Barbapapa – en lyserød sexist?

Billedresultat for Barbapapa

Frode Får vil ikke afspilles på Netflix for tiden (skandale!), så vi har været nødsaget til at kaste os over en ny børne tv-serie: Barbapapa.

Det er jo sådan set ikke en ny serie, idet den er fra 70erne – og vi er flere, som også selv så serien, da vi var børn. Men hvis man som voksen er i stand at holde sig vågen til de dybe stemmer og det lullende lydspor, som nærmest tvinger dig til at lægge dig på langs af sofaen, så er det da også ret tydeligt, at det ikke er en nymodens ting, man kigger på.

Efter at det lykkedes mig at se med i vågen tilstand flere gange, er jeg er begyndt at tvivle alvorligt på, om det er noget, vi egentlig skal se mere af. Hvorfor dog det tænker du måske? Er det ikke bare en tv-serie om stærke familiebånd, omsorg for vores klode og uskyldige eventyr for børn?

Altså  serien har klare moralske normer og har ganske rigtigt et stort fokus på familieværdier. Og det har et hippie-flipper-øko udgangspunkt, som jo egentlig er moderne igen. Mange af afsnittene handler om onde jægere, som vil slå dyr ihjel, som Barbapapa så redder. Der er også stærke værdier om, at privatisering af f.eks. strandarealer er uretfærdig og skaber ulige adgang til naturens (ellers gratis) glæder.

Det er alt sammen værdier, som det er svært at blive rigtigt ophidset af, omend de er unuancerede. Men det er ikke de stærke politiske 70’er budskaber, som irriterer mig. Moral for børn er vel altid sort/hvid.

Det, der pisser mig af, er derimod, at alle historierne konsekvent bliver drevet frem af de mandlige karakterer. Serien hedder jo “Barbapapa”, så det understreger fint- hvem der er den vigtigste figur. Det er Far! Og han er måske nok lyserød, men det skal man ikke lade sig narre af. Han bruger de første mange afsnit på at finde sig en kone. Så snart hun er landet, skal de have nogle børn. Hvad har man ellers kvinder til? (Selvom barba-børnene bliver til som kartofler, så det holder nok ikke). Serien kunne næsten lige så godt have heddet “Patriarkatet”. 

Historierne drejer sig herefter meget om, at drenge-barbabørnene laver vanvittige opfindelser, løser mysterier eller skal hjælpe nogen, mens barba-pigerne og Barbamama kigger bekymret på, mens løjerne spænder af. Det eneste afsnit, jeg har set, hvor Barbamama spiller en større rolle er, da hun skal bage en kage til Barbapapa, fordi han har fødselsdag(!).

Det er da også altid Barbapapa, som tager styringen, når der skal laves egentlige redningsaktioner undervejs. Barbamama har primært rollen som den støttende hustru.

Så jeg står tilbage og tænker: Gad vide hvor meget Barbapapa et drengebarn kan se, før han lærer, at kvinder er bipersoner i drengens liv. At piger ikke er modige, handlekraftige eller i stand til at bygge ting?

Men hvad er alternativerne? Udover Pippi og Gurli Gris altså?

Om angsten ved at være forælder – gange titusinde

Jeg har binge-set “De sjældne danskere” på TV2-play. Her følger vi en håndfuld seje børn (Piet, Alberte, Hjalte, Bastian og Andrea), der har det til fælles, at de er tilknyttet Rigshospitalets center for “Sjældne Sygdomme”, og har hver deres helt særlig sjælden diagnose.

Jeg har egentlig følt mig draget til at se serien i et stykke tid, fordi det virkede som nogle skægge børn. Særlig Piet har slået sine folder i hygge-tv segmentet og virkede rigtig sjov. Det gør han egentlig også i programmet, men det gik op for mig, at det handler om noget andet.

De her historier er vedrørende for alle forældre, fordi den taler til den der grundangst, man får med fra hospitalet om, at ens barn kan dø (eller blive meget syg). Jeg siger ikke, at det på nogen måde er lige så slemt, at jeg sidder og frygter død ved vindrue, som hvis ens barn faktisk har været døden nær indtil flere gange. Jeg siger bare, at jeg kan identificere mig med deres historie.

Det må være så h.å.r.d.t. Både for børn og voksne. En af mødrene siger “ja, det nytter jo ikke noget selv at bryde sammen, når man skal have et barn igennem en stor operation“. Det er så sandt, som det er sagt, men det må sat’me være en udfordring at skulle undertrykke sin egen frygt, fordi der er behov for, at man er modig på sit barns vegne. (Det er i øvrigt tydeligt, at børnene har set deres forældres frygt og prøver at være modige på deres vegne. Shit mand, børn altså!)

Det er et fælles træk for de fem børn, at de er ret vellidte, hvilket gør deres historie mindre smertefuld. Altså det kan godt være, at de ser mærkelige ud, men de har faktisk rigtige venner, som vil dem det godt. Og det er lettere at holde ud som seer. Jeg husker, at der var et andet tv2 program, hvor en autistisk dreng spurgte sin mor, hvornår han mon ville få en ven. Av, det skar i hjertet. Så på en skør måde, så har man faktisk ikke så ondt af de her børn (men selvfølgelig ville jeg da ønske for dem, at de kunne være smerte og bekymring foruden). Som seer er jeg fuld af beundring og oplever sådan et rush af at se så morsomme og stærke børn klare sig på trods.

Jeg har dog ondt af deres forældre. En af mødrene fortæller om, hvordan det var at have et nyfødt barn, som er tæt på at dø hele tiden. Hun fortæller, at hun gik rundt og sagde til sig selv, at hun ikke måtte elske ham for meget, fordi hun ikke vidste, om hun fik lov at beholde ham. Det er jo sådan noget nonsens, man kan gå rundt og sige til sig selv i krisetider. Men det fanger så fint, hvor hårdt det er at være forælder til et sygt barn. Du bliver ramt på dit svageste punkt – dit barn – men det forventes/kræves, at du er stærk hele tiden.

Det er virkelig godt public service tv. Jeg håber, at serien får pengene til at strømme til behandling af også de sjældne sygdomme og til hospitals klovnene (som man får en helt anden respekt/forståelse for).