Observation 7: Ræs mod bunden

orangutan

Jeg har nævnt, at det forestående folketingsvalg betyder, at der er usædvanligt stille på kontoret – og det har givet plads til renskrivning af den nyeste dataindsamling i mit feltstudie. Dataindsamlingen har foregået over de seneste måneder på min arbejdsplads. Her er mine noter:

Case 1: Samtale med kvindelig kollega uden børn på baggrund af en måling af trivslen i kontoret.

Undersøgelsen viser, at 25 pct. af kollegerne i mit kontor har haft sygedage pga. stress og udbrændthed. Næsten 100 pct. har følt, at deres arbejde gik ud over deres privatliv.

Mig: Det er vanskeligt at få det til at fungere med at have børn og arbejde sådan et sted her, hvor man forventes at stå til rådighed døgnet rundt og med kort varsel. Jeg ville ønske, at vi kunne have en ærlig snak omkring prioriteringer ift. arbejdstid og -opgaver, så man kunne tage stilling til folks forskellige livsvilkår og præferencer. Det bliver meget ensomt at skulle navigere rundt uden en reel dialog med hverken chefer eller kolleger. 

Kollega uden børn: Tja, nu er det jo sådan set ikke mit problem, at du har valgt at få et barn og have det her job samtidigt. Og jeg vil ikke være den der altid skal aflyse mine aftaler, så du kan nå hjem at hente. 

 

Case 2: Samtale med kollega på baggrund af, at vores muligheder for at “flekse” er blevet væsentligt begrænset. 

Mig: Men det ender jo med, at det bliver vanskeligt at rekruttere mennesker til at arbejde i departementer, hvis lønnen ikke er konkurrencedygtig med det private og arbejdsvilkårene er lige så dårlige. 

Kollega: Ork nej, der er masser mennesker derude, som er villige til at være kanonføde, så længe det lugter lidt af politik. Det kan være, at det bliver svært at fastholde erfarne folk i længden. 

 

Case 3: Samtale med chef om, hvorvidt nogle chefer stopper, hvis en minister er ulidelig.

Mig: Så stopper chefer nogensinde, hvis en minister bliver for modbydelig at arbejde for eller bliver det mere set som en slags manddomsprøve?

Chef: Nej, der er helt sikkert chefer, som fravælger at arbejde for visse ministre. Men der går som regel lidt tid. Jeg har aftalt med mig selv, at hvis det bliver for træls at gå på arbejde, så stopper jeg simpelthen. 

Der er de ministre, som er gode arbejdsgivere, der taler pænt til embedsværket og har respekt for vores arbejde. Og så er der de andre. Dem som uden at blinke arbejder folk i smadder uden hensyn til noget som helst. 

Vi blev enige om, at vi gerne ville have en sød minister næste gang. 

Observation 6: Penalhus-piger

color pencils

Ministre kan godt lide at holde, hvad de lover. Og de er vilde med at love ting. Mange mange ting – og nogen skal følge op på alt det lort, som bliver lovet. Stort som småt; En evaluering, en opfølgning, et brev, en kortlægning, en taskforce. Løfter bliver givet i kanten af møder, i folketingssalen, i et brev, på mail, på en serviet, over telefonen. Der er rigtig mange løfter, som flyver rundt.

I ledelseslaget var det gået op for dem, at der enkelte gange er ting, som smutter. At vi glemmer ting. At ikke alle brødkrummer, som en minister efterlader sig, er blevet samlet op af en velvillig embedsmand. Der er tale om forglemmelser og sjusk. At virkeligheden rammer.

Min chef henvendte sig til kontoret som helhed: “Hvordan ser I for jer, at vi kan sikre os, at det her ikke sker igen?” 

En håndfuld mennesker, med ja-hatten skruet godt på hovedet, foreslog, at vi da bare kunne udvide “løfte-listen” (Ja, det er præcis, hvad det lyder til. En liste over alle ministerens løfter, som skal opdateres ugentligt af alle 200 ansatte i departementet = dødens pølse!).

Vi kunne også lave et sindrigt kalendersystem!

“Studenterne kunne opdatere fælles kalenderen med opgaver, som skal løses på længere sigt, så vi ikke glemmer det – selvom der kommer nye folk på opgaven – eller sekretæren kunne gøre det”

(Her begynder vores sekretær at klø sig i ansigtet med to langemænd.)

Kun én formaster sig til at foreslå, at der ikke gøres noget anderledes, da der altid vil ske fejl, og vi snart ikke kan overskue flere latterlige lister, som skal opdateres i et væk – og som ingen gider glo på.

Efter mødet  står tre af mine mandelige kolleger og diskutere mødets tema, og hvordan vi dog kan undgå en ny liste, som skal opdateres jævnligt. Jeg sidder ved mit bord og er ikke en del af samtalen, men spidser alligevel ører, da jeg hører:

“Det er typisk sådan nogle penalhus-piger!

Da jeg spurgte, fik jeg følgende definition på begrebet, jeg aldrig har hørt før:

Det er sådan nogle pernittengryn piger, som sidder på første række og allerede ved semestrets start vil vide, hvad vi skal til eksamen i – og hvordan man helt præcist henviser til de forskellige tekster. Og så organiserer de deres penalhus!

Jeg forstår ikke, hvor det kom fra for det bedste forslag til mødet kom fra en kvinde:

“Lad os nedsætte en arbejdsgruppe og vente på, at der kommer valg!”

Observation 5: Paddehat-dilleren

close up photo of baboon

Jeg mødte ind på job lidt over ni, fordi det har været en skør morgen. Men det skal blive meget bedre.

På mit skrivebord ligger Ekstra Blader på mit tastatur. Der er slået op på en bestemt side. Den er slået op på historien: Pornostjerne afslører: Sådan ser præsidentens penis ud. (Jeg kan afsløre, for dem der ikke vil læse artiklen selv, at Stormy Daniels beskriver dilleren som en paddehat, og at den er mindre end gennemsnittet).

Jeg kigger spørgende på mine to kolleger: “Hva’ faen? Trumps diller – det var vigtig viden her fra morgenstunden – hvorfor har I lagt den til mig?”

Kollega A: “VI?! Jeg vil ikke have noget med det der at gøre”

Kollega B: “Nårh, ja… jeg så den igår – og jeg er sikker på, at A også læste den – han turde bare ikke åbne URL’en”

Uden at være blevet meget klogere, lukker jeg avisen og konstaterer, at hun nok smører lige lovlig tykt på, for min sympati skifter til Trump.

Kollega A: “Tenderer det ikke chikane?”

Mig: “Hmm, der er jo ingen billeder, så jeg tror det går”.

Observation 4: Om kollegers madvaner

black ape beside gray rope

Mig: Hej Linda. Kan du hjælpe mig med XYZ? mmmhh, mhh, ahhh, nå, sådan. Tak for det. Farvel.

A: Hvad synes du om, Linda?

Mig: Baseret på de sidste (og eneste) 30 sekunders samtale, jeg har haft med hende i telefonen, så vil jeg sige, at hun virker flink.

A: Jeg har siddet på samme kontor med hende. Hun er rigtig sød…. Men altså. Hun har et misbrug af gulerødder og makrelmadder. Hun spiste SÅ mange gulerødder – og de var kæmpe store. De gjorde mig helt forlegen, når hun spiste dem. De var SÅ store!

Mig: Nå, store gulerødder er ellers ikke særligt gode. Det er jo den søde stang i midten, som får dem til at smage godt, og den fylder relativt mindre, når gulerodens omkreds stiger.

A: Ja, altså hun spiste dem jo ikke på en seksuel måde eller noget. Men alligevel.

Mig: Hun havde overvurderet dig, når hun tænkte, at hun kunne spise store gulerødder i nærheden af dig uden at gøre dig skidt tilpas?

A. Ja, også var der makrelmadderne. Bvadr!

 

Observation 3: Evaluering af sommerfest

Mandagen efter sommerfesten. Samtalen falder på kontorets elev, der er en ung kvinde i starten af tyverne.

Kollega A: Jeg sad ved siden af Lisa. Hun sad og plaprede løs om, at kontoret var fuld af virkelig fantastisk kloge mennesker. Hun tilføjede, at hun selv var klog på en anden måde. At hun var klog på mennesker – at hun kunne mærke, hvad folk tænker og hvordan de har det. Hahaha… 

Mig: …?

Kollega A: Hvis hun vidste, hvad folk tænkte, ville hun jo vide, at jeg tænkte, at hun var helt skør!

Observation 2: Skal vi ikke sige, at jeg sletter dine bemærkninger?

Mit arbejde består i at skrive notater, som en minister skal træffe beslutninger ud fra. Det kalder vi “sager”.

Jeg skulle arbejde sammen med kollega A om at lave en sag. Jeg var mødt tidligt ind og havde startet på sagen. Der var mange aspekter af svære juridiske problemstillinger. Jeg havde alene haft 40 minutter til at læse og skrive den.

Kollega A møder ind.

***********OBS*2*******************

A: Du møder altid tidligt ind og stjæler sagerne.

Mig: Nå, jo altså. Du kan da også godt få lov at arbejde videre med den. Så laver jeg XYZ i stedet. Jeg går ud af sagen nu. Men altså det er ikke færdigt.

Efter fem minutter:

A: Hvad mener du med “undholde”? Er det overhovedet et ord?

Jeg kigger forvirret op. Jeg aner ikke, hvad manden taler om. Jeg slår op i den sag, jeg netop har sendt videre. Efter et minuts tid:

Mig: Der skal stå “indeholde”. Det er en tastefejl.

A: Hmm…  nå, jovist. Okay. Du har skrevet en helt masse under tredje afsnit. Skal vi ikke bare sige, at jeg sletter de bemærkninger?

Mig: ……

Observation 1: Der er så meget, kvinder ikke forstår

Jeg forsøger noget nyt her. En temasektion.  Afrapportering af observationer, jeg gør mig i mit arbejdsliv. Et udtryk for “deltagerobservation”, hvor jeg både deltager i og observerer sociale interaktioner på min arbejdsplads. En trang som er opstået, fordi jeg kæmper med at begå mig som en indfødt. Måske denne dataindsamling kan tilvejebringe ny viden.

**************OBS*1*******************

Mit team består foruden mig af to subjekter af hankøn. Lad os kalde dem A og B. De har begge været i organisationen igennem en årrække. De har begge ynglet og begår sig fortsat i faste forhold .

Da der var VM i fodbold, så vi en af kampene, som det danske landshold deltog i, på kontoret. Vi var en gruppe på 10 mennesker, der så kampen. Deltagere af begge køn. Alle spændte.

Jeg deltog alene for at indgå i det sociale fællesskab. Ligesom alle andre fodboldkampe jeg har set, så er en del af tilskuerne, som kommenterer på boldspillet. Kommentarerne veksler mellem korte ord f.eks. “SKYD”, “FILM” eller “LORTE-DOMMER” og længere eksistentielle analyser “hvorfor bliver spiller 123 skiftet ind fremfor 456, når 4-4-2 opstillingen er valgt?”.

Denne kamp var ingen undtagelse. Flere deltog i diskussionen. Jeg deltog ikke.

Da kampen sluttede (jeg mindes ikke resultatet), gik vi tilbage til arbejdet. Her sad mine kolleger A og B og talte om kampen. Herefter kom følgende ordveksling:

A: “det der med at se fodbold sammen med kvinder….”

B: “ja…”

A: “…Det behøver ikke gentage sig”.

B nikker.

Jeg spørger: “hvorfor dog ikke? Hvad er der i vejen med kvinder?”

B: “I dag var der en der sagde “skyd”, når Eriksen tydeligvis ikke kunne skyde. Sådan en bold kan man ikke tæmme. Det er det, kvinder ikke forstår, for de har ikke spillet fodbold selv. De forstår ikke, hvad der skal til for at tæmme en bold med brystkassen eller hovedet f.eks.”

A: “Ja, kvinders kamp-analyser er helt ved siden af. Det er frygteligt at høre på”.

Jeg spørger til, om ikke de flestes analyser er ret dårlige givet, at det som oftest er overvægtige, fulde mænd, der deltager i dem. Og om ikke det handler mere om fællesskab og sammenhold?

Det blev afvist.

Der er så meget, kvinder ikke forstår.