Så tænk dog på børnene!

chess pieces on board

En aften for et par uger siden slæbte jeg mig op af sofaen og ned på kommunen. Der blev afholdt borgermøde om økonomien i byens daginstitutioner. Jeg tror faktisk, at det er tilfældigt, at det ramlede sammen med DR’s dokumentar “hvem passer vores børn“, men debatten var i den grad præget af den dokumentar.

Jeg var da også selv påvirket af den. For er det virkelig en stor fed løgn, jeg fortæller mig selv, når jeg synes, at jeg kan aflevere min søn trygt og godt hos noget overordentligt kompetent personale, der arbejder under rimelige forhold? Måske.

Det interessante til sådanne møder er, at forældrene sidder bænket med et godt tag i høtyvene og et eneste ønske: flere penge til børnene. I skærende kontrast sidder forvaltningens folk belastet af viden og detaljer, som ikke gør prioriteringen så nem. F.eks. er det de udsatte børn, vi ikke længere skal anbringe uden for hjemmet? Er det de gamle, som må komme i bad hver 8. uge eller er det skolerne, som ikke skal have nye bøger?

Der var en borger, som råbte ud i salen “SKAL VI SÅ BARE FYRE PÆDAGOGERNE, HVIS DER ER FÆRRE BØRN, END VI HAVDE REGNET MED?”. Jeg ved ikke, om det er, fordi jeg er blevet en hærdet, kold og beregnende djøfer, men for mig er svaret helt indlysende “JA!”. Selvfølgelig skal vi ikke have flere pædagoger ansat, end vi har brug for. Ellers så skal vi begynde at trykke vores egne penge eller starte en solid crowd-funding.

På den anden side var der også en forvaltningsdame, som startede sit oplæg med desperat at udbryde “JEG KAN IKKE TO TING PÅ EN GANG”, da hun fik rakt den dingenot, som man skifter slides med. Hvorefter hun gik i gang med en frygtelig gennemgang af en eller anden ligegyldig strategi – og forsikrede os om, at de havde taget Flemming med, som kunne svare på spørgsmål til økonomien. Eller han kunne skrive dem ned, også ville de vende tilbage

Der var ikke nogen, som tog sig rigtig godt ud til det møde. Hverken forældrene eller forvaltningen. De fremmødte politikere havde heller ikke meget at byde ind med.

Hvorfor er vi så grundlæggende uinteresseret i at diskutere rigtige løsninger? Der var enkelte på mødet, der talte om, at vi skulle tale om måden, vi prioriterede at bruge pengene på børnene og ikke bare antallet af midler. Og det tror jeg meget på.

Det handler også om ledelse, dygtigt personale, gode indkøbsaftaler, hårde prioriteringer i forhold til den målrettede indsats over for de svageste børn vs. bundniveauet for de ‘almindelig’ børn også meget andet. Nedbringelse af sygefravær OG den generelle udvikling af byen. Dét synes jeg er de spændende diskussioner.

Det er nok også derfor, at jeg godt kan lide at være embedsmand. Her skal man se på hele brættet. Det er ikke nok kun at holde øje med kongen. For så bliver du sgu skakmat alligevel. Alle brikkerne har en vigtig rolle at spille. Og det er nok også derfor, at jeg har det svært med at bekende mig til ét politisk projekt – også selvom det handler om vores allerkæreste børnene og jeg frygtelig gerne vil have flere voksne.

Jeg vil dog formentlig deltage i lørdagens demo for minimumsnormeringer, men lave mit eget lille skilt “investér i fremtiden”. Jeg tror nemlig ikke på minimumsnormeringer. Det er ikke en løsning, som nødvendigvis giver flere hænder til børnene. Det bliver netop et minimum, fordi det er noget alle skal kunne blive enige om. Så det er for mig at se en rigtig dårlig målsætning, selvom jeg støtter op om ånden bag demonstrationen – børnene skal have bedre vilkår.  Men man behøver ikke at have forskellige politiske events eller partier for hver en lille nuance i ens holdninger.

Jeg tror meget mere på, at man udvikler et ordentligt nationalt mål for normeringer, som faktisk siger noget om, hvor mange voksne der er er per barn (for det gør Danmarks Statistisk ikke i dag). Også skal der selvfølgelig sendes flere penge afsted. Og det kommer der nok. Det er jo valgår.

Men jeg vil bare gerne sige, at der er nogle pædagoger, som er bedre end andre. Der er nogle daglige ledere, som er dygtigere end andre. Der er nogle kommuner, som har større udfordringer end andre. Så hvis vi finder på ét mål for alle, så tager vi ansvaret fra dem som faktisk kan og bør løfte det.

Men any ways – teknokrater vinder ikke valgkampe! Så lad os bare gøre det kort:

SEND MORE MONEY!

Kedsomhedens pinsler

I to dage i træk har jeg siddet på min bløde kontorstol og kigget ud over København og udført en gevaldig omgang “krydren røv”. Valgkamp forude, påsken kigger frem, tilfældigheder og alt muligt andet har ført til, at der er ret stille på kontoret i disse dage.

Jeg sidder på kontor med en mand, hvis alter ego må være “den tavse hævner”. De stille dage er vitterligt meget stille: Som i uudholdelig stille og røvsyge. Og hvad sker der, når mennesker keder sig? Tænker de store kreative tanker og finder på nye projekter?

Ikke det her menneske i hvert fald. Jeg har siddet og gloet ind i skærmen og google random ting, jeg lige kom i tanke om: sommerhuse… hyttecamping… dr.dk… bt.dk… informaiton.dk *ARRRH betalingsvæg* tilbage til dr.dk, og nu aahhh Facebook…

Det er til at blive helt deprimeret af, hvor meget potentiale og tid, som jeg har spildt de sidste to dage. Og det er da også det der sker. Jeg går hjem og er træt og sur. På mig selv. På verden. På mit job.

Der er jo altid nogle småopgaver, som skal løses, men det er som om, at når man ikke har travlt – så bevæger alt sig i slow motion – herunder min tankeaktivitet. Min koncentration og beslutningsevne forsvinder fuldstændigt. Så sidder jeg i år og dag og overvejer, hvor det komma egentlig hører hjemme.

Så selvom jeg ved flere lejligheder har brokket mig herinde (og alle andre steder), når jeg har vanvittigt travlt, så er det faktisk værre, når jeg ikke har det…

42 år tilbage….

Der er 42 år tilbage, før jeg kan så meget som at drømme om  at gå på pension. Det gælder sandsynligvis også for dig, kære læser. Det skyldes tilbagetrækningsreformen, som VK-regeringen indgik med DF og de Radikale i 2011.

En stor del af grunden til, at man er politisk motiveret for at lave en sådan reform, skyldes, at vores forældres har fået (for) få børn. Det løber simpelthen ikke rundt, når små generationer skal brødføde store generationer, der gået på pension. I Danmark er pensionen finansieret af den generation, som arbejder – derfor er det ikke rigtigt, når folk mener, at de har betalt ind til deres folkepension gennem et helt liv. Nej, de har betalt for deres forældres og bedsteforældres pension.

Det er selvsagt sårbart, når der er for store forskelle på generationers størrelser. Her er en fremragende tegning af, hvad der er realiteten i de fleste velfærdsstater, og hvorfor det var nemt at finde på politik i 70erne.

I modsætning til Danmark, hvor vi har et Pay-As-You-Go- system, så har andre lande offentlige pensionsfonde, hvor det er afkastet af disse fondes investeringer, som finansierer pensionsudbetalingerne i dag. Det kræver længere tid for sådanne systemer at modnes og blive stand til at betale for pensionerne. Hvis vi ville implementere det i Danmark, ville det kræve, at vi der arbejder i dag skulle betale for både pensionisterne i dag og vores egen pension i fremtiden. Så det kommer formentlig ikke på tegnebrættet.

Det giver mening, at finansministre gennem tiderne har tænkt, at nu må alle sgu’ blive lidt længere på arbejdsmarkedet. Problemet er bare, at selvom vi bliver ældre og ældre – og de fleste også er friskere i en høj alder, så er der dog alligevel en øvre grænse for, hvor længe man er værdifuld og eftertragtet for en arbejdsplads.

Socialdemokratiet synes dog, at det her er lidt hårdt for særligt dem, som har været på arbejdsmarkedet som helt unge og har hårde fysiske jobs. Derfor har de foreslået at indføre differentieret tilbagetrækning, så ufaglærte og lavtuddannede kan gå tidligere på pension, end os andre der har brugt det meste af vores 20ere på læsesal.  Det er ret tydeligt, at sympatien ikke ligger hos akademikerne. Ikke engang min fagforening vil forsvare, at det kan være hårdt/urealistisk for akademikere at gå på arbejde, når de er 70+.

Spørgsmålet er, om det kun er de ufaglærte og håndværkerne, som er matte i koderne, når de rammer de 70 år? Selvom man godt vil fremstille det sådan, så er vi faktisk temmelig mange akademikere, som har arbejdet som alt muligt før og under vores studier. De færreste kommer først på arbejdsmarkedet, når specialet er afleveret og de er fyldt 27. Det er det klare mindretal.  Vores kroppe bliver også nedslidte. Kontorarbejde er heller ikke sundt.

Jeg anfægter ikke, at slagterimedarbejderen har det hårdere. Jeg kan også godt læse statistikkerne, at de dør tidligere og har flere skader. Der er bare jobs, som man ikke bør have i 40 år i streg. Det er der helt sikkert. Men vi må ikke bare tro, at det kun er de ufaglærte og håndværkerne, som kommer til at have det stramt med at gå på arbejde, når de er 70 år.

Stress og langsommere kognition er reelle forhindringer på en moderne arbejdsplads, hvor man stiller store krav til omstillingsparathed og have top-tunet IT-færdigheder. Vi lever i verden, hvor det “grå guld” er en ironisk betegnelse for mennesker, vi helst ikke vil være kolleger med.

Så jeg siger bare, at det ville være så dejligt, hvis – om ikke andet  så i hvert fald, at min fagforening – som jeg betaler for at beskytte mine interesse som lønmodtager – ville tage mit parti, og bare gå ind i drøftelsen og stille spørgsmålstegn ved, om akademikere kan holde til de er 72 år gamle. Og om ikke vi skal sørge for at finde på nogle andre politiske løsninger.

Vi skal ikke have differentieret tilbagetrækning på baggrund af forventet levetid (i så fald skulle kvinderne i hvert fald også tage 5 år mere på arbejdsmarkedet. Av).

Vi skal have reelle alternativer for folk, der bliver nedslidte. Førtidspensionen skal ikke være så svær, som den er i dag. Vi skal ikke klemme de sidste kræfter ud af folk, før vi tillader dem tilbagetrækning. I dag bliver du visiteret til et fleksjob, hvis du kan arbejde så meget som 2 (!) timer ugentligt.

Vi skal skabe flere seniorjobs – og bedre vilkår for at gå på nedsat tid, når alderen trykker. Vi skal sætte tempoet ned. Vi skal sikre, at folk har mulighed for at skifte karriere halvvejs gennem livet uden at gå fra hus og hjem.

Og så skal vi ikke acceptere, at folk slider sig selv ihjel. Det er ikke i orden!

Socialdemokraterne må gerne komme ind i kampen, når det gælder politisk opfindsomhed.

Og DJØF må gerne komme ind i kampen, som fagforening. Ellers melder jeg mig sgu ud. Det kan ikke være rigtigt, at de ikke tør sige, at man også kunne tænke lidt på akademikerne. YOU HAVE ONE JOB!

 

 

Max presset

photo of person reach out above the water

Jeg står ved ugens tavlemøde og redegør for mine opgaver. Jeg skal kategorisere mig selv som rød, gul eller grøn. Det er vel næsten selvforklarende, men ideen er, at hvis du er grøn, så skal chefen finde på nye opgaver til dig – og hvis du er rød, så skal chefen tage opgave fra dig (eller altså hjælpe dig med at prioritere eller tilføre ressourcer). Gul. Så er alt godt.

Jeg har travlt. Jeg synes faktisk, at jeg har rigtig rigtig travlt. Det er en konstant følelse af ikke at slå til. Jeg kigger med åben mund og polypper på mine kolleger og tænker – hvordan fanden er I så velforberedt?

Jeg hører mig selv sige “jeg er nok rød, men lad os sige, at jeg er gul, og se hvordan det går“. Jeg vil sådan set gerne holde på mine opgaver. For de er pissespændende. Og mega svære.

Jeg kører “tag-skeen-i-den-anden-hånd”-stilen for tiden. Nu vil jeg gøre, hvad der skal til. Så må jeg bruge mere tid på at forberede mig, så jeg er klar til kamp! Det resulterede i, at jeg arbejdede knap 50 timer i sidste uge.

Problemet er, at jeg har måtte sande, at selv 50 timer får mig ikke on top of my game. Måske jeg bare ikke har game. Hvem ved?!

Men altså. Jeg får også den ene kæmpesvære opgave på mit bord efter den anden. Fx skal jeg styre en kortlægning af et lovområde, som jeg har haft 4 timer til at sætte mig ind i (og jeg vil gerne understrege, at jeg ikke er jurist). Jeg havde virkelig forsøgt at forberede mig. Men der gik ca. to minutter inde i møde, før der sidder fire kampklare jurister og klæder min faglige argumentation helt af. Eller sådan føltes det i hvert fald.

Herfra går jeg i et andet møde, hvor vi skal gennemskrive en anden lov på baggrund af en flere hundrede sider lang konsulentrapport, som jeg simpelthen ikke har læst, fordi jeg troede en kollega var lead på mødet. Men han blev syg. Fedest. Jeg prøver mig frem med smil, nik og tag en helveds masse noter.

Nu skal jeg få dataafdelingen til at bekræfte, at vi kan lave den analyse, som vi har lovet. Men ak og ve. Der er databrud, valideringsudfordringer, ingen ved noget og jeg bliver sendt rundt til chefer, som tydeligvis prøver at vinde tid. Jeg får endelig en medarbejder til at tage telefonen. Han bekræfter. Tallene virker ikke. Og de kommer ikke til det lige foreløbigt.

Min dag bliver sluttet af med at skrive presseberedskaber parallelt med, at jeg skal gennemgå en liste over mulige problematiske sager på hele ministeriets område med ordren “er der noget, som ser problematisk ud?“.

Fuck. My. Life.

Det var bare min dags sværeste opgaver. Jeg har masser af småting ved siden af, som ikke er så svært, men som dog kræver, at jeg åbner et dokument og læser det. Hvilket bliver svært, når jeg prøver at svare telefonopkald og mails og læse lange rapporter i mens.

Heldigvis er jeg alene hjemme i denne uge, så mine aftener er frie. Så behøver jeg ikke at føle, at jeg heller ikke slår til som hustru. (Jeg ville ønske, at jeg var sarkastisk, men det er faktisk en lettelse).

I morgen prøver jeg at selv-lære mig juridisk metode, projektleder skills og et politisk mastermind. #livslanglæring #kompetencegab #udpå70.000favnevand

Drengefest på kontoret

Jeg bemærkede, at min kollega havde en aftale i kalenderen “Billard og øl”, stod der vist. Jeg ønskede god tur – og dagen efter spurgte jeg, om det havde været hyggeligt. “Jo, tak. Det havde det.”

Flere måneder senere bliver jeg klar over, at arrangementet faktisk var for alle mændene i kontoret – ikke bare nogle tilfældige af hans venner.

Det studsede jeg lidt over. Er vi ikke for gamle til at holde kønsopdelte arrangementer? Hvad mon der blev talt om på det arrangement? Formentlig den halvdel af kollegerne, som ikke var inviteret?! Det var tydeligt, at der blev gået lidt stille med dørene. Men som tiden gik begyndte “drengene”  at tale om fremtidige arrangementer. Hvad skulle de nu ud og lave?

En af mine kvindelige kolleger havde også bittert noteret sig – “hvorfor lige billard og øl? Snuskede værtshuse – jeg ELSKER snuskede værtshuse” – som om de snuskede værtshuse havde bedraget hende. Jeg tænkte egentligt bare, at det var et lidt tarveligt træk.

Jeg har ikke ét sammenhængende argument for, hvorfor voksne mennesker ikke bare kan mødes, som det passer dem. Det kan de jo. Men jeg kan konstatere, at det føles meget underligt, at der er en fest, man ikke bliver inviteret til alene på grund af ens køn – og især når det er i arbejdssammenhænge.

Min første tanke var “nu skal jeg fandme vise dem, så laver jeg bare en dame-fest”. Men jeg gider ikke holde en damefest. Jeg taler faktisk mere med mændene i kontoret (fordi det er dem jeg tilfældigvis har flest opgaver med). Og jeg gider ikke at skulle finde på noget særligt damet – eller hyre en stripper eller noget andet over-korrigerende. Så hvad gør jeg?

Er det mig, som er sippet? Er det helt i orden at lave herreklubber på kontoret? Og hvad er et godt comeback. Det er i hvert fald ikke at klage over det. Så meget ved jeg da.

Grænser for det grænseløse arbejdsliv

 

MacBook Pro near green potted plant on table

Jeg skylder vist en update. Jeg har brugt en del tid på at brokke mig over mit arbejdsliv herinde. Det førte til, at jeg sendte to ansøgninger ud i universet og blev kaldt til to jobsamtaler (yay!).

Jeg gik til begge jobsamtaler og erkendte, at jeg slet ikke kunne overskue at skifte job. Jeg fik ét afslag og trak min ansøgning fra det andet. Egentlig var jeg lettet over ikke at skulle til at sige op. Lære nye navne. Køre en anden vej på arbejde. Lære nye IT-systemer og adgangskoder.

Jeg fik talt mig til rette med min nærmeste kollega. Det gik godt. Vi aftalte, at vi skulle tale mere lige ud af posen fremover. Ingen dårlig samvittighed og at tage spændende opgaver. Ingen dårlig samvittighed over at gå tidligere fra job en den anden. T.A.L. hvis du er sur.

Så gik der nogle uger med det. Og nu vælter det bare ind med sager. Jeg kan ikke følge med. Overhovedet. Jeg burde sidde og lave sager nu til ministeren om alt muligt pis og (især) papir. Vi har flere lovforslag på vej. Vi har samråd. Og så er der alt den almindelige drift med folketingsspørgsmål, bekendtgørelser, borgerhenvendelser og orienteringssager.

Jeg har arbejdet 36 timer i denne uge. Og det er torsdag. Og jeg tror ikke, at fredag bliver ugens sidste arbejdsdag. Det er ret tydeligt, at jeg arbejder udover min kapacitet for tiden. Jeg karter rundt i mine ting. Jeg shuffler mellem opgaver i et væk. Jeg kan ikke tænke kreativt overhovedet. Og jeg kan ikke længere prioritere mellem opgaverne. Jeg starter bare og håber, jeg på et tidspunkt når i et slags mål.

Det er lidt sjovt. Men mest udmattende. Ugens første dage så jeg kun min dreng i 20 minutter, før han blev lagt i seng.  Det er altså alt alt for lidt. Og ikke i orden.  Derfor gik jeg tidligt i dag. Men alligevel kunne jeg se mig selv skrive “jeg er på mailen”, “jeg logger på efter kl. 18” og “jeg gør det så hurtigt, jeg kan”. Og nu skal jeg altså til at logge på igen. Og arbejde videre, når jeg allerhelst bare vil lade være.

Hvordan i alverden holder man fri, når der ikke er en grænse for, hvor længe man kan arbejde. Altså grænsen er præcis, der hvor du selv sætter den – og hvis den bliver sat ved “nu skal jeg altså sove” – så giver det ikke mig meget mening. Og jeg ved, at jeg slet ikke er den der arbejder mest. 45-50 timer om ugen er ikke usædvanligt. Men det er ikke noget for mig.

En af mine kolleger sagde, at hun var gået tidligt hele ugen. For det kunne hun mærke, at hun trængte til for at kunne hænge sammen. Jeg må høre hende, hvordan hun gør.

Observation 6: Penalhus-piger

color pencils

Ministre kan godt lide at holde, hvad de lover. Og de er vilde med at love ting. Mange mange ting – og nogen skal følge op på alt det lort, som bliver lovet. Stort som småt; En evaluering, en opfølgning, et brev, en kortlægning, en taskforce. Løfter bliver givet i kanten af møder, i folketingssalen, i et brev, på mail, på en serviet, over telefonen. Der er rigtig mange løfter, som flyver rundt.

I ledelseslaget var det gået op for dem, at der enkelte gange er ting, som smutter. At vi glemmer ting. At ikke alle brødkrummer, som en minister efterlader sig, er blevet samlet op af en velvillig embedsmand. Der er tale om forglemmelser og sjusk. At virkeligheden rammer.

Min chef henvendte sig til kontoret som helhed: “Hvordan ser I for jer, at vi kan sikre os, at det her ikke sker igen?” 

En håndfuld mennesker, med ja-hatten skruet godt på hovedet, foreslog, at vi da bare kunne udvide “løfte-listen” (Ja, det er præcis, hvad det lyder til. En liste over alle ministerens løfter, som skal opdateres ugentligt af alle 200 ansatte i departementet = dødens pølse!).

Vi kunne også lave et sindrigt kalendersystem!

“Studenterne kunne opdatere fælles kalenderen med opgaver, som skal løses på længere sigt, så vi ikke glemmer det – selvom der kommer nye folk på opgaven – eller sekretæren kunne gøre det”

(Her begynder vores sekretær at klø sig i ansigtet med to langemænd.)

Kun én formaster sig til at foreslå, at der ikke gøres noget anderledes, da der altid vil ske fejl, og vi snart ikke kan overskue flere latterlige lister, som skal opdateres i et væk – og som ingen gider glo på.

Efter mødet  står tre af mine mandelige kolleger og diskutere mødets tema, og hvordan vi dog kan undgå en ny liste, som skal opdateres jævnligt. Jeg sidder ved mit bord og er ikke en del af samtalen, men spidser alligevel ører, da jeg hører:

“Det er typisk sådan nogle penalhus-piger!

Da jeg spurgte, fik jeg følgende definition på begrebet, jeg aldrig har hørt før:

Det er sådan nogle pernittengryn piger, som sidder på første række og allerede ved semestrets start vil vide, hvad vi skal til eksamen i – og hvordan man helt præcist henviser til de forskellige tekster. Og så organiserer de deres penalhus!

Jeg forstår ikke, hvor det kom fra for det bedste forslag til mødet kom fra en kvinde:

“Lad os nedsætte en arbejdsgruppe og vente på, at der kommer valg!”

Underlig onsdag

Be Reasonable neon signage

I dag har været en besynderlig dag og den slutter med semi-blue fornemmelse, selvom det vel ikke for alvor kan forsvares:

Gode ting der er sket i dag:

+ Vi har fået rengøringshjælp – og huset funkler for først gang, siden vi flyttede ind. Både hus og samvittighed er ren – for det er selvfølgelig ikke sort!

+ Jeg har været til jobsamtale på et virkelig spændende job med gode chefer og spændende område.

+ Jeg har fået ro til at løse nogle vigtige arbejdsopgaver OG fået tid til at skrive et blogindlæg her til aften.

+ Solen har skinnet, og jeg har hørt “Cobrastyle” med Teddybears på repeat (Bongidi oingidi Dengideng Digidigi)

Dårlige ting der er sket i dag:

÷ Huset funklede i meget kort tid, da Hubert valgte at tvære pasta kødssovs ud over det mest af køkkengulvet, pisse på badeværelsesgulvet og skide i badekaret (what the fuck?!)

÷ Jeg klarede ikke jobsamtalen særlig godt, til dels fordi jeg ikke virkede entusiastisk nok. På en måde håber jeg ikke, at jeg får jobbet tilbudt, for så behøver jeg ikke stå med dilemmaet om, hvorvidt jeg skal lade et godt job flyve, fordi jeg ikke kan overskue at skifte.

÷ Jeg er alene hjemme igen igen – og min mand har været meget lidt hjemme på det seneste . Igår aftes brugte vi det meste af aftenen på at skændes om, det er rimeligt, at Farmor gerne vil have barnet overnattende, når vi egentlig ikke havde nogle planer selv.  (Gæt hvilket hold jeg var på).

÷ Cobrastyle er det perfekte nummer til den montage over dit liv, hvor man udelukkende ser klip, hvor du smiler, og alle du møder giver dig high fives og fortæller dig, at du er en kæmpe succes. Men sådan er virkeligheden bare ikke – og det er lidt trist.

 

Observation 5: Paddehat-dilleren

close up photo of baboon

Jeg mødte ind på job lidt over ni, fordi det har været en skør morgen. Men det skal blive meget bedre.

På mit skrivebord ligger Ekstra Blader på mit tastatur. Der er slået op på en bestemt side. Den er slået op på historien: Pornostjerne afslører: Sådan ser præsidentens penis ud. (Jeg kan afsløre, for dem der ikke vil læse artiklen selv, at Stormy Daniels beskriver dilleren som en paddehat, og at den er mindre end gennemsnittet).

Jeg kigger spørgende på mine to kolleger: “Hva’ faen? Trumps diller – det var vigtig viden her fra morgenstunden – hvorfor har I lagt den til mig?”

Kollega A: “VI?! Jeg vil ikke have noget med det der at gøre”

Kollega B: “Nårh, ja… jeg så den igår – og jeg er sikker på, at A også læste den – han turde bare ikke åbne URL’en”

Uden at være blevet meget klogere, lukker jeg avisen og konstaterer, at hun nok smører lige lovlig tykt på, for min sympati skifter til Trump.

Kollega A: “Tenderer det ikke chikane?”

Mig: “Hmm, der er jo ingen billeder, så jeg tror det går”.

Observation 4: Om kollegers madvaner

black ape beside gray rope

Mig: Hej Linda. Kan du hjælpe mig med XYZ? mmmhh, mhh, ahhh, nå, sådan. Tak for det. Farvel.

A: Hvad synes du om, Linda?

Mig: Baseret på de sidste (og eneste) 30 sekunders samtale, jeg har haft med hende i telefonen, så vil jeg sige, at hun virker flink.

A: Jeg har siddet på samme kontor med hende. Hun er rigtig sød…. Men altså. Hun har et misbrug af gulerødder og makrelmadder. Hun spiste SÅ mange gulerødder – og de var kæmpe store. De gjorde mig helt forlegen, når hun spiste dem. De var SÅ store!

Mig: Nå, store gulerødder er ellers ikke særligt gode. Det er jo den søde stang i midten, som får dem til at smage godt, og den fylder relativt mindre, når gulerodens omkreds stiger.

A: Ja, altså hun spiste dem jo ikke på en seksuel måde eller noget. Men alligevel.

Mig: Hun havde overvurderet dig, når hun tænkte, at hun kunne spise store gulerødder i nærheden af dig uden at gøre dig skidt tilpas?

A. Ja, også var der makrelmadderne. Bvadr!