Julefrokost-dilemmaer

1. Skal – skal ikke komme?

Det er dyrebar fritid, som bruges på mennesker, som jeg ser rigtig meget i forvejen (kollegerne, altså). På den anden side er det vigtigt at tage del i den vanvittige alkoholkultur i Danmark, hvis man vil være en del af holdet på sigt. Og der er jo en vis sandsynlighed for, at det bliver skægt. Det er sådan noget, som øl og snaps bare kan.

2. Skal – skal ikke drikke snaps?

Det smager uhyrligt, giver slemme tømmermænd og øger sandsynlighed for både ærligheds – og reel opkast med ca 300 %. På den anden side, så er der det med alkoholkulturen og fællesskabet igen. Mmm, HAPS! HAPS! Snaps (og risalamande) er stjerneeksempler på gruppepres for voksne.

3. Skal – skal ikke fortælle, hvor skabet skal stå?

Fuldskab kan bruges strategisk. Fortæl få, men vigtige sandheder til den trælse kollega eller chef. Det skal doseres med omhu, men folk er mere åbne for kritik, når folk er fulde og tager det ikke helt ind i hjertet eller ifører sig mellemledermasken, der henviser til næste statussamtale.

Der er dog relativ stor sandsynlighed for, at du er for fuld til at dosere ærligheden korrekt.

4. Skal – skal ikke gå tidligt hjem?

Nu er du her jo. Det er første fredag i månedsvis, hvor du kan vifte lidt med ørerne. Men på den anden side så kommer der en ny dag i morgen, hvor du gerne vil ‘få noget ud af dagen’, ‘være en god mor’ eller bare ikke have det ad helveds til. Men altså -party poopers får sgu ikke en god karriere og folk har jo gjort sig umage med festen. Drik op og hyg dig for helvedet! (Men hvis du sniger dig af sted, så opdager de det måske ikke – og det er jo fredag – joggingbukserne savner dig).

En ode til den rimelig korte bytur

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Jeg har forsøgt mig med at lave en egentlig “ode”, altså “større lyrisk digt i højtidelig stil”, men jeg må erkende ikke engang små digte i uformel stil ligger inden for mine evner. Jeg brugte ret lang tid på en version på melodien til “det var en lørdag aften”. Det blev ikke godt.

Så hvis du nu istedet læser det, som var det slam poetry, så nærmer vi os:

Billedresultat for everything sound like slam poet when you say it like this leslie

En fredag aften for nogle uger siden lykkedes det mig, at mødes med tre af mine veninder. Det var nærmest spontant. Og det var fantastisk.

Vi tyllede gin & tonics i happy houren. Herefter spiste vi tortillas og drak dark and stormy på kande. Det var virkelig virkelig dejligt at høre om andre menneskers liv og fortælle sladder fra ens eget. Det var dejlig med et afbræk, der ikke var planlagt i evigheder forinden.

Det var dog fredag aften. Jeg havde løbet fra kontoret kl. 16 for ikke at komme for sent til aftalen. Det  var afslutningen på en hård uge. Så da klokken slog 20.00 og vores bord ikke længere ledigt, blev jeg ramt af en spontant trang til at tage hjem til min familie.

Det tog jo også lidt tid at komme hjem. Delvist fordi jeg selvfølgelig skulle have en dessert med hjem. Og hvad egner sig bedre end mcflurry daim til tog-turen? Fuck november, jeg vil have softice.

Lidt har også ret. Og det her tilfælde havde det meget ret. Det føltes som at komme op og få luft efter at have holdt vejret lidt for længe. Så nu vil jeg bare sige, at en bytur behøver ikke at vare længe for at opfylde sit primære formål: at have det sjovt.

Så hvis du ikke rigtig kan overskue at være ude hele aftenen, men egentlig gerne vil se dine venner – så gør det. Lad være med at føle, at hvis ikke I er sammen ved midnatstid, så er det også lige meget. Det er det ikke.

 

Kan man være feminist og for kønsskifteoperationer?

man holding three leaves

“Jeg er født i den forkerte krop” – er et udsagn, som meget ofte kommer op, når transpersoner skal forklare, hvorfor de gør, som de gør – og hvorfor de fortjener grundlæggende respekt.

Inden jeg går videre, må jeg hellere indlede med, at jeg synes, at alle mennesker fortjener respekt. Jeg ønsker ikke at støde eller tale nedsættende om nogen, særligt ikke folk, som sidder i en udsat, sårbar og sikkert også lidt ensom situation og føler sig helt forkert. Jeg håber derfor, at I vil læse resten af indlægget i det perspektiv.

Jeg har  i flere år har tumlet med på den ene side gerne at ville være rummelig og omfavnende, og på den anden sidde ikke kunne forlig mine feministiske idealer med ideen om kønsskifteoperationer m.v.

Som feminist har jeg det meget svært med udsagnet “jeg er født i den forkerte krop”. Jeg mener ikke, at vi meningsfyldt kan tale om rigtige eller forkerte kroppe. Der er kun kroppe. Når nogle mennesker vokser op og føler, at de absolut ikke kan leve et lykkeligt liv med det køn, som de biologisk set er blevet tildelt, så har vi i mine øjne fejlet fatalt.

Feminisme handler om for mig om, at vi skal have ligestilling mellem kønnene i betydningen, at dit køn ikke skal være definerende for dine livsvalg. Derfor har jeg meget svært ved påstanden om, at et menneskes lykke er bundet op på deres køn. Fordi det gør kønnet til det afgørende. Fordi det lægger en essentialistisk tolkning nedover, hvad det vil sige at have en penis eller en skede. At man skal have en skede for at gå i kjole og en penis for at være bankdirektør.

Jeg nægter ikke, at der er strukturer i samfundet, som gør det rigtig svært f.eks. at have en penis og tage en kjole på. Det er der helt sikkert, men det er strukturerne vi skal ændre på – ikke menneskene.

Min mand indvender altid på det her tidspunkt i vores diskussion, som har vi har haft om og om igen; “jamen, skal den enkelte så være martyr i det feministiske ligestillingsprojekt?“.

Det kan man aldrig tvinge andre mennesker til, men grundlæggende så er mit svar vel – ja! For operationer og hormonbehandling medvirker kun til at reproducere i helt absurd grad de strukturer, som man som transperson i virkeligheden forsøger at gøre op med. Det er de bånd, som binder mænd og kvinder til en bestemt adfærd afhængig af deres køn. Det er vel det, som feminismen blæser til kamp i mod.

Jeg mener, at vi bør hjælpe mennesker med at acceptere både sig selv og andre, som gode nok – som de er. Her vil jeg gerne lægge særlig vægt på, at vi ikke kan fornægte den form, som naturen har “valgt” at give os. Om det så er mand eller kvinde. Høj eller lav. Tyk eller tynd. Krøbling eller atlet. Så er vi alle sammen okay. Vi har alle sammen ret til frihed, kærlighed og plads uanset, hvordan naturen har formet os. (Et af de mere kuriøse eksempler er også historien om den hollandsk pensionist, som vil have ændret sin alder, fordi han mener, at han bliver diskrimineret på baggrund af den).

Så er der selvfølgelig nogen, som vil indvende, at mennesker altid former på vores naturlige udseende. Jeg plukker mine øjenbryn (hvilket principielt set også er tosset), andre får opereret deres bryster større og endelig er der nogen, som går meget radikalt til værks og ændrer deres kønsorgan/hormonbalance.  Det mener jeg dog ikke kun er et spørgsmål om gradsforskel, men om ændringer af helt forskellige karakter! (Især efter at jeg har prøvet den helt store hormon-rutsjebane, som er en graviditet. Hormoner ændrer ikke bare din fysiske fremtoning. Den ændrer din personlighed.)

Alligevel vil jeg stadig gå til forsvar for, at folk har ret til at gøre med deres krop som de vil. Kønsskifteoperationer skal ikke forbydes. Men som samfund bør vi ikke finansiere, at folk skal ændre sig selv for at føle, at de kan være i verden. Der skal laves plads i verden til dem, de er i udgangspunktet.

Vi bør i stedet ændre verden. Lave kønsneutrale toiletter. Tillade opklædningsbåse i svømmehallen. Og vi bør forske i om, der er nogle mønstre i, hvorfor nogle mennesker føler, at deres krop er helt helt forkert. F.eks. ved vi allerede, at der er noget, som hedder interkøn – som er den biologiske spøjse ting, hvor et menneske har både mandlige og kvindelige kønstegn – og derfor ikke entydigt kan inddeles i hverken han eller hun kategorien.

Her er det jo netop ikke kroppen, som er forkert – men det label, som personen er blevet tildelt ved fødslen, som har været forkert. Vi kunne have sparet denne 1-2 ud af 1000 personer meget smerte og forvirring ved, at vi var mere tilbageholdende ved at definere børns køn så tydeligt, som ingen kønsidentitet har endnu (ja, det er  hårbånd til skaldede børn og fascistiske farvekoder, jeg taler om!).

Jeg er fortaler for, at vi lægger mindre vægt på menneskers køn – ikke mere. Vi skal lave større og bredere kasser i stedet for at skære folk til, så de passer i de kasser, som vi allerede har. Hvis et skridt på vejen kan være, at man har mulighed for at vælge et nyt navn, sætte kryds ved “intetkøn” i sit pas eller etablere kønsneutrale cpr-numre, så lad os starte der. Men jeg synes ikke, at vi skal operere eller medicinere raske mennesker.  Vi skal lave plads til mennesker, som de er.  

Det virker usandsynligt, at transpersoner  vil mene, at de argumenterer for, at vi skal være mindre tolerante, så jeg vil så gerne høre fra jer:

Hvad er det, jeg overser? Hvordan kan ideen om, at et køn er forkert være forenelig med ideen om, at der skal være ligestilling mellem kønnene? Hvordan kan man sige, at man er tolerant, når man samtidigt siger, at der er visse ting, som kun en pige/dreng gør? Og hvordan kan kan tale om, at man først er en “rigtig” pige/dreng, når man har fået ændret sin fysik og hormonbalance? Hvordan er det respektfuldt  over for nogen? Hvordan er det ikke et skråplan af dimensioner at tale om “rigtige” drenge/piger og “forkerte” kroppe? 

 

 

 

I’m bitter and I’m proud!

Jeg vidste godt, før jeg poppede en baby, at det var hårdt at have børn. Jeg vidste godt, at det ikke var et ubetinget gode for parforholdet, at to blev til tre, og at man have mindre tid til hinanden. Alt det vidste jeg teoretisk set godt.

Som de fleste enten allerede ved – eller senere bittert erkender, så er der temmelig stor forskel på teori og praksis. Jeg har klart undervurderet, hvor hurtig mangel på søvn totalt ændrer ens personlighed og stresstærskel – og hvor fysisk ondt det gør at blive vækket, når man liiiige er faldet i søvn.

Jeg har stærkt undervurderet, hvor lidt overskud man har til sin partners ønsker og behov. Man bliver et lille bitte menneske, som rager den lille snas af overskud/selvopretholdelsesdrift til sig, når først barnet er fodret, vasket og skiftet og nu endelig sover. Man kan nå derud, hvor man ikke under hinanden noget som helst.

Det er som regel (relativ) kortvarige følelser, men jeg har flere gange fået sådan en ud-af-kroppen oplevelse, hvor jeg tænker “shit mand, det kan sgu være, at det er os, der ender med at blive skilt”. For jeg kan slet ikke se, hvor overskuddet til at tale ordentlig sammen og indgå kompromisser skal findes henne. Det siger ikke så lidt, for vi  har faktisk lige haft 13 års-kæreste dag, og jeg har aldrig tidligere tænkt, at vi måske ville gå fra hinanden.

Min mand mener, at jeg har en tendens til at frygte det værste (og plabre løs om dem), så jeg forsøger at holde dystopierne på afstand ved at placere humoristiske påmindelser strategisk rundt omkring i huset:

En af mine favorit leverandører af hverdagskomik er tegneren Line Kjeldsen Jensen. Jeg forærer hendes bog til alle barselsbesøg, jeg skal til – for hun er simpelthen genial.

Hun formår at gøre to ting: 1) at få mig til at grine, og 2) at få mig til at føle mig som en del af noget større. Hun beskæftiger sig med moderskabet, som noget der har væltet kvinder på røven til alle tider. Som en orkan, der hvirvler kvinder rundt i helt nye og ekstreme udfordringer i en blanding smerte, snask og kærlighed. (Line er i øvrigt ikke den eneste, som kan det. Jeg synes, at den her blogverden giver overraskende rum og plads til, at kvinder udveksler nogle af de mest ærlige historier om det at blive mor – også STOR tak til jer derude!).

Derudover er Lines historie præget af, at hun er meget alene hjemme med børnene (fordi far er rockstar) – og hun rammer parforholdskonflikterne helt perfekt. I mit køkken hænger denne tegning fra hendes hånd:

Jeg muntrer mig over den dagligt – og det er netop oftest i køkkenet, at vi har denne her universelle diskussion om, hvem det i virkeligheden er mest synd for (MIG!).

For at holde mig selv oppe i løbet af dagen og for at markere over for verden, at jeg formentlig kunne have været i bedre humør, hvis ikke hele verden var så irriterende. Så bruger jeg denne mulepose som arbejdstaske (hvilket på sin vis er meget en upassende taske i arbejdsøjemed):

Den fanger bare den der ufattelig overmandende følelse, jeg kan rammes af, når jeg siger nej tak til sjove arrangementer, jeg absolut ikke kan overskue. Eller når mit barn er en røv-banan og ikke vil sove. Når jeg skal gå på arbejde efter at have sovet i tre timer. Når folk spørger om irriterende ting. Eller når ens mor har sagt et eller andet halvvejs fordømmende om ens opdragelsesmetode (som for mit vedkommende i bedste fald er famlende). Eller når et eller andet tåbeligt går mig på. Så jeg nemlig både stolt og bitter!

Den sidste påmindelse om, at alt er som det skal være, selvom der er hårdt, er Maren Utaugs (en anden yndlingstegner) tegning om børn og parforhold. En af vores venner læste billedteksten med følgende bemærkning:

»’Børn er en gave for parforholdet’ det passer vist ikke helt, hva? Høhø… Nej, vent er det en bombe?!?«

Og det er lige præcis, hvad det er. Børn er bomben.

Det er de små ting der tæller

Vi har været på ferie.  Vi tog til Mallorca. Ikke verdens mest eftertragtede feriemål, hvis man gerne vil være lidt hip. Det er vist mere noget med bounty-strande, tuk-tuk’er og lækker asiatisk mad.

Men hold kæft hvor er det luksus, at der er 20-25 grader om dagen, at badevandet er lækkert, at der er børnevenlige restauranter og legepladser på hvert er gadehjørne. At alle forstår engelsk. At der er morgenmadsbuffet med nutella-pandekager, at personalet siger pænt “hola!” hver morgen og det tager 10 minutter at komme til stranden.

Så gør det ikke noget, at man ikke kan sparke sig frem for badedyr, “sjove” souvenirs og Spar-købmænd med intet andet en lort og cola til salg. Det er nemlig de små ting som tæller.

F.eks.  var det virkelig dejligt:
– at vi i Kastrup lufthavn fandt legeområdet, hvor barnet kunne “krudte af”  før flyveturen, mens mor og far spiste burgere og drak store colaer.

– at vi for beskedne 57 kr. kunne få en m&m dims, der kunne lyse, når viften kørte. Den reddede flyveturen, for en 1-årig er let at imponere.

– at vores biludlejningsselskab havde et koldt lokale med legetøj til at fordrive ventetiden, mens vi fik bilen udleveret (og at ventetiden til med var kort).

– at vi bare var sammen og ikke skulle noget som helst. Der var intet, vi skulle opleve andet end hinandens nærvær. Det var dejligt.

– at det er en billig rejsedestination, og man derfor bedre kan holde forventningerne til ferien nede, fordi man ikke har brugt en kvart årsløn på projektet.

På den anden side var der også små sten i skoene:

– uge 43 er vist den allersidste uge Mallorca holder åbent i. Så der er lidt den stemning, som der er i Bilka ti minutter før lukketid: “Vil I ikke godt snart gå hjem, så vi kan få fri?” Der var i hvert fald flere restauranter og butikker, som tydeligvis lukkede af for vinteren. Gjorde frysere rene og flyttede alle møbler inden for.

– man bliver lidt træt af mainstream-skod turistmad inkluderende alt for salt paella, fesen pizza og overkogt pasta.

–  barnet fik feber på tredje dagen. Jeg ved ikke, om det var de spanske bakterier, efterårskolde pools eller et rent tilfælde, men han blev ret varm og slatten de sidste par dage. (Det var egentlig ret hyggeligt om dagen, hvor vi puttede og hyggede . Og ret irriterende om natten, hvor jeg fik jobbet at ligge med et febervarmt, grædende og sparkende barn.)

– at Alcudia (by i Mallorcas nordøstlige hjørne) er dårlig tilgængelig med klapvogn . Det er ikke umuligt, men man bliver træt af 40 cm. høje kantsten, palmer placeret på fortorvet (hvorfor?) og små trapper alle vegne.

– at vi kom til at gå til den forkerte gate i lufthavnen og var nødt til at gå igennem security m.m. TO gange med et feber-surt barn og ingen klapvogn (i Palmas lufthavn er der ingen låne klapvogne eller lignende. Shit det er dumt!).

Samlet set vil jeg dog på det varmeste anbefale at tage på efterårsferie til de semivarme-lande med kort flyveafstand, billige rejser og skøn varme. Mallorca er en klar vinder i mine øjne.

 

Om kærlighed til ting

 

En af mine veninder er igang med at rydde op i sin lejlighed efter et koncept, som blandt andet består i, at man kun beholder ejendele, som bringer en glæde. Hun har i den forbindelse smidt sin æggedeler og kartoffelskræller ud.

Jeg har tænkt meget over ideen. Umiddelbart lyder det jo dejligt at få ryddet op og ryddet ud. Vi ejer vist alle sammen for mange ting. Eller i hvert fald mange flere, end vi har brug for. Men at smide sin æggedeler og sin kartoffelskræller virker alligevel radikalt. Altså måske ikke, hvis hun havde flere af dem – og kun beholdte den bedste/pæneste/mindste, men altså det var dem, hun havde. Nu kan hun ikke dele sit æg eller skrælle sine kartofler.

Jeg ved ikke, om det ligefrem bringer mig glæde at dele æg og skrælle kartofler, men det har da i hvert fald en funktionalitet, som jeg sætter pris på. Så jeg begyndte at tænke mere over mit forhold til ting.

I virkeligheden bringer meget få ting mig glæde. For de er ting. De udfylder et formål, og det kan de gøre mere eller mindre godt. Men deres eksistens har ikke i sig selv en værdi.

Jeg ejer ikke ret meget nips – og det, jeg har, er arvestykker og krimskrams fra ferier. Jeg kunne aldrig finde på at ønske mig (og slet ikke købe) en Kay Bojesen abe. Det virker for mig tåbeligt at købe noget, som koster meget mere, end det er værd – og som absolut ingen funktion har. Det er jo ikke legetøj.  Den kan ikke noget. Det er pynt. Den har intet formål andet end at se pæn ud.

Jeg ejer selvfølgelig også ting, som kun er til pynt. Men det er ikke ret meget – og det meste er faktisk billeder på væggene. Jeg føler mig latterlig, hvis jeg betaler mange penge for én ting. Det dyreste, jeg ejer, er vores barnevogn og den står altid ulåst uden for (det er ikke helt rigtigt, for vi har også en bil,  men den må være lidt uden for kategori).

Jeg har altid fundet mærketøj, som værende et mærkeligt koncept, hvor man betaler mere for en vare for, at man kan få lov at reklamere for den. Der er selvfølgelig noget med brands, som kan være en markør på kvalitet eller en bestemt stil, men hvis jeg kan mærke på mig selv, at jeg mest vil købe noget tøj, fordi det er et brand, så køber jeg det ikke alligevel.

På samme måde bruger jeg heller aldrig mange penge på tøj til Hubert. Han er jo pisse ligeglad med, hvilket mærke hans tøj har – og han bruger det meste af sin tid på at svine sig selv til. Det giver ikke mening at købe dyrt tøj til ham. Så jeg sidder med åben mund og polypper, når jeg ser folk style deres skaldede babyer med hårbånd, tale om smukke flyverdragter og style børneværelset med største omhyggelighed (f.eks. at hænge babytøj på bøjler, hvornår er det smart??).

Som I nok kan mærke, så dyrker jeg det anti-materialistiske en liiiille bitte smule. Men nogle gange, så får jeg stoppet dyre ting ned i halsen: Jeg fik to musselmalede termokopper i bryllupsgave, selvom vi specifik havde frabedt os at få ting af porcelæn (det er for mig at se, det mest latterlige, man kan give nogen i gave). MEN det var altså nogle sindssygt lækre kopper. De bragte mig nok alligevel i sig selv en slags glæde.

Jeg var i hvert fald ked af det, da den ene smadrede mod vores klinkegulv fornyligt. Det er måske en anden grund til, at jeg primært ejer billige ting:

Det gør ikke så ondt at sige farvel til dem.

 

 

 

 

Fredagsfeminisme og den frie abort

Billedresultat for reversing roe

Efter en lang uge hvor hele familien har været igennem en “ud-af-begge-ender”-omgangssyge, så var fredag aften virkelig længe ventet. Vi er blevet færdig med Jane the Virgin sæson 4 (læs mit syn på den serie her) og så rammer vores parforhold altså et af de der bump på vejen, som man ikke ved, hvordan man kommer over: Hvad skal vi nu se? 

Efter længere tids drøftelse – og et hurtigt afsnit af Venner – faldt valget på en hurtig og oplagt løsning. “Reversing Roe” en alletiders fredags-basker: En dokumentar om den politiske kamp om fri abort i USA. SHIT! Jeg sad med en hævet knyttet næve det meste af programmet og overvejede, hvordan man kunne være en del af modstandsbevægelsen mod idiotiske mænds totale nonsens.

Man skal lige forbi beskrivelserne og billeder af kvinder med skader fra aborter udført med bøjler og knive. Men det er virkelig interessant at høre, hvordan den oprindelig sag “Roe v. Wade” sikrede amerikanske kvinder retten til abort – og hvad der er sket på den politiske scene siden – og hvordan kvinders frihed til at træffe deres egne valg nu hænger i en tynd tråd.

Man ser den ene efter den anden vrede hvide mand, som råber op om børne-mordere, mens de uden at tøve opildner til vold og mord mod abortlæger og patienter. De er så vrede og så foragtende over for kvinder, at det er kvalmende.

Selvom “pro-life” påstår, at det handler om at undgå aborter, så er det meget tydeligt, at det handler om kontrol af kvinder. For der arbejdes ikke på at undgå uønskede graviditeter eller drage omsorg for kvinder i den ulykkelige situation, som er en uønsket graviditet. Det handler udelukkende om at styre kvinder.

Mændene i programmet er så aggressive i deres argumentation, at det er uhyggeligt. En kalder deres organisation “Operation Rescue” og fortæller med stor entusiasme, hvordan de i militaristisk stil belejrede klinikken indtil den til sidst måtte overgive sig – og nu var den tidligere abortklinik til “Operation Rescues” hovedkvarter. Det dryppede af kvindeforagt – og jeg er bare så glad for, at jeg lever i en del af verden, hvor kvinder og deres ret til at bestemme over deres eget liv respekteres.

For det er prisen. Hvis kvinder skal føde alle de børn, som man vil få, hvis man hverken har abort eller prævention – så er det slut. Så er det slut med ligestilling. Det er slut med retten til et selvstændigt liv. Vi har prøvet det. Og det er helt afgørende for kvinders frigørelse, at de kan bestemme – hvornår og hvor mange børn de vil have. For det er et valg, der former resten af livet. Det er et valg, som stopper uddannelse, karrierer og økonomiske muligheder.

Det valg skal en ingen regering tage. Og det er ren misogyni, at de her pro-life mænd tillader sig at slå politisk plat på kvindelivets grundvilkår: Vi bærer børnene. Vi bærer risikoen. Vi bærer byrden. Så lige denne her – skal de bare blande sig helt uden om. If you don’t like abortion, don’t have one. 

 

Gift ved første blik

Alle taler om det. Gift ved første blik. DR’s reality-hit. De har solgt konceptet til udlandet, og som trofast seer forstår jeg godt, hvorfor folk vil have en bid af bryllupskagen. Det er altså virkelig godt tv.

Det er god underholdning, hvilket  er en af de vigtigste egenskaber ved reality tv. Der skal være en god spændingsopbygning og relaterbarepersoner. Det er der! Vi starter med et brag. De bliver gift med en ukendt person. Det vil i andre kontekster være the grand finale, men her er det bare anslaget. Hvad sker der nu? Vil de forblive gift? Har match-makerne gjort det godt?

I de amerikanske udgaver bruger de meget tid på matching processen, som bliver et udvælgelsesløb i sig selv. Det fylder ikke noget i den danske version, og det er godt. For jeg gider ikke bruge tid på mennesker, som ikke hænger i.  Her bliver vi præsenteret for parrene hurtigt, og så bliver de gift. BAM!

Når gift ved første blik udmærker sig, så er det fordi det også er godt public service tv. Det formår at lære sine seer om socialklasser (man er slet ikke i tvivl om, hvem der bliver matchet, selvom man ved meget lidt om dem), om relationsdannelse og om hvordan vi alle har uhensigtsmæssige adfærdsmønstre, som er en udfordring, når vi skal danne relationerne med andre (der er altid en psykolog, som kommenterer på deltagernes konflikter undervejs, hvilket på en måde er meget anti-reality tv, men det er godt).

Speak-introen fortæller os, at vi har at gøre med singler som har prøvet alt uden at finde kærligheden. Jeg tvivler på, at de har prøvet alt, men det er et godt anslag, fordi vi får en fornemmelse af, at det er sidste udkald for dem og det giver dem en grund til at melde sig til dette temmelig radikale eksperiment. Derudover fortæller det seeren, at deltagerne er vanskeligere end gennemsnittet. For ellers havde de nok fundet en partner på egen hånd.

Der er i de første programmer en konflikt, som går igen sæson efter sæson. Mændene komplimenterer kvinderne så meget, at de føler sig klemt, fordi de ikke har romantiske følelser for deres nye ægtefælle endnu. Det her udspiller sig typisk i de første par dage, og det kan undre, at nogen overhovedet har romantiske følelser endnu.

Kathrine (den ene del af det “unge par”, som alle hepper på) siger noget ala “jeg har brug for, at du skruer lidt ned – jeg kan ikke klare, at du siger, at jeg er fantastisk, når jeg kun kan sige, at jeg synes, du er sød. Jeg bliver presset, når du siger, at jeg er perfekt”.  På nuværende tidspunkt råber min mand af tv’et: “HAN MENER DET JO IKKE – HAN SIGER DET BARE FOR AT GØRE DIG GLAD!!!!”.  Michael (den anden halvdel af det unge par) konkluderer på snakken, at han skal starte med at være mere ærlig om, hvordan han har det.

De fleste andre kvinder i programmet har forskellige versioner af samme problem. Og det giver stof til eftertanke, for jeg havde heller ikke tænkt tanken, at søde Michael bare var ekstra sød for at gøre hende glad (og måske også en anden mere lumsk bagtanke). Men til gengæld forstår jeg fuldt ud, hvorfor man bliver presset af en asymmetrisk kærlighedsrelation.

Jeg forstår godt, hvorfor kvinderne absolut skal sige til deres nye ægtefæller, at de ikke kan lide dem så godt endnu, når de kun har kendt hinanden i få dage, og det er helt normalt?  Det er, fordi 1) de gerne vil have, at der bliver skruet ned for forventningerne (det handler om sex, ik?!), og 2) det bliver en mental stopklods for en videreudvikling af relationen, hvis man hele tiden er nervøs for, at man kommer til at skuffe sin partner.

Og så sker det! Både min mand og jeg får en åbenbaring. Jeg kan pludselig se, at det er ret svært at være mand i den der kurtiseringsproces. Og han ser, at kvinderne virkelig bliver meget påvirket af at føle, at de ikke kan leve op til forventningerne. Det er sgu da godt tv!

Og nå ja, så er der Carsten. Hvad fanden sker der for Carsten?

Follow my blog with Bloglovin

Det pisser mig af, når…

….. cyklister ringer med ringeklokken, når de gerne vi overhale. Dytter de også, når de overhaler i bil? Eller råber af folk de vil passere på gaden?

….børn ikke vil sove, når det er lur-tid. Fatter de ikke, at det svarer til at bede en tissetrængende om at holde sig EFTER, man har åbent bukserne. Not okay og nærmest umuligt at overvinde.

….kunder, som ikke har stået i kø,  alligevel laver stormløb mod kasse fire, der lige er åbnet. Der er en særlig plads i helvedet til dem uden køkultur!

….politikere kalder sig liberale og alligevel vil lovgive om andre menners påklædning og håndtryksvaner. Det bliver ikke mere ulv i friheds-fåreklæder end det.

…kvinder taler højlydt om, at de vil have nye bryster/læber/røvbalder, som om det er pinligt at fortsætte med dem, de har. Gør det endelig, hvis du synes, men behøver du trække os andre med i lavt-selværdssølet?

…folk sætter skilte op i deres forhave, der viser, at hunde ikke må skide der. Jeg får simpelthen sådan lyst til at samle alle lorte op i miles omkreds og lave  en bunke i lige netop den forhave.

…personer føler, at de er bedre, og at gud bør holde hånden mere over dem, fordi de kører med cykelhjelm. Det er ikke mere retfærdigt, at folk uden hjelm slår sig. Lort sker. For alle.

…mennesker altid har de ‘rigtige’ og tolerante holdninger og lader mig dingle, når jeg åbenhjertigt erklærer, at jeg hader en hel masse mennesker uden speciel god grund. Der er intet værre end at være sammen med mennesker, som får dig til at føle dig som et dårligt menneske. Og altså. Det var jo bare lidt for sjov. Jeg siger jo ikke noget til folk. Særlig tit.

Eventyrssøndag med trætopklatring

I dag var jeg på eventyr i trækronerne på Sydsjælland med tre veninder. Jeg ville virkelig ønske, at det her var et reklame-opslag, som jeg var blevet betalt for at lave. For det eneste dårlige jeg kan sige om mine oplevelser i dag er, at det er dyrt.

Nå, men eventyret foregik hos Camp Adventure, som ligger et ambitiøst stenkast fra Bonbonland (hvilket er en anden attraktion, som jeg er helt vild med) . Det er en stor skov-park, som består af flere gode dele – herunder stor-attraktionen 10 trætopbaner, som indeholder Danmarks længste svævebane. En trætopbane er wire-båren forhindringsbane i trætoppene. Banerne har forskellige sværhedsgrader og ligger i forskellige højder. Så du kan både finde en børnevenlig bane 1-2 meter over jorden –  og voksen-udfordrenede i 25 meters højde, som er fysisk udfordrende og et regulært adrenalin-kick.

Der er et sikkerhedssystem bestående af en klatresele og et click-system, som gør, at du altid er bundet fast til en wire og ikke kan falde ned og dø. Det er noget, man kommer til at sætte stor pris, når man står på en lille platform i 25 meters højde og skal gå over små brædder der gynger, når man rør dem.  Systemet gør, at du efter sikkerhedsintroduktionen kan få lov at klatre uden overvågning og bare lege løs.

Det er sindsygt sjovt, udfordrende, hårdt og alligevel noget man kan lave sammen hele familien. Det er muligt at tage sin hund med, man kan gå en dejlig tur i skoven, hvis nu ikke alle har lyst til at klatre i trætoppe. Det koster kun penge, hvis du skal klatre. 

Der er gode muligheder for at tage sin egen madkurv med, finde borde/bænke sæt, men man kan også købe ret lækker mad på stedet (jeg s  magte det ikke selv, men det så ud til at være at være lækre pizzaer og pølsehorn m.m.). De er ved at bygge et ret vildt tårn, som man kan gå rundt i, som efter planen skal åbne i slutningen af 2018. Jeg skal helt sikkert tilbage, og jeg kan ikke vente til, at min dreng kan klatre i træer med sin mor.

Og hvad angår prisen. Det koster 300 kr. per voksen (over 15 år) og 175 kr. for børn (7-14 år) og 100 kr. (3-6 år). Det er mange penge, men det er nok i virkeligheden ikke dyrt. Det er et stort område, der skal vedligeholdes. Men det er mange penge. OG man skal betale 50 kr. for parkeringen. Bum bum. Min indre jydetamp er ikke tilfreds. Men hva’ faen. Man kan være der hele dagen.