Feministiske fredagstanker… måske?

Jeg har skrevet om det før. Fordi jeg simpelthen ikke forstår det: transkønnedes rettigheder som et feministisk projekt. Hvordan er retten til at skifte køn et feministisk projekt?!?

Nu faldt jeg så over dagens forsideartikel i Weekendavisen, hvor Rolf Mertz, der er en forfatter og aktivist, der selv har skiftet køn fra kvinde til mand, udtaler, at ”Netop opdelingen af kvinder og mænd er forudsætningen for den strukturelle diskrimination af kvinder. Her er den radikale løsning at opløse modellen totalt”. Herefter tilføjer han, at han ønsker afskaffelse af kønnede CPR-nr. Fordi vi her netop har et nummer, der skriger ”jeg er kvinde i den fødedygtige alder” på fx en jobansøgning.

Det kunne jo være et svar på mit spørgsmål. At transkønnede vil nedbryde vores binære og forstokkede kønsforståelse – derfor er det feministisk. Men gør de det? Hvordan kan det at skifte køn – fordi man baserer hele sin lykke på et bestemt køn – være et opgør med den binære kønsforståelse? Er det ikke snarere et knæfald af dimensioner? Så kan jeg meget tydeligere fx homo-bevægelsens bidrag til det feministiske projekt. At køn ikke er eller bør være determinerende for dine livsvalg.

CPR-nummeret er jo ikke det eneste (eller det første), som afslører, at du er kvinde i den fødedygtige alder. Det gør din krop i verden – og det er jo netop derfor, at nogle ønsker at ændre på kroppen.

Vi kan se forskel på en 11 årig pige og en kvinde på 25 år, ligesom vi typisk ikke har svært ved at skelne den 25-årige fra den 60-årige kvinde – eller mand for den sags skyld. Det er ikke noget, som patriarkatet har fundet på. Der er forskel. MEN det er ikke naturgivet, at denne forskel – at kvinder har bryster, menstruerer og føder børn bør betyde, at de skal straffes på arbejdsmarkedet og generel vurderes som mindre værd i alle sammenhænge, der ikke involverer at føde eller passe på børn. Det er sgu da DET, vi skal ændre!

På sexologisk klinik kommer, der i dag langt flere unge kvinder (hele 75 pct. af alle der henvender sig), som ønsker at blive mænd. Der er mange bud på, hvorfor det er tilfældet, men børnepsykiateren, Mette Ewers Haahr, fra Rigshospitalet gætter i samme artikel bl.a. på, at de unge drenge måske ubevidst ved, at et kønsskifte også vil betyde et tab af privilegier – og derfor er det mindre attraktivt for drenge at skifte køn. Hun afrunder med at sige: ”vi lever jo i en kultur, som ikke værdsætter det feminine så meget, også kan man spørge sig selv, om det at ændret sit køn ubevidst bliver en løsning på den manglende ligestilling?”. Det er vel i virkeligheden også det, som Rolf Mertz giver udtryk for, når han kalder kønsskiftet for en “feministisk oprørsstragi”.

Jeg anerkender til fulde, at der er mennesker, som inderligt ønsker at skifte køn, og som ikke har det godt. Det skal vi selvfølgelig tage alvorligt – og de skal hjælpes. Men jeg synes ikke, at hormoner og ændring af CPR-numre, er det eneste svar på problemstillingen – og det er i hvert fald ikke – i mine øjne – et feministisk svar.

2 Replies to “Feministiske fredagstanker… måske?”

  1. Jeg er SÅ enig! Jeg synes, det er dybt useriøst at mene, at afskaffelse af det kønnede CPR nummer skulle ændre noget som helst. Man skriver jo også sit navn på ansøgningen, og med mindre vi også afskaffer alle kønnede navne, så fortæller navn + fødselsdato også at man er en kvinde i den fødedygtige alder. Så jeg kan ikke se, at det skulle gøre nogen forskel og derudover vil det efter min mening være et signal om, at vi skal gemme lidt på, at vi er kvinder.

    Jeg kan simpelthen heller ikke se hvordan kønsskifte er et feministisk projekt. Jeg synes til gengæld, at det er dybt bekymrende, hvis den manglende ligestilling kan få nogen til (ubevidst) at ønske at skifte køn. Det er jo fuldstændig vanvittigt.

    Jeg er heller ikke altid vild med at være kvinde, fx havde jeg hjertens gerne udliciteret graviditet, fødsel og amning til min mand – apropos dit sidste indlæg – og det ville sgu også nogle gange være rart ikke at skulle performe dobbelt så godt som mændene på min arbejdsplads for at blive taget alvorligt. Og det er da dét vi skal ændre. Det er op ad bakke at få mændene til at være gravide og amme, så den hænger vi på, uanset hvor meget vi kæmper og hvor meget ligestilling vi får.

    Jeg sad for en del år siden, gravid som sædvanlig, til et kursus om ansøgninger af fondsmidler. Og der var rigtig mange kvinder på det kursus. Én af dem sagde, at hun synes, det var uretfærdigt, at hun, som havde holdt 2 x 14 mdr barsel og ikke havde åbnet computeren i hele perioden, stod dårligere til at få et postdoc stipendium end hendes mandlige kollega, som ikke havde de huller i sit CV. Der knækkede filmen altså for mig. Uanset hvor godt det er for hende og hendes familie og samfundet som helhed, så bliver hun ikke en dygtigere forsker af at holde samlet set 28 måneder fri i løbet af sin phd tid. Måske er jeg farvet af, at jeg har arbejdet i alle mine barsler, på noget der ligner fuld tid lige op til at jeg fødte og ca 4 timer dagligt efter fødslen, altså i al den tid jeg kunne få ungerne til at sove. Det var ikke noget jeg skulle, men noget jeg gerne ville. Man kan ikke blæse og have mel i munden, og hvis man vælger at få børn OG karriere, så koster det. Jeg fik i øvrigt et postdoc stipendium.

    Min mand har også haft fire måneders barsel med hvert af vores tre børn og han bliver længere i et job end hvad han optimalt set skulle, fordi det passer bedre til vores familie. Så han har også ofret noget på familiedannelsen.

    Nå, men hvad er så pointen i kommentaren? Jo, det er nok, at jeg synes, at man bliver nødt til at forholde sig realistisk til virkeligheden og at mænd og kvinder ikke er ens. Personer er heller ikke lige kloge, men de skal saftsuseme have samme muligheder for at skabe sig en vej gennem verden uanset familieformue, hudfarve og køn. Men hvad vi vælger at gøre i vores liv – værende sig kriminalitet, at få børn, blive gift, købe et for dyrt hus, what ever, har altså betydning for de muligheder, vi efterfølgende kan udnytte. Så hvis man synes, det er dybt uretfærdigt, at man ikke få forfremmelsen lige efter 14 mdrs barsel, så skulle man nok have valgt noget andet. Jeg synes også, at det er uretfærdigt, at det rammer kvinder hårdere end mænd, men så må man sgu lade ham tage halvdelen af den barsel.

  2. Hej Astrid

    Tak fordi du læser med – og fordi du tog dig tid til at skrive en gennemtænkt kommentar! Jeg har lige skulle samle tankerne nok til at svare dig. Men here goes:

    Jeg tror sådan set, at vi er ret enige – fordi det giver jo selvfølgelig sig selv, at man ikke både kan være fraværende og få en masse forfremmelser. Det ville sådan set også være urimeligt over for dem, så faktisk tog på arbejde i perioden – hvis de ikke blev belønnet for det. Og jeg forstår virkelig godt, at du blev provokeret over den kvinde, du mødte på dit kursus, som ikke havde selvindsigt nok til at se, at hun havde truffet nogle valg, som ville få nogle konsekvenser for hende.

    Men jeg kan også synes, at det bliver lidt skarpt trukket op, fordi du i din situation som forsker bedre har kunnet kombinere familie- og arbejdslivet -uden at gå meget på kompromis ét af stederne. Det er der mange professioner, som ikke tillader i dag. Men jeg anerkender, at du selv i det lys, har lagt dig mere i selen end den gennemsnitlige kandidat – og at det er rimeligt, at det bliver belønnet.

    Jeg vil bare tilføje, at jeg håber, at vi kunne bløde grænserne lidt op mellem arbejds- og familieliv – hvilket er præcis det som livet i forskningsverden tillader. Måske kunne man godt tænke arbejds- og familieliv på en måde, som havde bedre plads til kvinderne (som uanset hvad fuck vi gør, bliver ramt hårdere af at få børn – fordi det er os, der lægger krop til rent faktisk at producere barnet).

    Jeg håber personligt, at vi skaber bedre rammer for et fleksibelt arbejdsliv, hvor man ikke bliver set som uambitiøs, fordi man arbejder på nedsat tid i nogle år, mens børnene er små. Hvor vi deler barselsorloven (mere) ligeligt, og hvor vi måske kunne tænke barselsorloven ind som en del af den professionelle udvikling i et langt arbejdsliv –> for hold op hvor lærer man mange ting af at få børn, som også kan gavne en professionelt.

    Jeg vil i hvert fald prøve af, om det ikke kunne være muligt at være på barselsorlov og samtidig udvikle mig fagligt denne gang, hvor jeg sidste gang virkelig stod helt af karrieretoget.

    Gode hilsner
    Johanne

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *