What’s your plan for tomorrow?

Are you a leader or will you follow?
Are you a fighter or will you cower
It’s our time to take back the power”

The Interrupters råbesang har siddet helt og aldeles fast i hjernen på mig, siden jeg hørte den som introsang til Hillary-dokumentaren.

Fyldt med ligedele kampgejst og mismod har jeg tænkt over noget, som Hillary sagde: at hun oprindeligt ikke ville stille op til et politisk embede selv, fordi hun var bange for konsekvenserne. Da hun havde genkendt, at det var frygt og ikke lysten, der spærrede hendes vej, besluttede hun sig for at stille op, som senator og træde ud af Bills skygge.

Det er jo vildt sejt: at gøre noget som man frygter og gøre det ikke kun for sin egen skyld, men for alle kvinders skyld. Nogle skal gå forrest. Hun var en af dem, der skulle gøre vejen mere farbar for fremtidens kvinder. Det var hun meget bevidst om. Desværre var hendes frygt for konsekvenserne ikke ubegrundet, og hun har måtte udkæmpe andre og flere kampe end Bill eller andre mandlige præsident-kandidater har oplevet.

Jeg har personligt aldrig tænkt, at min plan for fremtiden skulle være at blive leder. Jeg syntes ikke, at det virkede som om, at det var besværet værd. Jeg har nok også set lidt ned på dem, der ofrede tid med familien for at være nogens chef. Hvorfor gider nogen det?

Tja, jeg kan da i hvert fald se, at min egen indstilling heller ikke er uden mangler. Are you a leader or will you follow?

Jeg er nok mere en “follower”, for jeg behøver forbilleder, hvis fodspor jeg kan gå i. Derfor var det dejligt at få et skud fandenivoldsk feministisk energi – at føle en bevægelse og et ansvar. Et ansvar for at tage del i kampen ved ikke holde sig selv tilbage og bakke op om kvinder, der prøver at få magt, succes og indflydelse.

Det er svært at føle sig frigjort og ligestillet, når man er på barselsorlov. Jeg kan ikke undgå at blive misundelig på min mand (som jeg har nævnt før). Men det hjælper at høre kvinder tale om deres succes og kampe. Jeg kan virkelig mærke, at jeg får sådan en alt-kan-lade-sig-gøre fornemmelse og masser af gejst.

Jeg vil foruden Hillary dokumentaren gerne anbefale Hej Søster podcasten, som Fallulah driver, hvor der er en masse spændende snakke om alle mulige emner i relation til livet, køn og kreativitet. Her er essensen søster-solidaritet, og at kvinder skal løfte hinanden op i stedet for at rive hinanden ned. Det er virkelig inspirerende.

Endelig er jeg lige startet på HBO-serien mrs. America om den amerikanske kvindebevægelse og hvordan den for altid ændrer det politiske landskab. Jeg er kun et afsnit inde, men jeg har allerede fået stof til eftertanke ift. Kvindebevægelsens svagepunkter i at anerkende kvindes arbejde i hjemmet som både vigtigt og meningsfyldt, fordi det var det arbejde, som man ville frigøres fra.

Så jeg har fået lidt at tænke over, når det gælder planer for morgendagen. Men jeg ville godt være bare lidt mere som hende her:

On another note

orange hair Lego toy looking at red beetle car

Jeg har købt en bil i dag. Eller faktisk. Jeg har leaset den. Den bliver leveret om 14 dage. For første gang i laaaaaang tid er jeg ægte oppe og køre over noget.

Altså en boblende glæde over planer som tager form i horisonten: Drømme om roadtrips og sommerhusture. Om ture til skoven med barnevognen og en STOR madpakke. Om at hente legekammerater eller køre til Knuthenborg Safaripark. Måske endda på længere sigt at køre til Harzen.

Efter vi har måtte indse, at vores amerikanske eventyr bliver udsat på så ubestemt tid, at man ikke kan kalde det andet end en aflysning, så var det lige, hvad vores familie trængte til. Nye drømme.

Jeg har være mægtig glad for min dueblå Hyunadai i10, men der er ikke plads til to børn(esæder) og to voksne. Vi har leget, at der var plads. Men det var der kun, hvis det ene barn sad på forsædet, og den anden voksen havde knæene i ryggen på den voksen, som kørte bilen. Hvis man drømte om medbringe bagage i form af en barnevogn (og intet andet babygear), så skulle man være til avanceret tetris og yderligere forværring af en i forvejen undseelig komfort.

Så vi har bestilt en ny bil. Det er en Citroën C4 Grand Spacetourer. Eller hvad min far kalder en fransk baljebil. Gennem hele min opvækst har min far svinet franske biler til. (Og franskmænd. Og homoseksuelle vel egentlig også. Af et godt hjerte. I kender nok typen.) Så jeg var faktisk overrasket over, at det var der vi endte.

Vi havde forsøgt os med en tysker, men den var kantet og kikset og med automatgear. Jeg kan ikke lide automatgear. Det føles som at køre en radiobil. Desuden har jeg en gang kørt i bil med automatgear gennem Death Valley i Nevadas 50 graders varme, hvor bilen kørte i – hvad der lød som – første gear i 50 km. Det bliver man hurtigt træt af og den slags oplevelser sætter sig altså. Derudover var sælgeren elendig. Han gav os en model, som var hvid, fyldt med mågelort og med halvflade dæk. Bye bye Volkswagen.

Vi overvejede også blot at opgradere til en Hyundai i 30 stationcar, for vores Hyundai har tjent os rigtig godt. Man får virkelig meget bil for pengene. Der er bare det. At jeg hader stationcars. Eller rettere. Jeg hader ideen om, at jeg selv ejer en stationcar (de er sikkert udmærkede biler for alle mulige andre). På papiret er stationcar’en jo skabt til forstadsfamilien med to børn. Det bliver lidt for kliché til mig.

Derfor er der i stedet et ordentlig lokum af en bil på vej, hvor der er plads til lidt af hvert og op til 7 personer. Bagagerummet kan rumme en barnevogn, og hvad man ellers lige trænger til, hvis vi ikke bruger de to reservesæder. Vores model er nemlig, hvad man kalder en MPV – multi purpose vehicle – og det kan jeg li’. En bil som er mere end “bare” en familiebil. Der er plads til andet end de to børn. Der kunne også være weekendtur med veninderne, eller det store loppefund. Det kunne også være en kærestetur med en madras bag i, hvor man kunne sove med åben bagklap og kigge på stjerner. Vigtigst af alt – der er plads til drømmene.

Jeg trænger til nye drømme i en tid, hvor man skal bruge alle sine kræfter for at have nogle som helst tanker, der ikke cirkler om – ja I ved nok hvad.

Isn’t it ironic….

  • At det lykkedes mig at time min yngste søns fødsel og efterfølgende barsel med en præsident valgkamp, samt få bidrag med en røvfuld penge fra en fond- også kommer der en pandemi og smadrer alting?
  • At vi alle spændt ventede på, hvad denne her regering havde at byde på af grønne løsninger og nye pensioner. Men Arne skal vist bare være glad, hvis han får mulighed for at opleve en uværdig tilbagetrækning?
  • At Roskilde Festival skulle fejre 50 års jubilæum også bliver store forsamlinger aflyst til og med august?
  • At vi har været SÅ dygtige til at blive hjemme og vaske hænder, at vi nu ikke bliver smittet i tilstrækkelig høj grad… Nu skal børn, unge og deres forældre gå forrest i kampen for at få etableret flokimmunitet?

Helt uironisk vil jeg gerne takke jer for at være så ordentlige i jeres respons på mit forrige indlæg, som var ret provokerende i sit setup. Særligt I to som havde kritiske bemærkninger var virkelig en klasse for sig. Internettet er bedre end sit rygte. Jeg har brugt meget tid på at tænke over jeres kommentarer, og hvad jeg skulle svare.

Det er værre ting end døden

Jeg vil gerne starte med sætningen: “jeg ved godt, at coronavirus ikke bare er en influenza, men….”

MEN sådan må man hverken skrive eller tænke i disse dage. Tænk dog på italienerne! Tror jeg måske, at det er for sjov, at de dør som fluer?

Selvfølgelig ikke. Bevares.

Det er bare fordi…. jeg går rundt og er ved at kvæles. Sådan i overført betydning, du ved nok.

Jeg er ved at kvæles i uvished, trummerum og meningsløshed. I løftede pegefingre og apokalyptiske formaninger og fortællinger. I at min (bevægelses-)frihed snart ikke kan begrænses mere uden, at vi når nordkoreanske tilstande. Jeg er ved at kvæles i at skændes med min mand om, om vi kan tillade os at besøge bedsteforældrene (Gisp! Stor forargelse! Prøver du at slå dem ihjel?!?!).

Jeg er træt af at høre, om at andre føler sig en del af et stort fællesskab. Det gør jeg ikke. Jeg føler mig ret alene i det her vanvid. Jeg føler mig overvåget. Jeg føler, at jeg bliver hyrdet rundt i en angst-manege af mediedanmark og min regering. Det flyder jo over med historier om unge mennesker og børn med corona. INGEN skal vide sig sikker. Så ved vi det.

Men det var der jo heller ikke nogen som skulle før. Vel? Børn og unge døde også før covid-19. Børn og unge får også kræft og dør af hjertestop – men det får vi ikke råbt ind i fjæset dagligt. Livet var ikke risikofrit, før den her virus gjorde sin entre. Ligesom før, må vi alle – hver og en – navigere i de forskellige risici, som der er ved at være i live. Ingen har kontrol og ingen kan vide sig sikker. Men hvis du skal turde være i live, så er du nødt til ikke at navigere udelukkende efter risikoen for død.

Når vi burer alle danskere inde i deres eget hjem, så stiger risikoen for vold og druk i hjemmet. Udsatte børn lades i stikken og følgerne af ensomhed forværres. Flere vil formentlig begå selvmord eller gå konkurs og blive ledige. På den anden side dør færre mennesker i trafikken og af forurening.

Uanset hvad vi gør, så er der en risiko forbundet med det. Normalt så talte vi ikke om det hele tiden. Fordi det er deprimerende og det er handlingslammende. Men nu taler vi ikke om andet end om risikoen for at få corona-virus (og dø af den). Det må være en bevidst kommunikationsstrategi at få alle til at føle sig udsatte, så vi får begrænset smitten ved at alle sidder derhjemme og glor.

Sagen er bare den. At jeg er hjemme. Og jeg er pissebange. Og pissesur. Jeg er pissetræt – af at være hjemme. Og jeg kan se, at jeg ikke er den eneste. Så vi er altså nødt til at komme ned fra vores høje heste og tale til hinanden med respekt. Respekt er også, at vi ikke alle sammen kan holde ud at være bange hele tiden.

Jan Grarup (krigsfotografen) sagde på et tidspunkt, at han altså ikke ville blive indedøre. RAMASKRIG. Men manden har allerede PTSD og lever af at tage billeder af situationer, som er langt langt værre – også end de italienske hospitaler lige nu. Hvis ikke han kunne gå en tur i lufthavnen uden at være bange, så ville han jo slet ikke fungere. Eller unge mennesker som hænger ud med hinanden uden frygt og bæven. Det er fandme ungdommens privilegium at være sorgløse og tro på fremtiden.

Vi skal selvfølgelig begrænse smitten. Men vi kan ikke undgå den. Så når vi taler om den, som om, at det er verdens undergang at få corona, så er det mangel på respekt. Overfor de mennesker, som er nødt til at gå ud, fordi de skal på arbejde og over for de menneskers familier. Det er mangel på respekt over for de borgere, som ikke kan holde til at være bange hele tiden, fordi de allerede er underdrejet af angst. Det er sådan set også mangel på respekt over for menneskets grundlæggende ret til frihed.

Jeg er sikker på, at nogen vil læse det her indlæg som et forsvar for, at ingen pris er værd at betale for at styre smittespredningen. Det er det ikke. Jeg siger bare, at lige nu betaler vi en for høj pris. Den er i hvert fald uholdbar. Ikke bare i relation til samfundsøkonomien – men også i forhold til vores allesammens psyke og mentale trivsel. Og for vores demokrati!

Jeg glædes over, at der er ulmende magtkritik i flere hjørner. At regeringen kom til fornuft og droppede ideen om, at politiet måtte trænge ind i private hjem og lukke fester uden en dommerkendelse (what the actual fuck?). At man ikke skulle haste dobbeltstraf for håndspritstyveri igennem (hvad er behovet?), og at der fra flere sider kommer glimrende skriverier omkring, at vi ikke blot skal hylde vores store leder Mette. Vi skal huske at være kritiske. Ellers mister vi noget meget værdifuldt – nemlig vores frihed.

Det er altid sørgeligt, når nogen dør. Jeg føler for de familier, som har mistet eller vil miste deres kære til denne her lorte-virus. Jeg vil bare så gerne have, at vi ikke glemmer, at der er ting, som er meget værre end døden – et liv uden frihed.

Når folk hidsigt anmelder hinandens adfærd til myndighederne, så er det ikke samfundssind i mine øjne. Det er et kikset forsøg på at få kontrol over en ukontrollerbar situation.

Følg myndighedernes retningslinjer og påbud efter bedste evne, men hvis du føler, at du virkelig mangler et kram, fordi ja… du er et menneske og livet er hårdt og lige nu er vi alle sammen bange. Så få et kram – uden at føle skam og skyld.

Du har også lov til at være her.

Tankemylder #6 – the corona edition

  • Det er svært ikke at blive lidt bekymret, når der sker en tredobling af smittede af COVID-19 hver dag, der er kamp om respiratorerne i Italien og man må forstå, at vi snart løber tør for tests, mundbind og håndsprit. Og hvis man ikke allerede var bekymret, så er Mette F’s stålsatte ansigt ikke just opmuntrende, når det er efterfulgt af, “nu lukker samfundet”.
  • Jeg kan ikke nå at danne en holdning, før situationens alvor indskærpes. Jeg er gået fra “lad os liiiiiiige slappe lidt af – det er jo bare influenza” og “døden skal have en årsag” til “nu går verden sgu på røven“, “tænk på de svage” og “hvor længe kan jeg holde mig i live uden at forlade huset”. Det er meget svært at få et standpunkt, når jorden under det smuldrer hvert andet minut.
  • Djøferen i mig bliver helt glad, når jeg ser mange offentlige myndigheder samarbejde og koordinere tæt. Vores samfund fungerer bare ret godt – også i krisetider! Man kan jo bare se, hvordan et samfund uden et socialt sikkerhedsnet og offentlige sundhedssystemer (inkl. en batshit crazy præsident) håndterer dårlige nyheder.
  • Det er også djøferen i mig, som (hånden på hjertet) er mere bekymret for, hvordan samfundet bliver påvirket på lang sigt, end hvordan sygdommen udvikler sig, behandles eller vacciner udvikles.
  • Det er mennesket i mig, som sidder her og ser pressemøde alene i sofaen, og som godt kan mærke, at jeg nok efterhånden er mere bange end bekymret. Alting gik fint, så kom Corona – og nu er verden i krise – og hele Danmark er nærmest sendt i hjemmekarantæne. Det gik virkelig stærkt. Vi er sårbare.

    Det havde jeg glemt.

Eskapisme er den bedste isme

brown wooden harbor dock

Alle sover. Opvaskemaskinen skvulper løs, imens den forsøger at gøre dagens bunke opvask ren. Det er meget længe siden, at jeg har siddet med mig selv og mine tanker. Jeg ved snart ikke, hvad jeg skal gøre med dem. Det er nok også derfor, at selv om et af mine nytårsforsætter var at “blogge regelmæssigt”, så kommer der længere og længere mellem indlæggene.

Der er en del kladder, som “bare” skal færdiggøres, men det er som om, at jeg enten ikke kan tænke tankerne til ende eller også sker der bare så lidt i mit liv, at jeg keder mig selv ved at fortælle om dem. Måske.

Om aftenen, når børnene (måske) sover, så er vi begyndt at gense West Wing. Det er en virkelig god tv-serie. Jeg får stadig kuldegysninger. Jeg kan mærke fornemmelsen af potentiale og store drømme skylle ind over mig. En følelse, som jeg ikke ellers hænger meget ud med for tiden.

Jeg startede med at se serien sammen med min mand, dengang vi bare lige var blevet kærester for snart 15 år siden. Derfor er denne serie for mig også en tidsmaskine, som tager mig tilbage til en tid, hvor alt var mere simpelt, kærligheden og tiden til hinanden var uendelig.

Det er en overlevelsesstrategi, som min mand introducerer, hvis tingene er lidt stramme i en periode; Så sørger han for, at vi bedøver vores hjerner med behageligheder i pauserne. Jeg er altid lidt ambivalent ved denne strategi. Det er jo virkelig hyggeligt, og det føles rart. Men nok også en lille smule dovent i min optik.

Det mener min mand ikke. Han messer i stedet: Eskapisme er den bedste isme.

Det er i alle livets forhold, også når Hubert er ked af det. Jeg ville selv bare holde ham tæt og spørge hvert 5. minut. Hvad gør dig ked af det? Er du okay?

Martin vil i stedet – nærmest manisk – forsøge at få Hubert til at grine ved at gurgle saft og slå store bøvser.

Det er udtryk for grundlæggende forskelle i vores overlevelsesstrategier. Martin vil gerne fokusere på noget, som gør ham glad og narre hjernen fra at tænke mere på det ubehagelige. Han er en sand eskapist, når lejligheden byder sig.

Jeg vil derimod gerne gennemtale problemerne for at finde en løsning. Føle tingene til ende. Jeg ville på en god dag kalde mig realist, men man kunne også anklage mig for, at være en der bekymrer sig om enhver negativ følelse eller oplevelse, der popper op.

Jeg må anerkende, at jeg typisk går gladere i seng, når vi dropper den dybe og meningsfulde samtale til fordel for et afsnit af et eller andet hyggeligt.

Men så får man heller ikke skrevet mange tanker om pandemier, jobsøgning, børneopdragelse, amerikanske valg eller andre presserende emner. Men det er måske okay. For nu i hvert fald.

This microchip has been compromised

Denne her uge har taget prisen som den (foreløbigt) værste uge i 2020. Jeg startede ud med hold i ryggen, og selv om vi kun skriver onsdag, så kan jeg også skrive voldsom diarré på sedlen over dårligdomme.

Jeg har som følge af en rum tid brugt på “det lille hus” tabt mig 3 kg i det seneste døgn. Det er en effektiv, men bestemt ikke anbefalelsesværdig kur. Sundhedspersonalet på 1813 var meget overrasket over, at jeg fortsat kunne amme. Hvilket egentlig også kom bag på mig, for jeg kunne umuligt følge med det store væsketab. Det er som om, at min krop prioriterer babys overlevelse højere end min.

Jeg har sendt min mand afsted efter chips, juice, saft og blødt toiletpapir. Jeg prøver selvfølgelig også, at drikke de der salt/sukker blandinger mod væskemangel fra apoteket. Men lige så glad jeg er for at tylle drikkevarer, der smager godt, lige så dårlig er jeg til at drikke væske, som ikke gør det. (En egenskab der har betydet, at jeg aldrig har lært at sætte pris på rødvin eller kaffe).

