Tankemylder #8

  • Selvom jeg er blandt de sidste til at blive vaccineret, så vil jeg gerne sige, at det var en dybt rørende oplevelse at sidde der i venterummet sammen med 100 andre i 30erne, der lige var blevet stukket. Jeg synes, at det er vidunderligt, at alle gør sit til at stoppe den her pandemi. Et sus af kosmopolitisk fællesskab ramte mig lige der.
  • Det kom bag på mig, hvor nas min arm gjorde de næste 36 timer. Men fint fint. Det er en lille pris for friheden.
  • Jeg skal snart have ny cykel, og jeg vil gerne bruge den til at køre til og fra arbejde flere gange om ugen, hvilket er 15 km hver vej. Derfor er jeg i tvivl om, hvorvidt el-cyklen eller citybiken er det rigtige valg. El-cyklen vil klart øge sandsynligheden for, at jeg faktisk får cyklet – også når det regner eller blæser. Men el-cyklen får mig til at føle mig gammel, den koster boksen, er som regel grim og er altid for dyr til, at jeg kan parkere den sorgløst på gaden.
  • Min ældste dreng løber rundt og råber, at “vi vil have wienerbrød og boljsespyt” efter en uges højtlæsning af Karius og Baktus. Der er tydeligvis et behov for en ny version, hvor vi identificerer os lidt mindre med bakterie-troldene og har lidt mere sympati med både tandlæge og Jens.
  • Efter snart to ugers ferie med børn, så er jeg mæt af at navigere i de samme ensformige – men dog evigt tilstedeværende- konflikter. Jeg mener… Skal vi ikke prøve at være sure over noget andet end maden, tandbørstning, sengetiderne, solcreme, tøjvalget, hvilken retning vi går, hvad vi ser i tv…? 2moreweeks.
  • I et forsøg på at komme op for luft og dermed kraftigt reducere sandsynligheden for en familietragedie, fik jeg lov at smutte i en time. Den time blev brugt på mine nye lækre Freedom rulleskøjter. Ahhh….
  • Jeg har altid undret mig over, at folk gad at glo på tynde mennesker på Instagram, som gav dem en følelse af mindreværd. Jeg har dog bemærket, at jeg får nedtur på lidt samme måde af alle de kloge, seje og innovative (kvindelige) iværksætter/kunstner-typer, som fylder i mit feed. Hmm, hvor meget mindreværd skal man acceptere ift. at få inspiration og forbilleder?
  • Jeg vil mægtig gerne blive bedre til at træffe dårlige beslutninger – og lade dem fare. Selvfølgelig ikke bevidst dårlige – men dog kunne acceptere, at fortrydelse er en mulighed. Hvordan øver man sig i at blive mere risikovillig? Kan man overhovedet det eller er den præference hardwired?
  • Jeg kom til at smadre min telefon i en natlig arrigskab – og nu kan jeg ikke finde bloglovin app’en nogle steder til min nye telefon. Jeg troede, at det kun var Huawei – men jeg kører Motorola nu og det er også umuligt. Gode råd modtages gerne!

Når lænden gør ondt

topless woman standing near window

Tak for jeres skønne råd til en krop med færre smerter i lænden. Selvom det her jo ikke just er en fitness blog, så tænkte jeg, at en fælles front mod smerter er et okay formål til at afvige fra mine sædvanlige interesse felter.

Sara har været så sød at sende hendes bedste fif til en krop med færre smerter – hun havde efter to børn fået ondt i lænd og hofte. Hendes opskrift bliver her opsummeret af mig med links til videoer. Der er tale om Saras egne erfaringer, som muligvis kan hjælpe dig – men du skal naturligvis føle efter og tale med en sundhedsekspert, hvis du har brug for mere rådgivning.

Saras gode råd til færre smerter

  • Ingen mavebøjninger! Eller andre øvelser, hvor man ”krummer sig sammen” ved hjælp af mavemusklerne. Disse øvelser belaster bindevævet i maven på den forkerte måde og kan i værste fald forværre en rectus diastase (delte mavemuskler). 
  • Derimod er øvelser for ens core helt afgørende. Det hjælper rigtig meget til at blive smertefri, at ens core er stabilt – og det er det kun hvis musklerne er trænet til at holde kroppen sammen og oprejst. Jeg er meget glad for disse øvelser: 
  • Hvis man vil træne generelt, er det super vigtigt, at alle øvelser bliver lavet korrekt! Ens core skal altid være spændt op – både når man laver squat og når man løfter vægter. Hellere lidt mindre vægt på og så udføre øvelsen korrekt 
     
  • Træn dit core 3 gange om ugen. Hvis du ikke skal træne andet, behøver det ikke tage mere end 20 minutter – og du behøver ikke den store opvarmning. 
     
  • Indstil dig på, at delte mavemuskler ikke forsvinder. Træningen kan forbedre det rigtig meget – men det skal vedligeholdes hvis resultatet skal forblive – bindevævet vil altid være lidt mere slapt. 
     
  • Vær forsigtig med løb, hvis mavemusklerne er delte. Du kommer meget nemt til at svaje i ryggen så du både belaster din lænd forkert og lægger yderligere tryk på bindevævet fortil
  • Desuden oplevede Sara at få held med et betydeligt vægttab ved hjælp fra en online-coach, der leverede madplaner.

Efter min erfaring, så er det nogle gode øvelser. Nøglen ligger i at få aktiveret sin core, så den igen kan fungere mere automatisk i dagens gøremål. Jeg er glad for, at Sara kom med et eksakt bud på, hvor meget man skal træne, før hun oplevede resultater 3*20 minutter på de fem forskellige øvelser der blev forslået. Det er da til at forholde sig til.

Min store udfordring var, at jeg havde købt et online program mod delte mavemuskler, at der var SÅ mange krav til, hvordan øvelsen skulle udføres, at jeg gav op på at få det gjort. Hver video startede med en 10 minutters intro til, hvordan mine ben skulle være i perfekt vinkelret position, skuldrene rullet på plads og mit sind fuld af optimisme. Jeg har brug for, at kravene til succes er lavere – hvis succes betyder, at jeg 5(!) gange om dagen skal sidde og lave blæsebælgen kommer det ikke til at ske. Når det kommer til slappe muskler, så vil jeg mene, at den største risiko er, at de ikke bliver brugt.

Men det er dog vigtigt ikke at lave almindelige mavemuskler og mærke efter løbende. Det skal ikke gøre ondt. Der er øvelser for min lænd, som jeg først her 7 uger inde i min træning er begyndt at kunne lave uden, at det gør vildt ondt.

Jeg er glad for, at Sara har haft en god oplevelse med en online-coach og er lykkedes med sit vægttab. Jeg føler mig dog forpligtet til at nævne, at det er ikke alle, som er lige så heldige.

Der kører i øjeblikket nogle historier, som Katrine Gisiger (på Instagram) har samlet, om mennesker der har oplevet virkelige horrible forløb, hvor de har udviklet spiseforstyrrelser, fordi de fik kostplaner, der ikke tog højde for, hvem de var og hvor de kom fra – og blev skældt hæder og ære fra, når de ikke kunne leve op til dem.

Jeg forstår godt, at man er i et sårbart sted i sit liv, og når man så åbner sig op over for en, som man tror hjælper en, bliver særlig modtagelig over for fucked up råd.

Så – jeg ville bare sige, at I skal se jer for – og sørg for – hvis I får hjælp fra en coach, at I har undersøgt, om de har glade kunder før. Hvis din coach skælder ud og giver dig en følelse af skam og skyld, så stop med det samme. Det er ikke dig, der er noget galt med!

Ting der optager mig for tiden….

Bo Burnham: Inside | Netflix Official Site

Der er noget med det at have små børn, som har ændret min tidfornemmelse. Når klokken slår 19.30-20 og mine børn sædvanligvis sover. Så sidder min mand og jeg med en følelse af at have løbet et maraton, hvor vi vælter over mållinjen helt forpustet: “Så klarede vi endnu en dag”.

Det er en følelse af, at verden farer afsted på en utrolig træg måde. Det er svært at få tid til alt det, jeg gerne vil. Men noget af det, som jeg har fået gjort i den seneste tid er:

1. Jeg er begyndt at træne. Efter årevis med tiltagende og vedvarende ondt i lænden – og efter at have købt et hæve-sænkebord, “træn-din-adskilte-mavemuskler” online træningsprogram og lavet andre ineffektive rygøvelser samt brugt flere tusinde kroner på en kiropraktor – så prøver jeg nu noget andet og helt elementært: træning. Bare hyppig almindelig træning – konkret har jeg kastet mig ud i reformer pilates og noget danse-halløj – samt fra tid til anden at cykle de 15 km. indtil min arbejdsplads.

Jeg kan konstatere, at der er sket noget, siden jeg som ung væltede fremmedgjort og utilpas rundt på Fitness Worlds overfyldte hold. Det er faktisk blevet en luksus at lave noget, hvor jeg kun har fokus på mig selv. Det er ikke en straf for at have tyllet for mange øl eller spist for meget kage. Det handler udelukkende om, at jeg ikke vil acceptere, at min ryg gør så ondt, at det er svært for mig at bukke mig ned, løfte børnene eller ind imellem – bare være til i oprejst tilstand. Jeg synes, at det virker nogenlunde – men hvis du sidder med mirakelkuren mod en post-graviditets-smadret-lænd, så hit me up!

2. Jeg har set Bo Burnhams nyeste show på Netflix: Inside. Der er et corona “comedy-show”. Det vil sige, at han har siddet isoleret indenfor og skrevet, udført og klippet alle sine elementer alene. Det der adskiller ham fra andre komikere er, at hans hyper-ironiske jokes er bygget ind i velkomponerede og grænsesøgende sange.

Det er intet mindre end fantastisk – og jeg anbefaler til alle – men få bider på. Gør dig selv en tjeneste. BID PÅ!

Showet kan være lidt tungsindigt til tider (og det har corona satme også været!). Men sangene er af så tårnhøj kvalitet, at de bliver ved med at blive bedre selv efter intens lytning på spotify. Han har lavet den perfekte opsamling på coronalivet for folk omkring de 30 år. Fx. sangen “shit” der til et funky beat fortæller om en virkelig deprimerende morgen på en måde, så man alligevel kun kan smile, når man hører den (I wake up at 11.30/ feeling like a bag of shit“). Eller sangen som byder velkommen til internettet med ordene:

“Welcome to the internet
Have a look around
Anything that brain of yours can think of can be found
We’ve got mountains of content
Some better, some worse
If none of it’s of interest to you, you’d be the first”


Det er klart sjovest bare at høre sangene. Især efter at man har set showet, fordi det giver noget, at man kan se hans performance for sit indre. Særligt hans video til “White woman’s instagram?” er guld. Han mestrer virkelig at sige noget dybt alvorligt og rigtig skægt om verden på samme tid.

3. Nok om min seneste TV-forelskelse. Jeg er vendt tilbage til min “hvad-skal-jeg-brug-mit-arbejdsliv-på” panik. Det er – som I ved – en af mine yndlingshobbyer. Den kan jeg altid finde tid til. Denne gang resulterede det i en jobsamtale hos en NGO, jeg gerne ville have arbejdet for. Men jeg skulle være meget interesseret i kalenderstyring, og jeg magtede ikke at fingere en stor interesse for den del af jobbet. Jeg er god til meget – men ikke til at lyve. Så de valgte en anden. Helt fair – og sikkert for det bedste. Men hvad skal jeg så bruge min tid på?

Jeg aner det ikke. Så for en stund vil jeg forsøge at grave mig lidt mere ned i det politisk-strategiske arbejde. Som langt hen ad vejen er at lave helt vildt usikre analyser baseret på ens egen mavefornemmelse og et rygte, man har hørt. Kunsten er at udbasunere analyse med den største overbevisning. Det er en disciplin, som jeg i første omgang vil arbejde på at tage lidt mere alvorligt. Det bliver nemt, da jeg overhovedet ikke tager det alvorligt i dag.

4. Paddle-board! Jeg har købt et paddleboard lige som resten af verden med indekuller. Det er mega skægt. Til min store overraskelse har min dødsfornægtende yngste søn på knap 2 år respekt for vand (han har normalt kun latter til overs for fare). Han sidder helt stille, når vi padler rundt. Det vil jeg glæde mig til at bruge mere tid på og nyde, at der findes et sted, som ikke er foran tv’et, hvor han sidder stille. Ahhh….

Længe siden i grunden….

Det er efterhånden længe siden, at jeg har fået skrevet herinde. Selv om de fleste af jer sikkert ikke har skænket det en tanke, så jeg har tit tænkt på, at jeg skulle til at stikke hovedet op igen. For jeg har savnet at høre fra jer i det her lille fællesskab, som vi har bygget op herinde.

Der lå endda nogle kommentarer, som jeg ikke vidste var kommet – om dramatiske udviklinger i jeres liv – såsom at sige sit job op uden et andet på hånden – og om at ens barn bliver diagnosticeret med kræft.

I det lys bliver de problemer, som vi alle sammen tumler med i forhold til jobtilfredshed og retningen på voksenlivet, små. Livet er mærkeligt på den måde.

Der er nok ingen af jer, som har overset, at Christian Eriksens hjerte stoppede med at slå for en kort stund under lørdagens kamp mod Finland. Jeg så kampen med mine børn og mand. Jeg blev – ligesom mange andre – meget berørt og bekymret, da Simon Kjær løb over banen og kaldte samaritterne hen, da kampen blev suspenderet og en kommentator sagde noget ala “han er helt død i øjnene” – og man bag muren af holdkammerater kunne ane hjertemassagen var i gang.

Der er sagt og skrevet mange ting om den episode allerede. Det er nok også dækkende for mine trivielle betragtninger. Det var bare en stærk og ubehagelig påmindelse om, hvor skrøbeligt vores liv egentlig er. Og hvor hæsligt det er, at livet kan slutte om et øjeblik. Hvad enten det er et hjertestop, en vanvidsbillist eller sygdom. Vi ignorerer alle sammen livets skrøbelighed i det daglige, fordi det vilkår, at vi alle sammen skal dø, ikke er til at holde ud.

Jeg sad selv den lørdag aften efter Eriksens kollaps og lagde en eller anden håbløs regeringssag op for tredje gang med ordene til mine chefer: “Hvis vi kun havde én dag tilbage at leve i, så var der næppe nogen, der gad læse den her sag for tredje gang“. Det er let at blive dramatisk, når man har været vidne til et ungt menneske dø og blive genoplivet.

De her situationer giver os tunnelsyn. Hvor alt andet er lige meget.

Jeg var til et oplæg med Olga Ravn for en måneds tid siden, hvor hun talte om det “dybe liv”, som vi kom i kontakt med, når vi oplevede fødsler, sygdom og død. Hvor man kom i berøring med en dybere forbindelse til mennesker, der har levet før og mennesker, der kommer til at leve efter os. Hvor alt det andet shit, vi går rundt og bruger tiden på forekommer som små ligegyldige krusninger på et meget meget stort hav. Det begreb gav genklang hos mig. Men jeg kan ikke fastholde følelsen fra de her situationer. Det er nok ikke meningen, at man skal det. For nogen skal jo gå op i, hvad vi skal have at spise – og hvem der parkerer ulovligt.

Det var egentlig planen, at jeg ville liste en masse ting, som jeg havde lavet siden sidst – men det må blive en anden dag.

Det er rart at være tilbage.

Frivillig passager i et totalitært regime

Det kører bare for tiden.

Jeg er begyndt at bruge tandtråd. Jeg får kradset i fodvorten med jævne mellemrum. Jeg læser for første gang nogensinde de bøger, der ligger på mit natbord. Jeg har sagt højt, at jeg gerne ville have lidt tid for mig selv i ferien. Ønsket blev imødekommet. Halleluja!

Som sædvanlig har jeg haft tårnhøje ambitioner for disse fritimer. Det blev ikke til en outline til en bog. MEN jeg har nået at lytte podcasts, lade tankerne flyve lidt og tegnet lidt med mine farveblyanter. Nu hvor jeg ikke kan lokalisere en blyantspidser, sætter jeg mig i stedet til at skrive dette indlæg.

Jeg har lyttet til Hjerteflimmer for voksne, hvor Benjamin Hav og Rosa Lund var gæster. De var interessante gæster, som ikke var bange for at bringe sig selv i spil. Benjamin Hav fortalte, at han sommetider følte sig som frivillig passager i det totalitære regime, som var hans familieliv, planlagt af hans kone. “Hvem fanden har bestemt, at vi skal til Solrød Strand” spurgte han retorisk.

Det ramte noget i mig. For er vi ikke alle sammen underlagt et totalitært regime? Der findes nærmest ikke noget mere totalitært end børns sengetider, behov for regelmæssighed og meget specifik mad – samtidig med de uventede, ubehagelige , men hyppigt tilbagevendende episoder af søvn-tortur.

Jeg tror ikke, at der er findes nogen, der bliver forælder – som tænker “nåååå, var det bare det. NEMT!“. Der er virkelig meget hårdt arbejde i de børn. Meget repetitivt og slidsomt arbejde. Arbejde der gør ondt i muskler og led, som giver dig grå hår og rynker.

Det magiske er. At til trods for alt det her kernefamilie-slid. Lige fra revnet mellemkød til hold i ryggen og bristede drømme og klaustrofobiske weekender. Så står man der alligevel. Det vanvittige ved kærligheden er, at den holder til alle de tæsk. Kærligheden er ikke ren og sårbar. Den er forslået, fedtet og forbrændt, men fantastisk. At man kan elske hinanden på trods af de mange grunde til at lade være.

Kan I huske, da Rachel blev overordentlig skuffet over Ross, fordi han havde skrevet en liste over grunde til ikke at være kæreste med hende? Hun så det som et kæmpe svigt. Mens han stod tilbage og sagde: “jamen jeg elsker dig jo alligevel”. En forgæves kærlighedserklæring.

Tove Ditlevsen skrev i sit digt “jeg elsker dig” (1939):

Jeg elsker dig. fordi du ikke vrøvler
om giftemål og ring og den slags ting,
En kærlighed som vor, så sød og flygtig,
Må ikke sluttes inde i en ring.

For jeg vil aldrig stoppe dine strømper
og se dig uredt og i morgensko.-
og du skal ikke se mig træt og gnaven
opvarte i en fedtet kimono.

Jeg elsker Ditlevsen, men jeg tror ikke, at det er kærlighed, hun beskriver. Det lyder i hvert fald ikke som den slags kærlighed, der rejser sig fra asken af et skænderi, som ingen længere kan huske, hvad handlede om. Som den slags kærlighed, der kan tilgive den anden ikke at kunne slå til. Det er vigtigt, at nogle elsker en – også når man ikke fortjener det. Det er utrolig nemt at holde af friske og glade mennesker.

Kærligheden udmærker sig ved også at omfavne de trætte og gnavne.

Når kun Voldemort bakker op

Sidst skrev jeg om den svære samtale og i dag vil jeg gerne tale om en anden slags svær samtale: samtalen om identitetspolitik.

Jeg har flere gange før skrevet om hele debatten om transseksuelle, som jeg mener er kørt af sporet. Sammen med det meste anden identitetspolitiske debat, der er for tiden. Folk har gravet så dybe skyttegrave, at de aldrig et øjeblik overvejer om dem, de skyder på kunne have en pointe eller om man måske tager nogle pjattede lege lidt for alvorligt. Det er krig. Mellem de gode og de onde.

De unge Potter-stjerner har for længst vendt Rowling ryggen, fordi hun anfægtede rimeligheden i at fyre en kvinde for at sige, at køn også er biologisk betinget. Nu kommer “Voldemort” til undsætning. Det er jo en fantastisk overskrift, som jeg sent vil glemme – og som langt overskygger, hvad skuespilleren egentlig ville sige: “Vi skal undgå at hade hinanden. Vi skal være forsigtige med at forvente det værste om hinandens motiver“.

Sarah Everard blev myrdet. Det er frygteligt og dybt tragisk. Det er uretfærdigt og meningsløst. Reaktionen på drabet er dog i mine øjne besynderlig. Drabet blev flammen, der antændte en steppebrand af fortællinger om utrygge kvinder i nattelivet.

Det er en problematisk fortælling i mine øjne, fordi den er forvrider virkeligheden. For vi (danskere/vesterlændinge) lever i en meget lidt voldelig del af verden. Vold er heldigvis ret sjælden, og når den finder sted over for kvinder – finder den som hovedregel sted i de nære relationer.

Inden jeg endegyldigt bliver placeret i kategorien “de onde”, vil jeg gerne understrege, at kvinder selvfølgelig skal kunne færdes frit på gaden. Jeg hælder bare til, at det kan de allerede. Der er ikke meget mere fornuft i at frygte at blive slået ihjel af en ukendt psykopatmorder, end at frygte at blive ramt af lynet. Det hænder. Men det er sjældent.

Problemet er imidlertid, at indvendinger om, at det måske lige er en overdrivelse af dimensioner at sige, at alle kvinder bliver udsat for overgreb i nattelivet, bliver mødt med voldsom modstand. Man kan slet ikke diskutere omfanget af problemet uden at blive castet kvindehader og forræder.

Problemet er, at samtalen er kontraproduktiv. Fordi den handler om, at kvinder føler sig utrygge, når de går på gaden. Det gør jeg også, når jeg en gang i mellem bevæger mig ud i byen ved nattetid med tilstedeværelse af mange fulde mennesker. Jeg tror sådan set også, at mange mænd går rundt og tænker over, om de har lyst til at gå tæt forbi en stor gruppe af højrystede fremmede med en aggressiv energi. Det er ikke en kønspolitisk ting i mine øjne. Frygten for døden er almen menneskelig og vil altid være der.

Vi kan jo godt tale om, at vi skal tage hensyn til hinanden og sørge for at holde afstand og være respektfulde. Men Sarah Everard mistede ikke livet, fordi nogen gik for tæt på hende. Det var overlagt mord. Debatten om respektfuld adfærd i nattelivet er malplaceret.

Psykopatmordere er som regel ikke modtagelige over for feedback. Det har til alle tider været forbudt at slå andre mennesker ihjel. Der er ingen gråzone. Der er ingen formildende omstændigheder, når det kommer til at overfalde, voldtage og myrde kvinder på åben gade. Ingen anfører, at man selv uden om det.

Andre typer af utryghedsskabende adfærd, såsom “catcalling” kan i højere grad lægge op til en konstruktiv debat. Fordi der faktisk findes mænd, som ikke har overvejet, at det kan virke intimiderende at få råbt “god røv” efter sig. Den debat gav merværdi. Der var helt sikkert nogle mænd som troede, at de gav en kompliment – hvor de faktisk bare satte en skræk i livet på tilfældigt forbipasserende.

Jeg tror grundlæggende ikke, at vi får noget særlig fint ud af en protestbevægelse centreret om at undgå overlagt mord, for jeg vil umiddelbart afskrive psykopatmordere som inden for rækkevidde for den offentlige samtale.

Til gengæld tror jeg, at en meget udbredt snak og gentagelse af, at nattelivet er usikkert for kvinder, vil ændre kvinders adfærd til det værre. Hvis vi taler meget om enkelte overfald, så vil vi huske uforholdsmæssig godt på dem. Vi glemmer, at de fleste af os er gået alene hjem i årtier uden problemer. At vores veninder er gået hjem uden problemer. Vi glemmer, at kvinder godt kan færdes alene uden at frygte for sit liv. Det kan vi altså godt.

Det føles som om, at vi hvis vi alene siger, at det er tragisk og uretfærdigt, at en kvinde blev myrdet, så er det ikke nok. Reaktionen er ikke nær stærk nok. Der skal være en systemfejl. Den skal helst være hægtet op på en stærk identitet, såsom race, køn eller seksuel orientering.

Der findes mange systemfejl, som vi skal have fikset. Men vi er nødt til at øve os i at have en dialog om problemers omfang og karakter, hvor vi ikke med det samme farer op. Der er ikke et udbredt problem med tilfældig vold mod kvinder. Men der er udbredte problemer med partnervold, stalking osv. Så lad os starte der! Det vil være konstruktivt.

Det er en kollektiv indsamling af skrækhistorier ikke.

Man er ikke for kvindevold, selvom man påpeger, at kvinder i meget vid udstrækning kan færdes trygt i Danmark. Ingen mord er i orden. Og det er very old news.

Vi er nødt til at stoppe med at tro det værste om andres motiver.

Kunsten at føre den svære samtale

red and white lifebuoy

Foranlediget af mange forskellige artikler om, hvordan man er en god ven, og hvordan man taler med folk i krise, har jeg gennem lang tid overvejet, om jeg egentlig er en god ven.

For jeg gør stort set alt det forkerte. Det vil sige, at jeg giver gode råd, jeg fortæller historier om samme tema fra mit eget liv eller omgangskreds. Jeg bliver løsningsorienteret og får lyst til at lave positive spins på selv de mest trælse ting.

Det er – hvis jeg har forstået det korrekt – alle dødssynder i forhold til at være god til “den svære samtale”. Her må man endelig ikke gøre andet, end at sige “hvor er det hårdt for dig”, “det forstår jeg godt” og “fortæl mig mere om, hvordan du har det“. En af mine veninder kaldte det “at ae med ord”. Det synes jeg er et fremragende billede. For det indfanger – hvor fjollet det føles at tale sådan med voksne mennesker. Jeg aer jo heller ikke andre voksne sådan fysisk? Man aer børn. Man aer hunde. Man aer da ikke voksne?

Nå, men inden du afskriver mig som komplet idiot, så lad mig lige fortælle videre:

I starten var jeg ret irriteret over, at der skulle være så mange restriktioner for en ærlig samtale. Men efter månedsvis af eftertanke har jeg erkendt, at det faktisk er pisse irriterende at få råd, man ikke har bedt om. Jeg synes også, at det er voldsomt upassende, hvis nogen andre prøver at gøre en lorte situation til noget godt. Især hvis det er min lorte situation. Og jeg mest bare de almindelige hverdags trælse ting at tumle med.

SÅ jeg tror, at der er noget om snakken. Jeg er nok ikke særlig god til at tale om svære ting med andre mennesker, som er i den fase, at de ikke skal løse konkrete problemer eller have råd. De skal bare holde livet ud.

Det vil jeg faktisk rigtig gerne blive bedre til. Men det er en mental barriere for mig at forestille mig en samtale, som ikke involverer en eller anden form for udveksling af synspunkter, oplevelser, råd eller dets lignende.

Så nu spørger jeg jer. Hvad er nogle gode sætninger til at tale med mennesker i krise. Hvordan – helt lavpraktisk – taler man sammen i mere end 30 sekunder uden at byde ind med noget selv? Altså andet end forståelse og support.

HJÆLP!

p.s. Jeg har også læst, at man ikke kan sige noget forkert. Hvis man er i dyb krise, så kan man ikke sige noget, som gør tingene værre. Det eneste, som er helt forkert, er at lade være at tale med folk, fordi man er bange for at sige noget forkert. Så der er da et spinkelt håb om, at jeg ikke ender i helvedet for al den handlingsorienterede krise-dialog, som jeg har bedrevet indtil nu.

Billedet på intranettet – et eksistentialistisk spørgsmål

Når du starter på min arbejdsplads, vil du på et tidspunkt i løbet af din første dag få stukket en ipad i fjæset, hvor du under lysstofrørenes flatterende lys – og med dit “jeg-er-ny-på-job-og-har-ikke-set-mig-i-spejlet-siden-i-morges-men-jeg-sveder-ret-meget”-ansigt får taget et billede til intranettet. Nogle mennesker ser godt ud på det her billeder.

De fleste gør ikke.

Jeg gør slet ikke.

Jeg er ikke et fotogent menneske. Hvis du tager 10 billeder af mig, så vil jeg grim ud på 9,5 af dem. Jeg vil selv sige, at jeg er pænere i virkeligheden. Men selv i virkeligheden er jeg ikke et pragteksemplar på den menneskelige race.

Jeg har lært at leve med det. I sådan en grad, hvor jeg nærmest afskyr forfængelighed. Fordi why bother? Vi er nogen, som kan bruge ret meget tid foran spejlet uden, at det gør en synlig forskel. Jeg har brugt mange timer hos hud-damer, som har shamet mig for mine bumser med henvisning til, at jeg nok spiste for mange chips eller vaskede mit ansigt for lidt. Herefter efterfulgt af – hvad jeg kun kan beskrive som mishandling og mersalg.

Det er en stor løgn. Det må jeg bare sige. Din huds skønhed er hormonelt betinget. Ingen mængder af guld, som jeg kunne smide efter skintonic og lort ville kunne rette op på det. Så efter at have levet med mange (og må jeg tilføje smertefulde) bumser til jeg var 27 år, fik jeg nogle kradsbørstige piller hos lægen. Som det første, jeg har prøvet, hjalp det. Men jeg skulle også love ikke at blive gravid i et år efter afsluttet behandling pga. stor sandsynlighed for voldsomme fosterskader – og jeg skulle månedligt til tjek for ikke at have fået selvmordstanker og depression. Så jeg giver zero fucks for, hvad Ole Henriksen og co. kan diske op med dyre cremer.

Det. Virker. Ikke.

Derfor: I dag er min beauty routine: Gå i bad med passende mellemrum efterfulgt af den lejlighedsvise body lotion fra Neutral. Brug mascara og lidt farve til brynene, hvis du er pyntesyg. Lad lortet sidde på til, det falder af eller du går i bad igen. (Mine øjenvipper sidder i øvrigt stadig på mine øjenlåg, selvom jeg har hørt en del bekymring af den art).

Tilbage til mit profilbillede på intranettet. Man kan skifte billedet. Enten til et man har liggende – eller man kan benytte den årligt tilbagevendende muligheden for at få en professionel fotograf til at tage et nyt billede. Sidstnævnte ville jeg gerne. Jeg har bare været uheldig, at barsel og pandemi kom i vejen. Så nu har jeg i snart tre år haft et mindre-flatterende billede på intranettet (og det kommer altså op hver gang nogen skal finde mine kontaktoplysninger).

Men jeg vil ikke være typen, som er så forfængelig, at hun går ind og skifter det. Men jeg kan bare se, at rigtig mange andre gør det. Det får jo min relative skønhed til at blegne endnu mere. Altså hvis alle har deres flotteste billede – og jeg har et af de grimmere liggende. Jeg kan heller ikke forsvare mig med, at billedet ikke er vellignende.

Så what to do? Det er et af de store spørgsmål, som I nok kan mærke. For jeg vil ikke være forfængelig, men jeg har jo tydeligvis allerede brugt alt for meget tid på at tænke over det. Man må vist ikke bruge så meget energi på at være u-forfængelig.

Charme, selvtillid og lækkert hår!

Alene på hotel

Jeg er taget på hotel med mig selv og brystpumpen. Vi er midt i et ammestop, fordi det faldt mig ind, at det var lige tidligt nok at stå op kl 4 hver dag. Og barnet er trods alt snart 1,5 år. Så jeg tager lige et par nætter, hvor den yngste og jeg ikke sover sammen.

Receptionisten oplyste ved min ankomst, at han ikke reserverede 20.000 kr på mit dankort, fordi jeg ikke lignede en, der ville ryge og holde fest på værelset. Jeg føler mig ramt.

Ammestop er en milepæl. Farvel til babytiden. Måske for altid? Jeg har forbundet amning med noget hyggeligt, meget intenst og langvarigt samvær med mit barn. Så jeg blev sgu lidt sentimental, da jeg krammede min nøgne og bade-rynkede lille dreng farvel her til aften.

Hotelopholdet har jeg selvfølgelig forsødet med både slik og færdigblandede drinks. Sukker og alkohol kan dulme hvert et vemod. Også har jeg lyttet til Hjerteflimmer for Voksne og siddet og farvelagt en malebog (for børn).

Det går igen, at selvstændighed og uafhængighed bliver lovprist i den udsendelse. Jeg føler mig ofte ramt. Og især sådan en aften her. Hvor jeg kun burde nyde at være alene og uden forpligtelser. Men hvor jeg også savner mine mennesker. Ret meget.

Jeg sover bedst, hvis de er hos mig. Hvis jeg blev skilt, ville jeg vitterligt mangle en halvdel. Når man har levet snart 16 år som makkere, så bliver man en fast del af hinandens måde at trække vejret på.

Jytte (parterapeuten i programmet) ville nok ikke være imponeret over min evne til at følelsesregulere mig selv.

Jeg vinder sgu ikke det der selvudviklingsspil.

Så det er godt, at jeg har Marabou Daim, så jeg kan klare mig alene en aften.

BUPL, du er fuld. Gå hjem!

man wearing panda costume leaning on post

Nå, men BUPL er i fuld gang med at lobbye for deres medlemmer – pædagogerne. Det har afstedkommet direkte opfordringer fra først BUPL selv og senere også regeringen, at man skal holde sine børn hjemme “hvis man kan”.

Jeg har meget stor respekt for, at pædagogerne skal operere i en vanskelig tid, og vi skal selvfølgelig diskutere værnemidler, undtagelse af medarbejdere i risikogruppe og vaccinerækkefølge. Det er et dilemma, hvordan vi får det næste halve år gennemført bedst muligt. Men jeg synes, at det var under lavmålet, da BUPL før jul opfordrede forældrene til at holde deres børn hjemme uden om regeringen. Det er skaber utryghed for forældre, pædagoger og børn.

Jeg vil ikke diskutere om, vi kan være bekendt at sende børnene i institution på en måde, hvor det bliver et moralsk ansvar, som den enkelte forældre bliver tildelt. Det er et svigt, at regeringen gik med på den galej – og det er fejt af BUPL at melde det ud.

Lige nu sidder der en masse små børn sammen med deres sure og trætte forældre, som i bedste fald er hjemsendt med løn, men uden arbejde. I værre fald er de på barselsorlov med en lille baby, som skal puttes mange gange dagligt og har nogle helt andre behov end et større barn. I værste fald er forældrene fyret og er mentalt pressede af bekymringer om økonomi og fremtid. Eller også har forældrene været hjemsendt siden september-måned og er ved at blive vanvittige af den situation. Vi er alle sammen blevet pålagt at se maks fem mennesker og alt er lukket. Der er ikke noget muntert at tage sig til derhjemme. Netflix bliver ved at spørge, om vi virkelig stadig ser Chugginton? Ja, for fanden!

Jeg synes, at det skal stoppe! Vi skal holde os for øje, at de nedlukkede private erhverv gerne ville holde åbent. Til trods for at de også er i tæt kontakt med mennesker hver dag, men med de voksne mennesker, som er mere syge og smitter meget mere end børnene. Når det er tilfældet, så er det selvfølgelig, fordi deres forretning er på randen af konkurs eller fyringer. Mange af de privat ansatte frisører, mekanikere m.v. er allerede gået væsentligt ned i løn for at undgå fyring.

BUPLs udgangspunkt er et andet, da vi har at gøre med offentligt ansatte. De vil ikke gå ned i løn, og de vil heller ikke blive fyret ved en hjemsendelse. Det gør det selvfølgelig meget mere attraktivt at blive sendt hjem. Og det gør det gratis for dem at begynde at køre frygt-argumentation i medierne.

Der er ganske rigtigt en større risiko for at få corona, hvis man er pædagog. I gennemsnit er 2,85 pct. af alle danskere blevet smittet, hvor det gør sig gældende for 4,51 pct. af ansatte på institutioner. Men det bør holdes op i mod et tilsvarende smitteniveau for ansatte på hoteller og restauranter, hvor 4,53 pct. af de ansatte er blevet smittede med corona.

Desuden kan man af opgørelsen se, at der er nogle store udsving. Fx. er det højeste andel smittede pædagoger ansatte på fritids- og ungdomsklubberne. Dagplejerne er endda mindre smittede end den gennemsnitlige dansker (kun 2,15 pct. af dagplejerne er smittede).

Jeg synes, at det er for langt at gå at tale om situationen, som om vi behandler vores pædagoger som kanonføde. Vi spritter af, går med mundbind og holder børnene hjemme for et godt ord rent sygdomsmæssigt. Vi passer på vores pædagoger. For vi kan slet ikke klare os uden dem. At passe børnene er en samfundskritisk opgave, fordi det er en forudsætning for, at samfundet kan fungere, når begge forældre er på arbejdsmarkedet.

Vi skal holde os for øje, at det store problem er ikke, at der er nogen, som får corona (fordi i 99 pct. af tilfældene bliver folk raske efter et relativt udramatisk sygdomsforløb). Det store problem indtræffer, hvis for mange får corona på én gang. Jeg sidder ikke og hamrer i tastaturet hjemmefra på femte måned, fordi staten er interesseret i at beskytte mig. Jeg er hjemsendt for at reducere smitteniveauet generelt – og mit job kan tilfældigvis laves hjemmefra. Det kan en pædagogs arbejde ikke.

Det er en svær tid, hvor vi hver især skal løfte vores ansvar. Lige nu synes jeg, at BUPLs ansvar er at varetage pædagogernes interesser i kombination med at løfte den opgave, som pædagogerne har. FOA (SOSUernes fagforening) er heller ikke ud og sige: “hvis I kan, så lad jeres gamle flytte hjem i kælderen”. De ved godt, at deres rolle er at passe på de ældre. Og deres forhandling er ikke at undslå sig det job, men at skaffe bedst mulige forhold til at lave dette arbejde.

Det er min oplevelse, at BUPL prioriterer for snævert og for kortsigtet. Det er ikke gratis at presse forældrene til at holde deres børn hjemme – det trækker på den solidaritet og alliance, som har været meget stærk mellem forældre og pædagoger indtil nu.

Jeg synes, at BUPL skulle bruge denne situation til at få slået fast med syvtommer søm: Se! I kan ikke klare jer uden os – kan vi så få et højere lønniveau og nogle bedre forhold -også på lang sigt”.

Den sag bakker jeg 100 pct. op om.