Hvorfor Liberal Alliance burde gå ind for højere arveafgift

Joachim B. Olsen harcelerede fornyligt over, at det var virkelig synd for folk, som havde mistet deres forældre, at de skulle betale 15 pct. i arveafgift på al arv udover 289.000 kr.

Det er selvfølgelig synd for folk, at de mister deres forældre. MEN jeg synes  ikke, at det er mere synd for de mennesker, som ved samme lejlighed får adskillige hundredetusinder (måske endda millioner) af kroner ind af døren, end det er for de mennesker, som må afskrive sig arven, fordi deres forældre ikke efterlader sig andet en gæld.

At Liberal Alliance kæmper for de mest priviligerede mennesker i Danmark er ikke nyt, men dette forslag er hverken liberalt eller særlig klogt.

Derfor kommer her tre grunde til, at Liberal Alliance bør støtte, at vi hæver arveafgiften:

1. En ægte liberal hader nedarvede privilegier

Liberalismen udsprang i sin tid af en modstand mod nedarvede privilegier og anførte, at individets lige ret til frihed er det vigtigste.  Arv er i ordets reneste betydning et nedarvet privilegium, som anfører slægten og ikke individet som det organiserende princip. Det er simpelthen ikke foreneligt med en liberal tankegang.

Modargumentet: Det er individet, som har tjent sin formue, der har ret til at at bestemme hvem der skal overtage den efter sin død.

Mod-modargumentet: Problemet er, at individet som vi henviser til ikke eksisterer mere! Som Adam Smith noterede sig, så “findes der ikke nogen rettighed, der er sværere at retfærdiggøre, end retten til at disponere over sin formue efter døden”. Det er bizart at lade døde mennesker afgøre, hvordan vi skal fordele vores formuer – hvorfor ikke også give dem stemmeret ved samme lejlighed?

2. Arv skaber dårligere resultater 

Arv skaber dårligere resultater i kraft af en skæv konkurrence. Ligesom vi gerne vil vælge vores ledere selv, ud fra en forventning om, at de så bliver bedre ledere end monarkerne, fordi de er nødt til at tage højde for vores (vælgernes) ønsker. På samme måde er der ingen grund til at tro, at fordi din mor var en dygtig forretningskvinde, så er du det også – det viser sig nemlig, at familieejede virksomheder der overdrages faktisk ikke klarer sig lige så godt, når sønnike overtager, som da far var ved roret. Når vi har arv inde i billedet, så belønner vi ikke de dygtigste og flittigste, men blot dem som var så heldige at blive født ind i en rig familie. Den effekt bør begrænses.

3. Arveafgift er en super måde at beskatte på

Arveafgift er klart en af de klogeste måder at beskatte borgerne på, fordi de negative konsekvenser økonomisk set er begrænsede. En arveafgift er en effektiv måde at indkræve skat på, fordi den ikke skaber et dødvægtstab for samfundet på samme måde som f.eks. indkomstskatten, hvor folks incitament til at arbejde ekstra er faldende.

Hvis vi sænker arveafgiften, så vil der være et behov for at få pengene via andre beskatningsformer, som er dyrere for samfundet. Faktisk viser det sig, at en høj arveafgift får folk til at arbejde mere, hvor en høj indkomstskat får folk til at arbejde mindre (læs mere her). Det er også sjovt, at vi i den henseende er meget optagede af incitamentsstrukturer for mennesker uden for arbejdsmarkedet, men ikke tror at rige mennesker bliver dovne af at få penge forærende.

 

Tre grunde til at voksne ikke skal skrive ønskesedler

Årstiden er over os – hvor ønskelister bliver delt på tværs af landsdele og generationer. Hvert år bliver jeg overrasket over, at der er voksne, som i ramme alvor sætter sig ned og skriver en liste med ønsker ned. Altså:
1. Sokker
2. En pung
3. Vanter

Ting som langt de fleste voksne kan købe selv til enhver tid. Men altså i stedet for at købe det selv, så taper vi udtrådte badesandaler sammen, sådan de lige kan holde til juletid, hvor et familiemedlem så – efter nådig koordination med resten af klanen – kan få lov at købe denne genstand til os.

Jeg fatter det simpelthen ikke. Ønskelister er for børn, fordi de er mennesker uden købekraft men med masser af fantasi. Derfor giver det mening at ønske sig ting. Voksne mennesker er præcis det modsatte. De er fantasiforladte forbrugere – som i ramme alvor har dedikeret en højtid til at udveksle indkøbssedler. I-N-D-K-Ø-B-S-S-E-D-L-E-R.


Jeg har nu også flere gange overhørt mennesker brokke sig over, at deres gæster ikke køber dem ting, som stod på deres ønskelister. Så kunne man lige så godt lade være med at komme med en gave lød det. Jeg har hørt Mads og Monopolets panel udbasunere, at hvis man ikke køber ting på ønskesedlen, så er det fordi man har gang i et eller andet sygt selvrealiseringsprojekt, hvor man gerne vil vise, at man er typen, der går op i at give betænksomme gaver, som gave-modtageren ikke selv havde drømt om. Dette var som svar på, at en kæreste blev ved at få sure miner, når hun gav gaver til sin udkårne. Hun var åbenbart ikke dygtig nok til at finde på – eller havde hun svært ved at læse ønskesedlen?

Hella Joof konstaterede, at gave-giveren tydeligvis var ligeglad med at gøre modtageren glad.

Undskyld mig – men gaver handler altså om, at man giver noget fra mig til dig. Det vil sige, at jeg har lavet en fortolkning af din situation/behov/drømme – og giver noget, som jeg tror vil kunne glæde modtageren. Nogle gange ikke sådan “Nøj-det-var-lige-den-trøje-jeg-havde-sendt-dig-linket-på”-måden, men snarere “hov-det-havde-jeg-slet-ikke-overvejet-kunne-være-fedt”.

Og jeg erkender, at disse anstrengelser sommetider er for store – og at man derfor sukker efter en ønskeliste. FOR HVAD SKAL FARMOR HAVE? Hun har ikke ønsket sig noget siden hun fyldte 70. Men ved I hvad – så må man sgu lægge sig i selen og prøve at finde på noget godt alligevel – eller også må man kaste håndklædet i ringet og gå med de sikre vindere – alkohol/blomster/chokolade.

Ønskesedler for voksne er uacceptable af følgende grunde:

1) Du ødelægger overraskelses-elementet og dermed glæden ved at give gaven

2) Du sætter et prisniveau for gaven, der tager udgangspunkt i, hvad du mangler.

3) Du sætter implicit et krav om, at dine gæster skal medbringe en gave. Det er ucharmerende og genbesøg punkt 1.