Den utilstrækkelige mor

“Jeg vil også have frugt, mor” siger Hubert. Jeg har ikke pakket noget frugt. Vi skulle jo bare lige hjem fra vuggestuen. Men vi fulgtes med en, som havde frugt med. Jeg havde heller ikke vand med. Hubert sætter sig slukøret på bænken.

Han ryster skuffelsen af sig, også stikker han af på sin løbecykel. Efter at have forsøgt nogle venlige “stop skat”, “søde dreng, vent på mig”, må jeg i stedet slå over i at løbe som en vanvittig efter ham med barnevognen foran mig. “STOP SÅ for helvede!”.

Mit råberi medførte intet andet, end at de tværgående cyklister i lycra og med motor kunne høre, at de nok skulle forvente noget ureguleret trafik fra sidevejen (hvilket jo også er en slags sejr). “NU gider jeg ikke mere pis med dig. Det er pisse farligt, når du laver det lort”.

Han kommer op på barnevognen. Sveden hagler af mig. Ungen hyler som en stukken gris, og lillebror vågner selvfølgelig af det. Vores by er heldigvis bygget til 2 årige kamikaze-cyklister med cykelstier og viadukter, der leder de bløde trafikanter uden om de hårde.

Barnevennen og dennes mor indhenter os – og sammen med dem kommer: Skammen. Over ikke at være mere i kontrol. Over at jeg råbte. Over at jeg ikke kunne stoppe ham. At jeg hverken havde vådt eller tørt med. Over at jeg ikke kan få ham til at gå ved siden af vognen, men må slæbe ham hjem. Fuck altså.

Jeg bliver meget selvbevidst og usikker, når jeg skal opdrage mit barn i andres nærvær. Jeg kan ikke føle mig andet end utilstrækkelig. Jeg forsøgte at skabe lidt fortrolighed ved at sige “det er sjovt, hvordan man troede, at man kunne have en masse nagelfaste principper for sin opdragelse, men så går det op for en, når man får børn, at alt er til forhandling”.

Det var det så ikke hos kammeraten.

Det kan da ikke kun være mig, som dagligt forundres over barnets bevidsthed om, hvor langt skrig og skrål kan bringe dem i en forhandling? De der tårer, han tvinger ud, når jeg siger, at han ikke skal have sut/saft/tv – de er fandme ikke rigtige tårer! Men de larmer bare lige så meget.

Min kloge veninde fortalte, at hendes egen mor havde været nødt til at lære at fylde mere i et rum af at få børn. Det kan jeg godt følge. At jeg mangler at lære at stå fast på min måde at være forælder på – også når der er vidner til. Det kræver jo mod at fylde noget.

Så næste gang behøver jeg måske ikke dukke hovedet over den manglende proviant, men blot konstatere, at vi jo ikke har en jordomrejse foran os. I stedet for at skamme mig over, at jeg ikke har formået at lære ham trafikreglerne endnu, så vil jeg stå ved, at jeg faktisk har prioriteret højere, at han kan køre godt på cykel. For det var faktisk et bevidst valg ikke at bremse ham ved hver fucking krydsvej i starten.

9 Replies to “Den utilstrækkelige mor”

  1. Du er ikke alene! Jeg har ikke noget klogt at sige om det, bare pyh hvor er det træls med den der følelse af omgivelsernes vurdering af ens opdragelses metoder. Jeg gør mit bedste, men opdragelse ER svært. Det en balance mellem hård konsekvens levering eller omsorgsfuld eftergivenhed, curling/hønemor og ubekymret uansvarlighed. INGEN af yderpunkterne er gode og alle må finde vores egen balance og når vi møder nogen hvis balancepunkt er langt fra vores, kan vi meget let føle os dømt (selvom de måske slet ikke dømmer).

    1. Du rammer hoved på sømmet der. For jeg tror egentlig ikke, at kammeratens mor dømte mig. Men det er det der med at se sig selv gennem andres øjne, som ikke altid er lige behageligt. Men det er jo på en måde rart, hvis det er sådan de fleste har det og ikke et udtryk for, at man gør noget forkert.

  2. Øj, mand. Den gang lillebror var helt spæd slæbte jeg dagligt min skrigende 3årige ud af børnehaven. Og sådan svedende og bandende proppede jeg ham hårdt ned i flyverdragten mens lillebror blev mast lidt i bæreselen på maven og derfor også skreg. Alle de forældre, der havde flere børn sendte medlidende blikke og “åh, det kender jeg også godt”. Alle dem med et barn var forargede jeg er måske den eneste der er vild med corona-tiltaget med at aflevere og hente ved lågen til legepladsen. Nu er det pædagogerne, der jagter ungen rundt og springer håndvasken over og nøjes med håndsprit. Det er fedt. Det er også fedt, at han bliver 4 om et par måneder og dramaet derfor er gevaldigt for nedadgående. Så meget at jeg faktisk føler mig som en helt ok mor! Og at lillebror er 10måneder og jo bare chiller i klapvognen og ikke sidder i bæresele/bliver vækket i barnevognen efter forkort lur. Det bliver faktisk nemmere!

    1. Det lyder så genkendeligt! Hvordan i alverden får man ungen til at tage tøj på selv? Jeg oplever, at lillebror i bæresele får storebror i hopla med at lave unoder/stikke af/græde højt.
      Og jeg er vild med det positive spin på corona-løjerne!

      1. Ja, mit barn er vist også den eneste i børnehaven, der græder, når han bliver hentet. Og stormer ind uden at sige farvel om morgenen. Såh.. nogle gange kan man godt blive sådan lidt urolig for, om pædagogerne tror han ikke har det godt derhjemme 😉 men altså. Kan bare de sidste måneder også se, at mange af reaktionerne bare var alderen og ikke fordi han er mere uvorn end andre børn. Det er lidt en lettelse. Og så som der står nedenfor. Kør-hjem-snacks! – og her plejede han også at få lov at sidde oppe på barnevognen, fordi han var helt mør. Særligt i perioden hvor luren blev udfaset. Der var lang snor lidt løsningen på det hele. Og nu kan han godt cykle pænt på løbecykel/gå ved siden af uden det store fuss..

  3. Mine to unger er også umulige og jeg kommer også til at råbe af dem selvom jeg ikke burde. Jeg kender alt for godt den med turen hjem fra børnehave/vugger med en lille i vogn og en stor der, det meste af tiden, har for lidt eller for meget fart på.
    Jeg introducerede begrebet “gå-hjem-pose” som faktisk løste problemet – de fleste af dagene. Det var bare en pose med lidt rosiner/knækbrød i små stykker eller hvad der nu virker.. Men for mig gav det ro på hjemturen. Barnet gik ved siden af barnevognen – uden at hyle.
    Jeg tænker at siden du reflekterer som du gør over situationer som den du beskriver, er det vel netop fordi du stræber efter, altid at blive en bedre mor. Det er i mine øjne ikke det samme som at du ikke gør det godt nu.

    1. Tak for din søde kommentar, og dit gode råd med gå-hjem-snacks. Du kan være at svaret på alle mine bønner ligger der

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *