Winning is easy – Governing’s harder

Stemmerne er talt op. Og nu skal vi igang med den del af processen, der handler om faktisk at danne en regering, der kan styre vores land. Jeg har gået rundt i lang tid nu og grublet over, hvordan det dog skal ende. Selvom jeg hører til den røde fløj, så er jeg ret pessimistisk, fordi:

(1) De Radikale er alt alt for muntre

Morten Østergaard er en rigtig glad mand i disse dage. Og der er ingen tvivl om, at det er en mand, som forventer at skulle styre dansk politik med sin 16 mandater. Og selvom 8,6 pct. af danskerne har stemt på dem, så synes jeg ikke, at det tyder på, at de lærte af den seneste røde regerings katastrofekurs, som i høj grad var ført an af de radikales trang til at føre borgerlig økonomiske politik (og selvfølgelig også nogle strategisk fejlfix i S-SF). De Radikale virker ikke særligt indstillet på at skulle give sig en tomme på den økonomiske politik – heller ikke denne gang.

Problemet er i min optik to-fold: 1) De radikale fører ikke valgkamp på deres økonomiske politik – de fører den på værdipolitikken (særligt ift. udlændinge) og på klima. Det er noget, som mange godt kan se sig selv i, men når vi så skal til at lave regering, så falder det i baggrunden og den økonomiske politik bliver pludselig alfa omega. Formentlig, fordi det er det punkt, hvor de adskiller sig mest fra de røde partier. Det gør bare, at de er mere borgerlige end deres vælgere.

Det fører mig til punkt 2 i min aversion over for de Radikale; – at de opfører sig som om, at de er bedre end alle andre. Det er ligesom indlejret i deres DNA, at selvom de trods alt kun har 16 mandater ud af de 90, som der skal til at lave politik – så bør deres politik være den dominerende – fordi den simpelthen er bedre og bygget på dybere indsigt.

Alle partier mener selvfølgelig, at deres politik er den bedste, men de Radikale tager alligevel prisen i at udvise tegn på at føle sig overlegende til trods for, at de i den grad udgøres af et segment af ret privilegerede mennesker (jeg ved det – jeg er en del af det!).

Så hvor både Enhedslisten, Socialdemokratiet og i særdeleshed SF har brugt de sidste fire år på at overveje, hvad de gjorde galt sidst, så synes de Radikale ikke at have brugt tiden på samme måde – og står altså ret stejlt på deres krav.

(2) Mette Frederiksen som leder i en ren S-regering

Det er ret tydeligt, at Mette F. har konkluderet, at Helle T.s store fejl var at love for meget og holde for lidt. Den fejl skal ikke laves igen, så Mette har lovet meget lidt, og det, hun har lovet, har været bevidst uklart formuleret. Til gengæld har hun stået ved håndvasken og fraskrevet sig et hvert ansvar over 2011-2015 regeringen.

Det er et symptom på én ting, at hun først og fremmest vil magten. Det er sådan set okay, men jeg gad godt se, at hendes magt-iver var bygget på et minimum af ideologisk base. Det synes jeg faktisk, at en som Lars Løkke formår at kombinere ret fint.

Så er der det faktum, at Mette Frederiksen omgiver sig med folk, som jeg slet ikke har tillid til. Henrik Sass Larsen, der “ydmygt” har stillet sig til rådighed til at være finansminister (den vigtigste ministerrolle overhovedet i en regering!), selvom han åbenbart har været så syg, at han ikke har villet tale med journalister under hele valgkampen. Bliver han ikke forvist fra sin centrale placering, selvom hans adfærd vil svare til, at en pædgagog ikke vil være i stue med børnene eller en læge nægter at se patienterne. Hvis en politiker ikke vil tale med pressen, så skal han finde noget andet at lave. Men det gør han tilsyneladende ikke – og der er det politiske lederskab forpligtet til at henvise manden til reservebænken – og ikke i ministerbilen. (Her er trods alt stadig et spinkelt håb for, at det sker).

Endelig er der hendes nærmeste rådgiver Martin Rossen. Han bliver i Berlingske beskrevet som årsagen til Socialdemokratiets succes, og en person beskriver ham således i artiklen; »Politik er et hårdt spil, og kommunikationen kan være barsk. Men Martin Rossens måde at kommunikere på med intimiderende SMSer er alligevel noget for sig,« 

Denne bekymring har jeg nok mest som embedsmand, fordi han har et virkelig dårligt ry på slotholmen – hvor han såmænd nok er dygtig, men virkelig giftig for sine omgivelser at arbejde sammen med. Jeg nægter dog at anerkende, at resultater der opnås på bekostning af andre mennesker psykiske velbefindende er i “flotte”.

Kort fortalt – har jeg ikke tillid til hverken Mette F. eller hendes nærmeste rådgivere – og jeg ville sådan ønske, at de ikke kan komme til at danne regering alene. Her vil de Radikale kunne gøre en positiv forskel!

(3) Kompromisser er umoderne

Sidste punkt er vel i virkeligheden det grundlæggende problem med politik nu til dags: kompromisser er blevet umoderne. Vi – vælgerne – vil ikke acceptere, hvis vores politikere ikke kan levere på alle deres mærkesager, eller stemmer for forslag, som vi ikke kan identificere os med. Det betyder, at vores politikere har svært ved at indgå kompromisser uden at blive slagtet efterfølgende – hvilket gør det rigtigt svært at lave funktionsdygtige regeringer i dag.

En valgkamp vil altid være et ekseptionelt display af uoverensstemmelser. Det er der ikke noget nyt i, men vi vælgere straffer partier meget hårdt, når de går i regering og forsøger at opnå indflydelse (især de små fløjpartier står for skud). Vi har skabt et system, hvor det er strategisk bedst at stå uden for indflydelse. Det er problematisk!

Det er som George Washington siger til Hamilton i slutningen af nummeret Cabinet meeting # 1 “Winning was easy, young man. Governing’s harder…. You have to find a compromise“. Sangen handler om, at vi ikke kan styre et land uden at forstå og respektere vores politiske modstandere, så der kan indgås fornuftige kompromisser – hvor alle får et udbytte af samarbejdet.

Det er politikerne, som skal finde kompromisset – men måske vi som vælgere også skal udvikle en større respekt for, hvor svært det er at gøre netop dette.

Det skal være de sidste ord i en lidt for lang snak om, hvorfor jeg ikke er meget optimistisk over, at det nok skal lykkes at få udstukket en ny kurs for Danmark lige foreløbigt. Jeg krydser fingre for, at jeg tager fejl.

Hvis I ikke allerede har stiftet bekendtskab med Hamilton musicalen, så vil jeg varmt anbefale jer at gøre det. Det er historie, politik og sang i det fedeste mix, jeg nogensinde har oplevet. Men det er #veryoldnews.

Observation 7: Ræs mod bunden

orangutan

Jeg har nævnt, at det forestående folketingsvalg betyder, at der er usædvanligt stille på kontoret – og det har givet plads til renskrivning af den nyeste dataindsamling i mit feltstudie. Dataindsamlingen har foregået over de seneste måneder på min arbejdsplads. Her er mine noter:

Case 1: Samtale med kvindelig kollega uden børn på baggrund af en måling af trivslen i kontoret.

Undersøgelsen viser, at 25 pct. af kollegerne i mit kontor har haft sygedage pga. stress og udbrændthed. Næsten 100 pct. har følt, at deres arbejde gik ud over deres privatliv.

Mig: Det er vanskeligt at få det til at fungere med at have børn og arbejde sådan et sted her, hvor man forventes at stå til rådighed døgnet rundt og med kort varsel. Jeg ville ønske, at vi kunne have en ærlig snak omkring prioriteringer ift. arbejdstid og -opgaver, så man kunne tage stilling til folks forskellige livsvilkår og præferencer. Det bliver meget ensomt at skulle navigere rundt uden en reel dialog med hverken chefer eller kolleger. 

Kollega uden børn: Tja, nu er det jo sådan set ikke mit problem, at du har valgt at få et barn og have det her job samtidigt. Og jeg vil ikke være den der altid skal aflyse mine aftaler, så du kan nå hjem at hente. 

 

Case 2: Samtale med kollega på baggrund af, at vores muligheder for at “flekse” er blevet væsentligt begrænset. 

Mig: Men det ender jo med, at det bliver vanskeligt at rekruttere mennesker til at arbejde i departementer, hvis lønnen ikke er konkurrencedygtig med det private og arbejdsvilkårene er lige så dårlige. 

Kollega: Ork nej, der er masser mennesker derude, som er villige til at være kanonføde, så længe det lugter lidt af politik. Det kan være, at det bliver svært at fastholde erfarne folk i længden. 

 

Case 3: Samtale med chef om, hvorvidt nogle chefer stopper, hvis en minister er ulidelig.

Mig: Så stopper chefer nogensinde, hvis en minister bliver for modbydelig at arbejde for eller bliver det mere set som en slags manddomsprøve?

Chef: Nej, der er helt sikkert chefer, som fravælger at arbejde for visse ministre. Men der går som regel lidt tid. Jeg har aftalt med mig selv, at hvis det bliver for træls at gå på arbejde, så stopper jeg simpelthen. 

Der er de ministre, som er gode arbejdsgivere, der taler pænt til embedsværket og har respekt for vores arbejde. Og så er der de andre. Dem som uden at blinke arbejder folk i smadder uden hensyn til noget som helst. 

Vi blev enige om, at vi gerne ville have en sød minister næste gang. 

Tankermylder #1

  • “Hvorfor bliver du overhovedet ikke tyk af at være gravid??”, spurgte min mor min søster om, som er 13 uger længere henne end mig, og som jeg sad liiiiiiiiige ved siden af. Tak, mor!
  • Vi har fundet ud af, at vi venter en lillebror til oktober, og vi har store problemer med at finde et drengenavn, som kan leve op til vores stramme krav: to stavelser, starter med H, unikt, men ikke underligt, seks bogstaver, klinger dansk, men fungerer i udlandet – og giver os en varm brusende fornemmelse og har en god historie bag. Også får jeg en sms fra min mand; “Hvad med Dante?“. Hvem er vi – og hvornår er vi blevet så prætentiøse?
  • Faderskabet fylder heldigvis mere og mere i den offentlige debat – og jeg er faldet over denne podcast fra P1 af Thomas Skov, som hedder “Far, der er noget vi skal tale om”. Det virkelig interessant at høre mænd tale med hinanden om, hvordan deres forhold til deres far har påvirket dem som mennesker og som fædre. Jakob Ellemann-Jensen fortæller fx, at man ikke behøver en psykolog-eksamen for at forstå, hvorfor han har valgt samme erhverv som Uffe-far. Han erkender også, at han selv er for tilbageholdende med ros til sine børn. Men han runder af med at konkludere;“jeg giver mine børn kærlighed, særligt når de ikke fortjener det“. Sjov formulering. Freudian slip?!
  • Jeg er tilsyneladende ikke den eneste, som har stået med erkendelsen af, at selv de moderne og gode fædre slipper afsted med at lave mindre end mødrene. Endelig er der nogen, som anfægter mande-undskyldningen, om at det er de kontrollerende kvinders egen skyld. For der er åbenbart evidens for, at mænd generelt undlader at tage del i visse husopgaver – fx. tøjvask og tandbørstning – og det er ikke muligt at give ansvaret videre, hvis det forsøges. En kvinde i artiklen formulerer med perfekt afmålt sarkasme, at hun har en interesse i, at hendes sønner ikke falder i søvn i skolen, og at de ikke kommer for sent. De prioriteter havde farmand ikke, så derfor stod hun for putning og aflevering. Det er jo lige præcis det! Det er jo ikke idiot-ting, som kvinder går op i – det er jo rigtige opgaver: vaccinationsprogrammer, tandlægebesøg og bekymringer om barnets ve og vel.
  • Jeg er stor EU-tilhænger, men ikke tilsvarende EU-interesseret. Det er tit en lidt dum kombi, som i dag resulterede i, at jeg måtte google min kandidat i stemmeboksen. #altatvindestempåenkvinde #jajamenhvilken?
  • Så vil jeg egentlig bare slutte af med et dejligt fra citat af Donald Tusk; “The rest of the EU will not risk a revolution because of your stupid referendum”, som han eftersigende skulle have sagt til Cameron, som svar på en række britiske krav til særbehandling i EU. Alt sammen fra denne dokumentar om Brexit på DR. Det var faktisk interessant!

Draget mod dårligt nyt

silhouette of houses during nighttime

Jeg læste fornyligt et indlæg af Sofie, som satte nogle tanker i gang. Hun fortalte om, at voksen-angsten betød, at hun næsten ikke kunne holde ud at læse nyheder, fordi det var for nedslående og ikke til at holde ud, særligt når man har ansvaret for sine børns velbefindende.

Egentlig synes jeg, at det perspektiv virker ret logisk – hvilket fik mig til at tænke over, hvad det er jeg selv laver. Jeg har modsat Sofie nærmest en fetish for at læse de værste nyheder, som internettet har at byde på. Altså historierne med overskrifter som; “barn dræbt og lemlæstet”, “misbrugt og fanget kælderen hele livet”, “ung mand bestialsk myrdet”, “familie på fire dør i trafikken”, “10 tegn på at du helt sikkert har kræft”, “ung mor får alzheimers/dør i gyngestativ” og så ind i mellem får jeg også tid til de mere sofistikerede om klimakriser, krig og frygtelige politiske bevægelser.

Det er mig en gåde, hvorfor jeg gør det. For jeg ender ret ofte med at sidde og tude over de her frygtelige nyheder. Jeg tager dem helt ind under huden og overvejer, hvordan det må være at være mor til de unge dræbte mænd eller de små børn der er myrdet/voldtaget, eller hvordan man lever videre, når man har slået nogen ihjel i trafikken.

HVORFOR SKER SÅDAN NOGET? Og næste spørgsmål – kunne det ske for mig? Og det kan det jo. Eller jeg kan selvfølgelig ikke dø som barn, men mit barn kunne. Av. Det er jo ulideligt at tænke på. Det giver da kun mening at blokere de her uhyrligheder ude.

Hvis jeg skal prøve at forklare, hvad jeg alligevel får ud af det – og hvorfor jeg bliver draget mod dårligt nyt, så bliver det noget usammenhængende. Jeg synes måske, at det gør det lettere at mærke, at det jeg har i mit liv er vanvittigt dyrebart. Det kan man godt glemme i havregrød, tøjvask og evigt beskidte/absurd rodede rum. Derfor er det en lidt bagvendt måde at blive fyldt med beskyttertrang og taknemmelighed.

På den anden side hænger det ikke rigtig sammen – for jeg vil ikke bruge tid på at se tilsvarende uhyrligheder i den fiktive verden. Verden er grum nok, som den er – skal vi ikke i det mindste bruge vores fantasi på noget andet – og mere opløftende? Det behøver ikke at være de rene eventyr, men jeg vil simpelthen ikke se på hypervold eller følge en seriemorders udskejelser. Sluk blev der sagt!

Så det er vel en slags dobbeltmoral. Det giver i hvert fald ikke rigtig mening. Men måske skal det heller ikke det.

Hverdagens små spørgsmål

… Forleden spurgte min læge mig, hvordan jeg tørrede mig efter et bad. Baggrunden for spørgsmålet var, at jeg har fået noget snask på det ene bryst, som det viser sig er bakterielt betinget. Løsningen: jeg skal vaske og herefter tørre mit bryst med en hårtørrer 5-6 gange dagligt og smøre med noget salve.

Jeg står tilbage med to væsentlige spørgsmål 1) hvem tørrer sig med andet end håndklæder efter et bad? 2) forestiller hun sig, at jeg skal tage en hårtørrer med på job og for at rulle den ud og tørre patter hver anden-tredje time i en toiletbås?

…. En kollega har opfordret mig til at begynde at investere i aktier, som en del af en feministisk projekt. (Det er åbenbart kun mænd, der køber aktier). Jeg orker ikke rigtigt, men jeg har overvejet at forsøge mig med barnets børneopsparing (som ikke er startet endnu). Da min kollega fortalte, at hendes forældre havde købt aktier for 1000 kr til hende, da hun blev døbt, som var 100.000 kr. værd, da hun fyldte 18, fik jeg kolde fødder.

Bliver børn ikke forvænte af SÅ store summer af gratis penge? Hvor mange penge kan man forære væk uden at risikere uforvarent at påføre privilegieblindhed og et borgerligt mindset?

… I søde læsere har gjort det klart, at barn nr 2 måske nok er lettere følelsesmæssigt, men hvis ungen ikke sover, så bliver det en helt ny slags crazy, plus logistikken bliver væsentligt hårdere. Så hvordan i alverden forbereder man sig på det? Det er ligesom udelukket at sove på forhånd.

…. Når vi nu – nærmest – snakker om fødsler. Laver alle kvinder knibeøvelser hver dag hele livet? Eller kan man på et tidspunkt stoppe? Og hvor mange minutters knib taler vi om?

Jeg orker ikke at skulle forholde mig så aktivt til mit underliv all day everyday – og er der overhovedet evidens for træning, man ikke kan måle på Endomondo?

Det er lettere anden gang, ik?

I ugerne umiddelbart efter den positive graviditetstest var jeg så kæk, at jeg proklamerede for min elskede, at jeg ville være meget mere cool denne gang. Bekymringerne var meget færre. Jeg havde slet ikke google spontan abort. Endnu.

Det er i værste fald en løgn og i bedste fald en sandhed med kraftige modifikationer. Jeg er ikke bange for barnløshed længere. Fordi. Ja, altså jeg har jo allerede et barn. Og én veloverstået graviditet gør det lettere at forestille sig, at den næste kommer til at gå tilsvarende let. Men nu hvor jeg er omtrent halvvejs i forløbet, så må jeg erkende, at katastrofe-tankerne ikke udeblev.

Abort, syge børn og frygtelige fødsler popper op også ind i mit hoved næsten dagligt denne gang. Jeg er ikke decideret angst, men det er et faktum, at en graviditet er en oplevelse med visse risici, som jeg stadig ikke ved, hvordan jeg forholder sig til på en fornuftig måde.

Man skal vist være særlig for at kunne ignorere det helt, for hele systemet forholder sig til den gravide som udtryk for et givent sæt risikofaktorer. 1:500 for barn med Downs givet noget fra en scanning og informationer om dig som mor. Alder og vægt giver dem andre informationer om risiko for abort, sukkersyge m.m.. Spiser du panodiler, bliver drengebarnet måske impotent – og husk at tage din folinsyre og dine jerntabletter – ellers kan barnet få misdannelser. Alt handler om at reducere risci. Jeg har da også købt stort ind i svanemærkede og parfumefri produkter.

Så hvordan ignorerer man, at enhver graviditet er en billet til en destination, man ikke kender. Måske får du et barn, som er handicappet eller alvorligt sygt. Og selv hvis du får sunde og raske børn, så kan de jo lige pludselig dø i en ulykke – småbørn kan dø af de mærkeligste ting. Graviditeter – og selve det at få børn – minder mig om, hvor skrøbeligt livet er – og hvor vigtigt det er, at vi passer på det.

Livet er selvfølgeligt også skrøbeligt for voksne, men vi glemmer det bare. Og selvom jeg jo ikke bare kunne dø, uden at nogle bemærkede det, før jeg fik børn, så føles ansvaret for at holde mig selv i live noget tungere nu. Det er ikke bare ærgerligt at dø ung. Der er nogle børn, man svigter. Så den cykelhjelm kommer på – næsten – hver gang jeg er afsted.

Selve graviditeten er altså på nuværende tidspunkt ikke meget nemmere end første gang, omend jeg har væsentlig mindre tid til at tænke på den. Det sjove er også, at hvor andre mennesker fortalte horror-historier om fødsler den første gang, så taler vi nu ikke længere om fødsler længere – nu handler det om rædslen ved at have mere end et barn.

Er jeg godt klar over, at nu bliver der endnu færre pauser? Endnu mindre søvn og overskud? Har jeg tænkt det igennem?

Det er især mændene, som bringer disse betragtninger til torvs. Jeg tror, at det handler om, at hvor det for kvinderne er et regulært granatchok af træt/smadret krop og afbrudt søvn i årevis ved det første barn, så er det relativt let for mændene, når der kun er ét barn. Når barn nr. 2 kommer, så er det endegyldigt SLUT med at kunne køre frihjul. For mor kan det dårligt blive meget hårdere end det er i forvejen. Så der er brug for aflastning til nr. 1. Og her indtræder så det ægte granatchok for fædrene. Det er en teori, jeg fifler med.

Så mødre på internettet – please fortæl mig, at der er stordriftsfordele! Det er vel ikke dobbelt så hårdt at have to børn? For det ved jeg ikke, om jeg kan holde til.

Hvad skal vi dog gøre ved ham-vi-helst-ikke-skal-tale-om?

Det er første gang, at jeg er ansat i et departement under en valgkamp. Jeg kan afsløre, at der er mere end almindelig stille på jobbet i disse dage, fordi vi ikke længere må betjene ministeren. Det betyder i praksis, at 90 pct. af vores arbejdsopgaver frafalder. Så hvad bruger vi så tiden på? At diskutere politik til døde!

Et emne som mine kolleger og jeg (heller) ikke kan lade være at tale om, er ham den skøre botnakke, som har sat sig tungt på avisernes overskriften i de sidste måneder ved at komme med den ene mere rabiate udtalelse efter den anden. Jeg må indrømme, at jeg har haft svært ved at stoppe med at kluk-le overudtalelsen; “du (Mimi Jakobsen) er den person i hele verden, som minder mig allermest om Adolf Hitler” – men derudover så er det faktisk ikke rigtig sjovt længere.

Det var ikke rigtig sjovt, at der var brand i gaden. Det var ikke rigtig sjovt, da en uhellig alliance mellem Økonomi- og Indenrigsministeriet og ekstremistiske islamister fik banet vejen for, at manden blev opstillingsberettiget (fordi han uden problemer kunne snyde med indhentelse af vælgererklæringer og fik absurd meget presse pga. reaktionerne på hans vanvid). Og det var slet ikke sjovt, da alle partiformænd skulle forholde sig til ham fremfor Danmarks fremtid til den første partilederrunde.

Nu hvor manden, som vel er det tætteste vi kommer på Dolph den facistiske flodhest i menneskeform, får omkring 3 pct. af stemmerne i meningsmålingerne, så er må vi altså begynde at stille os selv spørgsmålet – hvad fanden gør vi nu?

Image result for Dolph flodhest?

Vi har jo i lang tid sagt til hinanden, at vi skal ignorere manden. Jeg har selv tænkt og sagt det samme. Men nu er vi ovre det punkt. Vi er nødt til af hensyn til vores medmennesker at sige – manden er vanvittig – og vi synes bestemt ikke, at alle ikke-etniske danskere skal deporteres eller kan opfattes som dumme undermennesker. Ikke en gang en lille smule.

Men vi er også nødt til at gøre det på en måde, hvor han får så lidt opmærksomhed som overhovedet muligt. En af mine kolleger, som jeg egentlig tænkte var ret kvik, foreslog i ramme alvor, at den bedste måde at latterliggøre manden på er at regne på hans forslag. F.eks. at vise at det er urealistisk at sætte så mange mennesker i fængsel, fordi det er for dyrt, og vi ikke har fængselsbetjente nok (!).

Det er det dummeste, jeg har hørt til dato. Det er at gå ind på præmissen af hans forslag. Hans politik er ikke først og fremmest problematisk, fordi den er for dyr. Den er problematisk, fordi den er nazistisk, menneskefjendsk og blottet for enhver respekt for andre mennesker. Man kan sagtens lave fascistiske forslag som er økonomisk rentable – men som stadig er umoralske lorteforslag. I min optik skal vi først spørge os selv, om et forslag er principielt godt – og bagefter spørge om det er praktisk muligt. Der er gode forslag, som vi ikke skal lave, fordi det er for dyrt. Ligesom der er dårlige forslag, som ikke koster det store, men som vi stadig skal undlade at begive os ud i.

Men hvad kan vi så gøre? Det lader til, at de øvrige partier har givet nogenlunde håndslag på at nævne manden så lidt som muligt og forsøge kun at tale rigtig politik – og netop ikke forholde sig til ham som en reel politisk spiller. Det er et godt sted at starte. Journalisterne kan slet ikke lade være at skrive om ham, det er som om, at de har tourettes – Hva-hva-hva-mener-du-om-Stram-Kurs??? Det er simpelthen FOR sensationelt. Det må være en arbejdsskade.

Og hvad med os almindelige vælgere? Hvad bør vi gøre? Vi bør vel først og fremmest ikke skrive, tale og læse (så meget) om ham. Jeg er allerede skyldig i alle tre synder. Så jeg håber, at jeg kan gøre det godt igen ved her og alle andre steder – ikke på noget tidspunkt at tage ham alvorligt som politisk projekt. Han er ikke et udtryk for en undertrykt integrationsdebat – VIHARIKKETALTOMANDETIFUCKING20ÅR! Og han er ved gud grød ikke et anti-elitært projekt. Han er en advokat med alt for meget tid og et eller andet absurd ønske om berømmelse.

Han har muligvis en diagnose, en hjerneskade eller noget andet som kan forklare hans adfærd, men det berettiger ikke, at vi alle sammen skal folde hænderne og sige – hvad mener du så, Rasmus?

Jeg tror og håber på, at når vi inden næste valg har sikret, at ikke alle landsbytosser kan stille op til Folketinget, så vil tingene normalisere sig igen. Måske har denne vilde valgkamp lært os at tage demokratiet og dets grundlæggende principper mere alvorlig? At selvom vi troede, at vi havde været det igennem før – “nej, hvide mennesker er ikke overmennesker” – så er det åbenbart en diskussion, vi skal have løbende.

Vi er fanget i en catch-22. Hvis vi ikke siger noget, så bliver det en stiltiende accept af vanviddet, og vi lader vores muslimske medborgere i stikken. Hvis vi siger noget, så giver det endnu mere luft under vingerne på et monster, som helst ikke skal flyve højere end 1,9 pct. af stemmerne. Jeg tror normalt på, at man skal møde mørke kræfter med oplysning og argumenter, men hånden på hjertet – jeg tror ikke, at det kommer til at fungere denne gang.

Gode råd modtages med kyshånd!

Hvor finder jeg Ønskeøen?

shallow focus photography of toddler blowing cake candles

Så skete det. Jeg blev 31 år gammel. Det kom ikke som nogen overraskelse, og jeg har egentlig ikke et problem med at blive ældre. Det er fint – og man skal jo altid bare tænke på alternativet. Eller hvad man nu plejer at sige.

Men fødselsdage som voksen er altså ikke det sjoveste i verden. Jeg stod op til koldt, gråt og ruskende efterårsagtigt vejr. What the actual fuck? Har jeg ikke været sød i år?

Havde man været ung og uafhængig, så kunne man have taget en rolig morgen, sovet lidt længere og gjort morgenrutinen i sit eget tempo. Havde man været barn, var man blevet vækket med boller på sengen, sang og gaver.

Jeg blev i stedet vækket kl. 05.10 af et barn, som var både træt og sur. Det var jeg sådan set også. Herfra gik det slag i slag med havregrød, tandbørstning, bleskift og lidt skænderier om diverse ting og sager. Hubert var ked af at blive afleveret, og jeg tog på arbejde med et billede af et barn, der stod stortudende og rakte armene ud efter mig.

Så gik det lidt bedre med medvind på cykelstien og nogle meget søde kolleger, der havde pyntet op på mit skrivebord, hvilket resulterede i lykønskninger hele dagen igennem. Arhmen, altså – tak!

Det var dejligt at hente en glad dreng, som havde haft en god dag trods tårene fra morgenstunden. Min mand havde tippet mine forældre om, at jeg var alene hjemme både morgen og aften på min fødselsdag, så de kiggede forbi med mad og hygge. Jeg havde ikke ville spørge dem selv, fordi jeg er jo voksen, ik? Og jeg kunne ikke overskue at skulle lave mad og rydde op selv.

Men det var dejligt – og jeg har lyst til at tilføje nødvendigt – at de kiggede forbi. Mit humør var på et lavpunkt, da jeg tog hjem fra arbejdet. Der er ikke noget som voksenlivet, som kan få min selvmedlidenhed til at blusse op. Hvor er det bare strengt, at ingen fejrer mig. Har alle bare glemt mig – eller hvad?

Men nu hvor barnet sover, jeg har et set det nyeste afsnit af Kurs mod nord og min mand snart kommer hjem, så er humøret sådan set okay, og jeg kan godt se, at jeg er et både heldigt og priviligeret mennesket. Der er bare noget med fødselsdage. Jeg får sådan lyst til at strejke fra voksenlivet. Hvor fanden er Ønskeøen, når man skal bruge den?

Beboerdemokrati – why you so crazy?

Jeg begik den store fejl at deltage i ejerforeningens generalforsamling igår. Principielt set en god beslutning, men i praksis – not so much.

Jeg deltog delvist, fordi jeg er meget interesseret i formandens beretning og regnskabsaflæggelse, men også fordi en af mine naboer havde valgt at lægge en sten ud på en af de små stier bag vores rækkehuse et par dage før. En sti som jeg dagligt bruger, når jeg skal ud på en af mine tre hunde-lufteture og gerne vil hurtigt afsted.

Hvis jeg ikke havde skulle haft et barn med på to af disse ture, så kunne den sten være ligegyldig – man kan sagtens gå over den. Men jeg er nødt til at have klapvogn med for at kunne afværge katastrofer hurtigt. Jeg har prøvet at gå afsted uden – og erfaringen viser, at selv 200 meter er meget langt at bære en sparkende og skrigende næsten-2-årig, sammen med en hund og en plastikmotorcykel.

Nå, men min anke til mødet gik egentlig på, at jeg ville høre om der lå en fælles beslutning bag stenudlægningen. Det virker for mig at se asocialt og udemokratisk bare at spærre en passage af fællesarealerne. Jeg havde mine bekymringer ved at gå ind i diskussionen. For typer, der gør sådan noget, plejer at være pisseirriterende. Jeg er ret large at bo sammen med/i nærheden af, lige bort set fra når det gælder mennesker, som gerne vil indskrænke min (bevægelses-)frihed. Så bliver jeg ret anstrengende.

Min intuition om, at det nok var nogle ret irriterende typer – holdt helt stik. Der sad to 50-årige og råbte ad mig med deres tatoverende øjenbryn helt oppe i panden, at en omvej på 4 minutter var meget lidt, og hvorfor kunne jeg ikke bare gå på de anlagte stier. Da jeg prøvede at forklare, at 4 minutter føles som meget længe, når ens barn skriger, så var svaret, at de da heller ikke gad at høre på mit skrigende barn (i de 5-10 sekunder det tager at passere deres forbandede have).

Her ser jeg rødt. Jeg får en meget stærk fysisk reaktion, hvor jeg kan høre min egen puls i ørene “dukdukdukduk” – og mine næver og kæber spændes. Det var ikke alene asociale typer, som sætter deres egen velfærd over alle andres. De har valgt at bosætte sig i et rækkehus, selvom de ikke bryder sig om børn. Hverken mit – skrigende – eller andres legende børn (en af deres andre begrundelser var nemlig, at børnene legede ved at cykle rundt om husene). Det er vigtigere for dem, at græsset RUNDT OM deres have er golfbanepænt, og at ingen rør deres hæk. Børn der leger. Føj.

Vores formand tager ret hurtigt børnehadernes parti. For ejer de måske ikke lidt mere end den jord deres hus faktisk ligger på? Jeg spørger, om vi alle sammen kan lægge sten ud, som vi behager på fællesarealerne?

Der er ikke noget at gøre. Dirigenten siger, at nu har vi vist udvekslet synspunkter og bestyrelsen må undersøge det nærmere. Der er i øvrigt flere midaldrende mennesker, som har glemt alt om, hvad smutveje betyder for livet med småbørn, der melder sig i koret. Grønt græs bagved vores huse (hvor vi nu helst ikke skal gå) er tilsyneladende vigtigere.

Stenen ligger der stadig. Og jeg har drømt hele natten om at hælde roundup i deres hæk, skære deres dæk op, smide stenen ad-helveds-til eller måske samle til bunke af hundelorte fra området foran deres hoveddør. Men det går jo ikke. (Jeg ville jo 100 pct. være den første mistænkte.)

Jeg erkender, at jeg bliver irrationel hævngerrig. Men (heldigvis) orker jeg heller ikke at bo et sted med evigt eskalerende konflikt, og da jeg ikke gider at flytte, så er jeg gået i gang med en mental øvelse, hvor jeg prøver to ting:

  1. At lade være at tænke mere på dem (det går ikke så godt).
  2. At have ondt af dem. Det må være frygteligt at have købt et rækkehus og tro, at man skulle bo uforstyrret fra andre mennesker (og deres børn). De må dagligt blive irriteret af vores blotte eksistens. Endelig må de små sko, de går rundt i, give dem knyster, og det der er værre. Stakkels mennesker. Den sten er deres største sejr. Lad dem dog få den.

Medlidenhed og hævngerrighed er to gensidigt udelukkende følelser, og jeg håber, at den første vinder.

Men hvad gør I andre, når I møder idioter på jeres vej? Jeg kan da ikke være den eneste, der er splittet mellem at tage “the high road” og hælde benzin på bålet?

Barbapapa – en lyserød sexist?

Billedresultat for Barbapapa

Frode Får vil ikke afspilles på Netflix for tiden (skandale!), så vi har været nødsaget til at kaste os over en ny børne tv-serie: Barbapapa.

Det er jo sådan set ikke en ny serie, idet den er fra 70erne – og vi er flere, som også selv så serien, da vi var børn. Men hvis man som voksen er i stand at holde sig vågen til de dybe stemmer og det lullende lydspor, som nærmest tvinger dig til at lægge dig på langs af sofaen, så er det da også ret tydeligt, at det ikke er en nymodens ting, man kigger på.

Efter at det lykkedes mig at se med i vågen tilstand flere gange, er jeg er begyndt at tvivle alvorligt på, om det er noget, vi egentlig skal se mere af. Hvorfor dog det tænker du måske? Er det ikke bare en tv-serie om stærke familiebånd, omsorg for vores klode og uskyldige eventyr for børn?

Altså  serien har klare moralske normer og har ganske rigtigt et stort fokus på familieværdier. Og det har et hippie-flipper-øko udgangspunkt, som jo egentlig er moderne igen. Mange af afsnittene handler om onde jægere, som vil slå dyr ihjel, som Barbapapa så redder. Der er også stærke værdier om, at privatisering af f.eks. strandarealer er uretfærdig og skaber ulige adgang til naturens (ellers gratis) glæder.

Det er alt sammen værdier, som det er svært at blive rigtigt ophidset af, omend de er unuancerede. Men det er ikke de stærke politiske 70’er budskaber, som irriterer mig. Moral for børn er vel altid sort/hvid.

Det, der pisser mig af, er derimod, at alle historierne konsekvent bliver drevet frem af de mandlige karakterer. Serien hedder jo “Barbapapa”, så det understreger fint- hvem der er den vigtigste figur. Det er Far! Og han er måske nok lyserød, men det skal man ikke lade sig narre af. Han bruger de første mange afsnit på at finde sig en kone. Så snart hun er landet, skal de have nogle børn. Hvad har man ellers kvinder til? (Selvom barba-børnene bliver til som kartofler, så det holder nok ikke). Serien kunne næsten lige så godt have heddet “Patriarkatet”. 

Historierne drejer sig herefter meget om, at drenge-barbabørnene laver vanvittige opfindelser, løser mysterier eller skal hjælpe nogen, mens barba-pigerne og Barbamama kigger bekymret på, mens løjerne spænder af. Det eneste afsnit, jeg har set, hvor Barbamama spiller en større rolle er, da hun skal bage en kage til Barbapapa, fordi han har fødselsdag(!).

Det er da også altid Barbapapa, som tager styringen, når der skal laves egentlige redningsaktioner undervejs. Barbamama har primært rollen som den støttende hustru.

Så jeg står tilbage og tænker: Gad vide hvor meget Barbapapa et drengebarn kan se, før han lærer, at kvinder er bipersoner i drengens liv. At piger ikke er modige, handlekraftige eller i stand til at bygge ting?

Men hvad er alternativerne? Udover Pippi og Gurli Gris altså?