Goddaw Elliot

Juno Reunion: Ellen Page & Jennifer Garner Will Lead Female Live Read |  IndieWire

Ellen Page er sprunget ud som transkønnet – og hedder nu Elliot. Det er godt for ham. Men det ærgrer mig, fordi jeg tydeligt husker Juno – og hvordan jeg synes, at Ellen Page den gang skubbede til måden, man kunne være ung kvinde på. Det var så befriende at kunne spejle sig i noget andet end den gængse teenagepige-karakter. Og så endda i en historie om at blive gravid og ikke ville være mor. Jeg må vel finde mig et andet kvinde-idol. Nu hvor Elliot ikke vil være det.

Det er underligt, at opgøret med kønskategorier ender med at reproducere dem helt vanvittigt. Spørgsmålet er – om man overhovedet kan gøre op med det. Er det muligt at leve i en verden, som overhovedet ikke er delt op i han og hun?

Det er oppe i tiden at opgøret med “kasserne” bliver taget ved at smide dem ud. Men når nu der trods alt er en biologisk virkelighed, som ikke kan smides ud, så bør opgøret måske ikke handle om at smide kasserne ud, men om at gøre dem større, så alle kan få plads?

Jeg har set, hvad der skete, da J.K. Rowling havde en holdning til sagen – og ikke en særlig vild en. Masser af mennesker, som jeg ikke opfatter som rabiate tog pludselig afstand og spurgte, om man overhovedet kunne læse Harry Potter, når nu Rowling var transfob.

Diskussionen om man må læse noget af nogen, som man ikke er 100 pct. enig med, gider jeg ikke tage. (Selvfølgelig må man det). Men jeg bliver gang på gang overrasket over, hvordan – i min øjne – helt stille og rolige indvendinger bliver modtaget som hadtale og transfobi.

Hvornår blev det sindssygt at sige, at køn tildels er biologisk betinget? Hvorfor bliver det opfattet som aggressivt, at vi er nødt til at overveje og undersøge, om nogle bliver transkønnede, fordi det opfattes som mere attraktivt end fx at være homoseksuel? Og hvorfor bliver det opfattet som transfobisk at mene, at det er to væsensforskellige livsoplevelser at være født som biologisk kvinde og at være transkvinde?

Det er ikke hadefuldt at være undrende. Det er ikke truende at være nysgerrig. Det er ikke ekskluderende at stille spørgsmål. Men det er svært, når folk stiller spørgsmålstegn ved ens grundlæggende identitet, præferencer og valg. Det ved jeg godt. Men der er ikke nogen anden måde, hvorpå man kan normalisere det usædvanlige. Vi er nødt til at tale om det.

Lad os så få ryddet op!

Jeg har i de seneste – snart mange – uger gået rundt og tænkt på, hvad jeg burde skrive om sexismedebatten herhjemme. Skulle jeg fejre Sofie Linde, fordømme Jeppe Kofod og Morten Østergaard eller blot fokusere på, hvordan vi kommer videre herfra?

Ingen af delene kom ud, når jeg satte mig til tasterne. Istedet begyndte jeg på en længere udredning om sammenhængen mellem begreberne sexisme, sexchikane og seksuelle overgreb. Det var hverken interessant eller vigtigt. Det var en overspringshandling – et forsøg på at rationalisere, fordi jeg egentlig bare bliver mere og mere trist af alle de historier, som myldrer frem.

Jeg troede, at vi var meget nået meget længere. Jeg troede vitterligt ikke, at det var noget, som kvinder oplevede i det omfang, som vi har fået belyst de sidste par uger. Både som det fremstår i medierne, men også når jeg spørger kvinderne i mit liv. Det er hverdag. Vi er åbenbart så vant til at agere i et råddent system, at vi ikke rigtig tænkte over det.

Sandheden er, at udover de kvinder som er blevet udsat for modbydelige ting på deres arbejdspladser, i deres parti eller andre steder, hvor kvinder ind i mellem færdes. Så er der også alle de andre kvinder, som har afholdt sig fra at tage til fest på jobbet eller partikongres. Fordi de ikke syntes – tilsyneladende med rette – at det var et trygt miljø at være i.

Den seksuelle chikane er meget mere end en hånd på låret. Det er en form for undertrykkelse, hvor man fortæller kvinder alle vegne, at de ikke skal regne med at blive taget alvorligt. At deres værdi strømmer fra deres “fuckability”, og at de kan udskiftes, når man ikke gider at bruge energi på den dårlige stemning, som det skaber, når chefen har sex med sine medarbejdere.

Det er deprimerende, at vi er mange, som har gået rundt og troet, at (næsten) alt var i orden. At vi har syntes, det var lidt sjovt, når der blev sladret om promiskuøse chefers omgang med deres personale, og medarbejderes (nedladende) seksualiserede tale om og til hinanden. Det er ikke kun “krænkeren”, der er problemet her. Det er os alle sammen.

Jeg blev lidt glad for at læse Ditte Gieses indlæg i debatten, hvor hun opfordrer boomer-generationen til ikke at modarbejde den unge generations opgør med sexisme. Man bør ikke fordømme kvinder og kalde dem hysteriske for at sige, at de gerne vil frabede sig seksuel opmærksom i form af chikane og trusler. Det er ikke at give en “forlomme” at erkende at sexisme er krænkende.

I stedet skal vi lytte. Selvom det er ubehageligt.

Jeg frygter, at der på den anden side af denne bølge kommer et backlash. At kvinder som gruppe er blevet umyndiggjort i vores forsøg på at forklare sexisme med strukturer og seriekrænkere. Altså forstå mig ret. Analysen er rigtig. Men vi er nødt til at finde noget handlekraft et sted. Når kvinderne før os nægter at tale om det, så skyldes det, at de fandt på alle mulige Work arounds i systemet, så de kunne indgå i fx det politiske liv. Desværre uden egentlig at løse problemet med sexisme.

Det er ikke en løsning, at kvinder skal gå tidligt hjem, gå med nøgler mellem knoerne eller sørge for, at de aldrig at ende alene med bestemte mænd. Det er begrænsning af skaderne. Ikke en løsning.

Jeg glæder mig til, at vi kan fortælle hinanden flere historier om kvinder, der gør noget og færre historier om kvinder, der bliver udsat for ubehageligheder. Det første er meget mere opløftende.

Jeg kan jo ikke være den eneste, der mister lysten til at deltage i fx politik, hvis det der er vilkårene. Det er stærkt deprimerende, men vi er nødt til at tale om det alligevel.

For der er en bevægelse igang og vi skal sørge for, at der bliver ryddet ordentlig op denne gang!

I er fandme så kloge

Det føles meget priviligeret at kunne spille bold opad så kloge og vidende læsere som jer. I er så gode til at øse ude af jeres gode råd, når jeg efterspørger dem. Tak!

Så dette indlæg er for alle jer, der ikke nødvendigvis følger med i kommentarsporet.

Jobskifteråd:

  • Sig jobbet op, hvis det gør dig ked af det og sæt alt ind på jobsøgning. Jeres erfaring viser, at man typisk er ledig i 3-6 mdr. Og får en meget større jobtilfredshed bagefter.
  • Lav kaffeaftaler med dit netværk i arbejdstiden (men flex ud) og forhør dig om andre brancher og muligheder.

Modarbejd perfekthedskulturen-råd:

  • Hold op med at rose andre, når de er perfekte. Ud med “Nej, hvor er her altid pænt. Hjemme hos mig er der altid så rodet”.
    Ind med “Hvor er det fedt, du har tid til at se mig”.
  • Gør det til en konkurrence om, hvad der er ‘godt nok’. Strategien er, at du sætter x antal timer af til en given ting – og så skal du færdiggøre. Det giver et boost på job at føle, at du får rykket på ting.
  • Mind dig selv om, at du lærer dine børn at stresse op over ting, hvis du selv gør det. Slap af for fremtidige generationers skyld
  • hav selvironi og sindsro med dine livsvalg. Det er meget bedre at slå sig til tåls, end at føle sig bagud nonstop.
  • Lad være med at evaluere dig selv. Det er rigeligt at andre gør det!

Dette er ikke en anbefaling

Jeg satte en klog veninde i stævne i en virtuel bogklub for at få læst en bog, som jeg var overbevist om ville gøre os begge klogere og mere klar på at håndtere 30ernes livskrise, som cirkulerer om “hvem er jeg”, “hvad skal jeg” og “hvad fanden blev der af ungdommens potentiale og optimisme”. Bogen vi skulle læse var: “Det Hele Handler Ikke Om Dig” af Niels Overgaard.

Berlingske har i sin anmeldelse skrevet, at bogen har “befriende originale budskaber”. Jeg besluttede mig for at læse den, da jeg havde stødt på den meget sympatiske forfatter i to forskellige podcasts. Men ak og ve. Berlingske anmelderen var Rune Selsing, og den slags lovprisninger bør komme med en tydelig advarsel. Havde der stået “Rune Selsing kan godt lide denne bog”, så havde jeg aldrig åbnet den.

Så jeg kan lige så godt afsløre det nu. Bogen er ikke befriende original. Den er snarere frygtelig banal og alt alt for overfladisk til at tage filosofien til indtægt for noget som helst. Jeg vil i det følgende diskutere både bog og råd:

Forfatteren tilskriver stoicismen at give mennesket fem konkrete livsråd:

  1. Fokusér på det du kan kontrollere
  2. Succes er at gøre det rigtige
  3. Selvdisciplin gør dig fri
  4. Døden er din ven
  5. Det hele handler ikke om dig

Ad 1) At fokusere på det du kan kontrollere virker dybt og klogt. Der er da også en vis sandhed i, at vi bliver gladere, hvis ikke vi hele tiden forsøger at kontrollere ting uden for vores kontrolsfære. Men du ved nok godt lige så godt som jeg, at den skelnen mellem, hvad vi kan – og ikke kan kontrollere, er yderst vanskelig – og når stoikerne peger på, at du kun kan kontrollere dit sind og dine handlinger, så er det himmelråbende naivt/forkert.

For det første der er faktisk mange mennesker, der ikke kan kontrollere deres sind (fx. psykisk syge) eller deres handlinger (Fx søvngængere, folk med OCD eller tourettes). For det andet så kan man måske ikke kan kontrollere omverden 100 pct., men man kan dog påvirke sandsynligheden for visse udfald. Fx har kvinder i årtusinder måtte acceptere at være andenrangsborgere, men på et tidspunkt blev kvinder trætte af at “acceptere denne skæbne” og satte ild til patriarkatet (jeg er ikke historiker, men jeg har hørt, at det var sådan det skete).

Der er altså både en mulighed og et ansvar, som man kommer til at fraskrive sig, hvis man blot accepterer ting, som ligger uden for vores sind og vores handlinger. Derfor finder jeg dette råd, særligt når det gives med forfatterens fokus på ikke at “klynke og gøre sig selv til et offer”, som værende i bedste fald unuanceret og i værste fald usædvanligt dårligt og bagstræberisk.

Vi kan ikke altid kontrollere vores tanker og handlinger, ligeså vel som vi godt ind i mellem kan kontrollere – eller i hvert fald påvirke – andre menneskers tanker og handlinger

Ad 2) Succes er at gøre det rigtige. Jeg er pligtetiker, det vil sige, at jeg forsøger at vurdere en handlings moralske værdi ud fra dets intentioner og ikke dets konsekvenser. For som min yndlingsfilosof Kant ville sige (sådan cirka ) “der er intet andet, der er godt i sig selv end den gode vilje”. Derfor kan jeg egentlig godt bakke op om, at vi skal prøve at formulere succeskriterier, der bunder i, hvad der er det rigtige at gøre ud fra intentionerne bag handlingen og så tilgive, at det ind i mellem afstedkommer nogle lorte situationer.

Dette råd bliver i bogen stort set reduceret til “ambition is the enemy of success” og “lykken er hverken en stor bil eller en prestigefuld karriere”.

Først argumenterer forfatteren for, at du altid få, hvad du ønsker – for du jo kan ændre dine ønsker. Så du bør benytte enhver modgang til at blive et bedre menneske. Glæd dig over din brækkede arm, at kæresten forlod dig og så sænk for helvedet dine ambitioner! Det er et virkeligt underligt sted at lande, når man starter med at begive sig ud for at finde ud af, hvad det “rigtige” er, for det er denne type råd i hvert fald ikke en anvisning af.

Jeg kan ikke se det gode argument for, at man til hver en tid skal slutte fred med sin skæbne. Det kræver i hvert fald en tro på en almægtig gud og noget solid determinisme. Det tror jeg simpelthen ikke på. Der er ting, som man skal kæmpe imod med næb og klør – også selvom det giver søvnløse nætter og ondt i maven. Kampen for det gode er både ubehagelig og vil ofte mislykkes, men derfor skal vi gøre det alligevel.

Jeg er overrasket over, at nogle voksne mennesker føler, at det er et originalt budskab at sige, at lykken hverken er gods eller guld. Endda når det bliver underbygget med citater fra hhv. Fight Club og Kayne West. (“One good girl is worth af thoundsand bitches” er ikke et velvalgt citat til noget som helst, men det underbygger en nagende mistanke, jeg har om, at bogen er skrevet til mænd).

Ad 3) Selvdisciplin gør dig fri. Selvdisciplin kan gøre dig fri af nogle ting, men jeg tror, at anoretikeren kan fortælle om, at for meget selvdisciplin bestemt ikke er frigørende. Så her har vi igen at gøre med et råd, som bør komme med en nærmere vejledning og ikke blot løse anekdoter og påstande om, at det moderne menneske ser for meget tv og kigger for meget på sin telefon. Det kan vi alle sammen relatere os til, men det betyder ikke, at man automatisk bliver fri af at holde sig selv i stram snor.

Det handler vel om, at man skal sikre sig, at de kortsigtede beslutninger, man træffer, ikke underminerer ens langsigtede ønsker – og omvendt. Det er en balanceting. Frie mennesker kan vel også have lyst til noget umiddelbart. Jeg håber, at alle kan relatere til den berusende følelse, man får, når indimellem dropper forpligtelserne – og pjækker fra skole for at spise is på stranden.

Hvornår mennesket er frit, er ikke et let spørgsmål. Jeg kæmper selv med at finde et svar. Men det nærmeste jeg er kommet et tilfredsstillende bud, kommer fra Kant (jeg er virkelig glad for ham), han mener, at hvis du bare handler, som om du er fri, så er du fri. Det vil sige, at jeg kan ikke udefra vurdere, om du er i moderne teknologis lænker eller om du har truffet et valg om at spille Candy Crush i fem timer i streg. Men du kan afgøre det ved at spørge dig selv: “Hvad ville jeg gøre, hvis jeg var helt fri?” – og hvis svaret er gå en tur, så læg telefonen fra dig. Det handler sådan set slet ikke om selvdisciplin, men om selvindsigt og refleksion over sine valg. Det vigtige er vel sådan set, at du ikke bare lader dig hive med af dine umiddelbare indskydelser og følelser, uden først at køre dem igennem “fornuftsmaskinen”.

Men hvis man skal gå længere ned i dette kaninhul, skal vi diskutere om mennesket overhovedet er frit – og det skal vi ikke lige nu. Det er nødt til at være en antagelse.

Ad 4) Døden er din ven er et synspunkt, som jeg har det vanskeligt med. Jeg kan godt medgive, at det faktum, at noget har en slutning gør turen mere værdifuld. Det har både Ringenes Herre og Harry Potter lært mig for længe siden. Men pointen her går videre end det.

Seneca citeres for at sige, at det gode liv forudsætter evnen til at dø godt. Og det synes jeg lyder som en røverhistorie. Altså for det første. Hvor fanden ved Seneca det fra? Vi dør jo kun én gang, og så er det for sent at finde ud af, om den der var “god til at dø” også havde levet godt. Jeg tror umiddelbart, at mange som er rigtig gode til at dø – har haft mere end almindeligt svært ved livet. Jeg mangler data, hvis jeg skal tro andet.

Hvor jeg antager, at det er synd for folk, der tager sit eget liv, så fører forfatteren her en slags bevis for, at det er bedre at kunne begå selvmord med ophøjet ro(som Sokrates og Seneca) end at gå i panik og skide udover sit dødsleje. Det ved jeg nu heller ikke om er rigtigt. Det er klart rarere, for de efterladte (og vel også for den døende), hvis den døende ikke er bange, men har sluttet fred med sin skæbne. Men “rart” er jo ikke nødvendigvis “godt”. Det er også rarere ikke at blande sig, når man er vidne til et voldeligt overfald. Men det er jo ikke det rigtige at gøre i moralsk forstand? Og… hvorfor gøre døden til en præstation, som man kan fejle i?

Døden er uundgåelig og naturlig. Derfor hører man også jævnligt om gamle og/eller syge mennesker, som er trætte og mætte af dage. Jeg er enig i, at vi skal fjerne døden som et tabu. Vi bør være bedre til udføre nogle overgangsritualer og -samtaler, så afsked og død kan bruges til at bearbejde det tabte liv og måske også ens eget liv fremadrettet.

Men jeg står af, når man ophøjer den rolige død til et ideal, der knytter sig til ens evne til at leve. Ligesom det frarøver folk, der dør unge eller af unaturlige årsager (fx mord), retten til at være oppe og køre over, at deres liv er ved at slutte uden at sige, at det er en slags bevis for, at de også var dårlige til at leve. Jeg stiller mig ligeledes tvivlende overfor, at det at være bange for døden kan løses ved at tænke rigtig meget på døden. Men jeg kan godt finde trøst i citatet fra Epikur, “Når vi er, er døden ikke kommet endnu, og når døden er kommet, er vi ikke“. For mig at se er det mere en påmindelse om, at vores egen død ikke er værd at beskæftige sig med, end en opfordring til at dvæle ved den.

For mig at se, så har den overlevelsesstrategi, der hedder “ignorer lortet”, fungeret ret godt for virkelig mange mennesker. Jeg vil argumentere for, at den strategi også hjælper mig med at blive i nuet fremfor i en fremtidig ulykke eller død. Jeg ved heller ikke, om man bliver mindre overrasket over, at nogle tæt på en dør, fordi man står i badet hver morgen og dvæler ved sin egen og sine elskedes muligvis nært forestående død. Jeg tvivler på, at det betyder noget i forhold til den sorg, man kommer til at opleve.

Hvis den ekstreme dødsbevidsthed kommer til at betyde noget, så er det mere nærliggende for mig, at man ikke knytter sig så meget til andre mennesker, fordi man hele tiden forbereder sig på at miste dem. Det er i hvert fald også et sandsynligt scenarie. Derfor bliver jeg heller ikke overbevist om, at man faktisk tager i mod “lykkens gaver”, hvis man også kan “aflevere dem tilbage uden bekymring”. Det er givet vis noget andet på spil, når man allerede har etableret relationer under en fornemmelse af evigheden. Her kan døden måske nok få en tilbage til det væsentlige – nemlig relationen her og nu.

Ad 5) Det hele handler ikke om dig er rådet, der pryder bogens omslag, så her kommer vi ind til det, som vel må betegnes som kernen. Men bidraget er stadig banalt og flygtigt – for hvad handler det så om?

Det handler heller ikke om Mick Jagger, må vi forstå. Han lider bare af forsanger-syndromet, fordi hans succes har steget ham til hovedet. Jeg tror kun, at det er i en macho-verden, at det er en overraskelse, at man ikke er centrum for universets bevægelser. Men det selvfølgelig en tanke, vi alle sammen får fra tid til anden – fordi vi er hovedpersonen i hver vores lille film.

Bogen kæmper usædvanligt meget med at komme med et bud på meningen med livet – og det kan man jo godt forstå. Det virker bare så utilfredsstillende at angive meningen, som værende “at have gode tanker og handlinger og tænke på andre”.

Problemet med mening er, at det er noget, vi selv skaber – hver især. Det bør man anerkende som et grundvilkår. I starten af bogen formanede forfatteren, at succes var at gøre det rigtige, altså at man gjorde sig umage med det man gjorde og var tilfreds uagtet resultatet. Problemet er: Hvorfor gør man sig umage med noget? Fordi det er meningsfyldt for en. Derfor kan man ikke sige, at meningen er at gøre sig umage. Det bliver et cirkelargument.

Jeg tror ikke, at meningen er én ting for alle mennesker. Selvfølgelig er det ikke meningen at få børn. Meningen med livet er alle mulige forskellige ting, men jeg tror, at en fællesnævner for de fleste mennesker er, at mening bliver skabt sammen med andre. Så et liv med sindsro ved jeg ikke om er efterstræbelsesværdigt. I mine øjne er et liv med bevægelse og udvikling vigtigere.

Når man bør gøre sig bevidst om sin dødelighed, så er det, fordi den øvelse tvinger en til at forholde sig til sine valg. Uden bevidste valg så går tiden bare. Indtil livet pludselig er slut.

Oprør mod perfekthedskulturen:

yellow rubber ducks

På en af mine tidligere arbejdspladser besluttede ledelsen en dag at lave nye kopper til hele afdelingen med nye smarte ledelsesmantra på. Et af dem de kom på var: “Hvis bedre er muligt, så er godt ikke godt nok“. Det medførte fluks civil ulydighed fra mine kolleger og jeg, der stille og roligt sørgede for, at kopperne forsvandt fra jordens overflade. Vi vidste jo godt, at bedre altid er muligt. Derfor kunne ledelsen lige så godt have skrevet “vi bliver aldrig tilfredse med dig”, “work harder, you idiot” eller “du er en fiasko” på kopperne.

Jeg har tænkt på det mange gange siden. For hvordan kunne man dog få den håbløse idé at lave sådan et slogan?

I virkeligheden er sloganet jo bare en overskrift på den perfekthedskultur, som ingen rigtig vil tage ansvar for, men som de fleste af os lider under. Det er jo netop det faktum, at man kunne have været bedre, som gør at man ikke er tilfreds med det, man har/kan/gør. Vi forventer det perfekte, og så kan man kun tabe.

Der er dog i de seneste år kommet flere og flere opråb mod perfekthedskulturen og dens dårligdomme, men jeg oplever, at de altid er bygget på, at stræben efter det perfekte spænder ben for noget andet. Vi skal lære at fejle, fordi ellers bliver vi aldrig innovative iværksættere. Vi skal slippe kontrollen, fordi ellers risikerer vi at få spiseforstyrrelser. Vi skal være robuste mennesker, fordi ellers overlever vi aldrig det moderne arbejdsliv. Men hvorfor ikke bare sige, at vi skal droppe søgen mod det perfekte, fordi det er umuligt at opnå, og dermed inderligt spild af tid?

Det politikerne og andre velmenende mennesker glemmer at sige er, at stoppe med at stræbe efter det perfekte betyder, at du ikke altid skal gøre dit bedste. Det var først, da jeg faldt over Svend Brinkmanns udsagn om, at vi ikke altid skal optimere vores familieliv, at jeg fik øjnene op for, at det faktisk er en dårlig ting, hvis alting hele tiden skal gøres bedre. Det er selvfølgelig ikke kun i vores familieliv, vi skal stoppe med at optimere konstant. Hvis vi hele tiden er på udkig efter en effektivisering eller forbedring af vores liv, så glemmer vi at sætte pris på alt det, der faktisk fungerer – og det kan ikke lede til andet end i bedste fald en følelse af utilstrækkelighed og i værste fald stress og udbrændthed.

Perfekthedskulturen handler altså ikke bare om ambitiøse unge kvinder med gode karakterer (nedsættende kaldt “12-tals-pigerne”), det omfatter os alle sammen. Min mand er ved at blive vanvittig over, at jeg hele tiden proklamerer nye målsætninger: for ham, mig og familien. Så skal vi spise sundt, så proteinrigt, så klimavenligt. Vi skal skære ned i skærmtiden, starte til fodbold, læse flere bøger for sproglig stimulering. Jeg frygter grundlæggende, at nogle kommer og siger: Du gjorde ikke alt, hvad der stod i din magt for at sikre din børn, din familie og kloden.

Dét er perfekthedskulturen. Det er perfekthedskulturen, som altid kværner inde i mit hoved omkring ting, som kunne være bedre, hurtigere, smukkere, billigere, grønnere eller klogere. Der kan altid optimeres i forhold til alle aspekter af livet. Fra affaldssortering til karriereudvikling eller børneopdragelse.

Men NU vil jeg prøve at stoppe. Ikke fordi jeg har fået spiseforstyrrelse eller stress. Bare fordi jeg er træt af, at jeg irrettesætter mig selv hele dagen lang. Så her kommer mit bedste bud på et oprør med perfekthedskulturen. Jeg vil fremadrettet:

1. Gøre ting bare, fordi jeg har lyst
En anstrengende ting ved at være perfekt er, at man altid skal “tage sig samme”. Man skal tage de bedste valg – bruge sin tid optimalt. Derfor er jeg blevet rigtig godt til at gøre ting af pligt. Men jeg har fået meget svært ved at mærke om, jeg har ægte lyst til noget eller primært er motiveret af, at det er “det rigtige” at gøre ud fra en række udefra opstillede kriterier. Derfor er et opgør med perfekthedskulturen at acceptere, at beslutninger godt må være baseret på lyst – ligesom en beslutning godt må vise sig at være forkert – uden at jeg skal skælde mig selv ud over det.

2. Gøre den dyd ud af ikke at altid give mig 100 pct.
Det her er en evne, som jeg er blevet meget bedre til efter, jeg har fået børn. Der er helt åbenlyst ikke tid nok til, at jeg kan give mig selv 100 pct. hver gang. Derfor springer jeg i stadig højere grad over, hvor gærdet er lavest, men jeg synes det er svært. Især hvis man får besøg derhjemme. Jeg skal virkelig gøre mig umage med ikke at gøre mig umage, hvis folk skal ind i mit hjem. Jeg har et meget stærkt drive for at købe ind, lave snacks og gøre virkelig meget rent, så det ser pænt ud. Det er udmattende!

3. Stoppe med at evaluere alting
Jeg ville rigtig gerne stoppe med at overveje, om mine ordvalg var de helt rigtige. Om jeg ikke kunne have kørt en lidt hurtigere vej, så vi ikke var kommet for sent. Om jeg burde have håndteret mit hidsige barn på en bedre måde.
Det kommer aldrig til at stoppe helt (vi skal selvfølgelig overveje om nogle ting, vi gør kunne gøres bedre), men jeg vil gerne begrænse den kapacitet min hjerne bruger på at overveje ting, som allerede er i fortiden og som ikke kan ændres.

Har du et godt bud på, hvordan man gøre oprør mod perfekthedskulturen?

Peter Pedal og dødsangsten

Peter Pedal kan ikke se ud af vinduet af den lastbil, han har sneget sig op i. Så han klatrer op på en pind fra instrumentbrættet, og så siger lastbilen en underlig lyd. Ud af forruden ser vi en familie holde picnic i græsset. Her stopper jeg altid op i min oplæsning . For mit indre ser jeg, at lastbilen er røget i gear og kører hele familien ihjel. Der kommer blod på forruden og skrig under lastbilen, mens Peter sidder bag rattet. Det kan man da ikke fortælle børn?

Så vender jeg siden.

Det er selvfølgelig bare ladet på lastbilen, som tilter og hælder jord af. Helt uskyldigt og ufarligt. Gartnerne bliver slet ikke sure. For ænderne har fået deres egen ø ude i søen. Rap!

Jeg bliver altid ramt af en mild omgang dødsangst, når jeg læser “Peter Pedel i parken”. Vi kan jo alle dø. Lige om lidt. Måske under en uforsigtig abes skarnsstreger? Begravet levende i parken? Vi skal alle dø en dag.

Andre katastrofe-glimt af lidt mere relevante trusler end Peter Pedal hjemsøger mig: Min store dreng falder ud af vinduet på 1. sal. Jeg bliver skubbet ud på togskinnerne sekundet før, linje B kører ind på perronen. Min mand kører galt i bilen. Jeg falder ned af trappen med den lille på armen. En af os bliver alvorligt syge. Er det modermærke ikke lidt underligt?

Det giver indlysende mening, hvorfor mennesker kommer i tanke om de frygtelige ting, som kan ske (altså for at undgå dem, right?!). Men det tager overhånd, hvis man forsøger at eliminere alle risici og/eller tænker for meget over frygtelige ting, som kan ske. For kun fantasien sætter grænser og mulighederne for en frygtelig og tragisk død er mange.

Da jeg er lidt ængstelig anlagt, så er jeg meget modtagelig overfor bekymringer og formaninger. Jeg er en forsigtigper i mange af livets henseender. Så det irriterer mig, hvis andre mennesker pålægger mig deres angst og bekymringer på mine vegne. Det er så begrænsende og frihedsfrarøvende at være bange.

Min far har et særligt talent for det. Han er i den grad en ‘worrier’ (og jeg kan jo godt se, hvor mine egne tendenser kommer fra). Forleden var jeg ude og stå på rulleskøjter. Min far ser det og kommenterer på det manglende sikkerhedsudstyr med en bekymret mine. Jeg svarer, at jeg gennem de sidste 20 år er faldet meget sjældent og det værste, jeg har oplevet er nogle skrabede knæ.

Min fars reaktion kommer prompte: har jeg så hørt om den århusianske mand, der fornyligt døde af en kødædende bakterie, som han havde fået ved en hudafskrabning på knæet?!?

Det tog en del af glæden ved den rulletur, må jeg sige. For min frygt for døden er steget ekspontielt med, at jeg har fået børn. Før tænkte jeg ikke ret meget over, at jeg kunne dø. Når det faldt mig ind, at døden var en mulighed, var mine efterfølgende tanker mest baseret i ærgelse, men jeg tænkte ikke over, hvor forfærdeligt det ville være, hvis jeg ikke var her.

Det gør jeg nu.

Jeg føler en langt større forpligtelse til at holde mig i live nu. Fordi jeg ikke kan holde tanken ud, at mine børn skal vokse op uden en mor. Det vil jeg simpelthen ikke være med til. Så tendensen til at sidde og pille i dødsangst og alverdens bekymringer er vokset. Jeg bekymrer mig på egne og mine børns vegne (det er sikkert det samme min far får tiden til at gå med).

Det er en tilbagevende kamp for mig ikke at blive alt for forsigtig. Det lyder nok åndssvagt, men af samme grund kæmper jeg lidt med at skulle tage sikkerhedsudstyr på, såsom knæbeskyttere og cykelhjelm. De er for mig blevet symbolet på dødsangstens overherredømme (men jeg kører dog med sikkerhedssele – så helt uden for pædagogisk rækkevidde er jeg ikke).

Jeg har ledt efter en morale et sted, men kan ikke rigtig komme det nærmere, end denne linje fra en sang, hvor teksten lyder: “Don’t worry about the future. Or worry, but know that worrying is as effective as trying to solve an algebra equation by chewing bubble gum.”

Jeg har først lige opdaget, at sangen i virkeligheden er en oplæsning af en klumme, som Mary Schmich skrev tilbage i 1997. Hun har helt sikkert et råd, som også passer til dit problem!

Tankemylder #7

ball under basketball ring
  • Jeg har fået et crush på Scottie Pippen. I vanlig late-comer stil har jeg opdaget Netflix dokumentaren om Michael Jordan og the Bulls, og jeg er nu igang med at se det hele for 2. gang. Hold kæft, hvor er der meget livsvisdom i den serie – plus pæne mænd, spændende historier og et fantastisk soundtrack. Det er perfekt, hvis man ikke gider at se sportskampe i sin fulde længde, men kan græde til sammenklippene.
  • Hvorfor fylder Maren Utaug sin Instagram konto med en alen lange posts om Johan og Aagot? Jeg har for længe siden opgivet at følge med, og jeg har tålmodigt scrollet forbi, men det har stået på i månedsvis nu. Jeg vil have sjove Maren tilbage. Og det samme kan jeg sige om Olga Ravn og hendes naturfarve-vanvid.
  • Overvejer om jeg mon er den eneste, som reagerer dårligt på, at velmenende mennesker siger, at jeg er forpligtet til at tale om racisme, fordi ellers er jeg jo praktisk talt racist? Man er jo heller ikke nødsaget til at proklamerer, at man er i mod pædofili eller mord. Skulle vi ikke i stedet antage, at folk i udgangspunktet er imod racisme?
  • Jeg må dog hellere sige for en sikkerheds skyld, at jeg er i mod racisme. Jeg er for black lives matter og jeg forstår deres forargelse. Jeg er fuldstændig enig i bevægelsens målsætning. Jeg har bare meget lidt klogt at tilføje (og jeg kommer ikke til at gå i postkolonialisme-selvstudie lige foreløbigt). Jeg anerkender, at der er racisme – også i Danmark (omend der godt nok er forskel på at blive diskrimineret til et job og frygte for at politiet slagter en). Jeg er gået i tænkeboks, så jeg kan finde på bedre måder at være anti-racist på i hverdagen. Forslag modtages gerne!
  • Jeg både elsker og hader bogen “drop opdragelsen” af Fie Hørup. Altså det er en fantastisk målsætning at lære sine børn at stå ved sig selv ved at sætte personlige grænser og tale til dem som ligeværdige. Meeeen der er godt nok ikke meget plads til forælderen som menneske. Jeg tror, at næsten alle mine instinkter som forældre bliver hevet frem som eksempler på dårlig forældreskab i den bog, og det er underforstået, at jeg jo bare er ved at knække mit barns selvværd. Det er selvfølgelig ikke meningen, men der kommer altså til at gå meget mere end 4 dage, hvis jeg skal vente på, at Hubert frivilligt vil have børstet tænder.

Den magiske drage

Mange mennesker begræder tabet af deres ungdom. Selvom jeg godt kan se, at især dene sene ungdom i 20erne kunne noget særligt, så er det altid tabet af barndom, som gør mig trist.

Den dag hvor jeg stod med telefonen i hånden og spurgte Victoria, om “vi skulle lege eller være sammen, eller hvad vi nu skal kalde det” . Det var en trist dag. Affortryllelsen kom med et slag. Ting, der plejede at være fantastiske, farverige og spændende: Såsom at bygge huler, lave sin egen avis, finde på historier og tage på eventyr i baghaven. De var pludselig blevet helt grå og påtaget.

I fantasiens sted kom ildelugtende armhuler, hår alle vegne, ubegrænset skam over omtrent alt ved min krop, hyperselvbevidsthed/-optagethed og bumser. Herefter fulgte 5 år med, hvad der bedst kan beskrives, som en kollektiv hjerneblødning blandt alle mine jævnaldrende.

Som barn foragtede over jeg de voksne, som ikke lyttede til børn, de voksne som ikke ville lege eller prøve de vilde forlystelser. Sådan skulle jeg ALDRIG være.

At få børn virkede som den sikre vej til at få lov at se verden med et barns øjne igen. Meeeen fra hvor jeg står nu, så skuffer udsigten altså.

Der er øjeblikke, hvor børnenes begejstring smitter jovist. Men jeg har aldrig følt mig mindre som et barn, end jeg gør nu.

Det er gået op for mig, at ved siden af den fortryllende, fantasifulde, fantastiske og frie barndom, går der nogle forældre, der pakker tunge tasker med mad og ekstratøj. De rydder op hele tiden, laver mad og køber ind og de sover mindre og dårligere end nogensinde før. De er forudsætningen for – ikke modsætningen til – fortryllelsen.

Barndommen er unik. Jeg håber, at mine drenge giver sig tid til at nyde turen på den magiske drage.

For den kommer ikke igen.

What’s your plan for tomorrow?

Are you a leader or will you follow?
Are you a fighter or will you cower
It’s our time to take back the power”

The Interrupters råbesang har siddet helt og aldeles fast i hjernen på mig, siden jeg hørte den som introsang til Hillary-dokumentaren.

Fyldt med ligedele kampgejst og mismod har jeg tænkt over noget, som Hillary sagde: at hun oprindeligt ikke ville stille op til et politisk embede selv, fordi hun var bange for konsekvenserne. Da hun havde genkendt, at det var frygt og ikke lysten, der spærrede hendes vej, besluttede hun sig for at stille op, som senator og træde ud af Bills skygge.

Det er jo vildt sejt: at gøre noget som man frygter og gøre det ikke kun for sin egen skyld, men for alle kvinders skyld. Nogle skal gå forrest. Hun var en af dem, der skulle gøre vejen mere farbar for fremtidens kvinder. Det var hun meget bevidst om. Desværre var hendes frygt for konsekvenserne ikke ubegrundet, og hun har måtte udkæmpe andre og flere kampe end Bill eller andre mandlige præsident-kandidater har oplevet.

Jeg har personligt aldrig tænkt, at min plan for fremtiden skulle være at blive leder. Jeg syntes ikke, at det virkede som om, at det var besværet værd. Jeg har nok også set lidt ned på dem, der ofrede tid med familien for at være nogens chef. Hvorfor gider nogen det?

Tja, jeg kan da i hvert fald se, at min egen indstilling heller ikke er uden mangler. Are you a leader or will you follow?

Jeg er nok mere en “follower”, for jeg behøver forbilleder, hvis fodspor jeg kan gå i. Derfor var det dejligt at få et skud fandenivoldsk feministisk energi – at føle en bevægelse og et ansvar. Et ansvar for at tage del i kampen ved ikke holde sig selv tilbage og bakke op om kvinder, der prøver at få magt, succes og indflydelse.

Det er svært at føle sig frigjort og ligestillet, når man er på barselsorlov. Jeg kan ikke undgå at blive misundelig på min mand (som jeg har nævnt før). Men det hjælper at høre kvinder tale om deres succes og kampe. Jeg kan virkelig mærke, at jeg får sådan en alt-kan-lade-sig-gøre fornemmelse og masser af gejst.

Jeg vil foruden Hillary dokumentaren gerne anbefale Hej Søster podcasten, som Fallulah driver, hvor der er en masse spændende snakke om alle mulige emner i relation til livet, køn og kreativitet. Her er essensen søster-solidaritet, og at kvinder skal løfte hinanden op i stedet for at rive hinanden ned. Det er virkelig inspirerende.

Endelig er jeg lige startet på HBO-serien mrs. America om den amerikanske kvindebevægelse og hvordan den for altid ændrer det politiske landskab. Jeg er kun et afsnit inde, men jeg har allerede fået stof til eftertanke ift. Kvindebevægelsens svagepunkter i at anerkende kvindes arbejde i hjemmet som både vigtigt og meningsfyldt, fordi det var det arbejde, som man ville frigøres fra.

Så jeg har fået lidt at tænke over, når det gælder planer for morgendagen. Men jeg ville godt være bare lidt mere som hende her:

On another note

orange hair Lego toy looking at red beetle car

Jeg har købt en bil i dag. Eller faktisk. Jeg har leaset den. Den bliver leveret om 14 dage. For første gang i laaaaaang tid er jeg ægte oppe og køre over noget.

Altså en boblende glæde over planer som tager form i horisonten: Drømme om roadtrips og sommerhusture. Om ture til skoven med barnevognen og en STOR madpakke. Om at hente legekammerater eller køre til Knuthenborg Safaripark. Måske endda på længere sigt at køre til Harzen.

Efter vi har måtte indse, at vores amerikanske eventyr bliver udsat på så ubestemt tid, at man ikke kan kalde det andet end en aflysning, så var det lige, hvad vores familie trængte til. Nye drømme.

Jeg har være mægtig glad for min dueblå Hyunadai i10, men der er ikke plads til to børn(esæder) og to voksne. Vi har leget, at der var plads. Men det var der kun, hvis det ene barn sad på forsædet, og den anden voksen havde knæene i ryggen på den voksen, som kørte bilen. Hvis man drømte om medbringe bagage i form af en barnevogn (og intet andet babygear), så skulle man være til avanceret tetris og yderligere forværring af en i forvejen undseelig komfort.

Så vi har bestilt en ny bil. Det er en Citroën C4 Grand Spacetourer. Eller hvad min far kalder en fransk baljebil. Gennem hele min opvækst har min far svinet franske biler til. (Og franskmænd. Og homoseksuelle vel egentlig også. Af et godt hjerte. I kender nok typen.) Så jeg var faktisk overrasket over, at det var der vi endte.

Vi havde forsøgt os med en tysker, men den var kantet og kikset og med automatgear. Jeg kan ikke lide automatgear. Det føles som at køre en radiobil. Desuden har jeg en gang kørt i bil med automatgear gennem Death Valley i Nevadas 50 graders varme, hvor bilen kørte i – hvad der lød som – første gear i 50 km. Det bliver man hurtigt træt af og den slags oplevelser sætter sig altså. Derudover var sælgeren elendig. Han gav os en model, som var hvid, fyldt med mågelort og med halvflade dæk. Bye bye Volkswagen.

Vi overvejede også blot at opgradere til en Hyundai i 30 stationcar, for vores Hyundai har tjent os rigtig godt. Man får virkelig meget bil for pengene. Der er bare det. At jeg hader stationcars. Eller rettere. Jeg hader ideen om, at jeg selv ejer en stationcar (de er sikkert udmærkede biler for alle mulige andre). På papiret er stationcar’en jo skabt til forstadsfamilien med to børn. Det bliver lidt for kliché til mig.

Derfor er der i stedet et ordentlig lokum af en bil på vej, hvor der er plads til lidt af hvert og op til 7 personer. Bagagerummet kan rumme en barnevogn, og hvad man ellers lige trænger til, hvis vi ikke bruger de to reservesæder. Vores model er nemlig, hvad man kalder en MPV – multi purpose vehicle – og det kan jeg li’. En bil som er mere end “bare” en familiebil. Der er plads til andet end de to børn. Der kunne også være weekendtur med veninderne, eller det store loppefund. Det kunne også være en kærestetur med en madras bag i, hvor man kunne sove med åben bagklap og kigge på stjerner. Vigtigst af alt – der er plads til drømmene.

Jeg trænger til nye drømme i en tid, hvor man skal bruge alle sine kræfter for at have nogle som helst tanker, der ikke cirkler om – ja I ved nok hvad.