Goddaw Elliot

Juno Reunion: Ellen Page & Jennifer Garner Will Lead Female Live Read |  IndieWire

Ellen Page er sprunget ud som transkønnet – og hedder nu Elliot. Det er godt for ham. Men det ærgrer mig, fordi jeg tydeligt husker Juno – og hvordan jeg synes, at Ellen Page den gang skubbede til måden, man kunne være ung kvinde på. Det var så befriende at kunne spejle sig i noget andet end den gængse teenagepige-karakter. Og så endda i en historie om at blive gravid og ikke ville være mor. Jeg må vel finde mig et andet kvinde-idol. Nu hvor Elliot ikke vil være det.

Det er underligt, at opgøret med kønskategorier ender med at reproducere dem helt vanvittigt. Spørgsmålet er – om man overhovedet kan gøre op med det. Er det muligt at leve i en verden, som overhovedet ikke er delt op i han og hun?

Det er oppe i tiden at opgøret med “kasserne” bliver taget ved at smide dem ud. Men når nu der trods alt er en biologisk virkelighed, som ikke kan smides ud, så bør opgøret måske ikke handle om at smide kasserne ud, men om at gøre dem større, så alle kan få plads?

Jeg har set, hvad der skete, da J.K. Rowling havde en holdning til sagen – og ikke en særlig vild en. Masser af mennesker, som jeg ikke opfatter som rabiate tog pludselig afstand og spurgte, om man overhovedet kunne læse Harry Potter, når nu Rowling var transfob.

Diskussionen om man må læse noget af nogen, som man ikke er 100 pct. enig med, gider jeg ikke tage. (Selvfølgelig må man det). Men jeg bliver gang på gang overrasket over, hvordan – i min øjne – helt stille og rolige indvendinger bliver modtaget som hadtale og transfobi.

Hvornår blev det sindssygt at sige, at køn tildels er biologisk betinget? Hvorfor bliver det opfattet som aggressivt, at vi er nødt til at overveje og undersøge, om nogle bliver transkønnede, fordi det opfattes som mere attraktivt end fx at være homoseksuel? Og hvorfor bliver det opfattet som transfobisk at mene, at det er to væsensforskellige livsoplevelser at være født som biologisk kvinde og at være transkvinde?

Det er ikke hadefuldt at være undrende. Det er ikke truende at være nysgerrig. Det er ikke ekskluderende at stille spørgsmål. Men det er svært, når folk stiller spørgsmålstegn ved ens grundlæggende identitet, præferencer og valg. Det ved jeg godt. Men der er ikke nogen anden måde, hvorpå man kan normalisere det usædvanlige. Vi er nødt til at tale om det.

8 Replies to “Goddaw Elliot”

  1. Overordnet kan jeg sagtens se hvad du mener, men du får det med dit andet spørgsmål til at lyde som om, at både transkønnethed og homoseksualitet er noget man vælger, ud fra hvad der er attraktivt. Og alle vi moderne mennesker er vel enige om, at homoseksualitet er medfødt. Transkønnede har det desuden signifikant værre psykisk end ciskønnede, begår oftere selvmord. Næppe særlig attraktivt… 🙂

    1. Så har jeg ikke udtrykt mig klart nok. Jeg tror bestemt ikke, at man vælger at føle sig forkert eller uden for normalen. Slet ikke. Det gælder både homoseksualitet og transeksualitet. Men hvor homoseksualitet handler om en fast præference for noget uden for sig selv, så handler transseksualitet om at være utilpas i sin egen krop. Det er en helt anden slags kategori i mine øjne, – for spørgsmålet er vel – hvordan bliver du bedst tilpas i din egen krop? Her vil svaret for nogle øjensyneligt være – “jeg er nødt til at skifte køn biologisk”. For andre vil de måske bare skulle være i et mere tolerant miljø, hvor man kan være mand/kvinde på flere forskellige måder. For andre handler det ikke så meget om at føle sig som et andet køn, men om at konsekvenserne ved homoseksualitet er meget store. De kan se et perspektiv i at skifte køn. Vi er nødt til at kunne diskutere åbent – og kunne undersøge videnskabeligt, hvad der ligger bag ønsket om at forandre sin krop.
      Problemet er, at denne identitetspolitiske forskning har meget trange kår, fordi der er en stærk politisk bevægelse, som mener at det er et absolut gode, at alle der ønsker det kan skifte køn. Som du selv siger er det en gruppe af mennesker som trives dårligere end gennemsnittet, så jeg synes, at vi skylder den gruppe at undersøge, om den indledende idé om et kønsskifte (som bestemt ikke er en gratis omgang sundhedsmæssigt heller) er den rigtige løsning.
      Tænk hvis vi kunne ændre samfundet, i stedet for at ændre kroppe og derigennem få folk til at få det bedre?

      1. Tak for et som altid godt og uddybet svar. For mig at se blander du dog seksualitet og køn sammen. At være transkønnet er ikke det samme som at have en seksualitet. Også derfor det ikke hedder transseksuel 🙂 Så en transkvinde kan jo fx sagtens være homoseksuel samtidig ved at være tiltrukket af andre cis- eller transkvinder. Altså tænker ikke, at der findes en særlig stor gruppe af biologiske kvinder, der er tiltrukket af kvinder, men synes det vil være lettere at overgå til transmand end at blive lesbisk. Jeg tror homoseksualitet er mere accepteret i den brede befolkning i hvert fald i Danmark. 🙂

        Jeg kan super godt se din pointe med, at kasserne med køn kommer til at betyde meget, når man forlader dem frem for at udvide dem. Det er lidt et paradoks ved transkønnethed som begreb, jeg også selv har svært ved at forstå. Hvordan grænserne mellem kønnene kan blive delvist opløst, samtidig med at andre længes mod at leve som et bestemt køn, der er afgrænset fra deres eget biologiske. Fordi jeg heller ingen praktisk erfaring har med det. Men over for de konkrete mennesker må man jo bare lytte og prøve at forstå deres perspektiv. Jeg er også helt enig i, at man bør prøve at undersøge det nærmere videnskabeligt osv. Og at det absolutte mål er, at flere føler sig tilpasse i egen krop. Men også acceptere, at det indebærer, at nogle ikke føler sig tilpas i en krop der ser “kvindelig” ud, selvom de er født med to xx-kromosomer i et land, hvor man også godt kan klæde og opføre sig mere traditionelt maskulint uden at blive frosset ude af sine omgivelser.

    1. Tak for det 🙂 Jeg er altid lidt nervøs for at skrive om emnet. Det er meget sårbart for mange mennesker, og min hensigt er i hvert fald ikke at såre nogen.

  2. Jeg synes, at du har formået at skrive et virkelig fint og reflekteret indlæg, som indbyder til refleksion fremfor mudderkastning og splittelse. Jeg er dog ikke helt enig i dine pointer.

    Jeg tror ikke, at det er et spørgsmål om hvorvidt Elliot vil være en kvinde (for det tror jeg faktisk klart ville være det letteste om muligt), men om at han ikke er det. Hvorvidt det er en konsekvens af en for snæver “kvinde-kasse” er svært at vide, men jeg synes egentlig ikke at det er et tab i kampen for at udvide kvindekategorien – tværtimod! At man kan få lov til at kalde sig og blive kaldt ved rette navn ift. ens identitet, synes jeg derimod er en gevinst for den kamp. At man netop ikke behøver ommodellere sig selv for at passe ind i en kasse, men i stedet selv kan bestemme hvordan kassen skal se ud.
    Biologisk køn kan være vigtigt, ja, men oftest kun i medicinske henseender – og ligesom at jeg ikke gider bedømmes ud fra om jeg er tynd eller tyk, langhåret eller skaldet, så gider jeg heller ikke blive det ud fra hvad jeg har mellem benene.

    Dit indlæg gjorde mig klogere – både på egne og andres holdninger. Tak for det!

    1. Tak for din tilbagemelding, Christine! Jeg er glad for, at indlægget blev læst i den ånd, det blev skrevet. Min pointe er, at Ellen Page var med til at udvide “kvindekassen”, så længe hun var en del af den. Men ved skiftet til Elliot er kampen for en kasse, hvor kvindekønnet ikke skal være definerende for ens liv på en måde tabt (i det slag i hvert fald). Nu er der en kvinde mindre, som er mere androgyn og querky (af mangel på bedre beskrivelser) i kategorien, så er andelen af “puttenuttede prinsesser” (ej, undskyld mine håbløse kønsstereotyper) pludselig større. Men så må jeg måske kigge på Hannah Gadsby og føle en hvis lettelse igen :).

      Jeg synes jo, at biologisk køn skal spille en meget mindre rolle i, hvad vi kan og gør med vores liv (men jeg tror ikke, at det biologiske køns indflydelse kan elimineres). Jeg oplever bare, at diskussionen om kønsskifte understreger på en meget radikal måde, hvor vigtig biologisk køn stadig er for mennesker. Det er jo et udtryk for, at der er nogle mennesker, som overhovedet ikke kan se sig selv være lykkelige med det køn, de er født med/ind i.

      Elliot-casen er selvfølgelig speciel, fordi han ikke bare sagde, at han var en mand og ikke en kvinde, men også sagde, at han var non-binær. Det er for mig mere logisk stringent, hvis man sagde non-binær og ikke noget andet. Problemet er nok bare, at det er meget svært at få andre til at omtale en derefter. Jeg ville i hvert fald have meget svært ved sprogligt at tiltale en person “de/dem”. Men det kan man jo nok lære… Men det ville være meget lige til blot at skifte over til at sige han/ham. Hele verden er kønnet. Det er gak.

Skriv et svar til Anne Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *