Det er værre ting end døden

Jeg vil gerne starte med sætningen: “jeg ved godt, at coronavirus ikke bare er en influenza, men….”

MEN sådan må man hverken skrive eller tænke i disse dage. Tænk dog på italienerne! Tror jeg måske, at det er for sjov, at de dør som fluer?

Selvfølgelig ikke. Bevares.

Det er bare fordi…. jeg går rundt og er ved at kvæles. Sådan i overført betydning, du ved nok.

Jeg er ved at kvæles i uvished, trummerum og meningsløshed. I løftede pegefingre og apokalyptiske formaninger og fortællinger. I at min (bevægelses-)frihed snart ikke kan begrænses mere uden, at vi når nordkoreanske tilstande. Jeg er ved at kvæles i at skændes med min mand om, om vi kan tillade os at besøge bedsteforældrene (Gisp! Stor forargelse! Prøver du at slå dem ihjel?!?!).

Jeg er træt af at høre, om at andre føler sig en del af et stort fællesskab. Det gør jeg ikke. Jeg føler mig ret alene i det her vanvid. Jeg føler mig overvåget. Jeg føler, at jeg bliver hyrdet rundt i en angst-manege af mediedanmark og min regering. Det flyder jo over med historier om unge mennesker og børn med corona. INGEN skal vide sig sikker. Så ved vi det.

Men det var der jo heller ikke nogen som skulle før. Vel? Børn og unge døde også før covid-19. Børn og unge får også kræft og dør af hjertestop – men det får vi ikke råbt ind i fjæset dagligt. Livet var ikke risikofrit, før den her virus gjorde sin entre. Ligesom før, må vi alle – hver og en – navigere i de forskellige risici, som der er ved at være i live. Ingen har kontrol og ingen kan vide sig sikker. Men hvis du skal turde være i live, så er du nødt til ikke at navigere udelukkende efter risikoen for død.

Når vi burer alle danskere inde i deres eget hjem, så stiger risikoen for vold og druk i hjemmet. Udsatte børn lades i stikken og følgerne af ensomhed forværres. Flere vil formentlig begå selvmord eller gå konkurs og blive ledige. På den anden side dør færre mennesker i trafikken og af forurening.

Uanset hvad vi gør, så er der en risiko forbundet med det. Normalt så talte vi ikke om det hele tiden. Fordi det er deprimerende og det er handlingslammende. Men nu taler vi ikke om andet end om risikoen for at få corona-virus (og dø af den). Det må være en bevidst kommunikationsstrategi at få alle til at føle sig udsatte, så vi får begrænset smitten ved at alle sidder derhjemme og glor.

Sagen er bare den. At jeg er hjemme. Og jeg er pissebange. Og pissesur. Jeg er pissetræt – af at være hjemme. Og jeg kan se, at jeg ikke er den eneste. Så vi er altså nødt til at komme ned fra vores høje heste og tale til hinanden med respekt. Respekt er også, at vi ikke alle sammen kan holde ud at være bange hele tiden.

Jan Grarup (krigsfotografen) sagde på et tidspunkt, at han altså ikke ville blive indedøre. RAMASKRIG. Men manden har allerede PTSD og lever af at tage billeder af situationer, som er langt langt værre – også end de italienske hospitaler lige nu. Hvis ikke han kunne gå en tur i lufthavnen uden at være bange, så ville han jo slet ikke fungere. Eller unge mennesker som hænger ud med hinanden uden frygt og bæven. Det er fandme ungdommens privilegium at være sorgløse og tro på fremtiden.

Vi skal selvfølgelig begrænse smitten. Men vi kan ikke undgå den. Så når vi taler om den, som om, at det er verdens undergang at få corona, så er det mangel på respekt. Overfor de mennesker, som er nødt til at gå ud, fordi de skal på arbejde og over for de menneskers familier. Det er mangel på respekt over for de borgere, som ikke kan holde til at være bange hele tiden, fordi de allerede er underdrejet af angst. Det er sådan set også mangel på respekt over for menneskets grundlæggende ret til frihed.

Jeg er sikker på, at nogen vil læse det her indlæg som et forsvar for, at ingen pris er værd at betale for at styre smittespredningen. Det er det ikke. Jeg siger bare, at lige nu betaler vi en for høj pris. Den er i hvert fald uholdbar. Ikke bare i relation til samfundsøkonomien – men også i forhold til vores allesammens psyke og mentale trivsel. Og for vores demokrati!

Jeg glædes over, at der er ulmende magtkritik i flere hjørner. At regeringen kom til fornuft og droppede ideen om, at politiet måtte trænge ind i private hjem og lukke fester uden en dommerkendelse (what the actual fuck?). At man ikke skulle haste dobbeltstraf for håndspritstyveri igennem (hvad er behovet?), og at der fra flere sider kommer glimrende skriverier omkring, at vi ikke blot skal hylde vores store leder Mette. Vi skal huske at være kritiske. Ellers mister vi noget meget værdifuldt – nemlig vores frihed.

Det er altid sørgeligt, når nogen dør. Jeg føler for de familier, som har mistet eller vil miste deres kære til denne her lorte-virus. Jeg vil bare så gerne have, at vi ikke glemmer, at der er ting, som er meget værre end døden – et liv uden frihed.

Når folk hidsigt anmelder hinandens adfærd til myndighederne, så er det ikke samfundssind i mine øjne. Det er et kikset forsøg på at få kontrol over en ukontrollerbar situation.

Følg myndighedernes retningslinjer og påbud efter bedste evne, men hvis du føler, at du virkelig mangler et kram, fordi ja… du er et menneske og livet er hårdt og lige nu er vi alle sammen bange. Så få et kram – uden at føle skam og skyld.

Du har også lov til at være her.

11 Replies to “Det er værre ting end døden”

  1. Så enig! Tak. Jeg griber også mig selv i at blive irriterede på den der tolker reglerne blødere end mig selv: “vi skal have boller med bedsteforældre og onkel, tante og fætre” siger en og jeg er så sur, for jeg vil også se min familie! Jeg ser gamle mennesker (70-90år) i butikkerne og frisøren (før lukning) og jeg bliver sur: skal vi blive hjemme og passe vores 3 børn for de gamles skyld? – og så render de rundt ude i byen! Så bliver jeg sur igen. Jeg gider ikke være sur mere, men jeg savner en masse ting fra før og er bange for at der kommer recession, så min mand og jeg ikke kan få arbejde i laaang tid (vi var ledige pga virksomhed der lukkede og sku nu ENDELIG have lidt tid til hinanden, med vores 3 mdr opsigelse og 3 børn der blev passet ude – nu er der bare børnekuller og jobfrygt). Så ja, vi skal huske at folk også døde før Corona og funde et niveau for vores tiltag der begrænser smitte, MEN også tillader et liv ved siden af ( og så jeg ikke går og er så sur ;-))

    1. Hørt! vi skal ikke være så sure på hinanden. Vi har masser at være i dårligt humør over allerede. 🙂

  2. Tak for det her skriv! Jeg orker ikke al frygten mere og at folk vender sig mod hinanden og bliver helt hysteriske når man taler om at magthaverne går for vidt. Jeg håber snart der kommer lidt mere balance i tingene.

  3. Tak. Jeg har også lov til at være her. Det føles ellers ikke sådan efterhånden. Jeg er ved at blive kvalt efter 3 uger hjemme med en treårig, der kontant spørger efter børnehaven og på ingen lader mig arbejde, og en mand, der arbejder som alt var normalt og i starten havde nul forståelse for, jeg skulle arbejde hjemme og derfor skred ind på kontoret ved hans hjemkomst og først kom ud hen på aftenen.

    1. Tak for din kommentar. Jeg føler med dig, Randi. Jeg er ved at blive bims, og jeg har ikke engang et arbejde, som jeg skal passe i mens. God vind og hold ud. Forhåbentlig kommer statsministeren snart med en plan for, hvordan vi kommer tilbage til hverdagen 🙂

  4. Hejsa. Må jeg spørge, hvad mener du egentlig med det her indlæg? 🙂 Jeg læser det og bliver lidt provokeret af flere ting, og jeg er normalt en helt uprovokeret bloglæser af den type, der læser med på blogs uden at kommentere nogen steder. Hvad er dit budskab: prisen er for høj – for høj hvordan og til hvad? Corona medfører ikke flere dødsfald, end vi ville have haft normalt? Det er hårdt at blive hjemme? (JA, selvfølgelig – og især for de udsatte, de ensomme, de pressede børnefamilier). Døden er mindre slem end at sidde indespærret i en midlertidig periode for det fælles bedste på opfordring/påbud fra demokratisk valgte politikere og faglige eksperter..?
    Kan være, jeg bare er dårlig til at læse og forstå, men håber du vil.. uddybe, forklare, et eller andet.
    God dag 🙂 og VH fra en anden djøf’er

    1. Hej Astrid.

      Tak for din kommentar – og dejligt at jeg har kunne fremprovokere end interaktion ;-). Jeg må se om, jeg kan blive mere tydelig. Først og fremmest.
      Nej, mit budskab er ikke en påstand om, at overdødeligheden er løgn. Jeg stoler på den sundhedsfaglige vurdering, som siger at der kommer en betragtelig overdødelighed. Mit budskab er heller ikke liberty or death i betydningen, at jeg er klar til at tage en kugle for panden, såfremt jeg skal være indespærret en dag mere.

      Jeg mener dog, at der mangler en anerkendelse af, at det her er en total uholdbar situation – økonomisk (det taler vi om) og menneskeligt (det ignoreres i vid udstrækning). Fordi mennesker er ikke lavet til at være alene, og de kan ikke være alene i lang tid af gangen uden at tage skade. Jeg oplever ikke, at man tager den mentale/psykiske udfordring alvorlig, når man fx rådgiver folk der giver udtryk for mistrivsel til at simulere et kram ved at lægge med bøger oven på sig eller til at skype med sine venner. Fysisk nærvær er vigtig for menneskelig trivsel. Der burde være muligt at kommunikere, at vi alle sammen skal begrænse vores sociale cirkler, men det er okay at se nogle stykker. Her er jeg med på, at der ikke er lovgivet i mod det (endnu), men kommunikationen levner ikke plads til, at fx singler mødes med deres venner – fordi vi taler om al socialt samvær som noget mindre væsentligt end at reducere smittefaren.

      Derudover begrænser vi meget kraftigt, at folk kan få lov at deltage i vigtige begivenheder fødsler/scanninger, bryllupper, begravelser osv. Alt sammen med henvisning til smittefaren. Men vi ikke glip af livet af frygt for døden? Det er midlertidigt, men det er dog et meget voldsomt indgreb i menneskers frihed.

      Jeg har desuden et problem med den opfattelse, at man er moralsk overlegen, hvis man er i total isolation. Der bliver set lidt ned på de forældre, som gør brug af bedsteforældre til hjælp – der stilles spørgsmålstegn ved om det er nødvendigt – og man bliver skudt lidt i skoene, at man automatisk er egoistisk og på en måde bliver ansvarlig for andre menneskers død, hvis man har en lempelig tolkning af myndighedernes retningslinjer. Det synes jeg er forkert, og det er igen en tarvelig måde at forholde sig til andre mennesker på.

      Det hele munder vel så ud i, at selvom vores politikere er folkevalgte og dermed har legitimitet til at handle, så skal vi være meget forsigtige med købe alle begrænsninger på vores frihed med henvisning til, at vi potentielt kunne dø. Både fordi det er ikke sikkert, at vi får vores “hele” vores frihed tilbage, når krisen er drevet over, men hvis man er alt for bange for døden, så er der faktisk ikke plads til, at vi må træffe vores egne beslutninger. Vi døde også før corona-virussen, så det må ikke være det eneste mål vi har. At reducere dødeligheden.

      Så når jeg siger, at der er værre ting end døden, så mener jeg bare, at vi som samfund ikke skal sælge hele butikken for at undgå nogle 1000 dødsfald.

      Jeg håber det gav en slags mening – og god dag til dig også 🙂

      KH Johanne

      1. Hej Johanne
        Det gav delvist mening, eller jeg forstår i hvert fald dit synspunkt bedre nu – og tak for et meget ordentligt og grundigt svar. 🙂
        Det kan godt være, myndighederne kunne kommunikere anderledes end nu og have valgt en anden tilgang for at reducere smitten. Det ville i hvert fald have påvirket den måde, vi indbyrdes er efter hinanden på. Jeg fik i hvert fald lidt at tænke over – måske har jeg været lidt tarvelig (dog kun i tankerne, holder min kritik af andres adfærd inde i hovedet).

        Det der er med at få hjælp af bedsteforældre (som mere sandsynligt er i risikogruppen), det er vel at smittekæderne ikke brydes i samme omgang. Pers forældre ser et venner, Per ser sine forældre, hans datter ser et andet barn, barnets mor arbejder på plejehjem og tager corona med hjem.. Så må man selv overveje, om det er risikoen værd. Man er ikke moralsk overlegen i isolation måske, men hvis målet er at begrænse smitten for sig selv og sine nærmeste, men også sin næste, så handler man jo i hvert fald rationelt.

        Hehe, måske stoler jeg for meget på vores myndigheder.. Jeg har ikke nogen ide om, at vi bliver frihedsberøvet på lang sigt. Men kan være jeg er naiv!

        Nåh, må stoppe min alenlange besked – god dag til dig 🙂

  5. Nu er jeg en af dem der er villig til at sælge hele butikken! Min mand (44år)er desværre ramt af lungekræft, og for ham er COVID-19 en dødsdom, som en almindelig influenza ikke ville have været. Så for dig kan det været “lige meget”, men jeg står i situation en situation hvor jeg potentiel skal fortælle min 9 årige datter at hendes far er død af COVID-19. Og det er rigtigt at folk også døde før COVID-19, men ikke min mand, så det er let nok at ville have sin frihed, når man ikke skal betale prisen med livet af en sine elskede!
    (Og ja, jeg er fuldstændigt klar over hvilke konsekvenser det har både for samfundet og økonomien)

    1. Kære Lene.
      Jeg er ked af at høre, at din mand er syg. Jeg kan godt forstå, at du gerne vil betale hele butikken for at beholde ham. Sådan ville jeg også selv have det. Jeg håber inderligt, at han snart bliver helt rask og undgår COVID-19,så din familie forbliver intakt.
      Kh Johanne

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *