Det er resultatet, der driver værket

I de par sidste uger er min mand og jeg blev tiltagende trætte af hinanden. Ikke på den der skilsmisseagtig måde. Men på den der måde, hvor man virkelig trænger til at se nogle andre mennesker i nogle andre rammer. Det har der bare ikke været ret meget plads til pga. jul og verdenssituationen.

Fordi der var været corona – først i vuggestuen og så hos mine forældre, har den yngste også været en del hjemme. Så det har været nogle fremragende uger med rigtig meget familietid. Derfor var det nok ikke en juleaften med endnu mere familie, som jeg gik rundt og manglede. Men hvis man tager total corona-kuller i betragtning, så var det en god jul med nynne-sang og albue-bumps.

Min mand og jeg giver ikke hinanden julegaver (fordi min mand virkelig hader at give gaver), men i år fik jeg alligevel en slags gave. Det var 3 timers frihed til at få lavet et projekt i huset. Hold nu op, hvor var det dejligt. At male, bore og save. At lægge en plan og fuldføre den. Jeg glemmer nogen gange, hvor glad det gør mig at få noget fra hånden. Og hvor lidt man egentlig får fra hånden, når man lever med små børn. Det meste handler om at servere mad og skrabe det op fra gulvet.

Dette konkrete projekt skal endda løse op for mængden af sko, flyvedragter og lort, man indtil nu har skulle sparke sig igennem for at komme ind ad vores dør. Mit næste hjem skal have en hall med masser af plads til overtøj og sko. (Hvorfor laver man overhovedet små entreer i børnefamilie boliger?).

Jeg glæder mig til et nyt år med mere orden i sagerne. Både her i hjemmet og i verden som sådan. Jeg glæder mig til fester, koncerter og rejser.

2021.

Lad os starte på en frisk.



2 Replies to “Det er resultatet, der driver værket”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *