Beboerdemokrati – why you so crazy?

Jeg begik den store fejl at deltage i ejerforeningens generalforsamling igår. Principielt set en god beslutning, men i praksis – not so much.

Jeg deltog delvist, fordi jeg er meget interesseret i formandens beretning og regnskabsaflæggelse, men også fordi en af mine naboer havde valgt at lægge en sten ud på en af de små stier bag vores rækkehuse et par dage før. En sti som jeg dagligt bruger, når jeg skal ud på en af mine tre hunde-lufteture og gerne vil hurtigt afsted.

Hvis jeg ikke havde skulle haft et barn med på to af disse ture, så kunne den sten være ligegyldig – man kan sagtens gå over den. Men jeg er nødt til at have klapvogn med for at kunne afværge katastrofer hurtigt. Jeg har prøvet at gå afsted uden – og erfaringen viser, at selv 200 meter er meget langt at bære en sparkende og skrigende næsten-2-årig, sammen med en hund og en plastikmotorcykel.

Nå, men min anke til mødet gik egentlig på, at jeg ville høre om der lå en fælles beslutning bag stenudlægningen. Det virker for mig at se asocialt og udemokratisk bare at spærre en passage af fællesarealerne. Jeg havde mine bekymringer ved at gå ind i diskussionen. For typer, der gør sådan noget, plejer at være pisseirriterende. Jeg er ret large at bo sammen med/i nærheden af, lige bort set fra når det gælder mennesker, som gerne vil indskrænke min (bevægelses-)frihed. Så bliver jeg ret anstrengende.

Min intuition om, at det nok var nogle ret irriterende typer – holdt helt stik. Der sad to 50-årige og råbte ad mig med deres tatoverende øjenbryn helt oppe i panden, at en omvej på 4 minutter var meget lidt, og hvorfor kunne jeg ikke bare gå på de anlagte stier. Da jeg prøvede at forklare, at 4 minutter føles som meget længe, når ens barn skriger, så var svaret, at de da heller ikke gad at høre på mit skrigende barn (i de 5-10 sekunder det tager at passere deres forbandede have).

Her ser jeg rødt. Jeg får en meget stærk fysisk reaktion, hvor jeg kan høre min egen puls i ørene “dukdukdukduk” – og mine næver og kæber spændes. Det var ikke alene asociale typer, som sætter deres egen velfærd over alle andres. De har valgt at bosætte sig i et rækkehus, selvom de ikke bryder sig om børn. Hverken mit – skrigende – eller andres legende børn (en af deres andre begrundelser var nemlig, at børnene legede ved at cykle rundt om husene). Det er vigtigere for dem, at græsset RUNDT OM deres have er golfbanepænt, og at ingen rør deres hæk. Børn der leger. Føj.

Vores formand tager ret hurtigt børnehadernes parti. For ejer de måske ikke lidt mere end den jord deres hus faktisk ligger på? Jeg spørger, om vi alle sammen kan lægge sten ud, som vi behager på fællesarealerne?

Der er ikke noget at gøre. Dirigenten siger, at nu har vi vist udvekslet synspunkter og bestyrelsen må undersøge det nærmere. Der er i øvrigt flere midaldrende mennesker, som har glemt alt om, hvad smutveje betyder for livet med småbørn, der melder sig i koret. Grønt græs bagved vores huse (hvor vi nu helst ikke skal gå) er tilsyneladende vigtigere.

Stenen ligger der stadig. Og jeg har drømt hele natten om at hælde roundup i deres hæk, skære deres dæk op, smide stenen ad-helveds-til eller måske samle til bunke af hundelorte fra området foran deres hoveddør. Men det går jo ikke. (Jeg ville jo 100 pct. være den første mistænkte.)

Jeg erkender, at jeg bliver irrationel hævngerrig. Men (heldigvis) orker jeg heller ikke at bo et sted med evigt eskalerende konflikt, og da jeg ikke gider at flytte, så er jeg gået i gang med en mental øvelse, hvor jeg prøver to ting:

  1. At lade være at tænke mere på dem (det går ikke så godt).
  2. At have ondt af dem. Det må være frygteligt at have købt et rækkehus og tro, at man skulle bo uforstyrret fra andre mennesker (og deres børn). De må dagligt blive irriteret af vores blotte eksistens. Endelig må de små sko, de går rundt i, give dem knyster, og det der er værre. Stakkels mennesker. Den sten er deres største sejr. Lad dem dog få den.

Medlidenhed og hævngerrighed er to gensidigt udelukkende følelser, og jeg håber, at den første vinder.

Men hvad gør I andre, når I møder idioter på jeres vej? Jeg kan da ikke være den eneste, der er splittet mellem at tage “the high road” og hælde benzin på bålet?

10 Replies to “Beboerdemokrati – why you so crazy?”

  1. Det der ville også pisse mig af, men med et barn på to et halvt og rigeligt med plastik motorcykeler og løbecykel, så værdsætter jeg nok smutveje mere end dem, hvis børn er flyttet hjemmefra.
    Men det er fucking svært at bo i rækkehus til tider, vi ved jo, der bor andre, alligevel kan ens rummelighed virkelig blive sat på prøve, og der er også blever hældt benzin på bålet i vores række. Naboer der selv renoverer og skærer i beton og banker og borer fra morgen til aften alle weekender, efter arbejde, hellidage, ferier kan få enhver på barsel til at eksplodere.

    1. Åh, det lyder også hårdt, Randi. Du har nok ret i, at man skal prøve at se det lidt fra deres side. Det er bare svært. For selvom jeg godt kunne være folks katte (der står og glor ind af mine vinduer om aftenen og inde i min have) foruden, og selvom børnene sparker deres fodbold ind i vores have hele tiden og de hopper på trampolin og larmer, når jeg prøver at putte i barnevognen – så generer det mig ikke for alvor. For det er lige som en del af pakken. Jeg føler virkelig, at den form for liv er okay. Og når det irriterer mig, fordi det passer mig dårligt, at børnene larmer eller at jeg får et mindre hjertestop, fordi der står gule katteøjne og kigger på mig. Så minder jeg mig selv om det. Men dit eksempel ved vedvarende og støjende gør-det-selv-projekter kunne nok også pisse mig af.

  2. Ej, men jeg bliver da så edderspændt på dine vegne!! Jeg har lyst til at give dig medhold på roundup-fronten, men dertil holder jeg for meget af miljøet, og hækkene kan jo i og for sig ikke gøre for det. Jeg tænker der skal andre midler i brug, evt. en lejemorder, men ser klart din pointe om at være den første, de mistænker. Damn!! Men du har virkelig min dybeste medfølelse.

    1. hahaha…. Jeg vil elske at blive anholdt for overlagt mord, fordi jeg ikke synes, at det skulle gå ud over bøgehækken. Jeg er glad for, at jeg ikke er den eneste, som kan se menneskerettighedsovertrædelsen lige her. Det er for crazy jo ;o). Tak for medfølelsen!

  3. Det er det evige problem! Jeg vil også gerne bo i byen, nogenlunde tæt på alle bekvemmeligheder, men der er bare en meget stor ulempe: Alle de andre forbandede mennesker, der også vil bo her. Og det er min største skræk i forhold til at købe rækkehus eller parcelhus for den sags skyld, at naboerne er ulidelige.
    Jeg har prøvet kolonihave og det gik slet ikke – den ene nabo hørte høj tyrkisk popmusik konstant og den anden brokkede sig over meterhøj skvalderkål. Skvalderkål kan selvfølgelig ikke blive en meter høj. Det var hyld, men det forstod hun ikke – Så kunne jeg både være irriteret over hendes manglende rummelighed over for forskellige vækster i vores fælles hæk OG hendes totale uvidenhed om (ukrudts)planter. Kolonihaven er solgt for længst.
    Nu kan jeg til gengæld høre overboen putte sit barn med sin underlige ikke-sang “AaahahahaaahaaaAAAAh!” mens hjulene på et eller andet børnekøretøj ruller taktfast frem og tilbage over plankegulvet. Hun synger den fem gange om dagen – det er sgu klart, at det er svært at få ungen til at sove, når den skal puttes fem gange dagligt. At mine egne børn skreg i kor hele morgenen gjorde det ikke bedre – det bander de sikkert over på 1. Hvad skal man gøre?

    Du mangler at besvare det vigtige spørgsmål: Hvor stor er den sten? Den kan ikke skubbes til side med håndkraft?

    1. Jamen, Marie – hvor bor du henne – hvis selv parcelhusene er for tæt på andre mennesker? Er der plads til flere? Jeg troede ikke, at tyrkere havde kolonihaver, og hvordan kan man tage fejl af hyld og skvalderkål? Din historie bringer så mange flere spørgsmål med sig. Hvor kan man læse mere?

      Og svaret på dit fuldstændigt essentielle spørgsmål: Stenen er lille nok til, at man kan skubbe den væk ved håndkraft (det var min allerførste handling, som jeg udførte, mens jeg råbte usolidariske lorte sten så højt jeg kunne – måske har det ikke bidraget til den gode stemning). Men stenen er dog for stor til, at jeg vil kunne kaste den igennem deres vindue uden hjælp.

      1. 1) Parcelhusnaboer er LIGE på den anden side af hækken. Super irriterende. Vi har nået at grille én gang i år (vi bor i lejlighed men har parcelhuse som naboer) og selvfølgelig kom en nabo og spurgte gennem hækken om min mand havde fem minutter. Nabo skulle ikke have hjælp, viste det sig. Han ville bare invitere på øl og så kunne jeg hygge mig med tre børn under 4 år. Tak nabo!
        2) tyrkere har kolonihaver.
        3) Aner det ikke!
        4) Kan vi få en update på stensituationen?
        5) Jeg mangler en funktion til at få en mail, når der er et nyt svar på en af mine åndssvage kommentarer 🙂

        1. Marie, I see your point. Jeg må lige vende tilbage ift mail-funktionen!
          Stenen ligger ser stadig. Jeg passerer den nu daglig, hvor jeg stiller mig op på den og glor ind i deres have og får altid en håndfuld blade af hækken, hvis lejligheden byder sig

  4. Åh, men det er, som om det er en form for naturlov, at mængden af vanvid i boligforeninger skal være konstant. Der er altid mindst en. Nu er jeg umiddelbart ret hævngerrigt anlagt, så du skal nok ikke lytte til råd herfra (min kæreste sprøjtede engang vand fra en dåse tun gennem brevsprækken hos vores underbo med en forstøver, efter hun *igen* havde holdt morgenfest og ignoreret alle klagende naboer. Jeg klappede ham på skulderen for indsatsen.) I dit tilfælde ville jeg nok forsøge at inkludere benævnte sten i en form for støjende leg med barnet og evt. hunden. Og så bare embrace stenens beliggenhed og kvæle hele konfliken i kærlighed og gud-undskyld-bliver-du-forstyrret-vi-har-bare-så-skønt-smil og skal-du-i-øvrigt-have-noget-med-nede-fra-brugsen. Irriter mest muligt, men på en måde hvor det umuligt kan komme til at lyde som en bevidst handling, hvis man skal beskrive adfæren for andre.

    1. Det er satme nogle gode råd! Jeg er ret overvældet over, hvor mange hævngerrige psychobitches, vi alligevel er og den der med tunen gennem brevsprækken er virkelig genialt fundet på. Jeg er meget imponeret!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *