Må man dømme andre forældre?

red Wrong Way signage on road

På vej hjem i toget fra en smuttur til Aarhus læste jeg et fremragende indlæg fra Linda på Blogsbjerg.dk, som handlede om at være mor til barn med særlige behov. Hun skriver blandt andet om frygten for at blive dømt som en dårlig forælder, når hun er ude blandt nye mennesker,  og hvor sårende det er, når folk kommer med gode råd til at at tackle et (uvornt) barn som hendes. Hun forklarer, at “Jeg får lyst til at spørge, om ikke de bare kan glæde sig over, at de genetisk set ikke fik Æselkort med til Uno-bordet, i stedet for at være røvhuller overfor dem, der gjorde”.

Udover at være et virkelig skægt billede, så indfanger det helt perfekt følelsen, som man får, når nogen tillader sig at give gode råd til ens opdragelse (også selvom ens barn ikke nødvendigvis skiller sig ud). Det føles bare så tarveligt. Jeg bliver i hvert fald ked af det, også selvom rådene er velmenende. Den erkendelse af hvor sårende det og hvorfor dårlige vaner opstår, har gjort mig ganske betydeligt mindre fordømmende over for andre forældre.

Det er nemlig umuligt at lægge planer for sit barns opdragelse. Man starter med en kødklump, der ikke kan en skid, og når de gradvist lærer nye ting, så er det ikke sikkert, at du liiiige når at lære barnet at sige tak for mad, at spise spinat med glæde og nøjes med at se 14,5 minuts ipad om dagen, fordi du er også sygt træt og udfordret af livet generelt. Det er banalt, men det var en øjenåbner for mig.

MEN selvom jeg netop havde læst det her indlæg, og jeg endda havde bedt min mand læse det, hvorefter vi nikkede anerkendende til hinanden og blev lige enige om, at man selvfølgelig ikke må dømme andre forældre. Så sker det her:

En mor med sine to børn ind i kupeen, hvor vi sidder, og der går vel sådan ca. fem minutter, før jeg alligevel sidder og rådømmer denne mor. Hun har en datter på 6 år og en søn på 4 år. Børnene skændes om, hvem der skal sidde ved vinduet og hvem der skal have ipaden. Moren skælder datteren ud hele tiden og sønnen bliver til gengæld overrislet med kys og kram.  Moren formår ikke en eneste gang at aflede børnene med mor-list og pædagogiske tricks, det er hele tiden løftede pege fingre, hårde ord og stramme greb i armene og hvislen “NU STOPPER DU” – og “DET ER SIDSTE GANG JEG SIGER DET”.

Jeg sagde (selvfølgelig) ikke noget, men jeg sad bare helt kryster-hykleragtig og håbede, at jeg i hvert fald ikke bliver sådan en forælder. Jeg håber ikke, at jeg kommer til at forskelsbehandle og skælde ud hele tiden. Jeg håber, at jeg kommer til at være en meget bedre forældre. Det gør jeg. Gør jeg ikke?

Og det bragte mig tilbage til udgangspunktet. Vi dømmer jo hinanden hele tiden. Vi dømmer, når nogen gør det godt. Vi dømmer når nogen gør det skidt. Vi dømmer, når nogen gør det lige så godt som os selv, men på en anden måde. Vi dømmer hele tiden. Og så er der de domme, som er så vigtige, at vi siger dem videre til de sociale myndigheder. For der er én ting, som er vigtigere end forældrenes stolthed og det er børnenes tarv.

Men vi skal selvfølgelig være tålmodige med hinanden. Vi kommer alle sammen til at være skodforældre fra tid til anden. Sådan en som henter sent, serverer frysepizza, dropper tandbørstningen og råber af sine børn. Men jeg tror, at vi alle sammen gør vores bedste, også selvom det bedste ikke altid er specielt godt. Så det nytter ikke noget at tale til eller om hinanden som om, at man ikke gør sig umage. For det er det mest sårende. At folk tror, at man ikke vil give sine børn det bedste, man har.

Så jeg vil øve mig i både at være mindre defensiv, når folk kommer med tips og tricks. Og jeg vil prøve at spørge mere ind end at fælde dom over for andre forældre, som jeg møder på min vej. Der er formentlig en lang forhistorie, som jeg ikke ved noget om.

Vi gør det fandme, så godt vi kan!

 

 

 

 

 

 

 

10 baby-tips som du (nok) ikke har fået før

baby lying on inflatable ring

Jeg har oplevet, at man gør sig nogle praktiske erfaringer, som jeg ville ønske, at jeg havde vidst tidligere, så her kommer mine bedste baby-tips til den nybagte mor:

1. Uanset hvor mange stofbleer, du har købt – så fordobl antallet. De bliver brugt til alt. Først til at lægge på baby, når du ammer, fordi der er mælk alle vegne, siden hen til underlag ved akutte bleskift og så bliver de til hagesmække og snotklude. De bruges jo også at smide over barnevogn eller babys ansigt for at lukke lidt af for verden, og de kan bruges til sutteklud. Jeg er sågar selv begyndt at bruge dem som hårbånd. Du kan ikke købe for mange!

2. Toppen på din sutteflaske passer til alle sutteflasker. Du behøver altså ikke købe dyre philips sutteflasker i Babysam, bare fordi baby kun vil tage deres top – den der i Netto kan sagtens bruges til den dyre sutte-top.

3. Du kan købe sutter til din sutteflaske med flere huller i, hvilket gør den store baby glad og mæt – hurtigere! Et hul er til den nyfødte. Den større baby kan sagtens håndtere en sutteflaske med fire huller i.

4. Silkedyner er the shit! Vi havde naturligvis indkøbt den traditionelle dundyne til arvingen, men den var bare alt alt for varm og stor i sommervarmen. Vi ville gerne have noget, han kunne putte med – så vi klippede i mormors silkedyne og fik en junior og en babydyne ud af det. Barnet sover ikke med andet i dag. Silkedynen er god både til vinter og sommer – også fylder den mindre.

5. Drop barnevognssnoren – den er håbløs og i vejen. Vi havde fået den sødeste barnevognssnor forærende med hæklede hundefigurer på. Den har kun begrænset værdi for det lille barn, da barnet næsten altid sover, når I går tur – og snoren er altid i vejen. Det store barn vil jo gerne sidde op, så der ryger snoren med sikkerhed. Drop den.  Sammen med de søde afdæmpede sarte farver. Børn vil have grimme ting og stærke farver.

6. Download White Noise Baby Sleep – det er en app, der kan lave melodier/lyde, som bliver et stærkt søvn-signal for dit barn, hvis du bruger det hver dag. Når dit barn på et tidspunkt ikke gider høre på lyden af tog, så kan du skifte til Brahms vuggevise, støvsugeren eller en kvinde der tysser. Det er fedt, at selve skiftet nogle gange hjælper et barn til at sove – plus den kan overdøve nogle af de andre lyde i huset.  Det løser ikke alle søvnproblemer, men lige som sut, mørke og mad bliver det et stærkt signal til søvn, som er meget anvendeligt. (Husk at sætte din telefon på flytilstand og/eller bruge en af de gamle telefoner fra skuffen. Det er så ærgerligt, at der kommer et opkald, når junior sover).

7. Køb kun heldragter til det nyfødte barn med knapper rundt i benene. Nyfødte børn skider mere, end det synes muligt. De skal skiftes hele tiden og døgnet rundt. Det er pisse ligemeget med de søde todelte outfits. På med heldragten! Så er baby varm, og du behøver ikke have mange forskellige tøjdele med, når junior har lort op af ryggen for sjette gang den dag. Det pæne tøj er kun til børn med fast afføring.

8. Du behøver ikke købe dyre plastikposer til din blespand. Du har sikkert, som jeg fået en blespand, som kræver, at du bruger 1500 kr./årligt på plastikposer i underlige holdere. Jeg har selv købt dem, men jeg har undervejs lært , at hvis du bare krænger en almindelig affaldssæk rundt om ringen, så kan beholderen stadig opbevare lortebleer på en fornuftig måde. Køb én omgang mærkelig plastikpose og gem den runde plastikdims posen sidder på – og så behøver du aldrig bruge så mange penge på en plastikpose igen. En anden fordel er, at det er lettere at smide posen ud. De dyreposer bliver til en kæmpe ekstra lorteblespølse på halvanden meter, som kan være noget besværlig at få ned fra fjerde sal.

9. En stor yogabold er alletiders til at få grædende børn til at sove på. Du sætter dig og hopper på den med baby i armene, hvilket vugger barnet med en relativ minimal indsats. Bouncy baby, bouncy baby! Med tiden bliver det dog ret hårdt for din core, men så må du bakse bolden op til en væg. (Jeg kunne ikke selv sidde på bolden før nogle uger efter fødslen, men så kom baby-daddy jo også på banen).

10. Du behøver ikke skifte din babys ble så tit, som du sikkert gør, hvis du lige er taget hjem fra hospitalet med dit barn for første gang. Vi var SÅ begejstret for den der tisse-indikator på liberos bleer. Neeeej, hvor smart! Men det er helt sikkert et trick til at få os til at skifte bleen tiere end nødvendigt. Bleen skal skiftes fluks ved lort, men du behøver først skifte ved tis, før den er blevet lidt tung i det. Ikke bare lidt fugtig på midten. Så hvis det kun er indikatoren, som giver dig nys om, at bleen er våd, så er den ikke våd nok.

Har du flere fif, som burde føjes til listen over brugbare fif, som folk glemmer at give videre?

En græsenkes fortrydelser

Nu har jeg været græsenke i halvandet døgn. Min mand er taget på konference i Guds Eget Land. Det er allerede meget på tide til at gøre status over en græsenkes største fortrydelser:

…. HVORFOR sagde jeg ja til det her?

….HVORFOR købte jeg ikke stort ind på forhånd?

…. HVORFOR har jeg ikke planlagt ind til flere hjemmearbejdsdage?

…. HVORDAN havde jeg forestillet mig, at jeg skulle kunne nå købe gave ind til babyshower på lørdag?

…. HVORFOR arbejdede jeg så sent igår?

…. HVORFOR sover barnet STADIG ikke igennem?

…. HVORFOR har du dog bedt om flere opgave lige i denne her uge?

… HVOR er slikket?

…. HVORFOR i alverden sagde jeg ja til det her?

 

 

Sommerferie, Sydfrankrig og selvmordsbaby

Radiotavsheden er ovre: Jeg er lige kommet hjem fra sommerferie, hvor jeg har været afsted med barnet uden faren fulgte med. Jeg mødtes med mine forældre i deres hus i Sydfrankrig.

Hver gang man siger ”Sommerhus i Sydfrankrig”, får folk nogle associationer om et lille hus i en landsby. Hyggelige skodder for vinduerne, vindrueklaser over terrassen og ægte provence-stemning med lavendelblomster alle steder. Fuglene kvidrer og lykken er total. Måske man også kan komme på stranden?

Huset, vi var i, er i imidlertid bygget af en russer for omtrent 40 år siden, som var gift med min mormor. Han havde ingen byggeteknisk uddannelse, men klarede det med hårdt arbejde og generelle håndværksmæssige evner. Det har resulteret i et hus, som ligger oven på en garage i 2 meters højde. Huset er ved at knække over på midten, temmelig skævt og har først for nyligt fået moderne fornødenheder, såsom rindende vand, elektricitet og et rigtigt toilet (hvor man dog ikke må smide papiret i kummen).

Der er en gårdsplads belagt med skarpe småsten, en stor altan, hvor rækværket har en form, så en 1-årig snildt kan falde igennem. Udover hovedhuset, er der en ”hangar”, som vel mest er et værksted, hvor man kan stille en campingvogn, hvis det skulle blive nødvendigt – og en lille gul ”byg-selv” træhytte.

Huset er placeret på en bjergskråning ud til en ret befærdet vej (der er jo ikke så fandens mange veje at vælge i mellem, når man kører i bjergene). Der er en flod på grunden, en bunker fra en svunden tid og en helveds masse insekter, skorpioner, firben og slanger. Så det er mildt sagt ikke et ideelt sted at holde ferie med små børn.

MEN jeg har brugt hele min barndom dernede. Mine søstre har brugt hele deres barndom. Vi er kommet her hver eneste evige sommer. Det var det, vi gjorde. Kørte tværs gennem Europa for at sidde på et bjerg og læse jumbobøger. Det var helt perfekt, så der skulle min søn selvfølgelig også hen.

Når man så står der med sin egen unge, så kan billedet af det perfekte sted godt smuldre lidt. For det er dælme et farligt sted at have et barn. Der er virkelig mange steder, hvor et barn kan falde et par meter ned, drukne eller det der er værre.

Hubert har da også været ved at slå sig selv ihjel ind til flere gange på vores tur (men vi holdt det til et par buler og et lille brandsår – ups). De fleste 1-årige er jo de vildeste kamikazepiloter, som de vælter ubekymret og hasarderet rundt i verden. Hvad gør et par dødsfælder fra eller til?  Mine forældre må også have brugt ret mange somre på at løbe foroverbøjet rundt og forhindret mine søstre og jeg i at dø. (TAK!)

Nå, men vi har altså brugt en uges tid i dette hus. Jeg skulle passe på Hubert 24/7, men det gør ikke så meget, når man ikke skal lave mad, gøre rent, rydde eller vaske op – og der står to beredvillige bedsteforældre klar til at aflaste i dagstimerne. Det har været en forkælelsestur, for jeg har fået sovet en hel masse, for der er ikke noget internet på vores bjerg, og så kommer man tidligt i seng og heeeeeelt ned i gear. Der var ingen strabadserende planer, der skulle nåes. Kun en masse lækkert mad der skulle spise. Mums!

Om at tabe til biologien og blive en desillusioneret feminist

Før jeg blev mor, havde jeg en lang række dogmer for, hvordan jeg ville være forælder. Det skulle være baseret på total ligestilling mellem mor og far. Jeg fnøs, når jeg læste historier om, at børn kun tærer på deres mors søvn. Når jeg læste, at folk mente at kvinders løngab skyldtes deres egne valg. Og når mænd kun tog 14 dages barsel.

Taberadfærd!

Så fik jeg mit barn. Nu er jeg mere tvivlende. Jeg har sovet flere uger mindre end min mand allerede. Barnet er kun lige rundet 1 år. Uanset hvor progressiv jeg er, så kan jeg ikke vinde over biologien. Amningen tager de første mange måneders ordentlig søvn. Men hvad værre er. Det varer ved.

Selv da jeg startede på arbejde og min mand skulle tage sin del af barslen i 5 måneder (what a hero!), var det mig, der stod op -både om natten og tidligt om morgenen. Hvorfor? Fordi  min krop vågnede før hans. Fordi jeg kunne få baby til at sove langt hurtigere. Fordi jeg havde fundet min måde at gøre det på. Fordi hvis du vil gøre noget ‘rigtigt’, så må du gøre det selv. Og fordi jeg alligevel lå  vågen, når de puslede rundt.

Jeg har det som om, at vi spiller “chicken” – og at jeg taber hver gang. For jeg opdager, at bleen skal skiftes, før min mand gør det. Jeg bemærker, at ungen lugter dårligt bag ørerne eller har lort på tøjet…. før min mand gør det.

Min mand vil naturligvis også vores søn det bedste. Men det går ham ikke på, hvis ungen larmer, lugter eller græder, når vi er ude.  Han går ikke ret meget op i, hvordan ungen fremstår, hvis han ved, at han har det godt. Han er ikke bange for at blive dømt som en dårlig forælder. Har han et sundere selvværd? Hviler han mere i sig selv? Er han bare en dygtigere forælder?

Naaaarh, det vil jeg ikke sige. Jeg vil heller ikke sige tværtimod, men en række forhold betyder, at det er markant lettere at være far:

1. Kravene til fædre er betydeligt lavere. Den halve sejr er bare at møde op og anerkende faderskabet. Mødre bliver testet fra første celle-deling. Drikker de alkohol? Motionerer de nok? Fødte de “rigtigt”? Arbejder de for meget? Og har de valgt at amme? Sover de sammen med barnet?  Lægger de barnet nok på maven? 

Da jeg havde været mor i 24 timer, kom der en dame for at tjekke, om min amme-teknik var i orden. Det er også mig, som får tilsendt links af velmenende familiemedlemmer og venner, om, hvordan man undgår alt fra allergi, motorisk fejludvikling, kvælningsdød og det der er værre.

2. Mødrene tager den størstedel af slæbet i adskillige år (her antager jeg bare, at det stopper en dag, måske tager kvinderne slæbet hele livet?). Hvis baby græd, når vi var ude, så var det jo mig, der fik ham i armene. Mig der vadede rundt og bandede over, at han ikke kunne sove. Jeg har allerede nævnt søvnen, men graviditeten tog også lidt på kræfterne. Min krop er inderligt træt efterhånden.

Og jeg holder stadig styr på alt muligt praktisk lort. Er der bleer? Hvornår barnet skal vaccineres? Hvad med sko og tøj? Det er selvom manden har taget rigtig meget af barselsorloven og er en rigtig god partner og far. Han har utvivlsom også haft det hårdt og knoklet. Han har været helt uvurderlig i processen, men jeg har knoklet mere. Ikke pålagt af ham, men derfor tæller det jo stadig (ik?). Om det er en Johanne-, kvinde- eller mor-ting, ved jeg ikke. Men det er et faktum.

3. Fars opgave de første mange måneder er at passe på mor, så hun kan passe på baby.  Min mands vigtigste opgaver i hjemmet er madlavning, oprydning og indkøb. Virkelig vigtige opgaver, men ikke baby-fikserede opgaver. Det er desuden opgaver, som er kendetegnet ved at være kendte. Han har naturligvis lavet mad, gjort rent og ryddet op i mange år, før vi fik børn. Og det er opgaver, som både kan planlægges og afsluttes. 

Denne type opgaver er alt det modsatte af at være mor; det er nyt,  overvældende, aldrig afsluttet og totalt ude af kontrol. Hvis baby vil have mad, så skal baby have mad NUUUUUUUUU!

Derudover har vi en kulturel kodning, som værdsætter de opgaver, som tilfalder faren mere. Vi synes, at det er imponerende, at man kan gå på arbejde, når den lille sover dårligt (det er i virkeligheden mere imponerende, at du kan være sammen med ungen 24/7 og ikke slå den ihjel).

Jeg har stadig dårlig samvittighed over, at jeg ikke bidrager nok til “fællesskabet”, men mest tager mig af baby og mig selv. Men hvorfor opfatter jeg ikke det som en del af fællesskabet at sikre babys overlevelse? Hvorfor opfatter jeg det som om, at babyen var mit projekt, som jeg har ansvaret for lykkes, og min mand helst ikke skal belastes alt for meget af?

Jeg står tilbage som en desillusioneret feminist. Skuffet over at jeg ikke har været i stand til (eller haft lyst til) at distancere mig fra mit barn, men helst bare vil være sammen med ham hele tiden. Nu forstår  jeg godt, hvorfor mange kvinder vælger at gå på deltid for at være sammen med deres børn. Jeg forstår det vitterlig godt. Jeg kan selv mærke en lyst til at tilrettelægge min karriere efter, hvad der er godt for barnet og ikke for mig selv. Den samme lyst kan jeg ikke spore hos min mand (den er i hvert fald betydeligt mindre!). Jeg kan se, at mor og far har to meget forskellige roller at spille i forhold til barnet – og der er altså ikke helt frit valg, når man får en blanding af helvedshormoner, kulturelkodning og fantastisk forelskelse i barselsgave.

 

 

Så sov for helvede!

Er jeg den eneste, som har været ude og  gå med barnevognen i nat? Som har gået på den hårfine grænse mellem vuggen og rusken ? Hvislet “nu sover du kraftedeme” til det, man elsker højere end noget andet?

Denne her varme er ulidelig – og på sommerdag nogen og halvtreds, vil jeg gerne sige det, som ingen danskere nogensinde må sige: JEG HAR FÅET NOK SOMMER!

De sidste to nætter har været en ekstraordinær hård kamp for at få Hubert til at sove på grund af varmen. Min mand og jeg kigger opgivende på hinanden. Hvornår stopper det? Får vi nogen sinde lov at sove igen? Hvordan overlever vi?

I nat brød jeg mine grænser for, hvad jeg synes er rimeligt at gøre for at få sit barn til at sove: gå tur i barnevognen midt om natten. Jeg har tidligere tænkt, at det var et skråplan af dimensioner. For det kommer jo aldrig til at fungere i virkeligheden – men desperate times call for desperate measures .

Hubert havde grædt, skreget og svedt tran siden kl. 18.30, hvor vi prøvede at lægge ham  i seng første gang. Han har fået mælk, grød, vand og kærlighed i rigelige mængder. Vi forsøgte også at være hårde og lade ham skrige sig selv i søvn. INTET hjalp! Han kunne sove i 5-10 minutter, før han vågnede igen -gennemblødt af sved og tårer.

Så ved midnats tid gik min mand en tur med et fuldstændig hysterisk og dødtræt barn. Der gik ikke ti minutter, før ungen sov. Men hvad gør man så? Nu sover ungen i barnevognen – og vi ved jo godt, at det sekund man prøver at flytte barnet, så bryder helvedet løs igen.

Løsning: Hubert sov i haven – iført intet andet end sin ble og et lagen.

Klokken 1 var jeg ude og gå med vognen iført et håndklæde – alle andre sov jo, så der var ingen grund til at klæde sig på. Så sov Hubert tre timer mere. Klokken 4 kom han tilbage i sin seng (for nu var han faktisk også lidt kold på lårene) og sov til kl. 7.

Shit pomfrit. Det går jo ikke. Kan vi ikke skrue ned for varmen? Jeg holder ikke til det.

Min første FØDSELS-dag

I dag er det et år siden, at jeg fødte min søn. Det var en stor oplevelse, og på mange måder er denne fødselsdag mere meningsfuld for mig end min egen. Altså det føles mere som om, at jeg har præsteret noget – et nyt liv altså. Det er jo ikke så lidt. Det er min første “giving-birth-day”.

Min fødsel startede kl. 6 om morgenen den 22. juli 2017, hvor veerne stille og roligt satte ind. Ikke noget dramatisk, men nok til at jeg tænkte – det bliver sgu i dag, han kommer. Det blev det ikke.

Jeg havde veer fra kl. 6 om morgenen til kl. 4.06 næste morgen. Så 22 timer. Men det var ikke så galt, som det lyder. Det var først fra ca. kl. 18, at vi var nødt til at slukke for lyden på tv’et, når hvert ve kom.

Jeg kan huske, at vi så noget om hajer – og at jeg råbte af min mand – “SÅ TÆL FOR HELVEDET”. Han talte veernes varighed og pauserne i mellem dem. En rigtig guttermand. Jeg ved ikke, hvorfor det var så vigtigt, at de alle sammen blev talt. Det føltes mere som om, at nu var der i hvert fald ét ve mindre, der skulle overkommes.

Ved midnat kørte vi mod hospitalet. Det gjorde seriøst ondt, og der var fire minutter mellem veerne. Jeg slæbte mig selv gennem Hvidovre Hospitals umenneskelige lange gange med skraldespande og stole, der var skruet fast til gulvet. Hvilket var noget besværligt, da jeg var nødt til at kaste op flere gange undervejs. Shit mand. Spaghetti Carbonara ligner desværre ret meget sig selv, når det kommer op igen. Min mand gik bekymret ved siden af mig, han havde al oppakning med. Jeg ved ikke, hvad vi havde forestillet os.

I hvert fald ikke, at en sur gammel dame efter at have haft fingrene op i mig (og havde skældt mig ud over ikke at ville undersøges under en ve), sagde “du er kun 2 cm udvidet – du skal hjem igen”. Jeg fik en “cocktail” med hjem – bestående af, hvad jeg formoder var panodiler og kalk-piller.  Jeg skulle “få noget søvn”. Ha!

Jeg fik overhovedet ikke sovet. Til gengæld fik jeg kravlet rundt på gulvet i smerte og op i møblerne for at skrige ind i væggen.  Min mand sagde, at jeg skulle sove. Han var desperat. Jordemoderen sagde, at vi skulle sove og der løb jeg rundt som et såret dyr og råbte. Kl. var 01.30

Jeg sad på toilettet og følte en umanerlig lyst til at presse. Nu vidste jeg, at vi skulle videre. Min mand så ret utryg ud. Jeg ville have min mor. Han ringede. Vi kørte afsted igen. Eller rettere. Jeg fik manøvreret mig sig selv og mit 18 kg. tungere korpus ned på parkeringspladsen igen fra tredjesal. Jeg råbte min mands navn ud over den ellers dødstille by. Han kunne ikke høre mig. Han var i gang med at finde vores vandrejournal. Jeg brølede ud af vinduet, da vi endelig kørte afsted, mens natteluften ramte mig i ansigtet. Min mand fik lov at køre for første gang uden, at jeg kom med dumsmarte og velmenende kommentarer undervejs.

Kl. 02 var vi tilbage i modtagelsen. Vi havde lært af fejlen og tog den kørestol vi havde efterladt ved parkeringskælderen, som vi havde fået efter første undersøgelse. Vi kom meget hurtigere igennem de lange gange anden gang (selvom min mand dog kom til at køre os en etage for langt op med elevatoren – jeg kunne have slået ham ihjel). Vi havde også droppet bagagen.

Denne gang tog en yngre kvinde i mod mig. Hun undersøgte mig hurtigt. “Du er 9,5 cm. udvidet. Du skal føde nu. Hop over på den stol. Så kører vi dig hurtigt ned på fødestuen”. Jeg nåede frem. Rejste mig op. Vandet gik. SPLASK. Som havde jeg tømt en spand fra mit underliv. Jeg kiggede rundt for at finde en ansvarlig og spurgte ængstelig “HVAD GØR JEG NU?!?!?”. Nogen fik svaret mig; “Du skal føde et barn”. Endelig var vi enige om processen.

Jeg kunne mærke roen sænke sig. Der var nogle andre, som var ansvarlige nu. Jeg skulle bare gøre, hvad der blev sagt. Min mor kom også. Selvom nogle kiggede alvorligt på mig og sagde, at de var nødt til at monitorere mit barns hjertelyd, fordi hans hjerte slog meget hurtigt, var jeg ikke bekymret. Ikke den mindste smule. De sagde det var ren rutine. Og jeg stillede ikke spørgsmålstegn ved det. Der kom en hel masse mennesker ind og ud af stuen. Jeg var helt og aldeles ligeglad. Jeg havde ingen forfængelighed.

Men fik dog undskyldt, at jeg kom til at råbe. Min jordemoder sagde, at jeg i stedet skulle bruge energien på at presse. Det gjorde jeg. Jeg var “in the zone”. Jeg fik ve-hæmmende et-eller-andet. Jeg blev bedt om at trække vejret helt ned i maven.  Det havde jeg ikke gjort i et halvt år, så det kunne jeg simpelthen ikke.

Jeg brugte den særlige vejrtrækningsteknik fra Smertefri Fødsel med en masse korte overfladiske vejrtrækninger for at håndtere smerten. Med begrænset held syntes jeg. Jeg fik heller ikke ilt nok. Jeg fik en ilt-maske. Det var godt. Så havde jeg noget nyt at gå op i. Jeg kunne ikke mærke veerne på samme måde som før pga. medicinen. De var ikke så overvældende og hyppige længere. Alle kiggede på en tavle, som viste hvornår næste ve kom. Men jeg kunne ikke se den. “MOR, HVAD STÅR DET?”. “4-2-6-8” svarede min mor, som om det gav nogen mening.

Det gik virkelig stærkt lidt over fire kom hovedet ud – og inden vi nåede til det næste ve, væltede han bare ud. En lille bristning – men meget effektivt. Ikke noget at tale om.

Prust. Støn. Alt endte godt. Min 4,5 kg.  store dreng kom ud.

Tænk at der allerede er gået et år.

 

 

Hund og barn i mellem – om det svære ved at få barn, når man i forvejen har hund

I dag løb min hund hjemmefra.

Min hund hedder Nova og er en dansk svensk gårdhund på snart 10 år. Hun er en puttehund, som elsker at ligge tæt under dynen. Vi plejede at gå til agility og gå lange ture på stranden. Vi var meget tætte. Hun er en akavet hund, der f.eks. bare står og ser lidende ud, når fremmede vil klappe hende, selvom hun bare kunne gå. Hun kan ikke lide støvsugeren, går meget i vejen, og hun kan ikke holde ud, hvis man hæver stemmen og skælder ud.

Da vi fik barn, var jeg meget bekymret for, hvordan vi skulle blive en ny familie. Jeg ville gerne have Nova med, så hun fik lov til fortsat at sove i sengen og måtte også gerne slikke på Hubert og snuse til ham, da han kom hjem til os. Hun gøede, når han græd og gik trofast ved siden af barnevognen. Hun lærte sågar at sidde under den, når vi skulle købe ind.

Det gik godt lige indtil, at Hubert begyndte at røre på sig. Vi er nødt til at have baby-gitter for trappen og lukke dørene rundt omkring. Nova vil være i samme rum som os, men helst uden Hubert. Vi er nødt til at lukke af indtil køkkenet, hvor hendes vandskål står, da Hubert ellers kravler med lynets hast hen for at vælte den. Det er langt fra optimalt.

Nu ligger Nova mest under sofaen og er mildest talt skuffet over situationen. Hun knurrer og snapper, når Hubert kravler hen og lægger sit tykke ansigt på gulvet for at se til hende og stikker de små fedtede fingre hen for at sige hej. Han flår puderne væk, som jeg har sat op, så hun kan få noget ro. Jeg skal være over dem hele tiden.

Det har ikke engang hjulpet, at Hubert gladeligt deler sin mad med Nova. Han både kaster det til hende og tager gerne en bid, efter hun har fået sin. Hun er forsigtig, når hun spiser ud af hans hånd. Hun har aldrig bidt. Men det gør man jo heller ikke mod hånden, der fodrer en, vel?

Jeg er i syv sind. Jeg kan ikke stole på hende. Hun er træt af Hubert, som kun en storesøster kan være det. Hun har oplevet et fald fra tinderne. Vi siger ikke hej til hende først, når vi kommer hjem eller putter på samme måde før. Det kan vi ikke. Vi går stadig lange ture og mange af dem hver dag. Også på stranden. Hun  bliver ikke forsømt, men hun opfører sig som om, det er tilfældet. 

Jeg måtte stoppe til agility. Jeg havde simpelthen ikke overskuddet til det eller lyst til at tage flere timer væk fra mit barn. Mine følelser for Nova er blevet meget komplicerede. Før var hun min elskede hunde-baby (uden jeg dog nogensinde har kaldt hende det eller omtalt mig selv som ‘mor’). Nu er hun bare pisseirriterende, og jeg sender hende tit i ‘aflastning’ hos mine forældre.

Idag løb hun så hjemmefra. Hun har flere gange, siden Hubert blev født, nægtet at komme med hjem fra tur eller med hjem fra mine forældre. På den måde er hun ret tydelig omkring, at hun er mindst lige så træt af situationen, som jeg er. Men hun har ikke før løbet decideret hjemmefra – sådan svusj ud af døren i fuld fart uden at se sig tilbage. 

Jeg ville ønske, at jeg kunne skrive en guide – tre trin til et godt forhold mellem hund og barn. Men jeg kender ikke de trin. Jeg synes, jeg har forsøgt at tage dem alle, jeg kunne finde, men de virker ikke. Nova vil være enebarn.  Alt det sjove ved at have hund er væk. Hun er en belastning. Ikke fordi hun skal have mad og luftes – og ind i mellem til dyrlægen. Men fordi hun truer mit barn og er ked af at være hos os.

Hun er ked af det, fordi jeg nogen gange er flippet helt ud, fordi hun vækkede mig om natten -efter at jeg havde været oppe og amme 4-5 gange. Hun ville bare gerne ind under dynen – kunne jeg lige løfte den op? Hun kravlede på et tidspunkt ind under vores nye seng, som er så lav, at hun ikke kan komme ud igen. Det går for det første ikke stille af sig, når en overvægtig gårdhund skal kravle gennem et hul, der er 15 cm. højt. Og da jeg også var nødt til at løfte en dobbeltseng kl. 3 om natten – dødtræt og mere hidsig end nogensinde før, eksploderede jeg. Nova kan ikke klare den skældud, som det medfølger, når jeg er træt helt ind til knoglerne og bare gerne vil sove.  Åh gud – hvor har jeg været hidsig på hende – og derfor tror jeg, at hun resigneret og i stedet går efter flugten.

Vi fandt heldigvis Nova igen efter et par timers jagt. Men det var med blandede følelser. Lige nu kan jeg kun krydse fingre for, at hun og Hubert en dag bliver gode venner, så vi kan få vores glade hund tilbage. 

Gode råd modtages meget gerne. 

Barnets allerførste sygedag

For et par dage siden blev jeg ringet hjem af vuggestuen, fordi  barnet havde feber. Ikke helt vildt med 38,5 grader celcius. Jeg løb afsted mod toget. Dels fordi jeg arbejder relativt langt væk fra vuggestuen, så det tager en times tid at komme frem – men også fordi han faktisk aldrig har været syg før. Som i aldrig nogensinde. Det var hans allerførste sygedag.

Han har prøvet at have feber i et par timer efter en vaccination, men det kan dårligt betegnes som sygdom. Ellers har han faktisk det første års tid af sit liv været helt og aldeles rask. Sygt irriterende ind i mellem, men aldrig syg.

Så afsti-afsted mod s-toget. Jeg kom svedende ind af døren og ledte febrilsk efter ungen. Jeg fandt ham i armene på en pædagog. Han var sløv, men ikke døden nær. Heldigvis. Jeg spurgte mig frem – hvordan plejer man at gøre det her? Altså med et sygt barn?

Pædagogerne svarede, at vi lige måtte se tiden an, men at han nok skulle blive hjemme i hvert fald en dag mere, selvom han måske var feberfri næste morgen. Det gjorde vi så. Faren blev hjemme under lavmælte protester – særligt fordi barnet ikke virkede synderligt syg. Altså jo en lille smule, fordi han ikke ville spise noget – men der var gang i ham som sædvanligt.

Vi forsøgte at give ham boller i karry til aftensmad, smoothies og bananer og alt muligt lækkert vi kunne komme i tanke om. Han spiste sin jordbær-smoothie (de små tuber – ikke noget hjemmelavet) og blev lagt i seng.

Der gik en times tid. Så kastede han op første gang. Udover hele sengen. Vi flåede sengetøjet af, vaskede ham og gav ham lidt modermælkserstatning og så i seng igen. Der gik ikke ret lang tid, før han kastede al mælken op igen. Anden sæt sengetøj blev lagt på. Der gik nogle timer, efter vi var faldet i søvn. Så kom den underlige baby-opkast lyd, som mest af alt lyder som om han hælder vand ud af munden. Der er slet ikke den der rallen, som hos voksne. Tredje sæt sengetøj. Nu var det lidt kritisk. Vi havde ikke rigtig mere sengetøj og han ville ikke sove. Jeg sad med ham i armene i en lænestol og håbede på, at han ville falde i søvn her.

Det ville han ikke. Men han kastede op igen. Denne gang var jeg forberedt, så jeg vendte ham, så han kun ramte gulvet (og mig). Smurt ind i mavesyre tørrede jeg ham af igen og lagde ham i sengen. Endelig faldt han i søvn. Kl var blevet 3.

Kl. 5 vågnede han igen. Jeg bad manden om at tage ham. Jeg var uendelig træt. Kl. 6 byttede vi. Jeg besluttede at pakke hund og baby i bilen og for at køre på stranden. Det var jo en meget god tur sådan en dejlig solskinsmorgen, tænkte jeg. Vi havde kun kørt i fem minutter. Så kom den velkendte baby-opkast lyd igen. Nu var autostol, baby og bil smurt ind i mavesyre, som mest bestod af modermælkserstatning. Suk.

Ind på nærmeste parkeringsplads og flå baby ud af tøjet. Han kravlede nøgen rundt på parkeringspladsen (en anelse uansvarligt, ja), mens jeg forsøgte finde en løsning på den manglende tøjsituation. Jeg fik pakket ham ind i en stofble, som stadig var ok tør.  Det er altid mørkest lige før daggry, right? Og jeg trængte altså til en the-bolle og en mathilde-kakao.  Så selvom baby ikke havde tøj på og bilen lugtede surt, så fortsatte jeg morgenturs-projektet.

Det lykkedes. Jeg fandt en bager og fik bakset barnet op i en klapvogn og pakket ham ind i dyner, efter jeg havde tørret ham af med de få vådservietter, jeg havde liggende. Det var faktisk rigtig hyggeligt at gå der og kigge på hunden bade, mens vi spiste the-boller og jeg overvejede, hvordan man får sit barn til at blive rask – og hvordan man får ham passet, når man ikke har flere sygedage tilbage.

Jeg må til at lære fiksfakserierne til, når hverdagen rammer for alvor og der ikke er sommersløvhed på kontoret, som gør at en hjemmearbejdsdag med barn nok går an.

Alle småbørnsforældre taler om det. Livet når barnet starter i institution og bliver syg hvert andet øjeblik. Jeg havde bare sådan håbet, at institutionsstart i sommerferien ville betyde færre børn, færre bakterier og mindre sygdom. Men nu har vi prøvet det. Barnets allerførste sygedag.

Overlev Folkemødet med en baby

Jeg er lige kommet hjem fra en dejlig (men hård) tur til Bornholm med hele den pukkelryggede og min baby – som vel snart ikke er en baby længere. Hubert rammer lige straks 11 måneder, og han kravler hurtigere end Lucky Luke kan skyde. Han elsker sin frihed og accepterer kun momental fastspænding i bil, barnevogn etc. Det har betydet, at en tur til folkemødet blev noget mere udfordrende, end jeg havde forudset.

Hvis du tænker – hold da op, det lyder spændende. Folkemøde 2019 her kommer jeg, så vil jeg bare give dig tre råd med på vejen:

1. Tag barnevognen med

Du skal være afsted hele dagen. Derfor skal barnets vogn være velegnet til leg, søvn og skifteplads. Det er i øvrigt en fordel, hvis barnet kan rejse sig lidt op ind i mellem og se forældrene (fordi guderne skal vide, at der er meget kaos og tryghed er godt).

Så selvom barnevognen er mere bøvlet, så bliver du glad for en mere rummelig og praktisk vogn. Tag den nu bare med.

2. Pak et tæppe

Ja, ja – jeg ved det godt. Du har i forvejen rigeligt med lort med, men altså et tæppe, som du kan slå ud, hvor du finder lidt plads er guld værd. Fordi – kan jeg afsløre – selvom du har taget den rummelige vogn med, som baby kan rejse sig op, så er det alligevel ikke det samme, som at få lov at klatre rundt selv.

Har du også en frihedselskende baby, så vil du opleve, at barnet vil stikke i et hyl, hvis det ikke får lov at kravle i en times tid ca. hver 2-3. time. Så jeg vil nok sige, at man kan have et interval, der hedder 1 times søvn, 1 times leg på gulv, 1 times fjol i vogn. Plus/minus barnets rytme i øvrigt.

Tæppet giver mulighed for at lave legeplads, hvor som helst. Det signalerer, at du har slået lejr og gør andre opmærksom på, at I sidder på jorden. PRAKTISK! Jeg kan anbefale bagerst i Gæstgiveren, som et rigtig godt babysted. Du kan se scenen nogenlunde. Mange kendte holder til bag hækken sammen med dig, og der er sjældent andre (almindelige) mennesker her. Så din baby kan fjolle rundt, og du kan høre, hvad der nu lige bliver diskuteret, når du er der. Jeg hørte fx en lang debat om at bygge flere huler.

3. Husk madpakken

Det her kan lyde helt basalt, men mad er afgørende. Til et barn der spiser mere rigtig mad end det drikker mælk havde jeg held med følgende madpakke:

  • Bananer (til at snaske rundt med)
  • Gnaveboller (eller bare theboller, hvis du gerne vil have, at de bliver spist)
  • Smoothies fra ängelmark (fordi det er G-E-N-I-A-L-T og sviner minimalt)
  • Sutteflasker med modermælkserstatning

Du skal ikke have store ambitioner med grøntsagsstænger, fordi 1) du får det ikke lavet om morgenen og 2) dit barn har ikke lyst til krævende mad, når alt andet omkring det kræver meget energi fra dem. Derfor snyd lidt og køb færdig grøntsagsmos/smoothies på tube, som barnet kan få, når det er bliver rigtig kritisk. Her er meget lidt spild, så barnet bliver hurtigt mæt. Tag derudover boller og bananer med til, når barnet mest har brug for at lege med maden.

Derudover spiser ungen jo gerne med fra din mad, men hotdogs er bare lidt svære at dele.

Et sidste fif: Babyer sover ikke bedre, fordi I er taget på ferie, så sænk forventningerne til, hvad det er du skal nå – og bare nyd det, som du faktisk får nået. De færreste debatarrangementer er baby-egnede, men der er mange arrangmenter med fællessang. Det kan babyer godt lide, og det er skægt at være med til.