I’m bitter and I’m proud!

Jeg vidste godt, før jeg poppede en baby, at det var hårdt at have børn. Jeg vidste godt, at det ikke var et ubetinget gode for parforholdet, at to blev til tre, og at man have mindre tid til hinanden. Alt det vidste jeg teoretisk set godt.

Som de fleste enten allerede ved – eller senere bittert erkender, så er der temmelig stor forskel på teori og praksis. Jeg har klart undervurderet, hvor hurtig mangel på søvn totalt ændrer ens personlighed og stresstærskel – og hvor fysisk ondt det gør at blive vækket, når man liiiige er faldet i søvn.

Jeg har stærkt undervurderet, hvor lidt overskud man har til sin partners ønsker og behov. Man bliver et lille bitte menneske, som rager den lille snas af overskud/selvopretholdelsesdrift til sig, når først barnet er fodret, vasket og skiftet og nu endelig sover. Man kan nå derud, hvor man ikke under hinanden noget som helst.

Det er som regel (relativ) kortvarige følelser, men jeg har flere gange fået sådan en ud-af-kroppen oplevelse, hvor jeg tænker “shit mand, det kan sgu være, at det er os, der ender med at blive skilt”. For jeg kan slet ikke se, hvor overskuddet til at tale ordentlig sammen og indgå kompromisser skal findes henne. Det siger ikke så lidt, for vi  har faktisk lige haft 13 års-kæreste dag, og jeg har aldrig tidligere tænkt, at vi måske ville gå fra hinanden.

Min mand mener, at jeg har en tendens til at frygte det værste (og plabre løs om dem), så jeg forsøger at holde dystopierne på afstand ved at placere humoristiske påmindelser strategisk rundt omkring i huset:

En af mine favorit leverandører af hverdagskomik er tegneren Line Kjeldsen Jensen. Jeg forærer hendes bog til alle barselsbesøg, jeg skal til – for hun er simpelthen genial.

Hun formår at gøre to ting: 1) at få mig til at grine, og 2) at få mig til at føle mig som en del af noget større. Hun beskæftiger sig med moderskabet, som noget der har væltet kvinder på røven til alle tider. Som en orkan, der hvirvler kvinder rundt i helt nye og ekstreme udfordringer i en blanding smerte, snask og kærlighed. (Line er i øvrigt ikke den eneste, som kan det. Jeg synes, at den her blogverden giver overraskende rum og plads til, at kvinder udveksler nogle af de mest ærlige historier om det at blive mor – også STOR tak til jer derude!).

Derudover er Lines historie præget af, at hun er meget alene hjemme med børnene (fordi far er rockstar) – og hun rammer parforholdskonflikterne helt perfekt. I mit køkken hænger denne tegning fra hendes hånd:

Jeg muntrer mig over den dagligt – og det er netop oftest i køkkenet, at vi har denne her universelle diskussion om, hvem det i virkeligheden er mest synd for (MIG!).

For at holde mig selv oppe i løbet af dagen og for at markere over for verden, at jeg formentlig kunne have været i bedre humør, hvis ikke hele verden var så irriterende. Så bruger jeg denne mulepose som arbejdstaske (hvilket på sin vis er meget en upassende taske i arbejdsøjemed):

Den fanger bare den der ufattelig overmandende følelse, jeg kan rammes af, når jeg siger nej tak til sjove arrangementer, jeg absolut ikke kan overskue. Eller når mit barn er en røv-banan og ikke vil sove. Når jeg skal gå på arbejde efter at have sovet i tre timer. Når folk spørger om irriterende ting. Eller når ens mor har sagt et eller andet halvvejs fordømmende om ens opdragelsesmetode (som for mit vedkommende i bedste fald er famlende). Eller når et eller andet tåbeligt går mig på. Så jeg nemlig både stolt og bitter!

Den sidste påmindelse om, at alt er som det skal være, selvom der er hårdt, er Maren Utaugs (en anden yndlingstegner) tegning om børn og parforhold. En af vores venner læste billedteksten med følgende bemærkning:

»’Børn er en gave for parforholdet’ det passer vist ikke helt, hva? Høhø… Nej, vent er det en bombe?!?«

Og det er lige præcis, hvad det er. Børn er bomben.

Det er de små ting der tæller

Vi har været på ferie.  Vi tog til Mallorca. Ikke verdens mest eftertragtede feriemål, hvis man gerne vil være lidt hip. Det er vist mere noget med bounty-strande, tuk-tuk’er og lækker asiatisk mad.

Men hold kæft hvor er det luksus, at der er 20-25 grader om dagen, at badevandet er lækkert, at der er børnevenlige restauranter og legepladser på hvert er gadehjørne. At alle forstår engelsk. At der er morgenmadsbuffet med nutella-pandekager, at personalet siger pænt “hola!” hver morgen og det tager 10 minutter at komme til stranden.

Så gør det ikke noget, at man ikke kan sparke sig frem for badedyr, “sjove” souvenirs og Spar-købmænd med intet andet en lort og cola til salg. Det er nemlig de små ting som tæller.

F.eks.  var det virkelig dejligt:
– at vi i Kastrup lufthavn fandt legeområdet, hvor barnet kunne “krudte af”  før flyveturen, mens mor og far spiste burgere og drak store colaer.

– at vi for beskedne 57 kr. kunne få en m&m dims, der kunne lyse, når viften kørte. Den reddede flyveturen, for en 1-årig er let at imponere.

– at vores biludlejningsselskab havde et koldt lokale med legetøj til at fordrive ventetiden, mens vi fik bilen udleveret (og at ventetiden til med var kort).

– at vi bare var sammen og ikke skulle noget som helst. Der var intet, vi skulle opleve andet end hinandens nærvær. Det var dejligt.

– at det er en billig rejsedestination, og man derfor bedre kan holde forventningerne til ferien nede, fordi man ikke har brugt en kvart årsløn på projektet.

På den anden side var der også små sten i skoene:

– uge 43 er vist den allersidste uge Mallorca holder åbent i. Så der er lidt den stemning, som der er i Bilka ti minutter før lukketid: “Vil I ikke godt snart gå hjem, så vi kan få fri?” Der var i hvert fald flere restauranter og butikker, som tydeligvis lukkede af for vinteren. Gjorde frysere rene og flyttede alle møbler inden for.

– man bliver lidt træt af mainstream-skod turistmad inkluderende alt for salt paella, fesen pizza og overkogt pasta.

–  barnet fik feber på tredje dagen. Jeg ved ikke, om det var de spanske bakterier, efterårskolde pools eller et rent tilfælde, men han blev ret varm og slatten de sidste par dage. (Det var egentlig ret hyggeligt om dagen, hvor vi puttede og hyggede . Og ret irriterende om natten, hvor jeg fik jobbet at ligge med et febervarmt, grædende og sparkende barn.)

– at Alcudia (by i Mallorcas nordøstlige hjørne) er dårlig tilgængelig med klapvogn . Det er ikke umuligt, men man bliver træt af 40 cm. høje kantsten, palmer placeret på fortorvet (hvorfor?) og små trapper alle vegne.

– at vi kom til at gå til den forkerte gate i lufthavnen og var nødt til at gå igennem security m.m. TO gange med et feber-surt barn og ingen klapvogn (i Palmas lufthavn er der ingen låne klapvogne eller lignende. Shit det er dumt!).

Samlet set vil jeg dog på det varmeste anbefale at tage på efterårsferie til de semivarme-lande med kort flyveafstand, billige rejser og skøn varme. Mallorca er en klar vinder i mine øjne.

 

Om kærlighed til ting

 

En af mine veninder er igang med at rydde op i sin lejlighed efter et koncept, som blandt andet består i, at man kun beholder ejendele, som bringer en glæde. Hun har i den forbindelse smidt sin æggedeler og kartoffelskræller ud.

Jeg har tænkt meget over ideen. Umiddelbart lyder det jo dejligt at få ryddet op og ryddet ud. Vi ejer vist alle sammen for mange ting. Eller i hvert fald mange flere, end vi har brug for. Men at smide sin æggedeler og sin kartoffelskræller virker alligevel radikalt. Altså måske ikke, hvis hun havde flere af dem – og kun beholdte den bedste/pæneste/mindste, men altså det var dem, hun havde. Nu kan hun ikke dele sit æg eller skrælle sine kartofler.

Jeg ved ikke, om det ligefrem bringer mig glæde at dele æg og skrælle kartofler, men det har da i hvert fald en funktionalitet, som jeg sætter pris på. Så jeg begyndte at tænke mere over mit forhold til ting.

I virkeligheden bringer meget få ting mig glæde. For de er ting. De udfylder et formål, og det kan de gøre mere eller mindre godt. Men deres eksistens har ikke i sig selv en værdi.

Jeg ejer ikke ret meget nips – og det, jeg har, er arvestykker og krimskrams fra ferier. Jeg kunne aldrig finde på at ønske mig (og slet ikke købe) en Kay Bojesen abe. Det virker for mig tåbeligt at købe noget, som koster meget mere, end det er værd – og som absolut ingen funktion har. Det er jo ikke legetøj.  Den kan ikke noget. Det er pynt. Den har intet formål andet end at se pæn ud.

Jeg ejer selvfølgelig også ting, som kun er til pynt. Men det er ikke ret meget – og det meste er faktisk billeder på væggene. Jeg føler mig latterlig, hvis jeg betaler mange penge for én ting. Det dyreste, jeg ejer, er vores barnevogn og den står altid ulåst uden for (det er ikke helt rigtigt, for vi har også en bil,  men den må være lidt uden for kategori).

Jeg har altid fundet mærketøj, som værende et mærkeligt koncept, hvor man betaler mere for en vare for, at man kan få lov at reklamere for den. Der er selvfølgelig noget med brands, som kan være en markør på kvalitet eller en bestemt stil, men hvis jeg kan mærke på mig selv, at jeg mest vil købe noget tøj, fordi det er et brand, så køber jeg det ikke alligevel.

På samme måde bruger jeg heller aldrig mange penge på tøj til Hubert. Han er jo pisse ligeglad med, hvilket mærke hans tøj har – og han bruger det meste af sin tid på at svine sig selv til. Det giver ikke mening at købe dyrt tøj til ham. Så jeg sidder med åben mund og polypper, når jeg ser folk style deres skaldede babyer med hårbånd, tale om smukke flyverdragter og style børneværelset med største omhyggelighed (f.eks. at hænge babytøj på bøjler, hvornår er det smart??).

Som I nok kan mærke, så dyrker jeg det anti-materialistiske en liiiille bitte smule. Men nogle gange, så får jeg stoppet dyre ting ned i halsen: Jeg fik to musselmalede termokopper i bryllupsgave, selvom vi specifik havde frabedt os at få ting af porcelæn (det er for mig at se, det mest latterlige, man kan give nogen i gave). MEN det var altså nogle sindssygt lækre kopper. De bragte mig nok alligevel i sig selv en slags glæde.

Jeg var i hvert fald ked af det, da den ene smadrede mod vores klinkegulv fornyligt. Det er måske en anden grund til, at jeg primært ejer billige ting:

Det gør ikke så ondt at sige farvel til dem.

 

 

 

 

Fredagsfeminisme og den frie abort

Billedresultat for reversing roe

Efter en lang uge hvor hele familien har været igennem en “ud-af-begge-ender”-omgangssyge, så var fredag aften virkelig længe ventet. Vi er blevet færdig med Jane the Virgin sæson 4 (læs mit syn på den serie her) og så rammer vores parforhold altså et af de der bump på vejen, som man ikke ved, hvordan man kommer over: Hvad skal vi nu se? 

Efter længere tids drøftelse – og et hurtigt afsnit af Venner – faldt valget på en hurtig og oplagt løsning. “Reversing Roe” en alletiders fredags-basker: En dokumentar om den politiske kamp om fri abort i USA. SHIT! Jeg sad med en hævet knyttet næve det meste af programmet og overvejede, hvordan man kunne være en del af modstandsbevægelsen mod idiotiske mænds totale nonsens.

Man skal lige forbi beskrivelserne og billeder af kvinder med skader fra aborter udført med bøjler og knive. Men det er virkelig interessant at høre, hvordan den oprindelig sag “Roe v. Wade” sikrede amerikanske kvinder retten til abort – og hvad der er sket på den politiske scene siden – og hvordan kvinders frihed til at træffe deres egne valg nu hænger i en tynd tråd.

Man ser den ene efter den anden vrede hvide mand, som råber op om børne-mordere, mens de uden at tøve opildner til vold og mord mod abortlæger og patienter. De er så vrede og så foragtende over for kvinder, at det er kvalmende.

Selvom “pro-life” påstår, at det handler om at undgå aborter, så er det meget tydeligt, at det handler om kontrol af kvinder. For der arbejdes ikke på at undgå uønskede graviditeter eller drage omsorg for kvinder i den ulykkelige situation, som er en uønsket graviditet. Det handler udelukkende om at styre kvinder.

Mændene i programmet er så aggressive i deres argumentation, at det er uhyggeligt. En kalder deres organisation “Operation Rescue” og fortæller med stor entusiasme, hvordan de i militaristisk stil belejrede klinikken indtil den til sidst måtte overgive sig – og nu var den tidligere abortklinik til “Operation Rescues” hovedkvarter. Det dryppede af kvindeforagt – og jeg er bare så glad for, at jeg lever i en del af verden, hvor kvinder og deres ret til at bestemme over deres eget liv respekteres.

For det er prisen. Hvis kvinder skal føde alle de børn, som man vil få, hvis man hverken har abort eller prævention – så er det slut. Så er det slut med ligestilling. Det er slut med retten til et selvstændigt liv. Vi har prøvet det. Og det er helt afgørende for kvinders frigørelse, at de kan bestemme – hvornår og hvor mange børn de vil have. For det er et valg, der former resten af livet. Det er et valg, som stopper uddannelse, karrierer og økonomiske muligheder.

Det valg skal en ingen regering tage. Og det er ren misogyni, at de her pro-life mænd tillader sig at slå politisk plat på kvindelivets grundvilkår: Vi bærer børnene. Vi bærer risikoen. Vi bærer byrden. Så lige denne her – skal de bare blande sig helt uden om. If you don’t like abortion, don’t have one. 

 

Gift ved første blik

Alle taler om det. Gift ved første blik. DR’s reality-hit. De har solgt konceptet til udlandet, og som trofast seer forstår jeg godt, hvorfor folk vil have en bid af bryllupskagen. Det er altså virkelig godt tv.

Det er god underholdning, hvilket  er en af de vigtigste egenskaber ved reality tv. Der skal være en god spændingsopbygning og relaterbarepersoner. Det er der! Vi starter med et brag. De bliver gift med en ukendt person. Det vil i andre kontekster være the grand finale, men her er det bare anslaget. Hvad sker der nu? Vil de forblive gift? Har match-makerne gjort det godt?

I de amerikanske udgaver bruger de meget tid på matching processen, som bliver et udvælgelsesløb i sig selv. Det fylder ikke noget i den danske version, og det er godt. For jeg gider ikke bruge tid på mennesker, som ikke hænger i.  Her bliver vi præsenteret for parrene hurtigt, og så bliver de gift. BAM!

Når gift ved første blik udmærker sig, så er det fordi det også er godt public service tv. Det formår at lære sine seer om socialklasser (man er slet ikke i tvivl om, hvem der bliver matchet, selvom man ved meget lidt om dem), om relationsdannelse og om hvordan vi alle har uhensigtsmæssige adfærdsmønstre, som er en udfordring, når vi skal danne relationerne med andre (der er altid en psykolog, som kommenterer på deltagernes konflikter undervejs, hvilket på en måde er meget anti-reality tv, men det er godt).

Speak-introen fortæller os, at vi har at gøre med singler som har prøvet alt uden at finde kærligheden. Jeg tvivler på, at de har prøvet alt, men det er et godt anslag, fordi vi får en fornemmelse af, at det er sidste udkald for dem og det giver dem en grund til at melde sig til dette temmelig radikale eksperiment. Derudover fortæller det seeren, at deltagerne er vanskeligere end gennemsnittet. For ellers havde de nok fundet en partner på egen hånd.

Der er i de første programmer en konflikt, som går igen sæson efter sæson. Mændene komplimenterer kvinderne så meget, at de føler sig klemt, fordi de ikke har romantiske følelser for deres nye ægtefælle endnu. Det her udspiller sig typisk i de første par dage, og det kan undre, at nogen overhovedet har romantiske følelser endnu.

Kathrine (den ene del af det “unge par”, som alle hepper på) siger noget ala “jeg har brug for, at du skruer lidt ned – jeg kan ikke klare, at du siger, at jeg er fantastisk, når jeg kun kan sige, at jeg synes, du er sød. Jeg bliver presset, når du siger, at jeg er perfekt”.  På nuværende tidspunkt råber min mand af tv’et: “HAN MENER DET JO IKKE – HAN SIGER DET BARE FOR AT GØRE DIG GLAD!!!!”.  Michael (den anden halvdel af det unge par) konkluderer på snakken, at han skal starte med at være mere ærlig om, hvordan han har det.

De fleste andre kvinder i programmet har forskellige versioner af samme problem. Og det giver stof til eftertanke, for jeg havde heller ikke tænkt tanken, at søde Michael bare var ekstra sød for at gøre hende glad (og måske også en anden mere lumsk bagtanke). Men til gengæld forstår jeg fuldt ud, hvorfor man bliver presset af en asymmetrisk kærlighedsrelation.

Jeg forstår godt, hvorfor kvinderne absolut skal sige til deres nye ægtefæller, at de ikke kan lide dem så godt endnu, når de kun har kendt hinanden i få dage, og det er helt normalt?  Det er, fordi 1) de gerne vil have, at der bliver skruet ned for forventningerne (det handler om sex, ik?!), og 2) det bliver en mental stopklods for en videreudvikling af relationen, hvis man hele tiden er nervøs for, at man kommer til at skuffe sin partner.

Og så sker det! Både min mand og jeg får en åbenbaring. Jeg kan pludselig se, at det er ret svært at være mand i den der kurtiseringsproces. Og han ser, at kvinderne virkelig bliver meget påvirket af at føle, at de ikke kan leve op til forventningerne. Det er sgu da godt tv!

Og nå ja, så er der Carsten. Hvad fanden sker der for Carsten?

Follow my blog with Bloglovin

Det pisser mig af, når…

….. cyklister ringer med ringeklokken, når de gerne vi overhale. Dytter de også, når de overhaler i bil? Eller råber af folk de vil passere på gaden?

….børn ikke vil sove, når det er lur-tid. Fatter de ikke, at det svarer til at bede en tissetrængende om at holde sig EFTER, man har åbent bukserne. Not okay og nærmest umuligt at overvinde.

….kunder, som ikke har stået i kø,  alligevel laver stormløb mod kasse fire, der lige er åbnet. Der er en særlig plads i helvedet til dem uden køkultur!

….politikere kalder sig liberale og alligevel vil lovgive om andre menners påklædning og håndtryksvaner. Det bliver ikke mere ulv i friheds-fåreklæder end det.

…kvinder taler højlydt om, at de vil have nye bryster/læber/røvbalder, som om det er pinligt at fortsætte med dem, de har. Gør det endelig, hvis du synes, men behøver du trække os andre med i lavt-selværdssølet?

…folk sætter skilte op i deres forhave, der viser, at hunde ikke må skide der. Jeg får simpelthen sådan lyst til at samle alle lorte op i miles omkreds og lave  en bunke i lige netop den forhave.

…personer føler, at de er bedre, og at gud bør holde hånden mere over dem, fordi de kører med cykelhjelm. Det er ikke mere retfærdigt, at folk uden hjelm slår sig. Lort sker. For alle.

…mennesker altid har de ‘rigtige’ og tolerante holdninger og lader mig dingle, når jeg åbenhjertigt erklærer, at jeg hader en hel masse mennesker uden speciel god grund. Der er intet værre end at være sammen med mennesker, som får dig til at føle dig som et dårligt menneske. Og altså. Det var jo bare lidt for sjov. Jeg siger jo ikke noget til folk. Særlig tit.

Eventyrssøndag med trætopklatring

I dag var jeg på eventyr i trækronerne på Sydsjælland med tre veninder. Jeg ville virkelig ønske, at det her var et reklame-opslag, som jeg var blevet betalt for at lave. For det eneste dårlige jeg kan sige om mine oplevelser i dag er, at det er dyrt.

Nå, men eventyret foregik hos Camp Adventure, som ligger et ambitiøst stenkast fra Bonbonland (hvilket er en anden attraktion, som jeg er helt vild med) . Det er en stor skov-park, som består af flere gode dele – herunder stor-attraktionen 10 trætopbaner, som indeholder Danmarks længste svævebane. En trætopbane er wire-båren forhindringsbane i trætoppene. Banerne har forskellige sværhedsgrader og ligger i forskellige højder. Så du kan både finde en børnevenlig bane 1-2 meter over jorden –  og voksen-udfordrenede i 25 meters højde, som er fysisk udfordrende og et regulært adrenalin-kick.

Der er et sikkerhedssystem bestående af en klatresele og et click-system, som gør, at du altid er bundet fast til en wire og ikke kan falde ned og dø. Det er noget, man kommer til at sætte stor pris, når man står på en lille platform i 25 meters højde og skal gå over små brædder der gynger, når man rør dem.  Systemet gør, at du efter sikkerhedsintroduktionen kan få lov at klatre uden overvågning og bare lege løs.

Det er sindsygt sjovt, udfordrende, hårdt og alligevel noget man kan lave sammen hele familien. Det er muligt at tage sin hund med, man kan gå en dejlig tur i skoven, hvis nu ikke alle har lyst til at klatre i trætoppe. Det koster kun penge, hvis du skal klatre. 

Der er gode muligheder for at tage sin egen madkurv med, finde borde/bænke sæt, men man kan også købe ret lækker mad på stedet (jeg s  magte det ikke selv, men det så ud til at være at være lækre pizzaer og pølsehorn m.m.). De er ved at bygge et ret vildt tårn, som man kan gå rundt i, som efter planen skal åbne i slutningen af 2018. Jeg skal helt sikkert tilbage, og jeg kan ikke vente til, at min dreng kan klatre i træer med sin mor.

Og hvad angår prisen. Det koster 300 kr. per voksen (over 15 år) og 175 kr. for børn (7-14 år) og 100 kr. (3-6 år). Det er mange penge, men det er nok i virkeligheden ikke dyrt. Det er et stort område, der skal vedligeholdes. Men det er mange penge. OG man skal betale 50 kr. for parkeringen. Bum bum. Min indre jydetamp er ikke tilfreds. Men hva’ faen. Man kan være der hele dagen.

Tak er overhovedet ikke et fattigt ord

Jeg kammer tit over, når det kommer til at sige – og føle tak, fordi jeg får dårlig samvittighed, hvis jeg har været til ulejlighed for nogen som helst;

  • Jeg skriver “tusinde tak” til folk, som egentlig bare har sendt noget i docx fremfor pdf.
  • Jeg kalder folk min helt, selvom de bare bringer en pizza ud eller har vist mig, hvor jeg finder vaniljecreme i butikken.
  • Jeg føler mig skyldig, hvis jeg ikke med det samme inviterer folk til middag, hvis jeg har spist hos dem. (Derfor tager jeg også kun sjældent imod tjenester, fordi jeg ikke kan lide at være til besvær og ikke orker at gengælde tjenesten eller holde styr på, hvad jeg “skylder”).

Det er nok, hvad man kan kalde en overstyring. Men jeg knuse-hader, når folk ikke udviser taknemmelighed. Når folk glemmer at sige tak for mad, tak for gaven, tak for hjælpen eller generelt er utaknemmelige over livet.

Det er uopdragent, men hvad værre er – så sender det dårlig energi lige i hovedet på de mennesker,  man er sammen med. Jeg kan gå harmdirrende hjem, hvis jeg har været sammen med folk, som ikke har udvist taknemmelighed.

Forleden hjalp jeg med at tage en opvask efter en komsammen, og det er jeg i forvejen egentlig ikke stor fan af***, og værten sagde ikke tak for hjælpen. Hun havde klart en fornemmelse af, at vi skyldte at hjælpe til.

Jeg er sikker på, at vi kan være uenige om, hvad man skylder hvem hvornår – men selvom man synes at hjælp er rimelig (f.eks. at et pizzabud bringer pizza ud), så skal man stadig sige tak! Det er aldrig okay at undlade at sige tak.

Jeg kan mærke, at selvom jeg måske ikke altid føler mig taknemmelig, så bliver jeg det. Bare det at sige tak for mad af høflighed, minder mig om, at det egentlig er ret skønt, at nogen har taget sig tid til at lave mig et måltid. Også selvom jeg ikke brød mig om maden (ved de ikke, at jeg ikke bryder mig om dild?).

Fra min tid som kassedame, så ved jeg, at utrolig mange kunder glemmer at udvise taknemmelighed udfra devisen, at det er personalets pligt at være flinke. Og det er lort. Der er ikke noget, som kan løfte et menneske gennem en 12 timers vagt til mindsteløn, som søde og taknemmelige kunder. Vi skal sige tak til hinanden. Fordi det er god stil. Fordi det skaber glæde. Fordi det altid kommer godt igen.

Min far har gennem hele min barndom ironisk svaret på vores “tak for hjælpen” med et “tak er kun et fattigt ord – så hellere kontanter”. Jeg ved ikke, hvor den punchline kommer fra, men det er helt forkert.

Tak er et af de dyrebareste ord, vi har. Lad os bruge det noget mere.

Tak, fordi I læste med!

 

 

***Okay, jeg kan ikke lade være med at stikke hånden i hvepsereden. Jeg synes, at når man inviterer folk på middag, så skal man i hovedregel selv lave maden og stå for opvasken. Det er den gave,  man giver sine gæster, at de ikke skal lave de trælse ting.

Det er et system, som selvfølgelig kun virker, hvis vært og gæst har nogenlunde samme overskud og i øvrigt skiftes til at invitere. Jeg har en veninde, som meget oftere end mig inviterer på mad. Her sørger jeg altid for at hjælpe mere med det praktiske og tilbyde at overføre penge for maden.

Der er derfor selvfølgelig undtagelser fra reglen (nybagte forældre, stressramte, syge, gamle, hvis det er en stor sammenkomst etc.). Granted. Jeg hader bare at lave mad og vaske op, når jeg er på besøg hos folk. Jeg hader det. Så vil jeg meget hellere bestille mad, gå ud eller mødes før/efter mad.

Nu kan jeg godt se, at det virker lidt voldsomt at sige, “at jeg ikke kan li’ at være til besvær”, når jeg nærmest kræver, at jeg springer opvasken over. Hvad ved jeg: I’m a puzzle!

Den falske polterarbend

Der er flere måneder siden, at en besked tikkede ind med ordene: Book den 28. juli !  Der fulgte ingen beskrivelse af arrangementets anledning, indhold eller længde. Jeg skulle senere erfare at mine alletiders studieveninder i en brandert havde udtænkt en g-e-n-i-a-l plan: Vi skulle holde polterarbend uden et bryllup som anledning – bare for at fejre os selv.

Jeg vil opfordre alle til en lave en lignende dag for jeres venner. Det var simpelthen toppen af skæg af ballade og meget bedre end nogen rigtig polterarbend kan blive, fordi: 1) Vi var en lille gruppe på fem mennesker, som kender hinanden godt, 2) der var ikke en bride-to-be, som skulle have en time-of-her-life (det er jo alt for meget pres at lægge på en person eller fest), og 3) vi skulle ikke finde events der kunne spænde på tværs af en meget forskelligartet samling af mennesker.

Hermed vores opskrift på en alletiders falsk polterarbend lige til at kopiere:

Kl. 11.00 MORGENMADEN: Vi mødtes ved torvehallerne, hvor der blev købt kaffe. Alle have forskellige ingredienser med til en brunch: Æg, bacon, brød, smør, ost, bobler, frugt og service. Vi satte os i Ørstedsparken og dækkede op til brunch.

Kl. 11.30 UNIFORMEN: Vi begyndte vi at lave vores uniform i fællesskab. Den bestod af en lyserød hula-blomsterkæde (med lys!) og hvide toppe fra H&M, hvor vi hver især tegnede på hinandens. Penis var et gennemgående tema, men alle trøjer havde forskellige personlige detaljer. Alle tegnede på alles.

Kl. 12.45 ESCAPE ROOM: Vi havde booket et ”mysterium” hos en af escape rooms udbyderne i nærheden af Ørstedsparken. Mysteriet var noget med en gammel munk, som vi skulle finde ved at løse en masse koder i fællesskab. Det var virkelig sjovt. Vi mødte en herrepolterarbend på stedet, som ville høre hvem bruden var – her gjaldt det om hurtigt at nævne navnet på en af de andre, som så kunne få lov at fortælle om det forestående bryllup. Vi kom ret mange forskellige scenarier igennem i løbet af dagen.

Kl. 14.00 SOL, QUIZ & ØL: Vi kørte afsted på vores cykler mod Operaen, hvor der er nogle store (for tiden gule) græsarealer, hvor vi spillede kongespil, drak øl og hoppede i havnen. Der summede af ”summer in the city” på den helt skønne København måde. Der var en af damerne, der havde forberedt et par quizzer:

  1. Mundaflæsning: En person får høretelefoner på og hører Ramstein på fuld smadder. En anden person får et ord, som hun skal få sin makker til at gætte ved mundaflæsning. ”R-O-U-G-E” blev til ”Ulden?”, ”yver?” ”Rusten?”, ”Ryge?”.
  2. Tip13: Klassikeren inden for selskabsquiz. Vores tema var kærlighed (det var jo trods alt en falsk polterarbend), så spørgsmålene gik på, hvornår ægtepar var lykkeligst, hvor meget større risikoen er for skilsmisse, hvis man bor i lejebolig osv osv. Rigtig lærerigt og skægt.
  3. Side 9 fyren: Jeg ved ikke om fyren faktisk også hører til på side 9, men altså mandeudgaven af side 9 damen. Vi fik her to billeder af side 9 mænd, hvor vi skulle gætte, hvad de havde svaret på de personlige spørgsmål, som jo hører sig til (højde, alder, civilstatus, tre ting på en øde ø, ting du tænder på – og andre ting i den dur). Vi fik fire svarkategorier (klippet ud i papir), og skulle nu gætte, hvem der havde sagt, hvad.

TWIST: De overskydende svarkategorier viste sig at være min mand og min veninde kærestes svar på de samme spørgsmål. Så da vi var færdige med side 9 manden, skulle vi nu gætte, hvad ”vores” mænd havde sagt. Selvom min mand havde svaret ”Min telefon, min søn og internetforbindelse” til spørgsmålet om, hvad han ville bringe med på en øde ø (HVAD MED MIG?), så var jeg flad af grin.

Kl. 18.00 AFTENSMADEN: Vi kørte til kødbyen og spiste på John’s Hotdog Deli. De fire andre fik hotdogs med rigeligt tilbehør, hvor jeg valgte bøfsandwichen, der svømmede i sovs og kærlighed med en tilhørende en rød sodavand. Det var lige, hvad jeg trængte til efter 7 timer med øl og bobler.

Kl. 19.00 MUSIKBANKO: Vi valgte at runde dagen af i Absalon Kirken (som jo altså ikke er en rigtig kirke mere), hvor der var arrangeret musik-banko med internationale hits. Udover at servere urimeligt billige drikkevarer, så var det her koncept utrolig sjovt. Man købte sine plader på forhånd, hvor der var navne på store internationale hits. De spillede et nummer (et par minutter af hver), og når man så havde en række, to rækker eller fuld plade fik man banko. Vi vandt ingenting, men der blev danset, svedt og skrålet med. Så det føltes ret meget som at vinde alligevel.

Ved midnat trillede jeg glad og fuld afsted mod stationen velvidende, at om seks timer stod der et lille barn, der gerne ville tale med sin mor. Jeg ved godt, at der kommer til at gå lang tid, før jeg kan deltage i en lignende fest igen, men det var virkelig skønt, så længe det varede.

Man skal huske at springe ud af hamsterhjulet ind i mellem, selvom man får børn, som gør at det egentlig er helt vildt upraktisk. Hamsterhjulet er kendetegnet ved, at man gentager de samme aktiviteter i et væk uden at komme nogle vegne. En falsk polterarbend bringer måske ikke en meget videre, men jeg får i hvert fald en berusende følelse af frihed, når man nogen gange gør noget ”bare fordi det er sjovt”.

Hvis du skal planlægge en rigtig polterabend kan du selvfølgelig også bruge ovenstående plan. Se også mit indlæg med gode tips til planlægning af en polterarbend.

Er det overhovedet sjovt?

Da jeg var på vej hjem fra job i dag, stødte jeg på single.dk’s seneste reklame, der ser sådan her ud:

Jeg tænkte umiddelbart, at det var en ret skæg reklame, som gik til grænsen af, hvad man kan tillade sig at sige til folk. Den falder ind under kategorien »funny ’cause it’s true«.

Men ville jeg også synes, at den var sjov, hvis jeg var single og havde ledt efter kærligheden i flere år uden held? Havde datet flere idioter, der havde løjet mig op i ansigtet? Ville jeg synes det var sjovt, hvis jeg virkelig gerne ville have børn, men ikke kunne finde nogle at få dem med, fordi fyrene på min alder enten var optagede eller led håbløst af Peter Pan komplekser?

For det må være dem, Single.dk taler til. Dem der er særdeles trætte af at være single. Single.dk er i knæ pga. Tinder. Det eneste single.dk (muligvis) kan tilbyde er, at folk er mere seriøse hos dem (og er det ikke nyt i øvrigt? Var Single.dk ikke gamle dages Tinder?)

Men vil de seriøse kærligheds-jægere finde sig i at blive talt ned til?