Tankemylder #7

two pineapples with gold party hats near colorful balloons
  • Denne her uge har føltes som én meget lang mandag med tonsvis af meningsløse møder, en eksploderet indbakke og masser af sager, som ikke bliver løst.
  • Mit gamle studiested er i vælten under f.eks. overskriften “Statskundskab forbyder introforløb med »nedværdigende« fremstilling af etniske minoriteter“. Det er meget underligt at blive racist med tilbagevirkende kraft. Jeg vil blot indvende, at det ikke var minoriteter, der blev gjort grin med. Der blev gjort grin med hele verden. Det var alle nationer – der blev karikeret i et skuespil, der skulle skabe mulighed for at lege med identitet, gruppetilhørsforhold og ikke mindst – at have det sjovt.
  • Hvis jeg siger, at jeg er for forløbet, så går der ikke to minutter, før jeg skal sidde og forsvare voldtægtsjokes. Det vil jeg naturligvis ikke. Jeg noterer mig blot, at fremtidige studerende kan se frem til at sidde pinligt ædru og med foldede hænder og spørge indtil hinandens cv og karakterer #havefun
  • Apropos dødsyge ting: Power point præsentationer. Jeg har skulle lave rigtig mange slides på det seneste – og jeg dør langsomt. Nej, jeg dør jeg hurtigt. Fordi slides til ledelsen er kendetegnet ved at være meget pæne og lige. Uden billeder – jokes eller kække bemærkninger. Bare tabeller og tekst. Måske en figur, hvis det bliver rigtig vildt. #shootme (Her vil jeg gerne understrege, at jeg ikke opfordrer til mord. Joken er, at jeg gerne vil dø over en power præsentation, men det er selvfølgelig ikke virkeligheden. Det er en voldsom overdrivelse af mine lidelsers alvorlighed. Kan I mærke, hvor sjovt noget er, når det bliver udpenslet – så absolut ingen kan misforstå det og alle intentioner er hundrede procent lagt frem i lyset?)
  • Nu hvor sneen er væk og det officielt er forår, så har jeg snøret rulleskøjterne igen. Hold da magle, hvor jeg elsker at bo et sted, hvor man kan bruge rulleskøjter som transportmiddel.

Jeg har læst en bog

Morten Münster har gjort det igen. Skrevet en både morsom, lærerig og vigtig bog.

Denne gang handler det om, hvordan man laver forandringer, som faktisk ændrer noget. Han kommer igennem en lang række forskningsresultater, som underbygger, at vi på lange stræk forsøger at lave forandringer på tåbelige måder.

Det er noget virkelig rart at læse en bog, som giver perspektiv og underbygger den fornemmelse, som jeg ofte har på min arbejdsplads: Vi løber rundt og forsøger at lave store reformer og gennemgribende regelændringer. Men reelt ændrer vi meget lidt. Til trods for meget store anstrengelser.

Bogens store kæphest er, at “hvis du vil forandre dig mere, skal du forandre dig mindre”. Hvormed han mener, at hvis du har gang i 100 forandringsspor på en gang, så vil ingen af dem lykkes. Det gælder for organisationer – og det gælder for mennesker.

Det gode ved denne bog om organisationsforandringer, er det det egentlig også føles som føles som dyb menneskelig indsigt. Jeg kan heller ikke forandre mig, hvis jeg har for mange spor i gang på én gang.

Bogen har en hel masse guldkorn omkring ting, som jeg som embedsmand hele tiden støder på: 1) Overoptimisterne belønnes for deres kådhed, men opnår sjældent deres mål, 2) jo flere man er om at løse en opgave, jo sværere bliver det, 3) fuld kapacitetsudnyttelse er sjældent særlig effektivt.

Altså vi har vel alle sammen prøvet at være fuld belagt med opgaver. Det er ikke særlig rart, og jeg når i hvert fald aldrig at prioritere mine opgaver rigtigt. Det er mere at løse det første, som popper frem. På min mail, på min telefon i mit hoved. Han bruger ganske meget energi på at vise, at det mest effektive system har altid mennesker ansat, som ikke laver noget. At fuld kapacitetsudnyttelse er død ineffektivt.

Jeg håber, at bogen kan medvirke til, at vi begynder at forstå, at vi er nødt til at have slack i systemerne, hvis de skal fungere effektivt. Det bliver aldrig sagt højt. Der skal altid spares 2 pct. Der kan altid skæres lidt mere ind til benet.

Men historien om kvinder i aktiv fødsel, der bliver sendt tværs over Sjælland med i en taxa vidner om, hvorfor der aldrig må være fuldt booket på hospitalerne. Systemet har simpelthen fejlet, hvis der ikke er plads til alle fødende, der er tilknyttet til et hospital. Så har man skåret for langt ind til benet, og nu er opgaveløsningen hverken effektiv eller forsvarlig længere. De prioriteringer der skal foretages er lige så gennemtænkte, som når jeg sidder og shuffler i blinde mellem regeringssager, borgersvar, telefonopkald og mailbesvarelser.

Münster har nogle fascinerende regnestykker, der underbygger den påstand. Men grundlæggende er pointen blot, at vi skal huske, at den forudsætning for smidige og agile organisationer er medarbejdere, der ikke har opgaver til 100 pct. af deres arbejdstid. Der er rart at vide, de dage hvor jeg får dårlig samvittighed over, at jeg ikke har opgaver til en hel dags arbejde.

Bogen er virkelig anbefalelsesværdig. Både for visdom og for grin. Jeg vil unde alle at læse kapitel 8, hvor Randers’ bud på deres mission/vision/DNA/osv bliver hudflettet og udstillet for, hvad det er: total nonsens.

På et tidspunkt siger Münster noget, som er så simpelt, men også så genialt: “For at kunne ændre adfærd, skal man kunne føre en meningsfuld samtale om den”.

Guderne må vide, hvor mange voksne mennesker, der hvert år bruger ugevis på strategi-værksteder for at definere deres organisations “kerneværdier”. Et setup hvor den meningsfulde samtale som regel glimrer ved sit fravær.

Billedet på intranettet – et eksistentialistisk spørgsmål

Når du starter på min arbejdsplads, vil du på et tidspunkt i løbet af din første dag få stukket en ipad i fjæset, hvor du under lysstofrørenes flatterende lys – og med dit “jeg-er-ny-på-job-og-har-ikke-set-mig-i-spejlet-siden-i-morges-men-jeg-sveder-ret-meget”-ansigt får taget et billede til intranettet. Nogle mennesker ser godt ud på det her billeder.

De fleste gør ikke.

Jeg gør slet ikke.

Jeg er ikke et fotogent menneske. Hvis du tager 10 billeder af mig, så vil jeg grim ud på 9,5 af dem. Jeg vil selv sige, at jeg er pænere i virkeligheden. Men selv i virkeligheden er jeg ikke et pragteksemplar på den menneskelige race.

Jeg har lært at leve med det. I sådan en grad, hvor jeg nærmest afskyr forfængelighed. Fordi why bother? Vi er nogen, som kan bruge ret meget tid foran spejlet uden, at det gør en synlig forskel. Jeg har brugt mange timer hos hud-damer, som har shamet mig for mine bumser med henvisning til, at jeg nok spiste for mange chips eller vaskede mit ansigt for lidt. Herefter efterfulgt af – hvad jeg kun kan beskrive som mishandling og mersalg.

Det er en stor løgn. Det må jeg bare sige. Din huds skønhed er hormonelt betinget. Ingen mængder af guld, som jeg kunne smide efter skintonic og lort ville kunne rette op på det. Så efter at have levet med mange (og må jeg tilføje smertefulde) bumser til jeg var 27 år, fik jeg nogle kradsbørstige piller hos lægen. Som det første, jeg har prøvet, hjalp det. Men jeg skulle også love ikke at blive gravid i et år efter afsluttet behandling pga. stor sandsynlighed for voldsomme fosterskader – og jeg skulle månedligt til tjek for ikke at have fået selvmordstanker og depression. Så jeg giver zero fucks for, hvad Ole Henriksen og co. kan diske op med dyre cremer.

Det. Virker. Ikke.

Derfor: I dag er min beauty routine: Gå i bad med passende mellemrum efterfulgt af den lejlighedsvise body lotion fra Neutral. Brug mascara og lidt farve til brynene, hvis du er pyntesyg. Lad lortet sidde på til, det falder af eller du går i bad igen. (Mine øjenvipper sidder i øvrigt stadig på mine øjenlåg, selvom jeg har hørt en del bekymring af den art).

Tilbage til mit profilbillede på intranettet. Man kan skifte billedet. Enten til et man har liggende – eller man kan benytte den årligt tilbagevendende muligheden for at få en professionel fotograf til at tage et nyt billede. Sidstnævnte ville jeg gerne. Jeg har bare været uheldig, at barsel og pandemi kom i vejen. Så nu har jeg i snart tre år haft et mindre-flatterende billede på intranettet (og det kommer altså op hver gang nogen skal finde mine kontaktoplysninger).

Men jeg vil ikke være typen, som er så forfængelig, at hun går ind og skifter det. Men jeg kan bare se, at rigtig mange andre gør det. Det får jo min relative skønhed til at blegne endnu mere. Altså hvis alle har deres flotteste billede – og jeg har et af de grimmere liggende. Jeg kan heller ikke forsvare mig med, at billedet ikke er vellignende.

Så what to do? Det er et af de store spørgsmål, som I nok kan mærke. For jeg vil ikke være forfængelig, men jeg har jo tydeligvis allerede brugt alt for meget tid på at tænke over det. Man må vist ikke bruge så meget energi på at være u-forfængelig.

Charme, selvtillid og lækkert hår!

Alene på hotel

Jeg er taget på hotel med mig selv og brystpumpen. Vi er midt i et ammestop, fordi det faldt mig ind, at det var lige tidligt nok at stå op kl 4 hver dag. Og barnet er trods alt snart 1,5 år. Så jeg tager lige et par nætter, hvor den yngste og jeg ikke sover sammen.

Receptionisten oplyste ved min ankomst, at han ikke reserverede 20.000 kr på mit dankort, fordi jeg ikke lignede en, der ville ryge og holde fest på værelset. Jeg føler mig ramt.

Ammestop er en milepæl. Farvel til babytiden. Måske for altid? Jeg har forbundet amning med noget hyggeligt, meget intenst og langvarigt samvær med mit barn. Så jeg blev sgu lidt sentimental, da jeg krammede min nøgne og bade-rynkede lille dreng farvel her til aften.

Hotelopholdet har jeg selvfølgelig forsødet med både slik og færdigblandede drinks. Sukker og alkohol kan dulme hvert et vemod. Også har jeg lyttet til Hjerteflimmer for Voksne og siddet og farvelagt en malebog (for børn).

Det går igen, at selvstændighed og uafhængighed bliver lovprist i den udsendelse. Jeg føler mig ofte ramt. Og især sådan en aften her. Hvor jeg kun burde nyde at være alene og uden forpligtelser. Men hvor jeg også savner mine mennesker. Ret meget.

Jeg sover bedst, hvis de er hos mig. Hvis jeg blev skilt, ville jeg vitterligt mangle en halvdel. Når man har levet snart 16 år som makkere, så bliver man en fast del af hinandens måde at trække vejret på.

Jytte (parterapeuten i programmet) ville nok ikke være imponeret over min evne til at følelsesregulere mig selv.

Jeg vinder sgu ikke det der selvudviklingsspil.

Så det er godt, at jeg har Marabou Daim, så jeg kan klare mig alene en aften.

Djøf-dansk

Der er ord og vendinger, som bliver brugt liiiidt for ofte i centraladministrationen. Der kan være på grænsen til at være total nonsens.

Som service til jer, vil jeg her bringe dem, vi bruger mest hos mig og hvad (jeg tror) de egentlig betyder. Også håber jeg, at I vil komme med jeres mest djøffede vendinger.

Sagen er i god gænge” – der er styr på sagen.

Den løber du med” – du har opgaven.

Hvis der kommer tilbageløb” – hvis der er nogle af de fire godkendelsesled (eller politikerne) over dig, der har noget at indvende.

Skriv svaret kælderkoldt” – det ved jeg stadig ikke, hvad betyder, men det er noget ikke at bruge for mange ord.

Du skal flage sagen” – gør nogen opmærksom på sagen.

Trække af på den” – nogen skal træffe en beslutning eller gøre noget.

Tage en vending” – tal med nogen om emnet lidt uformelt – hvis formelt så drøftelse.

Få en fra teamet til at læse med” – en bevidst uklar måde at bede om, at du får dækket flanker af. Det handler om at give mulighed for indvendinger, men ikke lægge op til dem.

Det er der musik i” – en god løsning, som typisk formår at stille flere parter tilfreds på en gang.

Det er politisk tonedøvt” – typisk nogen som vil noget andet end dig, og så er det er meget vægtigt argument for at få ret.

Det skal vi lige have processet” – der skal lige skubbes en masse papir rundt i huset.

Jeg er sikker på, at der er flere gode vendinger derude – bring it!

Se netflix og dø!

Cam - not an inspiring disabled person | Modern family cameron, Modern  family quotes, Modern family funny

Corona-OCD-håndvask, begrænset social kontakt og få børn i institution gør, at vores børn ikke bliver syge – overhovedet. Hvad jeg ikke fatter er, hvorfor vi – de voksne – til gengæld ryger under hele tiden. Bliver ens immunforsvar svækket af bastant og langvarig kedsomhed? Af håbløshed og vennesavn? Af at sætte livet på standby og tænde webcamet?

I starten af måneden fik jeg et eller andet, som gjorde mig meget træt og opkastende. Det tog 30 timer. Så var jeg videre. Det var dog et meget lidt smukt forløb med min mand, der var mere end almindelig mistænksom over for min “sygemelding” – og ikke lagde skjul på, at det passede ham dårligt at tage sig af alt det praktiske. Jeg var fyldt med feministisk raseri over, at han ikke bare sagde “læg dig ned, skat – jeg ordner det hele” og smilede lidt i mens. Det ville jeg have gjort.

Min mand forsikrede mig, at jeg sidste år havde skældt ham ud over at have været så svag, fordi han blev syg hele tiden. Det har jeg ingen minder om (men det er da lidt svagt at blive syg hele tiden?!).

Det gik selvfølgelig ikke værre eller bedre end, at jeg så ragede brystbetændelse til mig (IGEN – kan man overhovedet det?!). Jeg er den slags menneske, som går fuldstændig i opløsning over at have brystbetændelse. Kl. 22 gik jeg i seng og tænkte. Avs, min pat gør lidt ondt. Årh, det er nok bare et slag fra et af børnene. Kl. 03 vågner jeg med et hårdt og smertende bryst. Jeg ligger og ryster, fordi feberen tonser derud af. Jeg kan ikke overskue at flytte mig, men ligger sådan set bare og venter på at barnet vågner i håb om at kunne amme det væk. Det kunne jeg ikke. Sådan gik der to dage med at sove og ligge i fosterstilling, indtil min pencilinkur slog det ned.

Denne anden omgang havde jeg det helt klart dårligere – og givet konfliktniveauet i starten af måneden, tror jeg, at min mand strammede sig lidt mere an. Ingen smil. Men dog heller ikke stikpiller, der satte spørgsmålstegn ved, hvorvidt jeg virkelig var syg.

Uden at vi skal rulle hele husstandens sygehistorie ud, så kan jeg fortælle, at min mand nu har været sløj i 3-4 dage. Det er helt sikkert, at vi begge to har lagt i selen for at lave et nyt narrativ om os selv. Jeg er almoderlig og omsorgsfuld. Smiler. Skal jeg ikke tage børnene? Min mand anerkender mig hele tiden og kalder mig hans helt.

What a pile of shit.

Jeg mistede fuldstændig besindelsen, da jeg i et anfald af overmod var taget alene i skoven med to små børn. Vi skulle “bestige” Herstedhøje (en stor bakke på vestegnen bygget af byggeaffald med jord oven på). Jeg havde bare ikke forudset, at Herstedhøje ville være dækket af is, dødsfornægtende mountainbikere og familier med velopdragne børn. Jeg forsøgte efter bedste evne at skubbe en klapvogn med den yngste op, mens jeg i bedste hyrdehundsstil forsøgte at få min ældste dreng til at følge med.

Han fulgte ikke med. Til gengæld faldt han og slog sit hoved på isen. Flere gange.

Vi nåede heller ikke toppen. Vi nåede ikke engang halvvejs. For begge børn hylede og ville hjem. Efter at have erkendt mit nederlag og have kæmpet i adskillelige minutter på at få bakset en Emmaljunga klapvogn ind i bilen, så faldt den ældste igen på isen! (STÅ NU FORHELVEDET STILLLE!). Jeg sparkede vognen ind i baggagerummet.

Jeg kastede – næsten – lige så skødeløst børnene ind i bilen, mens jeg råbte “VI SKULLE ALDRIG VÆRE TAGET AFSTED! NU GÅR VI HJEM OG SER NETFLIX OG DØR FORAN SKÆRMEN!!!!!”

Jeg må nok erkende, at jeg ikke er stærkere. Jeg er bare mere optaget af at være helten i vores familie. Det går ikke altid efter planen. Så jeg kommer vi til at klare resten af weekenden til rådet, som kommer fra en af jer, som lyder noget i retning af at man må spise kiks, se tv og vente på, at børnene bliver større.

God søndag!

(PS. Vi er selvfølgelig kontinuerligt blevet testet for corona, men det er ikke det, som rammer os)

Status på arbejdslivet

Jeg har været utilfreds med min arbejdssituation gennem lang tid. Et af mine indlæg med arbejdsbrok udløste, at en af jer der læser med – Marie – gav mig en hel time af hendes liv og en masse gode råd til at komme videre og prøve nye typer af job. Det var meget generøst, og jeg har brugt rigtig meget tid på at overveje hendes råd om at skifte til det private og tage kaffemøder med folk inden for at sikre, at man matcher.

Jeg har dog ikke skiftet job endnu. Det er to grunde til det. 1) Jeg orker ikke at starte op under en nedlukning og 2) jeg har fået en ny chef, som jeg er helt pjattet med.

Jeg troede egentlig, at chefer mest kunne betyde noget negativt for ens trivsel, men min nye chef har ændret mit syn på den sag fuldstændig. Hun er et år yngre end mig og har et lille barn. Hun er mega sjov og taler lige ud af posen. Hun har en mission om en mindre revolution af embedsværket og taler åbent om det. Det er hendes første chefjob, og hun giver sine medarbejdere meget mere ansvar.

Altså det er lidt som at have fået nyt arbejde. Det er det virkelig. Jeg har så meget lyst til, at hun lykkes, og jeg bliver topmotiveret af, at jeg ikke skal krydstjekke alt med hende.

Det er første gang, at jeg har det sådan med en chef. Måske er det fordi hun er god til at rose og forstår fuldstændigt, hvordan det er ikke at sove om natten. Jeg ved det ikke helt. Måske er det bare hendes personlighed.

Nå, men summarum er, at jeg ikke skifter job lige med det samme. Og det er selvom, jeg godt ved, at jeg ikke kan komme videre i et departement. Jeg bliver sgu aldrig chefkonsulent. Jeg vil gerne lige nyde tiden med en nice chef, lære lidt mere om mig selv, og hvad der motiverer mig. Det er helt sikkert, at det motiverer mig rigtig meget at have ansvar og bevægefrihed i opgaveløsningen.

Når tiden til et skifte kommer, så vil corona forhåbentlig være ovre, og det vil være muligt at tage kaffemøder og mærke stedet først.

Kom igennem mandagen

True. Business, marketing, funny, travel, work life, meme, work meme | Parks  and rec quotes, Tom haverford, Parks n rec

Juleferien er for alvor slut. Det er nu anden mandag i det nye år. Energien i hjemmearbejde er for længst forsvundet. Alle forsøg på at lave sociale aktiviteter med dine kolleger online er forsøgt og fortabt. Men fortvivl ej. Her kommer sangene, der får dig op i gear og igennem arbejdsdagen:

Først tager Dolly dig i hånden og går ud i køkkenet for at “pour yourself af cup of ambition”


Det er måske ved at gå op for dig, at ambitioner alene ikke får dig igennem. Du er nødt til at få gang i systemet. Du skal ryste lemmerne og få lidt ironisk distance til dit skrivebordsjob:

“Mandag morgen på den gamle fabrik
Drejer en rørtang
Trækker et stik
Jeg’ magtfuld
Flytter rundt på noget savsmuld
Stempler ind klokken halv 7
Pragtfuldt”

Nu er du måske ligefrem i godt humør. Det går ikke. Du skal holde snuden i sporet og føle skammen og forpligtelsens åg – men dog til et godt beat, der holder dit flow. Ellers kommer du til at sidde og kigge på hundehvalpe på instagram i stedet for at journalisere sager. Britney har, hvad der skal til:

Frokosten nærmer sig, og dit blodsukker dykker. Verden er uretfærdig, men du er en helt – og John Lennon fortæller dig hvorfor:

Spørgsmålet er om lever-drengen med agurk og følelsen af at være underdog er nok til at få dig op at støde igen. Valerie June er også i tvivl. Hun er virkelig også træt af at arbejde.

Vi slutter på toppen med Abba, der tænker i de samme baner. Gift dig rig. Det er top funky fjollet, men ikke et godt bud, hvis du gerne vil bevare din identitet som “strong independent woman”. Så hvis du gerne vil leve i en rig mands verden uden nødvendigvis at skulle gifte dig med en rig mand (eller kvinde, bevares!), så er der jo ikke andet for end at fortsætte det gode arbejde.

God arbejdslyst!

BUPL, du er fuld. Gå hjem!

man wearing panda costume leaning on post

Nå, men BUPL er i fuld gang med at lobbye for deres medlemmer – pædagogerne. Det har afstedkommet direkte opfordringer fra først BUPL selv og senere også regeringen, at man skal holde sine børn hjemme “hvis man kan”.

Jeg har meget stor respekt for, at pædagogerne skal operere i en vanskelig tid, og vi skal selvfølgelig diskutere værnemidler, undtagelse af medarbejdere i risikogruppe og vaccinerækkefølge. Det er et dilemma, hvordan vi får det næste halve år gennemført bedst muligt. Men jeg synes, at det var under lavmålet, da BUPL før jul opfordrede forældrene til at holde deres børn hjemme uden om regeringen. Det er skaber utryghed for forældre, pædagoger og børn.

Jeg vil ikke diskutere om, vi kan være bekendt at sende børnene i institution på en måde, hvor det bliver et moralsk ansvar, som den enkelte forældre bliver tildelt. Det er et svigt, at regeringen gik med på den galej – og det er fejt af BUPL at melde det ud.

Lige nu sidder der en masse små børn sammen med deres sure og trætte forældre, som i bedste fald er hjemsendt med løn, men uden arbejde. I værre fald er de på barselsorlov med en lille baby, som skal puttes mange gange dagligt og har nogle helt andre behov end et større barn. I værste fald er forældrene fyret og er mentalt pressede af bekymringer om økonomi og fremtid. Eller også har forældrene været hjemsendt siden september-måned og er ved at blive vanvittige af den situation. Vi er alle sammen blevet pålagt at se maks fem mennesker og alt er lukket. Der er ikke noget muntert at tage sig til derhjemme. Netflix bliver ved at spørge, om vi virkelig stadig ser Chugginton? Ja, for fanden!

Jeg synes, at det skal stoppe! Vi skal holde os for øje, at de nedlukkede private erhverv gerne ville holde åbent. Til trods for at de også er i tæt kontakt med mennesker hver dag, men med de voksne mennesker, som er mere syge og smitter meget mere end børnene. Når det er tilfældet, så er det selvfølgelig, fordi deres forretning er på randen af konkurs eller fyringer. Mange af de privat ansatte frisører, mekanikere m.v. er allerede gået væsentligt ned i løn for at undgå fyring.

BUPLs udgangspunkt er et andet, da vi har at gøre med offentligt ansatte. De vil ikke gå ned i løn, og de vil heller ikke blive fyret ved en hjemsendelse. Det gør det selvfølgelig meget mere attraktivt at blive sendt hjem. Og det gør det gratis for dem at begynde at køre frygt-argumentation i medierne.

Der er ganske rigtigt en større risiko for at få corona, hvis man er pædagog. I gennemsnit er 2,85 pct. af alle danskere blevet smittet, hvor det gør sig gældende for 4,51 pct. af ansatte på institutioner. Men det bør holdes op i mod et tilsvarende smitteniveau for ansatte på hoteller og restauranter, hvor 4,53 pct. af de ansatte er blevet smittede med corona.

Desuden kan man af opgørelsen se, at der er nogle store udsving. Fx. er det højeste andel smittede pædagoger ansatte på fritids- og ungdomsklubberne. Dagplejerne er endda mindre smittede end den gennemsnitlige dansker (kun 2,15 pct. af dagplejerne er smittede).

Jeg synes, at det er for langt at gå at tale om situationen, som om vi behandler vores pædagoger som kanonføde. Vi spritter af, går med mundbind og holder børnene hjemme for et godt ord rent sygdomsmæssigt. Vi passer på vores pædagoger. For vi kan slet ikke klare os uden dem. At passe børnene er en samfundskritisk opgave, fordi det er en forudsætning for, at samfundet kan fungere, når begge forældre er på arbejdsmarkedet.

Vi skal holde os for øje, at det store problem er ikke, at der er nogen, som får corona (fordi i 99 pct. af tilfældene bliver folk raske efter et relativt udramatisk sygdomsforløb). Det store problem indtræffer, hvis for mange får corona på én gang. Jeg sidder ikke og hamrer i tastaturet hjemmefra på femte måned, fordi staten er interesseret i at beskytte mig. Jeg er hjemsendt for at reducere smitteniveauet generelt – og mit job kan tilfældigvis laves hjemmefra. Det kan en pædagogs arbejde ikke.

Det er en svær tid, hvor vi hver især skal løfte vores ansvar. Lige nu synes jeg, at BUPLs ansvar er at varetage pædagogernes interesser i kombination med at løfte den opgave, som pædagogerne har. FOA (SOSUernes fagforening) er heller ikke ud og sige: “hvis I kan, så lad jeres gamle flytte hjem i kælderen”. De ved godt, at deres rolle er at passe på de ældre. Og deres forhandling er ikke at undslå sig det job, men at skaffe bedst mulige forhold til at lave dette arbejde.

Det er min oplevelse, at BUPL prioriterer for snævert og for kortsigtet. Det er ikke gratis at presse forældrene til at holde deres børn hjemme – det trækker på den solidaritet og alliance, som har været meget stærk mellem forældre og pædagoger indtil nu.

Jeg synes, at BUPL skulle bruge denne situation til at få slået fast med syvtommer søm: Se! I kan ikke klare jer uden os – kan vi så få et højere lønniveau og nogle bedre forhold -også på lang sigt”.

Den sag bakker jeg 100 pct. op om.

Det er resultatet, der driver værket

I de par sidste uger er min mand og jeg blev tiltagende trætte af hinanden. Ikke på den der skilsmisseagtig måde. Men på den der måde, hvor man virkelig trænger til at se nogle andre mennesker i nogle andre rammer. Det har der bare ikke været ret meget plads til pga. jul og verdenssituationen.

Fordi der var været corona – først i vuggestuen og så hos mine forældre, har den yngste også været en del hjemme. Så det har været nogle fremragende uger med rigtig meget familietid. Derfor var det nok ikke en juleaften med endnu mere familie, som jeg gik rundt og manglede. Men hvis man tager total corona-kuller i betragtning, så var det en god jul med nynne-sang og albue-bumps.

Min mand og jeg giver ikke hinanden julegaver (fordi min mand virkelig hader at give gaver), men i år fik jeg alligevel en slags gave. Det var 3 timers frihed til at få lavet et projekt i huset. Hold nu op, hvor var det dejligt. At male, bore og save. At lægge en plan og fuldføre den. Jeg glemmer nogen gange, hvor glad det gør mig at få noget fra hånden. Og hvor lidt man egentlig får fra hånden, når man lever med små børn. Det meste handler om at servere mad og skrabe det op fra gulvet.

Dette konkrete projekt skal endda løse op for mængden af sko, flyvedragter og lort, man indtil nu har skulle sparke sig igennem for at komme ind ad vores dør. Mit næste hjem skal have en hall med masser af plads til overtøj og sko. (Hvorfor laver man overhovedet små entreer i børnefamilie boliger?).

Jeg glæder mig til et nyt år med mere orden i sagerne. Både her i hjemmet og i verden som sådan. Jeg glæder mig til fester, koncerter og rejser.

2021.

Lad os starte på en frisk.