Hvad kan fodbold lære dig om livet?

Billedresultat for kasper schmeichel

Efter at have set utrolig mange VM-kampe (taget i betragtning af, at jeg ikke bryder mig om fodbold), må jeg erkende, at der ligger en hel del livsvisdom gemt i det til tider noget kedsommelige spil. Jeg har, for at spare jer besværet med selv at se de mange kampe, lavet en kort opsummering her:

1. Spil offensivt!

De indledende runder af VM viste, hvordan fodbold ser ud, når begge hold kan gå videre uden at vinde. KEDELIGT! Selvom det af strategiske årsager kan være klogt at spille defensivt, så er det utroligt kedeligt at se på.

På samme måde kan et defensivt liv måske godt give mening i den forstand, at du aldrig kommer til skade, taber penge eller bliver såret. Men det er utroligt kedeligt at være en del af (og se på/høre om).

Så husk – det bedste forsvar er et angreb! Og kom igang med de risikable livsbeslutninger.

2. Undervurdér aldrig hjemmebanefordelen

Grundlaget for fodbold er naturligvis et købekraftigt publikum. Men det købekraftige publikum laver andet end at finansiere showet. De bærer også holdene frem. Derfor er det afgørende, om man spiller ude eller hjemme, om der møder fans op, og om de fans der møder op bakker op om holdet.

Spillerne ved, at deres spil bliver påvirket af, hvorvidt der bliver råbt uduelige taber eller bold-geni efter dem. Derfor: omgiv dig med mennesker, som hepper på dig! Du bliver bedre til det, du gør, når der en positiv stemning omkring dig. Det skaber plads til at eksperimentere og fejle – begge ting er nødvendige for at gøre noget ekstraordinært (og hermed tilbage til punkt 1).

3. Spil andre gode!

Selv med positiv stemning og en offensiv strategi, så kunne hverken Messi eller Ronaldo vinde VM – og hvorfor er det? DERES HOLD VAR IKKE GODE NOK! Én stjerne er ikke nok – der skal 11 gode spillere til at vinde en kamp (eller i hvertfald en 7-8 stykker).

Livsvisdommen som gælder for fodboldspillere og alle os andre er: Du kan ikke klare det alene. Derfor skal du altid huske at spille andre gode. Lægge op til andres scoringer – og glæde dig over deres succes og omvendt. Omring dig med mennesker, som ikke alene hepper – men som også hjælper dig. Så kan det ikke gå helt galt.

4. Det behøver ikke være flot for at være godt

Som sagt var der en hel del af de indledende kampe, som mere end almindeligt kedelige at se på. Men ud fra målsætningen “vi skal bare gå videre”, så var det jo gode kampe.  Nogle ting her i livet handler om overlevelse og intet andet. Slutrunder er én af de ting. Tiden med små børn er en anden ting. Fuck om sokkerne matcher eller ungen er lidt klistret; hvis I klarede natten/fødselsdagen/flyveturen – så er det en succes. GODT GÅET!

5. Engager dig / sæt noget på spil!

Guderne må vide, hvorfor – men jeg har altså set de fleste af kampene indtil Danmark røg ud. Fordi min – ellers ikke særligt fodboldinteresserede – mand tændte for det. Jeg ville egentlig helst bare side og fifle lidt med bloggen og andre ting i mens. Der er noget hyggeligt ved at høre summen og bare være i samme rum. Men altså – de kampe var ikke særlig skægge.

Hvis du skal have en god fodbold oplevelse skal du: 1) lægge din telefon langt væk, 2) åbne en øl, 3) holde øjnene på skærmen/banen og 4) spille nogle penge på kampen (punkt 2 og 4 er valgfrie – men øl får i hvert fald mig til at føle mere for ting). Hvis du vil have det sjovt med noget, så er du nødt til at engagere dig. Råb lidt af skærmen (skyyyyyyyyd!). Knug din elskedes hånd eller bid negle.

DU SKAL SÆTTE NOGET PÅ SPIL! Nationalfølelse, stolthed eller penge. Eventuelt bare den gode stemning i rummet. Hvis du er ligeglad – er du jo som bekendt aldrig glad.

 

 

 

Allergisk overfor grusomhed?

Der er nok de færreste, som ikke har opdaget, at Trump er begyndt at flå børn ud af armene på deres forældre, fordi de forsøger at rejse til USA. Og her troede vi, at muren var det tåbeligste den mand foreslog.

Jeg kan simpelthen ikke være i det. Jeg læste en historie om en mor, som fik taget sit barn fra sig, mens hun ammede (!). Da hun gjorde modstand, blev hun lagt i håndjern. Der er ikke ord for, hvor vred, harm, ulykkelig og stiktosset, jeg blev, da jeg læste det.

Det er som om, at det at blive mor forstærker reaktionen voldsomt. (Jeg sad med tårer i øjnene og knyttede næver på mit arbejde). Ikke hermed sagt, at jeg har særlig moralsk indsigt nu (folk uden børn kan givetvis også sagtens se, at manden er psykopat), jeg føler bare en stærk – nærmest allergisk – reaktion over for det.

Jeg føler, at jeg bliver oversvømmet af nyheder om børn der myrdes, misbruges og mistrives. Jeg kan ikke holde det ud. Historier om mødre, der ved er uheld kommer til at spule deres børn med kogende vand fra haveslagen. Om fædre der glemmer deres børn i glohede biler. Om børn der mishandler hinanden. Om at en stor andel af børn, der drukner, gør det i umiddelbar nærhed af deres forældre. (Druknedøden er tilsyneladende stille og ikke voldsom). Og mange andre frygtelige nyheder.

Hvordan i alverden kan man undgå at læse de historier? Og hvordan kan man blive hårdfør igen? Hvordan lever man i en verden, hvor børn behandles dårligt?

Det er jo ikke nyt det her. Og alligevel føles det nyt for mig.

Kan man blive vaccineret et sted? Eller endnu bedre. Kan vi stoppe det?

Hvor skal moderskabet stå?

Jeg har aldrig ment, at børn er meningen med livet. Så skulle det da kun være ud fra en streng biologisk/evolutionær synsvinkel om artens overlevelse. Men det perspektiv kan ikke for alvor ramme det enkelte menneske, for her er enkeltindivider ret ligegyldige. Der er altså meget lidt egentlig mening at hente, selv hvis man skulle tro, at vi er sat på jorden ene og alene for at lave nogle flere mennesker.

På den anden side så rammer det en, når man får sin unge i armene, at det her giver så utrolig meget mening. Sådan helt vildt fantastisk meget mening. Denne forløsning er måske ikke noget, der indfinder sig i forlængelse af fødslen, men de fleste får den nok inden for de første par måneder. Og for mig har det kun taget til i styrke i takt med, at ungen er blevet større.

Det børn kan, når det kommer til at give mening med livet, er to ting:

1) De kan udmatte forældrene til en grad, hvor at tilfredsstillelse af basisbehov (såsom søvn) giver en stærk lykkerus. Under ekstrem udmattelse kan jeg i øvrigt fortælle, at man tænker mere på overlevelse end på mening med livet.

2) De kan med deres hjælpeløse bedårende buttethed tale til vores indre beskytter. Det er svært ikke at føle dyb mening med at tage sig af et hjælpeløst barn, som ovenikøbet har flere træk til fælles med en selv.

Så hvor skal moderskabet stå, når det kommer til meningen med det hele?

Jeg vil nok stille det på en af de øverste hylder, men det står der ikke alene. Andre ting kan give lige så meget mening. Hele det her med at passe på, beskytte og opleve nogle/noget vokse op, kan man jo også få fra et kæledyr, et arbejdsprojekt, fra andre menneskers børn og du kan sikkert selv tænke på andre meningsfulde aktiviteter.

De kan jo også ind i mellem være frihedsberøvende i en grad, hvor man næsten ikke kan mærke sig selv mere – og det kan vel dårligt være meningen med nogens liv, at de skal være selvudslettende i deres omsorg og engagement. SÅ der er garanteret mennesker, for hvem det at få børn vil give meget lidt mening, fordi deres følelse af meningsfuldhed er bundet fast til et stort behov for frihed og bevægelse. Børn er bedre at slå rødder med.

Så moderskabet skal stå der ved siden af alle de andre ting, som giver menneskers liv mening. Mening er jo trods alt noget, som vi selv skaber.

You better work, bitch!

Til  pumpende  elektroniske  toner  belærer  Britney  Spears  sine  lyttere  om,  at  luksuslivet  kræver  hårdt  arbejde  –  vi  må  slide  og  slæbe  for  at  få,  hvad  vi  ønsker  –  you  better  work,  bitch!

Det  er  ikke  blot  en  popsang,  men  en  opsang  til  den  generation,  som  opfattes  som  forkælede  curlingbørn.  Sangen  indrammer  på  klareste  vis  det  tankesæt,  der  gennemsyrer  staten s forhold  til  sine  borgere: Vi  skal  arbejde  (hårdt)  for  at  opretholde  vores  samfundsmodel.  Faktisk  er det sjældnere og sjældnere, at der refereres til  opretholdelsen  af  velfærdsstaten, for  arbejdet  er  blevet  et  mål  i  sig  selv.

Børnefamilierne  fik  i sin tid en  opsang fra daværende  beskæftigelsesminister  Jørn  Neergaard  Larsen “Glem  deltid  og  kom  i  gang” .  Mette  Frederiksen  fortalte  i  sin  tid  som  beskæftigelsesminister,  at  ”det  vigtigste  vi  kan  gøre  for  Danmarks  fremtid  er,  at  sørge  for,  at  alle  børn  ser  deres  forældre  gå  på  arbejde”  og  den  daværende  Finansminister  Corydon  forklarede  i  foråret,  at  det  er  en  socialdemokratisk  kerneværdi,  at  arbejde  er  løsningen  på  alle  problemer.

Arbejde  er  svaret,  men  vi  har  glemt,  hvad  spørgsmålet  var.   I  et  demokrati  som  det  danske  står  sådan  forvrøvlet  sludder  naturligvis  ikke  uimodsagt.  Corydons  tese  om  arbejdet  som  løsningen  på  alle  (sociale) problemer,  bliver  af  fagfolk  tilbagevist  gang  på  gang.  Arbejde  gør  ikke  syge  raske,  får  ikke  kørestolsbrugere  til  at  løbe  langrend  eller  depressionsramte  lykkelige.

Andre  anfægter,  at  staten  bør  avle  ’konkurrencestatens  fodsoldater’  ved  et  evigt  fokus  på  vækst  (det  er  både  forkert  og  uholdbart).  Problemet  er,  at  selv  denne  form  for  kritik  går  ikke  til  roden  af  problemet  med  dansk  politik.  Den  overser,  at  det  allerstørste  og  helt  grundlæggende  problem  ved  de  seneste  årtiers  beskæftigelsespolitik  er,  at  den  er  dybt  dybt formynderisk.

Formynderisk,  fordi  den  er  optaget  af  at  pådutte  borgerne  en  opfattelse,  at  arbejde  er  godt  for  dem.  Hermed  ikke  sagt,  at  arbejde  er  skidt,  men  blot  at  staten  ikke  bør  have  en  holdning  til  det.    Vi  har  glemt,  at  statens  mål  ikke  er  at  skabe  hverken  gode  liv  eller  rige  liv.  Statens  grundlæggende  formål  er  at  sikre  borgerne  et  frit  liv.  Frihed  forstået  som  retten  til  at  bestemme  over  sit  eget  liv  uafhængigt  af,  hvad  andre  i  øvrigt  mener  om  det.  Frihed  til  at  gøre  det,  man  selv  finder  godt.

Diskussionen  af,  hvad  frihed  er,  og  hvordan  staten  bedst  understøtter  borgernes  frihed  er  totalt  fraværende  i  den  politiske  diskussion.  Vi  diskuterer  i  stedet  vækst,  fremdrift,  boligskatter,  tryghed,  konkurrenceevne  osv.    Nogle  vil  naturligvis  indvende  at  arbejde  gør  fri  (hvor  er  det  nu liiiige,  vi  har  hørt  det  før?).  Økonomisk  fri,  fordi  de  tjener  deres  egne  penge.  Mentalt  fri, fordi  arbejdet skaber  mennesket.  Måske endda gudommelig fri, fordi hårdt arbejde er den sikreste vej til himmerige.

Vi  kan  så  at  sige  tvinge  folk  til  at blive frie ved at tvinge dem til at arbejde.  Men  mennesket  kan vælge selv, og det bør staten ikke stille sig i vejen for. Borgerne  skal  ikke  blot  høres,  de  skal  lyttes  til.

Hermed ikke sagt, at vi fluks bør indføre borgerløn og lade folk læse tegneserier, klø sig i røven og trykke  opdatér på facebook. Jeg mener grundlæggende, at vi godt kan stille visse krav, når folk lever for fællesskabets penge. MEN vi skal virkelig passe på vores argumentation. Folk skal ikke arbejde, fordi det er godt for dem. De skal arbejde, fordi det er nødvendigt.

Hvis det er grundlaget, så tvinger det også magthaverne til at skærpe  deres argumentation og være tilbageholdende med at stille unødvendige krav til borgerne.  Idag stilles der alt for mange tåbelige krav til de arbejdsløse, fordi vi netop laver politik ud fra ideen om, at arbejde er godt for mennesker – OG ikke mindst fordi vækst går forud for frihed. Men frihed bør altid gå forud for både vækst og sådan set også velfærd.

Fordi noget er effektivt betyder ikke, at det er retfærdigt. Fordi noget skaber vækst, betyder det ikke, at vi skal gøre det. Vi skal stoppe med at tvinge folk unødigt i arbejde, som f.eks. når vi tvinger mennesker i fleksjob, der kun kan arbejde 3 timer om ugen, så er det ikke et spørgsmål om nødvendighed, men en formynderisk gerning.

Staten synger duet med Britney: “You better work, bitch!”

 

Frihed i forstaden

Jeg voksed’ op blandt forstadens helte, rækkehus og drømmekage
Og duften af nyslået græs på sommerdage
Husker da vi stjal blommer fra Fru Jensens træ
Og hvordan vi gemt’ os op’ på skolens tage
Omringet af villaveje og bøgeblade
Dybe skove, der nærmest ingen ende havde
Nye stier tog form, hver gang man tog et skridt
Alt ved verden syntes stort og forunderligt”

Sådan synger Nik og Jay i deres sang “forstadsdrømme”.  Jeg forestiller mig, at forstadsopvæksten må være ret ens, for selvom min forstad er en anden, så var min oplevelse præcis den samme.  En opvækst defineret af stærke sanseoplevelser og helt vildt meget frihed.

Ikke frihed på den der Christiania-agtige måde, hvor forældrene er skæve og ligeglade. Nej, forstads-frihed handler mere om tillid og at give børn et fysisk rum, hvor de kan udfolde sig uovervåget (også på skolens tage!). Som barn er netop det at få lov at bevæge sig alene det, som former og modner en.

Når man så bliver voksen, så glemmer man, at det er meget værdifuldt at få lov at bevæge sig uovervåget og handle/tænke frit. Jeg har været bosat i byen i 8 års tid. Det var på mange måder vidunderligt, og der er mange muligheder, men frihed er der meget lidt af i byen. Frihed kan have mange definitioner, men jeg vil gå med en ret klassisk en, at det handler om, at du selv bestemmer, hvad du vil.

Mit problem var, at rigtig mange af de ting, som jeg holder allermest af: at gå med hunden uden snor, at stå på rulleskøjter og høre høj musik. Det er ting, som man ikke må i byen. Man kan gøre det alligevel (og det gjorde jeg), men det er som regel forbundet med, at andre mennesker irettesætter dig. Og det føles ekstremt ufrit, når nogle går ind og vil bestemme over dig – og faktisk så kan de gøre det med loven og rimeligheden på deres side. For når mange mennesker bor sammen, så skal deres liv reguleres strammere.  Ellers kan det ikke fungere. Der er ikke plads til, at alle parkere hvor de vil. Går med hund, hvor de vil. Hører musik så højt som de vil. Vi bor for tæt til, at den slags adfærd kan tolereres.

Frihed er lige så meget en sindstilstand som et spørgsmål om plads. Så jeg stoppede med at drømme om forstaden og flyttede tilbage for tre måneder siden. Jeg elsker det. Kom med herud (men ikke for mange, tak),

Hvorfor Liberal Alliance burde gå ind for højere arveafgift

Joachim B. Olsen harcelerede fornyligt over, at det var virkelig synd for folk, som havde mistet deres forældre, at de skulle betale 15 pct. i arveafgift på al arv udover 289.000 kr.

Det er selvfølgelig synd for folk, at de mister deres forældre. MEN jeg synes  ikke, at det er mere synd for de mennesker, som ved samme lejlighed får adskillige hundredetusinder (måske endda millioner) af kroner ind af døren, end det er for de mennesker, som må afskrive sig arven, fordi deres forældre ikke efterlader sig andet en gæld.

At Liberal Alliance kæmper for de mest priviligerede mennesker i Danmark er ikke nyt, men dette forslag er hverken liberalt eller særlig klogt.

Derfor kommer her tre grunde til, at Liberal Alliance bør støtte, at vi hæver arveafgiften:

1. En ægte liberal hader nedarvede privilegier

Liberalismen udsprang i sin tid af en modstand mod nedarvede privilegier og anførte, at individets lige ret til frihed er det vigtigste.  Arv er i ordets reneste betydning et nedarvet privilegium, som anfører slægten og ikke individet som det organiserende princip. Det er simpelthen ikke foreneligt med en liberal tankegang.

Modargumentet: Det er individet, som har tjent sin formue, der har ret til at at bestemme hvem der skal overtage den efter sin død.

Mod-modargumentet: Problemet er, at individet som vi henviser til ikke eksisterer mere! Som Adam Smith noterede sig, så “findes der ikke nogen rettighed, der er sværere at retfærdiggøre, end retten til at disponere over sin formue efter døden”. Det er bizart at lade døde mennesker afgøre, hvordan vi skal fordele vores formuer – hvorfor ikke også give dem stemmeret ved samme lejlighed?

2. Arv skaber dårligere resultater 

Arv skaber dårligere resultater i kraft af en skæv konkurrence. Ligesom vi gerne vil vælge vores ledere selv, ud fra en forventning om, at de så bliver bedre ledere end monarkerne, fordi de er nødt til at tage højde for vores (vælgernes) ønsker. På samme måde er der ingen grund til at tro, at fordi din mor var en dygtig forretningskvinde, så er du det også – det viser sig nemlig, at familieejede virksomheder der overdrages faktisk ikke klarer sig lige så godt, når sønnike overtager, som da far var ved roret. Når vi har arv inde i billedet, så belønner vi ikke de dygtigste og flittigste, men blot dem som var så heldige at blive født ind i en rig familie. Den effekt bør begrænses.

3. Arveafgift er en super måde at beskatte på

Arveafgift er klart en af de klogeste måder at beskatte borgerne på, fordi de negative konsekvenser økonomisk set er begrænsede. En arveafgift er en effektiv måde at indkræve skat på, fordi den ikke skaber et dødvægtstab for samfundet på samme måde som f.eks. indkomstskatten, hvor folks incitament til at arbejde ekstra er faldende.

Hvis vi sænker arveafgiften, så vil der være et behov for at få pengene via andre beskatningsformer, som er dyrere for samfundet. Faktisk viser det sig, at en høj arveafgift får folk til at arbejde mere, hvor en høj indkomstskat får folk til at arbejde mindre (læs mere her). Det er også sjovt, at vi i den henseende er meget optagede af incitamentsstrukturer for mennesker uden for arbejdsmarkedet, men ikke tror at rige mennesker bliver dovne af at få penge forærende.

 

Tre grunde til at voksne ikke skal skrive ønskesedler

Årstiden er over os – hvor ønskelister bliver delt på tværs af landsdele og generationer. Hvert år bliver jeg overrasket over, at der er voksne, som i ramme alvor sætter sig ned og skriver en liste med ønsker ned. Altså:
1. Sokker
2. En pung
3. Vanter

Ting som langt de fleste voksne kan købe selv til enhver tid. Men altså i stedet for at købe det selv, så taper vi udtrådte badesandaler sammen, sådan de lige kan holde til juletid, hvor et familiemedlem så – efter nådig koordination med resten af klanen – kan få lov at købe denne genstand til os.

Jeg fatter det simpelthen ikke. Ønskelister er for børn, fordi de er mennesker uden købekraft men med masser af fantasi. Derfor giver det mening at ønske sig ting. Voksne mennesker er præcis det modsatte. De er fantasiforladte forbrugere – som i ramme alvor har dedikeret en højtid til at udveksle indkøbssedler. I-N-D-K-Ø-B-S-S-E-D-L-E-R.


Jeg har nu også flere gange overhørt mennesker brokke sig over, at deres gæster ikke køber dem ting, som stod på deres ønskelister. Så kunne man lige så godt lade være med at komme med en gave lød det. Jeg har hørt Mads og Monopolets panel udbasunere, at hvis man ikke køber ting på ønskesedlen, så er det fordi man har gang i et eller andet sygt selvrealiseringsprojekt, hvor man gerne vil vise, at man er typen, der går op i at give betænksomme gaver, som gave-modtageren ikke selv havde drømt om. Dette var som svar på, at en kæreste blev ved at få sure miner, når hun gav gaver til sin udkårne. Hun var åbenbart ikke dygtig nok til at finde på – eller havde hun svært ved at læse ønskesedlen?

Hella Joof konstaterede, at gave-giveren tydeligvis var ligeglad med at gøre modtageren glad.

Undskyld mig – men gaver handler altså om, at man giver noget fra mig til dig. Det vil sige, at jeg har lavet en fortolkning af din situation/behov/drømme – og giver noget, som jeg tror vil kunne glæde modtageren. Nogle gange ikke sådan “Nøj-det-var-lige-den-trøje-jeg-havde-sendt-dig-linket-på”-måden, men snarere “hov-det-havde-jeg-slet-ikke-overvejet-kunne-være-fedt”.

Og jeg erkender, at disse anstrengelser sommetider er for store – og at man derfor sukker efter en ønskeliste. FOR HVAD SKAL FARMOR HAVE? Hun har ikke ønsket sig noget siden hun fyldte 70. Men ved I hvad – så må man sgu lægge sig i selen og prøve at finde på noget godt alligevel – eller også må man kaste håndklædet i ringet og gå med de sikre vindere – alkohol/blomster/chokolade.

Ønskesedler for voksne er uacceptable af følgende grunde:

1) Du ødelægger overraskelses-elementet og dermed glæden ved at give gaven

2) Du sætter et prisniveau for gaven, der tager udgangspunkt i, hvad du mangler.

3) Du sætter implicit et krav om, at dine gæster skal medbringe en gave. Det er ucharmerende og genbesøg punkt 1.