn at stå ved sig selv ved at sætte personlige grænser og tale til dem som ligeværdige. Meeeen der er godt nok ikke meget plads til forælderen som menneske. Jeg tror, at næsten alle mine instinkter som forældre bliver hevet frem som eksempler på dårlig forældreskab i den bog, og det er underforstået, at jeg jo bare er ved at knække mit barns selvværd. Det er selvfølgelig ikke meningen, men der kommer altså til at gå meget mere end 4 dage, hvis jeg skal vente på, at Hubert frivilligt vil have børstet tænder.

Den magiske drage

Mange mennesker begræder tabet af deres ungdom. Selvom jeg godt kan se, at især dene sene ungdom i 20erne kunne noget særligt, så er det altid tabet af barndom, som gør mig trist.

Den dag hvor jeg stod med telefonen i hånden og spurgte Victoria, om “vi skulle lege eller være sammen, eller hvad vi nu skal kalde det” . Det var en trist dag. Affortryllelsen kom med et slag. Ting, der plejede at være fantastiske, farverige og spændende: Såsom at bygge huler, lave sin egen avis, finde på historier og tage på eventyr i baghaven. De var pludselig blevet helt grå og påtaget.

I fantasiens sted kom ildelugtende armhuler, hår alle vegne, ubegrænset skam over omtrent alt ved min krop, hyperselvbevidsthed/-optagethed og bumser. Herefter fulgte 5 år med, hvad der bedst kan beskrives, som en kollektiv hjerneblødning blandt alle mine jævnaldrende.

Som barn foragtede over jeg de voksne, som ikke lyttede til børn, de voksne som ikke ville lege eller prøve de vilde forlystelser. Sådan skulle jeg ALDRIG være.

At få børn virkede som den sikre vej til at få lov at se verden med et barns øjne igen. Meeeen fra hvor jeg står nu, så skuffer udsigten altså.

Der er øjeblikke, hvor børnenes begejstring smitter jovist. Men jeg har aldrig følt mig mindre som et barn, end jeg gør nu.

Det er gået op for mig, at ved siden af den fortryllende, fantasifulde, fantastiske og frie barndom, går der nogle forældre, der pakker tunge tasker med mad og ekstratøj. De rydder op hele tiden, laver mad og køber ind og de sover mindre og dårligere end nogensinde før. De er forudsætningen for – ikke modsætningen til – fortryllelsen.

Barndommen er unik. Jeg håber, at mine drenge giver sig tid til at nyde turen på den magiske drage.

For den kommer ikke igen.

Den utilstrækkelige mor

“Jeg vil også have frugt, mor” siger Hubert. Jeg har ikke pakket noget frugt. Vi skulle jo bare lige hjem fra vuggestuen. Men vi fulgtes med en, som havde frugt med. Jeg havde heller ikke vand med. Hubert sætter sig slukøret på bænken.

Han ryster skuffelsen af sig, også stikker han af på sin løbecykel. Efter at have forsøgt nogle venlige “stop skat”, “søde dreng, vent på mig”, må jeg i stedet slå over i at løbe som en vanvittig efter ham med barnevognen foran mig. “STOP SÅ for helvede!”.

Mit råberi medførte intet andet, end at de tværgående cyklister i lycra og med motor kunne høre, at de nok skulle forvente noget ureguleret trafik fra sidevejen (hvilket jo også er en slags sejr). “NU gider jeg ikke mere pis med dig. Det er pisse farligt, når du laver det lort”.

Han kommer op på barnevognen. Sveden hagler af mig. Ungen hyler som en stukken gris, og lillebror vågner selvfølgelig af det. Vores by er heldigvis bygget til 2 årige kamikaze-cyklister med cykelstier og viadukter, der leder de bløde trafikanter uden om de hårde.

Barnevennen og dennes mor indhenter os – og sammen med dem kommer: Skammen. Over ikke at være mere i kontrol. Over at jeg råbte. Over at jeg ikke kunne stoppe ham. At jeg hverken havde vådt eller tørt med. Over at jeg ikke kan få ham til at gå ved siden af vognen, men må slæbe ham hjem. Fuck altså.

Jeg bliver meget selvbevidst og usikker, når jeg skal opdrage mit barn i andres nærvær. Jeg kan ikke føle mig andet end utilstrækkelig. Jeg forsøgte at skabe lidt fortrolighed ved at sige “det er sjovt, hvordan man troede, at man kunne have en masse nagelfaste principper for sin opdragelse, men så går det op for en, når man får børn, at alt er til forhandling”.

Det var det så ikke hos kammeraten.

Det kan da ikke kun være mig, som dagligt forundres over barnets bevidsthed om, hvor langt skrig og skrål kan bringe dem i en forhandling? De der tårer, han tvinger ud, når jeg siger, at han ikke skal have sut/saft/tv – de er fandme ikke rigtige tårer! Men de larmer bare lige så meget.

Min kloge veninde fortalte, at hendes egen mor havde været nødt til at lære at fylde mere i et rum af at få børn. Det kan jeg godt følge. At jeg mangler at lære at stå fast på min måde at være forælder på – også når der er vidner til. Det kræver jo mod at fylde noget.

Så næste gang behøver jeg måske ikke dukke hovedet over den manglende proviant, men blot konstatere, at vi jo ikke har en jordomrejse foran os. I stedet for at skamme mig over, at jeg ikke har formået at lære ham trafikreglerne endnu, så vil jeg stå ved, at jeg faktisk har prioriteret højere, at han kan køre godt på cykel. For det var faktisk et bevidst valg ikke at bremse ham ved hver fucking krydsvej i starten.

What’s your plan for tomorrow?

Are you a leader or will you follow?
Are you a fighter or will you cower
It’s our time to take back the power”

The Interrupters råbesang har siddet helt og aldeles fast i hjernen på mig, siden jeg hørte den som introsang til Hillary-dokumentaren.

Fyldt med ligedele kampgejst og mismod har jeg tænkt over noget, som Hillary sagde: at hun oprindeligt ikke ville stille op til et politisk embede selv, fordi hun var bange for konsekvenserne. Da hun havde genkendt, at det var frygt og ikke lysten, der spærrede hendes vej, besluttede hun sig for at stille op, som senator og træde ud af Bills skygge.

Det er jo vildt sejt: at gøre noget som man frygter og gøre det ikke kun for sin egen skyld, men for alle kvinders skyld. Nogle skal gå forrest. Hun var en af dem, der skulle gøre vejen mere farbar for fremtidens kvinder. Det var hun meget bevidst om. Desværre var hendes frygt for konsekvenserne ikke ubegrundet, og hun har måtte udkæmpe andre og flere kampe end Bill eller andre mandlige præsident-kandidater har oplevet.

Jeg har personligt aldrig tænkt, at min plan for fremtiden skulle være at blive leder. Jeg syntes ikke, at det virkede som om, at det var besværet værd. Jeg har nok også set lidt ned på dem, der ofrede tid med familien for at være nogens chef. Hvorfor gider nogen det?

Tja, jeg kan da i hvert fald se, at min egen indstilling heller ikke er uden mangler. Are you a leader or will you follow?

Jeg er nok mere en “follower”, for jeg behøver forbilleder, hvis fodspor jeg kan gå i. Derfor var det dejligt at få et skud fandenivoldsk feministisk energi – at føle en bevægelse og et ansvar. Et ansvar for at tage del i kampen ved ikke holde sig selv tilbage og bakke op om kvinder, der prøver at få magt, succes og indflydelse.

Det er svært at føle sig frigjort og ligestillet, når man er på barselsorlov. Jeg kan ikke undgå at blive misundelig på min mand (som jeg har nævnt før). Men det hjælper at høre kvinder tale om deres succes og kampe. Jeg kan virkelig mærke, at jeg får sådan en alt-kan-lade-sig-gøre fornemmelse og masser af gejst.

Jeg vil foruden Hillary dokumentaren gerne anbefale Hej Søster podcasten, som Fallulah driver, hvor der er en masse spændende snakke om alle mulige emner i relation til livet, køn og kreativitet. Her er essensen søster-solidaritet, og at kvinder skal løfte hinanden op i stedet for at rive hinanden ned. Det er virkelig inspirerende.

Endelig er jeg lige startet på HBO-serien mrs. America om den amerikanske kvindebevægelse og hvordan den for altid ændrer det politiske landskab. Jeg er kun et afsnit inde, men jeg har allerede fået stof til eftertanke ift. Kvindebevægelsens svagepunkter i at anerkende kvindes arbejde i hjemmet som både vigtigt og meningsfyldt, fordi det var det arbejde, som man ville frigøres fra.

Så jeg har fået lidt at tænke over, når det gælder planer for morgendagen. Men jeg ville godt være bare lidt mere som hende her:

On another note

orange hair Lego toy looking at red beetle car

Jeg har købt en bil i dag. Eller faktisk. Jeg har leaset den. Den bliver leveret om 14 dage. For første gang i laaaaaang tid er jeg ægte oppe og køre over noget.

Altså en boblende glæde over planer som tager form i horisonten: Drømme om roadtrips og sommerhusture. Om ture til skoven med barnevognen og en STOR madpakke. Om at hente legekammerater eller køre til Knuthenborg Safaripark. Måske endda på længere sigt at køre til Harzen.

Efter vi har måtte indse, at vores amerikanske eventyr bliver udsat på så ubestemt tid, at man ikke kan kalde det andet end en aflysning, så var det lige, hvad vores familie trængte til. Nye drømme.

Jeg har være mægtig glad for min dueblå Hyunadai i10, men der er ikke plads til to børn(esæder) og to voksne. Vi har leget, at der var plads. Men det var der kun, hvis det ene barn sad på forsædet, og den anden voksen havde knæene i ryggen på den voksen, som kørte bilen. Hvis man drømte om medbringe bagage i form af en barnevogn (og intet andet babygear), så skulle man være til avanceret tetris og yderligere forværring af en i forvejen undseelig komfort.

Så vi har bestilt en ny bil. Det er en Citroën C4 Grand Spacetourer. Eller hvad min far kalder en fransk baljebil. Gennem hele min opvækst har min far svinet franske biler til. (Og franskmænd. Og homoseksuelle vel egentlig også. Af et godt hjerte. I kender nok typen.) Så jeg var faktisk overrasket over, at det var der vi endte.

Vi havde forsøgt os med en tysker, men den var kantet og kikset og med automatgear. Jeg kan ikke lide automatgear. Det føles som at køre en radiobil. Desuden har jeg en gang kørt i bil med automatgear gennem Death Valley i Nevadas 50 graders varme, hvor bilen kørte i – hvad der lød som – første gear i 50 km. Det bliver man hurtigt træt af og den slags oplevelser sætter sig altså. Derudover var sælgeren elendig. Han gav os en model, som var hvid, fyldt med mågelort og med halvflade dæk. Bye bye Volkswagen.

Vi overvejede også blot at opgradere til en Hyundai i 30 stationcar, for vores Hyundai har tjent os rigtig godt. Man får virkelig meget bil for pengene. Der er bare det. At jeg hader stationcars. Eller rettere. Jeg hader ideen om, at jeg selv ejer en stationcar (de er sikkert udmærkede biler for alle mulige andre). På papiret er stationcar’en jo skabt til forstadsfamilien med to børn. Det bliver lidt for kliché til mig.

Derfor er der i stedet et ordentlig lokum af en bil på vej, hvor der er plads til lidt af hvert og op til 7 personer. Bagagerummet kan rumme en barnevogn, og hvad man ellers lige trænger til, hvis vi ikke bruger de to reservesæder. Vores model er nemlig, hvad man kalder en MPV – multi purpose vehicle – og det kan jeg li’. En bil som er mere end “bare” en familiebil. Der er plads til andet end de to børn. Der kunne også være weekendtur med veninderne, eller det store loppefund. Det kunne også være en kærestetur med en madras bag i, hvor man kunne sove med åben bagklap og kigge på stjerner. Vigtigst af alt – der er plads til drømmene.

Jeg trænger til nye drømme i en tid, hvor man skal bruge alle sine kræfter for at have nogle som helst tanker, der ikke cirkler om – ja I ved nok hvad.

Isn’t it ironic….

  • At det lykkedes mig at time min yngste søns fødsel og efterfølgende barsel med en præsident valgkamp, samt få bidrag med en røvfuld penge fra en fond- også kommer der en pandemi og smadrer alting?
  • At vi alle spændt ventede på, hvad denne her regering havde at byde på af grønne løsninger og nye pensioner. Men Arne skal vist bare være glad, hvis han får mulighed for at opleve en uværdig tilbagetrækning?
  • At Roskilde Festival skulle fejre 50 års jubilæum også bliver store forsamlinger aflyst til og med august?
  • At vi har været SÅ dygtige til at blive hjemme og vaske hænder, at vi nu ikke bliver smittet i tilstrækkelig høj grad… Nu skal børn, unge og deres forældre gå forrest i kampen for at få etableret flokimmunitet?

Helt uironisk vil jeg gerne takke jer for at være så ordentlige i jeres respons på mit forrige indlæg, som var ret provokerende i sit setup. Særligt I to som havde kritiske bemærkninger var virkelig en klasse for sig. Internettet er bedre end sit rygte. Jeg har brugt meget tid på at tænke over jeres kommentarer, og hvad jeg skulle svare.

Det er værre ting end døden

Jeg vil gerne starte med sætningen: “jeg ved godt, at coronavirus ikke bare er en influenza, men….”

MEN sådan må man hverken skrive eller tænke i disse dage. Tænk dog på italienerne! Tror jeg måske, at det er for sjov, at de dør som fluer?

Selvfølgelig ikke. Bevares.

Det er bare fordi…. jeg går rundt og er ved at kvæles. Sådan i overført betydning, du ved nok.

Jeg er ved at kvæles i uvished, trummerum og meningsløshed. I løftede pegefingre og apokalyptiske formaninger og fortællinger. I at min (bevægelses-)frihed snart ikke kan begrænses mere uden, at vi når nordkoreanske tilstande. Jeg er ved at kvæles i at skændes med min mand om, om vi kan tillade os at besøge bedsteforældrene (Gisp! Stor forargelse! Prøver du at slå dem ihjel?!?!).

Jeg er træt af at høre, om at andre føler sig en del af et stort fællesskab. Det gør jeg ikke. Jeg føler mig ret alene i det her vanvid. Jeg føler mig overvåget. Jeg føler, at jeg bliver hyrdet rundt i en angst-manege af mediedanmark og min regering. Det flyder jo over med historier om unge mennesker og børn med corona. INGEN skal vide sig sikker. Så ved vi det.

Men det var der jo heller ikke nogen som skulle før. Vel? Børn og unge døde også før covid-19. Børn og unge får også kræft og dør af hjertestop – men det får vi ikke råbt ind i fjæset dagligt. Livet var ikke risikofrit, før den her virus gjorde sin entre. Ligesom før, må vi alle – hver og en – navigere i de forskellige risici, som der er ved at være i live. Ingen har kontrol og ingen kan vide sig sikker. Men hvis du skal turde være i live, så er du nødt til ikke at navigere udelukkende efter risikoen for død.

Når vi burer alle danskere inde i deres eget hjem, så stiger risikoen for vold og druk i hjemmet. Udsatte børn lades i stikken og følgerne af ensomhed forværres. Flere vil formentlig begå selvmord eller gå konkurs og blive ledige. På den anden side dør færre mennesker i trafikken og af forurening.

Uanset hvad vi gør, så er der en risiko forbundet med det. Normalt så talte vi ikke om det hele tiden. Fordi det er deprimerende og det er handlingslammende. Men nu taler vi ikke om andet end om risikoen for at få corona-virus (og dø af den). Det må være en bevidst kommunikationsstrategi at få alle til at føle sig udsatte, så vi får begrænset smitten ved at alle sidder derhjemme og glor.

Sagen er bare den. At jeg er hjemme. Og jeg er pissebange. Og pissesur. Jeg er pissetræt – af at være hjemme. Og jeg kan se, at jeg ikke er den eneste. Så vi er altså nødt til at komme ned fra vores høje heste og tale til hinanden med respekt. Respekt er også, at vi ikke alle sammen kan holde ud at være bange hele tiden.

Jan Grarup (krigsfotografen) sagde på et tidspunkt, at han altså ikke ville blive indedøre. RAMASKRIG. Men manden har allerede PTSD og lever af at tage billeder af situationer, som er langt langt værre – også end de italienske hospitaler lige nu. Hvis ikke han kunne gå en tur i lufthavnen uden at være bange, så ville han jo slet ikke fungere. Eller unge mennesker som hænger ud med hinanden uden frygt og bæven. Det er fandme ungdommens privilegium at være sorgløse og tro på fremtiden.

Vi skal selvfølgelig begrænse smitten. Men vi kan ikke undgå den. Så når vi taler om den, som om, at det er verdens undergang at få corona, så er det mangel på respekt. Overfor de mennesker, som er nødt til at gå ud, fordi de skal på arbejde og over for de menneskers familier. Det er mangel på respekt over for de borgere, som ikke kan holde til at være bange hele tiden, fordi de allerede er underdrejet af angst. Det er sådan set også mangel på respekt over for menneskets grundlæggende ret til frihed.

Jeg er sikker på, at nogen vil læse det her indlæg som et forsvar for, at ingen pris er værd at betale for at styre smittespredningen. Det er det ikke. Jeg siger bare, at lige nu betaler vi en for høj pris. Den er i hvert fald uholdbar. Ikke bare i relation til samfundsøkonomien – men også i forhold til vores allesammens psyke og mentale trivsel. Og for vores demokrati!

Jeg glædes over, at der er ulmende magtkritik i flere hjørner. At regeringen kom til fornuft og droppede ideen om, at politiet måtte trænge ind i private hjem og lukke fester uden en dommerkendelse (what the actual fuck?). At man ikke skulle haste dobbeltstraf for håndspritstyveri igennem (hvad er behovet?), og at der fra flere sider kommer glimrende skriverier omkring, at vi ikke blot skal hylde vores store leder Mette. Vi skal huske at være kritiske. Ellers mister vi noget meget værdifuldt – nemlig vores frihed.

Det er altid sørgeligt, når nogen dør. Jeg føler for de familier, som har mistet eller vil miste deres kære til denne her lorte-virus. Jeg vil bare så gerne have, at vi ikke glemmer, at der er ting, som er meget værre end døden – et liv uden frihed.

Når folk hidsigt anmelder hinandens adfærd til myndighederne, så er det ikke samfundssind i mine øjne. Det er et kikset forsøg på at få kontrol over en ukontrollerbar situation.

Følg myndighedernes retningslinjer og påbud efter bedste evne, men hvis du føler, at du virkelig mangler et kram, fordi ja… du er et menneske og livet er hårdt og lige nu er vi alle sammen bange. Så få et kram – uden at føle skam og skyld.

Du har også lov til at være her.

Tankemylder #6 – the corona edition

  • Det er svært ikke at blive lidt bekymret, når der sker en tredobling af smittede af COVID-19 hver dag, der er kamp om respiratorerne i Italien og man må forstå, at vi snart løber tør for tests, mundbind og håndsprit. Og hvis man ikke allerede var bekymret, så er Mette F’s stålsatte ansigt ikke just opmuntrende, når det er efterfulgt af, “nu lukker samfundet”.
  • Jeg kan ikke nå at danne en holdning, før situationens alvor indskærpes. Jeg er gået fra “lad os liiiiiiige slappe lidt af – det er jo bare influenza” og “døden skal have en årsag” til “nu går verden sgu på røven“, “tænk på de svage” og “hvor længe kan jeg holde mig i live uden at forlade huset”. Det er meget svært at få et standpunkt, når jorden under det smuldrer hvert andet minut.
  • Djøferen i mig bliver helt glad, når jeg ser mange offentlige myndigheder samarbejde og koordinere tæt. Vores samfund fungerer bare ret godt – også i krisetider! Man kan jo bare se, hvordan et samfund uden et socialt sikkerhedsnet og offentlige sundhedssystemer (inkl. en batshit crazy præsident) håndterer dårlige nyheder.
  • Det er også djøferen i mig, som (hånden på hjertet) er mere bekymret for, hvordan samfundet bliver påvirket på lang sigt, end hvordan sygdommen udvikler sig, behandles eller vacciner udvikles.
  • Det er mennesket i mig, som sidder her og ser pressemøde alene i sofaen, og som godt kan mærke, at jeg nok efterhånden er mere bange end bekymret. Alting gik fint, så kom Corona – og nu er verden i krise – og hele Danmark er nærmest sendt i hjemmekarantæne. Det gik virkelig stærkt. Vi er sårbare.

    Det havde jeg glemt.