Det SKAL gøre ondt, før det gør godt

Det moderne menneske kan ikke bare gå rundt og være glad. Det er lidt dovent at være tilfreds. Så prøver du jo slet ikke. Du udnytter ikke dit potentiale.

Som moderne mennesker har vi internaliseret statens 2 pcts effektiviseringsbidrag. Det kan altid blive bedre. DU kan altid blive bedre.

Hvis du føler, at det sguda kører meget godt, så er der gået drift i dit liv. Kunne du ikke lige prøve at tænke lidt ud af boksen? Du burde da gå til en sport! Være lidt kreativ? Skrive en bog! Kom for helvedet i gang med at skrive den bog!

Eller måske bare en blog? Du kunne også få et nyt arbejde. Men så skal det være et svært ét. Rigtig svært. Så behøver du heller ikke gå til sport. (Pew!)

Tre overraskende fantastiske ting ved at være gravid

Der findes et utal af lister over frygtelige ting ved at være gravid og føde børn, som ingen har fortalt dem – og som de gerne ville have vidst. Jeg tror egentlig ikke på, at man faktisk gerne ville have vidst, at der er god chance for bristninger, at man får hæmorider og skider på gulvet. Nogle ting er bedre at tage upfront og ikke tænke for meget over (også fordi de egentlig er ligegyldige i det store billede).

MEN jeg vil gerne byde ind med tre overraskende fantastiske ting, som jeg oplevede ved at være gravid, som ingen havde fortalt mig på forhånd:

1. Fred med din krop
Personligt har jeg brugt alt for store dele af mit liv på at være kritisk over for min egen krop. Lidt for høj, lidt for tyk, lidt for mange hår, lidt for slap, lidt for stiv, lidt for…. forkert. Men det kan man altså ikke mene, når man bliver gravid. Ens krop tager totalt over og begynder at gro et menneske. Jo vist, man får lidt kvalme og det kan være, at man svulmer lidt op, men for fa’en. Det ville da være besynderligt, hvis kroppen overhovedet ikke lod sig bemærke med, at den er ved at lave et nyt menneske. Helt uden at være hellig eller bevidst om det bemærkede jeg, at jeg begyndte at tale pænt til mig selv og min krop. Efter min graviditet kan jeg faktisk slet ikke få armene ned over, hvor fantastisk min krop – og kvindekroppen som koncept er. DET ER SÅ VILDT! Jeg var ovenud imponeret over processen, hvilket leder mig til næste punkt:

2. Superkræfter
Fødslen er et kapitel for sig. Kroppen har knoklet i 9 måneder i træk, og nu kommer den store finale: Fødslen. Alle taler om det, men mest som noget der skal overstås. Selvom det godt vitterligt gør noller, så kan jeg huske, at jeg lå på fødebriksen og tænkte, mens jeg pressede, det sgu da var okay. Jeg havde hørt kvinder tale om det før – du kommer i kontakt med din urkvinde – biologien tager over. Det er rigtig nok, men den rigtige beskrivelse er snarere, at du opdager, at du har superkræfter. Intet andet kan forklare, at du kan poppe 4 kilo råt kød af kroppen og stadig fungere bagefter. Jo jo, jeg var dybt afhængig af min jordemoder og min iltmaske. Jeg synes ikke, at den der udvidelsesfase var pissesjov, men kroppen tog over og det var sindssygt, hvad man kan klare. Jeg var 100 pct. koncenteret om opgaven.

3. Nye venskaber
Den ting som overraskede mig mest var, at en graviditet (og særligt den efterfølgende baby) er grundlaget for mange nye og virkelig gode venskaber. Nogle med mennesker du aldrig har mødt før, og andre med kolleger og gamle venner, som ellers bare havde været bekendte. Du får nye venner, og dem du havde i forvejen bliver bedre. Man bliver hinandens vidner på en helt livsomvæltende og sindssyg oplevelse. Man sidder og fortæller om meget private og følsomme ting, og du bliver forstået. Det er virkelig både et smukt og ret unikt rum for at udvikle nye relationer i turbo tempo.

Så jeg kan varmt anbefale at prøve det der graviditet af. Du får jo også en baby ud af det. Det er også ok fedt.

 

 

 

Vej-vrede er mit mellemnavn

Kender I det, hvor man er ude og køre bil: Alt er fred og idyl. Din økonomi-bil har den sædvanlige langsomme acceleration og beskedne størrelse, som passer godt til din venlige og betænksomme kørestil. Pludselig kommer der en idiot forbi, der ikke holder en ordentlig bremselængde, fordi han vil presse dig til at køre stærkere. Han dytter af dig, giver det lange lys og vifter provokeret efter dig, når han overhaler i høj fart over fuldt optrukne linjer i en kørebane, hvor de første fire biler er på vej direkte i mod ham – og det får dig til at overveje, om du mon skal dø ved, at få en Audi A6 gennem forruden.

Sådan en idiot mødte jeg. Han kørte en gammel træt BMW fra ’85. Den hostede og spruttede. Jeg kørte 50 km/t i bymæssig bebyggelse – på en vej – må jeg tilføje – med store huller og bump. Alligevel skulle han køre helt op i røven på mig og overhale på en kong-provo måde.

Mit milde væsen forsvandt som dug for solen, og jeg glemte, at jeg er en fornuftig kvinde og mor i en mikro-bil, der er let at smadre og svær at flygte i. Alt sammen fordi jeg får sådan en ur-lyst til at flå nosserne af den lille mand. Jeg har gjort det til vane i stedet at lave en “kryster-fuckfinger”. Hermed forstået en fuckfinger, der flippes, mens jeg holder på rattet – eller du ved – sådan en “op-ad-kinden-var-det-virkelig-en-fuckfinger”-finger. Det giver mig en vis grad af tilfredsstillelse uden at bringe mit liv i fare.

MEN så sker der det, at den rustne lorte spand foran mig bremser hårdt op – og ud stiger en rocker-lignende typer med tatoos op ad halsen og en kronraget isse. Så for satan – tænkte jeg – nu finder han sgu boldtræet frem. Han vralter truende hen i mod min bil (heldigvis uden boldtræ). Jeg overvejer, om jeg kan stikke af, men tænker at jeg nok hellere må lade være.

“HVORFOR FANDEN GIVER DU MIG FINGEREN”.
“Jeg syntes, at du kørte meget aggressivt” (og den diagnose ramte jo ikke helt ved siden af, kunne man jo have tilføjet).
“MAN KAN JO HAVE TRAVLT” råber han, mens han fortsætter imod mig. Jeg har åbnet vinduet lidt på klem – og jeg må virkelig tage mig sammen for ikke at tilføje “ikke så travlt, siden du tilsyneladende har tid til at stoppe op og sludre” – men jeg har jo altså mit liv kært.
“JEG KØRTE 40 KM/TIMEN” insisterer han – her kan jeg ikke længere holde mig tilbage: “Nej, det gjorde du sgu ikke. Jeg kørte 50 km/t og du overhalede med pæn fart”.
“DET ER SGU DA IKKE GRUND TIL AT GIVE MIG FINGEREN!”
“Nej, du har ret. Undskyld” svarer jeg i håb om, at det er nok til at afslutte dette nervepirrende optrin – min søn er derhjemme – og jeg skal ikke dø pga. en fuckfinger.  Stodderen pakker heldigvis sammen og skrider (pyha!).

Jeg har overvejet, hvad jeg kan lære af dette optrin. Jeg burde jo ikke have givet idioten fingeren. Både af principielle og praktiske årsager. Principielt skal man jo ikke give folk fingeren, og af ren og skær praktik, skal man ikke provokere folk, som kan finde på at gøre skade på dig. Så ja, det stopper jeg med nu.

Jeg vil i fremtiden holde mine hænder i ro – og håbe på (men end ikke krydse fingre for), at psykopat-billisten ikke får kørt nogen ihjel (men også at hans røv må klø og hans arme være for korte).  Således kan jeg nok lægge et årti eller to til min forventede levetid.

Tre grunde til at voksne ikke skal skrive ønskesedler

Årstiden er over os – hvor ønskelister bliver delt på tværs af landsdele og generationer. Hvert år bliver jeg overrasket over, at der er voksne, som i ramme alvor sætter sig ned og skriver en liste med ønsker ned. Altså:
1. Sokker
2. En pung
3. Vanter

Ting som langt de fleste voksne kan købe selv til enhver tid. Men altså i stedet for at købe det selv, så taper vi udtrådte badesandaler sammen, sådan de lige kan holde til juletid, hvor et familiemedlem så – efter nådig koordination med resten af klanen – kan få lov at købe denne genstand til os.

Jeg fatter det simpelthen ikke. Ønskelister er for børn, fordi de er mennesker uden købekraft men med masser af fantasi. Derfor giver det mening at ønske sig ting. Voksne mennesker er præcis det modsatte. De er fantasiforladte forbrugere – som i ramme alvor har dedikeret en højtid til at udveksle indkøbssedler. I-N-D-K-Ø-B-S-S-E-D-L-E-R.


Jeg har nu også flere gange overhørt mennesker brokke sig over, at deres gæster ikke køber dem ting, som stod på deres ønskelister. Så kunne man lige så godt lade være med at komme med en gave lød det. Jeg har hørt Mads og Monopolets panel udbasunere, at hvis man ikke køber ting på ønskesedlen, så er det fordi man har gang i et eller andet sygt selvrealiseringsprojekt, hvor man gerne vil vise, at man er typen, der går op i at give betænksomme gaver, som gave-modtageren ikke selv havde drømt om. Dette var som svar på, at en kæreste blev ved at få sure miner, når hun gav gaver til sin udkårne. Hun var åbenbart ikke dygtig nok til at finde på – eller havde hun svært ved at læse ønskesedlen?

Hella Joof konstaterede, at gave-giveren tydeligvis var ligeglad med at gøre modtageren glad.

Undskyld mig – men gaver handler altså om, at man giver noget fra mig til dig. Det vil sige, at jeg har lavet en fortolkning af din situation/behov/drømme – og giver noget, som jeg tror vil kunne glæde modtageren. Nogle gange ikke sådan “Nøj-det-var-lige-den-trøje-jeg-havde-sendt-dig-linket-på”-måden, men snarere “hov-det-havde-jeg-slet-ikke-overvejet-kunne-være-fedt”.

Og jeg erkender, at disse anstrengelser sommetider er for store – og at man derfor sukker efter en ønskeliste. FOR HVAD SKAL FARMOR HAVE? Hun har ikke ønsket sig noget siden hun fyldte 70. Men ved I hvad – så må man sgu lægge sig i selen og prøve at finde på noget godt alligevel – eller også må man kaste håndklædet i ringet og gå med de sikre vindere – alkohol/blomster/chokolade.

Ønskesedler for voksne er uacceptable af følgende grunde:

1) Du ødelægger overraskelses-elementet og dermed glæden ved at give gaven

2) Du sætter et prisniveau for gaven, der tager udgangspunkt i, hvad du mangler.

3) Du sætter implicit et krav om, at dine gæster skal medbringe en gave. Det er ucharmerende og genbesøg punkt 1.