Tak er overhovedet ikke et fattigt ord

Jeg kammer tit over, når det kommer til at sige – og føle tak, fordi jeg får dårlig samvittighed, hvis jeg har været til ulejlighed for nogen som helst;

  • Jeg skriver “tusinde tak” til folk, som egentlig bare har sendt noget i docx fremfor pdf.
  • Jeg kalder folk min helt, selvom de bare bringer en pizza ud eller har vist mig, hvor jeg finder vaniljecreme i butikken.
  • Jeg føler mig skyldig, hvis jeg ikke med det samme inviterer folk til middag, hvis jeg har spist hos dem. (Derfor tager jeg også kun sjældent imod tjenester, fordi jeg ikke kan lide at være til besvær og ikke orker at gengælde tjenesten eller holde styr på, hvad jeg “skylder”).

Det er nok, hvad man kan kalde en overstyring. Men jeg knuse-hader, når folk ikke udviser taknemmelighed. Når folk glemmer at sige tak for mad, tak for gaven, tak for hjælpen eller generelt er utaknemmelige over livet.

Det er uopdragent, men hvad værre er – så sender det dårlig energi lige i hovedet på de mennesker,  man er sammen med. Jeg kan gå harmdirrende hjem, hvis jeg har været sammen med folk, som ikke har udvist taknemmelighed.

Forleden hjalp jeg med at tage en opvask efter en komsammen, og det er jeg i forvejen egentlig ikke stor fan af***, og værten sagde ikke tak for hjælpen. Hun havde klart en fornemmelse af, at vi skyldte at hjælpe til.

Jeg er sikker på, at vi kan være uenige om, hvad man skylder hvem hvornår – men selvom man synes at hjælp er rimelig (f.eks. at et pizzabud bringer pizza ud), så skal man stadig sige tak! Det er aldrig okay at undlade at sige tak.

Jeg kan mærke, at selvom jeg måske ikke altid føler mig taknemmelig, så bliver jeg det. Bare det at sige tak for mad af høflighed, minder mig om, at det egentlig er ret skønt, at nogen har taget sig tid til at lave mig et måltid. Også selvom jeg ikke brød mig om maden (ved de ikke, at jeg ikke bryder mig om dild?).

Fra min tid som kassedame, så ved jeg, at utrolig mange kunder glemmer at udvise taknemmelighed udfra devisen, at det er personalets pligt at være flinke. Og det er lort. Der er ikke noget, som kan løfte et menneske gennem en 12 timers vagt til mindsteløn, som søde og taknemmelige kunder. Vi skal sige tak til hinanden. Fordi det er god stil. Fordi det skaber glæde. Fordi det altid kommer godt igen.

Min far har gennem hele min barndom ironisk svaret på vores “tak for hjælpen” med et “tak er kun et fattigt ord – så hellere kontanter”. Jeg ved ikke, hvor den punchline kommer fra, men det er helt forkert.

Tak er et af de dyrebareste ord, vi har. Lad os bruge det noget mere.

Tak, fordi I læste med!

 

 

***Okay, jeg kan ikke lade være med at stikke hånden i hvepsereden. Jeg synes, at når man inviterer folk på middag, så skal man i hovedregel selv lave maden og stå for opvasken. Det er den gave,  man giver sine gæster, at de ikke skal lave de trælse ting.

Det er et system, som selvfølgelig kun virker, hvis vært og gæst har nogenlunde samme overskud og i øvrigt skiftes til at invitere. Jeg har en veninde, som meget oftere end mig inviterer på mad. Her sørger jeg altid for at hjælpe mere med det praktiske og tilbyde at overføre penge for maden.

Der er derfor selvfølgelig undtagelser fra reglen (nybagte forældre, stressramte, syge, gamle, hvis det er en stor sammenkomst etc.). Granted. Jeg hader bare at lave mad og vaske op, når jeg er på besøg hos folk. Jeg hader det. Så vil jeg meget hellere bestille mad, gå ud eller mødes før/efter mad.

Nu kan jeg godt se, at det virker lidt voldsomt at sige, “at jeg ikke kan li’ at være til besvær”, når jeg nærmest kræver, at jeg springer opvasken over. Hvad ved jeg: I’m a puzzle!

Den falske polterarbend

Der er flere måneder siden, at en besked tikkede ind med ordene: Book den 28. juli !  Der fulgte ingen beskrivelse af arrangementets anledning, indhold eller længde. Jeg skulle senere erfare at mine alletiders studieveninder i en brandert havde udtænkt en g-e-n-i-a-l plan: Vi skulle holde polterarbend uden et bryllup som anledning – bare for at fejre os selv.

Jeg vil opfordre alle til en lave en lignende dag for jeres venner. Det var simpelthen toppen af skæg af ballade og meget bedre end nogen rigtig polterarbend kan blive, fordi: 1) Vi var en lille gruppe på fem mennesker, som kender hinanden godt, 2) der var ikke en bride-to-be, som skulle have en time-of-her-life (det er jo alt for meget pres at lægge på en person eller fest), og 3) vi skulle ikke finde events der kunne spænde på tværs af en meget forskelligartet samling af mennesker.

Hermed vores opskrift på en alletiders falsk polterarbend lige til at kopiere:

Kl. 11.00 MORGENMADEN: Vi mødtes ved torvehallerne, hvor der blev købt kaffe. Alle have forskellige ingredienser med til en brunch: Æg, bacon, brød, smør, ost, bobler, frugt og service. Vi satte os i Ørstedsparken og dækkede op til brunch.

Kl. 11.30 UNIFORMEN: Vi begyndte vi at lave vores uniform i fællesskab. Den bestod af en lyserød hula-blomsterkæde (med lys!) og hvide toppe fra H&M, hvor vi hver især tegnede på hinandens. Penis var et gennemgående tema, men alle trøjer havde forskellige personlige detaljer. Alle tegnede på alles.

Kl. 12.45 ESCAPE ROOM: Vi havde booket et ”mysterium” hos en af escape rooms udbyderne i nærheden af Ørstedsparken. Mysteriet var noget med en gammel munk, som vi skulle finde ved at løse en masse koder i fællesskab. Det var virkelig sjovt. Vi mødte en herrepolterarbend på stedet, som ville høre hvem bruden var – her gjaldt det om hurtigt at nævne navnet på en af de andre, som så kunne få lov at fortælle om det forestående bryllup. Vi kom ret mange forskellige scenarier igennem i løbet af dagen.

Kl. 14.00 SOL, QUIZ & ØL: Vi kørte afsted på vores cykler mod Operaen, hvor der er nogle store (for tiden gule) græsarealer, hvor vi spillede kongespil, drak øl og hoppede i havnen. Der summede af ”summer in the city” på den helt skønne København måde. Der var en af damerne, der havde forberedt et par quizzer:

  1. Mundaflæsning: En person får høretelefoner på og hører Ramstein på fuld smadder. En anden person får et ord, som hun skal få sin makker til at gætte ved mundaflæsning. ”R-O-U-G-E” blev til ”Ulden?”, ”yver?” ”Rusten?”, ”Ryge?”.
  2. Tip13: Klassikeren inden for selskabsquiz. Vores tema var kærlighed (det var jo trods alt en falsk polterarbend), så spørgsmålene gik på, hvornår ægtepar var lykkeligst, hvor meget større risikoen er for skilsmisse, hvis man bor i lejebolig osv osv. Rigtig lærerigt og skægt.
  3. Side 9 fyren: Jeg ved ikke om fyren faktisk også hører til på side 9, men altså mandeudgaven af side 9 damen. Vi fik her to billeder af side 9 mænd, hvor vi skulle gætte, hvad de havde svaret på de personlige spørgsmål, som jo hører sig til (højde, alder, civilstatus, tre ting på en øde ø, ting du tænder på – og andre ting i den dur). Vi fik fire svarkategorier (klippet ud i papir), og skulle nu gætte, hvem der havde sagt, hvad.

TWIST: De overskydende svarkategorier viste sig at være min mand og min veninde kærestes svar på de samme spørgsmål. Så da vi var færdige med side 9 manden, skulle vi nu gætte, hvad ”vores” mænd havde sagt. Selvom min mand havde svaret ”Min telefon, min søn og internetforbindelse” til spørgsmålet om, hvad han ville bringe med på en øde ø (HVAD MED MIG?), så var jeg flad af grin.

Kl. 18.00 AFTENSMADEN: Vi kørte til kødbyen og spiste på John’s Hotdog Deli. De fire andre fik hotdogs med rigeligt tilbehør, hvor jeg valgte bøfsandwichen, der svømmede i sovs og kærlighed med en tilhørende en rød sodavand. Det var lige, hvad jeg trængte til efter 7 timer med øl og bobler.

Kl. 19.00 MUSIKBANKO: Vi valgte at runde dagen af i Absalon Kirken (som jo altså ikke er en rigtig kirke mere), hvor der var arrangeret musik-banko med internationale hits. Udover at servere urimeligt billige drikkevarer, så var det her koncept utrolig sjovt. Man købte sine plader på forhånd, hvor der var navne på store internationale hits. De spillede et nummer (et par minutter af hver), og når man så havde en række, to rækker eller fuld plade fik man banko. Vi vandt ingenting, men der blev danset, svedt og skrålet med. Så det føltes ret meget som at vinde alligevel.

Ved midnat trillede jeg glad og fuld afsted mod stationen velvidende, at om seks timer stod der et lille barn, der gerne ville tale med sin mor. Jeg ved godt, at der kommer til at gå lang tid, før jeg kan deltage i en lignende fest igen, men det var virkelig skønt, så længe det varede.

Man skal huske at springe ud af hamsterhjulet ind i mellem, selvom man får børn, som gør at det egentlig er helt vildt upraktisk. Hamsterhjulet er kendetegnet ved, at man gentager de samme aktiviteter i et væk uden at komme nogle vegne. En falsk polterarbend bringer måske ikke en meget videre, men jeg får i hvert fald en berusende følelse af frihed, når man nogen gange gør noget ”bare fordi det er sjovt”.

Hvis du skal planlægge en rigtig polterabend kan du selvfølgelig også bruge ovenstående plan. Se også mit indlæg med gode tips til planlægning af en polterarbend.

Er det overhovedet sjovt?

Da jeg var på vej hjem fra job i dag, stødte jeg på single.dk’s seneste reklame, der ser sådan her ud:

Jeg tænkte umiddelbart, at det var en ret skæg reklame, som gik til grænsen af, hvad man kan tillade sig at sige til folk. Den falder ind under kategorien »funny ’cause it’s true«.

Men ville jeg også synes, at den var sjov, hvis jeg var single og havde ledt efter kærligheden i flere år uden held? Havde datet flere idioter, der havde løjet mig op i ansigtet? Ville jeg synes det var sjovt, hvis jeg virkelig gerne ville have børn, men ikke kunne finde nogle at få dem med, fordi fyrene på min alder enten var optagede eller led håbløst af Peter Pan komplekser?

For det må være dem, Single.dk taler til. Dem der er særdeles trætte af at være single. Single.dk er i knæ pga. Tinder. Det eneste single.dk (muligvis) kan tilbyde er, at folk er mere seriøse hos dem (og er det ikke nyt i øvrigt? Var Single.dk ikke gamle dages Tinder?)

Men vil de seriøse kærligheds-jægere finde sig i at blive talt ned til?

 

Historien om æselperspektivet

Efter Karoline fra I carried a watermelon var så sød at nævne min blog i et af hendes indlæg, så har jeg ikke kunne få armene ned, fordi:

1) Jeg har læst med på Karolines blog længe. Jeg har grædt og grinet og jeg er helt vild med den. Så jeg er star-struck og stolt.

2) Jeg har fået mange nye læsere, og det er bare meget sjovere at skrive, når det bliver læst. Tak fordi I læser med. Jeg håber, vi kommer til at følges ad i lang tid.

Så jeg tænkte, at det var en god anledning til at forklare, hvorfor bloggen hedder “æselperspektiv”.  Det er ikke en reference til Peter Plys’ triste ven, hvilket  de fleste tror. Det er faktisk en (måske lige lovligt godt skjult) reference til TV-2 sangen Big Time og Honning, som starter sådan her:

“Går og gemmer på en drøm om liv
Som du har sendt til mig
En ørkenvandring i æselperspektiv
En lang og stenet vej”

De her linjer fanger på mange måder essensen af Steffen Brandts tekstunivers, som er en kæmpe hyldest til livet, hverdagen og kærligheden. Hans univers har plads til både store drømme og realisme. Det var også her, at min kærlighed til det danske sprog udsprang. Jeg synes, at han er fuldstændig eminent til at skabe store historier i det små. Til at få mig til at grine, når jeg ikke regnede med det – og til at give plads til det almindelige liv.

Så jeg synes egentlig, at det var et ret godt udgangspunkt for min blog.

Der ligger også noget i begrebet æselperspektiv, som jeg identificerer mig stærkt med i disse år. Altså det hårde arbejde i at få børn, at blive voksen og gå på arbejde hele tiden – og føle at livet er ude af ens kontrol.

Jeg har følt mig som et æsel flere gange undervejs. Når man skal uden for en dør – og skal pakke noget, der svarer til 15 kg baggage for at klare en eftermiddag i zoo. Eller når man står bøjet over vuggen om natten og overvejer, om man overhovedet kan løfte barnet op én gang til – eller næste morgen, når ryggen ikke for alvor vil rettes ud.

Men det også ret fantastisk.

Det er det, jeg gerne vil skrive om. Det hårde, det søde, det herlige, det svære, det sjove, det kedelige og alt det andet, som hverdagen byder på, når man først sidder i ‘voksen-fælden’.

 

 

 

Hannah Gadsby er en fucking fierce feminist

“I named it before I wrote it”  er Hannah Gadsby forklaring på, hvorfor hendes show hedder Nanette. Opkaldt efter en kvinde hun mødte i byen og tænkte, at hun kunne klemme en god times sjov og ballade ud af.

Det viste sig at være forkert – både omkring kvinden og showet. Af et comedy-show at være, er det ikke specielt morsomt. Til gengæld er det fierce som ind i helvedet.  Hvis du ikke har set det endnu – så synes jeg, at du skal se det før, du læser resten af dette indlæg. Det er bedre, når man ikke ved, hvad der rammer en. Stop. Se. Læs.

———Spoilers ahead————

‘Nanette’ handler om, hvorfor Hannah Gadsby vil droppe comedy: Hun er træt af at lave selvudslettende jokes om sit eget liv som lesbisk for at kunne fortælle sin historie. Hun fortæller flere gange undervejs “My story has value” og “I have a right to take up space in this world”, som var det nye erkendelser.  Fordi hendes verden – dybt religiøse Tasmanien – har behandlet hende og andre ligesindede som afskum, der netop ikke har ret til at være til.

Det er sådan set skrupskørt, at der kan laves jokes over det tema. Men hun har levet af de i 10 år. Hun har levet et liv marineret i skam over, hvem hun er – og det har ødelagt hende.  Næsten.  Men  ‘what doesn’t kill you makes you stronger‘. Hannah Gadsby kom tilbage ti gange stærkere. For at bøje uden at knække, det er råstyrke!

Showet er skrevet vidunderlig godt. Hannah skifter overbevisende mellem hjerteskærende historier, nørderier og lette jokes. Hun hopper fra sten til sten uden et øjebliks bæven. Hun svømmer alt, hvad hun kan ud mod det åbne hav uden den mindste frygt for at drukne. For hun har prøvet det før. At drukne og komme tilbage til livet. Drukne i skam og homofobi og komme tilbage og insistere på sin plads i verden.

Hun viser med stor overbevisning, hvad kunsthistorie kan lære os om verden. At mænd i årtusinder har portrætteret kvinder i deres eget liderlige billede. At kvinder er blevet tegnet nøgne og hjælpeløse. At det også forklarer, hvorfor Weinstein, Cosby, Woody Allen etc. er reglen og ikke undtagelsen. At #metoo handler om, at kvinder ikke længere vil finde sig i lorte behandling.

Det handler om meget om køn og mindre om seksualitet. Hun viser os, at de udfordringer, som hun har haft som lesbisk kvinde, er udfordringer, alle kvinder har. At patriarkatet definerer et meget specifikt og lille rum at være kvinde i. At kvinder frit kan vælge mellem rollerne luder eller jomfru. Helt frit. Men uanset hvad hun vælger, kan hun være sikker på, at hun gør noget forkert.

Hindsight is a gift – STOP WASTING MY TIME” råber hun ud over salen. Hun vil ikke have, at kritik bliver fejet af banen med henvisning til, at tiden var en anden. Vi skal gøre op med lortet. Vi skal stoppe med at fejre mænd, hvis succes blev bygget på kvindehad og undertrykkelse. Vi skal stoppe helt. Vreden er dirrende og smittende. Henvendt til alle verdens mænd, men i særdeleshed Picasso, råber hun:

“You don’t have a monopoly on the human condition, you arrogant fuckers!” 

Hannah har ret. Vi skal huske. Alle sammen. Vi har ikke monopol på at være menneske. Vi skal lytte til hinandens udgangspunkter (også mænds, men der er blevet lyttet ret længe – så måske vi skal skifte frekvens for en stund).

Men Hannah stopper nu. Hun stopper i comedy, for hendes vrede  er heller ikke konstruktiv. Hun beder sit publikum om at passe godt på hendes historie. Tage den med os, men at lade vreden ligge.

 

Hverdagens helte – pædagogerne

 

Hubert har fået plads i garderoben, og jeg fornemmer, at han har arvet sin mors evne til at få taget dårlige billeder – særligt hvis de skal hænge til offentligt skue i mange år (klassebilleder, pasfoto, billeder på intranettet, you name it. Jeg har ikke et eneste pænt billede i disse fora – have fun Hubert!).

Institutionslivet starter for alvor nu. Og jeg er allerede evigt taknemmelige for vores pædagoger. Hubert smiler stort, når han ser dem og er tydeligt glad for at være sammen med dem. Jeg er helt tryg – og det er rart, at han er god til at danne relationer til nye mennesker.

MEN jeg synes, at det var lidt svært med opstarten. Jeg sad og ventede på pædagogernes initiativ, og de ventede på mit. På sin vis giver begge ting mening. Det er jo mit barn – men deres arbejde. Vi er begge autoriteter ift Hubert. Jeg savnede dog, at der blev taget lidt styring over processen (måske er det en djøf-ting?). Sådan f.eks. lave en plan, som rækker længere end tre timer frem og fortæller mig, hvornår jeg skal gå, og hvem der tager over nu.

Hubert skal vide det, men jeg er også nysgerrig.

Men jeg vil bare sige, hvis en pædagog skulle læse med. Som førstegangsforælder har jeg ikke den fjerneste idé om, hvordan jeg kører et barn ind på en god måde. Tag mig i hånden! Jeg føler mig ikke kørt over som forælder, så længe I foreslår en proces, som jeg kan sige ja eller nej til. Jeg siger formentlig ja – det er jo jer, der er professionelle.

Vores stue har den hellige treenighed, når det kommer til børneopdragelse: en skrap, en sjov og en struktureret pædagog. Så det skal nok ende rigtig godt, for  jeg kan vældig godt lide dem alle tre. Så det er okay, at Hubert græder lidt, når jeg går. Der er kompetente voksne klar til at tage over. Og de har såmænd allerede lært ham at vinke farvel, drikke af kop og delvist at spise med en ske (sådan cirka).

Det bliver et rigtig godt samarbejde, og jeg glæder mig til at hente Hubert og se, hvordan hans udvikling accelererer af at være sammen med større børn og dygtige pædagoger.

Stort tak til velfærdsstaten!

 

Samtykke er sexet og andre gode grunde til, at vi bør ændre lovgivningen om seksualforbrydelser

Rape culture normalizes sexual violence. Forleden dag havde mine kolleger og jeg et længerevarende og ubehageligt skænderi omkring den svenske lovgivning om voldtægt. Jeg minder om, at det er en lovgivning, som trak overskrifter som: “Sex kræver samtykke efter ny lov i Sverige” og “Sverige vil forbyde sex uden udtrykkeligt samtykke”.

Her er det måske bare mig, men det gik jeg da egentlig også ud fra var udgangspunktet. Altså at vi er enige om, at ingen skal begynde at lave sex ting på min eller nogen andens krop UDEN at sikre sig, at det er i orden. Det modsatte standpunkt må jo i givet fald være, at vi går ud fra, at enhver person vi møder er interesseret i at have sex med os, og at vi bare kan tage for os at retterne. Folk skal sige fra først. Tænk hvis vi havde samme lovgivning, når det gælder mord eller tyveri. Folk skal sige fra før det er ulovligt at myrde og stjæle?

Jeg er klar over, at ovenstående er en halv stråmand, for det er der selvfølgelig ikke nogen der mener.  Eller der er helt sikkert nogen, der mener det, eftersom at nogen faktisk voldtager, men det er nok de færreste. Det mine kolleger og andre ikke-voldtægtsmænd er bekymrede for er, hvordan man løfter bevisbyrden om, at nogen faktisk med ord eller handlinger har indvilliget i at have sex. 

Bevisbyrden er jo sådan set også et problem i dag, fordi vi har at gøre med situationer, hvor der sjældent er vidner og det er svært at indhente beviser om voldtægt med mindre, der er decideret vold indblandet.  Offeret skal gennemgå mange ubehageligheder i forsøget på at påvise, at hun/han ikke var interesseret i sex med vedkommende – herunder redegøre for tidligere seksuel adfærd, påklædning m.v.

Det element kommer vi ikke udenom, heller ikke med en svensk model, men det er på sin plads at lovgivningen er bare en lille smule på offerets side. Idag bliver de færreste voldtægter anmeldt og endnu færre bliver dømt. Lovgivningen virker ikke.

En af grundene er, at gerningsmanden oprigtigt ikke mener, han har gjort noget galt. Altså sådan på spejderære. Og det er her, hvor manglende fokus på indhentelse af samtykke kommer i spil. Vi har ikke som samfund stillet store nok krav til, at man skal respektere folks grænser. Hvergang man har denne her diskussion, så kommer der to historier op:

Den ene om kvinden, der gerne ville have sex, men dagen efter fortryder og råber VOLDTÆGT! Den anden er historien om kvinden, der for at gøre skade lyver og råber VOLDTÆGT! Som kvinde kan jeg ikke lade være med at blive utroligt provokeret af de her to historier. Fordi det ikke tager problematikken alvorligt. Der findes mænd mener, at de er berettiget til en kvindes krop og udnytter deres magtposition etc. til at have samleje med en kvinde uden hendes samtykke (dvs. begår voldtægt). Problemet er, at den gennemsnitlige mand er mere bange for at blive anklaget for voldtægt end for at blive voldtaget. Og det udgangspunkt påvirker desværre ens interesser. 

Det er ca. 60 pct. af alle voldtægter, der bliver begået af nogen, som offeret kender f.eks. en partner eller ven. Bare fordi du havde frivilligt sex med vedkommende i onsdags, behøver det ikke at betyde, at du er interesseret i det om fredagen. Eller selvom du havde lyst til vaginalt samleje betyder det ikke, at du er frisk på analsex. Det kan virke banalt, men det kommer altså bag på visse mennesker.

Jeg har ikke erfaring med voldtægt, men jeg kender til hævn. Og falske voldtægtsanklager virker som en utrolig risikabel måde at gå over åen for at hente vand.  Hvis jeg skulle hævne mig, så skulle det ikke involvere sætte min ære og privatliv til skue – for så i øvrigt højest sandsynligvis ikke at få en skid ud af det. Så er det sgu da lettere at skære nogle dæk op, skrive vedkommende op til alle nyhedsbreve i verden eller lave et godt rygte om nogle lækre kønssygdomme (altså hvis man skulle hævne sig, men det skal man jo ikke -vel?!). Hvis jeg havde fortrudt et samleje med nogen, så var det nok det letteste  aldrig nævne det for nogen igen. Det formoder jeg de fleste almindelige mennesker ville gøre.

Det smukke med den svenske model er: Vi går væk fra, at vold eller trusler om vold skal være grundlaget for et sagsanlæg. Vi anerkender, at magt ikke altid udøves igennem vold – og der er mange andre og mere sofistikerede måder at udnytte folk på, som ikke involvere en knytnæve – men som stadig er et overgreb. Samtidigt er samfundet principielt og i udgangspunktet på offerets side. Det er nu ikke offerets opgave at påvise, at der blev sagt tilstrækkeligt tydeligt fra – nu skal gerningsmanden også bevise, at der blev sagt tydeligt ja (i ord eller handlinger!).

Jeg er sikker på, at det vil virke forebyggende. Bare se på den store modstand, der møder fra mænd, fordi de er NØDT TIL at skærpe deres måde at indhente samtykke på. Det handler ikke (nødvendigvis) om, at der skal ligge samtykkerklæringer på natbordet, men f.eks. sådan noget med, at man spørger undervejs i akten. Man skal sikre sig, at man ikke overskrider sin partners grænser. Altså undgår vi de voldtægter som bunder i misforståelser. Hvor manden har overskredet sin partners grænser uden at opdage det. Det vil jo være en kæmpe gevinst for alle parter!

Det åbner også op for, at vi kan gradbøje voldtægter/seksuelle overgreb og f.eks. indføre et begreb som “uagtsom voldtægt”. Heri ligger der mulighed for at respektere både offerets oplevelse og gerningsmandens intentioner. At noget godt kan være en voldtægt, selvom det ikke var intentionen.  For det kan det. Lidt ligesom du godt kan slå folk ihjel ved et uheld. En voldtægt er ikke defineret ved overgrebsmandens intentioner, men ved offerets oplevelse af at få overskredet sine grænser.

Endelig får vi som samfund indskærpet, at ingen har ret til en anden persons krop. Heller ikke selvom de er kærester, forlovede eller gift. Det vil stadig være en vanskelig bevisbyrde at løfte, for ingen domstol vil acceptere “jeg sagde ikke ja” som et tilstrækkeligt bevis for voldtægt. MEN det vil være sundt, at mænd ikke ruller med øjnene med tanken om, at sex uden samtykke er en voldtægt. Det er det!      

Sådan skal du IKKE gøre det selv

Hubert er lige startet i institution. Faktisk har vi været igang med indkøringen i syv hverdage nu. Det går overraskende godt. Jeg havde forventet at sidde og græde ude foran institutionen. Men det er en god institution og vores dreng er stærk, glad og udadvendt. Hvor har han det mon fra?

Så i stedet for at græde, har jeg givet mig i kast med en række praktiske gøremål for at få tiden til at gå, mens jeg holder ferie uden et barn derhjemme. Udover den sædvanlige rengøring, indkøb og madlavning, som jeg ikke vil skænke flere ord nu – så har jeg startet på projekt mal spisebordsmøblerne i køkkenet.

Min optimisme var stor, fordi jeg havde læst et indlæg af en dame, som sagde, at det var noget, som altid blev godt – også selvom hun ikke var super omhyggelig. Hurray! Jeg er ikke omhyggelig anlagt, så jeg forestillede mig, at det her var det perfekte projekt for mig. 

Jeg brugte en dag på at slibe og vaske af.  Jeg var også ude og købe maling i Silvan. Agave grøn valgte jeg. Lynhurtigt faktisk (hvilket er en overraskelse, jeg er altid 1000 år om at træffe beslutninger). Det viste sig, at farven egentlig bare var den samme, som de bukser barnet havde på.

Idag nåede jeg så til det sjove – malearbejdet. Jeg havde stillet klart ude i haven. Alletiders idé at male ude i solen. Det er sådan lidt boheme-lækkert og mine ben kan blive brune og mit hår blive lysnet. Og malingen ville tørre på nul komma fem.

Det skulle vise sig at være en lang løgn, bortset fra det med, at malingen tørrer hurtigt. Det gør den. MEGET hurtigt. Og det er ikke godt, for når malingen løber, så er den tør, før jeg kan nå at få jævnet det ud. 

Derfor besluttede jeg mig for at rykke det ind i skyggen. Her var resultatet så, at der faldt en masse hække-fnuller ned i malingen. Her glemmer jeg helt at nævne, at insekter godt kan lide farven/lugten/konsistensen, så rigtig jævnt blev det ikke.

Så mit bedste råd til dig, som overvejer at male møbler er: vær tålmodig – enten med processen eller resultatet.

Jeg valgte sidstnævnte.

Hvad kan fodbold lære dig om livet?

Billedresultat for kasper schmeichel

Efter at have set utrolig mange VM-kampe (taget i betragtning af, at jeg ikke bryder mig om fodbold), må jeg erkende, at der ligger en hel del livsvisdom gemt i det til tider noget kedsommelige spil. Jeg har, for at spare jer besværet med selv at se de mange kampe, lavet en kort opsummering her:

1. Spil offensivt!

De indledende runder af VM viste, hvordan fodbold ser ud, når begge hold kan gå videre uden at vinde. KEDELIGT! Selvom det af strategiske årsager kan være klogt at spille defensivt, så er det utroligt kedeligt at se på.

På samme måde kan et defensivt liv måske godt give mening i den forstand, at du aldrig kommer til skade, taber penge eller bliver såret. Men det er utroligt kedeligt at være en del af (og se på/høre om).

Så husk – det bedste forsvar er et angreb! Og kom igang med de risikable livsbeslutninger.

2. Undervurdér aldrig hjemmebanefordelen

Grundlaget for fodbold er naturligvis et købekraftigt publikum. Men det købekraftige publikum laver andet end at finansiere showet. De bærer også holdene frem. Derfor er det afgørende, om man spiller ude eller hjemme, om der møder fans op, og om de fans der møder op bakker op om holdet.

Spillerne ved, at deres spil bliver påvirket af, hvorvidt der bliver råbt uduelige taber eller bold-geni efter dem. Derfor: omgiv dig med mennesker, som hepper på dig! Du bliver bedre til det, du gør, når der en positiv stemning omkring dig. Det skaber plads til at eksperimentere og fejle – begge ting er nødvendige for at gøre noget ekstraordinært (og hermed tilbage til punkt 1).

3. Spil andre gode!

Selv med positiv stemning og en offensiv strategi, så kunne hverken Messi eller Ronaldo vinde VM – og hvorfor er det? DERES HOLD VAR IKKE GODE NOK! Én stjerne er ikke nok – der skal 11 gode spillere til at vinde en kamp (eller i hvertfald en 7-8 stykker).

Livsvisdommen som gælder for fodboldspillere og alle os andre er: Du kan ikke klare det alene. Derfor skal du altid huske at spille andre gode. Lægge op til andres scoringer – og glæde dig over deres succes og omvendt. Omring dig med mennesker, som ikke alene hepper – men som også hjælper dig. Så kan det ikke gå helt galt.

4. Det behøver ikke være flot for at være godt

Som sagt var der en hel del af de indledende kampe, som mere end almindeligt kedelige at se på. Men ud fra målsætningen “vi skal bare gå videre”, så var det jo gode kampe.  Nogle ting her i livet handler om overlevelse og intet andet. Slutrunder er én af de ting. Tiden med små børn er en anden ting. Fuck om sokkerne matcher eller ungen er lidt klistret; hvis I klarede natten/fødselsdagen/flyveturen – så er det en succes. GODT GÅET!

5. Engager dig / sæt noget på spil!

Guderne må vide, hvorfor – men jeg har altså set de fleste af kampene indtil Danmark røg ud. Fordi min – ellers ikke særligt fodboldinteresserede – mand tændte for det. Jeg ville egentlig helst bare side og fifle lidt med bloggen og andre ting i mens. Der er noget hyggeligt ved at høre summen og bare være i samme rum. Men altså – de kampe var ikke særlig skægge.

Hvis du skal have en god fodbold oplevelse skal du: 1) lægge din telefon langt væk, 2) åbne en øl, 3) holde øjnene på skærmen/banen og 4) spille nogle penge på kampen (punkt 2 og 4 er valgfrie – men øl får i hvert fald mig til at føle mere for ting). Hvis du vil have det sjovt med noget, så er du nødt til at engagere dig. Råb lidt af skærmen (skyyyyyyyyd!). Knug din elskedes hånd eller bid negle.

DU SKAL SÆTTE NOGET PÅ SPIL! Nationalfølelse, stolthed eller penge. Eventuelt bare den gode stemning i rummet. Hvis du er ligeglad – er du jo som bekendt aldrig glad.

 

 

 

Rudi er bange – en dokumentar om angst

Billedresultat for rudi er bange

DR3 laver bare så tæskegodt tv. Det er virkelig en frontsoldat, når det kommer til at producere virkelig godt public service tv (så det er en gåde, hvorfor man vil lukke kanalen). I en tid, hvor mange har diagnoser, hvor store dele af befolkningen mistrives – så fokuserer mainstream medierne rigtig meget på “12 tals pigerne” med stress og spiseforstyrrelser. Det er også en relevant dagsorden, men den er bare forsimplet og taler ind i en stereotyp forståelse af både kvinder og psykisk sygdom.

At succesfulde kvinder i virkeligheden er skrøbelige piger. Og at psykisk sygdom mest er en kvinde-ting. Begge dele er forkerte – og “Rudi er bange” er med til at skabe flere nuancer til debatten og oplyse sine seer om, hvad angst er – og hvor invaliderende det er.

Når man ikke har haft angst, så er det svært at forstå, hvad det er og hvor det kommer fra. “Rudi er bange” giver ingen svar, men viser én persons kamp mod indre dæmoner. Vi ser en granvoksen mand fortælle om angstens gode venner: paranoia, nedtur og massiv ensomhed.

Han viser os helt tæt på, hvordan et angstanfald ser ud. Hvordan han har placeret kugledyner rundt omkring i hans 32 kvadratmeter store lejlighed for at dæmpe angsten, som er værst om morgenen. Han skal virkelig kæmpe med sig selv for ikke at slukke kameraet “det kan hjælpe andre” råber han af sig selv med tårene trillende ned af kinderne.

Det er så sejt, at han gennemfører projektet. Jeg er sikker på, at der må være mange med angst, som føler sammenhørighed og forståelse. Selvom han får lov at fortælle, så oplever vi også forskellige mulige svar på, hvad der er så svært for ham.

Rudi forklarer selv, at angsten kommer fra, at folk har talt dårligt om ham. Han kan ikke bære, at nogle har  anklaget ham for ting, som er forkerte. Han føler sig grundlæggende dårligt behandlet. Men det er tydeligt, at det nok er en forsimplet forklaring , at folk ikke skulle have talt dårligt om ham. For han taler ikke pænt til sig selv. Når han henter sin medicin på apoteket, kalder han sig selv for “en fucking taber”. Han taler dårligt om sig selv og han har haft det dårligt hele sit liv, men berømmelsen gjorde det værre. For han er ekstremt bange for at blive dømt.

Rudis (pleje)far siger, at han skal stoppe med at tage sig selv så højtideligt. Det gør ingen gavn at botanisere i fortidens fejl og dårlig omtale. Det er et godt råd til de fleste. Jeg følte mig i hvert fald også ramt. Og i virkeligheden ved Rudi det godt – for som han konstaterer “jeg laver altid sjov, når jeg er bange”.

Humor er en god udvej, når “the shit hits the fan”. Det er helt sikkert en strategi, som mange uden angst også kender.

Dokumentaren giver ikke en masse fakta om årsagen til angst. Men den viser, hvorfor det er forkert at tænke psykisk syge som svage. For det læs de skal trække – bare for at stå op og gå ud af døren – kræver en vild råstyrke.

Det ved Rudi heldigvis også godt. I hvert fald glimtvis. Hermed en varm anbefaling til at se med i en kamp mod angst.