Om at tabe til biologien og blive en desillusioneret feminist

Før jeg blev mor, havde jeg en lang række dogmer for, hvordan jeg ville være forælder. Det skulle være baseret på total ligestilling mellem mor og far. Jeg fnøs, når jeg læste historier om, at børn kun tærer på deres mors søvn. Når jeg læste, at folk mente at kvinders løngab skyldtes deres egne valg. Og når mænd kun tog 14 dages barsel.

Taberadfærd!

Så fik jeg mit barn. Nu er jeg mere tvivlende. Jeg har sovet flere uger mindre end min mand allerede. Barnet er kun lige rundet 1 år. Uanset hvor progressiv jeg er, så kan jeg ikke vinde over biologien. Amningen tager de første mange måneders ordentlig søvn. Men hvad værre er. Det varer ved.

Selv da jeg startede på arbejde og min mand skulle tage sin del af barslen i 5 måneder (what a hero!), var det mig, der stod op -både om natten og tidligt om morgenen. Hvorfor? Fordi  min krop vågnede før hans. Fordi jeg kunne få baby til at sove langt hurtigere. Fordi jeg havde fundet min måde at gøre det på. Fordi hvis du vil gøre noget ‘rigtigt’, så må du gøre det selv. Og fordi jeg alligevel lå  vågen, når de puslede rundt.

Jeg har det som om, at vi spiller “chicken” – og at jeg taber hver gang. For jeg opdager, at bleen skal skiftes, før min mand gør det. Jeg bemærker, at ungen lugter dårligt bag ørerne eller har lort på tøjet…. før min mand gør det.

Min mand vil naturligvis også vores søn det bedste. Men det går ham ikke på, hvis ungen larmer, lugter eller græder, når vi er ude.  Han går ikke ret meget op i, hvordan ungen fremstår, hvis han ved, at han har det godt. Han er ikke bange for at blive dømt som en dårlig forælder. Har han et sundere selvværd? Hviler han mere i sig selv? Er han bare en dygtigere forælder?

Naaaarh, det vil jeg ikke sige. Jeg vil heller ikke sige tværtimod, men en række forhold betyder, at det er markant lettere at være far:

1. Kravene til fædre er betydeligt lavere. Den halve sejr er bare at møde op og anerkende faderskabet. Mødre bliver testet fra første celle-deling. Drikker de alkohol? Motionerer de nok? Fødte de “rigtigt”? Arbejder de for meget? Og har de valgt at amme? Sover de sammen med barnet?  Lægger de barnet nok på maven? 

Da jeg havde været mor i 24 timer, kom der en dame for at tjekke, om min amme-teknik var i orden. Det er også mig, som får tilsendt links af velmenende familiemedlemmer og venner, om, hvordan man undgår alt fra allergi, motorisk fejludvikling, kvælningsdød og det der er værre.

2. Mødrene tager den størstedel af slæbet i adskillige år (her antager jeg bare, at det stopper en dag, måske tager kvinderne slæbet hele livet?). Hvis baby græd, når vi var ude, så var det jo mig, der fik ham i armene. Mig der vadede rundt og bandede over, at han ikke kunne sove. Jeg har allerede nævnt søvnen, men graviditeten tog også lidt på kræfterne. Min krop er inderligt træt efterhånden.

Og jeg holder stadig styr på alt muligt praktisk lort. Er der bleer? Hvornår barnet skal vaccineres? Hvad med sko og tøj? Det er selvom manden har taget rigtig meget af barselsorloven og er en rigtig god partner og far. Han har utvivlsom også haft det hårdt og knoklet. Han har været helt uvurderlig i processen, men jeg har knoklet mere. Ikke pålagt af ham, men derfor tæller det jo stadig (ik?). Om det er en Johanne-, kvinde- eller mor-ting, ved jeg ikke. Men det er et faktum.

3. Fars opgave de første mange måneder er at passe på mor, så hun kan passe på baby.  Min mands vigtigste opgaver i hjemmet er madlavning, oprydning og indkøb. Virkelig vigtige opgaver, men ikke baby-fikserede opgaver. Det er desuden opgaver, som er kendetegnet ved at være kendte. Han har naturligvis lavet mad, gjort rent og ryddet op i mange år, før vi fik børn. Og det er opgaver, som både kan planlægges og afsluttes. 

Denne type opgaver er alt det modsatte af at være mor; det er nyt,  overvældende, aldrig afsluttet og totalt ude af kontrol. Hvis baby vil have mad, så skal baby have mad NUUUUUUUUU!

Derudover har vi en kulturel kodning, som værdsætter de opgaver, som tilfalder faren mere. Vi synes, at det er imponerende, at man kan gå på arbejde, når den lille sover dårligt (det er i virkeligheden mere imponerende, at du kan være sammen med ungen 24/7 og ikke slå den ihjel).

Jeg har stadig dårlig samvittighed over, at jeg ikke bidrager nok til “fællesskabet”, men mest tager mig af baby og mig selv. Men hvorfor opfatter jeg ikke det som en del af fællesskabet at sikre babys overlevelse? Hvorfor opfatter jeg det som om, at babyen var mit projekt, som jeg har ansvaret for lykkes, og min mand helst ikke skal belastes alt for meget af?

Jeg står tilbage som en desillusioneret feminist. Skuffet over at jeg ikke har været i stand til (eller haft lyst til) at distancere mig fra mit barn, men helst bare vil være sammen med ham hele tiden. Nu forstår  jeg godt, hvorfor mange kvinder vælger at gå på deltid for at være sammen med deres børn. Jeg forstår det vitterlig godt. Jeg kan selv mærke en lyst til at tilrettelægge min karriere efter, hvad der er godt for barnet og ikke for mig selv. Den samme lyst kan jeg ikke spore hos min mand (den er i hvert fald betydeligt mindre!). Jeg kan se, at mor og far har to meget forskellige roller at spille i forhold til barnet – og der er altså ikke helt frit valg, når man får en blanding af helvedshormoner, kulturelkodning og fantastisk forelskelse i barselsgave.

 

 

Så sov for helvede!

Er jeg den eneste, som har været ude og  gå med barnevognen i nat? Som har gået på den hårfine grænse mellem vuggen og rusken ? Hvislet “nu sover du kraftedeme” til det, man elsker højere end noget andet?

Denne her varme er ulidelig – og på sommerdag nogen og halvtreds, vil jeg gerne sige det, som ingen danskere nogensinde må sige: JEG HAR FÅET NOK SOMMER!

De sidste to nætter har været en ekstraordinær hård kamp for at få Hubert til at sove på grund af varmen. Min mand og jeg kigger opgivende på hinanden. Hvornår stopper det? Får vi nogen sinde lov at sove igen? Hvordan overlever vi?

I nat brød jeg mine grænser for, hvad jeg synes er rimeligt at gøre for at få sit barn til at sove: gå tur i barnevognen midt om natten. Jeg har tidligere tænkt, at det var et skråplan af dimensioner. For det kommer jo aldrig til at fungere i virkeligheden – men desperate times call for desperate measures .

Hubert havde grædt, skreget og svedt tran siden kl. 18.30, hvor vi prøvede at lægge ham  i seng første gang. Han har fået mælk, grød, vand og kærlighed i rigelige mængder. Vi forsøgte også at være hårde og lade ham skrige sig selv i søvn. INTET hjalp! Han kunne sove i 5-10 minutter, før han vågnede igen -gennemblødt af sved og tårer.

Så ved midnats tid gik min mand en tur med et fuldstændig hysterisk og dødtræt barn. Der gik ikke ti minutter, før ungen sov. Men hvad gør man så? Nu sover ungen i barnevognen – og vi ved jo godt, at det sekund man prøver at flytte barnet, så bryder helvedet løs igen.

Løsning: Hubert sov i haven – iført intet andet end sin ble og et lagen.

Klokken 1 var jeg ude og gå med vognen iført et håndklæde – alle andre sov jo, så der var ingen grund til at klæde sig på. Så sov Hubert tre timer mere. Klokken 4 kom han tilbage i sin seng (for nu var han faktisk også lidt kold på lårene) og sov til kl. 7.

Shit pomfrit. Det går jo ikke. Kan vi ikke skrue ned for varmen? Jeg holder ikke til det.

Min første FØDSELS-dag

I dag er det et år siden, at jeg fødte min søn. Det var en stor oplevelse, og på mange måder er denne fødselsdag mere meningsfuld for mig end min egen. Altså det føles mere som om, at jeg har præsteret noget – et nyt liv altså. Det er jo ikke så lidt. Det er min første “giving-birth-day”.

Min fødsel startede kl. 6 om morgenen den 22. juli 2017, hvor veerne stille og roligt satte ind. Ikke noget dramatisk, men nok til at jeg tænkte – det bliver sgu i dag, han kommer. Det blev det ikke.

Jeg havde veer fra kl. 6 om morgenen til kl. 4.06 næste morgen. Så 22 timer. Men det var ikke så galt, som det lyder. Det var først fra ca. kl. 18, at vi var nødt til at slukke for lyden på tv’et, når hvert ve kom.

Jeg kan huske, at vi så noget om hajer – og at jeg råbte af min mand – “SÅ TÆL FOR HELVEDET”. Han talte veernes varighed og pauserne i mellem dem. En rigtig guttermand. Jeg ved ikke, hvorfor det var så vigtigt, at de alle sammen blev talt. Det føltes mere som om, at nu var der i hvert fald ét ve mindre, der skulle overkommes.

Ved midnat kørte vi mod hospitalet. Det gjorde seriøst ondt, og der var fire minutter mellem veerne. Jeg slæbte mig selv gennem Hvidovre Hospitals umenneskelige lange gange med skraldespande og stole, der var skruet fast til gulvet. Hvilket var noget besværligt, da jeg var nødt til at kaste op flere gange undervejs. Shit mand. Spaghetti Carbonara ligner desværre ret meget sig selv, når det kommer op igen. Min mand gik bekymret ved siden af mig, han havde al oppakning med. Jeg ved ikke, hvad vi havde forestillet os.

I hvert fald ikke, at en sur gammel dame efter at have haft fingrene op i mig (og havde skældt mig ud over ikke at ville undersøges under en ve), sagde “du er kun 2 cm udvidet – du skal hjem igen”. Jeg fik en “cocktail” med hjem – bestående af, hvad jeg formoder var panodiler og kalk-piller.  Jeg skulle “få noget søvn”. Ha!

Jeg fik overhovedet ikke sovet. Til gengæld fik jeg kravlet rundt på gulvet i smerte og op i møblerne for at skrige ind i væggen.  Min mand sagde, at jeg skulle sove. Han var desperat. Jordemoderen sagde, at vi skulle sove og der løb jeg rundt som et såret dyr og råbte. Kl. var 01.30

Jeg sad på toilettet og følte en umanerlig lyst til at presse. Nu vidste jeg, at vi skulle videre. Min mand så ret utryg ud. Jeg ville have min mor. Han ringede. Vi kørte afsted igen. Eller rettere. Jeg fik manøvreret mig sig selv og mit 18 kg. tungere korpus ned på parkeringspladsen igen fra tredjesal. Jeg råbte min mands navn ud over den ellers dødstille by. Han kunne ikke høre mig. Han var i gang med at finde vores vandrejournal. Jeg brølede ud af vinduet, da vi endelig kørte afsted, mens natteluften ramte mig i ansigtet. Min mand fik lov at køre for første gang uden, at jeg kom med dumsmarte og velmenende kommentarer undervejs.

Kl. 02 var vi tilbage i modtagelsen. Vi havde lært af fejlen og tog den kørestol vi havde efterladt ved parkeringskælderen, som vi havde fået efter første undersøgelse. Vi kom meget hurtigere igennem de lange gange anden gang (selvom min mand dog kom til at køre os en etage for langt op med elevatoren – jeg kunne have slået ham ihjel). Vi havde også droppet bagagen.

Denne gang tog en yngre kvinde i mod mig. Hun undersøgte mig hurtigt. “Du er 9,5 cm. udvidet. Du skal føde nu. Hop over på den stol. Så kører vi dig hurtigt ned på fødestuen”. Jeg nåede frem. Rejste mig op. Vandet gik. SPLASK. Som havde jeg tømt en spand fra mit underliv. Jeg kiggede rundt for at finde en ansvarlig og spurgte ængstelig “HVAD GØR JEG NU?!?!?”. Nogen fik svaret mig; “Du skal føde et barn”. Endelig var vi enige om processen.

Jeg kunne mærke roen sænke sig. Der var nogle andre, som var ansvarlige nu. Jeg skulle bare gøre, hvad der blev sagt. Min mor kom også. Selvom nogle kiggede alvorligt på mig og sagde, at de var nødt til at monitorere mit barns hjertelyd, fordi hans hjerte slog meget hurtigt, var jeg ikke bekymret. Ikke den mindste smule. De sagde det var ren rutine. Og jeg stillede ikke spørgsmålstegn ved det. Der kom en hel masse mennesker ind og ud af stuen. Jeg var helt og aldeles ligeglad. Jeg havde ingen forfængelighed.

Men fik dog undskyldt, at jeg kom til at råbe. Min jordemoder sagde, at jeg i stedet skulle bruge energien på at presse. Det gjorde jeg. Jeg var “in the zone”. Jeg fik ve-hæmmende et-eller-andet. Jeg blev bedt om at trække vejret helt ned i maven.  Det havde jeg ikke gjort i et halvt år, så det kunne jeg simpelthen ikke.

Jeg brugte den særlige vejrtrækningsteknik fra Smertefri Fødsel med en masse korte overfladiske vejrtrækninger for at håndtere smerten. Med begrænset held syntes jeg. Jeg fik heller ikke ilt nok. Jeg fik en ilt-maske. Det var godt. Så havde jeg noget nyt at gå op i. Jeg kunne ikke mærke veerne på samme måde som før pga. medicinen. De var ikke så overvældende og hyppige længere. Alle kiggede på en tavle, som viste hvornår næste ve kom. Men jeg kunne ikke se den. “MOR, HVAD STÅR DET?”. “4-2-6-8” svarede min mor, som om det gav nogen mening.

Det gik virkelig stærkt lidt over fire kom hovedet ud – og inden vi nåede til det næste ve, væltede han bare ud. En lille bristning – men meget effektivt. Ikke noget at tale om.

Prust. Støn. Alt endte godt. Min 4,5 kg.  store dreng kom ud.

Tænk at der allerede er gået et år.

 

 

Hund og barn i mellem – om det svære ved at få barn, når man i forvejen har hund

I dag løb min hund hjemmefra.

Min hund hedder Nova og er en dansk svensk gårdhund på snart 10 år. Hun er en puttehund, som elsker at ligge tæt under dynen. Vi plejede at gå til agility og gå lange ture på stranden. Vi var meget tætte. Hun er en akavet hund, der f.eks. bare står og ser lidende ud, når fremmede vil klappe hende, selvom hun bare kunne gå. Hun kan ikke lide støvsugeren, går meget i vejen, og hun kan ikke holde ud, hvis man hæver stemmen og skælder ud.

Da vi fik barn, var jeg meget bekymret for, hvordan vi skulle blive en ny familie. Jeg ville gerne have Nova med, så hun fik lov til fortsat at sove i sengen og måtte også gerne slikke på Hubert og snuse til ham, da han kom hjem til os. Hun gøede, når han græd og gik trofast ved siden af barnevognen. Hun lærte sågar at sidde under den, når vi skulle købe ind.

Det gik godt lige indtil, at Hubert begyndte at røre på sig. Vi er nødt til at have baby-gitter for trappen og lukke dørene rundt omkring. Nova vil være i samme rum som os, men helst uden Hubert. Vi er nødt til at lukke af indtil køkkenet, hvor hendes vandskål står, da Hubert ellers kravler med lynets hast hen for at vælte den. Det er langt fra optimalt.

Nu ligger Nova mest under sofaen og er mildest talt skuffet over situationen. Hun knurrer og snapper, når Hubert kravler hen og lægger sit tykke ansigt på gulvet for at se til hende og stikker de små fedtede fingre hen for at sige hej. Han flår puderne væk, som jeg har sat op, så hun kan få noget ro. Jeg skal være over dem hele tiden.

Det har ikke engang hjulpet, at Hubert gladeligt deler sin mad med Nova. Han både kaster det til hende og tager gerne en bid, efter hun har fået sin. Hun er forsigtig, når hun spiser ud af hans hånd. Hun har aldrig bidt. Men det gør man jo heller ikke mod hånden, der fodrer en, vel?

Jeg er i syv sind. Jeg kan ikke stole på hende. Hun er træt af Hubert, som kun en storesøster kan være det. Hun har oplevet et fald fra tinderne. Vi siger ikke hej til hende først, når vi kommer hjem eller putter på samme måde før. Det kan vi ikke. Vi går stadig lange ture og mange af dem hver dag. Også på stranden. Hun  bliver ikke forsømt, men hun opfører sig som om, det er tilfældet. 

Jeg måtte stoppe til agility. Jeg havde simpelthen ikke overskuddet til det eller lyst til at tage flere timer væk fra mit barn. Mine følelser for Nova er blevet meget komplicerede. Før var hun min elskede hunde-baby (uden jeg dog nogensinde har kaldt hende det eller omtalt mig selv som ‘mor’). Nu er hun bare pisseirriterende, og jeg sender hende tit i ‘aflastning’ hos mine forældre.

Idag løb hun så hjemmefra. Hun har flere gange, siden Hubert blev født, nægtet at komme med hjem fra tur eller med hjem fra mine forældre. På den måde er hun ret tydelig omkring, at hun er mindst lige så træt af situationen, som jeg er. Men hun har ikke før løbet decideret hjemmefra – sådan svusj ud af døren i fuld fart uden at se sig tilbage. 

Jeg ville ønske, at jeg kunne skrive en guide – tre trin til et godt forhold mellem hund og barn. Men jeg kender ikke de trin. Jeg synes, jeg har forsøgt at tage dem alle, jeg kunne finde, men de virker ikke. Nova vil være enebarn.  Alt det sjove ved at have hund er væk. Hun er en belastning. Ikke fordi hun skal have mad og luftes – og ind i mellem til dyrlægen. Men fordi hun truer mit barn og er ked af at være hos os.

Hun er ked af det, fordi jeg nogen gange er flippet helt ud, fordi hun vækkede mig om natten -efter at jeg havde været oppe og amme 4-5 gange. Hun ville bare gerne ind under dynen – kunne jeg lige løfte den op? Hun kravlede på et tidspunkt ind under vores nye seng, som er så lav, at hun ikke kan komme ud igen. Det går for det første ikke stille af sig, når en overvægtig gårdhund skal kravle gennem et hul, der er 15 cm. højt. Og da jeg også var nødt til at løfte en dobbeltseng kl. 3 om natten – dødtræt og mere hidsig end nogensinde før, eksploderede jeg. Nova kan ikke klare den skældud, som det medfølger, når jeg er træt helt ind til knoglerne og bare gerne vil sove.  Åh gud – hvor har jeg været hidsig på hende – og derfor tror jeg, at hun resigneret og i stedet går efter flugten.

Vi fandt heldigvis Nova igen efter et par timers jagt. Men det var med blandede følelser. Lige nu kan jeg kun krydse fingre for, at hun og Hubert en dag bliver gode venner, så vi kan få vores glade hund tilbage. 

Gode råd modtages meget gerne. 

Barnets allerførste sygedag

For et par dage siden blev jeg ringet hjem af vuggestuen, fordi  barnet havde feber. Ikke helt vildt med 38,5 grader celcius. Jeg løb afsted mod toget. Dels fordi jeg arbejder relativt langt væk fra vuggestuen, så det tager en times tid at komme frem – men også fordi han faktisk aldrig har været syg før. Som i aldrig nogensinde. Det var hans allerførste sygedag.

Han har prøvet at have feber i et par timer efter en vaccination, men det kan dårligt betegnes som sygdom. Ellers har han faktisk det første års tid af sit liv været helt og aldeles rask. Sygt irriterende ind i mellem, men aldrig syg.

Så afsti-afsted mod s-toget. Jeg kom svedende ind af døren og ledte febrilsk efter ungen. Jeg fandt ham i armene på en pædagog. Han var sløv, men ikke døden nær. Heldigvis. Jeg spurgte mig frem – hvordan plejer man at gøre det her? Altså med et sygt barn?

Pædagogerne svarede, at vi lige måtte se tiden an, men at han nok skulle blive hjemme i hvert fald en dag mere, selvom han måske var feberfri næste morgen. Det gjorde vi så. Faren blev hjemme under lavmælte protester – særligt fordi barnet ikke virkede synderligt syg. Altså jo en lille smule, fordi han ikke ville spise noget – men der var gang i ham som sædvanligt.

Vi forsøgte at give ham boller i karry til aftensmad, smoothies og bananer og alt muligt lækkert vi kunne komme i tanke om. Han spiste sin jordbær-smoothie (de små tuber – ikke noget hjemmelavet) og blev lagt i seng.

Der gik en times tid. Så kastede han op første gang. Udover hele sengen. Vi flåede sengetøjet af, vaskede ham og gav ham lidt modermælkserstatning og så i seng igen. Der gik ikke ret lang tid, før han kastede al mælken op igen. Anden sæt sengetøj blev lagt på. Der gik nogle timer, efter vi var faldet i søvn. Så kom den underlige baby-opkast lyd, som mest af alt lyder som om han hælder vand ud af munden. Der er slet ikke den der rallen, som hos voksne. Tredje sæt sengetøj. Nu var det lidt kritisk. Vi havde ikke rigtig mere sengetøj og han ville ikke sove. Jeg sad med ham i armene i en lænestol og håbede på, at han ville falde i søvn her.

Det ville han ikke. Men han kastede op igen. Denne gang var jeg forberedt, så jeg vendte ham, så han kun ramte gulvet (og mig). Smurt ind i mavesyre tørrede jeg ham af igen og lagde ham i sengen. Endelig faldt han i søvn. Kl var blevet 3.

Kl. 5 vågnede han igen. Jeg bad manden om at tage ham. Jeg var uendelig træt. Kl. 6 byttede vi. Jeg besluttede at pakke hund og baby i bilen og for at køre på stranden. Det var jo en meget god tur sådan en dejlig solskinsmorgen, tænkte jeg. Vi havde kun kørt i fem minutter. Så kom den velkendte baby-opkast lyd igen. Nu var autostol, baby og bil smurt ind i mavesyre, som mest bestod af modermælkserstatning. Suk.

Ind på nærmeste parkeringsplads og flå baby ud af tøjet. Han kravlede nøgen rundt på parkeringspladsen (en anelse uansvarligt, ja), mens jeg forsøgte finde en løsning på den manglende tøjsituation. Jeg fik pakket ham ind i en stofble, som stadig var ok tør.  Det er altid mørkest lige før daggry, right? Og jeg trængte altså til en the-bolle og en mathilde-kakao.  Så selvom baby ikke havde tøj på og bilen lugtede surt, så fortsatte jeg morgenturs-projektet.

Det lykkedes. Jeg fandt en bager og fik bakset barnet op i en klapvogn og pakket ham ind i dyner, efter jeg havde tørret ham af med de få vådservietter, jeg havde liggende. Det var faktisk rigtig hyggeligt at gå der og kigge på hunden bade, mens vi spiste the-boller og jeg overvejede, hvordan man får sit barn til at blive rask – og hvordan man får ham passet, når man ikke har flere sygedage tilbage.

Jeg må til at lære fiksfakserierne til, når hverdagen rammer for alvor og der ikke er sommersløvhed på kontoret, som gør at en hjemmearbejdsdag med barn nok går an.

Alle småbørnsforældre taler om det. Livet når barnet starter i institution og bliver syg hvert andet øjeblik. Jeg havde bare sådan håbet, at institutionsstart i sommerferien ville betyde færre børn, færre bakterier og mindre sygdom. Men nu har vi prøvet det. Barnets allerførste sygedag.

Overlev Folkemødet med en baby

Jeg er lige kommet hjem fra en dejlig (men hård) tur til Bornholm med hele den pukkelryggede og min baby – som vel snart ikke er en baby længere. Hubert rammer lige straks 11 måneder, og han kravler hurtigere end Lucky Luke kan skyde. Han elsker sin frihed og accepterer kun momental fastspænding i bil, barnevogn etc. Det har betydet, at en tur til folkemødet blev noget mere udfordrende, end jeg havde forudset.

Hvis du tænker – hold da op, det lyder spændende. Folkemøde 2019 her kommer jeg, så vil jeg bare give dig tre råd med på vejen:

1. Tag barnevognen med

Du skal være afsted hele dagen. Derfor skal barnets vogn være velegnet til leg, søvn og skifteplads. Det er i øvrigt en fordel, hvis barnet kan rejse sig lidt op ind i mellem og se forældrene (fordi guderne skal vide, at der er meget kaos og tryghed er godt).

Så selvom barnevognen er mere bøvlet, så bliver du glad for en mere rummelig og praktisk vogn. Tag den nu bare med.

2. Pak et tæppe

Ja, ja – jeg ved det godt. Du har i forvejen rigeligt med lort med, men altså et tæppe, som du kan slå ud, hvor du finder lidt plads er guld værd. Fordi – kan jeg afsløre – selvom du har taget den rummelige vogn med, som baby kan rejse sig op, så er det alligevel ikke det samme, som at få lov at klatre rundt selv.

Har du også en frihedselskende baby, så vil du opleve, at barnet vil stikke i et hyl, hvis det ikke får lov at kravle i en times tid ca. hver 2-3. time. Så jeg vil nok sige, at man kan have et interval, der hedder 1 times søvn, 1 times leg på gulv, 1 times fjol i vogn. Plus/minus barnets rytme i øvrigt.

Tæppet giver mulighed for at lave legeplads, hvor som helst. Det signalerer, at du har slået lejr og gør andre opmærksom på, at I sidder på jorden. PRAKTISK! Jeg kan anbefale bagerst i Gæstgiveren, som et rigtig godt babysted. Du kan se scenen nogenlunde. Mange kendte holder til bag hækken sammen med dig, og der er sjældent andre (almindelige) mennesker her. Så din baby kan fjolle rundt, og du kan høre, hvad der nu lige bliver diskuteret, når du er der. Jeg hørte fx en lang debat om at bygge flere huler.

3. Husk madpakken

Det her kan lyde helt basalt, men mad er afgørende. Til et barn der spiser mere rigtig mad end det drikker mælk havde jeg held med følgende madpakke:

  • Bananer (til at snaske rundt med)
  • Gnaveboller (eller bare theboller, hvis du gerne vil have, at de bliver spist)
  • Smoothies fra ängelmark (fordi det er G-E-N-I-A-L-T og sviner minimalt)
  • Sutteflasker med modermælkserstatning

Du skal ikke have store ambitioner med grøntsagsstænger, fordi 1) du får det ikke lavet om morgenen og 2) dit barn har ikke lyst til krævende mad, når alt andet omkring det kræver meget energi fra dem. Derfor snyd lidt og køb færdig grøntsagsmos/smoothies på tube, som barnet kan få, når det er bliver rigtig kritisk. Her er meget lidt spild, så barnet bliver hurtigt mæt. Tag derudover boller og bananer med til, når barnet mest har brug for at lege med maden.

Derudover spiser ungen jo gerne med fra din mad, men hotdogs er bare lidt svære at dele.

Et sidste fif: Babyer sover ikke bedre, fordi I er taget på ferie, så sænk forventningerne til, hvad det er du skal nå – og bare nyd det, som du faktisk får nået. De færreste debatarrangementer er baby-egnede, men der er mange arrangmenter med fællessang. Det kan babyer godt lide, og det er skægt at være med til. 

Nobody puts baby in the corner

Billedresultat for nobody puts baby in the corner

Det var en hårdtslående erkendelse, da jeg fandt ud af, at ideen om, at mit liv, som jeg kendte det, ikke behøvede at stoppe, blot fordi der kom en lille ny, var bulls***.

Hvor et standardliv roterer om solen, så roterer et liv med baby ikke længere om sådanne arbitrære mål som døgnrytmer. Baby doesn’t care.

Det roterer heller ikke om dit arbejde, din partner eller dine interesser. Mad-gråd-søvn-lort. Baby er glad for enstavelsesord.

Baby er epicentret for alle aktiviteter.

Jeg havde lovet mig selv, at jeg ikke skulle være en af de der patetiske eksistenser, der har huset og i særdeleshed stuen fyldt med overflødigt baby-ragelse. Og hvis det skulle være i stuen så skulle der være et afmålt område.

Men ‘nobody puts baby in the corner’. Hverken i overført eller bogstavelig betydning. Baby er alt. Baby er OVERalt.

Man kan godt kæmpe i mod. Men allerede nu kan jeg se, at mine udenomsaktiviteter er reduceret til at gå på arbejde, ringe sammen med vennerne og gå til få obligatoriske arrangementer (ofte ting involverende en kirke eller runde fødselsdage).

Det kan føles helt åndssvagt, at det bliver så ensporet, men på den anden side får man mulighed for at lege igen. For at danse fjollet. For at synge og skråle.

Mulighed for at køre i inderste spor og nyde udsigten. Livet med baby er slet ikke så tosset endda.

Tre overraskende fantastiske ting ved at være gravid

Der findes et utal af lister over frygtelige ting ved at være gravid og føde børn, som ingen har fortalt dem – og som de gerne ville have vidst. Jeg tror egentlig ikke på, at man faktisk gerne ville have vidst, at der er god chance for bristninger, at man får hæmorider og skider på gulvet. Nogle ting er bedre at tage upfront og ikke tænke for meget over (også fordi de egentlig er ligegyldige i det store billede).

MEN jeg vil gerne byde ind med tre overraskende fantastiske ting, som jeg oplevede ved at være gravid, som ingen havde fortalt mig på forhånd:

1. Fred med din krop
Personligt har jeg brugt alt for store dele af mit liv på at være kritisk over for min egen krop. Lidt for høj, lidt for tyk, lidt for mange hår, lidt for slap, lidt for stiv, lidt for…. forkert. Men det kan man altså ikke mene, når man bliver gravid. Ens krop tager totalt over og begynder at gro et menneske. Jo vist, man får lidt kvalme og det kan være, at man svulmer lidt op, men for fa’en. Det ville da være besynderligt, hvis kroppen overhovedet ikke lod sig bemærke med, at den er ved at lave et nyt menneske. Helt uden at være hellig eller bevidst om det bemærkede jeg, at jeg begyndte at tale pænt til mig selv og min krop. Efter min graviditet kan jeg faktisk slet ikke få armene ned over, hvor fantastisk min krop – og kvindekroppen som koncept er. DET ER SÅ VILDT! Jeg var ovenud imponeret over processen, hvilket leder mig til næste punkt:

2. Superkræfter
Fødslen er et kapitel for sig. Kroppen har knoklet i 9 måneder i træk, og nu kommer den store finale: Fødslen. Alle taler om det, men mest som noget der skal overstås. Selvom det godt vitterligt gør noller, så kan jeg huske, at jeg lå på fødebriksen og tænkte, mens jeg pressede, det sgu da var okay. Jeg havde hørt kvinder tale om det før – du kommer i kontakt med din urkvinde – biologien tager over. Det er rigtig nok, men den rigtige beskrivelse er snarere, at du opdager, at du har superkræfter. Intet andet kan forklare, at du kan poppe 4 kilo råt kød af kroppen og stadig fungere bagefter. Jo jo, jeg var dybt afhængig af min jordemoder og min iltmaske. Jeg synes ikke, at den der udvidelsesfase var pissesjov, men kroppen tog over og det var sindssygt, hvad man kan klare. Jeg var 100 pct. koncenteret om opgaven.

3. Nye venskaber
Den ting som overraskede mig mest var, at en graviditet (og særligt den efterfølgende baby) er grundlaget for mange nye og virkelig gode venskaber. Nogle med mennesker du aldrig har mødt før, og andre med kolleger og gamle venner, som ellers bare havde været bekendte. Du får nye venner, og dem du havde i forvejen bliver bedre. Man bliver hinandens vidner på en helt livsomvæltende og sindssyg oplevelse. Man sidder og fortæller om meget private og følsomme ting, og du bliver forstået. Det er virkelig både et smukt og ret unikt rum for at udvikle nye relationer i turbo tempo.

Så jeg kan varmt anbefale at prøve det der graviditet af. Du får jo også en baby ud af det. Det er også ok fedt.