Er angst frihedens pris?

Jeg var nødt til at køre tidligt hjem fra en fødselsdagsfest i weekenden. Barnet var helt opkogt og ville hverken spise, sove eller slappe af. Så jeg satte ham i bilen og kørte af sted. Det sker ikke så tit, men jeg kørte rundt på må og få i en times tid for, at han kunne få sovet lidt. I den tid hørte jeg podcasten ‘philosophize this’ om Kierkegaard.

Der skete det, som der næsten altid sker, når jeg læser eller lytter til filosofiske tanker. Min hjerne begynder at kilde og BAM – så er alt forandret!

Jeg har egentlig været vild med Kierkegaard længe, men alligevel var det som om, at jeg hørte meget af det for første gang. Ord som spidsborger, æstetiker og etiker har nok stået lidt i vejen for min forståelse. Men på engelsk blev det sagt mere simpelt og to the point: Man kan miste sig selv på to måder.

1. Du kan miste sig selv ved at blive overvældet af mængden af valgmuligheder og således opleve ‘paralysis of analysis‘ – altså at du overvejer dine muligheder i det uendelige, og dermed aldrig træffer et valg. Folk er tit klar over, at de faktisk udskyder afgørende beslutninger i det uendelige – og dermed risikerer at miste sig selv.

Eller

2. Du kan miste dig selv ved at være låst fast på nogle valg, som egentlig ikke er dine egne. Det er bare samfundet, der har fået dig til at tro, at fx uddannelse, baby, huslån og job er drømmen. Men du har aldrig for alvor overvejet andet, og dermed kan man ikke sige, at du faktisk har truffet et valg. Det farlige ved denne type af valg er, at du som oftest ikke er klar over, at du mister dig selv, fordi du oplever alle valgene som værende dine egne.

Det kan vel prikke til de fleste. Jeg føler i hvert fald, at jeg gør lidt af begge dele (og det kan man i øvrigt også sagtens!). Mit job og manglende jobskifte er i den grad udtryk for paralysis of analysis, men jeg har jo også taget en tæt på snorlige vej ind i småborgerens liv. Har jeg virkelig valgt det hele selv?

Kierkegaards pointe er, at vi flygter fra den angst, der følger med ved at træffe egne valg ved enten at vælge konformt eller overhovedet ikke. Han siger, at vi ikke skal frygte angsten, for den er et udtryk for, at man træffer selvstændige valg og dermed bliver til os selv. I podcasten formulerede de som ‘anxiety is the dizziness of freedom’. 

Så hvor stiller det os henne? Generationen, der fra barnsben er blevet bedt om at ‘mærke efter’ og ‘følge mavefornemmelsen’? Mavefornemmelsen kommer jo aldrig til at fortælle dig, at du skal gøre noget, som gør dig grundangst. Vi kan heller ikke bare gøre, som man altid har gjort. Vi er vitterligt en lus mellem to negle.

Alligevel kunne jeg mærke en strøm af frihed komme under vingerne på mig. For i udtrykket om, at angst bare er svimmelhed forårsaget af friheden, ligger der jo også, at det ikke handler om at vælge rigtigt (hvilket vi ellers bliver tudet ørerne fulde af), det handler om at vælge (noget).  Ideen om, at menneskelivet levet ‘rigtigt’ (altså frit) er fyldt med angst. Vi skal turde at gøre noget, selvom der er en risiko for, at man senere vil kunne tænke, at det ikke var udpræget klogt. Vi skal fandme turde springe ud i det og ikke fedtspille vores liv væk. Men vi skal altid forholde os kritisk til vores umiddelbare indskydelser – er vi virkelig selv kilden til disse ønsker, eller kommer det ude fra?

Det lyder tæt på umuligt, men jeg vil nu forsøge at tage angsten i hånden og svømme med ham ud på det dybe vand uden redningskrans eller gummibåd.

Så må vi se, hvordan det går.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *