Observation 6: Penalhus-piger

color pencils

Ministre kan godt lide at holde, hvad de lover. Og de er vilde med at love ting. Mange mange ting – og nogen skal følge op på alt det lort, som bliver lovet. Stort som småt; En evaluering, en opfølgning, et brev, en kortlægning, en taskforce. Løfter bliver givet i kanten af møder, i folketingssalen, i et brev, på mail, på en serviet, over telefonen. Der er rigtig mange løfter, som flyver rundt.

I ledelseslaget var det gået op for dem, at der enkelte gange er ting, som smutter. At vi glemmer ting. At ikke alle brødkrummer, som en minister efterlader sig, er blevet samlet op af en velvillig embedsmand. Der er tale om forglemmelser og sjusk. At virkeligheden rammer.

Min chef henvendte sig til kontoret som helhed: “Hvordan ser I for jer, at vi kan sikre os, at det her ikke sker igen?” 

En håndfuld mennesker, med ja-hatten skruet godt på hovedet, foreslog, at vi da bare kunne udvide “løfte-listen” (Ja, det er præcis, hvad det lyder til. En liste over alle ministerens løfter, som skal opdateres ugentligt af alle 200 ansatte i departementet = dødens pølse!).

Vi kunne også lave et sindrigt kalendersystem!

“Studenterne kunne opdatere fælles kalenderen med opgaver, som skal løses på længere sigt, så vi ikke glemmer det – selvom der kommer nye folk på opgaven – eller sekretæren kunne gøre det”

(Her begynder vores sekretær at klø sig i ansigtet med to langemænd.)

Kun én formaster sig til at foreslå, at der ikke gøres noget anderledes, da der altid vil ske fejl, og vi snart ikke kan overskue flere latterlige lister, som skal opdateres i et væk – og som ingen gider glo på.

Efter mødet  står tre af mine mandelige kolleger og diskutere mødets tema, og hvordan vi dog kan undgå en ny liste, som skal opdateres jævnligt. Jeg sidder ved mit bord og er ikke en del af samtalen, men spidser alligevel ører, da jeg hører:

“Det er typisk sådan nogle penalhus-piger!

Da jeg spurgte, fik jeg følgende definition på begrebet, jeg aldrig har hørt før:

Det er sådan nogle pernittengryn piger, som sidder på første række og allerede ved semestrets start vil vide, hvad vi skal til eksamen i – og hvordan man helt præcist henviser til de forskellige tekster. Og så organiserer de deres penalhus!

Jeg forstår ikke, hvor det kom fra for det bedste forslag til mødet kom fra en kvinde:

“Lad os nedsætte en arbejdsgruppe og vente på, at der kommer valg!”

Underlig onsdag

Be Reasonable neon signage

I dag har været en besynderlig dag og den slutter med semi-blue fornemmelse, selvom det vel ikke for alvor kan forsvares:

Gode ting der er sket i dag:

+ Vi har fået rengøringshjælp – og huset funkler for først gang, siden vi flyttede ind. Både hus og samvittighed er ren – for det er selvfølgelig ikke sort!

+ Jeg har været til jobsamtale på et virkelig spændende job med gode chefer og spændende område.

+ Jeg har fået ro til at løse nogle vigtige arbejdsopgaver OG fået tid til at skrive et blogindlæg her til aften.

+ Solen har skinnet, og jeg har hørt “Cobrastyle” med Teddybears på repeat (Bongidi oingidi Dengideng Digidigi)

Dårlige ting der er sket i dag:

÷ Huset funklede i meget kort tid, da Hubert valgte at tvære pasta kødssovs ud over det mest af køkkengulvet, pisse på badeværelsesgulvet og skide i badekaret (what the fuck?!)

÷ Jeg klarede ikke jobsamtalen særlig godt, til dels fordi jeg ikke virkede entusiastisk nok. På en måde håber jeg ikke, at jeg får jobbet tilbudt, for så behøver jeg ikke stå med dilemmaet om, hvorvidt jeg skal lade et godt job flyve, fordi jeg ikke kan overskue at skifte.

÷ Jeg er alene hjemme igen igen – og min mand har været meget lidt hjemme på det seneste . Igår aftes brugte vi det meste af aftenen på at skændes om, det er rimeligt, at Farmor gerne vil have barnet overnattende, når vi egentlig ikke havde nogle planer selv.  (Gæt hvilket hold jeg var på).

÷ Cobrastyle er det perfekte nummer til den montage over dit liv, hvor man udelukkende ser klip, hvor du smiler, og alle du møder giver dig high fives og fortæller dig, at du er en kæmpe succes. Men sådan er virkeligheden bare ikke – og det er lidt trist.

 

Observation 5: Paddehat-dilleren

close up photo of baboon

Jeg mødte ind på job lidt over ni, fordi det har været en skør morgen. Men det skal blive meget bedre.

På mit skrivebord ligger Ekstra Blader på mit tastatur. Der er slået op på en bestemt side. Den er slået op på historien: Pornostjerne afslører: Sådan ser præsidentens penis ud. (Jeg kan afsløre, for dem der ikke vil læse artiklen selv, at Stormy Daniels beskriver dilleren som en paddehat, og at den er mindre end gennemsnittet).

Jeg kigger spørgende på mine to kolleger: “Hva’ faen? Trumps diller – det var vigtig viden her fra morgenstunden – hvorfor har I lagt den til mig?”

Kollega A: “VI?! Jeg vil ikke have noget med det der at gøre”

Kollega B: “Nårh, ja… jeg så den igår – og jeg er sikker på, at A også læste den – han turde bare ikke åbne URL’en”

Uden at være blevet meget klogere, lukker jeg avisen og konstaterer, at hun nok smører lige lovlig tykt på, for min sympati skifter til Trump.

Kollega A: “Tenderer det ikke chikane?”

Mig: “Hmm, der er jo ingen billeder, så jeg tror det går”.

Observation 4: Om kollegers madvaner

black ape beside gray rope

Mig: Hej Linda. Kan du hjælpe mig med XYZ? mmmhh, mhh, ahhh, nå, sådan. Tak for det. Farvel.

A: Hvad synes du om, Linda?

Mig: Baseret på de sidste (og eneste) 30 sekunders samtale, jeg har haft med hende i telefonen, så vil jeg sige, at hun virker flink.

A: Jeg har siddet på samme kontor med hende. Hun er rigtig sød…. Men altså. Hun har et misbrug af gulerødder og makrelmadder. Hun spiste SÅ mange gulerødder – og de var kæmpe store. De gjorde mig helt forlegen, når hun spiste dem. De var SÅ store!

Mig: Nå, store gulerødder er ellers ikke særligt gode. Det er jo den søde stang i midten, som får dem til at smage godt, og den fylder relativt mindre, når gulerodens omkreds stiger.

A: Ja, altså hun spiste dem jo ikke på en seksuel måde eller noget. Men alligevel.

Mig: Hun havde overvurderet dig, når hun tænkte, at hun kunne spise store gulerødder i nærheden af dig uden at gøre dig skidt tilpas?

A. Ja, også var der makrelmadderne. Bvadr!

 

Eftertanker #1 om det der arbejdsliv

Love What You Do and Do What You Love poster

Efter mit indlæg Should I stay or should I go,  har jeg med stor fornøjelse læst jeres kommentarer (mange tak altså!). Lina fra SelvSkabet skrev efterfølgende et indlæg om sin egen arbejdsglæde, som gav mig stof til eftertanke:

Som jeg ser det, så skal man flytte sig, hvis man ikke trives. (Lina – jeg hepper på dig!). Og det bør vel også gælde for mig selv. Min veninde sagde, at hun var lidt bekymret for mig og mine tanker om, at ”nissen flytter med”. Det er jeg sådan set også. Fordi det er første tegn på et usundt forhold, at man begynder at internalisere en forståelse af, at man ikke er god nok. Det gælder både, hvis det er din kæreste eller din arbejdsplads, som giver dig den følelse.

Det er usundt at være et sted, hvor man føler sig dårligt tilpas og begynder at tvivle på sin egen værdi. Ikke hermed sagt, at man skal være lallende lykkelig og totalt tilfredsstillet hver eneste evige dag. Slet ikke – men man skal være grundlæggende glad for sit arbejde. Eller altså jeg VIL være glad for mit arbejde.

Det er jo ikke nødvendigvis arbejdspladsen, som skal skiftes ud. (Selvom det er et oplagt sted at starte). Men man bør flytte sig. Det kan være, at man skal beslutte sig for at blive god til noget andet. Starte en uddannelse op ved siden af. Tage et kursus. Blive tillidsrepræsentant. Begynde at blogge. Arbejde på en mere langsigtet karriereplan. Få nogle andre opgaver. Min erfaring er dog indtil videre, at mine forsøg på udenoms-job-aktiviteter ikke har løst problemet.

Det er jo bare pissesvært, når man oven i sin job-utilfredshed har en 1-årig  og en plan om, at der skal komme flere børn. Jeg kan ikke bare lægge en plan for at få det mest spændende job i verden. Fordi det skal være spændende, men også være foreneligt med livet med småbørn (søvnløse nætter, snot i liter vis og mere end almindeligt fravær). Så det gælder altså om at finde det sted, hvor der opnås ligevægt mellem job-spændendehed og tid til et godt familieliv.

Som jeg ser det, har jeg på nuværende tidspunkt tre løsningsmuligheder:

1. Blive gravid hurtigt og holde ud – og måske lære at holde af jobbet. Det giver mig en målstreg og en fornemmelse for formål med det hele. Plus der er mange læge- og jordemoderbesøg. Der giver tiltrængte afbræk.

2. Skifte job til noget, som er liiiige mig fagligt. Det  afhænger af, at der er et nyt job, som er  mig – og at jeg genkender det, når jeg ser det. Og det er ikke sikkert, at jeg kan gøre det hurtigt.

3. Skifte job hurtigt til noget, som bare behøver at være lidt bedre på nøje udvalgte parametre, f.eks. at ligge tættere på mit hjem, så jeg får mere tid til barnet og mit liv. Her er logikken, at jobbet måske ikke i sig selv er fantastisk, men at det er et bevidst valg om et mindre ambitiøst valg ift. “karrieren”.

Der er formentlig en mellemvej gemt et sted, men jeg synes, at jeg grundlæggende står med en beslutning om, hvornår jeg vil have nr. 2 og hvor godt et job skal være, før jeg vil skifte. Og det frustrerende er, at jeg ikke har frit valg på alle hylder (og det bliver sgu ikke bedre end det er nu. Vi har stort set fuld beskæftigelse i kongeriget. Av!)

Og jeg ved jo ikke, hvad jeg vil. Men jeg må til at komme videre. For jeg vil ikke gå trist hjem fra arbejde hver eneste dag.

Should I stay or should I go?

Der kommer en tid i et hvert menneskes liv, hvor man skal gøre op med sig selv, om man skal blive og kæmpe eller skride og feste. Ellers måske ikke feste – men i hvert fald forsøge at få det bedre et andet sted.

Sådan har jeg det for tiden. Med mit arbejde. Det er faktisk ret nyt mit arbejde , men der er bare mange ting ved det, som generer mig. Jeg er i syvsind, for jeg orker ikke at skifte job (igen ), men jeg orker heller ikke at være ulykkelig og stresset.

Jeg elsker at arbejde med politik, men jeg synes, at det er jævnt svært, når alle mine chefer stopper. Når mine kolleger siger op og nye starter i et væk. Derudover er der det problem, at min funktion som sagsbehandler i et ministerium gør, at jeg føler mig som en postkasse-bestyrer, der bare skubber papir rundt. Jeg skal prøve at gætte på, hvad min kontor-, afdelings- og departementschef ønsker i en sag for slet ikke at nævne ministeren. Det er meget let at fejle i det spil. Det er faktisk det jeg laver hver eneste dag. Trial and error.

Jeg er bare lidt træt af fejl-delen. Jeg kan mærke, at den hiver et hvert initiativ og engagement ud af mig. Jeg er træt af at gætte på, hvad andre mennesker godt kunne tænke sig. For jeg glemmer, hvad jeg egentlig selv ville gøre. Det er en fejl (endnu en). For jeg kan kun være god til mit job, hvis jeg ikke ryster på hånden. Men jeg kan ikke finde ud af det: altså på den ene side at blive rettet på dag ud og dag ind – og på den anden side udvikle en faglig identitet og stolthed.

Jeg er også træt af pendler-tiden. Egentlig kan jeg godt lide at køre i tog. Jeg bruger tiden til at koble af, skrive, tænke, læse og tale i telefon med venner. Det er bestemt ikke spild tid, men det er tid som går fra det dyrebareste – familien. Den er også svær at sluge.

Det lyder selvfølgelig ikke som om, at jeg er så meget i tvivl. Hvis det bare handler om at samle kræfter til at gøre det hele igen. Men jeg kan virkelig godt lide de fleste af mine kolleger.  De er virkelig seje, sjove og gode mennesker. De chefer jeg har lige nu, kan jeg virkelig godt lide. Både som mennesker og som chefer.

Så hvorfor er jeg ikke glad, når jeg går på job? Jeg kan kun svare på det i glimtvis med henvisning til konkrete episoder. Derfor er jeg også bange for, at problemet ikke er med mit job, men med mig. At nissen flytter med – og at jeg vil sidde og være lige så utilfreds med mig selv og mit job et nyt sted.

Så spørgsmålet er om jeg skal blive eller skal jeg gå?

….og i så fald hvorhen?

Observation 2: Skal vi ikke sige, at jeg sletter dine bemærkninger?

Mit arbejde består i at skrive notater, som en minister skal træffe beslutninger ud fra. Det kalder vi “sager”.

Jeg skulle arbejde sammen med kollega A om at lave en sag. Jeg var mødt tidligt ind og havde startet på sagen. Der var mange aspekter af svære juridiske problemstillinger. Jeg havde alene haft 40 minutter til at læse og skrive den.

Kollega A møder ind.

***********OBS*2*******************

A: Du møder altid tidligt ind og stjæler sagerne.

Mig: Nå, jo altså. Du kan da også godt få lov at arbejde videre med den. Så laver jeg XYZ i stedet. Jeg går ud af sagen nu. Men altså det er ikke færdigt.

Efter fem minutter:

A: Hvad mener du med “undholde”? Er det overhovedet et ord?

Jeg kigger forvirret op. Jeg aner ikke, hvad manden taler om. Jeg slår op i den sag, jeg netop har sendt videre. Efter et minuts tid:

Mig: Der skal stå “indeholde”. Det er en tastefejl.

A: Hmm…  nå, jovist. Okay. Du har skrevet en helt masse under tredje afsnit. Skal vi ikke bare sige, at jeg sletter de bemærkninger?

Mig: ……

Observation 1: Der er så meget, kvinder ikke forstår

Jeg forsøger noget nyt her. En temasektion.  Afrapportering af observationer, jeg gør mig i mit arbejdsliv. Et udtryk for “deltagerobservation”, hvor jeg både deltager i og observerer sociale interaktioner på min arbejdsplads. En trang som er opstået, fordi jeg kæmper med at begå mig som en indfødt. Måske denne dataindsamling kan tilvejebringe ny viden.

**************OBS*1*******************

Mit team består foruden mig af to subjekter af hankøn. Lad os kalde dem A og B. De har begge været i organisationen igennem en årrække. De har begge ynglet og begår sig fortsat i faste forhold .

Da der var VM i fodbold, så vi en af kampene, som det danske landshold deltog i, på kontoret. Vi var en gruppe på 10 mennesker, der så kampen. Deltagere af begge køn. Alle spændte.

Jeg deltog alene for at indgå i det sociale fællesskab. Ligesom alle andre fodboldkampe jeg har set, så er en del af tilskuerne, som kommenterer på boldspillet. Kommentarerne veksler mellem korte ord f.eks. “SKYD”, “FILM” eller “LORTE-DOMMER” og længere eksistentielle analyser “hvorfor bliver spiller 123 skiftet ind fremfor 456, når 4-4-2 opstillingen er valgt?”.

Denne kamp var ingen undtagelse. Flere deltog i diskussionen. Jeg deltog ikke.

Da kampen sluttede (jeg mindes ikke resultatet), gik vi tilbage til arbejdet. Her sad mine kolleger A og B og talte om kampen. Herefter kom følgende ordveksling:

A: “det der med at se fodbold sammen med kvinder….”

B: “ja…”

A: “…Det behøver ikke gentage sig”.

B nikker.

Jeg spørger: “hvorfor dog ikke? Hvad er der i vejen med kvinder?”

B: “I dag var der en der sagde “skyd”, når Eriksen tydeligvis ikke kunne skyde. Sådan en bold kan man ikke tæmme. Det er det, kvinder ikke forstår, for de har ikke spillet fodbold selv. De forstår ikke, hvad der skal til for at tæmme en bold med brystkassen eller hovedet f.eks.”

A: “Ja, kvinders kamp-analyser er helt ved siden af. Det er frygteligt at høre på”.

Jeg spørger til, om ikke de flestes analyser er ret dårlige givet, at det som oftest er overvægtige, fulde mænd, der deltager i dem. Og om ikke det handler mere om fællesskab og sammenhold?

Det blev afvist.

Der er så meget, kvinder ikke forstår.

 

 

 

Sådan får almindelige mennesker politisk indflydelse

1. Organisér dig

Størrelse betyder noget. Det ved vi – og det ved politikere. Det betyder noget, om du bare er Anne fra Amager – eller om du er Lizette fra LO. Ikke hermed sagt, at du skal være formand for noget for at blive hørt. Men de fleste problemer har en interesseorganisation, og du kan få dem til at køre din sag. Hvad end det er i medierne, i lobby-arbejde eller i retten.

Mange interesseorganisationer er også repræsenteret i lokale udvalg og råd. F.eks. er der handicapråd i alle kommuner, der er et vildtforvaltningsråd, et beskæftigelsesråd osv. osv. Hvor forskellige parter inden for et område er repræsenteret. Det er her, hvor du kan føre principielle sager og få dem løftet op på et politisk niveau.

Udfordringen ved denne vej er, at den er slagen. Det vil sige, at politikerne ikke føler sig særligt truet, når der er drøftelser i et råd eller udvalg. Fordi det typisk holdes i en mæglende tone og uden for mediernes søgelys,  er det meget lettere at ignorere. Til gengæld kan du få indsigt i, hvad baggrunden for et givent regelsæt er – og du kan finde ud af, hvilke andre interesser du er oppe i mod. Hvem er det, du skal have overbevist for at komme videre? Og du kan også få lavet nogle rigtig gode løsninger, hvis du kan finde ud af at gebærde dig i disse fora. Men vid hvornår du skal tage din kamp til næste niveau.

En betydelig lettere måde “at organisere” sig på er at lave en underskriftindsamling online. Det kan til et borgerforslag, som tvinger folketinget til at tage stilling til dit forslag. Det kræver 50.000 underskrifter, men er en effektiv måde at få politikerne til at tage stilling til en problemstilling. Du kan også bare lave en almindelig underskriftindsamling eller sågar facebook-gruppe (tjek fx. “Bevar de forhadte vandløb”). Det er oftest lettere at komme i medierne eller blive taget alvorligt, når du skriver til en borgmester eller minister, hvis du kan dokumentere, at du har en hel masse bag dig (det er jo potentielle vælgere).

Black and white photograph of the back view of street protesters in a rally in Washington.

2. Skriv direkte til den ansvarlige politiker

Når du har udtømt de officielle klagemuligheder, når der er truffet en afgørelse i din sag, så skal du ikke bruge mere tid på at klage til forvaltingen. Nu skal der andre boller på suppen. Find ud af, hvem der er ansvarlig for dit område. Hvis du er i tvivl, så send brevet til alle, du tror kunne være blandet ind i det.

Skriv til politikeren – direkte! Rigtig mange ministre vil gerne svare på ALLE breve, der kommer ind til dem (især i starten af en periode). Det er farligt spild af tid, for der kommer rigtig mange bizarre breve ind. (Jeg har engang behandlet et borgerbrev fra en dame, som var bekymret for størrelsen på hendes blomster i haven). Det er guld værd at få mulighed for at fremsætte sin sag for ansvarshavende politiker direkte.

Fordelen er, at du får mulighed for at fremstille din sag i sin helhed, og hvis du gør det godt (se punkt nr. 6), så kan du få lov at påvirke, hvilken løsningsmodel der bliver valgt.

Udfordringen er ligesom punkt 1, at kritik der gives privat er lettere at overhøre. I så fald bør du udnytte, at det demokrati har flere lag. Hvis du fx. oplever, at en borgmester ignorerer din kritik, så skriv til hele byrådet. Hvis det ikke virker, så skriv til den ansvarlige minister. På den måde kan du fremtvinge en reaktion alligevel. Hvis en minister ikke lytter, så skriv til hele det politiske udvalg, f.eks. retsudvalget er på justitsministeriets område.

3. Skriv på facebook

Når fornuftens stemme bliver ignoreret, så er det tid til at råbe og finde den store kanon frem. Du kender den allerede. Der er taget utrolig mange politiske slagsmål på baggrund af opslag på facebook. De spreder sig som steppebrande, og 67 % af alle danskere er der. Så her kan du virkelig få folks opmærksomhed.

Udfordringen ved denne metode er, at der sjældent bliver taget særligt gode beslutninger på baggrund af facebook-opslag, fordi det skal gå enormt stærkt, når først en shitstorm starter, for det politiske pres er betydeligt. Det vil sige, at politikere tit vil nedsætte en kommission, lave en undersøgelse eller sætte penge af til en taskforce. Det er ikke egentlige løsningsmodeller, men ren damage-control. Du kan derfor anse facebook-vejen, som god til at blive hørt, men du blive ikke nødvendigvis taget tilstrækkeligt alvorligt til at lave varige forandringer. Du skal være indstillet på at lave en del opfølgende arbejde for at følge det til dørs.

4. Skriv til pressen

Facebook kræver et minimum af indsats fra din side, men det virker kun for visse typer af historier, der fungerer i det medie. Det skal være en ret let historie at fortælle, og der skal være en meget klar skurk at fortælle om. Pressen kan også godt lide simple historier, men de tager trods alt fra tid til anden mere komplicerede historier op og er gode til at fortælle dem.  Så hvis du har en  historie, som måske også kræver lidt gravearbejde eller adskillige sammenhængende sætninger at få afdækket helt, så alliér dig med pressen. De gør også en dyd ud af at holde politikerne til ilden.

Det er dog særligt, hvis det er landsdækkende presse. Hvis du skal have fat i lokalpressen, så er det en god idé at lave benarbejdet selv. De har ikke så mange ressourcer til rådighed, så hvis de skal bringe en historie, så øger du din sandsynlighed for at blive bragt – hvis du skriver den selv (og de er ikke for fine til at bringe den uden dit navn på). Men det kan jo være her snebolden begynder at rulle, for politikerene får presseklip fra alle landets aviser.

Udfordringen ved at skrive til pressen er, at det kræver mere arbejde fra din side. Pressen har også sin egen agenda, så det er ikke sikkert, at din historie bliver fortalt, som du havde håbet.  Men enhver historien i risiko for at spinne ud af din kontrol, når den kommer ind i den offentlige debat.

5. Søg aktindsigt – og læs referater

Viden er magt! Derfor er det en god idé at vide en masse om det politiske emne, som du ønsker at ændre sig. Udover almindelig research er der en masse viden inden for forvaltningen, som kan være svær tilgængelig, men meget anvendelig. Du kan få den, hvis du fx. søger om aktindsigt.

Som embedsmand er det svært lige frem at opfordre til, at folk skal søge om aktindsigt (jeg må skrive et uddybende indlæg en anden dag, men helt kort fortalt, så bliver der spildt ufattelig mange penge på åndssvage aktindsigter fra folk, som må have adskillige diagnoser på CV’et).  MEN det er klogt at søge om aktindsigt, hvis du føler dig uretfærdigt behandlet, og du har en fornemmelse af, at der ugler i mosen – eller at der bliver dækket over fejl.

Selvom embedsmænd hader aktindsigter, så kan jeg love for, at de bliver taget  alvorligt. Og særligt hvis vi bliver tvunget til at offentliggøre fejl eller politisk betændte hemmeligheder. Hvis du har fået en afgørelse, du synes er sketchy kan du søge om aktindsigt i al korrespondance omkring det. Hvis du har en fornemmelse af, at din sag bliver handlet anderledes end andres, kan du søge om aktindsigt i afgørelsen af deres sager. Det kan også være, at du vil undersøge, hvilke alternative løsninger politikerne har fået præsenteret forud for den beslutning, de har truffet. Søg om aktindsigt i dem!

Vær specifik omkring, hvad du søger. Det er lettere for dig – og det er lettere for embedsværket. Mange er paranoide og tror, at embedsværket forsøger at skjule ting (det er delvist rigtigt, men én måde at skjule ting på, er at drukne dig i informationer. Overblikket forsvinder, hvis du får flere sider, end du kan overskue at læse). Men hvis du søger om aktindsigt i alle afgørelser om xx, så får du dem – og ikke alle alt der nogensinde er skrevet om xx.  Det er godt, for der er mange ligegyldige akter.  Så lad nu embedsværket gøre sorteringsarbejdet for dig.

En anden mulighed er, at du læser referater fra byrådssalen etc. Her kan du se, hvis der er politisk uenighed omkring noget. Det kan være politikere, som forsøger at presse embedsværket til at gøre noget, som de advarer om er ulovligt/problematisk – eller uenighed mellem partier. Det er viden, som er guld værd, hvis du skal finde ud af, hvad dælen der foregår.

6. Giv konkret og konstruktiv kritik

Sædvanligvis lyder rådet, at kritisk skal gives kærligt, konkret og konstruktivt, men når det handler om magtmennesker, så skal du skrue ned for kærligheden og op for kamplysten (men det er ikke en opfordring til at være ondskabsfuld!).  Du skal dog stadig sørge for,  at hvad end du skriver, at din kritik er konkret og konstruktiv.

Hvis din kritik alene er “AFSKAF ALLE REGLER OM X” eller “LARS LØKKE ER DUM” – så overbeviser du ikke nogen, og så får du ikke ændret noget. Det er også alt for let for en politiker at begynde at tale om noget andet, hvis det er uklart, hvad kritikken går på. De er i forvejen ret dygtige til det trick, så ingen grund til at gøre det lettere.

Endelig skal du sørge for at være konstruktiv. Gør det muligt at løse dit problem. Ingen politiker kan afskaffe alle regler om noget med et snuptag. Så peg på en realistisk løsningsmodel, hvis du har den. Måske kan du ikke give en løsningsmodel. (Det er f.eks. svært at have en løsning på udfordringerne i det finansielle system, men let at finde problemer med det). I de tilfælde kan du foreslå en proces, hvor de mennesker der har kompetencerne til at finde på en løsning bliver sat sammen og skal finde en måde at nå et specifikt mål, f.eks. reducere skattesnyd med 50 pct.  eller øge beskæftigelsen for en bestemt målgruppe.

Udfordringen er, at det er svært at være konkret og konstruktiv, når man er vred. Det er også svært at være konstruktiv, hvis man er meget idealistisk. Det er nobelt, men ikke særlig effektivt, at stå fast. I et demokrati skal man søge kompromisset. Det er det modsatte: du skal lytte og bevæge dig.

 

Det blev et temmelig langt indlæg, men jeg har tilsyneladende fået samlet en del erfaringer fra de sidste 10 år af mit liv med politik gennem studie og job. Jeg håber, at der er et par stykker, som har orket at læse sig igennem hele molevitten og føler sig inspireret til at ændre verden. Det er ikke let, men det er det værd. 

Embedsmandslogeliv

I dag brugte jeg en pæn del af min arbejdsdag på at sidde i Folketingssalens embedsmandsloge klar til at svare på ministerens spørgsmål.

Det er altid spændende, når man er ny og kun lige knap kan svare på, hvad man hedder og hvilket kontor man er ansat i. Men jeg drog alligevel afsted. I departementer er omsætningen af medarbejdere så stor, at jobstart altid involverer en pæn del af ‘hop-og-se-om-du-kan-svømme’. Heldigvis havde jeg gode folk med fra styrelsen, som havde badevinger og en snorkel med til mig, hvis det ikke gik.

Det meste tid gik dog med at vente og høre på politikerne være overdrevent høflige, mens de afviser hinandens ideer med argumenter af svingende kvalitet.

Jeg synes, at det her er et fremragende eksempel på, hvorfor djøf-bashing skal på listen over ting, vi ikke længere synes er passende at sige, sammen med ‘neger’, ‘det er kun naturligt at mænd tjener mere end kvinder’ og ‘store patteeeeeer’.

For her sidder en håndfuld embedsmænd m/k, der sidder klar på at svare på alle spørgsmål, som både minister og MF’ere skulle have brug for at stille. Vi har klædt ministeren på til en saglig debat, taget højde for kritikpunkter og vi har talt med en masse interessenter. Vi er limen, som gør at debatten ikke bare er holdningsbaseret, men også vidensbaseret og ikke starter forfra ved hvert valg. Vi bygger ovenpå og er garant for en vis kontinuitet i lovgivningen og ikke en lang slingrekurs.

Det er i embedsmandens dna at bevare og tænke sig om, ligesom det er i politikerens at handle hurtigt og finde på nye tiltag. Derfor er de to er afhængige af hinanden – som Tintin og Terry. De gør hinanden bedre.