Så tænk dog på børnene!

chess pieces on board

En aften for et par uger siden slæbte jeg mig op af sofaen og ned på kommunen. Der blev afholdt borgermøde om økonomien i byens daginstitutioner. Jeg tror faktisk, at det er tilfældigt, at det ramlede sammen med DR’s dokumentar “hvem passer vores børn“, men debatten var i den grad præget af den dokumentar.

Jeg var da også selv påvirket af den. For er det virkelig en stor fed løgn, jeg fortæller mig selv, når jeg synes, at jeg kan aflevere min søn trygt og godt hos noget overordentligt kompetent personale, der arbejder under rimelige forhold? Måske.

Det interessante til sådanne møder er, at forældrene sidder bænket med et godt tag i høtyvene og et eneste ønske: flere penge til børnene. I skærende kontrast sidder forvaltningens folk belastet af viden og detaljer, som ikke gør prioriteringen så nem. F.eks. er det de udsatte børn, vi ikke længere skal anbringe uden for hjemmet? Er det de gamle, som må komme i bad hver 8. uge eller er det skolerne, som ikke skal have nye bøger?

Der var en borger, som råbte ud i salen “SKAL VI SÅ BARE FYRE PÆDAGOGERNE, HVIS DER ER FÆRRE BØRN, END VI HAVDE REGNET MED?”. Jeg ved ikke, om det er, fordi jeg er blevet en hærdet, kold og beregnende djøfer, men for mig er svaret helt indlysende “JA!”. Selvfølgelig skal vi ikke have flere pædagoger ansat, end vi har brug for. Ellers så skal vi begynde at trykke vores egne penge eller starte en solid crowd-funding.

På den anden side var der også en forvaltningsdame, som startede sit oplæg med desperat at udbryde “JEG KAN IKKE TO TING PÅ EN GANG”, da hun fik rakt den dingenot, som man skifter slides med. Hvorefter hun gik i gang med en frygtelig gennemgang af en eller anden ligegyldig strategi – og forsikrede os om, at de havde taget Flemming med, som kunne svare på spørgsmål til økonomien. Eller han kunne skrive dem ned, også ville de vende tilbage

Der var ikke nogen, som tog sig rigtig godt ud til det møde. Hverken forældrene eller forvaltningen. De fremmødte politikere havde heller ikke meget at byde ind med.

Hvorfor er vi så grundlæggende uinteresseret i at diskutere rigtige løsninger? Der var enkelte på mødet, der talte om, at vi skulle tale om måden, vi prioriterede at bruge pengene på børnene og ikke bare antallet af midler. Og det tror jeg meget på.

Det handler også om ledelse, dygtigt personale, gode indkøbsaftaler, hårde prioriteringer i forhold til den målrettede indsats over for de svageste børn vs. bundniveauet for de ‘almindelig’ børn også meget andet. Nedbringelse af sygefravær OG den generelle udvikling af byen. Dét synes jeg er de spændende diskussioner.

Det er nok også derfor, at jeg godt kan lide at være embedsmand. Her skal man se på hele brættet. Det er ikke nok kun at holde øje med kongen. For så bliver du sgu skakmat alligevel. Alle brikkerne har en vigtig rolle at spille. Og det er nok også derfor, at jeg har det svært med at bekende mig til ét politisk projekt – også selvom det handler om vores allerkæreste børnene og jeg frygtelig gerne vil have flere voksne.

Jeg vil dog formentlig deltage i lørdagens demo for minimumsnormeringer, men lave mit eget lille skilt “investér i fremtiden”. Jeg tror nemlig ikke på minimumsnormeringer. Det er ikke en løsning, som nødvendigvis giver flere hænder til børnene. Det bliver netop et minimum, fordi det er noget alle skal kunne blive enige om. Så det er for mig at se en rigtig dårlig målsætning, selvom jeg støtter op om ånden bag demonstrationen – børnene skal have bedre vilkår.  Men man behøver ikke at have forskellige politiske events eller partier for hver en lille nuance i ens holdninger.

Jeg tror meget mere på, at man udvikler et ordentligt nationalt mål for normeringer, som faktisk siger noget om, hvor mange voksne der er er per barn (for det gør Danmarks Statistisk ikke i dag). Også skal der selvfølgelig sendes flere penge afsted. Og det kommer der nok. Det er jo valgår.

Men jeg vil bare gerne sige, at der er nogle pædagoger, som er bedre end andre. Der er nogle daglige ledere, som er dygtigere end andre. Der er nogle kommuner, som har større udfordringer end andre. Så hvis vi finder på ét mål for alle, så tager vi ansvaret fra dem som faktisk kan og bør løfte det.

Men any ways – teknokrater vinder ikke valgkampe! Så lad os bare gøre det kort:

SEND MORE MONEY!

Kvindekamp og drengeopdragelse

Da jeg fandt ud af, at jeg ventede en lille dreng – må jeg indrømme, at jeg var en anelse skuffet. Jeg havde glædet mig til at  give en lille pige en opdragelse i at være fierce og fantastisk og ikke stå tilbage for nogen.

Nu står jeg så her med den dejligste dreng i hånden, og det er helt som det skal være. Men når man er feminist og “drengemor”, så fylder kønsspørgsmålene relativt meget.

Der er spørgsmålene om, hvad er socialt konstrueret, og hvad er gener? Hvordan skaber vi et mere ligestillet samfund? Hvad betyder mor-rollen for mig som menneske? Hvordan fordeler vi opgaverne i hjemmet på en fair måde? Og hvordan sikrer man, at ens barns køn ikke skal afgøre dets skæbne?

Ligestilling kan ikke kun handle om, at pigerne skal være fierce og frygtløse. Det er også drengene, som vi skal gøre et nummer ud af at lære  empati og omsorg for andre.  De skal lære at respektere grænser, at give plads og være klar over, at drenge i hvert fald indtil nu har fået og får ret mange forlommer i livet. Og på en eller anden måde, så virker det ikke lige så sjovt at lære fra sig. Selv her er strukturerne på spil.

Min tanker om en hypotetiske pige-opdragelse jo også problematiske.  Lyserøde og putte-nuttede ting – ud med det og ind med handlekraft og mod. Men det er jo også et problem, fordi jeg samtidigt tilskriver mindreværdi til de klassiske tøsedyder. Det er et catch 22

Selv da jeg vidste, at jeg fik en dreng, så forestillede jeg mig, at han ville være “blød og stille”, som sin far. Det er han ikke. Han er et fuldstændig crazy energibundt, som kravler op på alt, kaster med alt, banker sit hoved ind i ting og råber højt. Han elsker bolde og har ikke stor tålmodighed med  hverken puslespil eller tusser.

Han er kun halvandet år, så han kan nå at blive mange forskellige slags personligheder endnu – jeg ved det. Jeg forsøger virkelig også at undlade at præge ham til at blive specielt “drenget”. Jeg står ind i mellem i H&Ms pige-afdeling og siger til mig selv, at jeg skal mindst købe én ting herfra til ham.  Så står jeg der med et lyserød beklædningsgenstand, som jeg grundlæggende synes er grim, men så har jeg da levet op til et eller andet formkrav. Jeg beviser over for verden, at jeg er en “gender-bender”, som min mand sarkastisk bemærker, når jeg giver barnet “pigetøjet” på, fordi vi skal ud i sociale sammenhænge, og på den måde sikrer, at flest muligt ser ham i lyserødt tøj – nu hvor han jo ikke går i det så tit.

Så hvad er moralen? Det er ikke muligt at tale om køn og være hævet over strukturerne. Vi er skabt af og taler ind i de strukturer, der allerede eksisterer. Men vi skal sørge for – eller hvert fald at prøve – at udfordre dem.  Så vi kan jo starte med at være opmærksom på, hvordan vi taler til og om vores børn. Jeg hørte så sent som i dag om en institution, hvor alle pigerne til morgensang skulle synge “Jeg er en smuk lille sommerfugl” og drengene derimod blev instrueret i at synge “jeg er en stor stærk kriger”. what the actual fuck?

Det går fandme ikke. Børn er begge dele. Smukke og vilde. Fine og stærke. Vi må ikke gør dem til en enten eller. Men jeg indrømmer gerne, at det altid er nemmere sagt end gjort.

42 år tilbage….

Der er 42 år tilbage, før jeg kan så meget som at drømme om  at gå på pension. Det gælder sandsynligvis også for dig, kære læser. Det skyldes tilbagetrækningsreformen, som VK-regeringen indgik med DF og de Radikale i 2011.

En stor del af grunden til, at man er politisk motiveret for at lave en sådan reform, skyldes, at vores forældres har fået (for) få børn. Det løber simpelthen ikke rundt, når små generationer skal brødføde store generationer, der gået på pension. I Danmark er pensionen finansieret af den generation, som arbejder – derfor er det ikke rigtigt, når folk mener, at de har betalt ind til deres folkepension gennem et helt liv. Nej, de har betalt for deres forældres og bedsteforældres pension.

Det er selvsagt sårbart, når der er for store forskelle på generationers størrelser. Her er en fremragende tegning af, hvad der er realiteten i de fleste velfærdsstater, og hvorfor det var nemt at finde på politik i 70erne.

I modsætning til Danmark, hvor vi har et Pay-As-You-Go- system, så har andre lande offentlige pensionsfonde, hvor det er afkastet af disse fondes investeringer, som finansierer pensionsudbetalingerne i dag. Det kræver længere tid for sådanne systemer at modnes og blive stand til at betale for pensionerne. Hvis vi ville implementere det i Danmark, ville det kræve, at vi der arbejder i dag skulle betale for både pensionisterne i dag og vores egen pension i fremtiden. Så det kommer formentlig ikke på tegnebrættet.

Det giver mening, at finansministre gennem tiderne har tænkt, at nu må alle sgu’ blive lidt længere på arbejdsmarkedet. Problemet er bare, at selvom vi bliver ældre og ældre – og de fleste også er friskere i en høj alder, så er der dog alligevel en øvre grænse for, hvor længe man er værdifuld og eftertragtet for en arbejdsplads.

Socialdemokratiet synes dog, at det her er lidt hårdt for særligt dem, som har været på arbejdsmarkedet som helt unge og har hårde fysiske jobs. Derfor har de foreslået at indføre differentieret tilbagetrækning, så ufaglærte og lavtuddannede kan gå tidligere på pension, end os andre der har brugt det meste af vores 20ere på læsesal.  Det er ret tydeligt, at sympatien ikke ligger hos akademikerne. Ikke engang min fagforening vil forsvare, at det kan være hårdt/urealistisk for akademikere at gå på arbejde, når de er 70+.

Spørgsmålet er, om det kun er de ufaglærte og håndværkerne, som er matte i koderne, når de rammer de 70 år? Selvom man godt vil fremstille det sådan, så er vi faktisk temmelig mange akademikere, som har arbejdet som alt muligt før og under vores studier. De færreste kommer først på arbejdsmarkedet, når specialet er afleveret og de er fyldt 27. Det er det klare mindretal.  Vores kroppe bliver også nedslidte. Kontorarbejde er heller ikke sundt.

Jeg anfægter ikke, at slagterimedarbejderen har det hårdere. Jeg kan også godt læse statistikkerne, at de dør tidligere og har flere skader. Der er bare jobs, som man ikke bør have i 40 år i streg. Det er der helt sikkert. Men vi må ikke bare tro, at det kun er de ufaglærte og håndværkerne, som kommer til at have det stramt med at gå på arbejde, når de er 70 år.

Stress og langsommere kognition er reelle forhindringer på en moderne arbejdsplads, hvor man stiller store krav til omstillingsparathed og have top-tunet IT-færdigheder. Vi lever i verden, hvor det “grå guld” er en ironisk betegnelse for mennesker, vi helst ikke vil være kolleger med.

Så jeg siger bare, at det ville være så dejligt, hvis – om ikke andet  så i hvert fald, at min fagforening – som jeg betaler for at beskytte mine interesse som lønmodtager – ville tage mit parti, og bare gå ind i drøftelsen og stille spørgsmålstegn ved, om akademikere kan holde til de er 72 år gamle. Og om ikke vi skal sørge for at finde på nogle andre politiske løsninger.

Vi skal ikke have differentieret tilbagetrækning på baggrund af forventet levetid (i så fald skulle kvinderne i hvert fald også tage 5 år mere på arbejdsmarkedet. Av).

Vi skal have reelle alternativer for folk, der bliver nedslidte. Førtidspensionen skal ikke være så svær, som den er i dag. Vi skal ikke klemme de sidste kræfter ud af folk, før vi tillader dem tilbagetrækning. I dag bliver du visiteret til et fleksjob, hvis du kan arbejde så meget som 2 (!) timer ugentligt.

Vi skal skabe flere seniorjobs – og bedre vilkår for at gå på nedsat tid, når alderen trykker. Vi skal sætte tempoet ned. Vi skal sikre, at folk har mulighed for at skifte karriere halvvejs gennem livet uden at gå fra hus og hjem.

Og så skal vi ikke acceptere, at folk slider sig selv ihjel. Det er ikke i orden!

Socialdemokraterne må gerne komme ind i kampen, når det gælder politisk opfindsomhed.

Og DJØF må gerne komme ind i kampen, som fagforening. Ellers melder jeg mig sgu ud. Det kan ikke være rigtigt, at de ikke tør sige, at man også kunne tænke lidt på akademikerne. YOU HAVE ONE JOB!

 

 

Hold kæft en møgunge!

Jeg kan tydeligt huske en dag, hvor vi hentede min lillesøster i vuggestuen med et gigantisk bidemærke i kinden. ‘Det var Malthe, der gjorde det’ , fik vi at vide.

Jeg var rødglødende og havde lyst til at slå den møgunge, som havde tygget i min søster. Møgungen har jo ikke været ret gammel. Og jeg har højest været fire år ældre. Jeg gjorde selvfølgelig ikke noget.

I dag kom jeg til at tænke på den episode igen, da lederen i vores søns vuggestue, Ulla, fortalte, at hun gerne ville have, at forældrene  tog mere ansvar for fællesskabet.

Hun tænkte specifikt på, at nogle forældre taler dårligt om andre børn, hvis de en periode bider eller slår deres børn. At man fortæller sit barn, at han ikke skal lege med Mathilde, fordi hun bider.

Jeg kan ikke huske, om mine forældre gav specifikke instrukser om fremtidigt samvær med Malthe.  Men jeg kan da huske, at vi talte om det. Mon ikke, der også fulgte et “dumme unge” med – og “sådan nogle leger vi ikke med”? Ikke at de havde behøvet at sige det. Jeg er sikker på, at hævntørst og kollektiv straf var øverst på min liste over passende reaktioner.

I 25+ år har jeg haft den historie med mig uden at tænke det mindste på Malthe eller hans forældre.  Men som Ulla fortalte om, at der ligger et kæmpe pædagogisk arbejde i at lave nye fortællinger om børn, der er blevet brændemærket af forældregruppen, som en “man ikke leger med”, der skete der altså noget. At få viden om, at det  påvirker børnene i mange år frem. Og at forældrene spiller en stor rolle her.

Malthe var et lille barn. Et barn der ikke kunne tale. Et barn der ikke har fået alle dine tænder. Et barn hvis arme er for korte til at kunne tørre sig selv – i det tilfælde – han overhovedet var renlig. Hvordan i alverden falder det voksne mennesker ind at holde sådan nogle væsener ansvarlige for deres handlinger?

De tilstedeværende forældre med lidt større børn fortalte, at de havde oplevet, at deres børn både bed og var blevet bidt, og at førstnævnte klart var det værste. Det var så meget værre, at ens eget barn var “møgungen”.

Jeg indvendte til mødet, at forældrene blot spejler det omgivne samfund. Her straffer vi gladeligt folk uagtet den totale mangel på evidens for dets effekt – alene med henvisning til “retsfølelsen”. Det er ikke en god grund for at gøre det, men det er dog en grund. Så jeg opfordrede til, at hun ville fortælle alle forældre om konsekvenserne ved at straffe børn med social isolation. For vi er sikkert nogle stykker, som godt kunne finde på at opføre os som kæmpe idioter, fordi vi ikke har tænkt os om.

 

 

Er angst frihedens pris?

Jeg var nødt til at køre tidligt hjem fra en fødselsdagsfest i weekenden. Barnet var helt opkogt og ville hverken spise, sove eller slappe af. Så jeg satte ham i bilen og kørte af sted. Det sker ikke så tit, men jeg kørte rundt på må og få i en times tid for, at han kunne få sovet lidt. I den tid hørte jeg podcasten ‘philosophize this’ om Kierkegaard.

Der skete det, som der næsten altid sker, når jeg læser eller lytter til filosofiske tanker. Min hjerne begynder at kilde og BAM – så er alt forandret!

Jeg har egentlig været vild med Kierkegaard længe, men alligevel var det som om, at jeg hørte meget af det for første gang. Ord som spidsborger, æstetiker og etiker har nok stået lidt i vejen for min forståelse. Men på engelsk blev det sagt mere simpelt og to the point: Man kan miste sig selv på to måder.

1. Du kan miste sig selv ved at blive overvældet af mængden af valgmuligheder og således opleve ‘paralysis of analysis‘ – altså at du overvejer dine muligheder i det uendelige, og dermed aldrig træffer et valg. Folk er tit klar over, at de faktisk udskyder afgørende beslutninger i det uendelige – og dermed risikerer at miste sig selv.

Eller

2. Du kan miste dig selv ved at være låst fast på nogle valg, som egentlig ikke er dine egne. Det er bare samfundet, der har fået dig til at tro, at fx uddannelse, baby, huslån og job er drømmen. Men du har aldrig for alvor overvejet andet, og dermed kan man ikke sige, at du faktisk har truffet et valg. Det farlige ved denne type af valg er, at du som oftest ikke er klar over, at du mister dig selv, fordi du oplever alle valgene som værende dine egne.

Det kan vel prikke til de fleste. Jeg føler i hvert fald, at jeg gør lidt af begge dele (og det kan man i øvrigt også sagtens!). Mit job og manglende jobskifte er i den grad udtryk for paralysis of analysis, men jeg har jo også taget en tæt på snorlige vej ind i småborgerens liv. Har jeg virkelig valgt det hele selv?

Kierkegaards pointe er, at vi flygter fra den angst, der følger med ved at træffe egne valg ved enten at vælge konformt eller overhovedet ikke. Han siger, at vi ikke skal frygte angsten, for den er et udtryk for, at man træffer selvstændige valg og dermed bliver til os selv. I podcasten formulerede de som ‘anxiety is the dizziness of freedom’. 

Så hvor stiller det os henne? Generationen, der fra barnsben er blevet bedt om at ‘mærke efter’ og ‘følge mavefornemmelsen’? Mavefornemmelsen kommer jo aldrig til at fortælle dig, at du skal gøre noget, som gør dig grundangst. Vi kan heller ikke bare gøre, som man altid har gjort. Vi er vitterligt en lus mellem to negle.

Alligevel kunne jeg mærke en strøm af frihed komme under vingerne på mig. For i udtrykket om, at angst bare er svimmelhed forårsaget af friheden, ligger der jo også, at det ikke handler om at vælge rigtigt (hvilket vi ellers bliver tudet ørerne fulde af), det handler om at vælge (noget).  Ideen om, at menneskelivet levet ‘rigtigt’ (altså frit) er fyldt med angst. Vi skal turde at gøre noget, selvom der er en risiko for, at man senere vil kunne tænke, at det ikke var udpræget klogt. Vi skal fandme turde springe ud i det og ikke fedtspille vores liv væk. Men vi skal altid forholde os kritisk til vores umiddelbare indskydelser – er vi virkelig selv kilden til disse ønsker, eller kommer det ude fra?

Det lyder tæt på umuligt, men jeg vil nu forsøge at tage angsten i hånden og svømme med ham ud på det dybe vand uden redningskrans eller gummibåd.

Så må vi se, hvordan det går.

Så vær dog bare lidt sur/bitter/træt/smadret!

baby lying on gray textileInden for de seneste par måneder har to af mine veninder fået deres først barn. Jeg har været forbi med gaver og rosende år. Smukke børn. Seje mødre. Alt er godt.

Meeeeen jeg har opdaget, at jeg fisker efter de dårlige nyheder, de hårde nætter og knas i parforholdet, når jeg har været på besøg. Det er sådan set ikke, fordi jeg ønsker, at de har problemer. Jeg leder nok bare efter noget, jeg kan spejle mig i. Og det har vist sig lidt vanskeligt.

Min ene venindes baby havde et “anfald”, da jeg var på besøg – og jeg kunne næsten ikke høre det. Ungen peb lidt, og det var tilsyneladende, sådan barnet var, når han var mest sur. Saaaaaay whaaat?! Og han sov længe. Det føles uretfærdigt.

Min anden veninde er 100 procent forelsket og lægger det ene billede op efter det andet af “prinsessen” med ordene “Kærligheden har fået en helt ny betydning” og “jeg kan slet ikke stoppe med at kigge på hende”.

Altså. Det er jo dejligt, at de er lykkelige. Men det kan da ikke være hele sandheden. Kan det? Jeg føler lidt, at jeg bliver løjet for.

Jeg havde det ikke specielt svært selv (ingen kolik eller syge børn). Så jeg vil nok beskrive det som medium svært. Jeg syntes også ungen var fantastisk. Men jeg syntes også, at han så meget vred ud. Han skældte mig ud, når mælken kom for hurtigt. Når bleen var våd. Når jeg var for langsom. Når jeg ikke forstod ham.  Det var ikke ren lykke.

Jeg havde massive udfordringer med min nye identitet som mor. Hvordan kunne jeg være mig selv og mor? Det tog sgu da tid at finde ud. Jeg er ikke sikker på, at jeg har svaret endnu. Og når jeg føler mig allermest presset af verden, mor-rollen og mig selv, så bliver jeg stiktosset. Vred. Punktum.

Jeg var træææææææt helt ind i knoglerne. Mit barn sov kraftedme ikke fire timer i træk, før han var langt over et halvt år gammel. Og jeg har til dato aldrig oplevet, at han har sovet længe. Før seks er reglen.

Det er nok derfor, at jeg følte mig kaldet til at skrive til billedet af prinsessen og kommentaren om kærligheden. “Du vil nok få lidt mere komplicerede følelser med tiden”.

Jeg kan godt se det. Jeg er et småligt menneske. Det mangler sgu da bare, at jeg tager del i glæden og ubetinget siger tillykke.

Undskyld!

Det er bare en fase. 

Kan man være feminist og for kønsskifteoperationer?

man holding three leaves

“Jeg er født i den forkerte krop” – er et udsagn, som meget ofte kommer op, når transpersoner skal forklare, hvorfor de gør, som de gør – og hvorfor de fortjener grundlæggende respekt.

Inden jeg går videre, må jeg hellere indlede med, at jeg synes, at alle mennesker fortjener respekt. Jeg ønsker ikke at støde eller tale nedsættende om nogen, særligt ikke folk, som sidder i en udsat, sårbar og sikkert også lidt ensom situation og føler sig helt forkert. Jeg håber derfor, at I vil læse resten af indlægget i det perspektiv.

Jeg har  i flere år har tumlet med på den ene side gerne at ville være rummelig og omfavnende, og på den anden sidde ikke kunne forlig mine feministiske idealer med ideen om kønsskifteoperationer m.v.

Som feminist har jeg det meget svært med udsagnet “jeg er født i den forkerte krop”. Jeg mener ikke, at vi meningsfyldt kan tale om rigtige eller forkerte kroppe. Der er kun kroppe. Når nogle mennesker vokser op og føler, at de absolut ikke kan leve et lykkeligt liv med det køn, som de biologisk set er blevet tildelt, så har vi i mine øjne fejlet fatalt.

Feminisme handler om for mig om, at vi skal have ligestilling mellem kønnene i betydningen, at dit køn ikke skal være definerende for dine livsvalg. Derfor har jeg meget svært ved påstanden om, at et menneskes lykke er bundet op på deres køn. Fordi det gør kønnet til det afgørende. Fordi det lægger en essentialistisk tolkning nedover, hvad det vil sige at have en penis eller en skede. At man skal have en skede for at gå i kjole og en penis for at være bankdirektør.

Jeg nægter ikke, at der er strukturer i samfundet, som gør det rigtig svært f.eks. at have en penis og tage en kjole på. Det er der helt sikkert, men det er strukturerne vi skal ændre på – ikke menneskene.

Min mand indvender altid på det her tidspunkt i vores diskussion, som har vi har haft om og om igen; “jamen, skal den enkelte så være martyr i det feministiske ligestillingsprojekt?“.

Det kan man aldrig tvinge andre mennesker til, men grundlæggende så er mit svar vel – ja! For operationer og hormonbehandling medvirker kun til at reproducere i helt absurd grad de strukturer, som man som transperson i virkeligheden forsøger at gøre op med. Det er de bånd, som binder mænd og kvinder til en bestemt adfærd afhængig af deres køn. Det er vel det, som feminismen blæser til kamp i mod.

Jeg mener, at vi bør hjælpe mennesker med at acceptere både sig selv og andre, som gode nok – som de er. Her vil jeg gerne lægge særlig vægt på, at vi ikke kan fornægte den form, som naturen har “valgt” at give os. Om det så er mand eller kvinde. Høj eller lav. Tyk eller tynd. Krøbling eller atlet. Så er vi alle sammen okay. Vi har alle sammen ret til frihed, kærlighed og plads uanset, hvordan naturen har formet os. (Et af de mere kuriøse eksempler er også historien om den hollandsk pensionist, som vil have ændret sin alder, fordi han mener, at han bliver diskrimineret på baggrund af den).

Så er der selvfølgelig nogen, som vil indvende, at mennesker altid former på vores naturlige udseende. Jeg plukker mine øjenbryn (hvilket principielt set også er tosset), andre får opereret deres bryster større og endelig er der nogen, som går meget radikalt til værks og ændrer deres kønsorgan/hormonbalance.  Det mener jeg dog ikke kun er et spørgsmål om gradsforskel, men om ændringer af helt forskellige karakter! (Især efter at jeg har prøvet den helt store hormon-rutsjebane, som er en graviditet. Hormoner ændrer ikke bare din fysiske fremtoning. Den ændrer din personlighed.)

Alligevel vil jeg stadig gå til forsvar for, at folk har ret til at gøre med deres krop som de vil. Kønsskifteoperationer skal ikke forbydes. Men som samfund bør vi ikke finansiere, at folk skal ændre sig selv for at føle, at de kan være i verden. Der skal laves plads i verden til dem, de er i udgangspunktet.

Vi bør i stedet ændre verden. Lave kønsneutrale toiletter. Tillade opklædningsbåse i svømmehallen. Og vi bør forske i om, der er nogle mønstre i, hvorfor nogle mennesker føler, at deres krop er helt helt forkert. F.eks. ved vi allerede, at der er noget, som hedder interkøn – som er den biologiske spøjse ting, hvor et menneske har både mandlige og kvindelige kønstegn – og derfor ikke entydigt kan inddeles i hverken han eller hun kategorien.

Her er det jo netop ikke kroppen, som er forkert – men det label, som personen er blevet tildelt ved fødslen, som har været forkert. Vi kunne have sparet denne 1-2 ud af 1000 personer meget smerte og forvirring ved, at vi var mere tilbageholdende ved at definere børns køn så tydeligt, som ingen kønsidentitet har endnu (ja, det er  hårbånd til skaldede børn og fascistiske farvekoder, jeg taler om!).

Jeg er fortaler for, at vi lægger mindre vægt på menneskers køn – ikke mere. Vi skal lave større og bredere kasser i stedet for at skære folk til, så de passer i de kasser, som vi allerede har. Hvis et skridt på vejen kan være, at man har mulighed for at vælge et nyt navn, sætte kryds ved “intetkøn” i sit pas eller etablere kønsneutrale cpr-numre, så lad os starte der. Men jeg synes ikke, at vi skal operere eller medicinere raske mennesker.  Vi skal lave plads til mennesker, som de er.  

Det virker usandsynligt, at transpersoner  vil mene, at de argumenterer for, at vi skal være mindre tolerante, så jeg vil så gerne høre fra jer:

Hvad er det, jeg overser? Hvordan kan ideen om, at et køn er forkert være forenelig med ideen om, at der skal være ligestilling mellem kønnene? Hvordan kan man sige, at man er tolerant, når man samtidigt siger, at der er visse ting, som kun en pige/dreng gør? Og hvordan kan kan tale om, at man først er en “rigtig” pige/dreng, når man har fået ændret sin fysik og hormonbalance? Hvordan er det respektfuldt  over for nogen? Hvordan er det ikke et skråplan af dimensioner at tale om “rigtige” drenge/piger og “forkerte” kroppe? 

 

 

 

Mafiametoder og søvntræning

sleeping baby on gray cushion

Det er nok ikke gået mange forældres næser forbi, at der pågår en ret heftig debat omkring brugen af “Godnat og sov godt”-metoden. Nu har jeg – som de fleste andre formentlig – heller ikke læst bogen, men den overordnede diskussion går på, om børn under nogen omstændigheder må “græde sig selv i søvn”.  Så det er alene det, jeg forholder mig til.

Søvntræning kan have mange ansigter – og det er slet ikke alle, som jeg vil stå på mål for. Men jeg synes, at det er hysterisk at påstå, at børn får varige mén af, at deres forældre lader dem græde i afstemte tidsintervaller (fx. 15 min af gangen) i få dage (typisk 2-3 dage), hvor man træner, at barnet lærer at “trøste sig selv”, når det vågner op om natten.

Jeg har selv anvendt metoden et par gange, når Huberts søvn er stukket helt af. Konkret taler vi om, at vi ikke har fået lov at sove, fordi han har grædt i timevis i løbet af natten og har været utrøstelig. Uanset om vi var der eller ej. Vi startede selvfølgelig også med at vugge, kysse, amme, klappe, hoppe på bold, synge og hele det show, som forældre ruller ud for deres børn af ren og skær kærlighed. Det hjalp bare ikke. Han skreg og skreg og skreg.

Så prøvede vi os forsigt frem med denne metode, efter han var fyldt 3 måneder. Og guderne skal vide, at vi diskuterede det rigtig meget. Jeg var klart på “soft-on-crying”-holdet, fordi jeg som mor oplevede, at hele kroppen kunne knuge sig sammen, når baby græd. Men det magiske skete, at efter to dage var der væsentlig fremgang. Hubert faldt hurtigere i søvn, var mere rolig og sov i længere tid. Vi sørgede selvfølgelig for undervejs, at hans behov var opfyldt, og at han ikke var til fare for sig selv. Helt lavpraktisk gik vi ind til ham efter afstemte intervaller (først 10 minutter, så 15 minutter og sidst 20 minutter) og når vi gik ind til ham, brugte vi 1 minut på at prøve at trøste ham (give ham sutten, ae ham, putte ham på ny), hvorefter vi gik igen.

Vi gjorde det, efter vi havde læst intenst på the science of mom  bloggen,  hvor en kvinde med en ph.d. i neurobiologi har læst sig igennem forskning på børneområdet og gennemgår resultaterne letlæseligt. Hun præsenterer (og henviser undervejs til) forskning, som viser at metoden er effektiv og ikke skadelig (heller ikke på længere sigt).  Ligesom hun gennemgår den kritiske forskning. Jo, børn er selvfølgelig mere stresset, lige når det står på, men på længere sigt gavner det barnet, da metoden reducerer gråd og forbedrer søvnen markant.

Jeg var derfor overrasket over, at der opstod en folkebevægelse, som hævdede, at jeg havde misrøgtet mit barn. Jeg forsøgte at gå lidt ind i debatten på et opslag på facebook, men der var ikke den store forståelse for, at der var andre måder end samsovning, der kunne sikre børn en tryg sove-oplevelse. Jeg fik alene bemærkningen “du har ret til at mene, hvad du vil, men jeg vælger at give mit barn tryghed og omsorg” og “mit barn sover faktisk heeeeele natten” og endelig vinderen “VILLE DU MÅSKE GERNE GRÆDE DIG SELV I SØVN HVER AFTEN, HVA HVA HVA?!”.

Jeg har sgu også forsøgt mig med samsovning. Jeg er slet ikke så ensporet. Hvis Hubert sov, når vi sov sammen, så kan jeg love jer for, at det var det vi gjorde. Det gør han bare ikke. Han leger, pjatter, sparker og river sin mor i hovedet (med mindre han er syg, så går det ok). Jeg ville elske at sove sammen om natten. Top hyggeligt omend upraktisk.

Jeg tror ikke på, at én metode får os hele vejen. Vi må spille på flere heste. Det gør vi i hvert fald herhjemme – og nogle ting virker nogle gange – men intet af det vi har prøvet virker hver gang. Jeg ville bare benytte lejligheden til at sige “is på”. Dit barn har ikke lidt overlast, hvis du har forsøgt at lære det at trøste sig selv. Metoden står ikke i modsætning til at skabe gode, trygge og faste putterutiner. Den fungerer jo klart bedst, hvis den kombineres med andre effektive metoder, f.eks. sut og regelmæssighed.

Men det er klart, at hvis dit barn sover ret godt i forvejen, så har du nok ikke  brug for denne metode. Hvis du samsover, så giver det heller ikke den store mening (for du er der jo alligevel). Men jeg vil gerne opfordre til, at man kan rumme, at vi er nogle forældre, som har været nødt til at tænke lidt ud af boksen, for ikke at alle skal græde sig selv i søvn forevigt.

Og det giver altså ingen mening at hævde, at børn lider overlast af metoden baseret på studier af børnehjemsbørn (der er nok en del andet, end cry-it-out på spil her) eller at påpege eller at børns gråd er deres eneste måde er kommunikere på, og vi altid skal reagere på gråden. Metoden opfordrer jo ikke til, at du aldrig reagerer på gråden. Den opfordrer til, at du forsøger at reagere systematisk i en periode og give barnet en chance for at lære at håndtere adskillelse (og hvad der ellers foregår i babys hoved).

Lidt ligesom man lader sig barn prøve at tage tøj på selv, selvom det giver anledning til arrigskab og frustration. Der er nogen ting, som vi skal lære, som kræver både blod, sved og ja tårer. Og man kan godt være en god, kærlig og omsorgsfuld forælder, selvom man søvntræner sit barn.

Jeg vil derfor opfordre til at være lidt mere rummelig over for andre menneskers forsøg på at deres børn til at sove. God nat derude – jeg håber, at I får lov at sove godt.

 

I’m bitter and I’m proud!

Jeg vidste godt, før jeg poppede en baby, at det var hårdt at have børn. Jeg vidste godt, at det ikke var et ubetinget gode for parforholdet, at to blev til tre, og at man have mindre tid til hinanden. Alt det vidste jeg teoretisk set godt.

Som de fleste enten allerede ved – eller senere bittert erkender, så er der temmelig stor forskel på teori og praksis. Jeg har klart undervurderet, hvor hurtig mangel på søvn totalt ændrer ens personlighed og stresstærskel – og hvor fysisk ondt det gør at blive vækket, når man liiiige er faldet i søvn.

Jeg har stærkt undervurderet, hvor lidt overskud man har til sin partners ønsker og behov. Man bliver et lille bitte menneske, som rager den lille snas af overskud/selvopretholdelsesdrift til sig, når først barnet er fodret, vasket og skiftet og nu endelig sover. Man kan nå derud, hvor man ikke under hinanden noget som helst.

Det er som regel (relativ) kortvarige følelser, men jeg har flere gange fået sådan en ud-af-kroppen oplevelse, hvor jeg tænker “shit mand, det kan sgu være, at det er os, der ender med at blive skilt”. For jeg kan slet ikke se, hvor overskuddet til at tale ordentlig sammen og indgå kompromisser skal findes henne. Det siger ikke så lidt, for vi  har faktisk lige haft 13 års-kæreste dag, og jeg har aldrig tidligere tænkt, at vi måske ville gå fra hinanden.

Min mand mener, at jeg har en tendens til at frygte det værste (og plabre løs om dem), så jeg forsøger at holde dystopierne på afstand ved at placere humoristiske påmindelser strategisk rundt omkring i huset:

En af mine favorit leverandører af hverdagskomik er tegneren Line Kjeldsen Jensen. Jeg forærer hendes bog til alle barselsbesøg, jeg skal til – for hun er simpelthen genial.

Hun formår at gøre to ting: 1) at få mig til at grine, og 2) at få mig til at føle mig som en del af noget større. Hun beskæftiger sig med moderskabet, som noget der har væltet kvinder på røven til alle tider. Som en orkan, der hvirvler kvinder rundt i helt nye og ekstreme udfordringer i en blanding smerte, snask og kærlighed. (Line er i øvrigt ikke den eneste, som kan det. Jeg synes, at den her blogverden giver overraskende rum og plads til, at kvinder udveksler nogle af de mest ærlige historier om det at blive mor – også STOR tak til jer derude!).

Derudover er Lines historie præget af, at hun er meget alene hjemme med børnene (fordi far er rockstar) – og hun rammer parforholdskonflikterne helt perfekt. I mit køkken hænger denne tegning fra hendes hånd:

Jeg muntrer mig over den dagligt – og det er netop oftest i køkkenet, at vi har denne her universelle diskussion om, hvem det i virkeligheden er mest synd for (MIG!).

For at holde mig selv oppe i løbet af dagen og for at markere over for verden, at jeg formentlig kunne have været i bedre humør, hvis ikke hele verden var så irriterende. Så bruger jeg denne mulepose som arbejdstaske (hvilket på sin vis er meget en upassende taske i arbejdsøjemed):

Den fanger bare den der ufattelig overmandende følelse, jeg kan rammes af, når jeg siger nej tak til sjove arrangementer, jeg absolut ikke kan overskue. Eller når mit barn er en røv-banan og ikke vil sove. Når jeg skal gå på arbejde efter at have sovet i tre timer. Når folk spørger om irriterende ting. Eller når ens mor har sagt et eller andet halvvejs fordømmende om ens opdragelsesmetode (som for mit vedkommende i bedste fald er famlende). Eller når et eller andet tåbeligt går mig på. Så jeg nemlig både stolt og bitter!

Den sidste påmindelse om, at alt er som det skal være, selvom der er hårdt, er Maren Utaugs (en anden yndlingstegner) tegning om børn og parforhold. En af vores venner læste billedteksten med følgende bemærkning:

»’Børn er en gave for parforholdet’ det passer vist ikke helt, hva? Høhø… Nej, vent er det en bombe?!?«

Og det er lige præcis, hvad det er. Børn er bomben.

Om kærlighed til ting

 

En af mine veninder er igang med at rydde op i sin lejlighed efter et koncept, som blandt andet består i, at man kun beholder ejendele, som bringer en glæde. Hun har i den forbindelse smidt sin æggedeler og kartoffelskræller ud.

Jeg har tænkt meget over ideen. Umiddelbart lyder det jo dejligt at få ryddet op og ryddet ud. Vi ejer vist alle sammen for mange ting. Eller i hvert fald mange flere, end vi har brug for. Men at smide sin æggedeler og sin kartoffelskræller virker alligevel radikalt. Altså måske ikke, hvis hun havde flere af dem – og kun beholdte den bedste/pæneste/mindste, men altså det var dem, hun havde. Nu kan hun ikke dele sit æg eller skrælle sine kartofler.

Jeg ved ikke, om det ligefrem bringer mig glæde at dele æg og skrælle kartofler, men det har da i hvert fald en funktionalitet, som jeg sætter pris på. Så jeg begyndte at tænke mere over mit forhold til ting.

I virkeligheden bringer meget få ting mig glæde. For de er ting. De udfylder et formål, og det kan de gøre mere eller mindre godt. Men deres eksistens har ikke i sig selv en værdi.

Jeg ejer ikke ret meget nips – og det, jeg har, er arvestykker og krimskrams fra ferier. Jeg kunne aldrig finde på at ønske mig (og slet ikke købe) en Kay Bojesen abe. Det virker for mig tåbeligt at købe noget, som koster meget mere, end det er værd – og som absolut ingen funktion har. Det er jo ikke legetøj.  Den kan ikke noget. Det er pynt. Den har intet formål andet end at se pæn ud.

Jeg ejer selvfølgelig også ting, som kun er til pynt. Men det er ikke ret meget – og det meste er faktisk billeder på væggene. Jeg føler mig latterlig, hvis jeg betaler mange penge for én ting. Det dyreste, jeg ejer, er vores barnevogn og den står altid ulåst uden for (det er ikke helt rigtigt, for vi har også en bil,  men den må være lidt uden for kategori).

Jeg har altid fundet mærketøj, som værende et mærkeligt koncept, hvor man betaler mere for en vare for, at man kan få lov at reklamere for den. Der er selvfølgelig noget med brands, som kan være en markør på kvalitet eller en bestemt stil, men hvis jeg kan mærke på mig selv, at jeg mest vil købe noget tøj, fordi det er et brand, så køber jeg det ikke alligevel.

På samme måde bruger jeg heller aldrig mange penge på tøj til Hubert. Han er jo pisse ligeglad med, hvilket mærke hans tøj har – og han bruger det meste af sin tid på at svine sig selv til. Det giver ikke mening at købe dyrt tøj til ham. Så jeg sidder med åben mund og polypper, når jeg ser folk style deres skaldede babyer med hårbånd, tale om smukke flyverdragter og style børneværelset med største omhyggelighed (f.eks. at hænge babytøj på bøjler, hvornår er det smart??).

Som I nok kan mærke, så dyrker jeg det anti-materialistiske en liiiille bitte smule. Men nogle gange, så får jeg stoppet dyre ting ned i halsen: Jeg fik to musselmalede termokopper i bryllupsgave, selvom vi specifik havde frabedt os at få ting af porcelæn (det er for mig at se, det mest latterlige, man kan give nogen i gave). MEN det var altså nogle sindssygt lækre kopper. De bragte mig nok alligevel i sig selv en slags glæde.

Jeg var i hvert fald ked af det, da den ene smadrede mod vores klinkegulv fornyligt. Det er måske en anden grund til, at jeg primært ejer billige ting:

Det gør ikke så ondt at sige farvel til dem.