Goddaw Elliot

Juno Reunion: Ellen Page & Jennifer Garner Will Lead Female Live Read |  IndieWire

Ellen Page er sprunget ud som transkønnet – og hedder nu Elliot. Det er godt for ham. Men det ærgrer mig, fordi jeg tydeligt husker Juno – og hvordan jeg synes, at Ellen Page den gang skubbede til måden, man kunne være ung kvinde på. Det var så befriende at kunne spejle sig i noget andet end den gængse teenagepige-karakter. Og så endda i en historie om at blive gravid og ikke ville være mor. Jeg må vel finde mig et andet kvinde-idol. Nu hvor Elliot ikke vil være det.

Det er underligt, at opgøret med kønskategorier ender med at reproducere dem helt vanvittigt. Spørgsmålet er – om man overhovedet kan gøre op med det. Er det muligt at leve i en verden, som overhovedet ikke er delt op i han og hun?

Det er oppe i tiden at opgøret med “kasserne” bliver taget ved at smide dem ud. Men når nu der trods alt er en biologisk virkelighed, som ikke kan smides ud, så bør opgøret måske ikke handle om at smide kasserne ud, men om at gøre dem større, så alle kan få plads?

Jeg har set, hvad der skete, da J.K. Rowling havde en holdning til sagen – og ikke en særlig vild en. Masser af mennesker, som jeg ikke opfatter som rabiate tog pludselig afstand og spurgte, om man overhovedet kunne læse Harry Potter, når nu Rowling var transfob.

Diskussionen om man må læse noget af nogen, som man ikke er 100 pct. enig med, gider jeg ikke tage. (Selvfølgelig må man det). Men jeg bliver gang på gang overrasket over, hvordan – i min øjne – helt stille og rolige indvendinger bliver modtaget som hadtale og transfobi.

Hvornår blev det sindssygt at sige, at køn tildels er biologisk betinget? Hvorfor bliver det opfattet som aggressivt, at vi er nødt til at overveje og undersøge, om nogle bliver transkønnede, fordi det opfattes som mere attraktivt end fx at være homoseksuel? Og hvorfor bliver det opfattet som transfobisk at mene, at det er to væsensforskellige livsoplevelser at være født som biologisk kvinde og at være transkvinde?

Det er ikke hadefuldt at være undrende. Det er ikke truende at være nysgerrig. Det er ikke ekskluderende at stille spørgsmål. Men det er svært, når folk stiller spørgsmålstegn ved ens grundlæggende identitet, præferencer og valg. Det ved jeg godt. Men der er ikke nogen anden måde, hvorpå man kan normalisere det usædvanlige. Vi er nødt til at tale om det.

Danske embedsmænd er ikke en sump

I dag i News & co. sad min yndlings kommentator Hans Engell og harcelerede over Inger Støjbergs seneste angreb mod ordentligheden i Danmark. Han fik kørt sig helt op på den store klinge og sagde, at det var helt uhørt, at man som politiker i Danmark tillod sig at betvivle et af verdens mest ukorrupte embedsværk og kalde dem en sump.

“DANSKE EMBEDSMÆND ER IKKE EN SUMP”.

Kære Hans Engell. Det gør mig så glad, når du kommer embedsværket i forsvar. Det sker ret sjældent. Vi er som regel både mediere og politikeres yndlings-prygelknabe. Vi får så mange tæsk for dårlige beslutninger, som vi ikke har truffet, men alene eksekveret. Vi bliver skudt i skoene, at vi handler med vores egen interesse for øje.

Jeg siger ikke, at der ikke bliver begået fejl. Det gør der selvfølgelig. Men jeg har aldrig oplevet en embedsmand, som har plejet sine egne politiske interesser. Det der allerhøjest kan komme på tale er den menneskelige tendens til ikke at gøre tingene mere besværligt for sig selv end nødvendigt. Så derfor kan der godt være modstand mod grandiose planer fra innovative politikere.

En af de politikere, som har været rigtig træt af den tendens er Mette Frederiksen. Hun er berømt og berygtet i embedsværket for at være en meget stærk leder, som ikke tager noget pis fra nogen. Hvis Mette siger hop – så svarer embedsværket “hvor højt?”.

Jeg har ingen særlig insiderviden, men den fadæse som udspiller sig for tiden med mink, er i min optik ikke et embedsværk, der har fejlet. Det er et embedsværk, som ikke har anet sine levende råd. Embedsværket har jo fortalt, at det krævede lovændring. De vidste det jo godt. De havde fortalt det. Men man står i en penibel situation som embedsmand, når din overordnede beder dig om at gøre noget, som ikke rigtig er inden for skiven.

Man må jo ikke gøre noget, som er “klart uovligt”. Men hvornår er noget klart ulovligt? Hvis du får besked på at “fikse et hjemmelsgrundlag” – og går i gang med det, men finder ud af, hvad du måske godt havde på fornemmelsen, at det er umuligt. Så har det jo ikke været klart ulovligt i starten, og der blev gjort opmærksom på det, da man erkendte, at det var “klart ulovligt”.

I mine øjne er der tale om en stor politisk fejl, som udspringer af en centralistisk kultur og en lidt for stærk statsminister. Jeg forestiller mig, at Mogens Jensen heller ikke har turde sige – “den går ikke, Mette”. Og det burde han have gjort. Regeringen burde have slået koldt vand i blodet og taget den runde, som fik fikset en hjemmel.

Det er en menneskelig fejl: at det er svært at tale “truth to power”. Men jeg ser det ikke som kalkuleret magtarrogance. Regeringen havde været for længe om at slå de mink ned. Det skulle være sket for længe siden. Risikoen var for stor. Men først da Mølbak begynder at snakke om nyt Wuhan og genstart af pandemien, så begynder Mette at ryste på hånden. Det forstår man på en måde godt. Man ville nødig være den statsminister, som var ansvarlig for, at verdensøkonomien går helt på røven og millioner af nye dør af en eller anden latterlig mutation, vel?

Det viste sig så, at Mølbak nok var lige dramatisk nok i den udlægning. Men det vidste de jo ikke, da de traf beslutningen.

Man har dvælet meget ved, at regeringen vidste, at det var et lovbrud, fordi seks ministre på et koordinationsudvalgsmøde har modtaget noget papir, hvor der stod “kræver lovændring. Og her skal man nok have læst et par KU-sager i sit liv for at forstå, hvorfor den slags information ikke springer i øjnene. Det står i alle sager. Det er ikke vigtig information normalt. Det er mere praktisk information til embedsværket. Der står ikke “grundlovsbrud” med flammeskrift. At det har stået på et stykke papir en måned før beslutningen blev truffet – det kan simpelthen ikke være en overraskelse, at det ikke var øverst på nogens lystavle.

Det er selvfølgelig ikke okay. Det er det ikke. Det er på sin plads, at det kostede en minister jobbet. Men fejlens omfang er til at tilgive. Særligt fordi det ikke havde ændret på udfaldet. Hvis regeringen havde søgt sit flertal i tide og skaffet lovhjemlen, så var alle mink også blevet slået ned.

Det er da også påfaldende, at mink-avlerne efter 48 timer får at vide, at det var forket – og at de kunne stoppe med at slå dyrene ned svarer “NEJ NEJ NEJ, DET ER ALT FOR SENT NU”. Kunne det have noget at gøre med, at det her var en once-in-a-life-time mulighed for at komme ud af et erhverv, som ikke har genereret overskud i årevis? Politisk set har det da i hvert fald været klogt af dem. Hvis minkavlerne får den kompensation, som der er på bordet lige for tiden, så vil de være nogle af de få, som går ud af corona-krisen med en kæmpe økonomisk sejr. De vil lykkes med at trække sig ud af et døende erhverv uden bundløs gæld.

Jeg forstår godt, at folks livsværk er røget. Det har jeg respekt for er en traumatisk oplevelse. Jeg synes bare, at vi skal huske på, at minkavlerne ikke er de eneste, som mister deres livsværk pga. corona. Men de andre får bare ikke muligheden for at lukke deres virksomhed uden et stort tab.

Nå. Det blev en længere rant. Jeg ville egentlig bare sige, at jeg vældig godt kan lide Hans Engell.

Transport-etapen

man holding classical guitar

Weekenderne er ikke det samme, som de har været.

De starter før seks. Det gør alle dage. Men det gør lidt ekstra ondt en søndag.

Jeg tager til bageren ikke bare for at fylde maven med blødt brød, men i højere grad for at have en undskyldning for at køre 15 minutter hver vej, så jeg kan nyde, at mine børn er spændt fast i bilen og ikke er i stand til at lave unoder.

Vores aktiviteter er centreret omkring at holde os på benene. For hvis vi først sidder i sofaen og bilder os selv ind, at det her er tiden, hvor man slapper af efter en lang uge, så opstår problemerne. Den store diskrepans mellem virkelighed og ideal bliver ubærlig.

Nej, weekenden i børnefamilien er at betegne som en transportetape, hvor alt man laver er under devisen “så gik der tid med det”.

Som regel har jeg accepteret min skæbne og forsøger at finde fornøjelse i at stå i en time på legepladsen i regnvejr, at stable legoklodser i timevis eller købe ind med børn, der konstant er ved at rasere butikken/stikke af.

Jeg hygger mig selvfølgelig ind i mellem, men det er jo ikke halve timer med harmoni to børn kan tilbyde. Jeg vil tro, at 5-7 minutter er max, hvor der er ro på og ingen er ved at komme alvorligt til skade/slå den anden ihjel. Der er jeg til gengæld også virkelig lykkelig.

Så er der de andre øjeblikke. Dem der hvor man spyr ild og “taler med store bogstaver”. Hvor man flipper skrot, fordi man har brugt alt sin energi på at lave madpakker og få folk i flyverdragter ud til et naturskønt område bare for at se begge børn gå i spagat og græde som sindssyge. Hvor man installerer dem med hver deres smartphone i klapvognen, som spiller henholdsvis Popsi og Krelle og Spiderman på max volume (for om ikke andet, så overdøver det gråden). Alt i mens man forsøger at spankulere upåvirket videre.

Det er i de øjeblikke, hvor man forstår, hvorfor Dan Turell sagde:

“Mest af alt holder jeg af hverdagen”

Lad os så få ryddet op!

Jeg har i de seneste – snart mange – uger gået rundt og tænkt på, hvad jeg burde skrive om sexismedebatten herhjemme. Skulle jeg fejre Sofie Linde, fordømme Jeppe Kofod og Morten Østergaard eller blot fokusere på, hvordan vi kommer videre herfra?

Ingen af delene kom ud, når jeg satte mig til tasterne. Istedet begyndte jeg på en længere udredning om sammenhængen mellem begreberne sexisme, sexchikane og seksuelle overgreb. Det var hverken interessant eller vigtigt. Det var en overspringshandling – et forsøg på at rationalisere, fordi jeg egentlig bare bliver mere og mere trist af alle de historier, som myldrer frem.

Jeg troede, at vi var meget nået meget længere. Jeg troede vitterligt ikke, at det var noget, som kvinder oplevede i det omfang, som vi har fået belyst de sidste par uger. Både som det fremstår i medierne, men også når jeg spørger kvinderne i mit liv. Det er hverdag. Vi er åbenbart så vant til at agere i et råddent system, at vi ikke rigtig tænkte over det.

Sandheden er, at udover de kvinder som er blevet udsat for modbydelige ting på deres arbejdspladser, i deres parti eller andre steder, hvor kvinder ind i mellem færdes. Så er der også alle de andre kvinder, som har afholdt sig fra at tage til fest på jobbet eller partikongres. Fordi de ikke syntes – tilsyneladende med rette – at det var et trygt miljø at være i.

Den seksuelle chikane er meget mere end en hånd på låret. Det er en form for undertrykkelse, hvor man fortæller kvinder alle vegne, at de ikke skal regne med at blive taget alvorligt. At deres værdi strømmer fra deres “fuckability”, og at de kan udskiftes, når man ikke gider at bruge energi på den dårlige stemning, som det skaber, når chefen har sex med sine medarbejdere.

Det er deprimerende, at vi er mange, som har gået rundt og troet, at (næsten) alt var i orden. At vi har syntes, det var lidt sjovt, når der blev sladret om promiskuøse chefers omgang med deres personale, og medarbejderes (nedladende) seksualiserede tale om og til hinanden. Det er ikke kun “krænkeren”, der er problemet her. Det er os alle sammen.

Jeg blev lidt glad for at læse Ditte Gieses indlæg i debatten, hvor hun opfordrer boomer-generationen til ikke at modarbejde den unge generations opgør med sexisme. Man bør ikke fordømme kvinder og kalde dem hysteriske for at sige, at de gerne vil frabede sig seksuel opmærksom i form af chikane og trusler. Det er ikke at give en “forlomme” at erkende at sexisme er krænkende.

I stedet skal vi lytte. Selvom det er ubehageligt.

Jeg frygter, at der på den anden side af denne bølge kommer et backlash. At kvinder som gruppe er blevet umyndiggjort i vores forsøg på at forklare sexisme med strukturer og seriekrænkere. Altså forstå mig ret. Analysen er rigtig. Men vi er nødt til at finde noget handlekraft et sted. Når kvinderne før os nægter at tale om det, så skyldes det, at de fandt på alle mulige workarounds i systemet, så de kunne indgå i fx det politiske liv. Desværre uden egentlig at løse problemet med sexisme.

Det er ikke en løsning, at kvinder skal gå tidligt hjem, gå med nøgler mellem knoerne eller sørge for, at de aldrig at ende alene med bestemte mænd. Det er begrænsning af skaderne. Ikke en løsning.

Jeg glæder mig til, at vi kan fortælle hinanden flere historier om kvinder, der gør noget og færre historier om kvinder, der bliver udsat for ubehageligheder. Det første er meget mere opløftende.

Jeg kan jo ikke være den eneste, der mister lysten til at deltage i fx politik, hvis det der er vilkårene. Det er stærkt deprimerende, men vi er nødt til at tale om det alligevel.

For der er en bevægelse igang og vi skal sørge for, at der bliver ryddet ordentlig op denne gang!

I er fandme så kloge

Det føles meget priviligeret at kunne spille bold opad så kloge og vidende læsere som jer. I er så gode til at øse ude af jeres gode råd, når jeg efterspørger dem. Tak!

Så dette indlæg er for alle jer, der ikke nødvendigvis følger med i kommentarsporet.

Jobskifteråd:

  • Sig jobbet op, hvis det gør dig ked af det og sæt alt ind på jobsøgning. Jeres erfaring viser, at man typisk er ledig i 3-6 mdr. Og får en meget større jobtilfredshed bagefter.
  • Lav kaffeaftaler med dit netværk i arbejdstiden (men flex ud) og forhør dig om andre brancher og muligheder.

Modarbejd perfekthedskulturen-råd:

  • Hold op med at rose andre, når de er perfekte. Ud med “Nej, hvor er her altid pænt. Hjemme hos mig er der altid så rodet”.
    Ind med “Hvor er det fedt, du har tid til at se mig”.
  • Gør det til en konkurrence om, hvad der er ‘godt nok’. Strategien er, at du sætter x antal timer af til en given ting – og så skal du færdiggøre. Det giver et boost på job at føle, at du får rykket på ting.
  • Mind dig selv om, at du lærer dine børn at stresse op over ting, hvis du selv gør det. Slap af for fremtidige generationers skyld
  • hav selvironi og sindsro med dine livsvalg. Det er meget bedre at slå sig til tåls, end at føle sig bagud nonstop.
  • Lad være med at evaluere dig selv. Det er rigeligt at andre gør det!

Eksistentiel krise og høj arbejdsmoral

Der går ikke en dag, hvor jeg ikke overvejer, hvad jeg skal med mit liv. Særligt mit professionelle liv.

Jeg har analyseret frem og tilbage, og det står klart for mig, at jeg ikke kan komme videre i mit ministerium. Det er sådan set søde mennesker og fine chefer, men systemets logik er, at der kun er én vej, og det er op. Den vej er så til gengæld brolagt med uendelige mængder af ligegyldige notater og betydelige mængder overarbejde.

Jeg har erkendt, at jeg ikke skal blive gammel i centraladministrationen. Men hvad skal jeg så?

Skal man ud i en styrelse eller kommune? Skulle man gå til det private og være konsulent eller public affairs person? Hvad med at læse en ph.d? Blive selvstændig? Tage en ny uddannelse?

Jeg ved det ikke. Jeg tænker nogle gange, at jeg burde gå all-in på tænkepause og livsomlægning. Men jeg kan ikke bare sige mit job op uden et andet på hånden. Jeg kan ikke engang fantasere løst om det uden at føle ligedele angst og skyld.

Siden jeg begyndte at gå med reklamer som 12-årig, har jeg haft et job, som jeg har været forpligtet over for hver uge. Jeg har faktisk kun 4 mdr. på udveksling i Canada (hvor jeg dog stadig havde en ansættelse at komme hjem til) som pause.

Jeg har undladt at tage praktikker og fag som ikke kunne kombineres med mine studiejobs. Jeg har altid prioriteret jobsikkerhed, og det at tjene mine egne penge højt. Både af stolthed og nød. Jeg har aldrig forladt et job uden et andet på hånden.

Jeg kan mærke, at denne tilbøjelighed betyder, at forandring tager længere tid, fordi det skal kunne foregå i tiden efter kl 17 (og lad os være ærlige efter kl. 19.30 og inden kl 22, såfremt der ikke er bagedyst eller mere arbejde).

Så hvordan omvælter man sit liv, når man ikke bare vil “råbe pik og skride”? Skal man mærke “frygten”, før man får flyttet sig? Kan man ikke på pæn mondæn og fornuftig vis ændre sit liv. Et skridt af gangen og uden at sætte sin økonomiske sikkerhed og store gæld på højkant?

Er min arbejdsmoral en ynkelig sovepude og undskyldning for ikke at tage mine drømme alvorligt? Og hvad hvis det er?

En lille smule utilregnelig

Vi havde Skype-kontormøde, hvor mine kolleger og jeg bød vores nye afdelingschef velkommen.

Herligt koncept. Helt igennem herligt. 30 stive minutter med først mandens egen præsentation af sin vanvittige lynkarriere og sit sparsomme privatliv (som dog indeholdt tre børn) , herefter fulgte yderligere 30+ minutter, hvor mine kolleger fortalte, hvad de lavede. Intet er bedre end 20 indforståede og uforståelige fortællinger om policy-detaljer.

Alle djøf-flosklerne var i brug. Chefen elsker at arbejde med vigtige samfundsforhold, vanskelige opgaver og engagerende mennesker. Han taler “lige ud af posen” og hans “dør er altid åben”. Mine kolleger blev motiveret af “at være tæt på det politiske spil”, “gode processer” (!) og “hasteopgaver”.

Jeg var en af de allersidste på bordrunden, og jeg var fuldstændig elektrisk over, hvor lidt tålmodighed, jeg har med den slags møder.

Det fløj derfor ud af munden på mig, at jeg blev motiveret af det samme som alle andre (havde jeg været en af de første talere, havde jeg formentlig sagt præcis det samme lort), men jeg ville bare nævne, at jeg blev meget lidt motiveret af flueknepperi og lange skypemøder.

Det var måske – MÅSKE – ikke den mest elegante måde at byde en ny chef velkommen på.

Min mand grinede, da jeg fortalte ham det. “Du er altså en lille smule utilregnelig”.

cof

Dette er ikke en anbefaling

Jeg satte en klog veninde i stævne i en virtuel bogklub for at få læst en bog, som jeg var overbevist om ville gøre os begge klogere og mere klar på at håndtere 30ernes livskrise, som cirkulerer om “hvem er jeg”, “hvad skal jeg” og “hvad fanden blev der af ungdommens potentiale og optimisme”. Bogen vi skulle læse var: “Det Hele Handler Ikke Om Dig” af Niels Overgaard.

Berlingske har i sin anmeldelse skrevet, at bogen har “befriende originale budskaber”. Jeg besluttede mig for at læse den, da jeg havde stødt på den meget sympatiske forfatter i to forskellige podcasts. Men ak og ve. Berlingske anmelderen var Rune Selsing, og den slags lovprisninger bør komme med en tydelig advarsel. Havde der stået “Rune Selsing kan godt lide denne bog”, så havde jeg aldrig åbnet den.

Så jeg kan lige så godt afsløre det nu. Bogen er ikke befriende original. Den er snarere frygtelig banal og alt alt for overfladisk til at tage filosofien til indtægt for noget som helst. Jeg vil i det følgende diskutere både bog og råd:

Forfatteren tilskriver stoicismen at give mennesket fem konkrete livsråd:

  1. Fokusér på det du kan kontrollere
  2. Succes er at gøre det rigtige
  3. Selvdisciplin gør dig fri
  4. Døden er din ven
  5. Det hele handler ikke om dig

Ad 1) At fokusere på det du kan kontrollere virker dybt og klogt. Der er da også en vis sandhed i, at vi bliver gladere, hvis ikke vi hele tiden forsøger at kontrollere ting uden for vores kontrolsfære. Men du ved nok godt lige så godt som jeg, at den skelnen mellem, hvad vi kan – og ikke kan kontrollere, er yderst vanskelig – og når stoikerne peger på, at du kun kan kontrollere dit sind og dine handlinger, så er det himmelråbende naivt/forkert.

For det første der er faktisk mange mennesker, der ikke kan kontrollere deres sind (fx. psykisk syge) eller deres handlinger (Fx søvngængere, folk med OCD eller tourettes). For det andet så kan man måske ikke kan kontrollere omverden 100 pct., men man kan dog påvirke sandsynligheden for visse udfald. Fx har kvinder i årtusinder måtte acceptere at være andenrangsborgere, men på et tidspunkt blev kvinder trætte af at “acceptere denne skæbne” og satte ild til patriarkatet (jeg er ikke historiker, men jeg har hørt, at det var sådan det skete).

Der er altså både en mulighed og et ansvar, som man kommer til at fraskrive sig, hvis man blot accepterer ting, som ligger uden for vores sind og vores handlinger. Derfor finder jeg dette råd, særligt når det gives med forfatterens fokus på ikke at “klynke og gøre sig selv til et offer”, som værende i bedste fald unuanceret og i værste fald usædvanligt dårligt og bagstræberisk.

Vi kan ikke altid kontrollere vores tanker og handlinger, ligeså vel som vi godt ind i mellem kan kontrollere – eller i hvert fald påvirke – andre menneskers tanker og handlinger

Ad 2) Succes er at gøre det rigtige. Jeg er pligtetiker, det vil sige, at jeg forsøger at vurdere en handlings moralske værdi ud fra dets intentioner og ikke dets konsekvenser. For som min yndlingsfilosof Kant ville sige (sådan cirka ) “der er intet andet, der er godt i sig selv end den gode vilje”. Derfor kan jeg egentlig godt bakke op om, at vi skal prøve at formulere succeskriterier, der bunder i, hvad der er det rigtige at gøre ud fra intentionerne bag handlingen og så tilgive, at det ind i mellem afstedkommer nogle lorte situationer.

Dette råd bliver i bogen stort set reduceret til “ambition is the enemy of success” og “lykken er hverken en stor bil eller en prestigefuld karriere”.

Først argumenterer forfatteren for, at du altid få, hvad du ønsker – for du jo kan ændre dine ønsker. Så du bør benytte enhver modgang til at blive et bedre menneske. Glæd dig over din brækkede arm, at kæresten forlod dig og så sænk for helvedet dine ambitioner! Det er et virkeligt underligt sted at lande, når man starter med at begive sig ud for at finde ud af, hvad det “rigtige” er, for det er denne type råd i hvert fald ikke en anvisning af.

Jeg kan ikke se det gode argument for, at man til hver en tid skal slutte fred med sin skæbne. Det kræver i hvert fald en tro på en almægtig gud og noget solid determinisme. Det tror jeg simpelthen ikke på. Der er ting, som man skal kæmpe imod med næb og klør – også selvom det giver søvnløse nætter og ondt i maven. Kampen for det gode er både ubehagelig og vil ofte mislykkes, men derfor skal vi gøre det alligevel.

Jeg er overrasket over, at nogle voksne mennesker føler, at det er et originalt budskab at sige, at lykken hverken er gods eller guld. Endda når det bliver underbygget med citater fra hhv. Fight Club og Kayne West. (“One good girl is worth af thoundsand bitches” er ikke et velvalgt citat til noget som helst, men det underbygger en nagende mistanke, jeg har om, at bogen er skrevet til mænd).

Ad 3) Selvdisciplin gør dig fri. Selvdisciplin kan gøre dig fri af nogle ting, men jeg tror, at anoretikeren kan fortælle om, at for meget selvdisciplin bestemt ikke er frigørende. Så her har vi igen at gøre med et råd, som bør komme med en nærmere vejledning og ikke blot løse anekdoter og påstande om, at det moderne menneske ser for meget tv og kigger for meget på sin telefon. Det kan vi alle sammen relatere os til, men det betyder ikke, at man automatisk bliver fri af at holde sig selv i stram snor.

Det handler vel om, at man skal sikre sig, at de kortsigtede beslutninger, man træffer, ikke underminerer ens langsigtede ønsker – og omvendt. Det er en balanceting. Frie mennesker kan vel også have lyst til noget umiddelbart. Jeg håber, at alle kan relatere til den berusende følelse, man får, når indimellem dropper forpligtelserne – og pjækker fra skole for at spise is på stranden.

Hvornår mennesket er frit, er ikke et let spørgsmål. Jeg kæmper selv med at finde et svar. Men det nærmeste jeg er kommet et tilfredsstillende bud, kommer fra Kant (jeg er virkelig glad for ham), han mener, at hvis du bare handler, som om du er fri, så er du fri. Det vil sige, at jeg kan ikke udefra vurdere, om du er i moderne teknologis lænker eller om du har truffet et valg om at spille Candy Crush i fem timer i streg. Men du kan afgøre det ved at spørge dig selv: “Hvad ville jeg gøre, hvis jeg var helt fri?” – og hvis svaret er gå en tur, så læg telefonen fra dig. Det handler sådan set slet ikke om selvdisciplin, men om selvindsigt og refleksion over sine valg. Det vigtige er vel sådan set, at du ikke bare lader dig hive med af dine umiddelbare indskydelser og følelser, uden først at køre dem igennem “fornuftsmaskinen”.

Men hvis man skal gå længere ned i dette kaninhul, skal vi diskutere om mennesket overhovedet er frit – og det skal vi ikke lige nu. Det er nødt til at være en antagelse.

Ad 4) Døden er din ven er et synspunkt, som jeg har det vanskeligt med. Jeg kan godt medgive, at det faktum, at noget har en slutning gør turen mere værdifuld. Det har både Ringenes Herre og Harry Potter lært mig for længe siden. Men pointen her går videre end det.

Seneca citeres for at sige, at det gode liv forudsætter evnen til at dø godt. Og det synes jeg lyder som en røverhistorie. Altså for det første. Hvor fanden ved Seneca det fra? Vi dør jo kun én gang, og så er det for sent at finde ud af, om den der var “god til at dø” også havde levet godt. Jeg tror umiddelbart, at mange som er rigtig gode til at dø – har haft mere end almindeligt svært ved livet. Jeg mangler data, hvis jeg skal tro andet.

Hvor jeg antager, at det er synd for folk, der tager sit eget liv, så fører forfatteren her en slags bevis for, at det er bedre at kunne begå selvmord med ophøjet ro(som Sokrates og Seneca) end at gå i panik og skide udover sit dødsleje. Det ved jeg nu heller ikke om er rigtigt. Det er klart rarere, for de efterladte (og vel også for den døende), hvis den døende ikke er bange, men har sluttet fred med sin skæbne. Men “rart” er jo ikke nødvendigvis “godt”. Det er også rarere ikke at blande sig, når man er vidne til et voldeligt overfald. Men det er jo ikke det rigtige at gøre i moralsk forstand? Og… hvorfor gøre døden til en præstation, som man kan fejle i?

Døden er uundgåelig og naturlig. Derfor hører man også jævnligt om gamle og/eller syge mennesker, som er trætte og mætte af dage. Jeg er enig i, at vi skal fjerne døden som et tabu. Vi bør være bedre til udføre nogle overgangsritualer og -samtaler, så afsked og død kan bruges til at bearbejde det tabte liv og måske også ens eget liv fremadrettet.

Men jeg står af, når man ophøjer den rolige død til et ideal, der knytter sig til ens evne til at leve. Ligesom det frarøver folk, der dør unge eller af unaturlige årsager (fx mord), retten til at være oppe og køre over, at deres liv er ved at slutte uden at sige, at det er en slags bevis for, at de også var dårlige til at leve. Jeg stiller mig ligeledes tvivlende overfor, at det at være bange for døden kan løses ved at tænke rigtig meget på døden. Men jeg kan godt finde trøst i citatet fra Epikur, “Når vi er, er døden ikke kommet endnu, og når døden er kommet, er vi ikke“. For mig at se er det mere en påmindelse om, at vores egen død ikke er værd at beskæftige sig med, end en opfordring til at dvæle ved den.

For mig at se, så har den overlevelsesstrategi, der hedder “ignorer lortet”, fungeret ret godt for virkelig mange mennesker. Jeg vil argumentere for, at den strategi også hjælper mig med at blive i nuet fremfor i en fremtidig ulykke eller død. Jeg ved heller ikke, om man bliver mindre overrasket over, at nogle tæt på en dør, fordi man står i badet hver morgen og dvæler ved sin egen og sine elskedes muligvis nært forestående død. Jeg tvivler på, at det betyder noget i forhold til den sorg, man kommer til at opleve.

Hvis den ekstreme dødsbevidsthed kommer til at betyde noget, så er det mere nærliggende for mig, at man ikke knytter sig så meget til andre mennesker, fordi man hele tiden forbereder sig på at miste dem. Det er i hvert fald også et sandsynligt scenarie. Derfor bliver jeg heller ikke overbevist om, at man faktisk tager i mod “lykkens gaver”, hvis man også kan “aflevere dem tilbage uden bekymring”. Det er givet vis noget andet på spil, når man allerede har etableret relationer under en fornemmelse af evigheden. Her kan døden måske nok få en tilbage til det væsentlige – nemlig relationen her og nu.

Ad 5) Det hele handler ikke om dig er rådet, der pryder bogens omslag, så her kommer vi ind til det, som vel må betegnes som kernen. Men bidraget er stadig banalt og flygtigt – for hvad handler det så om?

Det handler heller ikke om Mick Jagger, må vi forstå. Han lider bare af forsanger-syndromet, fordi hans succes har steget ham til hovedet. Jeg tror kun, at det er i en macho-verden, at det er en overraskelse, at man ikke er centrum for universets bevægelser. Men det selvfølgelig en tanke, vi alle sammen får fra tid til anden – fordi vi er hovedpersonen i hver vores lille film.

Bogen kæmper usædvanligt meget med at komme med et bud på meningen med livet – og det kan man jo godt forstå. Det virker bare så utilfredsstillende at angive meningen, som værende “at have gode tanker og handlinger og tænke på andre”.

Problemet med mening er, at det er noget, vi selv skaber – hver især. Det bør man anerkende som et grundvilkår. I starten af bogen formanede forfatteren, at succes var at gøre det rigtige, altså at man gjorde sig umage med det man gjorde og var tilfreds uagtet resultatet. Problemet er: Hvorfor gør man sig umage med noget? Fordi det er meningsfyldt for en. Derfor kan man ikke sige, at meningen er at gøre sig umage. Det bliver et cirkelargument.

Jeg tror ikke, at meningen er én ting for alle mennesker. Selvfølgelig er det ikke meningen at få børn. Meningen med livet er alle mulige forskellige ting, men jeg tror, at en fællesnævner for de fleste mennesker er, at mening bliver skabt sammen med andre. Så et liv med sindsro ved jeg ikke om er efterstræbelsesværdigt. I mine øjne er et liv med bevægelse og udvikling vigtigere.

Når man bør gøre sig bevidst om sin dødelighed, så er det, fordi den øvelse tvinger en til at forholde sig til sine valg. Uden bevidste valg så går tiden bare. Indtil livet pludselig er slut.

En drømmer søges

Hverdagen har ramt mig som en mukkert mod mit trætte ansigt.

Foreløbigt er jeg endda fritaget fra hente/bringe-forpligtelsen. Jeg skal bare stå op og gå på job. Komme hjem. Og starte forfra.

Meningsløsheden er til at få øje på. Jeg ved ikke, om alle bliver ramt af den følelse, når de tager på job efter en barselsorlov. Men det er som om, at mine krav til meningsfuldhed ved mine aktiviteter er steget eksponentielt i løbet af tiden alene med mit barn.

Man skulle fandme tro, at jeg havde reddet flygtninge i Middelhavet. Men selv om børnepasning er triviel er det unægteligt meget meningsfyldt. Nogen skal jo passe på de børn. Og man kan ikke undgå momentalt at blive virkelig glad i låget af det. Børn er virkelig nogle finurlige størrelser.

Det er de færreste voksne. I meget store dele af min arbejdsdag sidder vi bare og glor ind i hver vores skærm. Når vi taler sammen er det ofte om, hvor latterlige andre voksne, vi arbejder sammen med, er. Ugens højdepunkt er, når nogen har taget kage med, eller hvis der er noget særligt godt sladder om en kollega eller politiker.

Jeg vil gerne noget andet med mit liv end at sidde og “processe” sager. Altså koordinere lort, som en har lavet med lort, som en anden har lavet.

Så hvorfor skifter jeg ikke bare job? Tja. Jeg er lige så fantasiløs, som mit job for tiden. Vi fortjener nok hinanden.

Jeg misunder folk med krøllede hjerner. Jeg misunder dem, som tænker “det kan jeg sagtens” om nye opgaver og ideer. Dem som drømmer stort og urealistisk, og som ikke er bange for at fejle eklatant. Sådan er jeg ikke.

Nu sidder jeg og gennemlæser mit indlæg. På vej hjem i toget. Hjemsendt for de næste par uger. Så nu kan jeg sidde og kigge ind i min skærm uden kage og kollegabrok. Det er i virkeligheden heller ikke fantastisk. Suk.

P. S. Næste indlæg bliver mere positivt og fremadrettet. Promise!

Sommeren slut

Det er et år siden, at jeg skrev et indlæg om, at Lars Løkke og jeg skulle starte et nyt kapitel (hver for sig, bevares!). Lars Løkke har jo ikke ligget på den lade side. Han har både lavet en podcast og landet et velbetalt bijob som konsulent hos et advokatfirma. Også blander han sig stadig med stadig uvelkomment i Venstres politik.

Jeg har på den anden side født et barn, fodret og kysset ham, så han nu er 10 måneder gammel, 12 kilo tung og et par af 80 cm. lang. Det er en bemærkelsesværdig præstation, som jeg er meget stolt af. Det at lave et barn, er ikke for svæklinge. Det kræver sin kvinde!

Nu har jeg dog pakket pusletasken væk, støvet min arbejdscomputer af og draget mod min arbejdsplads. Denne gang med mundbind og metro. Jeg er stor fan af sidstnævnte.

Jeg synes ikke, at det er top sjovt at vende tilbage til arbejdet, men det er dog rart at se kendte ansigter og spændende at høre mere til det politiske liv på Slotsholmen. Det skal nok blive okay. Jeg prøver at acceptere, at jeg er et af de mennesker, som synes at denne overgang er lidt svær.

Jeg håber, at tilbagevenden til et mere systematisk og hektisk liv hjælper mig til at få lidt mere gang i bloggen igen. Jeg må ærligt indrømme, at de mange farvel fra flere af mine yndlingsbloggere har taget noget af min motivation fra mig. Der var lige nogle måneder, hvor det føltes som om jeg var en del af en skønt univers med nye pennevenner. Det savner jeg. Hvis I kender til gode bloggere, som jeg bør kende til, så skriv fluks.

På denne årets sidste sommerdag kommer jeg altid til at tænke på TV-2s sang “husker du så glemmer jeg” :

Sommeren slut

elske højt hvert langt minut

lyset væk

gadelygte, cykeldæk

og is i hinandens blik

ekko af tid der gik

dråber af stivnet smil

hænger bag lukkede døre

.

Sommeren slut

huske at glemme, uafbrudt

lyset væk

cykellygte, ansigtstræk

viskes ud i en andens blik

lyden af skridt der gik

dråber af savner dig

skjules bag smilende øjne