Home alone

Image result for home alone meme

Manden har taget den første og bedste flyver til guds eget land for at lære noget nyt. Han returnerer på mandag. Det vil sige, at jeg skal holde mig selv og barnet i live indtil da – helt alene.

Det skulle man tro, at en voksen kvinde, som jeg – sagtens kunne klare. Jeg har en lang fin uddannelse – den må da kunne bruges til noget? Men jeg kan fortælle, at den er totalt ubrugelig, når det kommer til madlavning, rengøring og oprydning. Her lægger jeg mig meget op af min mands evner til at drifte en husstand. (Jeg er bedre til at lave projekter af kortere varighed, som ikke har den der karakter af sisyfos arbejde, som husarbejder umiskendeligt har.)

Jeg gemmer opskrifter fra Valdemarsro og Madbanditten, men hvis jeg ind i mellem roder mig ud i forsøget på at lave dem, så går det galt. Jeg tror, at det er en fejl fra fødslen – men jeg kan ikke læse opskrifter. Det vil sige: 1) købe det der står. 2) Læse den igennem først og så endelig 3) GØRE DET DER STÅR. Jeg sjusser mig frem, starter forkert og ødelægger garanti maden, fordi jeg enten rører det samme forkert, glemmer det er i ovnen eller en af de million andre ting, som man snildt kan glemme.

Så jeg har i stedet været forudseende og fyldt fryseren med frostpizza og køleskabet med rugbrød og mælk. Til trænge tider må forstås. Derudover forsøger jeg at nasse mig ind hos mennesker, som måske gider lave mad til mig og den lille.

Jeg savner min mand. Det er klart. Meeeeeeeeeen der er også noget med gamle afsnit af “Kender du typen” og skod mad. Det er ligesom om, det giver mest mening, når der ikke er vidner til, ik?

Feriekuller-kuren

Ferier – og i særdeleshed juleferier – har en rytme. Forspillet er december- udmattelsesløbet, hvor julefrokoster, gaveindkøb og klippeklister har til formål at køre folk helt i bund og i desperat brug for ferie. Herefter når vi point of no return, hvor man  bliver stopfodret med and, konfekt og familiesamvær i overflod. Herefter følger nogle dage, hvor man ligger  brak på sofaen i akut mangel på puste- og albuerum. Nu skal der ikke ske en fløjtende fis – absolut ingen krav eller forventninger.

Så sker det. Det starter med at snurrer i fingrene. Feriekulleren sætter ind. Det er en blanding af koldsved, klaustrofobi samt en alvorlig grad af FOMO – og ikke så i forhold til sociale relationer (jeg kan ikke mere!) – men jeg samler til bunke med projekter, som jeg gerne vil have ført ud i livet. Og det er jo i ferierne det skal ske. I hverdagen er overlevelse alt rigeligt at skulle se til.

Min bedste medicin mod feriekuller er at få sat hak ved nogle projekter – og de må gerne være helt praktiske. Jeg vil SE resultater!

Denne juleferie blev brugt på at:

Fikse min stationscykel. Kæden blev strammet, dækkene skiftet, håndbremsen ligeså og endelig fik jeg sat nogle nye lygter på. Halle-fucking-lujah!

Få mit køleskab i vatter. Det var ikke så spændende, men til gengæld var det tungt.

Bygge en klatrevæg. Den store finale var at sætte en klatrevæg op til min søn på 1,5 år. Jovist, han er nok ikke i stand til at bruge den før om et års tid, men det skal sørme ikke hedde sig. Barnet skal have bedste motoriske udviklingsmuligheder og vi havde fået 24 klatre-tag i gave.

Der er begynderfejl og et par huller for meget. Jeg kan ikke tage hele æren for projektet, da jeg havde min far tæt inde over (meget tæt) – men altså det var dog mig, som købte, bar og malede pladerne og drev processen frem. Jeg borede huller og målte op.

Jeg knuseelsker far-datter kvalitetstid i Bauhaus for at shoppe skruer og værktøj. Hvor jeg kan lære nogle af alle de kneb, min far kan. Han er ikke håndværksuddannet, men han kan fikse det meste og har hænderne skruet godt på. Jeg har ikke samme talent, men jeg  må lære så meget som muligt, mens jeg kan.

Så nu er min feriekuller kureret. Heldigvis har jeg fri til og med i morgen. Så mon ikke jeg kan nå en tur i Ikea – jeg har flere ideer…..

 

P.s. godt nytår alle sammen. Jeg må lige stramme mig an med et rigtigt nytårsindlæg en anden dag.

So this is christmas….

… and what have you done? Spørger du måske.

Jeg har personligt opnået en række nye rekorder, for jeg har:

  • haft julearrangementer hver eneste weekend siden ultimo-november.
  • spist overraskende få æbleskiver (otte styk i alt – i en MÅNED!).
  • holdt jul hos svigermekanikken (ALLE gæster skal vælge en sang til juletræsdansen, wtf?).
  • shoppet julegaver i Fields den 23. december kl. 20 (d.o.n.t. d.o. i.t.).
  • brugt timer på at bekymre mig om, hvorvidt barnet ville sove til alle disse arrangementer (det gjorde han omtrent).
  • sovet i ske med barnet i mange nætter i træk, fordi han hoster, snotter og vågner hvert andet minut (bortset fra til julefesterne).
  • købt et rigtigt juletræ og pyntet det med ægte glaskugler (kun på træets øverste grene, s’føli)
  • flettet julestjerner med (nogenlunde) succes.
  • set rejseholdet færdigt (IP -RESTEN!).
  • lavet en fremragende fotomontage med vuggestuens nisser.

Og nu trænger jeg til ferie!

Underlig onsdag

Be Reasonable neon signage

I dag har været en besynderlig dag og den slutter med semi-blue fornemmelse, selvom det vel ikke for alvor kan forsvares:

Gode ting der er sket i dag:

+ Vi har fået rengøringshjælp – og huset funkler for først gang, siden vi flyttede ind. Både hus og samvittighed er ren – for det er selvfølgelig ikke sort!

+ Jeg har været til jobsamtale på et virkelig spændende job med gode chefer og spændende område.

+ Jeg har fået ro til at løse nogle vigtige arbejdsopgaver OG fået tid til at skrive et blogindlæg her til aften.

+ Solen har skinnet, og jeg har hørt “Cobrastyle” med Teddybears på repeat (Bongidi oingidi Dengideng Digidigi)

Dårlige ting der er sket i dag:

÷ Huset funklede i meget kort tid, da Hubert valgte at tvære pasta kødssovs ud over det mest af køkkengulvet, pisse på badeværelsesgulvet og skide i badekaret (what the fuck?!)

÷ Jeg klarede ikke jobsamtalen særlig godt, til dels fordi jeg ikke virkede entusiastisk nok. På en måde håber jeg ikke, at jeg får jobbet tilbudt, for så behøver jeg ikke stå med dilemmaet om, hvorvidt jeg skal lade et godt job flyve, fordi jeg ikke kan overskue at skifte.

÷ Jeg er alene hjemme igen igen – og min mand har været meget lidt hjemme på det seneste . Igår aftes brugte vi det meste af aftenen på at skændes om, det er rimeligt, at Farmor gerne vil have barnet overnattende, når vi egentlig ikke havde nogle planer selv.  (Gæt hvilket hold jeg var på).

÷ Cobrastyle er det perfekte nummer til den montage over dit liv, hvor man udelukkende ser klip, hvor du smiler, og alle du møder giver dig high fives og fortæller dig, at du er en kæmpe succes. Men sådan er virkeligheden bare ikke – og det er lidt trist.

 

Eftertanker #1 om det der arbejdsliv

Love What You Do and Do What You Love poster

Efter mit indlæg Should I stay or should I go,  har jeg med stor fornøjelse læst jeres kommentarer (mange tak altså!). Lina fra SelvSkabet skrev efterfølgende et indlæg om sin egen arbejdsglæde, som gav mig stof til eftertanke:

Som jeg ser det, så skal man flytte sig, hvis man ikke trives. (Lina – jeg hepper på dig!). Og det bør vel også gælde for mig selv. Min veninde sagde, at hun var lidt bekymret for mig og mine tanker om, at ”nissen flytter med”. Det er jeg sådan set også. Fordi det er første tegn på et usundt forhold, at man begynder at internalisere en forståelse af, at man ikke er god nok. Det gælder både, hvis det er din kæreste eller din arbejdsplads, som giver dig den følelse.

Det er usundt at være et sted, hvor man føler sig dårligt tilpas og begynder at tvivle på sin egen værdi. Ikke hermed sagt, at man skal være lallende lykkelig og totalt tilfredsstillet hver eneste evige dag. Slet ikke – men man skal være grundlæggende glad for sit arbejde. Eller altså jeg VIL være glad for mit arbejde.

Det er jo ikke nødvendigvis arbejdspladsen, som skal skiftes ud. (Selvom det er et oplagt sted at starte). Men man bør flytte sig. Det kan være, at man skal beslutte sig for at blive god til noget andet. Starte en uddannelse op ved siden af. Tage et kursus. Blive tillidsrepræsentant. Begynde at blogge. Arbejde på en mere langsigtet karriereplan. Få nogle andre opgaver. Min erfaring er dog indtil videre, at mine forsøg på udenoms-job-aktiviteter ikke har løst problemet.

Det er jo bare pissesvært, når man oven i sin job-utilfredshed har en 1-årig  og en plan om, at der skal komme flere børn. Jeg kan ikke bare lægge en plan for at få det mest spændende job i verden. Fordi det skal være spændende, men også være foreneligt med livet med småbørn (søvnløse nætter, snot i liter vis og mere end almindeligt fravær). Så det gælder altså om at finde det sted, hvor der opnås ligevægt mellem job-spændendehed og tid til et godt familieliv.

Som jeg ser det, har jeg på nuværende tidspunkt tre løsningsmuligheder:

1. Blive gravid hurtigt og holde ud – og måske lære at holde af jobbet. Det giver mig en målstreg og en fornemmelse for formål med det hele. Plus der er mange læge- og jordemoderbesøg. Der giver tiltrængte afbræk.

2. Skifte job til noget, som er liiiige mig fagligt. Det  afhænger af, at der er et nyt job, som er  mig – og at jeg genkender det, når jeg ser det. Og det er ikke sikkert, at jeg kan gøre det hurtigt.

3. Skifte job hurtigt til noget, som bare behøver at være lidt bedre på nøje udvalgte parametre, f.eks. at ligge tættere på mit hjem, så jeg får mere tid til barnet og mit liv. Her er logikken, at jobbet måske ikke i sig selv er fantastisk, men at det er et bevidst valg om et mindre ambitiøst valg ift. “karrieren”.

Der er formentlig en mellemvej gemt et sted, men jeg synes, at jeg grundlæggende står med en beslutning om, hvornår jeg vil have nr. 2 og hvor godt et job skal være, før jeg vil skifte. Og det frustrerende er, at jeg ikke har frit valg på alle hylder (og det bliver sgu ikke bedre end det er nu. Vi har stort set fuld beskæftigelse i kongeriget. Av!)

Og jeg ved jo ikke, hvad jeg vil. Men jeg må til at komme videre. For jeg vil ikke gå trist hjem fra arbejde hver eneste dag.

Allergisk overfor grusomhed?

Der er nok de færreste, som ikke har opdaget, at Trump er begyndt at flå børn ud af armene på deres forældre, fordi de forsøger at rejse til USA. Og her troede vi, at muren var det tåbeligste den mand foreslog.

Jeg kan simpelthen ikke være i det. Jeg læste en historie om en mor, som fik taget sit barn fra sig, mens hun ammede (!). Da hun gjorde modstand, blev hun lagt i håndjern. Der er ikke ord for, hvor vred, harm, ulykkelig og stiktosset, jeg blev, da jeg læste det.

Det er som om, at det at blive mor forstærker reaktionen voldsomt. (Jeg sad med tårer i øjnene og knyttede næver på mit arbejde). Ikke hermed sagt, at jeg har særlig moralsk indsigt nu (folk uden børn kan givetvis også sagtens se, at manden er psykopat), jeg føler bare en stærk – nærmest allergisk – reaktion over for det.

Jeg føler, at jeg bliver oversvømmet af nyheder om børn der myrdes, misbruges og mistrives. Jeg kan ikke holde det ud. Historier om mødre, der ved er uheld kommer til at spule deres børn med kogende vand fra haveslagen. Om fædre der glemmer deres børn i glohede biler. Om børn der mishandler hinanden. Om at en stor andel af børn, der drukner, gør det i umiddelbar nærhed af deres forældre. (Druknedøden er tilsyneladende stille og ikke voldsom). Og mange andre frygtelige nyheder.

Hvordan i alverden kan man undgå at læse de historier? Og hvordan kan man blive hårdfør igen? Hvordan lever man i en verden, hvor børn behandles dårligt?

Det er jo ikke nyt det her. Og alligevel føles det nyt for mig.

Kan man blive vaccineret et sted? Eller endnu bedre. Kan vi stoppe det?