All you need is love!

red and black motor scooter on open field under clear blue sky

“Ingen elsker Lone Frank” er en podcast om kærlighedens væsen, som jeg gerne vil  anbefale jer at lytte til.

Udgangspunktet er, at Lone Frank (videnskabsjournalist på Weekendavisen) for fire år siden mistede siden sin kæreste gennem 13 år. Til hans bisættelse  går det op for hende, at nu er der ingen tilbage i verden, som elsker hende. Det er et hårdtslående udgangspunkt for en fortælling. Men på en eller anden måde lykkes det Lone Frank at lave en serie om et sårbart og personligt emne, men på en professionelt, videnskabelig og samfundsrelevant måde.

Hun går i kødet på en problemstilling med spidset pen og en nysgerrighed, som jeg synes er beundringsværdig. Hun vil have svar et vigtigt spørgsmål – kan vi leve uden kærligheden?

Som titlen i dette indlæg måske afslører, så kan vi ikke leve uden kærlighed. En sandhed de fleste af os nok har erkendt på et mere eller mindre bevidst plan allerede. Så det interessante i hendes fortælling er ikke konklusionen, men hendes afdækning af, hvad kærlighed er, hvordan sorg er et udtryk for både mangel på og overflod af kærlighed og endelig hvordan kærlighedsrelationer opstår, dyrkes og vedligeholdes.

Serien berører kærlighed som forelskelse, forældre-barn-relation, venskab og manglen på kærlig – håndteringen af sorg. Hun belyser problemstillingen ved at tage udgangspunkt i hendes egne oplevelser ved interviews af nogle af verdens førende kærlighedsforskere. Det er et genialt koncept, som gør forskningen ekstremt (ved)rørende.

Jeg var særligt optaget af episoden om venskaber. Det viser sig, at mennesker i gennemsnit har tre tætte venner. De kommer oftest fra deres studietid og de hjælper sjældent med praktiske ting. (Nogen – udover mig – der føler sig gennemskuet her?) Venskab opstår kun sjældent på tværs af etnicitet, alder og køn. Homogenitet er værdsat i et venskab, fordi det giver grundlag for identifikation og samhørighed.

Netop identifikationen mellem ens venner gør desværre også, at det er  hyppigt forekommende, at ens venner ikke “er der”, når man mister nogle tæt på en (selvom der er strenge kulturelle normer for, at det bør man). Som ven holder man sig somme tider på afstand, fordi man ikke bryder sig om den uhyggelige identifikationsfaktor, som der uundgåeligt opstår, når nogen, der ligner en selv, har mistet en kæreste, barn eller forælder. Det kunne jo have været en selv. Det kan også være den anden side af identifkation, at et stort tab gør, at et venner ikke længere forstår hinanden, som de gjorde før.

Jeg synes hele serien minder en om, at vi oftere burde se på menneskeheden mere som en art end som en samling individer, fordi det  åbner vores øjne for, hvorfor vi nogle gange opfører os mærkeligt over for hinanden. Det gør det lidt lettere at forstå.

 

 

 

Fredagsfeminisme og den frie abort

Billedresultat for reversing roe

Efter en lang uge hvor hele familien har været igennem en “ud-af-begge-ender”-omgangssyge, så var fredag aften virkelig længe ventet. Vi er blevet færdig med Jane the Virgin sæson 4 (læs mit syn på den serie her) og så rammer vores parforhold altså et af de der bump på vejen, som man ikke ved, hvordan man kommer over: Hvad skal vi nu se? 

Efter længere tids drøftelse – og et hurtigt afsnit af Venner – faldt valget på en hurtig og oplagt løsning. “Reversing Roe” en alletiders fredags-basker: En dokumentar om den politiske kamp om fri abort i USA. SHIT! Jeg sad med en hævet knyttet næve det meste af programmet og overvejede, hvordan man kunne være en del af modstandsbevægelsen mod idiotiske mænds totale nonsens.

Man skal lige forbi beskrivelserne og billeder af kvinder med skader fra aborter udført med bøjler og knive. Men det er virkelig interessant at høre, hvordan den oprindelig sag “Roe v. Wade” sikrede amerikanske kvinder retten til abort – og hvad der er sket på den politiske scene siden – og hvordan kvinders frihed til at træffe deres egne valg nu hænger i en tynd tråd.

Man ser den ene efter den anden vrede hvide mand, som råber op om børne-mordere, mens de uden at tøve opildner til vold og mord mod abortlæger og patienter. De er så vrede og så foragtende over for kvinder, at det er kvalmende.

Selvom “pro-life” påstår, at det handler om at undgå aborter, så er det meget tydeligt, at det handler om kontrol af kvinder. For der arbejdes ikke på at undgå uønskede graviditeter eller drage omsorg for kvinder i den ulykkelige situation, som er en uønsket graviditet. Det handler udelukkende om at styre kvinder.

Mændene i programmet er så aggressive i deres argumentation, at det er uhyggeligt. En kalder deres organisation “Operation Rescue” og fortæller med stor entusiasme, hvordan de i militaristisk stil belejrede klinikken indtil den til sidst måtte overgive sig – og nu var den tidligere abortklinik til “Operation Rescues” hovedkvarter. Det dryppede af kvindeforagt – og jeg er bare så glad for, at jeg lever i en del af verden, hvor kvinder og deres ret til at bestemme over deres eget liv respekteres.

For det er prisen. Hvis kvinder skal føde alle de børn, som man vil få, hvis man hverken har abort eller prævention – så er det slut. Så er det slut med ligestilling. Det er slut med retten til et selvstændigt liv. Vi har prøvet det. Og det er helt afgørende for kvinders frigørelse, at de kan bestemme – hvornår og hvor mange børn de vil have. For det er et valg, der former resten af livet. Det er et valg, som stopper uddannelse, karrierer og økonomiske muligheder.

Det valg skal en ingen regering tage. Og det er ren misogyni, at de her pro-life mænd tillader sig at slå politisk plat på kvindelivets grundvilkår: Vi bærer børnene. Vi bærer risikoen. Vi bærer byrden. Så lige denne her – skal de bare blande sig helt uden om. If you don’t like abortion, don’t have one. 

 

Gift ved første blik

Alle taler om det. Gift ved første blik. DR’s reality-hit. De har solgt konceptet til udlandet, og som trofast seer forstår jeg godt, hvorfor folk vil have en bid af bryllupskagen. Det er altså virkelig godt tv.

Det er god underholdning, hvilket  er en af de vigtigste egenskaber ved reality tv. Der skal være en god spændingsopbygning og relaterbarepersoner. Det er der! Vi starter med et brag. De bliver gift med en ukendt person. Det vil i andre kontekster være the grand finale, men her er det bare anslaget. Hvad sker der nu? Vil de forblive gift? Har match-makerne gjort det godt?

I de amerikanske udgaver bruger de meget tid på matching processen, som bliver et udvælgelsesløb i sig selv. Det fylder ikke noget i den danske version, og det er godt. For jeg gider ikke bruge tid på mennesker, som ikke hænger i.  Her bliver vi præsenteret for parrene hurtigt, og så bliver de gift. BAM!

Når gift ved første blik udmærker sig, så er det fordi det også er godt public service tv. Det formår at lære sine seer om socialklasser (man er slet ikke i tvivl om, hvem der bliver matchet, selvom man ved meget lidt om dem), om relationsdannelse og om hvordan vi alle har uhensigtsmæssige adfærdsmønstre, som er en udfordring, når vi skal danne relationerne med andre (der er altid en psykolog, som kommenterer på deltagernes konflikter undervejs, hvilket på en måde er meget anti-reality tv, men det er godt).

Speak-introen fortæller os, at vi har at gøre med singler som har prøvet alt uden at finde kærligheden. Jeg tvivler på, at de har prøvet alt, men det er et godt anslag, fordi vi får en fornemmelse af, at det er sidste udkald for dem og det giver dem en grund til at melde sig til dette temmelig radikale eksperiment. Derudover fortæller det seeren, at deltagerne er vanskeligere end gennemsnittet. For ellers havde de nok fundet en partner på egen hånd.

Der er i de første programmer en konflikt, som går igen sæson efter sæson. Mændene komplimenterer kvinderne så meget, at de føler sig klemt, fordi de ikke har romantiske følelser for deres nye ægtefælle endnu. Det her udspiller sig typisk i de første par dage, og det kan undre, at nogen overhovedet har romantiske følelser endnu.

Kathrine (den ene del af det “unge par”, som alle hepper på) siger noget ala “jeg har brug for, at du skruer lidt ned – jeg kan ikke klare, at du siger, at jeg er fantastisk, når jeg kun kan sige, at jeg synes, du er sød. Jeg bliver presset, når du siger, at jeg er perfekt”.  På nuværende tidspunkt råber min mand af tv’et: “HAN MENER DET JO IKKE – HAN SIGER DET BARE FOR AT GØRE DIG GLAD!!!!”.  Michael (den anden halvdel af det unge par) konkluderer på snakken, at han skal starte med at være mere ærlig om, hvordan han har det.

De fleste andre kvinder i programmet har forskellige versioner af samme problem. Og det giver stof til eftertanke, for jeg havde heller ikke tænkt tanken, at søde Michael bare var ekstra sød for at gøre hende glad (og måske også en anden mere lumsk bagtanke). Men til gengæld forstår jeg fuldt ud, hvorfor man bliver presset af en asymmetrisk kærlighedsrelation.

Jeg forstår godt, hvorfor kvinderne absolut skal sige til deres nye ægtefæller, at de ikke kan lide dem så godt endnu, når de kun har kendt hinanden i få dage, og det er helt normalt?  Det er, fordi 1) de gerne vil have, at der bliver skruet ned for forventningerne (det handler om sex, ik?!), og 2) det bliver en mental stopklods for en videreudvikling af relationen, hvis man hele tiden er nervøs for, at man kommer til at skuffe sin partner.

Og så sker det! Både min mand og jeg får en åbenbaring. Jeg kan pludselig se, at det er ret svært at være mand i den der kurtiseringsproces. Og han ser, at kvinderne virkelig bliver meget påvirket af at føle, at de ikke kan leve op til forventningerne. Det er sgu da godt tv!

Og nå ja, så er der Carsten. Hvad fanden sker der for Carsten?

Follow my blog with Bloglovin

Om angsten ved at være forælder – gange titusinde

Jeg har binge-set “De sjældne danskere” på TV2-play. Her følger vi en håndfuld seje børn (Piet, Alberte, Hjalte, Bastian og Andrea), der har det til fælles, at de er tilknyttet Rigshospitalets center for “Sjældne Sygdomme”, og har hver deres helt særlig sjælden diagnose.

Jeg har egentlig følt mig draget til at se serien i et stykke tid, fordi det virkede som nogle skægge børn. Særlig Piet har slået sine folder i hygge-tv segmentet og virkede rigtig sjov. Det gør han egentlig også i programmet, men det gik op for mig, at det handler om noget andet.

De her historier er vedrørende for alle forældre, fordi den taler til den der grundangst, man får med fra hospitalet om, at ens barn kan dø (eller blive meget syg). Jeg siger ikke, at det på nogen måde er lige så slemt, at jeg sidder og frygter død ved vindrue, som hvis ens barn faktisk har været døden nær indtil flere gange. Jeg siger bare, at jeg kan identificere mig med deres historie.

Det må være så h.å.r.d.t. Både for børn og voksne. En af mødrene siger “ja, det nytter jo ikke noget selv at bryde sammen, når man skal have et barn igennem en stor operation“. Det er så sandt, som det er sagt, men det må sat’me være en udfordring at skulle undertrykke sin egen frygt, fordi der er behov for, at man er modig på sit barns vegne. (Det er i øvrigt tydeligt, at børnene har set deres forældres frygt og prøver at være modige på deres vegne. Shit mand, børn altså!)

Det er et fælles træk for de fem børn, at de er ret vellidte, hvilket gør deres historie mindre smertefuld. Altså det kan godt være, at de ser mærkelige ud, men de har faktisk rigtige venner, som vil dem det godt. Og det er lettere at holde ud som seer. Jeg husker, at der var et andet tv2 program, hvor en autistisk dreng spurgte sin mor, hvornår han mon ville få en ven. Av, det skar i hjertet. Så på en skør måde, så har man faktisk ikke så ondt af de her børn (men selvfølgelig ville jeg da ønske for dem, at de kunne være smerte og bekymring foruden). Som seer er jeg fuld af beundring og oplever sådan et rush af at se så morsomme og stærke børn klare sig på trods.

Jeg har dog ondt af deres forældre. En af mødrene fortæller om, hvordan det var at have et nyfødt barn, som er tæt på at dø hele tiden. Hun fortæller, at hun gik rundt og sagde til sig selv, at hun ikke måtte elske ham for meget, fordi hun ikke vidste, om hun fik lov at beholde ham. Det er jo sådan noget nonsens, man kan gå rundt og sige til sig selv i krisetider. Men det fanger så fint, hvor hårdt det er at være forælder til et sygt barn. Du bliver ramt på dit svageste punkt – dit barn – men det forventes/kræves, at du er stærk hele tiden.

Det er virkelig godt public service tv. Jeg håber, at serien får pengene til at strømme til behandling af også de sjældne sygdomme og til hospitals klovnene (som man får en helt anden respekt/forståelse for).

 

Jane the virgin: ægte problemer i falsk drama

Billedresultat for jane the virgin

Endnu engang tilbyder Netflix en serie, som er både nyskabende, morsom og  giver stof til eftertanke. Jane the Virgin udkom første gang i 2014, og er derfor ikke ny på serie-scenen. Det er værd at vide, at ikke mange af mine tv-anmeldelser vil være  særlig nye. Jeg skal altid tage et ret langt tilløb, før jeg orker at engagere mig i nye personer – det gælder både for dem i mit tv og i virkeligheden. MEN Sæson 4 er dog nærmest lige udkommet på dansk Netflix  (juli 2018), så lidt aktualitet er der dog til historien.

Serien parodierer sæbeoperaen, hvilket betyder, at den både har sæbeoperaens ekstremt komplicerede plot, men distancerer sig fra den ved at være godt skrevet og behandle mange reelle problemer. Det er tydeligt at tekstforfatterne har en stor portion kærlighed for sæbeoperaens romantiske dramer, og det er ikke let at redegøre for seriens handling, da den har utrolige mængder af plot- og genretvist. Der er heldigvis et resumé af fortællingen i starten af hvert afsnit, som gør det let at følge med – også hvis man ikke har set alle afsnittene før.

Men HELT kort fortalt: Jane vil gerne forblive jomfru, indtil hun bliver gift med sin kæreste Michael, der er politibetjent. Ved en fejl bliver hun insemineret og får et barn med Raphael, en flot rig latino mand. Jane bor sammen med sin mor, der er lidt løs på tråden, og sin mormor, der er meget lidt løs på tråden. Det er naturligvis oplagt, at en stor del af serien er optaget af trekantsdramaet og familierelationerne. Men nu er det jo en sæbeopera, så selvfølgelig er der både en solid mord-krimi-historie på sidelinjen og en ukendt far, som kommer ind i billedet (faren er selvfølgelig – skuespiller i en sæbeopera!).

Serien leger enormt meget med sit filmiske udtryk og sender den ene hyldest afsted mod sæbeoperaen efter den anden. Det er en parodi, men den er kærlig ment. Derudover har serien utrolig sjove og sympatiske karakterer, som man ikke kan undgå at holde af. Jeg er personligt træt af at se tv-serier,  der er centreret om usympatiske voldspsykopater. Jeg vil gerne have nogen at holde med og af. Ellers kan jeg ikke klare at være sammen med dem  i så lang tid. Det bliver et pænt nej tak til Game of Thrones, Breaking Bad etc.

Serien er selvfølgelig meget let fortalt, men den har en meget interessant dynamik. I modsætning til serie-plot som de er flest, så bliver denne historie drevet frem af, at karaktererne fortæller sandheden til hinanden, og hvis de lyver så gør de det ikke ret længe af gangen. Det synes jeg er utroligt forfriskende. Langt de fleste serier er skrevet med løgnen som primær drivkraft.

Serien behandler en lang række meget tunge emner, men uden at man som seer bliver tung i sjælen af det. Serien adresserer hverdagsproblemer, hvor man kan genkende sig meget i dem. F.eks. udfordrende relationer i sin familie og med sin partner. Det kan være: hvordan forholder man sig, når man ikke fungerer med sin partner seksuelt? Eller man higer efter sine forældres anerkendelse? Eller når man bliver skilt og alligevel skal samarbejde?

Det er virkelig nede på jorden emner, som bare er pakket ind i et virvar af overdrevent drama om mafioso-typer, psykopatmordere, affærer og en hel masse andet rod. Og alligevel så får dramaet seeren til at sidde på kanten af sofaen og HVAD SKER DER NU? Så på den måde holder man tempoet oppe og sidder ikke og dvæler i lange tider ved svære emner. Det fungerer overraskende godt.

Hvis jeg skal være lidt kritisk, så bliver man nogen gange bims af formen (særligt hvis man “binger” serien), fordi man bruger meget tid på at repetere historien (men det er nødvendigt). Jeg kan derfor godt kede mig lidt af og til. Men det undrer mig lidt, for når et afsnit er slut, så er der simpelthen sket så meget, hvilket altså nødvendiggør repetitionen. Et mord fylder måske bare en enkelt scene – hvor den i andre serier ville fylde en helt sæson. Måske er serien bare ikke egnet til at se i adskillelige timer i træk.

Serien har utrolig mange niveauer, selvom den virker som lette kalorier, så synes jeg, at der er meget at hente.  Der er den store fortælling om kvindens seksualitet – og den evige kamp om at være luder eller madonna. Det bliver ridset op i positionerne mellem Janes mor og mormor – hvor Jane repræsenterer frustrationen over at skulle vælge én rolle.

Så er der historien om kærligheden og de komplekse familierelationer, som bliver påvirket af alder, race og klasse. Det udspiller sig i alle personerne udvikling. Det er ikke kun Jane, der udvikler sig undervejs. Selv umiddelbart flade karakterer får fra tid til anden lov at folde sig ud. Det er virkelig skønt – og giver plads til mange forskellige synsvinkler på familielivet. Om man er mor, far, svigersøn, datter, bedstemor eller bonusmor.  (Hertil hører, at serien handler om en anden kulturel kontekst end den gængse hvide familie, hvilket er et tiltrængt friskt pust ind på en scene, som ellers kun kan forcere diversitet).

Endelig er der krimi-historien, hvor man sidder og gætter med på plot-tvist og mordere. Det er i sig selv underholdende og med til at skabe spænding undervejs, men for mig er det ikke den væsentligste historien – det er mere en slags indpakning for resten.

Det er en serie, jeg klart vil anbefale, hvis man trænger til at tale om noget rigtig med sin tv-partner -og i øvrigt er træt af at se på mørke serier, der bruger volden som det vigtigste virkemiddel i deres fortælling.

 

Hannah Gadsby er en fucking fierce feminist

“I named it before I wrote it”  er Hannah Gadsby forklaring på, hvorfor hendes show hedder Nanette. Opkaldt efter en kvinde hun mødte i byen og tænkte, at hun kunne klemme en god times sjov og ballade ud af.

Det viste sig at være forkert – både omkring kvinden og showet. Af et comedy-show at være, er det ikke specielt morsomt. Til gengæld er det fierce som ind i helvedet.  Hvis du ikke har set det endnu – så synes jeg, at du skal se det før, du læser resten af dette indlæg. Det er bedre, når man ikke ved, hvad der rammer en. Stop. Se. Læs.

———Spoilers ahead————

‘Nanette’ handler om, hvorfor Hannah Gadsby vil droppe comedy: Hun er træt af at lave selvudslettende jokes om sit eget liv som lesbisk for at kunne fortælle sin historie. Hun fortæller flere gange undervejs “My story has value” og “I have a right to take up space in this world”, som var det nye erkendelser.  Fordi hendes verden – dybt religiøse Tasmanien – har behandlet hende og andre ligesindede som afskum, der netop ikke har ret til at være til.

Det er sådan set skrupskørt, at der kan laves jokes over det tema. Men hun har levet af de i 10 år. Hun har levet et liv marineret i skam over, hvem hun er – og det har ødelagt hende.  Næsten.  Men  ‘what doesn’t kill you makes you stronger‘. Hannah Gadsby kom tilbage ti gange stærkere. For at bøje uden at knække, det er råstyrke!

Showet er skrevet vidunderlig godt. Hannah skifter overbevisende mellem hjerteskærende historier, nørderier og lette jokes. Hun hopper fra sten til sten uden et øjebliks bæven. Hun svømmer alt, hvad hun kan ud mod det åbne hav uden den mindste frygt for at drukne. For hun har prøvet det før. At drukne og komme tilbage til livet. Drukne i skam og homofobi og komme tilbage og insistere på sin plads i verden.

Hun viser med stor overbevisning, hvad kunsthistorie kan lære os om verden. At mænd i årtusinder har portrætteret kvinder i deres eget liderlige billede. At kvinder er blevet tegnet nøgne og hjælpeløse. At det også forklarer, hvorfor Weinstein, Cosby, Woody Allen etc. er reglen og ikke undtagelsen. At #metoo handler om, at kvinder ikke længere vil finde sig i lorte behandling.

Det handler om meget om køn og mindre om seksualitet. Hun viser os, at de udfordringer, som hun har haft som lesbisk kvinde, er udfordringer, alle kvinder har. At patriarkatet definerer et meget specifikt og lille rum at være kvinde i. At kvinder frit kan vælge mellem rollerne luder eller jomfru. Helt frit. Men uanset hvad hun vælger, kan hun være sikker på, at hun gør noget forkert.

Hindsight is a gift – STOP WASTING MY TIME” råber hun ud over salen. Hun vil ikke have, at kritik bliver fejet af banen med henvisning til, at tiden var en anden. Vi skal gøre op med lortet. Vi skal stoppe med at fejre mænd, hvis succes blev bygget på kvindehad og undertrykkelse. Vi skal stoppe helt. Vreden er dirrende og smittende. Henvendt til alle verdens mænd, men i særdeleshed Picasso, råber hun:

“You don’t have a monopoly on the human condition, you arrogant fuckers!” 

Hannah har ret. Vi skal huske. Alle sammen. Vi har ikke monopol på at være menneske. Vi skal lytte til hinandens udgangspunkter (også mænds, men der er blevet lyttet ret længe – så måske vi skal skifte frekvens for en stund).

Men Hannah stopper nu. Hun stopper i comedy, for hendes vrede  er heller ikke konstruktiv. Hun beder sit publikum om at passe godt på hendes historie. Tage den med os, men at lade vreden ligge.

 

Rudi er bange – en dokumentar om angst

Billedresultat for rudi er bange

DR3 laver bare så tæskegodt tv. Det er virkelig en frontsoldat, når det kommer til at producere virkelig godt public service tv (så det er en gåde, hvorfor man vil lukke kanalen). I en tid, hvor mange har diagnoser, hvor store dele af befolkningen mistrives – så fokuserer mainstream medierne rigtig meget på “12 tals pigerne” med stress og spiseforstyrrelser. Det er også en relevant dagsorden, men den er bare forsimplet og taler ind i en stereotyp forståelse af både kvinder og psykisk sygdom.

At succesfulde kvinder i virkeligheden er skrøbelige piger. Og at psykisk sygdom mest er en kvinde-ting. Begge dele er forkerte – og “Rudi er bange” er med til at skabe flere nuancer til debatten og oplyse sine seer om, hvad angst er – og hvor invaliderende det er.

Når man ikke har haft angst, så er det svært at forstå, hvad det er og hvor det kommer fra. “Rudi er bange” giver ingen svar, men viser én persons kamp mod indre dæmoner. Vi ser en granvoksen mand fortælle om angstens gode venner: paranoia, nedtur og massiv ensomhed.

Han viser os helt tæt på, hvordan et angstanfald ser ud. Hvordan han har placeret kugledyner rundt omkring i hans 32 kvadratmeter store lejlighed for at dæmpe angsten, som er værst om morgenen. Han skal virkelig kæmpe med sig selv for ikke at slukke kameraet “det kan hjælpe andre” råber han af sig selv med tårene trillende ned af kinderne.

Det er så sejt, at han gennemfører projektet. Jeg er sikker på, at der må være mange med angst, som føler sammenhørighed og forståelse. Selvom han får lov at fortælle, så oplever vi også forskellige mulige svar på, hvad der er så svært for ham.

Rudi forklarer selv, at angsten kommer fra, at folk har talt dårligt om ham. Han kan ikke bære, at nogle har  anklaget ham for ting, som er forkerte. Han føler sig grundlæggende dårligt behandlet. Men det er tydeligt, at det nok er en forsimplet forklaring , at folk ikke skulle have talt dårligt om ham. For han taler ikke pænt til sig selv. Når han henter sin medicin på apoteket, kalder han sig selv for “en fucking taber”. Han taler dårligt om sig selv og han har haft det dårligt hele sit liv, men berømmelsen gjorde det værre. For han er ekstremt bange for at blive dømt.

Rudis (pleje)far siger, at han skal stoppe med at tage sig selv så højtideligt. Det gør ingen gavn at botanisere i fortidens fejl og dårlig omtale. Det er et godt råd til de fleste. Jeg følte mig i hvert fald også ramt. Og i virkeligheden ved Rudi det godt – for som han konstaterer “jeg laver altid sjov, når jeg er bange”.

Humor er en god udvej, når “the shit hits the fan”. Det er helt sikkert en strategi, som mange uden angst også kender.

Dokumentaren giver ikke en masse fakta om årsagen til angst. Men den viser, hvorfor det er forkert at tænke psykisk syge som svage. For det læs de skal trække – bare for at stå op og gå ud af døren – kræver en vild råstyrke.

Det ved Rudi heldigvis også godt. I hvert fald glimtvis. Hermed en varm anbefaling til at se med i en kamp mod angst.

 

You’re not working class

Billedresultat for lady bird i wanna go

Jeg har lige været inde og se ‘Lady Bird’, som er en historie om Christine, der gerne vil være noget i verden og prøver på sin egen særprægede måde at undslippe sit klassetilhørsforhold. Så hun starter med at døbe sig selv “Lady Bird” og tvinge alle – herunder sin mor – til at tiltale hende ved det navn.

Hendes lidt krøllede tilgang til livet, får vi allerede fra første scene, hvor hun kaster sig ud af en bil i fart og brækker armen, fordi hendes mor provokerer hende.

Tonen i filmen er på én gang let og tung. Morsom og tragisk. Opløftende og nedslående. Jeg kunne godt relatere til følelsen af ikke at være fin nok – forjeg oplever stadig ind i mellem at føle, at jeg skal gå rundt med mennesker, som er betydeligt mere kultiverede end jeg, og jeg føler mig aldrig godt tilpas i det selskab.

Det er den samme erkendelse, som Lady Bird gør sig. Hun prøver at passe ind på det private katolske gymnasium og på at gå efter at blive noget større, men kæmper med at være sig selv i den kontekst. Så hun skal finde balancen mellem at være sig selv og kunne løfte sig selv (og familien) ud af fattigdom.

Det dejlige ved denne film er, at den er fyldt af kærlighed og omsorg, selvom de kan være pakkede ind i tåbelige skænderier. Som bunder i en mor, der har ambitioner på datterens vegne og en datter, der føler, at hun ikke altid kan leve op til dem.  Og i virkeligheden også omvendt. Moderen føler sig heller ikke tilstrækkelig, selvom hun har to jobs og gør alt, hvad der står i hendes magt for, at familien får et godt liv.

Billedresultat for lady bird i wanna go

Lady Bird får et par kæreste den ene respekterer hende for meget til at rage hende på brysterne. Den anden er så intellektuel, at han ikke kan få sin næse ud af fine franske værker og tage del i almindelige menneskers problemer, tanker og følelser. Det er under hans niveau.

Lady Bird gennemskuer bullshit og har ikke tid til dumme drenge.  Det er virkelig sjovt, men der er også alle de hårde ting ved at blive voksen. At prøve at få cool venner – men finde ud af at de knap så cool venner, alligevel er der hvor man har mest plads til at være sig selv – det er næsten en universel teenage-oplevelse (tror jeg da?!).

Jeg sad som seer og følte dyb sympati og fællesskab med denne historie. En working class hero på en måde. Men som der stod på toilettet på den bar, jeg var på efterfølgende “You’re not working class”. Skriften på toiletvæggen har ret.

Når man betaler 300 kr. for en øl og en burger, så er man ikke arbejderklasse…

Et hus med sjæl og to toiletter

Et af mine yndlings livstilsprogrammer er Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed på tv2, hvor vores to værter Sara og Christian guider seerne og de udvalgte par gennem et huskøb. Eller i hvert fald et potentielt huskøb.

Vores købere leder efter alle mulige slags huse, men deres boligjagt er tit kendetegnet ved at have både meget konkrete og meget flyvske ønsker: ‘sjæl og to toiletter’, ‘fire værelser og landlig idyl’ eller ‘herskabelig lejlighed til usandsynlig lav pris i Frederiksberg C’. Okay, det sidste er ikke så flyvsk, bare ikke-eksisterende.

Pointen er simpel: man kan ikke købe hus uden at gå på kompromis – og naturligvis at beliggenheden afgør prisen. The rare but valid point kommer altid bag på deltagerne. Som seer kan man bare sidde og lune sig ved, at man selv er meget bedre huskøber. 

For mit vedkommende var det bare overhovedet ikke tilfældet. Jeg ville selv have et lidt skørt hus, som jeg kunne gå rundt om, med en vild grøn have. Det var det jeg kiggede efter. Men efterhånden som det gik op for mig, at villa villakulla ikke var til salg, og vores husjagt var frugtesløs jeg se, at et minimum af vedligeholdelse, børnevenligt nabolag og pris var vigtigere. Det var i virkeligheden de rammer, som kunne give os villa villakulla-følelsen, hvor der var plads til leg, begejstring og frihed.

Jeg endte med et rækkehus med en flisebelagt frimærke-have (som jeg en dag nok skal få fyldt med lidt græs). Det var et kompromis, men jeg er så glad for vores valg. Fordi vi her får et hus uden så mange bekymringer, men med plads, luft og lys.

Programmet hjalp os til at få indblik i, hvordan en forhandling foregår og hvad man kan spille ind med – samt hvilken rådgivning der er relevant. Og jeg brugte det f.eks. til at sige, at hvis ikke sælger vil gå (mere) ned i pris, så skal det være top-nemt for mig. Så skal de små K3’ere udbedres, så jeg ikke behøver at skifte en fuge eller købe en ny dør og jeg vil overtage huset, så det passer mig!

Programmet er både rent livsstilsunderholdning, men med en god portion public-service. De åbner helt sikkert ikke kun deltagernes øjne, men også seernes ift. at overveje nye muligheder. For de vælger meget diverse gruppe af deltagere – de unge par med børn, der skal have noget større. Det ældre ægtepar, som vil flytte i noget mindre inde i byen. Familien som vil bo sammen flere generationer. De rige som gerne vil have et hus der viser, at de er det osv osv. (men der er klart en overvægt af storby-par, som vil have mere plads – men jeg tror helt sikkert, at en meget bred målgruppe vil kunne finde deltagere, de kan spejle sig i).

Uge efter uge viser det, at uanset budget og krav, så findes det perfekte hus ikke. Hvis man leder efter perfektion, så finder man aldrig sit hus (det gælder vist nok også andre forhold i livet).

 

Nybyggerne: hyggeligt, absolut seværdigt, men ikke specielt lærerigt

Billedresultat for nybyggerne logo

I morgen finder vi ud af, hvilket nybygger-par der vinder finalen og dermed deres egen hjemmebygget lejlighed i Hedehusene.  Nybyggerne er kort fortalt en konkurrence, hvor fire par får en rå lejlighed hver. Her skal de selv skal lave vådrum, køkken, spartle, tapetsere, male og indrette. De har typisk 4-5 døgn til at lave et eller flere rum. Det er nogle sindssyge tidsfrister, som gør at deltagerne ofte ikke sover ret meget.

Det har været en sand fornøjelse at følge de fire ultra-sympatiske par, som viser hvad et parforhold kan når det er stærkt og sundt: Man kan overkomme selv de mest vanvittige udfordringer. Jeg glæder mig overraskende meget.

Frederik og Charlotte var nybegynderne, studerende og underdogs. De har udviklet sig helt vildt og er programmets sødeste par med deres store højdeforskel og gode humør.

Mike og Thomas beskrev sig selv, som havende grønne fingre og et parforhold i sådan en balance, at de trængte til en udfordring. De vælter sig i teak og planter.

Bolette og Jimmi er det eneste par med børn (tre!), hvilket giver en helt anden dimension til deres opofrelse, som vi oplever, når deres drenge kommer på besøg. Alt er formet efter livet som børnefamilie.

Maria og Kristian er ingeniørene og klart favoritterne. De tænker i multifunktionelle løsninger og udfordrer sig selv hele tiden ved at bygge svære ting. De er nok så dygtige, at de er svære for de fleste seer at identificere sig med.

Jeg begyndte at se programmet, da jeg selv stod midt i et flytteprojekt og gerne ville have inspiration. Jeg er ovenud imponeret over deres færdigheder og er blevet meget glad for, at jeg selv valgte at købe et hus, hvor der ikke er nogle gør-del-selv-projekter. Jeg er stresset over, at vores spots i køkkenet ikke virker – og jeg orker ikke at ringe til en elektriker.

Det er et meget underholdende reality-tv, men det er ikke så informativt, som jeg havde håbet på. Man får enkelte fif omkring, hvordan man skal spartle en vindueskarm, men ikke gennemgående vejledning. Ligesom man ikke får en fornemmelse af, hvad de enkelte projekter faktisk koster. Så det er ikke et godt sted at blive klog på gør-det-selv-projekter, men det er god underholdning.

Desuden står det klart, at indretning som bygges med hensyn til børn aldrig bliver rigtig pænt. Det er nok bare det lod, man må bære som forældre. Man er nået i mål, hvis det er praktisk og til at holde ud og kigge på – men new nordic lækkerhed kan ikke lade sig gøre.

Hvis du ikke har set programmerne endnu, så kom igang. Det er sindsygt godt castet. Det er fire vældig morsomme og søde par. Man får troen på menneskeheden og parforholdet tilbage. Det kan man vel aldrig få for meget af.