Jeg ved ikke, om jeg er den eneste kvinde, der ofte passer begge børn alene, som godt kan blive lidt træt af, hvor træt ens mand ser ud, når skæbnen byder ham at passe børnene alene. Og helt alene er han jo ikke, for jeg ligger og raller i sengen med et ammebarn. Hvad jeg ikke ville give for at ligge i fosterstilling alene.

Det er mørkest før daggry, og jeg kan godt love jer for, at det var mørkt hos mig. Det værste må være overstået. Det SKAL det være. Jeg begynder, så småt at forstå, hvordan diarré kan slå en halv million børn ihjel hvert år. Men lægen lød ikke bekymret. Jeg kunne jo både tale og stå på benene, så det skal nok gå.

Så nu vil jeg spise mine chips, drikke søde sager og messe sammen med Chris Traeger:

Er der nogle fjolser derude?

Weekenden er snart forbi, og jeg har lige fået lov at ligge på sofaen i et kvarter uden den øgle, der er min yngste søn, som hvert 30. sekund udsender et signal – vel nærmest et skrig – om utilfredshed.

Jeg har konstateret, at han ikke er sulten, og at jeg er træt af at høre på det. Så pausen er værdsat. Meget værdsat.

Vi har brugt det meste af dage på at se sæson to af Drager – Redningsrytterne på Netflix. Uha, hele har familien glædet sig til, at vi ikke skulle binge sæson 1 mere. Jeg kunne snart alle replikkerne, og vi var begyndt at diskutere plothuller.

Igår deltog jeg i cirkeltræning i det lokale fitnesscenter, hvor byens seniorer mødes lørdag morgen og laver cirkeltræning. Og nu altså også mig. Det er åndsløst og dødsens kedeligt at trampe, hive og flå i de maskiner, men det er effektivt. Jeg har næsten ikke kunnet gå i dag. Av av av. Aldrig mere squats.

I fredags havde jeg fået bevilliget 3 timers babyfrihed og udgang til virkeligheden. SKØNT. Jeg brugte dem til Jadas fabelagtige koncert i store Vega. Shit, hvor var det fedt.

Hun synger som en gudinde. Hun er morsom og favnende. Salen var også sprængfyldt med kærlighed til hende. Jeg kunne mærke skuldrene sænke sig, da hun proklamerer “voksenlivet – hold kæft hvor er det svært. Økonomi? Mega ubehageligt“. Hvorefter den velkomponerede sang “Trying to get my life right” strømmede mod mig.

Jeg var virkelig glad for at høre Jadas nye sange, som er mere Beyoncé/Lizzo/badass end det første albums mere sørgelige univers. Og da hun præsenterede sin nye sang “Nudes” ved at spørge om der var nogle fjolser derude, så var jeg helt solgt. Vi var en sal fuld af forstående fjolser.

Der er noget fantastisk ved, at hun har skrevet en sang om at sende nøgenbilleder til folk, som ikke værdsætter dem.

Nye generationer. Nye problemer.

Nu vil det her fjols gå op og kysse lidt på sine børn og glæde sig til at se fjernsyn og drikke cola inden så længe.

God søndag!

Tankemylder #5

  • Hvad er det Kristian Jensen laver? Og er jeg den eneste, der hører Danser Med Drenge skråle “hvor længe vil du ydmyge dig” for mit indre, når han toner frem på skærmen?
  • Jeg får så mange point i forældreregnbskabet af at sove med begge børn hver nat, men så længe de ikke græder helt vildt eller samtidigt, synes jeg faktisk, at det er rigtig hyggeligt at mærke børnefødder og -hænder i løbet af natten (schhhhh! Det er en hemmelighed!).
  • Min mand har forelsket sig i Watchmen tv-serien, som jeg derfor er “nødt til” at se sammen med ham. Den er smukt produceret og fyldt med spændende karakterer, men jeg synes, at den holder sine seere ud i strakt arm. Det er svært at involvere sig, når man ikke kender universets logik og rammer (“jamen, det hele bliver jo forklaret til sidst” #TooLittleTooLate)
  • Jeg blev simpelthen så glad for jeres søde modtagelse af mit indlæg om min bløde dreng. Det er dejligt at vide, at det ikke er hele verden, som er hård.
  • Den yngste er mild og god og sover godt. MEN han nægter at tage flaske (og sut for den sags skyld). Så jeg kan skyde en hvid pil efter Idas fødselsdag og alle andre festlige arrangementer, indtil ungen vil samarbejde. Kooooom nu ind i kampen, baby! Mor har planer.

En blød dreng i en hård verden

Der er grundlæggende to måder at være menneske på i verden: enten passer man først og fremmest på sig selv eller også passer man først og fremmest på andre.

De mennesker, der passer på sig selv, er meget optaget af, at de ikke bliver snydt eller udnyttet af andre mennesker. De holder øje med, at tingene går lige op, og at deres egne ønsker bliver opfyldt, før de hjælper andre. De har en klar idé om, hvad de gerne vil have og er gode til at bede om det. De hjælper som regel kun, hvis de bliver bedt om det, og hvis anmodningen i øvrigt er rimelig ift. udveksling af tidligere og fremtidige tjenester.

De mennesker, der passer på andre, er mere opmærksomme på, at andre er glade og tilfredse. En stor del af disse menneskers lykke er forbundet med, at folk omkring dem er glade. De regner med, at andre mennesker også passer på dem, så hvis det ikke er tilfældet, så vil de være lette ofre – for krævende chefer, venner og familie. De beder sjældent om hjælp, både fordi de ikke vil være til last, men også fordi de ikke altid ved, hvad de gerne vil have hjælp til.

Min ældste søn har vist sig at være mest i kategorien af mennesker, som er gode til at passe på andre først (så vidt som det er muligt for 2-årige at være). Han kysser, krammer og er intet andet end omsorgsfuld over for både den nytilkomne bror og andre han møder på sin vej. Og ret atypisk for en 2-årig, så vil han gerne dele sit legetøj med andre.

Han er faktisk for god til at dele. “Man bliver kørt over i en vuggestue, hvis man ikke kan finde ud af at holde på sine ting“, forklarede pædagogerne mig. Men det er jo ikke kun i vuggestuen, hvor vi opfordrer folk til at holde godt fast på, hvad der er deres.

På arbejdspladsen bliver vi opfordret til at passe på vores mentale helbred og ret til et familieliv. Kvinder bliver opfordret til at holde regnskab i relationen med deres mænd, når det gælder huslige pligter, pensionsopsparing og børns sygedage. Generelt lyder opfordringen, at du skal sørge for at passe på dig selv, for du kan ikke regne med, at andre gør det. Det er den stærkeste, der overlever!

Men hvorfor er det, at samfundet ser det som et svaghedstegn, når mennesker først drager omsorg for andre? Jo, de er lette at udnytte – MEN de er da de modigste mennesker i verden – og verden vil da være et meget bedre sted, hvis alle tog sig af andre først. Ville den ikke?

Hvis jeg laver mad til mig selv, så bliver jeg mæt jovist. Men hvis min mand laver mad til mig, så bliver jeg både mæt, føler mig set og elsket og får lyst til at gengælde omsorgen, hvilket igen gør mig glad. Princippet gælder også for arbejdspladser – hvor man i højere grad kan lægge sig i selen, hvis man kan stole på, at ens arbejdsgiver og kolleger ikke vil drive rovdrift på en.

Det er måske bare mig, men jeg vil hellere leve i en verden, hvor vi tager os af hinanden, og hvor der ikke er behov for, at man skal passe på sig selv. I en verden hvor man ser sine medmenneskers behov.

Det er en utopi, men jeg vil meget hellere gøre den hårde verden blød, end jeg vil gøre min bløde dreng hård.