Er det pøbelaversioner eller god smag?

group on people inside building

Siden jeg forlod folkeskolen og begyndte at bevæge mig op gennem uddannelsessystemet, har jeg fået en voksende oplevelse af “ikke at høre til”. De kulturelle referencer bliver mere og mere ekskluderende. Som en der er vokset op i en familie, der har taget på samme sommerferie hvert eneste år – og hvor årets tur til Bonbonland var et højdepunkt, så er jeg ikke opdraget til at være en sofistikeret kulturforbruger. Jeg går sjældent i teatret, jeg rejser ikke specielt meget, og jeg hører hverken opera eller ser ballet.

Problemet opstår, fordi jeg efterhånden kun omgås mennesker – som er meget mere “fancy pantz” end mig. Det er mennesker, som går i teatret og på museer. Læser bøger på altanen med et glas rosé i hånden. De går til vinsmagning og jazz-festivaller. De elsker at blive overrasket af “skøre internationale koncerter” på Roskilde Festival. Grøn Koncert og Skanderborg festivallen ville de aldrig sætte deres ben på. Og Shu-bi-dua er alt for provinsielt.

Jeg kan love jer for, at jeg føler mig som den vildeste basic-bitch, når “vi” taler om nyeste udstillinger og koncerter over frokosten. Nu er jeg endda også tre-fire gange blevet konfronteret med mennesker i min omgangskreds – som enten lige har været eller gerne vil til Iran. Iran?!?!

Som den uvidende bonderøv jeg er, har jeg været nødt til at google, hvor landet præcist lå, og hvorfor min umiddelbare reaktion på Iran som rejsedestination er: HVORFOR?

Jeg kan fortælle til mine fellow-bonderøve derude, at Iran er et lille lækkert land klemt inden mellem bl.a. Irak, Pakistan, Afghanistan og Aserbajdsjan – hvilket jo i sig selv er en lækker region. Udenrigsministeriet anbefaler, at man passer på, når man er i landet, fordi der er ok stor risiko for terror og:

“Iran er et muslimsk land, hvor islamiske regler strengt følges. Behandlingen af din sag ved domstolene kan være langtrukken og bureaukratisk. Du kan risikere, at du ikke må rejse ud af landet, før sagen er afgjort. Forholdene i fængslerne kan være meget vanskelige.

Seksuelle forhold mellem mænd og kvinder, som ikke er gift med hinanden, er ulovlige og straffes. I visse tilfælde idømmes dødsstraf. Hoteller kan nægte ugifte par at dele værelse. (Homoseksualitet er selvfølgelig også forbudt).

I Iran er der nogle meget vigtige krav til påklædning. De gælder alle offentlige steder. Kvinder skal bære ”mantou”, bukser til anklerne og hovedtørklæde. Mænd bør undgå shorts og t-shirts uden ærmer. Du kan risikere chikane og anholdelse, hvis du ikke respekterer det. “

Derudover er der selvfølgelig det ekstra lille twist med, at Trump fiflede med ideen om et luftangreb på landet, fordi Iran har skudt en amerikansk overvågningsdrone ned. Overvågning, man bla. har, fordi landet er i gang med at skaffe sig en atombombe.

Så rigtig afslappende lyder Iran ikke. Men hvad ved jeg? Der er også flere i min omgangskreds, som har været/vil til dødsdiktaturet Nordkorea. Og set i det lys, så er Iran jo et mainstream valg. Min mand anførte, da jeg råbte op om, at verden var blevet vanvittig, og hvad fanden er der nu i vejen med Gran Canaria: “Jamen, Iran skulle være et meget gæstfrit land“. MEN DET ER DER SGUDA MANGE LANDE DER ER?!?!

Så hvad vil jeg egentlig med denne her lange smøre om Iran? Jo, altså – det handler ikke om Iran i virkeligheden. Det handler om smag. Det handler om social kapital og klassetilhørsforhold. Det handler om, at man kan bruge sin gode smag til at vise, at man andre (fx mig) overlegen. At man er worldly og vidende. At man kommer ud – og at man har så meget overskud, at både svært tilgængelig litteratur og lande ikke er en hindring. Selvom det sikkert ikke (bevidst) er hensigten, så er det en magtdemonstration. And I don’t like it!

Jeg hviler for det meste i – og dyrker måske også en lillebitte smule – min egen proletar-identitet. (Hvilket også kan kamme over til det patetiske, for jeg har trods alt en kandidatgrad og et rækkehus, og jeg elsker Immanuel Kant og tapas). Men måske det bare giver mig lige tilstrækkelig med kulturel kapital til at opdage, at jeg ikke hører til i de her luftlag, hvor man lytter til moderne jazz, rejser jorden rundt og går på vinbar hver uge.

Men hvor hører jeg så til? Og hvad gør man, hvis man er ved at blive træt af at føle sig som en idiot og/eller tilgå alt kulturforbrug med en ironisk distance?

6 Replies to “Er det pøbelaversioner eller god smag?”

  1. Jeg kender heldigvis (!) ingen, der mig bekendt drømmer om at tage til Iran. Eller Nordkorea (hvad fanden sker der for folk?!). Og så tænker jeg; Gudskelov for det. Foooor…. er det virkelig nødvendigt at booste sig med så eksotiske rejsemål? Jeg tænker på hvad det egentlige formål mon er? Og du skriver det jo selv: Magtdemonstration. And I don’t like it either. Så med mindre man er globetrotter by heart, så helt ærligt: De må tage sig sammen. Tænker du må stikke dem et kursuskatalog til noget aftenskolehalløj.

  2. Jeg tror simpelthen at svaret må være, at owne sine egne smagspræferencer. Jeg har også været turen igennem, som ikke-akademisk opdraget i et akademisk miljø. Tilpasning. Ironisk distance. Og nu bare en ro i, at jeg ikke ved en skid om ballet, synes Weekendavisen er kedelig og at jazz roder i mine ører. Til gengæld ved jeg en del om ting, der ikke er fancy pants, men som er mindst lige så vigtigt ✌

    1. Det er nok den eneste mulighed for fred i sindet i hvert fald. Men jeg ved ikke om en kulturkamp kan vindes sådan? Men den kan måske slet ikke vindes overhovedet, så der er nok ikke andet for. Tænker du, at man owner det, ved ikke at skamme sig også i øvrigt forholde sig i ro (‘hvile i sig selv’ om man vil) eller owne som i tage diskussionen, når der bliver talt ekstraordinært højpandet omkring dig?

  3. Shit min far har netop talt om at rejse alene til Iran – min første reaktion var også, at det da heldigvis ikke var Nordkorea. Hørte i ‘Det vi taler om’ at en Blogger blev inviteret til Iran på en pressebureau og ret ukritisk rapporterede derfra, mon det er derfra folj har fået inspirationen..?
    Det handler helt klart om social kapital og ikke mindst identitet, men tænker det ikke som et magtmiddel til at trumfe andre med, ligesom du gør. Det sjove er, at jeg oplever en total opløsning i fht at abonnere på fin- eller lavkultur. At det i mixet, men selvfølgelig stadig med de helt rigtige kulturelle markører, at man positionerer sig. Går til små avantgarde jazzkoncerter og samtidig synger med på Spice Girls og andet 90’er pop. Ser Lars von Trier den ene aften og DR3’S nyeste reality den anden osv.

    1. Det er meget muligt, at det er radio 24/7 som er bannerfører på denne Iran-bevægelse, der er opstået. Det kunne være interessant at vide, hvordan aparte rejsetrends opstår.
      Du har helt sikkert også ret i, at der er en vis grad af opløsning ift sammenlignet med tidligere. Og jeg mener engang at have læst, at højtuddannede kvinder var primære forbrugere af fx paradise og de unge mødre. Men det er vel nærmest dårligt smag i anden? At man glædes over at væmmes over andre?

  4. Interesant at læse. Jeg må erkende, at jeg hører til det segment, hvor du kalder kulturforbruget en magtdemonstration. Men sagen er, at jeg ærligt elsker jazzfestival, forestillinger på det kgl teater (og andre små undergrundsteatre, for den sags skyld), foretrækker Weekendeavisen og jeg kunne sagtens finde på at tage til Iran – fordi det er kulturen og det at møde mennesker der tænker helt anderledes, der er interessant for mig i en ferie – ikke at slappe af – det gør jeg på altanen med bogen (jeg bryder mig så ikke om rosé).

    Jeg tænker jo, at det er meget naturligt, at man orienterer sig imod det, man er vokset op med – og jeg ser det ikke som en magtdemonstartion, medmindre man rynker på næsen af, at der er folk der har andre præferencer. Jeg tillader mig at gætte, at det er det du føler? At din smag bliver set på som lavere rangerende?Der er en enkel løsning. Hold op med det. Lad være med at føle, at du skal leve op til noget, og stå ved hvad du kan lide. Uanset, at det er anderledes end det din omgangskreds foretrækker. Hey – i det selskab er det dig, der er eksotisk og udenfor mainstream. Enjoy.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *