Eftertanker #1 om det der arbejdsliv

Love What You Do and Do What You Love poster

Efter mit indlæg Should I stay or should I go,  har jeg med stor fornøjelse læst jeres kommentarer (mange tak altså!). Lina fra SelvSkabet skrev efterfølgende et indlæg om sin egen arbejdsglæde, som gav mig stof til eftertanke:

Som jeg ser det, så skal man flytte sig, hvis man ikke trives. (Lina – jeg hepper på dig!). Og det bør vel også gælde for mig selv. Min veninde sagde, at hun var lidt bekymret for mig og mine tanker om, at ”nissen flytter med”. Det er jeg sådan set også. Fordi det er første tegn på et usundt forhold, at man begynder at internalisere en forståelse af, at man ikke er god nok. Det gælder både, hvis det er din kæreste eller din arbejdsplads, som giver dig den følelse.

Det er usundt at være et sted, hvor man føler sig dårligt tilpas og begynder at tvivle på sin egen værdi. Ikke hermed sagt, at man skal være lallende lykkelig og totalt tilfredsstillet hver eneste evige dag. Slet ikke – men man skal være grundlæggende glad for sit arbejde. Eller altså jeg VIL være glad for mit arbejde.

Det er jo ikke nødvendigvis arbejdspladsen, som skal skiftes ud. (Selvom det er et oplagt sted at starte). Men man bør flytte sig. Det kan være, at man skal beslutte sig for at blive god til noget andet. Starte en uddannelse op ved siden af. Tage et kursus. Blive tillidsrepræsentant. Begynde at blogge. Arbejde på en mere langsigtet karriereplan. Få nogle andre opgaver. Min erfaring er dog indtil videre, at mine forsøg på udenoms-job-aktiviteter ikke har løst problemet.

Det er jo bare pissesvært, når man oven i sin job-utilfredshed har en 1-årig  og en plan om, at der skal komme flere børn. Jeg kan ikke bare lægge en plan for at få det mest spændende job i verden. Fordi det skal være spændende, men også være foreneligt med livet med småbørn (søvnløse nætter, snot i liter vis og mere end almindeligt fravær). Så det gælder altså om at finde det sted, hvor der opnås ligevægt mellem job-spændendehed og tid til et godt familieliv.

Som jeg ser det, har jeg på nuværende tidspunkt tre løsningsmuligheder:

1. Blive gravid hurtigt og holde ud – og måske lære at holde af jobbet. Det giver mig en målstreg og en fornemmelse for formål med det hele. Plus der er mange læge- og jordemoderbesøg. Der giver tiltrængte afbræk.

2. Skifte job til noget, som er liiiige mig fagligt. Det  afhænger af, at der er et nyt job, som er  mig – og at jeg genkender det, når jeg ser det. Og det er ikke sikkert, at jeg kan gøre det hurtigt.

3. Skifte job hurtigt til noget, som bare behøver at være lidt bedre på nøje udvalgte parametre, f.eks. at ligge tættere på mit hjem, så jeg får mere tid til barnet og mit liv. Her er logikken, at jobbet måske ikke i sig selv er fantastisk, men at det er et bevidst valg om et mindre ambitiøst valg ift. “karrieren”.

Der er formentlig en mellemvej gemt et sted, men jeg synes, at jeg grundlæggende står med en beslutning om, hvornår jeg vil have nr. 2 og hvor godt et job skal være, før jeg vil skifte. Og det frustrerende er, at jeg ikke har frit valg på alle hylder (og det bliver sgu ikke bedre end det er nu. Vi har stort set fuld beskæftigelse i kongeriget. Av!)

Og jeg ved jo ikke, hvad jeg vil. Men jeg må til at komme videre. For jeg vil ikke gå trist hjem fra arbejde hver eneste dag.

4 kommentarer til “Eftertanker #1 om det der arbejdsliv”

  1. Jeg takker for hepningen 😉

    Det er en rigtig ærgerlig situation, vi begge er havnet i, og det er bare ikke så nemt at finde den rigtige vej ud. For der er masser af veje ud, det er ikke det, men det skal jo helst være den rigtige, ellers kan det være lige meget.

    For mig har bloggen lige præcis været det, du beskriver. En måde at få noget “arbejdsrelateret” ved siden af, som giver mig glæde. En måde at fake arbejdsglæde. Håbet er, at jeg måske på en eller anden knudret måde gennem den, finder ud af hvad jeg skal være, når jeg bliver stor!

    Held og Lykke… jeg følger spændt med for at se hvilken løsning du finder 🙂

    1. Ja, det faldt mig faktisk først ind, da jeg skrev det, at bloggen er et fristed – hvor man kan skrive og tænke præcist, som man vil. Jeg har opdaget, at jeg faktisk får flere ideer nu, hvor der er et afløb for dem/plads til dem.

      Jeg glæder mig til at høre, hvordan du får løst din gordiske knude 🙂

  2. Tusind tak for nogle gode indlæg, og jeg sender lige noget looove i retning af både dig og Lina. Jeg har selv siddet i situationen – flere gange, faktisk – og ville ønske jeg havde fået din venindes pointe om internalisering dengang. Jeg var rædselslagen for at et var mig der var ‘sådan en sur én’ eller bare ikke god nok, når jeg var ved at gå til bunds i enten urealistiske forventninger eller dårligt arbejdsklima og manglende anerkendelse. Jeg talte på et tidspunkt med en psykolog, som anbefalede a) at blive gravid (!) og bruge barslen til at tænke over tilværelsen b) at tage på arbejde som en lille antropolog og bare observere hvor skørt det hele var. Jeg valgte en kombi af begge, søgte nyt job fra barsel og har nu et godt, hyggeligt job der ved gud ikke er det store skidt op på karrierestigen, men føles så meget bedre i hverdagen.

    1. Tak fordi du læser med og tak for din ‘looove’ ;). Jeg behøver ikke store skridt op ad nogen karrierestige – jeg vil bare gerne trives i mit job. Så jeg skal tage din psykologs råd, indtil det lykkes mig at komme videre. 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.