Tak er overhovedet ikke et fattigt ord

Jeg kammer tit over, når det kommer til at sige – og føle tak, fordi jeg får dårlig samvittighed, hvis jeg har været til ulejlighed for nogen som helst;

  • Jeg skriver “tusinde tak” til folk, som egentlig bare har sendt noget i docx fremfor pdf.
  • Jeg kalder folk min helt, selvom de bare bringer en pizza ud eller har vist mig, hvor jeg finder vaniljecreme i butikken.
  • Jeg føler mig skyldig, hvis jeg ikke med det samme inviterer folk til middag, hvis jeg har spist hos dem. (Derfor tager jeg også kun sjældent imod tjenester, fordi jeg ikke kan lide at være til besvær og ikke orker at gengælde tjenesten eller holde styr på, hvad jeg “skylder”).

Det er nok, hvad man kan kalde en overstyring. Men jeg knuse-hader, når folk ikke udviser taknemmelighed. Når folk glemmer at sige tak for mad, tak for gaven, tak for hjælpen eller generelt er utaknemmelige over livet.

Det er uopdragent, men hvad værre er – så sender det dårlig energi lige i hovedet på de mennesker,  man er sammen med. Jeg kan gå harmdirrende hjem, hvis jeg har været sammen med folk, som ikke har udvist taknemmelighed.

Forleden hjalp jeg med at tage en opvask efter en komsammen, og det er jeg i forvejen egentlig ikke stor fan af***, og værten sagde ikke tak for hjælpen. Hun havde klart en fornemmelse af, at vi skyldte at hjælpe til.

Jeg er sikker på, at vi kan være uenige om, hvad man skylder hvem hvornår – men selvom man synes at hjælp er rimelig (f.eks. at et pizzabud bringer pizza ud), så skal man stadig sige tak! Det er aldrig okay at undlade at sige tak.

Jeg kan mærke, at selvom jeg måske ikke altid føler mig taknemmelig, så bliver jeg det. Bare det at sige tak for mad af høflighed, minder mig om, at det egentlig er ret skønt, at nogen har taget sig tid til at lave mig et måltid. Også selvom jeg ikke brød mig om maden (ved de ikke, at jeg ikke bryder mig om dild?).

Fra min tid som kassedame, så ved jeg, at utrolig mange kunder glemmer at udvise taknemmelighed udfra devisen, at det er personalets pligt at være flinke. Og det er lort. Der er ikke noget, som kan løfte et menneske gennem en 12 timers vagt til mindsteløn, som søde og taknemmelige kunder. Vi skal sige tak til hinanden. Fordi det er god stil. Fordi det skaber glæde. Fordi det altid kommer godt igen.

Min far har gennem hele min barndom ironisk svaret på vores “tak for hjælpen” med et “tak er kun et fattigt ord – så hellere kontanter”. Jeg ved ikke, hvor den punchline kommer fra, men det er helt forkert.

Tak er et af de dyrebareste ord, vi har. Lad os bruge det noget mere.

Tak, fordi I læste med!

 

 

***Okay, jeg kan ikke lade være med at stikke hånden i hvepsereden. Jeg synes, at når man inviterer folk på middag, så skal man i hovedregel selv lave maden og stå for opvasken. Det er den gave,  man giver sine gæster, at de ikke skal lave de trælse ting.

Det er et system, som selvfølgelig kun virker, hvis vært og gæst har nogenlunde samme overskud og i øvrigt skiftes til at invitere. Jeg har en veninde, som meget oftere end mig inviterer på mad. Her sørger jeg altid for at hjælpe mere med det praktiske og tilbyde at overføre penge for maden.

Der er derfor selvfølgelig undtagelser fra reglen (nybagte forældre, stressramte, syge, gamle, hvis det er en stor sammenkomst etc.). Granted. Jeg hader bare at lave mad og vaske op, når jeg er på besøg hos folk. Jeg hader det. Så vil jeg meget hellere bestille mad, gå ud eller mødes før/efter mad.

Nu kan jeg godt se, at det virker lidt voldsomt at sige, “at jeg ikke kan li’ at være til besvær”, når jeg nærmest kræver, at jeg springer opvasken over. Hvad ved jeg: I’m a puzzle!

Den falske polterarbend

Der er flere måneder siden, at en besked tikkede ind med ordene: Book den 28. juli !  Der fulgte ingen beskrivelse af arrangementets anledning, indhold eller længde. Jeg skulle senere erfare at mine alletiders studieveninder i en brandert havde udtænkt en g-e-n-i-a-l plan: Vi skulle holde polterarbend uden et bryllup som anledning – bare for at fejre os selv.

Jeg vil opfordre alle til en lave en lignende dag for jeres venner. Det var simpelthen toppen af skæg af ballade og meget bedre end nogen rigtig polterarbend kan blive, fordi: 1) Vi var en lille gruppe på fem mennesker, som kender hinanden godt, 2) der var ikke en bride-to-be, som skulle have en time-of-her-life (det er jo alt for meget pres at lægge på en person eller fest), og 3) vi skulle ikke finde events der kunne spænde på tværs af en meget forskelligartet samling af mennesker.

Hermed vores opskrift på en alletiders falsk polterarbend lige til at kopiere:

Kl. 11.00 MORGENMADEN: Vi mødtes ved torvehallerne, hvor der blev købt kaffe. Alle have forskellige ingredienser med til en brunch: Æg, bacon, brød, smør, ost, bobler, frugt og service. Vi satte os i Ørstedsparken og dækkede op til brunch.

Kl. 11.30 UNIFORMEN: Vi begyndte vi at lave vores uniform i fællesskab. Den bestod af en lyserød hula-blomsterkæde (med lys!) og hvide toppe fra H&M, hvor vi hver især tegnede på hinandens. Penis var et gennemgående tema, men alle trøjer havde forskellige personlige detaljer. Alle tegnede på alles.

Kl. 12.45 ESCAPE ROOM: Vi havde booket et ”mysterium” hos en af escape rooms udbyderne i nærheden af Ørstedsparken. Mysteriet var noget med en gammel munk, som vi skulle finde ved at løse en masse koder i fællesskab. Det var virkelig sjovt. Vi mødte en herrepolterarbend på stedet, som ville høre hvem bruden var – her gjaldt det om hurtigt at nævne navnet på en af de andre, som så kunne få lov at fortælle om det forestående bryllup. Vi kom ret mange forskellige scenarier igennem i løbet af dagen.

Kl. 14.00 SOL, QUIZ & ØL: Vi kørte afsted på vores cykler mod Operaen, hvor der er nogle store (for tiden gule) græsarealer, hvor vi spillede kongespil, drak øl og hoppede i havnen. Der summede af ”summer in the city” på den helt skønne København måde. Der var en af damerne, der havde forberedt et par quizzer:

  1. Mundaflæsning: En person får høretelefoner på og hører Ramstein på fuld smadder. En anden person får et ord, som hun skal få sin makker til at gætte ved mundaflæsning. ”R-O-U-G-E” blev til ”Ulden?”, ”yver?” ”Rusten?”, ”Ryge?”.
  2. Tip13: Klassikeren inden for selskabsquiz. Vores tema var kærlighed (det var jo trods alt en falsk polterarbend), så spørgsmålene gik på, hvornår ægtepar var lykkeligst, hvor meget større risikoen er for skilsmisse, hvis man bor i lejebolig osv osv. Rigtig lærerigt og skægt.
  3. Side 9 fyren: Jeg ved ikke om fyren faktisk også hører til på side 9, men altså mandeudgaven af side 9 damen. Vi fik her to billeder af side 9 mænd, hvor vi skulle gætte, hvad de havde svaret på de personlige spørgsmål, som jo hører sig til (højde, alder, civilstatus, tre ting på en øde ø, ting du tænder på – og andre ting i den dur). Vi fik fire svarkategorier (klippet ud i papir), og skulle nu gætte, hvem der havde sagt, hvad.

TWIST: De overskydende svarkategorier viste sig at være min mand og min veninde kærestes svar på de samme spørgsmål. Så da vi var færdige med side 9 manden, skulle vi nu gætte, hvad ”vores” mænd havde sagt. Selvom min mand havde svaret ”Min telefon, min søn og internetforbindelse” til spørgsmålet om, hvad han ville bringe med på en øde ø (HVAD MED MIG?), så var jeg flad af grin.

Kl. 18.00 AFTENSMADEN: Vi kørte til kødbyen og spiste på John’s Hotdog Deli. De fire andre fik hotdogs med rigeligt tilbehør, hvor jeg valgte bøfsandwichen, der svømmede i sovs og kærlighed med en tilhørende en rød sodavand. Det var lige, hvad jeg trængte til efter 7 timer med øl og bobler.

Kl. 19.00 MUSIKBANKO: Vi valgte at runde dagen af i Absalon Kirken (som jo altså ikke er en rigtig kirke mere), hvor der var arrangeret musik-banko med internationale hits. Udover at servere urimeligt billige drikkevarer, så var det her koncept utrolig sjovt. Man købte sine plader på forhånd, hvor der var navne på store internationale hits. De spillede et nummer (et par minutter af hver), og når man så havde en række, to rækker eller fuld plade fik man banko. Vi vandt ingenting, men der blev danset, svedt og skrålet med. Så det føltes ret meget som at vinde alligevel.

Ved midnat trillede jeg glad og fuld afsted mod stationen velvidende, at om seks timer stod der et lille barn, der gerne ville tale med sin mor. Jeg ved godt, at der kommer til at gå lang tid, før jeg kan deltage i en lignende fest igen, men det var virkelig skønt, så længe det varede.

Man skal huske at springe ud af hamsterhjulet ind i mellem, selvom man får børn, som gør at det egentlig er helt vildt upraktisk. Hamsterhjulet er kendetegnet ved, at man gentager de samme aktiviteter i et væk uden at komme nogle vegne. En falsk polterarbend bringer måske ikke en meget videre, men jeg får i hvert fald en berusende følelse af frihed, når man nogen gange gør noget ”bare fordi det er sjovt”.

Hvis du skal planlægge en rigtig polterabend kan du selvfølgelig også bruge ovenstående plan. Se også mit indlæg med gode tips til planlægning af en polterarbend.

Om at tabe til biologien og blive en desillusioneret feminist

Før jeg blev mor, havde jeg en lang række dogmer for, hvordan jeg ville være forælder. Det skulle være baseret på total ligestilling mellem mor og far. Jeg fnøs, når jeg læste historier om, at børn kun tærer på deres mors søvn. Når jeg læste, at folk mente at kvinders løngab skyldtes deres egne valg. Og når mænd kun tog 14 dages barsel.

Taberadfærd!

Så fik jeg mit barn. Nu er jeg mere tvivlende. Jeg har sovet flere uger mindre end min mand allerede. Barnet er kun lige rundet 1 år. Uanset hvor progressiv jeg er, så kan jeg ikke vinde over biologien. Amningen tager de første mange måneders ordentlig søvn. Men hvad værre er. Det varer ved.

Selv da jeg startede på arbejde og min mand skulle tage sin del af barslen i 5 måneder (what a hero!), var det mig, der stod op -både om natten og tidligt om morgenen. Hvorfor? Fordi  min krop vågnede før hans. Fordi jeg kunne få baby til at sove langt hurtigere. Fordi jeg havde fundet min måde at gøre det på. Fordi hvis du vil gøre noget ‘rigtigt’, så må du gøre det selv. Og fordi jeg alligevel lå  vågen, når de puslede rundt.

Jeg har det som om, at vi spiller “chicken” – og at jeg taber hver gang. For jeg opdager, at bleen skal skiftes, før min mand gør det. Jeg bemærker, at ungen lugter dårligt bag ørerne eller har lort på tøjet…. før min mand gør det.

Min mand vil naturligvis også vores søn det bedste. Men det går ham ikke på, hvis ungen larmer, lugter eller græder, når vi er ude.  Han går ikke ret meget op i, hvordan ungen fremstår, hvis han ved, at han har det godt. Han er ikke bange for at blive dømt som en dårlig forælder. Har han et sundere selvværd? Hviler han mere i sig selv? Er han bare en dygtigere forælder?

Naaaarh, det vil jeg ikke sige. Jeg vil heller ikke sige tværtimod, men en række forhold betyder, at det er markant lettere at være far:

1. Kravene til fædre er betydeligt lavere. Den halve sejr er bare at møde op og anerkende faderskabet. Mødre bliver testet fra første celle-deling. Drikker de alkohol? Motionerer de nok? Fødte de “rigtigt”? Arbejder de for meget? Og har de valgt at amme? Sover de sammen med barnet?  Lægger de barnet nok på maven? 

Da jeg havde været mor i 24 timer, kom der en dame for at tjekke, om min amme-teknik var i orden. Det er også mig, som får tilsendt links af velmenende familiemedlemmer og venner, om, hvordan man undgår alt fra allergi, motorisk fejludvikling, kvælningsdød og det der er værre.

2. Mødrene tager den størstedel af slæbet i adskillige år (her antager jeg bare, at det stopper en dag, måske tager kvinderne slæbet hele livet?). Hvis baby græd, når vi var ude, så var det jo mig, der fik ham i armene. Mig der vadede rundt og bandede over, at han ikke kunne sove. Jeg har allerede nævnt søvnen, men graviditeten tog også lidt på kræfterne. Min krop er inderligt træt efterhånden.

Og jeg holder stadig styr på alt muligt praktisk lort. Er der bleer? Hvornår barnet skal vaccineres? Hvad med sko og tøj? Det er selvom manden har taget rigtig meget af barselsorloven og er en rigtig god partner og far. Han har utvivlsom også haft det hårdt og knoklet. Han har været helt uvurderlig i processen, men jeg har knoklet mere. Ikke pålagt af ham, men derfor tæller det jo stadig (ik?). Om det er en Johanne-, kvinde- eller mor-ting, ved jeg ikke. Men det er et faktum.

3. Fars opgave de første mange måneder er at passe på mor, så hun kan passe på baby.  Min mands vigtigste opgaver i hjemmet er madlavning, oprydning og indkøb. Virkelig vigtige opgaver, men ikke baby-fikserede opgaver. Det er desuden opgaver, som er kendetegnet ved at være kendte. Han har naturligvis lavet mad, gjort rent og ryddet op i mange år, før vi fik børn. Og det er opgaver, som både kan planlægges og afsluttes. 

Denne type opgaver er alt det modsatte af at være mor; det er nyt,  overvældende, aldrig afsluttet og totalt ude af kontrol. Hvis baby vil have mad, så skal baby have mad NUUUUUUUUU!

Derudover har vi en kulturel kodning, som værdsætter de opgaver, som tilfalder faren mere. Vi synes, at det er imponerende, at man kan gå på arbejde, når den lille sover dårligt (det er i virkeligheden mere imponerende, at du kan være sammen med ungen 24/7 og ikke slå den ihjel).

Jeg har stadig dårlig samvittighed over, at jeg ikke bidrager nok til “fællesskabet”, men mest tager mig af baby og mig selv. Men hvorfor opfatter jeg ikke det som en del af fællesskabet at sikre babys overlevelse? Hvorfor opfatter jeg det som om, at babyen var mit projekt, som jeg har ansvaret for lykkes, og min mand helst ikke skal belastes alt for meget af?

Jeg står tilbage som en desillusioneret feminist. Skuffet over at jeg ikke har været i stand til (eller haft lyst til) at distancere mig fra mit barn, men helst bare vil være sammen med ham hele tiden. Nu forstår  jeg godt, hvorfor mange kvinder vælger at gå på deltid for at være sammen med deres børn. Jeg forstår det vitterlig godt. Jeg kan selv mærke en lyst til at tilrettelægge min karriere efter, hvad der er godt for barnet og ikke for mig selv. Den samme lyst kan jeg ikke spore hos min mand (den er i hvert fald betydeligt mindre!). Jeg kan se, at mor og far har to meget forskellige roller at spille i forhold til barnet – og der er altså ikke helt frit valg, når man får en blanding af helvedshormoner, kulturelkodning og fantastisk forelskelse i barselsgave.

 

 

Sådan får almindelige mennesker politisk indflydelse

1. Organisér dig

Størrelse betyder noget. Det ved vi – og det ved politikere. Det betyder noget, om du bare er Anne fra Amager – eller om du er Lizette fra LO. Ikke hermed sagt, at du skal være formand for noget for at blive hørt. Men de fleste problemer har en interesseorganisation, og du kan få dem til at køre din sag. Hvad end det er i medierne, i lobby-arbejde eller i retten.

Mange interesseorganisationer er også repræsenteret i lokale udvalg og råd. F.eks. er der handicapråd i alle kommuner, der er et vildtforvaltningsråd, et beskæftigelsesråd osv. osv. Hvor forskellige parter inden for et område er repræsenteret. Det er her, hvor du kan føre principielle sager og få dem løftet op på et politisk niveau.

Udfordringen ved denne vej er, at den er slagen. Det vil sige, at politikerne ikke føler sig særligt truet, når der er drøftelser i et råd eller udvalg. Fordi det typisk holdes i en mæglende tone og uden for mediernes søgelys,  er det meget lettere at ignorere. Til gengæld kan du få indsigt i, hvad baggrunden for et givent regelsæt er – og du kan finde ud af, hvilke andre interesser du er oppe i mod. Hvem er det, du skal have overbevist for at komme videre? Og du kan også få lavet nogle rigtig gode løsninger, hvis du kan finde ud af at gebærde dig i disse fora. Men vid hvornår du skal tage din kamp til næste niveau.

En betydelig lettere måde “at organisere” sig på er at lave en underskriftindsamling online. Det kan til et borgerforslag, som tvinger folketinget til at tage stilling til dit forslag. Det kræver 50.000 underskrifter, men er en effektiv måde at få politikerne til at tage stilling til en problemstilling. Du kan også bare lave en almindelig underskriftindsamling eller sågar facebook-gruppe (tjek fx. “Bevar de forhadte vandløb”). Det er oftest lettere at komme i medierne eller blive taget alvorligt, når du skriver til en borgmester eller minister, hvis du kan dokumentere, at du har en hel masse bag dig (det er jo potentielle vælgere).

Black and white photograph of the back view of street protesters in a rally in Washington.

2. Skriv direkte til den ansvarlige politiker

Når du har udtømt de officielle klagemuligheder, når der er truffet en afgørelse i din sag, så skal du ikke bruge mere tid på at klage til forvaltingen. Nu skal der andre boller på suppen. Find ud af, hvem der er ansvarlig for dit område. Hvis du er i tvivl, så send brevet til alle, du tror kunne være blandet ind i det.

Skriv til politikeren – direkte! Rigtig mange ministre vil gerne svare på ALLE breve, der kommer ind til dem (især i starten af en periode). Det er farligt spild af tid, for der kommer rigtig mange bizarre breve ind. (Jeg har engang behandlet et borgerbrev fra en dame, som var bekymret for størrelsen på hendes blomster i haven). Det er guld værd at få mulighed for at fremsætte sin sag for ansvarshavende politiker direkte.

Fordelen er, at du får mulighed for at fremstille din sag i sin helhed, og hvis du gør det godt (se punkt nr. 6), så kan du få lov at påvirke, hvilken løsningsmodel der bliver valgt.

Udfordringen er ligesom punkt 1, at kritik der gives privat er lettere at overhøre. I så fald bør du udnytte, at det demokrati har flere lag. Hvis du fx. oplever, at en borgmester ignorerer din kritik, så skriv til hele byrådet. Hvis det ikke virker, så skriv til den ansvarlige minister. På den måde kan du fremtvinge en reaktion alligevel. Hvis en minister ikke lytter, så skriv til hele det politiske udvalg, f.eks. retsudvalget er på justitsministeriets område.

3. Skriv på facebook

Når fornuftens stemme bliver ignoreret, så er det tid til at råbe og finde den store kanon frem. Du kender den allerede. Der er taget utrolig mange politiske slagsmål på baggrund af opslag på facebook. De spreder sig som steppebrande, og 67 % af alle danskere er der. Så her kan du virkelig få folks opmærksomhed.

Udfordringen ved denne metode er, at der sjældent bliver taget særligt gode beslutninger på baggrund af facebook-opslag, fordi det skal gå enormt stærkt, når først en shitstorm starter, for det politiske pres er betydeligt. Det vil sige, at politikere tit vil nedsætte en kommission, lave en undersøgelse eller sætte penge af til en taskforce. Det er ikke egentlige løsningsmodeller, men ren damage-control. Du kan derfor anse facebook-vejen, som god til at blive hørt, men du blive ikke nødvendigvis taget tilstrækkeligt alvorligt til at lave varige forandringer. Du skal være indstillet på at lave en del opfølgende arbejde for at følge det til dørs.

4. Skriv til pressen

Facebook kræver et minimum af indsats fra din side, men det virker kun for visse typer af historier, der fungerer i det medie. Det skal være en ret let historie at fortælle, og der skal være en meget klar skurk at fortælle om. Pressen kan også godt lide simple historier, men de tager trods alt fra tid til anden mere komplicerede historier op og er gode til at fortælle dem.  Så hvis du har en  historie, som måske også kræver lidt gravearbejde eller adskillige sammenhængende sætninger at få afdækket helt, så alliér dig med pressen. De gør også en dyd ud af at holde politikerne til ilden.

Det er dog særligt, hvis det er landsdækkende presse. Hvis du skal have fat i lokalpressen, så er det en god idé at lave benarbejdet selv. De har ikke så mange ressourcer til rådighed, så hvis de skal bringe en historie, så øger du din sandsynlighed for at blive bragt – hvis du skriver den selv (og de er ikke for fine til at bringe den uden dit navn på). Men det kan jo være her snebolden begynder at rulle, for politikerene får presseklip fra alle landets aviser.

Udfordringen ved at skrive til pressen er, at det kræver mere arbejde fra din side. Pressen har også sin egen agenda, så det er ikke sikkert, at din historie bliver fortalt, som du havde håbet.  Men enhver historien i risiko for at spinne ud af din kontrol, når den kommer ind i den offentlige debat.

5. Søg aktindsigt – og læs referater

Viden er magt! Derfor er det en god idé at vide en masse om det politiske emne, som du ønsker at ændre sig. Udover almindelig research er der en masse viden inden for forvaltningen, som kan være svær tilgængelig, men meget anvendelig. Du kan få den, hvis du fx. søger om aktindsigt.

Som embedsmand er det svært lige frem at opfordre til, at folk skal søge om aktindsigt (jeg må skrive et uddybende indlæg en anden dag, men helt kort fortalt, så bliver der spildt ufattelig mange penge på åndssvage aktindsigter fra folk, som må have adskillige diagnoser på CV’et).  MEN det er klogt at søge om aktindsigt, hvis du føler dig uretfærdigt behandlet, og du har en fornemmelse af, at der ugler i mosen – eller at der bliver dækket over fejl.

Selvom embedsmænd hader aktindsigter, så kan jeg love for, at de bliver taget  alvorligt. Og særligt hvis vi bliver tvunget til at offentliggøre fejl eller politisk betændte hemmeligheder. Hvis du har fået en afgørelse, du synes er sketchy kan du søge om aktindsigt i al korrespondance omkring det. Hvis du har en fornemmelse af, at din sag bliver handlet anderledes end andres, kan du søge om aktindsigt i afgørelsen af deres sager. Det kan også være, at du vil undersøge, hvilke alternative løsninger politikerne har fået præsenteret forud for den beslutning, de har truffet. Søg om aktindsigt i dem!

Vær specifik omkring, hvad du søger. Det er lettere for dig – og det er lettere for embedsværket. Mange er paranoide og tror, at embedsværket forsøger at skjule ting (det er delvist rigtigt, men én måde at skjule ting på, er at drukne dig i informationer. Overblikket forsvinder, hvis du får flere sider, end du kan overskue at læse). Men hvis du søger om aktindsigt i alle afgørelser om xx, så får du dem – og ikke alle alt der nogensinde er skrevet om xx.  Det er godt, for der er mange ligegyldige akter.  Så lad nu embedsværket gøre sorteringsarbejdet for dig.

En anden mulighed er, at du læser referater fra byrådssalen etc. Her kan du se, hvis der er politisk uenighed omkring noget. Det kan være politikere, som forsøger at presse embedsværket til at gøre noget, som de advarer om er ulovligt/problematisk – eller uenighed mellem partier. Det er viden, som er guld værd, hvis du skal finde ud af, hvad dælen der foregår.

6. Giv konkret og konstruktiv kritik

Sædvanligvis lyder rådet, at kritisk skal gives kærligt, konkret og konstruktivt, men når det handler om magtmennesker, så skal du skrue ned for kærligheden og op for kamplysten (men det er ikke en opfordring til at være ondskabsfuld!).  Du skal dog stadig sørge for,  at hvad end du skriver, at din kritik er konkret og konstruktiv.

Hvis din kritik alene er “AFSKAF ALLE REGLER OM X” eller “LARS LØKKE ER DUM” – så overbeviser du ikke nogen, og så får du ikke ændret noget. Det er også alt for let for en politiker at begynde at tale om noget andet, hvis det er uklart, hvad kritikken går på. De er i forvejen ret dygtige til det trick, så ingen grund til at gøre det lettere.

Endelig skal du sørge for at være konstruktiv. Gør det muligt at løse dit problem. Ingen politiker kan afskaffe alle regler om noget med et snuptag. Så peg på en realistisk løsningsmodel, hvis du har den. Måske kan du ikke give en løsningsmodel. (Det er f.eks. svært at have en løsning på udfordringerne i det finansielle system, men let at finde problemer med det). I de tilfælde kan du foreslå en proces, hvor de mennesker der har kompetencerne til at finde på en løsning bliver sat sammen og skal finde en måde at nå et specifikt mål, f.eks. reducere skattesnyd med 50 pct.  eller øge beskæftigelsen for en bestemt målgruppe.

Udfordringen er, at det er svært at være konkret og konstruktiv, når man er vred. Det er også svært at være konstruktiv, hvis man er meget idealistisk. Det er nobelt, men ikke særlig effektivt, at stå fast. I et demokrati skal man søge kompromisset. Det er det modsatte: du skal lytte og bevæge dig.

 

Det blev et temmelig langt indlæg, men jeg har tilsyneladende fået samlet en del erfaringer fra de sidste 10 år af mit liv med politik gennem studie og job. Jeg håber, at der er et par stykker, som har orket at læse sig igennem hele molevitten og føler sig inspireret til at ændre verden. Det er ikke let, men det er det værd. 

Samtykke er sexet og andre gode grunde til, at vi bør ændre lovgivningen om seksualforbrydelser

Rape culture normalizes sexual violence. Forleden dag havde mine kolleger og jeg et længerevarende og ubehageligt skænderi omkring den svenske lovgivning om voldtægt. Jeg minder om, at det er en lovgivning, som trak overskrifter som: “Sex kræver samtykke efter ny lov i Sverige” og “Sverige vil forbyde sex uden udtrykkeligt samtykke”.

Her er det måske bare mig, men det gik jeg da egentlig også ud fra var udgangspunktet. Altså at vi er enige om, at ingen skal begynde at lave sex ting på min eller nogen andens krop UDEN at sikre sig, at det er i orden. Det modsatte standpunkt må jo i givet fald være, at vi går ud fra, at enhver person vi møder er interesseret i at have sex med os, og at vi bare kan tage for os at retterne. Folk skal sige fra først. Tænk hvis vi havde samme lovgivning, når det gælder mord eller tyveri. Folk skal sige fra før det er ulovligt at myrde og stjæle?

Jeg er klar over, at ovenstående er en halv stråmand, for det er der selvfølgelig ikke nogen der mener.  Eller der er helt sikkert nogen, der mener det, eftersom at nogen faktisk voldtager, men det er nok de færreste. Det mine kolleger og andre ikke-voldtægtsmænd er bekymrede for er, hvordan man løfter bevisbyrden om, at nogen faktisk med ord eller handlinger har indvilliget i at have sex. 

Bevisbyrden er jo sådan set også et problem i dag, fordi vi har at gøre med situationer, hvor der sjældent er vidner og det er svært at indhente beviser om voldtægt med mindre, der er decideret vold indblandet.  Offeret skal gennemgå mange ubehageligheder i forsøget på at påvise, at hun/han ikke var interesseret i sex med vedkommende – herunder redegøre for tidligere seksuel adfærd, påklædning m.v.

Det element kommer vi ikke udenom, heller ikke med en svensk model, men det er på sin plads at lovgivningen er bare en lille smule på offerets side. Idag bliver de færreste voldtægter anmeldt og endnu færre bliver dømt. Lovgivningen virker ikke.

En af grundene er, at gerningsmanden oprigtigt ikke mener, han har gjort noget galt. Altså sådan på spejderære. Og det er her, hvor manglende fokus på indhentelse af samtykke kommer i spil. Vi har ikke som samfund stillet store nok krav til, at man skal respektere folks grænser. Hvergang man har denne her diskussion, så kommer der to historier op:

Den ene om kvinden, der gerne ville have sex, men dagen efter fortryder og råber VOLDTÆGT! Den anden er historien om kvinden, der for at gøre skade lyver og råber VOLDTÆGT! Som kvinde kan jeg ikke lade være med at blive utroligt provokeret af de her to historier. Fordi det ikke tager problematikken alvorligt. Der findes mænd mener, at de er berettiget til en kvindes krop og udnytter deres magtposition etc. til at have samleje med en kvinde uden hendes samtykke (dvs. begår voldtægt). Problemet er, at den gennemsnitlige mand er mere bange for at blive anklaget for voldtægt end for at blive voldtaget. Og det udgangspunkt påvirker desværre ens interesser. 

Det er ca. 60 pct. af alle voldtægter, der bliver begået af nogen, som offeret kender f.eks. en partner eller ven. Bare fordi du havde frivilligt sex med vedkommende i onsdags, behøver det ikke at betyde, at du er interesseret i det om fredagen. Eller selvom du havde lyst til vaginalt samleje betyder det ikke, at du er frisk på analsex. Det kan virke banalt, men det kommer altså bag på visse mennesker.

Jeg har ikke erfaring med voldtægt, men jeg kender til hævn. Og falske voldtægtsanklager virker som en utrolig risikabel måde at gå over åen for at hente vand.  Hvis jeg skulle hævne mig, så skulle det ikke involvere sætte min ære og privatliv til skue – for så i øvrigt højest sandsynligvis ikke at få en skid ud af det. Så er det sgu da lettere at skære nogle dæk op, skrive vedkommende op til alle nyhedsbreve i verden eller lave et godt rygte om nogle lækre kønssygdomme (altså hvis man skulle hævne sig, men det skal man jo ikke -vel?!). Hvis jeg havde fortrudt et samleje med nogen, så var det nok det letteste  aldrig nævne det for nogen igen. Det formoder jeg de fleste almindelige mennesker ville gøre.

Det smukke med den svenske model er: Vi går væk fra, at vold eller trusler om vold skal være grundlaget for et sagsanlæg. Vi anerkender, at magt ikke altid udøves igennem vold – og der er mange andre og mere sofistikerede måder at udnytte folk på, som ikke involvere en knytnæve – men som stadig er et overgreb. Samtidigt er samfundet principielt og i udgangspunktet på offerets side. Det er nu ikke offerets opgave at påvise, at der blev sagt tilstrækkeligt tydeligt fra – nu skal gerningsmanden også bevise, at der blev sagt tydeligt ja (i ord eller handlinger!).

Jeg er sikker på, at det vil virke forebyggende. Bare se på den store modstand, der møder fra mænd, fordi de er NØDT TIL at skærpe deres måde at indhente samtykke på. Det handler ikke (nødvendigvis) om, at der skal ligge samtykkerklæringer på natbordet, men f.eks. sådan noget med, at man spørger undervejs i akten. Man skal sikre sig, at man ikke overskrider sin partners grænser. Altså undgår vi de voldtægter som bunder i misforståelser. Hvor manden har overskredet sin partners grænser uden at opdage det. Det vil jo være en kæmpe gevinst for alle parter!

Det åbner også op for, at vi kan gradbøje voldtægter/seksuelle overgreb og f.eks. indføre et begreb som “uagtsom voldtægt”. Heri ligger der mulighed for at respektere både offerets oplevelse og gerningsmandens intentioner. At noget godt kan være en voldtægt, selvom det ikke var intentionen.  For det kan det. Lidt ligesom du godt kan slå folk ihjel ved et uheld. En voldtægt er ikke defineret ved overgrebsmandens intentioner, men ved offerets oplevelse af at få overskredet sine grænser.

Endelig får vi som samfund indskærpet, at ingen har ret til en anden persons krop. Heller ikke selvom de er kærester, forlovede eller gift. Det vil stadig være en vanskelig bevisbyrde at løfte, for ingen domstol vil acceptere “jeg sagde ikke ja” som et tilstrækkeligt bevis for voldtægt. MEN det vil være sundt, at mænd ikke ruller med øjnene med tanken om, at sex uden samtykke er en voldtægt. Det er det!      

Hvad kan fodbold lære dig om livet?

Billedresultat for kasper schmeichel

Efter at have set utrolig mange VM-kampe (taget i betragtning af, at jeg ikke bryder mig om fodbold), må jeg erkende, at der ligger en hel del livsvisdom gemt i det til tider noget kedsommelige spil. Jeg har, for at spare jer besværet med selv at se de mange kampe, lavet en kort opsummering her:

1. Spil offensivt!

De indledende runder af VM viste, hvordan fodbold ser ud, når begge hold kan gå videre uden at vinde. KEDELIGT! Selvom det af strategiske årsager kan være klogt at spille defensivt, så er det utroligt kedeligt at se på.

På samme måde kan et defensivt liv måske godt give mening i den forstand, at du aldrig kommer til skade, taber penge eller bliver såret. Men det er utroligt kedeligt at være en del af (og se på/høre om).

Så husk – det bedste forsvar er et angreb! Og kom igang med de risikable livsbeslutninger.

2. Undervurdér aldrig hjemmebanefordelen

Grundlaget for fodbold er naturligvis et købekraftigt publikum. Men det købekraftige publikum laver andet end at finansiere showet. De bærer også holdene frem. Derfor er det afgørende, om man spiller ude eller hjemme, om der møder fans op, og om de fans der møder op bakker op om holdet.

Spillerne ved, at deres spil bliver påvirket af, hvorvidt der bliver råbt uduelige taber eller bold-geni efter dem. Derfor: omgiv dig med mennesker, som hepper på dig! Du bliver bedre til det, du gør, når der en positiv stemning omkring dig. Det skaber plads til at eksperimentere og fejle – begge ting er nødvendige for at gøre noget ekstraordinært (og hermed tilbage til punkt 1).

3. Spil andre gode!

Selv med positiv stemning og en offensiv strategi, så kunne hverken Messi eller Ronaldo vinde VM – og hvorfor er det? DERES HOLD VAR IKKE GODE NOK! Én stjerne er ikke nok – der skal 11 gode spillere til at vinde en kamp (eller i hvertfald en 7-8 stykker).

Livsvisdommen som gælder for fodboldspillere og alle os andre er: Du kan ikke klare det alene. Derfor skal du altid huske at spille andre gode. Lægge op til andres scoringer – og glæde dig over deres succes og omvendt. Omring dig med mennesker, som ikke alene hepper – men som også hjælper dig. Så kan det ikke gå helt galt.

4. Det behøver ikke være flot for at være godt

Som sagt var der en hel del af de indledende kampe, som mere end almindeligt kedelige at se på. Men ud fra målsætningen “vi skal bare gå videre”, så var det jo gode kampe.  Nogle ting her i livet handler om overlevelse og intet andet. Slutrunder er én af de ting. Tiden med små børn er en anden ting. Fuck om sokkerne matcher eller ungen er lidt klistret; hvis I klarede natten/fødselsdagen/flyveturen – så er det en succes. GODT GÅET!

5. Engager dig / sæt noget på spil!

Guderne må vide, hvorfor – men jeg har altså set de fleste af kampene indtil Danmark røg ud. Fordi min – ellers ikke særligt fodboldinteresserede – mand tændte for det. Jeg ville egentlig helst bare side og fifle lidt med bloggen og andre ting i mens. Der er noget hyggeligt ved at høre summen og bare være i samme rum. Men altså – de kampe var ikke særlig skægge.

Hvis du skal have en god fodbold oplevelse skal du: 1) lægge din telefon langt væk, 2) åbne en øl, 3) holde øjnene på skærmen/banen og 4) spille nogle penge på kampen (punkt 2 og 4 er valgfrie – men øl får i hvert fald mig til at føle mere for ting). Hvis du vil have det sjovt med noget, så er du nødt til at engagere dig. Råb lidt af skærmen (skyyyyyyyyd!). Knug din elskedes hånd eller bid negle.

DU SKAL SÆTTE NOGET PÅ SPIL! Nationalfølelse, stolthed eller penge. Eventuelt bare den gode stemning i rummet. Hvis du er ligeglad – er du jo som bekendt aldrig glad.

 

 

 

Allergisk overfor grusomhed?

Der er nok de færreste, som ikke har opdaget, at Trump er begyndt at flå børn ud af armene på deres forældre, fordi de forsøger at rejse til USA. Og her troede vi, at muren var det tåbeligste den mand foreslog.

Jeg kan simpelthen ikke være i det. Jeg læste en historie om en mor, som fik taget sit barn fra sig, mens hun ammede (!). Da hun gjorde modstand, blev hun lagt i håndjern. Der er ikke ord for, hvor vred, harm, ulykkelig og stiktosset, jeg blev, da jeg læste det.

Det er som om, at det at blive mor forstærker reaktionen voldsomt. (Jeg sad med tårer i øjnene og knyttede næver på mit arbejde). Ikke hermed sagt, at jeg har særlig moralsk indsigt nu (folk uden børn kan givetvis også sagtens se, at manden er psykopat), jeg føler bare en stærk – nærmest allergisk – reaktion over for det.

Jeg føler, at jeg bliver oversvømmet af nyheder om børn der myrdes, misbruges og mistrives. Jeg kan ikke holde det ud. Historier om mødre, der ved er uheld kommer til at spule deres børn med kogende vand fra haveslagen. Om fædre der glemmer deres børn i glohede biler. Om børn der mishandler hinanden. Om at en stor andel af børn, der drukner, gør det i umiddelbar nærhed af deres forældre. (Druknedøden er tilsyneladende stille og ikke voldsom). Og mange andre frygtelige nyheder.

Hvordan i alverden kan man undgå at læse de historier? Og hvordan kan man blive hårdfør igen? Hvordan lever man i en verden, hvor børn behandles dårligt?

Det er jo ikke nyt det her. Og alligevel føles det nyt for mig.

Kan man blive vaccineret et sted? Eller endnu bedre. Kan vi stoppe det?

Hvor skal moderskabet stå?

Jeg har aldrig ment, at børn er meningen med livet. Så skulle det da kun være ud fra en streng biologisk/evolutionær synsvinkel om artens overlevelse. Men det perspektiv kan ikke for alvor ramme det enkelte menneske, for her er enkeltindivider ret ligegyldige. Der er altså meget lidt egentlig mening at hente, selv hvis man skulle tro, at vi er sat på jorden ene og alene for at lave nogle flere mennesker.

På den anden side så rammer det en, når man får sin unge i armene, at det her giver så utrolig meget mening. Sådan helt vildt fantastisk meget mening. Denne forløsning er måske ikke noget, der indfinder sig i forlængelse af fødslen, men de fleste får den nok inden for de første par måneder. Og for mig har det kun taget til i styrke i takt med, at ungen er blevet større.

Det børn kan, når det kommer til at give mening med livet, er to ting:

1) De kan udmatte forældrene til en grad, hvor at tilfredsstillelse af basisbehov (såsom søvn) giver en stærk lykkerus. Under ekstrem udmattelse kan jeg i øvrigt fortælle, at man tænker mere på overlevelse end på mening med livet.

2) De kan med deres hjælpeløse bedårende buttethed tale til vores indre beskytter. Det er svært ikke at føle dyb mening med at tage sig af et hjælpeløst barn, som ovenikøbet har flere træk til fælles med en selv.

Så hvor skal moderskabet stå, når det kommer til meningen med det hele?

Jeg vil nok stille det på en af de øverste hylder, men det står der ikke alene. Andre ting kan give lige så meget mening. Hele det her med at passe på, beskytte og opleve nogle/noget vokse op, kan man jo også få fra et kæledyr, et arbejdsprojekt, fra andre menneskers børn og du kan sikkert selv tænke på andre meningsfulde aktiviteter.

De kan jo også ind i mellem være frihedsberøvende i en grad, hvor man næsten ikke kan mærke sig selv mere – og det kan vel dårligt være meningen med nogens liv, at de skal være selvudslettende i deres omsorg og engagement. SÅ der er garanteret mennesker, for hvem det at få børn vil give meget lidt mening, fordi deres følelse af meningsfuldhed er bundet fast til et stort behov for frihed og bevægelse. Børn er bedre at slå rødder med.

Så moderskabet skal stå der ved siden af alle de andre ting, som giver menneskers liv mening. Mening er jo trods alt noget, som vi selv skaber.

You better work, bitch!

Til  pumpende  elektroniske  toner  belærer  Britney  Spears  sine  lyttere  om,  at  luksuslivet  kræver  hårdt  arbejde  –  vi  må  slide  og  slæbe  for  at  få,  hvad  vi  ønsker  –  you  better  work,  bitch!

Det  er  ikke  blot  en  popsang,  men  en  opsang  til  den  generation,  som  opfattes  som  forkælede  curlingbørn.  Sangen  indrammer  på  klareste  vis  det  tankesæt,  der  gennemsyrer  staten s forhold  til  sine  borgere: Vi  skal  arbejde  (hårdt)  for  at  opretholde  vores  samfundsmodel.  Faktisk  er det sjældnere og sjældnere, at der refereres til  opretholdelsen  af  velfærdsstaten, for  arbejdet  er  blevet  et  mål  i  sig  selv.

Børnefamilierne  fik  i sin tid en  opsang fra daværende  beskæftigelsesminister  Jørn  Neergaard  Larsen “Glem  deltid  og  kom  i  gang” .  Mette  Frederiksen  fortalte  i  sin  tid  som  beskæftigelsesminister,  at  ”det  vigtigste  vi  kan  gøre  for  Danmarks  fremtid  er,  at  sørge  for,  at  alle  børn  ser  deres  forældre  gå  på  arbejde”  og  den  daværende  Finansminister  Corydon  forklarede  i  foråret,  at  det  er  en  socialdemokratisk  kerneværdi,  at  arbejde  er  løsningen  på  alle  problemer.

Arbejde  er  svaret,  men  vi  har  glemt,  hvad  spørgsmålet  var.   I  et  demokrati  som  det  danske  står  sådan  forvrøvlet  sludder  naturligvis  ikke  uimodsagt.  Corydons  tese  om  arbejdet  som  løsningen  på  alle  (sociale) problemer,  bliver  af  fagfolk  tilbagevist  gang  på  gang.  Arbejde  gør  ikke  syge  raske,  får  ikke  kørestolsbrugere  til  at  løbe  langrend  eller  depressionsramte  lykkelige.

Andre  anfægter,  at  staten  bør  avle  ’konkurrencestatens  fodsoldater’  ved  et  evigt  fokus  på  vækst  (det  er  både  forkert  og  uholdbart).  Problemet  er,  at  selv  denne  form  for  kritik  går  ikke  til  roden  af  problemet  med  dansk  politik.  Den  overser,  at  det  allerstørste  og  helt  grundlæggende  problem  ved  de  seneste  årtiers  beskæftigelsespolitik  er,  at  den  er  dybt  dybt formynderisk.

Formynderisk,  fordi  den  er  optaget  af  at  pådutte  borgerne  en  opfattelse,  at  arbejde  er  godt  for  dem.  Hermed  ikke  sagt,  at  arbejde  er  skidt,  men  blot  at  staten  ikke  bør  have  en  holdning  til  det.    Vi  har  glemt,  at  statens  mål  ikke  er  at  skabe  hverken  gode  liv  eller  rige  liv.  Statens  grundlæggende  formål  er  at  sikre  borgerne  et  frit  liv.  Frihed  forstået  som  retten  til  at  bestemme  over  sit  eget  liv  uafhængigt  af,  hvad  andre  i  øvrigt  mener  om  det.  Frihed  til  at  gøre  det,  man  selv  finder  godt.

Diskussionen  af,  hvad  frihed  er,  og  hvordan  staten  bedst  understøtter  borgernes  frihed  er  totalt  fraværende  i  den  politiske  diskussion.  Vi  diskuterer  i  stedet  vækst,  fremdrift,  boligskatter,  tryghed,  konkurrenceevne  osv.    Nogle  vil  naturligvis  indvende  at  arbejde  gør  fri  (hvor  er  det  nu liiiige,  vi  har  hørt  det  før?).  Økonomisk  fri,  fordi  de  tjener  deres  egne  penge.  Mentalt  fri, fordi  arbejdet skaber  mennesket.  Måske endda gudommelig fri, fordi hårdt arbejde er den sikreste vej til himmerige.

Vi  kan  så  at  sige  tvinge  folk  til  at blive frie ved at tvinge dem til at arbejde.  Men  mennesket  kan vælge selv, og det bør staten ikke stille sig i vejen for. Borgerne  skal  ikke  blot  høres,  de  skal  lyttes  til.

Hermed ikke sagt, at vi fluks bør indføre borgerløn og lade folk læse tegneserier, klø sig i røven og trykke  opdatér på facebook. Jeg mener grundlæggende, at vi godt kan stille visse krav, når folk lever for fællesskabets penge. MEN vi skal virkelig passe på vores argumentation. Folk skal ikke arbejde, fordi det er godt for dem. De skal arbejde, fordi det er nødvendigt.

Hvis det er grundlaget, så tvinger det også magthaverne til at skærpe  deres argumentation og være tilbageholdende med at stille unødvendige krav til borgerne.  Idag stilles der alt for mange tåbelige krav til de arbejdsløse, fordi vi netop laver politik ud fra ideen om, at arbejde er godt for mennesker – OG ikke mindst fordi vækst går forud for frihed. Men frihed bør altid gå forud for både vækst og sådan set også velfærd.

Fordi noget er effektivt betyder ikke, at det er retfærdigt. Fordi noget skaber vækst, betyder det ikke, at vi skal gøre det. Vi skal stoppe med at tvinge folk unødigt i arbejde, som f.eks. når vi tvinger mennesker i fleksjob, der kun kan arbejde 3 timer om ugen, så er det ikke et spørgsmål om nødvendighed, men en formynderisk gerning.

Staten synger duet med Britney: “You better work, bitch!”

 

Frihed i forstaden

Jeg voksed’ op blandt forstadens helte, rækkehus og drømmekage
Og duften af nyslået græs på sommerdage
Husker da vi stjal blommer fra Fru Jensens træ
Og hvordan vi gemt’ os op’ på skolens tage
Omringet af villaveje og bøgeblade
Dybe skove, der nærmest ingen ende havde
Nye stier tog form, hver gang man tog et skridt
Alt ved verden syntes stort og forunderligt”

Sådan synger Nik og Jay i deres sang “forstadsdrømme”.  Jeg forestiller mig, at forstadsopvæksten må være ret ens, for selvom min forstad er en anden, så var min oplevelse præcis den samme.  En opvækst defineret af stærke sanseoplevelser og helt vildt meget frihed.

Ikke frihed på den der Christiania-agtige måde, hvor forældrene er skæve og ligeglade. Nej, forstads-frihed handler mere om tillid og at give børn et fysisk rum, hvor de kan udfolde sig uovervåget (også på skolens tage!). Som barn er netop det at få lov at bevæge sig alene det, som former og modner en.

Når man så bliver voksen, så glemmer man, at det er meget værdifuldt at få lov at bevæge sig uovervåget og handle/tænke frit. Jeg har været bosat i byen i 8 års tid. Det var på mange måder vidunderligt, og der er mange muligheder, men frihed er der meget lidt af i byen. Frihed kan have mange definitioner, men jeg vil gå med en ret klassisk en, at det handler om, at du selv bestemmer, hvad du vil.

Mit problem var, at rigtig mange af de ting, som jeg holder allermest af: at gå med hunden uden snor, at stå på rulleskøjter og høre høj musik. Det er ting, som man ikke må i byen. Man kan gøre det alligevel (og det gjorde jeg), men det er som regel forbundet med, at andre mennesker irettesætter dig. Og det føles ekstremt ufrit, når nogle går ind og vil bestemme over dig – og faktisk så kan de gøre det med loven og rimeligheden på deres side. For når mange mennesker bor sammen, så skal deres liv reguleres strammere.  Ellers kan det ikke fungere. Der er ikke plads til, at alle parkere hvor de vil. Går med hund, hvor de vil. Hører musik så højt som de vil. Vi bor for tæt til, at den slags adfærd kan tolereres.

Frihed er lige så meget en sindstilstand som et spørgsmål om plads. Så jeg stoppede med at drømme om forstaden og flyttede tilbage for tre måneder siden. Jeg elsker det. Kom med herud (men ikke for mange, tak),