Grænser for det grænseløse arbejdsliv

 

MacBook Pro near green potted plant on table

Jeg skylder vist en update. Jeg har brugt en del tid på at brokke mig over mit arbejdsliv herinde. Det førte til, at jeg sendte to ansøgninger ud i universet og blev kaldt til to jobsamtaler (yay!).

Jeg gik til begge jobsamtaler og erkendte, at jeg slet ikke kunne overskue at skifte job. Jeg fik ét afslag og trak min ansøgning fra det andet. Egentlig var jeg lettet over ikke at skulle til at sige op. Lære nye navne. Køre en anden vej på arbejde. Lære nye IT-systemer og adgangskoder.

Jeg fik talt mig til rette med min nærmeste kollega. Det gik godt. Vi aftalte, at vi skulle tale mere lige ud af posen fremover. Ingen dårlig samvittighed og at tage spændende opgaver. Ingen dårlig samvittighed over at gå tidligere fra job en den anden. T.A.L. hvis du er sur.

Så gik der nogle uger med det. Og nu vælter det bare ind med sager. Jeg kan ikke følge med. Overhovedet. Jeg burde sidde og lave sager nu til ministeren om alt muligt pis og (især) papir. Vi har flere lovforslag på vej. Vi har samråd. Og så er der alt den almindelige drift med folketingsspørgsmål, bekendtgørelser, borgerhenvendelser og orienteringssager.

Jeg har arbejdet 36 timer i denne uge. Og det er torsdag. Og jeg tror ikke, at fredag bliver ugens sidste arbejdsdag. Det er ret tydeligt, at jeg arbejder udover min kapacitet for tiden. Jeg karter rundt i mine ting. Jeg shuffler mellem opgaver i et væk. Jeg kan ikke tænke kreativt overhovedet. Og jeg kan ikke længere prioritere mellem opgaverne. Jeg starter bare og håber, jeg på et tidspunkt når i et slags mål.

Det er lidt sjovt. Men mest udmattende. Ugens første dage så jeg kun min dreng i 20 minutter, før han blev lagt i seng.  Det er altså alt alt for lidt. Og ikke i orden.  Derfor gik jeg tidligt i dag. Men alligevel kunne jeg se mig selv skrive “jeg er på mailen”, “jeg logger på efter kl. 18” og “jeg gør det så hurtigt, jeg kan”. Og nu skal jeg altså til at logge på igen. Og arbejde videre, når jeg allerhelst bare vil lade være.

Hvordan i alverden holder man fri, når der ikke er en grænse for, hvor længe man kan arbejde. Altså grænsen er præcis, der hvor du selv sætter den – og hvis den bliver sat ved “nu skal jeg altså sove” – så giver det ikke mig meget mening. Og jeg ved, at jeg slet ikke er den der arbejder mest. 45-50 timer om ugen er ikke usædvanligt. Men det er ikke noget for mig.

En af mine kolleger sagde, at hun var gået tidligt hele ugen. For det kunne hun mærke, at hun trængte til for at kunne hænge sammen. Jeg må høre hende, hvordan hun gør.

4 kommentarer til “Grænser for det grænseløse arbejdsliv”

  1. Altså, man bliver fartblind, hvis man bliver for lang tid i det der…. det er ikke okay. Overvej at find noget andet. Det er krævende at skifte job, men sgu ikke mere end det du bliver udsat for nu. Kh fremmed læser

    1. Tak for din kommentar. Jeg sætter stor pris på, at jeg kan tage temperaturen ude i verden ift. om det arbejdsliv man står i egentlig taget er rimeligt. Man bliver hurtigt opslugt af det, når man står i det.

  2. Den er svær. Den der med, hvor meget man gerne vil være to steder. I sin familie og på sit arbejde. Her hos os har vi en klassisk (småborgerlig) fordeling. Min mand er specialkonsulent og ansat uden øvre arbejdstid. Jeg er fuldmægtig og har flextid. Fordi jeg er yngre end min mand, har jeg naturligt nok ikke nået så langt i mit arbejdsliv, inden vi fik børn. Flextid er guld for vores familieliv. Og så længe vi har små børn har jeg ikke travlt med at komme op i niveau. Det skal tids nok komme og kan passe fint med unger, der bliver ældre. Vi har venner, hvor begge er ansat uden øvre arbejdstid, og det er konfliktfyldt, ømt og fyldt med dårlig samvittighed hos begge. Men altså. Det første halvandet år efter vores første barn havde særligt min mand også rigtig svært ved at sætte grænser for sit arbejdsliv. Men jo mere vi faldt på plads i familien (og særligt, da nattesøvnen for alvor blev sammenhængende igen) jo bedre blev han til at sætte grænser og nu fungerer det rigtig fint – og uden unødvendig, tærende overarbejde. Men det er klart: det er svært at sætte grænser i sit arbejdsliv – og det er svært sætte sit arbejdsliv på standby. Men vores liv bliver jo formet af de valg, vi tager. Derfor skal vi tage dem. For ellers flyder alt sammen i en lang grå suppe af utilstrækkelighed.
    Jeg synes, du lyder som en kanon mor og en kanon medarbejder. Og hey, bloggen er også nice 🙂

    1. Hej Karen. Hvor er jeg glad for din kommentar! Jeg har ikke noget behov for at blive special/chefkonsulent lige foreløbigt. Faktisk er jeg ikke sikker på, at det er en ambition overhovedet. Uden øvre arbejdstid virker ikke som noget for mig ;o) Men det er rart at vide, at det her vanvittige arbejdsliv er en problemstilling for mange i embedsmændsfamilier, som delvist løser sig med tiden. Kh. Johanne

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *