Den helt store fødselsdagsfest

I søndags holdt vi fødselsdagsfest for Hubert og min mand. De fylder henholdsvis 2 og 30 år, så det skulle naturligvis markeres.

Vi havde lagt i ovnen til et relativt ambitiøst projekt med grillmad og indtil flere forskellige slags kager. Der var lagt en gameplan for praktikken, men så skete det, at min lillesøster blev mor tidligt om morgnen til en sød lille dreng, der blev født ved kejsersnit. Hun var to uger over termin.

Det ændrede på det hele. Nu var det pludselig en ægte fødselsdag. Men den vigtigste gæst kunne ikke komme og mit hovedet var et andet sted resten af dagen. Ligesom min mor og de øvrige gæster mest var interesseret i billeder og historier om den lille ny.

Jeg var virkelig overrasket over, hvor rørt jeg blev af at se på et lille sorthåret hoved ligge og bappe på min søsters bryst. Jeg hylede til den store guldmedalje.

Det var vel at mærke af at se et billede af barnet. For han var ikke sådan lige til at få lov at besøge den dag, da han skulle have alskens drops og undersøgelser pga for lavt blodsukker.

Det var heller ikke bare, at han kom til. Det var også hele transformationen. Min lillesøster er mor nu. Og jeg er nogens moster! Det er fandme ikke dårligt. Hold kæft, hvor jeg glæder mig over, at vi har små børn samtidigt og al den glæde de kommer til at få af hinanden.

Og nu har vores førstefødte altså fødselsdag to dage fra hinanden. Midt i sommerferien. Det kan være, at vi kan lave en joint venture på festfronten i fremtiden. For jeg var godt nok træt efter at have lavet mad og ryddet op en hel dag.

P. S. Jeg har fået lov at se ham efterfølgende. Shit han er sød. Sikke en dejlig udvidelse af familien. Nu skal vi bare have ham hjem fra hospitalet med et stabilt blodsukker og sine gode forældre.

Halle-fucking-luja – det’ sommerferie!

Efter at have slæbt mig igennem to ørkesløse uger på kontoret fyldt med pseudoarbejde og journalisering, kun forsødet af enkelte morsomme kolleger og en masse sandwichs fra Lagkagehuset, oprandt dagen for min ferie endelig!

Min første feriedag blev indviet med, at barnet valgte at sove til kl. 6.10. (Oh sweet bliss!). Vi stod op sammen som familie og spiste havregrød med kanelsukker. Vejret var so-and-so, så vi lukkede os selv ind på biblioteket klokken otte. Jeg lover jer, at det var en god beslutning: Der var kun os og alle bøgerne. Intet mindre end fantastisk!

Vores lokale bibliotek har en genial børneafdeling, som bl.a. består af et kæmpe stort dukkehus, hvor Hubert straks løb hen. Og til min store overraskelse var hans første handling at lægge en af dukkerne i seng. Jamen, altså. Hvorfor har vi ikke et dukkehus derhjemme? Her har jeg gået og troet, at han ikke forstod rollespil på pigernes niveau. Alene baseret på, at han normalt kun vil se, tale og lege med biler. Men det kan han jo sagtens. Det er bare mig, som ikke giver ham muligheden. Og han fandt da også frem til en dukkevogn, som han ræsede rundt med.

(Det gik dog i sig selv, da han opdagede en garage med biler – MEN så legede han med bilerne inden i dukkehuset. Hvem siger, at bilerne ikke kan lave mad, gå i bad og falde ned af trapperne?)

Herfra gik vi i gang med dagens store projekt – Køb parasol! Det skulle dog vise sig at være en noget sværere opgave, end jeg havde forudset. Hverken Harald-Nyborg eller Biltema havde ret mange udstillingsparasoller, og deres personale var forsvundet som dug for solen. Jeg besluttede, at vi måtte betale det ekstra for at få personlig vejledning i Bauhaus, efter at barnet blev mere og mere utålmodig med os.

Til min store overraskelse blev jeg – efter at have trykket på en knap – betjent af en person over en højtaler i Bauhaus, som sagde “Kig på den reol lige over for jer, til jeres venstre side længst mod trævarerne – der ligger de ganske få parasoller, vi har tilbage“. Det er værre at blive betjent af en person, som kigger på en på et overvågningskamera end slet ikke at blive betjent. Vi købte (surprise) ikke en af de to krøllede parasoller, som Bauhaus havde tilbage. Nu må jeg tilbage til nethandlen igen. Man kan åbenbart ikke få personlig parasol-betjening i kongeriget Danmark.

Fuck det. På vores mission havde vi dog købt lidt ind til sjov og ballade i haven. Så den stod på badebassin og fiskenet i haven. Aldrig har drengen været så glad. Selvom vandet var koldt og solen var forduftet. Det blev kun bedre af, at vi fik besøg af en af mine ældste veninder og hendes datter. Så var der rav i gaden. Det viser sig, at min dreng faktisk var ret tolerant og villig til at dele sin verden med hende. Mor er stolt.

Dagsrapporten må snart slutte, for jeg ved ikke om laks med asparges og nye kartofler er rigtig interessant at fortælle om, men det var i hvert fald lækkert. Nu sidder husbonden og jeg med hver vores pc og nyder freden og udsigten til intet mindre end tre uger mere af det her sweet sweet life.

Scener fra en andensgangsgraviditet

Scene 1. Printerrummet, jeg står ved en printer, min kollega træder ind:
“Nååå, din mave er rigtig *eksplosionslyd*”, mens hans hænder signalerer en kraftig udvidelse.
“Du kan da bare noget med ord”, konstaterer jeg sarkastisk.
“Nårh, nej jeg mener bare, at din mave strutter”, smilede han tilbage.

Scene 2. Sætter mig tilbagelænet i havestol. Mor kigger på min mave og siger:
“Er du sikker på, at der ikke er to eller tre derinde?”
“Det vil komme meget bag på mig”, svarer jeg irriteret
“Ja, det vil jo blive en hård omgang med to ekstra børn”
“Så er det godt, at vi bor så tæt på dig. Du skal endelig ikke tro, at du kan gå fri”.

Scene 3. Førstegangsgravid står ved siden af mig og har termin praktisk talt i morgen. Tilfældig person fra familien henvender sig til mig:
“Og hvornår gik du fra på dit arbejde?”
“Jeg har termin om 3,5 måned!”

Barselsorlov – et identetitslimbo

yellow Volkswagen van on road

Der er stadig længe til oktober, hvor min termin er sat til, men mine kolleger spørger nu jævnligt “hvornår går du fra”. Hvortil jeg kan svare fra 1. september og indtil nu er jeg lykkedes med at undgå flere spørgsmål, såsom hvornår jeg er tilbage på job igen.

Men i dag bemærkede en af mine kolleger så med største selvfølgelighed “Hvornår er du tilbage? Du nøjes bare med seks måneder, eller hvordan?”

Her kommer jeg i en kattepine, fordi det gør jeg ikke. Jeg nøjes heller ikke med de otte måneder, som jeg tog sidste gang. Faktisk planlægger jeg at forlade mit job den 1. september 2019 og først vende tilbage midt november 2020…

Den historie har jeg meget svært ved at kombinere med mine i øvrigt feministiske mantra og indædte tro på øremærket barsel til mænd, og at man skal dele ansvaret for børnene. Og at vi kvinder skal holde op med at være sådan nogle suckers, som ofrer os selv (altså bare vores søvn, indkomst og anerkendelse) for familien.

Derfor har jeg på nuværende tidspunkt kun spurgt mine chefer om lov, og derudover holdt mere end almindelig lav profil med mine planer. Både her, der og alle andre vegne. Jeg har holdt lav profil, fordi 1) det er usikkert om det kommer til at gå op (money – money – money), men endnu mere pga. 2) det passer rigtig dårligt med min identitet at tage en usædvanlig lang barselsorlov.

Jeg må hellere skynde mig at sige, at jeg ikke bliver udsat for social kontrol eller har tabt en form for ondsindet væddemål. Helt kort fortalt, så vil min mand gerne fire måneder til USA, som del af hans job, og jeg vil gerne med på eventyr. Det betyder, at vi planlægger at tage afsted hele familien i slutningen af barselsorloven, fordi det passer bedst i den periode ift. arbejdet og børnenes alder (jo ældre des bedre!).

Så nu har jeg altså et års tid til at få lavet en fortælling om, hvordan det faktum, at jeg kommer til at forlade arbejdsmarkedet i laaaaang tid faktisk også var et okay karrierevalg for mig, altså grundlæggende: Hvordan får jeg gjort dette projekt til mere og andet end at pleje min mands karriere? Og der kommer en lang række spørgsmål i kølvandet på det:

  • Hvordan kan jeg undgå, at mine kolleger anskuer mig som død/fyret/forevigt forsvundet med så lang en barsel?
  • Hvad skal MIT mål være for perioden (udover at skabe og holde endnu et barn i live selvfølgelig)?
  • Hvorfor behøver jeg at gøre det til et selvudviklingsprojekt? Kan man ikke i et parforhold skiftes til at være, den der giver og den der tager?
  • Hvorfor skal jeg starte med at give?
  • Hvordan kan jeg forene mine feministiske verdensforestilling med at være “medfølgende hustru”?
  • Hvad nu hvis jeg bliver helt bims af at skulle være så meget sammen med mine børn?
  • Hvorfor glæder jeg mig faktisk også ret meget over, at jeg ikke – som sidst – skal tilbage på job og amme samtidigt?

Så der er nok at se til! Jeg forudser, at jeg kommer til at leve med en vis portion filosofisk diskrepans i mine svar. Så måske jeg bare holder fast i min nuværende strategi om at gå under radaren og bare møde op på job igen end dag langt ude i fremtiden. Med mindre I har bedre bud på en løsning? Jeg er lutter øre!

Draget mod dårligt nyt

silhouette of houses during nighttime

Jeg læste fornyligt et indlæg af Sofie, som satte nogle tanker i gang. Hun fortalte om, at voksen-angsten betød, at hun næsten ikke kunne holde ud at læse nyheder, fordi det var for nedslående og ikke til at holde ud, særligt når man har ansvaret for sine børns velbefindende.

Egentlig synes jeg, at det perspektiv virker ret logisk – hvilket fik mig til at tænke over, hvad det er jeg selv laver. Jeg har modsat Sofie nærmest en fetish for at læse de værste nyheder, som internettet har at byde på. Altså historierne med overskrifter som; “barn dræbt og lemlæstet”, “misbrugt og fanget kælderen hele livet”, “ung mand bestialsk myrdet”, “familie på fire dør i trafikken”, “10 tegn på at du helt sikkert har kræft”, “ung mor får alzheimers/dør i gyngestativ” og så ind i mellem får jeg også tid til de mere sofistikerede om klimakriser, krig og frygtelige politiske bevægelser.

Det er mig en gåde, hvorfor jeg gør det. For jeg ender ret ofte med at sidde og tude over de her frygtelige nyheder. Jeg tager dem helt ind under huden og overvejer, hvordan det må være at være mor til de unge dræbte mænd eller de små børn der er myrdet/voldtaget, eller hvordan man lever videre, når man har slået nogen ihjel i trafikken.

HVORFOR SKER SÅDAN NOGET? Og næste spørgsmål – kunne det ske for mig? Og det kan det jo. Eller jeg kan selvfølgelig ikke dø som barn, men mit barn kunne. Av. Det er jo ulideligt at tænke på. Det giver da kun mening at blokere de her uhyrligheder ude.

Hvis jeg skal prøve at forklare, hvad jeg alligevel får ud af det – og hvorfor jeg bliver draget mod dårligt nyt, så bliver det noget usammenhængende. Jeg synes måske, at det gør det lettere at mærke, at det jeg har i mit liv er vanvittigt dyrebart. Det kan man godt glemme i havregrød, tøjvask og evigt beskidte/absurd rodede rum. Derfor er det en lidt bagvendt måde at blive fyldt med beskyttertrang og taknemmelighed.

På den anden side hænger det ikke rigtig sammen – for jeg vil ikke bruge tid på at se tilsvarende uhyrligheder i den fiktive verden. Verden er grum nok, som den er – skal vi ikke i det mindste bruge vores fantasi på noget andet – og mere opløftende? Det behøver ikke at være de rene eventyr, men jeg vil simpelthen ikke se på hypervold eller følge en seriemorders udskejelser. Sluk blev der sagt!

Så det er vel en slags dobbeltmoral. Det giver i hvert fald ikke rigtig mening. Men måske skal det heller ikke det.

Hverdagens små spørgsmål

… Forleden spurgte min læge mig, hvordan jeg tørrede mig efter et bad. Baggrunden for spørgsmålet var, at jeg har fået noget snask på det ene bryst, som det viser sig er bakterielt betinget. Løsningen: jeg skal vaske og herefter tørre mit bryst med en hårtørrer 5-6 gange dagligt og smøre med noget salve.

Jeg står tilbage med to væsentlige spørgsmål 1) hvem tørrer sig med andet end håndklæder efter et bad? 2) forestiller hun sig, at jeg skal tage en hårtørrer med på job og for at rulle den ud og tørre patter hver anden-tredje time i en toiletbås?

…. En kollega har opfordret mig til at begynde at investere i aktier, som en del af en feministisk projekt. (Det er åbenbart kun mænd, der køber aktier). Jeg orker ikke rigtigt, men jeg har overvejet at forsøge mig med barnets børneopsparing (som ikke er startet endnu). Da min kollega fortalte, at hendes forældre havde købt aktier for 1000 kr til hende, da hun blev døbt, som var 100.000 kr. værd, da hun fyldte 18, fik jeg kolde fødder.

Bliver børn ikke forvænte af SÅ store summer af gratis penge? Hvor mange penge kan man forære væk uden at risikere uforvarent at påføre privilegieblindhed og et borgerligt mindset?

… I søde læsere har gjort det klart, at barn nr 2 måske nok er lettere følelsesmæssigt, men hvis ungen ikke sover, så bliver det en helt ny slags crazy, plus logistikken bliver væsentligt hårdere. Så hvordan i alverden forbereder man sig på det? Det er ligesom udelukket at sove på forhånd.

…. Når vi nu – nærmest – snakker om fødsler. Laver alle kvinder knibeøvelser hver dag hele livet? Eller kan man på et tidspunkt stoppe? Og hvor mange minutters knib taler vi om?

Jeg orker ikke at skulle forholde mig så aktivt til mit underliv all day everyday – og er der overhovedet evidens for træning, man ikke kan måle på Endomondo?

Det er lettere anden gang, ik?

I ugerne umiddelbart efter den positive graviditetstest var jeg så kæk, at jeg proklamerede for min elskede, at jeg ville være meget mere cool denne gang. Bekymringerne var meget færre. Jeg havde slet ikke google spontan abort. Endnu.

Det er i værste fald en løgn og i bedste fald en sandhed med kraftige modifikationer. Jeg er ikke bange for barnløshed længere. Fordi. Ja, altså jeg har jo allerede et barn. Og én veloverstået graviditet gør det lettere at forestille sig, at den næste kommer til at gå tilsvarende let. Men nu hvor jeg er omtrent halvvejs i forløbet, så må jeg erkende, at katastrofe-tankerne ikke udeblev.

Abort, syge børn og frygtelige fødsler popper op også ind i mit hoved næsten dagligt denne gang. Jeg er ikke decideret angst, men det er et faktum, at en graviditet er en oplevelse med visse risici, som jeg stadig ikke ved, hvordan jeg forholder sig til på en fornuftig måde.

Man skal vist være særlig for at kunne ignorere det helt, for hele systemet forholder sig til den gravide som udtryk for et givent sæt risikofaktorer. 1:500 for barn med Downs givet noget fra en scanning og informationer om dig som mor. Alder og vægt giver dem andre informationer om risiko for abort, sukkersyge m.m.. Spiser du panodiler, bliver drengebarnet måske impotent – og husk at tage din folinsyre og dine jerntabletter – ellers kan barnet få misdannelser. Alt handler om at reducere risci. Jeg har da også købt stort ind i svanemærkede og parfumefri produkter.

Så hvordan ignorerer man, at enhver graviditet er en billet til en destination, man ikke kender. Måske får du et barn, som er handicappet eller alvorligt sygt. Og selv hvis du får sunde og raske børn, så kan de jo lige pludselig dø i en ulykke – småbørn kan dø af de mærkeligste ting. Graviditeter – og selve det at få børn – minder mig om, hvor skrøbeligt livet er – og hvor vigtigt det er, at vi passer på det.

Livet er selvfølgeligt også skrøbeligt for voksne, men vi glemmer det bare. Og selvom jeg jo ikke bare kunne dø, uden at nogle bemærkede det, før jeg fik børn, så føles ansvaret for at holde mig selv i live noget tungere nu. Det er ikke bare ærgerligt at dø ung. Der er nogle børn, man svigter. Så den cykelhjelm kommer på – næsten – hver gang jeg er afsted.

Selve graviditeten er altså på nuværende tidspunkt ikke meget nemmere end første gang, omend jeg har væsentlig mindre tid til at tænke på den. Det sjove er også, at hvor andre mennesker fortalte horror-historier om fødsler den første gang, så taler vi nu ikke længere om fødsler længere – nu handler det om rædslen ved at have mere end et barn.

Er jeg godt klar over, at nu bliver der endnu færre pauser? Endnu mindre søvn og overskud? Har jeg tænkt det igennem?

Det er især mændene, som bringer disse betragtninger til torvs. Jeg tror, at det handler om, at hvor det for kvinderne er et regulært granatchok af træt/smadret krop og afbrudt søvn i årevis ved det første barn, så er det relativt let for mændene, når der kun er ét barn. Når barn nr. 2 kommer, så er det endegyldigt SLUT med at kunne køre frihjul. For mor kan det dårligt blive meget hårdere end det er i forvejen. Så der er brug for aflastning til nr. 1. Og her indtræder så det ægte granatchok for fædrene. Det er en teori, jeg fifler med.

Så mødre på internettet – please fortæl mig, at der er stordriftsfordele! Det er vel ikke dobbelt så hårdt at have to børn? For det ved jeg ikke, om jeg kan holde til.

Hvor finder jeg Ønskeøen?

shallow focus photography of toddler blowing cake candles

Så skete det. Jeg blev 31 år gammel. Det kom ikke som nogen overraskelse, og jeg har egentlig ikke et problem med at blive ældre. Det er fint – og man skal jo altid bare tænke på alternativet. Eller hvad man nu plejer at sige.

Men fødselsdage som voksen er altså ikke det sjoveste i verden. Jeg stod op til koldt, gråt og ruskende efterårsagtigt vejr. What the actual fuck? Har jeg ikke været sød i år?

Havde man været ung og uafhængig, så kunne man have taget en rolig morgen, sovet lidt længere og gjort morgenrutinen i sit eget tempo. Havde man været barn, var man blevet vækket med boller på sengen, sang og gaver.

Jeg blev i stedet vækket kl. 05.10 af et barn, som var både træt og sur. Det var jeg sådan set også. Herfra gik det slag i slag med havregrød, tandbørstning, bleskift og lidt skænderier om diverse ting og sager. Hubert var ked af at blive afleveret, og jeg tog på arbejde med et billede af et barn, der stod stortudende og rakte armene ud efter mig.

Så gik det lidt bedre med medvind på cykelstien og nogle meget søde kolleger, der havde pyntet op på mit skrivebord, hvilket resulterede i lykønskninger hele dagen igennem. Arhmen, altså – tak!

Det var dejligt at hente en glad dreng, som havde haft en god dag trods tårene fra morgenstunden. Min mand havde tippet mine forældre om, at jeg var alene hjemme både morgen og aften på min fødselsdag, så de kiggede forbi med mad og hygge. Jeg havde ikke ville spørge dem selv, fordi jeg er jo voksen, ik? Og jeg kunne ikke overskue at skulle lave mad og rydde op selv.

Men det var dejligt – og jeg har lyst til at tilføje nødvendigt – at de kiggede forbi. Mit humør var på et lavpunkt, da jeg tog hjem fra arbejdet. Der er ikke noget som voksenlivet, som kan få min selvmedlidenhed til at blusse op. Hvor er det bare strengt, at ingen fejrer mig. Har alle bare glemt mig – eller hvad?

Men nu hvor barnet sover, jeg har et set det nyeste afsnit af Kurs mod nord og min mand snart kommer hjem, så er humøret sådan set okay, og jeg kan godt se, at jeg er et både heldigt og priviligeret mennesket. Der er bare noget med fødselsdage. Jeg får sådan lyst til at strejke fra voksenlivet. Hvor fanden er Ønskeøen, når man skal bruge den?

Beboerdemokrati – why you so crazy?

Jeg begik den store fejl at deltage i ejerforeningens generalforsamling igår. Principielt set en god beslutning, men i praksis – not so much.

Jeg deltog delvist, fordi jeg er meget interesseret i formandens beretning og regnskabsaflæggelse, men også fordi en af mine naboer havde valgt at lægge en sten ud på en af de små stier bag vores rækkehuse et par dage før. En sti som jeg dagligt bruger, når jeg skal ud på en af mine tre hunde-lufteture og gerne vil hurtigt afsted.

Hvis jeg ikke havde skulle haft et barn med på to af disse ture, så kunne den sten være ligegyldig – man kan sagtens gå over den. Men jeg er nødt til at have klapvogn med for at kunne afværge katastrofer hurtigt. Jeg har prøvet at gå afsted uden – og erfaringen viser, at selv 200 meter er meget langt at bære en sparkende og skrigende næsten-2-årig, sammen med en hund og en plastikmotorcykel.

Nå, men min anke til mødet gik egentlig på, at jeg ville høre om der lå en fælles beslutning bag stenudlægningen. Det virker for mig at se asocialt og udemokratisk bare at spærre en passage af fællesarealerne. Jeg havde mine bekymringer ved at gå ind i diskussionen. For typer, der gør sådan noget, plejer at være pisseirriterende. Jeg er ret large at bo sammen med/i nærheden af, lige bort set fra når det gælder mennesker, som gerne vil indskrænke min (bevægelses-)frihed. Så bliver jeg ret anstrengende.

Min intuition om, at det nok var nogle ret irriterende typer – holdt helt stik. Der sad to 50-årige og råbte ad mig med deres tatoverende øjenbryn helt oppe i panden, at en omvej på 4 minutter var meget lidt, og hvorfor kunne jeg ikke bare gå på de anlagte stier. Da jeg prøvede at forklare, at 4 minutter føles som meget længe, når ens barn skriger, så var svaret, at de da heller ikke gad at høre på mit skrigende barn (i de 5-10 sekunder det tager at passere deres forbandede have).

Her ser jeg rødt. Jeg får en meget stærk fysisk reaktion, hvor jeg kan høre min egen puls i ørene “dukdukdukduk” – og mine næver og kæber spændes. Det var ikke alene asociale typer, som sætter deres egen velfærd over alle andres. De har valgt at bosætte sig i et rækkehus, selvom de ikke bryder sig om børn. Hverken mit – skrigende – eller andres legende børn (en af deres andre begrundelser var nemlig, at børnene legede ved at cykle rundt om husene). Det er vigtigere for dem, at græsset RUNDT OM deres have er golfbanepænt, og at ingen rør deres hæk. Børn der leger. Føj.

Vores formand tager ret hurtigt børnehadernes parti. For ejer de måske ikke lidt mere end den jord deres hus faktisk ligger på? Jeg spørger, om vi alle sammen kan lægge sten ud, som vi behager på fællesarealerne?

Der er ikke noget at gøre. Dirigenten siger, at nu har vi vist udvekslet synspunkter og bestyrelsen må undersøge det nærmere. Der er i øvrigt flere midaldrende mennesker, som har glemt alt om, hvad smutveje betyder for livet med småbørn, der melder sig i koret. Grønt græs bagved vores huse (hvor vi nu helst ikke skal gå) er tilsyneladende vigtigere.

Stenen ligger der stadig. Og jeg har drømt hele natten om at hælde roundup i deres hæk, skære deres dæk op, smide stenen ad-helveds-til eller måske samle til bunke af hundelorte fra området foran deres hoveddør. Men det går jo ikke. (Jeg ville jo 100 pct. være den første mistænkte.)

Jeg erkender, at jeg bliver irrationel hævngerrig. Men (heldigvis) orker jeg heller ikke at bo et sted med evigt eskalerende konflikt, og da jeg ikke gider at flytte, så er jeg gået i gang med en mental øvelse, hvor jeg prøver to ting:

  1. At lade være at tænke mere på dem (det går ikke så godt).
  2. At have ondt af dem. Det må være frygteligt at have købt et rækkehus og tro, at man skulle bo uforstyrret fra andre mennesker (og deres børn). De må dagligt blive irriteret af vores blotte eksistens. Endelig må de små sko, de går rundt i, give dem knyster, og det der er værre. Stakkels mennesker. Den sten er deres største sejr. Lad dem dog få den.

Medlidenhed og hævngerrighed er to gensidigt udelukkende følelser, og jeg håber, at den første vinder.

Men hvad gør I andre, når I møder idioter på jeres vej? Jeg kan da ikke være den eneste, der er splittet mellem at tage “the high road” og hælde benzin på bålet?

Siden sidst….

Det er altid svært at genoptage kontakten efter længere tids tavshed. For man har simpelthen glemt, hvor i samtalen man er nået til. Man starter med det sidste, man kan huske “øhh, hvordan var ferien til øh…Paris?” eller mere generisk/sikkert “nå, så går det godt på jobbet?“.

Ja, sådan har jeg det lidt nu. Det er længe siden, at jeg har fået sat mig ved tasterne og tænkt noget sammenhængende om mit liv. Det har primært været overlevelse og trummerum: Hente-bringe-showet, hvad-skal-vi-have-til-aftens-mad-alt-andet-end-pasta-kødsovs-skat og den mentale to do liste med vasketøj, indkøb og rengøring, som aldrig bliver kortere.

Men i dag skete det. Vi kom op for luft. En kæreste-dag som endelig blev til noget. Vi har nået alt det vigtige parforholdspleje og fået sol i fjæset. Nu kan vi se frem til en times frihed før sengetid – som byder på rigtig sammenhængende tumlingefri søvn. I et forsøg på at genoptage kontakten med “blogosfæren” kommer hermed de vigtigste overvejelser fra de seneste uger af mit liv:

… Parforholdet har været særdeles udfordret af, at barnet gennem flere dage har eskaleret til et uudholdeligt niveau af konflikt, gråd og hysteri. Det hele kulminerede i en nat, hvor han ikke ville falde i søvn, og da det ENDELIG skete, så var det kun for at vågne hver time og skrige i de efterfølgende 45 minutter. Vi var tyndslidte, da vi stod op og havde haft en række rigtig “gode” diskussioner natten igennem. Men barnet vågnede op som min glade engleunge igen – som havde vi været vidne til en eksorcisme.  Børn er fucking underlige. 

… Voksne er heller ikke for gode. Mit eget humør har også været svingende – og jeg ejer tilsyneladende ikke evnen til at selvregulere. Men det viste sig, at nogle gange skal man bare lade mand og (møg-)unge blive hjemme og så kan tågen af barnegråd og opgivenhed godt lette af sig selv. G-U-D-S-K-E-L-O-V.

… Så med sure miner og manglende overskud kan man jo godt forstå, at jeg ikke liiiige har haft tid til at skrive noget langt og vredt om Paludan-cirkusset, som er på tour i disse dage. Det må blive en anden god gang – og det virker heller ikke til, at der for alvor mangler ord om sagen.

… I stedet kan jeg fortælle, at vi går med tanker om at købe en større bil, men jeg har virkelig svært ved at blive tilstrækkelig vild med en stationcar (altså der jo 200.000 som man i hvert fald skal tilføje til den efterhånden lange liste af gældsposter). Plus min dejlige dueblå Hyundai i10 er ikke engang fyldt tre år endnu (ja, I know – ikke den klogeste investering i mit liv). Og er der ikke noget med – hvor der er en vilje, er der en vej – eller en tagboks?

… Jeg er lige faldet over denne artikel, som handler om en kvinde, der er blevet solo-mor til et sæt tvillinger, og “hun nægter at droppe sit udadvendte liv med træning, dates og venner – og hun tager stadig telefonen, når jobbet ringet“. Læs og måb! Det vildt, at et dameblad føler et behov for at bringe en historie, der er blottet for søstersolidaritet, for det eneste den artikel kan er at få andre kvinder til at føle sig utilstrækkelige. Bare denne udtalelse f.eks. “Også nu, når folk besøger mig, og jeg har bagt eller været til fitness med to babyer. Jeg føler ikke, det er besværligt. Det hele skal bare planlægges lidt mere“.

… Endelig har jeg opdaget Billie Eilish, og jeg kan ikke sige så meget andet, end at hvis det er ungdommen nu til dags, så skal det nok gå. (Prøv også at høre “My strange Addiction”, “Bad Guy”, “When the Party is over” eller “ilomilo”… ej, bare lyt til hele albummet – det er så fedt).