Siden sidst….

Det er altid svært at genoptage kontakten efter længere tids tavshed. For man har simpelthen glemt, hvor i samtalen man er nået til. Man starter med det sidste, man kan huske “øhh, hvordan var ferien til øh…Paris?” eller mere generisk/sikkert “nå, så går det godt på jobbet?“.

Ja, sådan har jeg det lidt nu. Det er længe siden, at jeg har fået sat mig ved tasterne og tænkt noget sammenhængende om mit liv. Det har primært været overlevelse og trummerum: Hente-bringe-showet, hvad-skal-vi-have-til-aftens-mad-alt-andet-end-pasta-kødsovs-skat og den mentale to do liste med vasketøj, indkøb og rengøring, som aldrig bliver kortere.

Men i dag skete det. Vi kom op for luft. En kæreste-dag som endelig blev til noget. Vi har nået alt det vigtige parforholdspleje og fået sol i fjæset. Nu kan vi se frem til en times frihed før sengetid – som byder på rigtig sammenhængende tumlingefri søvn. I et forsøg på at genoptage kontakten med “blogosfæren” kommer hermed de vigtigste overvejelser fra de seneste uger af mit liv:

… Parforholdet har været særdeles udfordret af, at barnet gennem flere dage har eskaleret til et uudholdeligt niveau af konflikt, gråd og hysteri. Det hele kulminerede i en nat, hvor han ikke ville falde i søvn, og da det ENDELIG skete, så var det kun for at vågne hver time og skrige i de efterfølgende 45 minutter. Vi var tyndslidte, da vi stod op og havde haft en række rigtig “gode” diskussioner natten igennem. Men barnet vågnede op som min glade engleunge igen – som havde vi været vidne til en eksorcisme.  Børn er fucking underlige. 

… Voksne er heller ikke for gode. Mit eget humør har også været svingende – og jeg ejer tilsyneladende ikke evnen til at selvregulere. Men det viste sig, at nogle gange skal man bare lade mand og (møg-)unge blive hjemme og så kan tågen af barnegråd og opgivenhed godt lette af sig selv. G-U-D-S-K-E-L-O-V.

… Så med sure miner og manglende overskud kan man jo godt forstå, at jeg ikke liiiige har haft tid til at skrive noget langt og vredt om Paludan-cirkusset, som er på tour i disse dage. Det må blive en anden god gang – og det virker heller ikke til, at der for alvor mangler ord om sagen.

… I stedet kan jeg fortælle, at vi går med tanker om at købe en større bil, men jeg har virkelig svært ved at blive tilstrækkelig vild med en stationcar (altså der jo 200.000 som man i hvert fald skal tilføje til den efterhånden lange liste af gældsposter). Plus min dejlige dueblå Hyundai i10 er ikke engang fyldt tre år endnu (ja, I know – ikke den klogeste investering i mit liv). Og er der ikke noget med – hvor der er en vilje, er der en vej – eller en tagboks?

… Jeg er lige faldet over denne artikel, som handler om en kvinde, der er blevet solo-mor til et sæt tvillinger, og “hun nægter at droppe sit udadvendte liv med træning, dates og venner – og hun tager stadig telefonen, når jobbet ringet“. Læs og måb! Det vildt, at et dameblad føler et behov for at bringe en historie, der er blottet for søstersolidaritet, for det eneste den artikel kan er at få andre kvinder til at føle sig utilstrækkelige. Bare denne udtalelse f.eks. “Også nu, når folk besøger mig, og jeg har bagt eller været til fitness med to babyer. Jeg føler ikke, det er besværligt. Det hele skal bare planlægges lidt mere“.

… Endelig har jeg opdaget Billie Eilish, og jeg kan ikke sige så meget andet, end at hvis det er ungdommen nu til dags, så skal det nok gå. (Prøv også at høre “My strange Addiction”, “Bad Guy”, “When the Party is over” eller “ilomilo”… ej, bare lyt til hele albummet – det er så fedt).

Føler du dig heldig?

Der var engang, og jeg ved ikke om det er længe siden, men på et tidspunkt spurgte google dig, når du søgte på spændende emner ‘føler du dig heldig?’.

Det var en funktion, som skulle lede dig direkte til googles bedste bud på, hvilken side du havde brug for, når du havde søgt på “espalier, bore, mursten, fuge”. Også ville søgemaskinen ret tit føre dig til det wikiindlæg eller den private blog, som havde skrevet en hel side om at opsætte espalier i den lille have op ad muren.

Eller måske følte du dig heldig, men så blev du google-bombed til et eller andet fjollet.

Any ways. Det er altså et godt spørgsmål. “Føler du dig heldig?” Livet – og især det med småbørn -er bygget op om valg taget på baggrund af, om du føler dig heldig.

Skal man tage til den fest der, man ikke rigtig orker? Skal man få et barn mere? Skal man sige ja til at være alene hjemme i fem dage og håbe på det bedste?

Det er jo ikke altid, at man faktisk er heldig. Men jeg har været det i de sidste fem dage alene hjemme:

  • Jeg kørte min mand til lufthavnen umiddelbart efter en vellykket nakkefoldsskanning. Inden nåede vi en lyndate med en bigmac og udsigt over Kastrup havn, hvor vi var lidt nyforelskede og superklar på barn nr 2
  • Mine forældre passede hunden i hverdagene – det betød rolige morgener med tid til leg
  • Solen har skinnet, og foråret har sparket døren ind på, hvad der føltes som en uendelig og ufattelig våd marts
  • Der har været roligt på jobbet og jeg har kunnet gå tidligt
  • Jeg kom til demonstration lørdag med min yndlingsmor fra mødregruppen. Barnet sov præcis, når det skulle og jeg fik nypresset juice i solen
  • Yndlingsmoren inviterede os  endda på besøg i hendes sommerhus
  • To af de bedste damer, jeg kender, havde spurgt for længe siden, om vi ikke skulle i zoo med barnet sammen. De var bare så gode til faktisk at lege med barnet og ikke bare kigge på mig, der bøffede rundt foroverbøjet. Det var så hyggeligt og dejligt, plus altså zoo i solskin?! Og jeg følte virkelig, at Hubert ikke kun var med på slæb
  • Mine forældre har tilbudt mad løbende på pressede tidspunkter over weekenden og senest her til aften.

Hold kæft mand. Jeg ikke bare føler mig heldig. Jeg er så heldig og glad og helt igennem taknemmelig, som nogen kan være det.

Og jeg fik ikke engang nævnt, i morgen kommer min dejlige mand hjem. Det er ikke så ringe endda.

Home alone

Image result for home alone meme

Manden har taget den første og bedste flyver til guds eget land for at lære noget nyt. Han returnerer på mandag. Det vil sige, at jeg skal holde mig selv og barnet i live indtil da – helt alene.

Det skulle man tro, at en voksen kvinde, som jeg – sagtens kunne klare. Jeg har en lang fin uddannelse – den må da kunne bruges til noget? Men jeg kan fortælle, at den er totalt ubrugelig, når det kommer til madlavning, rengøring og oprydning. Her lægger jeg mig meget op af min mands evner til at drifte en husstand. (Jeg er bedre til at lave projekter af kortere varighed, som ikke har den der karakter af sisyfos arbejde, som husarbejder umiskendeligt har.)

Jeg gemmer opskrifter fra Valdemarsro og Madbanditten, men hvis jeg ind i mellem roder mig ud i forsøget på at lave dem, så går det galt. Jeg tror, at det er en fejl fra fødslen – men jeg kan ikke læse opskrifter. Det vil sige: 1) købe det der står. 2) Læse den igennem først og så endelig 3) GØRE DET DER STÅR. Jeg sjusser mig frem, starter forkert og ødelægger garanti maden, fordi jeg enten rører det samme forkert, glemmer det er i ovnen eller en af de million andre ting, som man snildt kan glemme.

Så jeg har i stedet været forudseende og fyldt fryseren med frostpizza og køleskabet med rugbrød og mælk. Til trænge tider må forstås. Derudover forsøger jeg at nasse mig ind hos mennesker, som måske gider lave mad til mig og den lille.

Jeg savner min mand. Det er klart. Meeeeeeeeeen der er også noget med gamle afsnit af “Kender du typen” og skod mad. Det er ligesom om, det giver mest mening, når der ikke er vidner til, ik?

Kedsomhedens pinsler

I to dage i træk har jeg siddet på min bløde kontorstol og kigget ud over København og udført en gevaldig omgang “krydren røv”. Valgkamp forude, påsken kigger frem, tilfældigheder og alt muligt andet har ført til, at der er ret stille på kontoret i disse dage.

Jeg sidder på kontor med en mand, hvis alter ego må være “den tavse hævner”. De stille dage er vitterligt meget stille: Som i uudholdelig stille og røvsyge. Og hvad sker der, når mennesker keder sig? Tænker de store kreative tanker og finder på nye projekter?

Ikke det her menneske i hvert fald. Jeg har siddet og gloet ind i skærmen og google random ting, jeg lige kom i tanke om: sommerhuse… hyttecamping… dr.dk… bt.dk… informaiton.dk *ARRRH betalingsvæg* tilbage til dr.dk, og nu aahhh Facebook…

Det er til at blive helt deprimeret af, hvor meget potentiale og tid, som jeg har spildt de sidste to dage. Og det er da også det der sker. Jeg går hjem og er træt og sur. På mig selv. På verden. På mit job.

Der er jo altid nogle småopgaver, som skal løses, men det er som om, at når man ikke har travlt – så bevæger alt sig i slow motion – herunder min tankeaktivitet. Min koncentration og beslutningsevne forsvinder fuldstændigt. Så sidder jeg i år og dag og overvejer, hvor det komma egentlig hører hjemme.

Så selvom jeg ved flere lejligheder har brokket mig herinde (og alle andre steder), når jeg har vanvittigt travlt, så er det faktisk værre, når jeg ikke har det…

En hård start

Kl. er 04 – barnet skriger. Jeg går ind til ham og forsøger at berolige ham. Jeg kaster mig i sengen af frustration, da jeg kan høre, at han ikke er faldet i søvn for alvor. Kl. 4 er et kritisk tidspunkt. Det er meget tæt på den sædvanlige opvågningstid kl. 5. 

Min mand rejser sig groggy og går ind for at gøre et forsøg. Det mislykkedes totalt. Ungen vil på ingen måde acceptere, at det ikke er mor, som er stået op. Han skruer voldsomt op for volumen. Som var der nogen, der forsøgte at kværke ham. Det er der ikke. Endnu.

Min mand er retur i soveværelset. Han er ikke glad. Vi ligger og småskændes over til lyden af rasende tumling. Det må da være nogens skyld det her. Jeg giver det et skud mere. Barnet falder til ro – men falder ikke i søvn. Vi – forældrene – ligger og holder i hånden til en stadig mere og mere vågen tumling. Kl. 04.45 står min mand op. Gudskelov, – jeg kan sove lidt mere.

Et par minutter senere kan jeg høre min mand brøle “AV FOR HELVEDET” i køkkenet efterfulgt af et krasj, smæk og kliir. Så for søren. Op på benene. Hvad er der sket? Er I okay? 

Manden står og fumler med et plaster, der ligger en brødkniv i køkkenvasken. Barnet ser Frode Får. Ingen akut fare, men stemningen er på et lavpunkt.

Vi sidder nu og glor skiftevis på hinanden, så på Frode Får, og så på barnet der indtager brød og bananer, som han jævnligt tilbyder puslespilsbrikkerne af dyr på savannen en bid af. Det er simpelthen løgn det her. 

Efter et par timer med muntre morgenrutiner, bliver vi enige om at dele os op. Jeg går med hunden, manden afleverer barnet. Jeg går ud i det frostklare vejr. Solen skinner. Jeg har MØ kørene på fuld smadder i ørerne.

Det lysner. Who cares med massivt søvnunderskud, når foråret kommer. Så kan jeg mærke det. Mine kæber spænder sammen. Munden fyldes med spyt. Jeg trækker vejret dybt med åben mund. Spytter i et desperat forsøg på at forhindre det uundgåelige.

Jeg løber væk fra stien og ind i skoven for at spare mig selv for den umiddelbare ydmygelse af skolebørn, der står og kigger på. Jeg brækker mig og glæder mig umiddelbart over, at jeg ikke også pisser i bukserne. MØ er stadig med mig:

“All my life I’ve stepped to the rhythm of the drums inside my head // Longing for the sweet sound of my mama// Make them all walk this way”

Det er jo prisen for at formere sig, tænker jeg. Men lige sådan en morgen virker det uklart, hvorfor det hastede så meget. Det kan også være, at det ikke holder. Det er jo stadig tidligt i processen. Lige nu har jeg bare kvalmen, trætheden og bukser, som jeg ikke for alvor kan lukke.

Nu må vi se, hvor vi ender. Solen skinner stadig. Og nu hvor jeg sidder her i et s-tog på vej hjem til min lille familie. Så tænker jeg, at det nok skal gå alt sammen. Jeg er jo grundlæggende et heldigt menneske, som bare ikke fik sovet så meget i nat.

With great power comes great responsiblity

woman in wonder-woman bikini walks on sea waves

Efter en uge med ‘barn syg’ og nu en weekend med ‘far syg’ er jeg ved at være træt. Jeg falder om på sofaen om aftenen helt drænet for energi og med en akut omgang selvmedlidenhed.

Jeg ved ikke, om vi er det eneste par, som bruger uforholdsmæssig meget tid på at diskutere ‘hvem det er mest synd for’. Men det er en af mine yndlingsdiscipliner herhjemme, for jeg føler, at jeg er den evigt forbigået moralske vinder af titlen, men det er sjældent mig, som får præmien i omsorg udbetalt.

Det er min oplevelse, at det som regel er mig, der tager ungen om natten, og givet at han er hysterisk morsyg for tiden, så er det også meget mig, der tager ham mest om dagen. Når far så er syg eller på arbejde, så tipper det fuldstændigt over, fordi det så også mig, der rydder op, køber ind og laver mad.

Ja, I kan godt mærke, at jeg ikke for alvor er kommet over min egen selvmedlidenhed endnu. Men jeg arbejder på det. For jeg kom i tanke om noget:

Spiderman og alle andre superhelte skal tage et større ansvar end alle andre, fordi de er stærkere end alle andre. Man ser ikke Superman surmule over, at det altid er ham, der skal redde menneskeheden, vel? På samme måde er man i familieenheden nødt til at trække det læs, man kan. Ikke kun halvdelen af det.

Uden at generalisere eller overdrive alt for meget, så vil jeg påstå, at mødre verden over har et skæbnefællesskab med superheltene. De trækker (langt) mere end halvdelen af læsset og de ofrer oftere en del af deres egen lykke for at få familien til at lykkes. De gør det ikke, fordi de er særlig noble væsener, men fordi det er dem, der kan. De har kræfterne!

Så selvom min mand ikke altid trækker halvdelen af læsset, så er det okay. Det handler ikke om lighed, men om fairness. Den med de bredeste skuldre bærer den tungeste byrde. Nogle gange er det ham – andre gange *host*oftest*host* er det mig

Det gør det lettere at stå op om natten, når jeg i stedet for at tænke, at jeg er et naivt offer for patriarkatet (og drenges håbeløse helbred) i stedet tænker, at jeg er en bomstærk Wonder Woman klar til kamp for verdensfreden***.

 

 

***Af hensyn til netop verdensfreden, må jeg hellere notere, at det altså ikke altid er SÅ synd for mig, som tilkendegivet i dette indlæg. Men nu har de altså været syge længe.

 

Tv-2, du er min yndlingsbabe!

Mandag aften skete der noget usædvanligt for mig: jeg var til koncert og gik først i seng ved midnatstid som en rigtig Askepot.

Det gik ned i Operaen, hvor Danmarks Kedeligste Orkester, TV-2, spillede op til rytmisk rokken i stolene. For selvom alt jeg ville var at danse, så kan det ikke rigtig lade sig gøre med siddepladser. MEN siddepladserne giver til gengæld plads til poesien. Det har sin egen charme.

Første sæt var akustisk og følsomt. Men andet sæt var elektronisk og up beat, og så kan man ikke sidde stille længere. Salen kogte, da be babalula blev spillet og alle fløj op af sæderne og skrålede med på:

“Vi elsker disse kolde københavnske nætter
så højt som vi elsker os selv
se hvor venlige alle smiler
se hvor følsomt vi sammen slår tiden ihjel”

Jeg bliver aldrig træt af Steffen Brandts tekstunivers – og det skyldes blandt andet – som han nævnte til koncerten, at orkestret havde skrevet adskillelige hyldestsange til kvinden som væsen. Og det har de virkelig. Men de har forenet det med den søde, men alligevel bidende samfundskritik smurt i et tynd lag over det hverdagsromantiske univers, som deres sange skildrer.

Sådan endte det med, at jeg kun fik fem en halv times søvn. Og det har hjemsøgt mig hele ugen, hvor jeg har været utrolig træt og uoplagt – men til gengæld har barnet har også været syg, så jeg har tørret opkast op i sindssyge mængder og vasket sengetøj non-stop.

Men det var det hele værd.

“Hyggeligt, hyggeligt, hej – længe siden, i grunden
sjovt at se dig igen
jeg troede forlængst du var død af pligt og kedsomhed
Men nu du er her, kunne du så ikke lige tage
og rive mig ud af mit vanvid
jeg plages af umådelig lyst til bare at skråle med”

Er det nu, vi skal begynde at opdrage ham?

roaring lion on field

Barnet kan her halvandet år inde i sit liv brøle som en løve. Nærmest sige prosit. Og han er vild med at proppe store mængder af toiletpapir i kummen, uden i øvrigt at være i nærheden af at være renlig. Det har fået mig til at overveje:

Er det nu vi skal begynde at opdrage ham?

Vi har levet højt på, at man ikke kan opdrage børn under 1 år. Så indtil nu har vores filosofi været 1000 kys om dagen og et stort skvæt dovenskab. Jeg kan dog fornemme, at det måske ikke får os helt i mål. Han kaster med sit legetøj, nægter at spise fisk, skriger når han får børstet tænder og tygger mest på sine grøntsager, hvorefter de spyttes ud på gulvet. Hvis han skal slappe af, så er det gerne med fjernsynet tændt. Det sidste er nok det værste.

Jeg er hard-lineren i husstanden, når det kommer til tv, men min mand bider ikke på, når jeg siger, at det farlige ved tv’et er, at barnet bliver passivt og ikke øver sig i andre life-skills. Han mener bestemt, at barnet øver sig meget – på ikke at være pisseirriterende.

For at kunne opdrage på et barn, så skal man jo have nogle principper at opdrage ud fra. Jeg vil gerne have, at han bliver en blød, stærk og klog dreng, som er omsorgsfuld og respektfuld over for sine omgivelser. Men hvilke konkrete opdragelsesprincipper munder det ud i?

En ting der er blevet diskuteret i offentligheden fornyligt er, om tonen blandt børn er blevet for hård. Jeg har ikke en holdning til, om han må bande. Det må han gerne for mig. Alle (rigtige) ord er meget velkomne på nuværende tidspunkt. Men jeg vil da ikke være stolt over en unge, som sviner andre mennesker til. Men hænger det sammen med, at man bander?

Jeg vil gerne have, at han tager initiativ og prøver verden af, så i princippet må han alt. Jeg morer mig, når han rytmisk smadrer løs på sofaen med en maracas eller kaster med den store yogabold rundt i stuen. Men vi lægger muligvis sporene til en rigtig møgunge her.

Det bekymrer mig, at jeg intet aner om børneopdragelse, og at det hele bliver taget på løse fornemmelser og en knapt formuleret pippi-teori, som bestemt ikke er evidensbaseret og vel nærmest ikke kan betegnes som en opdragelse.

Tips og tricks modtages med kyshånd.

 

Jeg har en høne at plukke med dig!

Kære univers

Nu har jeg gennem flere måneder forsøgt at keep my cool. Når du smider citroner i hovedet på mig i form af –  cykler der falder fra hinanden, gulvvarme der ikke virker, mærkelige el-installationer og biler der går i stykker. Hvad gør jeg så? Jeg laver fucking lemonade! Eller hvad man nu kan lave med olieindsmurte hænder og en hverdag, der går op i limningen, fordi transportmidler og huset falder fra hinanden (eller måske ikke lige frem falder fra hinanden, men her er lidt koldt og mørkt i udvalgte områder).

Senest har min cykel skrantet. Først lød den som om, den gerne ville have lidt olie. Jeg gav den olie. Hvad gjorde cyklen? Som tak for tjenesten opfandt den et nyt problem. Nu begyndte kæden at knase og ‘køre over’, når man trådte hårdt i pedalerne. Dvs. Når jeg skulle starte den, køre op ad bakke eller i stiv modvind. Tak for lort.

Jeg skiller cyklen ad og bestiller en ny kæde og nye tandhjul på cykelgear.dk (dejlig dejlig hjemmeside, men det er beside the point). Jeg cykler på min mands halvflade cykel, som er ved at slå mig ihjel, fordi den er for stor og gummihåndtagene falder af, mens man cykler. Og nu har jeg brugt min søndag formiddag i regnen  med min far blot for at konstatere, at vi ikke selv kan få skilt cyklen tilstrækkelig ad til at fikse den.

Nu er det krafteddermame nok, kære univers. Jeg har nu en cykel, der er splittet ad til atomer, en masse reservedele og en følelse af at være en kæmpe idiot. Hvis jeg havde smidt penge efter problemet fra starten af og ikke udvist så fandens meget initiativ – så stod jeg jo ikke her. Hvornår belønner du folk for at gøre forsøget i stedet for at grine hånligt?

Ja, jeg spørger bare.

I morgen kan du tro det slutter. Så kører jeg ikke i Bauhaus tirsdag aften for at fikse køkkendøren, eller forsøger at fikse gulvvarmen selv. NEJ. Jeg vil forholde mig passivt og afventende, for det er åbenbart kun den adfærd, du belønner.

Det var bare det. Hej!

Mariehønen evigt sur…

De seneste par uger eller måneder har en nagende fornemmelse vokset i mig. 

Det er efterhånden så længe siden, at jeg blev mor og stoppede med at amme, at jeg ikke kan gøre mig nogle forhåbninger om at smide flere kilo uden at skulle lægge en solid indsats.

Jeg læste i en af de helt store forældre-bøger, at man skal sørge for at tabe graviditetsfedtet igen efter hver fødsel. Fordi hvis man har de der ekstra fem kilo, så vil de blive hængende og vil vokse yderligere med eventuelt nye graviditeter. Den formaning blev hos mig. 

Derfor var jeg så glad, da kiloene raslede af, da jeg ammede. Jeg kunne tyre marabou i fjæset og stadig tabe mig. Det var himmelsk. Men amningen aftog, det gjorde mit indtag af søde sager i ukontrollerbare mængder ikke. Så fra at være to kilo fra før graviditetsvægten, er jeg nu syv. Det skete bare.

Jeg kunne ikke holde mig selv i kort snor, når jeg var så træt og fucking sulten hele tiden (for slet ikke at nævne tørstig!).

Mens jeg var nybagt mor, var jeg fuldstændig blæst bagover af beundring af og stolthed over, hvad min krop kunne. Men det har aftaget i takt med, at jeg læser om jeres andres madkvaler og hører/ser andre være helt strygebrætsmagre få måneder efter fødslen (det har aldrig været en risiko for mig, for rigtig tynd har jeg aldrig været).

Jeg er ked af, at jeg er blevet småtyk og har måtte gå nogle buksestørrelser op. Men jeg er faktisk endnu mere ked af, at jeg er ked af det. Kedafdettehed i anden.

Jeg føler mig som mariehønen evigt sur, der altid finder håret i suppen og ikke giver nogen – og slet ikke mig selv en – pause. Det kan satme godt gøres bedre. Løb en tur og spis noget salat. Stram dig lige lidt an.

Jeg er typen, som i den grad bruger mad som belønning, hvis noget har været hårdt eller svært – eller hvis noget skal være virkelig hyggeligt. Så derfor er det fuldstændigt vanvittigt at forestille mig, at jeg ikke må spise søde ting igen, eller at jeg skal kontrollere det virkelig meget. Der ligger så meget livsglæde og (selv-)kærlighed i mad for mig.

Jeg ved ikke, hvad moralen er. Jeg vil ikke være tyk. Men jeg vil heller ikke for alvor gøre tingene hårdere for mig selv, end livet allerede er. Jeg kan bare mærke, at min utilfredshed med mig selv stiger, når jeg hører andre sige, at de gerne vil tabe sig – eller nu må de også tage sig lidt sammen og gå i fitness. Som gødning til et frø, der allerede har slået rødder i mig. For jeg ved godt, at tanken også ligger i mig selv.

Så det er vel kontraproduktivt, at jeg hælder det samme ud i æteren. Men kan ting ændre sig, hvis man ikke er rigtig utilfreds med dem? Kan man tabe sig uden at være sur på sin krop?

Jeg håber det. For jeg synes oprigtig talt, at min krop gør det ret godt. Det er ikke let at bære mig rundt hele tiden.