En hård start

Kl. er 04 – barnet skriger. Jeg går ind til ham og forsøger at berolige ham. Jeg kaster mig i sengen af frustration, da jeg kan høre, at han ikke er faldet i søvn for alvor. Kl. 4 er et kritisk tidspunkt. Det er meget tæt på den sædvanlige opvågningstid kl. 5. 

Min mand rejser sig groggy og går ind for at gøre et forsøg. Det mislykkedes totalt. Ungen vil på ingen måde acceptere, at det ikke er mor, som er stået op. Han skruer voldsomt op for volumen. Som var der nogen, der forsøgte at kværke ham. Det er der ikke. Endnu.

Min mand er retur i soveværelset. Han er ikke glad. Vi ligger og småskændes over til lyden af rasende tumling. Det må da være nogens skyld det her. Jeg giver det et skud mere. Barnet falder til ro – men falder ikke i søvn. Vi – forældrene – ligger og holder i hånden til en stadig mere og mere vågen tumling. Kl. 04.45 står min mand op. Gudskelov, – jeg kan sove lidt mere.

Et par minutter senere kan jeg høre min mand brøle “AV FOR HELVEDET” i køkkenet efterfulgt af et krasj, smæk og kliir. Så for søren. Op på benene. Hvad er der sket? Er I okay? 

Manden står og fumler med et plaster, der ligger en brødkniv i køkkenvasken. Barnet ser Frode Får. Ingen akut fare, men stemningen er på et lavpunkt.

Vi sidder nu og glor skiftevis på hinanden, så på Frode Får, og så på barnet der indtager brød og bananer, som han jævnligt tilbyder puslespilsbrikkerne af dyr på savannen en bid af. Det er simpelthen løgn det her. 

Efter et par timer med muntre morgenrutiner, bliver vi enige om at dele os op. Jeg går med hunden, manden afleverer barnet. Jeg går ud i det frostklare vejr. Solen skinner. Jeg har MØ kørene på fuld smadder i ørerne.

Det lysner. Who cares med massivt søvnunderskud, når foråret kommer. Så kan jeg mærke det. Mine kæber spænder sammen. Munden fyldes med spyt. Jeg trækker vejret dybt med åben mund. Spytter i et desperat forsøg på at forhindre det uundgåelige.

Jeg løber væk fra stien og ind i skoven for at spare mig selv for den umiddelbare ydmygelse af skolebørn, der står og kigger på. Jeg brækker mig og glæder mig umiddelbart over, at jeg ikke også pisser i bukserne. MØ er stadig med mig:

“All my life I’ve stepped to the rhythm of the drums inside my head // Longing for the sweet sound of my mama// Make them all walk this way”

Det er jo prisen for at formere sig, tænker jeg. Men lige sådan en morgen virker det uklart, hvorfor det hastede så meget. Det kan også være, at det ikke holder. Det er jo stadig tidligt i processen. Lige nu har jeg bare kvalmen, trætheden og bukser, som jeg ikke for alvor kan lukke.

Nu må vi se, hvor vi ender. Solen skinner stadig. Og nu hvor jeg sidder her i et s-tog på vej hjem til min lille familie. Så tænker jeg, at det nok skal gå alt sammen. Jeg er jo grundlæggende et heldigt menneske, som bare ikke fik sovet så meget i nat.

18 Replies to “En hård start”

  1. Kæmpe tillykke, Johanne <3 (og en mega legitim grund til, at du har retten til at sove et par timer ekstra i nat. Manden må sguda stå for første afkom, nu du passer den anden. Kun fair!)

    1. Tusinde tak, Louise. Ja, jeg føler også at graviditetskortet bør trumfe alt. Tror effekten tiltager med størrelsen på maven

    1. Tak! Jeg har virkelig tænkt på at lave en intro lidt ala din i sin tid ‘hvis du synes, at der har været lidt stille, så er det fordi…’ den har jeg tænkt meget på de sidste uger, hvor bloglivet er blevet forsømt lidt.

  2. Tillykke!

    Det er altså utroligt hvor mange ydmygelser formering er forbundet med – tænk at man ender med at skulle være taknemmelig fordi man ikke tisser i bukserne mens man kaster op i en busk!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *