Er det i år, at vi gør op med underbetaling af omsorgsfagene?

Sygeplejerskerne har stemt nej til resultatet af årets overenskomstforhandlinger. Det er virkelig spændende, hvad der sker herfra. Og jeg håber håber håber, at det her bliver året, hvor det lykkes at få løftet lønniveauet for “kvindefagene” – særligt pædagoger, sygeplejersker og SOSUer.

Det er vanvittigt, at man efter et års pandemi, hvor netop de tre grupper har vist sig at være to helt uundværlige, ikke har fået et bedre resultat, end det der er fundet frem til.

Det er der selvfølgelig flere grunde til. Den primære er, at vores overenskomstforhandlinger er fandens stiafhængige. Altså vi tager udgangspunkt i seneste aftaler – og så aftaler man procentvise stigninger. Det vil altså sige, at man skal have nogle ret voldsomme procentvise stigninger, hvis det lønefterslæb, som findes for kvindefagene skal indhentes.

I mine øjne burde man sige, at i lyset af corona-epidemien og vores generelle erkendelse af, at kvinder ikke er blevet eller bliver anerkendt nok for deres arbejde give et løft til de fag. Vi taler særligt sygeplejersker, pædagoger og SOSUerne. Det er tre medarbejdergrupper, som har taget et kæmpe slæb under corona-epidemien – og som i den kontekst også har vist sig værd.

Vi har kæmpe store problemer med at rekruttere nok medarbejdere inden for de her fag. DE SKAL HAVE MEGET MERE I LØN! Det er sådan man normalt løser udfordringer med mismatch mellem udbud og efterspørgsel (også skal de generelt have bedre vilkår!).

En analyse fra Institut for Menneskerettigheder viser derudover, at en af grundene til det store lønefterslæb skal findes i det lønhierarki, som blev etableret med tjenestemandsreformen i 1969. Det er altså også et udtryk for en politisk beslutning, at tingene er, som de er.

Jeg håber, at staten som arbejdsgiver finder den store pengepung frem – og i det tilfælde, at et lovindgreb bliver nødvendigt. Det kan ikke være rigtigt, at vi pøser milliarder ud i et dødsdømt og dyreplagebaseret mink-erhverv, men ikke vil give et tiltrængt lønløft til nogle af de vigtigste faggrupper, vi har i landet.

Så BUPL! Nu er det nu, at I skal stå skulder ved skulder. Stem nej til jeres forhandlingsresultat! Det kan godt blive vildere!

Derudover vil det helt sikkert kræve solidaritet på tværs af flere faggrupper – for pengene skal sikkert findes i nogle af vores andres lønstigninger.

Det er også i orden.

5 Replies to “Er det i år, at vi gør op med underbetaling af omsorgsfagene?”

  1. Du har så meget ret! Nu er jeg i det private, men jeg gav gerne afkald på dette års lønstigning for omsorgsfagenes og ligelønnens skyld.

  2. Det kommer ikke og aldrig til at ske, er min overbevisning. Og derfor vender jeg nok aldrig tilbage til pædagogfaget. Har set på deres betingelser under pandemien og prist mig lykkelig for at have forladt faget. Men det er så uretfærdigt.

      1. Det må du gerne. Jeg har lavet lidt forskelligt (hotel og post), men de sidste 8 år har jeg arbejdet som handicaphjælper. Jeg har været hos den samme familie alle årene og passer deres søn om natten. En voksen til et barn – det er en normering, der vil noget . Men bortset fra det, er handicaphjælpere heller ikke fantastisk stillet. Men i det mindste løber jeg mig ikke ihjel.

        1. Ah, handicaphjælper er jo meget forskellig afhængig af personen med handicap. Men det lyder rart at være hos den samme familie i lang tid. Det er de sikkert også glade for. Det er svært at finde gode og stabile hjælpere.

Skriv et svar til Anne R Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *