Barselsorlov – et identetitslimbo

yellow Volkswagen van on road

Der er stadig længe til oktober, hvor min termin er sat til, men mine kolleger spørger nu jævnligt “hvornår går du fra”. Hvortil jeg kan svare fra 1. september og indtil nu er jeg lykkedes med at undgå flere spørgsmål, såsom hvornår jeg er tilbage på job igen.

Men i dag bemærkede en af mine kolleger så med største selvfølgelighed “Hvornår er du tilbage? Du nøjes bare med seks måneder, eller hvordan?”

Her kommer jeg i en kattepine, fordi det gør jeg ikke. Jeg nøjes heller ikke med de otte måneder, som jeg tog sidste gang. Faktisk planlægger jeg at forlade mit job den 1. september 2019 og først vende tilbage midt november 2020…

Den historie har jeg meget svært ved at kombinere med mine i øvrigt feministiske mantra og indædte tro på øremærket barsel til mænd, og at man skal dele ansvaret for børnene. Og at vi kvinder skal holde op med at være sådan nogle suckers, som ofrer os selv (altså bare vores søvn, indkomst og anerkendelse) for familien.

Derfor har jeg på nuværende tidspunkt kun spurgt mine chefer om lov, og derudover holdt mere end almindelig lav profil med mine planer. Både her, der og alle andre vegne. Jeg har holdt lav profil, fordi 1) det er usikkert om det kommer til at gå op (money – money – money), men endnu mere pga. 2) det passer rigtig dårligt med min identitet at tage en usædvanlig lang barselsorlov.

Jeg må hellere skynde mig at sige, at jeg ikke bliver udsat for social kontrol eller har tabt en form for ondsindet væddemål. Helt kort fortalt, så vil min mand gerne fire måneder til USA, som del af hans job, og jeg vil gerne med på eventyr. Det betyder, at vi planlægger at tage afsted hele familien i slutningen af barselsorloven, fordi det passer bedst i den periode ift. arbejdet og børnenes alder (jo ældre des bedre!).

Så nu har jeg altså et års tid til at få lavet en fortælling om, hvordan det faktum, at jeg kommer til at forlade arbejdsmarkedet i laaaaang tid faktisk også var et okay karrierevalg for mig, altså grundlæggende: Hvordan får jeg gjort dette projekt til mere og andet end at pleje min mands karriere? Og der kommer en lang række spørgsmål i kølvandet på det:

  • Hvordan kan jeg undgå, at mine kolleger anskuer mig som død/fyret/forevigt forsvundet med så lang en barsel?
  • Hvad skal MIT mål være for perioden (udover at skabe og holde endnu et barn i live selvfølgelig)?
  • Hvorfor behøver jeg at gøre det til et selvudviklingsprojekt? Kan man ikke i et parforhold skiftes til at være, den der giver og den der tager?
  • Hvorfor skal jeg starte med at give?
  • Hvordan kan jeg forene mine feministiske verdensforestilling med at være “medfølgende hustru”?
  • Hvad nu hvis jeg bliver helt bims af at skulle være så meget sammen med mine børn?
  • Hvorfor glæder jeg mig faktisk også ret meget over, at jeg ikke – som sidst – skal tilbage på job og amme samtidigt?

Så der er nok at se til! Jeg forudser, at jeg kommer til at leve med en vis portion filosofisk diskrepans i mine svar. Så måske jeg bare holder fast i min nuværende strategi om at gå under radaren og bare møde op på job igen end dag langt ude i fremtiden. Med mindre I har bedre bud på en løsning? Jeg er lutter øre!

7 Replies to “Barselsorlov – et identetitslimbo”

  1. Tja. Fra hoften: Næste gang du får lyst til noget vildt, ligger det ret meget i kortene at din mand siger ‘fedt, det gør vi’; det lyder helt ok ikke at amme og arbejde samtidig; du har nogle gange lydt lidt ambivalent omkring dit arbejde, nu får du reel tid til at tænke over det ; hey, USA! Så har I prøvet det!; måske bliver du sindssyg af at gå hjemme med ungerne, men måske gør du ikke og det er i så fald midlertidigt. Over and out!

    1. Tak, Kirstine! Gode input. Jeg prøver at være lidt mere chill. Siger man ikke også altid, at det er chancerne man ikke tog, som man fortryder mest? 😉

  2. Åh, den er svær den barselsorlov – og særligt det man signalerer på arbejdspladsen. Jeg gik på orlov for et par uger siden og har ikke svaret andet end vævende på, hvornår jeg regner med at være tilbage. Jo, min mand skal da klart have sine 3 måneders barsel, men jeg regner nu også med at forlænge min egen barsel med i hvert fald 8 uger og lægge ferie oveni til sidst. Så er minimum væk i 12 måneder – og jeg nåede kun at være på mit (nye) arbejde i 5 mdr. før jeg gik fra. Men vil jo samtidig også gerne signalere fleksibilitet og engagement. Jeg har store og gode planer for mit arbejdsliv – skal bare også lige kunne være i det der morliv med to små unger.
    Jeg fik mit første barn i udlandet – det var fedt – særligt barsel i udlandet holder, fordi man med børn automatisk skaber mange nye relationer. Og er det ikke sådan med parforhold og karriere, at jo mere man giver, jo mere får man igen, når mulighederne byder sig til på ens egen bane? Det er i hvert fald den model, vi kører med herhjemme 😉 held og lykke med det hele – det er jo spændende!

    1. Åh, altså Karen. Det luner at læse din historie – og jeg håber, at du får den gode barselsorlov, som du drømmer om. Det havde måske været en bedre plan bare at være bevidst uklar i mine udmeldinger. Jeg er bare sådan en kontroltype, som godt kan lide rene linjer – men bagsiden er jo så bestemt, at folk faktisk ved, hvad man har planer om at gøre. Også er jeg glad for at høre, at du har gode erfaringer med at bruge børnene som dåseåbnere i et nyt land. Når man ikke altid er en social sommerfugl, kan man jo godt få brug for et lille skub fra junior.

  3. Min første tanke var; hvorfor SKAL du have et projekt i det der? Kan det ikke bare være en fantastisk fælles oplevelse?
    Det lyder som en vidunderlig chance!

  4. Du skærper dilemmaet på em rigtig god måde. Jeg har selv holdt tre korte barsler, hvor min mand har taget de sidste tre måneder. Men jeg var ved at segne under det. Så min personlige erfaring tilsiger længere barsel. Og det bringer mig til problematikken med feminismen. For jeg mener, vi formulerer løsningen på ligestillingen forkert. I stedet for at kæmpe med en fordeling af barslen, der dybest set er svær, når den ene part i en del af tilfældene ammer og skal være tilgængelig, så synes jeg, vi sjal kæmpe for at udvide barslen. Gerne 24 uger betalt til begge parter. Så er begge forældre blevet lige dyre og lige besværlige. Og de små familier vil ikke i samme grad være ved at gå i opløsning af stress over at få hverdagen til at hænge sammen. Vi skal da ha bedre forhold. Det er en måde at gribe kampen an på, så du ikke lige nu synes, at du er nødt til at svigte sagen for at få gode forhold i familien.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *