Historien om æselperspektivet

Efter Karoline fra I carried a watermelon var så sød at nævne min blog i et af hendes indlæg, så har jeg ikke kunne få armene ned, fordi:

1) Jeg har læst med på Karolines blog længe. Jeg har grædt og grinet og jeg er helt vild med den. Så jeg er star-struck og stolt.

2) Jeg har fået mange nye læsere, og det er bare meget sjovere at skrive, når det bliver læst. Tak fordi I læser med. Jeg håber, vi kommer til at følges ad i lang tid.

Så jeg tænkte, at det var en god anledning til at forklare, hvorfor bloggen hedder “æselperspektiv”.  Det er ikke en reference til Peter Plys’ triste ven, hvilket  de fleste tror. Det er faktisk en (måske lige lovligt godt skjult) reference til TV-2 sangen Big Time og Honning, som starter sådan her:

“Går og gemmer på en drøm om liv
Som du har sendt til mig
En ørkenvandring i æselperspektiv
En lang og stenet vej”

De her linjer fanger på mange måder essensen af Steffen Brandts tekstunivers, som er en kæmpe hyldest til livet, hverdagen og kærligheden. Hans univers har plads til både store drømme og realisme. Det var også her, at min kærlighed til det danske sprog udsprang. Jeg synes, at han er fuldstændig eminent til at skabe store historier i det små. Til at få mig til at grine, når jeg ikke regnede med det – og til at give plads til det almindelige liv.

Så jeg synes egentlig, at det var et ret godt udgangspunkt for min blog.

Der ligger også noget i begrebet æselperspektiv, som jeg identificerer mig stærkt med i disse år. Altså det hårde arbejde i at få børn, at blive voksen og gå på arbejde hele tiden – og føle at livet er ude af ens kontrol.

Jeg har følt mig som et æsel flere gange undervejs. Når man skal uden for en dør – og skal pakke noget, der svarer til 15 kg baggage for at klare en eftermiddag i zoo. Eller når man står bøjet over vuggen om natten og overvejer, om man overhovedet kan løfte barnet op én gang til – eller næste morgen, når ryggen ikke for alvor vil rettes ud.

Men det også ret fantastisk.

Det er det, jeg gerne vil skrive om. Det hårde, det søde, det herlige, det svære, det sjove, det kedelige og alt det andet, som hverdagen byder på, når man først sidder i ‘voksen-fælden’.

 

 

 

Sådan får almindelige mennesker politisk indflydelse

1. Organisér dig

Størrelse betyder noget. Det ved vi – og det ved politikere. Det betyder noget, om du bare er Anne fra Amager – eller om du er Lizette fra LO. Ikke hermed sagt, at du skal være formand for noget for at blive hørt. Men de fleste problemer har en interesseorganisation, og du kan få dem til at køre din sag. Hvad end det er i medierne, i lobby-arbejde eller i retten.

Mange interesseorganisationer er også repræsenteret i lokale udvalg og råd. F.eks. er der handicapråd i alle kommuner, der er et vildtforvaltningsråd, et beskæftigelsesråd osv. osv. Hvor forskellige parter inden for et område er repræsenteret. Det er her, hvor du kan føre principielle sager og få dem løftet op på et politisk niveau.

Udfordringen ved denne vej er, at den er slagen. Det vil sige, at politikerne ikke føler sig særligt truet, når der er drøftelser i et råd eller udvalg. Fordi det typisk holdes i en mæglende tone og uden for mediernes søgelys,  er det meget lettere at ignorere. Til gengæld kan du få indsigt i, hvad baggrunden for et givent regelsæt er – og du kan finde ud af, hvilke andre interesser du er oppe i mod. Hvem er det, du skal have overbevist for at komme videre? Og du kan også få lavet nogle rigtig gode løsninger, hvis du kan finde ud af at gebærde dig i disse fora. Men vid hvornår du skal tage din kamp til næste niveau.

En betydelig lettere måde “at organisere” sig på er at lave en underskriftindsamling online. Det kan til et borgerforslag, som tvinger folketinget til at tage stilling til dit forslag. Det kræver 50.000 underskrifter, men er en effektiv måde at få politikerne til at tage stilling til en problemstilling. Du kan også bare lave en almindelig underskriftindsamling eller sågar facebook-gruppe (tjek fx. “Bevar de forhadte vandløb”). Det er oftest lettere at komme i medierne eller blive taget alvorligt, når du skriver til en borgmester eller minister, hvis du kan dokumentere, at du har en hel masse bag dig (det er jo potentielle vælgere).

Black and white photograph of the back view of street protesters in a rally in Washington.

2. Skriv direkte til den ansvarlige politiker

Når du har udtømt de officielle klagemuligheder, når der er truffet en afgørelse i din sag, så skal du ikke bruge mere tid på at klage til forvaltingen. Nu skal der andre boller på suppen. Find ud af, hvem der er ansvarlig for dit område. Hvis du er i tvivl, så send brevet til alle, du tror kunne være blandet ind i det.

Skriv til politikeren – direkte! Rigtig mange ministre vil gerne svare på ALLE breve, der kommer ind til dem (især i starten af en periode). Det er farligt spild af tid, for der kommer rigtig mange bizarre breve ind. (Jeg har engang behandlet et borgerbrev fra en dame, som var bekymret for størrelsen på hendes blomster i haven). Det er guld værd at få mulighed for at fremsætte sin sag for ansvarshavende politiker direkte.

Fordelen er, at du får mulighed for at fremstille din sag i sin helhed, og hvis du gør det godt (se punkt nr. 6), så kan du få lov at påvirke, hvilken løsningsmodel der bliver valgt.

Udfordringen er ligesom punkt 1, at kritik der gives privat er lettere at overhøre. I så fald bør du udnytte, at det demokrati har flere lag. Hvis du fx. oplever, at en borgmester ignorerer din kritik, så skriv til hele byrådet. Hvis det ikke virker, så skriv til den ansvarlige minister. På den måde kan du fremtvinge en reaktion alligevel. Hvis en minister ikke lytter, så skriv til hele det politiske udvalg, f.eks. retsudvalget er på justitsministeriets område.

3. Skriv på facebook

Når fornuftens stemme bliver ignoreret, så er det tid til at råbe og finde den store kanon frem. Du kender den allerede. Der er taget utrolig mange politiske slagsmål på baggrund af opslag på facebook. De spreder sig som steppebrande, og 67 % af alle danskere er der. Så her kan du virkelig få folks opmærksomhed.

Udfordringen ved denne metode er, at der sjældent bliver taget særligt gode beslutninger på baggrund af facebook-opslag, fordi det skal gå enormt stærkt, når først en shitstorm starter, for det politiske pres er betydeligt. Det vil sige, at politikere tit vil nedsætte en kommission, lave en undersøgelse eller sætte penge af til en taskforce. Det er ikke egentlige løsningsmodeller, men ren damage-control. Du kan derfor anse facebook-vejen, som god til at blive hørt, men du blive ikke nødvendigvis taget tilstrækkeligt alvorligt til at lave varige forandringer. Du skal være indstillet på at lave en del opfølgende arbejde for at følge det til dørs.

4. Skriv til pressen

Facebook kræver et minimum af indsats fra din side, men det virker kun for visse typer af historier, der fungerer i det medie. Det skal være en ret let historie at fortælle, og der skal være en meget klar skurk at fortælle om. Pressen kan også godt lide simple historier, men de tager trods alt fra tid til anden mere komplicerede historier op og er gode til at fortælle dem.  Så hvis du har en  historie, som måske også kræver lidt gravearbejde eller adskillige sammenhængende sætninger at få afdækket helt, så alliér dig med pressen. De gør også en dyd ud af at holde politikerne til ilden.

Det er dog særligt, hvis det er landsdækkende presse. Hvis du skal have fat i lokalpressen, så er det en god idé at lave benarbejdet selv. De har ikke så mange ressourcer til rådighed, så hvis de skal bringe en historie, så øger du din sandsynlighed for at blive bragt – hvis du skriver den selv (og de er ikke for fine til at bringe den uden dit navn på). Men det kan jo være her snebolden begynder at rulle, for politikerene får presseklip fra alle landets aviser.

Udfordringen ved at skrive til pressen er, at det kræver mere arbejde fra din side. Pressen har også sin egen agenda, så det er ikke sikkert, at din historie bliver fortalt, som du havde håbet.  Men enhver historien i risiko for at spinne ud af din kontrol, når den kommer ind i den offentlige debat.

5. Søg aktindsigt – og læs referater

Viden er magt! Derfor er det en god idé at vide en masse om det politiske emne, som du ønsker at ændre sig. Udover almindelig research er der en masse viden inden for forvaltningen, som kan være svær tilgængelig, men meget anvendelig. Du kan få den, hvis du fx. søger om aktindsigt.

Som embedsmand er det svært lige frem at opfordre til, at folk skal søge om aktindsigt (jeg må skrive et uddybende indlæg en anden dag, men helt kort fortalt, så bliver der spildt ufattelig mange penge på åndssvage aktindsigter fra folk, som må have adskillige diagnoser på CV’et).  MEN det er klogt at søge om aktindsigt, hvis du føler dig uretfærdigt behandlet, og du har en fornemmelse af, at der ugler i mosen – eller at der bliver dækket over fejl.

Selvom embedsmænd hader aktindsigter, så kan jeg love for, at de bliver taget  alvorligt. Og særligt hvis vi bliver tvunget til at offentliggøre fejl eller politisk betændte hemmeligheder. Hvis du har fået en afgørelse, du synes er sketchy kan du søge om aktindsigt i al korrespondance omkring det. Hvis du har en fornemmelse af, at din sag bliver handlet anderledes end andres, kan du søge om aktindsigt i afgørelsen af deres sager. Det kan også være, at du vil undersøge, hvilke alternative løsninger politikerne har fået præsenteret forud for den beslutning, de har truffet. Søg om aktindsigt i dem!

Vær specifik omkring, hvad du søger. Det er lettere for dig – og det er lettere for embedsværket. Mange er paranoide og tror, at embedsværket forsøger at skjule ting (det er delvist rigtigt, men én måde at skjule ting på, er at drukne dig i informationer. Overblikket forsvinder, hvis du får flere sider, end du kan overskue at læse). Men hvis du søger om aktindsigt i alle afgørelser om xx, så får du dem – og ikke alle alt der nogensinde er skrevet om xx.  Det er godt, for der er mange ligegyldige akter.  Så lad nu embedsværket gøre sorteringsarbejdet for dig.

En anden mulighed er, at du læser referater fra byrådssalen etc. Her kan du se, hvis der er politisk uenighed omkring noget. Det kan være politikere, som forsøger at presse embedsværket til at gøre noget, som de advarer om er ulovligt/problematisk – eller uenighed mellem partier. Det er viden, som er guld værd, hvis du skal finde ud af, hvad dælen der foregår.

6. Giv konkret og konstruktiv kritik

Sædvanligvis lyder rådet, at kritisk skal gives kærligt, konkret og konstruktivt, men når det handler om magtmennesker, så skal du skrue ned for kærligheden og op for kamplysten (men det er ikke en opfordring til at være ondskabsfuld!).  Du skal dog stadig sørge for,  at hvad end du skriver, at din kritik er konkret og konstruktiv.

Hvis din kritik alene er “AFSKAF ALLE REGLER OM X” eller “LARS LØKKE ER DUM” – så overbeviser du ikke nogen, og så får du ikke ændret noget. Det er også alt for let for en politiker at begynde at tale om noget andet, hvis det er uklart, hvad kritikken går på. De er i forvejen ret dygtige til det trick, så ingen grund til at gøre det lettere.

Endelig skal du sørge for at være konstruktiv. Gør det muligt at løse dit problem. Ingen politiker kan afskaffe alle regler om noget med et snuptag. Så peg på en realistisk løsningsmodel, hvis du har den. Måske kan du ikke give en løsningsmodel. (Det er f.eks. svært at have en løsning på udfordringerne i det finansielle system, men let at finde problemer med det). I de tilfælde kan du foreslå en proces, hvor de mennesker der har kompetencerne til at finde på en løsning bliver sat sammen og skal finde en måde at nå et specifikt mål, f.eks. reducere skattesnyd med 50 pct.  eller øge beskæftigelsen for en bestemt målgruppe.

Udfordringen er, at det er svært at være konkret og konstruktiv, når man er vred. Det er også svært at være konstruktiv, hvis man er meget idealistisk. Det er nobelt, men ikke særlig effektivt, at stå fast. I et demokrati skal man søge kompromisset. Det er det modsatte: du skal lytte og bevæge dig.

 

Det blev et temmelig langt indlæg, men jeg har tilsyneladende fået samlet en del erfaringer fra de sidste 10 år af mit liv med politik gennem studie og job. Jeg håber, at der er et par stykker, som har orket at læse sig igennem hele molevitten og føler sig inspireret til at ændre verden. Det er ikke let, men det er det værd. 

Samtykke er sexet og andre gode grunde til, at vi bør ændre lovgivningen om seksualforbrydelser

Rape culture normalizes sexual violence. Forleden dag havde mine kolleger og jeg et længerevarende og ubehageligt skænderi omkring den svenske lovgivning om voldtægt. Jeg minder om, at det er en lovgivning, som trak overskrifter som: “Sex kræver samtykke efter ny lov i Sverige” og “Sverige vil forbyde sex uden udtrykkeligt samtykke”.

Her er det måske bare mig, men det gik jeg da egentlig også ud fra var udgangspunktet. Altså at vi er enige om, at ingen skal begynde at lave sex ting på min eller nogen andens krop UDEN at sikre sig, at det er i orden. Det modsatte standpunkt må jo i givet fald være, at vi går ud fra, at enhver person vi møder er interesseret i at have sex med os, og at vi bare kan tage for os at retterne. Folk skal sige fra først. Tænk hvis vi havde samme lovgivning, når det gælder mord eller tyveri. Folk skal sige fra før det er ulovligt at myrde og stjæle?

Jeg er klar over, at ovenstående er en halv stråmand, for det er der selvfølgelig ikke nogen der mener.  Eller der er helt sikkert nogen, der mener det, eftersom at nogen faktisk voldtager, men det er nok de færreste. Det mine kolleger og andre ikke-voldtægtsmænd er bekymrede for er, hvordan man løfter bevisbyrden om, at nogen faktisk med ord eller handlinger har indvilliget i at have sex. 

Bevisbyrden er jo sådan set også et problem i dag, fordi vi har at gøre med situationer, hvor der sjældent er vidner og det er svært at indhente beviser om voldtægt med mindre, der er decideret vold indblandet.  Offeret skal gennemgå mange ubehageligheder i forsøget på at påvise, at hun/han ikke var interesseret i sex med vedkommende – herunder redegøre for tidligere seksuel adfærd, påklædning m.v.

Det element kommer vi ikke udenom, heller ikke med en svensk model, men det er på sin plads at lovgivningen er bare en lille smule på offerets side. Idag bliver de færreste voldtægter anmeldt og endnu færre bliver dømt. Lovgivningen virker ikke.

En af grundene er, at gerningsmanden oprigtigt ikke mener, han har gjort noget galt. Altså sådan på spejderære. Og det er her, hvor manglende fokus på indhentelse af samtykke kommer i spil. Vi har ikke som samfund stillet store nok krav til, at man skal respektere folks grænser. Hvergang man har denne her diskussion, så kommer der to historier op:

Den ene om kvinden, der gerne ville have sex, men dagen efter fortryder og råber VOLDTÆGT! Den anden er historien om kvinden, der for at gøre skade lyver og råber VOLDTÆGT! Som kvinde kan jeg ikke lade være med at blive utroligt provokeret af de her to historier. Fordi det ikke tager problematikken alvorligt. Der findes mænd mener, at de er berettiget til en kvindes krop og udnytter deres magtposition etc. til at have samleje med en kvinde uden hendes samtykke (dvs. begår voldtægt). Problemet er, at den gennemsnitlige mand er mere bange for at blive anklaget for voldtægt end for at blive voldtaget. Og det udgangspunkt påvirker desværre ens interesser. 

Det er ca. 60 pct. af alle voldtægter, der bliver begået af nogen, som offeret kender f.eks. en partner eller ven. Bare fordi du havde frivilligt sex med vedkommende i onsdags, behøver det ikke at betyde, at du er interesseret i det om fredagen. Eller selvom du havde lyst til vaginalt samleje betyder det ikke, at du er frisk på analsex. Det kan virke banalt, men det kommer altså bag på visse mennesker.

Jeg har ikke erfaring med voldtægt, men jeg kender til hævn. Og falske voldtægtsanklager virker som en utrolig risikabel måde at gå over åen for at hente vand.  Hvis jeg skulle hævne mig, så skulle det ikke involvere sætte min ære og privatliv til skue – for så i øvrigt højest sandsynligvis ikke at få en skid ud af det. Så er det sgu da lettere at skære nogle dæk op, skrive vedkommende op til alle nyhedsbreve i verden eller lave et godt rygte om nogle lækre kønssygdomme (altså hvis man skulle hævne sig, men det skal man jo ikke -vel?!). Hvis jeg havde fortrudt et samleje med nogen, så var det nok det letteste  aldrig nævne det for nogen igen. Det formoder jeg de fleste almindelige mennesker ville gøre.

Det smukke med den svenske model er: Vi går væk fra, at vold eller trusler om vold skal være grundlaget for et sagsanlæg. Vi anerkender, at magt ikke altid udøves igennem vold – og der er mange andre og mere sofistikerede måder at udnytte folk på, som ikke involvere en knytnæve – men som stadig er et overgreb. Samtidigt er samfundet principielt og i udgangspunktet på offerets side. Det er nu ikke offerets opgave at påvise, at der blev sagt tilstrækkeligt tydeligt fra – nu skal gerningsmanden også bevise, at der blev sagt tydeligt ja (i ord eller handlinger!).

Jeg er sikker på, at det vil virke forebyggende. Bare se på den store modstand, der møder fra mænd, fordi de er NØDT TIL at skærpe deres måde at indhente samtykke på. Det handler ikke (nødvendigvis) om, at der skal ligge samtykkerklæringer på natbordet, men f.eks. sådan noget med, at man spørger undervejs i akten. Man skal sikre sig, at man ikke overskrider sin partners grænser. Altså undgår vi de voldtægter som bunder i misforståelser. Hvor manden har overskredet sin partners grænser uden at opdage det. Det vil jo være en kæmpe gevinst for alle parter!

Det åbner også op for, at vi kan gradbøje voldtægter/seksuelle overgreb og f.eks. indføre et begreb som “uagtsom voldtægt”. Heri ligger der mulighed for at respektere både offerets oplevelse og gerningsmandens intentioner. At noget godt kan være en voldtægt, selvom det ikke var intentionen.  For det kan det. Lidt ligesom du godt kan slå folk ihjel ved et uheld. En voldtægt er ikke defineret ved overgrebsmandens intentioner, men ved offerets oplevelse af at få overskredet sine grænser.

Endelig får vi som samfund indskærpet, at ingen har ret til en anden persons krop. Heller ikke selvom de er kærester, forlovede eller gift. Det vil stadig være en vanskelig bevisbyrde at løfte, for ingen domstol vil acceptere “jeg sagde ikke ja” som et tilstrækkeligt bevis for voldtægt. MEN det vil være sundt, at mænd ikke ruller med øjnene med tanken om, at sex uden samtykke er en voldtægt. Det er det!      

Overlev Folkemødet med en baby

Jeg er lige kommet hjem fra en dejlig (men hård) tur til Bornholm med hele den pukkelryggede og min baby – som vel snart ikke er en baby længere. Hubert rammer lige straks 11 måneder, og han kravler hurtigere end Lucky Luke kan skyde. Han elsker sin frihed og accepterer kun momental fastspænding i bil, barnevogn etc. Det har betydet, at en tur til folkemødet blev noget mere udfordrende, end jeg havde forudset.

Hvis du tænker – hold da op, det lyder spændende. Folkemøde 2019 her kommer jeg, så vil jeg bare give dig tre råd med på vejen:

1. Tag barnevognen med

Du skal være afsted hele dagen. Derfor skal barnets vogn være velegnet til leg, søvn og skifteplads. Det er i øvrigt en fordel, hvis barnet kan rejse sig lidt op ind i mellem og se forældrene (fordi guderne skal vide, at der er meget kaos og tryghed er godt).

Så selvom barnevognen er mere bøvlet, så bliver du glad for en mere rummelig og praktisk vogn. Tag den nu bare med.

2. Pak et tæppe

Ja, ja – jeg ved det godt. Du har i forvejen rigeligt med lort med, men altså et tæppe, som du kan slå ud, hvor du finder lidt plads er guld værd. Fordi – kan jeg afsløre – selvom du har taget den rummelige vogn med, som baby kan rejse sig op, så er det alligevel ikke det samme, som at få lov at klatre rundt selv.

Har du også en frihedselskende baby, så vil du opleve, at barnet vil stikke i et hyl, hvis det ikke får lov at kravle i en times tid ca. hver 2-3. time. Så jeg vil nok sige, at man kan have et interval, der hedder 1 times søvn, 1 times leg på gulv, 1 times fjol i vogn. Plus/minus barnets rytme i øvrigt.

Tæppet giver mulighed for at lave legeplads, hvor som helst. Det signalerer, at du har slået lejr og gør andre opmærksom på, at I sidder på jorden. PRAKTISK! Jeg kan anbefale bagerst i Gæstgiveren, som et rigtig godt babysted. Du kan se scenen nogenlunde. Mange kendte holder til bag hækken sammen med dig, og der er sjældent andre (almindelige) mennesker her. Så din baby kan fjolle rundt, og du kan høre, hvad der nu lige bliver diskuteret, når du er der. Jeg hørte fx en lang debat om at bygge flere huler.

3. Husk madpakken

Det her kan lyde helt basalt, men mad er afgørende. Til et barn der spiser mere rigtig mad end det drikker mælk havde jeg held med følgende madpakke:

  • Bananer (til at snaske rundt med)
  • Gnaveboller (eller bare theboller, hvis du gerne vil have, at de bliver spist)
  • Smoothies fra ängelmark (fordi det er G-E-N-I-A-L-T og sviner minimalt)
  • Sutteflasker med modermælkserstatning

Du skal ikke have store ambitioner med grøntsagsstænger, fordi 1) du får det ikke lavet om morgenen og 2) dit barn har ikke lyst til krævende mad, når alt andet omkring det kræver meget energi fra dem. Derfor snyd lidt og køb færdig grøntsagsmos/smoothies på tube, som barnet kan få, når det er bliver rigtig kritisk. Her er meget lidt spild, så barnet bliver hurtigt mæt. Tag derudover boller og bananer med til, når barnet mest har brug for at lege med maden.

Derudover spiser ungen jo gerne med fra din mad, men hotdogs er bare lidt svære at dele.

Et sidste fif: Babyer sover ikke bedre, fordi I er taget på ferie, så sænk forventningerne til, hvad det er du skal nå – og bare nyd det, som du faktisk får nået. De færreste debatarrangementer er baby-egnede, men der er mange arrangmenter med fællessang. Det kan babyer godt lide, og det er skægt at være med til. 

You better work, bitch!

Til  pumpende  elektroniske  toner  belærer  Britney  Spears  sine  lyttere  om,  at  luksuslivet  kræver  hårdt  arbejde  –  vi  må  slide  og  slæbe  for  at  få,  hvad  vi  ønsker  –  you  better  work,  bitch!

Det  er  ikke  blot  en  popsang,  men  en  opsang  til  den  generation,  som  opfattes  som  forkælede  curlingbørn.  Sangen  indrammer  på  klareste  vis  det  tankesæt,  der  gennemsyrer  staten s forhold  til  sine  borgere: Vi  skal  arbejde  (hårdt)  for  at  opretholde  vores  samfundsmodel.  Faktisk  er det sjældnere og sjældnere, at der refereres til  opretholdelsen  af  velfærdsstaten, for  arbejdet  er  blevet  et  mål  i  sig  selv.

Børnefamilierne  fik  i sin tid en  opsang fra daværende  beskæftigelsesminister  Jørn  Neergaard  Larsen “Glem  deltid  og  kom  i  gang” .  Mette  Frederiksen  fortalte  i  sin  tid  som  beskæftigelsesminister,  at  ”det  vigtigste  vi  kan  gøre  for  Danmarks  fremtid  er,  at  sørge  for,  at  alle  børn  ser  deres  forældre  gå  på  arbejde”  og  den  daværende  Finansminister  Corydon  forklarede  i  foråret,  at  det  er  en  socialdemokratisk  kerneværdi,  at  arbejde  er  løsningen  på  alle  problemer.

Arbejde  er  svaret,  men  vi  har  glemt,  hvad  spørgsmålet  var.   I  et  demokrati  som  det  danske  står  sådan  forvrøvlet  sludder  naturligvis  ikke  uimodsagt.  Corydons  tese  om  arbejdet  som  løsningen  på  alle  (sociale) problemer,  bliver  af  fagfolk  tilbagevist  gang  på  gang.  Arbejde  gør  ikke  syge  raske,  får  ikke  kørestolsbrugere  til  at  løbe  langrend  eller  depressionsramte  lykkelige.

Andre  anfægter,  at  staten  bør  avle  ’konkurrencestatens  fodsoldater’  ved  et  evigt  fokus  på  vækst  (det  er  både  forkert  og  uholdbart).  Problemet  er,  at  selv  denne  form  for  kritik  går  ikke  til  roden  af  problemet  med  dansk  politik.  Den  overser,  at  det  allerstørste  og  helt  grundlæggende  problem  ved  de  seneste  årtiers  beskæftigelsespolitik  er,  at  den  er  dybt  dybt formynderisk.

Formynderisk,  fordi  den  er  optaget  af  at  pådutte  borgerne  en  opfattelse,  at  arbejde  er  godt  for  dem.  Hermed  ikke  sagt,  at  arbejde  er  skidt,  men  blot  at  staten  ikke  bør  have  en  holdning  til  det.    Vi  har  glemt,  at  statens  mål  ikke  er  at  skabe  hverken  gode  liv  eller  rige  liv.  Statens  grundlæggende  formål  er  at  sikre  borgerne  et  frit  liv.  Frihed  forstået  som  retten  til  at  bestemme  over  sit  eget  liv  uafhængigt  af,  hvad  andre  i  øvrigt  mener  om  det.  Frihed  til  at  gøre  det,  man  selv  finder  godt.

Diskussionen  af,  hvad  frihed  er,  og  hvordan  staten  bedst  understøtter  borgernes  frihed  er  totalt  fraværende  i  den  politiske  diskussion.  Vi  diskuterer  i  stedet  vækst,  fremdrift,  boligskatter,  tryghed,  konkurrenceevne  osv.    Nogle  vil  naturligvis  indvende  at  arbejde  gør  fri  (hvor  er  det  nu liiiige,  vi  har  hørt  det  før?).  Økonomisk  fri,  fordi  de  tjener  deres  egne  penge.  Mentalt  fri, fordi  arbejdet skaber  mennesket.  Måske endda gudommelig fri, fordi hårdt arbejde er den sikreste vej til himmerige.

Vi  kan  så  at  sige  tvinge  folk  til  at blive frie ved at tvinge dem til at arbejde.  Men  mennesket  kan vælge selv, og det bør staten ikke stille sig i vejen for. Borgerne  skal  ikke  blot  høres,  de  skal  lyttes  til.

Hermed ikke sagt, at vi fluks bør indføre borgerløn og lade folk læse tegneserier, klø sig i røven og trykke  opdatér på facebook. Jeg mener grundlæggende, at vi godt kan stille visse krav, når folk lever for fællesskabets penge. MEN vi skal virkelig passe på vores argumentation. Folk skal ikke arbejde, fordi det er godt for dem. De skal arbejde, fordi det er nødvendigt.

Hvis det er grundlaget, så tvinger det også magthaverne til at skærpe  deres argumentation og være tilbageholdende med at stille unødvendige krav til borgerne.  Idag stilles der alt for mange tåbelige krav til de arbejdsløse, fordi vi netop laver politik ud fra ideen om, at arbejde er godt for mennesker – OG ikke mindst fordi vækst går forud for frihed. Men frihed bør altid gå forud for både vækst og sådan set også velfærd.

Fordi noget er effektivt betyder ikke, at det er retfærdigt. Fordi noget skaber vækst, betyder det ikke, at vi skal gøre det. Vi skal stoppe med at tvinge folk unødigt i arbejde, som f.eks. når vi tvinger mennesker i fleksjob, der kun kan arbejde 3 timer om ugen, så er det ikke et spørgsmål om nødvendighed, men en formynderisk gerning.

Staten synger duet med Britney: “You better work, bitch!”

 

Tre overraskende fantastiske ting ved at være gravid

Der findes et utal af lister over frygtelige ting ved at være gravid og føde børn, som ingen har fortalt dem – og som de gerne ville have vidst. Jeg tror egentlig ikke på, at man faktisk gerne ville have vidst, at der er god chance for bristninger, at man får hæmorider og skider på gulvet. Nogle ting er bedre at tage upfront og ikke tænke for meget over (også fordi de egentlig er ligegyldige i det store billede).

MEN jeg vil gerne byde ind med tre overraskende fantastiske ting, som jeg oplevede ved at være gravid, som ingen havde fortalt mig på forhånd:

1. Fred med din krop
Personligt har jeg brugt alt for store dele af mit liv på at være kritisk over for min egen krop. Lidt for høj, lidt for tyk, lidt for mange hår, lidt for slap, lidt for stiv, lidt for…. forkert. Men det kan man altså ikke mene, når man bliver gravid. Ens krop tager totalt over og begynder at gro et menneske. Jo vist, man får lidt kvalme og det kan være, at man svulmer lidt op, men for fa’en. Det ville da være besynderligt, hvis kroppen overhovedet ikke lod sig bemærke med, at den er ved at lave et nyt menneske. Helt uden at være hellig eller bevidst om det bemærkede jeg, at jeg begyndte at tale pænt til mig selv og min krop. Efter min graviditet kan jeg faktisk slet ikke få armene ned over, hvor fantastisk min krop – og kvindekroppen som koncept er. DET ER SÅ VILDT! Jeg var ovenud imponeret over processen, hvilket leder mig til næste punkt:

2. Superkræfter
Fødslen er et kapitel for sig. Kroppen har knoklet i 9 måneder i træk, og nu kommer den store finale: Fødslen. Alle taler om det, men mest som noget der skal overstås. Selvom det godt vitterligt gør noller, så kan jeg huske, at jeg lå på fødebriksen og tænkte, mens jeg pressede, det sgu da var okay. Jeg havde hørt kvinder tale om det før – du kommer i kontakt med din urkvinde – biologien tager over. Det er rigtig nok, men den rigtige beskrivelse er snarere, at du opdager, at du har superkræfter. Intet andet kan forklare, at du kan poppe 4 kilo råt kød af kroppen og stadig fungere bagefter. Jo jo, jeg var dybt afhængig af min jordemoder og min iltmaske. Jeg synes ikke, at den der udvidelsesfase var pissesjov, men kroppen tog over og det var sindssygt, hvad man kan klare. Jeg var 100 pct. koncenteret om opgaven.

3. Nye venskaber
Den ting som overraskede mig mest var, at en graviditet (og særligt den efterfølgende baby) er grundlaget for mange nye og virkelig gode venskaber. Nogle med mennesker du aldrig har mødt før, og andre med kolleger og gamle venner, som ellers bare havde været bekendte. Du får nye venner, og dem du havde i forvejen bliver bedre. Man bliver hinandens vidner på en helt livsomvæltende og sindssyg oplevelse. Man sidder og fortæller om meget private og følsomme ting, og du bliver forstået. Det er virkelig både et smukt og ret unikt rum for at udvikle nye relationer i turbo tempo.

Så jeg kan varmt anbefale at prøve det der graviditet af. Du får jo også en baby ud af det. Det er også ok fedt.

 

 

 

Hvorfor Liberal Alliance burde gå ind for højere arveafgift

Joachim B. Olsen harcelerede fornyligt over, at det var virkelig synd for folk, som havde mistet deres forældre, at de skulle betale 15 pct. i arveafgift på al arv udover 289.000 kr.

Det er selvfølgelig synd for folk, at de mister deres forældre. MEN jeg synes  ikke, at det er mere synd for de mennesker, som ved samme lejlighed får adskillige hundredetusinder (måske endda millioner) af kroner ind af døren, end det er for de mennesker, som må afskrive sig arven, fordi deres forældre ikke efterlader sig andet en gæld.

At Liberal Alliance kæmper for de mest priviligerede mennesker i Danmark er ikke nyt, men dette forslag er hverken liberalt eller særlig klogt.

Derfor kommer her tre grunde til, at Liberal Alliance bør støtte, at vi hæver arveafgiften:

1. En ægte liberal hader nedarvede privilegier

Liberalismen udsprang i sin tid af en modstand mod nedarvede privilegier og anførte, at individets lige ret til frihed er det vigtigste.  Arv er i ordets reneste betydning et nedarvet privilegium, som anfører slægten og ikke individet som det organiserende princip. Det er simpelthen ikke foreneligt med en liberal tankegang.

Modargumentet: Det er individet, som har tjent sin formue, der har ret til at at bestemme hvem der skal overtage den efter sin død.

Mod-modargumentet: Problemet er, at individet som vi henviser til ikke eksisterer mere! Som Adam Smith noterede sig, så “findes der ikke nogen rettighed, der er sværere at retfærdiggøre, end retten til at disponere over sin formue efter døden”. Det er bizart at lade døde mennesker afgøre, hvordan vi skal fordele vores formuer – hvorfor ikke også give dem stemmeret ved samme lejlighed?

2. Arv skaber dårligere resultater 

Arv skaber dårligere resultater i kraft af en skæv konkurrence. Ligesom vi gerne vil vælge vores ledere selv, ud fra en forventning om, at de så bliver bedre ledere end monarkerne, fordi de er nødt til at tage højde for vores (vælgernes) ønsker. På samme måde er der ingen grund til at tro, at fordi din mor var en dygtig forretningskvinde, så er du det også – det viser sig nemlig, at familieejede virksomheder der overdrages faktisk ikke klarer sig lige så godt, når sønnike overtager, som da far var ved roret. Når vi har arv inde i billedet, så belønner vi ikke de dygtigste og flittigste, men blot dem som var så heldige at blive født ind i en rig familie. Den effekt bør begrænses.

3. Arveafgift er en super måde at beskatte på

Arveafgift er klart en af de klogeste måder at beskatte borgerne på, fordi de negative konsekvenser økonomisk set er begrænsede. En arveafgift er en effektiv måde at indkræve skat på, fordi den ikke skaber et dødvægtstab for samfundet på samme måde som f.eks. indkomstskatten, hvor folks incitament til at arbejde ekstra er faldende.

Hvis vi sænker arveafgiften, så vil der være et behov for at få pengene via andre beskatningsformer, som er dyrere for samfundet. Faktisk viser det sig, at en høj arveafgift får folk til at arbejde mere, hvor en høj indkomstskat får folk til at arbejde mindre (læs mere her). Det er også sjovt, at vi i den henseende er meget optagede af incitamentsstrukturer for mennesker uden for arbejdsmarkedet, men ikke tror at rige mennesker bliver dovne af at få penge forærende.

 

Vej-vrede er mit mellemnavn

Kender I det, hvor man er ude og køre bil: Alt er fred og idyl. Din økonomi-bil har den sædvanlige langsomme acceleration og beskedne størrelse, som passer godt til din venlige og betænksomme kørestil. Pludselig kommer der en idiot forbi, der ikke holder en ordentlig bremselængde, fordi han vil presse dig til at køre stærkere. Han dytter af dig, giver det lange lys og vifter provokeret efter dig, når han overhaler i høj fart over fuldt optrukne linjer i en kørebane, hvor de første fire biler er på vej direkte i mod ham – og det får dig til at overveje, om du mon skal dø ved, at få en Audi A6 gennem forruden.

Sådan en idiot mødte jeg. Han kørte en gammel træt BMW fra ’85. Den hostede og spruttede. Jeg kørte 50 km/t i bymæssig bebyggelse – på en vej – må jeg tilføje – med store huller og bump. Alligevel skulle han køre helt op i røven på mig og overhale på en kong-provo måde.

Mit milde væsen forsvandt som dug for solen, og jeg glemte, at jeg er en fornuftig kvinde og mor i en mikro-bil, der er let at smadre og svær at flygte i. Alt sammen fordi jeg får sådan en ur-lyst til at flå nosserne af den lille mand. Jeg har gjort det til vane i stedet at lave en “kryster-fuckfinger”. Hermed forstået en fuckfinger, der flippes, mens jeg holder på rattet – eller du ved – sådan en “op-ad-kinden-var-det-virkelig-en-fuckfinger”-finger. Det giver mig en vis grad af tilfredsstillelse uden at bringe mit liv i fare.

MEN så sker der det, at den rustne lorte spand foran mig bremser hårdt op – og ud stiger en rocker-lignende typer med tatoos op ad halsen og en kronraget isse. Så for satan – tænkte jeg – nu finder han sgu boldtræet frem. Han vralter truende hen i mod min bil (heldigvis uden boldtræ). Jeg overvejer, om jeg kan stikke af, men tænker at jeg nok hellere må lade være.

“HVORFOR FANDEN GIVER DU MIG FINGEREN”.
“Jeg syntes, at du kørte meget aggressivt” (og den diagnose ramte jo ikke helt ved siden af, kunne man jo have tilføjet).
“MAN KAN JO HAVE TRAVLT” råber han, mens han fortsætter imod mig. Jeg har åbnet vinduet lidt på klem – og jeg må virkelig tage mig sammen for ikke at tilføje “ikke så travlt, siden du tilsyneladende har tid til at stoppe op og sludre” – men jeg har jo altså mit liv kært.
“JEG KØRTE 40 KM/TIMEN” insisterer han – her kan jeg ikke længere holde mig tilbage: “Nej, det gjorde du sgu ikke. Jeg kørte 50 km/t og du overhalede med pæn fart”.
“DET ER SGU DA IKKE GRUND TIL AT GIVE MIG FINGEREN!”
“Nej, du har ret. Undskyld” svarer jeg i håb om, at det er nok til at afslutte dette nervepirrende optrin – min søn er derhjemme – og jeg skal ikke dø pga. en fuckfinger.  Stodderen pakker heldigvis sammen og skrider (pyha!).

Jeg har overvejet, hvad jeg kan lære af dette optrin. Jeg burde jo ikke have givet idioten fingeren. Både af principielle og praktiske årsager. Principielt skal man jo ikke give folk fingeren, og af ren og skær praktik, skal man ikke provokere folk, som kan finde på at gøre skade på dig. Så ja, det stopper jeg med nu.

Jeg vil i fremtiden holde mine hænder i ro – og håbe på (men end ikke krydse fingre for), at psykopat-billisten ikke får kørt nogen ihjel (men også at hans røv må klø og hans arme være for korte).  Således kan jeg nok lægge et årti eller to til min forventede levetid.

Tre grunde til at voksne ikke skal skrive ønskesedler

Årstiden er over os – hvor ønskelister bliver delt på tværs af landsdele og generationer. Hvert år bliver jeg overrasket over, at der er voksne, som i ramme alvor sætter sig ned og skriver en liste med ønsker ned. Altså:
1. Sokker
2. En pung
3. Vanter

Ting som langt de fleste voksne kan købe selv til enhver tid. Men altså i stedet for at købe det selv, så taper vi udtrådte badesandaler sammen, sådan de lige kan holde til juletid, hvor et familiemedlem så – efter nådig koordination med resten af klanen – kan få lov at købe denne genstand til os.

Jeg fatter det simpelthen ikke. Ønskelister er for børn, fordi de er mennesker uden købekraft men med masser af fantasi. Derfor giver det mening at ønske sig ting. Voksne mennesker er præcis det modsatte. De er fantasiforladte forbrugere – som i ramme alvor har dedikeret en højtid til at udveksle indkøbssedler. I-N-D-K-Ø-B-S-S-E-D-L-E-R.


Jeg har nu også flere gange overhørt mennesker brokke sig over, at deres gæster ikke køber dem ting, som stod på deres ønskelister. Så kunne man lige så godt lade være med at komme med en gave lød det. Jeg har hørt Mads og Monopolets panel udbasunere, at hvis man ikke køber ting på ønskesedlen, så er det fordi man har gang i et eller andet sygt selvrealiseringsprojekt, hvor man gerne vil vise, at man er typen, der går op i at give betænksomme gaver, som gave-modtageren ikke selv havde drømt om. Dette var som svar på, at en kæreste blev ved at få sure miner, når hun gav gaver til sin udkårne. Hun var åbenbart ikke dygtig nok til at finde på – eller havde hun svært ved at læse ønskesedlen?

Hella Joof konstaterede, at gave-giveren tydeligvis var ligeglad med at gøre modtageren glad.

Undskyld mig – men gaver handler altså om, at man giver noget fra mig til dig. Det vil sige, at jeg har lavet en fortolkning af din situation/behov/drømme – og giver noget, som jeg tror vil kunne glæde modtageren. Nogle gange ikke sådan “Nøj-det-var-lige-den-trøje-jeg-havde-sendt-dig-linket-på”-måden, men snarere “hov-det-havde-jeg-slet-ikke-overvejet-kunne-være-fedt”.

Og jeg erkender, at disse anstrengelser sommetider er for store – og at man derfor sukker efter en ønskeliste. FOR HVAD SKAL FARMOR HAVE? Hun har ikke ønsket sig noget siden hun fyldte 70. Men ved I hvad – så må man sgu lægge sig i selen og prøve at finde på noget godt alligevel – eller også må man kaste håndklædet i ringet og gå med de sikre vindere – alkohol/blomster/chokolade.

Ønskesedler for voksne er uacceptable af følgende grunde:

1) Du ødelægger overraskelses-elementet og dermed glæden ved at give gaven

2) Du sætter et prisniveau for gaven, der tager udgangspunkt i, hvad du mangler.

3) Du sætter implicit et krav om, at dine gæster skal medbringe en gave. Det er ucharmerende og genbesøg punkt 1.