Den helt store fødselsdagsfest

I søndags holdt vi fødselsdagsfest for Hubert og min mand. De fylder henholdsvis 2 og 30 år, så det skulle naturligvis markeres.

Vi havde lagt i ovnen til et relativt ambitiøst projekt med grillmad og indtil flere forskellige slags kager. Der var lagt en gameplan for praktikken, men så skete det, at min lillesøster blev mor tidligt om morgnen til en sød lille dreng, der blev født ved kejsersnit. Hun var to uger over termin.

Det ændrede på det hele. Nu var det pludselig en ægte fødselsdag. Men den vigtigste gæst kunne ikke komme og mit hovedet var et andet sted resten af dagen. Ligesom min mor og de øvrige gæster mest var interesseret i billeder og historier om den lille ny.

Jeg var virkelig overrasket over, hvor rørt jeg blev af at se på et lille sorthåret hoved ligge og bappe på min søsters bryst. Jeg hylede til den store guldmedalje.

Det var vel at mærke af at se et billede af barnet. For han var ikke sådan lige til at få lov at besøge den dag, da han skulle have alskens drops og undersøgelser pga for lavt blodsukker.

Det var heller ikke bare, at han kom til. Det var også hele transformationen. Min lillesøster er mor nu. Og jeg er nogens moster! Det er fandme ikke dårligt. Hold kæft, hvor jeg glæder mig over, at vi har små børn samtidigt og al den glæde de kommer til at få af hinanden.

Og nu har vores førstefødte altså fødselsdag to dage fra hinanden. Midt i sommerferien. Det kan være, at vi kan lave en joint venture på festfronten i fremtiden. For jeg var godt nok træt efter at have lavet mad og ryddet op en hel dag.

P. S. Jeg har fået lov at se ham efterfølgende. Shit han er sød. Sikke en dejlig udvidelse af familien. Nu skal vi bare have ham hjem fra hospitalet med et stabilt blodsukker og sine gode forældre.

2 Replies to “Den helt store fødselsdagsfest”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *