Fra togbussens elendige passagersæde

Jeg har fået en plads i togbussen. Helt oppe foran. Der hvor man kan se chaufføren skrive smser og pille sig i næsen. Hvor man kan nå at fortryde satsningen. Måske ville der snart blive løsnet op i den kødrand af mennesker, som er linje B pendlere?

Det finder jeg aldrig ud af. Og jeg når sikkert ikke hjem for at putte min dreng. Mormor passer, så heldigvis er der ikke en vuggestue-pædagog, der tripper.

Der er åbenbart to forskellige mennesker, som har taget springet i dag. Springet til næste niveau. Død sild. I myldretidstrafikken!

Gud hvor er det egoistisk og tarveligt. Kunne de ikke have taget deres eget liv om natten eller derhjemme med piller i stilhed?

Sådan må man vist ikke tænke. Det er bare svært ikke at gøre det lidt. Et kort sekund.

Men så tænker jeg på de to ulykkelige mennesker, som ikke så anden udvej en at kaste sig ud foran et regional og s-tog i dag. Jeg tænker på de stakkels lokofører, som har fået menneskekroppe splasket udover deres forrude. Og de traumer som følger. Jeg tænker på de efterladte, som har mistet en forælder, et barn, en ven, en bror eller hvad deres relation nu er. Jeg tænker på de stakkels reddere, som skal ud og skrabe menneskekød af skinnerne.

I det perspektiv virker det ubetydeligt, at jeg er to timer om at komme hjem.

Nu håber jeg bare, at vores chauffør får os frem i et stykke og uden at tage liv på vejen.

Eyes on the road, fister!

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *