No regerts

Fornyligt hørte jeg Anders Langballe sige, at han ikke fortrød, at han nær havde arbejdet sig selv ihjel på tv2 news, som politisk redaktør.

Det lyder fuldkomment tåbeligt i mine ører at sige noget ala “ja, jeg havde nær mistet mit liv, jeg har mistet mit ægteskab og evnerne til at klare spidsbelastninger uden dødsfrygt. No regrets.”

Det undrer mig, at man siger det i samme åndedrag, som man kritiserer en hel branche for deres arbejdskultur. Anders Langballe er langt fra den første person, jeg hører sige noget tilsvarende om valg, som i hvert fald i bagklogskabens klare lys, er indlysende forkerte.

Forklaringen er altid: “jeg ville jo ikke være mig, hvis jeg ikke havde de her oplevelser med mig“. Men hvor fed en personlig kan man have? Jeg tænker godt, at man kan være en fin fyr m/k uden at være workaholic.

Er det mon noget man lærer at sige hos sin psykolog? Sådan for at slutte fred med kæmpe store fejltagelser. Det må da betegnes som en fejltagelse at være ved at dø af sit arbejde, ik?

Det er bare meget mere troværdigt/meningsfyldt at sige, at man ikke kan gøre så meget ved dårlige valg nu, men at hvis man kunne ville man vælge anderledes. For det er jo det fortrydelse betyder. Et ønske om at man havde gjort noget andet, end man gjorde.

Det første lyder mere som en benægtelse af konceptet fortrydelse. Det er jo for at blive klogere, at man tænker over fortidens fejl (også sikkert også en vis portion usund og skamfuld besættelse af fejltagelser). Så hvis ikke man fortryder nærdødsoplevelser, så er det kun heldødsoplevelser tilbage, og det er fysisk umuligt at fortryde dem.

Det undrer mig, at det sker så ofte, at man arbejder mere, end man har intention om. Bliver grebet med af en stemning om, at ens indsats er spændende, uopsættelig og helt afgørende.

På en måde bliver en meget selvhøjtidelig tilgang til ens arbejde farlig. Man føler sig særlig vigtigt og ens bidrag meningsfyldt.

I det lys kan man sige, at selvironi og følelsen af meningsløshed kan redde liv.

Måske.

Er det i år, at vi gør op med underbetaling af omsorgsfagene?

Sygeplejerskerne har stemt nej til resultatet af årets overenskomstforhandlinger. Det er virkelig spændende, hvad der sker herfra. Og jeg håber håber håber, at det her bliver året, hvor det lykkes at få løftet lønniveauet for “kvindefagene” – særligt pædagoger, sygeplejersker og SOSUer.

Det er vanvittigt, at man efter et års pandemi, hvor netop de tre grupper har vist sig at være to helt uundværlige, ikke har fået et bedre resultat, end det der er fundet frem til.

Det er der selvfølgelig flere grunde til. Den primære er, at vores overenskomstforhandlinger er fandens stiafhængige. Altså vi tager udgangspunkt i seneste aftaler – og så aftaler man procentvise stigninger. Det vil altså sige, at man skal have nogle ret voldsomme procentvise stigninger, hvis det lønefterslæb, som findes for kvindefagene skal indhentes.

I mine øjne burde man sige, at i lyset af corona-epidemien og vores generelle erkendelse af, at kvinder ikke er blevet eller bliver anerkendt nok for deres arbejde give et løft til de fag. Vi taler særligt sygeplejersker, pædagoger og SOSUerne. Det er tre medarbejdergrupper, som har taget et kæmpe slæb under corona-epidemien – og som i den kontekst også har vist sig værd.

Vi har kæmpe store problemer med at rekruttere nok medarbejdere inden for de her fag. DE SKAL HAVE MEGET MERE I LØN! Det er sådan man normalt løser udfordringer med mismatch mellem udbud og efterspørgsel (også skal de generelt have bedre vilkår!).

En analyse fra Institut for Menneskerettigheder viser derudover, at en af grundene til det store lønefterslæb skal findes i det lønhierarki, som blev etableret med tjenestemandsreformen i 1969. Det er altså også et udtryk for en politisk beslutning, at tingene er, som de er.

Jeg håber, at staten som arbejdsgiver finder den store pengepung frem – og i det tilfælde, at et lovindgreb bliver nødvendigt. Det kan ikke være rigtigt, at vi pøser milliarder ud i et dødsdømt og dyreplagebaseret mink-erhverv, men ikke vil give et tiltrængt lønløft til nogle af de vigtigste faggrupper, vi har i landet.

Så BUPL! Nu er det nu, at I skal stå skulder ved skulder. Stem nej til jeres forhandlingsresultat! Det kan godt blive vildere!

Derudover vil det helt sikkert kræve solidaritet på tværs af flere faggrupper – for pengene skal sikkert findes i nogle af vores andres lønstigninger.

Det er også i orden.

Tankemylder #7

two pineapples with gold party hats near colorful balloons
  • Denne her uge har føltes som én meget lang mandag med tonsvis af meningsløse møder, en eksploderet indbakke og masser af sager, som ikke bliver løst.
  • Mit gamle studiested er i vælten under f.eks. overskriften “Statskundskab forbyder introforløb med »nedværdigende« fremstilling af etniske minoriteter“. Det er meget underligt at blive racist med tilbagevirkende kraft. Jeg vil blot indvende, at det ikke var minoriteter, der blev gjort grin med. Der blev gjort grin med hele verden. Det var alle nationer – der blev karikeret i et skuespil, der skulle skabe mulighed for at lege med identitet, gruppetilhørsforhold og ikke mindst – at have det sjovt.
  • Hvis jeg siger, at jeg er for forløbet, så går der ikke to minutter, før jeg skal sidde og forsvare voldtægtsjokes. Det vil jeg naturligvis ikke. Jeg noterer mig blot, at fremtidige studerende kan se frem til at sidde pinligt ædru og med foldede hænder og spørge indtil hinandens cv og karakterer #havefun
  • Apropos dødsyge ting: Power point præsentationer. Jeg har skulle lave rigtig mange slides på det seneste – og jeg dør langsomt. Nej, jeg dør jeg hurtigt. Fordi slides til ledelsen er kendetegnet ved at være meget pæne og lige. Uden billeder – jokes eller kække bemærkninger. Bare tabeller og tekst. Måske en figur, hvis det bliver rigtig vildt. #shootme (Her vil jeg gerne understrege, at jeg ikke opfordrer til mord. Joken er, at jeg gerne vil dø over en power præsentation, men det er selvfølgelig ikke virkeligheden. Det er en voldsom overdrivelse af mine lidelsers alvorlighed. Kan I mærke, hvor sjovt noget er, når det bliver udpenslet – så absolut ingen kan misforstå det og alle intentioner er hundrede procent lagt frem i lyset?)
  • Nu hvor sneen er væk og det officielt er forår, så har jeg snøret rulleskøjterne igen. Hold da magle, hvor jeg elsker at bo et sted, hvor man kan bruge rulleskøjter som transportmiddel.

Jeg har læst en bog

Morten Münster har gjort det igen. Skrevet en både morsom, lærerig og vigtig bog.

Denne gang handler det om, hvordan man laver forandringer, som faktisk ændrer noget. Han kommer igennem en lang række forskningsresultater, som underbygger, at vi på lange stræk forsøger at lave forandringer på tåbelige måder.

Det er noget virkelig rart at læse en bog, som giver perspektiv og underbygger den fornemmelse, som jeg ofte har på min arbejdsplads: Vi løber rundt og forsøger at lave store reformer og gennemgribende regelændringer. Men reelt ændrer vi meget lidt. Til trods for meget store anstrengelser.

Bogens store kæphest er, at “hvis du vil forandre dig mere, skal du forandre dig mindre”. Hvormed han mener, at hvis du har gang i 100 forandringsspor på en gang, så vil ingen af dem lykkes. Det gælder for organisationer – og det gælder for mennesker.

Det gode ved denne bog om organisationsforandringer, er det det egentlig også føles som føles som dyb menneskelig indsigt. Jeg kan heller ikke forandre mig, hvis jeg har for mange spor i gang på én gang.

Bogen har en hel masse guldkorn omkring ting, som jeg som embedsmand hele tiden støder på: 1) Overoptimisterne belønnes for deres kådhed, men opnår sjældent deres mål, 2) jo flere man er om at løse en opgave, jo sværere bliver det, 3) fuld kapacitetsudnyttelse er sjældent særlig effektivt.

Altså vi har vel alle sammen prøvet at være fuld belagt med opgaver. Det er ikke særlig rart, og jeg når i hvert fald aldrig at prioritere mine opgaver rigtigt. Det er mere at løse det første, som popper frem. På min mail, på min telefon i mit hoved. Han bruger ganske meget energi på at vise, at det mest effektive system har altid mennesker ansat, som ikke laver noget. At fuld kapacitetsudnyttelse er død ineffektivt.

Jeg håber, at bogen kan medvirke til, at vi begynder at forstå, at vi er nødt til at have slack i systemerne, hvis de skal fungere effektivt. Det bliver aldrig sagt højt. Der skal altid spares 2 pct. Der kan altid skæres lidt mere ind til benet.

Men historien om kvinder i aktiv fødsel, der bliver sendt tværs over Sjælland med i en taxa vidner om, hvorfor der aldrig må være fuldt booket på hospitalerne. Systemet har simpelthen fejlet, hvis der ikke er plads til alle fødende, der er tilknyttet til et hospital. Så har man skåret for langt ind til benet, og nu er opgaveløsningen hverken effektiv eller forsvarlig længere. De prioriteringer der skal foretages er lige så gennemtænkte, som når jeg sidder og shuffler i blinde mellem regeringssager, borgersvar, telefonopkald og mailbesvarelser.

Münster har nogle fascinerende regnestykker, der underbygger den påstand. Men grundlæggende er pointen blot, at vi skal huske, at den forudsætning for smidige og agile organisationer er medarbejdere, der ikke har opgaver til 100 pct. af deres arbejdstid. Der er rart at vide, de dage hvor jeg får dårlig samvittighed over, at jeg ikke har opgaver til en hel dags arbejde.

Bogen er virkelig anbefalelsesværdig. Både for visdom og for grin. Jeg vil unde alle at læse kapitel 8, hvor Randers’ bud på deres mission/vision/DNA/osv bliver hudflettet og udstillet for, hvad det er: total nonsens.

På et tidspunkt siger Münster noget, som er så simpelt, men også så genialt: “For at kunne ændre adfærd, skal man kunne føre en meningsfuld samtale om den”.

Guderne må vide, hvor mange voksne mennesker, der hvert år bruger ugevis på strategi-værksteder for at definere deres organisations “kerneværdier”. Et setup hvor den meningsfulde samtale som regel glimrer ved sit fravær.

Djøf-dansk

Der er ord og vendinger, som bliver brugt liiiidt for ofte i centraladministrationen. Der kan være på grænsen til at være total nonsens.

Som service til jer, vil jeg her bringe dem, vi bruger mest hos mig og hvad (jeg tror) de egentlig betyder. Også håber jeg, at I vil komme med jeres mest djøffede vendinger.

Sagen er i god gænge” – der er styr på sagen.

Den løber du med” – du har opgaven.

Hvis der kommer tilbageløb” – hvis der er nogle af de fire godkendelsesled (eller politikerne) over dig, der har noget at indvende.

Skriv svaret kælderkoldt” – det ved jeg stadig ikke, hvad betyder, men det er noget ikke at bruge for mange ord.

Du skal flage sagen” – gør nogen opmærksom på sagen.

Trække af på den” – nogen skal træffe en beslutning eller gøre noget.

Tage en vending” – tal med nogen om emnet lidt uformelt – hvis formelt så drøftelse.

Få en fra teamet til at læse med” – en bevidst uklar måde at bede om, at du får dækket flanker af. Det handler om at give mulighed for indvendinger, men ikke lægge op til dem.

Det er der musik i” – en god løsning, som typisk formår at stille flere parter tilfreds på en gang.

Det er politisk tonedøvt” – typisk nogen som vil noget andet end dig, og så er det er meget vægtigt argument for at få ret.

Det skal vi lige have processet” – der skal lige skubbes en masse papir rundt i huset.

Jeg er sikker på, at der er flere gode vendinger derude – bring it!

Kom igennem mandagen

True. Business, marketing, funny, travel, work life, meme, work meme | Parks  and rec quotes, Tom haverford, Parks n rec

Juleferien er for alvor slut. Det er nu anden mandag i det nye år. Energien i hjemmearbejde er for længst forsvundet. Alle forsøg på at lave sociale aktiviteter med dine kolleger online er forsøgt og fortabt. Men fortvivl ej. Her kommer sangene, der får dig op i gear og igennem arbejdsdagen:

Først tager Dolly dig i hånden og går ud i køkkenet for at “pour yourself af cup of ambition”


Det er måske ved at gå op for dig, at ambitioner alene ikke får dig igennem. Du er nødt til at få gang i systemet. Du skal ryste lemmerne og få lidt ironisk distance til dit skrivebordsjob:

“Mandag morgen på den gamle fabrik
Drejer en rørtang
Trækker et stik
Jeg’ magtfuld
Flytter rundt på noget savsmuld
Stempler ind klokken halv 7
Pragtfuldt”

Nu er du måske ligefrem i godt humør. Det går ikke. Du skal holde snuden i sporet og føle skammen og forpligtelsens åg – men dog til et godt beat, der holder dit flow. Ellers kommer du til at sidde og kigge på hundehvalpe på instagram i stedet for at journalisere sager. Britney har, hvad der skal til:

Frokosten nærmer sig, og dit blodsukker dykker. Verden er uretfærdig, men du er en helt – og John Lennon fortæller dig hvorfor:

Spørgsmålet er om lever-drengen med agurk og følelsen af at være underdog er nok til at få dig op at støde igen. Valerie June er også i tvivl. Hun er virkelig også træt af at arbejde.

Vi slutter på toppen med Abba, der tænker i de samme baner. Gift dig rig. Det er top funky fjollet, men ikke et godt bud, hvis du gerne vil bevare din identitet som “strong independent woman”. Så hvis du gerne vil leve i en rig mands verden uden nødvendigvis at skulle gifte dig med en rig mand (eller kvinde, bevares!), så er der jo ikke andet for end at fortsætte det gode arbejde.

God arbejdslyst!

Danske embedsmænd er ikke en sump

I dag i News & co. sad min yndlings kommentator Hans Engell og harcelerede over Inger Støjbergs seneste angreb mod ordentligheden i Danmark. Han fik kørt sig helt op på den store klinge og sagde, at det var helt uhørt, at man som politiker i Danmark tillod sig at betvivle et af verdens mest ukorrupte embedsværk og kalde dem en sump.

“DANSKE EMBEDSMÆND ER IKKE EN SUMP”.

Kære Hans Engell. Det gør mig så glad, når du kommer embedsværket i forsvar. Det sker ret sjældent. Vi er som regel både mediere og politikeres yndlings-prygelknabe. Vi får så mange tæsk for dårlige beslutninger, som vi ikke har truffet, men alene eksekveret. Vi bliver skudt i skoene, at vi handler med vores egen interesse for øje.

Jeg siger ikke, at der ikke bliver begået fejl. Det gør der selvfølgelig. Men jeg har aldrig oplevet en embedsmand, som har plejet sine egne politiske interesser. Det der allerhøjest kan komme på tale er den menneskelige tendens til ikke at gøre tingene mere besværligt for sig selv end nødvendigt. Så derfor kan der godt være modstand mod grandiose planer fra innovative politikere.

En af de politikere, som har været rigtig træt af den tendens er Mette Frederiksen. Hun er berømt og berygtet i embedsværket for at være en meget stærk leder, som ikke tager noget pis fra nogen. Hvis Mette siger hop – så svarer embedsværket “hvor højt?”.

Jeg har ingen særlig insiderviden, men den fadæse som udspiller sig for tiden med mink, er i min optik ikke et embedsværk, der har fejlet. Det er et embedsværk, som ikke har anet sine levende råd. Embedsværket har jo fortalt, at det krævede lovændring. De vidste det jo godt. De havde fortalt det. Men man står i en penibel situation som embedsmand, når din overordnede beder dig om at gøre noget, som ikke rigtig er inden for skiven.

Man må jo ikke gøre noget, som er “klart uovligt”. Men hvornår er noget klart ulovligt? Hvis du får besked på at “fikse et hjemmelsgrundlag” – og går i gang med det, men finder ud af, hvad du måske godt havde på fornemmelsen, at det er umuligt. Så har det jo ikke været klart ulovligt i starten, og der blev gjort opmærksom på det, da man erkendte, at det var “klart ulovligt”.

I mine øjne er der tale om en stor politisk fejl, som udspringer af en centralistisk kultur og en lidt for stærk statsminister. Jeg forestiller mig, at Mogens Jensen heller ikke har turde sige – “den går ikke, Mette”. Og det burde han have gjort. Regeringen burde have slået koldt vand i blodet og taget den runde, som fik fikset en hjemmel.

Det er en menneskelig fejl: at det er svært at tale “truth to power”. Men jeg ser det ikke som kalkuleret magtarrogance. Regeringen havde været for længe om at slå de mink ned. Det skulle være sket for længe siden. Risikoen var for stor. Men først da Mølbak begynder at snakke om nyt Wuhan og genstart af pandemien, så begynder Mette at ryste på hånden. Det forstår man på en måde godt. Man ville nødig være den statsminister, som var ansvarlig for, at verdensøkonomien går helt på røven og millioner af nye dør af en eller anden latterlig mutation, vel?

Det viste sig så, at Mølbak nok var lige dramatisk nok i den udlægning. Men det vidste de jo ikke, da de traf beslutningen.

Man har dvælet meget ved, at regeringen vidste, at det var et lovbrud, fordi seks ministre på et koordinationsudvalgsmøde har modtaget noget papir, hvor der stod “kræver lovændring. Og her skal man nok have læst et par KU-sager i sit liv for at forstå, hvorfor den slags information ikke springer i øjnene. Det står i alle sager. Det er ikke vigtig information normalt. Det er mere praktisk information til embedsværket. Der står ikke “grundlovsbrud” med flammeskrift. At det har stået på et stykke papir en måned før beslutningen blev truffet – det kan simpelthen ikke være en overraskelse, at det ikke var øverst på nogens lystavle.

Det er selvfølgelig ikke okay. Det er det ikke. Det er på sin plads, at det kostede en minister jobbet. Men fejlens omfang er til at tilgive. Særligt fordi det ikke havde ændret på udfaldet. Hvis regeringen havde søgt sit flertal i tide og skaffet lovhjemlen, så var alle mink også blevet slået ned.

Det er da også påfaldende, at mink-avlerne efter 48 timer får at vide, at det var forket – og at de kunne stoppe med at slå dyrene ned svarer “NEJ NEJ NEJ, DET ER ALT FOR SENT NU”. Kunne det have noget at gøre med, at det her var en once-in-a-life-time mulighed for at komme ud af et erhverv, som ikke har genereret overskud i årevis? Politisk set har det da i hvert fald været klogt af dem. Hvis minkavlerne får den kompensation, som der er på bordet lige for tiden, så vil de være nogle af de få, som går ud af corona-krisen med en kæmpe økonomisk sejr. De vil lykkes med at trække sig ud af et døende erhverv uden bundløs gæld.

Jeg forstår godt, at folks livsværk er røget. Det har jeg respekt for er en traumatisk oplevelse. Jeg synes bare, at vi skal huske på, at minkavlerne ikke er de eneste, som mister deres livsværk pga. corona. Men de andre får bare ikke muligheden for at lukke deres virksomhed uden et stort tab.

Nå. Det blev en længere rant. Jeg ville egentlig bare sige, at jeg vældig godt kan lide Hans Engell.

Eksistentiel krise og høj arbejdsmoral

Der går ikke en dag, hvor jeg ikke overvejer, hvad jeg skal med mit liv. Særligt mit professionelle liv.

Jeg har analyseret frem og tilbage, og det står klart for mig, at jeg ikke kan komme videre i mit ministerium. Det er sådan set søde mennesker og fine chefer, men systemets logik er, at der kun er én vej, og det er op. Den vej er så til gengæld brolagt med uendelige mængder af ligegyldige notater og betydelige mængder overarbejde.

Jeg har erkendt, at jeg ikke skal blive gammel i centraladministrationen. Men hvad skal jeg så?

Skal man ud i en styrelse eller kommune? Skulle man gå til det private og være konsulent eller public affairs person? Hvad med at læse en ph.d? Blive selvstændig? Tage en ny uddannelse?

Jeg ved det ikke. Jeg tænker nogle gange, at jeg burde gå all-in på tænkepause og livsomlægning. Men jeg kan ikke bare sige mit job op uden et andet på hånden. Jeg kan ikke engang fantasere løst om det uden at føle ligedele angst og skyld.

Siden jeg begyndte at gå med reklamer som 12-årig, har jeg haft et job, som jeg har været forpligtet over for hver uge. Jeg har faktisk kun 4 mdr. på udveksling i Canada (hvor jeg dog stadig havde en ansættelse at komme hjem til) som pause.

Jeg har undladt at tage praktikker og fag som ikke kunne kombineres med mine studiejobs. Jeg har altid prioriteret jobsikkerhed, og det at tjene mine egne penge højt. Både af stolthed og nød. Jeg har aldrig forladt et job uden et andet på hånden.

Jeg kan mærke, at denne tilbøjelighed betyder, at forandring tager længere tid, fordi det skal kunne foregå i tiden efter kl 17 (og lad os være ærlige efter kl. 19.30 og inden kl 22, såfremt der ikke er bagedyst eller mere arbejde).

Så hvordan omvælter man sit liv, når man ikke bare vil “råbe pik og skride”? Skal man mærke “frygten”, før man får flyttet sig? Kan man ikke på pæn mondæn og fornuftig vis ændre sit liv. Et skridt af gangen og uden at sætte sin økonomiske sikkerhed og store gæld på højkant?

Er min arbejdsmoral en ynkelig sovepude og undskyldning for ikke at tage mine drømme alvorligt? Og hvad hvis det er?

En lille smule utilregnelig

Vi havde Skype-kontormøde, hvor mine kolleger og jeg bød vores nye afdelingschef velkommen.

Herligt koncept. Helt igennem herligt. 30 stive minutter med først mandens egen præsentation af sin vanvittige lynkarriere og sit sparsomme privatliv (som dog indeholdt tre børn) , herefter fulgte yderligere 30+ minutter, hvor mine kolleger fortalte, hvad de lavede. Intet er bedre end 20 indforståede og uforståelige fortællinger om policy-detaljer.

Alle djøf-flosklerne var i brug. Chefen elsker at arbejde med vigtige samfundsforhold, vanskelige opgaver og engagerende mennesker. Han taler “lige ud af posen” og hans “dør er altid åben”. Mine kolleger blev motiveret af “at være tæt på det politiske spil”, “gode processer” (!) og “hasteopgaver”.

Jeg var en af de allersidste på bordrunden, og jeg var fuldstændig elektrisk over, hvor lidt tålmodighed, jeg har med den slags møder.

Det fløj derfor ud af munden på mig, at jeg blev motiveret af det samme som alle andre (havde jeg været en af de første talere, havde jeg formentlig sagt præcis det samme lort), men jeg ville bare nævne, at jeg blev meget lidt motiveret af flueknepperi og lange skypemøder.

Det var måske – MÅSKE – ikke den mest elegante måde at byde en ny chef velkommen på.

Min mand grinede, da jeg fortalte ham det. “Du er altså en lille smule utilregnelig”.

cof

En drømmer søges

Hverdagen har ramt mig som en mukkert mod mit trætte ansigt.

Foreløbigt er jeg endda fritaget fra hente/bringe-forpligtelsen. Jeg skal bare stå op og gå på job. Komme hjem. Og starte forfra.

Meningsløsheden er til at få øje på. Jeg ved ikke, om alle bliver ramt af den følelse, når de tager på job efter en barselsorlov. Men det er som om, at mine krav til meningsfuldhed ved mine aktiviteter er steget eksponentielt i løbet af tiden alene med mit barn.

Man skulle fandme tro, at jeg havde reddet flygtninge i Middelhavet. Men selv om børnepasning er triviel er det unægteligt meget meningsfyldt. Nogen skal jo passe på de børn. Og man kan ikke undgå momentalt at blive virkelig glad i låget af det. Børn er virkelig nogle finurlige størrelser.

Det er de færreste voksne. I meget store dele af min arbejdsdag sidder vi bare og glor ind i hver vores skærm. Når vi taler sammen er det ofte om, hvor latterlige andre voksne, vi arbejder sammen med, er. Ugens højdepunkt er, når nogen har taget kage med, eller hvis der er noget særligt godt sladder om en kollega eller politiker.

Jeg vil gerne noget andet med mit liv end at sidde og “processe” sager. Altså koordinere lort, som en har lavet med lort, som en anden har lavet.

Så hvorfor skifter jeg ikke bare job? Tja. Jeg er lige så fantasiløs, som mit job for tiden. Vi fortjener nok hinanden.

Jeg misunder folk med krøllede hjerner. Jeg misunder dem, som tænker “det kan jeg sagtens” om nye opgaver og ideer. Dem som drømmer stort og urealistisk, og som ikke er bange for at fejle eklatant. Sådan er jeg ikke.

Nu sidder jeg og gennemlæser mit indlæg. På vej hjem i toget. Hjemsendt for de næste par uger. Så nu kan jeg sidde og kigge ind i min skærm uden kage og kollegabrok. Det er i virkeligheden heller ikke fantastisk. Suk.

P. S. Næste indlæg bliver mere positivt og fremadrettet. Promise!