Frihed i forstaden

Jeg voksed’ op blandt forstadens helte, rækkehus og drømmekage
Og duften af nyslået græs på sommerdage
Husker da vi stjal blommer fra Fru Jensens træ
Og hvordan vi gemt’ os op’ på skolens tage
Omringet af villaveje og bøgeblade
Dybe skove, der nærmest ingen ende havde
Nye stier tog form, hver gang man tog et skridt
Alt ved verden syntes stort og forunderligt”

Sådan synger Nik og Jay i deres sang “forstadsdrømme”.  Jeg forestiller mig, at forstadsopvæksten må være ret ens, for selvom min forstad er en anden, så var min oplevelse præcis den samme.  En opvækst defineret af stærke sanseoplevelser og helt vildt meget frihed.

Ikke frihed på den der Christiania-agtige måde, hvor forældrene er skæve og ligeglade. Nej, forstads-frihed handler mere om tillid og at give børn et fysisk rum, hvor de kan udfolde sig uovervåget (også på skolens tage!). Som barn er netop det at få lov at bevæge sig alene det, som former og modner en.

Når man så bliver voksen, så glemmer man, at det er meget værdifuldt at få lov at bevæge sig uovervåget og handle/tænke frit. Jeg har været bosat i byen i 8 års tid. Det var på mange måder vidunderligt, og der er mange muligheder, men frihed er der meget lidt af i byen. Frihed kan have mange definitioner, men jeg vil gå med en ret klassisk en, at det handler om, at du selv bestemmer, hvad du vil.

Mit problem var, at rigtig mange af de ting, som jeg holder allermest af: at gå med hunden uden snor, at stå på rulleskøjter og høre høj musik. Det er ting, som man ikke må i byen. Man kan gøre det alligevel (og det gjorde jeg), men det er som regel forbundet med, at andre mennesker irettesætter dig. Og det føles ekstremt ufrit, når nogle går ind og vil bestemme over dig – og faktisk så kan de gøre det med loven og rimeligheden på deres side. For når mange mennesker bor sammen, så skal deres liv reguleres strammere.  Ellers kan det ikke fungere. Der er ikke plads til, at alle parkere hvor de vil. Går med hund, hvor de vil. Hører musik så højt som de vil. Vi bor for tæt til, at den slags adfærd kan tolereres.

Frihed er lige så meget en sindstilstand som et spørgsmål om plads. Så jeg stoppede med at drømme om forstaden og flyttede tilbage for tre måneder siden. Jeg elsker det. Kom med herud (men ikke for mange, tak),

7 tips til at planlægge en god polterarbend

Jeg har været til to polterarbender i hele mit liv. Min egen og min venindes – og det er i virkeligheden alt, hvad du behøver at vide om polterarbender. Da det  er en traditionsbunden begivenhed, der bygger på store mængder af tyl og gentagelser. På dette (tilstrækkeligt) store erfaringsgrundlag har jeg lavet en top fem planlægningstips til dig, der skal planlægge og deltage i en polterabend.

1.  Fastlæg en dato – hurtigt! 
Så snart bryllupsinvitationen hænger på køleskabet, og du har erkendt, at du er i den tilpas tætte kreds af venner til at være i planlægningsgruppen, så skal du udsende en doodle med to(!) datoer, hvor gommen har lovet, at bruden vil kunne deltage. Datoen kan fastlægges autoritativt i planlægningsgruppen ELLER den kan sendes ud til hele deltagerkredsen til demokratisk vedtagelse. Uanset hvad – så sørg for, at det er med kort frist og datoerne er langt ude i fremtiden. Det skal være helt tydeligt, at der ikke er et tredje alternativ. Polterarbender indeholder som regel mange af de samme elementer og afholdes i samme periode, så det gælder om at være tidligt ude, hvis du vil planlægge præcis det event, som bruden ikke ved, at hun drømmer om.

2. Prissæt arrangementet højt – og send penge retur bagefter!
Folk, der ikke tidligere har deltaget i en polterarbend, skal lige komme sig over, at en polterarbend koster i omegnen af 1000 kr. Indkræv 1100 kr. og vær sikker på, at alt kan dækkes for det budget. Det er meget sjovere at sende penge retur, end det er at være den der skal kræve dem ind bagefter. Hvis overskudsbeløbet er beskedent kan man også overveje at bruge overskuddet til en skæg mindegave fra alle veninderne – f.eks. en fotobog. Se det er let!

3. Lav én pris for hele dagen
Af bitter erfaring kan jeg fortælle, at det er en fantastisk dårlig idé at give folk mulighed for at melde til og fra forskellige dele af dagen. Ork ja, hvis gravide Gitte nu kun vil komme til brunch, så skidt da – MEN for alle andre, så må de betale én pris og så bare lade være med at deltage i nogle af tingene, hvis det ikke passer ind i deres program.Det er både bureaukratisk og svært at administrere den anden model. Jeg var ude i at opfinde udligningssystemer, så jeg kunne finde ud af, hvad en fair pris var (fordi man skal jo netop ikke kun betale for sig selv – men også for bruden – og for fællesskabet). Derudover vil det også give folk incitament til faktisk at deltage i hele dagen. Det er ikke særlig sjovt, hvis folk står af og på på de forskellige etaper. Afskedssamtaler giver dårlig energi – og skaber dårligt overblik over, hvem der deltager.

4. Start tidligt = slut tidligt
Det er helt fint at prioritere, at starte dagen med brunch i familiens skød, men hvis du vil have, at festen skal vare hele natten, så lad være med det.Folk har generelt svært ved at være fuld i 12+ timer, når de ikke er på festival og 17 år. Derudover er vi jo også nået den alder, hvor nogle har børn, flere har faste jobs og meget lidt fritid. Derfor kan dagen godt slutte på en lidt sløv måde, når de planlagte aktiviteter er slut – hvor folk er trætte og smutter hjem før kl. 24. Men dermed ikke sagt, at festen skal vare hele natten. Polterarbends vigtigste opgave er at få kvinderne i brudens liv til at lære hinanden og kende – og lave en dejlig dag for bruden. Det gør man rigtig godt, når man er frisk og i gang med uvante oplevelser.

5. Få gæsterne præsenteret for hinanden fra start af
Vi har alle vores forskellige sfærer, som vi bevæger os i, og selvom man måske nok har hørt meget sladder om Marianne og hendes tåbelige mand, så betyder det ikke, at du har den fjerneste idé om, hvordan hun ser ud – eller hvad hun interesserer sig for.Derfor – og for brylluppets skyld – få sat god tid af til på en god og sjov måde at få gæsterne præsenteret for hinanden. Det kan være så simpelt som en bordrunde og så komplekst som en quiz. Gør det – og gør det tidligt på dagen.

6. Lav en dag – som du også selv synes er mega skæg Polterarbend-planlægning og eksekvering er forbundet med en betydelig portion bøvl og koordinationsopgaver. Derfor skal du sørge for at planlægge en dag, som både du selv og bruden kommer til at nyde.  Ellers bliver du bare bitter

7. Invitér alle der har lyst til at deltage i planlægningen Planlægningsgruppen starter tit med den bedste veninde og en søster. Men det er ikke nødvendigvis den mest effektive gruppe af mennesker. Når basen er på plads, så sørg for at få inviteret bred ud i deltagerkredsen. Måske kan gæster, der ikke kan deltage, bidrage med god energi. Måske har de en kreativ hjerne og en partyplanner gemt i maven. SPØRG – det er så ærgerligt at miste god arbejdskraft og ideer, fordi man ikke orkede at spørge.

 

30, træt og taknemmlig

I weekenden holdt jeg stor 30 års fødselsdag, hvor næsten alle jeg kender var inviteret. Det var en dejlig fest med flere kapitler og god stemning. Det var min mulighed for at binde en sløjfe på de første 30 år af mit liv.

Det er nyt for mig at have behov for at markere mærkedagene. Jeg har altid synes, at det var lidt frygteligt at være i centrum og kræve andre folks tid. Det var heller ikke sådan en fest, hvor vi sad bænket og holdt taler om, hvor god jeg er (selvom jeg er ret god). Men med alderen har jeg udviklet den overbevisning, at man skal sørge for fejre livet undervejs. Markere milepæle og bedrifter. Det er en rigtig god måde at undgå, at der går leverpostej i livet.

Så jeg sørgede for at blive gift kun for at fejre kærligheden. Jeg sørgede for at holde kandidat fest for at fejre afslutningen på seks fantastiske studieår. Jeg sørgede for at holde navngivningsfest for at sige velkommen til verden til Hubert. Og nu ville jeg også gerne markere, at jeg har rundet det hjørne, hvor man skal være relativt virkelighedsfornægtende for at vedblive med at kalde sig selv ung*.

Det gør mig ikke noget. Jeg har haft min portion af latterlige mindreværdskomplekser. Drukket mig uhæmmet fuld  i klamme ting. Gået til åndssvagt mange eksaminer og lært ubrugelige ting. Jeg har taget min tjans ved kopi-maskinen og jeg har brugt tilpas mange timer på at dagdrømme om, at jeg blev stjernerig. Ungdommen var lige så venlig og mild, som den var hård og krævende.  Det var dejligt, så længe det varede, men jeg er klar til et nyt kapitel – og jeg er vel også langt forbi prologen nu.

Festen var dejlig, der var tid til at pjatte, danse, spise, grine og tale. Der var mange ting, der skulle ordnes i løbet af dagen, så da folk gik hjem lidt før midnat kunne jeg ikke lade være med at drage et lettelsens suk. Det havde vitterligt været en fantastisk dejlig dag, men når man står op kl. 5 og er igang hele dagen – og i øvrigt ikke har haft otte timers uafbrudt søvn i over et år, så er midnat et godt tidspunkt at slutte på.

Jeg føler mig ekstrem heldig, at jeg har så mange mennesker i mit liv, som vil komme og fejre mig. Det er usandsynligt priviligeret at have en stor familie og en god portion venner, der kom for sige tillykke. Selvom jeg godt sommetider kan sidde og dvæle i det helt nære liv. Min mand og i særdeleshed mit barn, så er de ikke nok. De er det vigtigste, men ikke nok i sig selv, når jeg til tider føler, at de er det, så skyldes det, at der er en masse mennesker uden om, som faktisk åbner verden lidt op og sørger for, at jeg ikke glemmer, hvem jeg selv er, når jeg ikke er hustru og mor. Det er så vigtigt ikke at drukne helt i det liv. Det kunne jeg sagtens. Mit barn er mit crack-cocain.

Som om at det ikke burde være rigeligt, at venner og familie fejrede mig, så overraskede min arbejdsplads mig også. Hele kontoret var blevet indkaldt til et møde under titlen”Koncernservice gennemgår nyt budgetsystem” – hvor der var mødepligt. Da jeg troppede op stod alle med truthorn og flag og sagde tillykke med gaver og småkager. Hold kæft, hvor er jeg heldig. Det siger noget om en arbejdsplads, at man gør det for en medarbejder, der har været ansat i under 3 måneder. Nu glemte jeg næsten at fortælle, at jeg på selve fødselsdagen mødte ind til dette syn:

Så med det billede vil jeg gerne slutte af med at sige en stor omgang tak til universet for at tilsmile mig med så mange gode mennesker. Jeg er i sandheden 30, træt og meget taknemmelig.

 

*Til dig, som tænker “JEG ER SGU DA STADIG UNG”. Ja, alt er relativt og det er ikke, fordi jeg argumenterer for at 30 er gammelt, men det betyder ikke, at det er ungt.  Hvis du skulle inddele et livsforløb – så virker det useriøst at sige 0-15 år barn, 15-40 år ung, 40-50 år midaldrende, 50-død gammel). Der er simpelthen alt for stor forskel på at være 15 år og være 40 år (eller 30). Det er to helt forskellige kroppe, to helt forskellige livssituationer og to helt forskellige arbejdsliv.

 

 

You’re not working class

Billedresultat for lady bird i wanna go

Jeg har lige været inde og se ‘Lady Bird’, som er en historie om Christine, der gerne vil være noget i verden og prøver på sin egen særprægede måde at undslippe sit klassetilhørsforhold. Så hun starter med at døbe sig selv “Lady Bird” og tvinge alle – herunder sin mor – til at tiltale hende ved det navn.

Hendes lidt krøllede tilgang til livet, får vi allerede fra første scene, hvor hun kaster sig ud af en bil i fart og brækker armen, fordi hendes mor provokerer hende.

Tonen i filmen er på én gang let og tung. Morsom og tragisk. Opløftende og nedslående. Jeg kunne godt relatere til følelsen af ikke at være fin nok – forjeg oplever stadig ind i mellem at føle, at jeg skal gå rundt med mennesker, som er betydeligt mere kultiverede end jeg, og jeg føler mig aldrig godt tilpas i det selskab.

Det er den samme erkendelse, som Lady Bird gør sig. Hun prøver at passe ind på det private katolske gymnasium og på at gå efter at blive noget større, men kæmper med at være sig selv i den kontekst. Så hun skal finde balancen mellem at være sig selv og kunne løfte sig selv (og familien) ud af fattigdom.

Det dejlige ved denne film er, at den er fyldt af kærlighed og omsorg, selvom de kan være pakkede ind i tåbelige skænderier. Som bunder i en mor, der har ambitioner på datterens vegne og en datter, der føler, at hun ikke altid kan leve op til dem.  Og i virkeligheden også omvendt. Moderen føler sig heller ikke tilstrækkelig, selvom hun har to jobs og gør alt, hvad der står i hendes magt for, at familien får et godt liv.

Billedresultat for lady bird i wanna go

Lady Bird får et par kæreste den ene respekterer hende for meget til at rage hende på brysterne. Den anden er så intellektuel, at han ikke kan få sin næse ud af fine franske værker og tage del i almindelige menneskers problemer, tanker og følelser. Det er under hans niveau.

Lady Bird gennemskuer bullshit og har ikke tid til dumme drenge.  Det er virkelig sjovt, men der er også alle de hårde ting ved at blive voksen. At prøve at få cool venner – men finde ud af at de knap så cool venner, alligevel er der hvor man har mest plads til at være sig selv – det er næsten en universel teenage-oplevelse (tror jeg da?!).

Jeg sad som seer og følte dyb sympati og fællesskab med denne historie. En working class hero på en måde. Men som der stod på toilettet på den bar, jeg var på efterfølgende “You’re not working class”. Skriften på toiletvæggen har ret.

Når man betaler 300 kr. for en øl og en burger, så er man ikke arbejderklasse…

Vej-vrede er mit mellemnavn

Kender I det, hvor man er ude og køre bil: Alt er fred og idyl. Din økonomi-bil har den sædvanlige langsomme acceleration og beskedne størrelse, som passer godt til din venlige og betænksomme kørestil. Pludselig kommer der en idiot forbi, der ikke holder en ordentlig bremselængde, fordi han vil presse dig til at køre stærkere. Han dytter af dig, giver det lange lys og vifter provokeret efter dig, når han overhaler i høj fart over fuldt optrukne linjer i en kørebane, hvor de første fire biler er på vej direkte i mod ham – og det får dig til at overveje, om du mon skal dø ved, at få en Audi A6 gennem forruden.

Sådan en idiot mødte jeg. Han kørte en gammel træt BMW fra ’85. Den hostede og spruttede. Jeg kørte 50 km/t i bymæssig bebyggelse – på en vej – må jeg tilføje – med store huller og bump. Alligevel skulle han køre helt op i røven på mig og overhale på en kong-provo måde.

Mit milde væsen forsvandt som dug for solen, og jeg glemte, at jeg er en fornuftig kvinde og mor i en mikro-bil, der er let at smadre og svær at flygte i. Alt sammen fordi jeg får sådan en ur-lyst til at flå nosserne af den lille mand. Jeg har gjort det til vane i stedet at lave en “kryster-fuckfinger”. Hermed forstået en fuckfinger, der flippes, mens jeg holder på rattet – eller du ved – sådan en “op-ad-kinden-var-det-virkelig-en-fuckfinger”-finger. Det giver mig en vis grad af tilfredsstillelse uden at bringe mit liv i fare.

MEN så sker der det, at den rustne lorte spand foran mig bremser hårdt op – og ud stiger en rocker-lignende typer med tatoos op ad halsen og en kronraget isse. Så for satan – tænkte jeg – nu finder han sgu boldtræet frem. Han vralter truende hen i mod min bil (heldigvis uden boldtræ). Jeg overvejer, om jeg kan stikke af, men tænker at jeg nok hellere må lade være.

“HVORFOR FANDEN GIVER DU MIG FINGEREN”.
“Jeg syntes, at du kørte meget aggressivt” (og den diagnose ramte jo ikke helt ved siden af, kunne man jo have tilføjet).
“MAN KAN JO HAVE TRAVLT” råber han, mens han fortsætter imod mig. Jeg har åbnet vinduet lidt på klem – og jeg må virkelig tage mig sammen for ikke at tilføje “ikke så travlt, siden du tilsyneladende har tid til at stoppe op og sludre” – men jeg har jo altså mit liv kært.
“JEG KØRTE 40 KM/TIMEN” insisterer han – her kan jeg ikke længere holde mig tilbage: “Nej, det gjorde du sgu ikke. Jeg kørte 50 km/t og du overhalede med pæn fart”.
“DET ER SGU DA IKKE GRUND TIL AT GIVE MIG FINGEREN!”
“Nej, du har ret. Undskyld” svarer jeg i håb om, at det er nok til at afslutte dette nervepirrende optrin – min søn er derhjemme – og jeg skal ikke dø pga. en fuckfinger.  Stodderen pakker heldigvis sammen og skrider (pyha!).

Jeg har overvejet, hvad jeg kan lære af dette optrin. Jeg burde jo ikke have givet idioten fingeren. Både af principielle og praktiske årsager. Principielt skal man jo ikke give folk fingeren, og af ren og skær praktik, skal man ikke provokere folk, som kan finde på at gøre skade på dig. Så ja, det stopper jeg med nu.

Jeg vil i fremtiden holde mine hænder i ro – og håbe på (men end ikke krydse fingre for), at psykopat-billisten ikke får kørt nogen ihjel (men også at hans røv må klø og hans arme være for korte).  Således kan jeg nok lægge et årti eller to til min forventede levetid.

Tre grunde til at voksne ikke skal skrive ønskesedler

Årstiden er over os – hvor ønskelister bliver delt på tværs af landsdele og generationer. Hvert år bliver jeg overrasket over, at der er voksne, som i ramme alvor sætter sig ned og skriver en liste med ønsker ned. Altså:
1. Sokker
2. En pung
3. Vanter

Ting som langt de fleste voksne kan købe selv til enhver tid. Men altså i stedet for at købe det selv, så taper vi udtrådte badesandaler sammen, sådan de lige kan holde til juletid, hvor et familiemedlem så – efter nådig koordination med resten af klanen – kan få lov at købe denne genstand til os.

Jeg fatter det simpelthen ikke. Ønskelister er for børn, fordi de er mennesker uden købekraft men med masser af fantasi. Derfor giver det mening at ønske sig ting. Voksne mennesker er præcis det modsatte. De er fantasiforladte forbrugere – som i ramme alvor har dedikeret en højtid til at udveksle indkøbssedler. I-N-D-K-Ø-B-S-S-E-D-L-E-R.


Jeg har nu også flere gange overhørt mennesker brokke sig over, at deres gæster ikke køber dem ting, som stod på deres ønskelister. Så kunne man lige så godt lade være med at komme med en gave lød det. Jeg har hørt Mads og Monopolets panel udbasunere, at hvis man ikke køber ting på ønskesedlen, så er det fordi man har gang i et eller andet sygt selvrealiseringsprojekt, hvor man gerne vil vise, at man er typen, der går op i at give betænksomme gaver, som gave-modtageren ikke selv havde drømt om. Dette var som svar på, at en kæreste blev ved at få sure miner, når hun gav gaver til sin udkårne. Hun var åbenbart ikke dygtig nok til at finde på – eller havde hun svært ved at læse ønskesedlen?

Hella Joof konstaterede, at gave-giveren tydeligvis var ligeglad med at gøre modtageren glad.

Undskyld mig – men gaver handler altså om, at man giver noget fra mig til dig. Det vil sige, at jeg har lavet en fortolkning af din situation/behov/drømme – og giver noget, som jeg tror vil kunne glæde modtageren. Nogle gange ikke sådan “Nøj-det-var-lige-den-trøje-jeg-havde-sendt-dig-linket-på”-måden, men snarere “hov-det-havde-jeg-slet-ikke-overvejet-kunne-være-fedt”.

Og jeg erkender, at disse anstrengelser sommetider er for store – og at man derfor sukker efter en ønskeliste. FOR HVAD SKAL FARMOR HAVE? Hun har ikke ønsket sig noget siden hun fyldte 70. Men ved I hvad – så må man sgu lægge sig i selen og prøve at finde på noget godt alligevel – eller også må man kaste håndklædet i ringet og gå med de sikre vindere – alkohol/blomster/chokolade.

Ønskesedler for voksne er uacceptable af følgende grunde:

1) Du ødelægger overraskelses-elementet og dermed glæden ved at give gaven

2) Du sætter et prisniveau for gaven, der tager udgangspunkt i, hvad du mangler.

3) Du sætter implicit et krav om, at dine gæster skal medbringe en gave. Det er ucharmerende og genbesøg punkt 1.