Den magiske drage

Mange mennesker begræder tabet af deres ungdom. Selvom jeg godt kan se, at især dene sene ungdom i 20erne kunne noget særligt, så er det altid tabet af barndom, som gør mig trist.

Den dag hvor jeg stod med telefonen i hånden og spurgte Victoria, om “vi skulle lege eller være sammen, eller hvad vi nu skal kalde det” . Det var en trist dag. Affortryllelsen kom med et slag. Ting, der plejede at være fantastiske, farverige og spændende: Såsom at bygge huler, lave sin egen avis, finde på historier og tage på eventyr i baghaven. De var pludselig blevet helt grå og påtaget.

I fantasiens sted kom ildelugtende armhuler, hår alle vegne, ubegrænset skam over omtrent alt ved min krop, hyperselvbevidsthed/-optagethed og bumser. Herefter fulgte 5 år med, hvad der bedst kan beskrives, som en kollektiv hjerneblødning blandt alle mine jævnaldrende.

Som barn foragtede over jeg de voksne, som ikke lyttede til børn, de voksne som ikke ville lege eller prøve de vilde forlystelser. Sådan skulle jeg ALDRIG være.

At få børn virkede som den sikre vej til at få lov at se verden med et barns øjne igen. Meeeen fra hvor jeg står nu, så skuffer udsigten altså.

Der er øjeblikke, hvor børnenes begejstring smitter jovist. Men jeg har aldrig følt mig mindre som et barn, end jeg gør nu.

Det er gået op for mig, at ved siden af den fortryllende, fantasifulde, fantastiske og frie barndom, går der nogle forældre, der pakker tunge tasker med mad og ekstratøj. De rydder op hele tiden, laver mad og køber ind og de sover mindre og dårligere end nogensinde før. De er forudsætningen for – ikke modsætningen til – fortryllelsen.

Barndommen er unik. Jeg håber, at mine drenge giver sig tid til at nyde turen på den magiske drage.

For den kommer ikke igen.

8 Replies to “Den magiske drage”

  1. Det var sgu da kedeligt at være barn. Eller også har jeg glemt det. Er du sikker på, det var så fantastisk?

  2. Det tror jeg altså ikke, i hvert fald ikke mere magisk end småbørnsfamilie og fransk baljebil er i almindelighed. Måske husker du bare bedre? Jeg husker tydeligt at komme alene hjem fra skole og se første sæson af Big Brother. Det var ok meeen næppe værdigt til betegnelsen “magisk”.

    1. Big brother?! Så er du da alt for langt fremme. Der var intet magisk ved dildo-Jill. Bortset fra at man i dag kan smile ved tanken om, hvor uskyldigt reality-tv var.
      Jeg tænker mere på den tid, hvor julemanden nærmest var ægte, alle mulighed var åbne og man ventede på sit brev fra Hogwarts.

  3. Jeg var 10 år da første sæson kom i 2001, der er man da stadig et barn! Julemanden og Hogwarts har aldrig sagt mig noget – har måske været en kedelig skid siden jeg blev født. Moving on til din nyeste post hvor jeg igen er 98% enig med dig. Det er sådan, det plejer at være, og sådan jeg bedst kan lide det <3

    1. Jamen okay. 1) jeg tror ikke jeg var helt klar over, at det var helt tilbage til 2001,at første sæson kom, og 2) jeg var 13 år i 2001, så jeg var allerede ildelugtende og irriterende
      Glad for, at jeg er 98 pct enig med dig. Hvor er din blog henne? Elsker dine kommentarer!

      1. Du var sikkert ikke irriterende, du var bare 13 år. Eller hvad? Jeg har ikke nogen blog, for jeg kommer altid til at lyde som et røvhul på skrift og jeg har ingen rigtige interesser. Måske er det egentlig et ok udgangspunkt for en blog..? Det var i øvrigt et dejligt kompliment!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *