We have a runner….

Efter en lille uge i det midtjyske i omegnen af Silkeborg i det vidunderlige vejr er der nogle konklusioner, som trænger til at blive draget.

For det første forstår jeg ikke, hvordan andre folk har lært deres børn at gå på plads. Eller bare blive nogenlunde i nærheden. Jeg vidste godt, at mine børn ikke var homebound, men når man bor i et telt, så går sandheden op for en: Børn, der løber meget væk hjemmefra, ville ikke have klaret sig ret længe i naturen.

Jeg prøver at glædes over det faktum, at mine børn er i fuld løsrivelsesmode hvert minut af dagen måske betyder, at jeg slipper for et smertelig kæmpe breakup, når de er voksne.

Nå, men altså. Jeg vil bare konkludere, at camping er bedst for børn, der ikke løber hjemmefra hvert andet minut. Dine muligheder for at spærre af bliver afskåret, når du flytter i telt. Det er 100 grader varmt om dagen og der er ingen hegn om din “ejendom” eller døre der kan låses. Spørg mig om vi kørte meget i bil!? JA!

For det andet. Jeg er forelsket. Hold da magle, hvor er Jylland pæn. Især Silkeborg og omegn. Søer, skove og bølgende kornmarker. Det kom bag på mig. Og tænk engang at man som almindeligt menneske kan komme i nærheden af at få søudsigt.

Aarhus er også fantastisk. Jeg elsker små storbyer. Kultur, mad, skæg og ballade, skov og strand. Jeg synes ikke at København har en chance i den sammenligning. Men det er nok bare mig.

Når man er opvokset på Vestegnen kan områder også blive for smukke og “familie i nærheden“ slår trods alt “skønhed“ med mange mil. Men måske et lillebitte sommerhus og en brobizz….

En skønne dag.

For det tredje så har det været vildt skægt at komme ud og få nogle nye oplevelser og se nye mennesker. Jeg er vild med det. Jeg har SAVNET den del af livet meget mere, end jeg troede.

Hvem skulle have troet at indersiden af ens eget hjem ikke er tilstrækkelig stimulerende på den lange bane…

God ferie allesammen. Jeg håber, at I nyder den.

Frivillig passager i et totalitært regime

Det kører bare for tiden.

Jeg er begyndt at bruge tandtråd. Jeg får kradset i fodvorten med jævne mellemrum. Jeg læser for første gang nogensinde de bøger, der ligger på mit natbord. Jeg har sagt højt, at jeg gerne ville have lidt tid for mig selv i ferien. Ønsket blev imødekommet. Halleluja!

Som sædvanlig har jeg haft tårnhøje ambitioner for disse fritimer. Det blev ikke til en outline til en bog. MEN jeg har nået at lytte podcasts, lade tankerne flyve lidt og tegnet lidt med mine farveblyanter. Nu hvor jeg ikke kan lokalisere en blyantspidser, sætter jeg mig i stedet til at skrive dette indlæg.

Jeg har lyttet til Hjerteflimmer for voksne, hvor Benjamin Hav og Rosa Lund var gæster. De var interessante gæster, som ikke var bange for at bringe sig selv i spil. Benjamin Hav fortalte, at han sommetider følte sig som frivillig passager i det totalitære regime, som var hans familieliv, planlagt af hans kone. “Hvem fanden har bestemt, at vi skal til Solrød Strand” spurgte han retorisk.

Det ramte noget i mig. For er vi ikke alle sammen underlagt et totalitært regime? Der findes nærmest ikke noget mere totalitært end børns sengetider, behov for regelmæssighed og meget specifik mad – samtidig med de uventede, ubehagelige , men hyppigt tilbagevendende episoder af søvn-tortur.

Jeg tror ikke, at der er findes nogen, der bliver forælder – som tænker “nåååå, var det bare det. NEMT!“. Der er virkelig meget hårdt arbejde i de børn. Meget repetitivt og slidsomt arbejde. Arbejde der gør ondt i muskler og led, som giver dig grå hår og rynker.

Det magiske er. At til trods for alt det her kernefamilie-slid. Lige fra revnet mellemkød til hold i ryggen og bristede drømme og klaustrofobiske weekender. Så står man der alligevel. Det vanvittige ved kærligheden er, at den holder til alle de tæsk. Kærligheden er ikke ren og sårbar. Den er forslået, fedtet og forbrændt, men fantastisk. At man kan elske hinanden på trods af de mange grunde til at lade være.

Kan I huske, da Rachel blev overordentlig skuffet over Ross, fordi han havde skrevet en liste over grunde til ikke at være kæreste med hende? Hun så det som et kæmpe svigt. Mens han stod tilbage og sagde: “jamen jeg elsker dig jo alligevel”. En forgæves kærlighedserklæring.

Tove Ditlevsen skrev i sit digt “jeg elsker dig” (1939):

Jeg elsker dig. fordi du ikke vrøvler
om giftemål og ring og den slags ting,
En kærlighed som vor, så sød og flygtig,
Må ikke sluttes inde i en ring.

For jeg vil aldrig stoppe dine strømper
og se dig uredt og i morgensko.-
og du skal ikke se mig træt og gnaven
opvarte i en fedtet kimono.

Jeg elsker Ditlevsen, men jeg tror ikke, at det er kærlighed, hun beskriver. Det lyder i hvert fald ikke som den slags kærlighed, der rejser sig fra asken af et skænderi, som ingen længere kan huske, hvad handlede om. Som den slags kærlighed, der kan tilgive den anden ikke at kunne slå til. Det er vigtigt, at nogle elsker en – også når man ikke fortjener det. Det er utrolig nemt at holde af friske og glade mennesker.

Kærligheden udmærker sig ved også at omfavne de trætte og gnavne.

Se netflix og dø!

Cam - not an inspiring disabled person | Modern family cameron, Modern  family quotes, Modern family funny

Corona-OCD-håndvask, begrænset social kontakt og få børn i institution gør, at vores børn ikke bliver syge – overhovedet. Hvad jeg ikke fatter er, hvorfor vi – de voksne – til gengæld ryger under hele tiden. Bliver ens immunforsvar svækket af bastant og langvarig kedsomhed? Af håbløshed og vennesavn? Af at sætte livet på standby og tænde webcamet?

I starten af måneden fik jeg et eller andet, som gjorde mig meget træt og opkastende. Det tog 30 timer. Så var jeg videre. Det var dog et meget lidt smukt forløb med min mand, der var mere end almindelig mistænksom over for min “sygemelding” – og ikke lagde skjul på, at det passede ham dårligt at tage sig af alt det praktiske. Jeg var fyldt med feministisk raseri over, at han ikke bare sagde “læg dig ned, skat – jeg ordner det hele” og smilede lidt i mens. Det ville jeg have gjort.

Min mand forsikrede mig, at jeg sidste år havde skældt ham ud over at have været så svag, fordi han blev syg hele tiden. Det har jeg ingen minder om (men det er da lidt svagt at blive syg hele tiden?!).

Det gik selvfølgelig ikke værre eller bedre end, at jeg så ragede brystbetændelse til mig (IGEN – kan man overhovedet det?!). Jeg er den slags menneske, som går fuldstændig i opløsning over at have brystbetændelse. Kl. 22 gik jeg i seng og tænkte. Avs, min pat gør lidt ondt. Årh, det er nok bare et slag fra et af børnene. Kl. 03 vågner jeg med et hårdt og smertende bryst. Jeg ligger og ryster, fordi feberen tonser derud af. Jeg kan ikke overskue at flytte mig, men ligger sådan set bare og venter på at barnet vågner i håb om at kunne amme det væk. Det kunne jeg ikke. Sådan gik der to dage med at sove og ligge i fosterstilling, indtil min pencilinkur slog det ned.

Denne anden omgang havde jeg det helt klart dårligere – og givet konfliktniveauet i starten af måneden, tror jeg, at min mand strammede sig lidt mere an. Ingen smil. Men dog heller ikke stikpiller, der satte spørgsmålstegn ved, hvorvidt jeg virkelig var syg.

Uden at vi skal rulle hele husstandens sygehistorie ud, så kan jeg fortælle, at min mand nu har været sløj i 3-4 dage. Det er helt sikkert, at vi begge to har lagt i selen for at lave et nyt narrativ om os selv. Jeg er almoderlig og omsorgsfuld. Smiler. Skal jeg ikke tage børnene? Min mand anerkender mig hele tiden og kalder mig hans helt.

What a pile of shit.

Jeg mistede fuldstændig besindelsen, da jeg i et anfald af overmod var taget alene i skoven med to små børn. Vi skulle “bestige” Herstedhøje (en stor bakke på vestegnen bygget af byggeaffald med jord oven på). Jeg havde bare ikke forudset, at Herstedhøje ville være dækket af is, dødsfornægtende mountainbikere og familier med velopdragne børn. Jeg forsøgte efter bedste evne at skubbe en klapvogn med den yngste op, mens jeg i bedste hyrdehundsstil forsøgte at få min ældste dreng til at følge med.

Han fulgte ikke med. Til gengæld faldt han og slog sit hoved på isen. Flere gange.

Vi nåede heller ikke toppen. Vi nåede ikke engang halvvejs. For begge børn hylede og ville hjem. Efter at have erkendt mit nederlag og have kæmpet i adskillelige minutter på at få bakset en Emmaljunga klapvogn ind i bilen, så faldt den ældste igen på isen! (STÅ NU FORHELVEDET STILLLE!). Jeg sparkede vognen ind i baggagerummet.

Jeg kastede – næsten – lige så skødeløst børnene ind i bilen, mens jeg råbte “VI SKULLE ALDRIG VÆRE TAGET AFSTED! NU GÅR VI HJEM OG SER NETFLIX OG DØR FORAN SKÆRMEN!!!!!”

Jeg må nok erkende, at jeg ikke er stærkere. Jeg er bare mere optaget af at være helten i vores familie. Det går ikke altid efter planen. Så jeg kommer vi til at klare resten af weekenden til rådet, som kommer fra en af jer, som lyder noget i retning af at man må spise kiks, se tv og vente på, at børnene bliver større.

God søndag!

(PS. Vi er selvfølgelig kontinuerligt blevet testet for corona, men det er ikke det, som rammer os)

Det er resultatet, der driver værket

I de par sidste uger er min mand og jeg blev tiltagende trætte af hinanden. Ikke på den der skilsmisseagtig måde. Men på den der måde, hvor man virkelig trænger til at se nogle andre mennesker i nogle andre rammer. Det har der bare ikke været ret meget plads til pga. jul og verdenssituationen.

Fordi der var været corona – først i vuggestuen og så hos mine forældre, har den yngste også været en del hjemme. Så det har været nogle fremragende uger med rigtig meget familietid. Derfor var det nok ikke en juleaften med endnu mere familie, som jeg gik rundt og manglede. Men hvis man tager total corona-kuller i betragtning, så var det en god jul med nynne-sang og albue-bumps.

Min mand og jeg giver ikke hinanden julegaver (fordi min mand virkelig hader at give gaver), men i år fik jeg alligevel en slags gave. Det var 3 timers frihed til at få lavet et projekt i huset. Hold nu op, hvor var det dejligt. At male, bore og save. At lægge en plan og fuldføre den. Jeg glemmer nogen gange, hvor glad det gør mig at få noget fra hånden. Og hvor lidt man egentlig får fra hånden, når man lever med små børn. Det meste handler om at servere mad og skrabe det op fra gulvet.

Dette konkrete projekt skal endda løse op for mængden af sko, flyvedragter og lort, man indtil nu har skulle sparke sig igennem for at komme ind ad vores dør. Mit næste hjem skal have en hall med masser af plads til overtøj og sko. (Hvorfor laver man overhovedet små entreer i børnefamilie boliger?).

Jeg glæder mig til et nyt år med mere orden i sagerne. Både her i hjemmet og i verden som sådan. Jeg glæder mig til fester, koncerter og rejser.

2021.

Lad os starte på en frisk.



Transport-etapen

man holding classical guitar

Weekenderne er ikke det samme, som de har været.

De starter før seks. Det gør alle dage. Men det gør lidt ekstra ondt en søndag.

Jeg tager til bageren ikke bare for at fylde maven med blødt brød, men i højere grad for at have en undskyldning for at køre 15 minutter hver vej, så jeg kan nyde, at mine børn er spændt fast i bilen og ikke er i stand til at lave unoder.

Vores aktiviteter er centreret omkring at holde os på benene. For hvis vi først sidder i sofaen og bilder os selv ind, at det her er tiden, hvor man slapper af efter en lang uge, så opstår problemerne. Den store diskrepans mellem virkelighed og ideal bliver ubærlig.

Nej, weekenden i børnefamilien er at betegne som en transportetape, hvor alt man laver er under devisen “så gik der tid med det”.

Som regel har jeg accepteret min skæbne og forsøger at finde fornøjelse i at stå i en time på legepladsen i regnvejr, at stable legoklodser i timevis eller købe ind med børn, der konstant er ved at rasere butikken/stikke af.

Jeg hygger mig selvfølgelig ind i mellem, men det er jo ikke halve timer med harmoni to børn kan tilbyde. Jeg vil tro, at 5-7 minutter er max, hvor der er ro på og ingen er ved at komme alvorligt til skade/slå den anden ihjel. Der er jeg til gengæld også virkelig lykkelig.

Så er der de andre øjeblikke. Dem der hvor man spyr ild og “taler med store bogstaver”. Hvor man flipper skrot, fordi man har brugt alt sin energi på at lave madpakker og få folk i flyverdragter ud til et naturskønt område bare for at se begge børn gå i spagat og græde som sindssyge. Hvor man installerer dem med hver deres smartphone i klapvognen, som spiller henholdsvis Popsi og Krelle og Spiderman på max volume (for om ikke andet, så overdøver det gråden). Alt i mens man forsøger at spankulere upåvirket videre.

Det er i de øjeblikke, hvor man forstår, hvorfor Dan Turell sagde:

“Mest af alt holder jeg af hverdagen”

Den utilstrækkelige mor

“Jeg vil også have frugt, mor” siger Hubert. Jeg har ikke pakket noget frugt. Vi skulle jo bare lige hjem fra vuggestuen. Men vi fulgtes med en, som havde frugt med. Jeg havde heller ikke vand med. Hubert sætter sig slukøret på bænken.

Han ryster skuffelsen af sig, også stikker han af på sin løbecykel. Efter at have forsøgt nogle venlige “stop skat”, “søde dreng, vent på mig”, må jeg i stedet slå over i at løbe som en vanvittig efter ham med barnevognen foran mig. “STOP SÅ for helvede!”.

Mit råberi medførte intet andet, end at de tværgående cyklister i lycra og med motor kunne høre, at de nok skulle forvente noget ureguleret trafik fra sidevejen (hvilket jo også er en slags sejr). “NU gider jeg ikke mere pis med dig. Det er pisse farligt, når du laver det lort”.

Han kommer op på barnevognen. Sveden hagler af mig. Ungen hyler som en stukken gris, og lillebror vågner selvfølgelig af det. Vores by er heldigvis bygget til 2 årige kamikaze-cyklister med cykelstier og viadukter, der leder de bløde trafikanter uden om de hårde.

Barnevennen og dennes mor indhenter os – og sammen med dem kommer: Skammen. Over ikke at være mere i kontrol. Over at jeg råbte. Over at jeg ikke kunne stoppe ham. At jeg hverken havde vådt eller tørt med. Over at jeg ikke kan få ham til at gå ved siden af vognen, men må slæbe ham hjem. Fuck altså.

Jeg bliver meget selvbevidst og usikker, når jeg skal opdrage mit barn i andres nærvær. Jeg kan ikke føle mig andet end utilstrækkelig. Jeg forsøgte at skabe lidt fortrolighed ved at sige “det er sjovt, hvordan man troede, at man kunne have en masse nagelfaste principper for sin opdragelse, men så går det op for en, når man får børn, at alt er til forhandling”.

Det var det så ikke hos kammeraten.

Det kan da ikke kun være mig, som dagligt forundres over barnets bevidsthed om, hvor langt skrig og skrål kan bringe dem i en forhandling? De der tårer, han tvinger ud, når jeg siger, at han ikke skal have sut/saft/tv – de er fandme ikke rigtige tårer! Men de larmer bare lige så meget.

Min kloge veninde fortalte, at hendes egen mor havde været nødt til at lære at fylde mere i et rum af at få børn. Det kan jeg godt følge. At jeg mangler at lære at stå fast på min måde at være forælder på – også når der er vidner til. Det kræver jo mod at fylde noget.

Så næste gang behøver jeg måske ikke dukke hovedet over den manglende proviant, men blot konstatere, at vi jo ikke har en jordomrejse foran os. I stedet for at skamme mig over, at jeg ikke har formået at lære ham trafikreglerne endnu, så vil jeg stå ved, at jeg faktisk har prioriteret højere, at han kan køre godt på cykel. For det var faktisk et bevidst valg ikke at bremse ham ved hver fucking krydsvej i starten.

Her går det godt…

pink Good Vibes neon sign

En ven synes, at jeg er for negativ, når jeg fortæller om livet med børn. Jeg mener ikke, at jeg er negativ, men at jeg fortæller om småbørnslivet, som det er: nemlig ret hårdt arbejde.

MEN når mit mål er at være ærlig, så skal jeg jo også huske at lægge ironien på hylden og fejre, når hverdagen, manden og børnene faktisk er en fest. Og det har de været i lange stræk gennem den seneste uges tid.

Min mand havde en af dagene et skype møde med en professor fra USAs vestkyst. På grund af tidsforskellen blev mødet lagt i – for småbørnsforældre – helvedstimen kl. 18-19 (træt, sulten, tandbørstning, nattøj.. you know the drill). Selv om vi havde sænket ambitionsniveauet, og jeg egentlig bare skulle sidde og se Netflix med begge børn, så sker der selvfølgelig det, at lillebror flipper skrot og hverken vil amme eller sove. Med det resultat, at storebror bliver ked af det og slutter sig til hylekoret.

Uden at gå for meget i detaljer med, hvordan det lykkes – så lykkedes det efter 15 minutter med adskillelige forsøg og overvældende meget sved at få børnene til henholdvis at sove og være stille (hurra!).

Da min mand blev færdig med sit skype-møde udbryder han: “hvor er du bare god! Jeg er så glad for, at jeg har dig i mit ringhjørne“. Og den følelse er gengældt. Vi skiftes til at trække det tunge læs og rose den anden for at gøre det samme. Det er så meget lettere at være storsindet, når ens partner byder ind af sig selv. Og det er meget lettere at byde ind, når man ikke er kørt helt i bund.

Vi sidder nærmest hver aften og undrer os over, at det ikke føles som en undtagelsestilstand at få barn nr. 2, og hvor heldige vi er, at vi har to fantastiske børn og hinanden. Kausalitet er jo tricky, men jeg vil pege på at følgende tre ting bærer en stor del af skylden for successen:

  1. Lillebror sover godt om natten, ergo vi sover godt om natten og får ret fast 7-8 timers ok sammenhængende søvn hver nat.
  2. Storebror bliver kun sjovere og sødere med alderen, så vi bliver hver dag mindet om, hvorfor børn er de dejligste væsener i verden.
  3. Vi har rutinen, og vi forstår ind i knoglerne, at “det bare er en fase”, så der skal meget mere til, før vi går i panik.

Min mand og jeg “spiller hinanden gode”, som man siger. Vi anerkender hinanden. Men når det for os har været meget lettere at blive forældre anden gang, så er det ikke kun nogle mærkbare stordriftsfordele. Det er også tilfældigheder. Børns søvn har bare utrolig lidt at gøre med forældrenes adfærd, gode intentioner og gadgets at gøre. Nogle børn sover godt. Andre gør ikke.

Hvor jeg i min første barsel gruede for de endeløse nætter og havde opgivet tanken om nogensinde at føle mig udhvilet igen. Så er nætterne nu kærkomne pauser, som gør mig klar til en ny dag. Det betyder også, at jeg langt de fleste dage kan gå rundt og hygge mig og glæde mig over, at jeg har sådan en vidunderlig lille familie.

Men den oplevelse afhænger 100 pct af, at vi får sovet, og der ikke er store konflikter/udfordringer med børnene. Derfor er lykkefølelsen også en fase (den kommer i glimt), ligesom desperationen er er en fase, i den forstand, at der ikke skal ret meget mere til end en enkelt aften af trøstesløse børn eller en nat med et fravær af søvn til, før alt føles håbløst. Det er et vilkår, at livet med småbørn er meget omskifteligt.

Så må man gøre op med sig selv, hvad der gør en gladest? At føle et skæbnefællesskab med andre eller ignorere de hårde tider og fokusere på, at det bliver bedre/er godt. Det gør mig gladest – både når det går godt og når det går skidt, at vide at, at jeg ikke er alene med oplevelserne fra det glade vanvid, som er en børnefamilie.

Nytårsfest og løjer med et spædbarn

Igår holdt vi nytårsfest for syv mennesker: fire voksne, en tumling og to babyer.

Det var præcist som man kunne forestille sig. Smadder hyggeligt. Dybt kaotisk. Den lækre mad blev spist alt for hurtigt. Der var en pause i hyggen fra klokken 20-22, hvor børnene nægtede at sove på skift, og de voksne skiftedes til henholdsvis at rive sig i håret over afkommet og vaske op.

Så kom bananasplitten på bordet og roen skænkede sig. Det var rart. Og det var skønt at være sammen med andre ligesindede.

Det kan være temmeligt ensomt at være til fest, som de eneste med børn, hvor man kan høre festen pumpe, mens man sidder og aer sit barn i mørket.

I en af mine “børnevagter” i nat sad jeg og spekulerede over mine nytårsforsætter (og lavede de der forbandede knibeøvelser!). Jeg har en masse uinteressante om at spise mindre sukker og dyrke mere motion. Jeg har ingen livsomvæltende forsætter ala flere babyer eller nyt job.

Til gengæld har vi en USA-tur på fire måneder i kalenderen, som mildest talt stresser mig. Jeg ved ikke, om jeg kan finde ud af at være medfølgende hustru og passe to børn på fuldtid. Men mit nytårsforsæt er, at jeg ikke skal bekymre mig helt så meget om alting. Så det er jo et alletiders sted at starte.

Jeg vil gerne øve mig i at være chill og stole på, at selvfølgelig skal alting nok ende godt. Hvis jeg kunne få denne grundfølelse, så tror jeg, at jeg ville kunne leve mere frit. Være mindre bange for fejltagelser eller dårlige oplevelser.

Grundlæggende vil jeg gerne blive bedre til både at se og tage chancer, der byder sig. Og det kræver, at jeg ikke grubler alt til døde og tilgiver mig selv for fejlfiks og dårlige valg.

Så 2020 er dedikeret til at blive et mere chill menneske.

(Men ikke så chill, at jeg undlader at nævne, at jeg har nytårsforsætter på mine børns vegne: Der skal smides bleer og sutter og læres at sove i egen seng. Jeg håber, at jeg orker det.)

Godt nytår alle sammen. Jeg glæder mig til, at vi skrives ved!

Der bor en ung pige i mig, som ikke vil dø…

Det er tæt på umuligt at få lov at sidde 30 minutter uforstyrret. Jeg har forsøgt i adskillige dage nu, men hver gang jeg starter, så vågner det ene eller det andet barn.

Men nu er klokken mange. Manden er gået i seng med feber og alt ånder fred. Jeg har en del forskellige tanker på hjerte, men for nu vil jeg lade det blive ved dette: Jeg har fået en dejlig julegave. En bog og en tegneblok.

Bogen er en Tove Ditlevsens digtsamling – udvalgt af Olga Ravn – med titlen “Der bor en ung pige i mig, der ikke vil dø”. Jeg har ønsket mig begge dele, selvom jeg principielt er inderligt imod ønskesedler, fordi jeg med hele to børn og en barselsorlov, som virker uendelig – virkelig føler, at der bor en ung pige i mig, som godt kunne trænge til lidt opmærksomhed.

På trods af at jeg vitterligt knuselsker mine børn og min mand, så er det svært ikke at blive ramt lidt at kvælningsfornemmelser fra tid til anden, når man trasker igennem dagene med lortebleer, evighedsoprydning og den følelse af at gå med fodlænke, som et ammebarn også er.

Det er prisen. Den er rimelig. For det er også fantastisk at gro mennesker og se dem vokse op. Men man behøver jo ikke at give helt op på den unge pige, så jeg håber, at tegneblokken kan være en relativ simpel måde at øve mig i at være kreativ igen.

Jeg ville ønske, at jeg var typen, der læste digte og havde været slyngveninde med Tove Ditlevsen i årtier. Sandheden er dog, at jeg meget sjældent læser skønlitteratur. At jeg først stiftede rigtig bekendtskab med hende på Spotify med soundtracket til TOVE TOVE TOVE teaterforestillingen. Men jeg burde have læst hende før – for hold nu op, hvor er det godt.

Hun er sjov. Hun er ærlig. Hun beskriver hverdagen. Kærligheden. Børnene. Kvindelivet. Arbejderlivet. Det er helt vidunderligt.

Olga Ravn skriver i efterskriftet til bogen, at “Tove Ditlevsens poesi altid handler om misforholdet mellem det, der skulle være, og det, der er, eller misforholdet mellem det jeg burde være og det jeg er”. Jeg ved ikke om, det er en særlig kvindeting – eller om det bare er en mennesketing. Men det er i hvert fald et felt, som fylder enormt meget for mig. Og jeg kan jo også læse, at det fylder meget for jer andre.

Så jeg håber, at jeg med Tove – og jer andre – i hånden kan finde ud af at være mor på fuldtid uden at gøre det endegyldigt af med den unge pige. Det ville være så trist. Jeg håber ikke, at en ung Johanne ville føle sig svigtet, som Tove gør, når hun skriver til sit unge jeg:

“Du havde en pigelig drøm om et barn og en mand,
og du fik, hvad du pegede på, men var stadig alene,
så blev du tilbage i barndommens undrende land,
mens jeg går omkring og er til i en verden fa stene.

Og det er din styrke og trøst, at du ikke er død,
men lever et sted som en spinkel og vigende skygge,
endskønt jeg har solgt dine drømme for hus og for brød,
og trukket dig ned i en smerte, der minder om lykke”

Som brødre vi dele…

Jeg ligger i spænd mellem mine to drenge i skrivende stund. Det ene åndedrag er langt og tungt. Det andet let og hektisk.

Jeg har ligget her i halvanden time og siden kl 19.30. Min store dreng på 2 år vågner hele tiden, og den lille på 8 uger hænger konstant i patværket. Da faren er til julefrokost (igen!), så er der nogle logistiske udfordringer, som jeg bedst løser ved at ligge her. I spænd. Og glo op i loftet.

Da jeg hverken er mindful eller tålmodig nok til at ligge helt stille med mine tanker i timevis, satte jeg en podcast på. Så børnene ikke skulle få skærmlys i fjæset, og så jeg ikke skulle kede mig ihjel.

Valget faldt på podcasten Brødrene Fuhlendorf. Det er Kristian og Michael Fuhlendorff, der er blevet henholdsvis komiker og kriminel og setupet er at undersøge, hvorfor brødre går så forskellige veje.

Også ligger man her. Mellem to nye brødre og overvejer, om en af dem kommer til at slå et andet menneske ihjel? Kommer til at tage coke og og sidde i fængsel. Om man slår til som forælder. Og hvordan de bliver som brødre.

Kommer en af dem til at kræve så meget, at den anden ikke får nok opmærksomhed? Bliver de hinandens bedste venner og fortrolige?

Den anden dag sad jeg med tårer i øjnene, da Emil og Theis fra sejlerfamilien Beha talte om en sejlads, de havde været ude på i voldsomt uvejr. Theis (lillebror) sagde, at han først var blevet rigtig bange, da Emil (storebror) ikke havde haft overskud til at sende ham et “vi-skal-nok-klare-det” blik mellem storm og lynild.

Det var en voksen mand, hvis angst var styret af, at hans bror kunne passe på ham. Det fik mig til at tænke på Tvebak og Jonatan. At den store passer på den lille og gør ham tryg i verden. Er det sådan for alle brødre? Det er et stort ansvar.

Når man ligger her i mørket og lytter til deres nu efterhånden synkrone og tunge vejrtrækning, så kan jeg slet ikke forestille mig, at de en dag kommer til at ligge i deres egen seng, i deres eget hus, langt fra mig. At jeg ikke løser deres problemer og måske ikke engang hører om dem.

Jeg håber håber håber, at mine drenge bliver hinandens fortrolige. At de passer på hinanden. At de holder sammen. At Hubert kan vise Hartvig en sikker vej i verden og hjælpe ham op, hvis han snubler. Og at Hartvig kan gøre det samme, hvis Hubert skulle få brug for det.

Det ville gøre mig så stolt.

Og nu godnat her fra den trange dobbeltseng.