Er det nu, vi skal begynde at opdrage ham?

roaring lion on field

Barnet kan her halvandet år inde i sit liv brøle som en løve. Nærmest sige prosit. Og han er vild med at proppe store mængder af toiletpapir i kummen, uden i øvrigt at være i nærheden af at være renlig. Det har fået mig til at overveje:

Er det nu vi skal begynde at opdrage ham?

Vi har levet højt på, at man ikke kan opdrage børn under 1 år. Så indtil nu har vores filosofi været 1000 kys om dagen og et stort skvæt dovenskab. Jeg kan dog fornemme, at det måske ikke får os helt i mål. Han kaster med sit legetøj, nægter at spise fisk, skriger når han får børstet tænder og tygger mest på sine grøntsager, hvorefter de spyttes ud på gulvet. Hvis han skal slappe af, så er det gerne med fjernsynet tændt. Det sidste er nok det værste.

Jeg er hard-lineren i husstanden, når det kommer til tv, men min mand bider ikke på, når jeg siger, at det farlige ved tv’et er, at barnet bliver passivt og ikke øver sig i andre life-skills. Han mener bestemt, at barnet øver sig meget – på ikke at være pisseirriterende.

For at kunne opdrage på et barn, så skal man jo have nogle principper at opdrage ud fra. Jeg vil gerne have, at han bliver en blød, stærk og klog dreng, som er omsorgsfuld og respektfuld over for sine omgivelser. Men hvilke konkrete opdragelsesprincipper munder det ud i?

En ting der er blevet diskuteret i offentligheden fornyligt er, om tonen blandt børn er blevet for hård. Jeg har ikke en holdning til, om han må bande. Det må han gerne for mig. Alle (rigtige) ord er meget velkomne på nuværende tidspunkt. Men jeg vil da ikke være stolt over en unge, som sviner andre mennesker til. Men hænger det sammen med, at man bander?

Jeg vil gerne have, at han tager initiativ og prøver verden af, så i princippet må han alt. Jeg morer mig, når han rytmisk smadrer løs på sofaen med en maracas eller kaster med den store yogabold rundt i stuen. Men vi lægger muligvis sporene til en rigtig møgunge her.

Det bekymrer mig, at jeg intet aner om børneopdragelse, og at det hele bliver taget på løse fornemmelser og en knapt formuleret pippi-teori, som bestemt ikke er evidensbaseret og vel nærmest ikke kan betegnes som en opdragelse.

Tips og tricks modtages med kyshånd.

 

10 kommentarer til “Er det nu, vi skal begynde at opdrage ham?”

  1. Jeg har desværre ingen tricks – opdragelse er svær! Meget sværere end at tage sig af et spædbarn! (Den del er bare hård). Vi opdrager så godt vi kan, men spørgsmål som “kan de det nu?”, “er jeg for hård?”, “er jeg for blød?”, “er det her rigtig gråd eller manipulerende gråd?” trænger sig hele tiden på. Held og lykke med det!

  2. Tja, fra en vattet mor til en anden: Det vi har kunnet opdrage til er det hvor vi har insisteret på at det er som det er som det, dag efter dag, ligemeget hvad. Som fx tandbørste, putning, sutten på plads om morgenen, bronkitismasken flyverdragten på krogen. De ting vi er ligeglade med (fx legetøj ved bordet) bliver på hans måde, fordi vi simpelthen ikke tager kampen. Til gengæld er han næsten selv den største håndhæver af de ting, han har lært. Bortset fra når han med mellemrum liiige tjekker om reglen stadig gælder. Men altså, jeg syntes også det var nemmere dengang man bare kunne forkæle!

    1. Vattet mor. Dejlig beskrivelse 🙂 Jeg forsøger virkelig også at holde fast i dagligdagsrutinerne, men alligevel kan jeg mærke, at der er dage, hvor jeg tænker – jeg vil ikke bringe tandbørsten på banen, for jeg ORKER ikke kampen. Men så har jeg altid dårlig samvittighed bagefter. For så er det min skyld, at han vokser op med gebis. Gudskelov for mælketænderne 😉

  3. Jeg er ikke overbevist om, hvor stor forskel det gør for barnet, men jeg kan kun anbefale, at I starter nu – for jeres egen skyld.
    Det er svært at være enige og min oplevelse er, at konsekvens (ikke konsekvenserne) er alfa og omega.
    Så man er nødt til som forældre at vide, hvad der er vigtigt for en og hvor man er villig til at tage kampene.
    Vi tog aldrig snakken, så der er “når mor er bestemmer” og “når far bestemmer”. Det kan vores 8-årige sagtens navigere i (ligesom skilsmissebørn kan), men det giver også mange ekstra diskussioner …
    Opdragelse er afsindigt svært og jeg har ingen ide om, hvordan man gør det rigtigt. Det er svært ikke at fortryde, fordi effekterne kommer senere end input. Derudover kan man også nemt fortryde opdragelse, som man egentlig går ind for: mit barn er blevet opfordret til at sige sin mening. Så det gør hun *altid*. Der er ingen slukknap. Så den arbejder vi på, men det er hårdt arbejde at justere på bagefter.

    1. Fælles front er en god ting. Men det er nok ikke muligt på alle områder, kan jeg kun forestille mig det, man er jo forskellige mennesker trods alt. Jeg kan i hvert fald mærke, at alting i mig snører sig sammen, hvis jeg skal gøre noget, som jeg i bedste fald synes er tåbeligt og i værste fald synes er kontraproduktivt. Hm – og børnene er jo også deres egen. Det er sgu nok ikke alting, som kan tilskrives deres forældres manglende evner, vel?

  4. Mine børn var mega irriterende som små, fordi jeg virkelig ikke gik op i om de syntes det var sjovt at hoppe i sofaen eller ej (gu er det da sjovt at hoppe i sofaen, når man er størrelse 90 cm). De er heldivis endt med at være fornuftige unge mennesker med stor empati. Det er også vigtigt!
    Men jeg tror, at min (manglende) opdragelse nogle gange gav dem problemer, fordi de ikke var nemme at være sammen med for andre, når de løb rundt på væggene. Så der er nogle ting i min laisse faire tilgang, jeg som jeg ville gøre anderledes. For ungernes egen skyld. Ikke det hele, for jeg synes også det er vigtigt, at de tager initiativ og prøver verden af, som du siger. De skal ikke dresseres til at indrette sig efter andre, men at tage hensyn til andre. Giver det mening? Hvis du i stedet for at tænke “opdragelse”, kan tænke “vejledning”, så er det måske lettere at forholde sig til. Vejledning betyder ikke, at alting skal forklares i detaljer til en 1-årig. Nogle gange er det nok at sige “nej, det vil jeg ikke have,” og så tage protesterne i stiv arm. I min optik er det vejledning at fortælle, når du ikke bryder dig om noget. Det er opdragelse når du siger “Det må man ikke” uden at tage det på sig (regler for reglernes skyld). Og så skal børn også lære, at der kan være forskel på adfærd derhjemme og er i andre sammenhænge (du må gerne kaste yogabolde derhjemme, men ikke her hos Mathilde). Det kan de godt, og det træner dem i at læse rummet. Men de er jo nødt til at blive vejledt i starten.

    1. Jeg er glad for at høre, at børn af laisse faire forældre også kan blive gode mennesker. Der er håb forude! Vejledning er et godt ord! Det vil jeg tage med videre. Fordi det handler jo lige præcis om at kunne læse rummet, og være i stand til at navigere i det. Nogen gange synes jeg bare, at man som voksen indretter sig for meget. Det har jeg i hvert fald selv tænkt, når man bliver kørt over i samtaler eller deltager i røvsyge aktiviteter, som man helst var fri for – og har glemt hvad formålet med det egentlig er. Jeg synes i hvert fald, at det er inspirerende at se på børns meget klare måde at kommunikere på – og den måde de står ved sig selv på.

  5. Jeg har givetvis ikke de mest velopdragne børn i kommunen, man må nogle ting herhjemme, som man ikke må andre steder og vi vælger helt klart nogle kampe fra.

    Men nogle ting: børste tænder, tage tøj på før morgenmad, bære tallerkenen over til vasken, når man har spist, sige ‘tak for mad’ og ‘farvel og tak for i dag efter en legeaftale’, først tage iPaden kl 07:00 om morgenen i weekenden o.l. har vi insisteret på, og de ting kører fuldstændig strømlinet (for drengene på 5 og 7). Der har været kampe om det hele. Hvert eneste skridt på vejen har været konfliktfyldt med den ældste, stædige rad. Vi er blevet klogere, bedre til at manipulere vores børn (børneopdragelse er vel en form for manipulation?), bedre til at lokke og belønne frem for bare at sætte vores vilje igennem.

    Min mand og jeg er ikke enige om alt, men vi er loyale overfor det, den anden siger i situationen, og så kan vi diskutere det bagefter.

    Efter min erfaring kan man ikke opdrage ret meget på et barn på halvandet. De har ikke sprog til at forstå andet end de mest simple ting, men vi har kørt et relative forudsigeligt og ensartet program, og det fungerer godt for mine børn. En typisk dag er stå op, tisse, tage tøj på, morgenmad (man kan kune få én slags, så hvis man har valgt havregryn med rosiner, kan man ikke bagefter få havregrød), børste tænder, evt lege lidt, overtøj på, skole/børnehave/vuggestue. Om eftermiddagen leg, tv fra 17-18, aftensmad kl 18, leg, evt bad, børste tænder, godnathistorie, godnat. Every freaking day. Det gør mine børn og sådan set også både mig og min mand mere rolige, at der er system og forudsigelighed, og så kan de godt være i det, hvis der pludselig er noget anderledes.

    Der har altid været ting, vi meget tydeligt har taget afstand fra, som fx at kaste med maden (så bliver man sat ned og er færdig med at spise. Ingen bliver råbt af eller synderligt skældt ud, men man kan ikke være med ved bordet), hvis man bider (som min datter på 13 mdr gør lige nu), eller slår sine søskende. Eller for den 7-åriges vedkommende er næsvis, uforskammet og taler grimt til andre – den kamp kører lige nu og fortsætter formentlig til han flytter hjemmefra. Han bliver en rigtig sjov som teenager.

    Jeg læste for et års tid siden den bog, der hedder Rabalder i Børnefamilien. Den fik jeg rigtig meget ud af, men dit barn er nok for lille til at det er relevant.

    Og altså: det går nok alt sammen. Børn er robuste små størrelser og så længe de har en tryg relation til deres forældre og nogle fornuftige rammer, så kan man rette op på en hel del undervejs. I Lone Franks altid gode podcast 24 spørgsmål til professoren er der to gode programmer om det: det nyeste om forælder-spædbarns relationer og et med Dion Sommer, som er professor i mental børnesundhed (eller noget i den stil).

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *