Nybyggerne: hyggeligt, absolut seværdigt, men ikke specielt lærerigt

Billedresultat for nybyggerne logo

I morgen finder vi ud af, hvilket nybygger-par der vinder finalen og dermed deres egen hjemmebygget lejlighed i Hedehusene.  Nybyggerne er kort fortalt en konkurrence, hvor fire par får en rå lejlighed hver. Her skal de selv skal lave vådrum, køkken, spartle, tapetsere, male og indrette. De har typisk 4-5 døgn til at lave et eller flere rum. Det er nogle sindssyge tidsfrister, som gør at deltagerne ofte ikke sover ret meget.

Det har været en sand fornøjelse at følge de fire ultra-sympatiske par, som viser hvad et parforhold kan når det er stærkt og sundt: Man kan overkomme selv de mest vanvittige udfordringer. Jeg glæder mig overraskende meget.

Frederik og Charlotte var nybegynderne, studerende og underdogs. De har udviklet sig helt vildt og er programmets sødeste par med deres store højdeforskel og gode humør.

Mike og Thomas beskrev sig selv, som havende grønne fingre og et parforhold i sådan en balance, at de trængte til en udfordring. De vælter sig i teak og planter.

Bolette og Jimmi er det eneste par med børn (tre!), hvilket giver en helt anden dimension til deres opofrelse, som vi oplever, når deres drenge kommer på besøg. Alt er formet efter livet som børnefamilie.

Maria og Kristian er ingeniørene og klart favoritterne. De tænker i multifunktionelle løsninger og udfordrer sig selv hele tiden ved at bygge svære ting. De er nok så dygtige, at de er svære for de fleste seer at identificere sig med.

Jeg begyndte at se programmet, da jeg selv stod midt i et flytteprojekt og gerne ville have inspiration. Jeg er ovenud imponeret over deres færdigheder og er blevet meget glad for, at jeg selv valgte at købe et hus, hvor der ikke er nogle gør-del-selv-projekter. Jeg er stresset over, at vores spots i køkkenet ikke virker – og jeg orker ikke at ringe til en elektriker.

Det er et meget underholdende reality-tv, men det er ikke så informativt, som jeg havde håbet på. Man får enkelte fif omkring, hvordan man skal spartle en vindueskarm, men ikke gennemgående vejledning. Ligesom man ikke får en fornemmelse af, hvad de enkelte projekter faktisk koster. Så det er ikke et godt sted at blive klog på gør-det-selv-projekter, men det er god underholdning.

Desuden står det klart, at indretning som bygges med hensyn til børn aldrig bliver rigtig pænt. Det er nok bare det lod, man må bære som forældre. Man er nået i mål, hvis det er praktisk og til at holde ud og kigge på – men new nordic lækkerhed kan ikke lade sig gøre.

Hvis du ikke har set programmerne endnu, så kom igang. Det er sindsygt godt castet. Det er fire vældig morsomme og søde par. Man får troen på menneskeheden og parforholdet tilbage. Det kan man vel aldrig få for meget af.

 

They are all about duty….

Relateret billede

Præsidentens mænd – eller  West Wing som er den originale (og bedre) titel – tonede frem på skærmen i starten af nullerne. Jeg var i første omgang ikke interesseret i en intellektuel DR2-serie med mærkelig lyssætning og midaldrende mennesker, der talte ekstremt hurtigt.

Jeg fik dog et venligt puf, og der gik ikke længe, før jeg faldt pladask for serien. Serien er skrevet for at skabe begejstring hos (unge) amerikanere for politik og offentlig forvaltning. Det gjorde begge dele for mig. Den er kendetegnet ved Aaron Sorkins ekstremt velskrevede dialoger, som emmer af klogskab og humor – også bliver man helt overvældet af, hvor sejt deres arbejde er.

Vi følger præsidentens rådgivere (som ikke alle er mænd) og får et ret realistisk indblik i, hvordan man driver et præsidentembede. Med alt fra morgenopkald, internationale kriser, valgkamp, krig, ægteskabsproblemer, interessentinddragelse etc. Man bliver klog på policy og kan stadig lære noget nyt, selvom man ser afsnittet for 6. gang.

Udover at være umanerlig fantastisk tv, så ændrede serien mit liv. Den gav mig lyst til at arbejde med politik. Ikke som politiker, hvor man er i rampelyset og kæmper om magt, men på embedsmandsmåden, hvor borgerpligt, demokratikærlighed og politisk tæft er centrum for arbejdet. Det er politik på en helt anden måde. Så jeg læste statskundskab og arbejder i dag i et ministerium. Det sker, at jeg får det lige som Josh Lyman, når jeg går på arbejde:

Billedresultat for legislative agenda josh lyman

Men for det meste så er det faktisk med oprigtig respekt for, at uanset hvilken farve regeringen har, så har de mandat til at føre den politik, de ønsker – og jeg skal hjælpe med at føre den ud i livet.

Som djøfer og embedsmand er den bedste politiker – en ligesom præsident Bartlet – vidende og ansvarsfuld. En som sætter klar retning og som tager ejerskab over den førte politik.

Men hvis du er træt af politikere og mærker en vis apati skylle hen over dig, når du ser Debatten eller Tirsdagsanalysen, så sæt West Wing på i stedet. Det er en tv-serie, som er så god, at den stadig holder 20 år efter den blev sendt -og i sådan en grad, at der laves en podcast, der følges at millioner af lyttere (West wing weekly), hvor de gennemgår hele serien én episode af gangen (!).