Et nyt kapitel for Løkke og jeg

Min første barselsorlovsdag faldt sammen med Lars Løkke Rasmussens første dag som afgående formand. Tilfælde?

Ja, formentlig. Men det er rart at vide, at der går en derude, som også er i tvivl om, hvad morgendagen bringer og går med tanker om, hvordan man får det bedste ud af situationen, så man ikke bare skal se sit arbejdsliv sygne hen og forsvinde.

Bevares. Løkke går nok også med tanker om hævn. Om sin egen dødelighed. Om hvem der er hans venner nu. Om de mange år i politik har været det hele værd. Hvad der dog skal blive af ham. Og ja – så ville jeg tro, at han også sidder og evaluerer sine seneste træk og overvejer, om han skulle have trukket sig med æren og eftermælet i behold på valgdagen 5. juni og gået over i historien om en politisk fremragende håndværker og god strateg?

I stedet for – som historien lyder nu – som en magtfuldkommen og egoistisk formand, som aldrig har gjort noget for andres skyld end sin egen. Som en der var for nærig til at betale for sit eget undertøj – og som altid har gjort sit for at rage til sig. Og har tabt regeringsmagten hele to gange – den seneste gang endda med et kollektiv kollaps i blå blok til følge.

Der er typisk færre bitre følelser og fortrydelse involveret i at blive forælder, men det sker dog. Men for både Løkke og jeg vil vores liv blive simple fremadrettet; det kommer til at handle om overlevelse og primært være drevet af biologiske behov for omsorg, søvn, toiletbesøg og mad.

Ligesom jeg har meldt mig til vandaerobic og gravidgymnastik, så vil jeg klart anbefale Løkke at gøre noget tilsvarende. Seniorcykling, reformer (der er noget med der yoga-pilates i elastikmaskine, som jeg tror vil gavne Løkkes krop) eller måske noget aftenskole; “sporskifte sent i livet – genstart din karriere i 50erne“… Her er også mulighed for at få nye venner, som ikke har haft hele deres liv centreret om at opnå magt over nationen.

Desuden kunne jeg også anbefale Løkke at begynde at blogge. Jeg tror, at der vil være stor interesse for hans skriblerier. Særligt hvis han kan kombinere sin sædvanlige vittige facon med lidt (mere) selvironi og nogle rigtige kiosk-basker-overskrifter ala: “Sådan bliver du formand for Venstre”, “For fed til fadøl?” eller “En fighters bekendelser – se muligheder, hvor der ingen er”. Måske kunne han også udlevere – anonymt – sine venstre kollegers udskejelser. Han kunne jo passende skrive bogen “Den knap så hemmelige Venstremand”...

Jeg vil egentlig bare slutte af med at sige tak for, at jeg har kunne bruge min weekend sammen med mit feberramte barn på at synkron-binge Gurli Gris og TV2 News for at få slibrige nyheder om Venstre-cirkusset. (Jeg tror i øvrigt, at regeringen glæder sig meget til, at de kan få lidt af pressefladen tilbage).

Og så vil jeg bare minde om, at Løkke i 2007 var i front for strukturreformen, som betød, at vi reducerede antallet af kommuner fra 271 til 98 og generelt centraliserede adgangen til de offentlige serviceydelser (herunder adgang til lægebehandling). Hvorefter man fra 2015 og frem begyndte at udflytte statslige arbejdspladser, fordi man var overrasket over, at strukturreformens centralisering havde været et dødsstød til flere lokalmiljøer rundt omkring.

Jo, Løkke har aldrig været for fin til at rette op på dårlige beslutninger ved at tage nogle andre dårlige beslutninger. Men altså… flere af dem har været ret raffinerede og kreativt udført. Tak for nu, Lars – og god vind fremover!

Er det pøbelaversioner eller god smag?

group on people inside building

Siden jeg forlod folkeskolen og begyndte at bevæge mig op gennem uddannelsessystemet, har jeg fået en voksende oplevelse af “ikke at høre til”. De kulturelle referencer bliver mere og mere ekskluderende. Som en der er vokset op i en familie, der har taget på samme sommerferie hvert eneste år – og hvor årets tur til Bonbonland var et højdepunkt, så er jeg ikke opdraget til at være en sofistikeret kulturforbruger. Jeg går sjældent i teatret, jeg rejser ikke specielt meget, og jeg hører hverken opera eller ser ballet.

Problemet opstår, fordi jeg efterhånden kun omgås mennesker – som er meget mere “fancy pantz” end mig. Det er mennesker, som går i teatret og på museer. Læser bøger på altanen med et glas rosé i hånden. De går til vinsmagning og jazz-festivaller. De elsker at blive overrasket af “skøre internationale koncerter” på Roskilde Festival. Grøn Koncert og Skanderborg festivallen ville de aldrig sætte deres ben på. Og Shu-bi-dua er alt for provinsielt.

Jeg kan love jer for, at jeg føler mig som den vildeste basic-bitch, når “vi” taler om nyeste udstillinger og koncerter over frokosten. Nu er jeg endda også tre-fire gange blevet konfronteret med mennesker i min omgangskreds – som enten lige har været eller gerne vil til Iran. Iran?!?!

Som den uvidende bonderøv jeg er, har jeg været nødt til at google, hvor landet præcist lå, og hvorfor min umiddelbare reaktion på Iran som rejsedestination er: HVORFOR?

Jeg kan fortælle til mine fellow-bonderøve derude, at Iran er et lille lækkert land klemt inden mellem bl.a. Irak, Pakistan, Afghanistan og Aserbajdsjan – hvilket jo i sig selv er en lækker region. Udenrigsministeriet anbefaler, at man passer på, når man er i landet, fordi der er ok stor risiko for terror og:

“Iran er et muslimsk land, hvor islamiske regler strengt følges. Behandlingen af din sag ved domstolene kan være langtrukken og bureaukratisk. Du kan risikere, at du ikke må rejse ud af landet, før sagen er afgjort. Forholdene i fængslerne kan være meget vanskelige.

Seksuelle forhold mellem mænd og kvinder, som ikke er gift med hinanden, er ulovlige og straffes. I visse tilfælde idømmes dødsstraf. Hoteller kan nægte ugifte par at dele værelse. (Homoseksualitet er selvfølgelig også forbudt).

I Iran er der nogle meget vigtige krav til påklædning. De gælder alle offentlige steder. Kvinder skal bære ”mantou”, bukser til anklerne og hovedtørklæde. Mænd bør undgå shorts og t-shirts uden ærmer. Du kan risikere chikane og anholdelse, hvis du ikke respekterer det. “

Derudover er der selvfølgelig det ekstra lille twist med, at Trump fiflede med ideen om et luftangreb på landet, fordi Iran har skudt en amerikansk overvågningsdrone ned. Overvågning, man bla. har, fordi landet er i gang med at skaffe sig en atombombe.

Så rigtig afslappende lyder Iran ikke. Men hvad ved jeg? Der er også flere i min omgangskreds, som har været/vil til dødsdiktaturet Nordkorea. Og set i det lys, så er Iran jo et mainstream valg. Min mand anførte, da jeg råbte op om, at verden var blevet vanvittig, og hvad fanden er der nu i vejen med Gran Canaria: “Jamen, Iran skulle være et meget gæstfrit land“. MEN DET ER DER SGUDA MANGE LANDE DER ER?!?!

Så hvad vil jeg egentlig med denne her lange smøre om Iran? Jo, altså – det handler ikke om Iran i virkeligheden. Det handler om smag. Det handler om social kapital og klassetilhørsforhold. Det handler om, at man kan bruge sin gode smag til at vise, at man andre (fx mig) overlegen. At man er worldly og vidende. At man kommer ud – og at man har så meget overskud, at både svært tilgængelig litteratur og lande ikke er en hindring. Selvom det sikkert ikke (bevidst) er hensigten, så er det en magtdemonstration. And I don’t like it!

Jeg hviler for det meste i – og dyrker måske også en lillebitte smule – min egen proletar-identitet. (Hvilket også kan kamme over til det patetiske, for jeg har trods alt en kandidatgrad og et rækkehus, og jeg elsker Immanuel Kant og tapas). Men måske det bare giver mig lige tilstrækkelig med kulturel kapital til at opdage, at jeg ikke hører til i de her luftlag, hvor man lytter til moderne jazz, rejser jorden rundt og går på vinbar hver uge.

Men hvor hører jeg så til? Og hvad gør man, hvis man er ved at blive træt af at føle sig som en idiot og/eller tilgå alt kulturforbrug med en ironisk distance?

Tankermylder #1

  • “Hvorfor bliver du overhovedet ikke tyk af at være gravid??”, spurgte min mor min søster om, som er 13 uger længere henne end mig, og som jeg sad liiiiiiiiige ved siden af. Tak, mor!
  • Vi har fundet ud af, at vi venter en lillebror til oktober, og vi har store problemer med at finde et drengenavn, som kan leve op til vores stramme krav: to stavelser, starter med H, unikt, men ikke underligt, seks bogstaver, klinger dansk, men fungerer i udlandet – og giver os en varm brusende fornemmelse og har en god historie bag. Også får jeg en sms fra min mand; “Hvad med Dante?“. Hvem er vi – og hvornår er vi blevet så prætentiøse?
  • Faderskabet fylder heldigvis mere og mere i den offentlige debat – og jeg er faldet over denne podcast fra P1 af Thomas Skov, som hedder “Far, der er noget vi skal tale om”. Det virkelig interessant at høre mænd tale med hinanden om, hvordan deres forhold til deres far har påvirket dem som mennesker og som fædre. Jakob Ellemann-Jensen fortæller fx, at man ikke behøver en psykolog-eksamen for at forstå, hvorfor han har valgt samme erhverv som Uffe-far. Han erkender også, at han selv er for tilbageholdende med ros til sine børn. Men han runder af med at konkludere;“jeg giver mine børn kærlighed, særligt når de ikke fortjener det“. Sjov formulering. Freudian slip?!
  • Jeg er tilsyneladende ikke den eneste, som har stået med erkendelsen af, at selv de moderne og gode fædre slipper afsted med at lave mindre end mødrene. Endelig er der nogen, som anfægter mande-undskyldningen, om at det er de kontrollerende kvinders egen skyld. For der er åbenbart evidens for, at mænd generelt undlader at tage del i visse husopgaver – fx. tøjvask og tandbørstning – og det er ikke muligt at give ansvaret videre, hvis det forsøges. En kvinde i artiklen formulerer med perfekt afmålt sarkasme, at hun har en interesse i, at hendes sønner ikke falder i søvn i skolen, og at de ikke kommer for sent. De prioriteter havde farmand ikke, så derfor stod hun for putning og aflevering. Det er jo lige præcis det! Det er jo ikke idiot-ting, som kvinder går op i – det er jo rigtige opgaver: vaccinationsprogrammer, tandlægebesøg og bekymringer om barnets ve og vel.
  • Jeg er stor EU-tilhænger, men ikke tilsvarende EU-interesseret. Det er tit en lidt dum kombi, som i dag resulterede i, at jeg måtte google min kandidat i stemmeboksen. #altatvindestempåenkvinde #jajamenhvilken?
  • Så vil jeg egentlig bare slutte af med et dejligt fra citat af Donald Tusk; “The rest of the EU will not risk a revolution because of your stupid referendum”, som han eftersigende skulle have sagt til Cameron, som svar på en række britiske krav til særbehandling i EU. Alt sammen fra denne dokumentar om Brexit på DR. Det var faktisk interessant!

Beboerdemokrati – why you so crazy?

Jeg begik den store fejl at deltage i ejerforeningens generalforsamling igår. Principielt set en god beslutning, men i praksis – not so much.

Jeg deltog delvist, fordi jeg er meget interesseret i formandens beretning og regnskabsaflæggelse, men også fordi en af mine naboer havde valgt at lægge en sten ud på en af de små stier bag vores rækkehuse et par dage før. En sti som jeg dagligt bruger, når jeg skal ud på en af mine tre hunde-lufteture og gerne vil hurtigt afsted.

Hvis jeg ikke havde skulle haft et barn med på to af disse ture, så kunne den sten være ligegyldig – man kan sagtens gå over den. Men jeg er nødt til at have klapvogn med for at kunne afværge katastrofer hurtigt. Jeg har prøvet at gå afsted uden – og erfaringen viser, at selv 200 meter er meget langt at bære en sparkende og skrigende næsten-2-årig, sammen med en hund og en plastikmotorcykel.

Nå, men min anke til mødet gik egentlig på, at jeg ville høre om der lå en fælles beslutning bag stenudlægningen. Det virker for mig at se asocialt og udemokratisk bare at spærre en passage af fællesarealerne. Jeg havde mine bekymringer ved at gå ind i diskussionen. For typer, der gør sådan noget, plejer at være pisseirriterende. Jeg er ret large at bo sammen med/i nærheden af, lige bort set fra når det gælder mennesker, som gerne vil indskrænke min (bevægelses-)frihed. Så bliver jeg ret anstrengende.

Min intuition om, at det nok var nogle ret irriterende typer – holdt helt stik. Der sad to 50-årige og råbte ad mig med deres tatoverende øjenbryn helt oppe i panden, at en omvej på 4 minutter var meget lidt, og hvorfor kunne jeg ikke bare gå på de anlagte stier. Da jeg prøvede at forklare, at 4 minutter føles som meget længe, når ens barn skriger, så var svaret, at de da heller ikke gad at høre på mit skrigende barn (i de 5-10 sekunder det tager at passere deres forbandede have).

Her ser jeg rødt. Jeg får en meget stærk fysisk reaktion, hvor jeg kan høre min egen puls i ørene “dukdukdukduk” – og mine næver og kæber spændes. Det var ikke alene asociale typer, som sætter deres egen velfærd over alle andres. De har valgt at bosætte sig i et rækkehus, selvom de ikke bryder sig om børn. Hverken mit – skrigende – eller andres legende børn (en af deres andre begrundelser var nemlig, at børnene legede ved at cykle rundt om husene). Det er vigtigere for dem, at græsset RUNDT OM deres have er golfbanepænt, og at ingen rør deres hæk. Børn der leger. Føj.

Vores formand tager ret hurtigt børnehadernes parti. For ejer de måske ikke lidt mere end den jord deres hus faktisk ligger på? Jeg spørger, om vi alle sammen kan lægge sten ud, som vi behager på fællesarealerne?

Der er ikke noget at gøre. Dirigenten siger, at nu har vi vist udvekslet synspunkter og bestyrelsen må undersøge det nærmere. Der er i øvrigt flere midaldrende mennesker, som har glemt alt om, hvad smutveje betyder for livet med småbørn, der melder sig i koret. Grønt græs bagved vores huse (hvor vi nu helst ikke skal gå) er tilsyneladende vigtigere.

Stenen ligger der stadig. Og jeg har drømt hele natten om at hælde roundup i deres hæk, skære deres dæk op, smide stenen ad-helveds-til eller måske samle til bunke af hundelorte fra området foran deres hoveddør. Men det går jo ikke. (Jeg ville jo 100 pct. være den første mistænkte.)

Jeg erkender, at jeg bliver irrationel hævngerrig. Men (heldigvis) orker jeg heller ikke at bo et sted med evigt eskalerende konflikt, og da jeg ikke gider at flytte, så er jeg gået i gang med en mental øvelse, hvor jeg prøver to ting:

  1. At lade være at tænke mere på dem (det går ikke så godt).
  2. At have ondt af dem. Det må være frygteligt at have købt et rækkehus og tro, at man skulle bo uforstyrret fra andre mennesker (og deres børn). De må dagligt blive irriteret af vores blotte eksistens. Endelig må de små sko, de går rundt i, give dem knyster, og det der er værre. Stakkels mennesker. Den sten er deres største sejr. Lad dem dog få den.

Medlidenhed og hævngerrighed er to gensidigt udelukkende følelser, og jeg håber, at den første vinder.

Men hvad gør I andre, når I møder idioter på jeres vej? Jeg kan da ikke være den eneste, der er splittet mellem at tage “the high road” og hælde benzin på bålet?

En hård start

Kl. er 04 – barnet skriger. Jeg går ind til ham og forsøger at berolige ham. Jeg kaster mig i sengen af frustration, da jeg kan høre, at han ikke er faldet i søvn for alvor. Kl. 4 er et kritisk tidspunkt. Det er meget tæt på den sædvanlige opvågningstid kl. 5. 

Min mand rejser sig groggy og går ind for at gøre et forsøg. Det mislykkedes totalt. Ungen vil på ingen måde acceptere, at det ikke er mor, som er stået op. Han skruer voldsomt op for volumen. Som var der nogen, der forsøgte at kværke ham. Det er der ikke. Endnu.

Min mand er retur i soveværelset. Han er ikke glad. Vi ligger og småskændes over til lyden af rasende tumling. Det må da være nogens skyld det her. Jeg giver det et skud mere. Barnet falder til ro – men falder ikke i søvn. Vi – forældrene – ligger og holder i hånden til en stadig mere og mere vågen tumling. Kl. 04.45 står min mand op. Gudskelov, – jeg kan sove lidt mere.

Et par minutter senere kan jeg høre min mand brøle “AV FOR HELVEDET” i køkkenet efterfulgt af et krasj, smæk og kliir. Så for søren. Op på benene. Hvad er der sket? Er I okay? 

Manden står og fumler med et plaster, der ligger en brødkniv i køkkenvasken. Barnet ser Frode Får. Ingen akut fare, men stemningen er på et lavpunkt.

Vi sidder nu og glor skiftevis på hinanden, så på Frode Får, og så på barnet der indtager brød og bananer, som han jævnligt tilbyder puslespilsbrikkerne af dyr på savannen en bid af. Det er simpelthen løgn det her. 

Efter et par timer med muntre morgenrutiner, bliver vi enige om at dele os op. Jeg går med hunden, manden afleverer barnet. Jeg går ud i det frostklare vejr. Solen skinner. Jeg har MØ kørene på fuld smadder i ørerne.

Det lysner. Who cares med massivt søvnunderskud, når foråret kommer. Så kan jeg mærke det. Mine kæber spænder sammen. Munden fyldes med spyt. Jeg trækker vejret dybt med åben mund. Spytter i et desperat forsøg på at forhindre det uundgåelige.

Jeg løber væk fra stien og ind i skoven for at spare mig selv for den umiddelbare ydmygelse af skolebørn, der står og kigger på. Jeg brækker mig og glæder mig umiddelbart over, at jeg ikke også pisser i bukserne. MØ er stadig med mig:

“All my life I’ve stepped to the rhythm of the drums inside my head // Longing for the sweet sound of my mama// Make them all walk this way”

Det er jo prisen for at formere sig, tænker jeg. Men lige sådan en morgen virker det uklart, hvorfor det hastede så meget. Det kan også være, at det ikke holder. Det er jo stadig tidligt i processen. Lige nu har jeg bare kvalmen, trætheden og bukser, som jeg ikke for alvor kan lukke.

Nu må vi se, hvor vi ender. Solen skinner stadig. Og nu hvor jeg sidder her i et s-tog på vej hjem til min lille familie. Så tænker jeg, at det nok skal gå alt sammen. Jeg er jo grundlæggende et heldigt menneske, som bare ikke fik sovet så meget i nat.

Max presset

photo of person reach out above the water

Jeg står ved ugens tavlemøde og redegør for mine opgaver. Jeg skal kategorisere mig selv som rød, gul eller grøn. Det er vel næsten selvforklarende, men ideen er, at hvis du er grøn, så skal chefen finde på nye opgaver til dig – og hvis du er rød, så skal chefen tage opgave fra dig (eller altså hjælpe dig med at prioritere eller tilføre ressourcer). Gul. Så er alt godt.

Jeg har travlt. Jeg synes faktisk, at jeg har rigtig rigtig travlt. Det er en konstant følelse af ikke at slå til. Jeg kigger med åben mund og polypper på mine kolleger og tænker – hvordan fanden er I så velforberedt?

Jeg hører mig selv sige “jeg er nok rød, men lad os sige, at jeg er gul, og se hvordan det går“. Jeg vil sådan set gerne holde på mine opgaver. For de er pissespændende. Og mega svære.

Jeg kører “tag-skeen-i-den-anden-hånd”-stilen for tiden. Nu vil jeg gøre, hvad der skal til. Så må jeg bruge mere tid på at forberede mig, så jeg er klar til kamp! Det resulterede i, at jeg arbejdede knap 50 timer i sidste uge.

Problemet er, at jeg har måtte sande, at selv 50 timer får mig ikke on top of my game. Måske jeg bare ikke har game. Hvem ved?!

Men altså. Jeg får også den ene kæmpesvære opgave på mit bord efter den anden. Fx skal jeg styre en kortlægning af et lovområde, som jeg har haft 4 timer til at sætte mig ind i (og jeg vil gerne understrege, at jeg ikke er jurist). Jeg havde virkelig forsøgt at forberede mig. Men der gik ca. to minutter inde i møde, før der sidder fire kampklare jurister og klæder min faglige argumentation helt af. Eller sådan føltes det i hvert fald.

Herfra går jeg i et andet møde, hvor vi skal gennemskrive en anden lov på baggrund af en flere hundrede sider lang konsulentrapport, som jeg simpelthen ikke har læst, fordi jeg troede en kollega var lead på mødet. Men han blev syg. Fedest. Jeg prøver mig frem med smil, nik og tag en helveds masse noter.

Nu skal jeg få dataafdelingen til at bekræfte, at vi kan lave den analyse, som vi har lovet. Men ak og ve. Der er databrud, valideringsudfordringer, ingen ved noget og jeg bliver sendt rundt til chefer, som tydeligvis prøver at vinde tid. Jeg får endelig en medarbejder til at tage telefonen. Han bekræfter. Tallene virker ikke. Og de kommer ikke til det lige foreløbigt.

Min dag bliver sluttet af med at skrive presseberedskaber parallelt med, at jeg skal gennemgå en liste over mulige problematiske sager på hele ministeriets område med ordren “er der noget, som ser problematisk ud?“.

Fuck. My. Life.

Det var bare min dags sværeste opgaver. Jeg har masser af småting ved siden af, som ikke er så svært, men som dog kræver, at jeg åbner et dokument og læser det. Hvilket bliver svært, når jeg prøver at svare telefonopkald og mails og læse lange rapporter i mens.

Heldigvis er jeg alene hjemme i denne uge, så mine aftener er frie. Så behøver jeg ikke at føle, at jeg heller ikke slår til som hustru. (Jeg ville ønske, at jeg var sarkastisk, men det er faktisk en lettelse).

I morgen prøver jeg at selv-lære mig juridisk metode, projektleder skills og et politisk mastermind. #livslanglæring #kompetencegab #udpå70.000favnevand

Er angst frihedens pris?

Jeg var nødt til at køre tidligt hjem fra en fødselsdagsfest i weekenden. Barnet var helt opkogt og ville hverken spise, sove eller slappe af. Så jeg satte ham i bilen og kørte af sted. Det sker ikke så tit, men jeg kørte rundt på må og få i en times tid for, at han kunne få sovet lidt. I den tid hørte jeg podcasten ‘philosophize this’ om Kierkegaard.

Der skete det, som der næsten altid sker, når jeg læser eller lytter til filosofiske tanker. Min hjerne begynder at kilde og BAM – så er alt forandret!

Jeg har egentlig været vild med Kierkegaard længe, men alligevel var det som om, at jeg hørte meget af det for første gang. Ord som spidsborger, æstetiker og etiker har nok stået lidt i vejen for min forståelse. Men på engelsk blev det sagt mere simpelt og to the point: Man kan miste sig selv på to måder.

1. Du kan miste sig selv ved at blive overvældet af mængden af valgmuligheder og således opleve ‘paralysis of analysis‘ – altså at du overvejer dine muligheder i det uendelige, og dermed aldrig træffer et valg. Folk er tit klar over, at de faktisk udskyder afgørende beslutninger i det uendelige – og dermed risikerer at miste sig selv.

Eller

2. Du kan miste dig selv ved at være låst fast på nogle valg, som egentlig ikke er dine egne. Det er bare samfundet, der har fået dig til at tro, at fx uddannelse, baby, huslån og job er drømmen. Men du har aldrig for alvor overvejet andet, og dermed kan man ikke sige, at du faktisk har truffet et valg. Det farlige ved denne type af valg er, at du som oftest ikke er klar over, at du mister dig selv, fordi du oplever alle valgene som værende dine egne.

Det kan vel prikke til de fleste. Jeg føler i hvert fald, at jeg gør lidt af begge dele (og det kan man i øvrigt også sagtens!). Mit job og manglende jobskifte er i den grad udtryk for paralysis of analysis, men jeg har jo også taget en tæt på snorlige vej ind i småborgerens liv. Har jeg virkelig valgt det hele selv?

Kierkegaards pointe er, at vi flygter fra den angst, der følger med ved at træffe egne valg ved enten at vælge konformt eller overhovedet ikke. Han siger, at vi ikke skal frygte angsten, for den er et udtryk for, at man træffer selvstændige valg og dermed bliver til os selv. I podcasten formulerede de som ‘anxiety is the dizziness of freedom’. 

Så hvor stiller det os henne? Generationen, der fra barnsben er blevet bedt om at ‘mærke efter’ og ‘følge mavefornemmelsen’? Mavefornemmelsen kommer jo aldrig til at fortælle dig, at du skal gøre noget, som gør dig grundangst. Vi kan heller ikke bare gøre, som man altid har gjort. Vi er vitterligt en lus mellem to negle.

Alligevel kunne jeg mærke en strøm af frihed komme under vingerne på mig. For i udtrykket om, at angst bare er svimmelhed forårsaget af friheden, ligger der jo også, at det ikke handler om at vælge rigtigt (hvilket vi ellers bliver tudet ørerne fulde af), det handler om at vælge (noget).  Ideen om, at menneskelivet levet ‘rigtigt’ (altså frit) er fyldt med angst. Vi skal turde at gøre noget, selvom der er en risiko for, at man senere vil kunne tænke, at det ikke var udpræget klogt. Vi skal fandme turde springe ud i det og ikke fedtspille vores liv væk. Men vi skal altid forholde os kritisk til vores umiddelbare indskydelser – er vi virkelig selv kilden til disse ønsker, eller kommer det ude fra?

Det lyder tæt på umuligt, men jeg vil nu forsøge at tage angsten i hånden og svømme med ham ud på det dybe vand uden redningskrans eller gummibåd.

Så må vi se, hvordan det går.

Tak er overhovedet ikke et fattigt ord

Jeg kammer tit over, når det kommer til at sige – og føle tak, fordi jeg får dårlig samvittighed, hvis jeg har været til ulejlighed for nogen som helst;

  • Jeg skriver “tusinde tak” til folk, som egentlig bare har sendt noget i docx fremfor pdf.
  • Jeg kalder folk min helt, selvom de bare bringer en pizza ud eller har vist mig, hvor jeg finder vaniljecreme i butikken.
  • Jeg føler mig skyldig, hvis jeg ikke med det samme inviterer folk til middag, hvis jeg har spist hos dem. (Derfor tager jeg også kun sjældent imod tjenester, fordi jeg ikke kan lide at være til besvær og ikke orker at gengælde tjenesten eller holde styr på, hvad jeg “skylder”).

Det er nok, hvad man kan kalde en overstyring. Men jeg knuse-hader, når folk ikke udviser taknemmelighed. Når folk glemmer at sige tak for mad, tak for gaven, tak for hjælpen eller generelt er utaknemmelige over livet.

Det er uopdragent, men hvad værre er – så sender det dårlig energi lige i hovedet på de mennesker,  man er sammen med. Jeg kan gå harmdirrende hjem, hvis jeg har været sammen med folk, som ikke har udvist taknemmelighed.

Forleden hjalp jeg med at tage en opvask efter en komsammen, og det er jeg i forvejen egentlig ikke stor fan af***, og værten sagde ikke tak for hjælpen. Hun havde klart en fornemmelse af, at vi skyldte at hjælpe til.

Jeg er sikker på, at vi kan være uenige om, hvad man skylder hvem hvornår – men selvom man synes at hjælp er rimelig (f.eks. at et pizzabud bringer pizza ud), så skal man stadig sige tak! Det er aldrig okay at undlade at sige tak.

Jeg kan mærke, at selvom jeg måske ikke altid føler mig taknemmelig, så bliver jeg det. Bare det at sige tak for mad af høflighed, minder mig om, at det egentlig er ret skønt, at nogen har taget sig tid til at lave mig et måltid. Også selvom jeg ikke brød mig om maden (ved de ikke, at jeg ikke bryder mig om dild?).

Fra min tid som kassedame, så ved jeg, at utrolig mange kunder glemmer at udvise taknemmelighed udfra devisen, at det er personalets pligt at være flinke. Og det er lort. Der er ikke noget, som kan løfte et menneske gennem en 12 timers vagt til mindsteløn, som søde og taknemmelige kunder. Vi skal sige tak til hinanden. Fordi det er god stil. Fordi det skaber glæde. Fordi det altid kommer godt igen.

Min far har gennem hele min barndom ironisk svaret på vores “tak for hjælpen” med et “tak er kun et fattigt ord – så hellere kontanter”. Jeg ved ikke, hvor den punchline kommer fra, men det er helt forkert.

Tak er et af de dyrebareste ord, vi har. Lad os bruge det noget mere.

Tak, fordi I læste med!

 

 

***Okay, jeg kan ikke lade være med at stikke hånden i hvepsereden. Jeg synes, at når man inviterer folk på middag, så skal man i hovedregel selv lave maden og stå for opvasken. Det er den gave,  man giver sine gæster, at de ikke skal lave de trælse ting.

Det er et system, som selvfølgelig kun virker, hvis vært og gæst har nogenlunde samme overskud og i øvrigt skiftes til at invitere. Jeg har en veninde, som meget oftere end mig inviterer på mad. Her sørger jeg altid for at hjælpe mere med det praktiske og tilbyde at overføre penge for maden.

Der er derfor selvfølgelig undtagelser fra reglen (nybagte forældre, stressramte, syge, gamle, hvis det er en stor sammenkomst etc.). Granted. Jeg hader bare at lave mad og vaske op, når jeg er på besøg hos folk. Jeg hader det. Så vil jeg meget hellere bestille mad, gå ud eller mødes før/efter mad.

Nu kan jeg godt se, at det virker lidt voldsomt at sige, “at jeg ikke kan li’ at være til besvær”, når jeg nærmest kræver, at jeg springer opvasken over. Hvad ved jeg: I’m a puzzle!

Historien om æselperspektivet

Efter Karoline fra I carried a watermelon var så sød at nævne min blog i et af hendes indlæg, så har jeg ikke kunne få armene ned, fordi:

1) Jeg har læst med på Karolines blog længe. Jeg har grædt og grinet og jeg er helt vild med den. Så jeg er star-struck og stolt.

2) Jeg har fået mange nye læsere, og det er bare meget sjovere at skrive, når det bliver læst. Tak fordi I læser med. Jeg håber, vi kommer til at følges ad i lang tid.

Så jeg tænkte, at det var en god anledning til at forklare, hvorfor bloggen hedder “æselperspektiv”.  Det er ikke en reference til Peter Plys’ triste ven, hvilket  de fleste tror. Det er faktisk en (måske lige lovligt godt skjult) reference til TV-2 sangen Big Time og Honning, som starter sådan her:

“Går og gemmer på en drøm om liv
Som du har sendt til mig
En ørkenvandring i æselperspektiv
En lang og stenet vej”

De her linjer fanger på mange måder essensen af Steffen Brandts tekstunivers, som er en kæmpe hyldest til livet, hverdagen og kærligheden. Hans univers har plads til både store drømme og realisme. Det var også her, at min kærlighed til det danske sprog udsprang. Jeg synes, at han er fuldstændig eminent til at skabe store historier i det små. Til at få mig til at grine, når jeg ikke regnede med det – og til at give plads til det almindelige liv.

Så jeg synes egentlig, at det var et ret godt udgangspunkt for min blog.

Der ligger også noget i begrebet æselperspektiv, som jeg identificerer mig stærkt med i disse år. Altså det hårde arbejde i at få børn, at blive voksen og gå på arbejde hele tiden – og føle at livet er ude af ens kontrol.

Jeg har følt mig som et æsel flere gange undervejs. Når man skal uden for en dør – og skal pakke noget, der svarer til 15 kg baggage for at klare en eftermiddag i zoo. Eller når man står bøjet over vuggen om natten og overvejer, om man overhovedet kan løfte barnet op én gang til – eller næste morgen, når ryggen ikke for alvor vil rettes ud.

Men det også ret fantastisk.

Det er det, jeg gerne vil skrive om. Det hårde, det søde, det herlige, det svære, det sjove, det kedelige og alt det andet, som hverdagen byder på, når man først sidder i ‘voksen-fælden’.

 

 

 

Sådan får almindelige mennesker politisk indflydelse

1. Organisér dig

Størrelse betyder noget. Det ved vi – og det ved politikere. Det betyder noget, om du bare er Anne fra Amager – eller om du er Lizette fra LO. Ikke hermed sagt, at du skal være formand for noget for at blive hørt. Men de fleste problemer har en interesseorganisation, og du kan få dem til at køre din sag. Hvad end det er i medierne, i lobby-arbejde eller i retten.

Mange interesseorganisationer er også repræsenteret i lokale udvalg og råd. F.eks. er der handicapråd i alle kommuner, der er et vildtforvaltningsråd, et beskæftigelsesråd osv. osv. Hvor forskellige parter inden for et område er repræsenteret. Det er her, hvor du kan føre principielle sager og få dem løftet op på et politisk niveau.

Udfordringen ved denne vej er, at den er slagen. Det vil sige, at politikerne ikke føler sig særligt truet, når der er drøftelser i et råd eller udvalg. Fordi det typisk holdes i en mæglende tone og uden for mediernes søgelys,  er det meget lettere at ignorere. Til gengæld kan du få indsigt i, hvad baggrunden for et givent regelsæt er – og du kan finde ud af, hvilke andre interesser du er oppe i mod. Hvem er det, du skal have overbevist for at komme videre? Og du kan også få lavet nogle rigtig gode løsninger, hvis du kan finde ud af at gebærde dig i disse fora. Men vid hvornår du skal tage din kamp til næste niveau.

En betydelig lettere måde “at organisere” sig på er at lave en underskriftindsamling online. Det kan til et borgerforslag, som tvinger folketinget til at tage stilling til dit forslag. Det kræver 50.000 underskrifter, men er en effektiv måde at få politikerne til at tage stilling til en problemstilling. Du kan også bare lave en almindelig underskriftindsamling eller sågar facebook-gruppe (tjek fx. “Bevar de forhadte vandløb”). Det er oftest lettere at komme i medierne eller blive taget alvorligt, når du skriver til en borgmester eller minister, hvis du kan dokumentere, at du har en hel masse bag dig (det er jo potentielle vælgere).

Black and white photograph of the back view of street protesters in a rally in Washington.

2. Skriv direkte til den ansvarlige politiker

Når du har udtømt de officielle klagemuligheder, når der er truffet en afgørelse i din sag, så skal du ikke bruge mere tid på at klage til forvaltingen. Nu skal der andre boller på suppen. Find ud af, hvem der er ansvarlig for dit område. Hvis du er i tvivl, så send brevet til alle, du tror kunne være blandet ind i det.

Skriv til politikeren – direkte! Rigtig mange ministre vil gerne svare på ALLE breve, der kommer ind til dem (især i starten af en periode). Det er farligt spild af tid, for der kommer rigtig mange bizarre breve ind. (Jeg har engang behandlet et borgerbrev fra en dame, som var bekymret for størrelsen på hendes blomster i haven). Det er guld værd at få mulighed for at fremsætte sin sag for ansvarshavende politiker direkte.

Fordelen er, at du får mulighed for at fremstille din sag i sin helhed, og hvis du gør det godt (se punkt nr. 6), så kan du få lov at påvirke, hvilken løsningsmodel der bliver valgt.

Udfordringen er ligesom punkt 1, at kritik der gives privat er lettere at overhøre. I så fald bør du udnytte, at det demokrati har flere lag. Hvis du fx. oplever, at en borgmester ignorerer din kritik, så skriv til hele byrådet. Hvis det ikke virker, så skriv til den ansvarlige minister. På den måde kan du fremtvinge en reaktion alligevel. Hvis en minister ikke lytter, så skriv til hele det politiske udvalg, f.eks. retsudvalget er på justitsministeriets område.

3. Skriv på facebook

Når fornuftens stemme bliver ignoreret, så er det tid til at råbe og finde den store kanon frem. Du kender den allerede. Der er taget utrolig mange politiske slagsmål på baggrund af opslag på facebook. De spreder sig som steppebrande, og 67 % af alle danskere er der. Så her kan du virkelig få folks opmærksomhed.

Udfordringen ved denne metode er, at der sjældent bliver taget særligt gode beslutninger på baggrund af facebook-opslag, fordi det skal gå enormt stærkt, når først en shitstorm starter, for det politiske pres er betydeligt. Det vil sige, at politikere tit vil nedsætte en kommission, lave en undersøgelse eller sætte penge af til en taskforce. Det er ikke egentlige løsningsmodeller, men ren damage-control. Du kan derfor anse facebook-vejen, som god til at blive hørt, men du blive ikke nødvendigvis taget tilstrækkeligt alvorligt til at lave varige forandringer. Du skal være indstillet på at lave en del opfølgende arbejde for at følge det til dørs.

4. Skriv til pressen

Facebook kræver et minimum af indsats fra din side, men det virker kun for visse typer af historier, der fungerer i det medie. Det skal være en ret let historie at fortælle, og der skal være en meget klar skurk at fortælle om. Pressen kan også godt lide simple historier, men de tager trods alt fra tid til anden mere komplicerede historier op og er gode til at fortælle dem.  Så hvis du har en  historie, som måske også kræver lidt gravearbejde eller adskillige sammenhængende sætninger at få afdækket helt, så alliér dig med pressen. De gør også en dyd ud af at holde politikerne til ilden.

Det er dog særligt, hvis det er landsdækkende presse. Hvis du skal have fat i lokalpressen, så er det en god idé at lave benarbejdet selv. De har ikke så mange ressourcer til rådighed, så hvis de skal bringe en historie, så øger du din sandsynlighed for at blive bragt – hvis du skriver den selv (og de er ikke for fine til at bringe den uden dit navn på). Men det kan jo være her snebolden begynder at rulle, for politikerene får presseklip fra alle landets aviser.

Udfordringen ved at skrive til pressen er, at det kræver mere arbejde fra din side. Pressen har også sin egen agenda, så det er ikke sikkert, at din historie bliver fortalt, som du havde håbet.  Men enhver historien i risiko for at spinne ud af din kontrol, når den kommer ind i den offentlige debat.

5. Søg aktindsigt – og læs referater

Viden er magt! Derfor er det en god idé at vide en masse om det politiske emne, som du ønsker at ændre sig. Udover almindelig research er der en masse viden inden for forvaltningen, som kan være svær tilgængelig, men meget anvendelig. Du kan få den, hvis du fx. søger om aktindsigt.

Som embedsmand er det svært lige frem at opfordre til, at folk skal søge om aktindsigt (jeg må skrive et uddybende indlæg en anden dag, men helt kort fortalt, så bliver der spildt ufattelig mange penge på åndssvage aktindsigter fra folk, som må have adskillige diagnoser på CV’et).  MEN det er klogt at søge om aktindsigt, hvis du føler dig uretfærdigt behandlet, og du har en fornemmelse af, at der ugler i mosen – eller at der bliver dækket over fejl.

Selvom embedsmænd hader aktindsigter, så kan jeg love for, at de bliver taget  alvorligt. Og særligt hvis vi bliver tvunget til at offentliggøre fejl eller politisk betændte hemmeligheder. Hvis du har fået en afgørelse, du synes er sketchy kan du søge om aktindsigt i al korrespondance omkring det. Hvis du har en fornemmelse af, at din sag bliver handlet anderledes end andres, kan du søge om aktindsigt i afgørelsen af deres sager. Det kan også være, at du vil undersøge, hvilke alternative løsninger politikerne har fået præsenteret forud for den beslutning, de har truffet. Søg om aktindsigt i dem!

Vær specifik omkring, hvad du søger. Det er lettere for dig – og det er lettere for embedsværket. Mange er paranoide og tror, at embedsværket forsøger at skjule ting (det er delvist rigtigt, men én måde at skjule ting på, er at drukne dig i informationer. Overblikket forsvinder, hvis du får flere sider, end du kan overskue at læse). Men hvis du søger om aktindsigt i alle afgørelser om xx, så får du dem – og ikke alle alt der nogensinde er skrevet om xx.  Det er godt, for der er mange ligegyldige akter.  Så lad nu embedsværket gøre sorteringsarbejdet for dig.

En anden mulighed er, at du læser referater fra byrådssalen etc. Her kan du se, hvis der er politisk uenighed omkring noget. Det kan være politikere, som forsøger at presse embedsværket til at gøre noget, som de advarer om er ulovligt/problematisk – eller uenighed mellem partier. Det er viden, som er guld værd, hvis du skal finde ud af, hvad dælen der foregår.

6. Giv konkret og konstruktiv kritik

Sædvanligvis lyder rådet, at kritisk skal gives kærligt, konkret og konstruktivt, men når det handler om magtmennesker, så skal du skrue ned for kærligheden og op for kamplysten (men det er ikke en opfordring til at være ondskabsfuld!).  Du skal dog stadig sørge for,  at hvad end du skriver, at din kritik er konkret og konstruktiv.

Hvis din kritik alene er “AFSKAF ALLE REGLER OM X” eller “LARS LØKKE ER DUM” – så overbeviser du ikke nogen, og så får du ikke ændret noget. Det er også alt for let for en politiker at begynde at tale om noget andet, hvis det er uklart, hvad kritikken går på. De er i forvejen ret dygtige til det trick, så ingen grund til at gøre det lettere.

Endelig skal du sørge for at være konstruktiv. Gør det muligt at løse dit problem. Ingen politiker kan afskaffe alle regler om noget med et snuptag. Så peg på en realistisk løsningsmodel, hvis du har den. Måske kan du ikke give en løsningsmodel. (Det er f.eks. svært at have en løsning på udfordringerne i det finansielle system, men let at finde problemer med det). I de tilfælde kan du foreslå en proces, hvor de mennesker der har kompetencerne til at finde på en løsning bliver sat sammen og skal finde en måde at nå et specifikt mål, f.eks. reducere skattesnyd med 50 pct.  eller øge beskæftigelsen for en bestemt målgruppe.

Udfordringen er, at det er svært at være konkret og konstruktiv, når man er vred. Det er også svært at være konstruktiv, hvis man er meget idealistisk. Det er nobelt, men ikke særlig effektivt, at stå fast. I et demokrati skal man søge kompromisset. Det er det modsatte: du skal lytte og bevæge dig.

 

Det blev et temmelig langt indlæg, men jeg har tilsyneladende fået samlet en del erfaringer fra de sidste 10 år af mit liv med politik gennem studie og job. Jeg håber, at der er et par stykker, som har orket at læse sig igennem hele molevitten og føler sig inspireret til at ændre verden. Det er ikke let, men det er det værd.