Hvad gør en stærk kvinde?

…Eller hvad gør en kvinde stærk? Det er et spørgsmål, som jeg har funderet lidt over i den seneste uge tid. Det er foranlediget af ikke mindre end to DR-dokumentarer om bemærkelsesværdige kvinder.

Den ene er DR3-dokumentaren “Jada – Lillebitte kæmpestor“, der skildrer den danske sangerinde Jadas upcoming karriere. Den anden er DR1-dokumentaren “Ritt” om ja – Ritt Bjerregaards politiske liv, men dog med særligt fokus på hendes terminale kræftsygdom.

Jada – eller Emilie Molsted Nørgaard som er hendes borgerlige navn – udmærker sig ved at være en fantastisk dygtig sanger, være meget målrettet og i øvrigt have feministisk i sin tilgang til musikkarrieren. Hun insisterer på at være meget følsom, intuitiv og selvstændig i hendes karrierevalg. Det kræver, at hun er trygge med dem, hun skal arbejde sammen med – og at hun har plads til at være sig selv.

Vi ser hende flere gange bryde sammen og hun får også en længere stress-sygemelding “inden karrieren egentlig er gået i gang”, som hun selv bemærker det. Hun slås med, at hun faktisk bliver påvirket af, at folk skriver grimme ting om hende, ligesom hun ikke kan holde ud at såre andre.

På den anden side har vi Ritt Bjerregaard, som på trods af en dødsdom i form af en kræftdiagnose ikke kan bruge tid på at fortryde noget i sit liv. Hun kan ikke bruge tid på at have ondt af sig selv. Hun vil bare maxe ud på livet, og så gider hun da slet ikke tale om at være bange for at dø. Den slags tanker har Ritt simpelthen ikke tid til.

Vi hører om hendes væsentlige politiske bedrifter. Om at være kvinde i politik i en tid, hvor mandschauvinisme var den eneste måde mænd kunne finde ud af at være til på – og hvor man som kvinde skulle kæmpe ualmindeligt hårdt for at opnå nogens respekt. Og hvordan en enkelt tåre i øjenkrogen, da hun blev fyret som undervisningsminister var en fejl og et tegn på svaghed. Man skal i følge Ritt aldrig udvise svaghed, man skal blive stiktosset. Det er der meget mere energi i.

Ja, altså. Jeg synes, at begge kvinder er vanvittigt inspirerende og mega-cool, men jeg bliver også lidt frastødt af begge måder at være stærk på. Denne her hyper-moderne og sårbare måde at være stærk kvinde på i dag. Hvor man anerkender og fortæller om sin svaghed og usikkerhed, kan jeg på en måde rigtig godt li’. Og det er vel også ret ofte noget vi (mig selv inklusiv) dyrker i denne blog-verden. Men jeg kan også godt få nok af den.

Hvorfor skal vi hele tiden fortælle, hvor skoen trykker? Hvorfor ikke bare løfte hovedet og hvile i vores fejlbarlighed – uden at dyrke den? Lidt som Ritt? Der er noget mere stolt super-kvinde over at ranke ryggen, selv når livet kaster rådne æg efter dig.

Der kan denne typiske DR3-tudedokumentar-stil, godt gå mig lidt på nerverne. Hvorfor ikke bare lave en skildring af Jada som en fantastisk super-kvinde – ala Lizzo, som bare siger fuck til verden? Så folks bullshit omkring kvindekroppen ikke får lov at fylde overhovedet, i stedet for at dominere introduktionen af kvinde i alle fire fucking afsnit?

På den anden side virker Ritt Bjerregaard én-dimensionel og svær relaterbar, når hun ikke vil tale om sine fejl. Når hun ikke vil anerkende, hun har ting, hun fortryder i sit liv. At hun ikke er bange for døden…. Det virker på en måde som en meget hård form for selvkontrol og følelsesmæssig undertrykkelse, som er udtryk for at en succesfuld kvinde på hendes tid, var en der kunne opføre sig som en mand.

Og er det denne følelsesmæssige undertrykkelse, som får mænd til at virke stærke? Sikkert. Men det er nok også det, som gør dem meget svage i den forstand, at de oftere begår selvmord og ikke kan handle sig ud af svære situationer. Er den stærke kvinde en, som viser følelser? eller en som kan pakke dem væk?

Der er virkelig meget råstyrke i at kunne navigere i svære tider. At tale om de hårde følelser og søge hjælp, når man har brug for det. Men jeg ville godt nogen gange have de her super-kvinder, som jeg bare kan se op til, men ikke nødvendigvis spejle mig i. Hvor de giver en følelsen af, at alt kan lade sig gøre – og at man er stærkere, end man tror. I stedet for denne evige historie om, at livet er hårdt og alting er svært, som er en historie kvinder fortæller sig selv og hinanden rigtig meget. Jeg gør i hvert fald.

Så hvad gør en stærk kvinde? Hun rejser sig igen efter er fald, ranker ryggen og fortsætter ufortrødent. Men hvad gør kvinden stærk? Er det måske netop, at hun er bevidst om sin sårbarhed, beder om hjælp, mærker efter og skifter rute, når det er nødvendigt?

Feministiske fredagstanker… måske?

Jeg har skrevet om det før. Fordi jeg simpelthen ikke forstår det: transkønnedes rettigheder som et feministisk projekt. Hvordan er retten til at skifte køn et feministisk projekt?!?

Nu faldt jeg så over dagens forsideartikel i Weekendavisen, hvor Rolf Mertz, der er en forfatter og aktivist, der selv har skiftet køn fra kvinde til mand, udtaler, at ”Netop opdelingen af kvinder og mænd er forudsætningen for den strukturelle diskrimination af kvinder. Her er den radikale løsning at opløse modellen totalt”. Herefter tilføjer han, at han ønsker afskaffelse af kønnede CPR-nr. Fordi vi her netop har et nummer, der skriger ”jeg er kvinde i den fødedygtige alder” på fx en jobansøgning.

Det kunne jo være et svar på mit spørgsmål. At transkønnede vil nedbryde vores binære og forstokkede kønsforståelse – derfor er det feministisk. Men gør de det? Hvordan kan det at skifte køn – fordi man baserer hele sin lykke på et bestemt køn – være et opgør med den binære kønsforståelse? Er det ikke snarere et knæfald af dimensioner? Så kan jeg meget tydeligere fx homo-bevægelsens bidrag til det feministiske projekt. At køn ikke er eller bør være determinerende for dine livsvalg.

CPR-nummeret er jo ikke det eneste (eller det første), som afslører, at du er kvinde i den fødedygtige alder. Det gør din krop i verden – og det er jo netop derfor, at nogle ønsker at ændre på kroppen.

Vi kan se forskel på en 11 årig pige og en kvinde på 25 år, ligesom vi typisk ikke har svært ved at skelne den 25-årige fra den 60-årige kvinde – eller mand for den sags skyld. Det er ikke noget, som patriarkatet har fundet på. Der er forskel. MEN det er ikke naturgivet, at denne forskel – at kvinder har bryster, menstruerer og føder børn bør betyde, at de skal straffes på arbejdsmarkedet og generel vurderes som mindre værd i alle sammenhænge, der ikke involverer at føde eller passe på børn. Det er sgu da DET, vi skal ændre!

På sexologisk klinik kommer, der i dag langt flere unge kvinder (hele 75 pct. af alle der henvender sig), som ønsker at blive mænd. Der er mange bud på, hvorfor det er tilfældet, men børnepsykiateren, Mette Ewers Haahr, fra Rigshospitalet gætter i samme artikel bl.a. på, at de unge drenge måske ubevidst ved, at et kønsskifte også vil betyde et tab af privilegier – og derfor er det mindre attraktivt for drenge at skifte køn. Hun afrunder med at sige: ”vi lever jo i en kultur, som ikke værdsætter det feminine så meget, også kan man spørge sig selv, om det at ændret sit køn ubevidst bliver en løsning på den manglende ligestilling?”. Det er vel i virkeligheden også det, som Rolf Mertz giver udtryk for, når han kalder kønsskiftet for en “feministisk oprørsstragi”.

Jeg anerkender til fulde, at der er mennesker, som inderligt ønsker at skifte køn, og som ikke har det godt. Det skal vi selvfølgelig tage alvorligt – og de skal hjælpes. Men jeg synes ikke, at hormoner og ændring af CPR-numre, er det eneste svar på problemstillingen – og det er i hvert fald ikke – i mine øjne – et feministisk svar.

Hvordan tager man ansvar for situationen?

Jeg har før nævnt, at det ikke er gået specielt godt med at få hund og barn til at harmonere med hinanden. Faktisk er det ca. 1 år siden, at jeg den gang fortalte om, at hunden var løbet hjemmefra af frustration over tingenes tilstand, og at vi alle sammen var ret ulykkelige over situationen. Siden da har der været radiotavshed om det emne.

Hunden holdt da også op med at stikke af hjemmefra, men hun blev ikke glad. Og det blev vi heller ikke. For et par uger siden skete det så, at Hubert – for gud ved hvilken gang – lagde sig ned og stak en arm ind til hunden, som lå under sofaen, mens jeg var et andet sted. Denne krog var efterhånden det eneste sted, hun befandt sig. Uanset om barnet var vågnet eller hjemme. Hun kom kun ud, når der skulle gås tur eller serveres mad.

Nå, men Hubert stikker i et hyl. Jeg kommer løbende fra badeværelset, hvor jeg var i gang med en form for morgenrutine. Jeg finder barnet liggende på gulvtæppet med ansigtet mod gulvtæppet og armen under sofaen. Hunden piber. Jeg råber “NOVA FOR HELVEDET!”. Jeg får fat i barnet. Han har et tandmærke i den ene pegefinger. Det bløder ikke, men han er blevet forskrækket. Jeg trøster ham. Det går over. For nu.

Jeg skærer tænder af raseri, men prøver at bevare roen – for barnets skyld.

Det er jo sådan set ikke, fordi det er den store overraskelse, at det kunne ske. Det har været tæt på før. Men i en lang periode har det ladet til, at Nova har accepteret sin skæbne, men dog uden at udtrykke nogen form for glæde eller tilhørsforhold til Hubert. Han er stadig ikke en del af hendes flok. Det er måske forståeligt, for hun er også røget ud på kanten af vores flok.

Da jeg kommer hjem og Nova møder mig logrende i døren, hvæser jeg: “jeg hader dig!”. Jeg er iskold og pissesur. INGEN skal røre min unge. Det går ikke mere det her. Det kan jeg godt se.

Jeg ringer til min mor: “mor ,vi skal tale alvorligt”. Jeg fortæller, at Nova har bidt. At jeg ikke kan se, at hun kan bo hos os mere. At det jo for helvedet ikke er blevet bedre efter to år sammen med Hubert og om lidt kommer der et barn mere. Hun bider, fordi hun er stresset. Hun er ikke en dårlig hund. Må hun flytte ind hos dem? Ellers vil jeg overveje aflivning eller prøve at finde et andet hjem til hende. Givet, at hun ikke er en hund, der knytter sig let til andre mennesker, er aflivning nok det mest nærliggende. Hun er trods alt 11 år gammel. Jeg understreger, at det ikke er deres ansvar, at hun bliver aflivet.

Min mor siger noget om at fremrykke en adoption. Det har ligget i luften længe. (Hvorfor har vi ikke talt rigtigt om det før?, tænker jeg). At hun kan bo der i en periode. Men det er ikke sikkert, at de orker det i længden. Jeg er glad. Lettet. Men også lidt irriteret over, at de ikke har delt deres tanker før, og over at jeg ikke har spurgt direkte tidligere, og over at vi ikke har lavet en rigtig aftale om fordeling af byrder og ansvar. Dagen efter flytter Nova ud. Først bare hende og en snor. Siden hen fulgte mad og legetøj.

Det er ikke den “rigtige beslutning”. Jeg sidder tilbage med en tarvelig følelse af at have svigtet. Både hunden, barnet og mine forældre. Hunden og forældrene, fordi hun jo skulle bo hos os. Det var det jeg meldte mig til den vinter i 2008, hvor vi hentede hendes hos avleren.

Barnet, fordi jeg ikke har taget hånd om situationen før nu. Og fordi det første, jeg tænkte, var “hvorfor har hun dog ikke bidt til, så vi med god samvittighed kunne aflive hende“. Jeg prioriterede det højere at leve op til mit ansvar som hundeejer og beholde hunden hos os, end at tage bestik af en situation, hvor hunden var stresset og afvisende i en grad, så mit barn faktisk ikke kunne være sikker på, at hunden ikke bider.

Det er en skod situation. Selvom det på en måde er løst godt, så føles det ikke sådan. Selvom jeg i gennem de seneste par år har lukket følelsesmæssigt mere og mere af for hunden, så er jeg ked af, at hun ikke kunne blive her. Vi har vitterligt haft det rigtig skægt sammen, og hun hørte til hos mig. Jeg elsker at have hund. Jeg har svigtet hende. Det er noget lort. Og jeg savner virkelig at gå tur og få luft for tankerne. Det gør man bare ikke, når man ikke har en følgesvend.

Jeg ved, at der kommer til at være småkonflikter med mine forældre indtil hunden dratter om. Mine forældre er ikke typerne, som lader ting passere. Jeg vil for evig tid få “sjove” bemærkninger om, at hunden flyttede ind hos dem – og der vil være en forventning til, at jeg går tur med hende, når jeg kommer på besøg – ligesom jeg vil bevare det økonomiske ansvar for hunden. Det er rimeligt nok. Jeg er taknemmelig over, at hun kunne flytte ind hos dem. Men det er bare ikke specielt sjovt, fordi det er en joke om, hvordan mit hundeprojekt styrtede i grus efter 11 år.

Tilbage står vel egentlig bare lektionen om, at det med børn og dyr ikke nødvendigvis er særlig harmonisk. Og at man ikke er særlig ansvarsfuld, hvis man alene fortsætter ned af en vej, fordi man ikke kan overskue konsekvenserne af at sige, at det ikke går længere. At være ansvarlig er ikke nødvendigvis det samme, som at holde hvad man lover.

Det troede jeg bare.

Halle-fucking-luja – det’ sommerferie!

Efter at have slæbt mig igennem to ørkesløse uger på kontoret fyldt med pseudoarbejde og journalisering, kun forsødet af enkelte morsomme kolleger og en masse sandwichs fra Lagkagehuset, oprandt dagen for min ferie endelig!

Min første feriedag blev indviet med, at barnet valgte at sove til kl. 6.10. (Oh sweet bliss!). Vi stod op sammen som familie og spiste havregrød med kanelsukker. Vejret var so-and-so, så vi lukkede os selv ind på biblioteket klokken otte. Jeg lover jer, at det var en god beslutning: Der var kun os og alle bøgerne. Intet mindre end fantastisk!

Vores lokale bibliotek har en genial børneafdeling, som bl.a. består af et kæmpe stort dukkehus, hvor Hubert straks løb hen. Og til min store overraskelse var hans første handling at lægge en af dukkerne i seng. Jamen, altså. Hvorfor har vi ikke et dukkehus derhjemme? Her har jeg gået og troet, at han ikke forstod rollespil på pigernes niveau. Alene baseret på, at han normalt kun vil se, tale og lege med biler. Men det kan han jo sagtens. Det er bare mig, som ikke giver ham muligheden. Og han fandt da også frem til en dukkevogn, som han ræsede rundt med.

(Det gik dog i sig selv, da han opdagede en garage med biler – MEN så legede han med bilerne inden i dukkehuset. Hvem siger, at bilerne ikke kan lave mad, gå i bad og falde ned af trapperne?)

Herfra gik vi i gang med dagens store projekt – Køb parasol! Det skulle dog vise sig at være en noget sværere opgave, end jeg havde forudset. Hverken Harald-Nyborg eller Biltema havde ret mange udstillingsparasoller, og deres personale var forsvundet som dug for solen. Jeg besluttede, at vi måtte betale det ekstra for at få personlig vejledning i Bauhaus, efter at barnet blev mere og mere utålmodig med os.

Til min store overraskelse blev jeg – efter at have trykket på en knap – betjent af en person over en højtaler i Bauhaus, som sagde “Kig på den reol lige over for jer, til jeres venstre side længst mod trævarerne – der ligger de ganske få parasoller, vi har tilbage“. Det er værre at blive betjent af en person, som kigger på en på et overvågningskamera end slet ikke at blive betjent. Vi købte (surprise) ikke en af de to krøllede parasoller, som Bauhaus havde tilbage. Nu må jeg tilbage til nethandlen igen. Man kan åbenbart ikke få personlig parasol-betjening i kongeriget Danmark.

Fuck det. På vores mission havde vi dog købt lidt ind til sjov og ballade i haven. Så den stod på badebassin og fiskenet i haven. Aldrig har drengen været så glad. Selvom vandet var koldt og solen var forduftet. Det blev kun bedre af, at vi fik besøg af en af mine ældste veninder og hendes datter. Så var der rav i gaden. Det viser sig, at min dreng faktisk var ret tolerant og villig til at dele sin verden med hende. Mor er stolt.

Dagsrapporten må snart slutte, for jeg ved ikke om laks med asparges og nye kartofler er rigtig interessant at fortælle om, men det var i hvert fald lækkert. Nu sidder husbonden og jeg med hver vores pc og nyder freden og udsigten til intet mindre end tre uger mere af det her sweet sweet life.

Er det pøbelaversioner eller god smag?

group on people inside building

Siden jeg forlod folkeskolen og begyndte at bevæge mig op gennem uddannelsessystemet, har jeg fået en voksende oplevelse af “ikke at høre til”. De kulturelle referencer bliver mere og mere ekskluderende. Som en der er vokset op i en familie, der har taget på samme sommerferie hvert eneste år – og hvor årets tur til Bonbonland var et højdepunkt, så er jeg ikke opdraget til at være en sofistikeret kulturforbruger. Jeg går sjældent i teatret, jeg rejser ikke specielt meget, og jeg hører hverken opera eller ser ballet.

Problemet opstår, fordi jeg efterhånden kun omgås mennesker – som er meget mere “fancy pantz” end mig. Det er mennesker, som går i teatret og på museer. Læser bøger på altanen med et glas rosé i hånden. De går til vinsmagning og jazz-festivaller. De elsker at blive overrasket af “skøre internationale koncerter” på Roskilde Festival. Grøn Koncert og Skanderborg festivallen ville de aldrig sætte deres ben på. Og Shu-bi-dua er alt for provinsielt.

Jeg kan love jer for, at jeg føler mig som den vildeste basic-bitch, når “vi” taler om nyeste udstillinger og koncerter over frokosten. Nu er jeg endda også tre-fire gange blevet konfronteret med mennesker i min omgangskreds – som enten lige har været eller gerne vil til Iran. Iran?!?!

Som den uvidende bonderøv jeg er, har jeg været nødt til at google, hvor landet præcist lå, og hvorfor min umiddelbare reaktion på Iran som rejsedestination er: HVORFOR?

Jeg kan fortælle til mine fellow-bonderøve derude, at Iran er et lille lækkert land klemt inden mellem bl.a. Irak, Pakistan, Afghanistan og Aserbajdsjan – hvilket jo i sig selv er en lækker region. Udenrigsministeriet anbefaler, at man passer på, når man er i landet, fordi der er ok stor risiko for terror og:

“Iran er et muslimsk land, hvor islamiske regler strengt følges. Behandlingen af din sag ved domstolene kan være langtrukken og bureaukratisk. Du kan risikere, at du ikke må rejse ud af landet, før sagen er afgjort. Forholdene i fængslerne kan være meget vanskelige.

Seksuelle forhold mellem mænd og kvinder, som ikke er gift med hinanden, er ulovlige og straffes. I visse tilfælde idømmes dødsstraf. Hoteller kan nægte ugifte par at dele værelse. (Homoseksualitet er selvfølgelig også forbudt).

I Iran er der nogle meget vigtige krav til påklædning. De gælder alle offentlige steder. Kvinder skal bære ”mantou”, bukser til anklerne og hovedtørklæde. Mænd bør undgå shorts og t-shirts uden ærmer. Du kan risikere chikane og anholdelse, hvis du ikke respekterer det. “

Derudover er der selvfølgelig det ekstra lille twist med, at Trump fiflede med ideen om et luftangreb på landet, fordi Iran har skudt en amerikansk overvågningsdrone ned. Overvågning, man bla. har, fordi landet er i gang med at skaffe sig en atombombe.

Så rigtig afslappende lyder Iran ikke. Men hvad ved jeg? Der er også flere i min omgangskreds, som har været/vil til dødsdiktaturet Nordkorea. Og set i det lys, så er Iran jo et mainstream valg. Min mand anførte, da jeg råbte op om, at verden var blevet vanvittig, og hvad fanden er der nu i vejen med Gran Canaria: “Jamen, Iran skulle være et meget gæstfrit land“. MEN DET ER DER SGUDA MANGE LANDE DER ER?!?!

Så hvad vil jeg egentlig med denne her lange smøre om Iran? Jo, altså – det handler ikke om Iran i virkeligheden. Det handler om smag. Det handler om social kapital og klassetilhørsforhold. Det handler om, at man kan bruge sin gode smag til at vise, at man andre (fx mig) overlegen. At man er worldly og vidende. At man kommer ud – og at man har så meget overskud, at både svært tilgængelig litteratur og lande ikke er en hindring. Selvom det sikkert ikke (bevidst) er hensigten, så er det en magtdemonstration. And I don’t like it!

Jeg hviler for det meste i – og dyrker måske også en lillebitte smule – min egen proletar-identitet. (Hvilket også kan kamme over til det patetiske, for jeg har trods alt en kandidatgrad og et rækkehus, og jeg elsker Immanuel Kant og tapas). Men måske det bare giver mig lige tilstrækkelig med kulturel kapital til at opdage, at jeg ikke hører til i de her luftlag, hvor man lytter til moderne jazz, rejser jorden rundt og går på vinbar hver uge.

Men hvor hører jeg så til? Og hvad gør man, hvis man er ved at blive træt af at føle sig som en idiot og/eller tilgå alt kulturforbrug med en ironisk distance?

Tankermylder #1

  • “Hvorfor bliver du overhovedet ikke tyk af at være gravid??”, spurgte min mor min søster om, som er 13 uger længere henne end mig, og som jeg sad liiiiiiiiige ved siden af. Tak, mor!
  • Vi har fundet ud af, at vi venter en lillebror til oktober, og vi har store problemer med at finde et drengenavn, som kan leve op til vores stramme krav: to stavelser, starter med H, unikt, men ikke underligt, seks bogstaver, klinger dansk, men fungerer i udlandet – og giver os en varm brusende fornemmelse og har en god historie bag. Også får jeg en sms fra min mand; “Hvad med Dante?“. Hvem er vi – og hvornår er vi blevet så prætentiøse?
  • Faderskabet fylder heldigvis mere og mere i den offentlige debat – og jeg er faldet over denne podcast fra P1 af Thomas Skov, som hedder “Far, der er noget vi skal tale om”. Det virkelig interessant at høre mænd tale med hinanden om, hvordan deres forhold til deres far har påvirket dem som mennesker og som fædre. Jakob Ellemann-Jensen fortæller fx, at man ikke behøver en psykolog-eksamen for at forstå, hvorfor han har valgt samme erhverv som Uffe-far. Han erkender også, at han selv er for tilbageholdende med ros til sine børn. Men han runder af med at konkludere;“jeg giver mine børn kærlighed, særligt når de ikke fortjener det“. Sjov formulering. Freudian slip?!
  • Jeg er tilsyneladende ikke den eneste, som har stået med erkendelsen af, at selv de moderne og gode fædre slipper afsted med at lave mindre end mødrene. Endelig er der nogen, som anfægter mande-undskyldningen, om at det er de kontrollerende kvinders egen skyld. For der er åbenbart evidens for, at mænd generelt undlader at tage del i visse husopgaver – fx. tøjvask og tandbørstning – og det er ikke muligt at give ansvaret videre, hvis det forsøges. En kvinde i artiklen formulerer med perfekt afmålt sarkasme, at hun har en interesse i, at hendes sønner ikke falder i søvn i skolen, og at de ikke kommer for sent. De prioriteter havde farmand ikke, så derfor stod hun for putning og aflevering. Det er jo lige præcis det! Det er jo ikke idiot-ting, som kvinder går op i – det er jo rigtige opgaver: vaccinationsprogrammer, tandlægebesøg og bekymringer om barnets ve og vel.
  • Jeg er stor EU-tilhænger, men ikke tilsvarende EU-interesseret. Det er tit en lidt dum kombi, som i dag resulterede i, at jeg måtte google min kandidat i stemmeboksen. #altatvindestempåenkvinde #jajamenhvilken?
  • Så vil jeg egentlig bare slutte af med et dejligt fra citat af Donald Tusk; “The rest of the EU will not risk a revolution because of your stupid referendum”, som han eftersigende skulle have sagt til Cameron, som svar på en række britiske krav til særbehandling i EU. Alt sammen fra denne dokumentar om Brexit på DR. Det var faktisk interessant!

Draget mod dårligt nyt

silhouette of houses during nighttime

Jeg læste fornyligt et indlæg af Sofie, som satte nogle tanker i gang. Hun fortalte om, at voksen-angsten betød, at hun næsten ikke kunne holde ud at læse nyheder, fordi det var for nedslående og ikke til at holde ud, særligt når man har ansvaret for sine børns velbefindende.

Egentlig synes jeg, at det perspektiv virker ret logisk – hvilket fik mig til at tænke over, hvad det er jeg selv laver. Jeg har modsat Sofie nærmest en fetish for at læse de værste nyheder, som internettet har at byde på. Altså historierne med overskrifter som; “barn dræbt og lemlæstet”, “misbrugt og fanget kælderen hele livet”, “ung mand bestialsk myrdet”, “familie på fire dør i trafikken”, “10 tegn på at du helt sikkert har kræft”, “ung mor får alzheimers/dør i gyngestativ” og så ind i mellem får jeg også tid til de mere sofistikerede om klimakriser, krig og frygtelige politiske bevægelser.

Det er mig en gåde, hvorfor jeg gør det. For jeg ender ret ofte med at sidde og tude over de her frygtelige nyheder. Jeg tager dem helt ind under huden og overvejer, hvordan det må være at være mor til de unge dræbte mænd eller de små børn der er myrdet/voldtaget, eller hvordan man lever videre, når man har slået nogen ihjel i trafikken.

HVORFOR SKER SÅDAN NOGET? Og næste spørgsmål – kunne det ske for mig? Og det kan det jo. Eller jeg kan selvfølgelig ikke dø som barn, men mit barn kunne. Av. Det er jo ulideligt at tænke på. Det giver da kun mening at blokere de her uhyrligheder ude.

Hvis jeg skal prøve at forklare, hvad jeg alligevel får ud af det – og hvorfor jeg bliver draget mod dårligt nyt, så bliver det noget usammenhængende. Jeg synes måske, at det gør det lettere at mærke, at det jeg har i mit liv er vanvittigt dyrebart. Det kan man godt glemme i havregrød, tøjvask og evigt beskidte/absurd rodede rum. Derfor er det en lidt bagvendt måde at blive fyldt med beskyttertrang og taknemmelighed.

På den anden side hænger det ikke rigtig sammen – for jeg vil ikke bruge tid på at se tilsvarende uhyrligheder i den fiktive verden. Verden er grum nok, som den er – skal vi ikke i det mindste bruge vores fantasi på noget andet – og mere opløftende? Det behøver ikke at være de rene eventyr, men jeg vil simpelthen ikke se på hypervold eller følge en seriemorders udskejelser. Sluk blev der sagt!

Så det er vel en slags dobbeltmoral. Det giver i hvert fald ikke rigtig mening. Men måske skal det heller ikke det.

Hverdagens små spørgsmål

… Forleden spurgte min læge mig, hvordan jeg tørrede mig efter et bad. Baggrunden for spørgsmålet var, at jeg har fået noget snask på det ene bryst, som det viser sig er bakterielt betinget. Løsningen: jeg skal vaske og herefter tørre mit bryst med en hårtørrer 5-6 gange dagligt og smøre med noget salve.

Jeg står tilbage med to væsentlige spørgsmål 1) hvem tørrer sig med andet end håndklæder efter et bad? 2) forestiller hun sig, at jeg skal tage en hårtørrer med på job og for at rulle den ud og tørre patter hver anden-tredje time i en toiletbås?

…. En kollega har opfordret mig til at begynde at investere i aktier, som en del af en feministisk projekt. (Det er åbenbart kun mænd, der køber aktier). Jeg orker ikke rigtigt, men jeg har overvejet at forsøge mig med barnets børneopsparing (som ikke er startet endnu). Da min kollega fortalte, at hendes forældre havde købt aktier for 1000 kr til hende, da hun blev døbt, som var 100.000 kr. værd, da hun fyldte 18, fik jeg kolde fødder.

Bliver børn ikke forvænte af SÅ store summer af gratis penge? Hvor mange penge kan man forære væk uden at risikere uforvarent at påføre privilegieblindhed og et borgerligt mindset?

… I søde læsere har gjort det klart, at barn nr 2 måske nok er lettere følelsesmæssigt, men hvis ungen ikke sover, så bliver det en helt ny slags crazy, plus logistikken bliver væsentligt hårdere. Så hvordan i alverden forbereder man sig på det? Det er ligesom udelukket at sove på forhånd.

…. Når vi nu – nærmest – snakker om fødsler. Laver alle kvinder knibeøvelser hver dag hele livet? Eller kan man på et tidspunkt stoppe? Og hvor mange minutters knib taler vi om?

Jeg orker ikke at skulle forholde mig så aktivt til mit underliv all day everyday – og er der overhovedet evidens for træning, man ikke kan måle på Endomondo?

Hvor finder jeg Ønskeøen?

shallow focus photography of toddler blowing cake candles

Så skete det. Jeg blev 31 år gammel. Det kom ikke som nogen overraskelse, og jeg har egentlig ikke et problem med at blive ældre. Det er fint – og man skal jo altid bare tænke på alternativet. Eller hvad man nu plejer at sige.

Men fødselsdage som voksen er altså ikke det sjoveste i verden. Jeg stod op til koldt, gråt og ruskende efterårsagtigt vejr. What the actual fuck? Har jeg ikke været sød i år?

Havde man været ung og uafhængig, så kunne man have taget en rolig morgen, sovet lidt længere og gjort morgenrutinen i sit eget tempo. Havde man været barn, var man blevet vækket med boller på sengen, sang og gaver.

Jeg blev i stedet vækket kl. 05.10 af et barn, som var både træt og sur. Det var jeg sådan set også. Herfra gik det slag i slag med havregrød, tandbørstning, bleskift og lidt skænderier om diverse ting og sager. Hubert var ked af at blive afleveret, og jeg tog på arbejde med et billede af et barn, der stod stortudende og rakte armene ud efter mig.

Så gik det lidt bedre med medvind på cykelstien og nogle meget søde kolleger, der havde pyntet op på mit skrivebord, hvilket resulterede i lykønskninger hele dagen igennem. Arhmen, altså – tak!

Det var dejligt at hente en glad dreng, som havde haft en god dag trods tårene fra morgenstunden. Min mand havde tippet mine forældre om, at jeg var alene hjemme både morgen og aften på min fødselsdag, så de kiggede forbi med mad og hygge. Jeg havde ikke ville spørge dem selv, fordi jeg er jo voksen, ik? Og jeg kunne ikke overskue at skulle lave mad og rydde op selv.

Men det var dejligt – og jeg har lyst til at tilføje nødvendigt – at de kiggede forbi. Mit humør var på et lavpunkt, da jeg tog hjem fra arbejdet. Der er ikke noget som voksenlivet, som kan få min selvmedlidenhed til at blusse op. Hvor er det bare strengt, at ingen fejrer mig. Har alle bare glemt mig – eller hvad?

Men nu hvor barnet sover, jeg har et set det nyeste afsnit af Kurs mod nord og min mand snart kommer hjem, så er humøret sådan set okay, og jeg kan godt se, at jeg er et både heldigt og priviligeret mennesket. Der er bare noget med fødselsdage. Jeg får sådan lyst til at strejke fra voksenlivet. Hvor fanden er Ønskeøen, når man skal bruge den?

Beboerdemokrati – why you so crazy?

Jeg begik den store fejl at deltage i ejerforeningens generalforsamling igår. Principielt set en god beslutning, men i praksis – not so much.

Jeg deltog delvist, fordi jeg er meget interesseret i formandens beretning og regnskabsaflæggelse, men også fordi en af mine naboer havde valgt at lægge en sten ud på en af de små stier bag vores rækkehuse et par dage før. En sti som jeg dagligt bruger, når jeg skal ud på en af mine tre hunde-lufteture og gerne vil hurtigt afsted.

Hvis jeg ikke havde skulle haft et barn med på to af disse ture, så kunne den sten være ligegyldig – man kan sagtens gå over den. Men jeg er nødt til at have klapvogn med for at kunne afværge katastrofer hurtigt. Jeg har prøvet at gå afsted uden – og erfaringen viser, at selv 200 meter er meget langt at bære en sparkende og skrigende næsten-2-årig, sammen med en hund og en plastikmotorcykel.

Nå, men min anke til mødet gik egentlig på, at jeg ville høre om der lå en fælles beslutning bag stenudlægningen. Det virker for mig at se asocialt og udemokratisk bare at spærre en passage af fællesarealerne. Jeg havde mine bekymringer ved at gå ind i diskussionen. For typer, der gør sådan noget, plejer at være pisseirriterende. Jeg er ret large at bo sammen med/i nærheden af, lige bort set fra når det gælder mennesker, som gerne vil indskrænke min (bevægelses-)frihed. Så bliver jeg ret anstrengende.

Min intuition om, at det nok var nogle ret irriterende typer – holdt helt stik. Der sad to 50-årige og råbte ad mig med deres tatoverende øjenbryn helt oppe i panden, at en omvej på 4 minutter var meget lidt, og hvorfor kunne jeg ikke bare gå på de anlagte stier. Da jeg prøvede at forklare, at 4 minutter føles som meget længe, når ens barn skriger, så var svaret, at de da heller ikke gad at høre på mit skrigende barn (i de 5-10 sekunder det tager at passere deres forbandede have).

Her ser jeg rødt. Jeg får en meget stærk fysisk reaktion, hvor jeg kan høre min egen puls i ørene “dukdukdukduk” – og mine næver og kæber spændes. Det var ikke alene asociale typer, som sætter deres egen velfærd over alle andres. De har valgt at bosætte sig i et rækkehus, selvom de ikke bryder sig om børn. Hverken mit – skrigende – eller andres legende børn (en af deres andre begrundelser var nemlig, at børnene legede ved at cykle rundt om husene). Det er vigtigere for dem, at græsset RUNDT OM deres have er golfbanepænt, og at ingen rør deres hæk. Børn der leger. Føj.

Vores formand tager ret hurtigt børnehadernes parti. For ejer de måske ikke lidt mere end den jord deres hus faktisk ligger på? Jeg spørger, om vi alle sammen kan lægge sten ud, som vi behager på fællesarealerne?

Der er ikke noget at gøre. Dirigenten siger, at nu har vi vist udvekslet synspunkter og bestyrelsen må undersøge det nærmere. Der er i øvrigt flere midaldrende mennesker, som har glemt alt om, hvad smutveje betyder for livet med småbørn, der melder sig i koret. Grønt græs bagved vores huse (hvor vi nu helst ikke skal gå) er tilsyneladende vigtigere.

Stenen ligger der stadig. Og jeg har drømt hele natten om at hælde roundup i deres hæk, skære deres dæk op, smide stenen ad-helveds-til eller måske samle til bunke af hundelorte fra området foran deres hoveddør. Men det går jo ikke. (Jeg ville jo 100 pct. være den første mistænkte.)

Jeg erkender, at jeg bliver irrationel hævngerrig. Men (heldigvis) orker jeg heller ikke at bo et sted med evigt eskalerende konflikt, og da jeg ikke gider at flytte, så er jeg gået i gang med en mental øvelse, hvor jeg prøver to ting:

  1. At lade være at tænke mere på dem (det går ikke så godt).
  2. At have ondt af dem. Det må være frygteligt at have købt et rækkehus og tro, at man skulle bo uforstyrret fra andre mennesker (og deres børn). De må dagligt blive irriteret af vores blotte eksistens. Endelig må de små sko, de går rundt i, give dem knyster, og det der er værre. Stakkels mennesker. Den sten er deres største sejr. Lad dem dog få den.

Medlidenhed og hævngerrighed er to gensidigt udelukkende følelser, og jeg håber, at den første vinder.

Men hvad gør I andre, når I møder idioter på jeres vej? Jeg kan da ikke være den eneste, der er splittet mellem at tage “the high road” og hælde benzin på bålet?