Et nyt kapitel for Løkke og jeg

Min første barselsorlovsdag faldt sammen med Lars Løkke Rasmussens første dag som afgående formand. Tilfælde?

Ja, formentlig. Men det er rart at vide, at der går en derude, som også er i tvivl om, hvad morgendagen bringer og går med tanker om, hvordan man får det bedste ud af situationen, så man ikke bare skal se sit arbejdsliv sygne hen og forsvinde.

Bevares. Løkke går nok også med tanker om hævn. Om sin egen dødelighed. Om hvem der er hans venner nu. Om de mange år i politik har været det hele værd. Hvad der dog skal blive af ham. Og ja – så ville jeg tro, at han også sidder og evaluerer sine seneste træk og overvejer, om han skulle have trukket sig med æren og eftermælet i behold på valgdagen 5. juni og gået over i historien om en politisk fremragende håndværker og god strateg?

I stedet for – som historien lyder nu – som en magtfuldkommen og egoistisk formand, som aldrig har gjort noget for andres skyld end sin egen. Som en der var for nærig til at betale for sit eget undertøj – og som altid har gjort sit for at rage til sig. Og har tabt regeringsmagten hele to gange – den seneste gang endda med et kollektiv kollaps i blå blok til følge.

Der er typisk færre bitre følelser og fortrydelse involveret i at blive forælder, men det sker dog. Men for både Løkke og jeg vil vores liv blive simple fremadrettet; det kommer til at handle om overlevelse og primært være drevet af biologiske behov for omsorg, søvn, toiletbesøg og mad.

Ligesom jeg har meldt mig til vandaerobic og gravidgymnastik, så vil jeg klart anbefale Løkke at gøre noget tilsvarende. Seniorcykling, reformer (der er noget med der yoga-pilates i elastikmaskine, som jeg tror vil gavne Løkkes krop) eller måske noget aftenskole; “sporskifte sent i livet – genstart din karriere i 50erne“… Her er også mulighed for at få nye venner, som ikke har haft hele deres liv centreret om at opnå magt over nationen.

Desuden kunne jeg også anbefale Løkke at begynde at blogge. Jeg tror, at der vil være stor interesse for hans skriblerier. Særligt hvis han kan kombinere sin sædvanlige vittige facon med lidt (mere) selvironi og nogle rigtige kiosk-basker-overskrifter ala: “Sådan bliver du formand for Venstre”, “For fed til fadøl?” eller “En fighters bekendelser – se muligheder, hvor der ingen er”. Måske kunne han også udlevere – anonymt – sine venstre kollegers udskejelser. Han kunne jo passende skrive bogen “Den knap så hemmelige Venstremand”...

Jeg vil egentlig bare slutte af med at sige tak for, at jeg har kunne bruge min weekend sammen med mit feberramte barn på at synkron-binge Gurli Gris og TV2 News for at få slibrige nyheder om Venstre-cirkusset. (Jeg tror i øvrigt, at regeringen glæder sig meget til, at de kan få lidt af pressefladen tilbage).

Og så vil jeg bare minde om, at Løkke i 2007 var i front for strukturreformen, som betød, at vi reducerede antallet af kommuner fra 271 til 98 og generelt centraliserede adgangen til de offentlige serviceydelser (herunder adgang til lægebehandling). Hvorefter man fra 2015 og frem begyndte at udflytte statslige arbejdspladser, fordi man var overrasket over, at strukturreformens centralisering havde været et dødsstød til flere lokalmiljøer rundt omkring.

Jo, Løkke har aldrig været for fin til at rette op på dårlige beslutninger ved at tage nogle andre dårlige beslutninger. Men altså… flere af dem har været ret raffinerede og kreativt udført. Tak for nu, Lars – og god vind fremover!

Tankemylder #2 – valgspecial

  • Så kom der ENDELIG en ny regering. Jeg sidder i skrivende stund og lapper News’ dækning af den nye regering i mig, imens jeg kører hjemmedyrkede kirsebær i fjæset. Det er jo helt befriende, at de har noget reelt at tale om og ikke bare til bevidstløshed gennemgår forskellige bud på ministerlister. Selvom jeg har det bedst, når jeg er lidt sur på systemet – så må jeg sige, at det er et stærkt hold, og jeg glæder mig til at se, hvad de kan drive det til.
  • Der er selvfølgelig lige det med kvinderne! Jeg ville hellere have haft tættere på 50 pct, men det tæller altså ekstra, at statsministeren er kvinde, at forsvarsministeren også er en kvinde, at der er en kvinde i Økonomiudvalget, OG at man udnævner en gravid Joy Mogensen som minister. Og er jeg den eneste, som glæder mig over, at ALLE kritiserer regeringen for, at der er for få kvinder? Det er sgu da en sejr i sig selv! Det er jo netop, når vi ikke bemærker skævvridningen, at den er allermest farlig. Så selv som feminist er jeg tilfreds!
  • Jeg misser ministeroverdragelsen i mit ministerium, fordi der samtidigt er afskedstamtam for en af medlemmerne i min mødregruppe. Hun flytter langt væk – og som jeg tvivler på, at jeg ser hende igen herefter. Det føles forkert, hvis jeg skulle undlade at sige farvel til en person, som har spillet en stor rolle i en vigtig periode i mit liv, bare for at se noget politik-cirkus. Men lige nu er det altså svært at hvile i det valg!
  • Jeg så igår billedet af den druknet far og datter (som i øvrigt har meget lighed med billedet af den 3-årige syriske dreng på stranden for nogle år siden). Jeg kan simpelthen ikke finde en måde, hvor jeg kan rumme det. Børn dør jo hele tiden, men der er noget med de flygtningebørn, som går lige i hjertet og som gør, at jeg tuder, bare jeg tænker på det. Måske er det, fordi det er et billede på en hver forældres værste frygt; at man ikke formår at passe på sit barn. At man i forsøget på at sikre dem en god fremtid, slår dem ihjel? Eller også er det, fordi jeg føler mig medansvarlig for at være en del af et system, hvor vi har grænsebomme for at passe på de privilegier, som sådan nogle som jeg selv har. Jeg ved det ikke, men jeg kan simpelthen ikke holde det ud.

Winning is easy – Governing’s harder

Stemmerne er talt op. Og nu skal vi igang med den del af processen, der handler om faktisk at danne en regering, der kan styre vores land. Jeg har gået rundt i lang tid nu og grublet over, hvordan det dog skal ende. Selvom jeg hører til den røde fløj, så er jeg ret pessimistisk, fordi:

(1) De Radikale er alt alt for muntre

Morten Østergaard er en rigtig glad mand i disse dage. Og der er ingen tvivl om, at det er en mand, som forventer at skulle styre dansk politik med sin 16 mandater. Og selvom 8,6 pct. af danskerne har stemt på dem, så synes jeg ikke, at det tyder på, at de lærte af den seneste røde regerings katastrofekurs, som i høj grad var ført an af de radikales trang til at føre borgerlig økonomiske politik (og selvfølgelig også nogle strategisk fejlfix i S-SF). De Radikale virker ikke særligt indstillet på at skulle give sig en tomme på den økonomiske politik – heller ikke denne gang.

Problemet er i min optik to-fold: 1) De radikale fører ikke valgkamp på deres økonomiske politik – de fører den på værdipolitikken (særligt ift. udlændinge) og på klima. Det er noget, som mange godt kan se sig selv i, men når vi så skal til at lave regering, så falder det i baggrunden og den økonomiske politik bliver pludselig alfa omega. Formentlig, fordi det er det punkt, hvor de adskiller sig mest fra de røde partier. Det gør bare, at de er mere borgerlige end deres vælgere.

Det fører mig til punkt 2 i min aversion over for de Radikale; – at de opfører sig som om, at de er bedre end alle andre. Det er ligesom indlejret i deres DNA, at selvom de trods alt kun har 16 mandater ud af de 90, som der skal til at lave politik – så bør deres politik være den dominerende – fordi den simpelthen er bedre og bygget på dybere indsigt.

Alle partier mener selvfølgelig, at deres politik er den bedste, men de Radikale tager alligevel prisen i at udvise tegn på at føle sig overlegende til trods for, at de i den grad udgøres af et segment af ret privilegerede mennesker (jeg ved det – jeg er en del af det!).

Så hvor både Enhedslisten, Socialdemokratiet og i særdeleshed SF har brugt de sidste fire år på at overveje, hvad de gjorde galt sidst, så synes de Radikale ikke at have brugt tiden på samme måde – og står altså ret stejlt på deres krav.

(2) Mette Frederiksen som leder i en ren S-regering

Det er ret tydeligt, at Mette F. har konkluderet, at Helle T.s store fejl var at love for meget og holde for lidt. Den fejl skal ikke laves igen, så Mette har lovet meget lidt, og det, hun har lovet, har været bevidst uklart formuleret. Til gengæld har hun stået ved håndvasken og fraskrevet sig et hvert ansvar over 2011-2015 regeringen.

Det er et symptom på én ting, at hun først og fremmest vil magten. Det er sådan set okay, men jeg gad godt se, at hendes magt-iver var bygget på et minimum af ideologisk base. Det synes jeg faktisk, at en som Lars Løkke formår at kombinere ret fint.

Så er der det faktum, at Mette Frederiksen omgiver sig med folk, som jeg slet ikke har tillid til. Henrik Sass Larsen, der “ydmygt” har stillet sig til rådighed til at være finansminister (den vigtigste ministerrolle overhovedet i en regering!), selvom han åbenbart har været så syg, at han ikke har villet tale med journalister under hele valgkampen. Bliver han ikke forvist fra sin centrale placering, selvom hans adfærd vil svare til, at en pædgagog ikke vil være i stue med børnene eller en læge nægter at se patienterne. Hvis en politiker ikke vil tale med pressen, så skal han finde noget andet at lave. Men det gør han tilsyneladende ikke – og der er det politiske lederskab forpligtet til at henvise manden til reservebænken – og ikke i ministerbilen. (Her er trods alt stadig et spinkelt håb for, at det sker).

Endelig er der hendes nærmeste rådgiver Martin Rossen. Han bliver i Berlingske beskrevet som årsagen til Socialdemokratiets succes, og en person beskriver ham således i artiklen; »Politik er et hårdt spil, og kommunikationen kan være barsk. Men Martin Rossens måde at kommunikere på med intimiderende SMSer er alligevel noget for sig,« 

Denne bekymring har jeg nok mest som embedsmand, fordi han har et virkelig dårligt ry på slotholmen – hvor han såmænd nok er dygtig, men virkelig giftig for sine omgivelser at arbejde sammen med. Jeg nægter dog at anerkende, at resultater der opnås på bekostning af andre mennesker psykiske velbefindende er i “flotte”.

Kort fortalt – har jeg ikke tillid til hverken Mette F. eller hendes nærmeste rådgivere – og jeg ville sådan ønske, at de ikke kan komme til at danne regering alene. Her vil de Radikale kunne gøre en positiv forskel!

(3) Kompromisser er umoderne

Sidste punkt er vel i virkeligheden det grundlæggende problem med politik nu til dags: kompromisser er blevet umoderne. Vi – vælgerne – vil ikke acceptere, hvis vores politikere ikke kan levere på alle deres mærkesager, eller stemmer for forslag, som vi ikke kan identificere os med. Det betyder, at vores politikere har svært ved at indgå kompromisser uden at blive slagtet efterfølgende – hvilket gør det rigtigt svært at lave funktionsdygtige regeringer i dag.

En valgkamp vil altid være et ekseptionelt display af uoverensstemmelser. Det er der ikke noget nyt i, men vi vælgere straffer partier meget hårdt, når de går i regering og forsøger at opnå indflydelse (især de små fløjpartier står for skud). Vi har skabt et system, hvor det er strategisk bedst at stå uden for indflydelse. Det er problematisk!

Det er som George Washington siger til Hamilton i slutningen af nummeret Cabinet meeting # 1 “Winning was easy, young man. Governing’s harder…. You have to find a compromise“. Sangen handler om, at vi ikke kan styre et land uden at forstå og respektere vores politiske modstandere, så der kan indgås fornuftige kompromisser – hvor alle får et udbytte af samarbejdet.

Det er politikerne, som skal finde kompromisset – men måske vi som vælgere også skal udvikle en større respekt for, hvor svært det er at gøre netop dette.

Det skal være de sidste ord i en lidt for lang snak om, hvorfor jeg ikke er meget optimistisk over, at det nok skal lykkes at få udstukket en ny kurs for Danmark lige foreløbigt. Jeg krydser fingre for, at jeg tager fejl.

Hvis I ikke allerede har stiftet bekendtskab med Hamilton musicalen, så vil jeg varmt anbefale jer at gøre det. Det er historie, politik og sang i det fedeste mix, jeg nogensinde har oplevet. Men det er #veryoldnews.

Hvad skal vi dog gøre ved ham-vi-helst-ikke-skal-tale-om?

Det er første gang, at jeg er ansat i et departement under en valgkamp. Jeg kan afsløre, at der er mere end almindelig stille på jobbet i disse dage, fordi vi ikke længere må betjene ministeren. Det betyder i praksis, at 90 pct. af vores arbejdsopgaver frafalder. Så hvad bruger vi så tiden på? At diskutere politik til døde!

Et emne som mine kolleger og jeg (heller) ikke kan lade være at tale om, er ham den skøre botnakke, som har sat sig tungt på avisernes overskriften i de sidste måneder ved at komme med den ene mere rabiate udtalelse efter den anden. Jeg må indrømme, at jeg har haft svært ved at stoppe med at kluk-le overudtalelsen; “du (Mimi Jakobsen) er den person i hele verden, som minder mig allermest om Adolf Hitler” – men derudover så er det faktisk ikke rigtig sjovt længere.

Det var ikke rigtig sjovt, at der var brand i gaden. Det var ikke rigtig sjovt, da en uhellig alliance mellem Økonomi- og Indenrigsministeriet og ekstremistiske islamister fik banet vejen for, at manden blev opstillingsberettiget (fordi han uden problemer kunne snyde med indhentelse af vælgererklæringer og fik absurd meget presse pga. reaktionerne på hans vanvid). Og det var slet ikke sjovt, da alle partiformænd skulle forholde sig til ham fremfor Danmarks fremtid til den første partilederrunde.

Nu hvor manden, som vel er det tætteste vi kommer på Dolph den facistiske flodhest i menneskeform, får omkring 3 pct. af stemmerne i meningsmålingerne, så er må vi altså begynde at stille os selv spørgsmålet – hvad fanden gør vi nu?

Image result for Dolph flodhest?

Vi har jo i lang tid sagt til hinanden, at vi skal ignorere manden. Jeg har selv tænkt og sagt det samme. Men nu er vi ovre det punkt. Vi er nødt til af hensyn til vores medmennesker at sige – manden er vanvittig – og vi synes bestemt ikke, at alle ikke-etniske danskere skal deporteres eller kan opfattes som dumme undermennesker. Ikke en gang en lille smule.

Men vi er også nødt til at gøre det på en måde, hvor han får så lidt opmærksomhed som overhovedet muligt. En af mine kolleger, som jeg egentlig tænkte var ret kvik, foreslog i ramme alvor, at den bedste måde at latterliggøre manden på er at regne på hans forslag. F.eks. at vise at det er urealistisk at sætte så mange mennesker i fængsel, fordi det er for dyrt, og vi ikke har fængselsbetjente nok (!).

Det er det dummeste, jeg har hørt til dato. Det er at gå ind på præmissen af hans forslag. Hans politik er ikke først og fremmest problematisk, fordi den er for dyr. Den er problematisk, fordi den er nazistisk, menneskefjendsk og blottet for enhver respekt for andre mennesker. Man kan sagtens lave fascistiske forslag som er økonomisk rentable – men som stadig er umoralske lorteforslag. I min optik skal vi først spørge os selv, om et forslag er principielt godt – og bagefter spørge om det er praktisk muligt. Der er gode forslag, som vi ikke skal lave, fordi det er for dyrt. Ligesom der er dårlige forslag, som ikke koster det store, men som vi stadig skal undlade at begive os ud i.

Men hvad kan vi så gøre? Det lader til, at de øvrige partier har givet nogenlunde håndslag på at nævne manden så lidt som muligt og forsøge kun at tale rigtig politik – og netop ikke forholde sig til ham som en reel politisk spiller. Det er et godt sted at starte. Journalisterne kan slet ikke lade være at skrive om ham, det er som om, at de har tourettes – Hva-hva-hva-mener-du-om-Stram-Kurs??? Det er simpelthen FOR sensationelt. Det må være en arbejdsskade.

Og hvad med os almindelige vælgere? Hvad bør vi gøre? Vi bør vel først og fremmest ikke skrive, tale og læse (så meget) om ham. Jeg er allerede skyldig i alle tre synder. Så jeg håber, at jeg kan gøre det godt igen ved her og alle andre steder – ikke på noget tidspunkt at tage ham alvorligt som politisk projekt. Han er ikke et udtryk for en undertrykt integrationsdebat – VIHARIKKETALTOMANDETIFUCKING20ÅR! Og han er ved gud grød ikke et anti-elitært projekt. Han er en advokat med alt for meget tid og et eller andet absurd ønske om berømmelse.

Han har muligvis en diagnose, en hjerneskade eller noget andet som kan forklare hans adfærd, men det berettiger ikke, at vi alle sammen skal folde hænderne og sige – hvad mener du så, Rasmus?

Jeg tror og håber på, at når vi inden næste valg har sikret, at ikke alle landsbytosser kan stille op til Folketinget, så vil tingene normalisere sig igen. Måske har denne vilde valgkamp lært os at tage demokratiet og dets grundlæggende principper mere alvorlig? At selvom vi troede, at vi havde været det igennem før – “nej, hvide mennesker er ikke overmennesker” – så er det åbenbart en diskussion, vi skal have løbende.

Vi er fanget i en catch-22. Hvis vi ikke siger noget, så bliver det en stiltiende accept af vanviddet, og vi lader vores muslimske medborgere i stikken. Hvis vi siger noget, så giver det endnu mere luft under vingerne på et monster, som helst ikke skal flyve højere end 1,9 pct. af stemmerne. Jeg tror normalt på, at man skal møde mørke kræfter med oplysning og argumenter, men hånden på hjertet – jeg tror ikke, at det kommer til at fungere denne gang.

Gode råd modtages med kyshånd!

Så tænk dog på børnene!

chess pieces on board

En aften for et par uger siden slæbte jeg mig op af sofaen og ned på kommunen. Der blev afholdt borgermøde om økonomien i byens daginstitutioner. Jeg tror faktisk, at det er tilfældigt, at det ramlede sammen med DR’s dokumentar “hvem passer vores børn“, men debatten var i den grad præget af den dokumentar.

Jeg var da også selv påvirket af den. For er det virkelig en stor fed løgn, jeg fortæller mig selv, når jeg synes, at jeg kan aflevere min søn trygt og godt hos noget overordentligt kompetent personale, der arbejder under rimelige forhold? Måske.

Det interessante til sådanne møder er, at forældrene sidder bænket med et godt tag i høtyvene og et eneste ønske: flere penge til børnene. I skærende kontrast sidder forvaltningens folk belastet af viden og detaljer, som ikke gør prioriteringen så nem. F.eks. er det de udsatte børn, vi ikke længere skal anbringe uden for hjemmet? Er det de gamle, som må komme i bad hver 8. uge eller er det skolerne, som ikke skal have nye bøger?

Der var en borger, som råbte ud i salen “SKAL VI SÅ BARE FYRE PÆDAGOGERNE, HVIS DER ER FÆRRE BØRN, END VI HAVDE REGNET MED?”. Jeg ved ikke, om det er, fordi jeg er blevet en hærdet, kold og beregnende djøfer, men for mig er svaret helt indlysende “JA!”. Selvfølgelig skal vi ikke have flere pædagoger ansat, end vi har brug for. Ellers så skal vi begynde at trykke vores egne penge eller starte en solid crowd-funding.

På den anden side var der også en forvaltningsdame, som startede sit oplæg med desperat at udbryde “JEG KAN IKKE TO TING PÅ EN GANG”, da hun fik rakt den dingenot, som man skifter slides med. Hvorefter hun gik i gang med en frygtelig gennemgang af en eller anden ligegyldig strategi – og forsikrede os om, at de havde taget Flemming med, som kunne svare på spørgsmål til økonomien. Eller han kunne skrive dem ned, også ville de vende tilbage

Der var ikke nogen, som tog sig rigtig godt ud til det møde. Hverken forældrene eller forvaltningen. De fremmødte politikere havde heller ikke meget at byde ind med.

Hvorfor er vi så grundlæggende uinteresseret i at diskutere rigtige løsninger? Der var enkelte på mødet, der talte om, at vi skulle tale om måden, vi prioriterede at bruge pengene på børnene og ikke bare antallet af midler. Og det tror jeg meget på.

Det handler også om ledelse, dygtigt personale, gode indkøbsaftaler, hårde prioriteringer i forhold til den målrettede indsats over for de svageste børn vs. bundniveauet for de ‘almindelig’ børn også meget andet. Nedbringelse af sygefravær OG den generelle udvikling af byen. Dét synes jeg er de spændende diskussioner.

Det er nok også derfor, at jeg godt kan lide at være embedsmand. Her skal man se på hele brættet. Det er ikke nok kun at holde øje med kongen. For så bliver du sgu skakmat alligevel. Alle brikkerne har en vigtig rolle at spille. Og det er nok også derfor, at jeg har det svært med at bekende mig til ét politisk projekt – også selvom det handler om vores allerkæreste børnene og jeg frygtelig gerne vil have flere voksne.

Jeg vil dog formentlig deltage i lørdagens demo for minimumsnormeringer, men lave mit eget lille skilt “investér i fremtiden”. Jeg tror nemlig ikke på minimumsnormeringer. Det er ikke en løsning, som nødvendigvis giver flere hænder til børnene. Det bliver netop et minimum, fordi det er noget alle skal kunne blive enige om. Så det er for mig at se en rigtig dårlig målsætning, selvom jeg støtter op om ånden bag demonstrationen – børnene skal have bedre vilkår.  Men man behøver ikke at have forskellige politiske events eller partier for hver en lille nuance i ens holdninger.

Jeg tror meget mere på, at man udvikler et ordentligt nationalt mål for normeringer, som faktisk siger noget om, hvor mange voksne der er er per barn (for det gør Danmarks Statistisk ikke i dag). Også skal der selvfølgelig sendes flere penge afsted. Og det kommer der nok. Det er jo valgår.

Men jeg vil bare gerne sige, at der er nogle pædagoger, som er bedre end andre. Der er nogle daglige ledere, som er dygtigere end andre. Der er nogle kommuner, som har større udfordringer end andre. Så hvis vi finder på ét mål for alle, så tager vi ansvaret fra dem som faktisk kan og bør løfte det.

Men any ways – teknokrater vinder ikke valgkampe! Så lad os bare gøre det kort:

SEND MORE MONEY!

Kedsomhedens pinsler

I to dage i træk har jeg siddet på min bløde kontorstol og kigget ud over København og udført en gevaldig omgang “krydren røv”. Valgkamp forude, påsken kigger frem, tilfældigheder og alt muligt andet har ført til, at der er ret stille på kontoret i disse dage.

Jeg sidder på kontor med en mand, hvis alter ego må være “den tavse hævner”. De stille dage er vitterligt meget stille: Som i uudholdelig stille og røvsyge. Og hvad sker der, når mennesker keder sig? Tænker de store kreative tanker og finder på nye projekter?

Ikke det her menneske i hvert fald. Jeg har siddet og gloet ind i skærmen og google random ting, jeg lige kom i tanke om: sommerhuse… hyttecamping… dr.dk… bt.dk… informaiton.dk *ARRRH betalingsvæg* tilbage til dr.dk, og nu aahhh Facebook…

Det er til at blive helt deprimeret af, hvor meget potentiale og tid, som jeg har spildt de sidste to dage. Og det er da også det der sker. Jeg går hjem og er træt og sur. På mig selv. På verden. På mit job.

Der er jo altid nogle småopgaver, som skal løses, men det er som om, at når man ikke har travlt – så bevæger alt sig i slow motion – herunder min tankeaktivitet. Min koncentration og beslutningsevne forsvinder fuldstændigt. Så sidder jeg i år og dag og overvejer, hvor det komma egentlig hører hjemme.

Så selvom jeg ved flere lejligheder har brokket mig herinde (og alle andre steder), når jeg har vanvittigt travlt, så er det faktisk værre, når jeg ikke har det…

42 år tilbage….

Der er 42 år tilbage, før jeg kan så meget som at drømme om  at gå på pension. Det gælder sandsynligvis også for dig, kære læser. Det skyldes tilbagetrækningsreformen, som VK-regeringen indgik med DF og de Radikale i 2011.

En stor del af grunden til, at man er politisk motiveret for at lave en sådan reform, skyldes, at vores forældres har fået (for) få børn. Det løber simpelthen ikke rundt, når små generationer skal brødføde store generationer, der gået på pension. I Danmark er pensionen finansieret af den generation, som arbejder – derfor er det ikke rigtigt, når folk mener, at de har betalt ind til deres folkepension gennem et helt liv. Nej, de har betalt for deres forældres og bedsteforældres pension.

Det er selvsagt sårbart, når der er for store forskelle på generationers størrelser. Her er en fremragende tegning af, hvad der er realiteten i de fleste velfærdsstater, og hvorfor det var nemt at finde på politik i 70erne.

I modsætning til Danmark, hvor vi har et Pay-As-You-Go- system, så har andre lande offentlige pensionsfonde, hvor det er afkastet af disse fondes investeringer, som finansierer pensionsudbetalingerne i dag. Det kræver længere tid for sådanne systemer at modnes og blive stand til at betale for pensionerne. Hvis vi ville implementere det i Danmark, ville det kræve, at vi der arbejder i dag skulle betale for både pensionisterne i dag og vores egen pension i fremtiden. Så det kommer formentlig ikke på tegnebrættet.

Det giver mening, at finansministre gennem tiderne har tænkt, at nu må alle sgu’ blive lidt længere på arbejdsmarkedet. Problemet er bare, at selvom vi bliver ældre og ældre – og de fleste også er friskere i en høj alder, så er der dog alligevel en øvre grænse for, hvor længe man er værdifuld og eftertragtet for en arbejdsplads.

Socialdemokratiet synes dog, at det her er lidt hårdt for særligt dem, som har været på arbejdsmarkedet som helt unge og har hårde fysiske jobs. Derfor har de foreslået at indføre differentieret tilbagetrækning, så ufaglærte og lavtuddannede kan gå tidligere på pension, end os andre der har brugt det meste af vores 20ere på læsesal.  Det er ret tydeligt, at sympatien ikke ligger hos akademikerne. Ikke engang min fagforening vil forsvare, at det kan være hårdt/urealistisk for akademikere at gå på arbejde, når de er 70+.

Spørgsmålet er, om det kun er de ufaglærte og håndværkerne, som er matte i koderne, når de rammer de 70 år? Selvom man godt vil fremstille det sådan, så er vi faktisk temmelig mange akademikere, som har arbejdet som alt muligt før og under vores studier. De færreste kommer først på arbejdsmarkedet, når specialet er afleveret og de er fyldt 27. Det er det klare mindretal.  Vores kroppe bliver også nedslidte. Kontorarbejde er heller ikke sundt.

Jeg anfægter ikke, at slagterimedarbejderen har det hårdere. Jeg kan også godt læse statistikkerne, at de dør tidligere og har flere skader. Der er bare jobs, som man ikke bør have i 40 år i streg. Det er der helt sikkert. Men vi må ikke bare tro, at det kun er de ufaglærte og håndværkerne, som kommer til at have det stramt med at gå på arbejde, når de er 70 år.

Stress og langsommere kognition er reelle forhindringer på en moderne arbejdsplads, hvor man stiller store krav til omstillingsparathed og have top-tunet IT-færdigheder. Vi lever i verden, hvor det “grå guld” er en ironisk betegnelse for mennesker, vi helst ikke vil være kolleger med.

Så jeg siger bare, at det ville være så dejligt, hvis – om ikke andet  så i hvert fald, at min fagforening – som jeg betaler for at beskytte mine interesse som lønmodtager – ville tage mit parti, og bare gå ind i drøftelsen og stille spørgsmålstegn ved, om akademikere kan holde til de er 72 år gamle. Og om ikke vi skal sørge for at finde på nogle andre politiske løsninger.

Vi skal ikke have differentieret tilbagetrækning på baggrund af forventet levetid (i så fald skulle kvinderne i hvert fald også tage 5 år mere på arbejdsmarkedet. Av).

Vi skal have reelle alternativer for folk, der bliver nedslidte. Førtidspensionen skal ikke være så svær, som den er i dag. Vi skal ikke klemme de sidste kræfter ud af folk, før vi tillader dem tilbagetrækning. I dag bliver du visiteret til et fleksjob, hvis du kan arbejde så meget som 2 (!) timer ugentligt.

Vi skal skabe flere seniorjobs – og bedre vilkår for at gå på nedsat tid, når alderen trykker. Vi skal sætte tempoet ned. Vi skal sikre, at folk har mulighed for at skifte karriere halvvejs gennem livet uden at gå fra hus og hjem.

Og så skal vi ikke acceptere, at folk slider sig selv ihjel. Det er ikke i orden!

Socialdemokraterne må gerne komme ind i kampen, når det gælder politisk opfindsomhed.

Og DJØF må gerne komme ind i kampen, som fagforening. Ellers melder jeg mig sgu ud. Det kan ikke være rigtigt, at de ikke tør sige, at man også kunne tænke lidt på akademikerne. YOU HAVE ONE JOB!

 

 

Max presset

photo of person reach out above the water

Jeg står ved ugens tavlemøde og redegør for mine opgaver. Jeg skal kategorisere mig selv som rød, gul eller grøn. Det er vel næsten selvforklarende, men ideen er, at hvis du er grøn, så skal chefen finde på nye opgaver til dig – og hvis du er rød, så skal chefen tage opgave fra dig (eller altså hjælpe dig med at prioritere eller tilføre ressourcer). Gul. Så er alt godt.

Jeg har travlt. Jeg synes faktisk, at jeg har rigtig rigtig travlt. Det er en konstant følelse af ikke at slå til. Jeg kigger med åben mund og polypper på mine kolleger og tænker – hvordan fanden er I så velforberedt?

Jeg hører mig selv sige “jeg er nok rød, men lad os sige, at jeg er gul, og se hvordan det går“. Jeg vil sådan set gerne holde på mine opgaver. For de er pissespændende. Og mega svære.

Jeg kører “tag-skeen-i-den-anden-hånd”-stilen for tiden. Nu vil jeg gøre, hvad der skal til. Så må jeg bruge mere tid på at forberede mig, så jeg er klar til kamp! Det resulterede i, at jeg arbejdede knap 50 timer i sidste uge.

Problemet er, at jeg har måtte sande, at selv 50 timer får mig ikke on top of my game. Måske jeg bare ikke har game. Hvem ved?!

Men altså. Jeg får også den ene kæmpesvære opgave på mit bord efter den anden. Fx skal jeg styre en kortlægning af et lovområde, som jeg har haft 4 timer til at sætte mig ind i (og jeg vil gerne understrege, at jeg ikke er jurist). Jeg havde virkelig forsøgt at forberede mig. Men der gik ca. to minutter inde i møde, før der sidder fire kampklare jurister og klæder min faglige argumentation helt af. Eller sådan føltes det i hvert fald.

Herfra går jeg i et andet møde, hvor vi skal gennemskrive en anden lov på baggrund af en flere hundrede sider lang konsulentrapport, som jeg simpelthen ikke har læst, fordi jeg troede en kollega var lead på mødet. Men han blev syg. Fedest. Jeg prøver mig frem med smil, nik og tag en helveds masse noter.

Nu skal jeg få dataafdelingen til at bekræfte, at vi kan lave den analyse, som vi har lovet. Men ak og ve. Der er databrud, valideringsudfordringer, ingen ved noget og jeg bliver sendt rundt til chefer, som tydeligvis prøver at vinde tid. Jeg får endelig en medarbejder til at tage telefonen. Han bekræfter. Tallene virker ikke. Og de kommer ikke til det lige foreløbigt.

Min dag bliver sluttet af med at skrive presseberedskaber parallelt med, at jeg skal gennemgå en liste over mulige problematiske sager på hele ministeriets område med ordren “er der noget, som ser problematisk ud?“.

Fuck. My. Life.

Det var bare min dags sværeste opgaver. Jeg har masser af småting ved siden af, som ikke er så svært, men som dog kræver, at jeg åbner et dokument og læser det. Hvilket bliver svært, når jeg prøver at svare telefonopkald og mails og læse lange rapporter i mens.

Heldigvis er jeg alene hjemme i denne uge, så mine aftener er frie. Så behøver jeg ikke at føle, at jeg heller ikke slår til som hustru. (Jeg ville ønske, at jeg var sarkastisk, men det er faktisk en lettelse).

I morgen prøver jeg at selv-lære mig juridisk metode, projektleder skills og et politisk mastermind. #livslanglæring #kompetencegab #udpå70.000favnevand

Drengefest på kontoret

Jeg bemærkede, at min kollega havde en aftale i kalenderen “Billard og øl”, stod der vist. Jeg ønskede god tur – og dagen efter spurgte jeg, om det havde været hyggeligt. “Jo, tak. Det havde det.”

Flere måneder senere bliver jeg klar over, at arrangementet faktisk var for alle mændene i kontoret – ikke bare nogle tilfældige af hans venner.

Det studsede jeg lidt over. Er vi ikke for gamle til at holde kønsopdelte arrangementer? Hvad mon der blev talt om på det arrangement? Formentlig den halvdel af kollegerne, som ikke var inviteret?! Det var tydeligt, at der blev gået lidt stille med dørene. Men som tiden gik begyndte “drengene”  at tale om fremtidige arrangementer. Hvad skulle de nu ud og lave?

En af mine kvindelige kolleger havde også bittert noteret sig – “hvorfor lige billard og øl? Snuskede værtshuse – jeg ELSKER snuskede værtshuse” – som om de snuskede værtshuse havde bedraget hende. Jeg tænkte egentligt bare, at det var et lidt tarveligt træk.

Jeg har ikke ét sammenhængende argument for, hvorfor voksne mennesker ikke bare kan mødes, som det passer dem. Det kan de jo. Men jeg kan konstatere, at det føles meget underligt, at der er en fest, man ikke bliver inviteret til alene på grund af ens køn – og især når det er i arbejdssammenhænge.

Min første tanke var “nu skal jeg fandme vise dem, så laver jeg bare en dame-fest”. Men jeg gider ikke holde en damefest. Jeg taler faktisk mere med mændene i kontoret (fordi det er dem jeg tilfældigvis har flest opgaver med). Og jeg gider ikke at skulle finde på noget særligt damet – eller hyre en stripper eller noget andet over-korrigerende. Så hvad gør jeg?

Er det mig, som er sippet? Er det helt i orden at lave herreklubber på kontoret? Og hvad er et godt comeback. Det er i hvert fald ikke at klage over det. Så meget ved jeg da.

Grænser for det grænseløse arbejdsliv

 

MacBook Pro near green potted plant on table

Jeg skylder vist en update. Jeg har brugt en del tid på at brokke mig over mit arbejdsliv herinde. Det førte til, at jeg sendte to ansøgninger ud i universet og blev kaldt til to jobsamtaler (yay!).

Jeg gik til begge jobsamtaler og erkendte, at jeg slet ikke kunne overskue at skifte job. Jeg fik ét afslag og trak min ansøgning fra det andet. Egentlig var jeg lettet over ikke at skulle til at sige op. Lære nye navne. Køre en anden vej på arbejde. Lære nye IT-systemer og adgangskoder.

Jeg fik talt mig til rette med min nærmeste kollega. Det gik godt. Vi aftalte, at vi skulle tale mere lige ud af posen fremover. Ingen dårlig samvittighed og at tage spændende opgaver. Ingen dårlig samvittighed over at gå tidligere fra job en den anden. T.A.L. hvis du er sur.

Så gik der nogle uger med det. Og nu vælter det bare ind med sager. Jeg kan ikke følge med. Overhovedet. Jeg burde sidde og lave sager nu til ministeren om alt muligt pis og (især) papir. Vi har flere lovforslag på vej. Vi har samråd. Og så er der alt den almindelige drift med folketingsspørgsmål, bekendtgørelser, borgerhenvendelser og orienteringssager.

Jeg har arbejdet 36 timer i denne uge. Og det er torsdag. Og jeg tror ikke, at fredag bliver ugens sidste arbejdsdag. Det er ret tydeligt, at jeg arbejder udover min kapacitet for tiden. Jeg karter rundt i mine ting. Jeg shuffler mellem opgaver i et væk. Jeg kan ikke tænke kreativt overhovedet. Og jeg kan ikke længere prioritere mellem opgaverne. Jeg starter bare og håber, jeg på et tidspunkt når i et slags mål.

Det er lidt sjovt. Men mest udmattende. Ugens første dage så jeg kun min dreng i 20 minutter, før han blev lagt i seng.  Det er altså alt alt for lidt. Og ikke i orden.  Derfor gik jeg tidligt i dag. Men alligevel kunne jeg se mig selv skrive “jeg er på mailen”, “jeg logger på efter kl. 18” og “jeg gør det så hurtigt, jeg kan”. Og nu skal jeg altså til at logge på igen. Og arbejde videre, når jeg allerhelst bare vil lade være.

Hvordan i alverden holder man fri, når der ikke er en grænse for, hvor længe man kan arbejde. Altså grænsen er præcis, der hvor du selv sætter den – og hvis den bliver sat ved “nu skal jeg altså sove” – så giver det ikke mig meget mening. Og jeg ved, at jeg slet ikke er den der arbejder mest. 45-50 timer om ugen er ikke usædvanligt. Men det er ikke noget for mig.

En af mine kolleger sagde, at hun var gået tidligt hele ugen. For det kunne hun mærke, at hun trængte til for at kunne hænge sammen. Jeg må høre hende, hvordan hun gør.