Hvorfor blive misundelig på noget man egentlig ikke vil have?

man in stairs

Kender I det… Man sidder og stener på telefonen. Scroller rundt på sociale medier. Efter en rum tid at have zappet rundt mellem Facebook, Instagram, Snapchat og Bloglovin, så keder man sig bravt nok til at åbne LinkedIn.

Jovist, det er meget sjovt at sende en tommel af sted mod nogen, som har fået et nyt job eller har jubilæum i det eksisterende. Man føler sig ovenpå, når man strør om sig med så dybt følt anerkendelse, som et like jo er.

Men pludselig går det op for en, at folk fra ens studietid bliver forfremmet i stor stil. De er senior consultants, specialkonsulenter, teamledere og der er sågar en enkelt, der er blevet særlig rådgiver. Bum. Bum. Bum.

Hvad har man egentlig selv brugt tiden på? Den fesne titel “fuldmægtig” står stadig lige så klar, som da jeg forlod universitetet. Titlen lyder jo egentlig fed nok, men det er blot navnet på det laveste trin på stigen. Andre ligesindede har forsøgt at gøre det mere lækkert ved at angive titlen på engelsk “head of section”. Men der er man alligevel ikke nået til endnu.

Her kan følelsen af misundelse godt begynde at prikke lidt til mig. Men hvorfor egentlig? Jeg har jo brugt tiden på at producere børn. Det er da klart, at jeg ikke samtidigt har kunnet lægge 60+ timer og klistre mange nye stjerner på skuldrene. De andre har jo arbejdet mange flere timer end mig. Så jeg sammenligner mig først og fremmest med de forkerte. Men hvad vigtigere er: Jeg vil faktisk ikke være specialkonsulent, lead management consultant eller teamboss.

Jeg vil gerne anerkendes og udvikle mig i mit job, men specialkonsulenter arbejder ofte lidt med det samme bare under dårligere vilkår i forhold til at kunne holde fri og til en ikke overvældende stor lønstigning. Når jeg spørger folk, hvorfor de efterstræber det, så er det altid noget med, at det er godt, når man skal søge videre. Også er der også den der følelse hos folk om, at de fortjener at blive forfremmet.

Centraladministrationen har nemlig ikke meget andet end titler at byde på, når de skal anerkende deres medarbejdere (du kan måske få et spændende kursus i excel, hvis du er rigtig heldig). Så hvis du ikke bliver forfremmet, så er det faktisk en sviner af din indsats.

Så derfor. Selvom jeg egentlig ikke vil arbejde uden øvre arbejdstid og hellere vil have et cv med mere spræl end den slagne vej opad i hierarkiet, så bliver jeg alligevel misundelig. Det er virkelig avanceret hjernevask. Fordi misundelsen udspringer af, at jeg ikke vil have at andre tænker, at jeg er uambitiøs/dårlig til mit job, og ikke fra at jeg reelt efterstræber det, de andre har opnået.

Men kan man overhovedet sådan ægte anerkende konkurrenters resultater uden samtidigt at blive lidt misundelig på dem? Altså det er jo let nok for mig at anerkende en sygeplejerske eller en atomfysiker for deres arbejde, men når jeg spiller på samme professionelle bane, som dem jeg ser på, så bliver det ganske vanskeligt ikke at lave en sammenligning, hvor man bliver trist, når det viser sig, at man er den mindst imponerende i selskabet.

Travlhed som adelsmærke

grayscale photo of people during marathon

I denne uge er jeg stødt på en interessant podcast, der virkelig har udfordret mine egne holdninger. Det drejer sig om Ezra Kleins podcast, hvor Yale-professor Daniel Markovits er gæst og fortæller om, at “when meritocracy wins, everybody loses“.

For de fleste mennesker – særligt bureaukrater som jeg selv – er den påstand meget provokerende. For meritokratiet står for mig, som en ubetinget god idé, fordi det bygger på, at vi forfremmer folk på baggrund af deres kvalifikationer (“meritter”) og indsats – og ikke nedarvede privilegier m.m. What is not to like?

Daniel Markovits mener dog, at dette “meritokrati” også har betydet, at vi i dag ikke vil acceptere, at folk er dygtige nok til deres arbejde. De skal være de bedste! Problemet er, at de klogeste hoveder ikke nødvendigvis løser en opgave på en måde, som faktisk giver større værdi til samfundet. Til gengæld skaber det en hyper-konkurrence, som fører til dårligere liv – både for dem der vinder konkurrencen, fordi de skal knokle sig selv ihjel, og for dem som taber konkurrence, som vil opleve at få hårdere og dårligere arbejdsvilkår.

Han bruger taxa-branchen som eksempel på en branche, hvor Uber har gjort nogle få meget dygtige app-udviklere meget rige (og nok også trætte) – og nogle chauffører meget fattigere. Gevinsten for kunderne er til gengæld til at overse. De bliver stadig pretty much fragtet fra A – B i en bil.

Nå, men det er jo ikke en taxa-diskussion, som interesserer sådan en som mig. Det er faktisk mere alle de mange afledte problemstillinger, som han fremfører. Han stiller kort fortalt spørgsmålstegn ved, om den evige jagt på optimering og forbedring er et gode? Og om vi ikke i virkeligheden har udviklet et samfund, som er meget lidt morsomt at være menneske i. Fordi vi hele tiden har et ensidigt fokus på at optimere os selv, vores familier og vores karrierer. Derfor er der også stor status i at fortælle, at man har travlt – det signalerer udvikling og bevægelse.

