Føler du dig heldig?

Der var engang, og jeg ved ikke om det er længe siden, men på et tidspunkt spurgte google dig, når du søgte på spændende emner ‘føler du dig heldig?’.

Det var en funktion, som skulle lede dig direkte til googles bedste bud på, hvilken side du havde brug for, når du havde søgt på “espalier, bore, mursten, fuge”. Også ville søgemaskinen ret tit føre dig til det wikiindlæg eller den private blog, som havde skrevet en hel side om at opsætte espalier i den lille have op ad muren.

Eller måske følte du dig heldig, men så blev du google-bombed til et eller andet fjollet.

Any ways. Det er altså et godt spørgsmål. “Føler du dig heldig?” Livet – og især det med småbørn -er bygget op om valg taget på baggrund af, om du føler dig heldig.

Skal man tage til den fest der, man ikke rigtig orker? Skal man få et barn mere? Skal man sige ja til at være alene hjemme i fem dage og håbe på det bedste?

Det er jo ikke altid, at man faktisk er heldig. Men jeg har været det i de sidste fem dage alene hjemme:

  • Jeg kørte min mand til lufthavnen umiddelbart efter en vellykket nakkefoldsskanning. Inden nåede vi en lyndate med en bigmac og udsigt over Kastrup havn, hvor vi var lidt nyforelskede og superklar på barn nr 2
  • Mine forældre passede hunden i hverdagene – det betød rolige morgener med tid til leg
  • Solen har skinnet, og foråret har sparket døren ind på, hvad der føltes som en uendelig og ufattelig våd marts
  • Der har været roligt på jobbet og jeg har kunnet gå tidligt
  • Jeg kom til demonstration lørdag med min yndlingsmor fra mødregruppen. Barnet sov præcis, når det skulle og jeg fik nypresset juice i solen
  • Yndlingsmoren inviterede os  endda på besøg i hendes sommerhus
  • To af de bedste damer, jeg kender, havde spurgt for længe siden, om vi ikke skulle i zoo med barnet sammen. De var bare så gode til faktisk at lege med barnet og ikke bare kigge på mig, der bøffede rundt foroverbøjet. Det var så hyggeligt og dejligt, plus altså zoo i solskin?! Og jeg følte virkelig, at Hubert ikke kun var med på slæb
  • Mine forældre har tilbudt mad løbende på pressede tidspunkter over weekenden og senest her til aften.

Hold kæft mand. Jeg ikke bare føler mig heldig. Jeg er så heldig og glad og helt igennem taknemmelig, som nogen kan være det.

Og jeg fik ikke engang nævnt, i morgen kommer min dejlige mand hjem. Det er ikke så ringe endda.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *