This microchip has been compromised

Denne her uge har taget prisen som den (foreløbigt) værste uge i 2020. Jeg startede ud med hold i ryggen, og selv om vi kun skriver onsdag, så kan jeg også skrive voldsom diarré på sedlen over dårligdomme.

Jeg har som følge af en rum tid brugt på “det lille hus” tabt mig 3 kg i det seneste døgn. Det er en effektiv, men bestemt ikke anbefalelsesværdig kur. Sundhedspersonalet på 1813 var meget overrasket over, at jeg fortsat kunne amme. Hvilket egentlig også kom bag på mig, for jeg kunne umuligt følge med det store væsketab. Det er som om, at min krop prioriterer babys overlevelse højere end min.

Jeg har sendt min mand afsted efter chips, juice, saft og blødt toiletpapir. Jeg prøver selvfølgelig også, at drikke de der salt/sukker blandinger mod væskemangel fra apoteket. Men lige så glad jeg er for at tylle drikkevarer, der smager godt, lige så dårlig er jeg til at drikke væske, som ikke gør det. (En egenskab der har betydet, at jeg aldrig har lært at sætte pris på rødvin eller kaffe).

Jeg ved ikke, om jeg er den eneste kvinde, der ofte passer begge børn alene, som godt kan blive lidt træt af, hvor træt ens mand ser ud, når skæbnen byder ham at passe børnene alene. Og helt alene er han jo ikke, for jeg ligger og raller i sengen med et ammebarn. Hvad jeg ikke ville give for at ligge i fosterstilling alene.

Det er mørkest før daggry, og jeg kan godt love jer for, at det var mørkt hos mig. Det værste må være overstået. Det SKAL det være. Jeg begynder, så småt at forstå, hvordan diarré kan slå en halv million børn ihjel hvert år. Men lægen lød ikke bekymret. Jeg kunne jo både tale og stå på benene, så det skal nok gå.

Så nu vil jeg spise mine chips, drikke søde sager og messe sammen med Chris Traeger:

Er der nogle fjolser derude?

Weekenden er snart forbi, og jeg har lige fået lov at ligge på sofaen i et kvarter uden den øgle, der er min yngste søn, som hvert 30. sekund udsender et signal – vel nærmest et skrig – om utilfredshed.

Jeg har konstateret, at han ikke er sulten, og at jeg er træt af at høre på det. Så pausen er værdsat. Meget værdsat.

Vi har brugt det meste af dage på at se sæson to af Drager – Redningsrytterne på Netflix. Uha, hele har familien glædet sig til, at vi ikke skulle binge sæson 1 mere. Jeg kunne snart alle replikkerne, og vi var begyndt at diskutere plothuller.

Igår deltog jeg i cirkeltræning i det lokale fitnesscenter, hvor byens seniorer mødes lørdag morgen og laver cirkeltræning. Og nu altså også mig. Det er åndsløst og dødsens kedeligt at trampe, hive og flå i de maskiner, men det er effektivt. Jeg har næsten ikke kunnet gå i dag. Av av av. Aldrig mere squats.

I fredags havde jeg fået bevilliget 3 timers babyfrihed og udgang til virkeligheden. SKØNT. Jeg brugte dem til Jadas fabelagtige koncert i store Vega. Shit, hvor var det fedt.

Hun synger som en gudinde. Hun er morsom og favnende. Salen var også sprængfyldt med kærlighed til hende. Jeg kunne mærke skuldrene sænke sig, da hun proklamerer “voksenlivet – hold kæft hvor er det svært. Økonomi? Mega ubehageligt“. Hvorefter den velkomponerede sang “Trying to get my life right” strømmede mod mig.

Jeg var virkelig glad for at høre Jadas nye sange, som er mere Beyoncé/Lizzo/badass end det første albums mere sørgelige univers. Og da hun præsenterede sin nye sang “Nudes” ved at spørge om der var nogle fjolser derude, så var jeg helt solgt. Vi var en sal fuld af forstående fjolser.

Der er noget fantastisk ved, at hun har skrevet en sang om at sende nøgenbilleder til folk, som ikke værdsætter dem.

Nye generationer. Nye problemer.

Nu vil det her fjols gå op og kysse lidt på sine børn og glæde sig til at se fjernsyn og drikke cola inden så længe.

God søndag!

Tankemylder #5

  • Hvad er det Kristian Jensen laver? Og er jeg den eneste, der hører Danser Med Drenge skråle “hvor længe vil du ydmyge dig” for mit indre, når han toner frem på skærmen?
  • Jeg får så mange point i forældreregnbskabet af at sove med begge børn hver nat, men så længe de ikke græder helt vildt eller samtidigt, synes jeg faktisk, at det er rigtig hyggeligt at mærke børnefødder og -hænder i løbet af natten (schhhhh! Det er en hemmelighed!).
  • Min mand har forelsket sig i Watchmen tv-serien, som jeg derfor er “nødt til” at se sammen med ham. Den er smukt produceret og fyldt med spændende karakterer, men jeg synes, at den holder sine seere ud i strakt arm. Det er svært at involvere sig, når man ikke kender universets logik og rammer (“jamen, det hele bliver jo forklaret til sidst” #TooLittleTooLate)
  • Jeg blev simpelthen så glad for jeres søde modtagelse af mit indlæg om min bløde dreng. Det er dejligt at vide, at det ikke er hele verden, som er hård.
  • Den yngste er mild og god og sover godt. MEN han nægter at tage flaske (og sut for den sags skyld). Så jeg kan skyde en hvid pil efter Idas fødselsdag og alle andre festlige arrangementer, indtil ungen vil samarbejde. Kooooom nu ind i kampen, baby! Mor har planer.

En blød dreng i en hård verden

Der er grundlæggende to måder at være menneske på i verden: enten passer man først og fremmest på sig selv eller også passer man først og fremmest på andre.

De mennesker, der passer på sig selv, er meget optaget af, at de ikke bliver snydt eller udnyttet af andre mennesker. De holder øje med, at tingene går lige op, og at deres egne ønsker bliver opfyldt, før de hjælper andre. De har en klar idé om, hvad de gerne vil have og er gode til at bede om det. De hjælper som regel kun, hvis de bliver bedt om det, og hvis anmodningen i øvrigt er rimelig ift. udveksling af tidligere og fremtidige tjenester.

De mennesker, der passer på andre, er mere opmærksomme på, at andre er glade og tilfredse. En stor del af disse menneskers lykke er forbundet med, at folk omkring dem er glade. De regner med, at andre mennesker også passer på dem, så hvis det ikke er tilfældet, så vil de være lette ofre – for krævende chefer, venner og familie. De beder sjældent om hjælp, både fordi de ikke vil være til last, men også fordi de ikke altid ved, hvad de gerne vil have hjælp til.

Min ældste søn har vist sig at være mest i kategorien af mennesker, som er gode til at passe på andre først (så vidt som det er muligt for 2-årige at være). Han kysser, krammer og er intet andet end omsorgsfuld over for både den nytilkomne bror og andre han møder på sin vej. Og ret atypisk for en 2-årig, så vil han gerne dele sit legetøj med andre.

Han er faktisk for god til at dele. “Man bliver kørt over i en vuggestue, hvis man ikke kan finde ud af at holde på sine ting“, forklarede pædagogerne mig. Men det er jo ikke kun i vuggestuen, hvor vi opfordrer folk til at holde godt fast på, hvad der er deres.

På arbejdspladsen bliver vi opfordret til at passe på vores mentale helbred og ret til et familieliv. Kvinder bliver opfordret til at holde regnskab i relationen med deres mænd, når det gælder huslige pligter, pensionsopsparing og børns sygedage. Generelt lyder opfordringen, at du skal sørge for at passe på dig selv, for du kan ikke regne med, at andre gør det. Det er den stærkeste, der overlever!

Men hvorfor er det, at samfundet ser det som et svaghedstegn, når mennesker først drager omsorg for andre? Jo, de er lette at udnytte – MEN de er da de modigste mennesker i verden – og verden vil da være et meget bedre sted, hvis alle tog sig af andre først. Ville den ikke?

Hvis jeg laver mad til mig selv, så bliver jeg mæt jovist. Men hvis min mand laver mad til mig, så bliver jeg både mæt, føler mig set og elsket og får lyst til at gengælde omsorgen, hvilket igen gør mig glad. Princippet gælder også for arbejdspladser – hvor man i højere grad kan lægge sig i selen, hvis man kan stole på, at ens arbejdsgiver og kolleger ikke vil drive rovdrift på en.

Det er måske bare mig, men jeg vil hellere leve i en verden, hvor vi tager os af hinanden, og hvor der ikke er behov for, at man skal passe på sig selv. I en verden hvor man ser sine medmenneskers behov.

Det er en utopi, men jeg vil meget hellere gøre den hårde verden blød, end jeg vil gøre min bløde dreng hård.

Nytårsfest og løjer med et spædbarn

Igår holdt vi nytårsfest for syv mennesker: fire voksne, en tumling og to babyer.

Det var præcist som man kunne forestille sig. Smadder hyggeligt. Dybt kaotisk. Den lækre mad blev spist alt for hurtigt. Der var en pause i hyggen fra klokken 20-22, hvor børnene nægtede at sove på skift, og de voksne skiftedes til henholdsvis at rive sig i håret over afkommet og vaske op.

Så kom bananasplitten på bordet og roen skænkede sig. Det var rart. Og det var skønt at være sammen med andre ligesindede.

Det kan være temmeligt ensomt at være til fest, som de eneste med børn, hvor man kan høre festen pumpe, mens man sidder og aer sit barn i mørket.

I en af mine “børnevagter” i nat sad jeg og spekulerede over mine nytårsforsætter (og lavede de der forbandede knibeøvelser!). Jeg har en masse uinteressante om at spise mindre sukker og dyrke mere motion. Jeg har ingen livsomvæltende forsætter ala flere babyer eller nyt job.

Til gengæld har vi en USA-tur på fire måneder i kalenderen, som mildest talt stresser mig. Jeg ved ikke, om jeg kan finde ud af at være medfølgende hustru og passe to børn på fuldtid. Men mit nytårsforsæt er, at jeg ikke skal bekymre mig helt så meget om alting. Så det er jo et alletiders sted at starte.

Jeg vil gerne øve mig i at være chill og stole på, at selvfølgelig skal alting nok ende godt. Hvis jeg kunne få denne grundfølelse, så tror jeg, at jeg ville kunne leve mere frit. Være mindre bange for fejltagelser eller dårlige oplevelser.

Grundlæggende vil jeg gerne blive bedre til både at se og tage chancer, der byder sig. Og det kræver, at jeg ikke grubler alt til døde og tilgiver mig selv for fejlfiks og dårlige valg.

Så 2020 er dedikeret til at blive et mere chill menneske.

(Men ikke så chill, at jeg undlader at nævne, at jeg har nytårsforsætter på mine børns vegne: Der skal smides bleer og sutter og læres at sove i egen seng. Jeg håber, at jeg orker det.)

Godt nytår alle sammen. Jeg glæder mig til, at vi skrives ved!

Der bor en ung pige i mig, som ikke vil dø…

Det er tæt på umuligt at få lov at sidde 30 minutter uforstyrret. Jeg har forsøgt i adskillige dage nu, men hver gang jeg starter, så vågner det ene eller det andet barn.

Men nu er klokken mange. Manden er gået i seng med feber og alt ånder fred. Jeg har en del forskellige tanker på hjerte, men for nu vil jeg lade det blive ved dette: Jeg har fået en dejlig julegave. En bog og en tegneblok.

Bogen er en Tove Ditlevsens digtsamling – udvalgt af Olga Ravn – med titlen “Der bor en ung pige i mig, der ikke vil dø”. Jeg har ønsket mig begge dele, selvom jeg principielt er inderligt imod ønskesedler, fordi jeg med hele to børn og en barselsorlov, som virker uendelig – virkelig føler, at der bor en ung pige i mig, som godt kunne trænge til lidt opmærksomhed.

På trods af at jeg vitterligt knuselsker mine børn og min mand, så er det svært ikke at blive ramt lidt at kvælningsfornemmelser fra tid til anden, når man trasker igennem dagene med lortebleer, evighedsoprydning og den følelse af at gå med fodlænke, som et ammebarn også er.

Det er prisen. Den er rimelig. For det er også fantastisk at gro mennesker og se dem vokse op. Men man behøver jo ikke at give helt op på den unge pige, så jeg håber, at tegneblokken kan være en relativ simpel måde at øve mig i at være kreativ igen.

Jeg ville ønske, at jeg var typen, der læste digte og havde været slyngveninde med Tove Ditlevsen i årtier. Sandheden er dog, at jeg meget sjældent læser skønlitteratur. At jeg først stiftede rigtig bekendtskab med hende på Spotify med soundtracket til TOVE TOVE TOVE teaterforestillingen. Men jeg burde have læst hende før – for hold nu op, hvor er det godt.

Hun er sjov. Hun er ærlig. Hun beskriver hverdagen. Kærligheden. Børnene. Kvindelivet. Arbejderlivet. Det er helt vidunderligt.

Olga Ravn skriver i efterskriftet til bogen, at “Tove Ditlevsens poesi altid handler om misforholdet mellem det, der skulle være, og det, der er, eller misforholdet mellem det jeg burde være og det jeg er”. Jeg ved ikke om, det er en særlig kvindeting – eller om det bare er en mennesketing. Men det er i hvert fald et felt, som fylder enormt meget for mig. Og jeg kan jo også læse, at det fylder meget for jer andre.

Så jeg håber, at jeg med Tove – og jer andre – i hånden kan finde ud af at være mor på fuldtid uden at gøre det endegyldigt af med den unge pige. Det ville være så trist. Jeg håber ikke, at en ung Johanne ville føle sig svigtet, som Tove gør, når hun skriver til sit unge jeg:

“Du havde en pigelig drøm om et barn og en mand,
og du fik, hvad du pegede på, men var stadig alene,
så blev du tilbage i barndommens undrende land,
mens jeg går omkring og er til i en verden fa stene.

Og det er din styrke og trøst, at du ikke er død,
men lever et sted som en spinkel og vigende skygge,
endskønt jeg har solgt dine drømme for hus og for brød,
og trukket dig ned i en smerte, der minder om lykke”

At få børn er en ekstremsport, der ikke levner plads til dødvægt

Jeg kender efterhånden flere kvinder med små børn, som har forladt deres kærester, inden barnet er fyldt et år.

Jeg har tidligere abonneret på den leveregel, der siger, at man ikke må forlade hinanden, før barnet er fyldt 2 år, fordi alting er så crazy i starten.

Det var dog lige indtil, at jeg hørte disse kvinders historier. For hold da op, der findes nogle mænd derude, som vitterligt ikke bidrager med for 2 kroners praktisk hjælp eller god energi.

Altså mænd som mener, at de ikke behøver lave praktisk arbejde i hjemmet. Mænd der føler sig snydt, fordi deres kvinde ikke tænder på dem længere, fordi de har opdaget, at dovne mænd grundlæggende er usexede. Mænd som bliver aggressive og nedladende, når kvinden fortæller om sit behov for hjælp. Mænd som ikke viser interesse for barnet som andet end et trofæ. Og som i øvrigt har pisse travlt med at drikke sig fulde med gutterne og arbejde sent.

De mænd burde ikke få børn. De har ikke, hvad der skal til. Og det burde kvinderne måske have gættet på forhånd (er det biologien eller kærlighed, der gør blind?) . Men hvor man faktisk kan bære over med en luddoven mand, når man bare er to voksne. Så stopper det fluks, når der kommer børn til. Der er simpelthen ikke overskud til også at have en voksenbaby på slæb.

For at få børn er en ekstremsport, der ikke giver plads til dødvægt.

Jeg ved ikke, hvad de voksne mænd gik rundt og troede deres opgave skulle være som far. Men hvis den ikke er at hjælpe til og drage omsorg for mor, barn og familien som helhed, så kan de lige så godt gå op til lægen og blive steriliseret med det samme.

At blive solomor har aldrig givet mere mening, end når man hører historier om de mænd. For de kommer ikke til at bidrage med andet end dårlig stemning, svigt og samværskonflikter.

Det må være lysår nemmere at blive mor alene end at være alenemor med en dødvægtsfar på slæb.

Er mommy-blogs de nye basisgrupper?

Image result for kvinde kend din historie

Jeg har i dag lyttet til den nye podcast, der hedder “Kvinde kend din historie“, hvor historikeren Gry Jexen har sat sig for at få kvinderne ind verdenshistorien. Jeg blev både rørt, inspireret og vildt imponeret. Så først og fremmest en varm anbefaling til at følge hendes arbejde! Podcasten har et kæmpe potentiale og er kommet stærkt fra start.

Det er Grys anden program om Suzanne Giese, som har fået mig i gang med dette indlæg, fordi det kredser kvindebevægelsens arbejde med at få skabt ligestilling ved at åbne samfundets øjne for, at det private er politisk. Altså at få fokus på familiestrukturer, moderskab, prævention og alt det andet, som før kun var inde bag hjemmets fire vægge.

Suzanne Gieses datter – Ditte Giese – sender i podcasten en røffel afsted mod vores generation af højtuddannede kvinder, som henter tidligt, går på deltid og bruger vores fritid på at løbe ture og bage boller. Ordene faldt som opsamling på kvindebevægelsens resultater: At kvinder i dag har alle muligheder for det, men overraskende nok ikke går efter magten, men på forunderligvis har vendt tilbage til en dyrkelse af husmoderen.

I afsnittet bliver vi præsenteret for begrebet “basisgruppe”. Det er et begreb, som jeg ikke selv kendte og derfor googlede og fik følgende definition af: “basisgruppe: en antiautoritær, ikke-hierarkisk organisationsform, som opstod i 1960’erne. En basisgruppe består af fem til ti personer, som ud over politisk eller fagligt samarbejde også opdyrker personlige relationer. Møderne foregår med indlæg efter tur, således at alle aktiveres.” Det var herigennem, at man fandt ud af, at nogle problemer i familierne ikke var individuelle problemer – men udtryk for strukturelle problemer. F.eks. at kvinderne havde en meget stor andel af det huslige (og ubetalte) arbejde, som holdt dem tilbage i at få et job, en uddannelse og deres egen økonomiske frihed.

Når Ditte Giese beskriver min/vores generation af kvinder, som nogen der har ladt kvindekampen i stikken ved at gå tilbage til at dyrke vores børn og bage hjemmebagte boller og sy fastelavnskostumer, så er det svært ikke at føle sig både ramt og provokeret. For hun har da lidt fat i noget. Jeg kæmper selv med skyldfølelse over for kvindekampen og min egen selvforståelse over at tage en meget lang barsel. MEN denne “back to basic”-bevægelse er jo et udtryk for et opgør med en kapitalistisk forbrugskultur og en konkurrencestat, som er ved at mase – særligt kvinderne. Fordi vi ikke “bare” skal have en god karriere. Vi vil også være gode forældre. Vi skal være i god form, og vi skal have et rigt socialt liv.

Jeg kan godt genkende, at vi i dag dyrker moderskabet, men jeg synes, at vi gør det på en mere oplyst og ærlig måde, end man gjorde i 1950erne. Der er sgu ikke romantik og nybagte boller, som jeg støder på. Jeg skriver selv og læser hos jer andre nogle brutalt ærlige beretninger om livet som mor og kvinde. Jeg synes, at vi er gode til få “svesken på disken”. Det er helt sikkert ikke alle, som ser det politisk – men første skridt på vejen er da at tale om de udfordringer, der findes i familierne og brainstorme på løsninger. På den måde synes jeg, at mommyblogs faktisk tager grundideen med basisgrupperne op. Kvindekampen fortsætter, men den er mere kompleks i dag.

I det første afsnit af “Kvinde kend din historie” hører man nogle fantastiske historier om danske svømmepiger i 1930erne. Som en bisætning bliver det nævnt, at kvinder i ro-sporten i lang tid ikke måtte konkurrere på tid, men på et tidspunkt får kvinderne lov. Dog blev der sat et loft over, hvor mange åretag per minut kvinderne måtte tage i deres løb, fordi man ikke ville se på kvinder anstrenge sig eller lide. Ingen forvrængede ansigter eller hårde bevægelser.

Det slog mig at være et perfekt billede på, hvorfor det er svært at være kvinde – også den dag i dag. Fordi kvinder skal konkurrere på “lige vilkår” med mænd, men det skal helst se ubesværet ud, de skal gerne være i godt humør og omsorgsfulde imens. Der stilles nogle bonuskrav til kvinder i verden, som der bare ikke stilles til mænd. De er så dybt kulturelt forankrede, at de ikke sådan lige er til at skille sig af med.

Så jeg håber, at vi sammen kan fortsætte denne online dialog med hinanden om at være kvinde i dag. Men vi bør også minde hinanden om, at alle vores individuelle valg summer op og bliver en del af større politisk virkelighed, som vi skal huske at være bevidst om og tage stilling til.

Hvorfor accepterer vi overvågning?

Marshmello walking down the side of the road with camera on the top of the building

Jeg faldt over denne artikel på DR.dk, hvor en kvinde bliver spurgt til hendes holdning til, at regeringen vil give meget vide rammer til at overvåge det offentlige rum for at dæmme op for kriminalitet m.m. Kvinden udtaler: “Jeg synes et eller andet sted, at det er fint nok. Altså hvis man har noget imod det, må det være, fordi man har noget at skjule.”

Det er meget snusfornuftigt sagt, og jeg er da delvis enig. For hun tilføjer, at det jo ikke er overvågning af folks private hjem. Men herefter sætter hun trumf på ved at sige: “Det er det samme med kameraer i telefoner og computere, som folk sætter tape over. Jeg laver ikke noget ved min computer, som folk ikke må have lov at se.”.

Hvis jeg skal dømme på min egen adfærd, så er jeg jo sådan set enig med kvinden (selvom det er helt gak gak, hvem laver aldrig noget på sin pc, som man nødigt ville have ud i offentligheden?). Jeg tillader også i meget vid udstrækning, at min telefon overvåger mig. Den sladrer til google om, hvad jeg søger på, hvornår jeg går i seng, hvor jeg opholder mig, hvilke indkøb jeg går med overvejelse omkring, hvilke billeder jeg tager, og sågar hvad jeg taler med andre mennesker om.

Igår sad jeg så og ledte efter apps, jeg kunne afinstallere i forsøget på at blive mere zen og fri for overvågning. Men jeg endte i stedet med at installere endnu en app, der krævede, at jeg gav alle mulige oplysninger om min sundhedstilstand (alder, vægt, terminsdato osv) til et eller andet tilfældigt firma – måske det samme, som tidligere havde indgående kendskab til min cyklus ifm. at udregne ægløsningstidspunkt.

Hvad fuck tænker jeg egentlig på? Hvorfor accepterer jeg (og de fleste andre) så massiv overvågning? Altså kvinden har jo ret i, at 300 kameraer på offentlige pladser er barnemad ift. den overvågning, vi allerede har sagt ok til, når vi har godkendt bruger- og servicevilkår på forskellige steder.

Mine egne spæde forsvar for en mærkelig adfærd er noget ala “jeg er bare et lille bitte datapunkt i et kæmpestort excelark”, “det er alt for smart til at lade være”, “jeg kan godt lide gratis apps” og “hvis det var virkelig galt, ville der nok være én blandt de mange milliarder brugere, som ville have reageret på brugervilkårene”.

Men der er jo allerede nogen, der har reageret. Vi er jo blevet advaret. De fleste af os har oplevet at få reklamer for produkter, som vi aldrig har søgt på, men kun omtalt i nærheden af vores telefon. Der har jo været historier om, at folk er blevet afpresset, fordi fremmede har fået adgang til billeder af dem i kompromitterende situationer ved deres pc eller telefon. Der er folk, som har mistet deres sociale ydelser på baggrund af billeder, de har lagt op på Facebook, hvor de virkede lidt for raske. VI VED GODT, at big brother er med os over alt. På toilettet. I soveværelset. Til fest.

Alligevel så trykker vi “OK” til, at private firmaer må være med på en lytter til gengæld for en “gratis” app. Det må være, fordi vi enten har meget stor tillid til, at det ikke bliver misbrugt (til andet en målrettede reklamer), eller fordi vi er ramt af en så stor grad af frygt for at gå glip af noget online, at vi hellere vil være tilstede og overvåget end at være offline og uovervåget.

Selv hvis vi køber princippet om, at overvågning af ens person først bliver rigtig problematisk, når man har noget at skjule. Så skylder vi da os selv at overveje, hvem der bestemmer, hvad der er værd at skjule – hvornår bliver noget problematisk adfærd? Værdier ændrer sig over tid. Og når man først har afgivet sine oplysninger, så er de meget vanskelige at få igen.

Men på den anden side…. hvordan skal jeg klare mig uden det her i mit liv:


Tankemylder #3

  • Jeg har binget Bill Gates-dokumentaren på Netflix og normalt siger gamle stenrige mænd mig ikke så meget, men han ser sååååå sød ud med de store briller og det nørdede look. Han virker vanvittig kvik og som en der faktisk føler omsorg og ansvar for verden. Og som det mest sexede karaktertræk overhovedet, så har han valgt at dele sit liv med ligeværdig og ultrasej kvinde, som han tydeligvis beundrer og respekterer meget. #mums
  • Var jeg den eneste som blev ramt af statsministerens åbningstale? Særligt da hun talte om, at vi skal værne om tillid til hinanden og sikre, at vi også i fremtiden tør efterlade barnevogne foran butikkerne og stoler på, at folk gør sig umage med deres arbejde i en grad, som gør at vi ikke konstant skal kontrollere dem? At politikere skal være ærlige og stole på, at vælgerne har forståelse for, at forandring tager tid. Årh, altså… hvis politikere vil begynde at være mere ærlige og styre deres trang til micromanagement, så synes jeg, at alle andre løfter blegner i sammenligning.
  • Det her med ikke at svare på folks beskeder. Enten overhovedet ikke eller først vende tilbage en uge efter. Er det skod eller zen? Jeg får altid selv lidt ondt i maven, når jeg ikke har hørt fra folk inden for 24 timer og har altid meget lidt lyst til at række ud til vedkommende igen. Meeen det er måske for følsomt i denne digitale tidsalder? Jeg skal altid tage mig gevaldigt sammen for ikke at blive ramt på selvværdet, selvom det er også sket for mig, at sms’er er blevet glemt.
  • Min dreng på 2 år har for 14 dage siden (endelig) lært at sige ‘mor’. Jeg smelter hver gang, og det tror jeg godt, at han ved. Jeg er overbevist om, at han bruger det til afpresning bevidst.
  • Det må da være en naturlov, at pulterkammeret/loftsrummet/kælderen ikke kan være ryddet op, ik? Jeg har ryddet vores rum op to gange (!) på en måned og alligevel ser det ud som billedet på dette indlæg. Det er som et sort hul eller en kæmpe magnet, der suger alle ting til sig for til sidst at kaste op ud over mig, når jeg på en helt almindelig torsdag åbner døren for at finde støvsugeren. Hjælp mig, Marie Kondo!