Feministiske fredagstanker… måske?

Jeg har skrevet om det før. Fordi jeg simpelthen ikke forstår det: transkønnedes rettigheder som et feministisk projekt. Hvordan er retten til at skifte køn et feministisk projekt?!?

Nu faldt jeg så over dagens forsideartikel i Weekendavisen, hvor Rolf Mertz, der er en forfatter og aktivist, der selv har skiftet køn fra kvinde til mand, udtaler, at ”Netop opdelingen af kvinder og mænd er forudsætningen for den strukturelle diskrimination af kvinder. Her er den radikale løsning at opløse modellen totalt”. Herefter tilføjer han, at han ønsker afskaffelse af kønnede CPR-nr. Fordi vi her netop har et nummer, der skriger ”jeg er kvinde i den fødedygtige alder” på fx en jobansøgning.

Det kunne jo være et svar på mit spørgsmål. At transkønnede vil nedbryde vores binære og forstokkede kønsforståelse – derfor er det feministisk. Men gør de det? Hvordan kan det at skifte køn – fordi man baserer hele sin lykke på et bestemt køn – være et opgør med den binære kønsforståelse? Er det ikke snarere et knæfald af dimensioner? Så kan jeg meget tydeligere fx homo-bevægelsens bidrag til det feministiske projekt. At køn ikke er eller bør være determinerende for dine livsvalg.

CPR-nummeret er jo ikke det eneste (eller det første), som afslører, at du er kvinde i den fødedygtige alder. Det gør din krop i verden – og det er jo netop derfor, at nogle ønsker at ændre på kroppen.

Vi kan se forskel på en 11 årig pige og en kvinde på 25 år, ligesom vi typisk ikke har svært ved at skelne den 25-årige fra den 60-årige kvinde – eller mand for den sags skyld. Det er ikke noget, som patriarkatet har fundet på. Der er forskel. MEN det er ikke naturgivet, at denne forskel – at kvinder har bryster, menstruerer og føder børn bør betyde, at de skal straffes på arbejdsmarkedet og generel vurderes som mindre værd i alle sammenhænge, der ikke involverer at føde eller passe på børn. Det er sgu da DET, vi skal ændre!

På sexologisk klinik kommer, der i dag langt flere unge kvinder (hele 75 pct. af alle der henvender sig), som ønsker at blive mænd. Der er mange bud på, hvorfor det er tilfældet, men børnepsykiateren, Mette Ewers Haahr, fra Rigshospitalet gætter i samme artikel bl.a. på, at de unge drenge måske ubevidst ved, at et kønsskifte også vil betyde et tab af privilegier – og derfor er det mindre attraktivt for drenge at skifte køn. Hun afrunder med at sige: ”vi lever jo i en kultur, som ikke værdsætter det feminine så meget, også kan man spørge sig selv, om det at ændret sit køn ubevidst bliver en løsning på den manglende ligestilling?”. Det er vel i virkeligheden også det, som Rolf Mertz giver udtryk for, når han kalder kønsskiftet for en “feministisk oprørsstragi”.

Jeg anerkender til fulde, at der er mennesker, som inderligt ønsker at skifte køn, og som ikke har det godt. Det skal vi selvfølgelig tage alvorligt – og de skal hjælpes. Men jeg synes ikke, at hormoner og ændring af CPR-numre, er det eneste svar på problemstillingen – og det er i hvert fald ikke – i mine øjne – et feministisk svar.

Mor vil ha’ øl….

…. eller Aperol Spritz, eller bare Spritz. Anything really. Jeg saaaaaaaavner alkohol.

Det er klart en af de værste graviditetsgener, jeg kan komme i tanke om. Den slår træthed og mørt bækken med flere mil. Jeg savner de søde safter, som dæmper angst og får en til at smile lidt af det hele.

Jeg har da drukket en halv dåse Classic i ny og næ og smagt slurke af andres drikkevarer, men smagen er én ting at savne. Og det er ikke det primære – desværre.

Ja, jeg ved det. Det lyder ikke særligt sundt. Men jeg savner at være fuld. Ikke plørefuld – bare sådan tilpas, at man klukleer og kan stoppe med at tage alting så alvorligt. At man kan sænke skuldrene og bare er til i verden – uden hele tiden at overtænke alting.

Hele sommeren har været spækket med arrangementer, hvor jeg virkelig gerne ville have kunnet drikke. Jeg er nemlig ikke en ‘social butterfly’, som gebærder mig let og elegant blandt mennesker. Jeg er mere sådan en som er ret stille, lige indtil jeg begynder at udspy sarkastiske bemærkninger hæmningsløst og foreløbigt med ret dårlige resultater.

Udover flere besøg af bekendte, jeg ikke er helt tryg ved (og følte et vist pres for at virke cool over for), har jeg også været på venindeweekend, men den 30 års fødselsdagsfest, vi holdt for min mand i weekenden, tog nok prisen over situationer, jeg gerne ville have været beruset i. Altså alle andre var stjernefulde og jeg gik bare rundt og var tyk og fåmælt. Sådan en der laver dip og samler pant. Vild ungdom!

Jeg både er og har det meget sjovere, når jeg er fuld – eller tryg. Og tryg tager alt for lang tid. Så nu må jeg gå rundt og undertrykke min sociale angst uden alkohol. Kramme folk, hvor det er underligt og prøve at komme ind i samtaler, hvor der er meget lidt plads. Forsøge at slukke mine tanker på andre måder. Men det er stadig ikke lykkedes mig at danse, som om ingen kigger, og hvad der ellers er muligt, når man slukker lidt for over-jeget.

Så summasumarum er, at jeg glæder mig til, at baby kommer ud, så mor kan drikke øl 8-10 måneder senere. Moderskabet er i sandheden en lang række ofre….

Julefrokost-dilemmaer

1. Skal – skal ikke komme?

Det er dyrebar fritid, som bruges på mennesker, som jeg ser rigtig meget i forvejen (kollegerne, altså). På den anden side er det vigtigt at tage del i den vanvittige alkoholkultur i Danmark, hvis man vil være en del af holdet på sigt. Og der er jo en vis sandsynlighed for, at det bliver skægt. Det er sådan noget, som øl og snaps bare kan.

2. Skal – skal ikke drikke snaps?

Det smager uhyrligt, giver slemme tømmermænd og øger sandsynlighed for både ærligheds – og reel opkast med ca 300 %. På den anden side, så er der det med alkoholkulturen og fællesskabet igen. Mmm, HAPS! HAPS! Snaps (og risalamande) er stjerneeksempler på gruppepres for voksne.

3. Skal – skal ikke fortælle, hvor skabet skal stå?

Fuldskab kan bruges strategisk. Fortæl få, men vigtige sandheder til den trælse kollega eller chef. Det skal doseres med omhu, men folk er mere åbne for kritik, når folk er fulde og tager det ikke helt ind i hjertet eller ifører sig mellemledermasken, der henviser til næste statussamtale.

Der er dog relativ stor sandsynlighed for, at du er for fuld til at dosere ærligheden korrekt.

4. Skal – skal ikke gå tidligt hjem?

Nu er du her jo. Det er første fredag i månedsvis, hvor du kan vifte lidt med ørerne. Men på den anden side så kommer der en ny dag i morgen, hvor du gerne vil ‘få noget ud af dagen’, ‘være en god mor’ eller bare ikke have det ad helveds til. Men altså -party poopers får sgu ikke en god karriere og folk har jo gjort sig umage med festen. Drik op og hyg dig for helvedet! (Men hvis du sniger dig af sted, så opdager de det måske ikke – og det er jo fredag – joggingbukserne savner dig).

Til julefrokost i uldsokker

Min arbejdsplads holdt julefrokost i går.

Jeg havde faktisk været forudseende og købt en kjole i god tid. Jeg havde endda købt nye nylonstrømper, så jeg ikke behøvede at lave neglelaksfinten for at forhindre, at de løber (længere).

Men som jeg står der og skal til at gå ud af døren og har mine røde pæne sko på. Så slår det mig: jeg kan jo ikke gå i højhælede sko i mere end en time af gangen. Jeg piller et sæt uldstrømper ud af skabet og finder nogle sutsskoslignende sko med hundehoveder på.

‘Det er da meget smart! Eller det bliver i hvert fald rart at have på’

Og det var det selvfølgelig. Uldsokker og sutsko er på toppen over behageligt fodtøj. Men smart er det altså ikke.

Jeg tror, at det er en fejl i min opdragelse. Men jeg er ude af stand til at klæde mig pænt. Jeg ‘folder’ altid lige før, jeg forlader matriklen og tager en mærkelig sløjfe i håret eller bliver enig med mig selv om, at tøjet ikke er tilstrækkeligt komfortabelt.

Da jeg var teenager, følte jeg mig allermest smart, når jeg havde min fars skovmandsskjorte på sammen med en brun ternet nederdel fra genbrugsen. Min mor har senere udtalt, at jeg så ‘sjov’ ud.  Og det har jeg i givet fald gjort.

Spørgsmålet jeg stiller mig selv er, om jeg nogensinde bliver i stand til at ‘suit up’ og være lidt business professional eller om jeg bliver ved med at blive jeans og sneaks damen? Og hvad med at kunne tage til fest uden ironisk distance til, at man har forsøgt at pynte sig?

Never gonna happen.