Frivillig passager i et totalitært regime

Det kører bare for tiden.

Jeg er begyndt at bruge tandtråd. Jeg får kradset i fodvorten med jævne mellemrum. Jeg læser for første gang nogensinde de bøger, der ligger på mit natbord. Jeg har sagt højt, at jeg gerne ville have lidt tid for mig selv i ferien. Ønsket blev imødekommet. Halleluja!

Som sædvanlig har jeg haft tårnhøje ambitioner for disse fritimer. Det blev ikke til en outline til en bog. MEN jeg har nået at lytte podcasts, lade tankerne flyve lidt og tegnet lidt med mine farveblyanter. Nu hvor jeg ikke kan lokalisere en blyantspidser, sætter jeg mig i stedet til at skrive dette indlæg.

Jeg har lyttet til Hjerteflimmer for voksne, hvor Benjamin Hav og Rosa Lund var gæster. De var interessante gæster, som ikke var bange for at bringe sig selv i spil. Benjamin Hav fortalte, at han sommetider følte sig som frivillig passager i det totalitære regime, som var hans familieliv, planlagt af hans kone. “Hvem fanden har bestemt, at vi skal til Solrød Strand” spurgte han retorisk.

Det ramte noget i mig. For er vi ikke alle sammen underlagt et totalitært regime? Der findes nærmest ikke noget mere totalitært end børns sengetider, behov for regelmæssighed og meget specifik mad – samtidig med de uventede, ubehagelige , men hyppigt tilbagevendende episoder af søvn-tortur.

Jeg tror ikke, at der er findes nogen, der bliver forælder – som tænker “nåååå, var det bare det. NEMT!“. Der er virkelig meget hårdt arbejde i de børn. Meget repetitivt og slidsomt arbejde. Arbejde der gør ondt i muskler og led, som giver dig grå hår og rynker.

Det magiske er. At til trods for alt det her kernefamilie-slid. Lige fra revnet mellemkød til hold i ryggen og bristede drømme og klaustrofobiske weekender. Så står man der alligevel. Det vanvittige ved kærligheden er, at den holder til alle de tæsk. Kærligheden er ikke ren og sårbar. Den er forslået, fedtet og forbrændt, men fantastisk. At man kan elske hinanden på trods af de mange grunde til at lade være.

Kan I huske, da Rachel blev overordentlig skuffet over Ross, fordi han havde skrevet en liste over grunde til ikke at være kæreste med hende? Hun så det som et kæmpe svigt. Mens han stod tilbage og sagde: “jamen jeg elsker dig jo alligevel”. En forgæves kærlighedserklæring.

Tove Ditlevsen skrev i sit digt “jeg elsker dig” (1939):

Jeg elsker dig. fordi du ikke vrøvler
om giftemål og ring og den slags ting,
En kærlighed som vor, så sød og flygtig,
Må ikke sluttes inde i en ring.

For jeg vil aldrig stoppe dine strømper
og se dig uredt og i morgensko.-
og du skal ikke se mig træt og gnaven
opvarte i en fedtet kimono.

Jeg elsker Ditlevsen, men jeg tror ikke, at det er kærlighed, hun beskriver. Det lyder i hvert fald ikke som den slags kærlighed, der rejser sig fra asken af et skænderi, som ingen længere kan huske, hvad handlede om. Som den slags kærlighed, der kan tilgive den anden ikke at kunne slå til. Det er vigtigt, at nogle elsker en – også når man ikke fortjener det. Det er utrolig nemt at holde af friske og glade mennesker.

Kærligheden udmærker sig ved også at omfavne de trætte og gnavne.

Når kun Voldemort bakker op

Sidst skrev jeg om den svære samtale og i dag vil jeg gerne tale om en anden slags svær samtale: samtalen om identitetspolitik.

Jeg har flere gange før skrevet om hele debatten om transseksuelle, som jeg mener er kørt af sporet. Sammen med det meste anden identitetspolitiske debat, der er for tiden. Folk har gravet så dybe skyttegrave, at de aldrig et øjeblik overvejer om dem, de skyder på kunne have en pointe eller om man måske tager nogle pjattede lege lidt for alvorligt. Det er krig. Mellem de gode og de onde.

De unge Potter-stjerner har for længst vendt Rowling ryggen, fordi hun anfægtede rimeligheden i at fyre en kvinde for at sige, at køn også er biologisk betinget. Nu kommer “Voldemort” til undsætning. Det er jo en fantastisk overskrift, som jeg sent vil glemme – og som langt overskygger, hvad skuespilleren egentlig ville sige: “Vi skal undgå at hade hinanden. Vi skal være forsigtige med at forvente det værste om hinandens motiver“.

Sarah Everard blev myrdet. Det er frygteligt og dybt tragisk. Det er uretfærdigt og meningsløst. Reaktionen på drabet er dog i mine øjne besynderlig. Drabet blev flammen, der antændte en steppebrand af fortællinger om utrygge kvinder i nattelivet.

Det er en problematisk fortælling i mine øjne, fordi den er forvrider virkeligheden. For vi (danskere/vesterlændinge) lever i en meget lidt voldelig del af verden. Vold er heldigvis ret sjælden, og når den finder sted over for kvinder – finder den som hovedregel sted i de nære relationer.

Inden jeg endegyldigt bliver placeret i kategorien “de onde”, vil jeg gerne understrege, at kvinder selvfølgelig skal kunne færdes frit på gaden. Jeg hælder bare til, at det kan de allerede. Der er ikke meget mere fornuft i at frygte at blive slået ihjel af en ukendt psykopatmorder, end at frygte at blive ramt af lynet. Det hænder. Men det er sjældent.

Problemet er imidlertid, at indvendinger om, at det måske lige er en overdrivelse af dimensioner at sige, at alle kvinder bliver udsat for overgreb i nattelivet, bliver mødt med voldsom modstand. Man kan slet ikke diskutere omfanget af problemet uden at blive castet kvindehader og forræder.

Problemet er, at samtalen er kontraproduktiv. Fordi den handler om, at kvinder føler sig utrygge, når de går på gaden. Det gør jeg også, når jeg en gang i mellem bevæger mig ud i byen ved nattetid med tilstedeværelse af mange fulde mennesker. Jeg tror sådan set også, at mange mænd går rundt og tænker over, om de har lyst til at gå tæt forbi en stor gruppe af højrystede fremmede med en aggressiv energi. Det er ikke en kønspolitisk ting i mine øjne. Frygten for døden er almen menneskelig og vil altid være der.

Vi kan jo godt tale om, at vi skal tage hensyn til hinanden og sørge for at holde afstand og være respektfulde. Men Sarah Everard mistede ikke livet, fordi nogen gik for tæt på hende. Det var overlagt mord. Debatten om respektfuld adfærd i nattelivet er malplaceret.

Psykopatmordere er som regel ikke modtagelige over for feedback. Det har til alle tider været forbudt at slå andre mennesker ihjel. Der er ingen gråzone. Der er ingen formildende omstændigheder, når det kommer til at overfalde, voldtage og myrde kvinder på åben gade. Ingen anfører, at man selv uden om det.

Andre typer af utryghedsskabende adfærd, såsom “catcalling” kan i højere grad lægge op til en konstruktiv debat. Fordi der faktisk findes mænd, som ikke har overvejet, at det kan virke intimiderende at få råbt “god røv” efter sig. Den debat gav merværdi. Der var helt sikkert nogle mænd som troede, at de gav en kompliment – hvor de faktisk bare satte en skræk i livet på tilfældigt forbipasserende.

Jeg tror grundlæggende ikke, at vi får noget særlig fint ud af en protestbevægelse centreret om at undgå overlagt mord, for jeg vil umiddelbart afskrive psykopatmordere som inden for rækkevidde for den offentlige samtale.

Til gengæld tror jeg, at en meget udbredt snak og gentagelse af, at nattelivet er usikkert for kvinder, vil ændre kvinders adfærd til det værre. Hvis vi taler meget om enkelte overfald, så vil vi huske uforholdsmæssig godt på dem. Vi glemmer, at de fleste af os er gået alene hjem i årtier uden problemer. At vores veninder er gået hjem uden problemer. Vi glemmer, at kvinder godt kan færdes alene uden at frygte for sit liv. Det kan vi altså godt.

Det føles som om, at vi hvis vi alene siger, at det er tragisk og uretfærdigt, at en kvinde blev myrdet, så er det ikke nok. Reaktionen er ikke nær stærk nok. Der skal være en systemfejl. Den skal helst være hægtet op på en stærk identitet, såsom race, køn eller seksuel orientering.

Der findes mange systemfejl, som vi skal have fikset. Men vi er nødt til at øve os i at have en dialog om problemers omfang og karakter, hvor vi ikke med det samme farer op. Der er ikke et udbredt problem med tilfældig vold mod kvinder. Men der er udbredte problemer med partnervold, stalking osv. Så lad os starte der! Det vil være konstruktivt.

Det er en kollektiv indsamling af skrækhistorier ikke.

Man er ikke for kvindevold, selvom man påpeger, at kvinder i meget vid udstrækning kan færdes trygt i Danmark. Ingen mord er i orden. Og det er very old news.

Vi er nødt til at stoppe med at tro det værste om andres motiver.

Kunsten at føre den svære samtale

red and white lifebuoy

Foranlediget af mange forskellige artikler om, hvordan man er en god ven, og hvordan man taler med folk i krise, har jeg gennem lang tid overvejet, om jeg egentlig er en god ven.

For jeg gør stort set alt det forkerte. Det vil sige, at jeg giver gode råd, jeg fortæller historier om samme tema fra mit eget liv eller omgangskreds. Jeg bliver løsningsorienteret og får lyst til at lave positive spins på selv de mest trælse ting.

Det er – hvis jeg har forstået det korrekt – alle dødssynder i forhold til at være god til “den svære samtale”. Her må man endelig ikke gøre andet, end at sige “hvor er det hårdt for dig”, “det forstår jeg godt” og “fortæl mig mere om, hvordan du har det“. En af mine veninder kaldte det “at ae med ord”. Det synes jeg er et fremragende billede. For det indfanger – hvor fjollet det føles at tale sådan med voksne mennesker. Jeg aer jo heller ikke andre voksne sådan fysisk? Man aer børn. Man aer hunde. Man aer da ikke voksne?

Nå, men inden du afskriver mig som komplet idiot, så lad mig lige fortælle videre:

I starten var jeg ret irriteret over, at der skulle være så mange restriktioner for en ærlig samtale. Men efter månedsvis af eftertanke har jeg erkendt, at det faktisk er pisse irriterende at få råd, man ikke har bedt om. Jeg synes også, at det er voldsomt upassende, hvis nogen andre prøver at gøre en lorte situation til noget godt. Især hvis det er min lorte situation. Og jeg mest bare de almindelige hverdags trælse ting at tumle med.

SÅ jeg tror, at der er noget om snakken. Jeg er nok ikke særlig god til at tale om svære ting med andre mennesker, som er i den fase, at de ikke skal løse konkrete problemer eller have råd. De skal bare holde livet ud.

Det vil jeg faktisk rigtig gerne blive bedre til. Men det er en mental barriere for mig at forestille mig en samtale, som ikke involverer en eller anden form for udveksling af synspunkter, oplevelser, råd eller dets lignende.

Så nu spørger jeg jer. Hvad er nogle gode sætninger til at tale med mennesker i krise. Hvordan – helt lavpraktisk – taler man sammen i mere end 30 sekunder uden at byde ind med noget selv? Altså andet end forståelse og support.

HJÆLP!

p.s. Jeg har også læst, at man ikke kan sige noget forkert. Hvis man er i dyb krise, så kan man ikke sige noget, som gør tingene værre. Det eneste, som er helt forkert, er at lade være at tale med folk, fordi man er bange for at sige noget forkert. Så der er da et spinkelt håb om, at jeg ikke ender i helvedet for al den handlingsorienterede krise-dialog, som jeg har bedrevet indtil nu.

Billedet på intranettet – et eksistentialistisk spørgsmål

Når du starter på min arbejdsplads, vil du på et tidspunkt i løbet af din første dag få stukket en ipad i fjæset, hvor du under lysstofrørenes flatterende lys – og med dit “jeg-er-ny-på-job-og-har-ikke-set-mig-i-spejlet-siden-i-morges-men-jeg-sveder-ret-meget”-ansigt får taget et billede til intranettet. Nogle mennesker ser godt ud på det her billeder.

De fleste gør ikke.

Jeg gør slet ikke.

Jeg er ikke et fotogent menneske. Hvis du tager 10 billeder af mig, så vil jeg grim ud på 9,5 af dem. Jeg vil selv sige, at jeg er pænere i virkeligheden. Men selv i virkeligheden er jeg ikke et pragteksemplar på den menneskelige race.

Jeg har lært at leve med det. I sådan en grad, hvor jeg nærmest afskyr forfængelighed. Fordi why bother? Vi er nogen, som kan bruge ret meget tid foran spejlet uden, at det gør en synlig forskel. Jeg har brugt mange timer hos hud-damer, som har shamet mig for mine bumser med henvisning til, at jeg nok spiste for mange chips eller vaskede mit ansigt for lidt. Herefter efterfulgt af – hvad jeg kun kan beskrive som mishandling og mersalg.

Det er en stor løgn. Det må jeg bare sige. Din huds skønhed er hormonelt betinget. Ingen mængder af guld, som jeg kunne smide efter skintonic og lort ville kunne rette op på det. Så efter at have levet med mange (og må jeg tilføje smertefulde) bumser til jeg var 27 år, fik jeg nogle kradsbørstige piller hos lægen. Som det første, jeg har prøvet, hjalp det. Men jeg skulle også love ikke at blive gravid i et år efter afsluttet behandling pga. stor sandsynlighed for voldsomme fosterskader – og jeg skulle månedligt til tjek for ikke at have fået selvmordstanker og depression. Så jeg giver zero fucks for, hvad Ole Henriksen og co. kan diske op med dyre cremer.

Det. Virker. Ikke.

Derfor: I dag er min beauty routine: Gå i bad med passende mellemrum efterfulgt af den lejlighedsvise body lotion fra Neutral. Brug mascara og lidt farve til brynene, hvis du er pyntesyg. Lad lortet sidde på til, det falder af eller du går i bad igen. (Mine øjenvipper sidder i øvrigt stadig på mine øjenlåg, selvom jeg har hørt en del bekymring af den art).

Tilbage til mit profilbillede på intranettet. Man kan skifte billedet. Enten til et man har liggende – eller man kan benytte den årligt tilbagevendende muligheden for at få en professionel fotograf til at tage et nyt billede. Sidstnævnte ville jeg gerne. Jeg har bare været uheldig, at barsel og pandemi kom i vejen. Så nu har jeg i snart tre år haft et mindre-flatterende billede på intranettet (og det kommer altså op hver gang nogen skal finde mine kontaktoplysninger).

Men jeg vil ikke være typen, som er så forfængelig, at hun går ind og skifter det. Men jeg kan bare se, at rigtig mange andre gør det. Det får jo min relative skønhed til at blegne endnu mere. Altså hvis alle har deres flotteste billede – og jeg har et af de grimmere liggende. Jeg kan heller ikke forsvare mig med, at billedet ikke er vellignende.

Så what to do? Det er et af de store spørgsmål, som I nok kan mærke. For jeg vil ikke være forfængelig, men jeg har jo tydeligvis allerede brugt alt for meget tid på at tænke over det. Man må vist ikke bruge så meget energi på at være u-forfængelig.

Charme, selvtillid og lækkert hår!

Alene på hotel

Jeg er taget på hotel med mig selv og brystpumpen. Vi er midt i et ammestop, fordi det faldt mig ind, at det var lige tidligt nok at stå op kl 4 hver dag. Og barnet er trods alt snart 1,5 år. Så jeg tager lige et par nætter, hvor den yngste og jeg ikke sover sammen.

Receptionisten oplyste ved min ankomst, at han ikke reserverede 20.000 kr på mit dankort, fordi jeg ikke lignede en, der ville ryge og holde fest på værelset. Jeg føler mig ramt.

Ammestop er en milepæl. Farvel til babytiden. Måske for altid? Jeg har forbundet amning med noget hyggeligt, meget intenst og langvarigt samvær med mit barn. Så jeg blev sgu lidt sentimental, da jeg krammede min nøgne og bade-rynkede lille dreng farvel her til aften.

Hotelopholdet har jeg selvfølgelig forsødet med både slik og færdigblandede drinks. Sukker og alkohol kan dulme hvert et vemod. Også har jeg lyttet til Hjerteflimmer for Voksne og siddet og farvelagt en malebog (for børn).

Det går igen, at selvstændighed og uafhængighed bliver lovprist i den udsendelse. Jeg føler mig ofte ramt. Og især sådan en aften her. Hvor jeg kun burde nyde at være alene og uden forpligtelser. Men hvor jeg også savner mine mennesker. Ret meget.

Jeg sover bedst, hvis de er hos mig. Hvis jeg blev skilt, ville jeg vitterligt mangle en halvdel. Når man har levet snart 16 år som makkere, så bliver man en fast del af hinandens måde at trække vejret på.

Jytte (parterapeuten i programmet) ville nok ikke være imponeret over min evne til at følelsesregulere mig selv.

Jeg vinder sgu ikke det der selvudviklingsspil.

Så det er godt, at jeg har Marabou Daim, så jeg kan klare mig alene en aften.

BUPL, du er fuld. Gå hjem!

man wearing panda costume leaning on post

Nå, men BUPL er i fuld gang med at lobbye for deres medlemmer – pædagogerne. Det har afstedkommet direkte opfordringer fra først BUPL selv og senere også regeringen, at man skal holde sine børn hjemme “hvis man kan”.

Jeg har meget stor respekt for, at pædagogerne skal operere i en vanskelig tid, og vi skal selvfølgelig diskutere værnemidler, undtagelse af medarbejdere i risikogruppe og vaccinerækkefølge. Det er et dilemma, hvordan vi får det næste halve år gennemført bedst muligt. Men jeg synes, at det var under lavmålet, da BUPL før jul opfordrede forældrene til at holde deres børn hjemme uden om regeringen. Det er skaber utryghed for forældre, pædagoger og børn.

Jeg vil ikke diskutere om, vi kan være bekendt at sende børnene i institution på en måde, hvor det bliver et moralsk ansvar, som den enkelte forældre bliver tildelt. Det er et svigt, at regeringen gik med på den galej – og det er fejt af BUPL at melde det ud.

Lige nu sidder der en masse små børn sammen med deres sure og trætte forældre, som i bedste fald er hjemsendt med løn, men uden arbejde. I værre fald er de på barselsorlov med en lille baby, som skal puttes mange gange dagligt og har nogle helt andre behov end et større barn. I værste fald er forældrene fyret og er mentalt pressede af bekymringer om økonomi og fremtid. Eller også har forældrene været hjemsendt siden september-måned og er ved at blive vanvittige af den situation. Vi er alle sammen blevet pålagt at se maks fem mennesker og alt er lukket. Der er ikke noget muntert at tage sig til derhjemme. Netflix bliver ved at spørge, om vi virkelig stadig ser Chugginton? Ja, for fanden!

Jeg synes, at det skal stoppe! Vi skal holde os for øje, at de nedlukkede private erhverv gerne ville holde åbent. Til trods for at de også er i tæt kontakt med mennesker hver dag, men med de voksne mennesker, som er mere syge og smitter meget mere end børnene. Når det er tilfældet, så er det selvfølgelig, fordi deres forretning er på randen af konkurs eller fyringer. Mange af de privat ansatte frisører, mekanikere m.v. er allerede gået væsentligt ned i løn for at undgå fyring.

BUPLs udgangspunkt er et andet, da vi har at gøre med offentligt ansatte. De vil ikke gå ned i løn, og de vil heller ikke blive fyret ved en hjemsendelse. Det gør det selvfølgelig meget mere attraktivt at blive sendt hjem. Og det gør det gratis for dem at begynde at køre frygt-argumentation i medierne.

Der er ganske rigtigt en større risiko for at få corona, hvis man er pædagog. I gennemsnit er 2,85 pct. af alle danskere blevet smittet, hvor det gør sig gældende for 4,51 pct. af ansatte på institutioner. Men det bør holdes op i mod et tilsvarende smitteniveau for ansatte på hoteller og restauranter, hvor 4,53 pct. af de ansatte er blevet smittede med corona.

Desuden kan man af opgørelsen se, at der er nogle store udsving. Fx. er det højeste andel smittede pædagoger ansatte på fritids- og ungdomsklubberne. Dagplejerne er endda mindre smittede end den gennemsnitlige dansker (kun 2,15 pct. af dagplejerne er smittede).

Jeg synes, at det er for langt at gå at tale om situationen, som om vi behandler vores pædagoger som kanonføde. Vi spritter af, går med mundbind og holder børnene hjemme for et godt ord rent sygdomsmæssigt. Vi passer på vores pædagoger. For vi kan slet ikke klare os uden dem. At passe børnene er en samfundskritisk opgave, fordi det er en forudsætning for, at samfundet kan fungere, når begge forældre er på arbejdsmarkedet.

Vi skal holde os for øje, at det store problem er ikke, at der er nogen, som får corona (fordi i 99 pct. af tilfældene bliver folk raske efter et relativt udramatisk sygdomsforløb). Det store problem indtræffer, hvis for mange får corona på én gang. Jeg sidder ikke og hamrer i tastaturet hjemmefra på femte måned, fordi staten er interesseret i at beskytte mig. Jeg er hjemsendt for at reducere smitteniveauet generelt – og mit job kan tilfældigvis laves hjemmefra. Det kan en pædagogs arbejde ikke.

Det er en svær tid, hvor vi hver især skal løfte vores ansvar. Lige nu synes jeg, at BUPLs ansvar er at varetage pædagogernes interesser i kombination med at løfte den opgave, som pædagogerne har. FOA (SOSUernes fagforening) er heller ikke ud og sige: “hvis I kan, så lad jeres gamle flytte hjem i kælderen”. De ved godt, at deres rolle er at passe på de ældre. Og deres forhandling er ikke at undslå sig det job, men at skaffe bedst mulige forhold til at lave dette arbejde.

Det er min oplevelse, at BUPL prioriterer for snævert og for kortsigtet. Det er ikke gratis at presse forældrene til at holde deres børn hjemme – det trækker på den solidaritet og alliance, som har været meget stærk mellem forældre og pædagoger indtil nu.

Jeg synes, at BUPL skulle bruge denne situation til at få slået fast med syvtommer søm: Se! I kan ikke klare jer uden os – kan vi så få et højere lønniveau og nogle bedre forhold -også på lang sigt”.

Den sag bakker jeg 100 pct. op om.

Goddaw Elliot

Juno Reunion: Ellen Page & Jennifer Garner Will Lead Female Live Read |  IndieWire

Ellen Page er sprunget ud som transkønnet – og hedder nu Elliot. Det er godt for ham. Men det ærgrer mig, fordi jeg tydeligt husker Juno – og hvordan jeg synes, at Ellen Page den gang skubbede til måden, man kunne være ung kvinde på. Det var så befriende at kunne spejle sig i noget andet end den gængse teenagepige-karakter. Og så endda i en historie om at blive gravid og ikke ville være mor. Jeg må vel finde mig et andet kvinde-idol. Nu hvor Elliot ikke vil være det.

Det er underligt, at opgøret med kønskategorier ender med at reproducere dem helt vanvittigt. Spørgsmålet er – om man overhovedet kan gøre op med det. Er det muligt at leve i en verden, som overhovedet ikke er delt op i han og hun?

Det er oppe i tiden at opgøret med “kasserne” bliver taget ved at smide dem ud. Men når nu der trods alt er en biologisk virkelighed, som ikke kan smides ud, så bør opgøret måske ikke handle om at smide kasserne ud, men om at gøre dem større, så alle kan få plads?

Jeg har set, hvad der skete, da J.K. Rowling havde en holdning til sagen – og ikke en særlig vild en. Masser af mennesker, som jeg ikke opfatter som rabiate tog pludselig afstand og spurgte, om man overhovedet kunne læse Harry Potter, når nu Rowling var transfob.

Diskussionen om man må læse noget af nogen, som man ikke er 100 pct. enig med, gider jeg ikke tage. (Selvfølgelig må man det). Men jeg bliver gang på gang overrasket over, hvordan – i min øjne – helt stille og rolige indvendinger bliver modtaget som hadtale og transfobi.

Hvornår blev det sindssygt at sige, at køn tildels er biologisk betinget? Hvorfor bliver det opfattet som aggressivt, at vi er nødt til at overveje og undersøge, om nogle bliver transkønnede, fordi det opfattes som mere attraktivt end fx at være homoseksuel? Og hvorfor bliver det opfattet som transfobisk at mene, at det er to væsensforskellige livsoplevelser at være født som biologisk kvinde og at være transkvinde?

Det er ikke hadefuldt at være undrende. Det er ikke truende at være nysgerrig. Det er ikke ekskluderende at stille spørgsmål. Men det er svært, når folk stiller spørgsmålstegn ved ens grundlæggende identitet, præferencer og valg. Det ved jeg godt. Men der er ikke nogen anden måde, hvorpå man kan normalisere det usædvanlige. Vi er nødt til at tale om det.

Lad os så få ryddet op!

Jeg har i de seneste – snart mange – uger gået rundt og tænkt på, hvad jeg burde skrive om sexismedebatten herhjemme. Skulle jeg fejre Sofie Linde, fordømme Jeppe Kofod og Morten Østergaard eller blot fokusere på, hvordan vi kommer videre herfra?

Ingen af delene kom ud, når jeg satte mig til tasterne. Istedet begyndte jeg på en længere udredning om sammenhængen mellem begreberne sexisme, sexchikane og seksuelle overgreb. Det var hverken interessant eller vigtigt. Det var en overspringshandling – et forsøg på at rationalisere, fordi jeg egentlig bare bliver mere og mere trist af alle de historier, som myldrer frem.

Jeg troede, at vi var meget nået meget længere. Jeg troede vitterligt ikke, at det var noget, som kvinder oplevede i det omfang, som vi har fået belyst de sidste par uger. Både som det fremstår i medierne, men også når jeg spørger kvinderne i mit liv. Det er hverdag. Vi er åbenbart så vant til at agere i et råddent system, at vi ikke rigtig tænkte over det.

Sandheden er, at udover de kvinder som er blevet udsat for modbydelige ting på deres arbejdspladser, i deres parti eller andre steder, hvor kvinder ind i mellem færdes. Så er der også alle de andre kvinder, som har afholdt sig fra at tage til fest på jobbet eller partikongres. Fordi de ikke syntes – tilsyneladende med rette – at det var et trygt miljø at være i.

Den seksuelle chikane er meget mere end en hånd på låret. Det er en form for undertrykkelse, hvor man fortæller kvinder alle vegne, at de ikke skal regne med at blive taget alvorligt. At deres værdi strømmer fra deres “fuckability”, og at de kan udskiftes, når man ikke gider at bruge energi på den dårlige stemning, som det skaber, når chefen har sex med sine medarbejdere.

Det er deprimerende, at vi er mange, som har gået rundt og troet, at (næsten) alt var i orden. At vi har syntes, det var lidt sjovt, når der blev sladret om promiskuøse chefers omgang med deres personale, og medarbejderes (nedladende) seksualiserede tale om og til hinanden. Det er ikke kun “krænkeren”, der er problemet her. Det er os alle sammen.

Jeg blev lidt glad for at læse Ditte Gieses indlæg i debatten, hvor hun opfordrer boomer-generationen til ikke at modarbejde den unge generations opgør med sexisme. Man bør ikke fordømme kvinder og kalde dem hysteriske for at sige, at de gerne vil frabede sig seksuel opmærksom i form af chikane og trusler. Det er ikke at give en “forlomme” at erkende at sexisme er krænkende.

I stedet skal vi lytte. Selvom det er ubehageligt.

Jeg frygter, at der på den anden side af denne bølge kommer et backlash. At kvinder som gruppe er blevet umyndiggjort i vores forsøg på at forklare sexisme med strukturer og seriekrænkere. Altså forstå mig ret. Analysen er rigtig. Men vi er nødt til at finde noget handlekraft et sted. Når kvinderne før os nægter at tale om det, så skyldes det, at de fandt på alle mulige workarounds i systemet, så de kunne indgå i fx det politiske liv. Desværre uden egentlig at løse problemet med sexisme.

Det er ikke en løsning, at kvinder skal gå tidligt hjem, gå med nøgler mellem knoerne eller sørge for, at de aldrig at ende alene med bestemte mænd. Det er begrænsning af skaderne. Ikke en løsning.

Jeg glæder mig til, at vi kan fortælle hinanden flere historier om kvinder, der gør noget og færre historier om kvinder, der bliver udsat for ubehageligheder. Det første er meget mere opløftende.

Jeg kan jo ikke være den eneste, der mister lysten til at deltage i fx politik, hvis det der er vilkårene. Det er stærkt deprimerende, men vi er nødt til at tale om det alligevel.

For der er en bevægelse igang og vi skal sørge for, at der bliver ryddet ordentlig op denne gang!

I er fandme så kloge

Det føles meget priviligeret at kunne spille bold opad så kloge og vidende læsere som jer. I er så gode til at øse ude af jeres gode råd, når jeg efterspørger dem. Tak!

Så dette indlæg er for alle jer, der ikke nødvendigvis følger med i kommentarsporet.

Jobskifteråd:

  • Sig jobbet op, hvis det gør dig ked af det og sæt alt ind på jobsøgning. Jeres erfaring viser, at man typisk er ledig i 3-6 mdr. Og får en meget større jobtilfredshed bagefter.
  • Lav kaffeaftaler med dit netværk i arbejdstiden (men flex ud) og forhør dig om andre brancher og muligheder.

Modarbejd perfekthedskulturen-råd:

  • Hold op med at rose andre, når de er perfekte. Ud med “Nej, hvor er her altid pænt. Hjemme hos mig er der altid så rodet”.
    Ind med “Hvor er det fedt, du har tid til at se mig”.
  • Gør det til en konkurrence om, hvad der er ‘godt nok’. Strategien er, at du sætter x antal timer af til en given ting – og så skal du færdiggøre. Det giver et boost på job at føle, at du får rykket på ting.
  • Mind dig selv om, at du lærer dine børn at stresse op over ting, hvis du selv gør det. Slap af for fremtidige generationers skyld
  • hav selvironi og sindsro med dine livsvalg. Det er meget bedre at slå sig til tåls, end at føle sig bagud nonstop.
  • Lad være med at evaluere dig selv. Det er rigeligt at andre gør det!

Dette er ikke en anbefaling

Jeg satte en klog veninde i stævne i en virtuel bogklub for at få læst en bog, som jeg var overbevist om ville gøre os begge klogere og mere klar på at håndtere 30ernes livskrise, som cirkulerer om “hvem er jeg”, “hvad skal jeg” og “hvad fanden blev der af ungdommens potentiale og optimisme”. Bogen vi skulle læse var: “Det Hele Handler Ikke Om Dig” af Niels Overgaard.

Berlingske har i sin anmeldelse skrevet, at bogen har “befriende originale budskaber”. Jeg besluttede mig for at læse den, da jeg havde stødt på den meget sympatiske forfatter i to forskellige podcasts. Men ak og ve. Berlingske anmelderen var Rune Selsing, og den slags lovprisninger bør komme med en tydelig advarsel. Havde der stået “Rune Selsing kan godt lide denne bog”, så havde jeg aldrig åbnet den.

Så jeg kan lige så godt afsløre det nu. Bogen er ikke befriende original. Den er snarere frygtelig banal og alt alt for overfladisk til at tage filosofien til indtægt for noget som helst. Jeg vil i det følgende diskutere både bog og råd:

Forfatteren tilskriver stoicismen at give mennesket fem konkrete livsråd:

  1. Fokusér på det du kan kontrollere
  2. Succes er at gøre det rigtige
  3. Selvdisciplin gør dig fri
  4. Døden er din ven
  5. Det hele handler ikke om dig

Ad 1) At fokusere på det du kan kontrollere virker dybt og klogt. Der er da også en vis sandhed i, at vi bliver gladere, hvis ikke vi hele tiden forsøger at kontrollere ting uden for vores kontrolsfære. Men du ved nok godt lige så godt som jeg, at den skelnen mellem, hvad vi kan – og ikke kan kontrollere, er yderst vanskelig – og når stoikerne peger på, at du kun kan kontrollere dit sind og dine handlinger, så er det himmelråbende naivt/forkert.

For det første der er faktisk mange mennesker, der ikke kan kontrollere deres sind (fx. psykisk syge) eller deres handlinger (Fx søvngængere, folk med OCD eller tourettes). For det andet så kan man måske ikke kan kontrollere omverden 100 pct., men man kan dog påvirke sandsynligheden for visse udfald. Fx har kvinder i årtusinder måtte acceptere at være andenrangsborgere, men på et tidspunkt blev kvinder trætte af at “acceptere denne skæbne” og satte ild til patriarkatet (jeg er ikke historiker, men jeg har hørt, at det var sådan det skete).

Der er altså både en mulighed og et ansvar, som man kommer til at fraskrive sig, hvis man blot accepterer ting, som ligger uden for vores sind og vores handlinger. Derfor finder jeg dette råd, særligt når det gives med forfatterens fokus på ikke at “klynke og gøre sig selv til et offer”, som værende i bedste fald unuanceret og i værste fald usædvanligt dårligt og bagstræberisk.

Vi kan ikke altid kontrollere vores tanker og handlinger, ligeså vel som vi godt ind i mellem kan kontrollere – eller i hvert fald påvirke – andre menneskers tanker og handlinger

Ad 2) Succes er at gøre det rigtige. Jeg er pligtetiker, det vil sige, at jeg forsøger at vurdere en handlings moralske værdi ud fra dets intentioner og ikke dets konsekvenser. For som min yndlingsfilosof Kant ville sige (sådan cirka ) “der er intet andet, der er godt i sig selv end den gode vilje”. Derfor kan jeg egentlig godt bakke op om, at vi skal prøve at formulere succeskriterier, der bunder i, hvad der er det rigtige at gøre ud fra intentionerne bag handlingen og så tilgive, at det ind i mellem afstedkommer nogle lorte situationer.

Dette råd bliver i bogen stort set reduceret til “ambition is the enemy of success” og “lykken er hverken en stor bil eller en prestigefuld karriere”.

Først argumenterer forfatteren for, at du altid få, hvad du ønsker – for du jo kan ændre dine ønsker. Så du bør benytte enhver modgang til at blive et bedre menneske. Glæd dig over din brækkede arm, at kæresten forlod dig og så sænk for helvedet dine ambitioner! Det er et virkeligt underligt sted at lande, når man starter med at begive sig ud for at finde ud af, hvad det “rigtige” er, for det er denne type råd i hvert fald ikke en anvisning af.

Jeg kan ikke se det gode argument for, at man til hver en tid skal slutte fred med sin skæbne. Det kræver i hvert fald en tro på en almægtig gud og noget solid determinisme. Det tror jeg simpelthen ikke på. Der er ting, som man skal kæmpe imod med næb og klør – også selvom det giver søvnløse nætter og ondt i maven. Kampen for det gode er både ubehagelig og vil ofte mislykkes, men derfor skal vi gøre det alligevel.

Jeg er overrasket over, at nogle voksne mennesker føler, at det er et originalt budskab at sige, at lykken hverken er gods eller guld. Endda når det bliver underbygget med citater fra hhv. Fight Club og Kayne West. (“One good girl is worth af thoundsand bitches” er ikke et velvalgt citat til noget som helst, men det underbygger en nagende mistanke, jeg har om, at bogen er skrevet til mænd).

Ad 3) Selvdisciplin gør dig fri. Selvdisciplin kan gøre dig fri af nogle ting, men jeg tror, at anoretikeren kan fortælle om, at for meget selvdisciplin bestemt ikke er frigørende. Så her har vi igen at gøre med et råd, som bør komme med en nærmere vejledning og ikke blot løse anekdoter og påstande om, at det moderne menneske ser for meget tv og kigger for meget på sin telefon. Det kan vi alle sammen relatere os til, men det betyder ikke, at man automatisk bliver fri af at holde sig selv i stram snor.

Det handler vel om, at man skal sikre sig, at de kortsigtede beslutninger, man træffer, ikke underminerer ens langsigtede ønsker – og omvendt. Det er en balanceting. Frie mennesker kan vel også have lyst til noget umiddelbart. Jeg håber, at alle kan relatere til den berusende følelse, man får, når indimellem dropper forpligtelserne – og pjækker fra skole for at spise is på stranden.

Hvornår mennesket er frit, er ikke et let spørgsmål. Jeg kæmper selv med at finde et svar. Men det nærmeste jeg er kommet et tilfredsstillende bud, kommer fra Kant (jeg er virkelig glad for ham), han mener, at hvis du bare handler, som om du er fri, så er du fri. Det vil sige, at jeg kan ikke udefra vurdere, om du er i moderne teknologis lænker eller om du har truffet et valg om at spille Candy Crush i fem timer i streg. Men du kan afgøre det ved at spørge dig selv: “Hvad ville jeg gøre, hvis jeg var helt fri?” – og hvis svaret er gå en tur, så læg telefonen fra dig. Det handler sådan set slet ikke om selvdisciplin, men om selvindsigt og refleksion over sine valg. Det vigtige er vel sådan set, at du ikke bare lader dig hive med af dine umiddelbare indskydelser og følelser, uden først at køre dem igennem “fornuftsmaskinen”.

Men hvis man skal gå længere ned i dette kaninhul, skal vi diskutere om mennesket overhovedet er frit – og det skal vi ikke lige nu. Det er nødt til at være en antagelse.

Ad 4) Døden er din ven er et synspunkt, som jeg har det vanskeligt med. Jeg kan godt medgive, at det faktum, at noget har en slutning gør turen mere værdifuld. Det har både Ringenes Herre og Harry Potter lært mig for længe siden. Men pointen her går videre end det.

Seneca citeres for at sige, at det gode liv forudsætter evnen til at dø godt. Og det synes jeg lyder som en røverhistorie. Altså for det første. Hvor fanden ved Seneca det fra? Vi dør jo kun én gang, og så er det for sent at finde ud af, om den der var “god til at dø” også havde levet godt. Jeg tror umiddelbart, at mange som er rigtig gode til at dø – har haft mere end almindeligt svært ved livet. Jeg mangler data, hvis jeg skal tro andet.

Hvor jeg antager, at det er synd for folk, der tager sit eget liv, så fører forfatteren her en slags bevis for, at det er bedre at kunne begå selvmord med ophøjet ro(som Sokrates og Seneca) end at gå i panik og skide udover sit dødsleje. Det ved jeg nu heller ikke om er rigtigt. Det er klart rarere, for de efterladte (og vel også for den døende), hvis den døende ikke er bange, men har sluttet fred med sin skæbne. Men “rart” er jo ikke nødvendigvis “godt”. Det er også rarere ikke at blande sig, når man er vidne til et voldeligt overfald. Men det er jo ikke det rigtige at gøre i moralsk forstand? Og… hvorfor gøre døden til en præstation, som man kan fejle i?

Døden er uundgåelig og naturlig. Derfor hører man også jævnligt om gamle og/eller syge mennesker, som er trætte og mætte af dage. Jeg er enig i, at vi skal fjerne døden som et tabu. Vi bør være bedre til udføre nogle overgangsritualer og -samtaler, så afsked og død kan bruges til at bearbejde det tabte liv og måske også ens eget liv fremadrettet.

Men jeg står af, når man ophøjer den rolige død til et ideal, der knytter sig til ens evne til at leve. Ligesom det frarøver folk, der dør unge eller af unaturlige årsager (fx mord), retten til at være oppe og køre over, at deres liv er ved at slutte uden at sige, at det er en slags bevis for, at de også var dårlige til at leve. Jeg stiller mig ligeledes tvivlende overfor, at det at være bange for døden kan løses ved at tænke rigtig meget på døden. Men jeg kan godt finde trøst i citatet fra Epikur, “Når vi er, er døden ikke kommet endnu, og når døden er kommet, er vi ikke“. For mig at se er det mere en påmindelse om, at vores egen død ikke er værd at beskæftige sig med, end en opfordring til at dvæle ved den.

For mig at se, så har den overlevelsesstrategi, der hedder “ignorer lortet”, fungeret ret godt for virkelig mange mennesker. Jeg vil argumentere for, at den strategi også hjælper mig med at blive i nuet fremfor i en fremtidig ulykke eller død. Jeg ved heller ikke, om man bliver mindre overrasket over, at nogle tæt på en dør, fordi man står i badet hver morgen og dvæler ved sin egen og sine elskedes muligvis nært forestående død. Jeg tvivler på, at det betyder noget i forhold til den sorg, man kommer til at opleve.

Hvis den ekstreme dødsbevidsthed kommer til at betyde noget, så er det mere nærliggende for mig, at man ikke knytter sig så meget til andre mennesker, fordi man hele tiden forbereder sig på at miste dem. Det er i hvert fald også et sandsynligt scenarie. Derfor bliver jeg heller ikke overbevist om, at man faktisk tager i mod “lykkens gaver”, hvis man også kan “aflevere dem tilbage uden bekymring”. Det er givet vis noget andet på spil, når man allerede har etableret relationer under en fornemmelse af evigheden. Her kan døden måske nok få en tilbage til det væsentlige – nemlig relationen her og nu.

Ad 5) Det hele handler ikke om dig er rådet, der pryder bogens omslag, så her kommer vi ind til det, som vel må betegnes som kernen. Men bidraget er stadig banalt og flygtigt – for hvad handler det så om?

Det handler heller ikke om Mick Jagger, må vi forstå. Han lider bare af forsanger-syndromet, fordi hans succes har steget ham til hovedet. Jeg tror kun, at det er i en macho-verden, at det er en overraskelse, at man ikke er centrum for universets bevægelser. Men det selvfølgelig en tanke, vi alle sammen får fra tid til anden – fordi vi er hovedpersonen i hver vores lille film.

Bogen kæmper usædvanligt meget med at komme med et bud på meningen med livet – og det kan man jo godt forstå. Det virker bare så utilfredsstillende at angive meningen, som værende “at have gode tanker og handlinger og tænke på andre”.

Problemet med mening er, at det er noget, vi selv skaber – hver især. Det bør man anerkende som et grundvilkår. I starten af bogen formanede forfatteren, at succes var at gøre det rigtige, altså at man gjorde sig umage med det man gjorde og var tilfreds uagtet resultatet. Problemet er: Hvorfor gør man sig umage med noget? Fordi det er meningsfyldt for en. Derfor kan man ikke sige, at meningen er at gøre sig umage. Det bliver et cirkelargument.

Jeg tror ikke, at meningen er én ting for alle mennesker. Selvfølgelig er det ikke meningen at få børn. Meningen med livet er alle mulige forskellige ting, men jeg tror, at en fællesnævner for de fleste mennesker er, at mening bliver skabt sammen med andre. Så et liv med sindsro ved jeg ikke om er efterstræbelsesværdigt. I mine øjne er et liv med bevægelse og udvikling vigtigere.

Når man bør gøre sig bevidst om sin dødelighed, så er det, fordi den øvelse tvinger en til at forholde sig til sine valg. Uden bevidste valg så går tiden bare. Indtil livet pludselig er slut.