Om kærlighed til ting

 

En af mine veninder er igang med at rydde op i sin lejlighed efter et koncept, som blandt andet består i, at man kun beholder ejendele, som bringer en glæde. Hun har i den forbindelse smidt sin æggedeler og kartoffelskræller ud.

Jeg har tænkt meget over ideen. Umiddelbart lyder det jo dejligt at få ryddet op og ryddet ud. Vi ejer vist alle sammen for mange ting. Eller i hvert fald mange flere, end vi har brug for. Men at smide sin æggedeler og sin kartoffelskræller virker alligevel radikalt. Altså måske ikke, hvis hun havde flere af dem – og kun beholdte den bedste/pæneste/mindste, men altså det var dem, hun havde. Nu kan hun ikke dele sit æg eller skrælle sine kartofler.

Jeg ved ikke, om det ligefrem bringer mig glæde at dele æg og skrælle kartofler, men det har da i hvert fald en funktionalitet, som jeg sætter pris på. Så jeg begyndte at tænke mere over mit forhold til ting.

I virkeligheden bringer meget få ting mig glæde. For de er ting. De udfylder et formål, og det kan de gøre mere eller mindre godt. Men deres eksistens har ikke i sig selv en værdi.

Jeg ejer ikke ret meget nips – og det, jeg har, er arvestykker og krimskrams fra ferier. Jeg kunne aldrig finde på at ønske mig (og slet ikke købe) en Kay Bojesen abe. Det virker for mig tåbeligt at købe noget, som koster meget mere, end det er værd – og som absolut ingen funktion har. Det er jo ikke legetøj.  Den kan ikke noget. Det er pynt. Den har intet formål andet end at se pæn ud.

Jeg ejer selvfølgelig også ting, som kun er til pynt. Men det er ikke ret meget – og det meste er faktisk billeder på væggene. Jeg føler mig latterlig, hvis jeg betaler mange penge for én ting. Det dyreste, jeg ejer, er vores barnevogn og den står altid ulåst uden for (det er ikke helt rigtigt, for vi har også en bil,  men den må være lidt uden for kategori).

Jeg har altid fundet mærketøj, som værende et mærkeligt koncept, hvor man betaler mere for en vare for, at man kan få lov at reklamere for den. Der er selvfølgelig noget med brands, som kan være en markør på kvalitet eller en bestemt stil, men hvis jeg kan mærke på mig selv, at jeg mest vil købe noget tøj, fordi det er et brand, så køber jeg det ikke alligevel.

På samme måde bruger jeg heller aldrig mange penge på tøj til Hubert. Han er jo pisse ligeglad med, hvilket mærke hans tøj har – og han bruger det meste af sin tid på at svine sig selv til. Det giver ikke mening at købe dyrt tøj til ham. Så jeg sidder med åben mund og polypper, når jeg ser folk style deres skaldede babyer med hårbånd, tale om smukke flyverdragter og style børneværelset med største omhyggelighed (f.eks. at hænge babytøj på bøjler, hvornår er det smart??).

Som I nok kan mærke, så dyrker jeg det anti-materialistiske en liiiille bitte smule. Men nogle gange, så får jeg stoppet dyre ting ned i halsen: Jeg fik to musselmalede termokopper i bryllupsgave, selvom vi specifik havde frabedt os at få ting af porcelæn (det er for mig at se, det mest latterlige, man kan give nogen i gave). MEN det var altså nogle sindssygt lækre kopper. De bragte mig nok alligevel i sig selv en slags glæde.

Jeg var i hvert fald ked af det, da den ene smadrede mod vores klinkegulv fornyligt. Det er måske en anden grund til, at jeg primært ejer billige ting:

Det gør ikke så ondt at sige farvel til dem.

 

 

 

 

Fredagsfeminisme og den frie abort

Billedresultat for reversing roe

Efter en lang uge hvor hele familien har været igennem en “ud-af-begge-ender”-omgangssyge, så var fredag aften virkelig længe ventet. Vi er blevet færdig med Jane the Virgin sæson 4 (læs mit syn på den serie her) og så rammer vores parforhold altså et af de der bump på vejen, som man ikke ved, hvordan man kommer over: Hvad skal vi nu se? 

Efter længere tids drøftelse – og et hurtigt afsnit af Venner – faldt valget på en hurtig og oplagt løsning. “Reversing Roe” en alletiders fredags-basker: En dokumentar om den politiske kamp om fri abort i USA. SHIT! Jeg sad med en hævet knyttet næve det meste af programmet og overvejede, hvordan man kunne være en del af modstandsbevægelsen mod idiotiske mænds totale nonsens.

Man skal lige forbi beskrivelserne og billeder af kvinder med skader fra aborter udført med bøjler og knive. Men det er virkelig interessant at høre, hvordan den oprindelig sag “Roe v. Wade” sikrede amerikanske kvinder retten til abort – og hvad der er sket på den politiske scene siden – og hvordan kvinders frihed til at træffe deres egne valg nu hænger i en tynd tråd.

Man ser den ene efter den anden vrede hvide mand, som råber op om børne-mordere, mens de uden at tøve opildner til vold og mord mod abortlæger og patienter. De er så vrede og så foragtende over for kvinder, at det er kvalmende.

Selvom “pro-life” påstår, at det handler om at undgå aborter, så er det meget tydeligt, at det handler om kontrol af kvinder. For der arbejdes ikke på at undgå uønskede graviditeter eller drage omsorg for kvinder i den ulykkelige situation, som er en uønsket graviditet. Det handler udelukkende om at styre kvinder.

Mændene i programmet er så aggressive i deres argumentation, at det er uhyggeligt. En kalder deres organisation “Operation Rescue” og fortæller med stor entusiasme, hvordan de i militaristisk stil belejrede klinikken indtil den til sidst måtte overgive sig – og nu var den tidligere abortklinik til “Operation Rescues” hovedkvarter. Det dryppede af kvindeforagt – og jeg er bare så glad for, at jeg lever i en del af verden, hvor kvinder og deres ret til at bestemme over deres eget liv respekteres.

For det er prisen. Hvis kvinder skal føde alle de børn, som man vil få, hvis man hverken har abort eller prævention – så er det slut. Så er det slut med ligestilling. Det er slut med retten til et selvstændigt liv. Vi har prøvet det. Og det er helt afgørende for kvinders frigørelse, at de kan bestemme – hvornår og hvor mange børn de vil have. For det er et valg, der former resten af livet. Det er et valg, som stopper uddannelse, karrierer og økonomiske muligheder.

Det valg skal en ingen regering tage. Og det er ren misogyni, at de her pro-life mænd tillader sig at slå politisk plat på kvindelivets grundvilkår: Vi bærer børnene. Vi bærer risikoen. Vi bærer byrden. Så lige denne her – skal de bare blande sig helt uden om. If you don’t like abortion, don’t have one. 

 

Må man dømme andre forældre?

red Wrong Way signage on road

På vej hjem i toget fra en smuttur til Aarhus læste jeg et fremragende indlæg fra Linda på Blogsbjerg.dk, som handlede om at være mor til barn med særlige behov. Hun skriver blandt andet om frygten for at blive dømt som en dårlig forælder, når hun er ude blandt nye mennesker,  og hvor sårende det er, når folk kommer med gode råd til at at tackle et (uvornt) barn som hendes. Hun forklarer, at “Jeg får lyst til at spørge, om ikke de bare kan glæde sig over, at de genetisk set ikke fik Æselkort med til Uno-bordet, i stedet for at være røvhuller overfor dem, der gjorde”.

Udover at være et virkelig skægt billede, så indfanger det helt perfekt følelsen, som man får, når nogen tillader sig at give gode råd til ens opdragelse (også selvom ens barn ikke nødvendigvis skiller sig ud). Det føles bare så tarveligt. Jeg bliver i hvert fald ked af det, også selvom rådene er velmenende. Den erkendelse af hvor sårende det og hvorfor dårlige vaner opstår, har gjort mig ganske betydeligt mindre fordømmende over for andre forældre.

Det er nemlig umuligt at lægge planer for sit barns opdragelse. Man starter med en kødklump, der ikke kan en skid, og når de gradvist lærer nye ting, så er det ikke sikkert, at du liiiige når at lære barnet at sige tak for mad, at spise spinat med glæde og nøjes med at se 14,5 minuts ipad om dagen, fordi du er også sygt træt og udfordret af livet generelt. Det er banalt, men det var en øjenåbner for mig.

MEN selvom jeg netop havde læst det her indlæg, og jeg endda havde bedt min mand læse det, hvorefter vi nikkede anerkendende til hinanden og blev lige enige om, at man selvfølgelig ikke må dømme andre forældre. Så sker det her:

En mor med sine to børn ind i kupeen, hvor vi sidder, og der går vel sådan ca. fem minutter, før jeg alligevel sidder og rådømmer denne mor. Hun har en datter på 6 år og en søn på 4 år. Børnene skændes om, hvem der skal sidde ved vinduet og hvem der skal have ipaden. Moren skælder datteren ud hele tiden og sønnen bliver til gengæld overrislet med kys og kram.  Moren formår ikke en eneste gang at aflede børnene med mor-list og pædagogiske tricks, det er hele tiden løftede pege fingre, hårde ord og stramme greb i armene og hvislen “NU STOPPER DU” – og “DET ER SIDSTE GANG JEG SIGER DET”.

Jeg sagde (selvfølgelig) ikke noget, men jeg sad bare helt kryster-hykleragtig og håbede, at jeg i hvert fald ikke bliver sådan en forælder. Jeg håber ikke, at jeg kommer til at forskelsbehandle og skælde ud hele tiden. Jeg håber, at jeg kommer til at være en meget bedre forældre. Det gør jeg. Gør jeg ikke?

Og det bragte mig tilbage til udgangspunktet. Vi dømmer jo hinanden hele tiden. Vi dømmer, når nogen gør det godt. Vi dømmer når nogen gør det skidt. Vi dømmer, når nogen gør det lige så godt som os selv, men på en anden måde. Vi dømmer hele tiden. Og så er der de domme, som er så vigtige, at vi siger dem videre til de sociale myndigheder. For der er én ting, som er vigtigere end forældrenes stolthed og det er børnenes tarv.

Men vi skal selvfølgelig være tålmodige med hinanden. Vi kommer alle sammen til at være skodforældre fra tid til anden. Sådan en som henter sent, serverer frysepizza, dropper tandbørstningen og råber af sine børn. Men jeg tror, at vi alle sammen gør vores bedste, også selvom det bedste ikke altid er specielt godt. Så det nytter ikke noget at tale til eller om hinanden som om, at man ikke gør sig umage. For det er det mest sårende. At folk tror, at man ikke vil give sine børn det bedste, man har.

Så jeg vil øve mig i både at være mindre defensiv, når folk kommer med tips og tricks. Og jeg vil prøve at spørge mere ind end at fælde dom over for andre forældre, som jeg møder på min vej. Der er formentlig en lang forhistorie, som jeg ikke ved noget om.

Vi gør det fandme, så godt vi kan!

 

 

 

 

 

 

 

10 baby-tips som du (nok) ikke har fået før

baby lying on inflatable ring

Jeg har oplevet, at man gør sig nogle praktiske erfaringer, som jeg ville ønske, at jeg havde vidst tidligere, så her kommer mine bedste baby-tips til den nybagte mor:

1. Uanset hvor mange stofbleer, du har købt – så fordobl antallet. De bliver brugt til alt. Først til at lægge på baby, når du ammer, fordi der er mælk alle vegne, siden hen til underlag ved akutte bleskift og så bliver de til hagesmække og snotklude. De bruges jo også at smide over barnevogn eller babys ansigt for at lukke lidt af for verden, og de kan bruges til sutteklud. Jeg er sågar selv begyndt at bruge dem som hårbånd. Du kan ikke købe for mange!

2. Toppen på din sutteflaske passer til alle sutteflasker. Du behøver altså ikke købe dyre philips sutteflasker i Babysam, bare fordi baby kun vil tage deres top – den der i Netto kan sagtens bruges til den dyre sutte-top.

3. Du kan købe sutter til din sutteflaske med flere huller i, hvilket gør den store baby glad og mæt – hurtigere! Et hul er til den nyfødte. Den større baby kan sagtens håndtere en sutteflaske med fire huller i.

4. Silkedyner er the shit! Vi havde naturligvis indkøbt den traditionelle dundyne til arvingen, men den var bare alt alt for varm og stor i sommervarmen. Vi ville gerne have noget, han kunne putte med – så vi klippede i mormors silkedyne og fik en junior og en babydyne ud af det. Barnet sover ikke med andet i dag. Silkedynen er god både til vinter og sommer – også fylder den mindre.

5. Drop barnevognssnoren – den er håbløs og i vejen. Vi havde fået den sødeste barnevognssnor forærende med hæklede hundefigurer på. Den har kun begrænset værdi for det lille barn, da barnet næsten altid sover, når I går tur – og snoren er altid i vejen. Det store barn vil jo gerne sidde op, så der ryger snoren med sikkerhed. Drop den.  Sammen med de søde afdæmpede sarte farver. Børn vil have grimme ting og stærke farver.

6. Download White Noise Baby Sleep – det er en app, der kan lave melodier/lyde, som bliver et stærkt søvn-signal for dit barn, hvis du bruger det hver dag. Når dit barn på et tidspunkt ikke gider høre på lyden af tog, så kan du skifte til Brahms vuggevise, støvsugeren eller en kvinde der tysser. Det er fedt, at selve skiftet nogle gange hjælper et barn til at sove – plus den kan overdøve nogle af de andre lyde i huset.  Det løser ikke alle søvnproblemer, men lige som sut, mørke og mad bliver det et stærkt signal til søvn, som er meget anvendeligt. (Husk at sætte din telefon på flytilstand og/eller bruge en af de gamle telefoner fra skuffen. Det er så ærgerligt, at der kommer et opkald, når junior sover).

7. Køb kun heldragter til det nyfødte barn med knapper rundt i benene. Nyfødte børn skider mere, end det synes muligt. De skal skiftes hele tiden og døgnet rundt. Det er pisse ligemeget med de søde todelte outfits. På med heldragten! Så er baby varm, og du behøver ikke have mange forskellige tøjdele med, når junior har lort op af ryggen for sjette gang den dag. Det pæne tøj er kun til børn med fast afføring.

8. Du behøver ikke købe dyre plastikposer til din blespand. Du har sikkert, som jeg fået en blespand, som kræver, at du bruger 1500 kr./årligt på plastikposer i underlige holdere. Jeg har selv købt dem, men jeg har undervejs lært , at hvis du bare krænger en almindelig affaldssæk rundt om ringen, så kan beholderen stadig opbevare lortebleer på en fornuftig måde. Køb én omgang mærkelig plastikpose og gem den runde plastikdims posen sidder på – og så behøver du aldrig bruge så mange penge på en plastikpose igen. En anden fordel er, at det er lettere at smide posen ud. De dyreposer bliver til en kæmpe ekstra lorteblespølse på halvanden meter, som kan være noget besværlig at få ned fra fjerde sal.

9. En stor yogabold er alletiders til at få grædende børn til at sove på. Du sætter dig og hopper på den med baby i armene, hvilket vugger barnet med en relativ minimal indsats. Bouncy baby, bouncy baby! Med tiden bliver det dog ret hårdt for din core, men så må du bakse bolden op til en væg. (Jeg kunne ikke selv sidde på bolden før nogle uger efter fødslen, men så kom baby-daddy jo også på banen).

10. Du behøver ikke skifte din babys ble så tit, som du sikkert gør, hvis du lige er taget hjem fra hospitalet med dit barn for første gang. Vi var SÅ begejstret for den der tisse-indikator på liberos bleer. Neeeej, hvor smart! Men det er helt sikkert et trick til at få os til at skifte bleen tiere end nødvendigt. Bleen skal skiftes fluks ved lort, men du behøver først skifte ved tis, før den er blevet lidt tung i det. Ikke bare lidt fugtig på midten. Så hvis det kun er indikatoren, som giver dig nys om, at bleen er våd, så er den ikke våd nok.

Har du flere fif, som burde føjes til listen over brugbare fif, som folk glemmer at give videre?

Det pisser mig af, når…

….. cyklister ringer med ringeklokken, når de gerne vi overhale. Dytter de også, når de overhaler i bil? Eller råber af folk de vil passere på gaden?

….børn ikke vil sove, når det er lur-tid. Fatter de ikke, at det svarer til at bede en tissetrængende om at holde sig EFTER, man har åbent bukserne. Not okay og nærmest umuligt at overvinde.

….kunder, som ikke har stået i kø,  alligevel laver stormløb mod kasse fire, der lige er åbnet. Der er en særlig plads i helvedet til dem uden køkultur!

….politikere kalder sig liberale og alligevel vil lovgive om andre menners påklædning og håndtryksvaner. Det bliver ikke mere ulv i friheds-fåreklæder end det.

…kvinder taler højlydt om, at de vil have nye bryster/læber/røvbalder, som om det er pinligt at fortsætte med dem, de har. Gør det endelig, hvis du synes, men behøver du trække os andre med i lavt-selværdssølet?

…folk sætter skilte op i deres forhave, der viser, at hunde ikke må skide der. Jeg får simpelthen sådan lyst til at samle alle lorte op i miles omkreds og lave  en bunke i lige netop den forhave.

…personer føler, at de er bedre, og at gud bør holde hånden mere over dem, fordi de kører med cykelhjelm. Det er ikke mere retfærdigt, at folk uden hjelm slår sig. Lort sker. For alle.

…mennesker altid har de ‘rigtige’ og tolerante holdninger og lader mig dingle, når jeg åbenhjertigt erklærer, at jeg hader en hel masse mennesker uden speciel god grund. Der er intet værre end at være sammen med mennesker, som får dig til at føle dig som et dårligt menneske. Og altså. Det var jo bare lidt for sjov. Jeg siger jo ikke noget til folk. Særlig tit.

Tak er overhovedet ikke et fattigt ord

Jeg kammer tit over, når det kommer til at sige – og føle tak, fordi jeg får dårlig samvittighed, hvis jeg har været til ulejlighed for nogen som helst;

  • Jeg skriver “tusinde tak” til folk, som egentlig bare har sendt noget i docx fremfor pdf.
  • Jeg kalder folk min helt, selvom de bare bringer en pizza ud eller har vist mig, hvor jeg finder vaniljecreme i butikken.
  • Jeg føler mig skyldig, hvis jeg ikke med det samme inviterer folk til middag, hvis jeg har spist hos dem. (Derfor tager jeg også kun sjældent imod tjenester, fordi jeg ikke kan lide at være til besvær og ikke orker at gengælde tjenesten eller holde styr på, hvad jeg “skylder”).

Det er nok, hvad man kan kalde en overstyring. Men jeg knuse-hader, når folk ikke udviser taknemmelighed. Når folk glemmer at sige tak for mad, tak for gaven, tak for hjælpen eller generelt er utaknemmelige over livet.

Det er uopdragent, men hvad værre er – så sender det dårlig energi lige i hovedet på de mennesker,  man er sammen med. Jeg kan gå harmdirrende hjem, hvis jeg har været sammen med folk, som ikke har udvist taknemmelighed.

Forleden hjalp jeg med at tage en opvask efter en komsammen, og det er jeg i forvejen egentlig ikke stor fan af***, og værten sagde ikke tak for hjælpen. Hun havde klart en fornemmelse af, at vi skyldte at hjælpe til.

Jeg er sikker på, at vi kan være uenige om, hvad man skylder hvem hvornår – men selvom man synes at hjælp er rimelig (f.eks. at et pizzabud bringer pizza ud), så skal man stadig sige tak! Det er aldrig okay at undlade at sige tak.

Jeg kan mærke, at selvom jeg måske ikke altid føler mig taknemmelig, så bliver jeg det. Bare det at sige tak for mad af høflighed, minder mig om, at det egentlig er ret skønt, at nogen har taget sig tid til at lave mig et måltid. Også selvom jeg ikke brød mig om maden (ved de ikke, at jeg ikke bryder mig om dild?).

Fra min tid som kassedame, så ved jeg, at utrolig mange kunder glemmer at udvise taknemmelighed udfra devisen, at det er personalets pligt at være flinke. Og det er lort. Der er ikke noget, som kan løfte et menneske gennem en 12 timers vagt til mindsteløn, som søde og taknemmelige kunder. Vi skal sige tak til hinanden. Fordi det er god stil. Fordi det skaber glæde. Fordi det altid kommer godt igen.

Min far har gennem hele min barndom ironisk svaret på vores “tak for hjælpen” med et “tak er kun et fattigt ord – så hellere kontanter”. Jeg ved ikke, hvor den punchline kommer fra, men det er helt forkert.

Tak er et af de dyrebareste ord, vi har. Lad os bruge det noget mere.

Tak, fordi I læste med!

 

 

***Okay, jeg kan ikke lade være med at stikke hånden i hvepsereden. Jeg synes, at når man inviterer folk på middag, så skal man i hovedregel selv lave maden og stå for opvasken. Det er den gave,  man giver sine gæster, at de ikke skal lave de trælse ting.

Det er et system, som selvfølgelig kun virker, hvis vært og gæst har nogenlunde samme overskud og i øvrigt skiftes til at invitere. Jeg har en veninde, som meget oftere end mig inviterer på mad. Her sørger jeg altid for at hjælpe mere med det praktiske og tilbyde at overføre penge for maden.

Der er derfor selvfølgelig undtagelser fra reglen (nybagte forældre, stressramte, syge, gamle, hvis det er en stor sammenkomst etc.). Granted. Jeg hader bare at lave mad og vaske op, når jeg er på besøg hos folk. Jeg hader det. Så vil jeg meget hellere bestille mad, gå ud eller mødes før/efter mad.

Nu kan jeg godt se, at det virker lidt voldsomt at sige, “at jeg ikke kan li’ at være til besvær”, når jeg nærmest kræver, at jeg springer opvasken over. Hvad ved jeg: I’m a puzzle!

Den falske polterarbend

Der er flere måneder siden, at en besked tikkede ind med ordene: Book den 28. juli !  Der fulgte ingen beskrivelse af arrangementets anledning, indhold eller længde. Jeg skulle senere erfare at mine alletiders studieveninder i en brandert havde udtænkt en g-e-n-i-a-l plan: Vi skulle holde polterarbend uden et bryllup som anledning – bare for at fejre os selv.

Jeg vil opfordre alle til en lave en lignende dag for jeres venner. Det var simpelthen toppen af skæg af ballade og meget bedre end nogen rigtig polterarbend kan blive, fordi: 1) Vi var en lille gruppe på fem mennesker, som kender hinanden godt, 2) der var ikke en bride-to-be, som skulle have en time-of-her-life (det er jo alt for meget pres at lægge på en person eller fest), og 3) vi skulle ikke finde events der kunne spænde på tværs af en meget forskelligartet samling af mennesker.

Hermed vores opskrift på en alletiders falsk polterarbend lige til at kopiere:

Kl. 11.00 MORGENMADEN: Vi mødtes ved torvehallerne, hvor der blev købt kaffe. Alle have forskellige ingredienser med til en brunch: Æg, bacon, brød, smør, ost, bobler, frugt og service. Vi satte os i Ørstedsparken og dækkede op til brunch.

Kl. 11.30 UNIFORMEN: Vi begyndte vi at lave vores uniform i fællesskab. Den bestod af en lyserød hula-blomsterkæde (med lys!) og hvide toppe fra H&M, hvor vi hver især tegnede på hinandens. Penis var et gennemgående tema, men alle trøjer havde forskellige personlige detaljer. Alle tegnede på alles.

Kl. 12.45 ESCAPE ROOM: Vi havde booket et ”mysterium” hos en af escape rooms udbyderne i nærheden af Ørstedsparken. Mysteriet var noget med en gammel munk, som vi skulle finde ved at løse en masse koder i fællesskab. Det var virkelig sjovt. Vi mødte en herrepolterarbend på stedet, som ville høre hvem bruden var – her gjaldt det om hurtigt at nævne navnet på en af de andre, som så kunne få lov at fortælle om det forestående bryllup. Vi kom ret mange forskellige scenarier igennem i løbet af dagen.

Kl. 14.00 SOL, QUIZ & ØL: Vi kørte afsted på vores cykler mod Operaen, hvor der er nogle store (for tiden gule) græsarealer, hvor vi spillede kongespil, drak øl og hoppede i havnen. Der summede af ”summer in the city” på den helt skønne København måde. Der var en af damerne, der havde forberedt et par quizzer:

  1. Mundaflæsning: En person får høretelefoner på og hører Ramstein på fuld smadder. En anden person får et ord, som hun skal få sin makker til at gætte ved mundaflæsning. ”R-O-U-G-E” blev til ”Ulden?”, ”yver?” ”Rusten?”, ”Ryge?”.
  2. Tip13: Klassikeren inden for selskabsquiz. Vores tema var kærlighed (det var jo trods alt en falsk polterarbend), så spørgsmålene gik på, hvornår ægtepar var lykkeligst, hvor meget større risikoen er for skilsmisse, hvis man bor i lejebolig osv osv. Rigtig lærerigt og skægt.
  3. Side 9 fyren: Jeg ved ikke om fyren faktisk også hører til på side 9, men altså mandeudgaven af side 9 damen. Vi fik her to billeder af side 9 mænd, hvor vi skulle gætte, hvad de havde svaret på de personlige spørgsmål, som jo hører sig til (højde, alder, civilstatus, tre ting på en øde ø, ting du tænder på – og andre ting i den dur). Vi fik fire svarkategorier (klippet ud i papir), og skulle nu gætte, hvem der havde sagt, hvad.

TWIST: De overskydende svarkategorier viste sig at være min mand og min veninde kærestes svar på de samme spørgsmål. Så da vi var færdige med side 9 manden, skulle vi nu gætte, hvad ”vores” mænd havde sagt. Selvom min mand havde svaret ”Min telefon, min søn og internetforbindelse” til spørgsmålet om, hvad han ville bringe med på en øde ø (HVAD MED MIG?), så var jeg flad af grin.

Kl. 18.00 AFTENSMADEN: Vi kørte til kødbyen og spiste på John’s Hotdog Deli. De fire andre fik hotdogs med rigeligt tilbehør, hvor jeg valgte bøfsandwichen, der svømmede i sovs og kærlighed med en tilhørende en rød sodavand. Det var lige, hvad jeg trængte til efter 7 timer med øl og bobler.

Kl. 19.00 MUSIKBANKO: Vi valgte at runde dagen af i Absalon Kirken (som jo altså ikke er en rigtig kirke mere), hvor der var arrangeret musik-banko med internationale hits. Udover at servere urimeligt billige drikkevarer, så var det her koncept utrolig sjovt. Man købte sine plader på forhånd, hvor der var navne på store internationale hits. De spillede et nummer (et par minutter af hver), og når man så havde en række, to rækker eller fuld plade fik man banko. Vi vandt ingenting, men der blev danset, svedt og skrålet med. Så det føltes ret meget som at vinde alligevel.

Ved midnat trillede jeg glad og fuld afsted mod stationen velvidende, at om seks timer stod der et lille barn, der gerne ville tale med sin mor. Jeg ved godt, at der kommer til at gå lang tid, før jeg kan deltage i en lignende fest igen, men det var virkelig skønt, så længe det varede.

Man skal huske at springe ud af hamsterhjulet ind i mellem, selvom man får børn, som gør at det egentlig er helt vildt upraktisk. Hamsterhjulet er kendetegnet ved, at man gentager de samme aktiviteter i et væk uden at komme nogle vegne. En falsk polterarbend bringer måske ikke en meget videre, men jeg får i hvert fald en berusende følelse af frihed, når man nogen gange gør noget ”bare fordi det er sjovt”.

Hvis du skal planlægge en rigtig polterabend kan du selvfølgelig også bruge ovenstående plan. Se også mit indlæg med gode tips til planlægning af en polterarbend.

Om at tabe til biologien og blive en desillusioneret feminist

Før jeg blev mor, havde jeg en lang række dogmer for, hvordan jeg ville være forælder. Det skulle være baseret på total ligestilling mellem mor og far. Jeg fnøs, når jeg læste historier om, at børn kun tærer på deres mors søvn. Når jeg læste, at folk mente at kvinders løngab skyldtes deres egne valg. Og når mænd kun tog 14 dages barsel.

Taberadfærd!

Så fik jeg mit barn. Nu er jeg mere tvivlende. Jeg har sovet flere uger mindre end min mand allerede. Barnet er kun lige rundet 1 år. Uanset hvor progressiv jeg er, så kan jeg ikke vinde over biologien. Amningen tager de første mange måneders ordentlig søvn. Men hvad værre er. Det varer ved.

Selv da jeg startede på arbejde og min mand skulle tage sin del af barslen i 5 måneder (what a hero!), var det mig, der stod op -både om natten og tidligt om morgenen. Hvorfor? Fordi  min krop vågnede før hans. Fordi jeg kunne få baby til at sove langt hurtigere. Fordi jeg havde fundet min måde at gøre det på. Fordi hvis du vil gøre noget ‘rigtigt’, så må du gøre det selv. Og fordi jeg alligevel lå  vågen, når de puslede rundt.

Jeg har det som om, at vi spiller “chicken” – og at jeg taber hver gang. For jeg opdager, at bleen skal skiftes, før min mand gør det. Jeg bemærker, at ungen lugter dårligt bag ørerne eller har lort på tøjet…. før min mand gør det.

Min mand vil naturligvis også vores søn det bedste. Men det går ham ikke på, hvis ungen larmer, lugter eller græder, når vi er ude.  Han går ikke ret meget op i, hvordan ungen fremstår, hvis han ved, at han har det godt. Han er ikke bange for at blive dømt som en dårlig forælder. Har han et sundere selvværd? Hviler han mere i sig selv? Er han bare en dygtigere forælder?

Naaaarh, det vil jeg ikke sige. Jeg vil heller ikke sige tværtimod, men en række forhold betyder, at det er markant lettere at være far:

1. Kravene til fædre er betydeligt lavere. Den halve sejr er bare at møde op og anerkende faderskabet. Mødre bliver testet fra første celle-deling. Drikker de alkohol? Motionerer de nok? Fødte de “rigtigt”? Arbejder de for meget? Og har de valgt at amme? Sover de sammen med barnet?  Lægger de barnet nok på maven? 

Da jeg havde været mor i 24 timer, kom der en dame for at tjekke, om min amme-teknik var i orden. Det er også mig, som får tilsendt links af velmenende familiemedlemmer og venner, om, hvordan man undgår alt fra allergi, motorisk fejludvikling, kvælningsdød og det der er værre.

2. Mødrene tager den størstedel af slæbet i adskillige år (her antager jeg bare, at det stopper en dag, måske tager kvinderne slæbet hele livet?). Hvis baby græd, når vi var ude, så var det jo mig, der fik ham i armene. Mig der vadede rundt og bandede over, at han ikke kunne sove. Jeg har allerede nævnt søvnen, men graviditeten tog også lidt på kræfterne. Min krop er inderligt træt efterhånden.

Og jeg holder stadig styr på alt muligt praktisk lort. Er der bleer? Hvornår barnet skal vaccineres? Hvad med sko og tøj? Det er selvom manden har taget rigtig meget af barselsorloven og er en rigtig god partner og far. Han har utvivlsom også haft det hårdt og knoklet. Han har været helt uvurderlig i processen, men jeg har knoklet mere. Ikke pålagt af ham, men derfor tæller det jo stadig (ik?). Om det er en Johanne-, kvinde- eller mor-ting, ved jeg ikke. Men det er et faktum.

3. Fars opgave de første mange måneder er at passe på mor, så hun kan passe på baby.  Min mands vigtigste opgaver i hjemmet er madlavning, oprydning og indkøb. Virkelig vigtige opgaver, men ikke baby-fikserede opgaver. Det er desuden opgaver, som er kendetegnet ved at være kendte. Han har naturligvis lavet mad, gjort rent og ryddet op i mange år, før vi fik børn. Og det er opgaver, som både kan planlægges og afsluttes. 

Denne type opgaver er alt det modsatte af at være mor; det er nyt,  overvældende, aldrig afsluttet og totalt ude af kontrol. Hvis baby vil have mad, så skal baby have mad NUUUUUUUUU!

Derudover har vi en kulturel kodning, som værdsætter de opgaver, som tilfalder faren mere. Vi synes, at det er imponerende, at man kan gå på arbejde, når den lille sover dårligt (det er i virkeligheden mere imponerende, at du kan være sammen med ungen 24/7 og ikke slå den ihjel).

Jeg har stadig dårlig samvittighed over, at jeg ikke bidrager nok til “fællesskabet”, men mest tager mig af baby og mig selv. Men hvorfor opfatter jeg ikke det som en del af fællesskabet at sikre babys overlevelse? Hvorfor opfatter jeg det som om, at babyen var mit projekt, som jeg har ansvaret for lykkes, og min mand helst ikke skal belastes alt for meget af?

Jeg står tilbage som en desillusioneret feminist. Skuffet over at jeg ikke har været i stand til (eller haft lyst til) at distancere mig fra mit barn, men helst bare vil være sammen med ham hele tiden. Nu forstår  jeg godt, hvorfor mange kvinder vælger at gå på deltid for at være sammen med deres børn. Jeg forstår det vitterlig godt. Jeg kan selv mærke en lyst til at tilrettelægge min karriere efter, hvad der er godt for barnet og ikke for mig selv. Den samme lyst kan jeg ikke spore hos min mand (den er i hvert fald betydeligt mindre!). Jeg kan se, at mor og far har to meget forskellige roller at spille i forhold til barnet – og der er altså ikke helt frit valg, når man får en blanding af helvedshormoner, kulturelkodning og fantastisk forelskelse i barselsgave.

 

 

Sådan får almindelige mennesker politisk indflydelse

1. Organisér dig

Størrelse betyder noget. Det ved vi – og det ved politikere. Det betyder noget, om du bare er Anne fra Amager – eller om du er Lizette fra LO. Ikke hermed sagt, at du skal være formand for noget for at blive hørt. Men de fleste problemer har en interesseorganisation, og du kan få dem til at køre din sag. Hvad end det er i medierne, i lobby-arbejde eller i retten.

Mange interesseorganisationer er også repræsenteret i lokale udvalg og råd. F.eks. er der handicapråd i alle kommuner, der er et vildtforvaltningsråd, et beskæftigelsesråd osv. osv. Hvor forskellige parter inden for et område er repræsenteret. Det er her, hvor du kan føre principielle sager og få dem løftet op på et politisk niveau.

Udfordringen ved denne vej er, at den er slagen. Det vil sige, at politikerne ikke føler sig særligt truet, når der er drøftelser i et råd eller udvalg. Fordi det typisk holdes i en mæglende tone og uden for mediernes søgelys,  er det meget lettere at ignorere. Til gengæld kan du få indsigt i, hvad baggrunden for et givent regelsæt er – og du kan finde ud af, hvilke andre interesser du er oppe i mod. Hvem er det, du skal have overbevist for at komme videre? Og du kan også få lavet nogle rigtig gode løsninger, hvis du kan finde ud af at gebærde dig i disse fora. Men vid hvornår du skal tage din kamp til næste niveau.

En betydelig lettere måde “at organisere” sig på er at lave en underskriftindsamling online. Det kan til et borgerforslag, som tvinger folketinget til at tage stilling til dit forslag. Det kræver 50.000 underskrifter, men er en effektiv måde at få politikerne til at tage stilling til en problemstilling. Du kan også bare lave en almindelig underskriftindsamling eller sågar facebook-gruppe (tjek fx. “Bevar de forhadte vandløb”). Det er oftest lettere at komme i medierne eller blive taget alvorligt, når du skriver til en borgmester eller minister, hvis du kan dokumentere, at du har en hel masse bag dig (det er jo potentielle vælgere).

Black and white photograph of the back view of street protesters in a rally in Washington.

2. Skriv direkte til den ansvarlige politiker

Når du har udtømt de officielle klagemuligheder, når der er truffet en afgørelse i din sag, så skal du ikke bruge mere tid på at klage til forvaltingen. Nu skal der andre boller på suppen. Find ud af, hvem der er ansvarlig for dit område. Hvis du er i tvivl, så send brevet til alle, du tror kunne være blandet ind i det.

Skriv til politikeren – direkte! Rigtig mange ministre vil gerne svare på ALLE breve, der kommer ind til dem (især i starten af en periode). Det er farligt spild af tid, for der kommer rigtig mange bizarre breve ind. (Jeg har engang behandlet et borgerbrev fra en dame, som var bekymret for størrelsen på hendes blomster i haven). Det er guld værd at få mulighed for at fremsætte sin sag for ansvarshavende politiker direkte.

Fordelen er, at du får mulighed for at fremstille din sag i sin helhed, og hvis du gør det godt (se punkt nr. 6), så kan du få lov at påvirke, hvilken løsningsmodel der bliver valgt.

Udfordringen er ligesom punkt 1, at kritik der gives privat er lettere at overhøre. I så fald bør du udnytte, at det demokrati har flere lag. Hvis du fx. oplever, at en borgmester ignorerer din kritik, så skriv til hele byrådet. Hvis det ikke virker, så skriv til den ansvarlige minister. På den måde kan du fremtvinge en reaktion alligevel. Hvis en minister ikke lytter, så skriv til hele det politiske udvalg, f.eks. retsudvalget er på justitsministeriets område.

3. Skriv på facebook

Når fornuftens stemme bliver ignoreret, så er det tid til at råbe og finde den store kanon frem. Du kender den allerede. Der er taget utrolig mange politiske slagsmål på baggrund af opslag på facebook. De spreder sig som steppebrande, og 67 % af alle danskere er der. Så her kan du virkelig få folks opmærksomhed.

Udfordringen ved denne metode er, at der sjældent bliver taget særligt gode beslutninger på baggrund af facebook-opslag, fordi det skal gå enormt stærkt, når først en shitstorm starter, for det politiske pres er betydeligt. Det vil sige, at politikere tit vil nedsætte en kommission, lave en undersøgelse eller sætte penge af til en taskforce. Det er ikke egentlige løsningsmodeller, men ren damage-control. Du kan derfor anse facebook-vejen, som god til at blive hørt, men du blive ikke nødvendigvis taget tilstrækkeligt alvorligt til at lave varige forandringer. Du skal være indstillet på at lave en del opfølgende arbejde for at følge det til dørs.

4. Skriv til pressen

Facebook kræver et minimum af indsats fra din side, men det virker kun for visse typer af historier, der fungerer i det medie. Det skal være en ret let historie at fortælle, og der skal være en meget klar skurk at fortælle om. Pressen kan også godt lide simple historier, men de tager trods alt fra tid til anden mere komplicerede historier op og er gode til at fortælle dem.  Så hvis du har en  historie, som måske også kræver lidt gravearbejde eller adskillige sammenhængende sætninger at få afdækket helt, så alliér dig med pressen. De gør også en dyd ud af at holde politikerne til ilden.

Det er dog særligt, hvis det er landsdækkende presse. Hvis du skal have fat i lokalpressen, så er det en god idé at lave benarbejdet selv. De har ikke så mange ressourcer til rådighed, så hvis de skal bringe en historie, så øger du din sandsynlighed for at blive bragt – hvis du skriver den selv (og de er ikke for fine til at bringe den uden dit navn på). Men det kan jo være her snebolden begynder at rulle, for politikerene får presseklip fra alle landets aviser.

Udfordringen ved at skrive til pressen er, at det kræver mere arbejde fra din side. Pressen har også sin egen agenda, så det er ikke sikkert, at din historie bliver fortalt, som du havde håbet.  Men enhver historien i risiko for at spinne ud af din kontrol, når den kommer ind i den offentlige debat.

5. Søg aktindsigt – og læs referater

Viden er magt! Derfor er det en god idé at vide en masse om det politiske emne, som du ønsker at ændre sig. Udover almindelig research er der en masse viden inden for forvaltningen, som kan være svær tilgængelig, men meget anvendelig. Du kan få den, hvis du fx. søger om aktindsigt.

Som embedsmand er det svært lige frem at opfordre til, at folk skal søge om aktindsigt (jeg må skrive et uddybende indlæg en anden dag, men helt kort fortalt, så bliver der spildt ufattelig mange penge på åndssvage aktindsigter fra folk, som må have adskillige diagnoser på CV’et).  MEN det er klogt at søge om aktindsigt, hvis du føler dig uretfærdigt behandlet, og du har en fornemmelse af, at der ugler i mosen – eller at der bliver dækket over fejl.

Selvom embedsmænd hader aktindsigter, så kan jeg love for, at de bliver taget  alvorligt. Og særligt hvis vi bliver tvunget til at offentliggøre fejl eller politisk betændte hemmeligheder. Hvis du har fået en afgørelse, du synes er sketchy kan du søge om aktindsigt i al korrespondance omkring det. Hvis du har en fornemmelse af, at din sag bliver handlet anderledes end andres, kan du søge om aktindsigt i afgørelsen af deres sager. Det kan også være, at du vil undersøge, hvilke alternative løsninger politikerne har fået præsenteret forud for den beslutning, de har truffet. Søg om aktindsigt i dem!

Vær specifik omkring, hvad du søger. Det er lettere for dig – og det er lettere for embedsværket. Mange er paranoide og tror, at embedsværket forsøger at skjule ting (det er delvist rigtigt, men én måde at skjule ting på, er at drukne dig i informationer. Overblikket forsvinder, hvis du får flere sider, end du kan overskue at læse). Men hvis du søger om aktindsigt i alle afgørelser om xx, så får du dem – og ikke alle alt der nogensinde er skrevet om xx.  Det er godt, for der er mange ligegyldige akter.  Så lad nu embedsværket gøre sorteringsarbejdet for dig.

En anden mulighed er, at du læser referater fra byrådssalen etc. Her kan du se, hvis der er politisk uenighed omkring noget. Det kan være politikere, som forsøger at presse embedsværket til at gøre noget, som de advarer om er ulovligt/problematisk – eller uenighed mellem partier. Det er viden, som er guld værd, hvis du skal finde ud af, hvad dælen der foregår.

6. Giv konkret og konstruktiv kritik

Sædvanligvis lyder rådet, at kritisk skal gives kærligt, konkret og konstruktivt, men når det handler om magtmennesker, så skal du skrue ned for kærligheden og op for kamplysten (men det er ikke en opfordring til at være ondskabsfuld!).  Du skal dog stadig sørge for,  at hvad end du skriver, at din kritik er konkret og konstruktiv.

Hvis din kritik alene er “AFSKAF ALLE REGLER OM X” eller “LARS LØKKE ER DUM” – så overbeviser du ikke nogen, og så får du ikke ændret noget. Det er også alt for let for en politiker at begynde at tale om noget andet, hvis det er uklart, hvad kritikken går på. De er i forvejen ret dygtige til det trick, så ingen grund til at gøre det lettere.

Endelig skal du sørge for at være konstruktiv. Gør det muligt at løse dit problem. Ingen politiker kan afskaffe alle regler om noget med et snuptag. Så peg på en realistisk løsningsmodel, hvis du har den. Måske kan du ikke give en løsningsmodel. (Det er f.eks. svært at have en løsning på udfordringerne i det finansielle system, men let at finde problemer med det). I de tilfælde kan du foreslå en proces, hvor de mennesker der har kompetencerne til at finde på en løsning bliver sat sammen og skal finde en måde at nå et specifikt mål, f.eks. reducere skattesnyd med 50 pct.  eller øge beskæftigelsen for en bestemt målgruppe.

Udfordringen er, at det er svært at være konkret og konstruktiv, når man er vred. Det er også svært at være konstruktiv, hvis man er meget idealistisk. Det er nobelt, men ikke særlig effektivt, at stå fast. I et demokrati skal man søge kompromisset. Det er det modsatte: du skal lytte og bevæge dig.

 

Det blev et temmelig langt indlæg, men jeg har tilsyneladende fået samlet en del erfaringer fra de sidste 10 år af mit liv med politik gennem studie og job. Jeg håber, at der er et par stykker, som har orket at læse sig igennem hele molevitten og føler sig inspireret til at ændre verden. Det er ikke let, men det er det værd. 

Samtykke er sexet og andre gode grunde til, at vi bør ændre lovgivningen om seksualforbrydelser

Rape culture normalizes sexual violence. Forleden dag havde mine kolleger og jeg et længerevarende og ubehageligt skænderi omkring den svenske lovgivning om voldtægt. Jeg minder om, at det er en lovgivning, som trak overskrifter som: “Sex kræver samtykke efter ny lov i Sverige” og “Sverige vil forbyde sex uden udtrykkeligt samtykke”.

Her er det måske bare mig, men det gik jeg da egentlig også ud fra var udgangspunktet. Altså at vi er enige om, at ingen skal begynde at lave sex ting på min eller nogen andens krop UDEN at sikre sig, at det er i orden. Det modsatte standpunkt må jo i givet fald være, at vi går ud fra, at enhver person vi møder er interesseret i at have sex med os, og at vi bare kan tage for os at retterne. Folk skal sige fra først. Tænk hvis vi havde samme lovgivning, når det gælder mord eller tyveri. Folk skal sige fra før det er ulovligt at myrde og stjæle?

Jeg er klar over, at ovenstående er en halv stråmand, for det er der selvfølgelig ikke nogen der mener.  Eller der er helt sikkert nogen, der mener det, eftersom at nogen faktisk voldtager, men det er nok de færreste. Det mine kolleger og andre ikke-voldtægtsmænd er bekymrede for er, hvordan man løfter bevisbyrden om, at nogen faktisk med ord eller handlinger har indvilliget i at have sex. 

Bevisbyrden er jo sådan set også et problem i dag, fordi vi har at gøre med situationer, hvor der sjældent er vidner og det er svært at indhente beviser om voldtægt med mindre, der er decideret vold indblandet.  Offeret skal gennemgå mange ubehageligheder i forsøget på at påvise, at hun/han ikke var interesseret i sex med vedkommende – herunder redegøre for tidligere seksuel adfærd, påklædning m.v.

Det element kommer vi ikke udenom, heller ikke med en svensk model, men det er på sin plads at lovgivningen er bare en lille smule på offerets side. Idag bliver de færreste voldtægter anmeldt og endnu færre bliver dømt. Lovgivningen virker ikke.

En af grundene er, at gerningsmanden oprigtigt ikke mener, han har gjort noget galt. Altså sådan på spejderære. Og det er her, hvor manglende fokus på indhentelse af samtykke kommer i spil. Vi har ikke som samfund stillet store nok krav til, at man skal respektere folks grænser. Hvergang man har denne her diskussion, så kommer der to historier op:

Den ene om kvinden, der gerne ville have sex, men dagen efter fortryder og råber VOLDTÆGT! Den anden er historien om kvinden, der for at gøre skade lyver og råber VOLDTÆGT! Som kvinde kan jeg ikke lade være med at blive utroligt provokeret af de her to historier. Fordi det ikke tager problematikken alvorligt. Der findes mænd mener, at de er berettiget til en kvindes krop og udnytter deres magtposition etc. til at have samleje med en kvinde uden hendes samtykke (dvs. begår voldtægt). Problemet er, at den gennemsnitlige mand er mere bange for at blive anklaget for voldtægt end for at blive voldtaget. Og det udgangspunkt påvirker desværre ens interesser. 

Det er ca. 60 pct. af alle voldtægter, der bliver begået af nogen, som offeret kender f.eks. en partner eller ven. Bare fordi du havde frivilligt sex med vedkommende i onsdags, behøver det ikke at betyde, at du er interesseret i det om fredagen. Eller selvom du havde lyst til vaginalt samleje betyder det ikke, at du er frisk på analsex. Det kan virke banalt, men det kommer altså bag på visse mennesker.

Jeg har ikke erfaring med voldtægt, men jeg kender til hævn. Og falske voldtægtsanklager virker som en utrolig risikabel måde at gå over åen for at hente vand.  Hvis jeg skulle hævne mig, så skulle det ikke involvere sætte min ære og privatliv til skue – for så i øvrigt højest sandsynligvis ikke at få en skid ud af det. Så er det sgu da lettere at skære nogle dæk op, skrive vedkommende op til alle nyhedsbreve i verden eller lave et godt rygte om nogle lækre kønssygdomme (altså hvis man skulle hævne sig, men det skal man jo ikke -vel?!). Hvis jeg havde fortrudt et samleje med nogen, så var det nok det letteste  aldrig nævne det for nogen igen. Det formoder jeg de fleste almindelige mennesker ville gøre.

Det smukke med den svenske model er: Vi går væk fra, at vold eller trusler om vold skal være grundlaget for et sagsanlæg. Vi anerkender, at magt ikke altid udøves igennem vold – og der er mange andre og mere sofistikerede måder at udnytte folk på, som ikke involvere en knytnæve – men som stadig er et overgreb. Samtidigt er samfundet principielt og i udgangspunktet på offerets side. Det er nu ikke offerets opgave at påvise, at der blev sagt tilstrækkeligt tydeligt fra – nu skal gerningsmanden også bevise, at der blev sagt tydeligt ja (i ord eller handlinger!).

Jeg er sikker på, at det vil virke forebyggende. Bare se på den store modstand, der møder fra mænd, fordi de er NØDT TIL at skærpe deres måde at indhente samtykke på. Det handler ikke (nødvendigvis) om, at der skal ligge samtykkerklæringer på natbordet, men f.eks. sådan noget med, at man spørger undervejs i akten. Man skal sikre sig, at man ikke overskrider sin partners grænser. Altså undgår vi de voldtægter som bunder i misforståelser. Hvor manden har overskredet sin partners grænser uden at opdage det. Det vil jo være en kæmpe gevinst for alle parter!

Det åbner også op for, at vi kan gradbøje voldtægter/seksuelle overgreb og f.eks. indføre et begreb som “uagtsom voldtægt”. Heri ligger der mulighed for at respektere både offerets oplevelse og gerningsmandens intentioner. At noget godt kan være en voldtægt, selvom det ikke var intentionen.  For det kan det. Lidt ligesom du godt kan slå folk ihjel ved et uheld. En voldtægt er ikke defineret ved overgrebsmandens intentioner, men ved offerets oplevelse af at få overskredet sine grænser.

Endelig får vi som samfund indskærpet, at ingen har ret til en anden persons krop. Heller ikke selvom de er kærester, forlovede eller gift. Det vil stadig være en vanskelig bevisbyrde at løfte, for ingen domstol vil acceptere “jeg sagde ikke ja” som et tilstrækkeligt bevis for voldtægt. MEN det vil være sundt, at mænd ikke ruller med øjnene med tanken om, at sex uden samtykke er en voldtægt. Det er det!