Billedet på intranettet – et eksistentialistisk spørgsmål

Når du starter på min arbejdsplads, vil du på et tidspunkt i løbet af din første dag få stukket en ipad i fjæset, hvor du under lysstofrørenes flatterende lys – og med dit “jeg-er-ny-på-job-og-har-ikke-set-mig-i-spejlet-siden-i-morges-men-jeg-sveder-ret-meget”-ansigt får taget et billede til intranettet. Nogle mennesker ser godt ud på det her billeder.

De fleste gør ikke.

Jeg gør slet ikke.

Jeg er ikke et fotogent menneske. Hvis du tager 10 billeder af mig, så vil jeg grim ud på 9,5 af dem. Jeg vil selv sige, at jeg er pænere i virkeligheden. Men selv i virkeligheden er jeg ikke et pragteksemplar på den menneskelige race.

Jeg har lært at leve med det. I sådan en grad, hvor jeg nærmest afskyr forfængelighed. Fordi why bother? Vi er nogen, som kan bruge ret meget tid foran spejlet uden, at det gør en synlig forskel. Jeg har brugt mange timer hos hud-damer, som har shamet mig for mine bumser med henvisning til, at jeg nok spiste for mange chips eller vaskede mit ansigt for lidt. Herefter efterfulgt af – hvad jeg kun kan beskrive som mishandling og mersalg.

Det er en stor løgn. Det må jeg bare sige. Din huds skønhed er hormonelt betinget. Ingen mængder af guld, som jeg kunne smide efter skintonic og lort ville kunne rette op på det. Så efter at have levet med mange (og må jeg tilføje smertefulde) bumser til jeg var 27 år, fik jeg nogle kradsbørstige piller hos lægen. Som det første, jeg har prøvet, hjalp det. Men jeg skulle også love ikke at blive gravid i et år efter afsluttet behandling pga. stor sandsynlighed for voldsomme fosterskader – og jeg skulle månedligt til tjek for ikke at have fået selvmordstanker og depression. Så jeg giver zero fucks for, hvad Ole Henriksen og co. kan diske op med dyre cremer.

Det. Virker. Ikke.

Derfor: I dag er min beauty routine: Gå i bad med passende mellemrum efterfulgt af den lejlighedsvise body lotion fra Neutral. Brug mascara og lidt farve til brynene, hvis du er pyntesyg. Lad lortet sidde på til, det falder af eller du går i bad igen. (Mine øjenvipper sidder i øvrigt stadig på mine øjenlåg, selvom jeg har hørt en del bekymring af den art).

Tilbage til mit profilbillede på intranettet. Man kan skifte billedet. Enten til et man har liggende – eller man kan benytte den årligt tilbagevendende muligheden for at få en professionel fotograf til at tage et nyt billede. Sidstnævnte ville jeg gerne. Jeg har bare været uheldig, at barsel og pandemi kom i vejen. Så nu har jeg i snart tre år haft et mindre-flatterende billede på intranettet (og det kommer altså op hver gang nogen skal finde mine kontaktoplysninger).

Men jeg vil ikke være typen, som er så forfængelig, at hun går ind og skifter det. Men jeg kan bare se, at rigtig mange andre gør det. Det får jo min relative skønhed til at blegne endnu mere. Altså hvis alle har deres flotteste billede – og jeg har et af de grimmere liggende. Jeg kan heller ikke forsvare mig med, at billedet ikke er vellignende.

Så what to do? Det er et af de store spørgsmål, som I nok kan mærke. For jeg vil ikke være forfængelig, men jeg har jo tydeligvis allerede brugt alt for meget tid på at tænke over det. Man må vist ikke bruge så meget energi på at være u-forfængelig.

Charme, selvtillid og lækkert hår!

8 Replies to “Billedet på intranettet – et eksistentialistisk spørgsmål”

  1. Jeg fik taget billede i stærkt modlys, hvorfor der er fuld spot på alle fejl og jeg står og misser med øjnene. Selvom jeg heller ikke er fotogen var det et lavpunkt. Jeg prøvede at være ligeglad, men endte med at bide hovedet af al skam og bede om et nyt,selvom det forunderligt nok krævede noget mod at gå til den kameraansvarlige sekretær. Så jeg vil sige skift det, livet er sgu for kort til det andet og du har allerede brugt for meget energi på det – hul i hvad andre tænker!

    1. Ja, det er lidt skamfuldt at bede om et nyt billede, ik? I virkeligheden er det nok ikke så meget, hvad de andre tænker. Det er nok mere, hvad jeg selv tænker. Men det hænger nok også lidt sammen.

  2. Skift det! Livet er for kort til at få det skidt over sådan noget på tilbagevendende basis.
    Jeg er bestemt heller ikke fotogen – så jeg bookede en tid hos en prof. fotograf (super grænseoverskridende, for mig), med den éne instruks: “Tag et billede af mig, hvor jeg ligner at almindeligt, voksent menneske. Tak!”
    Det kom der et par ok billeder ud af – som kan bruges i alle mulige situationer, længe endnu, og så skal jeg ikke bruge tid på at tænke mere over det.

    1. Der kan du have en pointe. At betale for det selv. Jeg frygter bare, at jeg ender med at betale dyrt for dårlige billeder, fordi jeg ikke kan overskue at sige “ej, det må kunne gøres bedre”. Der er nok nogle motiver, som er sværere at få pæne end andere. Jeg overvejer det!

  3. Åh gud ja, hvorfor skal de tage et billede der den første dag, hvor man ligner massiv søvnmangel dækket med et overfriskt smil og en glimt af desperation i blikket? Ingen gode råd, ville bare sige at jeg elsker din beauty rutine! Kører meget den samme

  4. For det første vil jeg slutte mig til koret: hvis det generer dig, så skift det
    For det andet, så har jeg en man, der sysler lidt med fotos, og det største råd må være: tag billeder udendørs, der er lyset bedst. Så få din mand med på ideen, find en dag, hvor der ikke er høj solskin, men bare almindeligt godt vejr, som i dag. Red håret og tag din yndlingstop på Stå gerne med en grøn busk/hæk el. lign som baggrund, og klik så bare løs. Så skal der nok være et brugbart billede imellem.
    May the odds be ever in your favour

    1. Tak for foto-Fif. Jeg er vist snart snart nødt til at få taget et billede, så jeg kan få det skiftet. Jeg virker ret alene med min idé om at ændre min forfængelighed ved ikke at handle på den.

Skriv et svar til Sara Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *