Er moderskabet vores vigtigste opgave?

Har I set det ovenstående opslag fra Humans of New York for nyligt? Jeg så det – og tog straks et screendump. Fordi jeg oplevede noget, som er usædvanligt: Jeg blev meget provokeret af et udsagn, som jeg mener er sandt.

Det er jo rigtigt, at moderskabet består af en masse kedelige og repetitive opgaver. At det er hårdt, og at man sommetider totalt mister sig selv. Det har jeg selv sagt før – og jeg har hørt mange af jer andre sige det samme. Jeg finder stor trøst og glæde i, at det er en fælles oplevelse på tværs af familier og generationer. Det gør det jo ikke mindre kedeligt eller hårdt. Men det gør det meget mere meningsfyldt.

Kvinden på billedet glæder sig over, at hun skal tilbage på arbejde som læge på en skadestue – og afslutter med at sige, at hvis man i ramme alvor skal mene, at moderskabet er den vigtigste opgave i verden, så er man nødt til at mene, at ens barn er det vigtigste menneske på jorden.

Igen – 100 pct. logisk – og 100 pct. korrekt.

Jeg tror ikke, at jeg har overvejet, om moderskabet er den vigtigste opgave i verden sådan generelt set. Men jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det er min vigtigste opgave. Og jeg er sådan set heller ikke i tvivl om, at jeg synes, at min søn er det vigtigste menneske på kloden.

Jeg kan selvfølgelig godt træde lidt tilbage og sige, at objektivt set – så er han et rimelig standard-A4-barn, som ikke er hverken værre eller bedre end andre børn. Så hvis vi skulle lave et tankeeksperiment, hvor to børn var bundet til hver deres togskinner, og jeg skulle trække i et håndtag for at beslutte, hvilket barn toget skulle køre over, så vil det være svært at komme med gode moralske argumenter for, at det ikke skulle være min Hubert. Men jeg kan love jer for, at det ville det ikke være.

Jeg ved ikke helt, hvor jeg gerne vil ende. Bare at jeg på den ene side får lidt ondt af hendes søn. Det må være ensomt, at ens forælder ikke synes, at man er det vigtigste i verden. På den anden side skyldes det måske bare, at det hun laver (altså redder liv!) faktisk er vigtigere end at være mor. Det siger måske intet om hendes eller mine forældreegenskaber – men bare noget om hvilket jobfunktioner vi bestrider?

Hvem ved? Der er da i hvert fald eksempler nok i historien på mødre og fædre, som har følt sig kaldet til at gøre andre ting end til at passe på deres børn. Men havde de ret i den prioritering?

Winning is easy – Governing’s harder

Stemmerne er talt op. Og nu skal vi igang med den del af processen, der handler om faktisk at danne en regering, der kan styre vores land. Jeg har gået rundt i lang tid nu og grublet over, hvordan det dog skal ende. Selvom jeg hører til den røde fløj, så er jeg ret pessimistisk, fordi:

(1) De Radikale er alt alt for muntre

Morten Østergaard er en rigtig glad mand i disse dage. Og der er ingen tvivl om, at det er en mand, som forventer at skulle styre dansk politik med sin 16 mandater. Og selvom 8,6 pct. af danskerne har stemt på dem, så synes jeg ikke, at det tyder på, at de lærte af den seneste røde regerings katastrofekurs, som i høj grad var ført an af de radikales trang til at føre borgerlig økonomiske politik (og selvfølgelig også nogle strategisk fejlfix i S-SF). De Radikale virker ikke særligt indstillet på at skulle give sig en tomme på den økonomiske politik – heller ikke denne gang.

Problemet er i min optik to-fold: 1) De radikale fører ikke valgkamp på deres økonomiske politik – de fører den på værdipolitikken (særligt ift. udlændinge) og på klima. Det er noget, som mange godt kan se sig selv i, men når vi så skal til at lave regering, så falder det i baggrunden og den økonomiske politik bliver pludselig alfa omega. Formentlig, fordi det er det punkt, hvor de adskiller sig mest fra de røde partier. Det gør bare, at de er mere borgerlige end deres vælgere.

Det fører mig til punkt 2 i min aversion over for de Radikale; – at de opfører sig som om, at de er bedre end alle andre. Det er ligesom indlejret i deres DNA, at selvom de trods alt kun har 16 mandater ud af de 90, som der skal til at lave politik – så bør deres politik være den dominerende – fordi den simpelthen er bedre og bygget på dybere indsigt.

Alle partier mener selvfølgelig, at deres politik er den bedste, men de Radikale tager alligevel prisen i at udvise tegn på at føle sig overlegende til trods for, at de i den grad udgøres af et segment af ret privilegerede mennesker (jeg ved det – jeg er en del af det!).

Så hvor både Enhedslisten, Socialdemokratiet og i særdeleshed SF har brugt de sidste fire år på at overveje, hvad de gjorde galt sidst, så synes de Radikale ikke at have brugt tiden på samme måde – og står altså ret stejlt på deres krav.

(2) Mette Frederiksen som leder i en ren S-regering

Det er ret tydeligt, at Mette F. har konkluderet, at Helle T.s store fejl var at love for meget og holde for lidt. Den fejl skal ikke laves igen, så Mette har lovet meget lidt, og det, hun har lovet, har været bevidst uklart formuleret. Til gengæld har hun stået ved håndvasken og fraskrevet sig et hvert ansvar over 2011-2015 regeringen.

Det er et symptom på én ting, at hun først og fremmest vil magten. Det er sådan set okay, men jeg gad godt se, at hendes magt-iver var bygget på et minimum af ideologisk base. Det synes jeg faktisk, at en som Lars Løkke formår at kombinere ret fint.

Så er der det faktum, at Mette Frederiksen omgiver sig med folk, som jeg slet ikke har tillid til. Henrik Sass Larsen, der “ydmygt” har stillet sig til rådighed til at være finansminister (den vigtigste ministerrolle overhovedet i en regering!), selvom han åbenbart har været så syg, at han ikke har villet tale med journalister under hele valgkampen. Bliver han ikke forvist fra sin centrale placering, selvom hans adfærd vil svare til, at en pædgagog ikke vil være i stue med børnene eller en læge nægter at se patienterne. Hvis en politiker ikke vil tale med pressen, så skal han finde noget andet at lave. Men det gør han tilsyneladende ikke – og der er det politiske lederskab forpligtet til at henvise manden til reservebænken – og ikke i ministerbilen. (Her er trods alt stadig et spinkelt håb for, at det sker).

Endelig er der hendes nærmeste rådgiver Martin Rossen. Han bliver i Berlingske beskrevet som årsagen til Socialdemokratiets succes, og en person beskriver ham således i artiklen; »Politik er et hårdt spil, og kommunikationen kan være barsk. Men Martin Rossens måde at kommunikere på med intimiderende SMSer er alligevel noget for sig,« 

Denne bekymring har jeg nok mest som embedsmand, fordi han har et virkelig dårligt ry på slotholmen – hvor han såmænd nok er dygtig, men virkelig giftig for sine omgivelser at arbejde sammen med. Jeg nægter dog at anerkende, at resultater der opnås på bekostning af andre mennesker psykiske velbefindende er i “flotte”.

Kort fortalt – har jeg ikke tillid til hverken Mette F. eller hendes nærmeste rådgivere – og jeg ville sådan ønske, at de ikke kan komme til at danne regering alene. Her vil de Radikale kunne gøre en positiv forskel!

(3) Kompromisser er umoderne

Sidste punkt er vel i virkeligheden det grundlæggende problem med politik nu til dags: kompromisser er blevet umoderne. Vi – vælgerne – vil ikke acceptere, hvis vores politikere ikke kan levere på alle deres mærkesager, eller stemmer for forslag, som vi ikke kan identificere os med. Det betyder, at vores politikere har svært ved at indgå kompromisser uden at blive slagtet efterfølgende – hvilket gør det rigtigt svært at lave funktionsdygtige regeringer i dag.

En valgkamp vil altid være et ekseptionelt display af uoverensstemmelser. Det er der ikke noget nyt i, men vi vælgere straffer partier meget hårdt, når de går i regering og forsøger at opnå indflydelse (især de små fløjpartier står for skud). Vi har skabt et system, hvor det er strategisk bedst at stå uden for indflydelse. Det er problematisk!

Det er som George Washington siger til Hamilton i slutningen af nummeret Cabinet meeting # 1 “Winning was easy, young man. Governing’s harder…. You have to find a compromise“. Sangen handler om, at vi ikke kan styre et land uden at forstå og respektere vores politiske modstandere, så der kan indgås fornuftige kompromisser – hvor alle får et udbytte af samarbejdet.

Det er politikerne, som skal finde kompromisset – men måske vi som vælgere også skal udvikle en større respekt for, hvor svært det er at gøre netop dette.

Det skal være de sidste ord i en lidt for lang snak om, hvorfor jeg ikke er meget optimistisk over, at det nok skal lykkes at få udstukket en ny kurs for Danmark lige foreløbigt. Jeg krydser fingre for, at jeg tager fejl.

Hvis I ikke allerede har stiftet bekendtskab med Hamilton musicalen, så vil jeg varmt anbefale jer at gøre det. Det er historie, politik og sang i det fedeste mix, jeg nogensinde har oplevet. Men det er #veryoldnews.

Tankermylder #1

  • “Hvorfor bliver du overhovedet ikke tyk af at være gravid??”, spurgte min mor min søster om, som er 13 uger længere henne end mig, og som jeg sad liiiiiiiiige ved siden af. Tak, mor!
  • Vi har fundet ud af, at vi venter en lillebror til oktober, og vi har store problemer med at finde et drengenavn, som kan leve op til vores stramme krav: to stavelser, starter med H, unikt, men ikke underligt, seks bogstaver, klinger dansk, men fungerer i udlandet – og giver os en varm brusende fornemmelse og har en god historie bag. Også får jeg en sms fra min mand; “Hvad med Dante?“. Hvem er vi – og hvornår er vi blevet så prætentiøse?
  • Faderskabet fylder heldigvis mere og mere i den offentlige debat – og jeg er faldet over denne podcast fra P1 af Thomas Skov, som hedder “Far, der er noget vi skal tale om”. Det virkelig interessant at høre mænd tale med hinanden om, hvordan deres forhold til deres far har påvirket dem som mennesker og som fædre. Jakob Ellemann-Jensen fortæller fx, at man ikke behøver en psykolog-eksamen for at forstå, hvorfor han har valgt samme erhverv som Uffe-far. Han erkender også, at han selv er for tilbageholdende med ros til sine børn. Men han runder af med at konkludere;“jeg giver mine børn kærlighed, særligt når de ikke fortjener det“. Sjov formulering. Freudian slip?!
  • Jeg er tilsyneladende ikke den eneste, som har stået med erkendelsen af, at selv de moderne og gode fædre slipper afsted med at lave mindre end mødrene. Endelig er der nogen, som anfægter mande-undskyldningen, om at det er de kontrollerende kvinders egen skyld. For der er åbenbart evidens for, at mænd generelt undlader at tage del i visse husopgaver – fx. tøjvask og tandbørstning – og det er ikke muligt at give ansvaret videre, hvis det forsøges. En kvinde i artiklen formulerer med perfekt afmålt sarkasme, at hun har en interesse i, at hendes sønner ikke falder i søvn i skolen, og at de ikke kommer for sent. De prioriteter havde farmand ikke, så derfor stod hun for putning og aflevering. Det er jo lige præcis det! Det er jo ikke idiot-ting, som kvinder går op i – det er jo rigtige opgaver: vaccinationsprogrammer, tandlægebesøg og bekymringer om barnets ve og vel.
  • Jeg er stor EU-tilhænger, men ikke tilsvarende EU-interesseret. Det er tit en lidt dum kombi, som i dag resulterede i, at jeg måtte google min kandidat i stemmeboksen. #altatvindestempåenkvinde #jajamenhvilken?
  • Så vil jeg egentlig bare slutte af med et dejligt fra citat af Donald Tusk; “The rest of the EU will not risk a revolution because of your stupid referendum”, som han eftersigende skulle have sagt til Cameron, som svar på en række britiske krav til særbehandling i EU. Alt sammen fra denne dokumentar om Brexit på DR. Det var faktisk interessant!

Hvad skal vi dog gøre ved ham-vi-helst-ikke-skal-tale-om?

Det er første gang, at jeg er ansat i et departement under en valgkamp. Jeg kan afsløre, at der er mere end almindelig stille på jobbet i disse dage, fordi vi ikke længere må betjene ministeren. Det betyder i praksis, at 90 pct. af vores arbejdsopgaver frafalder. Så hvad bruger vi så tiden på? At diskutere politik til døde!

Et emne som mine kolleger og jeg (heller) ikke kan lade være at tale om, er ham den skøre botnakke, som har sat sig tungt på avisernes overskriften i de sidste måneder ved at komme med den ene mere rabiate udtalelse efter den anden. Jeg må indrømme, at jeg har haft svært ved at stoppe med at kluk-le overudtalelsen; “du (Mimi Jakobsen) er den person i hele verden, som minder mig allermest om Adolf Hitler” – men derudover så er det faktisk ikke rigtig sjovt længere.

Det var ikke rigtig sjovt, at der var brand i gaden. Det var ikke rigtig sjovt, da en uhellig alliance mellem Økonomi- og Indenrigsministeriet og ekstremistiske islamister fik banet vejen for, at manden blev opstillingsberettiget (fordi han uden problemer kunne snyde med indhentelse af vælgererklæringer og fik absurd meget presse pga. reaktionerne på hans vanvid). Og det var slet ikke sjovt, da alle partiformænd skulle forholde sig til ham fremfor Danmarks fremtid til den første partilederrunde.

Nu hvor manden, som vel er det tætteste vi kommer på Dolph den facistiske flodhest i menneskeform, får omkring 3 pct. af stemmerne i meningsmålingerne, så er må vi altså begynde at stille os selv spørgsmålet – hvad fanden gør vi nu?

Image result for Dolph flodhest?

Vi har jo i lang tid sagt til hinanden, at vi skal ignorere manden. Jeg har selv tænkt og sagt det samme. Men nu er vi ovre det punkt. Vi er nødt til af hensyn til vores medmennesker at sige – manden er vanvittig – og vi synes bestemt ikke, at alle ikke-etniske danskere skal deporteres eller kan opfattes som dumme undermennesker. Ikke en gang en lille smule.

Men vi er også nødt til at gøre det på en måde, hvor han får så lidt opmærksomhed som overhovedet muligt. En af mine kolleger, som jeg egentlig tænkte var ret kvik, foreslog i ramme alvor, at den bedste måde at latterliggøre manden på er at regne på hans forslag. F.eks. at vise at det er urealistisk at sætte så mange mennesker i fængsel, fordi det er for dyrt, og vi ikke har fængselsbetjente nok (!).

Det er det dummeste, jeg har hørt til dato. Det er at gå ind på præmissen af hans forslag. Hans politik er ikke først og fremmest problematisk, fordi den er for dyr. Den er problematisk, fordi den er nazistisk, menneskefjendsk og blottet for enhver respekt for andre mennesker. Man kan sagtens lave fascistiske forslag som er økonomisk rentable – men som stadig er umoralske lorteforslag. I min optik skal vi først spørge os selv, om et forslag er principielt godt – og bagefter spørge om det er praktisk muligt. Der er gode forslag, som vi ikke skal lave, fordi det er for dyrt. Ligesom der er dårlige forslag, som ikke koster det store, men som vi stadig skal undlade at begive os ud i.

Men hvad kan vi så gøre? Det lader til, at de øvrige partier har givet nogenlunde håndslag på at nævne manden så lidt som muligt og forsøge kun at tale rigtig politik – og netop ikke forholde sig til ham som en reel politisk spiller. Det er et godt sted at starte. Journalisterne kan slet ikke lade være at skrive om ham, det er som om, at de har tourettes – Hva-hva-hva-mener-du-om-Stram-Kurs??? Det er simpelthen FOR sensationelt. Det må være en arbejdsskade.

Og hvad med os almindelige vælgere? Hvad bør vi gøre? Vi bør vel først og fremmest ikke skrive, tale og læse (så meget) om ham. Jeg er allerede skyldig i alle tre synder. Så jeg håber, at jeg kan gøre det godt igen ved her og alle andre steder – ikke på noget tidspunkt at tage ham alvorligt som politisk projekt. Han er ikke et udtryk for en undertrykt integrationsdebat – VIHARIKKETALTOMANDETIFUCKING20ÅR! Og han er ved gud grød ikke et anti-elitært projekt. Han er en advokat med alt for meget tid og et eller andet absurd ønske om berømmelse.

Han har muligvis en diagnose, en hjerneskade eller noget andet som kan forklare hans adfærd, men det berettiger ikke, at vi alle sammen skal folde hænderne og sige – hvad mener du så, Rasmus?

Jeg tror og håber på, at når vi inden næste valg har sikret, at ikke alle landsbytosser kan stille op til Folketinget, så vil tingene normalisere sig igen. Måske har denne vilde valgkamp lært os at tage demokratiet og dets grundlæggende principper mere alvorlig? At selvom vi troede, at vi havde været det igennem før – “nej, hvide mennesker er ikke overmennesker” – så er det åbenbart en diskussion, vi skal have løbende.

Vi er fanget i en catch-22. Hvis vi ikke siger noget, så bliver det en stiltiende accept af vanviddet, og vi lader vores muslimske medborgere i stikken. Hvis vi siger noget, så giver det endnu mere luft under vingerne på et monster, som helst ikke skal flyve højere end 1,9 pct. af stemmerne. Jeg tror normalt på, at man skal møde mørke kræfter med oplysning og argumenter, men hånden på hjertet – jeg tror ikke, at det kommer til at fungere denne gang.

Gode råd modtages med kyshånd!

Så tænk dog på børnene!

chess pieces on board

En aften for et par uger siden slæbte jeg mig op af sofaen og ned på kommunen. Der blev afholdt borgermøde om økonomien i byens daginstitutioner. Jeg tror faktisk, at det er tilfældigt, at det ramlede sammen med DR’s dokumentar “hvem passer vores børn“, men debatten var i den grad præget af den dokumentar.

Jeg var da også selv påvirket af den. For er det virkelig en stor fed løgn, jeg fortæller mig selv, når jeg synes, at jeg kan aflevere min søn trygt og godt hos noget overordentligt kompetent personale, der arbejder under rimelige forhold? Måske.

Det interessante til sådanne møder er, at forældrene sidder bænket med et godt tag i høtyvene og et eneste ønske: flere penge til børnene. I skærende kontrast sidder forvaltningens folk belastet af viden og detaljer, som ikke gør prioriteringen så nem. F.eks. er det de udsatte børn, vi ikke længere skal anbringe uden for hjemmet? Er det de gamle, som må komme i bad hver 8. uge eller er det skolerne, som ikke skal have nye bøger?

Der var en borger, som råbte ud i salen “SKAL VI SÅ BARE FYRE PÆDAGOGERNE, HVIS DER ER FÆRRE BØRN, END VI HAVDE REGNET MED?”. Jeg ved ikke, om det er, fordi jeg er blevet en hærdet, kold og beregnende djøfer, men for mig er svaret helt indlysende “JA!”. Selvfølgelig skal vi ikke have flere pædagoger ansat, end vi har brug for. Ellers så skal vi begynde at trykke vores egne penge eller starte en solid crowd-funding.

På den anden side var der også en forvaltningsdame, som startede sit oplæg med desperat at udbryde “JEG KAN IKKE TO TING PÅ EN GANG”, da hun fik rakt den dingenot, som man skifter slides med. Hvorefter hun gik i gang med en frygtelig gennemgang af en eller anden ligegyldig strategi – og forsikrede os om, at de havde taget Flemming med, som kunne svare på spørgsmål til økonomien. Eller han kunne skrive dem ned, også ville de vende tilbage

Der var ikke nogen, som tog sig rigtig godt ud til det møde. Hverken forældrene eller forvaltningen. De fremmødte politikere havde heller ikke meget at byde ind med.

Hvorfor er vi så grundlæggende uinteresseret i at diskutere rigtige løsninger? Der var enkelte på mødet, der talte om, at vi skulle tale om måden, vi prioriterede at bruge pengene på børnene og ikke bare antallet af midler. Og det tror jeg meget på.

Det handler også om ledelse, dygtigt personale, gode indkøbsaftaler, hårde prioriteringer i forhold til den målrettede indsats over for de svageste børn vs. bundniveauet for de ‘almindelig’ børn også meget andet. Nedbringelse af sygefravær OG den generelle udvikling af byen. Dét synes jeg er de spændende diskussioner.

Det er nok også derfor, at jeg godt kan lide at være embedsmand. Her skal man se på hele brættet. Det er ikke nok kun at holde øje med kongen. For så bliver du sgu skakmat alligevel. Alle brikkerne har en vigtig rolle at spille. Og det er nok også derfor, at jeg har det svært med at bekende mig til ét politisk projekt – også selvom det handler om vores allerkæreste børnene og jeg frygtelig gerne vil have flere voksne.

Jeg vil dog formentlig deltage i lørdagens demo for minimumsnormeringer, men lave mit eget lille skilt “investér i fremtiden”. Jeg tror nemlig ikke på minimumsnormeringer. Det er ikke en løsning, som nødvendigvis giver flere hænder til børnene. Det bliver netop et minimum, fordi det er noget alle skal kunne blive enige om. Så det er for mig at se en rigtig dårlig målsætning, selvom jeg støtter op om ånden bag demonstrationen – børnene skal have bedre vilkår.  Men man behøver ikke at have forskellige politiske events eller partier for hver en lille nuance i ens holdninger.

Jeg tror meget mere på, at man udvikler et ordentligt nationalt mål for normeringer, som faktisk siger noget om, hvor mange voksne der er er per barn (for det gør Danmarks Statistisk ikke i dag). Også skal der selvfølgelig sendes flere penge afsted. Og det kommer der nok. Det er jo valgår.

Men jeg vil bare gerne sige, at der er nogle pædagoger, som er bedre end andre. Der er nogle daglige ledere, som er dygtigere end andre. Der er nogle kommuner, som har større udfordringer end andre. Så hvis vi finder på ét mål for alle, så tager vi ansvaret fra dem som faktisk kan og bør løfte det.

Men any ways – teknokrater vinder ikke valgkampe! Så lad os bare gøre det kort:

SEND MORE MONEY!

Kvindekamp og drengeopdragelse

Da jeg fandt ud af, at jeg ventede en lille dreng – må jeg indrømme, at jeg var en anelse skuffet. Jeg havde glædet mig til at  give en lille pige en opdragelse i at være fierce og fantastisk og ikke stå tilbage for nogen.

Nu står jeg så her med den dejligste dreng i hånden, og det er helt som det skal være. Men når man er feminist og “drengemor”, så fylder kønsspørgsmålene relativt meget.

Der er spørgsmålene om, hvad er socialt konstrueret, og hvad er gener? Hvordan skaber vi et mere ligestillet samfund? Hvad betyder mor-rollen for mig som menneske? Hvordan fordeler vi opgaverne i hjemmet på en fair måde? Og hvordan sikrer man, at ens barns køn ikke skal afgøre dets skæbne?

Ligestilling kan ikke kun handle om, at pigerne skal være fierce og frygtløse. Det er også drengene, som vi skal gøre et nummer ud af at lære  empati og omsorg for andre.  De skal lære at respektere grænser, at give plads og være klar over, at drenge i hvert fald indtil nu har fået og får ret mange forlommer i livet. Og på en eller anden måde, så virker det ikke lige så sjovt at lære fra sig. Selv her er strukturerne på spil.

Min tanker om en hypotetiske pige-opdragelse jo også problematiske.  Lyserøde og putte-nuttede ting – ud med det og ind med handlekraft og mod. Men det er jo også et problem, fordi jeg samtidigt tilskriver mindreværdi til de klassiske tøsedyder. Det er et catch 22

Selv da jeg vidste, at jeg fik en dreng, så forestillede jeg mig, at han ville være “blød og stille”, som sin far. Det er han ikke. Han er et fuldstændig crazy energibundt, som kravler op på alt, kaster med alt, banker sit hoved ind i ting og råber højt. Han elsker bolde og har ikke stor tålmodighed med  hverken puslespil eller tusser.

Han er kun halvandet år, så han kan nå at blive mange forskellige slags personligheder endnu – jeg ved det. Jeg forsøger virkelig også at undlade at præge ham til at blive specielt “drenget”. Jeg står ind i mellem i H&Ms pige-afdeling og siger til mig selv, at jeg skal mindst købe én ting herfra til ham.  Så står jeg der med et lyserød beklædningsgenstand, som jeg grundlæggende synes er grim, men så har jeg da levet op til et eller andet formkrav. Jeg beviser over for verden, at jeg er en “gender-bender”, som min mand sarkastisk bemærker, når jeg giver barnet “pigetøjet” på, fordi vi skal ud i sociale sammenhænge, og på den måde sikrer, at flest muligt ser ham i lyserødt tøj – nu hvor han jo ikke går i det så tit.

Så hvad er moralen? Det er ikke muligt at tale om køn og være hævet over strukturerne. Vi er skabt af og taler ind i de strukturer, der allerede eksisterer. Men vi skal sørge for – eller hvert fald at prøve – at udfordre dem.  Så vi kan jo starte med at være opmærksom på, hvordan vi taler til og om vores børn. Jeg hørte så sent som i dag om en institution, hvor alle pigerne til morgensang skulle synge “Jeg er en smuk lille sommerfugl” og drengene derimod blev instrueret i at synge “jeg er en stor stærk kriger”. what the actual fuck?

Det går fandme ikke. Børn er begge dele. Smukke og vilde. Fine og stærke. Vi må ikke gør dem til en enten eller. Men jeg indrømmer gerne, at det altid er nemmere sagt end gjort.

42 år tilbage….

Der er 42 år tilbage, før jeg kan så meget som at drømme om  at gå på pension. Det gælder sandsynligvis også for dig, kære læser. Det skyldes tilbagetrækningsreformen, som VK-regeringen indgik med DF og de Radikale i 2011.

En stor del af grunden til, at man er politisk motiveret for at lave en sådan reform, skyldes, at vores forældres har fået (for) få børn. Det løber simpelthen ikke rundt, når små generationer skal brødføde store generationer, der gået på pension. I Danmark er pensionen finansieret af den generation, som arbejder – derfor er det ikke rigtigt, når folk mener, at de har betalt ind til deres folkepension gennem et helt liv. Nej, de har betalt for deres forældres og bedsteforældres pension.

Det er selvsagt sårbart, når der er for store forskelle på generationers størrelser. Her er en fremragende tegning af, hvad der er realiteten i de fleste velfærdsstater, og hvorfor det var nemt at finde på politik i 70erne.

I modsætning til Danmark, hvor vi har et Pay-As-You-Go- system, så har andre lande offentlige pensionsfonde, hvor det er afkastet af disse fondes investeringer, som finansierer pensionsudbetalingerne i dag. Det kræver længere tid for sådanne systemer at modnes og blive stand til at betale for pensionerne. Hvis vi ville implementere det i Danmark, ville det kræve, at vi der arbejder i dag skulle betale for både pensionisterne i dag og vores egen pension i fremtiden. Så det kommer formentlig ikke på tegnebrættet.

Det giver mening, at finansministre gennem tiderne har tænkt, at nu må alle sgu’ blive lidt længere på arbejdsmarkedet. Problemet er bare, at selvom vi bliver ældre og ældre – og de fleste også er friskere i en høj alder, så er der dog alligevel en øvre grænse for, hvor længe man er værdifuld og eftertragtet for en arbejdsplads.

Socialdemokratiet synes dog, at det her er lidt hårdt for særligt dem, som har været på arbejdsmarkedet som helt unge og har hårde fysiske jobs. Derfor har de foreslået at indføre differentieret tilbagetrækning, så ufaglærte og lavtuddannede kan gå tidligere på pension, end os andre der har brugt det meste af vores 20ere på læsesal.  Det er ret tydeligt, at sympatien ikke ligger hos akademikerne. Ikke engang min fagforening vil forsvare, at det kan være hårdt/urealistisk for akademikere at gå på arbejde, når de er 70+.

Spørgsmålet er, om det kun er de ufaglærte og håndværkerne, som er matte i koderne, når de rammer de 70 år? Selvom man godt vil fremstille det sådan, så er vi faktisk temmelig mange akademikere, som har arbejdet som alt muligt før og under vores studier. De færreste kommer først på arbejdsmarkedet, når specialet er afleveret og de er fyldt 27. Det er det klare mindretal.  Vores kroppe bliver også nedslidte. Kontorarbejde er heller ikke sundt.

Jeg anfægter ikke, at slagterimedarbejderen har det hårdere. Jeg kan også godt læse statistikkerne, at de dør tidligere og har flere skader. Der er bare jobs, som man ikke bør have i 40 år i streg. Det er der helt sikkert. Men vi må ikke bare tro, at det kun er de ufaglærte og håndværkerne, som kommer til at have det stramt med at gå på arbejde, når de er 70 år.

Stress og langsommere kognition er reelle forhindringer på en moderne arbejdsplads, hvor man stiller store krav til omstillingsparathed og have top-tunet IT-færdigheder. Vi lever i verden, hvor det “grå guld” er en ironisk betegnelse for mennesker, vi helst ikke vil være kolleger med.

Så jeg siger bare, at det ville være så dejligt, hvis – om ikke andet  så i hvert fald, at min fagforening – som jeg betaler for at beskytte mine interesse som lønmodtager – ville tage mit parti, og bare gå ind i drøftelsen og stille spørgsmålstegn ved, om akademikere kan holde til de er 72 år gamle. Og om ikke vi skal sørge for at finde på nogle andre politiske løsninger.

Vi skal ikke have differentieret tilbagetrækning på baggrund af forventet levetid (i så fald skulle kvinderne i hvert fald også tage 5 år mere på arbejdsmarkedet. Av).

Vi skal have reelle alternativer for folk, der bliver nedslidte. Førtidspensionen skal ikke være så svær, som den er i dag. Vi skal ikke klemme de sidste kræfter ud af folk, før vi tillader dem tilbagetrækning. I dag bliver du visiteret til et fleksjob, hvis du kan arbejde så meget som 2 (!) timer ugentligt.

Vi skal skabe flere seniorjobs – og bedre vilkår for at gå på nedsat tid, når alderen trykker. Vi skal sætte tempoet ned. Vi skal sikre, at folk har mulighed for at skifte karriere halvvejs gennem livet uden at gå fra hus og hjem.

Og så skal vi ikke acceptere, at folk slider sig selv ihjel. Det er ikke i orden!

Socialdemokraterne må gerne komme ind i kampen, når det gælder politisk opfindsomhed.

Og DJØF må gerne komme ind i kampen, som fagforening. Ellers melder jeg mig sgu ud. Det kan ikke være rigtigt, at de ikke tør sige, at man også kunne tænke lidt på akademikerne. YOU HAVE ONE JOB!

 

 

Hold kæft en møgunge!

Jeg kan tydeligt huske en dag, hvor vi hentede min lillesøster i vuggestuen med et gigantisk bidemærke i kinden. ‘Det var Malthe, der gjorde det’ , fik vi at vide.

Jeg var rødglødende og havde lyst til at slå den møgunge, som havde tygget i min søster. Møgungen har jo ikke været ret gammel. Og jeg har højest været fire år ældre. Jeg gjorde selvfølgelig ikke noget.

I dag kom jeg til at tænke på den episode igen, da lederen i vores søns vuggestue, Ulla, fortalte, at hun gerne ville have, at forældrene  tog mere ansvar for fællesskabet.

Hun tænkte specifikt på, at nogle forældre taler dårligt om andre børn, hvis de en periode bider eller slår deres børn. At man fortæller sit barn, at han ikke skal lege med Mathilde, fordi hun bider.

Jeg kan ikke huske, om mine forældre gav specifikke instrukser om fremtidigt samvær med Malthe.  Men jeg kan da huske, at vi talte om det. Mon ikke, der også fulgte et “dumme unge” med – og “sådan nogle leger vi ikke med”? Ikke at de havde behøvet at sige det. Jeg er sikker på, at hævntørst og kollektiv straf var øverst på min liste over passende reaktioner.

I 25+ år har jeg haft den historie med mig uden at tænke det mindste på Malthe eller hans forældre.  Men som Ulla fortalte om, at der ligger et kæmpe pædagogisk arbejde i at lave nye fortællinger om børn, der er blevet brændemærket af forældregruppen, som en “man ikke leger med”, der skete der altså noget. At få viden om, at det  påvirker børnene i mange år frem. Og at forældrene spiller en stor rolle her.

Malthe var et lille barn. Et barn der ikke kunne tale. Et barn der ikke har fået alle sine tænder. Et barn hvis arme er for korte til at kunne tørre sig selv – i det tilfælde – han overhovedet var renlig. Hvordan i alverden falder det voksne mennesker ind at holde sådan nogle væsener ansvarlige for deres handlinger?

De tilstedeværende forældre med lidt større børn fortalte, at de havde oplevet, at deres børn både bed og var blevet bidt, og at førstnævnte klart var det værste. Det var så meget værre, at ens eget barn var “møgungen”.

Jeg indvendte til mødet, at forældrene blot spejler det omgivne samfund. Her straffer vi gladeligt folk uagtet den totale mangel på evidens for dets effekt – alene med henvisning til “retsfølelsen”. Det er ikke en god grund for at gøre det, men det er dog en grund. Så jeg opfordrede til, at hun ville fortælle alle forældre om konsekvenserne ved at straffe børn med social isolation. For vi er sikkert nogle stykker, som godt kunne finde på at opføre os som kæmpe idioter, fordi vi ikke har tænkt os om.

Er angst frihedens pris?

Jeg var nødt til at køre tidligt hjem fra en fødselsdagsfest i weekenden. Barnet var helt opkogt og ville hverken spise, sove eller slappe af. Så jeg satte ham i bilen og kørte af sted. Det sker ikke så tit, men jeg kørte rundt på må og få i en times tid for, at han kunne få sovet lidt. I den tid hørte jeg podcasten ‘philosophize this’ om Kierkegaard.

Der skete det, som der næsten altid sker, når jeg læser eller lytter til filosofiske tanker. Min hjerne begynder at kilde og BAM – så er alt forandret!

Jeg har egentlig været vild med Kierkegaard længe, men alligevel var det som om, at jeg hørte meget af det for første gang. Ord som spidsborger, æstetiker og etiker har nok stået lidt i vejen for min forståelse. Men på engelsk blev det sagt mere simpelt og to the point: Man kan miste sig selv på to måder.

1. Du kan miste sig selv ved at blive overvældet af mængden af valgmuligheder og således opleve ‘paralysis of analysis‘ – altså at du overvejer dine muligheder i det uendelige, og dermed aldrig træffer et valg. Folk er tit klar over, at de faktisk udskyder afgørende beslutninger i det uendelige – og dermed risikerer at miste sig selv.

Eller

2. Du kan miste dig selv ved at være låst fast på nogle valg, som egentlig ikke er dine egne. Det er bare samfundet, der har fået dig til at tro, at fx uddannelse, baby, huslån og job er drømmen. Men du har aldrig for alvor overvejet andet, og dermed kan man ikke sige, at du faktisk har truffet et valg. Det farlige ved denne type af valg er, at du som oftest ikke er klar over, at du mister dig selv, fordi du oplever alle valgene som værende dine egne.

Det kan vel prikke til de fleste. Jeg føler i hvert fald, at jeg gør lidt af begge dele (og det kan man i øvrigt også sagtens!). Mit job og manglende jobskifte er i den grad udtryk for paralysis of analysis, men jeg har jo også taget en tæt på snorlige vej ind i småborgerens liv. Har jeg virkelig valgt det hele selv?

Kierkegaards pointe er, at vi flygter fra den angst, der følger med ved at træffe egne valg ved enten at vælge konformt eller overhovedet ikke. Han siger, at vi ikke skal frygte angsten, for den er et udtryk for, at man træffer selvstændige valg og dermed bliver til os selv. I podcasten formulerede de som ‘anxiety is the dizziness of freedom’. 

Så hvor stiller det os henne? Generationen, der fra barnsben er blevet bedt om at ‘mærke efter’ og ‘følge mavefornemmelsen’? Mavefornemmelsen kommer jo aldrig til at fortælle dig, at du skal gøre noget, som gør dig grundangst. Vi kan heller ikke bare gøre, som man altid har gjort. Vi er vitterligt en lus mellem to negle.

Alligevel kunne jeg mærke en strøm af frihed komme under vingerne på mig. For i udtrykket om, at angst bare er svimmelhed forårsaget af friheden, ligger der jo også, at det ikke handler om at vælge rigtigt (hvilket vi ellers bliver tudet ørerne fulde af), det handler om at vælge (noget).  Ideen om, at menneskelivet levet ‘rigtigt’ (altså frit) er fyldt med angst. Vi skal turde at gøre noget, selvom der er en risiko for, at man senere vil kunne tænke, at det ikke var udpræget klogt. Vi skal fandme turde springe ud i det og ikke fedtspille vores liv væk. Men vi skal altid forholde os kritisk til vores umiddelbare indskydelser – er vi virkelig selv kilden til disse ønsker, eller kommer det ude fra?

Det lyder tæt på umuligt, men jeg vil nu forsøge at tage angsten i hånden og svømme med ham ud på det dybe vand uden redningskrans eller gummibåd.

Så må vi se, hvordan det går.

Så vær dog bare lidt sur/bitter/træt/smadret!

baby lying on gray textileInden for de seneste par måneder har to af mine veninder fået deres først barn. Jeg har været forbi med gaver og rosende år. Smukke børn. Seje mødre. Alt er godt.

Meeeeen jeg har opdaget, at jeg fisker efter de dårlige nyheder, de hårde nætter og knas i parforholdet, når jeg har været på besøg. Det er sådan set ikke, fordi jeg ønsker, at de har problemer. Jeg leder nok bare efter noget, jeg kan spejle mig i. Og det har vist sig lidt vanskeligt.

Min ene venindes baby havde et “anfald”, da jeg var på besøg – og jeg kunne næsten ikke høre det. Ungen peb lidt, og det var tilsyneladende, sådan barnet var, når han var mest sur. Saaaaaay whaaat?! Og han sov længe. Det føles uretfærdigt.

Min anden veninde er 100 procent forelsket og lægger det ene billede op efter det andet af “prinsessen” med ordene “Kærligheden har fået en helt ny betydning” og “jeg kan slet ikke stoppe med at kigge på hende”.

Altså. Det er jo dejligt, at de er lykkelige. Men det kan da ikke være hele sandheden. Kan det? Jeg føler lidt, at jeg bliver løjet for.

Jeg havde det ikke specielt svært selv (ingen kolik eller syge børn). Så jeg vil nok beskrive det som medium svært. Jeg syntes også ungen var fantastisk. Men jeg syntes også, at han så meget vred ud. Han skældte mig ud, når mælken kom for hurtigt. Når bleen var våd. Når jeg var for langsom. Når jeg ikke forstod ham.  Det var ikke ren lykke.

Jeg havde massive udfordringer med min nye identitet som mor. Hvordan kunne jeg være mig selv og mor? Det tog sgu da tid at finde ud. Jeg er ikke sikker på, at jeg har svaret endnu. Og når jeg føler mig allermest presset af verden, mor-rollen og mig selv, så bliver jeg stiktosset. Vred. Punktum.

Jeg var træææææææt helt ind i knoglerne. Mit barn sov kraftedme ikke fire timer i træk, før han var langt over et halvt år gammel. Og jeg har til dato aldrig oplevet, at han har sovet længe. Før seks er reglen.

Det er nok derfor, at jeg følte mig kaldet til at skrive til billedet af prinsessen og kommentaren om kærligheden. “Du vil nok få lidt mere komplicerede følelser med tiden”.

Jeg kan godt se det. Jeg er et småligt menneske. Det mangler sgu da bare, at jeg tager del i glæden og ubetinget siger tillykke.

Undskyld!

Det er bare en fase.