Eksistentiel krise og høj arbejdsmoral

Der går ikke en dag, hvor jeg ikke overvejer, hvad jeg skal med mit liv. Særligt mit professionelle liv.

Jeg har analyseret frem og tilbage, og det står klart for mig, at jeg ikke kan komme videre i mit ministerium. Det er sådan set søde mennesker og fine chefer, men systemets logik er, at der kun er én vej, og det er op. Den vej er så til gengæld brolagt med uendelige mængder af ligegyldige notater og betydelige mængder overarbejde.

Jeg har erkendt, at jeg ikke skal blive gammel i centraladministrationen. Men hvad skal jeg så?

Skal man ud i en styrelse eller kommune? Skulle man gå til det private og være konsulent eller public affairs person? Hvad med at læse en ph.d? Blive selvstændig? Tage en ny uddannelse?

Jeg ved det ikke. Jeg tænker nogle gange, at jeg burde gå all-in på tænkepause og livsomlægning. Men jeg kan ikke bare sige mit job op uden et andet på hånden. Jeg kan ikke engang fantasere løst om det uden at føle ligedele angst og skyld.

Siden jeg begyndte at gå med reklamer som 12-årig, har jeg haft et job, som jeg har været forpligtet over for hver uge. Jeg har faktisk kun 4 mdr. på udveksling i Canada (hvor jeg dog stadig havde en ansættelse at komme hjem til) som pause.

Jeg har undladt at tage praktikker og fag som ikke kunne kombineres med mine studiejobs. Jeg har altid prioriteret jobsikkerhed, og det at tjene mine egne penge højt. Både af stolthed og nød. Jeg har aldrig forladt et job uden et andet på hånden.

Jeg kan mærke, at denne tilbøjelighed betyder, at forandring tager længere tid, fordi det skal kunne foregå i tiden efter kl 17 (og lad os være ærlige efter kl. 19.30 og inden kl 22, såfremt der ikke er bagedyst eller mere arbejde).

Så hvordan omvælter man sit liv, når man ikke bare vil “råbe pik og skride”? Skal man mærke “frygten”, før man får flyttet sig? Kan man ikke på pæn mondæn og fornuftig vis ændre sit liv. Et skridt af gangen og uden at sætte sin økonomiske sikkerhed og store gæld på højkant?

Er min arbejdsmoral en ynkelig sovepude og undskyldning for ikke at tage mine drømme alvorligt? Og hvad hvis det er?

10 Replies to “Eksistentiel krise og høj arbejdsmoral”

  1. Åh, hvor kan jeg genkende det!
    Jeg er også ret overbevist om, at jeg ikke skal være i min branche mange år endnu. Men hvad så?
    Har jeg lyst til at blive selvstændig? Skal jeg tage en kandidatuddannelse, og i så fald hvilken? Og hvor meget skal fornuften styre frem for hjertet?
    For kan jeg klare det økonomisk (og har jeg lyst til at blive mere afhængig af min mands penge?)
    Sig til, når du har fundet en løsning for dig!

    1. Jeg siger til! Tror snart, at jeg bare skal acceptere, at det næste jeg gør ikke nødvendigvis bliver det “rigtige”, men i hvert fald noget andet.

  2. Her kommer lige en kommentar, som du skal tage med et gran salt, for jeg har hverken børn eller gæld, så min situation var en anden. Men jeg sagde op i et job, der ikke var det rigtige og som gjorde mig ked. Og det var den bedste beslutning, jeg nogensinde har truffet. Jeg åndede frit for første gang i meget lang tid, og jeg kunne dedikere mig til jobsøgning og noget frivilligt arbejde inden for mit fag, som smagte lidt af dét, jeg egentlig synes er sjovt ved mit felt, men som jeg havde glemt, fordi mit arbejde drænede mig. Jeg var i nyt job efter tre måneder – det er knap to år siden, og jeg føler, jeg er landet det rigtige sted. Når mine veninder er kede af deres jobs (altså for alvor, ik, vi har alle sammen øv-dage), er jeg den, der hepper på at skride fra det hele. Bare sig op. Kan man få det til at hænge sammen økonomisk i en periode, er det en virkelig god investering. Flere har lyttet og gjort det samme, og indtil videre er ingen gået fra hus og hjem eller blevet faste gæster på jobcentret. Men jeg ved, det er nemmere sagt end gjort. Min arbejdsmoral ligner din, og jeg gik rundt om mig selv i cirkler længe, før jeg turde tage springet. Jeg håber det bedste for dig.

    1. Dejligt at høre din historie. Det er præcis sådan et forløb, som jeg ville håbe på. Jeg må se, om jeg inden for en overskuelig tidsramme kan vende skuden. Ellers må jeg hoppe over bord og svømme i land.

  3. Kære Johanne
    Det er altså også en svær beslutning! Ift at blive klogere så en helt lavpraktisk ide: Du har sandsynligvis flex hvor du er nu? Skriv “tandlæge” i kalenderen og smut kl 13.30 og mød en ven/veninde/bekendt der har lidt coach i blodet (eller er proceshaj), til 1,5-2 times sparring. De fleste med den profil kan i min erfaring bestikkes med kaffe og kage, særligt hvis relationen ikke er for fjern og ellers kan du finde en pro. Og ellers er det også en lørdag værd. Det er jeg sikker på din mand også vil synes.
    At blive klogere på hvad du ikke gider nu, hvad du synes der er sjovt og hvad der skal ske er helt sikkert vigtig tid. Måske konkluderer du så, at du er nødt til sige op, måske at du skal vide mere om specifikke (typer af) arbejdspladser. Og så er det bare at invitere nogen derfra på uformel kaffe.
    Da jeg fulgte den strategi med kaffen gav det mig to jobs på hånden og en ansøgning til et tredje sted, hvor begge parter konkluderede at jeg skulle være et højere sted i deres hierarki hvis jeg skulle være der og der havde de ingen åbninger på daværende tidspunkt.
    Og jeg er ret god til mit job, men nogen særlig Særligt Udvalgt er jeg ikke.
    Kæmpe held og lykke!

    1. Hej Marie. Tak for et virkelig god handson råd. Det er nok en god idé at få det ind i arbejdsdagen og benytte sig af flex mulighederne. Endte du med selv at skifte job, eller afventer du fortsat en åbning?
      Kh Johanne

      1. Hej Johanne

        Jeg var kørt sur i min arbejdsplads og skulle noget andet, men vidste ikke hvad. Jeg var i det offentlige og tænkte jeg måske skulle noget i det private. Brugte dels min kæreste, dels en gammel samarbejdspartner der begge stillede op som “coach”; dvs i den her sammenhæng uden gode råd, men med virkeligt gode spørgsmål.
        Ud fra det fik jeg mig pejlet ind på en 3-4 steder der kunne være spændende. Tilfældet ville at jeg mødte en fra et af stederne på en konference og blev introduceret til en fra et femte sted på folkemødet. Begge aftalte jeg kaffemøder med og begge tilbød mig job. Parallelt søgte jeg et job i andet offentligt regi hvor de og jeg som nævnt havde en god snak og konkluderede, at det var den forkerte åbning. Det hjalp enormt at jeg var ret klar på hvad der får mig til at trives (men i øvrigt uden at have en karriereplan).

        Jeg har været i det, jeg takkede ja til i knap to år og det har været SÅ fedt. Nu skifter jeg så igen om lidt men det er pga flytning og praktiske forhold og i øvrigt med en dør åben, hvor jeg har været.

        Hvis du vil høre mere om mine erfaringer med offentlig/privat og den der netværkstilgang må du hjertens gerne kontakte mig! Jeg savnede selv at kende nogle der havde lavet det skift.

        Uanset hepper jeg 🙂

        1. Hej Marie! Det er både et godt tilbud og en særdeles opløftende historie. Jeg skriver til dig. Jeg vil meget gerne høre mere om dit jobskifte og erfaringerne derfra! Bh Johanne

  4. Hej, hej fra den tredje Marie i kommentarfeltet… Jeg har en ph.d. og arbejder nu i centraladministrationen, og jeg vil bare lige sige, at du virkelig ikke ansøge om et ph.d.-stipendium, fordi det virker som en fed tjans med god tid til familien. Jeg havde fuldstændig frihed til at tilrettelægge mit eget arbejdsliv som forsker, men det var benhårdt altid at “være sin lig med sit arbejde”. Der kan du virkelig tale om perfekthedskultur og konstant selvevaluering. Hvis du – som jeg – ovenikøbet vælger et felt, som ikke er noget du brænder vildt for, så bliver det tre-fem laaange år med neglebidning og weekendarbejde. Bevares, det var også sjovt med rejser og konferencer og undervisning, men gør det kun, hvis du har en god idé til et projekt, som du absolut ikke kan slippe. I øvrigt ligner mine overvejelser dine, men jeg tænker meget over, om jeg mest har krise over de andres forventninger til, at jeg bør stige i graderne, eller om jeg reelt selv ønsker det. Jeg vil gerne have flere analytiske opgaver, men jeg gider ikke nødvendigvis arbejde mange flere timer. Det var en øjenåbner for mig, da jeg for ganske nyligt sendte et jobopslag ud fra min arbejdsplads på LinkedIn, og en del forhenværende kolleger fra forskning og konsulentbranchen, skrev til mig og ville høre mere om helt almindelige fuldmægtigstillinger – de vil sådan set bare gerne have flekstid og tryghed i ansættelsen, gætter jeg på… Når det så er sagt, så forstår jeg til fulde dine overvejelser – jeg kigger løbende på andre jobs, men du og jeg er heldige at have et godt udgangspunkt, tror jeg.

    1. Hej til den tredje Marie! Tak for input. Det er virkelig dejligt også at få den vinkel på phd-livet.
      Min mand er forsker, så jeg spejler mig nok for meget i hans oplevelse, som har været virkelig god. Men jeg noterer, at hvis det skal gøres, så skal det ikke gøres for at få meget tid til familien
      Håber at du har fundet dig tilrette i centraladministrationen. Bh Johanne

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *