Her går det godt…

pink Good Vibes neon sign

En ven synes, at jeg er for negativ, når jeg fortæller om livet med børn. Jeg mener ikke, at jeg er negativ, men at jeg fortæller om småbørnslivet, som det er: nemlig ret hårdt arbejde.

MEN når mit mål er at være ærlig, så skal jeg jo også huske at lægge ironien på hylden og fejre, når hverdagen, manden og børnene faktisk er en fest. Og det har de været i lange stræk gennem den seneste uges tid.

Min mand havde en af dagene et skype møde med en professor fra USAs vestkyst. På grund af tidsforskellen blev mødet lagt i – for småbørnsforældre – helvedstimen kl. 18-19 (træt, sulten, tandbørstning, nattøj.. you know the drill). Selv om vi havde sænket ambitionsniveauet, og jeg egentlig bare skulle sidde og se Netflix med begge børn, så sker der selvfølgelig det, at lillebror flipper skrot og hverken vil amme eller sove. Med det resultat, at storebror bliver ked af det og slutter sig til hylekoret.

Uden at gå for meget i detaljer med, hvordan det lykkes – så lykkedes det efter 15 minutter med adskillelige forsøg og overvældende meget sved at få børnene til henholdvis at sove og være stille (hurra!).

Da min mand blev færdig med sit skype-møde udbryder han: “hvor er du bare god! Jeg er så glad for, at jeg har dig i mit ringhjørne“. Og den følelse er gengældt. Vi skiftes til at trække det tunge læs og rose den anden for at gøre det samme. Det er så meget lettere at være storsindet, når ens partner byder ind af sig selv. Og det er meget lettere at byde ind, når man ikke er kørt helt i bund.

Vi sidder nærmest hver aften og undrer os over, at det ikke føles som en undtagelsestilstand at få barn nr. 2, og hvor heldige vi er, at vi har to fantastiske børn og hinanden. Kausalitet er jo tricky, men jeg vil pege på at følgende tre ting bærer en stor del af skylden for successen:

  1. Lillebror sover godt om natten, ergo vi sover godt om natten og får ret fast 7-8 timers ok sammenhængende søvn hver nat.
  2. Storebror bliver kun sjovere og sødere med alderen, så vi bliver hver dag mindet om, hvorfor børn er de dejligste væsener i verden.
  3. Vi har rutinen, og vi forstår ind i knoglerne, at “det bare er en fase”, så der skal meget mere til, før vi går i panik.

Min mand og jeg “spiller hinanden gode”, som man siger. Vi anerkender hinanden. Men når det for os har været meget lettere at blive forældre anden gang, så er det ikke kun nogle mærkbare stordriftsfordele. Det er også tilfældigheder. Børns søvn har bare utrolig lidt at gøre med forældrenes adfærd, gode intentioner og gadgets at gøre. Nogle børn sover godt. Andre gør ikke.

Hvor jeg i min første barsel gruede for de endeløse nætter og havde opgivet tanken om nogensinde at føle mig udhvilet igen. Så er nætterne nu kærkomne pauser, som gør mig klar til en ny dag. Det betyder også, at jeg langt de fleste dage kan gå rundt og hygge mig og glæde mig over, at jeg har sådan en vidunderlig lille familie.

Men den oplevelse afhænger 100 pct af, at vi får sovet, og der ikke er store konflikter/udfordringer med børnene. Derfor er lykkefølelsen også en fase (den kommer i glimt), ligesom desperationen er er en fase, i den forstand, at der ikke skal ret meget mere til end en enkelt aften af trøstesløse børn eller en nat med et fravær af søvn til, før alt føles håbløst. Det er et vilkår, at livet med småbørn er meget omskifteligt.

Så må man gøre op med sig selv, hvad der gør en gladest? At føle et skæbnefællesskab med andre eller ignorere de hårde tider og fokusere på, at det bliver bedre/er godt. Det gør mig gladest – både når det går godt og når det går skidt, at vide at, at jeg ikke er alene med oplevelserne fra det glade vanvid, som er en børnefamilie.

Nytårsfest og løjer med et spædbarn

Igår holdt vi nytårsfest for syv mennesker: fire voksne, en tumling og to babyer.

Det var præcist som man kunne forestille sig. Smadder hyggeligt. Dybt kaotisk. Den lækre mad blev spist alt for hurtigt. Der var en pause i hyggen fra klokken 20-22, hvor børnene nægtede at sove på skift, og de voksne skiftedes til henholdsvis at rive sig i håret over afkommet og vaske op.

Så kom bananasplitten på bordet og roen skænkede sig. Det var rart. Og det var skønt at være sammen med andre ligesindede.

Det kan være temmeligt ensomt at være til fest, som de eneste med børn, hvor man kan høre festen pumpe, mens man sidder og aer sit barn i mørket.

I en af mine “børnevagter” i nat sad jeg og spekulerede over mine nytårsforsætter (og lavede de der forbandede knibeøvelser!). Jeg har en masse uinteressante om at spise mindre sukker og dyrke mere motion. Jeg har ingen livsomvæltende forsætter ala flere babyer eller nyt job.

Til gengæld har vi en USA-tur på fire måneder i kalenderen, som mildest talt stresser mig. Jeg ved ikke, om jeg kan finde ud af at være medfølgende hustru og passe to børn på fuldtid. Men mit nytårsforsæt er, at jeg ikke skal bekymre mig helt så meget om alting. Så det er jo et alletiders sted at starte.

Jeg vil gerne øve mig i at være chill og stole på, at selvfølgelig skal alting nok ende godt. Hvis jeg kunne få denne grundfølelse, så tror jeg, at jeg ville kunne leve mere frit. Være mindre bange for fejltagelser eller dårlige oplevelser.

Grundlæggende vil jeg gerne blive bedre til både at se og tage chancer, der byder sig. Og det kræver, at jeg ikke grubler alt til døde og tilgiver mig selv for fejlfiks og dårlige valg.

Så 2020 er dedikeret til at blive et mere chill menneske.

(Men ikke så chill, at jeg undlader at nævne, at jeg har nytårsforsætter på mine børns vegne: Der skal smides bleer og sutter og læres at sove i egen seng. Jeg håber, at jeg orker det.)

Godt nytår alle sammen. Jeg glæder mig til, at vi skrives ved!

Der bor en ung pige i mig, som ikke vil dø…

Det er tæt på umuligt at få lov at sidde 30 minutter uforstyrret. Jeg har forsøgt i adskillige dage nu, men hver gang jeg starter, så vågner det ene eller det andet barn.

Men nu er klokken mange. Manden er gået i seng med feber og alt ånder fred. Jeg har en del forskellige tanker på hjerte, men for nu vil jeg lade det blive ved dette: Jeg har fået en dejlig julegave. En bog og en tegneblok.

Bogen er en Tove Ditlevsens digtsamling – udvalgt af Olga Ravn – med titlen “Der bor en ung pige i mig, der ikke vil dø”. Jeg har ønsket mig begge dele, selvom jeg principielt er inderligt imod ønskesedler, fordi jeg med hele to børn og en barselsorlov, som virker uendelig – virkelig føler, at der bor en ung pige i mig, som godt kunne trænge til lidt opmærksomhed.

På trods af at jeg vitterligt knuselsker mine børn og min mand, så er det svært ikke at blive ramt lidt at kvælningsfornemmelser fra tid til anden, når man trasker igennem dagene med lortebleer, evighedsoprydning og den følelse af at gå med fodlænke, som et ammebarn også er.

Det er prisen. Den er rimelig. For det er også fantastisk at gro mennesker og se dem vokse op. Men man behøver jo ikke at give helt op på den unge pige, så jeg håber, at tegneblokken kan være en relativ simpel måde at øve mig i at være kreativ igen.

Jeg ville ønske, at jeg var typen, der læste digte og havde været slyngveninde med Tove Ditlevsen i årtier. Sandheden er dog, at jeg meget sjældent læser skønlitteratur. At jeg først stiftede rigtig bekendtskab med hende på Spotify med soundtracket til TOVE TOVE TOVE teaterforestillingen. Men jeg burde have læst hende før – for hold nu op, hvor er det godt.

Hun er sjov. Hun er ærlig. Hun beskriver hverdagen. Kærligheden. Børnene. Kvindelivet. Arbejderlivet. Det er helt vidunderligt.

Olga Ravn skriver i efterskriftet til bogen, at “Tove Ditlevsens poesi altid handler om misforholdet mellem det, der skulle være, og det, der er, eller misforholdet mellem det jeg burde være og det jeg er”. Jeg ved ikke om, det er en særlig kvindeting – eller om det bare er en mennesketing. Men det er i hvert fald et felt, som fylder enormt meget for mig. Og jeg kan jo også læse, at det fylder meget for jer andre.

Så jeg håber, at jeg med Tove – og jer andre – i hånden kan finde ud af at være mor på fuldtid uden at gøre det endegyldigt af med den unge pige. Det ville være så trist. Jeg håber ikke, at en ung Johanne ville føle sig svigtet, som Tove gør, når hun skriver til sit unge jeg:

“Du havde en pigelig drøm om et barn og en mand,
og du fik, hvad du pegede på, men var stadig alene,
så blev du tilbage i barndommens undrende land,
mens jeg går omkring og er til i en verden fa stene.

Og det er din styrke og trøst, at du ikke er død,
men lever et sted som en spinkel og vigende skygge,
endskønt jeg har solgt dine drømme for hus og for brød,
og trukket dig ned i en smerte, der minder om lykke”

Som brødre vi dele…

Jeg ligger i spænd mellem mine to drenge i skrivende stund. Det ene åndedrag er langt og tungt. Det andet let og hektisk.

Jeg har ligget her i halvanden time og siden kl 19.30. Min store dreng på 2 år vågner hele tiden, og den lille på 8 uger hænger konstant i patværket. Da faren er til julefrokost (igen!), så er der nogle logistiske udfordringer, som jeg bedst løser ved at ligge her. I spænd. Og glo op i loftet.

Da jeg hverken er mindful eller tålmodig nok til at ligge helt stille med mine tanker i timevis, satte jeg en podcast på. Så børnene ikke skulle få skærmlys i fjæset, og så jeg ikke skulle kede mig ihjel.

Valget faldt på podcasten Brødrene Fuhlendorf. Det er Kristian og Michael Fuhlendorff, der er blevet henholdsvis komiker og kriminel og setupet er at undersøge, hvorfor brødre går så forskellige veje.

Også ligger man her. Mellem to nye brødre og overvejer, om en af dem kommer til at slå et andet menneske ihjel? Kommer til at tage coke og og sidde i fængsel. Om man slår til som forælder. Og hvordan de bliver som brødre.

Kommer en af dem til at kræve så meget, at den anden ikke får nok opmærksomhed? Bliver de hinandens bedste venner og fortrolige?

Den anden dag sad jeg med tårer i øjnene, da Emil og Theis fra sejlerfamilien Beha talte om en sejlads, de havde været ude på i voldsomt uvejr. Theis (lillebror) sagde, at han først var blevet rigtig bange, da Emil (storebror) ikke havde haft overskud til at sende ham et “vi-skal-nok-klare-det” blik mellem storm og lynild.

Det var en voksen mand, hvis angst var styret af, at hans bror kunne passe på ham. Det fik mig til at tænke på Tvebak og Jonatan. At den store passer på den lille og gør ham tryg i verden. Er det sådan for alle brødre? Det er et stort ansvar.

Når man ligger her i mørket og lytter til deres nu efterhånden synkrone og tunge vejrtrækning, så kan jeg slet ikke forestille mig, at de en dag kommer til at ligge i deres egen seng, i deres eget hus, langt fra mig. At jeg ikke løser deres problemer og måske ikke engang hører om dem.

Jeg håber håber håber, at mine drenge bliver hinandens fortrolige. At de passer på hinanden. At de holder sammen. At Hubert kan vise Hartvig en sikker vej i verden og hjælpe ham op, hvis han snubler. Og at Hartvig kan gøre det samme, hvis Hubert skulle få brug for det.

Det ville gøre mig så stolt.

Og nu godnat her fra den trange dobbeltseng.

Juletraditioner søges

Kalenderen siger december, og vi har for første gang givet os i kast med at etablere juletraditioner for det store barn i form af en pakkekalender og en lige vel hurtigt hjemmegjort mytologi omkring det her med nissen.

Men en pakkekalenderen er ikke det eneste nye. I år skal vi være værter for juleaftensfesten. Det er nervepirrende, for min families tillid til mine evner kan tilsyneladende ligge på et meget lille sted.

Min farmor har købt en juledug til mig og igår ringede hun for at høre, om vi havde vinglas. Jeg bliver hyppigt afhørt om, hvordan vi får plads til så mange gæster i vores hus.

Jeg ville nok ikke selv have købt en dug, men vi har selvfølgelig vinglas til alle, og det er min livsfilosofi, at der er da altid plads til en til. Det finder vi ud af.

Men vi skal altså naile den her jul, så jeg kan bevise mit værd som julevært. Der skal jules, som der aldrig er blevet julet før. Så jeg skal bevæge mig ud i nye discipliner, såsom at lægge dug på bordet og folde servietter. Bo Bedre, I kan godt gøre kameraet klar!

I virkeligheden er jeg mest bekymret for, hvordan jeg får gjort julen hyggelig for børnene. For det har jeg ikke prøvet før.

Et spædbarn kan man ikke rigtig planlægge efter, men hvilke traditioner har I gode erfaringer med ift. børn i tumlingalderen?

Hvornår pakker de gaver op? Hvad med sengetiderne? Og maden? Kan børn godt lide risalamande (de må vel ikke få mandler, før de er 3 vel?) eller er risengrød bedre? Julemanden – er det en god idé til en 2-årig? Og hvordan undgår man, at man selv er så optaget af at være vært, at man ikke får hygget sig med sit barn?

Tankemylder #4 – barselsedition

Mit “jeg-ammer-med-brystbetændelse-40-graders-feber-og-knaldende-hovedpine” ansigt.
  • Jeg har været tusinde år om at skrive det her indlæg, fordi jeg blev slået omkuld af en omgang brystbetændelse og solid feber. Fuck altså, hvor er der meget smerte indbygget i kvindelivet.
  • Men så er det dejligt, at ens mand forklarer til et par af vores barselsgæster, som venter deres første barn, at mandens rolle i den første tid af barslen er at være en slags sosu-assistent, og den nybagte mor er at betragte, som en der har fået et handicap, men hvor alle synes det er en glædelig begivenhed.
  • (Denne tanke var fra før jeg blev ramt af feber og massiv selvmedlidenhed). Hvorfor føles det ikke som et “rigtigt” bidrag til familien at amme et barn? Det er vel også en slags bidrag at melde sig frivilligt til de første 6 måneders døgnvagter(!) for at sikre den yngstes fortsatte vækst og velbefindende. Right?
  • Efter jeg har brugt de første uger af min barselsorlov på at gense Venner, sneg der endelig lidt nyt materiale ind. Det var Seth Meyers Netflix special “Lobby Baby”. Det er forfriskende også at høre mænd tale om børn, fødsler og familieliv. *hjerte hjerte*.
  • Jeg har udviklet en afhængighed af pebernødder. Det skal være de industrielle af slagsen. Karen Volf knows her shit!
  • Er der nogen måde, hvorpå barselsbesøg kun er himmelsendte og dejlige, og ikke også indeholder en vis grad af “fuck-nu-skal-vi-være-præsentable-igen” OG “hold-op-hvor-er-jeg-bare-ikke-en-del-af-livet-for-tiden”? Jeg er jo grundlæggende taknemmelig over, at jeg har venner, som gider at komme på besøg, når vi er allermest kedelige. Men jeg er også lidt bitter over, at jeg ikke kan tale med eller holder styr på deres liv.
  • Jeg hørte radioprogrammet SuperTanker den anden dag, hvor en kvinde sagde “min tilgang til leg er meget inspireret af tysk fænomenologi”, hvilket lød så selvmodsigende i mit hoved, at sætningen har siddet fast lige siden.
  • Hver gang jeg ser Boris Johnson, har jeg lagt mærke til, at jeg får en varm følelse i kroppen. Jeg tror, at det skyldes, at min ældste søn har sådan en lidt kaotisk kridhvid hårpragt, som godt kunne forveksles lidt med Boris’.

“Det hoved får vi ikke ind igen”

Det var lige efter midnat, da vi ankom til fødemodtagelsen sidste fredag. Vi havde diskuteret derhjemme, om afstanden mellem veerne var passende og om de mon var stærke nok til, at vi ville få lov at blive på hospitalet.

Min første fødsel var rigtig god, bortset fra at jeg blev tvunget til at køre frem og tilbage til hospitalet to gange på samme aften – den ene af gangene med presseveer. Så det var meget vigtigt for mig at undgå sådan et forløb igen. Heldigvis var den jordemoder, som undersøgte mig enig i, at jeg godt kunne blive. 4 cm åben og der var godt smæk på veerne. Peww!

Klokken 00.30 blev vi lukket ind på fødestuen. En sød jordemoder spurgte, om der var noget særligt jeg ønskede mig. Et lavement f.eks.? Et karbad? Jeg sagde ja til begge dele. Jeg nåede ikke at prøve klyx ved min første fødsel – så jeg var spændt på, hvad det ville gøre ved oplevelsen. For jeg havde hørt meget om det til fødselsforberedelsen.

Nu har jeg så prøvet det, og det gik ned på denne måde: Jeg fik sprøjtet stadset op i nummi, herefter havde jeg to veer de næste 4 minutter, samtidig med den der lækre følelse af, at jeg var på vippen til at få eksplisionsdiarre ud over hele lokalet.

Jeg nåede kun lige ud på toilettet. Havde igen to kamphårde veer, mens jeg sad på potten og senere stod desperat og ledte efter knappen, der kan trække ud. Den var pist forsvundet, og jeg kunne knap stå op. Min mand stod på den anden side af døren og spurgte bekymret, om han skulle komme ind. Jeg brølede i mellem mine ve-støn “NEEEJ!”, mens jeg febrilsk ledte efter den fucking knap og en form for værdighed. Jeg fandt knappen.

Jeg fik med besvær bevæget mig de tre meter fra toilettet hen til sengen. Som jeg nu stod og tog en ve mere opad. Jordemoderen bad mig stå på flad fod i stedet for på tæer og sagde, at jeg måtte sige til, hvis jeg fik ve-trang.

“TIL-TIL-TIL” fik jeg sagt, mens jeg konstaterede, at det var umuligt at stå på flad fod. Jeg forsøgte med min vanlige ynde at kravle op i sengen og kunne godt se, at karbadet nok ikke blev relevant. Jordemoderen gav mig ordre til at gispe og undlade at presse. Min mand fik ordre til at trykke på alarmknappen. Der skulle være en assistent, når barnet kom ud.

Jeg råbte noget med, at jeg ikke kunne lade være at presse, at det gjorde fucking ondt, og at jeg var ved at skide i bukserne. Alt i mens jeg tænkte, at det her kunne jeg ikke overleve i en time. Jordemoderen spurgte, om jeg havde særlige ønsker til fødslen. Jeg råbte, “neeeeeeeej, han skal bare uuuuuuuud!”.

Splask. Vandet fossede ud over sengen og jeg kunne mærke mine fødder blive våde. Og jeg hørte jordemoderen sige de vidunderlige ord: “ja, det hoved får vi ikke ind igen”.

Ganske rigtigt fire-fem veer eller ca 10 min efter eksplosiv diarré ala klyx, så var lillebror på maven af mig.

Jeg var fuldstændig smadret og havde den der følelse af, at en damptromle havde kørt igennem mit underliv. Plus dødsangsten havde lige nået at banke på. Så den lykkelige forening af mor og barn var det ikke fra første færd. Men jeg drog dog et lettelsens suk. Gudskelov for at det gik så stærkt, og for at han havde det godt.

Herfra gik der så 3 timer med at ligge nøgen (med et lille tæppe jovist) på en briks for at blive syet og tjekket. Og spise ristet brød og drikke rød saft, som det jo hører sig til. Imens jordemoderen sad med nål og tråd, begyndte hun en længere salgstale for hjemmefødsel af en evt 3er. Stærk situationsfornemmelse.

Kl 5 var vi hjemme i vores egen seng igen. Ahhh, alt åndede fred og ro. Vi gik alle tre ud som et lys. Mor, far og Hartvig*.

*Navnet foreslog Louise i en kommentar til dette indlæg. Mange tak for det og alle de andre gode forslag. Det hjalp os meget i navnejagten.

Forberedelse af kontroltab

Jeg er ked af, at det her jeg-skal-snart-poppe-en-baby fylder så meget for tiden. Men altså. Lige så trivielt og hverdagsagtigt som kan være for udenforstående, lige så vanvittigt og ekstraordinært er det at tage del i.

Jeg har meldt mig til alskens fødselsforberedelse i forsøget på at blive klar, men det lykkes ikke for alvor. Jeg orker ikke at lave vejrtrækningsøvelser eller visualisere mig selv som en bølge, der bestiger et bjerg, der er ved at føde et barn.

Jeg vil helst ikke tænke på den forestående fødsel. For min krop er træt og sårbar. Den kan ikke løfte noget. Ikke engang min (efterhånden ret) flade røv op fra sofaen. I hvert fald ikke uden at gøre et nummer ud af det. Pust. Prust. Sådan var det ikke første gang. Bare se tilbage på mit indlæg om fede ting ved at være gravid. Jeg føler mig ikke stærk og parat.

Jeg føler mig tværtimod svækket og lad. Jeg føler mig nervøs ved tanken om at skulle “gennemføre et marathon”, når jeg dårligt kan gå rundt om blokken. Så jeg har opnået større forståelse for de kvinder, som ikke oplever graviditeten som et sted, hvor de slutter fred med deres krop og er taknemmelig over dens styrke.

Så selvom jeg egentlig helst vil brokke mig over kønsben der niver, hårde plukkeveer og en baby, der sparker mig i indvoldene dagligt, så prøver jeg at styre mine tanker lidt:

  • Jeg var faktisk god til at føde første gang.
  • Der er lagt en motorvej i mit bækken, så det går sandsynligvis hurtigere anden gang.
  • Smerte er bare en følelse (og den går væk igen).
  • Fødslen betyder, at jeg snart kan sige hej til lillebror.
  • Jeg får min krop igen.

Min mindcontrol slår desværre ikke det faktum af banen, at alle fødsler er uforudsigelige og udtryk for betragteligt kontroltab. At det er serious business, hvor ting kan gå rigtig galt (men heldigvis sjældent gør det). At det at ens “krop tager over” er en blandet fornøjelse, hvor ens overjeg forsøger at få et vildt dyr til at følge ordre og trække vejret dybt og roligt.

Måske er det i virkeligheden klogere at ignorere, at der kommer en fødsel og allerede nu slippe kontrollen? Hakuna Matata. Fuck fødselsplaner og ønskelister til jordemoderen. Fuck vestimulerende musiklister, visualiseringer, vejrtrækningsøvelser og meditation. Fuck bækkenbundsøvelser og vandgymnastik.

Måske.

Om at holde ensomheden for døren

“Jeg er i chok!” sagde min mand, da jeg ringede fra Ikea igår og spurgte, hvilket bord jeg skulle købe til vores køkken. Jeg var uforstående. I chok over hvad dog? “Over at du hele tiden SKAL lave noget. Slap nu af!“.

Det kan undre mig, at det kommer bag på ham, når vi nu efterhånden har været sammen i 14 år. Det er ikke et nyt karaktertræk fra min side. MEN han har ret i, at der er noget chokerende ved, at projekterne skal være så mange og så relativt store. Jeg har sat 1-2 timer af om dagen til at ligge ned og aflaste mit bækken. Resten af tiden har jeg brugt på at stæse rundt.

Efter først at have læst dette glimrende indlæg fra Idabida, hvor hun fortæller om at savne sine veninder, og herefter at have læst Meyermors (noget tungere) indlæg om social arv og ensomhed som evig følgesvend og ens eget ansvar for at kæmpe i mod den, indså jeg, at den overdrevne projektstyring af nogle få ugers frihed i virkeligheden er et forsøg på at holde ensomheden for døren og mindske savnet til livet uden for barselsboblen.

Jeg iler afsted til mærkelige ærinder, fordi alle andre opnår ting i dagtimerne. Får ting fra hånden. Går på job. Jeg kan ikke rigtig holde tanken ud om at aflevere barnet i institution og så sidde på sofaen hele dagen (og jeg kan heller ikke holde ud at være sammen med barnet hele dagen). Projekterne giver mig noget at fortælle til andre og giver mig mulighed for at skelne dagene fra hinanden.

Jeg sidder for tiden i min sofa med en følelse af, at jeg skal ind og brumme den. Eller i hvert fald afsone med fodlænke. Man får ikke opnået ret meget andet end at holde et barn i live (hvilket også er prisværdigt, I know), når først baby kommer. Så jeg prøver at opnå et 1 års værdi af praktisk arbejde i de næste 5 uger. Så det er jo klart, at jeg har travlt.

Idet man i udgangspunktet ikke kan se sine venner i dagstimerne (hvor de jo går på arbejde), og mine aftener er lige så pressede, som de hele tiden har været (og jeg i øvrigt er træt og ude af stand til at tage del i festligheder), så synes jeg faktisk, at det virker fornuftigt ikke at dvæle ved den triste følelse af at være uden for. Jeg vil hellere tage del i den del af livet, som er tilgængeligt for mig lige nu.

Det er ikke prangende, men det er okay.

En uge tilbage!

Der er lidt under en uge tilbage, før mit arbejdsliv får sig en laaaaaaaang pause. Det er lige så frygtindgydende, som det er fantastisk.

Ved min første barselsorlov håndterede jeg frygten for at forsvinde ved at fylde min dag (før baby kom) op med underlige gør-det-selv projekter. Herunder at bygge en slagbænk. Det viste sig at være mere end almindelig svært, når man kun har en halvsløv fukssvans, et billede fra Pintrest og sin erfaring fra sløjdundervisningen at arbejde med. Så ja. Det blev aldrig til en slagbænk. Men der blev slæbt planker, hamret, savet og boret til den store guldmedalje.

Denne gang har jeg væsentlig flere fysiske begrænsninger, som jeg er nødt til at tage hensyn til. Så mine planer er foreløbigt begrænset til lidt strategisk rengøring af de steder, som jeg ved ikke bliver gjort rent efter baby 2 melder sin ankomst – og så en smule motion, som både fødselsprepper og måske kan løsne lidt op for, at alt det pis, som mit bækken byder mig for tiden.

Men sådan en lavpraktisk plan håndterer bare ikke frygten for at miste sig selv og blive væk i verden. Jeg har nok lidt mere tillid denne gang til, at det ikke sker. Men jeg kan ikke helt undsige mig følelsen af at blive efterladt på perronen, mens godstoget, der er det moderne arbejds- og socialliv, kører videre med fuld fart, og jeg lige om lidt kun kan se støvet, det hvirvler op bag sig.

Så jeg har, for at prøve at håndtere den mere eksistentielle del af fødselsforberedelsen, f.eks. hørt podcasten “Karrierekvinder“, hvor Her to kvinder diskuterer “Håndbog for karrierekvinder” fra 2000 (som de i udgangspunktet synes er provokerende) og får forskellige gæster til at kommentere og uddybe bogens pointer.

Jeg har aldrig identificeret mig som karrierekvinde, men jeg synes, at podcasten er relevant for alle kvinder på arbejdsmarkedet. Fordi der hvor kvinders arbejdsliv og vilkår for alvor begynder at adskille sig fra mændenes er, når børnene kommer på banen. Og det tror jeg, er godt at gøre sig helt klart, når man er kvinde. Fordi det er grundlaget for at træffe kloge – men mest af alt oplyste – valg.

Det hele er ikke indirekte diskrimination. Noget af forskelsbehandlingen stammer også fra kvinders kontinuerlige tendens til selv at nedprioritere sig selv og deres karriere. Og her kan vi blive bedre. Både til at udfordre vores arbejdsplads’ relation til medarbejdere på barsel, og når de kommer retur, men bestemt også vores egne valg og fravalg. Så vi er sikre på, at vi kender konsekvenserne/faldgrupperne af fx en lang vs kort barsel.

I podcasten beskriver de bl.a. muligheden for at gentænke måden, vi tager på orlov på. Ikke (kun) i forhold til længen af den, men særligt i forhold til måden vi forholder os til vores arbejdsplads og i det hele taget bruger orloven strategisk.

Det mest inspirende, jeg fik ud af deres snak var 1) Tal med din chef før barslen og foreslå, at du gerne vil holde kontinuerlig kontakt undervejs, så du kan følge med i udviklingen på din arbejdsplads. 2) Brug din barselsorlov til at udvikle dit professionelle netværk, fx deltage i Inspired beyond babies professionelle barselsnetværk eller et barselsnetværk i din fagforening (hvis de da har et) . 3) Skriv din orlov på cv’et og læg vægt på, hvad du har lært under den. Man udvikler sig som regel rigtig meget undervejs.

Alle tre råd er for mig helt nye og uprøvede. Og de er selvfølgelig kun ment i det omfang, man kan overskue det. Og det er klart, at hvis baby ikke sover og bare det at eksistere er en udfordring, så skal man nok ikke give sig i kast med de store karrierepleje-planer. Så meget har jeg da også lært på min første barselsorlov:

Alle planer er på babys nåde. Derfor er kvaliterne ‘innovativ’, ‘løsningsorienteret’ og ‘omstillingsparat’ noget, jeg allerede burde have føjet til mit cv. Man bliver fandme god til at finde løsninger i pressede situationer af at få børn.

Jeg går selvfølgelig også med tanker om at benytte barslen til at input andre og mere spændende steder fra end min arbejdsplads. Så hvis I har forslag til aktiviteter, som gav jeres barselsorlov mening og indhold i en til tider triviel hverdag, så hit me! Hvad end det er en fantastisk podcast, lydbog eller Netflix serie eller noget fjerde, så er jeg lutter øre.