Er mommy-blogs de nye basisgrupper?

Image result for kvinde kend din historie

Jeg har i dag lyttet til den nye podcast, der hedder “Kvinde kend din historie“, hvor historikeren Gry Jexen har sat sig for at få kvinderne ind verdenshistorien. Jeg blev både rørt, inspireret og vildt imponeret. Så først og fremmest en varm anbefaling til at følge hendes arbejde! Podcasten har et kæmpe potentiale og er kommet stærkt fra start.

Det er Grys anden program om Suzanne Giese, som har fået mig i gang med dette indlæg, fordi det kredser kvindebevægelsens arbejde med at få skabt ligestilling ved at åbne samfundets øjne for, at det private er politisk. Altså at få fokus på familiestrukturer, moderskab, prævention og alt det andet, som før kun var inde bag hjemmets fire vægge.

Suzanne Gieses datter – Ditte Giese – sender i podcasten en røffel afsted mod vores generation af højtuddannede kvinder, som henter tidligt, går på deltid og bruger vores fritid på at løbe ture og bage boller. Ordene faldt som opsamling på kvindebevægelsens resultater: At kvinder i dag har alle muligheder for det, men overraskende nok ikke går efter magten, men på forunderligvis har vendt tilbage til en dyrkelse af husmoderen.

I afsnittet bliver vi præsenteret for begrebet “basisgruppe”. Det er et begreb, som jeg ikke selv kendte og derfor googlede og fik følgende definition af: “basisgruppe: en antiautoritær, ikke-hierarkisk organisationsform, som opstod i 1960’erne. En basisgruppe består af fem til ti personer, som ud over politisk eller fagligt samarbejde også opdyrker personlige relationer. Møderne foregår med indlæg efter tur, således at alle aktiveres.” Det var herigennem, at man fandt ud af, at nogle problemer i familierne ikke var individuelle problemer – men udtryk for strukturelle problemer. F.eks. at kvinderne havde en meget stor andel af det huslige (og ubetalte) arbejde, som holdt dem tilbage i at få et job, en uddannelse og deres egen økonomiske frihed.

Når Ditte Giese beskriver min/vores generation af kvinder, som nogen der har ladt kvindekampen i stikken ved at gå tilbage til at dyrke vores børn og bage hjemmebagte boller og sy fastelavnskostumer, så er det svært ikke at føle sig både ramt og provokeret. For hun har da lidt fat i noget. Jeg kæmper selv med skyldfølelse over for kvindekampen og min egen selvforståelse over at tage en meget lang barsel. MEN denne “back to basic”-bevægelse er jo et udtryk for et opgør med en kapitalistisk forbrugskultur og en konkurrencestat, som er ved at mase – særligt kvinderne. Fordi vi ikke “bare” skal have en god karriere. Vi vil også være gode forældre. Vi skal være i god form, og vi skal have et rigt socialt liv.

Jeg kan godt genkende, at vi i dag dyrker moderskabet, men jeg synes, at vi gør det på en mere oplyst og ærlig måde, end man gjorde i 1950erne. Der er sgu ikke romantik og nybagte boller, som jeg støder på. Jeg skriver selv og læser hos jer andre nogle brutalt ærlige beretninger om livet som mor og kvinde. Jeg synes, at vi er gode til få “svesken på disken”. Det er helt sikkert ikke alle, som ser det politisk – men første skridt på vejen er da at tale om de udfordringer, der findes i familierne og brainstorme på løsninger. På den måde synes jeg, at mommyblogs faktisk tager grundideen med basisgrupperne op. Kvindekampen fortsætter, men den er mere kompleks i dag.

I det første afsnit af “Kvinde kend din historie” hører man nogle fantastiske historier om danske svømmepiger i 1930erne. Som en bisætning bliver det nævnt, at kvinder i ro-sporten i lang tid ikke måtte konkurrere på tid, men på et tidspunkt får kvinderne lov. Dog blev der sat et loft over, hvor mange åretag per minut kvinderne måtte tage i deres løb, fordi man ikke ville se på kvinder anstrenge sig eller lide. Ingen forvrængede ansigter eller hårde bevægelser.

Det slog mig at være et perfekt billede på, hvorfor det er svært at være kvinde – også den dag i dag. Fordi kvinder skal konkurrere på “lige vilkår” med mænd, men det skal helst se ubesværet ud, de skal gerne være i godt humør og omsorgsfulde imens. Der stilles nogle bonuskrav til kvinder i verden, som der bare ikke stilles til mænd. De er så dybt kulturelt forankrede, at de ikke sådan lige er til at skille sig af med.

Så jeg håber, at vi sammen kan fortsætte denne online dialog med hinanden om at være kvinde i dag. Men vi bør også minde hinanden om, at alle vores individuelle valg summer op og bliver en del af større politisk virkelighed, som vi skal huske at være bevidst om og tage stilling til.

Tankemylder #4 – barselsedition

Mit “jeg-ammer-med-brystbetændelse-40-graders-feber-og-knaldende-hovedpine” ansigt.
  • Jeg har været tusinde år om at skrive det her indlæg, fordi jeg blev slået omkuld af en omgang brystbetændelse og solid feber. Fuck altså, hvor er der meget smerte indbygget i kvindelivet.
  • Men så er det dejligt, at ens mand forklarer til et par af vores barselsgæster, som venter deres første barn, at mandens rolle i den første tid af barslen er at være en slags sosu-assistent, og den nybagte mor er at betragte, som en der har fået et handicap, men hvor alle synes det er en glædelig begivenhed.
  • (Denne tanke var fra før jeg blev ramt af feber og massiv selvmedlidenhed). Hvorfor føles det ikke som et “rigtigt” bidrag til familien at amme et barn? Det er vel også en slags bidrag at melde sig frivilligt til de første 6 måneders døgnvagter(!) for at sikre den yngstes fortsatte vækst og velbefindende. Right?
  • Efter jeg har brugt de første uger af min barselsorlov på at gense Venner, sneg der endelig lidt nyt materiale ind. Det var Seth Meyers Netflix special “Lobby Baby”. Det er forfriskende også at høre mænd tale om børn, fødsler og familieliv. *hjerte hjerte*.
  • Jeg har udviklet en afhængighed af pebernødder. Det skal være de industrielle af slagsen. Karen Volf knows her shit!
  • Er der nogen måde, hvorpå barselsbesøg kun er himmelsendte og dejlige, og ikke også indeholder en vis grad af “fuck-nu-skal-vi-være-præsentable-igen” OG “hold-op-hvor-er-jeg-bare-ikke-en-del-af-livet-for-tiden”? Jeg er jo grundlæggende taknemmelig over, at jeg har venner, som gider at komme på besøg, når vi er allermest kedelige. Men jeg er også lidt bitter over, at jeg ikke kan tale med eller holder styr på deres liv.
  • Jeg hørte radioprogrammet SuperTanker den anden dag, hvor en kvinde sagde “min tilgang til leg er meget inspireret af tysk fænomenologi”, hvilket lød så selvmodsigende i mit hoved, at sætningen har siddet fast lige siden.
  • Hver gang jeg ser Boris Johnson, har jeg lagt mærke til, at jeg får en varm følelse i kroppen. Jeg tror, at det skyldes, at min ældste søn har sådan en lidt kaotisk kridhvid hårpragt, som godt kunne forveksles lidt med Boris’.

“Det hoved får vi ikke ind igen”

Det var lige efter midnat, da vi ankom til fødemodtagelsen sidste fredag. Vi havde diskuteret derhjemme, om afstanden mellem veerne var passende og om de mon var stærke nok til, at vi ville få lov at blive på hospitalet.

Min første fødsel var rigtig god, bortset fra at jeg blev tvunget til at køre frem og tilbage til hospitalet to gange på samme aften – den ene af gangene med presseveer. Så det var meget vigtigt for mig at undgå sådan et forløb igen. Heldigvis var den jordemoder, som undersøgte mig enig i, at jeg godt kunne blive. 4 cm åben og der var godt smæk på veerne. Peww!

Klokken 00.30 blev vi lukket ind på fødestuen. En sød jordemoder spurgte, om der var noget særligt jeg ønskede mig. Et lavement f.eks.? Et karbad? Jeg sagde ja til begge dele. Jeg nåede ikke at prøve klyx ved min første fødsel – så jeg var spændt på, hvad det ville gøre ved oplevelsen. For jeg havde hørt meget om det til fødselsforberedelsen.

Nu har jeg så prøvet det, og det gik ned på denne måde: Jeg fik sprøjtet stadset op i nummi, herefter havde jeg to veer de næste 4 minutter, samtidig med den der lækre følelse af, at jeg var på vippen til at få eksplisionsdiarre ud over hele lokalet.

Jeg nåede kun lige ud på toilettet. Havde igen to kamphårde veer, mens jeg sad på potten og senere stod desperat og ledte efter knappen, der kan trække ud. Den var pist forsvundet, og jeg kunne knap stå op. Min mand stod på den anden side af døren og spurgte bekymret, om han skulle komme ind. Jeg brølede i mellem mine ve-støn “NEEEJ!”, mens jeg febrilsk ledte efter den fucking knap og en form for værdighed. Jeg fandt knappen.

Jeg fik med besvær bevæget mig de tre meter fra toilettet hen til sengen. Som jeg nu stod og tog en ve mere opad. Jordemoderen bad mig stå på flad fod i stedet for på tæer og sagde, at jeg måtte sige til, hvis jeg fik ve-trang.

“TIL-TIL-TIL” fik jeg sagt, mens jeg konstaterede, at det var umuligt at stå på flad fod. Jeg forsøgte med min vanlige ynde at kravle op i sengen og kunne godt se, at karbadet nok ikke blev relevant. Jordemoderen gav mig ordre til at gispe og undlade at presse. Min mand fik ordre til at trykke på alarmknappen. Der skulle være en assistent, når barnet kom ud.

Jeg råbte noget med, at jeg ikke kunne lade være at presse, at det gjorde fucking ondt, og at jeg var ved at skide i bukserne. Alt i mens jeg tænkte, at det her kunne jeg ikke overleve i en time. Jordemoderen spurgte, om jeg havde særlige ønsker til fødslen. Jeg råbte, “neeeeeeeej, han skal bare uuuuuuuud!”.

Splask. Vandet fossede ud over sengen og jeg kunne mærke mine fødder blive våde. Og jeg hørte jordemoderen sige de vidunderlige ord: “ja, det hoved får vi ikke ind igen”.

Ganske rigtigt fire-fem veer eller ca 10 min efter eksplosiv diarré ala klyx, så var lillebror på maven af mig.

Jeg var fuldstændig smadret og havde den der følelse af, at en damptromle havde kørt igennem mit underliv. Plus dødsangsten havde lige nået at banke på. Så den lykkelige forening af mor og barn var det ikke fra første færd. Men jeg drog dog et lettelsens suk. Gudskelov for at det gik så stærkt, og for at han havde det godt.

Herfra gik der så 3 timer med at ligge nøgen (med et lille tæppe jovist) på en briks for at blive syet og tjekket. Og spise ristet brød og drikke rød saft, som det jo hører sig til. Imens jordemoderen sad med nål og tråd, begyndte hun en længere salgstale for hjemmefødsel af en evt 3er. Stærk situationsfornemmelse.

Kl 5 var vi hjemme i vores egen seng igen. Ahhh, alt åndede fred og ro. Vi gik alle tre ud som et lys. Mor, far og Hartvig*.

*Navnet foreslog Louise i en kommentar til dette indlæg. Mange tak for det og alle de andre gode forslag. Det hjalp os meget i navnejagten.

Hvorfor blive misundelig på noget man egentlig ikke vil have?

man in stairs

Kender I det… Man sidder og stener på telefonen. Scroller rundt på sociale medier. Efter en rum tid at have zappet rundt mellem Facebook, Instagram, Snapchat og Bloglovin, så keder man sig bravt nok til at åbne LinkedIn.

Jovist, det er meget sjovt at sende en tommel af sted mod nogen, som har fået et nyt job eller har jubilæum i det eksisterende. Man føler sig ovenpå, når man strør om sig med så dybt følt anerkendelse, som et like jo er.

Men pludselig går det op for en, at folk fra ens studietid bliver forfremmet i stor stil. De er senior consultants, specialkonsulenter, teamledere og der er sågar en enkelt, der er blevet særlig rådgiver. Bum. Bum. Bum.

Hvad har man egentlig selv brugt tiden på? Den fesne titel “fuldmægtig” står stadig lige så klar, som da jeg forlod universitetet. Titlen lyder jo egentlig fed nok, men det er blot navnet på det laveste trin på stigen. Andre ligesindede har forsøgt at gøre det mere lækkert ved at angive titlen på engelsk “head of section”. Men der er man alligevel ikke nået til endnu.

Her kan følelsen af misundelse godt begynde at prikke lidt til mig. Men hvorfor egentlig? Jeg har jo brugt tiden på at producere børn. Det er da klart, at jeg ikke samtidigt har kunnet lægge 60+ timer og klistre mange nye stjerner på skuldrene. De andre har jo arbejdet mange flere timer end mig. Så jeg sammenligner mig først og fremmest med de forkerte. Men hvad vigtigere er: Jeg vil faktisk ikke være specialkonsulent, lead management consultant eller teamboss.

Jeg vil gerne anerkendes og udvikle mig i mit job, men specialkonsulenter arbejder ofte lidt med det samme bare under dårligere vilkår i forhold til at kunne holde fri og til en ikke overvældende stor lønstigning. Når jeg spørger folk, hvorfor de efterstræber det, så er det altid noget med, at det er godt, når man skal søge videre. Også er der også den der følelse hos folk om, at de fortjener at blive forfremmet.

Centraladministrationen har nemlig ikke meget andet end titler at byde på, når de skal anerkende deres medarbejdere (du kan måske få et spændende kursus i excel, hvis du er rigtig heldig). Så hvis du ikke bliver forfremmet, så er det faktisk en sviner af din indsats.

Så derfor. Selvom jeg egentlig ikke vil arbejde uden øvre arbejdstid og hellere vil have et cv med mere spræl end den slagne vej opad i hierarkiet, så bliver jeg alligevel misundelig. Det er virkelig avanceret hjernevask. Fordi misundelsen udspringer af, at jeg ikke vil have at andre tænker, at jeg er uambitiøs/dårlig til mit job, og ikke fra at jeg reelt efterstræber det, de andre har opnået.

Men kan man overhovedet sådan ægte anerkende konkurrenters resultater uden samtidigt at blive lidt misundelig på dem? Altså det er jo let nok for mig at anerkende en sygeplejerske eller en atomfysiker for deres arbejde, men når jeg spiller på samme professionelle bane, som dem jeg ser på, så bliver det ganske vanskeligt ikke at lave en sammenligning, hvor man bliver trist, når det viser sig, at man er den mindst imponerende i selskabet.

Hvorfor accepterer vi overvågning?

Marshmello walking down the side of the road with camera on the top of the building

Jeg faldt over denne artikel på DR.dk, hvor en kvinde bliver spurgt til hendes holdning til, at regeringen vil give meget vide rammer til at overvåge det offentlige rum for at dæmme op for kriminalitet m.m. Kvinden udtaler: “Jeg synes et eller andet sted, at det er fint nok. Altså hvis man har noget imod det, må det være, fordi man har noget at skjule.”

Det er meget snusfornuftigt sagt, og jeg er da delvis enig. For hun tilføjer, at det jo ikke er overvågning af folks private hjem. Men herefter sætter hun trumf på ved at sige: “Det er det samme med kameraer i telefoner og computere, som folk sætter tape over. Jeg laver ikke noget ved min computer, som folk ikke må have lov at se.”.

Hvis jeg skal dømme på min egen adfærd, så er jeg jo sådan set enig med kvinden (selvom det er helt gak gak, hvem laver aldrig noget på sin pc, som man nødigt ville have ud i offentligheden?). Jeg tillader også i meget vid udstrækning, at min telefon overvåger mig. Den sladrer til google om, hvad jeg søger på, hvornår jeg går i seng, hvor jeg opholder mig, hvilke indkøb jeg går med overvejelse omkring, hvilke billeder jeg tager, og sågar hvad jeg taler med andre mennesker om.

Igår sad jeg så og ledte efter apps, jeg kunne afinstallere i forsøget på at blive mere zen og fri for overvågning. Men jeg endte i stedet med at installere endnu en app, der krævede, at jeg gav alle mulige oplysninger om min sundhedstilstand (alder, vægt, terminsdato osv) til et eller andet tilfældigt firma – måske det samme, som tidligere havde indgående kendskab til min cyklus ifm. at udregne ægløsningstidspunkt.

Hvad fuck tænker jeg egentlig på? Hvorfor accepterer jeg (og de fleste andre) så massiv overvågning? Altså kvinden har jo ret i, at 300 kameraer på offentlige pladser er barnemad ift. den overvågning, vi allerede har sagt ok til, når vi har godkendt bruger- og servicevilkår på forskellige steder.

Mine egne spæde forsvar for en mærkelig adfærd er noget ala “jeg er bare et lille bitte datapunkt i et kæmpestort excelark”, “det er alt for smart til at lade være”, “jeg kan godt lide gratis apps” og “hvis det var virkelig galt, ville der nok være én blandt de mange milliarder brugere, som ville have reageret på brugervilkårene”.

Men der er jo allerede nogen, der har reageret. Vi er jo blevet advaret. De fleste af os har oplevet at få reklamer for produkter, som vi aldrig har søgt på, men kun omtalt i nærheden af vores telefon. Der har jo været historier om, at folk er blevet afpresset, fordi fremmede har fået adgang til billeder af dem i kompromitterende situationer ved deres pc eller telefon. Der er folk, som har mistet deres sociale ydelser på baggrund af billeder, de har lagt op på Facebook, hvor de virkede lidt for raske. VI VED GODT, at big brother er med os over alt. På toilettet. I soveværelset. Til fest.

Alligevel så trykker vi “OK” til, at private firmaer må være med på en lytter til gengæld for en “gratis” app. Det må være, fordi vi enten har meget stor tillid til, at det ikke bliver misbrugt (til andet en målrettede reklamer), eller fordi vi er ramt af en så stor grad af frygt for at gå glip af noget online, at vi hellere vil være tilstede og overvåget end at være offline og uovervåget.

Selv hvis vi køber princippet om, at overvågning af ens person først bliver rigtig problematisk, når man har noget at skjule. Så skylder vi da os selv at overveje, hvem der bestemmer, hvad der er værd at skjule – hvornår bliver noget problematisk adfærd? Værdier ændrer sig over tid. Og når man først har afgivet sine oplysninger, så er de meget vanskelige at få igen.

Men på den anden side…. hvordan skal jeg klare mig uden det her i mit liv:


Tankemylder #3

  • Jeg har binget Bill Gates-dokumentaren på Netflix og normalt siger gamle stenrige mænd mig ikke så meget, men han ser sååååå sød ud med de store briller og det nørdede look. Han virker vanvittig kvik og som en der faktisk føler omsorg og ansvar for verden. Og som det mest sexede karaktertræk overhovedet, så har han valgt at dele sit liv med ligeværdig og ultrasej kvinde, som han tydeligvis beundrer og respekterer meget. #mums
  • Var jeg den eneste som blev ramt af statsministerens åbningstale? Særligt da hun talte om, at vi skal værne om tillid til hinanden og sikre, at vi også i fremtiden tør efterlade barnevogne foran butikkerne og stoler på, at folk gør sig umage med deres arbejde i en grad, som gør at vi ikke konstant skal kontrollere dem? At politikere skal være ærlige og stole på, at vælgerne har forståelse for, at forandring tager tid. Årh, altså… hvis politikere vil begynde at være mere ærlige og styre deres trang til micromanagement, så synes jeg, at alle andre løfter blegner i sammenligning.
  • Det her med ikke at svare på folks beskeder. Enten overhovedet ikke eller først vende tilbage en uge efter. Er det skod eller zen? Jeg får altid selv lidt ondt i maven, når jeg ikke har hørt fra folk inden for 24 timer og har altid meget lidt lyst til at række ud til vedkommende igen. Meeen det er måske for følsomt i denne digitale tidsalder? Jeg skal altid tage mig gevaldigt sammen for ikke at blive ramt på selvværdet, selvom det er også sket for mig, at sms’er er blevet glemt.
  • Min dreng på 2 år har for 14 dage siden (endelig) lært at sige ‘mor’. Jeg smelter hver gang, og det tror jeg godt, at han ved. Jeg er overbevist om, at han bruger det til afpresning bevidst.
  • Det må da være en naturlov, at pulterkammeret/loftsrummet/kælderen ikke kan være ryddet op, ik? Jeg har ryddet vores rum op to gange (!) på en måned og alligevel ser det ud som billedet på dette indlæg. Det er som et sort hul eller en kæmpe magnet, der suger alle ting til sig for til sidst at kaste op ud over mig, når jeg på en helt almindelig torsdag åbner døren for at finde støvsugeren. Hjælp mig, Marie Kondo!

Travlhed som adelsmærke

grayscale photo of people during marathon

I denne uge er jeg stødt på en interessant podcast, der virkelig har udfordret mine egne holdninger. Det drejer sig om Ezra Kleins podcast, hvor Yale-professor Daniel Markovits er gæst og fortæller om, at “when meritocracy wins, everybody loses“.

For de fleste mennesker – særligt bureaukrater som jeg selv – er den påstand meget provokerende. For meritokratiet står for mig, som en ubetinget god idé, fordi det bygger på, at vi forfremmer folk på baggrund af deres kvalifikationer (“meritter”) og indsats – og ikke nedarvede privilegier m.m. What is not to like?

Daniel Markovits mener dog, at dette “meritokrati” også har betydet, at vi i dag ikke vil acceptere, at folk er dygtige nok til deres arbejde. De skal være de bedste! Problemet er, at de klogeste hoveder ikke nødvendigvis løser en opgave på en måde, som faktisk giver større værdi til samfundet. Til gengæld skaber det en hyper-konkurrence, som fører til dårligere liv – både for dem der vinder konkurrencen, fordi de skal knokle sig selv ihjel, og for dem som taber konkurrence, som vil opleve at få hårdere og dårligere arbejdsvilkår.

Han bruger taxa-branchen som eksempel på en branche, hvor Uber har gjort nogle få meget dygtige app-udviklere meget rige (og nok også trætte) – og nogle chauffører meget fattigere. Gevinsten for kunderne er til gengæld til at overse. De bliver stadig pretty much fragtet fra A – B i en bil.

Nå, men det er jo ikke en taxa-diskussion, som interesserer sådan en som mig. Det er faktisk mere alle de mange afledte problemstillinger, som han fremfører. Han stiller kort fortalt spørgsmålstegn ved, om den evige jagt på optimering og forbedring er et gode? Og om vi ikke i virkeligheden har udviklet et samfund, som er meget lidt morsomt at være menneske i. Fordi vi hele tiden har et ensidigt fokus på at optimere os selv, vores familier og vores karrierer. Derfor er der også stor status i at fortælle, at man har travlt – det signalerer udvikling og bevægelse.

Denne evige jagt på optimering betyder, at vi har udviklet et arbejdsmarked, som er baseret på meget voldsom konkurrence medarbejdere i mellem, som belønner mennesker, der arbejder rigtig meget. Og her opstår problemet altså. At folk arbejder meget mere end de har lyst til, og hvad der er sundt for dem.

Han taler om læger, advokater og børsmæglere, der slider sig selv ihjel og bliver mere eller mindre tvunget til at leve “halve” liv i den forstand, at de må ofre deres egen og deres familiers velbefindende på karrierebålet. Han understreger, at dette ikke rent faktisk er valg, som folk træffer, det er vilkår i deres brancher.

Det er ikke kun os voksne på arbejdsmarkedet, som lider under konkurrencestatens krav om evig forbedringspotentiale. Nej, det forplanter sig til vores børn. Fordi vi som optimeringsparate voksne bliver enormt målorienterede i alle sfærer i vores liv. Også når vi skal opdrage vores børn. Børnene skal gå til fritidsaktiviteter. De skal kunne tale flere sprog. Spille musik og være gode til sport. Vi skal understøtte, at de bliver de bedste i klassen. De skal helst være foran de andre. Det betyder, at vi meget sjældent er sammen med dem uden, at samværet er rettet mod et bestemt formål.

Denne iver betyder, at børnene ikke lærer at finde ro. At hvile i, at de har en værdi uagtet, hvad de præsterer til fodboldstævnet, den næste eksamen eller i skolekomedien. Han mener, at det er derfor, at vi ser et stigende antal unge mennesker blive udbrændte inden livet for alvor er gået igang. Fordi udbrændthed er et udtryk for manglende evne til at slappe af.

Han peger på, at “kvantitetstid” er løsningen og at vi bør øve os i, at vi ikke altid skal opnå noget, udvide vores horisont eller træne specifikke evner, når vi er sammen med vores børn. Vi skal bare være sammen.

Her føler jeg mig ramt (selvom jeg endnu ikke har meldt poden til mandarin eller violin-spil), men jeg har da købt årskort til Experimentariet – og jeg gør en dyd ud af at træne både hans motorik og sprog dagligt. Jeg gør det, fordi jeg er bange for, at han sakker bagud (men også fordi jeg kan se en fidus i, at jeg forstår, hvad han siger og han selv kan tage tøj på – hvis ret skal være ret).

Denne vidtgående samfundskritik har været den væg, som mine tanker har spillet bold op af det meste af ugen. Jeg er ikke så sikker på, at man kan overføre hans kritik 1:1 til et dansk arbejdsmarked, men jeg kan da helt klart genkende ulemperne ved stærke konkurrencemiljøer, som vi nok overser. Jeg føler mig mest ramt som forælder, fordi jeg godt kan genkende en trang til at sammenligne mit barn med andre hele tiden og være skiftevis bekymret for, om han kan følge med eller lykkelig for, at han er foran. Måske man skulle trække vejret dybere ned i maven og lade ungen udvikle sig i det tempo, han føler er mest passende.

Jeg kunne fortsætte denne tankestrøm i en uendelighed (den har trods alt kørt i snart en uge), men jeg stopper her. Lyt til podcasten, der var også meget mere at komme efter, end hvad jeg lige fik fremhævet i dette indlæg.

God weekend!

Forberedelse af kontroltab

Jeg er ked af, at det her jeg-skal-snart-poppe-en-baby fylder så meget for tiden. Men altså. Lige så trivielt og hverdagsagtigt som kan være for udenforstående, lige så vanvittigt og ekstraordinært er det at tage del i.

Jeg har meldt mig til alskens fødselsforberedelse i forsøget på at blive klar, men det lykkes ikke for alvor. Jeg orker ikke at lave vejrtrækningsøvelser eller visualisere mig selv som en bølge, der bestiger et bjerg, der er ved at føde et barn.

Jeg vil helst ikke tænke på den forestående fødsel. For min krop er træt og sårbar. Den kan ikke løfte noget. Ikke engang min (efterhånden ret) flade røv op fra sofaen. I hvert fald ikke uden at gøre et nummer ud af det. Pust. Prust. Sådan var det ikke første gang. Bare se tilbage på mit indlæg om fede ting ved at være gravid. Jeg føler mig ikke stærk og parat.

Jeg føler mig tværtimod svækket og lad. Jeg føler mig nervøs ved tanken om at skulle “gennemføre et marathon”, når jeg dårligt kan gå rundt om blokken. Så jeg har opnået større forståelse for de kvinder, som ikke oplever graviditeten som et sted, hvor de slutter fred med deres krop og er taknemmelig over dens styrke.

Så selvom jeg egentlig helst vil brokke mig over kønsben der niver, hårde plukkeveer og en baby, der sparker mig i indvoldene dagligt, så prøver jeg at styre mine tanker lidt:

  • Jeg var faktisk god til at føde første gang.
  • Der er lagt en motorvej i mit bækken, så det går sandsynligvis hurtigere anden gang.
  • Smerte er bare en følelse (og den går væk igen).
  • Fødslen betyder, at jeg snart kan sige hej til lillebror.
  • Jeg får min krop igen.

Min mindcontrol slår desværre ikke det faktum af banen, at alle fødsler er uforudsigelige og udtryk for betragteligt kontroltab. At det er serious business, hvor ting kan gå rigtig galt (men heldigvis sjældent gør det). At det at ens “krop tager over” er en blandet fornøjelse, hvor ens overjeg forsøger at få et vildt dyr til at følge ordre og trække vejret dybt og roligt.

Måske er det i virkeligheden klogere at ignorere, at der kommer en fødsel og allerede nu slippe kontrollen? Hakuna Matata. Fuck fødselsplaner og ønskelister til jordemoderen. Fuck vestimulerende musiklister, visualiseringer, vejrtrækningsøvelser og meditation. Fuck bækkenbundsøvelser og vandgymnastik.

Måske.

Hvad gør en stærk kvinde?

…Eller hvad gør en kvinde stærk? Det er et spørgsmål, som jeg har funderet lidt over i den seneste uge tid. Det er foranlediget af ikke mindre end to DR-dokumentarer om bemærkelsesværdige kvinder.

Den ene er DR3-dokumentaren “Jada – Lillebitte kæmpestor“, der skildrer den danske sangerinde Jadas upcoming karriere. Den anden er DR1-dokumentaren “Ritt” om ja – Ritt Bjerregaards politiske liv, men dog med særligt fokus på hendes terminale kræftsygdom.

Jada – eller Emilie Molsted Nørgaard som er hendes borgerlige navn – udmærker sig ved at være en fantastisk dygtig sanger, være meget målrettet og i øvrigt have feministisk i sin tilgang til musikkarrieren. Hun insisterer på at være meget følsom, intuitiv og selvstændig i hendes karrierevalg. Det kræver, at hun er tryg ved dem, hun skal arbejde sammen med – og at hun har plads til at være sig selv.

Vi ser hende flere gange bryde sammen og hun får også en længere stress-sygemelding “inden karrieren egentlig er gået i gang”, som hun selv bemærker det. Hun slås med, at hun faktisk bliver påvirket af, at folk skriver grimme ting om hende, ligesom hun ikke kan holde ud at såre andre.

På den anden side har vi Ritt Bjerregaard, som på trods af en dødsdom i form af en kræftdiagnose ikke kan bruge tid på at fortryde noget i sit liv. Hun kan ikke bruge tid på at have ondt af sig selv. Hun vil bare maxe ud på livet, og så gider hun da slet ikke tale om at være bange for at dø. Den slags tanker har Ritt simpelthen ikke tid til.

Vi hører om hendes væsentlige politiske bedrifter. Om at være kvinde i politik i en tid, hvor mandschauvinisme var den eneste måde mænd kunne finde ud af at være til på – og hvor man som kvinde skulle kæmpe ualmindeligt hårdt for at opnå nogens respekt. Og hvordan en enkelt tåre i øjenkrogen, da hun blev fyret som undervisningsminister var en fejl og et tegn på svaghed. Man skal i følge Ritt aldrig udvise svaghed, man skal blive stiktosset. Det er der meget mere energi i.

Ja, altså. Jeg synes, at begge kvinder er vanvittigt inspirerende og mega-cool, men jeg bliver også lidt frastødt af begge måder at være stærk på. Denne her hyper-moderne og sårbare måde at være stærk kvinde på i dag. Hvor man anerkender og fortæller om sin svaghed og usikkerhed, kan jeg på en måde rigtig godt li’. Og det er vel også ret ofte noget vi (mig selv inklusiv) dyrker i denne blog-verden. Men jeg kan også godt få nok af den.

Hvorfor skal vi hele tiden fortælle, hvor skoen trykker? Hvorfor ikke bare løfte hovedet og hvile i vores fejlbarlighed – uden at dyrke den? Lidt som Ritt? Der er noget mere stolt super-kvinde over at ranke ryggen, selv når livet kaster rådne æg efter dig.

Der kan denne typiske DR3-tudedokumentar-stil godt gå mig lidt på nerverne. Hvorfor ikke bare lave en skildring af Jada som en fantastisk super-kvinde – ala Lizzo, som bare siger fuck til verden? Så folks bullshit omkring kvindekroppen ikke får lov at fylde overhovedet, i stedet for at dominere introduktionen af kvinde i alle fire fucking afsnit?

På den anden side virker Ritt Bjerregaard én-dimensionel og svær relaterbar, når hun ikke vil tale om sine fejl. Når hun ikke vil anerkende, hun har ting, hun fortryder i sit liv. At hun ikke er bange for døden…. Det virker på en måde som en meget hård form for selvkontrol og følelsesmæssig undertrykkelse, som er udtryk for at en succesfuld kvinde på hendes tid, var en der kunne opføre sig som en mand.

Og er det denne følelsesmæssige undertrykkelse, som får mænd til at virke stærke? Sikkert. Men det er nok også det, som gør dem meget svage i den forstand, at de oftere begår selvmord og ikke kan handle sig ud af svære situationer. Er den stærke kvinde en, som viser følelser? eller en som kan pakke dem væk?

Der er virkelig meget råstyrke i at kunne navigere i svære tider. At tale om de hårde følelser og søge hjælp, når man har brug for det. Men jeg ville godt nogen gange have de her super-kvinder, som jeg bare kan se op til, men ikke nødvendigvis spejle mig i. Hvor de giver en følelsen af, at alt kan lade sig gøre – og at man er stærkere, end man tror. I stedet for denne evige historie om, at livet er hårdt og alting er svært, som er en historie kvinder fortæller sig selv og hinanden rigtig meget. Jeg gør i hvert fald.

Så hvad gør en stærk kvinde? Hun rejser sig igen efter er fald, ranker ryggen og fortsætter ufortrødent. Men hvad gør kvinden stærk? Er det måske netop, at hun er bevidst om sin sårbarhed, beder om hjælp, mærker efter og skifter rute, når det er nødvendigt?

Om at holde ensomheden for døren

“Jeg er i chok!” sagde min mand, da jeg ringede fra Ikea igår og spurgte, hvilket bord jeg skulle købe til vores køkken. Jeg var uforstående. I chok over hvad dog? “Over at du hele tiden SKAL lave noget. Slap nu af!“.

Det kan undre mig, at det kommer bag på ham, når vi nu efterhånden har været sammen i 14 år. Det er ikke et nyt karaktertræk fra min side. MEN han har ret i, at der er noget chokerende ved, at projekterne skal være så mange og så relativt store. Jeg har sat 1-2 timer af om dagen til at ligge ned og aflaste mit bækken. Resten af tiden har jeg brugt på at stæse rundt.

Efter først at have læst dette glimrende indlæg fra Idabida, hvor hun fortæller om at savne sine veninder, og herefter at have læst Meyermors (noget tungere) indlæg om social arv og ensomhed som evig følgesvend og ens eget ansvar for at kæmpe i mod den, indså jeg, at den overdrevne projektstyring af nogle få ugers frihed i virkeligheden er et forsøg på at holde ensomheden for døren og mindske savnet til livet uden for barselsboblen.

Jeg iler afsted til mærkelige ærinder, fordi alle andre opnår ting i dagtimerne. Får ting fra hånden. Går på job. Jeg kan ikke rigtig holde tanken ud om at aflevere barnet i institution og så sidde på sofaen hele dagen (og jeg kan heller ikke holde ud at være sammen med barnet hele dagen). Projekterne giver mig noget at fortælle til andre og giver mig mulighed for at skelne dagene fra hinanden.

Jeg sidder for tiden i min sofa med en følelse af, at jeg skal ind og brumme den. Eller i hvert fald afsone med fodlænke. Man får ikke opnået ret meget andet end at holde et barn i live (hvilket også er prisværdigt, I know), når først baby kommer. Så jeg prøver at opnå et 1 års værdi af praktisk arbejde i de næste 5 uger. Så det er jo klart, at jeg har travlt.

Idet man i udgangspunktet ikke kan se sine venner i dagstimerne (hvor de jo går på arbejde), og mine aftener er lige så pressede, som de hele tiden har været (og jeg i øvrigt er træt og ude af stand til at tage del i festligheder), så synes jeg faktisk, at det virker fornuftigt ikke at dvæle ved den triste følelse af at være uden for. Jeg vil hellere tage del i den del af livet, som er tilgængeligt for mig lige nu.

Det er ikke prangende, men det er okay.