Om at holde ensomheden for døren

“Jeg er i chok!” sagde min mand, da jeg ringede fra Ikea igår og spurgte, hvilket bord jeg skulle købe til vores køkken. Jeg var uforstående. I chok over hvad dog? “Over at du hele tiden SKAL lave noget. Slap nu af!“.

Det kan undre mig, at det kommer bag på ham, når vi nu efterhånden har været sammen i 14 år. Det er ikke et nyt karaktertræk fra min side. MEN han har ret i, at der er noget chokerende ved, at projekterne skal være så mange og så relativt store. Jeg har sat 1-2 timer af om dagen til at ligge ned og aflaste mit bækken. Resten af tiden har jeg brugt på at stæse rundt.

Efter først at have læst dette glimrende indlæg fra Idabida, hvor hun fortæller om at savne sine veninder, og herefter at have læst Meyermors (noget tungere) indlæg om social arv og ensomhed som evig følgesvend og ens eget ansvar for at kæmpe i mod den, indså jeg, at den overdrevne projektstyring af nogle få ugers frihed i virkeligheden er et forsøg på at holde ensomheden for døren og mindske savnet til livet uden for barselsboblen.

Jeg iler afsted til mærkelige ærinder, fordi alle andre opnår ting i dagtimerne. Får ting fra hånden. Går på job. Jeg kan ikke rigtig holde tanken ud om at aflevere barnet i institution og så sidde på sofaen hele dagen (og jeg kan heller ikke holde ud at være sammen med barnet hele dagen). Projekterne giver mig noget at fortælle til andre og giver mig mulighed for at skelne dagene fra hinanden.

Jeg sidder for tiden i min sofa med en følelse af, at jeg skal ind og brumme den. Eller i hvert fald afsone med fodlænke. Man får ikke opnået ret meget andet end at holde et barn i live (hvilket også er prisværdigt, I know), når først baby kommer. Så jeg prøver at opnå et 1 års værdi af praktisk arbejde i de næste 5 uger. Så det er jo klart, at jeg har travlt.

Idet man i udgangspunktet ikke kan se sine venner i dagstimerne (hvor de jo går på arbejde), og mine aftener er lige så pressede, som de hele tiden har været (og jeg i øvrigt er træt og ude af stand til at tage del i festligheder), så synes jeg faktisk, at det virker fornuftigt ikke at dvæle ved den triste følelse af at være uden for. Jeg vil hellere tage del i den del af livet, som er tilgængeligt for mig lige nu.

Det er ikke prangende, men det er okay.

En uge tilbage!

Der er lidt under en uge tilbage, før mit arbejdsliv får sig en laaaaaaaang pause. Det er lige så frygtindgydende, som det er fantastisk.

Ved min første barselsorlov håndterede jeg frygten for at forsvinde ved at fylde min dag (før baby kom) op med underlige gør-det-selv projekter. Herunder at bygge en slagbænk. Det viste sig at være mere end almindelig svært, når man kun har en halvsløv fukssvans, et billede fra Pintrest og sin erfaring fra sløjdundervisningen at arbejde med. Så ja. Det blev aldrig til en slagbænk. Men der blev slæbt planker, hamret, savet og boret til den store guldmedalje.

Denne gang har jeg væsentlig flere fysiske begrænsninger, som jeg er nødt til at tage hensyn til. Så mine planer er foreløbigt begrænset til lidt strategisk rengøring af de steder, som jeg ved ikke bliver gjort rent efter baby 2 melder sin ankomst – og så en smule motion, som både fødselsprepper og måske kan løsne lidt op for, at alt det pis, som mit bækken byder mig for tiden.

Men sådan en lavpraktisk plan håndterer bare ikke frygten for at miste sig selv og blive væk i verden. Jeg har nok lidt mere tillid denne gang til, at det ikke sker. Men jeg kan ikke helt undsige mig følelsen af at blive efterladt på perronen, mens godstoget, der er det moderne arbejds- og socialliv, kører videre med fuld fart, og jeg lige om lidt kun kan se støvet, det hvirvler op bag sig.

Så jeg har, for at prøve at håndtere den mere eksistentielle del af fødselsforberedelsen, f.eks. hørt podcasten “Karrierekvinder“, hvor Her to kvinder diskuterer “Håndbog for karrierekvinder” fra 2000 (som de i udgangspunktet synes er provokerende) og får forskellige gæster til at kommentere og uddybe bogens pointer.

Jeg har aldrig identificeret mig som karrierekvinde, men jeg synes, at podcasten er relevant for alle kvinder på arbejdsmarkedet. Fordi der hvor kvinders arbejdsliv og vilkår for alvor begynder at adskille sig fra mændenes er, når børnene kommer på banen. Og det tror jeg, er godt at gøre sig helt klart, når man er kvinde. Fordi det er grundlaget for at træffe kloge – men mest af alt oplyste – valg.

Det hele er ikke indirekte diskrimination. Noget af forskelsbehandlingen stammer også fra kvinders kontinuerlige tendens til selv at nedprioritere sig selv og deres karriere. Og her kan vi blive bedre. Både til at udfordre vores arbejdsplads’ relation til medarbejdere på barsel, og når de kommer retur, men bestemt også vores egne valg og fravalg. Så vi er sikre på, at vi kender konsekvenserne/faldgrupperne af fx en lang vs kort barsel.

I podcasten beskriver de bl.a. muligheden for at gentænke måden, vi tager på orlov på. Ikke (kun) i forhold til længen af den, men særligt i forhold til måden vi forholder os til vores arbejdsplads og i det hele taget bruger orloven strategisk.

Det mest inspirende, jeg fik ud af deres snak var 1) Tal med din chef før barslen og foreslå, at du gerne vil holde kontinuerlig kontakt undervejs, så du kan følge med i udviklingen på din arbejdsplads. 2) Brug din barselsorlov til at udvikle dit professionelle netværk, fx deltage i Inspired beyond babies professionelle barselsnetværk eller et barselsnetværk i din fagforening (hvis de da har et) . 3) Skriv din orlov på cv’et og læg vægt på, hvad du har lært under den. Man udvikler sig som regel rigtig meget undervejs.

Alle tre råd er for mig helt nye og uprøvede. Og de er selvfølgelig kun ment i det omfang, man kan overskue det. Og det er klart, at hvis baby ikke sover og bare det at eksistere er en udfordring, så skal man nok ikke give sig i kast med de store karrierepleje-planer. Så meget har jeg da også lært på min første barselsorlov:

Alle planer er på babys nåde. Derfor er kvaliterne ‘innovativ’, ‘løsningsorienteret’ og ‘omstillingsparat’ noget, jeg allerede burde have føjet til mit cv. Man bliver fandme god til at finde løsninger i pressede situationer af at få børn.

Jeg går selvfølgelig også med tanker om at benytte barslen til at input andre og mere spændende steder fra end min arbejdsplads. Så hvis I har forslag til aktiviteter, som gav jeres barselsorlov mening og indhold i en til tider triviel hverdag, så hit me! Hvad end det er en fantastisk podcast, lydbog eller Netflix serie eller noget fjerde, så er jeg lutter øre.

Mor vil ha’ øl….

…. eller Aperol Spritz, eller bare Spritz. Anything really. Jeg saaaaaaaavner alkohol.

Det er klart en af de værste graviditetsgener, jeg kan komme i tanke om. Den slår træthed og mørt bækken med flere mil. Jeg savner de søde safter, som dæmper angst og får en til at smile lidt af det hele.

Jeg har da drukket en halv dåse Classic i ny og næ og smagt slurke af andres drikkevarer, men smagen er én ting at savne. Og det er ikke det primære – desværre.

Ja, jeg ved det. Det lyder ikke særligt sundt. Men jeg savner at være fuld. Ikke plørefuld – bare sådan tilpas, at man klukleer og kan stoppe med at tage alting så alvorligt. At man kan sænke skuldrene og bare er til i verden – uden hele tiden at overtænke alting.

Hele sommeren har været spækket med arrangementer, hvor jeg virkelig gerne ville have kunnet drikke. Jeg er nemlig ikke en ‘social butterfly’, som gebærder mig let og elegant blandt mennesker. Jeg er mere sådan en som er ret stille, lige indtil jeg begynder at udspy sarkastiske bemærkninger hæmningsløst og foreløbigt med ret dårlige resultater.

Udover flere besøg af bekendte, jeg ikke er helt tryg ved (og følte et vist pres for at virke cool over for), har jeg også været på venindeweekend, men den 30 års fødselsdagsfest, vi holdt for min mand i weekenden, tog nok prisen over situationer, jeg gerne ville have været beruset i. Altså alle andre var stjernefulde og jeg gik bare rundt og var tyk og fåmælt. Sådan en der laver dip og samler pant. Vild ungdom!

Jeg både er og har det meget sjovere, når jeg er fuld – eller tryg. Og tryg tager alt for lang tid. Så nu må jeg gå rundt og undertrykke min sociale angst uden alkohol. Kramme folk, hvor det er underligt og prøve at komme ind i samtaler, hvor der er meget lidt plads. Forsøge at slukke mine tanker på andre måder. Men det er stadig ikke lykkedes mig at danse, som om ingen kigger, og hvad der ellers er muligt, når man slukker lidt for over-jeget.

Så summasumarum er, at jeg glæder mig til, at baby kommer ud, så mor kan drikke øl 8-10 måneder senere. Moderskabet er i sandheden en lang række ofre….

Den helt store fødselsdagsfest

I søndags holdt vi fødselsdagsfest for Hubert og min mand. De fylder henholdsvis 2 og 30 år, så det skulle naturligvis markeres.

Vi havde lagt i ovnen til et relativt ambitiøst projekt med grillmad og indtil flere forskellige slags kager. Der var lagt en gameplan for praktikken, men så skete det, at min lillesøster blev mor tidligt om morgnen til en sød lille dreng, der blev født ved kejsersnit. Hun var to uger over termin.

Det ændrede på det hele. Nu var det pludselig en ægte fødselsdag. Men den vigtigste gæst kunne ikke komme og mit hovedet var et andet sted resten af dagen. Ligesom min mor og de øvrige gæster mest var interesseret i billeder og historier om den lille ny.

Jeg var virkelig overrasket over, hvor rørt jeg blev af at se på et lille sorthåret hoved ligge og bappe på min søsters bryst. Jeg hylede til den store guldmedalje.

Det var vel at mærke af at se et billede af barnet. For han var ikke sådan lige til at få lov at besøge den dag, da han skulle have alskens drops og undersøgelser pga for lavt blodsukker.

Det var heller ikke bare, at han kom til. Det var også hele transformationen. Min lillesøster er mor nu. Og jeg er nogens moster! Det er fandme ikke dårligt. Hold kæft, hvor jeg glæder mig over, at vi har små børn samtidigt og al den glæde de kommer til at få af hinanden.

Og nu har vores førstefødte altså fødselsdag to dage fra hinanden. Midt i sommerferien. Det kan være, at vi kan lave en joint venture på festfronten i fremtiden. For jeg var godt nok træt efter at have lavet mad og ryddet op en hel dag.

P. S. Jeg har fået lov at se ham efterfølgende. Shit han er sød. Sikke en dejlig udvidelse af familien. Nu skal vi bare have ham hjem fra hospitalet med et stabilt blodsukker og sine gode forældre.

Scener fra en andensgangsgraviditet

Scene 1. Printerrummet, jeg står ved en printer, min kollega træder ind:
“Nååå, din mave er rigtig *eksplosionslyd*”, mens hans hænder signalerer en kraftig udvidelse.
“Du kan da bare noget med ord”, konstaterer jeg sarkastisk.
“Nårh, nej jeg mener bare, at din mave strutter”, smilede han tilbage.

Scene 2. Sætter mig tilbagelænet i havestol. Mor kigger på min mave og siger:
“Er du sikker på, at der ikke er to eller tre derinde?”
“Det vil komme meget bag på mig”, svarer jeg irriteret
“Ja, det vil jo blive en hård omgang med to ekstra børn”
“Så er det godt, at vi bor så tæt på dig. Du skal endelig ikke tro, at du kan gå fri”.

Scene 3. Førstegangsgravid står ved siden af mig og har termin praktisk talt i morgen. Tilfældig person fra familien henvender sig til mig:
“Og hvornår gik du fra på dit arbejde?”
“Jeg har termin om 3,5 måned!”

Barselsorlov – et identetitslimbo

yellow Volkswagen van on road

Der er stadig længe til oktober, hvor min termin er sat til, men mine kolleger spørger nu jævnligt “hvornår går du fra”. Hvortil jeg kan svare fra 1. september og indtil nu er jeg lykkedes med at undgå flere spørgsmål, såsom hvornår jeg er tilbage på job igen.

Men i dag bemærkede en af mine kolleger så med største selvfølgelighed “Hvornår er du tilbage? Du nøjes bare med seks måneder, eller hvordan?”

Her kommer jeg i en kattepine, fordi det gør jeg ikke. Jeg nøjes heller ikke med de otte måneder, som jeg tog sidste gang. Faktisk planlægger jeg at forlade mit job den 1. september 2019 og først vende tilbage midt november 2020…

Den historie har jeg meget svært ved at kombinere med mine i øvrigt feministiske mantra og indædte tro på øremærket barsel til mænd, og at man skal dele ansvaret for børnene. Og at vi kvinder skal holde op med at være sådan nogle suckers, som ofrer os selv (altså bare vores søvn, indkomst og anerkendelse) for familien.

Derfor har jeg på nuværende tidspunkt kun spurgt mine chefer om lov, og derudover holdt mere end almindelig lav profil med mine planer. Både her, der og alle andre vegne. Jeg har holdt lav profil, fordi 1) det er usikkert om det kommer til at gå op (money – money – money), men endnu mere pga. 2) det passer rigtig dårligt med min identitet at tage en usædvanlig lang barselsorlov.

Jeg må hellere skynde mig at sige, at jeg ikke bliver udsat for social kontrol eller har tabt en form for ondsindet væddemål. Helt kort fortalt, så vil min mand gerne fire måneder til USA, som del af hans job, og jeg vil gerne med på eventyr. Det betyder, at vi planlægger at tage afsted hele familien i slutningen af barselsorloven, fordi det passer bedst i den periode ift. arbejdet og børnenes alder (jo ældre des bedre!).

Så nu har jeg altså et års tid til at få lavet en fortælling om, hvordan det faktum, at jeg kommer til at forlade arbejdsmarkedet i laaaaang tid faktisk også var et okay karrierevalg for mig, altså grundlæggende: Hvordan får jeg gjort dette projekt til mere og andet end at pleje min mands karriere? Og der kommer en lang række spørgsmål i kølvandet på det:

  • Hvordan kan jeg undgå, at mine kolleger anskuer mig som død/fyret/forevigt forsvundet med så lang en barsel?
  • Hvad skal MIT mål være for perioden (udover at skabe og holde endnu et barn i live selvfølgelig)?
  • Hvorfor behøver jeg at gøre det til et selvudviklingsprojekt? Kan man ikke i et parforhold skiftes til at være, den der giver og den der tager?
  • Hvorfor skal jeg starte med at give?
  • Hvordan kan jeg forene mine feministiske verdensforestilling med at være “medfølgende hustru”?
  • Hvad nu hvis jeg bliver helt bims af at skulle være så meget sammen med mine børn?
  • Hvorfor glæder jeg mig faktisk også ret meget over, at jeg ikke – som sidst – skal tilbage på job og amme samtidigt?

Så der er nok at se til! Jeg forudser, at jeg kommer til at leve med en vis portion filosofisk diskrepans i mine svar. Så måske jeg bare holder fast i min nuværende strategi om at gå under radaren og bare møde op på job igen end dag langt ude i fremtiden. Med mindre I har bedre bud på en løsning? Jeg er lutter øre!

Er moderskabet vores vigtigste opgave?

Har I set det ovenstående opslag fra Humans of New York for nyligt? Jeg så det – og tog straks et screendump. Fordi jeg oplevede noget, som er usædvanligt: Jeg blev meget provokeret af et udsagn, som jeg mener er sandt.

Det er jo rigtigt, at moderskabet består af en masse kedelige og repetitive opgaver. At det er hårdt, og at man sommetider totalt mister sig selv. Det har jeg selv sagt før – og jeg har hørt mange af jer andre sige det samme. Jeg finder stor trøst og glæde i, at det er en fælles oplevelse på tværs af familier og generationer. Det gør det jo ikke mindre kedeligt eller hårdt. Men det gør det meget mere meningsfyldt.

Kvinden på billedet glæder sig over, at hun skal tilbage på arbejde som læge på en skadestue – og afslutter med at sige, at hvis man i ramme alvor skal mene, at moderskabet er den vigtigste opgave i verden, så er man nødt til at mene, at ens barn er det vigtigste menneske på jorden.

Igen – 100 pct. logisk – og 100 pct. korrekt.

Jeg tror ikke, at jeg har overvejet, om moderskabet er den vigtigste opgave i verden sådan generelt set. Men jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det er min vigtigste opgave. Og jeg er sådan set heller ikke i tvivl om, at jeg synes, at min søn er det vigtigste menneske på kloden.

Jeg kan selvfølgelig godt træde lidt tilbage og sige, at objektivt set – så er han et rimelig standard-A4-barn, som ikke er hverken værre eller bedre end andre børn. Så hvis vi skulle lave et tankeeksperiment, hvor to børn var bundet til hver deres togskinner, og jeg skulle trække i et håndtag for at beslutte, hvilket barn toget skulle køre over, så vil det være svært at komme med gode moralske argumenter for, at det ikke skulle være min Hubert. Men jeg kan love jer for, at det ville det ikke være.

Jeg ved ikke helt, hvor jeg gerne vil ende. Bare at jeg på den ene side får lidt ondt af hendes søn. Det må være ensomt, at ens forælder ikke synes, at man er det vigtigste i verden. På den anden side skyldes det måske bare, at det hun laver (altså redder liv!) faktisk er vigtigere end at være mor. Det siger måske intet om hendes eller mine forældreegenskaber – men bare noget om hvilket jobfunktioner vi bestrider?

Hvem ved? Der er da i hvert fald eksempler nok i historien på mødre og fædre, som har følt sig kaldet til at gøre andre ting end til at passe på deres børn. Men havde de ret i den prioritering?

Det er lettere anden gang, ik?

I ugerne umiddelbart efter den positive graviditetstest var jeg så kæk, at jeg proklamerede for min elskede, at jeg ville være meget mere cool denne gang. Bekymringerne var meget færre. Jeg havde slet ikke google spontan abort. Endnu.

Det er i værste fald en løgn og i bedste fald en sandhed med kraftige modifikationer. Jeg er ikke bange for barnløshed længere. Fordi. Ja, altså jeg har jo allerede et barn. Og én veloverstået graviditet gør det lettere at forestille sig, at den næste kommer til at gå tilsvarende let. Men nu hvor jeg er omtrent halvvejs i forløbet, så må jeg erkende, at katastrofe-tankerne ikke udeblev.

Abort, syge børn og frygtelige fødsler popper op også ind i mit hoved næsten dagligt denne gang. Jeg er ikke decideret angst, men det er et faktum, at en graviditet er en oplevelse med visse risici, som jeg stadig ikke ved, hvordan jeg forholder sig til på en fornuftig måde.

Man skal vist være særlig for at kunne ignorere det helt, for hele systemet forholder sig til den gravide som udtryk for et givent sæt risikofaktorer. 1:500 for barn med Downs givet noget fra en scanning og informationer om dig som mor. Alder og vægt giver dem andre informationer om risiko for abort, sukkersyge m.m.. Spiser du panodiler, bliver drengebarnet måske impotent – og husk at tage din folinsyre og dine jerntabletter – ellers kan barnet få misdannelser. Alt handler om at reducere risci. Jeg har da også købt stort ind i svanemærkede og parfumefri produkter.

Så hvordan ignorerer man, at enhver graviditet er en billet til en destination, man ikke kender. Måske får du et barn, som er handicappet eller alvorligt sygt. Og selv hvis du får sunde og raske børn, så kan de jo lige pludselig dø i en ulykke – småbørn kan dø af de mærkeligste ting. Graviditeter – og selve det at få børn – minder mig om, hvor skrøbeligt livet er – og hvor vigtigt det er, at vi passer på det.

Livet er selvfølgeligt også skrøbeligt for voksne, men vi glemmer det bare. Og selvom jeg jo ikke bare kunne dø, uden at nogle bemærkede det, før jeg fik børn, så føles ansvaret for at holde mig selv i live noget tungere nu. Det er ikke bare ærgerligt at dø ung. Der er nogle børn, man svigter. Så den cykelhjelm kommer på – næsten – hver gang jeg er afsted.

Selve graviditeten er altså på nuværende tidspunkt ikke meget nemmere end første gang, omend jeg har væsentlig mindre tid til at tænke på den. Det sjove er også, at hvor andre mennesker fortalte horror-historier om fødsler den første gang, så taler vi nu ikke længere om fødsler længere – nu handler det om rædslen ved at have mere end et barn.

Er jeg godt klar over, at nu bliver der endnu færre pauser? Endnu mindre søvn og overskud? Har jeg tænkt det igennem?

Det er især mændene, som bringer disse betragtninger til torvs. Jeg tror, at det handler om, at hvor det for kvinderne er et regulært granatchok af træt/smadret krop og afbrudt søvn i årevis ved det første barn, så er det relativt let for mændene, når der kun er ét barn. Når barn nr. 2 kommer, så er det endegyldigt SLUT med at kunne køre frihjul. For mor kan det dårligt blive meget hårdere end det er i forvejen. Så der er brug for aflastning til nr. 1. Og her indtræder så det ægte granatchok for fædrene. Det er en teori, jeg fifler med.

Så mødre på internettet – please fortæl mig, at der er stordriftsfordele! Det er vel ikke dobbelt så hårdt at have to børn? For det ved jeg ikke, om jeg kan holde til.

En hård start

Kl. er 04 – barnet skriger. Jeg går ind til ham og forsøger at berolige ham. Jeg kaster mig i sengen af frustration, da jeg kan høre, at han ikke er faldet i søvn for alvor. Kl. 4 er et kritisk tidspunkt. Det er meget tæt på den sædvanlige opvågningstid kl. 5. 

Min mand rejser sig groggy og går ind for at gøre et forsøg. Det mislykkedes totalt. Ungen vil på ingen måde acceptere, at det ikke er mor, som er stået op. Han skruer voldsomt op for volumen. Som var der nogen, der forsøgte at kværke ham. Det er der ikke. Endnu.

Min mand er retur i soveværelset. Han er ikke glad. Vi ligger og småskændes over til lyden af rasende tumling. Det må da være nogens skyld det her. Jeg giver det et skud mere. Barnet falder til ro – men falder ikke i søvn. Vi – forældrene – ligger og holder i hånden til en stadig mere og mere vågen tumling. Kl. 04.45 står min mand op. Gudskelov, – jeg kan sove lidt mere.

Et par minutter senere kan jeg høre min mand brøle “AV FOR HELVEDET” i køkkenet efterfulgt af et krasj, smæk og kliir. Så for søren. Op på benene. Hvad er der sket? Er I okay? 

Manden står og fumler med et plaster, der ligger en brødkniv i køkkenvasken. Barnet ser Frode Får. Ingen akut fare, men stemningen er på et lavpunkt.

Vi sidder nu og glor skiftevis på hinanden, så på Frode Får, og så på barnet der indtager brød og bananer, som han jævnligt tilbyder puslespilsbrikkerne af dyr på savannen en bid af. Det er simpelthen løgn det her. 

Efter et par timer med muntre morgenrutiner, bliver vi enige om at dele os op. Jeg går med hunden, manden afleverer barnet. Jeg går ud i det frostklare vejr. Solen skinner. Jeg har MØ kørene på fuld smadder i ørerne.

Det lysner. Who cares med massivt søvnunderskud, når foråret kommer. Så kan jeg mærke det. Mine kæber spænder sammen. Munden fyldes med spyt. Jeg trækker vejret dybt med åben mund. Spytter i et desperat forsøg på at forhindre det uundgåelige.

Jeg løber væk fra stien og ind i skoven for at spare mig selv for den umiddelbare ydmygelse af skolebørn, der står og kigger på. Jeg brækker mig og glæder mig umiddelbart over, at jeg ikke også pisser i bukserne. MØ er stadig med mig:

“All my life I’ve stepped to the rhythm of the drums inside my head // Longing for the sweet sound of my mama// Make them all walk this way”

Det er jo prisen for at formere sig, tænker jeg. Men lige sådan en morgen virker det uklart, hvorfor det hastede så meget. Det kan også være, at det ikke holder. Det er jo stadig tidligt i processen. Lige nu har jeg bare kvalmen, trætheden og bukser, som jeg ikke for alvor kan lukke.

Nu må vi se, hvor vi ender. Solen skinner stadig. Og nu hvor jeg sidder her i et s-tog på vej hjem til min lille familie. Så tænker jeg, at det nok skal gå alt sammen. Jeg er jo grundlæggende et heldigt menneske, som bare ikke fik sovet så meget i nat.

Kvindekamp og drengeopdragelse

Da jeg fandt ud af, at jeg ventede en lille dreng – må jeg indrømme, at jeg var en anelse skuffet. Jeg havde glædet mig til at  give en lille pige en opdragelse i at være fierce og fantastisk og ikke stå tilbage for nogen.

Nu står jeg så her med den dejligste dreng i hånden, og det er helt som det skal være. Men når man er feminist og “drengemor”, så fylder kønsspørgsmålene relativt meget.

Der er spørgsmålene om, hvad er socialt konstrueret, og hvad er gener? Hvordan skaber vi et mere ligestillet samfund? Hvad betyder mor-rollen for mig som menneske? Hvordan fordeler vi opgaverne i hjemmet på en fair måde? Og hvordan sikrer man, at ens barns køn ikke skal afgøre dets skæbne?

Ligestilling kan ikke kun handle om, at pigerne skal være fierce og frygtløse. Det er også drengene, som vi skal gøre et nummer ud af at lære  empati og omsorg for andre.  De skal lære at respektere grænser, at give plads og være klar over, at drenge i hvert fald indtil nu har fået og får ret mange forlommer i livet. Og på en eller anden måde, så virker det ikke lige så sjovt at lære fra sig. Selv her er strukturerne på spil.

Min tanker om en hypotetiske pige-opdragelse jo også problematiske.  Lyserøde og putte-nuttede ting – ud med det og ind med handlekraft og mod. Men det er jo også et problem, fordi jeg samtidigt tilskriver mindreværdi til de klassiske tøsedyder. Det er et catch 22

Selv da jeg vidste, at jeg fik en dreng, så forestillede jeg mig, at han ville være “blød og stille”, som sin far. Det er han ikke. Han er et fuldstændig crazy energibundt, som kravler op på alt, kaster med alt, banker sit hoved ind i ting og råber højt. Han elsker bolde og har ikke stor tålmodighed med  hverken puslespil eller tusser.

Han er kun halvandet år, så han kan nå at blive mange forskellige slags personligheder endnu – jeg ved det. Jeg forsøger virkelig også at undlade at præge ham til at blive specielt “drenget”. Jeg står ind i mellem i H&Ms pige-afdeling og siger til mig selv, at jeg skal mindst købe én ting herfra til ham.  Så står jeg der med et lyserød beklædningsgenstand, som jeg grundlæggende synes er grim, men så har jeg da levet op til et eller andet formkrav. Jeg beviser over for verden, at jeg er en “gender-bender”, som min mand sarkastisk bemærker, når jeg giver barnet “pigetøjet” på, fordi vi skal ud i sociale sammenhænge, og på den måde sikrer, at flest muligt ser ham i lyserødt tøj – nu hvor han jo ikke går i det så tit.

Så hvad er moralen? Det er ikke muligt at tale om køn og være hævet over strukturerne. Vi er skabt af og taler ind i de strukturer, der allerede eksisterer. Men vi skal sørge for – eller hvert fald at prøve – at udfordre dem.  Så vi kan jo starte med at være opmærksom på, hvordan vi taler til og om vores børn. Jeg hørte så sent som i dag om en institution, hvor alle pigerne til morgensang skulle synge “Jeg er en smuk lille sommerfugl” og drengene derimod blev instrueret i at synge “jeg er en stor stærk kriger”. what the actual fuck?

Det går fandme ikke. Børn er begge dele. Smukke og vilde. Fine og stærke. Vi må ikke gør dem til en enten eller. Men jeg indrømmer gerne, at det altid er nemmere sagt end gjort.