Oprør mod perfekthedskulturen:

yellow rubber ducks

På en af mine tidligere arbejdspladser besluttede ledelsen en dag at lave nye kopper til hele afdelingen med nye smarte ledelsesmantra på. Et af dem de kom på var: “Hvis bedre er muligt, så er godt ikke godt nok“. Det medførte fluks civil ulydighed fra mine kolleger og jeg, der stille og roligt sørgede for, at kopperne forsvandt fra jordens overflade. Vi vidste jo godt, at bedre altid er muligt. Derfor kunne ledelsen lige så godt have skrevet “vi bliver aldrig tilfredse med dig”, “work harder, you idiot” eller “du er en fiasko” på kopperne.

Jeg har tænkt på det mange gange siden. For hvordan kunne man dog få den håbløse idé at lave sådan et slogan?

I virkeligheden er sloganet jo bare en overskrift på den perfekthedskultur, som ingen rigtig vil tage ansvar for, men som de fleste af os lider under. Det er jo netop det faktum, at man kunne have været bedre, som gør at man ikke er tilfreds med det, man har/kan/gør. Vi forventer det perfekte, og så kan man kun tabe.

Der er dog i de seneste år kommet flere og flere opråb mod perfekthedskulturen og dens dårligdomme, men jeg oplever, at de altid er bygget på, at stræben efter det perfekte spænder ben for noget andet. Vi skal lære at fejle, fordi ellers bliver vi aldrig innovative iværksættere. Vi skal slippe kontrollen, fordi ellers risikerer vi at få spiseforstyrrelser. Vi skal være robuste mennesker, fordi ellers overlever vi aldrig det moderne arbejdsliv. Men hvorfor ikke bare sige, at vi skal droppe søgen mod det perfekte, fordi det er umuligt at opnå, og dermed inderligt spild af tid?

Det politikerne og andre velmenende mennesker glemmer at sige er, at stoppe med at stræbe efter det perfekte betyder, at du ikke altid skal gøre dit bedste. Det var først, da jeg faldt over Svend Brinkmanns udsagn om, at vi ikke altid skal optimere vores familieliv, at jeg fik øjnene op for, at det faktisk er en dårlig ting, hvis alting hele tiden skal gøres bedre. Det er selvfølgelig ikke kun i vores familieliv, vi skal stoppe med at optimere konstant. Hvis vi hele tiden er på udkig efter en effektivisering eller forbedring af vores liv, så glemmer vi at sætte pris på alt det, der faktisk fungerer – og det kan ikke lede til andet end i bedste fald en følelse af utilstrækkelighed og i værste fald stress og udbrændthed.

Perfekthedskulturen handler altså ikke bare om ambitiøse unge kvinder med gode karakterer (nedsættende kaldt “12-tals-pigerne”), det omfatter os alle sammen. Min mand er ved at blive vanvittig over, at jeg hele tiden proklamerer nye målsætninger: for ham, mig og familien. Så skal vi spise sundt, så proteinrigt, så klimavenligt. Vi skal skære ned i skærmtiden, starte til fodbold, læse flere bøger for sproglig stimulering. Jeg frygter grundlæggende, at nogle kommer og siger: Du gjorde ikke alt, hvad der stod i din magt for at sikre din børn, din familie og kloden.

Dét er perfekthedskulturen. Det er perfekthedskulturen, som altid kværner inde i mit hoved omkring ting, som kunne være bedre, hurtigere, smukkere, billigere, grønnere eller klogere. Der kan altid optimeres i forhold til alle aspekter af livet. Fra affaldssortering til karriereudvikling eller børneopdragelse.

Men NU vil jeg prøve at stoppe. Ikke fordi jeg har fået spiseforstyrrelse eller stress. Bare fordi jeg er træt af, at jeg irrettesætter mig selv hele dagen lang. Så her kommer mit bedste bud på et oprør med perfekthedskulturen. Jeg vil fremadrettet:

1. Gøre ting bare, fordi jeg har lyst
En anstrengende ting ved at være perfekt er, at man altid skal “tage sig samme”. Man skal tage de bedste valg – bruge sin tid optimalt. Derfor er jeg blevet rigtig godt til at gøre ting af pligt. Men jeg har fået meget svært ved at mærke om, jeg har ægte lyst til noget eller primært er motiveret af, at det er “det rigtige” at gøre ud fra en række udefra opstillede kriterier. Derfor er et opgør med perfekthedskulturen at acceptere, at beslutninger godt må være baseret på lyst – ligesom en beslutning godt må vise sig at være forkert – uden at jeg skal skælde mig selv ud over det.

2. Gøre den dyd ud af ikke at altid give mig 100 pct.
Det her er en evne, som jeg er blevet meget bedre til efter, jeg har fået børn. Der er helt åbenlyst ikke tid nok til, at jeg kan give mig selv 100 pct. hver gang. Derfor springer jeg i stadig højere grad over, hvor gærdet er lavest, men jeg synes det er svært. Især hvis man får besøg derhjemme. Jeg skal virkelig gøre mig umage med ikke at gøre mig umage, hvis folk skal ind i mit hjem. Jeg har et meget stærkt drive for at købe ind, lave snacks og gøre virkelig meget rent, så det ser pænt ud. Det er udmattende!

3. Stoppe med at evaluere alting
Jeg ville rigtig gerne stoppe med at overveje, om mine ordvalg var de helt rigtige. Om jeg ikke kunne have kørt en lidt hurtigere vej, så vi ikke var kommet for sent. Om jeg burde have håndteret mit hidsige barn på en bedre måde.
Det kommer aldrig til at stoppe helt (vi skal selvfølgelig overveje om nogle ting, vi gør kunne gøres bedre), men jeg vil gerne begrænse den kapacitet min hjerne bruger på at overveje ting, som allerede er i fortiden og som ikke kan ændres.

Har du et godt bud på, hvordan man gøre oprør mod perfekthedskulturen?

Peter Pedal og dødsangsten

Peter Pedal kan ikke se ud af vinduet af den lastbil, han har sneget sig op i. Så han klatrer op på en pind fra instrumentbrættet, og så siger lastbilen en underlig lyd. Ud af forruden ser vi en familie holde picnic i græsset. Her stopper jeg altid op i min oplæsning . For mit indre ser jeg, at lastbilen er røget i gear og kører hele familien ihjel. Der kommer blod på forruden og skrig under lastbilen, mens Peter sidder bag rattet. Det kan man da ikke fortælle børn?

Så vender jeg siden.

Det er selvfølgelig bare ladet på lastbilen, som tilter og hælder jord af. Helt uskyldigt og ufarligt. Gartnerne bliver slet ikke sure. For ænderne har fået deres egen ø ude i søen. Rap!

Jeg bliver altid ramt af en mild omgang dødsangst, når jeg læser “Peter Pedel i parken”. Vi kan jo alle dø. Lige om lidt. Måske under en uforsigtig abes skarnsstreger? Begravet levende i parken? Vi skal alle dø en dag.

Andre katastrofe-glimt af lidt mere relevante trusler end Peter Pedal hjemsøger mig: Min store dreng falder ud af vinduet på 1. sal. Jeg bliver skubbet ud på togskinnerne sekundet før, linje B kører ind på perronen. Min mand kører galt i bilen. Jeg falder ned af trappen med den lille på armen. En af os bliver alvorligt syge. Er det modermærke ikke lidt underligt?

Det giver indlysende mening, hvorfor mennesker kommer i tanke om de frygtelige ting, som kan ske (altså for at undgå dem, right?!). Men det tager overhånd, hvis man forsøger at eliminere alle risici og/eller tænker for meget over frygtelige ting, som kan ske. For kun fantasien sætter grænser og mulighederne for en frygtelig og tragisk død er mange.

Da jeg er lidt ængstelig anlagt, så er jeg meget modtagelig overfor bekymringer og formaninger. Jeg er en forsigtigper i mange af livets henseender. Så det irriterer mig, hvis andre mennesker pålægger mig deres angst og bekymringer på mine vegne. Det er så begrænsende og frihedsfrarøvende at være bange.

Min far har et særligt talent for det. Han er i den grad en ‘worrier’ (og jeg kan jo godt se, hvor mine egne tendenser kommer fra). Forleden var jeg ude og stå på rulleskøjter. Min far ser det og kommenterer på det manglende sikkerhedsudstyr med en bekymret mine. Jeg svarer, at jeg gennem de sidste 20 år er faldet meget sjældent og det værste, jeg har oplevet er nogle skrabede knæ.

Min fars reaktion kommer prompte: har jeg så hørt om den århusianske mand, der fornyligt døde af en kødædende bakterie, som han havde fået ved en hudafskrabning på knæet?!?

Det tog en del af glæden ved den rulletur, må jeg sige. For min frygt for døden er steget ekspontielt med, at jeg har fået børn. Før tænkte jeg ikke ret meget over, at jeg kunne dø. Når det faldt mig ind, at døden var en mulighed, var mine efterfølgende tanker mest baseret i ærgelse, men jeg tænkte ikke over, hvor forfærdeligt det ville være, hvis jeg ikke var her.

Det gør jeg nu.

Jeg føler en langt større forpligtelse til at holde mig i live nu. Fordi jeg ikke kan holde tanken ud, at mine børn skal vokse op uden en mor. Det vil jeg simpelthen ikke være med til. Så tendensen til at sidde og pille i dødsangst og alverdens bekymringer er vokset. Jeg bekymrer mig på egne og mine børns vegne (det er sikkert det samme min far får tiden til at gå med).

Det er en tilbagevende kamp for mig ikke at blive alt for forsigtig. Det lyder nok åndssvagt, men af samme grund kæmper jeg lidt med at skulle tage sikkerhedsudstyr på, såsom knæbeskyttere og cykelhjelm. De er for mig blevet symbolet på dødsangstens overherredømme (men jeg kører dog med sikkerhedssele – så helt uden for pædagogisk rækkevidde er jeg ikke).

Jeg har ledt efter en morale et sted, men kan ikke rigtig komme det nærmere, end denne linje fra en sang, hvor teksten lyder: “Don’t worry about the future. Or worry, but know that worrying is as effective as trying to solve an algebra equation by chewing bubble gum.”

Jeg har først lige opdaget, at sangen i virkeligheden er en oplæsning af en klumme, som Mary Schmich skrev tilbage i 1997. Hun har helt sikkert et råd, som også passer til dit problem!

Tankemylder #7

ball under basketball ring
  • Jeg har fået et crush på Scottie Pippen. I vanlig late-comer stil har jeg opdaget Netflix dokumentaren om Michael Jordan og the Bulls, og jeg er nu igang med at se det hele for 2. gang. Hold kæft, hvor er der meget livsvisdom i den serie – plus pæne mænd, spændende historier og et fantastisk soundtrack. Det er perfekt, hvis man ikke gider at se sportskampe i sin fulde længde, men kan græde til sammenklippene.
  • Hvorfor fylder Maren Utaug sin Instagram konto med en alen lange posts om Johan og Aagot? Jeg har for længe siden opgivet at følge med, og jeg har tålmodigt scrollet forbi, men det har stået på i månedsvis nu. Jeg vil have sjove Maren tilbage. Og det samme kan jeg sige om Olga Ravn og hendes naturfarve-vanvid.
  • Overvejer om jeg mon er den eneste, som reagerer dårligt på, at velmenende mennesker siger, at jeg er forpligtet til at tale om racisme, fordi ellers er jeg jo praktisk talt racist? Man er jo heller ikke nødsaget til at proklamerer, at man er i mod pædofili eller mord. Skulle vi ikke i stedet antage, at folk i udgangspunktet er imod racisme?
  • Jeg må dog hellere sige for en sikkerheds skyld, at jeg er i mod racisme. Jeg er for black lives matter og jeg forstår deres forargelse. Jeg er fuldstændig enig i bevægelsens målsætning. Jeg har bare meget lidt klogt at tilføje (og jeg kommer ikke til at gå i postkolonialisme-selvstudie lige foreløbigt). Jeg anerkender, at der er racisme – også i Danmark (omend der godt nok er forskel på at blive diskrimineret til et job og frygte for at politiet slagter en). Jeg er gået i tænkeboks, så jeg kan finde på bedre måder at være anti-racist på i hverdagen. Forslag modtages gerne!
  • Jeg både elsker og hader bogen “drop opdragelsen” af Fie Hørup. Altså det er en fantastisk målsætning at lære sine børn at stå ved sig selv ved at sætte personlige grænser og tale til dem som ligeværdige. Meeeen der er godt nok ikke meget plads til forælderen som menneske. Jeg tror, at næsten alle mine instinkter som forældre bliver hevet frem som eksempler på dårlig forældreskab i den bog, og det er underforstået, at jeg jo bare er ved at knække mit barns selvværd. Det er selvfølgelig ikke meningen, men der kommer altså til at gå meget mere end 4 dage, hvis jeg skal vente på, at Hubert frivilligt vil have børstet tænder.

Den magiske drage

Mange mennesker begræder tabet af deres ungdom. Selvom jeg godt kan se, at især dene sene ungdom i 20erne kunne noget særligt, så er det altid tabet af barndom, som gør mig trist.

Den dag hvor jeg stod med telefonen i hånden og spurgte Victoria, om “vi skulle lege eller være sammen, eller hvad vi nu skal kalde det” . Det var en trist dag. Affortryllelsen kom med et slag. Ting, der plejede at være fantastiske, farverige og spændende: Såsom at bygge huler, lave sin egen avis, finde på historier og tage på eventyr i baghaven. De var pludselig blevet helt grå og påtaget.

I fantasiens sted kom ildelugtende armhuler, hår alle vegne, ubegrænset skam over omtrent alt ved min krop, hyperselvbevidsthed/-optagethed og bumser. Herefter fulgte 5 år med, hvad der bedst kan beskrives, som en kollektiv hjerneblødning blandt alle mine jævnaldrende.

Som barn foragtede over jeg de voksne, som ikke lyttede til børn, de voksne som ikke ville lege eller prøve de vilde forlystelser. Sådan skulle jeg ALDRIG være.

At få børn virkede som den sikre vej til at få lov at se verden med et barns øjne igen. Meeeen fra hvor jeg står nu, så skuffer udsigten altså.

Der er øjeblikke, hvor børnenes begejstring smitter jovist. Men jeg har aldrig følt mig mindre som et barn, end jeg gør nu.

Det er gået op for mig, at ved siden af den fortryllende, fantasifulde, fantastiske og frie barndom, går der nogle forældre, der pakker tunge tasker med mad og ekstratøj. De rydder op hele tiden, laver mad og køber ind og de sover mindre og dårligere end nogensinde før. De er forudsætningen for – ikke modsætningen til – fortryllelsen.

Barndommen er unik. Jeg håber, at mine drenge giver sig tid til at nyde turen på den magiske drage.

For den kommer ikke igen.

What’s your plan for tomorrow?

Are you a leader or will you follow?
Are you a fighter or will you cower
It’s our time to take back the power”

The Interrupters råbesang har siddet helt og aldeles fast i hjernen på mig, siden jeg hørte den som introsang til Hillary-dokumentaren.

Fyldt med ligedele kampgejst og mismod har jeg tænkt over noget, som Hillary sagde: at hun oprindeligt ikke ville stille op til et politisk embede selv, fordi hun var bange for konsekvenserne. Da hun havde genkendt, at det var frygt og ikke lysten, der spærrede hendes vej, besluttede hun sig for at stille op, som senator og træde ud af Bills skygge.

Det er jo vildt sejt: at gøre noget som man frygter og gøre det ikke kun for sin egen skyld, men for alle kvinders skyld. Nogle skal gå forrest. Hun var en af dem, der skulle gøre vejen mere farbar for fremtidens kvinder. Det var hun meget bevidst om. Desværre var hendes frygt for konsekvenserne ikke ubegrundet, og hun har måtte udkæmpe andre og flere kampe end Bill eller andre mandlige præsident-kandidater har oplevet.

Jeg har personligt aldrig tænkt, at min plan for fremtiden skulle være at blive leder. Jeg syntes ikke, at det virkede som om, at det var besværet værd. Jeg har nok også set lidt ned på dem, der ofrede tid med familien for at være nogens chef. Hvorfor gider nogen det?

Tja, jeg kan da i hvert fald se, at min egen indstilling heller ikke er uden mangler. Are you a leader or will you follow?

Jeg er nok mere en “follower”, for jeg behøver forbilleder, hvis fodspor jeg kan gå i. Derfor var det dejligt at få et skud fandenivoldsk feministisk energi – at føle en bevægelse og et ansvar. Et ansvar for at tage del i kampen ved ikke holde sig selv tilbage og bakke op om kvinder, der prøver at få magt, succes og indflydelse.

Det er svært at føle sig frigjort og ligestillet, når man er på barselsorlov. Jeg kan ikke undgå at blive misundelig på min mand (som jeg har nævnt før). Men det hjælper at høre kvinder tale om deres succes og kampe. Jeg kan virkelig mærke, at jeg får sådan en alt-kan-lade-sig-gøre fornemmelse og masser af gejst.

Jeg vil foruden Hillary dokumentaren gerne anbefale Hej Søster podcasten, som Fallulah driver, hvor der er en masse spændende snakke om alle mulige emner i relation til livet, køn og kreativitet. Her er essensen søster-solidaritet, og at kvinder skal løfte hinanden op i stedet for at rive hinanden ned. Det er virkelig inspirerende.

Endelig er jeg lige startet på HBO-serien mrs. America om den amerikanske kvindebevægelse og hvordan den for altid ændrer det politiske landskab. Jeg er kun et afsnit inde, men jeg har allerede fået stof til eftertanke ift. Kvindebevægelsens svagepunkter i at anerkende kvindes arbejde i hjemmet som både vigtigt og meningsfyldt, fordi det var det arbejde, som man ville frigøres fra.

Så jeg har fået lidt at tænke over, når det gælder planer for morgendagen. Men jeg ville godt være bare lidt mere som hende her:

On another note

orange hair Lego toy looking at red beetle car

Jeg har købt en bil i dag. Eller faktisk. Jeg har leaset den. Den bliver leveret om 14 dage. For første gang i laaaaaang tid er jeg ægte oppe og køre over noget.

Altså en boblende glæde over planer som tager form i horisonten: Drømme om roadtrips og sommerhusture. Om ture til skoven med barnevognen og en STOR madpakke. Om at hente legekammerater eller køre til Knuthenborg Safaripark. Måske endda på længere sigt at køre til Harzen.

Efter vi har måtte indse, at vores amerikanske eventyr bliver udsat på så ubestemt tid, at man ikke kan kalde det andet end en aflysning, så var det lige, hvad vores familie trængte til. Nye drømme.

Jeg har være mægtig glad for min dueblå Hyunadai i10, men der er ikke plads til to børn(esæder) og to voksne. Vi har leget, at der var plads. Men det var der kun, hvis det ene barn sad på forsædet, og den anden voksen havde knæene i ryggen på den voksen, som kørte bilen. Hvis man drømte om medbringe bagage i form af en barnevogn (og intet andet babygear), så skulle man være til avanceret tetris og yderligere forværring af en i forvejen undseelig komfort.

Så vi har bestilt en ny bil. Det er en Citroën C4 Grand Spacetourer. Eller hvad min far kalder en fransk baljebil. Gennem hele min opvækst har min far svinet franske biler til. (Og franskmænd. Og homoseksuelle vel egentlig også. Af et godt hjerte. I kender nok typen.) Så jeg var faktisk overrasket over, at det var der vi endte.

Vi havde forsøgt os med en tysker, men den var kantet og kikset og med automatgear. Jeg kan ikke lide automatgear. Det føles som at køre en radiobil. Desuden har jeg en gang kørt i bil med automatgear gennem Death Valley i Nevadas 50 graders varme, hvor bilen kørte i – hvad der lød som – første gear i 50 km. Det bliver man hurtigt træt af og den slags oplevelser sætter sig altså. Derudover var sælgeren elendig. Han gav os en model, som var hvid, fyldt med mågelort og med halvflade dæk. Bye bye Volkswagen.

Vi overvejede også blot at opgradere til en Hyundai i 30 stationcar, for vores Hyundai har tjent os rigtig godt. Man får virkelig meget bil for pengene. Der er bare det. At jeg hader stationcars. Eller rettere. Jeg hader ideen om, at jeg selv ejer en stationcar (de er sikkert udmærkede biler for alle mulige andre). På papiret er stationcar’en jo skabt til forstadsfamilien med to børn. Det bliver lidt for kliché til mig.

Derfor er der i stedet et ordentlig lokum af en bil på vej, hvor der er plads til lidt af hvert og op til 7 personer. Bagagerummet kan rumme en barnevogn, og hvad man ellers lige trænger til, hvis vi ikke bruger de to reservesæder. Vores model er nemlig, hvad man kalder en MPV – multi purpose vehicle – og det kan jeg li’. En bil som er mere end “bare” en familiebil. Der er plads til andet end de to børn. Der kunne også være weekendtur med veninderne, eller det store loppefund. Det kunne også være en kærestetur med en madras bag i, hvor man kunne sove med åben bagklap og kigge på stjerner. Vigtigst af alt – der er plads til drømmene.

Jeg trænger til nye drømme i en tid, hvor man skal bruge alle sine kræfter for at have nogle som helst tanker, der ikke cirkler om – ja I ved nok hvad.

Isn’t it ironic….

  • At det lykkedes mig at time min yngste søns fødsel og efterfølgende barsel med en præsident valgkamp, samt få bidrag med en røvfuld penge fra en fond- også kommer der en pandemi og smadrer alting?
  • At vi alle spændt ventede på, hvad denne her regering havde at byde på af grønne løsninger og nye pensioner. Men Arne skal vist bare være glad, hvis han får mulighed for at opleve en uværdig tilbagetrækning?
  • At Roskilde Festival skulle fejre 50 års jubilæum også bliver store forsamlinger aflyst til og med august?
  • At vi har været SÅ dygtige til at blive hjemme og vaske hænder, at vi nu ikke bliver smittet i tilstrækkelig høj grad… Nu skal børn, unge og deres forældre gå forrest i kampen for at få etableret flokimmunitet?

Helt uironisk vil jeg gerne takke jer for at være så ordentlige i jeres respons på mit forrige indlæg, som var ret provokerende i sit setup. Særligt I to som havde kritiske bemærkninger var virkelig en klasse for sig. Internettet er bedre end sit rygte. Jeg har brugt meget tid på at tænke over jeres kommentarer, og hvad jeg skulle svare.

Det er værre ting end døden

Jeg vil gerne starte med sætningen: “jeg ved godt, at coronavirus ikke bare er en influenza, men….”

MEN sådan må man hverken skrive eller tænke i disse dage. Tænk dog på italienerne! Tror jeg måske, at det er for sjov, at de dør som fluer?

Selvfølgelig ikke. Bevares.

Det er bare fordi…. jeg går rundt og er ved at kvæles. Sådan i overført betydning, du ved nok.

Jeg er ved at kvæles i uvished, trummerum og meningsløshed. I løftede pegefingre og apokalyptiske formaninger og fortællinger. I at min (bevægelses-)frihed snart ikke kan begrænses mere uden, at vi når nordkoreanske tilstande. Jeg er ved at kvæles i at skændes med min mand om, om vi kan tillade os at besøge bedsteforældrene (Gisp! Stor forargelse! Prøver du at slå dem ihjel?!?!).

Jeg er træt af at høre, om at andre føler sig en del af et stort fællesskab. Det gør jeg ikke. Jeg føler mig ret alene i det her vanvid. Jeg føler mig overvåget. Jeg føler, at jeg bliver hyrdet rundt i en angst-manege af mediedanmark og min regering. Det flyder jo over med historier om unge mennesker og børn med corona. INGEN skal vide sig sikker. Så ved vi det.

Men det var der jo heller ikke nogen som skulle før. Vel? Børn og unge døde også før covid-19. Børn og unge får også kræft og dør af hjertestop – men det får vi ikke råbt ind i fjæset dagligt. Livet var ikke risikofrit, før den her virus gjorde sin entre. Ligesom før, må vi alle – hver og en – navigere i de forskellige risici, som der er ved at være i live. Ingen har kontrol og ingen kan vide sig sikker. Men hvis du skal turde være i live, så er du nødt til ikke at navigere udelukkende efter risikoen for død.

Når vi burer alle danskere inde i deres eget hjem, så stiger risikoen for vold og druk i hjemmet. Udsatte børn lades i stikken og følgerne af ensomhed forværres. Flere vil formentlig begå selvmord eller gå konkurs og blive ledige. På den anden side dør færre mennesker i trafikken og af forurening.

Uanset hvad vi gør, så er der en risiko forbundet med det. Normalt så talte vi ikke om det hele tiden. Fordi det er deprimerende og det er handlingslammende. Men nu taler vi ikke om andet end om risikoen for at få corona-virus (og dø af den). Det må være en bevidst kommunikationsstrategi at få alle til at føle sig udsatte, så vi får begrænset smitten ved at alle sidder derhjemme og glor.

Sagen er bare den. At jeg er hjemme. Og jeg er pissebange. Og pissesur. Jeg er pissetræt – af at være hjemme. Og jeg kan se, at jeg ikke er den eneste. Så vi er altså nødt til at komme ned fra vores høje heste og tale til hinanden med respekt. Respekt er også, at vi ikke alle sammen kan holde ud at være bange hele tiden.

Jan Grarup (krigsfotografen) sagde på et tidspunkt, at han altså ikke ville blive indedøre. RAMASKRIG. Men manden har allerede PTSD og lever af at tage billeder af situationer, som er langt langt værre – også end de italienske hospitaler lige nu. Hvis ikke han kunne gå en tur i lufthavnen uden at være bange, så ville han jo slet ikke fungere. Eller unge mennesker som hænger ud med hinanden uden frygt og bæven. Det er fandme ungdommens privilegium at være sorgløse og tro på fremtiden.

Vi skal selvfølgelig begrænse smitten. Men vi kan ikke undgå den. Så når vi taler om den, som om, at det er verdens undergang at få corona, så er det mangel på respekt. Overfor de mennesker, som er nødt til at gå ud, fordi de skal på arbejde og over for de menneskers familier. Det er mangel på respekt over for de borgere, som ikke kan holde til at være bange hele tiden, fordi de allerede er underdrejet af angst. Det er sådan set også mangel på respekt over for menneskets grundlæggende ret til frihed.

Jeg er sikker på, at nogen vil læse det her indlæg som et forsvar for, at ingen pris er værd at betale for at styre smittespredningen. Det er det ikke. Jeg siger bare, at lige nu betaler vi en for høj pris. Den er i hvert fald uholdbar. Ikke bare i relation til samfundsøkonomien – men også i forhold til vores allesammens psyke og mentale trivsel. Og for vores demokrati!

Jeg glædes over, at der er ulmende magtkritik i flere hjørner. At regeringen kom til fornuft og droppede ideen om, at politiet måtte trænge ind i private hjem og lukke fester uden en dommerkendelse (what the actual fuck?). At man ikke skulle haste dobbeltstraf for håndspritstyveri igennem (hvad er behovet?), og at der fra flere sider kommer glimrende skriverier omkring, at vi ikke blot skal hylde vores store leder Mette. Vi skal huske at være kritiske. Ellers mister vi noget meget værdifuldt – nemlig vores frihed.

Det er altid sørgeligt, når nogen dør. Jeg føler for de familier, som har mistet eller vil miste deres kære til denne her lorte-virus. Jeg vil bare så gerne have, at vi ikke glemmer, at der er ting, som er meget værre end døden – et liv uden frihed.

Når folk hidsigt anmelder hinandens adfærd til myndighederne, så er det ikke samfundssind i mine øjne. Det er et kikset forsøg på at få kontrol over en ukontrollerbar situation.

Følg myndighedernes retningslinjer og påbud efter bedste evne, men hvis du føler, at du virkelig mangler et kram, fordi ja… du er et menneske og livet er hårdt og lige nu er vi alle sammen bange. Så få et kram – uden at føle skam og skyld.

Du har også lov til at være her.

Tankemylder #6 – the corona edition

  • Det er svært ikke at blive lidt bekymret, når der sker en tredobling af smittede af COVID-19 hver dag, der er kamp om respiratorerne i Italien og man må forstå, at vi snart løber tør for tests, mundbind og håndsprit. Og hvis man ikke allerede var bekymret, så er Mette F’s stålsatte ansigt ikke just opmuntrende, når det er efterfulgt af, “nu lukker samfundet”.
  • Jeg kan ikke nå at danne en holdning, før situationens alvor indskærpes. Jeg er gået fra “lad os liiiiiiige slappe lidt af – det er jo bare influenza” og “døden skal have en årsag” til “nu går verden sgu på røven“, “tænk på de svage” og “hvor længe kan jeg holde mig i live uden at forlade huset”. Det er meget svært at få et standpunkt, når jorden under det smuldrer hvert andet minut.
  • Djøferen i mig bliver helt glad, når jeg ser mange offentlige myndigheder samarbejde og koordinere tæt. Vores samfund fungerer bare ret godt – også i krisetider! Man kan jo bare se, hvordan et samfund uden et socialt sikkerhedsnet og offentlige sundhedssystemer (inkl. en batshit crazy præsident) håndterer dårlige nyheder.
  • Det er også djøferen i mig, som (hånden på hjertet) er mere bekymret for, hvordan samfundet bliver påvirket på lang sigt, end hvordan sygdommen udvikler sig, behandles eller vacciner udvikles.
  • Det er mennesket i mig, som sidder her og ser pressemøde alene i sofaen, og som godt kan mærke, at jeg nok efterhånden er mere bange end bekymret. Alting gik fint, så kom Corona – og nu er verden i krise – og hele Danmark er nærmest sendt i hjemmekarantæne. Det gik virkelig stærkt. Vi er sårbare.

    Det havde jeg glemt.

Eskapisme er den bedste isme

brown wooden harbor dock

Alle sover. Opvaskemaskinen skvulper løs, imens den forsøger at gøre dagens bunke opvask ren. Det er meget længe siden, at jeg har siddet med mig selv og mine tanker. Jeg ved snart ikke, hvad jeg skal gøre med dem. Det er nok også derfor, at selv om et af mine nytårsforsætter var at “blogge regelmæssigt”, så kommer der længere og længere mellem indlæggene.

Der er en del kladder, som “bare” skal færdiggøres, men det er som om, at jeg enten ikke kan tænke tankerne til ende eller også sker der bare så lidt i mit liv, at jeg keder mig selv ved at fortælle om dem. Måske.

Om aftenen, når børnene (måske) sover, så er vi begyndt at gense West Wing. Det er en virkelig god tv-serie. Jeg får stadig kuldegysninger. Jeg kan mærke fornemmelsen af potentiale og store drømme skylle ind over mig. En følelse, som jeg ikke ellers hænger meget ud med for tiden.

Jeg startede med at se serien sammen med min mand, dengang vi bare lige var blevet kærester for snart 15 år siden. Derfor er denne serie for mig også en tidsmaskine, som tager mig tilbage til en tid, hvor alt var mere simpelt, kærligheden og tiden til hinanden var uendelig.

Det er en overlevelsesstrategi, som min mand introducerer, hvis tingene er lidt stramme i en periode; Så sørger han for, at vi bedøver vores hjerner med behageligheder i pauserne. Jeg er altid lidt ambivalent ved denne strategi. Det er jo virkelig hyggeligt, og det føles rart. Men nok også en lille smule dovent i min optik.

Det mener min mand ikke. Han messer i stedet: Eskapisme er den bedste isme.

Det er i alle livets forhold, også når Hubert er ked af det. Jeg ville selv bare holde ham tæt og spørge hvert 5. minut. Hvad gør dig ked af det? Er du okay?

Martin vil i stedet – nærmest manisk – forsøge at få Hubert til at grine ved at gurgle saft og slå store bøvser.

Det er udtryk for grundlæggende forskelle i vores overlevelsesstrategier. Martin vil gerne fokusere på noget, som gør ham glad og narre hjernen fra at tænke mere på det ubehagelige. Han er en sand eskapist, når lejligheden byder sig.

Jeg vil derimod gerne gennemtale problemerne for at finde en løsning. Føle tingene til ende. Jeg ville på en god dag kalde mig realist, men man kunne også anklage mig for, at være en der bekymrer sig om enhver negativ følelse eller oplevelse, der popper op.

Jeg må anerkende, at jeg typisk går gladere i seng, når vi dropper den dybe og meningsfulde samtale til fordel for et afsnit af et eller andet hyggeligt.

Men så får man heller ikke skrevet mange tanker om pandemier, jobsøgning, børneopdragelse, amerikanske valg eller andre presserende emner. Men det er måske okay. For nu i hvert fald.