Så vær dog bare lidt sur/bitter/træt/smadret!

baby lying on gray textileInden for de seneste par måneder har to af mine veninder fået deres først barn. Jeg har været forbi med gaver og rosende år. Smukke børn. Seje mødre. Alt er godt.

Meeeeen jeg har opdaget, at jeg fisker efter de dårlige nyheder, de hårde nætter og knas i parforholdet, når jeg har været på besøg. Det er sådan set ikke, fordi jeg ønsker, at de har problemer. Jeg leder nok bare efter noget, jeg kan spejle mig i. Og det har vist sig lidt vanskeligt.

Min ene venindes baby havde et “anfald”, da jeg var på besøg – og jeg kunne næsten ikke høre det. Ungen peb lidt, og det var tilsyneladende, sådan barnet var, når han var mest sur. Saaaaaay whaaat?! Og han sov længe. Det føles uretfærdigt.

Min anden veninde er 100 procent forelsket og lægger det ene billede op efter det andet af “prinsessen” med ordene “Kærligheden har fået en helt ny betydning” og “jeg kan slet ikke stoppe med at kigge på hende”.

Altså. Det er jo dejligt, at de er lykkelige. Men det kan da ikke være hele sandheden. Kan det? Jeg føler lidt, at jeg bliver løjet for.

Jeg havde det ikke specielt svært selv (ingen kolik eller syge børn). Så jeg vil nok beskrive det som medium svært. Jeg syntes også ungen var fantastisk. Men jeg syntes også, at han så meget vred ud. Han skældte mig ud, når mælken kom for hurtigt. Når bleen var våd. Når jeg var for langsom. Når jeg ikke forstod ham.  Det var ikke ren lykke.

Jeg havde massive udfordringer med min nye identitet som mor. Hvordan kunne jeg være mig selv og mor? Det tog sgu da tid at finde ud. Jeg er ikke sikker på, at jeg har svaret endnu. Og når jeg føler mig allermest presset af verden, mor-rollen og mig selv, så bliver jeg stiktosset. Vred. Punktum.

Jeg var træææææææt helt ind i knoglerne. Mit barn sov kraftedme ikke fire timer i træk, før han var langt over et halvt år gammel. Og jeg har til dato aldrig oplevet, at han har sovet længe. Før seks er reglen.

Det er nok derfor, at jeg følte mig kaldet til at skrive til billedet af prinsessen og kommentaren om kærligheden. “Du vil nok få lidt mere komplicerede følelser med tiden”.

Jeg kan godt se det. Jeg er et småligt menneske. Det mangler sgu da bare, at jeg tager del i glæden og ubetinget siger tillykke.

Undskyld!

Det er bare en fase. 

Mafiametoder og søvntræning

sleeping baby on gray cushion

Det er nok ikke gået mange forældres næser forbi, at der pågår en ret heftig debat omkring brugen af “Godnat og sov godt”-metoden. Nu har jeg – som de fleste andre formentlig – heller ikke læst bogen, men den overordnede diskussion går på, om børn under nogen omstændigheder må “græde sig selv i søvn”.  Så det er alene det, jeg forholder mig til.

Søvntræning kan have mange ansigter – og det er slet ikke alle, som jeg vil stå på mål for. Men jeg synes, at det er hysterisk at påstå, at børn får varige mén af, at deres forældre lader dem græde i afstemte tidsintervaller (fx. 15 min af gangen) i få dage (typisk 2-3 dage), hvor man træner, at barnet lærer at “trøste sig selv”, når det vågner op om natten.

Jeg har selv anvendt metoden et par gange, når Huberts søvn er stukket helt af. Konkret taler vi om, at vi ikke har fået lov at sove, fordi han har grædt i timevis i løbet af natten og har været utrøstelig. Uanset om vi var der eller ej. Vi startede selvfølgelig også med at vugge, kysse, amme, klappe, hoppe på bold, synge og hele det show, som forældre ruller ud for deres børn af ren og skær kærlighed. Det hjalp bare ikke. Han skreg og skreg og skreg.

Så prøvede vi os forsigt frem med denne metode, efter han var fyldt 3 måneder. Og guderne skal vide, at vi diskuterede det rigtig meget. Jeg var klart på “soft-on-crying”-holdet, fordi jeg som mor oplevede, at hele kroppen kunne knuge sig sammen, når baby græd. Men det magiske skete, at efter to dage var der væsentlig fremgang. Hubert faldt hurtigere i søvn, var mere rolig og sov i længere tid. Vi sørgede selvfølgelig for undervejs, at hans behov var opfyldt, og at han ikke var til fare for sig selv. Helt lavpraktisk gik vi ind til ham efter afstemte intervaller (først 10 minutter, så 15 minutter og sidst 20 minutter) og når vi gik ind til ham, brugte vi 1 minut på at prøve at trøste ham (give ham sutten, ae ham, putte ham på ny), hvorefter vi gik igen.

Vi gjorde det, efter vi havde læst intenst på the science of mom  bloggen,  hvor en kvinde med en ph.d. i neurobiologi har læst sig igennem forskning på børneområdet og gennemgår resultaterne letlæseligt. Hun præsenterer (og henviser undervejs til) forskning, som viser at metoden er effektiv og ikke skadelig (heller ikke på længere sigt).  Ligesom hun gennemgår den kritiske forskning. Jo, børn er selvfølgelig mere stresset, lige når det står på, men på længere sigt gavner det barnet, da metoden reducerer gråd og forbedrer søvnen markant.

Jeg var derfor overrasket over, at der opstod en folkebevægelse, som hævdede, at jeg havde misrøgtet mit barn. Jeg forsøgte at gå lidt ind i debatten på et opslag på facebook, men der var ikke den store forståelse for, at der var andre måder end samsovning, der kunne sikre børn en tryg sove-oplevelse. Jeg fik alene bemærkningen “du har ret til at mene, hvad du vil, men jeg vælger at give mit barn tryghed og omsorg” og “mit barn sover faktisk heeeeele natten” og endelig vinderen “VILLE DU MÅSKE GERNE GRÆDE DIG SELV I SØVN HVER AFTEN, HVA HVA HVA?!”.

Jeg har sgu også forsøgt mig med samsovning. Jeg er slet ikke så ensporet. Hvis Hubert sov, når vi sov sammen, så kan jeg love jer for, at det var det vi gjorde. Det gør han bare ikke. Han leger, pjatter, sparker og river sin mor i hovedet (med mindre han er syg, så går det ok). Jeg ville elske at sove sammen om natten. Top hyggeligt omend upraktisk.

Jeg tror ikke på, at én metode får os hele vejen. Vi må spille på flere heste. Det gør vi i hvert fald herhjemme – og nogle ting virker nogle gange – men intet af det vi har prøvet virker hver gang. Jeg ville bare benytte lejligheden til at sige “is på”. Dit barn har ikke lidt overlast, hvis du har forsøgt at lære det at trøste sig selv. Metoden står ikke i modsætning til at skabe gode, trygge og faste putterutiner. Den fungerer jo klart bedst, hvis den kombineres med andre effektive metoder, f.eks. sut og regelmæssighed.

Men det er klart, at hvis dit barn sover ret godt i forvejen, så har du nok ikke  brug for denne metode. Hvis du samsover, så giver det heller ikke den store mening (for du er der jo alligevel). Men jeg vil gerne opfordre til, at man kan rumme, at vi er nogle forældre, som har været nødt til at tænke lidt ud af boksen, for ikke at alle skal græde sig selv i søvn forevigt.

Og det giver altså ingen mening at hævde, at børn lider overlast af metoden baseret på studier af børnehjemsbørn (der er nok en del andet, end cry-it-out på spil her) eller at påpege eller at børns gråd er deres eneste måde er kommunikere på, og vi altid skal reagere på gråden. Metoden opfordrer jo ikke til, at du aldrig reagerer på gråden. Den opfordrer til, at du forsøger at reagere systematisk i en periode og give barnet en chance for at lære at håndtere adskillelse (og hvad der ellers foregår i babys hoved).

Lidt ligesom man lader sig barn prøve at tage tøj på selv, selvom det giver anledning til arrigskab og frustration. Der er nogen ting, som vi skal lære, som kræver både blod, sved og ja tårer. Og man kan godt være en god, kærlig og omsorgsfuld forælder, selvom man søvntræner sit barn.

Jeg vil derfor opfordre til at være lidt mere rummelig over for andre menneskers forsøg på at deres børn til at sove. God nat derude – jeg håber, at I får lov at sove godt.

 

Om at gå på arbejde, når far passer barnet

green plant beside white deskJeg havde en kvindelig chef en gang, som sagde, at det var den bedste tid overhovedet, når barnets far havde barselsorlov. ”Så kan man arbejde igennem uden at bekymre sig om noget”. Den oplevelse deler jeg ikke. Jeg synes egentlig, at det er en af de absolut hårdeste tider.

Forleden mødtes jeg med en veninde, der netop var kommet tilbage på sin arbejdsplads efter endt barselsorlov, og hvor barnets far nu tog sine tre måneders orlov. Jeg var meget forundret over, hvor ens vores oplevelse af at komme tilbage til arbejdsmarkedet var. Noget med at det var helt vildt hårdt at undvære ungen. At arbejde efter kl. 16 var næsten ubærligt, fordi man følte at hvert sekund der gik, så missede man noget meget vigtigt derhjemme. Og at ingen rigtig forstod, at det var hårdt.

Hun fortalte om en chef, der havde bedt hende til at blive på kontoret til kl. 18.30 for blot at rette ét ord i et notat, selvom hun havde været inde på chefens kontor adskillige gange og spørge, om hun snart kunne gå. At hun havde kørt grædende hjem den dag. Fordi alt ved det var forkert. Chefen må ikke have fattet, hvor grænseoverskridende det er at bede en nybagt forælder om at blive lidt længere uden reelt at give dem muligheden for at sige nej. Hun havde søgt et nyt job samme aften. Nobody messes with a mama-bear!

”Far-er-på-barsel”-perioden er hårdere end nogen andre perioder, fordi:

1) Det er den første tid uden barnet. Det havde nok også været hårdt, hvis man skulle aflevere sit barn direkte i vuggestuen. Men i det tilfælde er barnet typisk ældre, så på en måde ikke. Jeg følte i hvert fald, at det var ret forceret at bryde symbiose-tilstanden ved 8 måneders alderen, men det er ikke alt her i livet, som behøver at føles godt for at være rigtigt. Et barn har også brug for sin far. Og omvendt.

2) ”Far-på-barsel” perioden er derudover kendetegnet ved, at ens chef ikke fatter, at det ikke længere er en mulighed at ”arbejde igennem” for at løse en opgave. Enten er det fysisk umuligt eller psykisk ubærligt. Det er meget lettere at sige fra / undgå diskussionen, hvis man skal hente barnet i institution. Der er alligevel ingen chefer tungnemme nok til at tro, at man vil efterlade ungen hos en pædagog natten over. Så det hjælper med at sætte en ramme for en rimelig dialog.

3) Man ammer stadig om natten, men skal nu også stå tidligt op og forsøge at ikke at ligne et menneske, der har været på druk hele natten.  Sådan gik det i hvert fald hos mig. Det er nok ikke ikke alle kvinder, som er lige så tykhovedet.  Jeg ved ikke helt, hvordan vi endte der, men det var vist noget med, at jeg vågnede først, havde ømme bryster, savnede barnet ustyrligt og natteroderi er jo også en slags kvalitetstid, ik?

Dette indlæg går ud til alle chefer, der lige har fået en nybagt mor tilbage på arbejdspladsen. Pas nu på hende! Hun er stadig mor, selvom far går derhjemme. Og det er helt sikkert hårdere, end du lige går og forestiller dig. Og til alle de mødre, som er på vej retur til jeres job. Det er hårdt og få anerkender det! Men det bliver bedre…

BH’ens forbandelser

slice grapefruit

Dette er et råb om hjælp!

Hvordan i alverden kommer jeg til at kunne gå i flatterende undertøj igen?

Det her er ikke ligesom – hvad skal der til for at få en bikinikrop, hvortil den nærmeste feminist svarer – tag en bikini på. Det er ikke et spørgsmål om overskudsflæsk og slaskede patter. Slet ikke (selvom jeg er indehaver af dele – så er mit problem meget større).

Det handler om – *trommehvirvel* – at bøjle-BH’en klemmer livet ud af mig lige pludselig. Fra de første 10-15 år af min ungdom at have gået med lortet hver dag – så er jeg ikke længere i stand til at at have dem på. Det er som om, at et år med sports- og ammebh’er øget følsomheden i ryg- og brystregionen.

Jeg har været nødt til at erhverve mig TO Sloggi Zero Feel BH’er til 250 kr. (!) stykket (!!!). Vi taler om polyamid/elasthan stof uden syninger, men med to ‘jødehatte’ som indlæg for ligesom at spice det hele lidt op.

Det er vitterlig det mest behagelige undertøj, jeg har ejet i mit liv, men det er undertøj, som kun passer til t-shirts og rullekraver, fordi selve BH’en går langt op over brystet (måske hvis man har store jader kan man få en kavalergang, men altså tilbage til de slaskede bryster). Det vil sige, at jeg nu ikke kan gå i hverken stropbluser eller noget med en form for udskæring uden, at min Sloggi skinner igennem.

Når jeg engang i mellem tænker, at jeg skal bære noget andet en t-shirts og rullekraver, så formaster jeg mig ned i mine gamle BH’er med lukning, bøjler, blonder og hele muletjavsen. Og for satan altså.

De gnaver, klemmer, strammer og gør opmærksom på sig selv hele fucking dagen.  I gamle dage skulle de lige gås til, men nu er lidt lidt som om, jeg har viklet ståltråd om mig selv hele dagen. Om aftenen kan man så se røde mærker hele vejen rundt og over skuldrene. I dag måtte jeg lave snigeren og tage BH’en af i toget (det er jeg heldigvis ret god til at gøre uden at vække nævneværdig opsigt!).

Jeg har forsøgt at købe nye BH’er, men jeg synes, at det er det samme lort uanset hvad. (Eller ikke uanset hvad – jeg gider ikke bruge formuer på BH’er, som alligevel viser sig at være lort).

SÅ her er det. Mit råb om hjælp. Har I andre prøvet at opbygge overfølsomhed over for almindelige BH’er? Hvilket lidt mere lex-undertøj kan I anbefale? Jeg vil bare gerne have noget på, som ser ok pænt ud og ikke efterlader ar på krop og sjæl. 

På forhånd mange tak, de damer!

Må man dømme andre forældre?

red Wrong Way signage on road

På vej hjem i toget fra en smuttur til Aarhus læste jeg et fremragende indlæg fra Linda på Blogsbjerg.dk, som handlede om at være mor til barn med særlige behov. Hun skriver blandt andet om frygten for at blive dømt som en dårlig forælder, når hun er ude blandt nye mennesker,  og hvor sårende det er, når folk kommer med gode råd til at at tackle et (uvornt) barn som hendes. Hun forklarer, at “Jeg får lyst til at spørge, om ikke de bare kan glæde sig over, at de genetisk set ikke fik Æselkort med til Uno-bordet, i stedet for at være røvhuller overfor dem, der gjorde”.

Udover at være et virkelig skægt billede, så indfanger det helt perfekt følelsen, som man får, når nogen tillader sig at give gode råd til ens opdragelse (også selvom ens barn ikke nødvendigvis skiller sig ud). Det føles bare så tarveligt. Jeg bliver i hvert fald ked af det, også selvom rådene er velmenende. Den erkendelse af hvor sårende det og hvorfor dårlige vaner opstår, har gjort mig ganske betydeligt mindre fordømmende over for andre forældre.

Det er nemlig umuligt at lægge planer for sit barns opdragelse. Man starter med en kødklump, der ikke kan en skid, og når de gradvist lærer nye ting, så er det ikke sikkert, at du liiiige når at lære barnet at sige tak for mad, at spise spinat med glæde og nøjes med at se 14,5 minuts ipad om dagen, fordi du er også sygt træt og udfordret af livet generelt. Det er banalt, men det var en øjenåbner for mig.

MEN selvom jeg netop havde læst det her indlæg, og jeg endda havde bedt min mand læse det, hvorefter vi nikkede anerkendende til hinanden og blev lige enige om, at man selvfølgelig ikke må dømme andre forældre. Så sker det her:

En mor med sine to børn ind i kupeen, hvor vi sidder, og der går vel sådan ca. fem minutter, før jeg alligevel sidder og rådømmer denne mor. Hun har en datter på 6 år og en søn på 4 år. Børnene skændes om, hvem der skal sidde ved vinduet og hvem der skal have ipaden. Moren skælder datteren ud hele tiden og sønnen bliver til gengæld overrislet med kys og kram.  Moren formår ikke en eneste gang at aflede børnene med mor-list og pædagogiske tricks, det er hele tiden løftede pege fingre, hårde ord og stramme greb i armene og hvislen “NU STOPPER DU” – og “DET ER SIDSTE GANG JEG SIGER DET”.

Jeg sagde (selvfølgelig) ikke noget, men jeg sad bare helt kryster-hykleragtig og håbede, at jeg i hvert fald ikke bliver sådan en forælder. Jeg håber ikke, at jeg kommer til at forskelsbehandle og skælde ud hele tiden. Jeg håber, at jeg kommer til at være en meget bedre forældre. Det gør jeg. Gør jeg ikke?

Og det bragte mig tilbage til udgangspunktet. Vi dømmer jo hinanden hele tiden. Vi dømmer, når nogen gør det godt. Vi dømmer når nogen gør det skidt. Vi dømmer, når nogen gør det lige så godt som os selv, men på en anden måde. Vi dømmer hele tiden. Og så er der de domme, som er så vigtige, at vi siger dem videre til de sociale myndigheder. For der er én ting, som er vigtigere end forældrenes stolthed og det er børnenes tarv.

Men vi skal selvfølgelig være tålmodige med hinanden. Vi kommer alle sammen til at være skodforældre fra tid til anden. Sådan en som henter sent, serverer frysepizza, dropper tandbørstningen og råber af sine børn. Men jeg tror, at vi alle sammen gør vores bedste, også selvom det bedste ikke altid er specielt godt. Så det nytter ikke noget at tale til eller om hinanden som om, at man ikke gør sig umage. For det er det mest sårende. At folk tror, at man ikke vil give sine børn det bedste, man har.

Så jeg vil øve mig i både at være mindre defensiv, når folk kommer med tips og tricks. Og jeg vil prøve at spørge mere ind end at fælde dom over for andre forældre, som jeg møder på min vej. Der er formentlig en lang forhistorie, som jeg ikke ved noget om.

Vi gør det fandme, så godt vi kan!

 

 

 

 

 

 

 

10 baby-tips som du (nok) ikke har fået før

baby lying on inflatable ring

Jeg har oplevet, at man gør sig nogle praktiske erfaringer, som jeg ville ønske, at jeg havde vidst tidligere, så her kommer mine bedste baby-tips til den nybagte mor:

1. Uanset hvor mange stofbleer, du har købt – så fordobl antallet. De bliver brugt til alt. Først til at lægge på baby, når du ammer, fordi der er mælk alle vegne, siden hen til underlag ved akutte bleskift og så bliver de til hagesmække og snotklude. De bruges jo også at smide over barnevogn eller babys ansigt for at lukke lidt af for verden, og de kan bruges til sutteklud. Jeg er sågar selv begyndt at bruge dem som hårbånd. Du kan ikke købe for mange!

2. Toppen på din sutteflaske passer til alle sutteflasker. Du behøver altså ikke købe dyre philips sutteflasker i Babysam, bare fordi baby kun vil tage deres top – den der i Netto kan sagtens bruges til den dyre sutte-top.

3. Du kan købe sutter til din sutteflaske med flere huller i, hvilket gør den store baby glad og mæt – hurtigere! Et hul er til den nyfødte. Den større baby kan sagtens håndtere en sutteflaske med fire huller i.

4. Silkedyner er the shit! Vi havde naturligvis indkøbt den traditionelle dundyne til arvingen, men den var bare alt alt for varm og stor i sommervarmen. Vi ville gerne have noget, han kunne putte med – så vi klippede i mormors silkedyne og fik en junior og en babydyne ud af det. Barnet sover ikke med andet i dag. Silkedynen er god både til vinter og sommer – også fylder den mindre.

5. Drop barnevognssnoren – den er håbløs og i vejen. Vi havde fået den sødeste barnevognssnor forærende med hæklede hundefigurer på. Den har kun begrænset værdi for det lille barn, da barnet næsten altid sover, når I går tur – og snoren er altid i vejen. Det store barn vil jo gerne sidde op, så der ryger snoren med sikkerhed. Drop den.  Sammen med de søde afdæmpede sarte farver. Børn vil have grimme ting og stærke farver.

6. Download White Noise Baby Sleep – det er en app, der kan lave melodier/lyde, som bliver et stærkt søvn-signal for dit barn, hvis du bruger det hver dag. Når dit barn på et tidspunkt ikke gider høre på lyden af tog, så kan du skifte til Brahms vuggevise, støvsugeren eller en kvinde der tysser. Det er fedt, at selve skiftet nogle gange hjælper et barn til at sove – plus den kan overdøve nogle af de andre lyde i huset.  Det løser ikke alle søvnproblemer, men lige som sut, mørke og mad bliver det et stærkt signal til søvn, som er meget anvendeligt. (Husk at sætte din telefon på flytilstand og/eller bruge en af de gamle telefoner fra skuffen. Det er så ærgerligt, at der kommer et opkald, når junior sover).

7. Køb kun heldragter til det nyfødte barn med knapper rundt i benene. Nyfødte børn skider mere, end det synes muligt. De skal skiftes hele tiden og døgnet rundt. Det er pisse ligemeget med de søde todelte outfits. På med heldragten! Så er baby varm, og du behøver ikke have mange forskellige tøjdele med, når junior har lort op af ryggen for sjette gang den dag. Det pæne tøj er kun til børn med fast afføring.

8. Du behøver ikke købe dyre plastikposer til din blespand. Du har sikkert, som jeg fået en blespand, som kræver, at du bruger 1500 kr./årligt på plastikposer i underlige holdere. Jeg har selv købt dem, men jeg har undervejs lært , at hvis du bare krænger en almindelig affaldssæk rundt om ringen, så kan beholderen stadig opbevare lortebleer på en fornuftig måde. Køb én omgang mærkelig plastikpose og gem den runde plastikdims posen sidder på – og så behøver du aldrig bruge så mange penge på en plastikpose igen. En anden fordel er, at det er lettere at smide posen ud. De dyreposer bliver til en kæmpe ekstra lorteblespølse på halvanden meter, som kan være noget besværlig at få ned fra fjerde sal.

9. En stor yogabold er alletiders til at få grædende børn til at sove på. Du sætter dig og hopper på den med baby i armene, hvilket vugger barnet med en relativ minimal indsats. Bouncy baby, bouncy baby! Med tiden bliver det dog ret hårdt for din core, men så må du bakse bolden op til en væg. (Jeg kunne ikke selv sidde på bolden før nogle uger efter fødslen, men så kom baby-daddy jo også på banen).

10. Du behøver ikke skifte din babys ble så tit, som du sikkert gør, hvis du lige er taget hjem fra hospitalet med dit barn for første gang. Vi var SÅ begejstret for den der tisse-indikator på liberos bleer. Neeeej, hvor smart! Men det er helt sikkert et trick til at få os til at skifte bleen tiere end nødvendigt. Bleen skal skiftes fluks ved lort, men du behøver først skifte ved tis, før den er blevet lidt tung i det. Ikke bare lidt fugtig på midten. Så hvis det kun er indikatoren, som giver dig nys om, at bleen er våd, så er den ikke våd nok.

Har du flere fif, som burde føjes til listen over brugbare fif, som folk glemmer at give videre?

En græsenkes fortrydelser

Nu har jeg været græsenke i halvandet døgn. Min mand er taget på konference i Guds Eget Land. Det er allerede meget på tide til at gøre status over en græsenkes største fortrydelser:

…. HVORFOR sagde jeg ja til det her?

….HVORFOR købte jeg ikke stort ind på forhånd?

…. HVORFOR har jeg ikke planlagt ind til flere hjemmearbejdsdage?

…. HVORDAN havde jeg forestillet mig, at jeg skulle kunne nå købe gave ind til babyshower på lørdag?

…. HVORFOR arbejdede jeg så sent igår?

…. HVORFOR sover barnet STADIG ikke igennem?

…. HVORFOR har du dog bedt om flere opgave lige i denne her uge?

… HVOR er slikket?

…. HVORFOR i alverden sagde jeg ja til det her?

 

 

Sommerferie, Sydfrankrig og selvmordsbaby

Radiotavsheden er ovre: Jeg er lige kommet hjem fra sommerferie, hvor jeg har været afsted med barnet uden faren fulgte med. Jeg mødtes med mine forældre i deres hus i Sydfrankrig.

Hver gang man siger ”Sommerhus i Sydfrankrig”, får folk nogle associationer om et lille hus i en landsby. Hyggelige skodder for vinduerne, vindrueklaser over terrassen og ægte provence-stemning med lavendelblomster alle steder. Fuglene kvidrer og lykken er total. Måske man også kan komme på stranden?

Huset, vi var i, er i imidlertid bygget af en russer for omtrent 40 år siden, som var gift med min mormor. Han havde ingen byggeteknisk uddannelse, men klarede det med hårdt arbejde og generelle håndværksmæssige evner. Det har resulteret i et hus, som ligger oven på en garage i 2 meters højde. Huset er ved at knække over på midten, temmelig skævt og har først for nyligt fået moderne fornødenheder, såsom rindende vand, elektricitet og et rigtigt toilet (hvor man dog ikke må smide papiret i kummen).

Der er en gårdsplads belagt med skarpe småsten, en stor altan, hvor rækværket har en form, så en 1-årig snildt kan falde igennem. Udover hovedhuset, er der en ”hangar”, som vel mest er et værksted, hvor man kan stille en campingvogn, hvis det skulle blive nødvendigt – og en lille gul ”byg-selv” træhytte.

Huset er placeret på en bjergskråning ud til en ret befærdet vej (der er jo ikke så fandens mange veje at vælge i mellem, når man kører i bjergene). Der er en flod på grunden, en bunker fra en svunden tid og en helveds masse insekter, skorpioner, firben og slanger. Så det er mildt sagt ikke et ideelt sted at holde ferie med små børn.

MEN jeg har brugt hele min barndom dernede. Mine søstre har brugt hele deres barndom. Vi er kommet her hver eneste evige sommer. Det var det, vi gjorde. Kørte tværs gennem Europa for at sidde på et bjerg og læse jumbobøger. Det var helt perfekt, så der skulle min søn selvfølgelig også hen.

Når man så står der med sin egen unge, så kan billedet af det perfekte sted godt smuldre lidt. For det er dælme et farligt sted at have et barn. Der er virkelig mange steder, hvor et barn kan falde et par meter ned, drukne eller det der er værre.

Hubert har da også været ved at slå sig selv ihjel ind til flere gange på vores tur (men vi holdt det til et par buler og et lille brandsår – ups). De fleste 1-årige er jo de vildeste kamikazepiloter, som de vælter ubekymret og hasarderet rundt i verden. Hvad gør et par dødsfælder fra eller til?  Mine forældre må også have brugt ret mange somre på at løbe foroverbøjet rundt og forhindret mine søstre og jeg i at dø. (TAK!)

Nå, men vi har altså brugt en uges tid i dette hus. Jeg skulle passe på Hubert 24/7, men det gør ikke så meget, når man ikke skal lave mad, gøre rent, rydde eller vaske op – og der står to beredvillige bedsteforældre klar til at aflaste i dagstimerne. Det har været en forkælelsestur, for jeg har fået sovet en hel masse, for der er ikke noget internet på vores bjerg, og så kommer man tidligt i seng og heeeeeelt ned i gear. Der var ingen strabadserende planer, der skulle nåes. Kun en masse lækkert mad der skulle spise. Mums!

Om at tabe til biologien og blive en desillusioneret feminist

Før jeg blev mor, havde jeg en lang række dogmer for, hvordan jeg ville være forælder. Det skulle være baseret på total ligestilling mellem mor og far. Jeg fnøs, når jeg læste historier om, at børn kun tærer på deres mors søvn. Når jeg læste, at folk mente at kvinders løngab skyldtes deres egne valg. Og når mænd kun tog 14 dages barsel.

Taberadfærd!

Så fik jeg mit barn. Nu er jeg mere tvivlende. Jeg har sovet flere uger mindre end min mand allerede. Barnet er kun lige rundet 1 år. Uanset hvor progressiv jeg er, så kan jeg ikke vinde over biologien. Amningen tager de første mange måneders ordentlig søvn. Men hvad værre er. Det varer ved.

Selv da jeg startede på arbejde og min mand skulle tage sin del af barslen i 5 måneder (what a hero!), var det mig, der stod op -både om natten og tidligt om morgenen. Hvorfor? Fordi  min krop vågnede før hans. Fordi jeg kunne få baby til at sove langt hurtigere. Fordi jeg havde fundet min måde at gøre det på. Fordi hvis du vil gøre noget ‘rigtigt’, så må du gøre det selv. Og fordi jeg alligevel lå  vågen, når de puslede rundt.

Jeg har det som om, at vi spiller “chicken” – og at jeg taber hver gang. For jeg opdager, at bleen skal skiftes, før min mand gør det. Jeg bemærker, at ungen lugter dårligt bag ørerne eller har lort på tøjet…. før min mand gør det.

Min mand vil naturligvis også vores søn det bedste. Men det går ham ikke på, hvis ungen larmer, lugter eller græder, når vi er ude.  Han går ikke ret meget op i, hvordan ungen fremstår, hvis han ved, at han har det godt. Han er ikke bange for at blive dømt som en dårlig forælder. Har han et sundere selvværd? Hviler han mere i sig selv? Er han bare en dygtigere forælder?

Naaaarh, det vil jeg ikke sige. Jeg vil heller ikke sige tværtimod, men en række forhold betyder, at det er markant lettere at være far:

1. Kravene til fædre er betydeligt lavere. Den halve sejr er bare at møde op og anerkende faderskabet. Mødre bliver testet fra første celle-deling. Drikker de alkohol? Motionerer de nok? Fødte de “rigtigt”? Arbejder de for meget? Og har de valgt at amme? Sover de sammen med barnet?  Lægger de barnet nok på maven? 

Da jeg havde været mor i 24 timer, kom der en dame for at tjekke, om min amme-teknik var i orden. Det er også mig, som får tilsendt links af velmenende familiemedlemmer og venner, om, hvordan man undgår alt fra allergi, motorisk fejludvikling, kvælningsdød og det der er værre.

2. Mødrene tager den størstedel af slæbet i adskillige år (her antager jeg bare, at det stopper en dag, måske tager kvinderne slæbet hele livet?). Hvis baby græd, når vi var ude, så var det jo mig, der fik ham i armene. Mig der vadede rundt og bandede over, at han ikke kunne sove. Jeg har allerede nævnt søvnen, men graviditeten tog også lidt på kræfterne. Min krop er inderligt træt efterhånden.

Og jeg holder stadig styr på alt muligt praktisk lort. Er der bleer? Hvornår barnet skal vaccineres? Hvad med sko og tøj? Det er selvom manden har taget rigtig meget af barselsorloven og er en rigtig god partner og far. Han har utvivlsom også haft det hårdt og knoklet. Han har været helt uvurderlig i processen, men jeg har knoklet mere. Ikke pålagt af ham, men derfor tæller det jo stadig (ik?). Om det er en Johanne-, kvinde- eller mor-ting, ved jeg ikke. Men det er et faktum.

3. Fars opgave de første mange måneder er at passe på mor, så hun kan passe på baby.  Min mands vigtigste opgaver i hjemmet er madlavning, oprydning og indkøb. Virkelig vigtige opgaver, men ikke baby-fikserede opgaver. Det er desuden opgaver, som er kendetegnet ved at være kendte. Han har naturligvis lavet mad, gjort rent og ryddet op i mange år, før vi fik børn. Og det er opgaver, som både kan planlægges og afsluttes. 

Denne type opgaver er alt det modsatte af at være mor; det er nyt,  overvældende, aldrig afsluttet og totalt ude af kontrol. Hvis baby vil have mad, så skal baby have mad NUUUUUUUUU!

Derudover har vi en kulturel kodning, som værdsætter de opgaver, som tilfalder faren mere. Vi synes, at det er imponerende, at man kan gå på arbejde, når den lille sover dårligt (det er i virkeligheden mere imponerende, at du kan være sammen med ungen 24/7 og ikke slå den ihjel).

Jeg har stadig dårlig samvittighed over, at jeg ikke bidrager nok til “fællesskabet”, men mest tager mig af baby og mig selv. Men hvorfor opfatter jeg ikke det som en del af fællesskabet at sikre babys overlevelse? Hvorfor opfatter jeg det som om, at babyen var mit projekt, som jeg har ansvaret for lykkes, og min mand helst ikke skal belastes alt for meget af?

Jeg står tilbage som en desillusioneret feminist. Skuffet over at jeg ikke har været i stand til (eller haft lyst til) at distancere mig fra mit barn, men helst bare vil være sammen med ham hele tiden. Nu forstår  jeg godt, hvorfor mange kvinder vælger at gå på deltid for at være sammen med deres børn. Jeg forstår det vitterlig godt. Jeg kan selv mærke en lyst til at tilrettelægge min karriere efter, hvad der er godt for barnet og ikke for mig selv. Den samme lyst kan jeg ikke spore hos min mand (den er i hvert fald betydeligt mindre!). Jeg kan se, at mor og far har to meget forskellige roller at spille i forhold til barnet – og der er altså ikke helt frit valg, når man får en blanding af helvedshormoner, kulturelkodning og fantastisk forelskelse i barselsgave.

 

 

Så sov for helvede!

Er jeg den eneste, som har været ude og  gå med barnevognen i nat? Som har gået på den hårfine grænse mellem vuggen og rusken ? Hvislet “nu sover du kraftedeme” til det, man elsker højere end noget andet?

Denne her varme er ulidelig – og på sommerdag nogen og halvtreds, vil jeg gerne sige det, som ingen danskere nogensinde må sige: JEG HAR FÅET NOK SOMMER!

De sidste to nætter har været en ekstraordinær hård kamp for at få Hubert til at sove på grund af varmen. Min mand og jeg kigger opgivende på hinanden. Hvornår stopper det? Får vi nogen sinde lov at sove igen? Hvordan overlever vi?

I nat brød jeg mine grænser for, hvad jeg synes er rimeligt at gøre for at få sit barn til at sove: gå tur i barnevognen midt om natten. Jeg har tidligere tænkt, at det var et skråplan af dimensioner. For det kommer jo aldrig til at fungere i virkeligheden – men desperate times call for desperate measures .

Hubert havde grædt, skreget og svedt tran siden kl. 18.30, hvor vi prøvede at lægge ham  i seng første gang. Han har fået mælk, grød, vand og kærlighed i rigelige mængder. Vi forsøgte også at være hårde og lade ham skrige sig selv i søvn. INTET hjalp! Han kunne sove i 5-10 minutter, før han vågnede igen -gennemblødt af sved og tårer.

Så ved midnats tid gik min mand en tur med et fuldstændig hysterisk og dødtræt barn. Der gik ikke ti minutter, før ungen sov. Men hvad gør man så? Nu sover ungen i barnevognen – og vi ved jo godt, at det sekund man prøver at flytte barnet, så bryder helvedet løs igen.

Løsning: Hubert sov i haven – iført intet andet end sin ble og et lagen.

Klokken 1 var jeg ude og gå med vognen iført et håndklæde – alle andre sov jo, så der var ingen grund til at klæde sig på. Så sov Hubert tre timer mere. Klokken 4 kom han tilbage i sin seng (for nu var han faktisk også lidt kold på lårene) og sov til kl. 7.

Shit pomfrit. Det går jo ikke. Kan vi ikke skrue ned for varmen? Jeg holder ikke til det.