Eskapisme er den bedste isme

brown wooden harbor dock

Alle sover. Opvaskemaskinen skvulper løs, imens den forsøger at gøre dagens bunke opvask ren. Det er meget længe siden, at jeg har siddet med mig selv og mine tanker. Jeg ved snart ikke, hvad jeg skal gøre med dem. Det er nok også derfor, at selv om et af mine nytårsforsætter var at “blogge regelmæssigt”, så kommer der længere og længere mellem indlæggene.

Der er en del kladder, som “bare” skal færdiggøres, men det er som om, at jeg enten ikke kan tænke tankerne til ende eller også sker der bare så lidt i mit liv, at jeg keder mig selv ved at fortælle om dem. Måske.

Om aftenen, når børnene (måske) sover, så er vi begyndt at gense West Wing. Det er en virkelig god tv-serie. Jeg får stadig kuldegysninger. Jeg kan mærke fornemmelsen af potentiale og store drømme skylle ind over mig. En følelse, som jeg ikke ellers hænger meget ud med for tiden.

Jeg startede med at se serien sammen med min mand, dengang vi bare lige var blevet kærester for snart 15 år siden. Derfor er denne serie for mig også en tidsmaskine, som tager mig tilbage til en tid, hvor alt var mere simpelt, kærligheden og tiden til hinanden var uendelig.

Det er en overlevelsesstrategi, som min mand introducerer, hvis tingene er lidt stramme i en periode; Så sørger han for, at vi bedøver vores hjerner med behageligheder i pauserne. Jeg er altid lidt ambivalent ved denne strategi. Det er jo virkelig hyggeligt, og det føles rart. Men nok også en lille smule dovent i min optik.

Det mener min mand ikke. Han messer i stedet: Eskapisme er den bedste isme.

Det er i alle livets forhold, også når Hubert er ked af det. Jeg ville selv bare holde ham tæt og spørge hvert 5. minut. Hvad gør dig ked af det? Er du okay?

Martin vil i stedet – nærmest manisk – forsøge at få Hubert til at grine ved at gurgle saft og slå store bøvser.

Det er udtryk for grundlæggende forskelle i vores overlevelsesstrategier. Martin vil gerne fokusere på noget, som gør ham glad og narre hjernen fra at tænke mere på det ubehagelige. Han er en sand eskapist, når lejligheden byder sig.

Jeg vil derimod gerne gennemtale problemerne for at finde en løsning. Føle tingene til ende. Jeg ville på en god dag kalde mig realist, men man kunne også anklage mig for, at være en der bekymrer sig om enhver negativ følelse eller oplevelse, der popper op.

Jeg må anerkende, at jeg typisk går gladere i seng, når vi dropper den dybe og meningsfulde samtale til fordel for et afsnit af et eller andet hyggeligt.

Men så får man heller ikke skrevet mange tanker om pandemier, jobsøgning, børneopdragelse, amerikanske valg eller andre presserende emner. Men det er måske okay. For nu i hvert fald.

4 Replies to “Eskapisme er den bedste isme”

  1. Åh, det lyder virkelig som en genkendelig dynamik i forholdet. Jeg tror at eskapismen i mange tilfælde er det rigtige valg, og jeg øver mig i ikke at dykke ned i alle bekymringer. Men grubleren og graveren har også noget at bidrage med ♥️

    1. Ja, det er nok en ret kønstereotyp rollefordeling. Desværre :/ Men jeg håber også, at vi “worriers” har noget at byde på 🙂

  2. Genkender det i stor stil! Og efter jeg så dokumentaren ‘Genetic me’, var der så mange ting der faldt på plads for mig i forhold til min evige bekymring – nu giver den mening 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *