Er mommy-blogs de nye basisgrupper?

Image result for kvinde kend din historie

Jeg har i dag lyttet til den nye podcast, der hedder “Kvinde kend din historie“, hvor historikeren Gry Jexen har sat sig for at få kvinderne ind verdenshistorien. Jeg blev både rørt, inspireret og vildt imponeret. Så først og fremmest en varm anbefaling til at følge hendes arbejde! Podcasten har et kæmpe potentiale og er kommet stærkt fra start.

Det er Grys anden program om Suzanne Giese, som har fået mig i gang med dette indlæg, fordi det kredser kvindebevægelsens arbejde med at få skabt ligestilling ved at åbne samfundets øjne for, at det private er politisk. Altså at få fokus på familiestrukturer, moderskab, prævention og alt det andet, som før kun var inde bag hjemmets fire vægge.

Suzanne Gieses datter – Ditte Giese – sender i podcasten en røffel afsted mod vores generation af højtuddannede kvinder, som henter tidligt, går på deltid og bruger vores fritid på at løbe ture og bage boller. Ordene faldt som opsamling på kvindebevægelsens resultater: At kvinder i dag har alle muligheder for det, men overraskende nok ikke går efter magten, men på forunderligvis har vendt tilbage til en dyrkelse af husmoderen.

I afsnittet bliver vi præsenteret for begrebet “basisgruppe”. Det er et begreb, som jeg ikke selv kendte og derfor googlede og fik følgende definition af: “basisgruppe: en antiautoritær, ikke-hierarkisk organisationsform, som opstod i 1960’erne. En basisgruppe består af fem til ti personer, som ud over politisk eller fagligt samarbejde også opdyrker personlige relationer. Møderne foregår med indlæg efter tur, således at alle aktiveres.” Det var herigennem, at man fandt ud af, at nogle problemer i familierne ikke var individuelle problemer – men udtryk for strukturelle problemer. F.eks. at kvinderne havde en meget stor andel af det huslige (og ubetalte) arbejde, som holdt dem tilbage i at få et job, en uddannelse og deres egen økonomiske frihed.

Når Ditte Giese beskriver min/vores generation af kvinder, som nogen der har ladt kvindekampen i stikken ved at gå tilbage til at dyrke vores børn og bage hjemmebagte boller og sy fastelavnskostumer, så er det svært ikke at føle sig både ramt og provokeret. For hun har da lidt fat i noget. Jeg kæmper selv med skyldfølelse over for kvindekampen og min egen selvforståelse over at tage en meget lang barsel. MEN denne “back to basic”-bevægelse er jo et udtryk for et opgør med en kapitalistisk forbrugskultur og en konkurrencestat, som er ved at mase – særligt kvinderne. Fordi vi ikke “bare” skal have en god karriere. Vi vil også være gode forældre. Vi skal være i god form, og vi skal have et rigt socialt liv.

Jeg kan godt genkende, at vi i dag dyrker moderskabet, men jeg synes, at vi gør det på en mere oplyst og ærlig måde, end man gjorde i 1950erne. Der er sgu ikke romantik og nybagte boller, som jeg støder på. Jeg skriver selv og læser hos jer andre nogle brutalt ærlige beretninger om livet som mor og kvinde. Jeg synes, at vi er gode til få “svesken på disken”. Det er helt sikkert ikke alle, som ser det politisk – men første skridt på vejen er da at tale om de udfordringer, der findes i familierne og brainstorme på løsninger. På den måde synes jeg, at mommyblogs faktisk tager grundideen med basisgrupperne op. Kvindekampen fortsætter, men den er mere kompleks i dag.

I det første afsnit af “Kvinde kend din historie” hører man nogle fantastiske historier om danske svømmepiger i 1930erne. Som en bisætning bliver det nævnt, at kvinder i ro-sporten i lang tid ikke måtte konkurrere på tid, men på et tidspunkt får kvinderne lov. Dog blev der sat et loft over, hvor mange åretag per minut kvinderne måtte tage i deres løb, fordi man ikke ville se på kvinder anstrenge sig eller lide. Ingen forvrængede ansigter eller hårde bevægelser.

Det slog mig at være et perfekt billede på, hvorfor det er svært at være kvinde – også den dag i dag. Fordi kvinder skal konkurrere på “lige vilkår” med mænd, men det skal helst se ubesværet ud, de skal gerne være i godt humør og omsorgsfulde imens. Der stilles nogle bonuskrav til kvinder i verden, som der bare ikke stilles til mænd. De er så dybt kulturelt forankrede, at de ikke sådan lige er til at skille sig af med.

Så jeg håber, at vi sammen kan fortsætte denne online dialog med hinanden om at være kvinde i dag. Men vi bør også minde hinanden om, at alle vores individuelle valg summer op og bliver en del af større politisk virkelighed, som vi skal huske at være bevidst om og tage stilling til.

7 Replies to “Er mommy-blogs de nye basisgrupper?”

  1. Spot on! 🙂
    Jeg har ikke selv hørt podcasten (endnu), men Ditte Gieses udsagn provokerer også mig, samtidig med, at hun jo også til dels har ret.
    Men hvor går grænsen mellem ansvaret for vores eget liv og velbefindende og ansvaret for at være forbilleder for vores børn og prøve at rykke ligestillingen et lille skridt i den rigtige retning?
    I år er jeg arbejdsmæssigt helt klart på holdet, der fokuserer og tager ansvar for mit eget liv. Ovenpå to fødselsdepressioner og sygemeldinger er jeg i år gået kraftigt ned i tid. For at passe på mig selv. Og jeg har ikke de store karriereambitioner, og slet ikke ambitioner om at forbruge mere og mere.
    Men der er så mange aspekter i det, for hvor meget er min egen stemme, og hvor meget er jeg underlagt kulturelle normer? Det kan jeg godt blive skør i bolden af at fundere for meget over!
    Tak for en velskrevet blog, og jeg håber, at du får en god barsel 🙂

    1. Tak fordi du læser med. Det lyder til, at du laver en meget vigtig prioritering ift dit eget liv og velbefindende. Jeg bliver også helt kulret af at prøve at rense mine tanker for kulturel påvirkning. Håber du er på vej ud af, hvad der ligger til at have været en meget hård periode.

  2. Jeg er ny på din fine blog, tak for den! Det er en spændende problemstilling, du tager op her, og fik lyst til at reflektere, fordi jeg egentligt ikke bliver provokeret af Ditte Gieses udsagn, som jeg læser det her hos dig (har ikke hørt podcasten). Jeg synes, hun har ret.

    Vil skynde mig at sige at selvfølgelig skal vi passe på os selv, og man skal ikke gå tilbage på arbejde fuld tid efter fødselsdepressioner og sygemeldinger, men jeg tænker heller ikke, at det er dem/jer, Ditte Giese skyder på?

    At jeg synes hun har ret betyder for mig selvfølgelig ikke, at vi skal tabe vores børn på gulvet, men at far også godt kan tage barsel, bage boller, sy/købe fastelavnskostumer (jeg/vi syr altså ikke :-)), arrangere legeaftaler, hente tidligt, svare på beskeder på aula etc. Jeg kender godt nok mange, hvor kvinden fx går på deltid for at få familien til at hænge sammen, men hvor det aldrig har været overvejet, at manden kunne gøre det? Det bunder for mig at se ofte i nogle samfundsnormer, som vi ikke har fået styr på endnu, og der ligger stadig en kamp at tage. Og så bliver det private for mig politisk. Hvis far var på deltid kunne mor måske godt få et fuldtidsarbejde til at hænge sammen? Eller hvis begge havde fleksible arbejdstider, kunne det måske godt lade sig gøre at hente børn til fornuftig tid og ikke være ved at kaste op af logistik? For mig er det disse tanker, som dit indlæg sætter i gang, og der er stadig et stykke vej, også politisk. (og ja, har selv børn, og vi er så priviligerede, at vi har løsningen med fleksible arbejdstider 🙂 og hvor ville jeg ønske, at den kunne være for flere. Det politiske igen.)

    1. Tak fordi du læser med. Jeg tror egentlig, at vi er ret enige. Men Ditte Giese provokerer mig, fordi hendes kritik netop er møntet på de fleste kvinder (altså nok ikke de syge). Fordi det svære er, at alle vores individuelle valg summer op og bliver udtryk for nogle generelle strukturer. Og du har da helt ret i, at det ikke er tilfældigt, at det er mor, som går på deltid.
      Men hvorfor er det moren, som føler sig mest presset? Og hvis hun er mest presset, så hjælper det nok ikke super meget at far går ned i tid. Personligt tror jeg, at kvinder i gennemsnit ønsker at bruge mere tid på deres børn end mænd, og bl.a. derfor bliver de presset. Men hvor opstår det ønske fra? Er det et “legitimt/ægte” ønske eller udtryk for patriarkatets undertrykkelse?
      Jeg bliver i hvert fald mindfucked, når jeg forsøger at analysere mine egne ønsker og behov på den måde.

      1. Hm, ja jeg kan jo kun tage udgangspunkt i mig selv, og jeg er presset, hvis der ikke er styr på ungerne. Men jeg er ikke presset, hvis far er sammen med dem. Hvis jeg henter tidligt mandag og jeg ved, at far henter tidligt tirsdag, kommer jeg med god samvittighed hjem lige til aftensmad. For de er i gode hænder og sammen med deres anden forælder, der giver dem noget helt andet og alligevel det samme, som jeg kan, nemlig endeløs kærlighed. Derfor vil jeg stadig gerne bruge mega-meget tid med dem, men jeg gider også godt give rum til den anden forælder, som også hygger sig med dem uden mor. Jeg oplever ikke, at mødre gerne vil bruge mere tid med deres børn end fædre. Men jeg oplever i nogle familier, at det er “blevet sådan”. Og der er jeg enig med dig, hvad pokker skyldes det? Jeg læner mest imod at det er samfundsstrukturer, der lægger op til at mor er mest sammen med barnet. Vi har aktivt udfordret de rammer herhjemme og måske er jeg gift med et pragteksemplar, men min mand prioriterer unger lige så højt som jeg. Og (måske) derfor oplever jeg ikke det samme pres. Det er en vildt spændende diskussion!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *