Drengefest på kontoret

Jeg bemærkede, at min kollega havde en aftale i kalenderen “Billard og øl”, stod der vist. Jeg ønskede god tur – og dagen efter spurgte jeg, om det havde været hyggeligt. “Jo, tak. Det havde det.”

Flere måneder senere bliver jeg klar over, at arrangementet faktisk var for alle mændene i kontoret – ikke bare nogle tilfældige af hans venner.

Det studsede jeg lidt over. Er vi ikke for gamle til at holde kønsopdelte arrangementer? Hvad mon der blev talt om på det arrangement? Formentlig den halvdel af kollegerne, som ikke var inviteret?! Det var tydeligt, at der blev gået lidt stille med dørene. Men som tiden gik begyndte “drengene”  at tale om fremtidige arrangementer. Hvad skulle de nu ud og lave?

En af mine kvindelige kolleger havde også bittert noteret sig – “hvorfor lige billard og øl? Snuskede værtshuse – jeg ELSKER snuskede værtshuse” – som om de snuskede værtshuse havde bedraget hende. Jeg tænkte egentligt bare, at det var et lidt tarveligt træk.

Jeg har ikke ét sammenhængende argument for, hvorfor voksne mennesker ikke bare kan mødes, som det passer dem. Det kan de jo. Men jeg kan konstatere, at det føles meget underligt, at der er en fest, man ikke bliver inviteret til alene på grund af ens køn – og især når det er i arbejdssammenhænge.

Min første tanke var “nu skal jeg fandme vise dem, så laver jeg bare en dame-fest”. Men jeg gider ikke holde en damefest. Jeg taler faktisk mere med mændene i kontoret (fordi det er dem jeg tilfældigvis har flest opgaver med). Og jeg gider ikke skulle finde på noget særligt damet – eller hyre en stripper eller noget andet over-korrigerende. Så hvad gør jeg?

Er det mig, som er sippet? Er det helt i orden at lave herreklubber på kontoret? Og hvad er et godt comeback. Det er i hvert fald ikke at klage over det. Så meget ved jeg. da.

Så vær dog bare lidt sur/bitter/træt/smadret!

baby lying on gray textileInden for de seneste par måneder har to af mine veninder fået deres først barn. Jeg har været forbi med gaver og rosende år. Smukke børn. Seje mødre. Alt er godt.

Meeeeen jeg har opdaget, at jeg fisker efter de dårlige nyheder, de hårde nætter og knas i parforholdet, når jeg har været på besøg. Det er sådan set ikke, fordi jeg ønsker, at de har problemer. Jeg leder nok bare efter noget, jeg kan spejle mig i. Og det har vist sig lidt vanskeligt.

Min ene venindes baby havde et “anfald”, da jeg var på besøg – og jeg kunne næsten ikke høre det. Ungen peb lidt, og det var tilsyneladende, sådan barnet var, når han var mest sur. Saaaaaay whaaat?! Og han sov længe. Det føles uretfærdigt.

Min anden veninde er 100 procent forelsket og ligger det ene billede op efter det andet af “prinsessen” med ordene “Kærligheden har fået en helt ny betydning” og “jeg kan slet ikke stoppe med at kigge på hende”.

Altså. Det er jo dejligt, at de er lykkelige. Men det kan da ikke være hele sandheden. Kan det? Jeg føler lidt, at jeg bliver løjet for.

Jeg havde det ikke specielt svært selv (ingen kolik eller syge børn). Så jeg vil nok beskrive det som medium svært. Jeg syntes også ungen var fantastisk. Men jeg syntes også, at han så meget vred ud. Han skældte mig ud, når mælken kom for hurtigt. Når bleen var våd. Når jeg var for langsom. Når jeg ikke forstod ham.  Det var ikke ren lykke.

Jeg havde massive udfordringer med min nye identitet som mor. Hvordan kunne jeg være mig selv og mor? Det tog sgu da tid at finde ud. Jeg er ikke sikker på, at jeg har svaret endnu. Og når jeg føler mig allermest presset af verden, mor-rollen og mig selv, så bliver jeg stiktosset. Vred. Punktum.

Jeg var træææææææt helt ind i knoglerne. Mit barn sov kraftedme ikke fire timer i træk, før han var langt over et halvt år gammel. Og jeg har til dato aldrig oplevet, at han har sovet længe. Før seks er reglen.

Det er nok derfor, at jeg følte mig kaldet til at skrive til billedet af prinsessen og kommentaren om kærligheden. “Du vil nok få lidt mere komplicerede følelser med tiden”.

Jeg kan godt se det. Jeg er et småligt menneske. Det mangler sgu da bare, at jeg tager del i glæden og ubetinget siger tillykke.

Undskyld!

Det er bare en fase. 

En ode til den rimelig korte bytur

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Jeg har forsøgt mig med at lave en egentlig “ode”, altså “større lyrisk digt i højtidelig stil”, men jeg må erkende ikke engang små digte i uformel stil ligger inden for mine evner. Jeg brugte ret lang tid på en version på melodien til “det var en lørdag aften”. Det blev ikke godt.

Så hvis du nu istedet læser det, som var det slam poetry, så nærmer vi os:

Billedresultat for everything sound like slam poet when you say it like this leslie

En fredag aften for nogle uger siden lykkedes det mig, at mødes med tre af mine veninder. Det var nærmest spontant. Og det var fantastisk.

Vi tyllede gin & tonics i happy houren. Herefter spiste vi tortillas og drak dark and stormy på kande. Det var virkelig virkelig dejligt at høre om andre menneskers liv og fortælle sladder fra ens eget. Det var dejlig med et afbræk, der ikke var planlagt i evigheder forinden.

Det var dog fredag aften. Jeg havde løbet fra kontoret kl. 16 for ikke at komme for sent til aftalen. Det  var afslutningen på en hård uge. Så da klokken slog 20.00 og vores bord ikke længere ledigt, blev jeg ramt af en spontant trang til at tage hjem til min familie.

Det tog jo også lidt tid at komme hjem. Delvist fordi jeg selvfølgelig skulle have en dessert med hjem. Og hvad egner sig bedre end mcflurry daim til tog-turen? Fuck november, jeg vil have softice.

Lidt har også ret. Og det her tilfælde havde det meget ret. Det føltes som at komme op og få luft efter at have holdt vejret lidt for længe. Så nu vil jeg bare sige, at en bytur behøver ikke at vare længe for at opfylde sit primære formål: at have det sjovt.

Så hvis du ikke rigtig kan overskue at være ude hele aftenen, men egentlig gerne vil se dine venner – så gør det. Lad være med at føle, at hvis ikke I er sammen ved midnatstid, så er det også lige meget. Det er det ikke.

 

Grænser for det grænseløse arbejdsliv

 

MacBook Pro near green potted plant on table

Jeg skylder vist en update. Jeg har brugt en del tid på at brokke mig over mit arbejdsliv herinde. Det førte til, at jeg sendte to ansøgninger ud i universet og blev kaldt til to jobsamtaler (yay!).

Jeg gik til begge jobsamtaler og erkendte, at jeg slet ikke kunne overskue at skifte job. Jeg fik ét afslag og trak min ansøgning fra det andet. Egentlig var jeg lettet over ikke at skulle til at sige op. Lære nye navne. Køre en anden vej på arbejde. Lære nye IT-systemer og adgangskoder.

Jeg fik talt mig til rette med min nærmeste kollega. Det gik godt. Vi aftalte, at vi skulle tale mere lige ud af posen fremover. Ingen dårlig samvittighed og at tage spændende opgaver. Ingen dårlig samvittighed over at gå tidligere fra job en den anden. T.A.L. hvis du er sur.

Så gik der nogle uger med det. Og nu vælter det bare ind med sager. Jeg kan ikke følge med. Overhovedet. Jeg burde sidde og lave sager nu til ministeren om alt muligt pis og (især) papir. Vi har flere lovforslag på vej. Vi har samråd. Og så er der alt den almindelige drift med folketingsspørgsmål, bekendtgørelser, borgerhenvendelser og orienteringssager.

Jeg har arbejdet 36 timer i denne uge. Og det er torsdag. Og jeg tror ikke, at fredag bliver ugens sidste arbejdsdag. Det er ret tydeligt, at jeg arbejder udover min kapacitet for tiden. Jeg karter rundt i mine ting. Jeg shuffler mellem opgaver i et væk. Jeg kan ikke tænke kreativt overhovedet. Og jeg kan ikke længere prioritere mellem opgaverne. Jeg starter bare og håber, jeg på et tidspunkt når i et slags mål.

Det er lidt sjovt. Men mest udmattende. Ugens første dage så jeg kun min dreng i 20 minutter, før han blev lagt i seng.  Det er altså alt alt for lidt. Og ikke i orden.  Derfor gik jeg tidligt i dag. Men alligevel kunne jeg se mig selv skrive “jeg er på mailen”, “jeg logger på efter kl. 18” og “jeg gør det så hurtigt, jeg kan”. Og nu skal jeg altså til at logge på igen. Og arbejde videre, når jeg allerhelst bare vil lade være.

Hvordan i alverden holder man fri, når der ikke er en grænse for, hvor længe man kan arbejde. Altså grænsen er præcis, der hvor du selv sætter den – og hvis den bliver sat ved “nu skal jeg altså sove” – så giver det ikke mig meget mening. Og jeg ved, at jeg slet ikke er den der arbejder mest. 45-50 timer om ugen er ikke usædvanligt. Men det er ikke noget for mig.

En af mine kolleger sagde, at hun var gået tidligt hele ugen. For det kunne hun mærke, at hun trængte til for at kunne hænge sammen. Jeg må høre hende, hvordan hun gør.

Det er de små ting der tæller

Vi har været på ferie.  Vi tog til Mallorca. Ikke verdens mest eftertragtede feriemål, hvis man gerne vil være lidt hip. Det er vist mere noget med bounty-strande, tuk-tuk’er og lækker asiatisk mad.

Men hold kæft hvor er det luksus, at der er 20-25 grader om dagen, at badevandet er lækkert, at der er børnevenlige restauranter og legepladser på hvert er gadehjørne. At alle forstår engelsk. At der er morgenmadsbuffet med nutella-pandekager, at personalet siger pænt “hola!” hver morgen og det tager 10 minutter at komme til stranden.

Så gør det ikke noget, at man ikke kan sparke sig frem for badedyr, “sjove” souvenirs og Spar-købmænd med intet andet en lort og cola til salg. Det er nemlig de små ting som tæller.

F.eks.  var det virkelig dejligt:
– at vi i Kastrup lufthavn fandt legeområdet, hvor barnet kunne “krudte af”  før flyveturen, mens mor og far spiste burgere og drak store colaer.

– at vi for beskedne 57 kr. kunne få en m&m dims, der kunne lyse, når viften kørte. Den reddede flyveturen, for en 1-årig er let at imponere.

– at vores biludlejningsselskab havde et koldt lokale med legetøj til at fordrive ventetiden, mens vi fik bilen udleveret (og at ventetiden til med var kort).

– at vi bare var sammen og ikke skulle noget som helst. Der var intet, vi skulle opleve andet end hinandens nærvær. Det var dejligt.

– at det er en billig rejsedestination, og man derfor bedre kan holde forventningerne til ferien nede, fordi man ikke har brugt en kvart årsløn på projektet.

På den anden side var der også små sten i skoene:

– uge 43 er vist den allersidste uge Mallorca holder åbent i. Så der er lidt den stemning, som der er i Bilka ti minutter før lukketid: “Vil I ikke godt snart gå hjem, så vi kan få fri?” Der var i hvert fald flere restauranter og butikker, som tydeligvis lukkede af for vinteren. Gjorde frysere rene og flyttede alle møbler inden for.

– man bliver lidt træt af mainstream-skod turistmad inkluderende alt for salt paella, fesen pizza og overkogt pasta.

–  barnet fik feber på tredje dagen. Jeg ved ikke, om det var de spanske bakterier, efterårskolde pools eller et rent tilfælde, men han blev ret varm og slatten de sidste par dage. (Det var egentlig ret hyggeligt om dagen, hvor vi puttede og hyggede . Og ret irriterende om natten, hvor jeg fik jobbet at ligge med et febervarmt, grædende og sparkende barn.)

– at Alcudia (by i Mallorcas nordøstlige hjørne) er dårlig tilgængelig med klapvogn . Det er ikke umuligt, men man bliver træt af 40 cm. høje kantsten, palmer placeret på fortorvet (hvorfor?) og små trapper alle vegne.

– at vi kom til at gå til den forkerte gate i lufthavnen og var nødt til at gå igennem security m.m. TO gange med et feber-surt barn og ingen klapvogn (i Palmas lufthavn er der ingen låne klapvogne eller lignende. Shit det er dumt!).

Samlet set vil jeg dog på det varmeste anbefale at tage på efterårsferie til de semivarme-lande med kort flyveafstand, billige rejser og skøn varme. Mallorca er en klar vinder i mine øjne.

 

Om at gå på arbejde, når far passer barnet

green plant beside white deskJeg havde en kvindelig chef en gang, som sagde, at det var den bedste tid overhovedet, når barnets far havde barselsorlov. ”Så kan man arbejde igennem uden at bekymre sig om noget”. Den oplevelse deler jeg ikke. Jeg synes egentlig, at det er en af de absolut hårdeste tider.

Forleden mødtes jeg med en veninde, der netop var kommet tilbage på sin arbejdsplads efter endt barselsorlov, og hvor barnets far nu tog sine tre måneders orlov. Jeg var meget forundret over, hvor ens vores oplevelse af at komme tilbage til arbejdsmarkedet var. Noget med at det var helt vildt hårdt at undvære ungen. At arbejde efter kl. 16 var næsten ubærligt, fordi man følte at hvert sekund der gik, så missede man noget meget vigtigt derhjemme. Og at ingen rigtig forstod, at det var hårdt.

Hun fortalte om en chef, der havde bedt hende til at blive på kontoret til kl. 18.30 for blot at rette ét ord i et notat, selvom hun havde været inde på chefens kontor adskillige gange og spørge, om hun snart kunne gå. At hun havde kørt grædende hjem den dag. Fordi alt ved det var forkert. Chefen må ikke have fattet, hvor grænseoverskridende det er at bede en nybagt forælder om at blive lidt længere uden reelt at give dem muligheden for at sige nej. Hun havde søgt et nyt job samme aften. Nobody messes with a mama-bear!

”Far-er-på-barsel”-perioden er hårdere end nogen andre perioder, fordi:

1) Det er den første tid uden barnet. Det havde nok også været hårdt, hvis man skulle aflevere sit barn direkte i vuggestuen. Men i det tilfælde er barnet typisk ældre, så på en måde ikke. Jeg følte i hvert fald, at det var ret forceret at bryde symbiose-tilstanden ved 8 måneders alderen, men det er ikke alt her i livet, som behøver at føles godt for at være rigtigt. Et barn har også brug for sin far. Og omvendt.

2) ”Far-på-barsel” perioden er derudover kendetegnet ved, at ens chef ikke fatter, at det ikke længere er en mulighed at ”arbejde igennem” for at løse en opgave. Enten er det fysisk umuligt eller psykisk ubærligt. Det er meget lettere at sige fra / undgå diskussionen, hvis man skal hente barnet i institution. Der er alligevel ingen chefer tungnemme nok til at tro, at man vil efterlade ungen hos en pædagog natten over. Så det hjælper med at sætte en ramme for en rimelig dialog.

3) Man ammer stadig om natten, men skal nu også stå tidligt op og forsøge at ikke at ligne et menneske, der har været på druk hele natten.  Sådan gik det i hvert fald hos mig. Det er nok ikke ikke alle kvinder, som er lige så tykhovedet.  Jeg ved ikke helt, hvordan vi endte der, men det var vist noget med, at jeg vågnede først, havde ømme bryster, savnede barnet ustyrligt og natteroderi er jo også en slags kvalitetstid, ik?

Dette indlæg går ud til alle chefer, der lige har fået en nybagt mor tilbage på arbejdspladsen. Pas nu på hende! Hun er stadig mor, selvom far går derhjemme. Og det er helt sikkert hårdere, end du lige går og forestiller dig. Og til alle de mødre, som er på vej retur til jeres job. Det er hårdt og få anerkender det! Men det bliver bedre…

Underlig onsdag

Be Reasonable neon signage

I dag har været en besynderlig dag og den slutter med semi-blue fornemmelse, selvom det vel ikke for alvor kan forsvares:

Gode ting der er sket i dag:

+ Vi har fået rengøringshjælp – og huset funkler for først gang, siden vi flyttede ind. Både hus og samvittighed er ren – for det er selvfølgelig ikke sort!

+ Jeg har været til jobsamtale på et virkelig spændende job med gode chefer og spændende område.

+ Jeg har fået ro til at løse nogle vigtige arbejdsopgaver OG fået tid til at skrive et blogindlæg her til aften.

+ Solen har skinnet, og jeg har hørt “Cobrastyle” med Teddybears på repeat (Bongidi oingidi Dengideng Digidigi)

Dårlige ting der er sket i dag:

÷ Huset funklede i meget kort tid, da Hubert valgte at tvære pasta kødssovs ud over det mest af køkkengulvet, pisse på badeværelsesgulvet og skide i badekaret (what the fuck?!)

÷ Jeg klarede ikke jobsamtalen særlig godt, til dels fordi jeg ikke virkede entusiastisk nok. På en måde håber jeg ikke, at jeg får jobbet tilbudt, for så behøver jeg ikke stå med dilemmaet om, hvorvidt jeg skal lade et godt job flyve, fordi jeg ikke kan overskue at skifte.

÷ Jeg er alene hjemme igen igen – og min mand har været meget lidt hjemme på det seneste . Igår aftes brugte vi det meste af aftenen på at skændes om, det er rimeligt, at Farmor gerne vil have barnet overnattende, når vi egentlig ikke havde nogle planer selv.  (Gæt hvilket hold jeg var på).

÷ Cobrastyle er det perfekte nummer til den montage over dit liv, hvor man udelukkende ser klip, hvor du smiler, og alle du møder giver dig high fives og fortæller dig, at du er en kæmpe succes. Men sådan er virkeligheden bare ikke – og det er lidt trist.

 

BH’ens forbandelser

slice grapefruit

Dette er et råb om hjælp!

Hvordan i alverden kommer jeg til at kunne gå i flatterende undertøj igen?

Det her er ikke ligesom – hvad skal der til for at få en bikinikrop, hvortil den nærmeste feminist svarer – tag en bikini på. Det er ikke et spørgsmål om overskudsflæsk og slaskede patter. Slet ikke (selvom jeg er indehaver af dele – så er mit problem meget større).

Det handler om – *trommehvirvel* – at bøjle-BH’en klemmer livet ud af mig lige pludselig. Fra de første 10-15 år af min ungdom at have gået med lortet hver dag – så er jeg ikke længere i stand til at at have dem på. Det er som om, at et år med sports- og ammebh’er øget følsomheden i ryg- og brystregionen.

Jeg har været nødt til at erhverve mig TO Sloggi Zero Feel BH’er til 250 kr. (!) stykket (!!!). Vi taler om polyamid/elasthan stof uden syninger, men med to ‘jødehatte’ som indlæg for ligesom at spice det hele lidt op.

Det er vitterlig det mest behagelige undertøj, jeg har ejet i mit liv, men det er undertøj, som kun passer til t-shirts og rullekraver, fordi selve BH’en går langt op over brystet (måske hvis man har store jader kan man få en kavalergang, men altså tilbage til de slaskede bryster). Det vil sige, at jeg nu ikke kan gå i hverken stropbluser eller noget med en form for udskæring uden, at min Sloggi skinner igennem.

Når jeg engang i mellem tænker, at jeg skal bære noget andet en t-shirts og rullekraver, så formaster jeg mig ned i mine gamle BH’er med lukning, bøjler, blonder og hele muletjavsen. Og for satan altså.

De gnaver, klemmer, strammer og gør opmærksom på sig selv hele fucking dagen.  I gamle dage skulle de lige gås til, men nu er lidt lidt som om, jeg har viklet ståltråd om mig selv hele dagen. Om aftenen kan man så se røde mærker hele vejen rundt og over skuldrene. I dag måtte jeg lave snigeren og tage BH’en af i toget (det er jeg heldigvis ret god til at gøre uden at vække nævneværdig opsigt!).

Jeg har forsøgt at købe nye BH’er, men jeg synes, at det er det samme lort uanset hvad. (Eller ikke uanset hvad – jeg gider ikke bruge formuer på BH’er, som alligevel viser sig at være lort).

SÅ her er det. Mit råb om hjælp. Har I andre prøvet at opbygge overfølsomhed over for almindelige BH’er? Hvilket lidt mere lex-undertøj kan I anbefale? Jeg vil bare gerne have noget på, som ser ok pænt ud og ikke efterlader ar på krop og sjæl. 

På forhånd mange tak, de damer!

Eftertanker #1 om det der arbejdsliv

Love What You Do and Do What You Love poster

Efter mit indlæg Should I stay or should I go,  har jeg med stor fornøjelse læst jeres kommentarer (mange tak altså!). Lina fra SelvSkabet skrev efterfølgende et indlæg om sin egen arbejdsglæde, som gav mig stof til eftertanke:

Som jeg ser det, så skal man flytte sig, hvis man ikke trives. (Lina – jeg hepper på dig!). Og det bør vel også gælde for mig selv. Min veninde sagde, at hun var lidt bekymret for mig og mine tanker om, at ”nissen flytter med”. Det er jeg sådan set også. Fordi det er første tegn på et usundt forhold, at man begynder at internalisere en forståelse af, at man ikke er god nok. Det gælder både, hvis det er din kæreste eller din arbejdsplads, som giver dig den følelse.

Det er usundt at være et sted, hvor man føler sig dårligt tilpas og begynder at tvivle på sin egen værdi. Ikke hermed sagt, at man skal være lallende lykkelig og totalt tilfredsstillet hver eneste evige dag. Slet ikke – men man skal være grundlæggende glad for sit arbejde. Eller altså jeg VIL være glad for mit arbejde.

Det er jo ikke nødvendigvis arbejdspladsen, som skal skiftes ud. (Selvom det er et oplagt sted at starte). Men man bør flytte sig. Det kan være, at man skal beslutte sig for at blive god til noget andet. Starte en uddannelse op ved siden af. Tage et kursus. Blive tillidsrepræsentant. Begynde at blogge. Arbejde på en mere langsigtet karriereplan. Få nogle andre opgaver. Min erfaring er dog indtil videre, at mine forsøg på udenoms-job-aktiviteter ikke har løst problemet.

Det er jo bare pissesvært, når man oven i sin job-utilfredshed har en 1-årig  og en plan om, at der skal komme flere børn. Jeg kan ikke bare lægge en plan for at få det mest spændende job i verden. Fordi det skal være spændende, men også være foreneligt med livet med småbørn (søvnløse nætter, snot i liter vis og mere end almindeligt fravær). Så det gælder altså om at finde det sted, hvor der opnås ligevægt mellem job-spændendehed og tid til et godt familieliv.

Som jeg ser det, har jeg på nuværende tidspunkt tre løsningsmuligheder:

1. Blive gravid hurtigt og holde ud – og måske lære at holde af jobbet. Det giver mig en målstreg og en fornemmelse for formål med det hele. Plus der er mange læge- og jordemoderbesøg. Der giver tiltrængte afbræk.

2. Skifte job til noget, som er liiiige mig fagligt. Det  afhænger af, at der er et nyt job, som er  mig – og at jeg genkender det, når jeg ser det. Og det er ikke sikkert, at jeg kan gøre det hurtigt.

3. Skifte job hurtigt til noget, som bare behøver at være lidt bedre på nøje udvalgte parametre, f.eks. at ligge tættere på mit hjem, så jeg får mere tid til barnet og mit liv. Her er logikken, at jobbet måske ikke i sig selv er fantastisk, men at det er et bevidst valg om et mindre ambitiøst valg ift. “karrieren”.

Der er formentlig en mellemvej gemt et sted, men jeg synes, at jeg grundlæggende står med en beslutning om, hvornår jeg vil have nr. 2 og hvor godt et job skal være, før jeg vil skifte. Og det frustrerende er, at jeg ikke har frit valg på alle hylder (og det bliver sgu ikke bedre end det er nu. Vi har stort set fuld beskæftigelse i kongeriget. Av!)

Og jeg ved jo ikke, hvad jeg vil. Men jeg må til at komme videre. For jeg vil ikke gå trist hjem fra arbejde hver eneste dag.

Should I stay or should I go?

Der kommer en tid i et hvert menneskes liv, hvor man skal gøre op med sig selv, om man skal blive og kæmpe eller skride og feste. Ellers måske ikke feste – men i hvert fald forsøge at få det bedre et andet sted.

Sådan har jeg det for tiden. Med mit arbejde. Det er faktisk ret nyt mit arbejde , men der er bare mange ting ved det, som generer mig. Jeg er i syvsind, for jeg orker ikke at skifte job (igen ), men jeg orker heller ikke at være ulykkelig og stresset.

Jeg elsker at arbejde med politik, men jeg synes, at det er jævnt svært, når alle mine chefer stopper. Når mine kolleger siger op og nye starter i et væk. Derudover er der det problem, at min funktion som sagsbehandler i et ministerium gør, at jeg føler mig som en postkasse-bestyrer, der bare skubber papir rundt. Jeg skal prøve at gætte på, hvad min kontor-, afdelings- og departementschef ønsker i en sag for slet ikke at nævne ministeren. Det er meget let at fejle i det spil. Det er faktisk det jeg laver hver eneste dag. Trial and error.

Jeg er bare lidt træt af fejl-delen. Jeg kan mærke, at den hiver et hvert initiativ og engagement ud af mig. Jeg er træt af at gætte på, hvad andre mennesker godt kunne tænke sig. For jeg glemmer, hvad jeg egentlig selv ville gøre. Det er en fejl (endnu en). For jeg kan kun være god til mit job, hvis jeg ikke ryster på hånden. Men jeg kan ikke finde ud af det: altså på den ene side at blive rettet på dag ud og dag ind – og på den anden side udvikle en faglig identitet og stolthed.

Jeg er også træt af pendler-tiden. Egentlig kan jeg godt lide at køre i tog. Jeg bruger tiden til at koble af, skrive, tænke, læse og tale i telefon med venner. Det er bestemt ikke spild tid, men det er tid som går fra det dyrebareste – familien. Den er også svær at sluge.

Det lyder selvfølgelig ikke som om, at jeg er så meget i tvivl. Hvis det bare handler om at samle kræfter til at gøre det hele igen. Men jeg kan virkelig godt lide de fleste af mine kolleger.  De er virkelig seje, sjove og gode mennesker. De chefer jeg har lige nu, kan jeg virkelig godt lide. Både som mennesker og som chefer.

Så hvorfor er jeg ikke glad, når jeg går på job? Jeg kan kun svare på det i glimtvis med henvisning til konkrete episoder. Derfor er jeg også bange for, at problemet ikke er med mit job, men med mig. At nissen flytter med – og at jeg vil sidde og være lige så utilfreds med mig selv og mit job et nyt sted.

Så spørgsmålet er om jeg skal blive eller skal jeg gå?

….og i så fald hvorhen?