Denne evige jagt på optimering betyder, at vi har udviklet et arbejdsmarked, som er baseret på meget voldsom konkurrence medarbejdere i mellem, som belønner mennesker, der arbejder rigtig meget. Og her opstår problemet altså. At folk arbejder meget mere end de har lyst til, og hvad der er sundt for dem.

Han taler om læger, advokater og børsmæglere, der slider sig selv ihjel og bliver mere eller mindre tvunget til at leve “halve” liv i den forstand, at de må ofre deres egen og deres familiers velbefindende på karrierebålet. Han understreger, at dette ikke rent faktisk er valg, som folk træffer, det er vilkår i deres brancher.

Det er ikke kun os voksne på arbejdsmarkedet, som lider under konkurrencestatens krav om evig forbedringspotentiale. Nej, det forplanter sig til vores børn. Fordi vi som optimeringsparate voksne bliver enormt målorienterede i alle sfærer i vores liv. Også når vi skal opdrage vores børn. Børnene skal gå til fritidsaktiviteter. De skal kunne tale flere sprog. Spille musik og være gode til sport. Vi skal understøtte, at de bliver de bedste i klassen. De skal helst være foran de andre. Det betyder, at vi meget sjældent er sammen med dem uden, at samværet er rettet mod et bestemt formål.

Denne iver betyder, at børnene ikke lærer at finde ro. At hvile i, at de har en værdi uagtet, hvad de præsterer til fodboldstævnet, den næste eksamen eller i skolekomedien. Han mener, at det er derfor, at vi ser et stigende antal unge mennesker blive udbrændte inden livet for alvor er gået igang. Fordi udbrændthed er et udtryk for manglende evne til at slappe af.

Han peger på, at “kvantitetstid” er løsningen og at vi bør øve os i, at vi ikke altid skal opnå noget, udvide vores horisont eller træne specifikke evner, når vi er sammen med vores børn. Vi skal bare være sammen.

Her føler jeg mig ramt (selvom jeg endnu ikke har meldt poden til mandarin eller violin-spil), men jeg har da købt årskort til Experimentariet – og jeg gør en dyd ud af at træne både hans motorik og sprog dagligt. Jeg gør det, fordi jeg er bange for, at han sakker bagud (men også fordi jeg kan se en fidus i, at jeg forstår, hvad han siger og han selv kan tage tøj på – hvis ret skal være ret).

Denne vidtgående samfundskritik har været den væg, som mine tanker har spillet bold op af det meste af ugen. Jeg er ikke så sikker på, at man kan overføre hans kritik 1:1 til et dansk arbejdsmarked, men jeg kan da helt klart genkende ulemperne ved stærke konkurrencemiljøer, som vi nok overser. Jeg føler mig mest ramt som forælder, fordi jeg godt kan genkende en trang til at sammenligne mit barn med andre hele tiden og være skiftevis bekymret for, om han kan følge med eller lykkelig for, at han er foran. Måske man skulle trække vejret dybere ned i maven og lade ungen udvikle sig i det tempo, han føler er mest passende.

Jeg kunne fortsætte denne tankestrøm i en uendelighed (den har trods alt kørt i snart en uge), men jeg stopper her. Lyt til podcasten, der var også meget mere at komme efter, end hvad jeg lige fik fremhævet i dette indlæg.

God weekend!

Et nyt kapitel for Løkke og jeg

Min første barselsorlovsdag faldt sammen med Lars Løkke Rasmussens første dag som afgående formand. Tilfælde?

Ja, formentlig. Men det er rart at vide, at der går en derude, som også er i tvivl om, hvad morgendagen bringer og går med tanker om, hvordan man får det bedste ud af situationen, så man ikke bare skal se sit arbejdsliv sygne hen og forsvinde.

Bevares. Løkke går nok også med tanker om hævn. Om sin egen dødelighed. Om hvem der er hans venner nu. Om de mange år i politik har været det hele værd. Hvad der dog skal blive af ham. Og ja – så ville jeg tro, at han også sidder og evaluerer sine seneste træk og overvejer, om han skulle have trukket sig med æren og eftermælet i behold på valgdagen 5. juni og gået over i historien om en politisk fremragende håndværker og god strateg?

I stedet for – som historien lyder nu – som en magtfuldkommen og egoistisk formand, som aldrig har gjort noget for andres skyld end sin egen. Som en der var for nærig til at betale for sit eget undertøj – og som altid har gjort sit for at rage til sig. Og har tabt regeringsmagten hele to gange – den seneste gang endda med et kollektiv kollaps i blå blok til følge.

Der er typisk færre bitre følelser og fortrydelse involveret i at blive forælder, men det sker dog. Men for både Løkke og jeg vil vores liv blive simple fremadrettet; det kommer til at handle om overlevelse og primært være drevet af biologiske behov for omsorg, søvn, toiletbesøg og mad.

Ligesom jeg har meldt mig til vandaerobic og gravidgymnastik, så vil jeg klart anbefale Løkke at gøre noget tilsvarende. Seniorcykling, reformer (der er noget med der yoga-pilates i elastikmaskine, som jeg tror vil gavne Løkkes krop) eller måske noget aftenskole; “sporskifte sent i livet – genstart din karriere i 50erne“… Her er også mulighed for at få nye venner, som ikke har haft hele deres liv centreret om at opnå magt over nationen.

Desuden kunne jeg også anbefale Løkke at begynde at blogge. Jeg tror, at der vil være stor interesse for hans skriblerier. Særligt hvis han kan kombinere sin sædvanlige vittige facon med lidt (mere) selvironi og nogle rigtige kiosk-basker-overskrifter ala: “Sådan bliver du formand for Venstre”, “For fed til fadøl?” eller “En fighters bekendelser – se muligheder, hvor der ingen er”. Måske kunne han også udlevere – anonymt – sine venstre kollegers udskejelser. Han kunne jo passende skrive bogen “Den knap så hemmelige Venstremand”...

Jeg vil egentlig bare slutte af med at sige tak for, at jeg har kunne bruge min weekend sammen med mit feberramte barn på at synkron-binge Gurli Gris og TV2 News for at få slibrige nyheder om Venstre-cirkusset. (Jeg tror i øvrigt, at regeringen glæder sig meget til, at de kan få lidt af pressefladen tilbage).

Og så vil jeg bare minde om, at Løkke i 2007 var i front for strukturreformen, som betød, at vi reducerede antallet af kommuner fra 271 til 98 og generelt centraliserede adgangen til de offentlige serviceydelser (herunder adgang til lægebehandling). Hvorefter man fra 2015 og frem begyndte at udflytte statslige arbejdspladser, fordi man var overrasket over, at strukturreformens centralisering havde været et dødsstød til flere lokalmiljøer rundt omkring.

Jo, Løkke har aldrig været for fin til at rette op på dårlige beslutninger ved at tage nogle andre dårlige beslutninger. Men altså… flere af dem har været ret raffinerede og kreativt udført. Tak for nu, Lars – og god vind fremover!

Tankemylder #2 – valgspecial

  • Så kom der ENDELIG en ny regering. Jeg sidder i skrivende stund og lapper News’ dækning af den nye regering i mig, imens jeg kører hjemmedyrkede kirsebær i fjæset. Det er jo helt befriende, at de har noget reelt at tale om og ikke bare til bevidstløshed gennemgår forskellige bud på ministerlister. Selvom jeg har det bedst, når jeg er lidt sur på systemet – så må jeg sige, at det er et stærkt hold, og jeg glæder mig til at se, hvad de kan drive det til.
  • Der er selvfølgelig lige det med kvinderne! Jeg ville hellere have haft tættere på 50 pct, men det tæller altså ekstra, at statsministeren er kvinde, at forsvarsministeren også er en kvinde, at der er en kvinde i Økonomiudvalget, OG at man udnævner en gravid Joy Mogensen som minister. Og er jeg den eneste, som glæder mig over, at ALLE kritiserer regeringen for, at der er for få kvinder? Det er sgu da en sejr i sig selv! Det er jo netop, når vi ikke bemærker skævvridningen, at den er allermest farlig. Så selv som feminist er jeg tilfreds!
  • Jeg misser ministeroverdragelsen i mit ministerium, fordi der samtidigt er afskedstamtam for en af medlemmerne i min mødregruppe. Hun flytter langt væk – og som jeg tvivler på, at jeg ser hende igen herefter. Det føles forkert, hvis jeg skulle undlade at sige farvel til en person, som har spillet en stor rolle i en vigtig periode i mit liv, bare for at se noget politik-cirkus. Men lige nu er det altså svært at hvile i det valg!
  • Jeg så igår billedet af den druknet far og datter (som i øvrigt har meget lighed med billedet af den 3-årige syriske dreng på stranden for nogle år siden). Jeg kan simpelthen ikke finde en måde, hvor jeg kan rumme det. Børn dør jo hele tiden, men der er noget med de flygtningebørn, som går lige i hjertet og som gør, at jeg tuder, bare jeg tænker på det. Måske er det, fordi det er et billede på en hver forældres værste frygt; at man ikke formår at passe på sit barn. At man i forsøget på at sikre dem en god fremtid, slår dem ihjel? Eller også er det, fordi jeg føler mig medansvarlig for at være en del af et system, hvor vi har grænsebomme for at passe på de privilegier, som sådan nogle som jeg selv har. Jeg ved det ikke, men jeg kan simpelthen ikke holde det ud.

Winning is easy – Governing’s harder

Stemmerne er talt op. Og nu skal vi igang med den del af processen, der handler om faktisk at danne en regering, der kan styre vores land. Jeg har gået rundt i lang tid nu og grublet over, hvordan det dog skal ende. Selvom jeg hører til den røde fløj, så er jeg ret pessimistisk, fordi:

(1) De Radikale er alt alt for muntre

Morten Østergaard er en rigtig glad mand i disse dage. Og der er ingen tvivl om, at det er en mand, som forventer at skulle styre dansk politik med sin 16 mandater. Og selvom 8,6 pct. af danskerne har stemt på dem, så synes jeg ikke, at det tyder på, at de lærte af den seneste røde regerings katastrofekurs, som i høj grad var ført an af de radikales trang til at føre borgerlig økonomiske politik (og selvfølgelig også nogle strategisk fejlfix i S-SF). De Radikale virker ikke særligt indstillet på at skulle give sig en tomme på den økonomiske politik – heller ikke denne gang.

Problemet er i min optik to-fold: 1) De radikale fører ikke valgkamp på deres økonomiske politik – de fører den på værdipolitikken (særligt ift. udlændinge) og på klima. Det er noget, som mange godt kan se sig selv i, men når vi så skal til at lave regering, så falder det i baggrunden og den økonomiske politik bliver pludselig alfa omega. Formentlig, fordi det er det punkt, hvor de adskiller sig mest fra de røde partier. Det gør bare, at de er mere borgerlige end deres vælgere.

Det fører mig til punkt 2 i min aversion over for de Radikale; – at de opfører sig som om, at de er bedre end alle andre. Det er ligesom indlejret i deres DNA, at selvom de trods alt kun har 16 mandater ud af de 90, som der skal til at lave politik – så bør deres politik være den dominerende – fordi den simpelthen er bedre og bygget på dybere indsigt.

Alle partier mener selvfølgelig, at deres politik er den bedste, men de Radikale tager alligevel prisen i at udvise tegn på at føle sig overlegende til trods for, at de i den grad udgøres af et segment af ret privilegerede mennesker (jeg ved det – jeg er en del af det!).

Så hvor både Enhedslisten, Socialdemokratiet og i særdeleshed SF har brugt de sidste fire år på at overveje, hvad de gjorde galt sidst, så synes de Radikale ikke at have brugt tiden på samme måde – og står altså ret stejlt på deres krav.

(2) Mette Frederiksen som leder i en ren S-regering

Det er ret tydeligt, at Mette F. har konkluderet, at Helle T.s store fejl var at love for meget og holde for lidt. Den fejl skal ikke laves igen, så Mette har lovet meget lidt, og det, hun har lovet, har været bevidst uklart formuleret. Til gengæld har hun stået ved håndvasken og fraskrevet sig et hvert ansvar over 2011-2015 regeringen.

Det er et symptom på én ting, at hun først og fremmest vil magten. Det er sådan set okay, men jeg gad godt se, at hendes magt-iver var bygget på et minimum af ideologisk base. Det synes jeg faktisk, at en som Lars Løkke formår at kombinere ret fint.

Så er der det faktum, at Mette Frederiksen omgiver sig med folk, som jeg slet ikke har tillid til. Henrik Sass Larsen, der “ydmygt” har stillet sig til rådighed til at være finansminister (den vigtigste ministerrolle overhovedet i en regering!), selvom han åbenbart har været så syg, at han ikke har villet tale med journalister under hele valgkampen. Bliver han ikke forvist fra sin centrale placering, selvom hans adfærd vil svare til, at en pædgagog ikke vil være i stue med børnene eller en læge nægter at se patienterne. Hvis en politiker ikke vil tale med pressen, så skal han finde noget andet at lave. Men det gør han tilsyneladende ikke – og der er det politiske lederskab forpligtet til at henvise manden til reservebænken – og ikke i ministerbilen. (Her er trods alt stadig et spinkelt håb for, at det sker).

Endelig er der hendes nærmeste rådgiver Martin Rossen. Han bliver i Berlingske beskrevet som årsagen til Socialdemokratiets succes, og en person beskriver ham således i artiklen; »Politik er et hårdt spil, og kommunikationen kan være barsk. Men Martin Rossens måde at kommunikere på med intimiderende SMSer er alligevel noget for sig,« 

Denne bekymring har jeg nok mest som embedsmand, fordi han har et virkelig dårligt ry på slotholmen – hvor han såmænd nok er dygtig, men virkelig giftig for sine omgivelser at arbejde sammen med. Jeg nægter dog at anerkende, at resultater der opnås på bekostning af andre mennesker psykiske velbefindende er i “flotte”.

Kort fortalt – har jeg ikke tillid til hverken Mette F. eller hendes nærmeste rådgivere – og jeg ville sådan ønske, at de ikke kan komme til at danne regering alene. Her vil de Radikale kunne gøre en positiv forskel!

(3) Kompromisser er umoderne

Sidste punkt er vel i virkeligheden det grundlæggende problem med politik nu til dags: kompromisser er blevet umoderne. Vi – vælgerne – vil ikke acceptere, hvis vores politikere ikke kan levere på alle deres mærkesager, eller stemmer for forslag, som vi ikke kan identificere os med. Det betyder, at vores politikere har svært ved at indgå kompromisser uden at blive slagtet efterfølgende – hvilket gør det rigtigt svært at lave funktionsdygtige regeringer i dag.

En valgkamp vil altid være et ekseptionelt display af uoverensstemmelser. Det er der ikke noget nyt i, men vi vælgere straffer partier meget hårdt, når de går i regering og forsøger at opnå indflydelse (især de små fløjpartier står for skud). Vi har skabt et system, hvor det er strategisk bedst at stå uden for indflydelse. Det er problematisk!

Det er som George Washington siger til Hamilton i slutningen af nummeret Cabinet meeting # 1 “Winning was easy, young man. Governing’s harder…. You have to find a compromise“. Sangen handler om, at vi ikke kan styre et land uden at forstå og respektere vores politiske modstandere, så der kan indgås fornuftige kompromisser – hvor alle får et udbytte af samarbejdet.

Det er politikerne, som skal finde kompromisset – men måske vi som vælgere også skal udvikle en større respekt for, hvor svært det er at gøre netop dette.

Det skal være de sidste ord i en lidt for lang snak om, hvorfor jeg ikke er meget optimistisk over, at det nok skal lykkes at få udstukket en ny kurs for Danmark lige foreløbigt. Jeg krydser fingre for, at jeg tager fejl.

Hvis I ikke allerede har stiftet bekendtskab med Hamilton musicalen, så vil jeg varmt anbefale jer at gøre det. Det er historie, politik og sang i det fedeste mix, jeg nogensinde har oplevet. Men det er #veryoldnews.

Hvad skal vi dog gøre ved ham-vi-helst-ikke-skal-tale-om?

Det er første gang, at jeg er ansat i et departement under en valgkamp. Jeg kan afsløre, at der er mere end almindelig stille på jobbet i disse dage, fordi vi ikke længere må betjene ministeren. Det betyder i praksis, at 90 pct. af vores arbejdsopgaver frafalder. Så hvad bruger vi så tiden på? At diskutere politik til døde!

Et emne som mine kolleger og jeg (heller) ikke kan lade være at tale om, er ham den skøre botnakke, som har sat sig tungt på avisernes overskriften i de sidste måneder ved at komme med den ene mere rabiate udtalelse efter den anden. Jeg må indrømme, at jeg har haft svært ved at stoppe med at kluk-le overudtalelsen; “du (Mimi Jakobsen) er den person i hele verden, som minder mig allermest om Adolf Hitler” – men derudover så er det faktisk ikke rigtig sjovt længere.

Det var ikke rigtig sjovt, at der var brand i gaden. Det var ikke rigtig sjovt, da en uhellig alliance mellem Økonomi- og Indenrigsministeriet og ekstremistiske islamister fik banet vejen for, at manden blev opstillingsberettiget (fordi han uden problemer kunne snyde med indhentelse af vælgererklæringer og fik absurd meget presse pga. reaktionerne på hans vanvid). Og det var slet ikke sjovt, da alle partiformænd skulle forholde sig til ham fremfor Danmarks fremtid til den første partilederrunde.

Nu hvor manden, som vel er det tætteste vi kommer på Dolph den facistiske flodhest i menneskeform, får omkring 3 pct. af stemmerne i meningsmålingerne, så er må vi altså begynde at stille os selv spørgsmålet – hvad fanden gør vi nu?

Image result for Dolph flodhest?

Vi har jo i lang tid sagt til hinanden, at vi skal ignorere manden. Jeg har selv tænkt og sagt det samme. Men nu er vi ovre det punkt. Vi er nødt til af hensyn til vores medmennesker at sige – manden er vanvittig – og vi synes bestemt ikke, at alle ikke-etniske danskere skal deporteres eller kan opfattes som dumme undermennesker. Ikke en gang en lille smule.

Men vi er også nødt til at gøre det på en måde, hvor han får så lidt opmærksomhed som overhovedet muligt. En af mine kolleger, som jeg egentlig tænkte var ret kvik, foreslog i ramme alvor, at den bedste måde at latterliggøre manden på er at regne på hans forslag. F.eks. at vise at det er urealistisk at sætte så mange mennesker i fængsel, fordi det er for dyrt, og vi ikke har fængselsbetjente nok (!).

Det er det dummeste, jeg har hørt til dato. Det er at gå ind på præmissen af hans forslag. Hans politik er ikke først og fremmest problematisk, fordi den er for dyr. Den er problematisk, fordi den er nazistisk, menneskefjendsk og blottet for enhver respekt for andre mennesker. Man kan sagtens lave fascistiske forslag som er økonomisk rentable – men som stadig er umoralske lorteforslag. I min optik skal vi først spørge os selv, om et forslag er principielt godt – og bagefter spørge om det er praktisk muligt. Der er gode forslag, som vi ikke skal lave, fordi det er for dyrt. Ligesom der er dårlige forslag, som ikke koster det store, men som vi stadig skal undlade at begive os ud i.

Men hvad kan vi så gøre? Det lader til, at de øvrige partier har givet nogenlunde håndslag på at nævne manden så lidt som muligt og forsøge kun at tale rigtig politik – og netop ikke forholde sig til ham som en reel politisk spiller. Det er et godt sted at starte. Journalisterne kan slet ikke lade være at skrive om ham, det er som om, at de har tourettes – Hva-hva-hva-mener-du-om-Stram-Kurs??? Det er simpelthen FOR sensationelt. Det må være en arbejdsskade.

Og hvad med os almindelige vælgere? Hvad bør vi gøre? Vi bør vel først og fremmest ikke skrive, tale og læse (så meget) om ham. Jeg er allerede skyldig i alle tre synder. Så jeg håber, at jeg kan gøre det godt igen ved her og alle andre steder – ikke på noget tidspunkt at tage ham alvorligt som politisk projekt. Han er ikke et udtryk for en undertrykt integrationsdebat – VIHARIKKETALTOMANDETIFUCKING20ÅR! Og han er ved gud grød ikke et anti-elitært projekt. Han er en advokat med alt for meget tid og et eller andet absurd ønske om berømmelse.

Han har muligvis en diagnose, en hjerneskade eller noget andet som kan forklare hans adfærd, men det berettiger ikke, at vi alle sammen skal folde hænderne og sige – hvad mener du så, Rasmus?

Jeg tror og håber på, at når vi inden næste valg har sikret, at ikke alle landsbytosser kan stille op til Folketinget, så vil tingene normalisere sig igen. Måske har denne vilde valgkamp lært os at tage demokratiet og dets grundlæggende principper mere alvorlig? At selvom vi troede, at vi havde været det igennem før – “nej, hvide mennesker er ikke overmennesker” – så er det åbenbart en diskussion, vi skal have løbende.

Vi er fanget i en catch-22. Hvis vi ikke siger noget, så bliver det en stiltiende accept af vanviddet, og vi lader vores muslimske medborgere i stikken. Hvis vi siger noget, så giver det endnu mere luft under vingerne på et monster, som helst ikke skal flyve højere end 1,9 pct. af stemmerne. Jeg tror normalt på, at man skal møde mørke kræfter med oplysning og argumenter, men hånden på hjertet – jeg tror ikke, at det kommer til at fungere denne gang.

Gode råd modtages med kyshånd!

Så tænk dog på børnene!

chess pieces on board

En aften for et par uger siden slæbte jeg mig op af sofaen og ned på kommunen. Der blev afholdt borgermøde om økonomien i byens daginstitutioner. Jeg tror faktisk, at det er tilfældigt, at det ramlede sammen med DR’s dokumentar “hvem passer vores børn“, men debatten var i den grad præget af den dokumentar.

Jeg var da også selv påvirket af den. For er det virkelig en stor fed løgn, jeg fortæller mig selv, når jeg synes, at jeg kan aflevere min søn trygt og godt hos noget overordentligt kompetent personale, der arbejder under rimelige forhold? Måske.

Det interessante til sådanne møder er, at forældrene sidder bænket med et godt tag i høtyvene og et eneste ønske: flere penge til børnene. I skærende kontrast sidder forvaltningens folk belastet af viden og detaljer, som ikke gør prioriteringen så nem. F.eks. er det de udsatte børn, vi ikke længere skal anbringe uden for hjemmet? Er det de gamle, som må komme i bad hver 8. uge eller er det skolerne, som ikke skal have nye bøger?

Der var en borger, som råbte ud i salen “SKAL VI SÅ BARE FYRE PÆDAGOGERNE, HVIS DER ER FÆRRE BØRN, END VI HAVDE REGNET MED?”. Jeg ved ikke, om det er, fordi jeg er blevet en hærdet, kold og beregnende djøfer, men for mig er svaret helt indlysende “JA!”. Selvfølgelig skal vi ikke have flere pædagoger ansat, end vi har brug for. Ellers så skal vi begynde at trykke vores egne penge eller starte en solid crowd-funding.

På den anden side var der også en forvaltningsdame, som startede sit oplæg med desperat at udbryde “JEG KAN IKKE TO TING PÅ EN GANG”, da hun fik rakt den dingenot, som man skifter slides med. Hvorefter hun gik i gang med en frygtelig gennemgang af en eller anden ligegyldig strategi – og forsikrede os om, at de havde taget Flemming med, som kunne svare på spørgsmål til økonomien. Eller han kunne skrive dem ned, også ville de vende tilbage

Der var ikke nogen, som tog sig rigtig godt ud til det møde. Hverken forældrene eller forvaltningen. De fremmødte politikere havde heller ikke meget at byde ind med.

Hvorfor er vi så grundlæggende uinteresseret i at diskutere rigtige løsninger? Der var enkelte på mødet, der talte om, at vi skulle tale om måden, vi prioriterede at bruge pengene på børnene og ikke bare antallet af midler. Og det tror jeg meget på.

Det handler også om ledelse, dygtigt personale, gode indkøbsaftaler, hårde prioriteringer i forhold til den målrettede indsats over for de svageste børn vs. bundniveauet for de ‘almindelig’ børn også meget andet. Nedbringelse af sygefravær OG den generelle udvikling af byen. Dét synes jeg er de spændende diskussioner.

Det er nok også derfor, at jeg godt kan lide at være embedsmand. Her skal man se på hele brættet. Det er ikke nok kun at holde øje med kongen. For så bliver du sgu skakmat alligevel. Alle brikkerne har en vigtig rolle at spille. Og det er nok også derfor, at jeg har det svært med at bekende mig til ét politisk projekt – også selvom det handler om vores allerkæreste børnene og jeg frygtelig gerne vil have flere voksne.

Jeg vil dog formentlig deltage i lørdagens demo for minimumsnormeringer, men lave mit eget lille skilt “investér i fremtiden”. Jeg tror nemlig ikke på minimumsnormeringer. Det er ikke en løsning, som nødvendigvis giver flere hænder til børnene. Det bliver netop et minimum, fordi det er noget alle skal kunne blive enige om. Så det er for mig at se en rigtig dårlig målsætning, selvom jeg støtter op om ånden bag demonstrationen – børnene skal have bedre vilkår.  Men man behøver ikke at have forskellige politiske events eller partier for hver en lille nuance i ens holdninger.

Jeg tror meget mere på, at man udvikler et ordentligt nationalt mål for normeringer, som faktisk siger noget om, hvor mange voksne der er er per barn (for det gør Danmarks Statistisk ikke i dag). Også skal der selvfølgelig sendes flere penge afsted. Og det kommer der nok. Det er jo valgår.

Men jeg vil bare gerne sige, at der er nogle pædagoger, som er bedre end andre. Der er nogle daglige ledere, som er dygtigere end andre. Der er nogle kommuner, som har større udfordringer end andre. Så hvis vi finder på ét mål for alle, så tager vi ansvaret fra dem som faktisk kan og bør løfte det.

Men any ways – teknokrater vinder ikke valgkampe! Så lad os bare gøre det kort:

SEND MORE MONEY!

Kedsomhedens pinsler

I to dage i træk har jeg siddet på min bløde kontorstol og kigget ud over København og udført en gevaldig omgang “krydren røv”. Valgkamp forude, påsken kigger frem, tilfældigheder og alt muligt andet har ført til, at der er ret stille på kontoret i disse dage.

Jeg sidder på kontor med en mand, hvis alter ego må være “den tavse hævner”. De stille dage er vitterligt meget stille: Som i uudholdelig stille og røvsyge. Og hvad sker der, når mennesker keder sig? Tænker de store kreative tanker og finder på nye projekter?

Ikke det her menneske i hvert fald. Jeg har siddet og gloet ind i skærmen og google random ting, jeg lige kom i tanke om: sommerhuse… hyttecamping… dr.dk… bt.dk… informaiton.dk *ARRRH betalingsvæg* tilbage til dr.dk, og nu aahhh Facebook…

Det er til at blive helt deprimeret af, hvor meget potentiale og tid, som jeg har spildt de sidste to dage. Og det er da også det der sker. Jeg går hjem og er træt og sur. På mig selv. På verden. På mit job.

Der er jo altid nogle småopgaver, som skal løses, men det er som om, at når man ikke har travlt – så bevæger alt sig i slow motion – herunder min tankeaktivitet. Min koncentration og beslutningsevne forsvinder fuldstændigt. Så sidder jeg i år og dag og overvejer, hvor det komma egentlig hører hjemme.

Så selvom jeg ved flere lejligheder har brokket mig herinde (og alle andre steder), når jeg har vanvittigt travlt, så er det faktisk værre, når jeg ikke har det…

42 år tilbage….

Der er 42 år tilbage, før jeg kan så meget som at drømme om  at gå på pension. Det gælder sandsynligvis også for dig, kære læser. Det skyldes tilbagetrækningsreformen, som VK-regeringen indgik med DF og de Radikale i 2011.

En stor del af grunden til, at man er politisk motiveret for at lave en sådan reform, skyldes, at vores forældres har fået (for) få børn. Det løber simpelthen ikke rundt, når små generationer skal brødføde store generationer, der gået på pension. I Danmark er pensionen finansieret af den generation, som arbejder – derfor er det ikke rigtigt, når folk mener, at de har betalt ind til deres folkepension gennem et helt liv. Nej, de har betalt for deres forældres og bedsteforældres pension.

Det er selvsagt sårbart, når der er for store forskelle på generationers størrelser. Her er en fremragende tegning af, hvad der er realiteten i de fleste velfærdsstater, og hvorfor det var nemt at finde på politik i 70erne.

I modsætning til Danmark, hvor vi har et Pay-As-You-Go- system, så har andre lande offentlige pensionsfonde, hvor det er afkastet af disse fondes investeringer, som finansierer pensionsudbetalingerne i dag. Det kræver længere tid for sådanne systemer at modnes og blive stand til at betale for pensionerne. Hvis vi ville implementere det i Danmark, ville det kræve, at vi der arbejder i dag skulle betale for både pensionisterne i dag og vores egen pension i fremtiden. Så det kommer formentlig ikke på tegnebrættet.

Det giver mening, at finansministre gennem tiderne har tænkt, at nu må alle sgu’ blive lidt længere på arbejdsmarkedet. Problemet er bare, at selvom vi bliver ældre og ældre – og de fleste også er friskere i en høj alder, så er der dog alligevel en øvre grænse for, hvor længe man er værdifuld og eftertragtet for en arbejdsplads.

Socialdemokratiet synes dog, at det her er lidt hårdt for særligt dem, som har været på arbejdsmarkedet som helt unge og har hårde fysiske jobs. Derfor har de foreslået at indføre differentieret tilbagetrækning, så ufaglærte og lavtuddannede kan gå tidligere på pension, end os andre der har brugt det meste af vores 20ere på læsesal.  Det er ret tydeligt, at sympatien ikke ligger hos akademikerne. Ikke engang min fagforening vil forsvare, at det kan være hårdt/urealistisk for akademikere at gå på arbejde, når de er 70+.

Spørgsmålet er, om det kun er de ufaglærte og håndværkerne, som er matte i koderne, når de rammer de 70 år? Selvom man godt vil fremstille det sådan, så er vi faktisk temmelig mange akademikere, som har arbejdet som alt muligt før og under vores studier. De færreste kommer først på arbejdsmarkedet, når specialet er afleveret og de er fyldt 27. Det er det klare mindretal.  Vores kroppe bliver også nedslidte. Kontorarbejde er heller ikke sundt.

Jeg anfægter ikke, at slagterimedarbejderen har det hårdere. Jeg kan også godt læse statistikkerne, at de dør tidligere og har flere skader. Der er bare jobs, som man ikke bør have i 40 år i streg. Det er der helt sikkert. Men vi må ikke bare tro, at det kun er de ufaglærte og håndværkerne, som kommer til at have det stramt med at gå på arbejde, når de er 70 år.

Stress og langsommere kognition er reelle forhindringer på en moderne arbejdsplads, hvor man stiller store krav til omstillingsparathed og have top-tunet IT-færdigheder. Vi lever i verden, hvor det “grå guld” er en ironisk betegnelse for mennesker, vi helst ikke vil være kolleger med.

Så jeg siger bare, at det ville være så dejligt, hvis – om ikke andet  så i hvert fald, at min fagforening – som jeg betaler for at beskytte mine interesse som lønmodtager – ville tage mit parti, og bare gå ind i drøftelsen og stille spørgsmålstegn ved, om akademikere kan holde til de er 72 år gamle. Og om ikke vi skal sørge for at finde på nogle andre politiske løsninger.

Vi skal ikke have differentieret tilbagetrækning på baggrund af forventet levetid (i så fald skulle kvinderne i hvert fald også tage 5 år mere på arbejdsmarkedet. Av).

Vi skal have reelle alternativer for folk, der bliver nedslidte. Førtidspensionen skal ikke være så svær, som den er i dag. Vi skal ikke klemme de sidste kræfter ud af folk, før vi tillader dem tilbagetrækning. I dag bliver du visiteret til et fleksjob, hvis du kan arbejde så meget som 2 (!) timer ugentligt.

Vi skal skabe flere seniorjobs – og bedre vilkår for at gå på nedsat tid, når alderen trykker. Vi skal sætte tempoet ned. Vi skal sikre, at folk har mulighed for at skifte karriere halvvejs gennem livet uden at gå fra hus og hjem.

Og så skal vi ikke acceptere, at folk slider sig selv ihjel. Det er ikke i orden!

Socialdemokraterne må gerne komme ind i kampen, når det gælder politisk opfindsomhed.

Og DJØF må gerne komme ind i kampen, som fagforening. Ellers melder jeg mig sgu ud. Det kan ikke være rigtigt, at de ikke tør sige, at man også kunne tænke lidt på akademikerne. YOU HAVE ONE JOB!

 

 

Max presset

photo of person reach out above the water

Jeg står ved ugens tavlemøde og redegør for mine opgaver. Jeg skal kategorisere mig selv som rød, gul eller grøn. Det er vel næsten selvforklarende, men ideen er, at hvis du er grøn, så skal chefen finde på nye opgaver til dig – og hvis du er rød, så skal chefen tage opgave fra dig (eller altså hjælpe dig med at prioritere eller tilføre ressourcer). Gul. Så er alt godt.

Jeg har travlt. Jeg synes faktisk, at jeg har rigtig rigtig travlt. Det er en konstant følelse af ikke at slå til. Jeg kigger med åben mund og polypper på mine kolleger og tænker – hvordan fanden er I så velforberedt?

Jeg hører mig selv sige “jeg er nok rød, men lad os sige, at jeg er gul, og se hvordan det går“. Jeg vil sådan set gerne holde på mine opgaver. For de er pissespændende. Og mega svære.

Jeg kører “tag-skeen-i-den-anden-hånd”-stilen for tiden. Nu vil jeg gøre, hvad der skal til. Så må jeg bruge mere tid på at forberede mig, så jeg er klar til kamp! Det resulterede i, at jeg arbejdede knap 50 timer i sidste uge.

Problemet er, at jeg har måtte sande, at selv 50 timer får mig ikke on top of my game. Måske jeg bare ikke har game. Hvem ved?!

Men altså. Jeg får også den ene kæmpesvære opgave på mit bord efter den anden. Fx skal jeg styre en kortlægning af et lovområde, som jeg har haft 4 timer til at sætte mig ind i (og jeg vil gerne understrege, at jeg ikke er jurist). Jeg havde virkelig forsøgt at forberede mig. Men der gik ca. to minutter inde i møde, før der sidder fire kampklare jurister og klæder min faglige argumentation helt af. Eller sådan føltes det i hvert fald.

Herfra går jeg i et andet møde, hvor vi skal gennemskrive en anden lov på baggrund af en flere hundrede sider lang konsulentrapport, som jeg simpelthen ikke har læst, fordi jeg troede en kollega var lead på mødet. Men han blev syg. Fedest. Jeg prøver mig frem med smil, nik og tag en helveds masse noter.

Nu skal jeg få dataafdelingen til at bekræfte, at vi kan lave den analyse, som vi har lovet. Men ak og ve. Der er databrud, valideringsudfordringer, ingen ved noget og jeg bliver sendt rundt til chefer, som tydeligvis prøver at vinde tid. Jeg får endelig en medarbejder til at tage telefonen. Han bekræfter. Tallene virker ikke. Og de kommer ikke til det lige foreløbigt.

Min dag bliver sluttet af med at skrive presseberedskaber parallelt med, at jeg skal gennemgå en liste over mulige problematiske sager på hele ministeriets område med ordren “er der noget, som ser problematisk ud?“.

Fuck. My. Life.

Det var bare min dags sværeste opgaver. Jeg har masser af småting ved siden af, som ikke er så svært, men som dog kræver, at jeg åbner et dokument og læser det. Hvilket bliver svært, når jeg prøver at svare telefonopkald og mails og læse lange rapporter i mens.

Heldigvis er jeg alene hjemme i denne uge, så mine aftener er frie. Så behøver jeg ikke at føle, at jeg heller ikke slår til som hustru. (Jeg ville ønske, at jeg var sarkastisk, men det er faktisk en lettelse).

I morgen prøver jeg at selv-lære mig juridisk metode, projektleder skills og et politisk mastermind. #livslanglæring #kompetencegab #udpå70.000favnevand