Tankemylder #4 – barselsedition

Mit “jeg-ammer-med-brystbetændelse-40-graders-feber-og-knaldende-hovedpine” ansigt.
  • Jeg har været tusinde år om at skrive det her indlæg, fordi jeg blev slået omkuld af en omgang brystbetændelse og solid feber. Fuck altså, hvor er der meget smerte indbygget i kvindelivet.
  • Men så er det dejligt, at ens mand forklarer til et par af vores barselsgæster, som venter deres første barn, at mandens rolle i den første tid af barslen er at være en slags sosu-assistent, og den nybagte mor er at betragte, som en der har fået et handicap, men hvor alle synes det er en glædelig begivenhed.
  • (Denne tanke var fra før jeg blev ramt af feber og massiv selvmedlidenhed). Hvorfor føles det ikke som et “rigtigt” bidrag til familien at amme et barn? Det er vel også en slags bidrag at melde sig frivilligt til de første 6 måneders døgnvagter(!) for at sikre den yngstes fortsatte vækst og velbefindende. Right?
  • Efter jeg har brugt de første uger af min barselsorlov på at gense Venner, sneg der endelig lidt nyt materiale ind. Det var Seth Meyers Netflix special “Lobby Baby”. Det er forfriskende også at høre mænd tale om børn, fødsler og familieliv. *hjerte hjerte*.
  • Jeg har udviklet en afhængighed af pebernødder. Det skal være de industrielle af slagsen. Karen Volf knows her shit!
  • Er der nogen måde, hvorpå barselsbesøg kun er himmelsendte og dejlige, og ikke også indeholder en vis grad af “fuck-nu-skal-vi-være-præsentable-igen” OG “hold-op-hvor-er-jeg-bare-ikke-en-del-af-livet-for-tiden”? Jeg er jo grundlæggende taknemmelig over, at jeg har venner, som gider at komme på besøg, når vi er allermest kedelige. Men jeg er også lidt bitter over, at jeg ikke kan tale med eller holder styr på deres liv.
  • Jeg hørte radioprogrammet SuperTanker den anden dag, hvor en kvinde sagde “min tilgang til leg er meget inspireret af tysk fænomenologi”, hvilket lød så selvmodsigende i mit hoved, at sætningen har siddet fast lige siden.
  • Hver gang jeg ser Boris Johnson, har jeg lagt mærke til, at jeg får en varm følelse i kroppen. Jeg tror, at det skyldes, at min ældste søn har sådan en lidt kaotisk kridhvid hårpragt, som godt kunne forveksles lidt med Boris’.

“Det hoved får vi ikke ind igen”

Det var lige efter midnat, da vi ankom til fødemodtagelsen sidste fredag. Vi havde diskuteret derhjemme, om afstanden mellem veerne var passende og om de mon var stærke nok til, at vi ville få lov at blive på hospitalet.

Min første fødsel var rigtig god, bortset fra at jeg blev tvunget til at køre frem og tilbage til hospitalet to gange på samme aften – den ene af gangene med presseveer. Så det var meget vigtigt for mig at undgå sådan et forløb igen. Heldigvis var den jordemoder, som undersøgte mig enig i, at jeg godt kunne blive. 4 cm åben og der var godt smæk på veerne. Peww!

Klokken 00.30 blev vi lukket ind på fødestuen. En sød jordemoder spurgte, om der var noget særligt jeg ønskede mig. Et lavement f.eks.? Et karbad? Jeg sagde ja til begge dele. Jeg nåede ikke at prøve klyx ved min første fødsel – så jeg var spændt på, hvad det ville gøre ved oplevelsen. For jeg havde hørt meget om det til fødselsforberedelsen.

Nu har jeg så prøvet det, og det gik ned på denne måde: Jeg fik sprøjtet stadset op i nummi, herefter havde jeg to veer de næste 4 minutter, samtidig med den der lækre følelse af, at jeg var på vippen til at få eksplisionsdiarre ud over hele lokalet.

Jeg nåede kun lige ud på toilettet. Havde igen to kamphårde veer, mens jeg sad på potten og senere stod desperat og ledte efter knappen, der kan trække ud. Den var pist forsvundet, og jeg kunne knap stå op. Min mand stod på den anden side af døren og spurgte bekymret, om han skulle komme ind. Jeg brølede i mellem mine ve-støn “NEEEJ!”, mens jeg febrilsk ledte efter den fucking knap og en form for værdighed. Jeg fandt knappen.

Jeg fik med besvær bevæget mig de tre meter fra toilettet hen til sengen. Som jeg nu stod og tog en ve mere opad. Jordemoderen bad mig stå på flad fod i stedet for på tæer og sagde, at jeg måtte sige til, hvis jeg fik ve-trang.

“TIL-TIL-TIL” fik jeg sagt, mens jeg konstaterede, at det var umuligt at stå på flad fod. Jeg forsøgte med min vanlige ynde at kravle op i sengen og kunne godt se, at karbadet nok ikke blev relevant. Jordemoderen gav mig ordre til at gispe og undlade at presse. Min mand fik ordre til at trykke på alarmknappen. Der skulle være en assistent, når barnet kom ud.

Jeg råbte noget med, at jeg ikke kunne lade være at presse, at det gjorde fucking ondt, og at jeg var ved at skide i bukserne. Alt i mens jeg tænkte, at det her kunne jeg ikke overleve i en time. Jordemoderen spurgte, om jeg havde særlige ønsker til fødslen. Jeg råbte, “neeeeeeeej, han skal bare uuuuuuuud!”.

Splask. Vandet fossede ud over sengen og jeg kunne mærke mine fødder blive våde. Og jeg hørte jordemoderen sige de vidunderlige ord: “ja, det hoved får vi ikke ind igen”.

Ganske rigtigt fire-fem veer eller ca 10 min efter eksplosiv diarré ala klyx, så var lillebror på maven af mig.

Jeg var fuldstændig smadret og havde den der følelse af, at en damptromle havde kørt igennem mit underliv. Plus dødsangsten havde lige nået at banke på. Så den lykkelige forening af mor og barn var det ikke fra første færd. Men jeg drog dog et lettelsens suk. Gudskelov for at det gik så stærkt, og for at han havde det godt.

Herfra gik der så 3 timer med at ligge nøgen (med et lille tæppe jovist) på en briks for at blive syet og tjekket. Og spise ristet brød og drikke rød saft, som det jo hører sig til. Imens jordemoderen sad med nål og tråd, begyndte hun en længere salgstale for hjemmefødsel af en evt 3er. Stærk situationsfornemmelse.

Kl 5 var vi hjemme i vores egen seng igen. Ahhh, alt åndede fred og ro. Vi gik alle tre ud som et lys. Mor, far og Hartvig*.

*Navnet foreslog Louise i en kommentar til dette indlæg. Mange tak for det og alle de andre gode forslag. Det hjalp os meget i navnejagten.

Forberedelse af kontroltab

Jeg er ked af, at det her jeg-skal-snart-poppe-en-baby fylder så meget for tiden. Men altså. Lige så trivielt og hverdagsagtigt som kan være for udenforstående, lige så vanvittigt og ekstraordinært er det at tage del i.

Jeg har meldt mig til alskens fødselsforberedelse i forsøget på at blive klar, men det lykkes ikke for alvor. Jeg orker ikke at lave vejrtrækningsøvelser eller visualisere mig selv som en bølge, der bestiger et bjerg, der er ved at føde et barn.

Jeg vil helst ikke tænke på den forestående fødsel. For min krop er træt og sårbar. Den kan ikke løfte noget. Ikke engang min (efterhånden ret) flade røv op fra sofaen. I hvert fald ikke uden at gøre et nummer ud af det. Pust. Prust. Sådan var det ikke første gang. Bare se tilbage på mit indlæg om fede ting ved at være gravid. Jeg føler mig ikke stærk og parat.

Jeg føler mig tværtimod svækket og lad. Jeg føler mig nervøs ved tanken om at skulle “gennemføre et marathon”, når jeg dårligt kan gå rundt om blokken. Så jeg har opnået større forståelse for de kvinder, som ikke oplever graviditeten som et sted, hvor de slutter fred med deres krop og er taknemmelig over dens styrke.

Så selvom jeg egentlig helst vil brokke mig over kønsben der niver, hårde plukkeveer og en baby, der sparker mig i indvoldene dagligt, så prøver jeg at styre mine tanker lidt:

  • Jeg var faktisk god til at føde første gang.
  • Der er lagt en motorvej i mit bækken, så det går sandsynligvis hurtigere anden gang.
  • Smerte er bare en følelse (og den går væk igen).
  • Fødslen betyder, at jeg snart kan sige hej til lillebror.
  • Jeg får min krop igen.

Min mindcontrol slår desværre ikke det faktum af banen, at alle fødsler er uforudsigelige og udtryk for betragteligt kontroltab. At det er serious business, hvor ting kan gå rigtig galt (men heldigvis sjældent gør det). At det at ens “krop tager over” er en blandet fornøjelse, hvor ens overjeg forsøger at få et vildt dyr til at følge ordre og trække vejret dybt og roligt.

Måske er det i virkeligheden klogere at ignorere, at der kommer en fødsel og allerede nu slippe kontrollen? Hakuna Matata. Fuck fødselsplaner og ønskelister til jordemoderen. Fuck vestimulerende musiklister, visualiseringer, vejrtrækningsøvelser og meditation. Fuck bækkenbundsøvelser og vandgymnastik.

Måske.

Om at holde ensomheden for døren

“Jeg er i chok!” sagde min mand, da jeg ringede fra Ikea igår og spurgte, hvilket bord jeg skulle købe til vores køkken. Jeg var uforstående. I chok over hvad dog? “Over at du hele tiden SKAL lave noget. Slap nu af!“.

Det kan undre mig, at det kommer bag på ham, når vi nu efterhånden har været sammen i 14 år. Det er ikke et nyt karaktertræk fra min side. MEN han har ret i, at der er noget chokerende ved, at projekterne skal være så mange og så relativt store. Jeg har sat 1-2 timer af om dagen til at ligge ned og aflaste mit bækken. Resten af tiden har jeg brugt på at stæse rundt.

Efter først at have læst dette glimrende indlæg fra Idabida, hvor hun fortæller om at savne sine veninder, og herefter at have læst Meyermors (noget tungere) indlæg om social arv og ensomhed som evig følgesvend og ens eget ansvar for at kæmpe i mod den, indså jeg, at den overdrevne projektstyring af nogle få ugers frihed i virkeligheden er et forsøg på at holde ensomheden for døren og mindske savnet til livet uden for barselsboblen.

Jeg iler afsted til mærkelige ærinder, fordi alle andre opnår ting i dagtimerne. Får ting fra hånden. Går på job. Jeg kan ikke rigtig holde tanken ud om at aflevere barnet i institution og så sidde på sofaen hele dagen (og jeg kan heller ikke holde ud at være sammen med barnet hele dagen). Projekterne giver mig noget at fortælle til andre og giver mig mulighed for at skelne dagene fra hinanden.

Jeg sidder for tiden i min sofa med en følelse af, at jeg skal ind og brumme den. Eller i hvert fald afsone med fodlænke. Man får ikke opnået ret meget andet end at holde et barn i live (hvilket også er prisværdigt, I know), når først baby kommer. Så jeg prøver at opnå et 1 års værdi af praktisk arbejde i de næste 5 uger. Så det er jo klart, at jeg har travlt.

Idet man i udgangspunktet ikke kan se sine venner i dagstimerne (hvor de jo går på arbejde), og mine aftener er lige så pressede, som de hele tiden har været (og jeg i øvrigt er træt og ude af stand til at tage del i festligheder), så synes jeg faktisk, at det virker fornuftigt ikke at dvæle ved den triste følelse af at være uden for. Jeg vil hellere tage del i den del af livet, som er tilgængeligt for mig lige nu.

Det er ikke prangende, men det er okay.

En uge tilbage!

Der er lidt under en uge tilbage, før mit arbejdsliv får sig en laaaaaaaang pause. Det er lige så frygtindgydende, som det er fantastisk.

Ved min første barselsorlov håndterede jeg frygten for at forsvinde ved at fylde min dag (før baby kom) op med underlige gør-det-selv projekter. Herunder at bygge en slagbænk. Det viste sig at være mere end almindelig svært, når man kun har en halvsløv fukssvans, et billede fra Pintrest og sin erfaring fra sløjdundervisningen at arbejde med. Så ja. Det blev aldrig til en slagbænk. Men der blev slæbt planker, hamret, savet og boret til den store guldmedalje.

Denne gang har jeg væsentlig flere fysiske begrænsninger, som jeg er nødt til at tage hensyn til. Så mine planer er foreløbigt begrænset til lidt strategisk rengøring af de steder, som jeg ved ikke bliver gjort rent efter baby 2 melder sin ankomst – og så en smule motion, som både fødselsprepper og måske kan løsne lidt op for, at alt det pis, som mit bækken byder mig for tiden.

Men sådan en lavpraktisk plan håndterer bare ikke frygten for at miste sig selv og blive væk i verden. Jeg har nok lidt mere tillid denne gang til, at det ikke sker. Men jeg kan ikke helt undsige mig følelsen af at blive efterladt på perronen, mens godstoget, der er det moderne arbejds- og socialliv, kører videre med fuld fart, og jeg lige om lidt kun kan se støvet, det hvirvler op bag sig.

Så jeg har, for at prøve at håndtere den mere eksistentielle del af fødselsforberedelsen, f.eks. hørt podcasten “Karrierekvinder“, hvor Her to kvinder diskuterer “Håndbog for karrierekvinder” fra 2000 (som de i udgangspunktet synes er provokerende) og får forskellige gæster til at kommentere og uddybe bogens pointer.

Jeg har aldrig identificeret mig som karrierekvinde, men jeg synes, at podcasten er relevant for alle kvinder på arbejdsmarkedet. Fordi der hvor kvinders arbejdsliv og vilkår for alvor begynder at adskille sig fra mændenes er, når børnene kommer på banen. Og det tror jeg, er godt at gøre sig helt klart, når man er kvinde. Fordi det er grundlaget for at træffe kloge – men mest af alt oplyste – valg.

Det hele er ikke indirekte diskrimination. Noget af forskelsbehandlingen stammer også fra kvinders kontinuerlige tendens til selv at nedprioritere sig selv og deres karriere. Og her kan vi blive bedre. Både til at udfordre vores arbejdsplads’ relation til medarbejdere på barsel, og når de kommer retur, men bestemt også vores egne valg og fravalg. Så vi er sikre på, at vi kender konsekvenserne/faldgrupperne af fx en lang vs kort barsel.

I podcasten beskriver de bl.a. muligheden for at gentænke måden, vi tager på orlov på. Ikke (kun) i forhold til længen af den, men særligt i forhold til måden vi forholder os til vores arbejdsplads og i det hele taget bruger orloven strategisk.

Det mest inspirende, jeg fik ud af deres snak var 1) Tal med din chef før barslen og foreslå, at du gerne vil holde kontinuerlig kontakt undervejs, så du kan følge med i udviklingen på din arbejdsplads. 2) Brug din barselsorlov til at udvikle dit professionelle netværk, fx deltage i Inspired beyond babies professionelle barselsnetværk eller et barselsnetværk i din fagforening (hvis de da har et) . 3) Skriv din orlov på cv’et og læg vægt på, hvad du har lært under den. Man udvikler sig som regel rigtig meget undervejs.

Alle tre råd er for mig helt nye og uprøvede. Og de er selvfølgelig kun ment i det omfang, man kan overskue det. Og det er klart, at hvis baby ikke sover og bare det at eksistere er en udfordring, så skal man nok ikke give sig i kast med de store karrierepleje-planer. Så meget har jeg da også lært på min første barselsorlov:

Alle planer er på babys nåde. Derfor er kvaliterne ‘innovativ’, ‘løsningsorienteret’ og ‘omstillingsparat’ noget, jeg allerede burde have føjet til mit cv. Man bliver fandme god til at finde løsninger i pressede situationer af at få børn.

Jeg går selvfølgelig også med tanker om at benytte barslen til at input andre og mere spændende steder fra end min arbejdsplads. Så hvis I har forslag til aktiviteter, som gav jeres barselsorlov mening og indhold i en til tider triviel hverdag, så hit me! Hvad end det er en fantastisk podcast, lydbog eller Netflix serie eller noget fjerde, så er jeg lutter øre.

Mor vil ha’ øl….

…. eller Aperol Spritz, eller bare Spritz. Anything really. Jeg saaaaaaaavner alkohol.

Det er klart en af de værste graviditetsgener, jeg kan komme i tanke om. Den slår træthed og mørt bækken med flere mil. Jeg savner de søde safter, som dæmper angst og får en til at smile lidt af det hele.

Jeg har da drukket en halv dåse Classic i ny og næ og smagt slurke af andres drikkevarer, men smagen er én ting at savne. Og det er ikke det primære – desværre.

Ja, jeg ved det. Det lyder ikke særligt sundt. Men jeg savner at være fuld. Ikke plørefuld – bare sådan tilpas, at man klukleer og kan stoppe med at tage alting så alvorligt. At man kan sænke skuldrene og bare er til i verden – uden hele tiden at overtænke alting.

Hele sommeren har været spækket med arrangementer, hvor jeg virkelig gerne ville have kunnet drikke. Jeg er nemlig ikke en ‘social butterfly’, som gebærder mig let og elegant blandt mennesker. Jeg er mere sådan en som er ret stille, lige indtil jeg begynder at udspy sarkastiske bemærkninger hæmningsløst og foreløbigt med ret dårlige resultater.

Udover flere besøg af bekendte, jeg ikke er helt tryg ved (og følte et vist pres for at virke cool over for), har jeg også været på venindeweekend, men den 30 års fødselsdagsfest, vi holdt for min mand i weekenden, tog nok prisen over situationer, jeg gerne ville have været beruset i. Altså alle andre var stjernefulde og jeg gik bare rundt og var tyk og fåmælt. Sådan en der laver dip og samler pant. Vild ungdom!

Jeg både er og har det meget sjovere, når jeg er fuld – eller tryg. Og tryg tager alt for lang tid. Så nu må jeg gå rundt og undertrykke min sociale angst uden alkohol. Kramme folk, hvor det er underligt og prøve at komme ind i samtaler, hvor der er meget lidt plads. Forsøge at slukke mine tanker på andre måder. Men det er stadig ikke lykkedes mig at danse, som om ingen kigger, og hvad der ellers er muligt, når man slukker lidt for over-jeget.

Så summasumarum er, at jeg glæder mig til, at baby kommer ud, så mor kan drikke øl 8-10 måneder senere. Moderskabet er i sandheden en lang række ofre….

Den helt store fødselsdagsfest

I søndags holdt vi fødselsdagsfest for Hubert og min mand. De fylder henholdsvis 2 og 30 år, så det skulle naturligvis markeres.

Vi havde lagt i ovnen til et relativt ambitiøst projekt med grillmad og indtil flere forskellige slags kager. Der var lagt en gameplan for praktikken, men så skete det, at min lillesøster blev mor tidligt om morgnen til en sød lille dreng, der blev født ved kejsersnit. Hun var to uger over termin.

Det ændrede på det hele. Nu var det pludselig en ægte fødselsdag. Men den vigtigste gæst kunne ikke komme og mit hovedet var et andet sted resten af dagen. Ligesom min mor og de øvrige gæster mest var interesseret i billeder og historier om den lille ny.

Jeg var virkelig overrasket over, hvor rørt jeg blev af at se på et lille sorthåret hoved ligge og bappe på min søsters bryst. Jeg hylede til den store guldmedalje.

Det var vel at mærke af at se et billede af barnet. For han var ikke sådan lige til at få lov at besøge den dag, da han skulle have alskens drops og undersøgelser pga for lavt blodsukker.

Det var heller ikke bare, at han kom til. Det var også hele transformationen. Min lillesøster er mor nu. Og jeg er nogens moster! Det er fandme ikke dårligt. Hold kæft, hvor jeg glæder mig over, at vi har små børn samtidigt og al den glæde de kommer til at få af hinanden.

Og nu har vores førstefødte altså fødselsdag to dage fra hinanden. Midt i sommerferien. Det kan være, at vi kan lave en joint venture på festfronten i fremtiden. For jeg var godt nok træt efter at have lavet mad og ryddet op en hel dag.

P. S. Jeg har fået lov at se ham efterfølgende. Shit han er sød. Sikke en dejlig udvidelse af familien. Nu skal vi bare have ham hjem fra hospitalet med et stabilt blodsukker og sine gode forældre.

Scener fra en andensgangsgraviditet

Scene 1. Printerrummet, jeg står ved en printer, min kollega træder ind:
“Nååå, din mave er rigtig *eksplosionslyd*”, mens hans hænder signalerer en kraftig udvidelse.
“Du kan da bare noget med ord”, konstaterer jeg sarkastisk.
“Nårh, nej jeg mener bare, at din mave strutter”, smilede han tilbage.

Scene 2. Sætter mig tilbagelænet i havestol. Mor kigger på min mave og siger:
“Er du sikker på, at der ikke er to eller tre derinde?”
“Det vil komme meget bag på mig”, svarer jeg irriteret
“Ja, det vil jo blive en hård omgang med to ekstra børn”
“Så er det godt, at vi bor så tæt på dig. Du skal endelig ikke tro, at du kan gå fri”.

Scene 3. Førstegangsgravid står ved siden af mig og har termin praktisk talt i morgen. Tilfældig person fra familien henvender sig til mig:
“Og hvornår gik du fra på dit arbejde?”
“Jeg har termin om 3,5 måned!”

Barselsorlov – et identetitslimbo

yellow Volkswagen van on road

Der er stadig længe til oktober, hvor min termin er sat til, men mine kolleger spørger nu jævnligt “hvornår går du fra”. Hvortil jeg kan svare fra 1. september og indtil nu er jeg lykkedes med at undgå flere spørgsmål, såsom hvornår jeg er tilbage på job igen.

Men i dag bemærkede en af mine kolleger så med største selvfølgelighed “Hvornår er du tilbage? Du nøjes bare med seks måneder, eller hvordan?”

Her kommer jeg i en kattepine, fordi det gør jeg ikke. Jeg nøjes heller ikke med de otte måneder, som jeg tog sidste gang. Faktisk planlægger jeg at forlade mit job den 1. september 2019 og først vende tilbage midt november 2020…

Den historie har jeg meget svært ved at kombinere med mine i øvrigt feministiske mantra og indædte tro på øremærket barsel til mænd, og at man skal dele ansvaret for børnene. Og at vi kvinder skal holde op med at være sådan nogle suckers, som ofrer os selv (altså bare vores søvn, indkomst og anerkendelse) for familien.

Derfor har jeg på nuværende tidspunkt kun spurgt mine chefer om lov, og derudover holdt mere end almindelig lav profil med mine planer. Både her, der og alle andre vegne. Jeg har holdt lav profil, fordi 1) det er usikkert om det kommer til at gå op (money – money – money), men endnu mere pga. 2) det passer rigtig dårligt med min identitet at tage en usædvanlig lang barselsorlov.

Jeg må hellere skynde mig at sige, at jeg ikke bliver udsat for social kontrol eller har tabt en form for ondsindet væddemål. Helt kort fortalt, så vil min mand gerne fire måneder til USA, som del af hans job, og jeg vil gerne med på eventyr. Det betyder, at vi planlægger at tage afsted hele familien i slutningen af barselsorloven, fordi det passer bedst i den periode ift. arbejdet og børnenes alder (jo ældre des bedre!).

Så nu har jeg altså et års tid til at få lavet en fortælling om, hvordan det faktum, at jeg kommer til at forlade arbejdsmarkedet i laaaaang tid faktisk også var et okay karrierevalg for mig, altså grundlæggende: Hvordan får jeg gjort dette projekt til mere og andet end at pleje min mands karriere? Og der kommer en lang række spørgsmål i kølvandet på det:

  • Hvordan kan jeg undgå, at mine kolleger anskuer mig som død/fyret/forevigt forsvundet med så lang en barsel?
  • Hvad skal MIT mål være for perioden (udover at skabe og holde endnu et barn i live selvfølgelig)?
  • Hvorfor behøver jeg at gøre det til et selvudviklingsprojekt? Kan man ikke i et parforhold skiftes til at være, den der giver og den der tager?
  • Hvorfor skal jeg starte med at give?
  • Hvordan kan jeg forene mine feministiske verdensforestilling med at være “medfølgende hustru”?
  • Hvad nu hvis jeg bliver helt bims af at skulle være så meget sammen med mine børn?
  • Hvorfor glæder jeg mig faktisk også ret meget over, at jeg ikke – som sidst – skal tilbage på job og amme samtidigt?

Så der er nok at se til! Jeg forudser, at jeg kommer til at leve med en vis portion filosofisk diskrepans i mine svar. Så måske jeg bare holder fast i min nuværende strategi om at gå under radaren og bare møde op på job igen end dag langt ude i fremtiden. Med mindre I har bedre bud på en løsning? Jeg er lutter øre!

Er moderskabet vores vigtigste opgave?

Har I set det ovenstående opslag fra Humans of New York for nyligt? Jeg så det – og tog straks et screendump. Fordi jeg oplevede noget, som er usædvanligt: Jeg blev meget provokeret af et udsagn, som jeg mener er sandt.

Det er jo rigtigt, at moderskabet består af en masse kedelige og repetitive opgaver. At det er hårdt, og at man sommetider totalt mister sig selv. Det har jeg selv sagt før – og jeg har hørt mange af jer andre sige det samme. Jeg finder stor trøst og glæde i, at det er en fælles oplevelse på tværs af familier og generationer. Det gør det jo ikke mindre kedeligt eller hårdt. Men det gør det meget mere meningsfyldt.

Kvinden på billedet glæder sig over, at hun skal tilbage på arbejde som læge på en skadestue – og afslutter med at sige, at hvis man i ramme alvor skal mene, at moderskabet er den vigtigste opgave i verden, så er man nødt til at mene, at ens barn er det vigtigste menneske på jorden.

Igen – 100 pct. logisk – og 100 pct. korrekt.

Jeg tror ikke, at jeg har overvejet, om moderskabet er den vigtigste opgave i verden sådan generelt set. Men jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det er min vigtigste opgave. Og jeg er sådan set heller ikke i tvivl om, at jeg synes, at min søn er det vigtigste menneske på kloden.

Jeg kan selvfølgelig godt træde lidt tilbage og sige, at objektivt set – så er han et rimelig standard-A4-barn, som ikke er hverken værre eller bedre end andre børn. Så hvis vi skulle lave et tankeeksperiment, hvor to børn var bundet til hver deres togskinner, og jeg skulle trække i et håndtag for at beslutte, hvilket barn toget skulle køre over, så vil det være svært at komme med gode moralske argumenter for, at det ikke skulle være min Hubert. Men jeg kan love jer for, at det ville det ikke være.

Jeg ved ikke helt, hvor jeg gerne vil ende. Bare at jeg på den ene side får lidt ondt af hendes søn. Det må være ensomt, at ens forælder ikke synes, at man er det vigtigste i verden. På den anden side skyldes det måske bare, at det hun laver (altså redder liv!) faktisk er vigtigere end at være mor. Det siger måske intet om hendes eller mine forældreegenskaber – men bare noget om hvilket jobfunktioner vi bestrider?

Hvem ved? Der er da i hvert fald eksempler nok i historien på mødre og fædre, som har følt sig kaldet til at gøre andre ting end til at passe på deres børn. Men havde de ret i den prioritering?