Kom igennem mandagen

True. Business, marketing, funny, travel, work life, meme, work meme | Parks  and rec quotes, Tom haverford, Parks n rec

Juleferien er for alvor slut. Det er nu anden mandag i det nye år. Energien i hjemmearbejde er for længst forsvundet. Alle forsøg på at lave sociale aktiviteter med dine kolleger online er forsøgt og fortabt. Men fortvivl ej. Her kommer sangene, der får dig op i gear og igennem arbejdsdagen:

Først tager Dolly dig i hånden og går ud i køkkenet for at “pour yourself af cup of ambition”


Det er måske ved at gå op for dig, at ambitioner alene ikke får dig igennem. Du er nødt til at få gang i systemet. Du skal ryste lemmerne og få lidt ironisk distance til dit skrivebordsjob:

“Mandag morgen på den gamle fabrik
Drejer en rørtang
Trækker et stik
Jeg’ magtfuld
Flytter rundt på noget savsmuld
Stempler ind klokken halv 7
Pragtfuldt”

Nu er du måske ligefrem i godt humør. Det går ikke. Du skal holde snuden i sporet og føle skammen og forpligtelsens åg – men dog til et godt beat, der holder dit flow. Ellers kommer du til at sidde og kigge på hundehvalpe på instagram i stedet for at journalisere sager. Britney har, hvad der skal til:

Frokosten nærmer sig, og dit blodsukker dykker. Verden er uretfærdig, men du er en helt – og John Lennon fortæller dig hvorfor:

Spørgsmålet er om lever-drengen med agurk og følelsen af at være underdog er nok til at få dig op at støde igen. Valerie June er også i tvivl. Hun er virkelig også træt af at arbejde.

Vi slutter på toppen med Abba, der tænker i de samme baner. Gift dig rig. Det er top funky fjollet, men ikke et godt bud, hvis du gerne vil bevare din identitet som “strong independent woman”. Så hvis du gerne vil leve i en rig mands verden uden nødvendigvis at skulle gifte dig med en rig mand (eller kvinde, bevares!), så er der jo ikke andet for end at fortsætte det gode arbejde.

God arbejdslyst!

Danske embedsmænd er ikke en sump

I dag i News & co. sad min yndlings kommentator Hans Engell og harcelerede over Inger Støjbergs seneste angreb mod ordentligheden i Danmark. Han fik kørt sig helt op på den store klinge og sagde, at det var helt uhørt, at man som politiker i Danmark tillod sig at betvivle et af verdens mest ukorrupte embedsværk og kalde dem en sump.

“DANSKE EMBEDSMÆND ER IKKE EN SUMP”.

Kære Hans Engell. Det gør mig så glad, når du kommer embedsværket i forsvar. Det sker ret sjældent. Vi er som regel både mediere og politikeres yndlings-prygelknabe. Vi får så mange tæsk for dårlige beslutninger, som vi ikke har truffet, men alene eksekveret. Vi bliver skudt i skoene, at vi handler med vores egen interesse for øje.

Jeg siger ikke, at der ikke bliver begået fejl. Det gør der selvfølgelig. Men jeg har aldrig oplevet en embedsmand, som har plejet sine egne politiske interesser. Det der allerhøjest kan komme på tale er den menneskelige tendens til ikke at gøre tingene mere besværligt for sig selv end nødvendigt. Så derfor kan der godt være modstand mod grandiose planer fra innovative politikere.

En af de politikere, som har været rigtig træt af den tendens er Mette Frederiksen. Hun er berømt og berygtet i embedsværket for at være en meget stærk leder, som ikke tager noget pis fra nogen. Hvis Mette siger hop – så svarer embedsværket “hvor højt?”.

Jeg har ingen særlig insiderviden, men den fadæse som udspiller sig for tiden med mink, er i min optik ikke et embedsværk, der har fejlet. Det er et embedsværk, som ikke har anet sine levende råd. Embedsværket har jo fortalt, at det krævede lovændring. De vidste det jo godt. De havde fortalt det. Men man står i en penibel situation som embedsmand, når din overordnede beder dig om at gøre noget, som ikke rigtig er inden for skiven.

Man må jo ikke gøre noget, som er “klart uovligt”. Men hvornår er noget klart ulovligt? Hvis du får besked på at “fikse et hjemmelsgrundlag” – og går i gang med det, men finder ud af, hvad du måske godt havde på fornemmelsen, at det er umuligt. Så har det jo ikke været klart ulovligt i starten, og der blev gjort opmærksom på det, da man erkendte, at det var “klart ulovligt”.

I mine øjne er der tale om en stor politisk fejl, som udspringer af en centralistisk kultur og en lidt for stærk statsminister. Jeg forestiller mig, at Mogens Jensen heller ikke har turde sige – “den går ikke, Mette”. Og det burde han have gjort. Regeringen burde have slået koldt vand i blodet og taget den runde, som fik fikset en hjemmel.

Det er en menneskelig fejl: at det er svært at tale “truth to power”. Men jeg ser det ikke som kalkuleret magtarrogance. Regeringen havde været for længe om at slå de mink ned. Det skulle være sket for længe siden. Risikoen var for stor. Men først da Mølbak begynder at snakke om nyt Wuhan og genstart af pandemien, så begynder Mette at ryste på hånden. Det forstår man på en måde godt. Man ville nødig være den statsminister, som var ansvarlig for, at verdensøkonomien går helt på røven og millioner af nye dør af en eller anden latterlig mutation, vel?

Det viste sig så, at Mølbak nok var lige dramatisk nok i den udlægning. Men det vidste de jo ikke, da de traf beslutningen.

Man har dvælet meget ved, at regeringen vidste, at det var et lovbrud, fordi seks ministre på et koordinationsudvalgsmøde har modtaget noget papir, hvor der stod “kræver lovændring. Og her skal man nok have læst et par KU-sager i sit liv for at forstå, hvorfor den slags information ikke springer i øjnene. Det står i alle sager. Det er ikke vigtig information normalt. Det er mere praktisk information til embedsværket. Der står ikke “grundlovsbrud” med flammeskrift. At det har stået på et stykke papir en måned før beslutningen blev truffet – det kan simpelthen ikke være en overraskelse, at det ikke var øverst på nogens lystavle.

Det er selvfølgelig ikke okay. Det er det ikke. Det er på sin plads, at det kostede en minister jobbet. Men fejlens omfang er til at tilgive. Særligt fordi det ikke havde ændret på udfaldet. Hvis regeringen havde søgt sit flertal i tide og skaffet lovhjemlen, så var alle mink også blevet slået ned.

Det er da også påfaldende, at mink-avlerne efter 48 timer får at vide, at det var forket – og at de kunne stoppe med at slå dyrene ned svarer “NEJ NEJ NEJ, DET ER ALT FOR SENT NU”. Kunne det have noget at gøre med, at det her var en once-in-a-life-time mulighed for at komme ud af et erhverv, som ikke har genereret overskud i årevis? Politisk set har det da i hvert fald været klogt af dem. Hvis minkavlerne får den kompensation, som der er på bordet lige for tiden, så vil de være nogle af de få, som går ud af corona-krisen med en kæmpe økonomisk sejr. De vil lykkes med at trække sig ud af et døende erhverv uden bundløs gæld.

Jeg forstår godt, at folks livsværk er røget. Det har jeg respekt for er en traumatisk oplevelse. Jeg synes bare, at vi skal huske på, at minkavlerne ikke er de eneste, som mister deres livsværk pga. corona. Men de andre får bare ikke muligheden for at lukke deres virksomhed uden et stort tab.

Nå. Det blev en længere rant. Jeg ville egentlig bare sige, at jeg vældig godt kan lide Hans Engell.

Eksistentiel krise og høj arbejdsmoral

Der går ikke en dag, hvor jeg ikke overvejer, hvad jeg skal med mit liv. Særligt mit professionelle liv.

Jeg har analyseret frem og tilbage, og det står klart for mig, at jeg ikke kan komme videre i mit ministerium. Det er sådan set søde mennesker og fine chefer, men systemets logik er, at der kun er én vej, og det er op. Den vej er så til gengæld brolagt med uendelige mængder af ligegyldige notater og betydelige mængder overarbejde.

Jeg har erkendt, at jeg ikke skal blive gammel i centraladministrationen. Men hvad skal jeg så?

Skal man ud i en styrelse eller kommune? Skulle man gå til det private og være konsulent eller public affairs person? Hvad med at læse en ph.d? Blive selvstændig? Tage en ny uddannelse?

Jeg ved det ikke. Jeg tænker nogle gange, at jeg burde gå all-in på tænkepause og livsomlægning. Men jeg kan ikke bare sige mit job op uden et andet på hånden. Jeg kan ikke engang fantasere løst om det uden at føle ligedele angst og skyld.

Siden jeg begyndte at gå med reklamer som 12-årig, har jeg haft et job, som jeg har været forpligtet over for hver uge. Jeg har faktisk kun 4 mdr. på udveksling i Canada (hvor jeg dog stadig havde en ansættelse at komme hjem til) som pause.

Jeg har undladt at tage praktikker og fag som ikke kunne kombineres med mine studiejobs. Jeg har altid prioriteret jobsikkerhed, og det at tjene mine egne penge højt. Både af stolthed og nød. Jeg har aldrig forladt et job uden et andet på hånden.

Jeg kan mærke, at denne tilbøjelighed betyder, at forandring tager længere tid, fordi det skal kunne foregå i tiden efter kl 17 (og lad os være ærlige efter kl. 19.30 og inden kl 22, såfremt der ikke er bagedyst eller mere arbejde).

Så hvordan omvælter man sit liv, når man ikke bare vil “råbe pik og skride”? Skal man mærke “frygten”, før man får flyttet sig? Kan man ikke på pæn mondæn og fornuftig vis ændre sit liv. Et skridt af gangen og uden at sætte sin økonomiske sikkerhed og store gæld på højkant?

Er min arbejdsmoral en ynkelig sovepude og undskyldning for ikke at tage mine drømme alvorligt? Og hvad hvis det er?

En lille smule utilregnelig

Vi havde Skype-kontormøde, hvor mine kolleger og jeg bød vores nye afdelingschef velkommen.

Herligt koncept. Helt igennem herligt. 30 stive minutter med først mandens egen præsentation af sin vanvittige lynkarriere og sit sparsomme privatliv (som dog indeholdt tre børn) , herefter fulgte yderligere 30+ minutter, hvor mine kolleger fortalte, hvad de lavede. Intet er bedre end 20 indforståede og uforståelige fortællinger om policy-detaljer.

Alle djøf-flosklerne var i brug. Chefen elsker at arbejde med vigtige samfundsforhold, vanskelige opgaver og engagerende mennesker. Han taler “lige ud af posen” og hans “dør er altid åben”. Mine kolleger blev motiveret af “at være tæt på det politiske spil”, “gode processer” (!) og “hasteopgaver”.

Jeg var en af de allersidste på bordrunden, og jeg var fuldstændig elektrisk over, hvor lidt tålmodighed, jeg har med den slags møder.

Det fløj derfor ud af munden på mig, at jeg blev motiveret af det samme som alle andre (havde jeg været en af de første talere, havde jeg formentlig sagt præcis det samme lort), men jeg ville bare nævne, at jeg blev meget lidt motiveret af flueknepperi og lange skypemøder.

Det var måske – MÅSKE – ikke den mest elegante måde at byde en ny chef velkommen på.

Min mand grinede, da jeg fortalte ham det. “Du er altså en lille smule utilregnelig”.

cof

En drømmer søges

Hverdagen har ramt mig som en mukkert mod mit trætte ansigt.

Foreløbigt er jeg endda fritaget fra hente/bringe-forpligtelsen. Jeg skal bare stå op og gå på job. Komme hjem. Og starte forfra.

Meningsløsheden er til at få øje på. Jeg ved ikke, om alle bliver ramt af den følelse, når de tager på job efter en barselsorlov. Men det er som om, at mine krav til meningsfuldhed ved mine aktiviteter er steget eksponentielt i løbet af tiden alene med mit barn.

Man skulle fandme tro, at jeg havde reddet flygtninge i Middelhavet. Men selv om børnepasning er triviel er det unægteligt meget meningsfyldt. Nogen skal jo passe på de børn. Og man kan ikke undgå momentalt at blive virkelig glad i låget af det. Børn er virkelig nogle finurlige størrelser.

Det er de færreste voksne. I meget store dele af min arbejdsdag sidder vi bare og glor ind i hver vores skærm. Når vi taler sammen er det ofte om, hvor latterlige andre voksne, vi arbejder sammen med, er. Ugens højdepunkt er, når nogen har taget kage med, eller hvis der er noget særligt godt sladder om en kollega eller politiker.

Jeg vil gerne noget andet med mit liv end at sidde og “processe” sager. Altså koordinere lort, som en har lavet med lort, som en anden har lavet.

Så hvorfor skifter jeg ikke bare job? Tja. Jeg er lige så fantasiløs, som mit job for tiden. Vi fortjener nok hinanden.

Jeg misunder folk med krøllede hjerner. Jeg misunder dem, som tænker “det kan jeg sagtens” om nye opgaver og ideer. Dem som drømmer stort og urealistisk, og som ikke er bange for at fejle eklatant. Sådan er jeg ikke.

Nu sidder jeg og gennemlæser mit indlæg. På vej hjem i toget. Hjemsendt for de næste par uger. Så nu kan jeg sidde og kigge ind i min skærm uden kage og kollegabrok. Det er i virkeligheden heller ikke fantastisk. Suk.

P. S. Næste indlæg bliver mere positivt og fremadrettet. Promise!

Sommeren slut

Det er et år siden, at jeg skrev et indlæg om, at Lars Løkke og jeg skulle starte et nyt kapitel (hver for sig, bevares!). Lars Løkke har jo ikke ligget på den lade side. Han har både lavet en podcast og landet et velbetalt bijob som konsulent hos et advokatfirma. Også blander han sig stadig med stadig uvelkomment i Venstres politik.

Jeg har på den anden side født et barn, fodret og kysset ham, så han nu er 10 måneder gammel, 12 kilo tung og et par af 80 cm. lang. Det er en bemærkelsesværdig præstation, som jeg er meget stolt af. Det at lave et barn, er ikke for svæklinge. Det kræver sin kvinde!

Nu har jeg dog pakket pusletasken væk, støvet min arbejdscomputer af og draget mod min arbejdsplads. Denne gang med mundbind og metro. Jeg er stor fan af sidstnævnte.

Jeg synes ikke, at det er top sjovt at vende tilbage til arbejdet, men det er dog rart at se kendte ansigter og spændende at høre mere til det politiske liv på Slotsholmen. Det skal nok blive okay. Jeg prøver at acceptere, at jeg er et af de mennesker, som synes at denne overgang er lidt svær.

Jeg håber, at tilbagevenden til et mere systematisk og hektisk liv hjælper mig til at få lidt mere gang i bloggen igen. Jeg må ærligt indrømme, at de mange farvel fra flere af mine yndlingsbloggere har taget noget af min motivation fra mig. Der var lige nogle måneder, hvor det føltes som om jeg var en del af en skønt univers med nye pennevenner. Det savner jeg. Hvis I kender til gode bloggere, som jeg bør kende til, så skriv fluks.

På denne årets sidste sommerdag kommer jeg altid til at tænke på TV-2s sang “husker du så glemmer jeg” :

Sommeren slut

elske højt hvert langt minut

lyset væk

gadelygte, cykeldæk

og is i hinandens blik

ekko af tid der gik

dråber af stivnet smil

hænger bag lukkede døre

.

Sommeren slut

huske at glemme, uafbrudt

lyset væk

cykellygte, ansigtstræk

viskes ud i en andens blik

lyden af skridt der gik

dråber af savner dig

skjules bag smilende øjne

Tankemylder #6 – the corona edition

  • Det er svært ikke at blive lidt bekymret, når der sker en tredobling af smittede af COVID-19 hver dag, der er kamp om respiratorerne i Italien og man må forstå, at vi snart løber tør for tests, mundbind og håndsprit. Og hvis man ikke allerede var bekymret, så er Mette F’s stålsatte ansigt ikke just opmuntrende, når det er efterfulgt af, “nu lukker samfundet”.
  • Jeg kan ikke nå at danne en holdning, før situationens alvor indskærpes. Jeg er gået fra “lad os liiiiiiige slappe lidt af – det er jo bare influenza” og “døden skal have en årsag” til “nu går verden sgu på røven“, “tænk på de svage” og “hvor længe kan jeg holde mig i live uden at forlade huset”. Det er meget svært at få et standpunkt, når jorden under det smuldrer hvert andet minut.
  • Djøferen i mig bliver helt glad, når jeg ser mange offentlige myndigheder samarbejde og koordinere tæt. Vores samfund fungerer bare ret godt – også i krisetider! Man kan jo bare se, hvordan et samfund uden et socialt sikkerhedsnet og offentlige sundhedssystemer (inkl. en batshit crazy præsident) håndterer dårlige nyheder.
  • Det er også djøferen i mig, som (hånden på hjertet) er mere bekymret for, hvordan samfundet bliver påvirket på lang sigt, end hvordan sygdommen udvikler sig, behandles eller vacciner udvikles.
  • Det er mennesket i mig, som sidder her og ser pressemøde alene i sofaen, og som godt kan mærke, at jeg nok efterhånden er mere bange end bekymret. Alting gik fint, så kom Corona – og nu er verden i krise – og hele Danmark er nærmest sendt i hjemmekarantæne. Det gik virkelig stærkt. Vi er sårbare.

    Det havde jeg glemt.

Masser af succes

Min mand er lige blevet forfremmet. Det er virkelig skønt – menneskeligt og økonomisk. Jeg er meget stolt af ham. Han er pisse dygtig og dejlig og sej.

MEN der også den lidt nagende bitterhed over, at hans karriere har syvmile-støvlerne på, hvor min egen i bedste fald træder vande i en blespand. Det føles uretfærdigt. For han har jo også fået to børn, men han fik dem til en noget lavere pris.

Hvad stiller man op med den tarvelige følelse? Min succes bliver jo ikke større af, at hans er mindre.

Jeg ønsker ham alt godt. Hånden på hjertet! Det prikker bare til min generelle identitetskrise over at være på lang barselsorlov, erkende at jeg er en del af statistikkerne over kvinder, der snakker bagud ift mændene også aner jeg ikke, hvad jeg vil med mit (professionelle) liv.

I stedet står jeg her som (midlertidig!) hjemmegående husmor med en mand, som tjener mere og er bedre uddannet end mig.

Teenage-Johanne would definitely not approve!

Hvorfor blive misundelig på noget man egentlig ikke vil have?

man in stairs

Kender I det… Man sidder og stener på telefonen. Scroller rundt på sociale medier. Efter en rum tid at have zappet rundt mellem Facebook, Instagram, Snapchat og Bloglovin, så keder man sig bravt nok til at åbne LinkedIn.

Jovist, det er meget sjovt at sende en tommel af sted mod nogen, som har fået et nyt job eller har jubilæum i det eksisterende. Man føler sig ovenpå, når man strør om sig med så dybt følt anerkendelse, som et like jo er.

Men pludselig går det op for en, at folk fra ens studietid bliver forfremmet i stor stil. De er senior consultants, specialkonsulenter, teamledere og der er sågar en enkelt, der er blevet særlig rådgiver. Bum. Bum. Bum.

Hvad har man egentlig selv brugt tiden på? Den fesne titel “fuldmægtig” står stadig lige så klar, som da jeg forlod universitetet. Titlen lyder jo egentlig fed nok, men det er blot navnet på det laveste trin på stigen. Andre ligesindede har forsøgt at gøre det mere lækkert ved at angive titlen på engelsk “head of section”. Men der er man alligevel ikke nået til endnu.

Her kan følelsen af misundelse godt begynde at prikke lidt til mig. Men hvorfor egentlig? Jeg har jo brugt tiden på at producere børn. Det er da klart, at jeg ikke samtidigt har kunnet lægge 60+ timer og klistre mange nye stjerner på skuldrene. De andre har jo arbejdet mange flere timer end mig. Så jeg sammenligner mig først og fremmest med de forkerte. Men hvad vigtigere er: Jeg vil faktisk ikke være specialkonsulent, lead management consultant eller teamboss.

Jeg vil gerne anerkendes og udvikle mig i mit job, men specialkonsulenter arbejder ofte lidt med det samme bare under dårligere vilkår i forhold til at kunne holde fri og til en ikke overvældende stor lønstigning. Når jeg spørger folk, hvorfor de efterstræber det, så er det altid noget med, at det er godt, når man skal søge videre. Også er der også den der følelse hos folk om, at de fortjener at blive forfremmet.

Centraladministrationen har nemlig ikke meget andet end titler at byde på, når de skal anerkende deres medarbejdere (du kan måske få et spændende kursus i excel, hvis du er rigtig heldig). Så hvis du ikke bliver forfremmet, så er det faktisk en sviner af din indsats.

Så derfor. Selvom jeg egentlig ikke vil arbejde uden øvre arbejdstid og hellere vil have et cv med mere spræl end den slagne vej opad i hierarkiet, så bliver jeg alligevel misundelig. Det er virkelig avanceret hjernevask. Fordi misundelsen udspringer af, at jeg ikke vil have at andre tænker, at jeg er uambitiøs/dårlig til mit job, og ikke fra at jeg reelt efterstræber det, de andre har opnået.

Men kan man overhovedet sådan ægte anerkende konkurrenters resultater uden samtidigt at blive lidt misundelig på dem? Altså det er jo let nok for mig at anerkende en sygeplejerske eller en atomfysiker for deres arbejde, men når jeg spiller på samme professionelle bane, som dem jeg ser på, så bliver det ganske vanskeligt ikke at lave en sammenligning, hvor man bliver trist, når det viser sig, at man er den mindst imponerende i selskabet.

Travlhed som adelsmærke

grayscale photo of people during marathon

I denne uge er jeg stødt på en interessant podcast, der virkelig har udfordret mine egne holdninger. Det drejer sig om Ezra Kleins podcast, hvor Yale-professor Daniel Markovits er gæst og fortæller om, at “when meritocracy wins, everybody loses“.

For de fleste mennesker – særligt bureaukrater som jeg selv – er den påstand meget provokerende. For meritokratiet står for mig, som en ubetinget god idé, fordi det bygger på, at vi forfremmer folk på baggrund af deres kvalifikationer (“meritter”) og indsats – og ikke nedarvede privilegier m.m. What is not to like?

Daniel Markovits mener dog, at dette “meritokrati” også har betydet, at vi i dag ikke vil acceptere, at folk er dygtige nok til deres arbejde. De skal være de bedste! Problemet er, at de klogeste hoveder ikke nødvendigvis løser en opgave på en måde, som faktisk giver større værdi til samfundet. Til gengæld skaber det en hyper-konkurrence, som fører til dårligere liv – både for dem der vinder konkurrencen, fordi de skal knokle sig selv ihjel, og for dem som taber konkurrence, som vil opleve at få hårdere og dårligere arbejdsvilkår.

Han bruger taxa-branchen som eksempel på en branche, hvor Uber har gjort nogle få meget dygtige app-udviklere meget rige (og nok også trætte) – og nogle chauffører meget fattigere. Gevinsten for kunderne er til gengæld til at overse. De bliver stadig pretty much fragtet fra A – B i en bil.

Nå, men det er jo ikke en taxa-diskussion, som interesserer sådan en som mig. Det er faktisk mere alle de mange afledte problemstillinger, som han fremfører. Han stiller kort fortalt spørgsmålstegn ved, om den evige jagt på optimering og forbedring er et gode? Og om vi ikke i virkeligheden har udviklet et samfund, som er meget lidt morsomt at være menneske i. Fordi vi hele tiden har et ensidigt fokus på at optimere os selv, vores familier og vores karrierer. Derfor er der også stor status i at fortælle, at man har travlt – det signalerer udvikling og bevægelse.

Denne evige jagt på optimering betyder, at vi har udviklet et arbejdsmarked, som er baseret på meget voldsom konkurrence medarbejdere i mellem, som belønner mennesker, der arbejder rigtig meget. Og her opstår problemet altså. At folk arbejder meget mere end de har lyst til, og hvad der er sundt for dem.

Han taler om læger, advokater og børsmæglere, der slider sig selv ihjel og bliver mere eller mindre tvunget til at leve “halve” liv i den forstand, at de må ofre deres egen og deres familiers velbefindende på karrierebålet. Han understreger, at dette ikke rent faktisk er valg, som folk træffer, det er vilkår i deres brancher.

Det er ikke kun os voksne på arbejdsmarkedet, som lider under konkurrencestatens krav om evig forbedringspotentiale. Nej, det forplanter sig til vores børn. Fordi vi som optimeringsparate voksne bliver enormt målorienterede i alle sfærer i vores liv. Også når vi skal opdrage vores børn. Børnene skal gå til fritidsaktiviteter. De skal kunne tale flere sprog. Spille musik og være gode til sport. Vi skal understøtte, at de bliver de bedste i klassen. De skal helst være foran de andre. Det betyder, at vi meget sjældent er sammen med dem uden, at samværet er rettet mod et bestemt formål.

Denne iver betyder, at børnene ikke lærer at finde ro. At hvile i, at de har en værdi uagtet, hvad de præsterer til fodboldstævnet, den næste eksamen eller i skolekomedien. Han mener, at det er derfor, at vi ser et stigende antal unge mennesker blive udbrændte inden livet for alvor er gået igang. Fordi udbrændthed er et udtryk for manglende evne til at slappe af.

Han peger på, at “kvantitetstid” er løsningen og at vi bør øve os i, at vi ikke altid skal opnå noget, udvide vores horisont eller træne specifikke evner, når vi er sammen med vores børn. Vi skal bare være sammen.

Her føler jeg mig ramt (selvom jeg endnu ikke har meldt poden til mandarin eller violin-spil), men jeg har da købt årskort til Experimentariet – og jeg gør en dyd ud af at træne både hans motorik og sprog dagligt. Jeg gør det, fordi jeg er bange for, at han sakker bagud (men også fordi jeg kan se en fidus i, at jeg forstår, hvad han siger og han selv kan tage tøj på – hvis ret skal være ret).

Denne vidtgående samfundskritik har været den væg, som mine tanker har spillet bold op af det meste af ugen. Jeg er ikke så sikker på, at man kan overføre hans kritik 1:1 til et dansk arbejdsmarked, men jeg kan da helt klart genkende ulemperne ved stærke konkurrencemiljøer, som vi nok overser. Jeg føler mig mest ramt som forælder, fordi jeg godt kan genkende en trang til at sammenligne mit barn med andre hele tiden og være skiftevis bekymret for, om han kan følge med eller lykkelig for, at han er foran. Måske man skulle trække vejret dybere ned i maven og lade ungen udvikle sig i det tempo, han føler er mest passende.

Jeg kunne fortsætte denne tankestrøm i en uendelighed (den har trods alt kørt i snart en uge), men jeg stopper her. Lyt til podcasten, der var også meget mere at komme efter, end hvad jeg lige fik fremhævet i dette indlæg.

God weekend!