Er det nu, vi skal begynde at opdrage ham?

roaring lion on field

Barnet kan her halvandet år inde i sit liv brøle som en løve. Nærmest sige prosit. Og han er vild med at proppe store mængder af toiletpapir i kummen, uden i øvrigt at være i nærheden af at være renlig. Det har fået mig til at overveje:

Er det nu vi skal begynde at opdrage ham?

Vi har levet højt på, at man ikke kan opdrage børn under 1 år. Så indtil nu har vores filosofi været 1000 kys om dagen og et stort skvæt dovenskab. Jeg kan dog fornemme, at det måske ikke får os helt i mål. Han kaster med sit legetøj, nægter at spise fisk, skriger når han får børstet tænder og tygger mest på sine grøntsager, hvorefter de spyttes ud på gulvet. Hvis han skal slappe af, så er det gerne med fjernsynet tændt. Det sidste er nok det værste.

Jeg er hard-lineren i husstanden, når det kommer til tv, men min mand bider ikke på, når jeg siger, at det farlige ved tv’et er, at barnet bliver passivt og ikke øver sig i andre life-skills. Han mener bestemt, at barnet øver sig meget – på ikke at være pisseirriterende.

For at kunne opdrage på et barn, så skal man jo have nogle principper at opdrage ud fra. Jeg vil gerne have, at han bliver en blød, stærk og klog dreng, som er omsorgsfuld og respektfuld over for sine omgivelser. Men hvilke konkrete opdragelsesprincipper munder det ud i?

En ting der er blevet diskuteret i offentligheden fornyligt er, om tonen blandt børn er blevet for hård. Jeg har ikke en holdning til, om han må bande. Det må han gerne for mig. Alle (rigtige) ord er meget velkomne på nuværende tidspunkt. Men jeg vil da ikke være stolt over en unge, som sviner andre mennesker til. Men hænger det sammen med, at man bander?

Jeg vil gerne have, at han tager initiativ og prøver verden af, så i princippet må han alt. Jeg morer mig, når han rytmisk smadrer løs på sofaen med en maracas eller kaster med den store yogabold rundt i stuen. Men vi lægger muligvis sporene til en rigtig møgunge her.

Det bekymrer mig, at jeg intet aner om børneopdragelse, og at det hele bliver taget på løse fornemmelser og en knapt formuleret pippi-teori, som bestemt ikke er evidensbaseret og vel nærmest ikke kan betegnes som en opdragelse.

Tips og tricks modtages med kyshånd.

 

Jeg har en høne at plukke med dig!

Kære univers

Nu har jeg gennem flere måneder forsøgt at keep my cool. Når du smider citroner i hovedet på mig i form af –  cykler der falder fra hinanden, gulvvarme der ikke virker, mærkelige el-installationer og biler der går i stykker. Hvad gør jeg så? Jeg laver fucking lemonade! Eller hvad man nu kan lave med olieindsmurte hænder og en hverdag, der går op i limningen, fordi transportmidler og huset falder fra hinanden (eller måske ikke lige frem falder fra hinanden, men her er lidt koldt og mørkt i udvalgte områder).

Senest har min cykel skrantet. Først lød den som om, den gerne ville have lidt olie. Jeg gav den olie. Hvad gjorde cyklen? Som tak for tjenesten opfandt den et nyt problem. Nu begyndte kæden at knase og ‘køre over’, når man trådte hårdt i pedalerne. Dvs. Når jeg skulle starte den, køre op ad bakke eller i stiv modvind. Tak for lort.

Jeg skiller cyklen ad og bestiller en ny kæde og nye tandhjul på cykelgear.dk (dejlig dejlig hjemmeside, men det er beside the point). Jeg cykler på min mands halvflade cykel, som er ved at slå mig ihjel, fordi den er for stor og gummihåndtagene falder af, mens man cykler. Og nu har jeg brugt min søndag formiddag i regnen  med min far blot for at konstatere, at vi ikke selv kan få skilt cyklen tilstrækkelig ad til at fikse den.

Nu er det krafteddermame nok, kære univers. Jeg har nu en cykel, der er splittet ad til atomer, en masse reservedele og en følelse af at være en kæmpe idiot. Hvis jeg havde smidt penge efter problemet fra starten af og ikke udvist så fandens meget initiativ – så stod jeg jo ikke her. Hvornår belønner du folk for at gøre forsøget i stedet for at grine hånligt?

Ja, jeg spørger bare.

I morgen kan du tro det slutter. Så kører jeg ikke i Bauhaus tirsdag aften for at fikse køkkendøren, eller forsøger at fikse gulvvarmen selv. NEJ. Jeg vil forholde mig passivt og afventende, for det er åbenbart kun den adfærd, du belønner.

Det var bare det. Hej!

Mariehønen evigt sur…

De seneste par uger eller måneder har en nagende fornemmelse vokset i mig. 

Det er efterhånden så længe siden, at jeg blev mor og stoppede med at amme, at jeg ikke kan gøre mig nogle forhåbninger om at smide flere kilo uden at skulle lægge en solid indsats.

Jeg læste i en af de helt store forældre-bøger, at man skal sørge for at tabe graviditetsfedtet igen efter hver fødsel. Fordi hvis man har de der ekstra fem kilo, så vil de blive hængende og vil vokse yderligere med eventuelt nye graviditeter. Den formaning blev hos mig. 

Derfor var jeg så glad, da kiloene raslede af, da jeg ammede. Jeg kunne tyre marabou i fjæset og stadig tabe mig. Det var himmelsk. Men amningen aftog, det gjorde mit indtag af søde sager i ukontrollerbare mængder ikke. Så fra at være to kilo fra før graviditetsvægten, er jeg nu syv. Det skete bare.

Jeg kunne ikke holde mig selv i kort snor, når jeg var så træt og fucking sulten hele tiden (for slet ikke at nævne tørstig!).

Mens jeg var nybagt mor, var jeg fuldstændig blæst bagover af beundring af og stolthed over, hvad min krop kunne. Men det har aftaget i takt med, at jeg læser om jeres andres madkvaler og hører/ser andre være helt strygebrætsmagre få måneder efter fødslen (det har aldrig været en risiko for mig, for rigtig tynd har jeg aldrig været).

Jeg er ked af, at jeg er blevet småtyk og har måtte gå nogle buksestørrelser op. Men jeg er faktisk endnu mere ked af, at jeg er ked af det. Kedafdettehed i anden.

Jeg føler mig som mariehønen evigt sur, der altid finder håret i suppen og ikke giver nogen – og slet ikke mig selv en – pause. Det kan satme godt gøres bedre. Løb en tur og spis noget salat. Stram dig lige lidt an.

Jeg er typen, som i den grad bruger mad som belønning, hvis noget har været hårdt eller svært – eller hvis noget skal være virkelig hyggeligt. Så derfor er det fuldstændigt vanvittigt at forestille mig, at jeg ikke må spise søde ting igen, eller at jeg skal kontrollere det virkelig meget. Der ligger så meget livsglæde og (selv-)kærlighed i mad for mig.

Jeg ved ikke, hvad moralen er. Jeg vil ikke være tyk. Men jeg vil heller ikke for alvor gøre tingene hårdere for mig selv, end livet allerede er. Jeg kan bare mærke, at min utilfredshed med mig selv stiger, når jeg hører andre sige, at de gerne vil tabe sig – eller nu må de også tage sig lidt sammen og gå i fitness. Som gødning til et frø, der allerede har slået rødder i mig. For jeg ved godt, at tanken også ligger i mig selv.

Så det er vel kontraproduktivt, at jeg hælder det samme ud i æteren. Men kan ting ændre sig, hvis man ikke er rigtig utilfreds med dem? Kan man tabe sig uden at være sur på sin krop?

Jeg håber det. For jeg synes oprigtig talt, at min krop gør det ret godt. Det er ikke let at bære mig rundt hele tiden.

 

Max presset

photo of person reach out above the water

Jeg står ved ugens tavlemøde og redegør for mine opgaver. Jeg skal kategorisere mig selv som rød, gul eller grøn. Det er vel næsten selvforklarende, men ideen er, at hvis du er grøn, så skal chefen finde på nye opgaver til dig – og hvis du er rød, så skal chefen tage opgave fra dig (eller altså hjælpe dig med at prioritere eller tilføre ressourcer). Gul. Så er alt godt.

Jeg har travlt. Jeg synes faktisk, at jeg har rigtig rigtig travlt. Det er en konstant følelse af ikke at slå til. Jeg kigger med åben mund og polypper på mine kolleger og tænker – hvordan fanden er I så velforberedt?

Jeg hører mig selv sige “jeg er nok rød, men lad os sige, at jeg er gul, og se hvordan det går“. Jeg vil sådan set gerne holde på mine opgaver. For de er pissespændende. Og mega svære.

Jeg kører “tag-skeen-i-den-anden-hånd”-stilen for tiden. Nu vil jeg gøre, hvad der skal til. Så må jeg bruge mere tid på at forberede mig, så jeg er klar til kamp! Det resulterede i, at jeg arbejdede knap 50 timer i sidste uge.

Problemet er, at jeg har måtte sande, at selv 50 timer får mig ikke on top of my game. Måske jeg bare ikke har game. Hvem ved?!

Men altså. Jeg får også den ene kæmpesvære opgave på mit bord efter den anden. Fx skal jeg styre en kortlægning af et lovområde, som jeg har haft 4 timer til at sætte mig ind i (og jeg vil gerne understrege, at jeg ikke er jurist). Jeg havde virkelig forsøgt at forberede mig. Men der gik ca. to minutter inde i møde, før der sidder fire kampklare jurister og klæder min faglige argumentation helt af. Eller sådan føltes det i hvert fald.

Herfra går jeg i et andet møde, hvor vi skal gennemskrive en anden lov på baggrund af en flere hundrede sider lang konsulentrapport, som jeg simpelthen ikke har læst, fordi jeg troede en kollega var lead på mødet. Men han blev syg. Fedest. Jeg prøver mig frem med smil, nik og tag en helveds masse noter.

Nu skal jeg få dataafdelingen til at bekræfte, at vi kan lave den analyse, som vi har lovet. Men ak og ve. Der er databrud, valideringsudfordringer, ingen ved noget og jeg bliver sendt rundt til chefer, som tydeligvis prøver at vinde tid. Jeg får endelig en medarbejder til at tage telefonen. Han bekræfter. Tallene virker ikke. Og de kommer ikke til det lige foreløbigt.

Min dag bliver sluttet af med at skrive presseberedskaber parallelt med, at jeg skal gennemgå en liste over mulige problematiske sager på hele ministeriets område med ordren “er der noget, som ser problematisk ud?“.

Fuck. My. Life.

Det var bare min dags sværeste opgaver. Jeg har masser af småting ved siden af, som ikke er så svært, men som dog kræver, at jeg åbner et dokument og læser det. Hvilket bliver svært, når jeg prøver at svare telefonopkald og mails og læse lange rapporter i mens.

Heldigvis er jeg alene hjemme i denne uge, så mine aftener er frie. Så behøver jeg ikke at føle, at jeg heller ikke slår til som hustru. (Jeg ville ønske, at jeg var sarkastisk, men det er faktisk en lettelse).

I morgen prøver jeg at selv-lære mig juridisk metode, projektleder skills og et politisk mastermind. #livslanglæring #kompetencegab #udpå70.000favnevand

Dav 2019 – hvad skal vi lave i år?

 

fireworks display at night

Som lovet i mit seneste indlæg kommer her et vaskeægte  nytårsindlæg, hvor jeg gør status. Jeg vil forsøge at gå baglæns ind i fremtiden, som Svend Brinkmann anbefalede os i sin nytårstale. Det giver både mening og god motion.

2018 var året…

… hvor jeg flyttede tilbage til rødderne og mærkede friheden i at bo tæt på jorden, naturen, min mor, men i S-togsafstand fra København.

… hvor jeg fik galoperende eksistentiel angst over at skulle tilbage til arbejdslivet efter 8 måneders barselsorlov og oven i købet på en ny arbejdsplads, som har vist sig at være alt andet end let at gå til.

… hvor jeg startede min blog, selvom jeg tilbagedaterede mit første indlæg  til december 2017, så jeg virkede lidt mere cool. Det har været meget mere givende, end jeg havde forestillet mig. Så I slipper ikke for mig lige foreløbigt.

… hvor jeg (endelig) fandt mig til rette i rollen som mor – og fandt ud af, at jeg i 2019 skal være moster for første gang. Store sager.

2018 var kontrasternes år. Vi havde den længste is-vinter i mands minde og en endnu længere trope-sommer, som jeg ikke håber, at vi får igen. Mit humør har på samme måde været et pendul mellem komplet lykkerus og utrolig opgivende håbløshed over især mit arbejdsliv.

Svusj. Tavlen er ren. Hvad skal der nu ske?

Jeg elsker den fantastiske følelse af at få chance til, at alt er muligt og det bare handler om at gå igang. At der ikke er nogle grænser for, hvad der kan lade sig gøre, og hvordan denne nye forbedrede version af en selv skal være.

Jeg har utroligt mange ønsker for 2019: Jeg vil tage mere initiativ til at se mine venner. Jeg vil blive dygtigere til mit arbejde (eller finde et andet et). Jeg vil være mere nærværende i mine sociale relationer (bye bye smartphone). Jeg vil læse flere bøger. Jeg vil skrive en bog. Jeg vil have et barn mere. Jeg vil motionere mere. Jeg vil spise sundere. Jeg vil drikke mindre Pepsi Max. Jeg vil lave mere mad. Jeg vil have en ny regering. Jeg vil blive en bedre forælder.  Jeg vil se nyhederne og læse avis. Jeg vil gøre noget godt for verden. Jeg vil blive stærkere og lettere. Jeg vil ranke ryggen. Jeg vil lave 60 squats om dagen. Jeg vil gå i pænere tøj. Jeg vil svømme derud, hvor jeg ikke kan bunde.

Jeg mangler hverken ambitioner eller ideer. Men allerede som 1. januar startede  kunne jeg godt se gennem mine tømmermænd fra en champagnebrandert, fire timers søvn og en 1,5 årig, der konstant vil mig noget, at alle mine ønsker ikke bliver opfyldt i 2019. 

Jeg er ikke klar til at lave en hård prioritering, så nu går jeg altså bare i gang med året – så må vi se, hvilke drømme der blev indfriet, og hvilke der kan genbruges som nytårsforsætter i mange år endnu.

 

 

Feriekuller-kuren

Ferier – og i særdeleshed juleferier – har en rytme. Forspillet er december- udmattelsesløbet, hvor julefrokoster, gaveindkøb og klippeklister har til formål at køre folk helt i bund og i desperat brug for ferie. Herefter når vi point of no return, hvor man  bliver stopfodret med and, konfekt og familiesamvær i overflod. Herefter følger nogle dage, hvor man ligger  brak på sofaen i akut mangel på puste- og albuerum. Nu skal der ikke ske en fløjtende fis – absolut ingen krav eller forventninger.

Så sker det. Det starter med at snurrer i fingrene. Feriekulleren sætter ind. Det er en blanding af koldsved, klaustrofobi samt en alvorlig grad af FOMO – og ikke så i forhold til sociale relationer (jeg kan ikke mere!) – men jeg samler til bunke med projekter, som jeg gerne vil have ført ud i livet. Og det er jo i ferierne det skal ske. I hverdagen er overlevelse alt rigeligt at skulle se til.

Min bedste medicin mod feriekuller er at få sat hak ved nogle projekter – og de må gerne være helt praktiske. Jeg vil SE resultater!

Denne juleferie blev brugt på at:

Fikse min stationscykel. Kæden blev strammet, dækkene skiftet, håndbremsen ligeså og endelig fik jeg sat nogle nye lygter på. Halle-fucking-lujah!

Få mit køleskab i vatter. Det var ikke så spændende, men til gengæld var det tungt.

Bygge en klatrevæg. Den store finale var at sætte en klatrevæg op til min søn på 1,5 år. Jovist, han er nok ikke i stand til at bruge den før om et års tid, men det skal sørme ikke hedde sig. Barnet skal have bedste motoriske udviklingsmuligheder og vi havde fået 24 klatre-tag i gave.

Der er begynderfejl og et par huller for meget. Jeg kan ikke tage hele æren for projektet, da jeg havde min far tæt inde over (meget tæt) – men altså det var dog mig, som købte, bar og malede pladerne og drev processen frem. Jeg borede huller og målte op.

Jeg knuseelsker far-datter kvalitetstid i Bauhaus for at shoppe skruer og værktøj. Hvor jeg kan lære nogle af alle de kneb, min far kan. Han er ikke håndværksuddannet, men han kan fikse det meste og har hænderne skruet godt på. Jeg har ikke samme talent, men jeg  må lære så meget som muligt, mens jeg kan.

Så nu er min feriekuller kureret. Heldigvis har jeg fri til og med i morgen. Så mon ikke jeg kan nå en tur i Ikea – jeg har flere ideer…..

 

P.s. godt nytår alle sammen. Jeg må lige stramme mig an med et rigtigt nytårsindlæg en anden dag.

So this is christmas….

… and what have you done? Spørger du måske.

Jeg har personligt opnået en række nye rekorder, for jeg har:

  • haft julearrangementer hver eneste weekend siden ultimo-november.
  • spist overraskende få æbleskiver (otte styk i alt – i en MÅNED!).
  • holdt jul hos svigermekanikken (ALLE gæster skal vælge en sang til juletræsdansen, wtf?).
  • shoppet julegaver i Fields den 23. december kl. 20 (d.o.n.t. d.o. i.t.).
  • brugt timer på at bekymre mig om, hvorvidt barnet ville sove til alle disse arrangementer (det gjorde han omtrent).
  • sovet i ske med barnet i mange nætter i træk, fordi han hoster, snotter og vågner hvert andet minut (bortset fra til julefesterne).
  • købt et rigtigt juletræ og pyntet det med ægte glaskugler (kun på træets øverste grene, s’føli)
  • flettet julestjerner med (nogenlunde) succes.
  • set rejseholdet færdigt (IP -RESTEN!).
  • lavet en fremragende fotomontage med vuggestuens nisser.

Og nu trænger jeg til ferie!

Drengefest på kontoret

Jeg bemærkede, at min kollega havde en aftale i kalenderen “Billard og øl”, stod der vist. Jeg ønskede god tur – og dagen efter spurgte jeg, om det havde været hyggeligt. “Jo, tak. Det havde det.”

Flere måneder senere bliver jeg klar over, at arrangementet faktisk var for alle mændene i kontoret – ikke bare nogle tilfældige af hans venner.

Det studsede jeg lidt over. Er vi ikke for gamle til at holde kønsopdelte arrangementer? Hvad mon der blev talt om på det arrangement? Formentlig den halvdel af kollegerne, som ikke var inviteret?! Det var tydeligt, at der blev gået lidt stille med dørene. Men som tiden gik begyndte “drengene”  at tale om fremtidige arrangementer. Hvad skulle de nu ud og lave?

En af mine kvindelige kolleger havde også bittert noteret sig – “hvorfor lige billard og øl? Snuskede værtshuse – jeg ELSKER snuskede værtshuse” – som om de snuskede værtshuse havde bedraget hende. Jeg tænkte egentligt bare, at det var et lidt tarveligt træk.

Jeg har ikke ét sammenhængende argument for, hvorfor voksne mennesker ikke bare kan mødes, som det passer dem. Det kan de jo. Men jeg kan konstatere, at det føles meget underligt, at der er en fest, man ikke bliver inviteret til alene på grund af ens køn – og især når det er i arbejdssammenhænge.

Min første tanke var “nu skal jeg fandme vise dem, så laver jeg bare en dame-fest”. Men jeg gider ikke holde en damefest. Jeg taler faktisk mere med mændene i kontoret (fordi det er dem jeg tilfældigvis har flest opgaver med). Og jeg gider ikke at skulle finde på noget særligt damet – eller hyre en stripper eller noget andet over-korrigerende. Så hvad gør jeg?

Er det mig, som er sippet? Er det helt i orden at lave herreklubber på kontoret? Og hvad er et godt comeback. Det er i hvert fald ikke at klage over det. Så meget ved jeg da.

Så vær dog bare lidt sur/bitter/træt/smadret!

baby lying on gray textileInden for de seneste par måneder har to af mine veninder fået deres først barn. Jeg har været forbi med gaver og rosende år. Smukke børn. Seje mødre. Alt er godt.

Meeeeen jeg har opdaget, at jeg fisker efter de dårlige nyheder, de hårde nætter og knas i parforholdet, når jeg har været på besøg. Det er sådan set ikke, fordi jeg ønsker, at de har problemer. Jeg leder nok bare efter noget, jeg kan spejle mig i. Og det har vist sig lidt vanskeligt.

Min ene venindes baby havde et “anfald”, da jeg var på besøg – og jeg kunne næsten ikke høre det. Ungen peb lidt, og det var tilsyneladende, sådan barnet var, når han var mest sur. Saaaaaay whaaat?! Og han sov længe. Det føles uretfærdigt.

Min anden veninde er 100 procent forelsket og lægger det ene billede op efter det andet af “prinsessen” med ordene “Kærligheden har fået en helt ny betydning” og “jeg kan slet ikke stoppe med at kigge på hende”.

Altså. Det er jo dejligt, at de er lykkelige. Men det kan da ikke være hele sandheden. Kan det? Jeg føler lidt, at jeg bliver løjet for.

Jeg havde det ikke specielt svært selv (ingen kolik eller syge børn). Så jeg vil nok beskrive det som medium svært. Jeg syntes også ungen var fantastisk. Men jeg syntes også, at han så meget vred ud. Han skældte mig ud, når mælken kom for hurtigt. Når bleen var våd. Når jeg var for langsom. Når jeg ikke forstod ham.  Det var ikke ren lykke.

Jeg havde massive udfordringer med min nye identitet som mor. Hvordan kunne jeg være mig selv og mor? Det tog sgu da tid at finde ud. Jeg er ikke sikker på, at jeg har svaret endnu. Og når jeg føler mig allermest presset af verden, mor-rollen og mig selv, så bliver jeg stiktosset. Vred. Punktum.

Jeg var træææææææt helt ind i knoglerne. Mit barn sov kraftedme ikke fire timer i træk, før han var langt over et halvt år gammel. Og jeg har til dato aldrig oplevet, at han har sovet længe. Før seks er reglen.

Det er nok derfor, at jeg følte mig kaldet til at skrive til billedet af prinsessen og kommentaren om kærligheden. “Du vil nok få lidt mere komplicerede følelser med tiden”.

Jeg kan godt se det. Jeg er et småligt menneske. Det mangler sgu da bare, at jeg tager del i glæden og ubetinget siger tillykke.

Undskyld!

Det er bare en fase. 

En ode til den rimelig korte bytur

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Jeg har forsøgt mig med at lave en egentlig “ode”, altså “større lyrisk digt i højtidelig stil”, men jeg må erkende ikke engang små digte i uformel stil ligger inden for mine evner. Jeg brugte ret lang tid på en version på melodien til “det var en lørdag aften”. Det blev ikke godt.

Så hvis du nu istedet læser det, som var det slam poetry, så nærmer vi os:

Billedresultat for everything sound like slam poet when you say it like this leslie

En fredag aften for nogle uger siden lykkedes det mig, at mødes med tre af mine veninder. Det var nærmest spontant. Og det var fantastisk.

Vi tyllede gin & tonics i happy houren. Herefter spiste vi tortillas og drak dark and stormy på kande. Det var virkelig virkelig dejligt at høre om andre menneskers liv og fortælle sladder fra ens eget. Det var dejlig med et afbræk, der ikke var planlagt i evigheder forinden.

Det var dog fredag aften. Jeg havde løbet fra kontoret kl. 16 for ikke at komme for sent til aftalen. Det  var afslutningen på en hård uge. Så da klokken slog 20.00 og vores bord ikke længere ledigt, blev jeg ramt af en spontant trang til at tage hjem til min familie.

Det tog jo også lidt tid at komme hjem. Delvist fordi jeg selvfølgelig skulle have en dessert med hjem. Og hvad egner sig bedre end mcflurry daim til tog-turen? Fuck november, jeg vil have softice.

Lidt har også ret. Og det her tilfælde havde det meget ret. Det føltes som at komme op og få luft efter at have holdt vejret lidt for længe. Så nu vil jeg bare sige, at en bytur behøver ikke at vare længe for at opfylde sit primære formål: at have det sjovt.

Så hvis du ikke rigtig kan overskue at være ude hele aftenen, men egentlig gerne vil se dine venner – så gør det. Lad være med at føle, at hvis ikke I er sammen ved midnatstid, så er det også lige meget. Det er det ikke.