Jeg har en høne at plukke med dig!

Kære univers

Nu har jeg gennem flere måneder forsøgt at keep my cool. Når du smider citroner i hovedet på mig i form af –  cykler der falder fra hinanden, gulvvarme der ikke virker, mærkelige el-installationer og biler der går i stykker. Hvad gør jeg så? Jeg laver fucking lemonade! Eller hvad man nu kan lave med olieindsmurte hænder og en hverdag, der går op i limningen, fordi transportmidler og huset falder fra hinanden (eller måske ikke lige frem falder fra hinanden, men her er lidt koldt og mørkt i udvalgte områder).

Senest har min cykel skrantet. Først lød den som om, den gerne ville have lidt olie. Jeg gav den olie. Hvad gjorde cyklen? Som tak for tjenesten opfandt den et nyt problem. Nu begyndte kæden at knase og ‘køre over’, når man trådte hårdt i pedalerne. Dvs. Når jeg skulle starte den, køre op ad bakke eller i stiv modvind. Tak for lort.

Jeg skiller cyklen ad og bestiller en ny kæde og nye tandhjul på cykelgear.dk (dejlig dejlig hjemmeside, men det er beside the point). Jeg cykler på min mands halvflade cykel, som er ved at slå mig ihjel, fordi den er for stor og gummihåndtagene falder af, mens man cykler. Og nu har jeg brugt min søndag formiddag i regnen  med min far blot for at konstatere, at vi ikke selv kan få skilt cyklen tilstrækkelig ad til at fikse den.

Nu er det krafteddermame nok, kære univers. Jeg har nu en cykel, der er splittet ad til atomer, en masse reservedele og en følelse af at være en kæmpe idiot. Hvis jeg havde smidt penge efter problemet fra starten af og ikke udvist så fandens meget initiativ – så stod jeg jo ikke her. Hvornår belønner du folk for at gøre forsøget i stedet for at grine hånligt?

Ja, jeg spørger bare.

I morgen kan du tro det slutter. Så kører jeg ikke i Bauhaus tirsdag aften for at fikse køkkendøren, eller forsøger at fikse gulvvarmen selv. NEJ. Jeg vil forholde mig passivt og afventende, for det er åbenbart kun den adfærd, du belønner.

Det var bare det. Hej!

Julefrokost-dilemmaer

1. Skal – skal ikke komme?

Det er dyrebar fritid, som bruges på mennesker, som jeg ser rigtig meget i forvejen (kollegerne, altså). På den anden side er det vigtigt at tage del i den vanvittige alkoholkultur i Danmark, hvis man vil være en del af holdet på sigt. Og der er jo en vis sandsynlighed for, at det bliver skægt. Det er sådan noget, som øl og snaps bare kan.

2. Skal – skal ikke drikke snaps?

Det smager uhyrligt, giver slemme tømmermænd og øger sandsynlighed for både ærligheds – og reel opkast med ca 300 %. På den anden side, så er der det med alkoholkulturen og fællesskabet igen. Mmm, HAPS! HAPS! Snaps (og risalamande) er stjerneeksempler på gruppepres for voksne.

3. Skal – skal ikke fortælle, hvor skabet skal stå?

Fuldskab kan bruges strategisk. Fortæl få, men vigtige sandheder til den trælse kollega eller chef. Det skal doseres med omhu, men folk er mere åbne for kritik, når folk er fulde og tager det ikke helt ind i hjertet eller ifører sig mellemledermasken, der henviser til næste statussamtale.

Der er dog relativ stor sandsynlighed for, at du er for fuld til at dosere ærligheden korrekt.

4. Skal – skal ikke gå tidligt hjem?

Nu er du her jo. Det er første fredag i månedsvis, hvor du kan vifte lidt med ørerne. Men på den anden side så kommer der en ny dag i morgen, hvor du gerne vil ‘få noget ud af dagen’, ‘være en god mor’ eller bare ikke have det ad helveds til. Men altså -party poopers får sgu ikke en god karriere og folk har jo gjort sig umage med festen. Drik op og hyg dig for helvedet! (Men hvis du sniger dig af sted, så opdager de det måske ikke – og det er jo fredag – joggingbukserne savner dig).

Til julefrokost i uldsokker

Min arbejdsplads holdt julefrokost i går.

Jeg havde faktisk været forudseende og købt en kjole i god tid. Jeg havde endda købt nye nylonstrømper, så jeg ikke behøvede at lave neglelaksfinten for at forhindre, at de løber (længere).

Men som jeg står der og skal til at gå ud af døren og har mine røde pæne sko på. Så slår det mig: jeg kan jo ikke gå i højhælede sko i mere end en time af gangen. Jeg piller et sæt uldstrømper ud af skabet og finder nogle sutsskoslignende sko med hundehoveder på.

‘Det er da meget smart! Eller det bliver i hvert fald rart at have på’

Og det var det selvfølgelig. Uldsokker og sutsko er på toppen over behageligt fodtøj. Men smart er det altså ikke.

Jeg tror, at det er en fejl i min opdragelse. Men jeg er ude af stand til at klæde mig pænt. Jeg ‘folder’ altid lige før, jeg forlader matriklen og tager en mærkelig sløjfe i håret eller bliver enig med mig selv om, at tøjet ikke er tilstrækkeligt komfortabelt.

Da jeg var teenager, følte jeg mig allermest smart, når jeg havde min fars skovmandsskjorte på sammen med en brun ternet nederdel fra genbrugsen. Min mor har senere udtalt, at jeg så ‘sjov’ ud.  Og det har jeg i givet fald gjort.

Spørgsmålet jeg stiller mig selv er, om jeg nogensinde bliver i stand til at ‘suit up’ og være lidt business professional eller om jeg bliver ved med at blive jeans og sneaks damen? Og hvad med at kunne tage til fest uden ironisk distance til, at man har forsøgt at pynte sig?

Never gonna happen.

Fra togbussens elendige passagersæde

Jeg har fået en plads i togbussen. Helt oppe foran. Der hvor man kan se chaufføren skrive smser og pille sig i næsen. Hvor man kan nå at fortryde satsningen. Måske ville der snart blive løsnet op i den kødrand af mennesker, som er linje B pendlere?

Det finder jeg aldrig ud af. Og jeg når sikkert ikke hjem for at putte min dreng. Mormor passer, så heldigvis er der ikke en vuggestue-pædagog, der tripper.

Der er åbenbart to forskellige mennesker, som har taget springet i dag. Springet til næste niveau. Død sild. I myldretidstrafikken!

Gud hvor er det egoistisk og tarveligt. Kunne de ikke have taget deres eget liv om natten eller derhjemme med piller i stilhed?

Sådan må man vist ikke tænke. Det er bare svært ikke at gøre det lidt. Et kort sekund.

Men så tænker jeg på de to ulykkelige mennesker, som ikke så anden udvej en at kaste sig ud foran et regional og s-tog i dag. Jeg tænker på de stakkels lokofører, som har fået menneskekroppe splasket udover deres forrude. Og de traumer som følger. Jeg tænker på de efterladte, som har mistet en forælder, et barn, en ven, en bror eller hvad deres relation nu er. Jeg tænker på de stakkels reddere, som skal ud og skrabe menneskekød af skinnerne.

I det perspektiv virker det ubetydeligt, at jeg er to timer om at komme hjem.

Nu håber jeg bare, at vores chauffør får os frem i et stykke og uden at tage liv på vejen.

Eyes on the road, fister!

 

 

Jane the virgin: ægte problemer i falsk drama

Billedresultat for jane the virgin

Endnu engang tilbyder Netflix en serie, som er både nyskabende, morsom og  giver stof til eftertanke. Jane the Virgin udkom første gang i 2014, og er derfor ikke ny på serie-scenen. Det er værd at vide, at ikke mange af mine tv-anmeldelser vil være  særlig nye. Jeg skal altid tage et ret langt tilløb, før jeg orker at engagere mig i nye personer – det gælder både for dem i mit tv og i virkeligheden. MEN Sæson 4 er dog nærmest lige udkommet på dansk Netflix  (juli 2018), så lidt aktualitet er der dog til historien.

Serien parodierer sæbeoperaen, hvilket betyder, at den både har sæbeoperaens ekstremt komplicerede plot, men distancerer sig fra den ved at være godt skrevet og behandle mange reelle problemer. Det er tydeligt at tekstforfatterne har en stor portion kærlighed for sæbeoperaens romantiske dramer, og det er ikke let at redegøre for seriens handling, da den har utrolige mængder af plot- og genretvist. Der er heldigvis et resumé af fortællingen i starten af hvert afsnit, som gør det let at følge med – også hvis man ikke har set alle afsnittene før.

Men HELT kort fortalt: Jane vil gerne forblive jomfru, indtil hun bliver gift med sin kæreste Michael, der er politibetjent. Ved en fejl bliver hun insemineret og får et barn med Raphael, en flot rig latino mand. Jane bor sammen med sin mor, der er lidt løs på tråden, og sin mormor, der er meget lidt løs på tråden. Det er naturligvis oplagt, at en stor del af serien er optaget af trekantsdramaet og familierelationerne. Men nu er det jo en sæbeopera, så selvfølgelig er der både en solid mord-krimi-historie på sidelinjen og en ukendt far, som kommer ind i billedet (faren er selvfølgelig – skuespiller i en sæbeopera!).

Serien leger enormt meget med sit filmiske udtryk og sender den ene hyldest afsted mod sæbeoperaen efter den anden. Det er en parodi, men den er kærlig ment. Derudover har serien utrolig sjove og sympatiske karakterer, som man ikke kan undgå at holde af. Jeg er personligt træt af at se tv-serier,  der er centreret om usympatiske voldspsykopater. Jeg vil gerne have nogen at holde med og af. Ellers kan jeg ikke klare at være sammen med dem  i så lang tid. Det bliver et pænt nej tak til Game of Thrones, Breaking Bad etc.

Serien er selvfølgelig meget let fortalt, men den har en meget interessant dynamik. I modsætning til serie-plot som de er flest, så bliver denne historie drevet frem af, at karaktererne fortæller sandheden til hinanden, og hvis de lyver så gør de det ikke ret længe af gangen. Det synes jeg er utroligt forfriskende. Langt de fleste serier er skrevet med løgnen som primær drivkraft.

Serien behandler en lang række meget tunge emner, men uden at man som seer bliver tung i sjælen af det. Serien adresserer hverdagsproblemer, hvor man kan genkende sig meget i dem. F.eks. udfordrende relationer i sin familie og med sin partner. Det kan være: hvordan forholder man sig, når man ikke fungerer med sin partner seksuelt? Eller man higer efter sine forældres anerkendelse? Eller når man bliver skilt og alligevel skal samarbejde?

Det er virkelig nede på jorden emner, som bare er pakket ind i et virvar af overdrevent drama om mafioso-typer, psykopatmordere, affærer og en hel masse andet rod. Og alligevel så får dramaet seeren til at sidde på kanten af sofaen og HVAD SKER DER NU? Så på den måde holder man tempoet oppe og sidder ikke og dvæler i lange tider ved svære emner. Det fungerer overraskende godt.

Hvis jeg skal være lidt kritisk, så bliver man nogen gange bims af formen (særligt hvis man “binger” serien), fordi man bruger meget tid på at repetere historien (men det er nødvendigt). Jeg kan derfor godt kede mig lidt af og til. Men det undrer mig lidt, for når et afsnit er slut, så er der simpelthen sket så meget, hvilket altså nødvendiggør repetitionen. Et mord fylder måske bare en enkelt scene – hvor den i andre serier ville fylde en helt sæson. Måske er serien bare ikke egnet til at se i adskillelige timer i træk.

Serien har utrolig mange niveauer, selvom den virker som lette kalorier, så synes jeg, at der er meget at hente.  Der er den store fortælling om kvindens seksualitet – og den evige kamp om at være luder eller madonna. Det bliver ridset op i positionerne mellem Janes mor og mormor – hvor Jane repræsenterer frustrationen over at skulle vælge én rolle.

Så er der historien om kærligheden og de komplekse familierelationer, som bliver påvirket af alder, race og klasse. Det udspiller sig i alle personerne udvikling. Det er ikke kun Jane, der udvikler sig undervejs. Selv umiddelbart flade karakterer får fra tid til anden lov at folde sig ud. Det er virkelig skønt – og giver plads til mange forskellige synsvinkler på familielivet. Om man er mor, far, svigersøn, datter, bedstemor eller bonusmor.  (Hertil hører, at serien handler om en anden kulturel kontekst end den gængse hvide familie, hvilket er et tiltrængt friskt pust ind på en scene, som ellers kun kan forcere diversitet).

Endelig er der krimi-historien, hvor man sidder og gætter med på plot-tvist og mordere. Det er i sig selv underholdende og med til at skabe spænding undervejs, men for mig er det ikke den væsentligste historien – det er mere en slags indpakning for resten.

Det er en serie, jeg klart vil anbefale, hvis man trænger til at tale om noget rigtig med sin tv-partner -og i øvrigt er træt af at se på mørke serier, der bruger volden som det vigtigste virkemiddel i deres fortælling.

 

Allergisk overfor grusomhed?

Der er nok de færreste, som ikke har opdaget, at Trump er begyndt at flå børn ud af armene på deres forældre, fordi de forsøger at rejse til USA. Og her troede vi, at muren var det tåbeligste den mand foreslog.

Jeg kan simpelthen ikke være i det. Jeg læste en historie om en mor, som fik taget sit barn fra sig, mens hun ammede (!). Da hun gjorde modstand, blev hun lagt i håndjern. Der er ikke ord for, hvor vred, harm, ulykkelig og stiktosset, jeg blev, da jeg læste det.

Det er som om, at det at blive mor forstærker reaktionen voldsomt. (Jeg sad med tårer i øjnene og knyttede næver på mit arbejde). Ikke hermed sagt, at jeg har særlig moralsk indsigt nu (folk uden børn kan givetvis også sagtens se, at manden er psykopat), jeg føler bare en stærk – nærmest allergisk – reaktion over for det.

Jeg føler, at jeg bliver oversvømmet af nyheder om børn der myrdes, misbruges og mistrives. Jeg kan ikke holde det ud. Historier om mødre, der ved er uheld kommer til at spule deres børn med kogende vand fra haveslagen. Om fædre der glemmer deres børn i glohede biler. Om børn der mishandler hinanden. Om at en stor andel af børn, der drukner, gør det i umiddelbar nærhed af deres forældre. (Druknedøden er tilsyneladende stille og ikke voldsom). Og mange andre frygtelige nyheder.

Hvordan i alverden kan man undgå at læse de historier? Og hvordan kan man blive hårdfør igen? Hvordan lever man i en verden, hvor børn behandles dårligt?

Det er jo ikke nyt det her. Og alligevel føles det nyt for mig.

Kan man blive vaccineret et sted? Eller endnu bedre. Kan vi stoppe det?

Første nat i friheden

Baby er 9 mdr+ og jeg har været på min første regulære bytur i halvandet år. Det har været en stor succes, fordi:

1) jeg ingen forventninger havde til, hvor sjovt det skulle være eller hvor længe det skulle vare.

2) jeg så venner som jeg ikke har set længe. Det var virkelig dejligt.

3) jeg er først nu ved at falde om af træthed (klokken er to og jeg sidder i et s-tog og hører blues).

4) folk har smilet og skålet med mig. Jeg har makset ud på voksenkontakt.

5) manden har passet baby, selvom han har været top besværlig.

 

 

 

 

 

Et hus med sjæl og to toiletter

Et af mine yndlings livstilsprogrammer er Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed på tv2, hvor vores to værter Sara og Christian guider seerne og de udvalgte par gennem et huskøb. Eller i hvert fald et potentielt huskøb.

Vores købere leder efter alle mulige slags huse, men deres boligjagt er tit kendetegnet ved at have både meget konkrete og meget flyvske ønsker: ‘sjæl og to toiletter’, ‘fire værelser og landlig idyl’ eller ‘herskabelig lejlighed til usandsynlig lav pris i Frederiksberg C’. Okay, det sidste er ikke så flyvsk, bare ikke-eksisterende.

Pointen er simpel: man kan ikke købe hus uden at gå på kompromis – og naturligvis at beliggenheden afgør prisen. The rare but valid point kommer altid bag på deltagerne. Som seer kan man bare sidde og lune sig ved, at man selv er meget bedre huskøber. 

For mit vedkommende var det bare overhovedet ikke tilfældet. Jeg ville selv have et lidt skørt hus, som jeg kunne gå rundt om, med en vild grøn have. Det var det jeg kiggede efter. Men efterhånden som det gik op for mig, at villa villakulla ikke var til salg, og vores husjagt var frugtesløs jeg se, at et minimum af vedligeholdelse, børnevenligt nabolag og pris var vigtigere. Det var i virkeligheden de rammer, som kunne give os villa villakulla-følelsen, hvor der var plads til leg, begejstring og frihed.

Jeg endte med et rækkehus med en flisebelagt frimærke-have (som jeg en dag nok skal få fyldt med lidt græs). Det var et kompromis, men jeg er så glad for vores valg. Fordi vi her får et hus uden så mange bekymringer, men med plads, luft og lys.

Programmet hjalp os til at få indblik i, hvordan en forhandling foregår og hvad man kan spille ind med – samt hvilken rådgivning der er relevant. Og jeg brugte det f.eks. til at sige, at hvis ikke sælger vil gå (mere) ned i pris, så skal det være top-nemt for mig. Så skal de små K3’ere udbedres, så jeg ikke behøver at skifte en fuge eller købe en ny dør og jeg vil overtage huset, så det passer mig!

Programmet er både rent livsstilsunderholdning, men med en god portion public-service. De åbner helt sikkert ikke kun deltagernes øjne, men også seernes ift. at overveje nye muligheder. For de vælger meget diverse gruppe af deltagere – de unge par med børn, der skal have noget større. Det ældre ægtepar, som vil flytte i noget mindre inde i byen. Familien som vil bo sammen flere generationer. De rige som gerne vil have et hus der viser, at de er det osv osv. (men der er klart en overvægt af storby-par, som vil have mere plads – men jeg tror helt sikkert, at en meget bred målgruppe vil kunne finde deltagere, de kan spejle sig i).

Uge efter uge viser det, at uanset budget og krav, så findes det perfekte hus ikke. Hvis man leder efter perfektion, så finder man aldrig sit hus (det gælder vist nok også andre forhold i livet).

 

Nybyggerne: hyggeligt, absolut seværdigt, men ikke specielt lærerigt

Billedresultat for nybyggerne logo

I morgen finder vi ud af, hvilket nybygger-par der vinder finalen og dermed deres egen hjemmebygget lejlighed i Hedehusene.  Nybyggerne er kort fortalt en konkurrence, hvor fire par får en rå lejlighed hver. Her skal de selv skal lave vådrum, køkken, spartle, tapetsere, male og indrette. De har typisk 4-5 døgn til at lave et eller flere rum. Det er nogle sindssyge tidsfrister, som gør at deltagerne ofte ikke sover ret meget.

Det har været en sand fornøjelse at følge de fire ultra-sympatiske par, som viser hvad et parforhold kan når det er stærkt og sundt: Man kan overkomme selv de mest vanvittige udfordringer. Jeg glæder mig overraskende meget.

Frederik og Charlotte var nybegynderne, studerende og underdogs. De har udviklet sig helt vildt og er programmets sødeste par med deres store højdeforskel og gode humør.

Mike og Thomas beskrev sig selv, som havende grønne fingre og et parforhold i sådan en balance, at de trængte til en udfordring. De vælter sig i teak og planter.

Bolette og Jimmi er det eneste par med børn (tre!), hvilket giver en helt anden dimension til deres opofrelse, som vi oplever, når deres drenge kommer på besøg. Alt er formet efter livet som børnefamilie.

Maria og Kristian er ingeniørene og klart favoritterne. De tænker i multifunktionelle løsninger og udfordrer sig selv hele tiden ved at bygge svære ting. De er nok så dygtige, at de er svære for de fleste seer at identificere sig med.

Jeg begyndte at se programmet, da jeg selv stod midt i et flytteprojekt og gerne ville have inspiration. Jeg er ovenud imponeret over deres færdigheder og er blevet meget glad for, at jeg selv valgte at købe et hus, hvor der ikke er nogle gør-del-selv-projekter. Jeg er stresset over, at vores spots i køkkenet ikke virker – og jeg orker ikke at ringe til en elektriker.

Det er et meget underholdende reality-tv, men det er ikke så informativt, som jeg havde håbet på. Man får enkelte fif omkring, hvordan man skal spartle en vindueskarm, men ikke gennemgående vejledning. Ligesom man ikke får en fornemmelse af, hvad de enkelte projekter faktisk koster. Så det er ikke et godt sted at blive klog på gør-det-selv-projekter, men det er god underholdning.

Desuden står det klart, at indretning som bygges med hensyn til børn aldrig bliver rigtig pænt. Det er nok bare det lod, man må bære som forældre. Man er nået i mål, hvis det er praktisk og til at holde ud og kigge på – men new nordic lækkerhed kan ikke lade sig gøre.

Hvis du ikke har set programmerne endnu, så kom igang. Det er sindsygt godt castet. Det er fire vældig morsomme og søde par. Man får troen på menneskeheden og parforholdet tilbage. Det kan man vel aldrig få for meget af.