Danske embedsmænd er ikke en sump

I dag i News & co. sad min yndlings kommentator Hans Engell og harcelerede over Inger Støjbergs seneste angreb mod ordentligheden i Danmark. Han fik kørt sig helt op på den store klinge og sagde, at det var helt uhørt, at man som politiker i Danmark tillod sig at betvivle et af verdens mest ukorrupte embedsværk og kalde dem en sump.

“DANSKE EMBEDSMÆND ER IKKE EN SUMP”.

Kære Hans Engell. Det gør mig så glad, når du kommer embedsværket i forsvar. Det sker ret sjældent. Vi er som regel både mediere og politikeres yndlings-prygelknabe. Vi får så mange tæsk for dårlige beslutninger, som vi ikke har truffet, men alene eksekveret. Vi bliver skudt i skoene, at vi handler med vores egen interesse for øje.

Jeg siger ikke, at der ikke bliver begået fejl. Det gør der selvfølgelig. Men jeg har aldrig oplevet en embedsmand, som har plejet sine egne politiske interesser. Det der allerhøjest kan komme på tale er den menneskelige tendens til ikke at gøre tingene mere besværligt for sig selv end nødvendigt. Så derfor kan der godt være modstand mod grandiose planer fra innovative politikere.

En af de politikere, som har været rigtig træt af den tendens er Mette Frederiksen. Hun er berømt og berygtet i embedsværket for at være en meget stærk leder, som ikke tager noget pis fra nogen. Hvis Mette siger hop – så svarer embedsværket “hvor højt?”.

Jeg har ingen særlig insiderviden, men den fadæse som udspiller sig for tiden med mink, er i min optik ikke et embedsværk, der har fejlet. Det er et embedsværk, som ikke har anet sine levende råd. Embedsværket har jo fortalt, at det krævede lovændring. De vidste det jo godt. De havde fortalt det. Men man står i en penibel situation som embedsmand, når din overordnede beder dig om at gøre noget, som ikke rigtig er inden for skiven.

Man må jo ikke gøre noget, som er “klart uovligt”. Men hvornår er noget klart ulovligt? Hvis du får besked på at “fikse et hjemmelsgrundlag” – og går i gang med det, men finder ud af, hvad du måske godt havde på fornemmelsen, at det er umuligt. Så har det jo ikke været klart ulovligt i starten, og der blev gjort opmærksom på det, da man erkendte, at det var “klart ulovligt”.

I mine øjne er der tale om en stor politisk fejl, som udspringer af en centralistisk kultur og en lidt for stærk statsminister. Jeg forestiller mig, at Mogens Jensen heller ikke har turde sige – “den går ikke, Mette”. Og det burde han have gjort. Regeringen burde have slået koldt vand i blodet og taget den runde, som fik fikset en hjemmel.

Det er en menneskelig fejl: at det er svært at tale “truth to power”. Men jeg ser det ikke som kalkuleret magtarrogance. Regeringen havde været for længe om at slå de mink ned. Det skulle være sket for længe siden. Risikoen var for stor. Men først da Mølbak begynder at snakke om nyt Wuhan og genstart af pandemien, så begynder Mette at ryste på hånden. Det forstår man på en måde godt. Man ville nødig være den statsminister, som var ansvarlig for, at verdensøkonomien går helt på røven og millioner af nye dør af en eller anden latterlig mutation, vel?

Det viste sig så, at Mølbak nok var lige dramatisk nok i den udlægning. Men det vidste de jo ikke, da de traf beslutningen.

Man har dvælet meget ved, at regeringen vidste, at det var et lovbrud, fordi seks ministre på et koordinationsudvalgsmøde har modtaget noget papir, hvor der stod “kræver lovændring. Og her skal man nok have læst et par KU-sager i sit liv for at forstå, hvorfor den slags information ikke springer i øjnene. Det står i alle sager. Det er ikke vigtig information normalt. Det er mere praktisk information til embedsværket. Der står ikke “grundlovsbrud” med flammeskrift. At det har stået på et stykke papir en måned før beslutningen blev truffet – det kan simpelthen ikke være en overraskelse, at det ikke var øverst på nogens lystavle.

Det er selvfølgelig ikke okay. Det er det ikke. Det er på sin plads, at det kostede en minister jobbet. Men fejlens omfang er til at tilgive. Særligt fordi det ikke havde ændret på udfaldet. Hvis regeringen havde søgt sit flertal i tide og skaffet lovhjemlen, så var alle mink også blevet slået ned.

Det er da også påfaldende, at mink-avlerne efter 48 timer får at vide, at det var forket – og at de kunne stoppe med at slå dyrene ned svarer “NEJ NEJ NEJ, DET ER ALT FOR SENT NU”. Kunne det have noget at gøre med, at det her var en once-in-a-life-time mulighed for at komme ud af et erhverv, som ikke har genereret overskud i årevis? Politisk set har det da i hvert fald været klogt af dem. Hvis minkavlerne får den kompensation, som der er på bordet lige for tiden, så vil de være nogle af de få, som går ud af corona-krisen med en kæmpe økonomisk sejr. De vil lykkes med at trække sig ud af et døende erhverv uden bundløs gæld.

Jeg forstår godt, at folks livsværk er røget. Det har jeg respekt for er en traumatisk oplevelse. Jeg synes bare, at vi skal huske på, at minkavlerne ikke er de eneste, som mister deres livsværk pga. corona. Men de andre får bare ikke muligheden for at lukke deres virksomhed uden et stort tab.

Nå. Det blev en længere rant. Jeg ville egentlig bare sige, at jeg vældig godt kan lide Hans Engell.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *